Den Blå Port. Tidsskrift for litteratur. Gitte Broeng & Torben Jelsbak 89/2011. redaktion

Transkript

1 Den Blå Port Tidsskrift for litteratur 89/ redaktion Gitte Broeng & Torben Jelsbak

2 Den Blå Port Forfatterne og Forlaget Vandkunsten Redaktion Gitte Broeng & Torben Jelsbak Design Poul Lange Snorre Näsman, Depot 1 Typografisk tilrettelæggelse Snorre Näsman, Depot 1 Omslagsillustration Ebbe Stub Wittrup: Card House, Dette og nummerets øvrige fotografier, courtesy Martin Asbæk Gallery Tryk Sangill Grafisk Produktion Den Blå Port udkommer 3-4 gange årligt. Abonnement (4 numre) kan bestilles ved at skrive til: denblaaport@gmail.com Den Blå Port udgives med støtte fra Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter Redaktionsadresse Forlaget Vandkunsten Lindgreens Allé20C 2300 København S ISBN ISSN Printed in Denmark

3 INDHOLD 4 Leder TEMA Italiensk samtidslitteratur 6 Ermanno Cavazzoni: Komik uden strategi 17 Paolo Nori: Spillebutikker 29 Elena Salibra: Digte 36 Marco Belpoliti: Prøvelsen 50 Helena Janeczek: Lektioner i mørke 58 GËzim Hajdari: Digte 65 Giorgio Falco: Competitors 71 Roberto Vecchioni: Kald mig elskede igen Klaus Rifbjerg 76 torben Jelsbak: Det behøver ikke være så knudret eller knortlet for at være fint 88 Klaus Rifbjerg: 2 digte fra Stederne 96 Elisabeth Friis: Fragmentlæsningens sorgarbejde 104 Susanne Jorn: Mujo 109 Bo Ærenlund sørensen: På langs 110 Bidragydere 3

4 Italiensk samtidslitteratur Når man i disse dage hører tale om Italien, sker det med enten bekymrede eller let overbærende miner. Alle antenner er stillet ind på gældskrise og økonomisk kollaps, og den ansigtsløftede Berlusconi toner frem på skærmen og bedyrer med messianske fagter sin afsked fra den politiske scene. Situationen er alvorlig, men virker samtidig også lidt komisk, med elementer af det show som italiensk politik har forvandlet sig til i Berlusconiæraen. Temaet for dette nummer af Den Blå Port er italiensk samtidslitteratur og dermed et område vi ved pinligt lidt om herhjemme. Oversættelser af italiensk litteratur er efterhånden et særsyn på det danske bogmarked. Ser vi på de senere års udgivelser, er der med ganske få undtagelser tale om krimier og kogebøger. Der burde være behov for et bredere udblik og rum for en større nysgerrighed. Vi gør forsøget med en lille samling tekster, der præsenterer nogle af de væsentligste navne og tendenser i de seneste to årtiers italienske litteratur. At tegne en topografi over italiensk samtidslitteratur i få streger er ikke en nem sag. Selve tanken om en samlet national kultur er en skrøbelig konstruktion i et land, der først blev samlet i Dengang som nu udgør landet et kludetæppe af regionale forskelle og dialekter. Og hvor Italien traditionelt har været et land man udvandrede fra, er landet i det 21. århundrede blevet et indvandringsland med store befolkningsgrupper fra især Østeuropa, Balkan, Nordafrika og Kina, et forhold der også så småt er ved at komme til udtryk i en fremvoksende migrationslitteratur. Men også i den indfødte litteratur synes immigrantens erfaringer af rodløshed, splittede identiteter og fremmedhed at spille en fremtrædende rolle. Ermanno Cavazzoni, som vi lægger ud med, tilhører gruppen af forfattere omkring tidsskriftet Il semplice, som tilbage midt i 90 erne gjorde op med den alvorstunge og ekspressive tradition i italiensk litteratur til fordel for en mere mundtlig, burlesk og fabulerende skrivemåde, der især dyrker genrehybriden og den komiske forbløffelse som litterære strategier. I denne gruppe finder vi også Paolo Nori, hvor den fabulerende, sprin- 4

