Den Blå Port. Tidsskrift for litteratur. Gitte Broeng, Mathilde Walter Clark, Torben Jelsbak. September 2010

Transkript

1 Den Blå Port Tidsskrift for litteratur September r e d a k t i o n Gitte Broeng, Mathilde Walter Clark, Torben Jelsbak

2 Den Blå Port Forfatterne og Forlaget Vandkunsten Redaktion Gitte Broeng, Mathilde Walter Clark, Torben Jelsbak Design Poul Lange Snorre Näsman, Depot 1 Typografisk tilrettelæggelse Snorre Näsman, Depot 1 Omslagsillustration Astrid Kruse Jensen: Hotel Room Tryk Sangill Grafisk Produktion Den Blå Port udkommer fire gange årligt. Abonnement kan tegnes via hjemmesiden: Den Blå Port udgives med støtte fra Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter Redaktionsadresse Forlaget Vandkunsten Lindgreens Allé 20C 2300 København S ISBN ISSN Printed in Denmark 2

3 4 Leder INDHOLD TEMA Selvfremstilling og performativitet 7 Suzanne Brøgger: Fra min kinesiske notesbog 11 Carsten Sestoft: Tyve års hverdage på 2200 sider. Om Pierre Bergounioux Carnet des notes 18 Pierre Bergounioux: Uddrag fra Carnet des notes 23 Jon Helt Haarder: Min kamp er en cool kuffert. Karl Ove Knausgårds konceptuelle biografisme 37 Miranda July: Majestæt 46 Signe Vad: Fotografier fra The Decisive Moment 49 Solveig Daugaard: Måske er det et portræt men det er i hvert fald til dig Gertrude Steins litterære portrætter som dialogisk genre 61 gertrude stein: Portrætter 67 ove leisner: Vedrørende Birthe Larsen Roberto Bolaño 74 Pedro Carmona-Alvarez: Spejl og forbandelse. Om Roberto Bolaños 2666 og De vilde detektiver 83 Roberto Bolaño: Uddrag fra De vilde detektiver 89 Bjørn Friis Thomsen: Digte 92 Gerd Laugesen: Skyer 94 Bidragydere 96 Signe Vad: Fotografi fra The Decisive Moment 3

4 Selvfremstilling og performativitet Sæsonens mest eksponerede og omdiskuterede bog på disse breddegrader er uden tvivl Karl Ove Knausgårds selvbiografiske roman Min kamp. Det monstrøse, stormannsgale romanprojekt seks digre bind udgivet i løbet af et år, det sidste udkommer i Norge til efteråret har ikke blot fået et samlet kor af anmeldere til at finde de dyre ord frem (mesterværk, Proust, Nobelpris ), værket har også været genstand for en heftig offentlig debat, godt hjulpet naturligvis af offentlige indsigelser fra dele af Knausgårds familie der føler sig forulempet af bogens udlevering af privatliv og familietragedie. Bekendelsesskandalen er en del af succesen, og bøgerne går i oplag som er helt uhørte for litteratur af denne kaliber. Med andre ord, Min kamp er en mediebegivenhed der tilsidesætter vante skel mellem liv og værk, privat og offentligt og mellem højpandet finkultur og lavpandet populærkultur, men herved vidner værket også om nogle nye (eller i hvert fald stadigt aktuelle) smertepunkter i kulturens værdisystem. Den svenske litteraturkritiker Arne Melberg har hævdet at litteraturkritikken savner begreber til at beskrive værker som Knausgårds, og indlysende er det at et klassisk autonomt værkbegreb som opfatter værket alene som den tekst der står i bogen, er utilstrækkeligt til at begribe Knausgårds entreprise der så åbenlyst lever og lukrerer på alt det uden om teksten. Et alternativ som Jon Helt Haarder skitserer i dette nummer af Den Blå Port, består i at betragte værket som performance. Som offentlig ytring byder Min kamp både på en kompromisløs selvudlevering og en storstilet, stiliseret selviscenesættelse men pointen er her, at det selv som er involveret i disse operationer ikke er nogen empirisk forud given størrelse, men at det tager form af kampen så at sige. De seks bøger kan læses som dokumentation for et eksperiment som i høj grad udspiller sig i den sociale virkelighed og involverer Knausgård selv, hans nærmeste familie, venner og kolleger i mere eller mindre frivillige roller. I den optik kan mediepostyret ikke blot afvises som ekshibitionistisk udnyttelse af pressens umættelige trang til sladder og slibrigheder. Performative værker som Knausgårds (og beslægtede forløbere for fænomenet som eksempelvis Suzanne Brøggers 4

5 værker) virker netop via skandalesus og skamfulde bekendelser, for det involverer begejstrede såvel som forargede læsere i forfatterens slid for at skabe sig selv i en socialt acceptabel form. Men skal det performative værk absolut iværksættes ad sladderspaltens vej, er der ikke andre, mindre kulørte veje at gå, hvis skellet mellem privat og offentligt skal gøres til genstand for analyse? Franske Pierre Bergounioux mere nøgterne og stramt registrerende dagbøger, som Carsten Sestoft introducerer i dette nummer, kan levere et interessant korrektiv til Knausgård. Også her er det tale om et smerteligt stykke selvfremstilling af monumentale dimensioner (beroende på et lige så monumentalt selvhad som i tilfældet Knausgård), og dog står det også klart at Bergounioux mere stilfærdige, lakonisk-neurotiske skrift næppe brager lige så klart gennem kunst- og kulturlivets lydmure som den følelsesekspressive nordmand har gjort det. Hele balladen om Karl Ove synes at pege på at det er den performative kunsts primadonnaer som mest præcist sætter fingeren på kulturens ømmeste punkt lige nu. Knausgårds selvbiografiske roman bliver til i en ambivalent kamp mellem en feminint kodet, fællesskabssøgende bekendelsestrang overfor en mere maskulint kodet længsel efter at stå uden for socialiteten og realisere sig selv gennem kunsten. Men på den måde kommer værket også til at fungere som et ganske vist pompøst, men alligevel overordentligt præcist portræt af vor tids individ der konstant bliver til gennem higen efter social anerkendelse og berømmelse, samtidig med at netop denne higen er kilde til umådelig skam, afsky og selvhad. Min kamp er et formidabelt og symptomatisk billede på nutidsmenneskets gennemførte narcissisme, hvor bevidstheden om hvilke roller der skal udfyldes for at blive socialt accepteret, er blevet alt for stor, samtidig med at leden ved de banale, letkøbte selvfremstillinger som sikrer den sociale habitus, vokser til uoverstigelige dimensioner. 5