KATRINE KRACKE >>> - en historie om vinkler <<<

Transkript

1 Dette er historien om Katrine, der bliver soldat i Sønderborg og senere kommer på sergentskole og bliver sergent. Hun er 19 år og fra Jylland og er vant til at klare sig selv på den hårde måde. Hendes mor er ikke til megen hjælp, og Katrine er konstant i krig med sin papfar. Begge døber hun senere "krigsforbryderne". I Sønderborg finder hun et sted at høre til, en slags familie at have omkring sig. Hun mærker venskab og føler fjendskab, men hun passer ind på en måde. Og både karriere og kærlighed ligger måske lige for? Karen Schultz er selvstændig organisationspsykolog ( og har en datter og en søn på Katrines alder. Men forfatteren har også selv været soldat: I 1979 kom hun til Sønderborg, i 1980 blev hun sergent og i 1984 premierløjtnant fra Hærens Officersskole. Både Katrine og den hårde uddannelse i militæret er nemmere at forstå og forklare på afstand og mange år senere; især måske for en psykolog, der både arbejder med mennesker og med organisationer. Men i bogen er det den direkte og indimellem rå facon: Sådan var det, og sådan blev det oplevet. Der er overklasseløg, og der er street-fightere; der er de dygtige, og der er de dovne. Og de arbejder allesammen sammen på tværs af sociale skel, dialekter og køn. Karen Schultz er stadig soldat, men nu i reserven. Hun har siden medio 2003 været chef for den danske civil-militære koordinationsenhed (CIMIC-ENH), der bl.a. har en deling i Irak. Oberstløjtnant-stillingen er ønskejobbet efter 24 år i grønt tøj. Og stillingen og stjernerne ligger helt sikkert langt uden for Katrines fatteevne. Selv om hun er en meget ambitiøs ung dame. En ungdomsroman i serien Katrine Kracke. Næste bog kommer i 2004: Katrine Kracke - en historie om stjerner. akademia.dk Karen Schultz: KATRINE KRACKE - en historie om vinkler Karen Schultz KATRINE KRACKE >>> - en historie om vinkler <<< Anne Prytz Schaldemose akademia.dk

2 Karen Schultz Katrine Kracke en historie om vinkler akademia.dk

3 Katrine Kracke en historie om vinkler 2003 Karen Schultz og akademia.dk Forlagsredaktion: Dorte Gro Schultz-Andersen Grafisk tilrettelæggelse: BookPartner A/S Omslagsillustration: Karen Schultz Sat med Verdana Tryk: BookPartner A/S, København 1. udgave, 1. oplag ISBN Udgivet af akademia.dk Printed in Denmark 2003 Af samme forfatter: Lederudvælgelse kvalitet i praksis og teori. Dansk psykologisk Forlag, ISBN Eksistens i arbejdslivet. At skabe mening for virksomhed og medarbejder. Hans Reitzels Forlag, ISBN Job og Depression. Psykiatrifonden, Katrine Kracke en historie om vinkler (online). akademia.dk, ISBN Psykologi en grundbog til erhvervsuddannelserne. Gyldendal, Under udgivelse. Psykologi et valgfag på HHx. Gyldendal, I manus. Katrine Kracke en historie om stjerner. akademia.dk, I manus. Arbejdsliv og ledelse. I: Psykologihåndbogen. Gyldendal, I manus. Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug ved anmeldelser. akademia.dk

4 Til Henrik, Bredo og Anne af mange gode grunde

5 "Der er en vej som ingen går ad, hvis du ikke går ad den. Veje skabes ved at vi går ad dem, de mange uvejsomme, ventende veje overgroet af liv, der aldrig bliver levet. Der er en vej, som ingen går ad, hvis du ikke går ad den. Det er din vej, en vej, der bliver til, når du går ad den." Werner Sprenger

6 Ankomst Katrine Kracke var heldig den dag. Hun kunne nøjes med en tur i en rutebil: Længere var der ikke fra Kolding til Haderslev. Og oven i købet kunne hun følges med sin gamle håndboldkammerat, Lene. Så er det her, de unge damer skal af, grinede chaufføren indforstået og standsede præcis over for kasernen. Tak, sagde de begge med øjnene stift rettet mod kasernen. Det er da godt, vi ikke skal blive her, sagde Katrine fortrøstningsfuldt. Den ser ikke særlig hyggelig ud. Nej, og den er også alt for lille. Vi bliver mange på studenterholdet, så vi skal være på en stor kaserne, tilføjede Lene. Hun havde check på detaljerne som sædvanlig. De gik langsomt over vejen, mod lågen. I god tid. Masser af god tid. Ved vagten viste de antagelsespapirer, rejseblanketter og sygesikringsbevis. Ja tak, jeg tror det slår til, sagde vagten. Vi behøver sgu ingen papirer fra rekrutter, fnisede han henrykt til sin kollega bagest i vagtburet. Man kan se det. Og slet ikke fra kællinger, supplerede den anden. Begge vagter knækkede sammen af grin. Katrine og Lene kiggede på hinanden, overraskede over velkomsten. Ingen af dem sagde noget. De gik fra vagten og tværs over en stor plads. Fulgte skiltene, der markerede retningen for "nyindkaldte". Opdagede at også andre var på vej. Alle gik de i retning af et caféteria, hvor man kunne købe kaffe, brød og slik. De satte sig ved et bord med kaffen. Katrine kunne mærke, at maven krampede sig rundt om den første skefuld yoghurt. Hun ventede med resten. Lene! Se! Der er hende Hellerupgimpen sgu da. Katrine bøjede sig indover bordet. Inden Lene kunne nå at svare, var gimpen på vej hen til deres bord. Hej! Gud, hvor er det lækkert at se et par kendte ansigter, hilste hun friskt. 5

7 Katrine opgav yoghurten. Heldigvis viste Lenes gode opdragelse sig at have givet bonus, for hun svarede venligt tilbage. Snart var de to i gang med en længere diskussion om kondital. I Hellerup fik man meget kondi af golf, prøvede frk. Hammerschöhl at overbevise Lene om. Det lykkedes ikke specielt godt, selv om Lene høfligt prøvede at skjule sine forbehold. Katrine så sig om. Cafeteriet var halvfyldt nu. Drenge alle sammen. En del af de nye rekrutter stod udenfor i det gode vejr. Hun så på uret. Snart på tide at rejse sig. Slyngede den sidste halvkolde kaffesjat i sig. Hej Kracke! Katrine vendte sig om og så, at det var Nygaard, der med to store sportstasker kæmpede sig vej gennem rekrutter, borde og bagage. Hej Nygaard! Det var sgu dejligt at se dig. Så blev du altså også optaget. Katrine rejste sig, glad. Selvfølgelig var Nygaard, det friske pigebarn, blevet optaget. Hun var samme type som Lene og lignede ganske enkelt en ægte dansk, kernesund pige fra landet. Og så var hun endda sjællænder. Vil I med udenfor, spurgte Katrine og kiggede først på Nygaard, så på Lene. De rejste sig alle fire. Udenfor stod en ældre soldat. Han er officer, hviskede Nygaard. Katrine følte sig rolig. Med Nygaard skulle det nok gå. Rekrutterne samlede sig i klynger. Småsnakkede, røg. Op på tre rækker, kom!, råbte officeren og viste med armene, hvor det skulle ske. Alle hankede op i bagagen. Samlede sig i én stor klump netop på det udpegede sted kun for at opdage, at de cirka halvtreds rekrutter optog mere plads end forventet. Under virvaret kom Katrine væk fra både Lene og Nygaard og kom i stedet til at stå lige bag en meget ung fyr, der havde benet i gips. Gipsbenet var et godt holdepunkt. Også andre havde deres besværligheder: Hun var ikke alene. Da flokken endelig var på plads som en stor klump gele, der efter megen bevægelse pludselig stivner og bliver stille, råbte 6

8 officeren igen: Goddag! Mit navn er Schutz, og jeg er løjtnant. I skal ikke være kede af, at I er så dårlige til at træde an på tre geledder. Det skal jeg nok lære jer. Der er stadig ti minutter til klokken er Skoleofficeren vil da komme og byde velkommen. I må gerne ryge, og nyd for Guds skyld i ti minutter endnu at I selv bestemmer. Det er sidste gang i ni måneder!, sluttede han og slog en skraldlatter op. Rekrutterne lo nervøst. Flere famlede cigaretterne frem, også Katrine. Gipsbenet foran pegede stift skråt til højre fremad. Til højre herfor og ned langs rækken stod andre par ben mere uroligt. Kun bagagen imellem alle disse ben markerede eksakt rækken. Alligevel var det, som om alle disse urolige ben pludseligt blev små brikker, der var anbragt i et bestemt system, på tre rækker. Ikke til at flytte, udover den lillebitte cirkel, der var påkrævet og tilladt: af uroen selv. Det passede hende ikke, at den ældste, hendes hjertebarn, ønskede sig i trøjen. Hvad skulle det også blive til med det pigebarn. Når ikke universitetsstudiet havde interesse, kunne hun da i det mindste have fundet på noget fornuftigt at tage sig til. Noget på en skole for eksempel. Hende, der altid så gerne havde villet undervise. Men ikke et ord skulle hun komme med. Hun skulle ikke beklage sig. Når nu dette militær var så spændende, så måtte pigen jo prøve det. Og hun skulle nok vare sin mund for at mene, at den fikse idé gik i sig selv igen. Det måtte pigen selv finde ud af. Havde hun måske ikke altid raget kastanjerne ud af ilden for hende. Det kunne ikke blive ved med at gå. Hun måtte lære at klare sig selv. Katrine tændte en cigaret. Inhalerede dybt og fortsatte den dybe, koncentrerede vejrtrækning. Hun kneb øjnene sammen og kiggede til den anden side for også dér at se det samme system. Vendte tilbage til gipsbenet. Fik ansigtet kontrolleret i ro. Hvad har du gjort ved benet? Hun bøjede sig frem. Jeg har spillet fodbold, smilede han lidt undskyldende og havde allerede vendt sig mod hende. Kan du godt være her med det? Jeg mener... Katrine kiggede i retning af Schutz, der stod et stykke fra 7

9 flokken i samtale med en anden soldat. Ja, det håber jeg i hvert fald, svarede han på københavnsk. Giv agt! brølede Schutz pludseligt. Den anden soldat stillede sig foran rekrutterne, åbenbart for at sige noget. Goddag kære rekrutter. Mit navn er kaptajn Hansen og jeg er Deres skoleofficer. Jeg vil gerne byde Dem velkommen. Det er mig en glæde at skulle have kommandoen over Dem. Som blomsten af Danmarks ungdom er De et godt materiale at arbejde med. Endnu en gang velkommen! Løjtnant Schutz fik ordet og forklarede, hvordan hele flokken skulle deles ind i to delinger. Senere i Sønderborg ville de to delingsførere være klar. Han begyndte at råbe navnene op. Mønsteret var særegent. Ikke for og efternavn, men kun forbogstavet i fornavnet og så hele efternavnet. K. Kracke! Her, råbte Katrine højt, som de havde fået besked på at gøre. Hun samlede endnu en gang sin bagage op og gik over til en ny række, der var blevet dannet. Lidt efter kom Schutz hen til rækken og fortalte, hvordan de skulle hente udrustning flere forskellige steder på kasernen, før de var klar til at køre til Sønderborg. Katrine var kommet i 1. deling, otteogtyve rekrutter i alt, fortalte Schutz og heraf fire kvinder, så kvinderekorden var slået. Katrine undrede sig over, at det lille antal skulle være en rekord. Nå, egentlig var det også ligegyldigt. Hun havde blot ventet sig flere kvinder. Nygaard var også i 1. deling, så det skulle nok gå. Delingen fik besked på at stille sig på ét geled. Det blev en meget lang række. Ja, I kan lige så godt lære det med det samme. Det hedder geled, forklarede Schutz og fortsatte: Nu går vi rundt og henter udrustningen. Bliv i geleddet, så bliver I ikke væk for mig. En ny skraldlatter fulgte. Med Schutz i spidsen gik delingen over til en rød bygning. Der stod "Mundering" på et skilt udenfor. Geleddet bugtede sig indenfor. Hver rekrut fik en sæk i hånden, og videre gik det fremad til næste skranke, hvor en mand spurgte om skonummer. Et par sorte støvler blev langet over til hver enkelt, der 8

10 med besvær måtte gøre en hånd fri for at tage imod. Udenfor igen skulle delingen træde an på tre geledder. Stil jeres bagage og udrustning der, hvor I står. I en samlet klump... klump! råbte Schutz og stirrede vredt på en fyr, der ikke sådan var vant til at begrænse sig og sit. Videre gik turen rundt uden bagage til et nyt sted, hvor pæne gabardinebukser blev udleveret. Pigerne skulle både have nederdel og bukser. Men bukserne ville først være færdige senere. Først skulle der tages mål. Det har noget med anatomi at gøre. Schutz grinede igen og kiggede indforstået på skrædderen. I bliver nødt til at tage nederdel på i første omgang, forklarede han. Skjorte og jakke fulgte med, åbenbart i en facon, der ikke krævede anatomi. Skoene måtte derimod også vente. Det gængse design passede ikke til kvindefødder. Der var ikke andet at gøre end at tage det med godt humør. De fire kvinder blev fulgt tilbage til resten af delingen, og synet, der mødte dem, var komisk. Fyrene stod i deres flotteste skrud: en mørkegrøn gabardineuniform, hvid skjorte og sorte snøresko. Kun meget få havde været så heldige at få en uniform, der passede i størrelsen. De fleste havde rigeligt plads til deres eget civile tøj indenunder, hvis det skulle være. Heller ikke pigerne var for smarte. Iført den samme uniform, men med nederdel i stedet for bukser, var størrelsesproblemet cirka det samme. Det værste var dog, at der under knæene var bare pigeben iført ankelstrømper, og nederst pigefødder iført kondisko. Alt sammen yderst passende til cowboybukser. Knapt så passende til gabardinenederdel. Fyrene lo, godt hjulpet af Schutz, og pigerne grinede med. En fælles tryghed bredte sig. Langt om længe var alt hentet, alt ordnet, og selv en fotografering var overstået. Igen stod de på tre geledder ved bagagen. Nu kører vi til Sønderborg. Der er tre lastvogne derovre. Jeg skal høre, om der er nogen i privatbil hertil? Ja, det er jeg, svarede en lang fyr på tydeligt sønderjysk. Så tager De skoleofficeren og mig med, sagde Schutz. 9

11 Resten fordeler sig på vognene således, at hvert geled kører på sin egen lastvogn. Er der spørgsmål? Ja undskyld, men er jeg nødt til at tage dig og den anden med i min bil?, spurgte den sønderjyske fyr forsigtigt. Ja, smilede Schutz og tilføjede sarkastisk: De vil blive overrasket over, hvor meget De bliver nødt til i de næste ni måneder. Blandt andet at sige De og hr. løjtnant til mig! Han kiggede alvorligt på hele delingen. Var der flere spørgsmål? Godt. På vognene...sid op! På vej over til lastbilerne kom Katrine op på siden af Nygaard. De hviskede sammen. Især om den lange, sønderjyske fyr og om, hvor modig han var. Men også pigen fra Hellerup fik en bemærkning med på vejen. De var enige om, at det var fint med Hammerschöhl i 2. deling. Så blev 1. deling måske fri for at høre mere om golf. Ved lastbilen kneb det med at komme op. Nederdelen gjorde det ikke nemmere. Katrine tog imod en hånd oppe fra ladet og blev hevet op det sidste stykke. Jeg kan godt selv, sagde hun skarpt og med rynkede bryn. Bilen satte i gang. På vej ud af porten så Katrine fra ladet, at alle tre lastbiler kørte på samme tid. I kortege. Kun sønderjyden stod tilbage ved sin egen bil sammen med Schutz. Schutz smilede og vinkede: God tur, råbte han vist. Sønderborg Der var fordele og ulemper ved at sidde på ladet af en lastbil. Udover komforten, der ikke var helt i top, var udsynet begrænset til det bagudrettede. En særlig chance for at genkalde sig barndommens vinkerier fra bagsædet, men lige godt begrænsende alt i alt. Et dobbeltsæde var placeret langs bilens kørselsretning på midten af ladet, med rygstykkerne mod hinanden. Det var derfor muligt at stirre ind i det mørkegrønne plastik, der gjorde det ud for en væg, uden forstyrrelser af blikket. Motorlyden, den stadige, rokkende bevægelse i ladet: Det gjorde altsammen Katrine søvnig. En hoppende fornemmelse fortalte hende, at de kørte på bro- 10

12 sten. Udenfor blev en allé længere og længere. Farten sagtnedes, et skarpt sving og derpå synet af endnu et vagtbur, ikke u- lig dét i Haderslev. Endelig to høje, røde bygninger længere væk. Bilen holdt stille. Sid af og på tre geledder...træd an!, lød det fra en ukendt stemme. Efter megen skramlen og baksen med bagage, udrustning og kroppe, der stimlede sammen som per instinkt, stod hele delingen på tre geledder. En soldat med stjerner på skuldrene, ligesom Schutz, kom hen foran delingen. Han gjorde honnør til en anden soldat. Tak for det, sagde officeren og så så på rekrutterne. Goddag. Jeg er Deres delingsfører. Jeg hedder Due og er premierløjtnant. Senere i dag vil jeg byde Dem velkommen under lidt mere hyggelige former. Først skal De imidlertid indkvarteres på stuerne og have orden i Deres udrustning. Så foreløbig velkommen! Og værsgo, nikkede han i retning af den anden soldat, som straks gjorde honnør og stillede sig foran delingen i stedet. Fat al Deres habengut og følg mig, sagde han. Intet andet. Og gik i retning af den største og nyeste af de røde bygninger. Dejligt med én, der ikke sagde så meget. Da de nærmede sig bygningen, kunne Katrine høre nogen synge. Mandestemmer, der kom oppefra. Hun kiggede op og så, at på en bestemt etage var hvert eneste vindue fyldt med soldater. Og vinduerne var åbnet: Inke pinke parlez vous de knepper endnu, sang de på omkvædet. Da de opdagede, at rekrutterne var indenfor hørevidde, afløstes sangen af efterhånden mere og mere taktfaste råb: Krutter, krutter, krutter... På vej ind i bygningen blev sangen genoptaget. Katrine forbandede nederdelen og hele sit tåbelige kostume. I skal ikke tage jer af dem. Om tre måneder er det jeres tur til at drille et nyt hold, trøstede soldaten. Han virkede rar: gråhåret og jysk. På tredje sal skulle både 1. og 2. deling bo. 1. deling tættest 11

13 på trappen og delt op på tre stuer, 2. deling længere væk og også på tre stuer og endelig kvinderne på den sidste stue, modsat trappen. Der røg vores plan med Hammerschöhl, hviskede Nygaard og så opgivende ud. Satans!, hvislede Katrine, men kom så i tanke om, at Lene, som også var kommet i 2. deling, netop ville blive en stuekammerat alligevel. Hun nåede ikke at indvi Nygaard i dette lyspunkt, før de kom ned til stuen. Tre piger fra 2. deling var allerede kommet. En lidt ældre kvinde i uniform var godt i gang med at indkvartere dem, som hun kaldte det. Kom nærmere! Jeg hedder Villadsen, og jeg er sergentelev, oplyste hun. Dejligt endelig at møde et menneske i øjenhøjde. Sergentelev var netop, hvad de alle var. Og dertil kvinde. En langsommelig gennemgang af udrustningen tog sin begyndelse. Pigerne var blevet placeret ved deres senge; en deling i hver side af stuen, så Katrine netop kom til at stå over for frøken Hammerschöhl. Sengene gjorde det ud for bord, stol og opbevaringssted. Det gjaldt om ikke at blande tingene sammen med naboens. Villadsen fortalte navnet på hver enkelt lille dims og hjalp til, da deres basis et indviklet remsystem til at hænge vand, mad, krudt og kugler på skulle samles. Du bliver nødt til at hjælpe mig med den her rem. Den er så stiv i det, sagde Katrine og ærgrede sig over sine fummelfingre. Husk nu, at her er vi De s, og når De taler til mig, skal De sige: sergentelev Villadsen, jeg... Katrine forbandede sit stive basis, eller hvad det nu hed. Og kvinden. Især kvinden. Det undrede ham som den unge dog var pylret anlagt. Selv om hun var seks år, kunne hun stadig finde på at kravle op på skødet af konen og bare sidde der og hænge. Selv hos ham ville hun sidde ind imellem. Det passede han sgu ikke. Godt nok havde han lovet konen at tage sig pænt af dem begge to. Og ungen skulle ikke mærke til, at hun ikke var hans egen. Han skulle nok betale den privatskole, når det nu var så vigtigt for konen. Men 12

