F R E D N I N G S V Æ R D I E R

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R BIEN TRIANGLEN KØBENHAVNS KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: 19. august 2014 Besigtiget af: Københavns Ejendomme, Rikke Tønnes Journalnummer: / Kommune: Københavns kommune Adresse: Østerbrogade 29B Betegnelse: Bien Fredningsår: 1986 Omfang: Ventesalsbygningen midt på Trianglen ( af P.V. Jensen- Klint) BYGNINGSBESKRIVELSE Ventesalsbygningen, ofte kaldet Bien i folkemunde, er beliggende på Trianglen, et trafikknudepunkt for fem gader på Østerbro med en trekantet plads i midten omgivet af tre gader, hvis modsatte side er bebygget med beboelsesejendomme af traditionel brokvartertype. Den fritliggende bygning er placeret i den ene ende af den trekantede plads med en langside vendt ud mod Østerbrogade og omgivet af brede fortove og et lille trekantet torv, der benyttes til en udendørs café. Selve ventesalsbygningen er opført i en etage af let flammede gule klinker i kopforbandt over en oval grundplan. De ydre facader er horisontalt inddelt med tætsiddende og dybtliggende vinduer i indfatninger af formstøbte sten under tagudhænget. Derefter følger et midterparti, der kun brydes af enkelte vinduer og døre og nedadtil afsluttes af en kraftig, rundet bæltegesims. Det nedre parti har omløbende bænke med tætsiddende indbyggede sidestykker og konsoller under sæderne i formstøbte sten samt klinkegulv af samme bredde som bænkene. Den horisontale orientering modsvares af den lodrette del af vinduernes indfatning og bænkenes sidestykker. Vinduerne er formentlig de oprindelige med opsprosning og kitfals; hovedparten er rektangulære, men enkelte er runde eller med buede over- og understykker samt sprosseværk i dekorative former. Dørene har fyldinger og vinduespartier med dekorativt sprosseværk. I det ydre står vinduer og døre brun- eller hvidmalede, mens de indvendigt er malet hvide. På begge sider af bygningens tværakse findes et bredt indhak med en åben ventehal og to søjler til at understøtte taget ud mod gaden. Gulvet er belagt med klinker. I bagvæggen findes et vindue til et opsynrum i bygningens midte flankeret af to døre til toiletter, oprindeligt et for herrer og et for damer. Ventehallernes midterparti er dækket af et tøndehvælv med brunmalet kassetteloft, der lukkes i facaden med en dekoration i kobber indeholdende et ur.

3 3 Bygningen afsluttes af et bølget kobbertag med kraftigt tagudhæng og forskellige krumninger, der krones af en skulpturel udsmykning med to fantasidyr. Tagudhængets underside har også brunmalede fyldinger. I taget findes flere runde tagvinduer. Der er endvidere opsat tre reklameskilte for BT. Ventehallens plan er velordnet og tilnærmelsesvis symmetrisk opbygget over tværaksen med opsynets rum i bygningens midte omgivet af de åbne ventehaller. Derefter følger på hver side et forrum i længdeaksen med to toiletrum til hver side. I den nordlige ende af bygningen findes et par rum, hvoraf det er ene indrettet til moderne handicaptoilet. Den anden ende rummer et enkelt rum med køkken til cafeen. Bygningen har mange originale dele i det indre. Det gælder især toiletrummene med terrazzogulve, flisebeklædning af væggene med mønstrede borter i sort/hvide fliser, modelleret byvåben og trævægge med profiler og dekorationer til at adskille de enkelte toiletter. I loftet findes tagvinduer med en træbeklædt vinduesskakt i tagets højde. Cafeen og opsynets rum har bl.a. træbeklædning af de ydre vægge med simple dekorative detaljer. Handicaptoilettet med adgang udefra er nyindrettet. Ventesalsbygningen bruges fortsat i det væsentlige til sit oprindelige formål som ventesal for offentlige trafikmidler og toiletter. Kiosken og trafikmesterens kontor er dog erstattet af et toiletrum og et køkken til cafeen. BYGNINGSHISTORIE Ventesalsbygningen er tegnet af P.V. Jensen-Klint med bidrag af hans elev Povl Baumann i 1904 som en bestillingsopgave fra København Kommunes Borgerrepræsentations Sporvejsudvalg. Formålet med bygningen var at få en sporvejsventehal på trafikknudepunktet Trianglen kombineret med faciliteter til sporvejenes personale, en kiosk, offentlige toiletter samt rum for en opsynsmand. Arkitekten lavede fem gennemarbejdede forslag, men alligevel bølgede diskussionerne om bygningens udformning, størrelse etc. i flere år. Til slut faldt valget på arkitektens forslag 2 i ét plan. Selve bygningen blev opført i P.V. Jensen-Klint ( ) var uddannet bygningsingeniør og blev siden optaget på Kunstakademiet malerskole. Han tog dog ikke afgangseksamen og måtte siden opgive håbet om at ernære sig som maler og skulptør. I 1897 benyttede en god bekendt ham til at opføre et gymnastikhus på Vodroffsvej, som han fik stor anerkendelse for, hvilket satte gang i en karriere som arkitekt af bl.a. kirker, beboelsesejendomme og villaer. Omkring 1902 blev han læremester for en række unge arkitekter, efter at de havde brudt med Akademiet bl.a. Povl

