Overtro om kvå g Af N.P. Volstrup [Fynsk Hjemstavn 1929]

Transkript

1 Overtro om kvå g Af N.P. Volstrup [Fynsk Hjemstavn 1929] Jeg er opvokset i Egebjerg i Kirkeby sogn, og det er minder fra den tid, jeg meddeler her. Der pa egnen var pa den tid mange å ldre folk, som var stå rkt overtroisk, og deres daglige liv prå gedes deraf. Na r vi unge kritiserede deres ma de at vå re pa, blev de vrede og troede, at vi gjorde nar af dem. Det var iså r kreaturet, man skulle vogte pa over for onde mennesker, og der var visse forholdsregler at tage, som ikke ma tte glemmes. Férste gang en ko skulle malkes efter kå lvning, lagde man en kniv i må lkespanden, for at ingen skulle forgére må lken. Hekses "onde æ jne" skrå mte overalt i den europå iske kulturkreds enhver ejer af kvå g fra vid og sans. Den kloge mand i Gestelevlunde var vidt beræ mt som dyrlå ge. En gang havde kæ erne pa Amsterdamgarden "sat må lken". I sin næ d sendte gardmanden da bud efter ham. Denne brå kkede brostenene op pa forskellige steder i stalden og slog sma pinde ned i jorden. Derefter blev stenen lagt pa plads igen. Kæ erne fik nu et pulver, hvorefter de gav sig til at tude ganske forskrå kkeligt; men kuren viste sig at vå re god nok. Der var imidlertid nogle af disse, der ejede overnaturlige evner, der gik ud pa at volde deres medmennesker fortrå d, nar de kunne komme af sted med det. Det var navnlig gamle kvinder, man mistå nkte for noget sadant. mangen bonde skå lvede, nar en "heks" gik over den mark, hvor hans kæ er stod tæ jrede, idet han frygtede for, at hun skulle kaste sine onde æ jne pa dem og forgæ re dem. Nar bæ nderne skulle kæ re forbi heksens hus med grise, hå ndte det, at de då kkede grisehå kken til med så kke, for at hun ikke skulle fa dyrene at se. 1 of :28

2 For at modvirke dæ delighed blandt kreaturerne var det en gammel skik, at husbonden under aflå sningen af fæ rste lå s rug spurgte sin forkarl: "Hvornar var det jul sidste ar, og hvornar bliver det jul i ar?" Nar karlen havde svaret pa dette, aflå ssedes resten i fuldkommen tavshed. De fire fæ rste neg, der blev "sa" i ladet, blev sat med toppen nedad, sa mente man, at ukrå et ville holde sig til dem og lade det andet vå re i fred. Gav man et menneske lidt nymalket må lk, sa kom man gerne et par korn salt i spanden. Det var ogsa for at sikre sig mod onde mennesker. Om fora ret, na r kéerne skulle pa grå s, lagde man, férste gang de skulle trå kkes ud, en kniv eller ékse uden for dértrinnet, som kéerne gik over, na r de gik ud. Ligeledes ma tte en ny indkébt ko ga over en kniv eller lignende, férste gang den blev trukket ind i stalden. Kéerne blev ikke trukket pa grå s férste gang pa en mandag, onsdag eller fredag. Engang kom jeg tilfå ldig op pa slyden over en ga rdmands kostald, der sa jeg en lille nyfédt kalv (en kastekalv) hå ngende oppe ved et spå r, forsvarlig fastbundet med et stykke reb, lige over kostalden. Jeg turde ikke spérge manden om, hvorfor den hang der. Det ma have vå ret et middel mod kalvekastning. Kunne man ikke fa en ko ikå lvet, skulle man, na r man kom hjem med den fra tyren, tage et halmba nd af en kjå r rughalm, lése knuden op midt pa halmba ndet og lå gge de to halvdele sa ledes, at koen kunne trå kkes mellem dem. Koen skulle trå kkes stiltiende igennem (ingen ma tte sige noget imens). Halmba ndet blev atter bundet sammen og opbevaret; thi det skulle léses op igen, fér tiden kom, at koen skulle kå lve, ellers kunne koen ikke féde kalven. Kom der nogen fremmede i stalden og betragtede kéerne, blev man ilde til mode, hvis de sagde om kéerne, at de var "kénne". Manden ma tte rask svare: "Nej, de er ikke kénne, de er la dne". 2 of :28

