Qajartalik»øen midt i historien ved Arsukfjorden«

Transkript

1 AF helle Bohnstedt-Petersen, Bjarne Ljungdahl og Karsten Secher Qajartalik»øen midt i historien ved Arsukfjorden«Qajartalik nær Ivittuut har været omdrejningspunkt for aktiviteter i hen ved 1000 år. Men øens senere rolle for Arsukfjorden som udgangspunkt for et industrieventyr er næppe kendt af mange nu om dage og var bestemt ikke forudset af initiativtagerne til udnyttelsen af kryolitten ved Ivittuut. Den moderne historie begyndte omkring 1854, for øen kun godt 3 km vest for bygden Arsuk, som forpost mod Davidstrædet, i læ bag Arsuk Uummaanaq og Arsuk Qeqertarsuaq. Qajartalik blev på få år porten til det industrieventyr, som netop i midten af 1800-årene blev iværksat ved Ivittuut ca. 20 km mod øst på Arsukfjordens sydside. Her blev blymalm og kryolit grundlaget for indu- RESUMÉ Qajartalik øen er til at overskue, 31 m over havet på det højeste punkt, kun godt ¼ km 2 i areal med placering i farvandet 3 km vest fra Arsuk. Øen er kendt for at være nødhavn tæt på en sejlrute, midt i et tidligere givtigt fiske- og jagtfelt og så kan den let nås med kajak. Øen har en tydelig markering på søkortet med sit effektive fyr, og bortset herfra er der ikke meget at bemærke set fra søsiden. Men går man i land, åbner der sig en verden med efterladenskaber af menneskelig aktivitet fra måske op mod tusinde år. Qajartalik emmer af historie fra nordbotid til nutid. Helle Juel Bohnstedt-Petersen. Cand. mag. i forhistorisk arkæologi og massekommunikation, Aarhus Universitet (1992), Museumsformidler og projektleder ved Moesgaard Museum, og Ribe Museum ( ), Afdelingsleder TvDanmark ( ), Bibliotekar i Grønnedal ( ), afbrudt af ansættelser ved Grønlands skolevæsen i Upernavik, Ikamiut og Arsuk ( ), Museumsleder ved Ivittuut Mine- og Mineralmuseum (fra 2008). Bjarne A. Ljungdahl. Inspektør og lærer ved Bygge- og anlægsskolen i Sisimiut ( ). Geologistudier ved Århus Universitet ( ); Deltager i geologiske sommerekspeditioner i Grønland ( ); Formand for Grønlands Stenklub (fra 2000); Instruktør ved prospektorkurserne i Grønland ( ). Medlem af bestyrelsen for Ivittuut Mine- og Mineralmuseum. Karsten Secher. Cand. scient i geologi, Københavns Universitet (1972); Konsulent og seniorgeolog GGU/GEUS (fra 1974), afbrudt af ansættelser i Dansk Polarcenter, Råstofforvaltningen for Grønland og DMU ( ); Medlem af dommerkomitéen for Ujarassiorit (fra 1989). Medlem af bestyrelsen for Ivittuut Mine- og Mineralmuseum. Tidsskriftet Grønland 4/