14 det betød jo ikke, at ungen skulle hænge på dem evig og altid. I hvert fald måtte hun forstå, at på hans skød skulle hun ikke opholde sig. Han havde da også for længst fortalt hende, at hun var for stor til den slags. Skulle han som voksen mand måske sidde der og ae og gøre ved. Aldrig i livet. Hun var for stor til at være pylret. Sergentelev Villadsen, vil De hjælpe mig med mit basis, spurgte hun og rettede ryggen, som hun havde set soldaterne gøre det. Villadsen kiggede hende direkte i øjnene. Katrine kiggede tilbage, kneb øjnene lidt sammen. Fandens til indbildsk kælling. Troede åbenbart hun var noget. Hun skulle få præcis, hvad hun forlangte: en perfekt optræden. Schutz stak hovedet indenfor. Giv agt! Stuen ret!, råbte Villadsen og rettede sig op, mens hun gjorde honnør i retning af ham. Tak, det er godt, stå rør. Hvordan går det, spurgte han og kiggede interesseret rundt på pigerne. Det går godt, hr. løjtnant, sagde Hammerschöhl, mens hun smilede stort. Hun var køn på en næsten uforskammet måde. Katrine prøvede forgæves at komme i tanke om noget smart at sige. Han skulle ikke være i tvivl om, at der var andre end Hammerschöhl, der kunne finde ud af at begå sig. Men det var svært at finde ud af, hvordan han skulle tackles. Udover alt det militærhalløj, der åbenbart krævede bestemte måder at sige tingene på, var han som person umulig at gennemskue. På den ene side tiltrækkende. Han havde grå stænk i håret, et barskt, råt udseende, der ustandseligt ændredes af at kæmpesmil. Kroppen var pæn, bred, macho, men uniformen kunne vist godt snyde lidt. På den anden side lidt frastødende, lidt for smart. Måske vidste han for godt, hvor pæn han var. Eller måske var han snarere konstant på jagt. Som en hanhund, der snuser så intenst i et muligt spor, at den kan synes fortabt for omverdenen. Klokken er der antrædning henne ved knægtene i 1. deling. Hjælp mine piger på vej! Han kiggede på Villadsen, slog en latter op og gik. De asede videre med basis. I skabet havde Katrine allerede 13

15 fået orden i undertøjet. Det var lagt pænt sammen på øverste hylde. Nedenfor hang de forskellige uniformer på bøjler. Alle knapper var knappede. Det så egentlig godt ud. I cafeteriet var der meget lang kø. Der var varmt, fugtigt, og lugten var ikke til at tage fejl af: rigtig varm aftensmad med bløde løg af en slags. Maden blev skovlet op af en ung, svedig pige. Masser af dampede kartofler, lidt brun sovs og kun en enkelt bøf med løg. Drikkevarerne skulle man selv bestemme. Katrine tog en sodavand. Betalte ved kassen, hvor en ældre, tyk kvinde sad. Hun smilede venligt, og Katrine mærkede en uforklarlig klump i halsen. Pigerne fra 1. deling satte sig ved et bord nær kasseapparatet. Nogle af de gamle soldater rejste sig i det samme i den anden ende af bordet. De skævede til pigerne. Hold kæft hvor de glor, sagde hende, der hed Munck så højt, at et par af fyrene også kunne høre det. Ingen af pigerne kommenterede det. Først da fyrene var helt ude af cafeteriet, bøjede Katrine sig ind over bordet og sagde til Nygaard: Jeg tror, det er bedst at ignorere det. Tror du ikke også det? Joh, det er nok bare i starten... Nygaard kiggede spørgende tilbage og så over på de to andre. Jeg har været i hjemmeværnet i over et år nu, og det er ikke gået over, understregede Munck. Katrine besluttede definitivt at ignorere dette lille begynderproblem. Kiggede på køen ved kasseapparatet og så, at der stod flere, som helt sikkert var fra 1. deling. Ham med gipsbenet kom ned til bordet og satte sig. Og også den høje fyr med egen bil. Den mad smagte godt. Næste gang skulle der bare være to bøffer og mere sovs. En høj klokke ringede. Den lød næsten som i folkeskolen, når der blev ringet ind til time. Bare højere, mere skarp og længere. Hvad var meningen? Godmorgen mine damer: Så kan I godt stå op. Klokken er 14

16 5 præcis. Pigerne vendte sig. Ingen sagde noget. Et par stykker rejste sig halvt i sengen. Katrine faldt tilbage i sengen igen. Trak dynen op over de bare skuldre. Det hele var løgn. Det var bare en drøm. Der stod ikke en Schutz midt på gulvet og råbte klokken 5 om morgenen. Antrædning på gangen klokken 05.30, smældede han på vej ud ad døren. Hvor er mine smøger? Katrine famlede på gulvet, ind under sengen. Og fandt pakken. Fik ild på en cigaret og satte sig op. Et par af de andre piger var mere friske. Lene var allerede u- de ad døren, formodentlig på toilettet eller i bad. De havde fået deres eget toilet og bad oppe på fjerde sal, men skulle ud på en særlig trappe for at komme derop. Selv om trappen lå i deres ende af gangen, var det alligevel ikke så rart. Trappen blev brugt af lærerne, så Schutz og andre kunne være der. Døren blev flået op igen. Antrædning kl skreg en officer og gik igen. Hvem var det? Nygaard så målløs ud. Hammerschöhl fortalte, at det var deres delingsfører. Han virkede hidsig; det syntes drengene også. De sidste piger kom ud af fjerene. Kom i tøjet og diskuterede, hvilken skjorte, der var den rette. Lene kom tilbage, så de kunne spørge hende. Da 1. delings fire piger var klar til at løbe hen til deres egen deling, var gangen foran stuedøren spærret. 2. deling var for længst trådt an, og deres hidsige delingsfører var midt i en længere forklaring. Det lød, som om han koncentrerede sig meget om at råbe højt. Underligt, for hans deling stod lige foran ham. Det havde Munck set, da hun forsigtigt havde åbnet døren på klem. Efter et minuts rådslagning blev de enige om, at de blev nødt til at gå. Koste, hvad det koste ville. Nygaard åbnede døren. Til deres store overraskelse sagde han med almindelig, venlig stemme: Ja, kom forbi og gjorde en fejende bevægelse med armen, 15

17 der viste, hvilken vej han mente. Pigerne hastede gennem den passage, der var mellem ham og delingen. Delingsfører Due stod allerede klar henne på gangen. De sidste drenge kom farende fra stuerne. Da alle var samlet, sagde Due godmorgen og lærte dem, at de skulle sige det samme. De øvede det et par gange. Katrine kom til at tænke på folkeskolen, hvor de også havde stået i lange rækker og sagt godmorgen. Dengang havde nonnerne kontrolleret, om de foldede hænderne rigtigt under morgenbønnen. Nu var det en premierløjtnant, der checkede deres godmorgen. Hun besluttede sig til kun at mime det med læberne næste gang. Due gennemgik dagens program og ville lære dem at stå ret og rør inden morgenmaden klokken 6. De kunne stå på to måder: meget pænt eller pænt. På den pæne måde kunne de godt slappe af, når først de havde lært det. På den meget pæne måde kunne de vise militær anstand, når de for eksempel skulle sige godmorgen eller hejse flaget. Rekrutterne kiggede interesseret på ham, da han viste de to stillinger. Den ene virkede meget anstrengt. Fødderne var samlede, ryggen rank og begge arme strakt helt ud, ned langs siden af kroppen. Hænderne knyttede, så kun tommelfingrene stak frem. I den afslappede stilling var fødderne adskilt med cirka en fods længde, og armene lagt om på ryggen, hvor hænderne mødtes i et blødt greb. Delingen øvede begge stillinger nogle gange. Også kommandoerne blev øvet. Og overgangen fra den ene til den anden stilling. Intet blev overladt til tilfældighederne. Giv agt! Deling ret! kommanderede Due. De stod alle bomstille på den meget pæne måde. 1. deling...rør! Bang, lød det i gulvet. Rekrutterne kunne allerede skifte til rørstilling så samtidigt, at otteogtyve venstrefødder solidt stampet i gulvet lød som et brag. Nu kommer der en ny kommando. De skal igen indtage retstillingen. Giv agt! Til morgenmad...træd af! 16

18 Den første weekend Alle pigerne var samlet på stuen. Lene stod med et stykke papir i hånden. Hun studerede det grundigt; det var en plan for næste uge. Nygaard gik rundt med en kost og fejede. Der skulle snart være stueeftersyn. Munck sad på sin seng og kiggede ud ad vinduet. Katrine asede med et par yoghurtbægre, der ikke kunne presses helt ned i skuffen i deres fællesskab. Pigerne brugte skuffen som hemmelig skraldespand. I munden havde hun en cigaret hængende. Et askebæger var placeret på en lille hylde under skuffen. Det var tømt, men ikke gjort rent. Hun skoddede cigaretten. Det var snart tid for aftrædning, og under stueeftersynet skulle hun være stueformand. For sidste gang i lang tid, for det gik på skift, og i næste uge var hun gulvfejer. På en måde havde hun været heldig, for i de to første dage var der ikke stillet krav om, at stueformanden skulle være helt perfekt. Det blev nok værre. Og så var der seks uger at lære det i. Hun rettede en sidste gang på slipset. Fik også Nygaard til at rette lidt på det. De havde deres gabardineuniform på igen. Det skulle være tradition til aftrædning hver fredag for at markere weekenden. Nygaard havde spurgt. om de kunne låne et par lange bukser hver, indtil de anatomiske, som Schutz sagde, var færdigsyede. Det var lykkedes, heldigvis. Så slap de for nederdelen. Nygaard var god at spørge til råds. Hun kendte systemet indefra. Hendes far var kaptajn i hjemmeværnet, men hun var ikke indbildsk af den grund. Så var det anderledes med Hammerschöhl. Hendes far var i diplomatiet og arbejdede i udlandet. Egentlig kunne man ikke kalde den indbildsk, den måde hun opførte sig på. Hun var bare så vant til den højere standard, at hun ikke skænkede det en tanke, hvordan andres kår kunne være. Det kunne også være, hun bare var dum. En del kunne tyde på det. Katrine stillede sig klar i døren. Giv agt! råbte hun, idet Schutz stillede sig udenfor døren. Hun vendte sig om. Det lykkedes ikke fuldt ud. Ikke på mili- 17

19 tær vis, i alt fald. Stuen ret! kommanderede hun og vendte sig igen, denne gang med lidt større succes. Hr. løjtnant, rekrut K. Kracke melder, at stuen stiller syv rekrutter. Han smilede svagt og kiggede langsomt rundt. Pigerne stod i retstilling ved fodenden af deres senge. Træd ind! Han kiggede igen på Katrine. Hun blev et øjeblik i tvivl, men besluttede så at gå over til sin seng, hvor hun stillede sig i rørstilling. Schutz kiggede på hende, længe. Hun havde også ladet pigen forstå, at det arbejde som servitrice ikke var så godt. Havde faderen måske ikke brokket sig over det vilde natteliv, de med garanti levede i Århus. Ikke at hun selv troede noget sådant om pigen. Det måtte hun da selv kunne finde ud af, nu hun var blevet atten. Og ikke at hun skulle blande sig i, hvad hun gik og lavede. Men pigen forstod slet ikke, hvor meget det betød for hende, at hun klarede sig godt. At hun ikke rodede sig ud i noget. Da hun havde fortalt, hvad faderen gik og troede, havde pigen bare knejset med hovedet og leet. Af faderen måske. Eller som om hun gav fanden i, hvad alle de andre troede. Måske havde det alligevel hjulpet lidt. Hun var da holdt op med at arbejde om natten, når gæsterne var allermest fulde. Så kunne hun vel bedre klare studierne. Men at arbejde som servitrice. Det var der da ingen udfordring i. Pludselig stivnede hun og rettede sig op. Ja ja, mine små venner. Det kommer nok alt sammen. Også for Kracke. Klar til at stå rør. Stuen...rør!, kommanderede han, og seancen var endelig færdig. Katrine ærgrede sig. Hun skulle vise ham, hvad hun duede til. Resten af eftersynet var en parodi på et eller andet, som Katrine ikke kunne placere blandt noget som helst af, hvad hun kendte til. Kulierne havde brugt en time på at feje, vaske af, pudse og skrubbe. Også på steder, hvor ingen af dem ville have drømt om at gøre det, hvis ikke Villadsen, sergenteleven, havde givet dem et praj. Til sidst kom så bossen, Schutz, og checkede overalt, at det var gjort perfekt. Han syntes tilfreds. Dog. Også han var i den pæne uniform; model 69 hed den. Måske 18

20 skyldtes hans gode humør mere og andet end weekenden. Der var en svag lugt af noget stærkt ved ham, men det kunne lige så godt være en kraftig barbersprit. Drengene havde allerede flere gange fået fortalt, at de skulle være nybarberede. Hele tiden, hver dag, hver time. Schutz havde gjort et stort nummer ud af, at der var enkelte rigtige mandfolk, der blev nødt til at barbere sig flere gange om dagen. Så vidt Katrine kunne se, gjaldt denne karakteristik blandt andet ham selv. Da han havde forladt stuen med sit vanlige grin, pakkede de hurtigt de sidste småting sammen. De havde alle sammen vasketøj, der skulle med ud i den rigtige verden, så det kunne være klar til mandag morgen igen. Vi skal skynde os, konstaterede Nygaard, rød i hovedet. Jeg tror ikke, han er til at spøge med, selv om han virker så fornøjet hele tiden, fortsatte hun. Nej, samstemmede Katrine. Måske er han den største mandschauvinist af dem alle. I skal passe på! Hun kiggede over til pigerne fra 2. deling. De syntes ikke specielt bekymrede. Klagede i stedet over deres delingsfører, der blev mistænkt for mere end sadistiske tilbøjeligheder. Det mindede lidt om lærere i folkeskolen. En gang imellem kunne man støde på én, der måtte have valgt arbejdet, fordi vedkommende ikke kunne lide børn. Som om arbejdet var en slags hævn. Sådan var delingsføreren i 2. deling. Katrine tænkte på Due. Han var en flink delingsfører. Og heldigvis var Schutz kun næstkommanderende. Ude på gangen fik delingen den sidste prædiken. Due var godt tilfreds med deres indsats. Han roste den for deres hurtige opfattelse. Og fortalte dem, hvor privilegeret han var ved at have et studenterhold. De var alle sammen kvikke, så han havde ingen problemer med at forklare dem teorien. Problemet ville snarere blive at lære det praktiske. Og det var alt lige fra omklædning til adskillelse af et gevær. Det med geværet ville komme i næste uge, og omklædning havde de øvet et par gange allerede. I begyndelsen fik de god tid. Senere ville han stramme kravene mere og mere. En lille smagsprøve kunne de få med det samme. Hans weekendtale havde varet så længe, at det var svært at nå toget. Enten skulle 19

21 de småløbe til stationen; det kunne gøres på otte minutter eller også skulle de satse på en taxa. God weekend rekrutter!, sluttede han med høj stemme. God weekend, hr. premierløjtnant!, råbte delingen tilbage, som de havde lært det. Til weekend...træd af! Katrine konstaterede, at han kunne smile. Det virkede, som om de nød deres arbejde, de to officerer. Også 2. deling var aftrådt. Og en hel masse andre. Der stod en blandet flok ved vagten. Mindst halvtreds soldater, de fleste i almindeligt, civilt tøj, enkelte i 69-uniformen. Måske var de stolte af deres arbejde, måske gad de bare ikke klæde om. Fyren med gipsbenet stod der også. Du har vist ikke noget valg med taxaen?, spurgte Katrine på skrømt. Jeg gider ikke løbe til stationen, fortsatte hun. Skal vi dele en taxa? Du hedder Bjerg ikke? Det gør ikke noget, hvis jeg kommer for sent. Jeg skal bare til Kolding. Hvor skal du hen? Katrine stoppede og kunne selv høre, det lød for ivrigt. Hun smilede forlegent, undskyldende. Jeg står og venter på Eikers. Han bor her i byen og vil køre mig til stationen. Måske kan du køre med. De ventede lidt i tavshed. Han var ikke særlig høj af en mand at være. Og ikke ret meget mand. Der var noget uberørt ved hans ansigt. Som en lille drengs. Også hans stemme var spæd. Men smuk var han, lydefri. Hun stod lidt og nød de rene træk. Eikers kom i sin bil. De steg begge ind. Han brokkede sig o- ver, at Katrine også skulle med. Han var ikke taxachauffør. Bjerg drillede ham med hans tur til Sønderborg. Havde han måske ikke været chauffør for Schutz og ham den anden? De grinede alle tre. Eikers fortalte om turen og benægtede, at han havde fået en skideballe for at spørge Schutz, om han virkelig skulle med. Det var nok en fordel at kende lidt til lærerne. I hvert fald var det sjovt at snakke om dem. Katrine tænkte på, hvor forskelligt de selv snakkede. Bjerg var tydeligt københavner, han lød snobbet. Eikers var en ægte sønderjyde, og hun selv nærmest århusiansk i dialekten. Bjerg kunne ikke høre den store forskel på jyderne. De drillede ham 20

22 med, hvor dum han var; københavnersnude. Han drillede tilbage. Han kom fra Gentofte, men det regnede jyder vel med som København? De var ved stationen. Hun hjalp Bjerg ud og tog hans taske. De fulgtes til toget. Nygaard og Munck stod sammen og ventede. Lene var ikke at se. Bjerg fik øje på nogle af fyrene fra hans egen stue. God weekend piger, sagde han glad. Katrine gav hans taske til en af de andre. Han er sød, hviskede hun til Nygaard. De fnisede som to tøser i konfirmationsalderen. Som et rødt bolsje, man ikke kan lade vær med at putte i munden, forklarede Katrine. Toget kom brusende i det samme, så hun var ikke sikker på, om Nygaard hørte det. De fandt en næsten tom kupe, hvor Lene sluttede sig til. De baksede med bagagen. Satte sig, mærkede varmen og pludselig trætheden. Talte om, hvor meget de havde lært allerede. Munck kom i snak med to fyre, der sad ved døren. Hun fortalte om sine oplevelser i hjemmeværnet. Katrine var mere nysgerrig efter at vide noget om sergentskolen, så hun lyttede halvt, ventede på at Munck skulle få snakket færdig. Nygaard lænede sig over mod Katrine og hviskede: Du hører måske til dem, der ikke kan lade være med at spise bolsjer? De fnisede igen. Jeg kan slet ikke gemme slik! Køber jeg en pose, er den væk i løbet af fem minutter. Det har altid været mit problem, svarede Katrine så højt, at de andre også kunne høre det. Munck kiggede på hende. Kunne ikke forstå, hvad der var så sjovt. Nygaard og Katrine undgik at se på hinanden igen. Latteren pressede sig på i maven og op i brystet og brød igennem. Katrine fik tårer i øjnene. Kunne ikke stoppe igen. Munck så fornærmet ud, som om hun var udenfor det hele. Lene sad og læste. Var hverken udenfor eller indenfor. Hun så op, afbrudt af latteren. Har I fået øvelseslisten, spurgte hun og viste et stykke papir frem. Her står, at vi skal have otte lektioner i eksercits i 21

23 næste uge. Det skal vi vist også, svarede Nygaard. Eksercits er det med ret og rør, ikke?, spurgte Katrine. Ja, brød Munck ind, og vi skal også have sløring, har jeg set. Det har jeg tit haft i hjemmeværnet. Det sidste sagde hun især henvendt til fyrene. Ingen spurgte hende om flere detaljer. Katrine tænkte på de mange lektioner med eksercits. Det var ikke så morsomt at stå stille på tre geledder. Hun lovede sig selv at give det en chance. Den næste uge skulle bare overstås, før hun tog endelig stilling til, om det var noget for hende. Foreløbig var hun mest forvirret. Og irriteret over alt det, der bare blev bestemt for én. På den igen Lene og Katrine mødte hinanden på banegården i Kolding. Det var søndag aften. De fulgtes til Sønderborg. I toget mødte de Nygaard og et par af fyrene fra Sjælland. Den ene af dem hed Bistrup. Han var rødhåret og genert. Det var rart at snakke med Nygaard igen. Hun virkede så beroligende. De snakkede om, hvor lang tid turen tog. De andre var ret misundelige på Lene og Katrine. Hvor herligt, at sjællændere for en gangs skyld skulle misunde jyder noget. De luftede deres fordomme hver især. Det var sjovt. Nygaard kom fra Ringsted. Hun forklarede de uvidende jyder lidt om geografien på Sjælland. Hun sparede næsten en times transport i forhold til københavnerne. De gik den korte vej fra stationen og over til kasernen. Over broen og langs vandet og til sidst op ad alléen med de gammeldags brosten. De røde bygninger var et imponerende skue set nedefra den vinkel. Øverst var flagtårnet, belyst med enkelte spots. Det var flot. Der havde været mange med toget. De fleste skulle samme vej. De gik i småklynger eller to og to. Ingen gik alene, bemærkede Katrine til de andre. Måske var dét det allerbedste ved at gå på sergentskolen. At man aldrig behøvede være alene. Nygaard mindede dem om et par situationer, hvor det nor- 22