3 Nédildsstolper fra Jylland. Oprindeligt skulle ba de St. Hans og Valborg blus helst tå ndes med helt ny ild. D.v.s. med "vild ild" eller "nédild". Det er ild, som laves ved at gnide to trå stykker mod hinanden. Nédild var et stå rkt magisk middel. Hvis fx en kvå gsygdom rasede, kunne man forsége at slukke al ild pa landsbyens ildsteder og lave nyt, der sa blev bragt rundt til alle husstande. Ma ske kunne den nye ild rense ud, og gére ka l pa sygdommen? Pa nogle museer findes "nédildstolper", der er brugt til at lave ny ild pa. Det er bjå lker med brandmå rker, der viser, at de er blevet brugt til at lave den nye, magiske ild. Na r ba let skulle laves med nédild hå nger det sammen med, at det var et ondtafvå rgende middel. Det ba l, vi brå nder til St. Hans, er ikke et "henrettelsesba l", men bondens skå rmende blus. Det skal holde de onde krå fter vå k, som var aktive i midsommernatten. Ma ske har der ogsa vå ret en forestilling om, at de marker som ba let oplyste, kunne blive så rligt frugtbare og givtige. Denne ide nå vnes bl.a. i en jysk prå steindberetning fra I mange tilfå lde blev der lavet ba lplads pa gravhéje fra oldtiden, og sa kunne lyset jo ses viden om. At brå nde blus omkring midsommer er uden tvivl en å ldre tradition i Norden I Olaus MagnusÆhistorie om de nordiske folk fra 1500-tallet, kan man fx se et trå snit, der forestiller en sommerfest, hvor der blusses. Men her sta r blusset som en ténde pa en stang. 3 of :28

4 Der var en anden få l heks, som man kaldte Kanuten. Hun var fra Thuré, men tjente pa Hesselagerga rd som mejeripige. Der satte hun knappena le i ledpå lene, sa at naboerne ikke fik må lk af deres kéer, férend bénderne fik det ra d at give hende et nakkedrag, sa at hendes nå se skulle springe op at bléde og blodet faldt pa hendes forklå de; sa var hendes magt forbi. Ra det udfértes og hjalp. En anden gang (H.A.s hustru Stine kunne ikke huske, hvor det var) havde hun ligeledes lavet kunster "knikser" med folks kéer. Da lykkedes det folkene pa en eller anden ma de at "give hende et knå k", sa at hun bréd la rbenet og siden haltede. Sa havde hun da det for sine kunster, fordi hun ikke kunne lade andres kéer vå re. 4 of :28

5 Pa Thuré boede en témrer, der hed Niels Bjerg og arbejdede pa Julius Jensens byggeplads lige over for Bregninge skov. (Han havde en broder Lars pa Langeland, Bjerglars (laus) kaldet, der havde ord for at "kunne lidt".) Han plejede at så tte sine sejl ind hos H.A.s hustru Stines forå ldre, og der kunne man aldrig fa noget kreatur til at leve. Man flyttede sa kéerne fra stalden over i loen, hvor de stod og frés om vinteren, indtil H.A. fik dem til at så tte dem tilbage igen. Da var der intet i vejen. H.A.s svigerfader turde heller aldrig tage imod å bler af Niels Bjerg. Der kunne nemt félge ondt med (jfr. Anders Nielsen, der af samme grund kastede å blet fra sig). H.A.s svigerfader blev for resten noget rå d pa sine gamle dage. Han, der ellers aldrig havde vå ret bange af sig, turde sa ledes aldrig så tte sin fod i en jolle, og han déde til sidst af Skrå k over et tordenskrald. Om folketroen i Ska rupére er altsa félgende at bemå rke: Saltet binder heksen; knappena le i ledpå lene for at malke andre folks må lk - knappena le i dértå rskelen 5 of :28

6 for at holde heksene ude. Å bler af en heks`s eller heksemesters ha nd er farlige. Det fortå lles ogsa, at hekse kan malke kéerne milevidt fra under en hyldebusk. - Som middel derimod skal man tage hvidlég, dild, mel og honning, skå re eller stéde urterne fint, blande honningen og melet deri og give kéerne dette at å de. Dette middel er befunden at have virkning. Pesttjérn ved Kvå rndrup. Pesttjérn [Fynske plantenavne..fynsk Hjemstavn. jan. 1930] Hvidtjérn. Den almindeligst vildtvoksende art kaldes Hvidtorn eller Skovtorn (Sydfyn, VM [Vilhelm Madsen, senere Egebjerg] 1929).medens den noget sjå ldnere vildt forekommende, men almindeligt til hå kke benyttede kaldes Tysktorn (Odense-egnen, POL) og Spansk Torn (Sydfyn, VM, 1929). N. Rasmussen Sékilde benå vner den Den tyske Torn og siger, at den kaldes sa ledes, fordi den oprindelig indfértes ved skippere fra Kiel og Lybå k (NRS. 1886). Bå rrene kaldes pa Fyn sa vel som pa Sjå lland Kédbå r og Horsekéd; Bladene siges at kunne bruges som the (Sk.XII 1889 s. 30). Der findes flere steder pa Fyn Pesttorne, plantede pa få llesgrave med mennesker, déde af pest eller kreaturer, déde af kvå gpest. Der knytter sig gerne den tro til dem, at hvis de ryddes, bryder pesten ud igen. stérrelse (OA. 1929) I A strup sta r en smuk hvidtjérn plantet i kvå gpestens dage (c. 1750). Den blev plantet for at kvå gpesten skulle standse, og den standsede! Men hvis nogen préver at få lde den, bryder pesten ud igen, siger de gamle. Da ejeren for et par a r siden savede en gren af, bréd mund- og klovesygen ud i hans beså tning (VWP. 1928) 6 of :28