2 Udsigten mod vest, når Qajartalik anduves. Arsuk Uummaanaq og nærmest Qajartalik. striel udnyttelse, først i den såkaldte Taylors blymine og fra 1857 alene fra kryolitbruddet. Denne del af historien sluttede først i 1987, hvor udnyttelsen af kryolitforekomsten endelig ophørte, og minen blev nedlagt, og hurtigt derefter også moderselskabet bag aktiviteten: Kryolitselskabet Øresund A/S. I anledning af at Ivittuut Mine- og Mineralmuseum (IMM) netop i 2009 kunne fejre tre års levetid med et årligt stigende besøgstal på over 1500 gæster, inddragelse af endnu en af anlæggets bygninger til museumsformål og med en fast plads i kulturprogrammet i den netop dannede storkommune Kommuneqarfik Sermersooq, foretog museet en rekognosceringstur til Qajartalik. Formålet med rekognosceringen var at dokumentere resterne af de kryolitrelevante aktiviteter på øen, samt at undersøge øvrige mulige efterladte effekter og anlæg fra aktiviteter, som var kendt fra historiske indberetninger. Rekognosceringsekspeditionen bestod af forfatterne som repræsentanter for museumsledelsen og med museumskustode John Arsuk Rasmussen som bådfører og kendtmand. Besøget blev gennemført en augustdag i 2009, hvor havet var roligt i det vindstille sensommervejr med støvregn og tågedis. Baggrund Inden vi udbreder os om dagens iagttagelser, er det nok på sin plads at give et kort rids af vores baggrundsviden om Qajartalik: 1. I den nære omegn af Qajartalik er der registreret nordboruiner/bosætningsrester af gårdsanlæg, og området er af arkæologer navngivet Mellembygden. I middelalderen tilhørte gårdene her den norrøne Østerbygd. Dateringen af bebyggelsen er usikker, men vurderet ud fra bevarings- 34 Tidsskriftet Grønland 4/2009

3 Luftfoto af Qajartalik. Amerikansk luftfoto tilstanden af de registrerede anlæg henføres bosætningen her til tidlig nordbotid. 1,2 Der var registreret tilstedeværelse af Inuit på øen, men ikke nordbo. 2. Bygden Arsuk blev anlagt som handelssted i 1805, og navnet Qajartalik (kajakstedet) er fra den tid, hvor beboere i Arsuk anvendte øen som fiskeplads og havn (god læ for nordvestlige, vestlige og sydøstlige vinde). I bunden af Vestvigen kendes ruiner tæt på strandkanten af tre eskimoiske langhuse (antagelig fra begyndelsen af 1800-tallet). 3. Transithavn for kryoliteksport fra Ved eksport af kryolit var der dengang det problem at datidens sejlskibe ikke kunne komme nærmere til Ivittuut, der var omgivet af ikke opmålt farvand (Arsuk Fjord), end øen Qajartalik ved Arsuk. Kryolitmalm blev simpelthen sejlet til Qajartalik, i konebåde for omladning til KGHs atlantgående sejlskibe. 4. Ankerplads og nødhavn for sejlskibe på vej til og fra Ivittuut. Sejlskibenes kaptajner havde allerede erfaret, at Qajartalik havde en god ankerplads i Ankerbugten, hvorfor man hurtigt fra bruddets side fik etableret faste fortøjningspullerter flere steder langs bugten, til brug for»svinebinding«af skibenes landtrosser fra hver Scale 1: Contour interval 100 m Projection UTM zone 23 Kortudsnit af området omkring Qajartalik, KMS 1: side af bugten. 5. Tysk videnskabelig feltstation for geomagnetik og meteorologi etableret 1932 på øens østligste højdepunkt (31 moh). Stationen blev bygget som en del af tysk aktivitet i forbindelse med det det II. Internationale geofysiske år Stationen er gengivet på billede i publikation af Grønlands Nationalmuseum 3 med flagning af naziflag. Dette var så vidt vides den eneste nazimanifestation i Grønland. Tidsskriftet Grønland 1/

4 Den er placeret på øens vestside, lige oven for de omtalte eskimoiske langhuse. Fundamenter til mindst fem barakker og to større radiomaster samt en del elektrisk udstyr (generatorer, radiodele) afslører anlægget på stedet. 7. Afslutningen på den heftige anlægsaktivitet på Qajartalik afsluttes i 1950, hvor det fyrtårn som markerer indsejlingen til Arsuk og Arsuk Fjord, blev opført som permanent fyrtårn på øens sydvestligste højdepunkt Tysk station på Qajartalik Naziflag og Rigsflag. Kilde: Burkert. 6. Da US Army i 1941 blev inddraget i forsvaret af Ivittuut kryolitbrud, blev der etableret et par radiostationer i omegnen. Det var en relæ-radiostation ved Ellevod (nær Christianshavn) samt en langtrækkende radio og observationsstation og radiofyr på Qajartalik. Stationen på Qajartalik blev betjent af US coastguard. Qajartalik øen med den lange historie Qajartalik øen er beliggende 3 km vest fra Arsuk, i vestlig forlængelse af halvøen, der går i et med fastlandet på Kunnaats sydflanke. Øen har et ovalt omrids med en kystlinie på 1,7 km og med længdeaksen orienteret SV-NØ. Største længde er 680 m, og på det smalleste sted er der såmænd kun 400 m. Langs længdeaksen skærer der sig fra sydvest en snæver bugt ind, 50 m bred og med en længde på 300 m (»Ankerbugten«). Denne Tysk station på Qajartalik Naziflag og Rigsflag. Kilde: Thorleifsen. 36 Tidsskriftet Grønland 1/2010

