Tema: Litteratur og samfund

Transkript

1 DECEMBER 2006 (2HF063-DAA) Tema: Litteratur og samfund H æfte

2 Prøvemateriale Hæfte 2 Side Særtekster udleveres kl : 4. Helge Rode: Som en rejselysten flåde Kjeld Abell: Dansk Teater Kirsten Hammann: 3/7 Dårlig samvittighed Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet. 3

3 4. Helge Rode: Som en rejselysten flåde Digtet er en fædrelandssang fra Moderen. Et eventyrspil i syv Billeder, 1921, skrevet til Sønderjyllands genforening med resten af Danmark i Sønderjylland havde været en del af Tyskland siden Helge Rode ( ), dansk digter Som en rejselysten flåde ankret op ved Jyllands bro under vejrs og vindes nåde ligger landet dybt i ro. Hårdt går hav mod bro og stavn, møder Danmarks stille navn. Hør, hvor blidt det klinger! Hvor vi stod, og hvor vi gik, kom dit navn som sød musik blødt på hvide vinger Havombruset yngler landet. Tusind øer gik af havn, lod sig bære bort af vandet, for at bære Danmarks navn. Muntert frem til livets dyst gennem mulm og strålelyst. Hil jer vore skibe! Flaget blaffer rødt og hvidt. Her er Danmark, dit og mit, med sin kølvandsstribe Hav og muld skal dansken pløje. Venner! Hvad vi fik for muld! Bølgelandets runde høje tavlet ud i grønt og guld. Lærken klatrer fra sin seng i den morgenvåde eng ad sin jakobsstige. Men de lyse nætters skær over stille bøgetræer åbner himmerige. Hør det! Husk det, alle danske! Klar og frodig er vor ånd. Sproget slutter som en handske om en fast og venlig hånd. 4

4 35 40 Værn med vid, hvad helt er vort. Sig kun sandhed, jævnt og kort, gladest ved det milde. Danskens lov i strid og fred være ret og billighed, som kong Volmer ville Vinterklart og sommerbroget, morgenmuntert, skumringssvøbt, ligefremt og latterkroget, smilbestrålet, tåredøbt. Det er Danmarks frie sprog, uden tryk af fremmed åg frejdig Freja taler. Eget brød til egen dug, Danmarks hvede, Danmarks rug, Dybbøl mølle maler Om din frihed vil vi værne, holde skjoldvagt om din fred, ofre dig en moden kerne fra din jord i tusind led. Indånd Nordens frie luft, stilhed sød af blomsterduft, storm, som søen salter, medens vi med trofast sind sætter al vor gerning ind, Danmark, på dit alter! Linje 16: strålelyst: belyst af stråler. Linje 18: blaffer: blafrer. Linje 24: tavlet ud: ternet. Linje 27: jakobsstige: himmelstige. Linje 39: billighed: rimelighed. Linje 40: Kong Volmer: Valdemar Sejr, som i 1241 udstedte Jyske Lov. Linje 47: Freja: frugtbarhedens og kærlighedens gudinde i nordisk mytologi. Linje 50: Dybbøl: det sted i Sønderjylland, hvor de danske tropper i 1864 led det afgørende nederlag. 5