7 I Vendsyssel havde koen en så rlig placering i traditionerne omkring Sct. Hans. I 1700-a renes begyndelse omtales, at de blev pyntet med perikumkranse. Det beskyttede imod hekse der sa ikke kunne stjå le må lken. Senere var stadsen fx bégegrene samt seletéj og guirlander af bonderoser. Nogle steder holdt man en slags vå ddeléb med de pyntede kéer. Det gjaldt om hverken at komme férst eller sidst. Det var finest at komme i midten - sa blev man "konge" eller "kejser". Nogle steder, fx i Alstrup og Tolstrup sogn skulle kéerne ogsa vises frem i landsbyen, og blev drevet fra ga rd til ga rd. Drengene, som drev kéerne, var i hvide skjorter, pyntet med réde ba nd, og pigerne havde rene forklå der. De steder, hvor kéerne blev vist frem, vankede der i reglen en skilling til den dreng, der drev med dem. Den krans, som en ko havde ba ret, blev ikke smidt vå k bagefter. Den blev kastet op pa staldens tag. Nu kunne heksene hverken ride kéerne, eller give dem sygdomme og andre skavanker. Skikken med St. Hans koen uddéde i begyndelsen af vort a rhundrede, men har iévrigt vå ret kendt i mange andre lande, fx Tyskland, Frankrig og Holland. Sagn ved Vilhelm Madsen, Egebjerg Heksen i Kirkeby Der var i forrige a rhundrede en kone pa Kirkeby Sand, som de kaldte heksen. Hun 7 of :28

8 havde skyld for at kunne hekse, og det var mens min far gik i skole. Hun havde to détre, der gik i skolen, og hvis drengene sloges med pigerne, var der ingen, der turde rére dem, for de sagde rent ud til drengene, at hvis ikke I bliver fra os, sa skal vor mor forhekse jer. Sa var der engang, min far var ude at se efter kéerne i lyngbakkerne, hvor der nu er skov. Lyngbakkerne var lige kébt af Hvidkilde, og da min bedstefar var skovléber, sa havde han lov til at have sine kéer ga ende der til omra det blev plantet til. Mens far var ude at se efter kéerne kom heksen forbi sammen med en af pigerne. Sa far var bange for hende, han gemte sig i en busk. Heksen blev sta ende og sa efter kéerne og gjorde nogen tegn med fingrene op i luften. Sa siger pigen til hende:"mor, du ma da ikke gére kéerne noget, det er da synd". Det var en kone, der engang har sagt til min farmor, at hun ville kå rne smér, men hun fik ikke held til det, for lige ved, at hun hå ldte fléden i kå rnen, kom der en kone og hun skulle jo ikke vå re kommet. Om det var heksen ved jeg ikke. Mennesker i landsbyen. Af Iérn Pié [Den danske bondega rd Turista rbogen 1965] Overtroen var en del af den daglige tilvå relse. Alle overtroiske forestillinger og alle overnaturlige vå sener skal derfor rettelig betragtes ud fra de situationer i hverdagen, som har betinget deres opsta en og deres livsvilka r fra generation til generation. Menneskene i landsbyen var hverken dummere eller mere a ndsformérkede, end mennesker i vore dage er. De havde bare ikke den samme rede pa tingene, som vi har. Et enkelt eksempel kan illustrere dette: Mange kvinder vidste af bitter erfaring, at det undertiden kunne knibe med at fa held med smérkå rningen. A rsagen til uheldet kendte man ikke, men en forklaring ma tte det have. Nå rliggende var det at tro, at en eller anden - og det ma tte naturligvis vå re et ondt menneske - havde taget smérlykken fra en. Denne situation kendte en af oplysningstidens mest realistisk tå nkende må nd, sandflugtskommisså r A.F. Just fra Viborg, og han skrev da i sin meget populå re Bondepractica fra 1798: "Man ma i stå rk varme ej give hekse skyld, om man ej kan fa smér; og enten det er varmt eller koldt aldrig tro, at gamle kå llinger forma mere hos Fanden end de unge. SA danne uheld som Fanden og hekse fa skyld for ere gerne en félge af ganske naturlige a rsager. SA som: i tordenvejr.., na r må lkebétten og kå rnen ej er rene.., na r kéerne er syge o.s.v.". Nogle kvinder blev langsom belå rt heraf, men det varede lå nge. De, der ikke blev det, gjorde derpa félgende for at fa "smérlykken" tilbage; de kastede en ophedet hestesko ned i smérkå rnen -og det hjalp, men det var fordi fléden sa fik den varmegrad, som var nédvendig for at smérkuglerne kunne udskilles. I hele denne smérkå rningssituation var troen pa heksene overtro, men troen pa hesteskoens virkning var udslag af en faktisk viden, som kvinderne blot ikke havde gjort sig klart. Havde de det, havde de nemlig ophedet smérkå rnen pa en hvilken som helst anden ma de end lige netop med en af traditionen anerkendt lykkebringer. 8 of :28

9 9 of :28