24 malt var meget rart at være alene. Det var så prisen, de måtte betale. Selv turen på toilettet måtte de dele med hinanden. De lo. Det var befriende at snakke, også om det pinlige. Et par af de andre piger var kommet. De lå på deres senge. Munck havde redt sin seng. Hun havde taget sengetøjet ud af tøjposen og derefter rullet lagnet, dynen og hovedpuden ud på madrassen. Sørensen, den stille pige fra 1. deling, brugte det endnu sammenrullede sengetøj som hovedpude. Det var en glimrende anvendelse, havde Katrine allerede selv opdaget. Godaften, hvor vidunderligt at se dig igen! hilste Nygaard. De to piger på sengene så op, forvirrede. Ja, jeg mener ikke dig, smilede hun og kiggede på Sørensen. Og heller ikke dig Munck. Jeg mener stuen! Kan I ikke se, hvor pragtfuld den er? Kan I ikke forstå, jeg har glædet mig til at se den igen. Jeg har længtes! Hele weekenden. Endelig er vi sammen, min egen! Hendes stemme blev mere og mere højtidelig, teatralsk skinger. De andre lo. Hun var vist stuens glade pige. De begyndte at remse stuens fordele op for hinanden. Morede sig over at det var så barokt. Hvad siger I til syv orange skamler? Af plastik. Ikke set magen til nogen steder. Helt unikt. Lene holdt en skammel frem på den måde, rekrutterne skulle gå med den, når den skulle bæres med til foredrag. Som i fredags, hvor de alle havde været i gymnastiksalen og hørt på skolens chef. Katrine så sig om i stuen. Der var ikke meget at glæde sig o- ver. Skammel, seng og skab. Slidt og skrammet. Syv af det hele. Højt til loftet, to kæmpe vinduer med beskidte, gamle gardiner. På trods af det hysteriske rengøringsvanvid virkede ruderne snavsede. Hvor væggene ikke var dækket af de syv skabe, var kun en skidengrå farve at se. Ingen billeder. Det mest sociale møbel var et meget stort bord mellem de to vinduer. Det var på højde med et spisebord. En enkelt læselampe var anbragt midt på bordet. Pigerne blev alvorlige igen. Var klar over, at de sørgelige omgivelser skulle gøre det ud for et hjem i de næste ni måneder, uanset hvor meget de gjorde grin med det. De diskuterede mu- 23

25 ligheden for at sætte en blomst i vindueskarmen. Pludselig havde de mange gode idéer til, hvordan stuen kunne gøres hyggelig. De krøb i seng, en efter en. Lampen på bordet blev tændt, da lysstofrørene i loftet blev slukket. Et søvnigt lys på den mørke stue ventede på de sidste piger. Der var mange lyde. Klokken ringede. Katrine forsvandt endnu længere ned under dynen. Hørte de andre rumstere. Hun bad Nygaard købe en yoghurt til sig. Kom så pludselig i tanke om at hun skulle feje gulvet til stueeftersyn. Fór ud af sengen. Det gik ikke an at svigte de andre. Lene kom tilbage fra morgenmad og gik i gang med en våd klud henne ved vinduerne. Munck sad på sengen, tilsyneladende i sine egne tanker. Hun var stueformand i denne uge, så hun skulle ikke deltage i rengøringen. Måske var hun nervøs. Indadvendt var hun i alt fald. Præcis klokken 7 blev der råbt: Klar på stuerne! En ny officer kom og holdt stueeftersyn hos pigerne. Han præsenterede sig ikke. Sagde i det hele taget ikke så meget. Munck sled sig gennem eksercitsproceduren. Pigerne holdt deres 69-uniform frem. Den skulle checkes hver mandag, fortalte han. Han bad dem låse skabene op. Katrine undrede sig igen. Hun så sit privatliv forsvinde ned i en lille bitte skuffe, der var midt i skabet. Officeren kommenterede næsten ikke, hvad han så. Rettede lidt med hånden på den skarpe fold i undertøjet. Sagde at de skulle være klar til antrædning på gangen. Gik så. Det var sgu da en underlig snegl, hviskede Katrine og vendte sig mod Nygaard ved siden af. Han er næstkommanderende i vores deling, forklarede Hammerschöhl. Han hedder Nielsen og er faktisk meget flink. På mig virkede han nærmest genert, smilede Katrine tilbage. Du har vel ikke været for hård ved ham? Hammerschöhl fnisede. Hun kunne åbenbart godt tåle lidt sjov. Efter dagens første lektion i eksercits skulle 1. deling have fut. Fut var en af Hærens forkortelser og betød fysisk uddannelse og træning. Eller fysisk udmattelse og tortur, afhængig af synsvin- 24

26 kel, som Nygaard forklarede. Delingen stod antrådt på de sædvanlige tre geledder. Ventede på Schutz, der skulle føre dem over til gymnastiksalen. Katrine kiggede på de to geledder foran sig. Hun hadede at stå stille. Lidt til højre, i geleddet foran, stod tre rødhårede drenge ved siden af hinanden. Det virkede pudsigt, mere end tilfældigt. Den ene kendte hun allerede. Det var Bistrup fra togturen. Blikket nåede til fyrenes ben og stoppede. Han havde de mest utrolige ben, hun nogensinde havde set. Fyldt med røde hår, som krøllede. Hun kiggede op på hans hår. Det var helt glat. Det var mærkeligt med den unge. Bedst som han drillede hende med den lidt for brede næse eller lidt for lange storetå, gav hun sig til at græde. Han havde også fortalt hende, at hun var for nærtagende. Som om man ikke skulle kunne tåle at blive drillet lidt, når man var otte år. Oven i købet kunne hun selv lide at drille andre. Men så snart han prøvede at gøre lidt sjov med den storetå, blev hun fornærmet. Det var da ikke noget at blive fornærmet over. Den storetå var sgu for lang, og hvis hun ikke kunne tåle at høre det fra sin egen far, nåja, fra ham, der var i faders sted, hvem skulle så kunne tillade sig at komme med lidt saglige oplysninger. En rigtig sur unge var hun ved at blive. Det havde han også fortalt hende. Hun spejdede efter Schutz. Han var ikke at se. Delingen slappede mere og mere af. Hun prikkede Nygaard i siden: Har du set de ben dér? De minder mig om røde bolsjer. Lige til at spise, ironiserede Katrine, overdrevent højt. Nygaard smilede, men svarede ikke. Bistrup vendte sig og kiggede Katrine i øjnene. Han så vred ud. Hun kiggede tilbage. Holder du ikke af bolsjer? spurgte hun sødt. Han vendte sig væk igen. Kejtet og stiv i det. En anden af de rødhårede fyre vendte sig mod hende. Jo tak. Du deler måske ud? spurgte han frækt og gloede ned på hende. Han talte meget københavnsk og havde hele tiden en kommentar klar. Katrine havde lagt mærke til ham i toget, men ignoreret hans talestrøm. Schutz kom farende og kommanderede dem ind i gymnastiksalen. Deres futlærer præsenterede sig som premierløjtnant Hen- 25

27 ricksen. De gennemgik et opvarmningsprogram, som mindede Katrine om glade håndboldaftener. Måske var futten ikke så tosset endda. Bare de ikke skulle løbe for meget. At løbe uden at have en bold at løbe efter var ikke særlig sjovt. Efter opvarmningen viste Henricksen dem nogle øvelser, som kunne give kondi. Det var sjovt. De tog tid på hinanden to og to, tredive sekunder til hver øvelse. Det gjaldt om at gentage ø- velsen så mange gange som muligt. Så vidt Katrine kunne bedømme, var hun god til det målt i forhold til de andre. Hun masede på. At få rørt kroppen plejede at bringe hende i balance. Henricksen sluttede af med at fortælle dem om futundervisningen i de næste tre måneder. I den periode, som var deres rekruttid, skulle de have fut fire gange om ugen. To gange i gymnastiksalen og to gange ude på øvelsespladsen. Når de havde haft fut i gymnastiksalen, måtte de selv gå fra salen og op på deres område og dér gå i bad. Hvilken luksus selv at gå over gården midt på dagen. De stod igen i kø i cafeteriet. Heldigvis var køen kortere nu. De nye rekrutter, eller studenterholdet som de to delinger blev kaldt, var absorberet i den store samling af soldater. Køen havde et par gange været for lang som det synlige tegn på, at systemet var under forandring. Nu var systemet igen normaliseret. Køen havde den længde, den altid havde haft. Katrine svedte. Delingen havde sluttet dagen med eksercits. De havde lært, hvordan man vender til højre og til venstre. Og repeteret alt det de havde lært om formiddagen. Blandt andet hvordan man træder an på tre geledder. Det kunne varieres i det uendelige. Kun Schutz sadistiske fantasi satte grænser. Han havde pisket dem rundt i gården ved hele tiden selv at flytte sig og skrige: Træd an! Løb! Han havde holdt dem i ilden længere end planlagt. På øvelseslisten stod der, at undervisningen sluttede klokken 16 hver eftermiddag. Først havde han aftrådt dem, den djævel. Han havde oven i købet tilladt sig at være i vældig godt humør. Nygaard og Katrine var blevet enige om at gå ned og spise med det samme. De havde smidt basisremmene på sengen. Det måt- 26

28 te vente til senere med oprydning. De skulle have samlet basis med alt tilbehør inden stueeftersyn næste morgen. Katrine prøvede at lade være med at tænke på hvorfor. Jeg vil gerne have meget sovs. Den unge pige øste rigeligt op. Forloren hare i en standardiseret udgave. Katrine tænkte på sin mors hjemmelavede mad. Nygaard fortalte, hvor de skulle sætte sig. De prøvede at holde et delingsbord. Det var lidt svært, men idéen var god nok. Så slap de for at høre på de gamle elevers løgnehistorier. Katrine kom til at sidde ved siden af den slagfærdige rødhårede fyr. Tielst, som han hed, var midt i en historie. Bordet rundt lyttede de og lo. Han klagede over maden. Gjorde grin med de dampede kartofler. Sammenlignede dem med roer. Hvordan skulle en københavner som han kende forskel. Det var urimeligt at forlange. Han ville fortælle sin mor, at hendes yndlingssøn blev fodret med roer. Måske ville hun forbyde ham at tage af sted igen. Han spandt videre på sin historie. Hold nu kæft og æd!, sagde en af jyderne. Ellers ender det med, vi må bære dig rundt, udmattet som du bliver. De lå på stue sammen, de to fyre. En anden begyndte at snakke om marchture. Det stod ikke på øvelseslisten endnu. Men han havde hørt, at det skulle komme allerede i næste uge. En tredje afslørede, at han havde troet, at øvelseslisten ville være den samme i hele rekruttiden. Latteren skyllede ind over ham, staklen. Men det var ikke en ond latter. Snarere en lettelse over at det hele var svært at finde ud af. For dem alle sammen. En mørk fyr, der blev kaldt TT, fortalte om en stuemappe. I den kunne man læse, hvordan stueeftersyn og rengøring skulle foregå. Men man kunne også se, hvilke lektioner delingen skulle have fremover. Ikke bare i de tre første måneder. Også selve sergentelevtiden stod beskrevet. Nygaard og Katrine blev enige om, at de skulle studere deres stuemappe nærmere. Hvis det ikke står i vores mappe, kommer vi hen og låner jeres! Katrine skævede hen til TT, men han var igen optaget af sin forlorne hare. 27

29 Kaptajn Pigtråd Det meste af 1. deling stod på pudsestuen. Stuen lå midt mellem 1. og 2. deling og var lige så stor som en af deres belægningsstuer. Møbleringen var blot endnu mere simpel. Kun et meget stort træbord stod midt på gulvet. I et hjørne stod en kasse med klude og tvist, og ved siden af stod en stor dunk med olie. På væggen var et større skuffesystem, så hver enkelt rekrut havde sin egen lille skuffe med nøgle. De stod ved bordet med deres støvler og pudsede løs. Enkelte stod med en spade; den skulle også smøres ind i olie. De snakkede om dagen, der var overstået og om, hvordan lærerne var. Delingsfører Due var vellidt af alle, mens der var delte meninger om Schutz, løjtnanten. En af nordjyderne kunne en god historie om en kaptajn, der skulle undervise dem i, hvordan geværet skulle bruges. En anden, Bistrup, vidste, at den første lektion af den slags kom dagen efter. Delingen havde allerede mødt denne kaptajn. Den første dag havde alle lærerne været samlet i auditoriet, hvor de hver især havde fortalt om deres eget fag. Katrine kunne intet huske af den seance. Kun selve auditoriet og at de havde været mange rekrutter samlet. De kalder ham kaptajn Pigtråd, fortalte nordjyden videre. Flere gav sig til at fortolke det øgenavn. Under alle omstændigheder var kaptajnen kendt for at være særdeles streng. En rekrutdræber var en af beskrivelserne af ham. Tielst, den slagfærdige københavner, overtog scenen. Han advarede den høje sønderjyde, Eikers, om at passe lidt på. Måske brød kaptajnen sig ikke om kloge spørgsmål i stil med dét spørgsmål, Eikers havde stillet i Haderslev. Et par af de andre fyre hjalp Eikers hukommelse på plads. Det syntes længe siden. Hver ny dag kom bare og krævede sit. Det havde været anderledes i weekenden, hvor Katrine skulle gøre status over de første par dage i Sønderborg. Da havde alt syntes håbløst og uoverskueligt. Det militære system havde så mange regler, der bare skulle læres. Når de var lært, kunne man undre sig over, hvorfor reglerne overhovedet var, som de var. Hun var bange for de mange krav, bange for ikke at kunne 28

30 leve op til den strenge disciplin, den seje selvkontrol. Og dog: Blot en uge efter forekom det halvt forrykt, at Eikers havde spurgt Schutz så flabet, om han skulle med i bilen. Oven i købet på den første dag. De morede sig over det. Også Eikers. Han prøvede at skifte emne. Beskrev i detaljer, hvordan klub 11 var indrettet. Schutz havde flere gange omtalt et bestemt diskotek i byen. Han kaldte det klub elleve til tolvårige, så de fleste fra delingen havde opfattet det som et sted for børn. Alligevel havde Hammerschöhl et par gange nævnt, at hun havde hørt om stedet. Katrine lyttede interesseret til Eikers. Måske skulle vi prøve det i aften? Jeg mener, det er torsdag, så vi kommer jo ikke weekenden nærmere hernede? Hun kiggede sig spørgende omkring. Eikers gad alligevel ikke, men Tielst var frisk. Og Bjerg påstod at ville med, hvis det ikke havde været for gipsbenet. Katrine ærgrede sig lidt over, at der ikke var flere. Hun aftalte at mødes med Tielst klokken 21. De kunne mødes i kuffen. Han måtte beskrive, hvor det lå. Katrine havde endnu ikke været der. Da han var færdig, udbrød hun: Jamen det er KFUM s soldaterhjem? Så har jeg da været der. Ja netop! Godt set af en jyde, drillede han frækt. Hun ærgrede sig over sin dumhed. På vej hen til deres egen stue prøvede Katrine at overtale Nygaard til at tage med. Det lykkedes ikke. På stuen var kun Hammerschöhl. Hun måtte kunne overtales. Et kvarter i 21 forlod rekrut Hammerschöhl og rekrut Kracke stuen. De havde begge cowboybukser på og højhælede sko. Den ene en Lacoste-trøje, den anden en nystrøget hvid bondeskjorte. Overtøj var ikke nødvendigt. Det var en usædvanlig varm augustaften. Katrine kiggede sig hurtigt i det lillebitte spejl ved døren. Hun så frygtelig ud. Rester af øjensværte sad stadig i vipperne. Håret var fedtet af hårlak. Det havde været en sjov tur aftenen før. Til gengæld havde det været knap så sjovt til morgen. Kun Nygaards moderlige omsorg havde reddet hende fra at ligge i sengen ved stueefter- 29

31 synets start. Katrine havde snakket med nogle af fyrene fra 2. deling. Hun havde også danset med et par af dem. Men hun havde været meget forsigtig med øllene. Der skulle ikke være skandale omkring hende. Hun havde hørt nogle af historierne omkring Villadsen. Ikke fordi det var sandt, hvad der blev sagt. Det skulle bare undgås. Alligevel var hun først kommet i seng klokken 3, så hun var i sin gode ret til at være træt. Det havde været en udsøgt fornøjelse at iagttage Tielst under futten til morgen. De var fulgtes hjemad, og han havde været godt fuld. Egentlig kunne både han og Hammerschöhl vise sig at blive et par gode kammerater. Der var dog noget ved hende, noget overfladisk eller noget uudgrundeligt. Katrine kunne ikke få hold på det. En af delene måtte det vel være. Og hvis hun viste sig at være god nok, var det første gang, Katrine havde ændret sit førstehåndsindtryk af nogen. Det var ikke let bare at gøre. Katrine fulgtes med Munck op til 4. sal. Delingen skulle være i deres klasselokale. De skulle have skydeuddannelse med Pigtråd. Han stod allerede klar. Due var der også. Katrine kunne mærke maven snøre sig sammen. Kaptajnen så ualmindelig led ud. Lille, mager og med et vejrbidt, strengt ansigt. Skarpe træk. Alt sammen understreget af en ultrakort karsefrisure, der sandsynligvis havde givet ham øgenavnet. Han blev præsenteret af delingsfører Due. Og overfaldt straks Eikers, der havde fået til opgave at gøre nogle plancher klar. Jamen, jeg har fået besked på at gøre tolv stykker klar... æh hr. kaptajn. Eikers lød for en gangs skyld lidt beklemt. De får ikke besked på noget her! De får ordrer! Sådan en lang bagerjomfru, smældede den lille kaptajn, mens han kiggede op på Eikers. Resten af delingen blev også involveret: Lad mig sige det straks, De er en flok slatne studentikose vatnisser! De er ikke andet end en samling halvstuderede røvere! Det er blevet min opgave her på jorden at afrette Dem. Guderne skal vide, det ikke er nemt. Og nogle af Dem vil vise sig 30

32 at være bedre anvendt som smørrebrødsjomfruer. Han holdt inde. Trak lidt luft. Det var ikke nemt med den pige. Aldrig kunne man vide, hvad hun gik og havde for af planer. Nu havde hun lige vænnet sig til, at hendes kæreste var i en rockerklub. Blandt rigtige rockere med motorcykel, vest og det hele. At forestille sig hendes kloge datter i den forsamling var svært nok endda. Og så stak hum pludselig af på ferie med en anden starut, der med garanti ikke var et hak bedre. Det kunne en syttenårs pige ikke tillade sig. Kæresten lod hun blive i stikke, ked af det som han selvfølgelig var, og her kom han rendende for at få trøst, som om hun kunne trøste ham med sådan en datter. Hun havde prøvet selvfølgelig, det var jo rigtig synd for ham, men let var det heller ikke for hende selv. Ikke at pigen skulle tænke på hende. Selv om det tog hårdt på nerverne, skulle hun nok klare det. Det svimlede for Katrine. Hun kunne mærke koldsveden springe frem på panden, især oppe ved hårgrænsen. Hun holdt krampagtigt fast i sine otte eksercerpatroner. Disse snydepatroner skulle hun bruge i lektionen, fordi Pigtråd skulle lære dem at lade geværet med patroner. Først skulle geværet dog adskilles og samles. De prøvede det nogle gange under striks kommando. Han blev ved med at skælde og smælde. Vogtede på dem, hver og én. Han viste, hvordan en patron kunne tages ud af geværet i- gen. Hvordan man med den ene hånd skulle trække i ladehåndtaget, og med den anden hånd opfange den patron, der automatisk faldt ud. Det krævede koordination og håndelag. Han påpegede, at de ikke skulle tabe patronen. Munck tabte sin. Han var nede ved hendes bord på et sekund. Nå, dét er måske en ægte bagerjomfru? Hans stemme var iskold. Nej, hr. kaptajn. Undskyld. Heldigvis røg endnu en patron på gulvet et andet sted. Katrine kunne pludselig mærke sit ansigt igen. Hun svedte og musklerne var helt stive. Som om det hele var gået i knude. Hun gjorde en grimasse. Så sig forsigtigt omkring. Den mørke TT stod skråt overfor. Han var for længst færdig 31