5 Tysk station på Qajartalik Kilde: S.Sølver. bugt afsluttes mod syd af en øst-vestgående vig (»Vestvigen«), der helt mod vest via en lavning afsnører et sydligt højdepunkt (27 moh), hvor fyret er placeret. Øens højeste punkt er 31 moh. Nordboernes Mellembygd Ruiner fra nordbotid eller tegn på tilstedeværelse af bosættelse fra denne tid har ikke været kendt. I den nære omegn, bla. ved Arsuk, Ikka og i Grønnedal er der registreret nordboruiner/ bosætningsrester af gårdsanlæg der af arkæologer er døbt Mellembygd. I 1989 gennemførte Paamiut Museum ruinrekognoscering i Mellembygden, men angiveligt blev Qajartalik ikke besøgt ved denne lejlighed. 4 I forbindelse med vores besøg er der observeret hidtil ukendte ruiner, som måske kan tilskrives Norbotid? De nye observationer ligger ca. 100 m øst for øens højeste punkt, og midtvejs mellem ruinerne af den tyske station og den markante afløbsløse sø på øens østside. Der er tale om en bygningskonstruktion med et rektangulært grundmål på ca 3 x 4 m med omkring ½ m tykke mure af let tilvirkede kvadersten af den lokale granitgnejs. Bygningens orientering er omtrent øst-vest med en indgangsåbning (med dørtrin af sten) i østgavlen og en vinduesåbning i vestgavlen, som det ses på foto. De tilbageværende mures højde over niveau er omkring 1-1,5 m, højest i den østre ende. I vestenden er muren delvis udskredet. Funktionen af denne bygning er uvis og når placeringen på øens højere dele tages i betragtning, ledes tankerne hen på en form for opbevaringsdepot meget lig det velkendte stenhus kaldet»bjørnefælden«5 på Nuussuaq i Diskobugten. Nøjere arkæologisk undersøgelse og udgravning vil være påkrævet for med sikkerhed at kunne fastslå kulturelt tilhørsforhold og funktion. Pga. nærheden til Tidsskriftet Grønland 1/

6 Qajartalik stationen som velfærdshytte for Ivittuutmedarbejdere Kilde IMM arkiv. den tyske station kan tidligere observationer have resulteret i at bygningen er opfattet som værende en del af dette anlæg; en opfattelse som afvises efter den aktuelle besigtigelse. Handelstedet Arsuk Bygden Arsuk er opstået som handelssted i 1805, og navnet Qajartalik (kajak-stedet) til naboøen er fra den tid, hvor beboere i Arsuk har anvendt stedet som fiskeplads og havn. Ved den aktuelle besigtigelse var det tydeligt, at Qajartalik stadig bruges som et sted, hvor fangstdyr let kan parteres, da et delvis parteret skelet af lille hval fandtes i strandkanten af Ankerbugten. I bunden af Vestvigen lige over højvandslinien, kun få meter fra vandkanten, observeredes ruiner af to, måske tre, eskimoiske langhuse eller fælleshuse (antagelig fra begyndelsen af 1800-tallet) tæt på strandkanten. Langhusene har et omfang på ca.10 x 30 m, omgivet af m-tykke tørvemure i op til ½ 1 m højde. Her ses solide tørvelag og marehalmsbevoksning, som klart antyder opholdsted for mere permanente bosætninger over længere tid. Stedet har strandbred af løsblokke, som kan være egnet til ilandsætning med konebåde og derfor en logisk lokalitet for aktiviteten nævnt i næste afsnit. 6 Kryolithavn Qajartalik Til transporten af den brudte kryolit i 1854 stillede KGH en konebåd til rådighed for at transporten kunne gennemføres 7. Dette var også tilfældet i 1855 og 1856, og fra 1863 forelå den første professionelle opmåling af en sejlrute til Ivittuut (søofficererne Falbe og Bluhme, opmålingsekspedition ) 8, hvorfor omladningen på Qajartalik blev unødvendig. Det var godt det samme, for konebådens nyttelast var kun omkring 2 tons. 38 Tidsskriftet Grønland 1/2010