4 4 Baumann. I eftertiden er Jensen-Klint blevet bedst kendt for sine kirkebyggerier med Grundtvigkirken som et hovedværk i 1900-tallets danske arkitektur. Hans byggerier kendetegnes bl.a. af en fin sans for det plastiske og stoflige. Baggrunden for opførelsen af en sporvejsventehal på Trianglen var Københavns udvikling til en moderne storby omkring 1900 med stadig større afstande, der skabte behov for at transportere borgerne rundt i byen. Det resulterede i, at et par hestetrukne linjer fra de sidste årtier af 1800-tallet blev erstattet med et hurtigt voksende antal sporvognslinjer med elektrificerede sporvogne i de første år af det nye århundrede. Det skabte samtidig behov for en ventehal ved Trianglen, hvor flere linjer mødtes, så de rejsende kunne komme i ly for vind og vejr i ventetiden mellem to sporvogne, klare et toiletbesøg eller handle i kiosken. Samtidig fik en trafikmester kontor i bygningen. Allerede et par år før var der i øvrigt blevet opført en nu forsvunden trafikmestervagt med tilsvarende funktioner på Rådhuspladsen. Ventehallen blev snart populær og fik en ikonagtig status for Østerbro med sin centrale placering og særprægede form, der også vakte folkeviddet med opfindsomme, malende kaldenavne til følge f.eks Bien, Suppeterrinen, Skrinet eller BT-huset. En tidligere kiosk i bygningen hed Bien og herfra synes dette navn at være blevet hængende. I det ydre har bygningen kun undergået mindre ændringer. Et påfaldende nyere element er tre store BT-skilte opsat på taget. I det indre fremstår bygningen relativt velbevaret, bortset fra et par nyindrettede toiletter. KILDER P.V. Jensen-Klint af Thomas Bo Jensen, Kbh s , Arkitekturtegninger: Danmarks Kunstbibliotek, Samlingen af Arkitekturtegninger. MILJØMÆSSIG VÆRDI Ventesalsbygningen er et markant indslag i Østerbros byrum med sin fritliggende centrale placering midt på det trafikale knudepunkt Trianglen. Medvirkende hertil er bygningens særegne form med runde, bløde former og dens beskedne størrelse, der står i stærk kontrast til de omgivende etagebyggeriers store sammenhængende bygningsvolumener og rette linjer. Samtidig er bygningen med til at give pladsen