33 og stod i rørstilling med geværet lagt foran sig på bordet. Han kiggede på Katrine. Hun koncentrerede sig, holdt ansigtet i ro. Hvor irriterende, at netop han skulle stå og glo på hende. Han virkede så rolig og sikker. Som om intet kunne bringe ham ud af fatning. Hun måtte tale med ham ved lejlighed. Heldigvis var han fra Jylland. Det kunne også blive for meget med de sjællændere. Tilbage på stuen igen var stemningen nærmest ekstatisk. Pigtråd var overstået for denne gang. Og det var weekend. Tænk, at der er gået en hel uge, sukkede Hammerschöhl. Jeg kan næsten ikke forstå det. Nu må du ikke være ked af det. Du får lov til at nyde vort selskab igen, trøstede Katrine. Og tænk, at hun stadig var i tvivl om, hvorvidt militæret var noget for hende. En uge mere skulle hun overkomme. Måske endda to uger. Hun samlede sine to øvelseslister sammen og puttede dem i tasken. Løb op i klasseværelset, åbnede sit lille bogskab og tog et par undervisningshæfter med. Det kunne ikke skade at være forberedt. Pigerne gik i gang med rengøringen. Det var Muncks sidste dag som stueformand. Det var lidt underligt med hende Munck. Hun holdt sig meget for sig selv og sagde ikke ret meget. Når hun endelig fortalte noget, var det om hjemmeværnet, og det gad ingen af dem høre om længere. Når de havde haft fut, gik hun ikke i bad sammen med dem, men skyndte sig at være færdig inden de andre. Når de skulle klæde om, kravlede hun næsten ind i sit skab, hvilket i sig selv var umuligt. Men Nygaard og Katrine havde observeret hendes forsøg i fællesskab og undret sig. Sendt indforståede blikke til hinanden. Måske var hun ked af det. På den anden side havde hun virket meget optaget af de mange fyre. Livede nærmest op, når der var nogen i nærheden. Lene og Katrine havde aftalt at tage nederdel på til 69-uniformen. De besluttede dog at vente lidt. Først skulle familien se den almindelige uniform. Der var heller ikke grund til opfordre de andre delinger til at drille yderligere. Det var netop pointen i Muncks måde at være på. Mens de andre piger tænkte sig om og diskuterede med hinanden, hvad der var hensigtsmæssigt, 32

34 var hun der bare. Tilsyneladende uden tanker. I alt fald uden vilje eller evne til at dele sine tanker med de andre. Det var heller ikke, fordi pigerne altid brugte mange ord på at fortælle hinanden, at de skulle passe på. Det kom af sig selv. Eikers holdt ved vagten, klar til at samle Bjerg op. Ellers tak, kære taxachauffør. Jeg foretrækker at gå i dag. Katrine stak hovedet hen til det åbne vindue. Han langede dovent ud efter hende. Tielst havde jo advaret dig Eikers. Før Pigtråds lektion. Hvorfor fanden skal du altid tage al opmærksomheden? Hun trak sig tilbage i tide, før han kunne nå at ramme hende en gang til. Hun ønskede ham en god weekend, mens hun løb ned ad alléen. Prøvede at indhente Nygaard og de andre. Vejrguderne troede stadig, det var sommer. På øvelsespladsen Katrine havde studeret de to øvelseslister grundigt. Hun vidste, hvilke lektioner de skulle have. Hun repeterede det for sig selv, mens hun lå i sin seng og røg. Det var ganske morsomt at ligge der og følge med i den rytme, de efterhånden havde indarbejdet om morgenen. Lene for som den første ud af døren. Når hun kom tilbage fra sit morgentoilette, var Hammerschöhl og Sørensen på vej ud. Christensen, den tredje pige fra 2. deling, brugte ventetiden på at rense sit ansigt henne ved det lille spejl ved døren. Og hver morgen (og hver aften) udbrød hun: Jamen, jeg forstår det ikke! At man kan være så beskidt. Hun gik med Nygaard på tredje afløsning, når de to sidste kom tilbage. Når Nygaard var ude af døren, blev det alvor for Katrine. Ingen redningsplanker hvis hun skulle falde i søvn igen. Hun nåede som regel op på baderummet, inden Nygaard gik til morgenmad. Kun Munck var ikke indarbejdet i rytmen. Hun havde sin egen form. En form der ikke kunne forudsiges. Når Nygaard og de andre kom tilbage fra morgenmad, var Katrine i gang med rengøring eller pudsning af sine støvler. Den anden smøg var tændt. Sørensen, den tynde pige fra 1. deling, 33

35 udsparede fem minutter til sit ophold ved det lille spejl. Men i modsætning til Christensen, der rensede sit ansigt så omhyggeligt, smurte Sørensen brun creme i sit ansigt. Katrine forstod ikke hvorfor. Det passede så dårligt til en soldat. Denne tirsdag skulle de for første gang på øvelsespladsen. De havde været der et par gange, men kun for at nyde futlivets glæder udendørs. Denne dag skulle være en rigtig soldaterdag. Hver enkelt rekrut i delingen havde fået et særligt job. Eikers havde fået ansvaret for et særligt rum, hvor en masse forskelligt materiel var oplagt: skovle, spader, bårer, våben med mere. Katrine havde ansvaret for al ammunitionen og måtte derfor arbejde sammen med Eikers i materielrummet, eller våbenkammeret, som det blev kaldt. Et par af fyrene med stort kørekort havde fået ansvaret for hver sin lastvogn, så delingen kunne transportere sig selv ud til øvelsespladsen. Den sværeste opgave var dog at være elevdelingsfører. Heldigvis var man det kun i én uge af gangen. Og det varede flere uger, før det var Katrines tur. Elevdelingsføreren havde ansvaret for at samle delingen på gangen eller nede i gården, det vil sige på pladsen, lige efter stueeftersyn. Og det hørte med til jobbet at have kommandoen over delingen, mens de kørte ud til øvelsespladsen. Schutz stod på pladsen, klar til at tage imod delingen. Bistrup, der var elevdelingsfører, kommanderede med vant stemme. Han virkede som én fra hjemmeværnet. Det var de værste. Dels vidste de mere, dels troede de, de vidste meget mere. Schutz smilede sit vanligt skæve smil. Det var ikke let at blive klog på den mand. Han instruerede dem om turen, gav Bistrup kommandoen tilbage og bad sin egen kører træde an. Petersen, en stille, høj, lys fyr kom frem. Schutz udpegede sin egen lille vogn, en jeep, for ham og fortalte, at de to skulle nyde turen sammen. Petersen nåede at sige javel flere gange, før han løb i retning af jeepen. Resten af delingen sad op på de tre lastvogne. Det var ikke nemt. De havde den tykkeste uniform på: kampuniformen. Til den hørte basis, der var udenpå uniformen, og over skulderen hang geværet. 34

36 Lastvognene standsede ved en hvid gård. Delingen blev beordret ned fra ladet. De trådte an på tre geledder. Schutz gik i gang. Det var tydeligt, at han nød det. Både dét at instruere, at lære fra sig, men også dét at have delingen for sig selv. Han var en god underviser, vekslede mellem det egentlige og det sjove. Mellem at vise det for rekrutterne og lade dem øve sig. Dagens emne var sløring. Katrine havde brugt meget tid på at gætte sig til indholdet. Det måtte være noget helt specielt ifølge Muncks hentydninger. Det bedste gæt havde været noget med røvtur. Sådan som ens fædre kunne beskrive det. Sløring var sløring. Bagefter kunne Katrine ikke fatte, hvordan hun kunne være i tvivl. Det var så indlysende. Når man ville skjule sig for fjenden, måtte man sløres. Eller camoufleres. Delingen gik med stor iver i gang med at sløre sig. Ansigtet skulle males grønt og brunt ved hjælp af en sløringsstift. Den kunne godt være tør, så det blev svært at få den til at afgive sværte, men opvarmning med en lighter løste dét problem. Hænder, hals og sågar ører og nakke skulle have en omgang. I hjelmen stak de græs og mælkebøtter. Schutz understregede, at det var ok, så længe man lå i en grøft med mælkebøtter. Det var sjovt. Når de mente sig færdige, måtte de checke resultatet i det lille spejl, der var i kompasset. Katrine fandt det frem i den ene lårlomme. Kiggede nysgerrigt. Det var ikke helt lykkedes at få det mønster frem, Schutz havde lært dem. De fremspringende punkter skulle have den mørke farve. Hendes brede næse var mest grøn. Omkring øjnene manglede der lidt farve. Det var svært at komme helt ind i krogene. Hun smurte noget grønt på øjenlågene. Det var næsten som makeup. Det passede godt til hendes grønbrune øjne. De blev beordret til at gå sammen to og to. Og fik lov til at nyde morskaben ved at kigge på hinanden. Det var klart det sjoveste. Bistrup var stribet i ansigtet som en zebra med de forkerte farver. Striberne var oven i købet malet på skrå. TT var grøn i hele hovedet på nær hans kraftige næse, der som det e- neste var brunt. De fleste var svære at kende. Katrine kiggede igen i sit spejl. Måske var det noget med øjenbrynene. Hun havde engang hørt, 35

37 at mennesker genkender hinanden på brynene. Hendes egne mørke bryn var næsten ikke at se midt i alt det grønne og brune. Hr. løjtnant, hvad gør man ved håret, spurgte Munck. Hun måtte da vide det, tænkte Katrine. Fra hjemmeværnet, hvor man åbenbart havde "sløring" så tit. Nygaard kiggede indforstået på Katrine, som alligevel var lidt interesseret i svaret. Hendes eget hår var skulderlangt ligesom Muncks. Men hendes egen leverpostejfarve syntes for første gang at være en fordel. Schutz viste dem sløringsnettet. Det kunne også bruges til at tage om hovedet. Det gjaldt ikke bare kvinderne: også de lyshårede mænd skulle bruge det. Han begyndte på en historie om en neger, der engang havde været på sergentskole. Schutz morede sig over sin historie. En neger og sløring... Lige netop dér havde hans pædagogiske evner ikke slået til. Han skiftede til noget andet. Spurgte, hvordan den første lektion med skolens største pædagog var gået. Ingen svarede i første omgang. De turde ikke tro, at han så åbenlyst stillede sig på deres side i forhold til kaptajn Pigtråd. De fik et formiddagshvil. Geværer og basis blev lagt i snorlige rækker. En vagt blev udpeget, og et skift blev aftalt. De gik ind på gården: Bygegård. Den var indrettet som et cafeteria lidt primitivt. Der var en dame et par timer hver formiddag. Og en automat med varme drikke i opholdsstuen. Nygaard og Katrine satte sig med en wienerbasse og en sodavand. Det var meget varmt med den kampuniform. Støvlerne klemte på akillessenen. Læderet var nyt og stift. Tielst slog sig ned og gav sig i kast med at lovprise denne futfri dag. Fut var fandens opfindelse, mente han. Der kunne næppe nævnes noget så ubegavet som bare at løbe rundt om et stykke græs. Katrine kom til at le. Hun så for sig, hvordan delingen dagen før havde løbet rundt og rundt på det, der blev kaldt cindersbanen. Hun havde været totalt udmattet bagefter. De havde haft tolv-minutters-test. Heldigvis var hun ikke den allerdårligste, men helt godt var det ikke. Kun Nygaard og Munck var langsommere. Måske var det muligt næste gang at indhente en stor tung, sorthåret gut fra delingen. 36

38 De snakkede videre om dagens program. Katrine håbede, at Schutz skulle med ned på skydebanen. Det virkede betryggende på en måde, hvis han var til stede under kaptajn Pigtråds lektion. Kaptajnen startede lektionen med en ordentlig skideballe. Han havde ændret sin aversion fra bagerjomfruer til skolelærere. Delingen blev ekserceret rundt. Han ville have dem til at stille sig i en slags hesteskofacon. På den militære måde ganske vist, som de endnu ikke havde lært. Katrine kiggede spørgende hen på Schutz. Han rystede diskret på hovedet, antydede et opmuntrende smil. Kaptajnen blev ved. Han var utrættelig. Langt om længe var det nok. Ikke godt nok, syntes han. Bare nok. De efterså geværerne, som derefter blev lagt sammen med hjelmen og basis. Delingen blev beordret hen på en skråning. De måtte sætte sig i selskabsorden. De fleste så usikkert på ham. Hvad betød det mon? Schutz beroligede dem, instruerede med blik og fagter. Pigtråd gennemgik sikkerhedsbestemmelser for ophold på skydebane. Alle reglerne skulle være lært udenad, forfra bagfra. Katrine kom i tanke om salmevers. Det var næsten det samme. Som dengang en nonne havde hørt hende i hele "Glade jul". Den lille skolelærer er måske langt væk!? Kaptajnen stod foran hende og stirrede hende vredt i øjnene. Nej, hr. kaptajn. Så giv mig navnene på de tre linjer på en skydebane. Han så utålmodigt på hende. Katrine svarede. Rigtigt. Kiggede ham i øjnene. Han fortalte hende, at hun ikke behøvede være der for hans skyld. Han kunne sagtens leve uden. Hun skulle bare sige til. Der var skam god brug for skolelærere ude i det civile. Hun ville sikkert blive en god lærer. Irriterende med den unge. Bedst som han havde det nogenlunde med konen, kom hun og spolerede det hele. Ikke fordi han og konen havde det for godt ellers. Men når de endelig skulle have det lidt fornøjeligt, så var hun der straks. Kom han til at sige et halvt forkert ord til hende, så vrælede konen. Ungen græd ikke mere, det var længe siden. Skulle han være helt ærlig, var hun en klods om benet. Slet ikke som han havde regnet med, at en 37

39 niårig ville være. De kunne jo være en lille hyggelig familie, alle fire. Det havde han også tydeligt sagt. Hun skulle ikke spolere den smule familieliv, de kunne have. Hun havde at indordne sig, ellers måtte hun jo lære det på den hårde måde. Det havde han sagt. De skulle ikke være i tvivl, konen og ungen. Katrine kunne mærke en kriblende fornemmelse i hårbunden. Det føltes, som om hårene løftede sig. Samtidig blev hun varm, først i hovedbunden, så i hovedet. Hænderne var iskolde og våde på samme tid. Hjertet hamrede. Hun kiggede ned. Mærkede en klump i halsen. Hun gjorde en synkebevægelse. Blinkede et par gange med øjnene og kiggede op igen. Han havde flyttet sig. Var i gang med at finde en ny planche frem. Stillede et nyt spørgsmål. Katrine trak vejret dybt. Det skulle ikke lykkes ham igen. Hun skulle lære hans åndssvage regler, så hun kunne dem bedre end han selv. På vej hen mod lastvognene skubbede Tielst hende i siden. Du skal ikke tage dig af ham. Han er åndssvag. Hun nikkede. Kiggede taknemmeligt op et øjeblik. Rynkede så brynene og sagde: Det gør jeg heller ikke. Der skal mere end sådan en Piktråd til at kyse mig. Tielst grinede: Nåh, man er nok skrap til øgenavne. Den første marchtur Pudsestuen var fyldt. Begge delinger var i fuld gang med at rengøre geværer, støvler og spader. Det hele fik en grundig omgang. Geværet havde de brugt på skydebanen til de første forsøg. Så der måtte en del olie til at fjerne krudtslammet. De snakkede om, hvor meget rekyl der var i geværet. Katrine havde kunnet mærke slaget fra geværet, ikke bare i skulderen, men også i ansigtet på kindbenet. Det kunne også være en ulempe at have høje kindben. TT stod der med sine støvler. Gav sig god tid, var så grundig. En rigtig nordjyde, tænkte Katrine; de er så besindige. Hun iagttog ham i smug. Han var pæn. Mørk og tæt i kropsbygning. Ikke 38

40 ret høj. Hans øjne var grønne. Der var begyndelsen til et overskæg. Hun kiggede efter. Det kunne kun være begyndelsen, for hans skægvækst i øvrigt var temmelig kraftig. Hvor længe har du tænkt dig at spare sammen til det overskæg? Hun pegede. Han kiggede op, langsomt. Ja, jeg mener dig, fortsatte hun og smilede: Gider du ikke barbere dig mere? Han svarede afmålt. Virkede ikke interesseret i hverken sjov eller snak. Katrine fortsatte. Beskrev hvor dejligt det var ikke at skulle barbere sig. Prøvede at få ham til at smile. Det lykkedes kun halvt. Hun opgav sin direkte form og aftalte i stedet med Tielst, at de skulle på klub 11 igen om torsdagen. Det kunne blive en udmærket tradition. Dagens første lektion var færdig. Due havde undervist dem i ledelse og samarbejde. De havde prøvet at løse nogle opgaver a- lene og sammen, to og to. Det havde overrasket de fleste, at opgaverne var nemmere at løse, når man var to. Nogle opgaver var simpelthen umulige, hvis man kun var alene om dem. Due var en rigtig pædagog. Katrine smilede ved tanken om ham sammenlignet med skolens allerstørste parodi: Kaptajn Pigtråd. Og kom så i tanke om de andre eksempler. Det var bestemt uretfærdigt, at pigerne måtte finde sig i to sæt officerer på deres stue. Fyrene havde nogle gange så ondt i røven over, at de kun var syv piger på stuen, mens fyrene var mellem otte og ti sammen. Til gengæld vidste pigerne aldrig, hvem der kom ind om morgenen under stueeftersynet. De kunne heller ikke vide sig sikre om aftenen. Et par gange var det sket, at vagthavende officer havde fundet på en undskyldning for at inspicere netop deres stue. Officerer som type var bestemt ikke udpræget pædagogisk anlagte. De kunne være godt tilfredse med Due som delingsfører. Han havde sluttet af med at fortælle om march. Det var en videnskab i sig selv, hvordan man skulle forberede sig. Fødderne skulle plejes og pudres. Sokkerne skulle vendes, selv underbuksernes placering skulle overvejes. Munck havde uopfordret uddelt et par af sine erfaringer. Katrine skar ansigt ved tanken. 39

41 Den første marchtur var kun fem kilometer lang. De stillede i gården uden basis og hjelm. Både Due og Schutz stod klar. Vejret var stadig dejligt. De gik på tre geledder ud af porten. Herligt. Rytmen forplantede sig fra fødderne til resten af kroppen. Der var noget særligt ved at gå i takt. Due talte for dem. Råbte, at de skulle presse vægten fremover, da de nåede til bakken ved Klub 11. Schutz gjorde en sarkastisk kommentar om klubben. Spurgte om der virkelig havde været nogen fra delingen derinde. Katrine indrømmede, uden flovhed. Schutz drillede hende med, at dét havde han opdaget. Ellers kunne man ikke være så træt om morgenen. Et par af fyrene tilstod også. Turen fortsatte: et to tre fire. Et to... Det gjorde ondt i hælene. Især i den højre akillessene. Due befalede gudskelov holdt. Der var ti minutters hvil i grøftekanten. De havde gået tre kilometer meddelte Schutz og foreslog dem at lægge sig med benene opad. Han blev ved med at fortælle om marchfilosofien. Gå i halvtreds minutter, hvile i ti minutter. En bestemt hastighed, en bestemt skridtlængde. Sørensen klagede over skridtlængden. Med sin ene meter og tres i højden havde hun svært ved at tage lige så lange skridt som de højeste fyre. Katrine lovpriste for sig selv sin egen højde. Schutz befalede dem på benene igen. Due flyttede et par mindre fyre op foran. Delingen marcherede videre. Fødderne var blevet kolde under hvilet. Det var selvpineri at komme i gang i- gen. Katrine bed tænderne sammen. Det gjorde ondt. Meget ondt. Hun tænkte på Schutz informationer og på de kommende marchture. De næste to ugers øvelseslister viste marchtur hver mandag aften. Det skulle vist fortsætte sådan. Fem kilometer var ingenting, havde han sagt. De skulle uden videre kunne gå både femten og tyve kilometer med basis og det hele. Hun mærkede smerten i hælene. Den var anderledes nu. Nærmest svidende. Det kunne aldrig lykkes. Selvfølgelig kunne hun ikke klare det. Hvis det skulle gøre så ondt, var det nærmest masochistisk. Hun kiggede fortvivlet på Nygaard, der ikke så ud til at have ondt. Katrine stønnede. Hvis hun både var dårlig til at løbe og til at marchere, kunne hun lige så godt rejse hjem. Det hjalp næp- 40

42 pe, at hun kunne klare alt det andet. At løbe og marchere var under alle omstændigheder det halve af deres uddannelse. Det var utroligt med den pige. Her kom hun hjem, med sin gode forstand, og fortalte at hun slet ikke ville gå på gymnasiet. Hun havde da også spurgt, om det var for svært for hende at følge med. Men det var ikke det, havde pigen sagt. Det havde ellers været til at forstå. Nej, det var ikke let at forstå hende i det hele taget, skønt guderne skulle vide, at hun prøvede, så godt hun kunne. Prøvede at få hende til at fortælle om den bagatel, der jo måtte være i vejen, siden hun ville holde op. Og så havde pigen ikke været til at slå et ord af. Bare siddet der og hængt. Det lignede hende ikke. Hun plejede da nok at kunne klare sig. Og at gå med ned på privatskolen det kunne der slet ikke blive tale om. Nok havde hun altid stået på hovedet for den pige, men der måtte være en grænse. Hvis hun ville tilbage til sine gamle kammerater i tredje real, måtte hun selv spørge inspektøren om lov. Hun var jo 15 år, så det manglede da bare. Hun tænkte på dét at komme hjem. Dét at have givet op. Dét at skulle forklare. Dét at blive hånet. I det samme fik hun øje på gaden, der gik ned til skolen. Der var højst en kilometer tilbage. Hun krummede sin højre fod på en særlig måde, før den ramte jorden. Det hjalp lidt på den svidende fornemmelse. Foden var blevet varm igen. Det hjalp også. Hun svedte. Schutz var pludselig ved siden af. Det klarer I sgu flot piger! Hun kunne mærke, at tårerne steg op i øjnene. Hun stirrede stift frem for sig, bange for at tårerne skulle løbe over begynde at trille. De lå på hver sin seng. Med bare tæer og benene oppe på stangen ved fodenden. Kroppen føltes varm og tung. Det snurrede og prikkede i fingre og tæer. Katrine havde ild i en cigaret. Den smagte mere end godt. Hun var ked af den marchtur. Kunne ikke forstå, at det skulle gøre så ondt. Og da slet ikke når de andre piger tilsyneladende bare havde gået de fem kilometer. Færdig. Punktum. Hvis så bare alle havde syntes, det var slemt. Schutz kom ind. Katrine prøvede at få hold på sig selv: Giv agt! 41