7 Ruiner af eskimoiske langhuse i Vestvigen på Qjartalik. Skitse BAL. Konebådens skindsider måtte forstærkes med brædder for at kryolitsstykker ikke skulle ødelægge skindet. Der måtte altså sejles adskillige ture årligt (10-15?) fra Ivittuut til Qajartalik fra 1854 til I den forbindelse var det praktisk at netop Qajartalik kunne anvendes, da datidens simple brydning alene blev udført af Arsuks mænd, som derefter overdrog transporten og sejladsen til Arsuks kvinder. Vi ved ikke præcist i enkeltheder, hvordan denne transport foregik, men man må forestille sig at kryolitten kunne bæres ombord og fragtes i skindsække eller kurve. Selvom afstanden fra Ivittuut kun var omkring 17 km, var der nok tale om en god heldagstur for en tungt lastet konebåd under gunstige forhold. I alt måtte der anvendes et par gode sommermåneder for ét års eksport. Det var samtidig praktisk at disse Arsukfamilier også havde logistiske holdepunkter i de nævnte fælleshuse. Siden 1849 havde kemikeren Julius Thomsen eksperimenteret med anvendelsen af kryolit, baseret på små portioner hjemsendt af interesserede embedsmænd (bla inspektøren for Sydgrønland H.J.Rink) og i 1853 fik Julius Thomsen patent på en metode til at omdanne det hvide mineral til soda og alun. På den tid var det endnu KGH 9, der havde monopol på al transport fra og til Grønland, hvorfor Julius Thomsen i kompagniskab med studiekammeraten G. Howitz søgte om at få sendt kryolit nok til en industriel produktion til København. Da brydning på dette tidspunkt ikke var sat i system, kunne handelen kun love, at 50 tønder (= ca 15 tons) leveret om året, en mængde der altså langt fra var tilstrækkeligt til at sætte industriel produktion i gang. I 1854 nåede Tidsskriftet Grønland 1/

8 Ruin af formodet norrøn bygning august Kilde: Forfatterne. 40 Tidsskriftet Grønland 1/2010

9 Ruin af tysk station august Kilde: Forfatterne. Tidsskriftet Grønland 1/

10 Ruiner af amerikansk radiostation august Kilde: Forfatterne. kun 53 tønder frem til København og i 1855 intet (pga. isblokering på ruten fra Ivittuut), og i 1856 kun 37 tønder. Derefter gik C.F.Tietgen ind i sagen og foreslog koloniadministrationen, at operatørerne selv stod for sejladsen og han erklærede sig villig til at finansiere eget skib. Som sagt så gjort, hjulpet af grønlandspolitiske ønsker om at bryde monopolet. Man fik inddraget skibene, skonnerten»sønderjylland«i 1856 og i 1857 fregatten»christian«, der hjemførte hhv 137 og 238 tons kryolit til Danmark. Der var således tale om en tilstrækkelig mængde til opstart af produktionen og oparbejdning af malm blev allerede da en stor succes. I 1859 kunne en ny fabrik åbnes på Strandboulevarden i København. Ved besigtigelsen på øen var det et optimistisk håb, at støttepunkter for omladningsstedets placering, fx i form af tabte kryolitsstykker eller andre effekter med relation til en omladning, kunne demonstreres. Trods ihærdig søgen var dette ikke tilfældet og historien kan således ikke på nuværende tidspunkt støttes af fund på stedet. Arsukfjordens bedste nødhavn Ankerplads og nødhavn er Qajartalik nu om dage mest kendt for. Selvom omladning på Qajartalik ophørte efter få år havde sejlskibenes kaptajner dog på denne korte tid erfaret, at Qajartalik havde en god ankerplads i Ankerbugten, og efter 1863 man fik hurtigt fra bruddets side etableret faste fortøjningspullerter flere steder på begge sider af bugten, til brug for»svinebinding«af skibenes landtrosser til hver side af bugten. Fire sådanne pullerter blev observeret i form af nedborede jernankre, tydeligvis af en alder svarende til 150-årige konstruktioner. Denne ankerplads har været anvendt sammen med et par tilsvarende lokaliteter (eks. Kuunaat bugt, Christianshavn og Fox havn og Isua) i sejlskibstiden op til slutningen af 1800-tallet. 42 Tidsskriftet Grønland 1/2010