5 gende stil kombineres med en håndfast inspiration fra russisk futurisme og islamisk sufisme i en ekvilibristisk prosa, der giver mindelser om både Calvino, Borges og Højholt. Et helt andet spor i italiensk samtidslitteratur er erindrings- og vidnelitteraturen, som har sit kanoniske udgangspunkt i Primo Levis vidnesbyrdberetninger fra Auschwitz. Marco Belpolitis Prøvelsen er en slags rejsedagbog fra optagelserne til en film om Levis rejse hjem gennem det krigshærgede Europa i En anden form for vidnelitteratur møder vi i Helena Janeczeks Lektioner i mørke, som nøgternt skildrer Holocaust-erfaringen som den aflejrer sig i kroppen og sindet hos en ung kvinde, hvis mor overlevede Auschwitz. Hos Janeczek er erfaringen af tab og rodløshed konkret indfældet i sproget, i fraværet af et modersmål. Hun er oprindelig tysktalende, født og opvokset i München som datter af polsk-jødiske emigranter, der ikke lærte hende deres modersmål, polsk og jiddisch, som hun derfor kun har opsamlet brokker af. Nu skriver hun et krystalklart italiensk, hvor ilden ulmer under overfladen. Et tredje spor i den italienske samtidslitteratur består i den eksplicit politiske eller samtidskritiske litteratur, som forholder sig direkte til det nyliberalistiske og nationalpopulistiske Italien under Berlusconi. En vigtig stemme her tilhører Giorgio Falco, der i uddraget Competitors fra den store tekstsamling om arbejde Pausa Caffè giver et usentimentalt og satirisk billede af nogle af de sociale og psykologiske mekanismer i det moderne Italien, der har kunnet holde Berlusconi ved magten. Det italienske tema er blevet til i samarbejde med kræfter uden for redaktionen. Vi vil gerne takke vores oversættere, der generøst har stillet deres arbejde til rådighed, og rette en særlig tak til Anna Wegener, der har fungeret som konsulent og medredaktør på temaet. Samtidig fejrer vi Klaus Rifbjerg, der i år fylder 80 år og i den anledning standser op i porten til en samtale ledsaget af et par digte fra samlingen Stederne, som udkommer på hans fødselsdag 15. december. Og endelig byder vi på nyskreven poesi af Susanne Jorn og Bo Ærenlund Sørensen og sorgarbejde med Sapfo. 5

6 Ermanno Cavazzoni Komik uden strategi Hvis menneskene var perfekte væsener, ville det komiske ikke findes i denne verden; hvis de var udstyret med ren fornuft og talte matematikkens logiske sprog, ville de end ikke vide, hvad det komiske er. Englene, ærkeenglene, keruberne osv. ler for eksempel ikke, eller det synes ikke at være tilfældet, for de er fuldkomne og fejlfrie intelligenser. Når de holder møde, læser de gensidigt hinandens tanker, for de har også telepatiske evner, og derfor kan de ikke lave fejl i udtale eller i grammatik; de ser hinanden direkte i øjnene og så er alt allerede overført, på et øjeblik, hvorfor deres møder er meget korte, de når lige at ankomme og sætte sig ned og så er velkomsten, indlæggene, diskussionerne (et halvt sekund til diskussion, også mindre end det), konklusionerne og de officielle hilsener (der er som en blitz) allerede forbi og englene på vej væk i hver sin retning, alvorlige og uforstyrrelige som kabiner på en kabelbane. Da de ikke har behov for at tale, findes der ingen fejl i hverken ordforråd eller syntaks (som er afgørende for det komiske), og heller ikke fejl som skyldes døvhed. For hvad nu hvis der tilfældigvis var en gammel døv ærkeengel med hørerør, som spurgte til højre og venstre: Hvad? Hvabehar? Hvad sker der? Hvad siger du? så ville der måske være noget at le ad, umærkeligt, bare lidt, og man ville få mere lyst, tror jeg, til at deltage i de himmelske møder; eller hvis der var en ærkeengel, der faldt i søvn, altså sad og nikkede med hovedet lidt til den ene side, så til den anden, med halvt lukkede øjenlåg og tungt åndedræt, og de andre engle så kaldte: Mikael! Vågn nu op! Hvis det for eksempel var ærkeenglen Mikael, i tjeneste siden tidernes morgen, altså i mindst femten milliarder år, siden Big Bang; femten milliarder år sætter sine spor, og også ærkeengle kunne gå i termisk forfald, og til møderne ville han sidde op ad radiatoren: Mikael, nu er det din tur! Sid ikke der og lun dig! Alt sammen telepatisk, men også telepati har svært ved at trænge igennem, hvis en intelligens arbejder ved minus to hundrede og halvfjerds grader, som er universets aktuelle gennemsnitstemperatur, tre grader over det absolutte nulpunkt, hvor alting ophører med at være til. 6