43 Ja, fortsæt! Er I klar til fodeftersyn? Han var allerede gået i gang med at studere Sørensens fødder. Roste hende, gik videre til Munck, som også fik ros. Da han så Katrines fødder, gav han et udbrud. Han havde opdaget en stor vabel på højre hæl. Hun rejste sig på albuerne og spurgte bekymret, hvorfor man kunne få en vabel af så lille en tur. Og han beroligede hende, forklarede, snakkede. Hun faldt tilbage i sengen. Trøstet, tilfreds. Han roste også hende. Hun havde jo haft ondt, kunne man se. Ved frokostbordet var hele delingen samlet ved kun to borde. Snakken gik lystigt og højt. Én nævnte, at delingen burde holde vabelbal for de særligt sarte. For eksempel Kracke. Hun fangede straks idéen og arrangerede sammen med Tielst, at hele delingen kunne tage på Klub 11 om aftenen. Det var netop torsdag og nogle gange dobbelt-op, indskød Eikers med kendermine. De skulle mødes i kuffen klokken halv 10. Katrine prøvede at se, hvordan TT reagerede. Det var ikke let at regne ud. Han sagde intet. Nygaard og Katrine spiste tidligt aftensmad. De ville gerne have et par timer til forberedelse før turen på diskotek. Nygaard ordnede omhyggeligt sine støvler. Katrine besluttede, at det kunne vente til næste morgen og så i stedet øvelseslisten igennem. Intet at forberede. Hun bad om at blive vækket klokken 19. Så skulle der stadig være tid til det store eftersyn af hende selv. Hun blev vækket af et fast greb om armen. Først var hun i Kolding, så var det morgen i Sønderborg, og til sidst var det Nygaard, der stille kaldte på hende: Kracke, klokken er 7. Du skal i byen! Her er dine cigaretter. Hun rakte pakken til Katrine, som med det samme fiskede én ud og tændte. Hun lå lidt. Prøvede på at vågne. Kom i tanke om TT og svingede resolut benene ud over sengekanten. Samlede shampoo, håndklæde, rene underbukser og en kam sammen. Gik op på badeværelset. Der var ikke andre. Gik i bad. Da hun kom tilbage til stuen, var både Nygaard og Sørensen i gang med at gøre sig klar. Nygaard smurte niveacreme i ansigtet; Sørensen smurte noget rødt oven på det brune. Katrine 42

44 tændte for sin hårtørrer og spurgte Hammerschöhl, om hun ville med i byen. Henne ved bordet sad Lene og læste. Hun ville ikke med. Munck var gået uden at fortælle hvorhen. Katrine fortsatte sit store eftersyn, der bestod af en næsten usynlig makeup og et krøllejern i alle hårspidser. Hendes hår var tyndt og glat og vendte ofte spidserne den gale vej. Hun skulle snart have det permanentet. Der var hyggeligt på stuen. De småsnakkede. Fortalte pigerne fra 2. deling om deres marchtur. De havde ikke prøvet det endnu, men skulle til gengæld gå seks kilometer den første gang. Katrine fik lyst til at fortælle, hvor hårdt det havde været. Hun nøjedes med at fortælle om vablen. Slog det hen som et nødvendigt onde, der fulgte med. Sådan var hun åbenbart indrettet. Lene var holdt op med at læse, og de andre havde sat sig omkring bordet. De snakkede om, at en øl ville være hyggelig. Det var vist ikke tilladt. Blev i stedet enige om, at en kande kaffe måtte være nok. Måske kunne de senere købe nogle småkager. Dét med billeder på væggene eller blomster i vinduet havde de opgivet. Forestillingen om, hvad delingsføreren i 2. deling ville sige, var nok til at undlade overhovedet at forsøge. Christensen gik over i tutten efter kaffe. Tutten lå nærmere ved deres bygning, men var dyrere at handle i end kuffen. Hammerschöhl fortalte om én af reserveofficerseleverne. Han var temmelig smart, sagde hun. Hun blev afkrævet yderligere forklaring. Om han duede til noget? Om han var højre eller venstrelomme? Lene måtte have udtrykket forklaret nærmere. Når en fyr havde stramme bukser på, kunne man se, hvilken vej hans tissemand vendte. De grinede højt. Sørensen lancerede et andet udtryk: en bokser. Det var sådan en fyr, der straks ville danse meget tæt for at kunne komme til at gnubbe sin højre eller venstrelomme. De begyndte at gætte på, hvem der mon var sådan i delingen. Schutz var et godt bud. Bistrup et andet. Katrine afslørede, hvad kodeordet bolsje betød. Pigerne blev enige om, at det var udmærket at have nogle kodeord for de fyre, de måtte se sig varme på. Et godt bolsje kunne altid friste. De blev mere og mere fjantede. Sørensen spurgte, om de altid 43

45 havde lyst til at sutte på bolsjets bolsje og fortalte om sig selv, at hun nogle gange nøjedes med fjernbetjening. De skrupgrinede. Kun Lene var ikke straks med. Hvilket fik resten til at give helt op af latter. Der blev banket på døren. Tielst og Bjerg stod udenfor og spurgte, om pigerne var klar til at gå? Javel, stuen stiller med fem mand, klar til bolsjer og boksning. Katrines stemme var skingert høj. Fyrene kiggede forundret på dem: Har I drukket? spurgte Bjerg. Nyt latteranfald. Klub 11 Tielst og Katrine førte an. De kendte vejen. Det var stadig varmt, men Katrine klagede over en let vind, der ramte dem fra siden. Tielst drillede hende. Beskyldte hende for at være sart og undrede sig over det pludseligt kvindelige. Sådan virkede hun ikke i tjenesten. Tværtimod. Hun forklarede ham alvorligt, hvor store problemer det gav en rigtig dame, når blæsten gik imod sideskilningen. Hun viste ham med en håndbevægelse hvordan. Han nikkede alvorligt. Forstod. Der var smil i hans brune øjne. Det var det gode ved Tielst. Han forstod alting og havde altid sin humor med. Sammen med ham var intet kun trist og intet kun sjovt. Katrine kom til at tænke på Piet Heins gruk. Sagde det højt: Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har fattet begge dele lige dårligt. Tielst kendte det. Selvfølgelig. De kom gennem gangen på Klub 11. Betalte og trådte ind i selve diskoteket. Der var store, runde oaser af bløde plyssofaer. Standardopstilling. Nogle fyre fra 1. deling var allerede kommet og havde med held holdt et par sofaer ledige. De nyankomne satte sig med deres øl. Kiggede sig omkring. Der var ikke mange mennesker på denne tid. Enkelte soldater. De lokale piger kom senere. 44

46 Tielst ville danse sprang op og hev Katrine med ud på gulvet. Hun kunne mærke varmen i kinderne. Tog fat i hans hænder og prøvede forfjamsket at fortælle, hvor genert hun blev. Han grinede, ville slet ikke tro hende. Hun prøvede at ignorere sin generthed. Vendte ryggen til bordet. Gled ind i musikkens rytme. Mærkede de monotone baslyde i kroppen. Bistrup kom ud på gulvet med Nygaard. Katrine kiggede på ham, diskret. Tænkte på hans ben og de små, krøllede, røde hår. Hans måde at danse på fik hende til at tænke på drenge i fjerde klasse. Når de for første gang skulle prøve at danse diskoteksdans med pigerne. Han stod på samme sted. Flyttede først det ene ben til siden, så det andet derover, så det samme ben tilbage og så det første ben tilbage. Og forfra. Hvorfor var piger så meget bedre til at danse end drenge? Hun fangede Tielsts blik og sendte et sigende blik over mod danseopvisningen. Han stak hovedet hen til hendes øre: Jeg kan sgu heller ikke finde ud af det. Jeg er bare bedre til at få det til at ligne kunst. Hun trak på smilebåndet. Måske var det rigtigt. Han vred hofterne rundt et par gange. Vendte hele kroppen. Det så rigtigt ud. Forskellen på de to fyre var ganske enkelt, at Tielst gjorde noget i takt til musikken. Bistrup gjorde noget i sin egen rytme. Interessant, hvad der foregik i hovedet på den fyr. En større gruppe mennesker kom ind. Soldater igen; vist nogle reserveofficerselever eller resoffer, som de blev kaldt. Der var en enkelt pige med; det var Munck. Katrine blev nysgerrig. Dét var altså forklaringen på hendes forsvinden fra stuen. Underligt at hun ikke havde fortalt det til nogen af dem. Katrine og Nygaard vekslede indforståede blikke. Dansede nummeret til ende, satte sig så. Hammerschöhl, Sørensen og Christensen havde også set det. De konfererede om det. Fortalte Tielst, at han skulle blande sig udenom. Det var kvindesnak. Pigerne blev enige om, at det heller ikke vedkom dem. Hun måtte gøre, som det passede hende. Katrine kunne alligevel mærke en slags irritation. Ikke fordi hun var misundelig på Munck. Men det var slut med medlidenhed. Munck var i alt fald ikke ked af det, kunne man se. Hun sad o- ven i købet og holdt én af fyrene i hånden. 45

47 Katrine lænede sig tilbage i sofaen. Mærkede varmen fra Bjergs ben mod sit lår. Hun iagttog hans smukke profil. Han var en meget køn dreng. En æstetisk nydelse simpelthen. Han drejede hovedet. Kiggede på hende: Jeg ville gerne danse med dig... I lige måde. Hun så ham ind i øjnene, blødt. Hvornår skal du have gipsen af? Hun strejfede hans knæ. I næste uge, svarede han, men der går nok et par uger, før jeg er klar til kamp! Katrine blev forvirret. Vidste ikke, hvad han eksakt mente. Hvad hun selv mente om ham. Han var sød, men... Du er ret sød, af en københavner at være, drillede hun og rejste sig. Skal jeg købe en øl for den handicappede? Da hun kom tilbage til bordet, så hun ham sidde og diskutere med Eikers. Enkelte ord nåede igennem til Katrine og Hammerschöhl. Det københavnske og det sønderjyske flød sammen. Så forskellige er vi også. Har du tænkt på det?, spurgte Katrine. Hammerschöhl så forbavset på hende og derefter på fyrene og forstod. Tja. Men derfor kan vi vel godt gå i byen sammen? Hun så spørgende på Katrine. Dét kan vi. Jeg kan godt lide at gå i byen. Det gør også skolen lidt mere udholdelig, tror jeg. Hammerschöhl nikkede. Fortalte om et diskotek i Hellerup. Dér plejede hun at være hver fredag og lørdag. Katrine spurgte nysgerrigt til hendes kæreste? Der var ikke nogen. Hvad med familie, boede hun hjemme? Og fik historien om hendes mor, der var død for flere år siden. Om hvordan Hammerschöhl som den ældste datter måtte overtage husholdningen. Historien kom uden følelser. Klinisk som var hun en læge, der berettede om én af sine patienter. Katrine kunne mærke, det trykkede bag øjenlågene. Hammerschöhl snakkede videre om andre ting. Om sin far, der boede i udlandet med hendes søskende. Hun beskrev det som noget rart. Som et sted hun kunne besøge i ferier, som andre besøger Mallorca eller Østrig. 46

48 Katrine var slet ikke i stand til at kapere det. For en gangs skyld syntes hendes egen familie ukompliceret. Far, mor og børn. På ét sted. På samme tid. Næsten. Hellere en stedfar end det kaos, Hammerschöhl beskrev. Hun blev budt op til dans af én af reserveofficererne, mens Katrine blev siddende tilbage, eftertænksom. Måske var det muligt, at hun kunne tage fejl. Måske var Hammerschöhl god nok. I de stille øjeblikke glemte man det skabagtige ved hende. Det københavnske sprog. Hun virkede alligevel ikke så overfladisk. Katrine drak noget mere øl. Hun blev pludselig klar over, at hun sad og indrømmede sit eget forkerte førstegangsindtryk. Et historisk øjeblik. Det var aldrig sket før. Den sergentskole var ikke så slem endda. Bortset fra Munck var pigerne på stuen søde. Det spirende fællesskab var mere værd end så meget andet. Hvis prisen for det var ubehag ved den hårde disciplin, så måtte hun betale. Måske blev det lettere med tiden. Hun måtte gøre sig umage for at lære det hele. Læse lektier ligesom Lene, der sad hjemme på stuen i stedet for at gå på diskotek. Når man kunne sit stof og havde orden i tingene, var der ikke noget at være bange for. Hun lænede sig over mod Nygaard, prikkede hende i siden: Vil du snart med hjem? Ja, jeg skal bare lige have en whisky. Den er så god at sove på, råbte Nygaard tilbage. Katrine nikkede. Kiggede ud på dansegulvet. Sørensen morede sig tilsyneladende med én af nordjyderne. Hammerschöhl dansede tæt med resofeleven. Alligevel var det tydeligt, at han godt kunne spare sig. Hun var kølig, reserveret: klassisk smuk. Som en statue. Katrine følte en varm ærbødighed over at være blevet indviet. Selv om det kun var en lille smule. Det blev ham resoffen ikke, dét var hun sikker på. Hun fik øje på TT. Han sad skråt overfor i en anden sofa, med ryggen til. Det var utroligt, hun ikke havde set ham tidligere. Han havde siddet der længe. Han var sammen med et par af fyrene fra sin stue. Det så ud, som om de var i gang med at diskutere et par af de lokale piger. De grinede så fjollet. Drak øl. Katrine overvejede, hvad hun skulle gøre. Bjerg sad ved siden af hende, men snakkede stadig med Eikers. Tielst dansede. Ny- 47

49 gaard var på vej med sin whisky. Satans, de skulle hjem. Tielst kom tilbage fra dansegulvet, svedig, småfuld. Han fjollede rundt. Kunne ikke finde en tom plads i sofaen. Katrine rejste sig og greb hans hænder. Lad os danse! Du trænger vist til at svede lidt mere. Hun holdt fast i ham. Han prøvede at komme løs. Var opsat på negermusik, råbte han. Hun fik fat i ham igen. Discjockeyen opfordrede til en stille dans. Shubidua smøg sig ud af højtalerne. Det passede ikke Tielst. Kracke! Det går ikke. Det kan jeg ikke finde ud af. Han så hjælpeløs ud. Katrine mærkede en forlegen varme i kinderne. Hvordan mener du? Hun prøvede at danse videre. Han stoppede op. De stod stille, midt på dansegulvet. Pludselig var det ham, der holdt fast i hende. Med et solidt tag i armene på hende forklarede han, hvad han mente. Han syntes, hun så genial ud. Hun lignede en skrap dame i stil med Ritt Bjerregård. Sådan én man kunne fantasere om, hvis man havde flair for det. Men det havde han ikke. Han var tværtimod vild med fede kvinder. Med store bryster og en ordentlig røv. Katrine kunne godt lokke ham, hvis det var dét, hun ville? Men for deres venskabs skyld var det vel bedre, han holdt sig til sine Fellini-damer? Han slap hende. Der var alvor i hans øjne. Katrine slog blikket ned. Dansede videre, mens hun holdt ham let på skuldrene. Da nummeret var færdigt, satte de sig. Bjerg og Eikers skulle til at gå. Også Nygaard var klar. Hun havde drukket sin whisky. Katrine skævede over mod TT. Han var midt i en god historie. Både arme og ben blev brugt for at illustrere, hvor sjov den var. Han måtte være godt fuld. De lo og skålede. Katrine tog sin taske og fulgte med de andre ud. Eikers tog afsked med dem uden for diskoteket. Han havde brug for moderlig omsorg, påstod hen, og ville rigtigt hjem. Bjerg fulgte humpende med Nygaard og Katrine. De indviede ham i Munck-historien. Han opfattede hende ikke som anderledes i forhold til resten af stuen. De snakkede om de andre piger. Bjerg gjorde grin med deres måde at omtale hinanden på. 48

50 Undrede sig over, at de ikke kunne være på fornavn. De diskuterede fordele og ulemper. Begge piger fandt det sært at kalde hinanden ved efternavn. På den anden side havde de begge været vant til selv at blive kaldt ved efternavn, inden de startede i Hæren. De kunne ikke tænke sig at blive kaldt andet. Han ville gerne kaldes ved fornavn. Katrine forsikrede ham, at dét var for sent. Hun havde vænnet sig til navnet Bjerg. Han var Bjerg. Det kunne ikke blive anderledes. De nåede op på tredje sal og ind på gangen. Ønskede hinanden godnat. Katrine havde lyst til at fortælle Nygaard om Bjerg. Men vidste ikke, hvad hun konkret skulle sige. Opgav det. Stævnemøde Det var sidst i september, og vejrguderne havde stadig glemt, at sommeren skulle slutte. I den anden ende af kasernegården, modsat de to store røde bygninger, lå reserveofficerselevbygningen. Den blev til daglig kaldt resofskuret. Standarden mindede langt fra om at skur. Tværtimod var disse elever så heldige at bo på tomandsstuer med eget bad og toilet. Vild luksus. Ved siden af bygningens langside og ned til skoven var en meget stor mark. Dér stod 1. deling. Schutz hersede med dem. De skulle forberedes til gaskammeret eller c-øvelsesrummet, som det hed. Forberedelserne bestod hovedsagelig i øvelser med gasmasken. De havde hver især rettet deres maske til, så den passede perfekt til hovedet. De manglede bare evnen til at kunne tage masken på så hurtigt, at fjendens gas ikke nåede at slå dem ihjel. Rekrutterne havde set et par film før den praktiske undervisning. Og selv Eikers, det begavede væsen, havde fattet, at det ikke var nok blot at holde vejret, indtil masken sad på hovedet. Visse gasarter var dræbende alene ved kontakt med huden. Det havde gjort et stort indtryk på Katrine. Det gjorde også indtryk, at de skulle ud på øvelsespladsen og ind i det rigtige gaskammer. Schutz havde ganske vist fortalt, at han ikke brugte rigtig gas, men han havde ikke undladt at beskrive, hvor ulækkert det virkede på én, hvis man ikke fik masken på i en fart. Alle kropssafterne løb. Næsten. Havde han sagt 49

51 og grinet højt. Rekrutterne stod i hesteskoform. De havde kampuniform, basis og hjelm: hele skyttepåklædningen på. Gasmasken var pakket ned i abc-tasken, der var spændt fast i basis bag på ryggen. Abc var endnu én af Hærens forkortelser. Katrine havde en fornemmelse af, at hun aldrig ville få helt styr på dem alle. Abc var ikke bare en forkortelse, men dækkede også over et engelsk begreb: atomic/biologic/chemical. Schutz gik rundt langs delingen. Bagom ryggen på dem. Han kontrollerede, at abc-tasken var lukket rigtigt til. Også dét skulle gøres på en bestemt måde. Før han var helt færdig, råbte han: Gas! Rekrutterne næsten hoppede af overrasket forskrækkelse. Hænderne famlede på ryggen. Hvor var den snip, der netop skulle gøre det hele så let. Et par steder kom masken forholdsvis hurtigt ud kun for at støde på modstand, når hjelmen stadig sad på hovedet. Det var febrilsk fumlende. Schutz havde for længst annonceret, at den tilladte tid var overskredet. Til sidst stoppede han delingen midt i de velmente forsøg. Ja, det er ikke let, når de små boglige hænder skal til at arbejde praktisk, ynkede han. Nu skal jeg vise det i færdig form én gang til, og så indøver vi det i faser bagefter. Spørgsmål? Selv Eikers havde ikke spørgsmål. Katrine lagde mærke til, at TT var kommet længst. Underligt at den sindige fyr kunne gøre det. Hurtighed var jo påkrævet. Hun selv havde fået masken på, men havde glemt hjelmen, der skulle på hovedet igen. Hun havde heller ikke knappet kampuniformen ved halsen og rundt om ansigtet. Det hørte ellers med. Det gik bedre, da hele proceduren blev opdelt i flere små faser. Schutz kontrollerede. Han var glad og kom hele tiden med små opmuntrende bemærkninger. Det var rart at blive undervist af ham. Selv om han til tider var meget skrap og stillede store krav til dem, så var man aldrig i tvivl om, at han holdt af at undervise. De holdt rygepause. Katrine halede sine Prince frem. Fik tændt og tog et par begærlige sug. Endelig havde hun råd til at købe rigtige smøger. Som rekrut fik hun en god løn. Rigeligt til at klare den lille lejlighed i Kolding. Og mad, tøj, cigaretter, fjas 50