11 Genstande hjembragt til museet fra Qajartaliks ruin af tysk station, august Kilde: Forfatterne. Tysk forskningsstation Tysk geomagnetisk og meteorologisk feltstation fra 1932 på øens østligste højdepunkt (31 moh) blev bygget som en del af aktivitet i forbindelse med det II.Internationale Polarår under ledelse af geofysiker Max Grotewahl. Stationen har af flere været opfattet som led i tysk førkrigsspionage om meteorologiske forberedelser for mulig tysk transatlantisk flyvning. Det er dog klarlagt, at Max Grotewahl allerede i begyndelsen af 1930erne i Tyskland havde tilkendegivet nationalsocialistiske sympatier 10 i hjemlandet, i en sådan grad, at han var udelukket fra det officielle forskningsmiljø, og derfor agerede som privat, selvfinansieret udforsker. Bygningen af stationen manglede altså den officielle»blåstempling«, og vi må forvente at kontakterne med danske instanser var opnået uden, at det klart fremgik, hvad hans relationer var til det tyske polarforskningsmiljø. Den manglende opbakning fra officiel side resulterede i at han valgte, at fremføre aktiviteten under dække af den uofficielle verdensorganisation»det II. Internationale Polarår«. MGs overvejelser om stationens placering i Grønland kendes ikke. Det ligger dog fast, at han populært sagt tabte sit hjerte til Grønland under deltagelsen i Lauge Kochs 1930 ekspedition til Østgrønland 11. Intet tyder på at Lauge Koch var særlig begejstret for Max Grotewahls indsats, og samarbejdet fortsatte ej. MG vendte sig derefter mod den nye feltkammerat fra Østgrønlandsturen, geologen Richard Bøgvad, der netop var blevet ansat i Kryolitselskabet. Han var også med på LKs ekspedition som sæsongeolog. Koch og Bøgvad fungerede heller ikke godt sammen og Bøgvad har ikke nødvendigvis været enig med LKs vurdering af MGs feltindsats. Det er velkendt, at Bøgvad senere i 1935 klart tog afstand fra Lauge Koch af geologiske grunde, jf. hans deltagelse i oppositionen mod LK formuleret af de 11 kollegaer 12, som gik forud for en senere retssag. Det er derfor tænkeligt, at Bøgvad kammeratligt har foreslået Tidsskriftet Grønland 1/