5 5 karakter gennem spillet mellem geometriske former repræsenteret ved ventehallens ovale form i den ene ende af en lille trekantet plads, hvis form er tydeligt markeret gennem cafeens grønne plantekasser og den større og mindre regelrette trekant dannet af bebyggelsen langs pladsen sider. Hermed skiller bygningen sig også ud fra Østerbros traditionelle karrébebyggelse. En miljømæssig værdi er også bygningens ovale form, der indbyder offentligheden til brug fra alle sider. Samtidig inviterer den ovale bygningskrop til at bevæge sig rundt om bygningen, hvilket passer godt til dens placering midt på en plads med masser af trafik i konstant bevægelse omkring bygningen. Dens ovale form betyder til gengæld, at den får en slags hovedfacade i længderetningen ud til hovedfærdselsåren Østerbrogade og mod den trekantede plads, hvilket arkitekten yderligere har understreget gennem ventehallernes fremtrædende midterpartier med søjlebåren buet frontispice. Endelig har ventesalsbygningen betydning som point de vue for flere gader og dens centrale placering har utvivlsomt bidraget til den ikonagtige status for bydelen Østerbro, men også til en senere tids opsætning af skæmmende reklamer på bygningens tag, der kan ses langt væk. KULTURHISTORISK VÆRDI Ventehallen er kulturhistorisk interessant som udtryk for en ny bygningstype i begyndelsen af det 20. århundrede knyttet til Københavns udvikling til en moderne storby med nye behov for at transportere byens borgere rundt over større afstande i den hastigt voksende by og som udtryk for tidens tekniske fremskridt med elektrificerede sporvogne. P.V. Jensen-Klint har også med ventehallen skabt en vellykket bygningstype, der både tilgodeser nogle af datidens nye funktionelle behov og samtidig forholder sig til bygningens særlige karakter og placering, som fordrer adgang fra flere sider, hvilket han bl.a. løser med en åben ventesal i hver sin side af bygningen, der tillader de rejsende at holde øje med trafikken i flere retninger. Urene der er bevaret på tre af bygningens sider vidner også om bygningens funktion som ventehal, hvor kendskabet til den nøjagtige tid var vigtig for husets mange brugere; tidligere af hensyn til sporvognenes afgang og nu busserne. Toiletterne er også udtryk for en af datidens nye fremskridt, wc med træk og slip, og viser tillige det 20. århundredes fokus på hygiejne. Bygningen er også et fornemt eksempel på det tidlige 1900-tals skønvirkestil i et meget personligt formsprog, der afspejler P.V. JensenKlints kunstneriske baggrund og forkærlighed for det skulpturelle med bygningskroppens plastiske, oplevelsesrige og varierede form. Det gælder ikke mindst den bølgende tagform kronet af fantasifigu

6 6 rer og frontispicernes udsmykning. Men samtidig er bygningen særdeles stramt komponeret. Typisk er også blandingen af arkitektur og dekorativ kunst, vægten på god håndværksmæssig udførelse og brugen af ægte materialer. Derimod er det atypisk for arkitekten, at den stoflige virkning er nedtonet især med brug af maskinskårne hårde klinker til murværket, men til gengæld sikrer han en slidstærk overflade til bygningen, der kan klare den daglige slidtage fra mange besøgende. I det indre kommer skønvirkestilen især til udtryk i toiletrummene med toiletskillevæggenes dekorationer og udskæringer, vægflisernes dekorative borter og de prangende byvåbner, der viser datidens kommunale stolthed over det tekniske fremskridt bygningen repræsenterer med wc er, rindende vand etc. Et bemærkelsesværdigt træk er også brugen af tagvinduer til indendørs belysning. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig til ventehallens klare ovale form med den stringente og taktfaste inddeling af facaderne i et vekselspil mellem lodrette og vandrette linjer og de åbne ventesale i kontrast til tagets blødt svungne linjer, der samles i en fantasirig skulptur. Hertil føjes mindre detaljer, der opbløder det regelrette indtryk f.eks. ventesalenes tøndehvælv og de buede og svungne former i enkelte vinduer og døre samt deres sprosser. Af betydning er også anlæggets overvejende symmetri og de to langsiders karakter af hovedfacader med søjlebåren frontispice samt det dybe relief i bygningen, der skaber en lys/skyggevirkning, ikke mindst under tagudhænget, i ventesalene og under bænkene. Dertil kommer farverne med det flammede gule murværk, der trods de maskinskårne sten bidrager til at skabe lidt liv i facaderne, og den farvemæssige kontrast mellem de lyse mure, det mørke træværk og det irrede kobbertag. Væsentlig er tillige bygningens udsmykning i skønvirkestil bl.a. i frontispicerne med ure. Overordnet set kan der endelig peges på det gennemarbejdede samspil mellem form, materialer og funktion. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til den klare struktur i planen og den originale indretning med nagelfast inventar, ikke mindst i toiletrummene med tidstypiske dekorative detaljer. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier knytter sig ventehallens sluttede og utraditionelle form med facadernes inddeling, bænke, klinkegulve, originale vinduer og døre med sprosseværk, ure og dekorationer. Hertil kommer kobbertaget med sin særligt bølgede tagform, tagvinduerne, tagudhæng og dekorationer. Endvidere gælder det originale materialer og farveholdning.

7 7 I det indre knytter fredningsværdierne sig til den originale plan og ruminddelinger, originale gulvbelægninger, vægbeklædninger, indvendige døre, mur- og nagelfast inventar samt materialer, farveholdning og dekorative detaljer. ANBEFALINGER Ingen angivet.