52 ... Hvad penge angik havde hun valgt det rette. Tilværelsen som fattig studerende i Århus havde haft et anstrøg af idealisme udover, hvad hun fandt udholdeligt. Fyrre kroner til alt per dag. Hvis hun ville til Kolding, måtte hun spare op til togbilletten eller tomle den. Eller tjene ekstra penge som servitrice. Det sidste turde hun ikke om natten, hvor drikkepengene ellers var bedst. Om hun turde blive i mili, vidste hun ikke. At være en lille lort, at blive gjort til ingenting, passede hende ikke. Det gjorde hende oven i købet bange. Utilpas. Syg måske. På den anden side var det sjovt, når hun bare glemte ubehaget, når undervisningen var i gang. Især det fysiske moment var godt. Når musklerne arbejdede, slog hjernen heldigvis fra. Afslut rygning!, kommanderede Schutz. Og i hestesko...træd an! De eksercerede på plads. Schutz repeterede dagens stof. Han spurgte hele tiden, så de selv følte at være med. Han viste dem til sidst en sprøjte, som enhver soldat skulle kunne bruge både på sig selv og en kammerat. I sprøjten var der modgift til gas. De ville ikke selv få sprøjter udleveret, før der eventuelt blev krig, men hylsteret til sprøjterne skulle de altid have på, når de var iført skyttepåklædningen. Han befalede rekrutterne at finde hylsteret frem fra kampuniformen. Petersen, Schutz kører, havde ikke sit hylster med. Schutz sarkasme satte i gang. Studenterholdet skulle brillere med det hjernemæssige, som var det intet problem. Og på det praktiske område skulle de knokle som vilde. Med den kombination ville de blive verdens bedste. Det nyttede derfor ikke, at Petersens hjerne var for indskrumpet til at klare at finde den korrekte påklædning frem om morgenen. Petersen så flov ud. Resten af delingen stod afventende. Schutz lyste op i et smil: Jeg glemte for resten at fortælle noget meget vigtigt. Som studenterhold vil de fleste af jer vel på officersskole. Sådan plejer det at være, og det er også meningen med jer. Til jer, der bliver optaget, kan jeg oplyse, at enhver kadet på officersskolen skal give sig selv en indsprøjtning med denne her. 51

53 Han viste sprøjten frem igen: Kun saltvand, hvis der er fred til den tid! Han slog en skraldlatter op. Rekrutterne stirrede målløse på ham. Han grinede endnu mere. Den unge var dog nysgerrig. Skulle absolut spørge om alting. Jo mere han fortalte, jo mere spurgte hun. Underligt nok var hun slet ikke nysgerrig, når han fortalte om sin barndom. Om hvordan hans mor havde måttet slide og slæbe for at skrabe bare det mest nødvendige sammen. For at ungen rigtigt kunne forstå, hvor hårdt det kunne være, havde han endda forsøgt at forklare hende, hvordan hans egen mor havde måttet bøje nakken for uldkræmmeren, når han kom forbi. Ja, bøje nakken var nu så meget sagt. Det var snarere andre ydelser, den uldkræmmer havde fået for vane at tage som en selvfølge. Ikke fordi det var urimeligt heller. Til gengæld fik hele familien jo de nødvendige klude. Men ungen: Hun kunne se så sært på ham, når han fortalte om en husmors lod dengang. Som om hun ikke troede ham, eller som om hun foragtede ham på en måde og dét, skønt hun kun var ti. Katrine besluttede på stedet, at hun alligevel aldrig ville være officer. Den ambition kunne ellers få hende til at tåle en del. Men der var en grænse. Schutz blev pludselig alvorlig: Jamen tænk på sukkersygepatienter. De gør det hver dag. Katrine opgav at følge med. Han var så omskiftelig. Dét med sukkersyge var også rigtigt. Hun blev i tvivl. Den beslutning måtte vente. Han viste, hvor hylsteret skulle sidde. For at holde indholdet varmt, skulle sprøjterne bæres tæt ved brystet, lige udenpå kampskjorten. De måtte have jakken af. Katrine fik lukket basisremmen op. Det var svært at få fat i spændet, der sad midtfor ved navlen. Der var efterhånden mange ting spændt fast på basis. Hun lagde hjelm og basis foran sig. Ordnet i en pæn bunke. Tog jakken af, prøvede at få snorene i sprøjtehylsteret den rigtige vej rundt om halsen og armen. Det var ikke helt let. De andre havde også problemer. Der blev grinet og småsnakket. Én af nordjyderne piftede. Katrine så op. Fulgte retningen af hans blik og så Munck stå og fumle ved sit hylster. Det sad allerede på sin plads. Men hun havde ikke nogen skjorte 52

54 på. Kun en netundertrøje, hvor hullerne i trøjen var præcis så store, at brystvorter kunne stikke ud gennem trøjen. Og det gjorde Muncks. Det svimlede for Katrine. Med alle de problemer, pigerne reelt havde... Med at være i fred. Med at blive accepteret. Bare med at være der. Hele kasernen ville tale om den netundertrøje. Og de ville ikke bare snakke i dag, men også i morgen. Om en måned. Katrine kunne mærke vreden stige op i kinderne. Hun stirrede over på Munck, prøvede at fange hendes blik uden held: Munck stod tilsyneladende i sin egen verden og havde ikke opfattet postyret. Det ville klæde dig mere end godt, Munck, hvis du tog din jakke på og prøvede at ligne en soldat, hvislede Katrine. Hendes ansigt var stift som en maske. Munck kiggede op. Hun virkede overrasket, da hun samlede sin jakke op fra jorden. Så, så Kracke! Ikke så hård. Det kan være, Munck står og drømmer om et stævnemøde. Schutz smilede. For en gangs skyld afdæmpet. Katrine så taknemmeligt på ham. Hun havde på fornemmelsen, at han forstod hendes vrede. Katrine var gået over i tutten. Hun havde forsynet sig med slik og kaffe hos den rare tutdame. Katrine vidste ikke engang, hvad tut betød. For hende betød det frihed og fritid. At være i tutten var som at være på en stor grillbar, hvor man kendte de fleste. Der lugtede bare anderledes. Af soldater, olie, vådt tøj og støvlesværte: dejligt. Hammerschöhl kom sammen med Christensen. De satte sig og spurgte til Munck-historien, som de havde hørt om i caféteriet under aftensmaden. Katrine berettede villigt, lagde ikke fingre imellem. Christensen udtrykte sin forargelse. Jeg kan godt sige jer, vi skal passe på. Alle taler jo om det, advarede Katrine og lænede sig frem, stirrede Hammerschöhl intenst i øjnene, idet hun fortsatte: Du har brune dådyrøjne, du har kindben som en parisermodel, og du har bryster som Dolly Parton... næsten! Katrine smilede skævt: Hvis du skejer bare lidt ud, så er du færdig som soldat! Ja, ja, tag det roligt Kracke. Du er jo rigtig vred, sagde 53

55 Hammerschöhl forbavset. Katrine indrømmede. Prøvede at forklare hvorfor. Kom i tanke om Schutz reaktion og fortalte de to andre piger om Muncks eventuelle stævnemøde. De morede sig over ham. Hammerschöhl tilstod, at der faktisk var en af resofferne, der havde villet lave en aftale med hende. Hun havde foreløbig undslået sig. De blev enige om, at det var det klogeste at gøre. Nej ved I hvad? Katrine næsten hoppede i stolen. Tog et dybt sug i cigaretten. Har I haft den lektion, vi havde i dag... med gasmasken og sprøjterne? Hun så ivrigt på dem. De rystede på hovedet. Hun satte dem ind i lektionens hovedpunkter og beskrev, hvordan Schutz havde advaret dem om officersuddannelsen på grund af sprøjten med saltvand. Katrine havde ikke kunnet glemme historien, og hun indrømmede, at det havde forskrækket hende. Både Hammerschöhl og Christensen så bestyrtede ud. De måtte afvente 2. delings lektion i det samme emne. Én af dem måtte spørge, hvis læreren ikke selv nævnte det. Jeg kan da spørge min far, foreslog Hammerschöhl. han er reserveofficer. Katrine nikkede. Det var en god idé, og så slap de for at spørge i 2. deling. Hvis det var en vits fra Schutz, ville alle pigerne blive til grin ved at spørge på skolen. Hvornår snakker du med ham, han bor jo i udlandet?, spurgte Christensen og fortsatte, inden hun fik svar: Jeg kunne også spørge min far. Katrine sukkede og kiggede med himmelvendte øjne op i loftet: Er han også officer? Han er måske general? Hun fnisede. Ja, sagde Christensen og så lidt flov ud. Det er løgn!, udbrød Katrine. Du er sgu da ellers ret sød. Er det ikke underligt med sådan en far, jeg mener... Næh, Christensen tøvede, det har jo altid været min far. Det andet har jeg først rigtigt tænkt over nu. Hun så hjælpeløst på Katrine, der smilede varmt: 54

56 Min far var maskingeværsskytte, og han er underlig! Christensen lo. Blev så alligevel alvorlig igen og spurgte, om det kunne være en hemmelighed. De to andre nikkede. Katrine spurgte drillende, om hun mente dét med maskingeværsskytten; skulle dét være en hemmelighed? Christensen slog hende irriteret på skulderen. Var ikke oplagt til sjov. For så er det med generalen også i orden, sagde Katrine. Hun tænkte på sin folkeskole. På alle de rige forældres børn, der blev sendt på privat nonneskole, enten fordi de var ubegavede, eller fordi det var fint at gå der. Nogle gange opstod oven i købet en kombination. Hendes forældre havde ikke været rige. Og hun var ikke dum, så grunden til at gå der måtte være en anden. Måske snobberi fra hendes mors side. På Sønderborg Kaserne var der ikke snobberi. Ikke på den måde i hvert fald. Eleverne blev kaldt blomsten af Danmarks ungdom, fordi de var dygtige både praktisk og bogligt. Om faderen var general, syntes ikke så vigtigt. Måske havde hun en reel chance for at begå sig for at passe ind. På øvelse i felten Nygaard og Katrine havde snakket om dét at sove i bivuak mange gange. De glædede sig begge. Nygaard havde været spejder i mange år, så hun havde ofte overnattet udendørs. Detaljerne omkring selve dét at lave en militær bivuak havde hun fået fra sin far. Det bliver en sej omgang, sukkede Katrine. Hun sad med øvelseslisten i hånden. Der er et hav af lektioner! De fortsætter hele natten, så jeg tvivler på, vi får sovet overhovedet. Nygaard hentede stuemappen og foreslog, at de gennemgik lektionerne én for én. De fandt frem til indholdet i de fleste af lektionerne. Katrine kom i tanke om et bestemt undervisningshæfte, som de kunne læse. Der stod noget om skyttetjeneste i mørke. De fulgtes op til klasseværelset for at lede deres bogskabe igennem. Fandt et par hæfter, der kunne bruges. Katrine skimmede et hæfte igennem. Når vi har lært det her, kan vi lige så godt flytte udendørs. 55

57 Skyttetjeneste giver os muligheden for et liv i naturen! Hun truttede en fanfare, og Lene blandede sig: Det hedder ikke naturen, det hedder felten, din civile padde! Buus kan passe sig selv, svarede Nygaard og fortsatte drillende: Vi fører en begavet samtale i 1. deling og har ikke brug for gode råd fra røvtursdelingen. Så, så, mæglede Katrine på skrømt, Buus kan ikke gøre for, at hendes delingsfører er en sadistisk nar, der giver røvtur hver anden dag. Pigerne blev alvorlige. Snakkede om hvor urimeligt det var, at 2. deling skulle knokle så meget. De marcherede konsekvent lidt længere end 1. deling, de blev lidt vådere, lidt mere trætte, lidt mere af det hele. Måske håbede delingsføreren, at de kunne skabe deres egen delingsmoral. Det måtte være svært at hamle op med Due, der var en gudbenådet pædagog og med Schutz, som ingen kunne lade være med at holde af på en eller anden måde. Katrine tænkte på, hvor dybt involveret hun allerede var i det hele. Mili var en miniverden i verden. Her levede hun, her følte hun, her var hun. Selv hendes navnebegreber var ændrede. Lene var ikke længere Lene. Måske i tankerne, men i det daglige var hun rekrut Buus. Da Katrine havde fået brev fra sin veninde, Sea, havde det været som et signal fra det ydre rum. En anden verden, hvor menneskene var civile og gik rundt i forskelligt tøj med farver på hele tiden. Og sagde uhøflige, tilfældige, civile ting til hinanden uden hensyntagen til, hvem de talte til eller med. Hendes weekender var kun et afbræk i den daglige rutine. Et pusterum der gjorde det muligt at få vasket tøj, få hvilet ud, få gjort sin krop klar igen. Hun nød sin nye tilværelse: rytmen, forudsigeligheden. Som om nogen hele tiden ventede på én. Og hun hadede det samtidig. Disciplinen, der nedgjorde hende. Det fastfrosne, klaustrofobiske. Som om man ikke kunne løbe sin vej. Hej piger, lød Bjergs lyse stemme. Katrine vendte sig, smilede varmt. Han stod i døren med en termokande i hånden. Pigerne skyndte sig at byde ham inden- 56

58 for. De satte sig ved bordet med plastikkrus og småkager fra det hemmelige rum i fællesskabet. Talte om bivuakturen næste nat. Bjerg fortalte, at Due havde lovet ham et hvil, hvis knæet trængte til det. Gipsen var kommet af, men benet var stadigt svagt og tyndt. I det hele taget var det Dues fortjeneste, at Bjerg overhovedet havde fået lov at blive i Sønderborg. I de første mange uger havde Bjerg hoppet rundt ved siden af delingen og fulgt undervisningen, så godt han kunne. Der havde været problemer nu og da, især når de skulle have fut, men også når delingen skulle på øvelsespladsen. Nygaard fortalte Bjerg et par af de seneste rædselshistorier om delingsfører 2, blandt venner kaldet Svinet. Havde Bjerg haft Svinet som delingsfører, var gipsbenet aldrig blevet accepteret. De morede sig over, at det var på grund af pigerne, disse forskelligheder blev synlige for alvor. Det var ikke normalt, at to forskellige delinger havde en så god informationsudveksling med hinanden. Den tanke måtte have strejfet officererne også. Måske brugte de muligheden bevidst. Næste morgen blev lastbilerne kørt frem fra garagen, allerede mens stueeftersynet stod på. Rekrutterne skulle have skyttepåklædning på, og med sig i hånden skulle de også have en sovepose. Det føltes tungt, som om fødderne pressede på for at komme længere ned i jorden. Soveposerne blev læsset på vognene. Udrustningen beholdt de på. Schutz havde inddelt 1. deling i tre grupper. Disse grupper skulle bestå resten af tiden i Sønderborg. Katrine og Nygaard var heldigvis kommet sammen; de to andre piger var kommet i hver sin gruppe. I Katrines gruppe var også Tielst og Petersen, mens TT desværre var i gruppe med Munck. Katrine kunne mærke et sug i maven ved tanken. De skulle lave bivuak to og to sammen. Nygaard og Katrine gik i gang med deres. Først skulle de grave et hul, cirka halvtreds centimeter i dybde og i en størrelse der svarede til den liggeplads, de ville have. Det tog lang tid at grave, og der skulle mere jord op, end Katrine umiddelbart havde forestillet sig. Hun gik til opgaven med stor iver. Det pinte hende stadig, at hun ikke 57

59 var særlig god til at løbe. Men at grave: Dét kunne hun klare. De dækkede bunden med græs. Fandt også nogle grannåle et stykke derfra. Det lunede alt sammen, sagde Schutz. De fandt deres regnslag frem og samlede dem, så de fik et stort stykke teltdug. Og de fandt kæppe, der kunne bruges som stivere fra bunden af bivuakken og op til teltdugen. Pløkke havde de allerede, de hørte med til udrustningen. Bivuakken blev meget fin. Soveposerne blev lagt i den ende, de ønskede at bruge som indgang. Det så ligefrem indbydende ud. Schutz roste resultatet. Efter madpakken til frokost kørte de til gaskammeret. Katrine kunne mærke nervøsiteten i maven. Bare hun ikke pludselig skulle på toilettet. Hun havde læst om toiletter i felten, et latrin kaldtes det, og hun havde ikke overvældende lyst til at forsøge. Et par af fyrene fra TTs gruppe havde ellers gravet ét i nærheden af bivuakkerne. Schutz øvede gaskammereksercitsen med dem en sidste gang. Inddelte dem i grupperne. Startede øvelserne inde i kammeret. Han havde sprøjtet med en dåse derinde, og de havde været derinde med masken på, én gruppe ad gangen. Katrine tændte en smøg, mens hun ventede på at komme derind uden maske. Hun var i 3. gruppe, så det varede et stykke tid, før det blev hendes tur. Ventetiden var ulidelig. Heldigvis kom de fleste tilbage og så glade ud. En enkelt havde hostet og fortalt, at det hev i lungerne. Munck havde pudset næse. Det var Katrines tur. Hen til Schutz. Han åbnede døren, hun holdt vejret. Ind i kammeret, nej kun ind i gangen. Lukkede y- derdøren. Åbnede døren ind til kammeret. Katrine kunne mærke lysten til at ånde ud presse sig på. Prøvede desperat at lade være. Hun vidste godt, at en udånding straks ville kræve en indånding. Schutz lukkede døren ud til gangen. Gas!, råbte hun, præcis som hun skulle for at advare andre om faren. Hun havde allerede højre hånd omme på ryggen, knælede samtidigt ned. Ledte febrilsk efter snippen på abc-tasken. Fandt den, forsøgte at åbne tasken. Hun snappede efter luft. Hostede og kom til at trække mere luft ind. Der gik panik i hende. Schutz tog fat i hende, hev hende op og hen til døren. Åbnede den, 58

60 holdt stadig fast i hende, mens han åbnede yderdøren og skubbede hende så ud i det fri. Lukkede de to døre bag sig og kom hen til hende. Hun hostede stadig, kunne ikke få vejret. Snottet løb fra næsen i en ukontrolleret strøm. Han gav hende ti minutter, så måtte hun ind igen. Han befalede den næste i rækken indenfor i i- dyllen, som han sagde. Katrine fik hostet færdig. Mærkeligt, som den friske luft hurtigt kunne reparere skaden igen. Hun snøftede op. Tændte en smøg, gik over til Nygaard, der stod først for og ventede. Satans! mumlede Katrine. Hun var mere ærgerlig over nederlaget i sig selv end over u- behaget ved ikke at kunne få luft. Nygaard var ikke til megen trøst, hun virkede for en gangs skyld selv nervøs. Katrine røg videre. Prøvede at analysere situationen, gøre op hvorfor det var gået så galt. Fandt frem til at det var den forreste gang, der havde overrasket hende. Hun havde ikke været forberedt på den gang. Forklaringen beroligede hende en del. Hun kiggede sig omkring. Tielst havde ikke drillet hende. Selvfølgelig var han klar over, at det ikke passede lige nu. Hun mødte TTs blik, han kiggede væk. Tænk, hvis hun blev sendt ud én gang til. Hvor ville det være flovt. Og hvor mange chancer mon man fik. Det kunne være, hun slet ikke kunne bestå den prøve. Det var ikke let at tage den pige alvorligt. Her havde hun siden første klasse været det lyseste hoved, man kunne tænke sig. Og så sad hun der og var helt grå i ansigtet, bare fordi hun skulle til et par prøver. Det var endda til at forstå, hvis det var en slags afgangseksamen, hun skulle til. Men en sølle årsprøve burde ikke slå hende ud. Hende som altid klarede det så fint. Indrømmes skulle det næsten, at hun var så klog, at hun kunne undvære hovedet til tider. Ikke at det var for meget, men hun skulle jo heller ikke blive for klog allerede som trettenårig. Næh, hun skulle nok selv tie stille med, hvor svært det havde været, da hun gik på skole samtidig med, at hun passede pigen som spæd. Hvis pigen virkelig kunne forstå, hvordan det var at være enlig mor dengang. Hun havde godt nok vist hende karakterbogen. Og fortalt om et par af lærerne. Men hun skulle ikke beklage sig. Og det burde pigen sandelig heller ikke. 59