12 Fyrtårnet på Qajartalik juli Isfjeld blokerer indsejlingen til Qajartalik ankerpladsen. Billedet illustrerer de problemer, der kan opstå selv på de gode ankerpladser. Kilde: Forfatterne. Qajartalik som et muligt sted for en tysk videnskabelig station i Vestgrønland, da stedet jo var velkendt for Kryolitselskabet som et praktisk logistisk sted. Bøgvads bagland kunne dermed let assistere med etablering af stationen og anden logistik. Grotewahl havde i øvrigt skaffet sig kontakter til Danmarks Meteorologiske Instituts ledelse, og planlagt et slags samarbejde med instituttets afdeling i Julianehåb (Qaqortoq) om udmåling af et geofysisk profil fra Qaqortoq til Frederikshåb (Paamiut). Et sådant profil havde klart Bøgvads interesse i relation til kryolitefterforskningen. Qajartalik stationen blev bygget fra november til december 1932 ved hjælp fra Kryolitselskabet i Ivittuut. Den bestod af et rum på 4 x 4 m, opbygget med stenmure og med gavle og tag beklædt med tagpap. Ved den nordre gavl var der bygget et observationstårn, 1 x 1 m, med bræddevægge. Tårnet nåede en højde af ca. 4 m. Den eneste varmekilde i stationen var et brændekomfur som antagelig var indkøbt under oprejsen i KGH butikken Qaqortoq. Uden for stationshytten var der placeret andre småinstallationer (fx.»engelsk«vejrhytte, skur til geofysiske instrumenter samt en telegrafmast på det højeste punkt. Daglige fornødenheder blev indkøbt ved besøg i Arsuk. Under det aktuelle besøg observerede vi tydelige ruinrester fra stationen, i særlig grad markeret af de sammenstyrtede stenvægge med højder på ½-1 m. Konstruktionsmæssigt har der været anvendt utilhuggede blokke af lokale morænesten, stablet i uregelmæssige skifter. Tårnets fundament ses tydeligt markeret af to-tre skifter af flade stenblokke omgivende en stor mængde af brædderester (stærkt nedbrudt af råd og forvitring). Tagpap findes flere steder rundt om ruinen. Brændekomfuret findes delvis sønderslået på ruinens vestside og på øens højeste punkt ses resterne af fundering og forankringspløkke for stationens telegrafmast. Flere effekter er hjembragt til museet. 44 Tidsskriftet Grønland 1/2010

13 Fyrtårnet på Qajartalik og eskimoiske langhuse i Vestvigen på Qjartalik august Skitse BAL. Intermezzo på den tyske station Max Grotewahl gennemførte de planlagte undersøgelser, sammen med fire tyske kollegaer 13, og han forlod Grønland i september 1933 med Kryolitselskabets skib m/s»julius Thomsen«. MG havde hjemmefra medbragt det sort-hvide-røde tyske kejserflag (populært i nationalistiske kredse), og som i 1926 af præsident Hindenburg igen blev autoriseret som det tyske rigsflag. Til daglig markerede dette flag stationens herkomst, vejrende fra udsigtstårnet. MGs nazistiske sympatier bevirkede at han tillige medbragte et hagekorsflag, der også blev anvendt efter den nazistiske magtovertagelse 12. marts På MGs foranledning blev denne dato således også i Grønland blev markeret med flagning af hagekorsflaget. 14. Dette er så vidt vides den eneste nazimanifestation i Grønland, bortset fra de hagekorsflag, der af amerikanske styrker blev beslaglagt ved tyske vejrstationer i Nordøstgrønland ved krigens slutning 15. Fra flere af de publikationer, der senere udsprang af arbejdet på stationen, gengives endvidere et par andre eksempler på disse flagmarkeringer 16. Qajartalik Stationen blev efter fraflytning i 1933 overtaget af Kryolitselskabet som velfærdshytte og flittigt benyttet af Ivittuut ere så sent som under krigen. 17 Den netop nedlagte station blev dokumenteret ved besøg i 1936 af Ministeriet for Grønlands mineralekspedition (ved geologerne E. Wegman og S. Sølver) Efter krigen blev hytten opgivet og ikke vedligeholdt af KØ. Hytten forfaldt gradvis mens en del af materialerne i efterkrigsperioden blev genbrugt af beboerne i Arsuk 19. Enkelte effekter er hjembragt til museet. Richard Bøgvads interesse i at støtte den tidligere feltkollega kan være mange, såvel langsigtede kryoliteftersøgningsmuligheder, Tidsskriftet Grønland 1/