5 5. Kjeld Abell: Dansk Teater Teksten er et uddrag af en artikel i tidsskriftet Kulturkampen, Kjeld Abell ( ), dansk dramatiker Det maa ikke være saa rart at være Tornerose. Først falder hun i Søvn lige midt om Formiddagen, netop da hun skulde have moret sig allerbedst, og naar hun saa har ligget tilstrækkelig længe med sin Ungpigeprofil bag Tjørnehækken, er der pludselig en behjertet Prins, der vækker hende og fører hende ud i en Tidsalder, hvor alt efter hendes Mening staar paa Hovedet og taler et Sprog, hvis Ordsammensætning hun ikke forstaar. Ingen Veninder at tale med, for det, der før var saa hyggeligt, er maaske nu kun en Fodnote, der faar Skolebørn til at gabe. ( ) Blandt de allerstørste og mest velnærede Torneroser, der sover, saa det burde drøne dobbeltspaltet i Pressen, er Teatret. Men hun er en særlig fin Tornerose, for hun har Indgang i Hækken og det endda med Kasseapparat alle og enhver, der har Raad, kan forære sig selv den Fornøjelse at se hende sove. Mange ta r sig med Glæde en Fælleslur med behagelige gammelkendte Drømme, der hygger i Porerne, mens mange, d.v. s. mange fler, la r hende sove lige til hun en Dag vaagner op i sin Montre og kan nikke venligt til Pigen fra Skrydstrup, der osse engang var fuld af Liv og alleslags»appeals«. Teatret var engang et Folketeater, hvilket ikke er ensbetydende med at være analfabetisk underholdende i en Atmosfære af Julekage og salig Mosters Pibestrimmel. Dengang var det Folkets Ejendom, Bænkeraderne, Scenen og Ordene, der blev talt direkte til Folket. Sidenhen gik Teatret kvindeligt hen og blev raffineret med decideret Hang til Overklasse og Kaviar, mens den store Hob maatte æde Blaar med Pjerrot. Men hvor er Overklassen henne? ihvertfald her i Danmark? Hvad er den andet for Teatret end en Slags Naturfredningsnævn, der holder Hævd over Traditioner, som er Talerør for de gode gamle Dage; og maaske uden at gøre sig det klart hylder man det katolske Princip, at det er praktisk at holde Menigheden i Uvidenhed. Desværre breder Uvidenheden sig osse paa Scenen man ved som Regel slet ikke, at der er noget, der hedder»udenfor«, og at det i Virkeligheden var det, man skulde behandle»indenfor«. Dagene gaar i anerkendt og triviel Skønhed, mens man stadig sørger for at have et Stakit dannet af Ordet»Kunst«stillet op udenom Statuerne uden at skænke det en eneste Tanke, at selv den skønneste Statue maa indeholde et Genkendelsesmoment eller være i Besiddelse af en Pegefinger mod et Maal. I dansk Teater peger man ikke, d.v. s. man peger tilbage, men det regner man aldrig med det bestaaende kan man altid roligt propagandere for, uden at nogen faar Ordet Tendens i Munden. Hvis man virkelig elsker Tradition saa højt, hvorfor saa ikke gaa endnu længere tilbage end til Bedste- og Oldeforældre, hvorfor ikke prøve at gaa helt tilbage til det helt folkelige, der gør Teatret til en Sluse, Tiden strømmer igennem hvorfor ser man ikke stort paa sit Mindreværdskompleks og gør Navnet Folketeater til et Hædersnavn. Hvorfor gør man ikke Teatret til et folkeligt Forum, der ser bort fra interessante Enkelttilfælde, der giver Lejlighed til talentfulde Solopræstationer, og 6

6 lader Skuespillerne gennem Digternes Ord udtrykke det, Folket ubevidst gaar og tumler med. Folketeatret skal være Hovedbygningen, men man kan saa udmærket godt have et Par Sidefløje. I den ene af dem kunde man f.eks. indrette et intellektuelt Eksperiment-Teater, der foretager et forberedende, næsten videnskabeligt Arbejde, ligesom de videnskabelige Laboratorier med Marsvin og den Slags, som i Dag er Forsøg, men i Morgen Virkelighed og til Gavn for alle Tilværelsens Beboere. I en anden Fløj kunde man udmærket godt have en rent underholdende Afdeling med legemlig Skønhed, Akrobatik og Melodier, man fløjter om Morgenen i Badet og har glemt inden Sengetid. Dansk Teater af i Dag er ikke af i Dag. Allermest minder det om den gamle Ret Vælling, en underlig ubestemmelig Væske uden en eneste Sveske, der repræsenterer et Standpunkt. Og mukker Publikum, saa gaar det dem, som det gik de stakkels Skolebørn, der gerne vilde se et Luftskib, der sejlede hen over Skolen. Lærerinden rullede promte Gardinerne ned, saa man kunde komme videre i Lektien. Linje 1: Tornerose: folkeeventyr om teenageprinsessen Tornerose, der på grund af en forbandelse sover 100 år bag en tyk tjørnehæk. Linje 12-13: hygger i Porerne: er inderlige, dybtliggende. Linje 14: Pigen fra Skrydstrup: velbevaret kvindelig fra oldtidsgrav ved Skrydstrup. Det blev fundet i 1935 og udstillet i en montre på Nationalmuseet. Linje 18: Pibestrimmel: pibekrave, som præsterne i den danske folkekirke bærer. Tidligere brugt af kvinder også. Linje 21: æde Blaar med Pjerrot: et af pantomineteaterfigurens klassiske tricks er at fortære brændende blår. Linje 34: Tendens: her: politisk holdning. 7