61 Hun hev efter vejret. Kunne mærke koldsveden bryde frem i ansigtet. Prøvede fortvivlet at holde panikken borte. At holde sammen på sig selv. Hendes ansigt blev hårdt. Hver en muskel var spændt. Schutz kaldte på hende. Hun gik over til døren. Han snakkede beroligende til hende. Hans stemme lød anderledes gennem masken, og hans øjne syntes større. Måske fordi det var den e- neste synlige del af ansigtet. Han fik hende til at gennemgå proceduren, så hun troede på, hun kunne den. Han spurgte, om hun var klar. Hun tumlede ind og længere ind og havde fat i snippen allerede, så abc-tasken gik op. Fik hjelmen af hovedet, mens hun var på vej ned i knæ. Fandt åbningen i tasken uden problemer og hev masken frem. Kunne mærke det sved i øjnene, men hun var ligeglad. Blev nødt til at kunne se det hele og ville ikke lukke øjnene, som man ellers skulle. Hun fik snorene i masken krænget over hovedet og rykkede med begge hænder i masken for at være sikker på, at den sad rigtigt. Tog en dyb indånding. Hostede. Havde glemt at ånde ud først, så luften inde i masken havde indeholdt en smule af gassen. Schutz grinede: Sådan går det, når man er for ivrig. De glemte også at råbe, hvad? Gas!, svarede Katrine opgivende. Skulle hun igennem det hele én gang til? Han beroligede hende og startede i stedet på de øvelser, hun skulle lave for at mærke, hvordan vejrtrækningen føltes med masken på. Udenfor ventede Nygaard spændt: Gik det godt? Ja, svarede Katrine glad og havde mest lyst til at falde hende om halsen. Men hun lod være. Selvfølgelig gik det godt. Den første nat i bivuak Delingen var tilbage ved bivuakkerne. Latrinet var blevet indviet, fortalte Schutz fornøjet. Han var som altid i godt humør, når 60

62 han havde delingen for sig selv. Senere på eftermiddagen ville Due komme, og om aftenen skulle delingen på en patruljetur. Inden da skulle officererne have rejst deres bivuak. Det viste sig at være et rigtigt telt i militærets grønne farver. Et par af rekrutterne var blevet udpeget og skulle gøre det manuelle arbejde. De kom tilbage og fortalte, at både Schutz og Due havde en drømmeseng med. Katrine følte en giftig misundelse et sted i maven. Sådan nogle overhoveder. Så kunne kulierne bare sove på jorden. Schutz delte dem ind i vagthold. Gennemgik med dem hvordan man var på vagt. Viste hvor hver gruppe skulle grave et skyttehul til vagterne. I 3. gruppe skiftedes de til at grave. Et skyttehul var et større arbejde at lave. Det skulle være så dybt, at kun hovedet stak op, når man stod nede i det, og så bredt at to mand kunne stå der i skyttepåklædning. Rekrutterne lærte mere om livet i felten. De var allerede godt i gang med at indrette, hvad Schutz kaldte, et beredskabsområde. Når de skulle i krig en gang, ville et sådant område blive brugt til hvile og forplejning: altså spisning. Katrine korsede sig over de mange nye udtryk. Det gjorde hun tit. Og lige så tit konstaterede hun, at det var nogle nye udtryk, der voldte problemer. Gårsdagens begreber havde på mærkværdig vis snirklet sig vej ind i hukommelsen. Delingen forplejede. De havde fået kartofler og en rå fisk. De havde god tid, vejret var godt, årstiden taget i betragtning, og vigtigst af alt: Det var en fælles oplevelse. De sad alle sammen og fedtede med en sløv kniv, en slimet skrubbe og et primitivt feltblus med sprittabletter, der gjorde det umuligt at lege kok. Tielst var stærkt irriteret, mens Katrine morede sig. Drillede ham med at de små runde grøntsager var roerne. Og at de skulle skrælles ligesom kartofler. Patruljeturen blev god. Due var med; det var han altid, når de skulle gå. Begge officerer underviste i, hvordan rekrutterne skulle begå sig på turen. De havde haft en smule teori hjemme på kasernen. Den egentlige lærdom kom nu i felten, midt i situationen. Dét kunne Katrine godt lide. De gik med geværet løftet foran sig og med fingeren på aftrækkeren, parat til næsten alt. De havde løst krudt i magasinet. 61

63 Der var noget helt specielt ved at gå i mørke. Selv om månen lyste svagt og var kvartfuld, var det alligevel mørkere end inde i byen. Københavnerne blev kraftigt drillet. Blev fortalt at netop sådan så der ud, når Gud havde slukket for lyset. De svarede ikke særligt tilbage. Måske var det i virkeligheden en stor oplevelse for dem. De passerede en stor mark med en flok køer. Katrine blev beklemt. Hun var ikke særlig glad for køer. Havde ofte følt sig generet af dem, når hun havde været med sin far på jagt. Hendes mor havde engang fortalt hende en historie om en ko, der gik amok og stangede sin ejer ihjel. Delingen passerede på ét geled. Køerne kom nærmere, og én af dem kom helt hen til Katrine. Hun trykkede på aftrækkeren. Et par løse skud gik af, og koen sprang forskrækket væk. Hele flokken kom i bevægelse, tumlede ned i den anden ende af marken. Schutz fattede straks situationen. I stedet for at skælde hende ud, drillede han hende for hendes ko-fobi. Han blev ved, syntes åbenbart det var ustyrligt morsomt. Due afbrød med en kommentar om delingens præstationer i øvrigt. Turen var gået godt. Der var ikke langt til bivuakkerne. De skulle på vagt. Og der ville ikke komme flere køer, lovede han. Katrine smilede for sig selv. Heldigvis havde han også humor. Den var bare ikke så grov og påtrængende, som Schutz kunne være det. Hun kunne mærke sin højre hæl. Det sved. De havde kun gået et par kilometer, så en vabel kunne det ikke være. Dét med fødderne var irriterende. Hun havde søgt råd hos flere specialister. Sågar Bistrup var blevet spurgt. Det havde ikke skortet på forslag, men lige lidt havde det hjulpet. De havde været på marchtur flere gange. Og det var åbenbart hendes lod at få vabler. Hun havde vænnet sig til den specielle smerte, en svidende fornemmelse, der kunne marcheres væk. Når hun gik så hurtigt, at fødderne konstant var varme, kunne smerten ignoreres. Derfor kunne hun ikke fordrage at gå langsomt. Et emne, som muligvis kunne gøre hende og Nygaard uenige på et tidspunkt. Nygaard blev hurtigere træt og ville gerne gå langsomt. 62

64 Katrine sad i beredskabsområdet i færd med at tage sin støvle af. Hun fandt sin lommelygte frem og lyste på sin hæl, der så hel og pæn ud. Arret efter den sidste vabel var ikke blevet jævnt endnu. De havde en halv time tilbage, så skulle lommelygterne slukkes, og grupperne gå til ro. Kun vagtholdene skulle være vågne. De krøb ned i bivuakken. Det er sgu da hårdere, end jeg troede. Katrine vendte sig, prøvede at finde en behagelig stilling. De havde taget kampuniformen af. Det føltes iskoldt i posen. Til gengæld ville det være rart at stå op, når man havde mulighed for hurtigt at tage noget tøj på. Bukser og jakke lå rullet sammen i bunden af soveposen. Forhåbentlig ville fødderne holde det varmt. Katrine kunne ikke mærke meget varme lige dér. Måske kom det senere. Hun tænkte på TT, der lå ikke så langt derfra. Han lå i bivuak med Munck. Dét havde hun kontrolleret. Nygaard hev i hende: Vi skal på vagt! Katrine satte sig op, hurtigt. Og mærkede noget vådt på sin kind. Det var regnslaget, der var fyldt af kondensvand. Det regnede udenfor. De fumlede rundt. Det var svært. Fik tøj og udrustning på og fulgtes den korte vej hen til skyttehullet. Gik tæt sammen for at blive på skovstien. Det var meget mørkt, regnvejret havde ført skyer med sig. Eller omvendt. De kantede sig ned i hullet. Hviskede lidt med de to fyre, der blev afløst. Der var intet sket på deres vagt. Fik rede på hvem der skulle vækkes næste gang. De to piger stod der alene. Presset tæt sammen, basis ved basis. Det var koldt. Systemet med tøjet i bunden af soveposen havde ikke fungeret. Idéen var god nok, men et regnvejr og en dyb bivuak, der næsten bad om at blive fyldt med vand, havde gjort hele bunden til et soppebassin. Soveposerne var ikke vandtætte, så fugten var nået igennem ved fødderne, hvor græs og grannåle ikke havde isoleret tilstrækkeligt. De hviskede lidt sammen. Spurgte til hinandens velbefindende. Blev enige om at det var den dårligste vagttørn af alle. Sidst på natten og alligevel med en times søvn tilbage, når deres vagt var slut. 63

65 Det nyttede heller ikke at få ondt af sig selv. De bekræftede hinanden i, hvor godt det var at være vokset op i provinsen. Det gav en god erfaring i mørke og natur. Katrine kunne stadig undre sig over sin følelse af samhørighed med sjællændere. Den lå uendeligt langt fra, hvad hun var opdraget med. Hun havde kun været på Sjælland, i København, én eneste gang i sit liv: til optagelsesprøve i Hæren. Katrine prøvede at fortælle noget om Bjerg. Hun havde fået hold på, hvordan hun havde det med ham. Hun var ikke forelsket i ham, skønt han var meget appetitlig. Derfor kunne hendes følelser godt være varme, og det var de. Hun kunne meget godt lide ham. Den bedste måde at beskrive det på var næsten en slags moderfølelse. Som hun kunne forestille sig, det måtte være at være mor. Jo, det dækkede vældig fint. Han var som en søn for hende. Nygaard forstod det ikke helt. Til gengæld forstod hun sig på solopgange. Det var med en andægtig følelse, de iagttog, hvordan det langsomt blev lyst. Solen var gemt bag skyerne. Smukt var det alligevel. Vagten var forbi. Deres stue lignede et raseret værtshus eller et udbombet kommandocenter. Begge delinger var kommet tilbage fra bivuakturen. Soveposer, udbredte regnslag, kampuniformer, håndklæder, skjorter og støvler lå spredt ud over det hele. Det var alt sammen vådt. Pigerne løb til og fra stuen. De arbejdede intenst. De skulle have stueeftersyn inden aftrædning denne aften, så officererne kunne checke alt dét, der var blevet brugt i felten. Geværerne skulle også renses. Dét foregik på pudsestuen. På Muncks seng sad hendes resofven. Han hjalp hende ikke, sad der blot. Hun sad ved siden af, ordnede noget af sit tøj. Hun havde fået den anden uniform, 66 eren, på. Det var en tynd udgave af kampuniformen. Så vidt Katrine kunne se, var hendes gevær og støvler endnu ikke blevet pudset. Stuen skulle også ordnes. Nygaard fór rundt med en kost. Katrine løb efter med en skraldespand, samlede de store ting op. Selv nullermændene var våde. Resoffen flyttede sig ikke for fejekosten. Nygaard bad ham pænt løfte fødderne. Hammerschöhl prøvede at få et overblik over stuen. Hun var stueformand og skulle tage skraldet, hvis den ikke var i orden. Hun 64

66 satte Munck og Christensen i sving. Katrine gik rundt om sin seng, skulle ind i sit skab. Fyren sad i vejen. Hun blev meget irriteret. Gloede på ham og ventede på, at han selv skulle finde ud af at flytte sig. Sådan en idiot. Det lykkedes. Han rejste sig. Nu ville han heldigvis gå. Han satte sig igen, denne gang på Katrines seng, så hun fik bedre plads foran sit skab. Vreden rejste sig som en glødende pæl i hende. Gider du flytte dig? Det er faktisk min seng! Stemmen var iskold, reserveret, sarkastisk. Hun turde ikke sige mere eller andet. Han var på vej til at blive officer. Af reserven, men stadig officer. Han rejste sig, tog afsked med Munck og gik. Katrine følte en voldsom trang til at skælde ud. Til at råbe og skrige Munck midt ind i ansigtet. Til at gøre hende forståeligt, at den smule privatliv, de havde i form af en seng og et skab, blev ekstra hellig, netop på grund af dets beskedne omfang. Vreden kogte i Katrine. Den unge kunne da være noget så hidsig. Bedst som han lå og hyggede sig lidt med konen, skulle hun fare tværs gennem det halve hus og knalde døren i så hårdt, at han helt mistede lysten. I alt fald et øjeblik, for det gjaldt om at udnytte situationen, når konen endelig var villig. Om han forstod, hvorfor den pige blev så gal. Hans og konens få hyggestunder hørte da med til et familieliv. Han havde oven i købet prøvet at være lidt god ved hende bagefter. Prøvet at spørge til håndbolden eller sådan noget. Men ingen svar fik han. At et elleveårs barn kunne vende ham ryggen i dagevis var for galt. Men det varede kun, indtil han kom i skænderi med konen. Så kunne ungen bruge kæften, så det næsten var hende, han skændtes mest med. Konen sad bare og flæbede. Hun besluttede sig for at ignorere Munck. Totalt. Lade som om dét menneske, hvis seng stod nærmere end en meter fra hendes egen, ikke eksisterede. Det måtte være det bedste til gengæld for, at Munck totalt ignorerede de uskrevne regler, der var på stuen. Katrine tog sit gevær og det par støvler, der hørte til kampuniformen. Hun næsten løb hen til pudsestuen. Rev en stor tot 65

67 tvist løs, hældte alt for meget olie på, skilte geværet ad og gnubbede løs. Raseriet kunne måske få geværet rent efter den våde og beskidte tur. Hammerschöhl kom ind til hende: Skidegodt, du gav ham besked. Hun er godt nok streng, hende Munck. Sådan at tage ham med op på stuen. Og så lige nu! Katrine gav sin vrede luft. Og aftalte med Hammerschöhl. at de skulle på pizzeria sammen, når stueeftersynet var færdigt. Måske ville de andre med. Munck skulle dog ikke spørges. Hun havde jo nok i sit eget, havde de set. Der blev råbt: Klar på stuerne! Det var elevdelingsføreren fra 2. deling. Katrine reagerede prompte. Den kommando gjaldt også hende. Hun sukkede ved tanken om det uretfærdige heri. Løb så af sted. På infirmeri Det var mandag morgen, alarmklokken ringede. Katrine var med det samme klar over, at hun var syg. Hun havde følt rigtigt aftenen i forvejen. Hovedet gjorde ondt, halsen var tyk, og næsen var fyldt med snot. Der var kun én ting at gøre. Gå på infirmeri. De måtte kunne give hende nogle piller. Heldigvis skulle delingen ikke på øvelsespladsen i dag. Hun kunne være inde det meste af dagen. Hun gav Nygaard besked og vaklede af sted. For en gangs skyld i god tid om morgenen. På infirmeriet sad der tolv-femten soldater og ventede. De havde alle sammen taget støvlerne af. Det gjorde Katrine også. Sygeplejersken kom ud til dem lidt efter. Hun så rar ud. Rar og fast. Hun havde givet dem stivkrampevaccination én af de første dage og taget blodprøve. Hun hed fru Kristiansen. Hun bad dem følge med hende ind i et rum ved siden af. I skal have sådan én hver, sagde hun og begyndte at dele ud. Katrine fik stukket et termometer i hånden. Sygeplejersken bad dem tage bukserne halvt ned og måle deres temperatur. Katrine så sig overrasket omkring. De andre begyndte at løsne 66

68 bukseremmen, knappe op. Nej, det kunne simpelthen ikke passe. Undskyld, skal jeg også gøre dét?, spurgte hun og kiggede bedende hen på fru Kristiansen, som bestyrtet kiggede tilbage på Katrine: Jamen søde ven, jeg havde slet ikke set, at du var en pige. Kom med herind. Hun trak Katrine med ind i konsultationsværelset. Undskyldte endnu en gang. 66-bukserne blev knappet op med et lettelsens suk. Tænk at stå i en stor rundkreds og stikke den pind op i enden. Katrine faldt velvilligt tilbage i sengen. Fru Kristiansen puslede om hende, rettede på sengetøjet og mærkede hende på panden. Det var næsten bedre end at være syg hjemme hos sin mor. Pandehulebetændelse havde overlægen sagt. Mindst tre dage i sengen med penicillin. Hvordan det hele skulle gå med lektier og lektioner, som hun ikke var med til, kunne Katrine ikke overskue. Hun var for søvnig, træt. Om eftermiddagen kom Hammerschöhl på besøg. Hun var på vej til Kolding, skulle til danmarksmesterskab i golf. Katrine var sløv af medicinen, men måtte alligevel drille lidt med golfen. Hun fortalte Hammerschöhl, hvilke tanker hun havde gjort sig i begyndelsen. Om golf... og om Hammerschöhl selv. De blev lidt forlegne begge to. Var klar over, at netop fordi det blev sagt, forholdt det sig ikke sådan mere. Hun ønskede hende en god tur med strenge formaninger om ordentlig opførsel. For soldaterærens skyld. Hammerschöhl nikkede og lovede at være tilbage, når Katrine blev udskrevet. Schutz kom på besøg i det samme. Noget reelt besøg var der ikke tale om. Han kom med et par undervisningshæfter og et par opgaver. Grinede som han plejede, men tog hendes sygdom aldeles alvorligt. Hun var ham meget taknemlig. Det pinte hende stærkt at være syg, at ligge dér og være svag. Hende der netop satte en ære i at kunne klare tingene. Schutz måtte være tankelæser, for han trøstede hende med, at hun sagtens kunne indhente det forsømte. Hun hørte jo ikke til de langsomste i opfattelsen. Han 67

69 gik, truede dog på vejen ud med at komme igen med flere opgaver. Hun sank for anden gang den dag lettet tilbage i dynerne. Faldt i søvn. Nygaard kom om aftenen. Hun havde både slik og et fotografi med. Delingen var blevet fotograferet kort efter indkaldelsen, da de lange bukser til pigerne var blevet færdige. De studerede billedet grundigt. Katrine lagde mærke til, at TT så ret dum ud. Så dét billede skulle hun ikke vise til sin veninde, Sea. De prøvede at gætte på, hvem der holdt ud, og hvem der holdt op. Pegede ivrigt på billedet. De var enige om, at Munck og Bistrup skulle ud. Pudsigt at de to havde været i hjemmeværnet. Man kunne desværre godt mærke det i undervisningen. De havde ikke problemer med at følge med, tværtimod. Til gengæld var deres tilpasningsevne yderst ringe. Katrine og Nygaard kom til at grine af, hvor gode de selv var til at bedømme rekrutter. De kunne sagtens være delingsførere. Det var et spørgsmål om kvindelig intuition. Sygepasseren stak hovedet ind ad døren, han havde åbenbart hørt dem le. Han mindede Katrine om, at hun burde sove og hvile sig. Besøg skulle vente til i morgen, havde fru Kristiansen sagt. Nygaard måtte ikke blive for længe. Hun lovede at give Tielst og Bjerg besked. De kunne finde på at komme. Katrine bad om besøg næste eftermiddag. Hovedpinen var væk nu. Kedsomheden ved at indfinde sig i stedet. Tielst kom marcherende ind på stuen næste eftermiddag. Han havde delingsbilledet med. Det er helt genialt!, udbrød han straks og pegede på billedet. Du ligner den skrappeste, ledeste seniorsergent, man kan forestille sig. Selv min far bliver sgu helt bange, når han ser det billede. Tielst morede sig herligt. Katrine lyttede vantro. Var det virkelig så slemt? Han bryggede videre på sin malende beskrivelse. Hun nød det, opildnede ham til at blive ved. Der var mere end antydning af ros i det. Et skrapt udseende var ikke det værste at have, når man som pige agtede sig ud i verden med en kommandoret. 68

70 Og så de øjenbryn. Genialt løftede. Kindbenene gør kun det hele endnu stærkere. Hold kæft, hvor ser du ond ud. Han lo. Katrine smilede. Hvor var han altid sjov og i godt humør. Dejligt at han gad besøge hende. Hun indviede ham i hendes og Buss plan. De havde tænkt sig at tage hjem til Kolding iført nederdel om fredagen. Han begyndte at fantasere om netstrømper. Katrine stoppede ham leende: Har du set vores 69-sko. De passer til heluldne fruestrømper. Han greb idéen: Ja, ja! Sådan nogle gråbrune strømpebukser. Åh. Han gjorde parringsbevægelser med sine hofter, holdt om i- maginære andre hofter. Stønnede, rullede med øjnene. Hun tyssede på ham og fnisede samtidigt. Det var svært med Tielst. Han vidste godt, der ikke var reel grund til at stoppe. Sygeplejersken var gået hjem. Katrine gjorde ham begribeligt, at hun faktisk var syg. Hun havde stadig feber. Han lovede at bede for hendes liv. Til gengæld lovede hun ham, at de kunne følges hjem i toget fredag. Hun havde det bedre. Længtes efter livet på belægningsstuen og undrede sig over, at hun længtes. At være alene på en sygestue var noget helt andet. Det havde sine fordele, som for eksempel at Bjerg kunne besøge hende uden tilskuere. Så hun fik en mulighed for at finde ud af, hvad der var med ham. Hvis der da var noget. Han kom om aftenen. Hej søn, hilste hun kærligt. Han hilste lige så kærligt igen. Gav hende et kejtet knus. Satte sig. De snakkede stille. Om lektier og soldaterliv. Om en tur med spritbåden, som Eikers ville arrangere. Katrine blev nysgerrig. Sikrede sig, at det var ugen efter. Hun skulle nødigt gå glip af noget. Bjerg havde et kompendium med til hende. De skulle snart til prøve i førstehjælp. Hun kunne lige så godt bruge tiden fornuftigt. Han selv havde problemer med futten. Det var ikke så nemt med det svage ben. Han trænede det så meget, det kunne lade sig gøre. Men på forhindringsbanen var det ekstra svært. 69