14 som et udslag af hans velkendte hjælpsomhed og interesse for Grønlands udforskning. 20 I en slutbemærkning må det derfor fremhæves, at Bøgvad deltog i Knud Rasmussens 6. og 7. Thuleekspeditioner i og derfor ikke var i kontakt med Max Grotewahl på Qajartalik. Om forbindelsen mellem RB og MG fortsatte efter nazimarkeringen i 1933 er ukendt, men næppe sandsynligt, da RB kollegialt lagde afstand til den senere tyske okkupation af Danmark. Richard Bøgvad nåede inden sin død i 1952 at blive udnævnt som chefgeolog for Kryolitselskabet i II Verdenskrigs forpost amerikansk kystradiostation Da US Army som repræsentant for de amerikanske interesser i 1941 blev inddraget i forsvaret af Ivittuut kryolitbrud 21, så det i første omgang ud til at en ny base i Christianshavn skulle være hovedbase for forsvaret af området. Bugten ved Christianshavn 22 var valgt, da forholdene i den civile mineby ikke var gunstige for en større militærforlægning. Afstanden til Christianshavn gjorde det dog hurtigt klart, at hovedbasen skulle placeres tættere på Ivittuut. Dette blev således gennemført med opbygning af»campen«(som militær hovedbase) øst for Ivittuut, samt en mindre base (kaldet Fort Nance) på nordsiden af fjorden ved Christianshavn. Disse baser blev støttet af en relæ-radiostation ved Ellevod samt en langtrækkende radio og observationsstation og radiofyr på Qajartalik. Fort Nace og Ellevod blev betjent af Army personale fra Campen i Ivittuut, mens US coastguard stod for driften af Qajartalik stationen. Stationen på Qajartalik var ikke meget kendt før den aktuelle rekognoscering, som dog hurtigt gjorde det klart, at denne station havde haft en betydelig størrelse. Den er placeret på øens vestside, lige oven for de omtalte langhuse. Fundamenter af mindst fem barakker og to større radiomaster samt en del elektrisk udstyr (generatorer, radiodele) afslører anlægget på stedet. Man kan også forestille sig at mandskabet på denne station, som fritidssted har slidt på den nedlagte tyske stationshytte på den anden side af bugten. Qajartalik øen med fyrtårnet Slutningen på den heftige anlægsaktivitet på Qajartalik afsluttes i 1950, hvor det fyrtårn, som markerer indsejlingen til Arsuk og Arsukfjord, opføres som permanent fyrtårn 23. Lyskilden blev hurtigt stabiliseret med flaskegas og i 2004 helt eldrevet med tænding i alle døgnets mørke timer. Det 7 m høje cylindriske tårn har den karakteristiske røde bemaling med gult horisontalt bånd midt på og fyret minder fra alle vinkler på øen om stedets centrale beliggenhed. Øens position kan passende opgives med de officielle koordinater for fyret: 61 09,90 N bredde 48 31,58 V længde, der er placeret på øens sydvestligste højdepunkt på en 27 m høj fjeldknold. Qajartalik fik uventet et slags eftermæle i betænkningen (0201) afgivet af Udvalget vedrørende besejling af Grønland, nedsat 19. februar 1959, efter Hans Hedtofts forlis 30. januar I en af betænkningens anbefalinger var deltagerne i udvalget så opmærksomme på de generelle problemer med effektiviteten af de grønlandske kystfyr, at det blev fremhævet, at især Qajartalik fyr burde have synsvidden for fyrene øget til 20 sømil og at fyrene skulle males i fremtrædende farver, så de også genkendes i dagslys. Fyrlampernes kvalitet er nu forbedret betydeligt siden 1959 ligesom fyret i dag er tændt døgnet rundt. Bemalingen i rødt og gult er gennemført for længst og synsvidden er nu på 7 sømil, med moderne lamper! Søfolkene huskede skam på, at dette farvands fyrtårn havde så vigtig en funktion for sejladsen, at det skulle fremhæves i betænkningen! Qajartaliks historie bindes sammen i Ivittuut Ivittuut har åbenlyst været omdrejningspunkt for Qajartaliks nyere historie. Her begyndte eksporten af kryolit og en del af omverdenskommunikationen og bevogtningen 46 Tidsskriftet Grønland 1/2010