7 6. Kirsten Hammann: 3/7 Dårlig samvittighed Teksten er fra romanen Fra smørhullet, Kirsten Hammann (f. 1965), dansk forfatter Hvis hun så bare nød at være så doven. Hvis hun var fuldstændig ligeglad med miljøet og samfundet, sig selv og meningen med livet. Bare lænede sig helt tilbage og hældte terpentin i køkkenvasken og batterier i skraldeposen. Hvis bare hun overhovedet ikke tænkte over, at der er for meget emballage om varerne i Brugsen, og at ozonlaget går i opløsning. Hvis nogen spurgte hende, om det ikke er for galt, som vi sviner jordkloden til, og hun ville være sikker på, at det var vildt overdrevent, og bare sagde Det skal nok gå alt sammen, og Vi skal altså ikke ha flere afgifter på alt det miljøpjat. Men nej, Mette er akkurat så pligtskyldig og ansvarsbevidst, at hun bekymrer sig og lider under periodiske samvittighedskvaler, men i den grad er doven nok til ikke at gøre en pind. Hvad hjælper det, at hun sparer på det varme vand, når alle andre bare skruer op for hanerne? Og hun kunne da sagtens klare sig med tre-fire tøjbutikker i København og ingen mærkevarer og reklamer, men det vil hun sgu da ikke alene. Hvis hun skal gå i sækkelærred, skal alle de andre også, ligesom under krigen. Dengang var der ikke nogen, der var finere end andre, bare bedre til at sy, for alle måtte lappe og vende og arve fra hinanden. Hvis hun så bare købte tøj og smed det væk uden at tænke over, at det er en mærkelig måde at bruge ressourcerne og skabe unødvendigt affald på, men hun mærker de små stik hele tiden. Og når hun så endelig finder noget rigtig billigt, så skal hun også tænke på, at det er nogle indiske børnearbejdere, der laver det for hende og aldrig slipper fri af herre/slave-forholdet, men hun køber det alligevel. Mærker væmmelsen og afmagten, men kun et par minutter, så går det over, og den billige bluse bliver jo ikke grimmere af at være made in Pain. Den vestlige verden har ingen hæmninger, men udstiller sig med numsen bar, der er ingen blufærdighed. Her er simpelthen en kæde af ti-kroners-butikker. Alle varer koster ti kr. I år 2002! Her er legetøj, køkkensager, briller, smykker, ure, tøj. Enhver idiot kan da regne ud, hvor lidt fabriksarbejderne har fået i løn, hvis de overhovedet har fået noget. Men alligevel ligger butikkerne på store gadehjørner med lys i vinduerne, f.eks. på Gl. Kongevej lige ud for stoppestedet. Nej, man skammer sig ikke over at sælge børnearbejdskraft og fattigmandsarbejdskraft. Der er ikke noget fordækt over butikkerne, de forskanser sig ikke som pornobutikkerne, som godt nok har billeder og sexlegetøj i vinduerne, men som har bagtæppe bag udstillingen og på døren, så man ikke kan se kunderne, mens de er inde og kigge. En vis diskretion, for det er stadig lidt pinligt at købe ind til sin egen liderlighed. Derimod er der frit udsyn til alle de pæne damer, børn og fædre, der går i tikroners-butikker. Mette har selvfølgelig også været der. Hun købte bl.a. et par hovedtelefoner, som gik i stykker, da hun pakkede dem ud af plasticet (det kunne hun have sagt sig selv), og så smed hun dem væk. Det svarer sikkert til at hælde en kop råolie direkte i havet eller brænde den af, så den omdannes til dioxin og tungmetaller i atmosfæren uden at have gjort den mindste nytte. 8

8 45 50 Når du er sulten for sjov. Sådan lyder Kims ulækre slogan for chips og snacks, men det passer jo. Imens der er hungersnød i Etiopien, er Mette sulten flere gange om dagen, kun for sjov. Det er sgu da ikke, fordi hun ikke fik frokost, at hun spiser en halv pose ostepops. Det er da, fordi de smager godt og er sjove at bide i. Kims burde faktisk have en pris for den præcise beskrivelse. Vi spiser for sjov, køber tøj og møbler for sjov, flere tons legetøj, som kun er sjovt at pakke ud, og så bliver det hele smidt ud igen, når det ikke er sjovt mere, og det er ret hurtigt. Det er ikke rart for Mette, at hun tænker over, hvor forfærdelig en forbruger hun er, men det er godt, hun glemmer det så hurtigt igen. Og det sætter sig ingen dybe spor. Overskrift: 3/7: 3. juli Linje 39: dioxin: giftstof. 9

9 Anvendt materiale (til brug for COPY-DAN) Hans Kirk: Literatur og Tendens. Kritisk Revy, 4, 1927 Per Højholt: Opfordring til oprør. Kvababbelser. Gyldendal, 1985 Nina Davidsen: Teatret i tiden. Information Harriet Backer: Ved Lampelys. Det modernes gjennombrudd i Norden. Gleerups Förlag, 1993 Ib Spang Olsen: Børnebiblioteket! Gunnar Jakobsen: Ib Spang Olsen og Plakaten. Høst og Søn, 2003 Helge Rode: Som en rejselysten flåde. Højskolesangbogen. Foreningens Forlag, 1961 Kjeld Abell: Dansk Teater. Kulturkampen, red. Ole Grünbaum og Henrik Stangerup. Fremad, 1968 Kirsten Hammann: 3/7 Dårlig samvittighed. Fra smørhullet. Gyldendal,