15 under 2. Verdenskrig med nærhed til Kuunnaatbugtens opsamlingssted for amerikanske atlantkonvojer og videre til det moderne Grønlands behov for sikker sejlads og transport med farvandsopmåling og fyrsætning. At en privat tysk udforsker, luftede sine personlige interesser for en for længst opgivet og miskrediteret nationalsocialistisk bevægelse, tegner en del af nuancen ved menneskelig aktivitet også på en gudsforladt lilleputø i Vestgrønlands skærgård. Fra tidernes morgen ser det ud til at landets tidlige beboere har omfattet stedet med betydelig interesse, en interesse som efterhånden bredte sig til Grønlands fangerbefolkning, der fandt at man med kajakken på øen kunne udføre de væsentligste fangstaktiviteter, så væsentlige at øens navn måtte afspejle dette. Lokalsamfundet i Ivittuut har besluttet sig til også at vise den nuværende lokale interesse ved at oprette stedets eget museum. 24 Litteratur 11. Alberthsen, S. E. & Arneborg, J. (2004). Norse ruins of the southern Paamiut and Ivittuut region, Rapport Sila - The Greenland Research Center at the National Museum of Denmark and Danish Polarcenter, København, 95 sider. 12. Arneborg, J. (& Secher, K.) (1994). Den nørrøne bosætning i Mellembygden, Grønlandsk Kultur- og Samfundsforskning 94, Nuuk, side Borg, P. (2009). Søopmåling i Grønland for 100 år siden. Tidsskrift for Søvæsen, 2009/2, side Burkert, P. (1935). Erlebtes Grönland, Berlin, 48 sider. 15. De Brodes, P. (1945). GREENLAND PATROL. Nr 2 i serien: The Coast Guard at War, U.S. Coast Guard Headquarters, 16. Conn, S., Engelman, R.C. & Fairchild, B. (1989). Guarding the United States and its outposts: The Western Hemisphere. I serien: United States Army in World War II, US Army Center of Military History, Washington, 560 sider. 17. Fisker, J. (1982). Arsukfjorden: Ivigtut, Grønnedal, Arsuk, Nordiske Landes Bogforlag, side Gulløv, H.C. (red.) (2004). Grønlands Forhistorie, Gyldendal, København. 434 sider. 19. Koch, L. (1955). Report on the expeditions to central East Greenland conducted by Lauge Koch. Part II. Meddelelser om Grønland, 143(2): 642 sider. 10. Kongelige Søkortarkiv, Det. (1966). Den grønlandske Lods, I. Del. 11. Ljungdahl, B. & Secher, K. (2007). Ivittuut Mine- og Mineralmuseum - et nyt oplevelsescenter i Grønland. Grønland 6, side Lüdecke, C. (1997). Zum 100. Geburtstag Max Grotewahl ( ), Gründer des Archivs für Polarforschung. Polarforschung Bind 65(2), side Noe-Nygaard, A. (1953). Richard Bøgvad. Meddelelser fra Dansk Geologisk Forening, 12, side Secher, K. (2004). Nekrolog: Svend Valdemar Sølver 1. august maj Geologisk Tidsskrift 2004/2: Secher, K. (2004). Det hvide guld og det ægte guld - minedrift og råstoffer i Grønlands 20. århundrede. København, GEUS. 16. Thorleifsen, D. (2005). Anden Verdenskrig og Grønland, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, 52 sider. 17. Topp, N.-H. (1990). Kryolitindustriens historie , I-II, Kryolitselskabet Øresund A/S, Wegmann, C. E. (1938). Geological investigations in southern Greenland. Part I. On the structural divisions of southern Greenland. Meddelelser om Grønland, 113(2): 148 sider. Noter 11 Se henvis.1 22 Se henvis.2 33 Se henvis Se henvis.1, 2 55 Se henvis Se henvis.7 77 Se henvis Se henvis Se henvis Se henvis Se henvis Se henvis Se henvis Se henvis. 4,12 og Se henvis Se henvis. 4 og Flere foto i IMMs arkiv 18 Se henvis. 14, 15 og Mundtlig oplysning, Per N. Hansen 20 Se henvis Se henvis. 6 og 7 22 Opkaldt efter fregatten Christian nævnt ovenfor 23 Se henvis. 10; Søkort nr Se henvis. 11 Tidsskriftet Grønland 1/