71 Den teknik, de andre havde lært sig og indøvet igen og igen, skulle han pludselig klare med et halvstift, vissent ben. Han virkede opgivende. Hun trøstede ham. Han sad længe på hendes sengekant. Stuen var klar til stueeftersyn. Pigerne stod i rørstilling ved sengene, bortset fra Christensen, der stod klar i døren. Både Buus og Katrine var iført 69-uniformen med nederdel. De havde arrangeret fællesstrygning aftenen før for at være sikre på en helt perfekt fremtræden. Alle pressefolder var skarpe. Schutz afholdt stueeftersynet. Var som altid i godt fredagshumør og lugtede som sædvanlig af en god fredagsfrokost. Han morede sig kosteligt over pigernes idé med nederdelen. Tielst fik som lovet æren af at følge dem til toget. Det var et stort privilegium, hævdede han. Enhver civilist ville jo netop tro, at han havde kommandoen over en flok nederdele, drillede han. De mindede ham om deres fruesko. Han fik næppe prædikatet Don Juan hæftet på sig. De fik kapret en tom kupé. Med lidt vilje kunne hele flokken være der. Munck var ikke med. Hende havde de meldt ud af fællesskabet. Buus og Katrine steg af på Kolding Banegård. Blev enige om at gå gennem byen og ned til bybusstationen. De kunne have taget en bybus, men det lå i luften, at de skulle promenere. Ingen af dem sagde noget om det. Katrine håbede på at møde nogen, hun kendte. Det skete desværre ikke rigtigt. De hilste begge på et par fjernere bekendtskaber. Der var ingen tvivl om, at uniformerne vakte opsigt. De fleste mennesker kiggede en ekstra gang. Det er ligesom at være på Mallorca, sagde Katrine, når jeg har husket at lysne mit hår først! Buus smilede. Hun vidste godt, hvad Katrine mente, men var ikke indrettet på samme måde. Var vist mere interesseret i håndbold. Der lød et langt pift: Guud!, har du set et par lotter, råbte en fyr, glad og halvfuld. De to piger gik videre, upåvirkede. Henne ved gågaden drejede de til venstre. De kiggede på hinanden. Buus pegede på 70

72 nederdelen: Det gør vi aldrig mere!, fastslog hun. Katrine var fuldstændig enig. Og forbavset: Han kaldte os lotter! Hun udtrykte det sidste ord med al tydelig tegn på væmmelse. Det var ligesom Munck og hjemmeværnet. Kunne de civile beder i Kolding da ikke se, at her gik to hårdt trænede, kommende sergentelever fra Kamptropperne i Hæren? Det kunne de civile beder åbenbart ikke. En tur med spritbåden De mødtes som sædvanlig på banegården søndag aften. 69-uniformen var pakket langt ned i tasken. De smilede skævt af deres fælles bommert og lovede hinanden, at ingen skulle høre mere om den historie. I toget lagde de planer for den første tur med spritbåden. Det skulle ske torsdag aften, og nogle af de selvbestaltede festarrangører planlagde at bestille tag-selv-bord. Det lød hyggeligt. Katrine gjorde sit til at støtte initiativet. Hun ville gerne snart i byen med TT. Hun havde været hos frisør i weekenden. Trængte til lidt fornyelse ovenpå sin pandehulebetændelse, der havde efterladt en gusten farve i kinderne. Hendes sundhedstilstand var ellers øget betydeligt siden starten i Sønderborg. De mange timer i den rene luft gjorde godt, kunne hun mærke. Kunne hun bare droppe de åndssvage smøger. Håret havde fået en mild permanent, der kun fik det til at syne tykt. Det kunne ikke lade sig gøre at krølle det, for hun havde ønsket det lysnet samtidig. Selv om den kedelige leverpostejsfarve var god, når de skulle på patruljetur om natten, var den ikke just eminent til diskoteksbesøg. Hun var blevet ganske godt tilfreds med resultatet af frisørbesøget. Weekenden havde også resulteret i et par fortsætter. For det første ville hun begynde at spise ordentlig morgenmad, og for det andet ville hun til at læse lektier. Hver dag. Førstehjælpsprøven måtte gå, som den kunne, men der var mange andre 71

73 prøver at klare. De skulle helst klares godt. Meget godt. Selv om hun følte sig godt tilpas i delingen, lå det alligevel i luften, at de dér kvinder ikke var helt så gode. Dét ønskede hun at modbevise. God til at løbe blev hun aldrig nogensinde. Til gengæld var hun god til de andre ting i futtimerne. Hun var stærk; overarmene passede ikke til damekjoler, eller måske gjorde de det netop for provokationens skyld og hun var modig. Når de havde selvforsvar eller var på forhindringsbanen, kastede hun sig gerne ud i det tilsyneladende farlige. Delingen respekterede hende vist nok for det. Men ofte blev den respekt givet komparativt. Hun sprang højere end Nygaard, eller hun var stærkere end Sørensen, eller... Det kom ikke blot som en tavs, indiskutabel accept. Og dét var, hvad hun ønskede sig. Vejen gennem bøgerne var ét af midlerne. Efter de sædvanlige velkomsthyl til stuen gik Katrine i seng med bogen om sikkerhed på skydebanen. Den bog burde sælges på apoteket i stedet for sovemedicin. Måske skulle hun tage patent på idéen... Morgenalarmen lød. Det var ekstra ubehageligt i dag? Kaptajn Pigtråd ventede klokken 8 på skydebanen, men det var ikke længere det. Panserkending sidst på dagen, måske? Katrine ville aldrig lære at kende forskel på de 117 panserkøretøjer, der var i verden. Hun havde altid været mere end tilfreds, hvis hun kunne huske, at en bil var rød. Så det var heller ikke dét. Det var morgenmad! Hun for ud af sengen og op på toilettet, hvor hun nær havde kyst livet af Buus, der troede sig ene og privat. Katrine sprang ned af trapperne igen, ivrig efter at purre Nygaard. Det lykkedes ikke helt. Hun sad på sengekanten, helt tyk i ansigtet. Hvor ser I sjove ud alle sammen, hujede Katrine begejstret. Og forklarede undskyldende, at hun jo ikke var vant til at se dem om morgenen. Ingen gad tilsyneladende kommentere undskyldningen. Hun bandt sit hår op i en hestehale og gik ned til morgenmad. Købte yoghurt og en skive franskbrød med ost. Og kaffe. Hvordan havde hun kunnet undvære morgenkaffe i to måneder? Uforståeligt. Det var i øvrigt ikke bare kaffen, man vandt ved at gå derned. Der var en del ansigter, hun slet ikke 72

74 havde set før. Måske var der elever, der kun kom til morgenmaden? En fyr bagved i køen piftede lavt og sagde: Lækker frisure! Katrine ignorerede det, men følte sig glad. Et eller andet i tonefaldet lød, som om det var velment. Hun fandt ned til sin egen deling. Det var forbavsende. Også TT var der. Altså endnu en grund til at spise morgenmad. Det var en hel subkultur, hun var gået glip af indtil nu. Hendes gode humør ved at opdage alt dette vandt ikke genklang hos nogen af de andre i form af lyst til konversation. Hun ærgrede sig over, at Tielst ikke var der. Han ville formodentlig påstå, at ægte livskunstnere ganske enkelt ikke nedværdigede sig til så ydmyge tidspunkter. Krudtet måtte spares til mere passende stunder. På skydebanen var Pigtråd i sit es. Han skældte dem ud. Tordnede om deres mangel på hurtighed, villighed og nøjagtighed, da en stakkel kom for skade at svare lidt tøvende. Da en anden slet ikke kunne besvare det stillede spørgsmål, blev han sendt hjem for at hente sikkerhedsbogen. Og kaldt mere og andet end bagerjomfru til afsked. Katrine og Nygaard sendte indforståede blikke til hinanden. Staklen skulle gå cirka fem kilometer bare for at komme ind til kasernen. Det gav pludselig en ekstra motivation for at læse på lektien. Selve skydningen gik fint. Én af myterne om piger generelt var, at de ikke kunne skyde. De fire piger i 1. deling havde til fulde gjort denne myte til skamme. Prisen for det havde været, at flere af officererne fra andre delinger havde "inspiceret" delingen. Kun for at stirre betaget eller målløst afhængig af deres syn på kvindelige soldater når én af pigerne ramte plet på 200 meters afstand. Katrine havde et yderst ambivalent forhold til disse besøg og til denne opmærksomhed. Det kunne være ganske rart at vise et godt stykke arbejde: Det overbeviste modstanderne. På den anden side syntes fyrene i deres egen deling ikke om opmærksomheden: Det øgede modstanden. Delingen var godt i gang med en lektion i panserkending. Katrine var glad for, at hun ikke skulle bevise noget specielt i dét fag. Hun kunne ikke blive god til det, og hun havde virkelig læst. Hun havde sågar meldt sig til et brevskolekursus i sin fritid. Intet havde hjulpet. Læreren, den flinke, gråhårede senior- 73

75 sergent, der havde taget imod dem den første dag, koncentrerede sig heldigvis om de dygtigste. Madsen, som han hed, var ikke noget geni i pædagogikkens verden. Hun tænkte på turen med spritbåden. Planlagde, hvad hun skulle tage på. Stoppede bevidst billedrækken. Hun turde ikke glæde sig for meget. Katrine lå på sin seng. Hun var parat til at opgive næsten hvad som helst. Hun var dumpet i førstehjælp. Hun havde i al fald ikke fået dét mærke, man kunne sy på 69-uniformen. I én af prøverne havde hun skullet redde en dukke med brystlæsion. Hun havde slæbt dukken af sted på en måde, så havde det været et levende menneske, var hendes førstehjælp blevet til mord i stedet. Det var første gang i sit liv, hun var dumpet i noget som helst. Nygaard trøstede hende med, at det ikke var at dumpe, når man opfyldte kravene til faget som sådan. Katrine følte det alligevel som at dumpe: Hun havde ikke fået point nok til det mærke. Satans. Hvor var den pige altså dygtig til alting. Ikke bare i skolen, men også til så mange andre ting. I håndbold gik det vældig godt for hende, hun var udtaget til byens hold. Hvem skulle også have troet det. Ja ikke fordi det var for meget forlangt, at hun skulle have sig lidt glæde af den pige. Det havde jo ikke været nemt i de første år. Underligt, at pigen havde været så ked af det, da hun ikke kom med i den næste håndboldrunde. Det måtte en tolvårs pige kunne klare. Det var nok bare, fordi veninden, Sea, var kommet med. Men det var jo ikke noget at pibe for. Var pigen måske ikke meget dygtigere i skolen. Næh, det kunne være meget værre. Det havde hun også sagt til hende. Hun burde tænke på alle dem, der havde det rigtigt skidt. Der var kun en time, til de skulle af sted til færgen. Hun måtte hellere få ordnet sin facade. De sad på færgen. Tag-selv-bordet var for længst afløst af et orkester, der spillede dansk popmusik. Delingen havde fordelt sig i de tre grupper, de kendte fra kasernen, så Katrine, Nygaard, Tielst og Petersen var samlet. Turen havde ikke været specielt sjov. Kun det toldfri indkøb var unikt. Resten kunne fås 74

76 bedre på Klub 11. Bjerg kom humpende over til deres bord. Han var af samme mening. Det eneste, de kunne gøre, var at skynde sig på Klub 11. Han var fuld. Det var de fleste. Det nordjyske slæng fra anden gruppe havde længe haft det enormt sjovt. Munck, der ellers hørte til denne gruppe, var ikke med. Heldigvis, tænkte Katrine. Resten gik næsten for hurtigt. De gik hjem til kasernen, fik lagt de billige flasker vin i skabene og gik ned til Klub 11. Katrine mødte TT i baren, hvor han stod og var i færd med at købe øl. Hun smilede til ham: Hej TT! Jeg skal danse med dig i aften, det ved du godt, ikke? Han smilede glad tilbage: Selvfølgelig ved jeg det. Du kan ikke skjule noget for mig. Han bankede let på sin tinding, Markerede, hvor hans enorme forstand var placeret, hvis hun skulle være i tvivl. Åh jo, tænkte hun, mine inderste følelser lærer du ikke at gennemskue. Dét kan ikke engang jeg selv. Hun skubbede den pludseligt erkendte ubehagelighed om i baghovedet. Kiggede sig omkring. Lagde taktik. Gik med sin øl nærmere dansegulvet. TTs kammerat fra Nordjylland, den stærke Poulsen, var i sving på dansegulvet. Det måtte efterlade TT ganske alene et sted. Hun kiggede videre og så ham være på vej hen imod sig. Hun rakte sin hånd frem. Han greb den og trak hende med ud på dansegulvet. Hendes hjerte bankede hårdt af spænding. Det var en perfekt begyndelse. De fulgtes hjemad, gik med hinanden om livet. Hun var ét virvar af tanker i hovedet. Det var så mange ting, hun gerne ville sige. Hun beskrev for ham, hvordan hun havde lagt mærke til ham, da han anlagde sit spæde overskæg. Han mente selv, overskægget var blevet ret så mandigt. Hun gav ham ret. Han fortalte til gengæld, at han havde set hende den første aften allerede og tænkt, at hun var ældre end de andre i delingen. Hun vidste ikke, om det skulle opfattes som en kompliment, men valgte at gøre det. Han lød så oprigtig og beruset i øvrigt. 75

77 Hun stoppede og kyssede ham. Han overgav sig på skrømt. Gjorde grin med, at han ikke havde nogle alternativer. Han var vist i sikre hænder. Hun mindedes andre mænd. Lige så hjælpeløse, når det kom til stykket. Lige så generte og lige så bange. Langt bagude i hjernen lød advarselsklokken: Lad ham være. Drop det. Han er ikke værd at samle på. Lad andre frelse ham. Helt fremme i bevidstheden mærkede hun ømheden ved hans generthed. Hvis han virkelig var bange, måtte hun overbevise ham om, at det var uden grund. De listede op på fjerde sal. Satte sig på gangen udenfor pigernes baderum. Kyssede hinanden, vådt, længe, vildt. Mere vildt. Han var ikke helt så fuld, som hun først troede. Kunne ikke være det. De stoppede op og spurgte hinanden, hvor de skulle gå hen. Var enige om, at dér kunne de ikke sidde. Katrine fik pludselig en lys idé. Hun satte pegefingeren op til munden, tyssede på ham og trak ham langsomt ind på baderummet. Drejede stille låsen rundt. Vendte sig om mod ham og lagde sine arme om livet på ham. Strøg sine hænder ind under trøjen og bag om, op. Mærkede hans stærke ryg. Røvtur Lektion 17 i skyttetjeneste er røvturen. Jeg er helt sikker. Katrine stod bøjet over bordet med næsen i stuemappen. Hun havde snakket med nogle fyre fra 3. deling. De havde givet hende lektionsnummeret. Hun var iført skyttepåklædning og havde allerede sløret sig. Schutz havde beordret, at sløring skulle være anlagt, når de stillede klokken 7. Hun skoddede cigaretten i det skjulte askebæger i fællesskabet. Kiggede på sit ur og gik ud på gangen: Klar på stuerne! Hendes pigestemme nåede uden problemer ned til 1. deling. Det var en af fordelene ved at være pige. Til gengæld blev et par af pigerne drillet med, at deres stemmer var for lyse, men ikke Katrine. 76

78 Hun var elevdelingsfører og havde ansvaret for, at delingen stillede til rette tid og på rette sted. Det krævede forudseenhed, for de øvrige rekrutter i delingen overgav gerne den opgave til én enkelt rekrut ad gangen. Det krævede også fasthed, for det kneb lejlighedsvis med lysten til præcisionen over for elevdelingsføreren. Og endelig krævede det beslutsomhed, for ikke alt kunne planlægges på forhånd. Det drejede sig egentlig om at få kammeraterne til at være villige, hurtige og nøjagtige. Hun smilede ved tanken. Mest over sin egen måde at tænke på. Hendes tankerækker var blevet u- troligt præget af mili efterhånden. Nede i gården var Schutz i færd med at give Katrine de sidste instrukser. Hun stod foran delingen, som var antrådt på tre geledder. Han gjorde honnør, nikkede for at tilkendegive, at han var færdig. Hun rettede sig op, gjorde også honnør og gjorde omkring: Bag vognen, klar til at sidde op...træd an! Hun tog sin lommebog frem, checkede hurtigt om hun havde husket det hele. Gik over mod bilerne, råbte: Jeg sagde: Klar til at sidde op! Hendes stemme var fast og skrap. Hun kiggede vredt på den formastelige, der havde været på vej op på ladet. Det viste sig at være Tielst. Det var svært at se hans ansigtsudtryk på grund af sløringen, men hun anede et skævt smil. Sådan går det, når man ikke opfører sig ordentlig, sagde hun strengt med et drys sarkasme. Delingens tre grupper stod stille bag hver deres bagsmæk. På vognene...sid op! Hun checkede sammen med køreren på tredje gruppes vogn, at bagsmækken blev lukket forsvarligt og satte sig så ind i førerhuset. Halede igen sin lommebog frem. Idet vognen satte i gang bemærkede hun Schutz, der stod ved sin jeep og iagttog hende. Han nikkede, da de kørte forbi, og det virkede, som om han var tilfreds. Hun havde brug for lyspunkter lige nu. Der var ikke meget at glæde sig over i det hele taget. Hun prøvede at gøre status. På mange måder holdt hun meget af at være på skolen. Efterhån- 77

79 den forekom de mange regler og systemer hende ikke helt så kaotiske. Hun var ofte irriteret over systemets hakkeorden, den reaktionære, gammeldags facon, der var i alt. Men det var rart efterhånden, fordi hun kendte det så godt. Den usikkerhed, hun i begyndelsen havde følt, da det hele var indrettet på en ukendt måde, var væk. Tværtimod var alting netop så forudsigeligt. Disciplinen var et kapitel for sig. Følelsen af klaustrofobi overmandede hende stadig, men det skete oftere og oftere, at hun glemte det hele dage ad gangen. At have kommandoen selv, som hun netop prøvede det som elevdelingsfører, var genialt, simpelthen. Det var en helt speciel følelse at have ansvaret og den opgave, der lå i at få en plan til at klappe. Måske havde hun altid ønsket den opgave. I folkeskolen havde hun engang frivilligt arrangeret den årlige idrætsdag på skolen, men det var først nu, hun kunne se sin indsats i dét perspektiv. Det, der virkelig kunne presse hende, stresse hende, var den næsten tvangsmæssige frygt for at gøre noget forkert. Eller rettere: for ikke at gøre alting perfekt. De fejl, hun alligevel kom til at begå, nagede hende i dage og uger. Og når hun tænkte fremad, havde hun desværre en glimrende fantasi og kunne så udmærket forestille sig, hvilke fejl hun kunne komme til at begå. Èn af de fejl, hun havde begået, var at fraternisere med TT. Fraternisere var netop sådan et passende udtryk. Rekrutterne havde lært det i en lektion om militær sikkerhed. Talte man med fjenden, fraterniserede man med ham. Og at TT tilhørte fjendelejr, var Katrine ikke i tvivl om. Deres afsked den nat havde været øm og god. Kun tre timer senere, da delingen stillede i gården i futtøj, var fortryllelsen hævet. Dér stod han i første geled og fjollede som et femårigt barn sammen med sin ubegavede kammerat, Poulsen. Han havde end ikke kigget på hende, da hun kom. Hun havde været rasende parat til at slå ham, om det skulle være. Det var ved at blive rigtigt svært med den unge. Hun var så stædigt som et gammelt æsel. Fornærmet kunne hun være, i dagevis, ja ugevis. Han vidste ikke altid over hvad. Kunne bare mærke hendes afvisning som en kold karklud, der blev stukket 78

80 op i næsen på ham, når han vitterlig gik der og forsøgte at komme i snak med hende. Han havde prøvet at tage hende med til byen for at købe nyt tøj, og da havde hun været sød og nem. Havde oven i købet givet ham et rigtigt knus, skønt hun var for stor til den slags som tolvårig. Konen havde til gengæld været mut, da de kom hjem. Det var sgu ikke let. Han gjorde det så godt, han kunne, og han havde også sagt til ungen, at hun skulle være lidt mindre sur. Det nyttede jo ikke at gå der og være tvær. Det var sgu nok, at konen altid var sur. I stedet havde hun ignoreret ham. Han eksisterede ikke i hendes verden længere, og hendes beslutning blev gennemført konsekvent. Hun havde ikke omtalt deres rendes-vous for nogen. Ikke engang Nygaard. Sådan skulle det være. Alligevel holdt Katrine skarpt øje med ham. Hun ønskede at checke, hvorvidt han indviede for eksempel den dumme Poulsen i sine natlige affærer. Var det tilfældet, var han mere led, end hun kunne forestille sig. Og så ond var TT ikke. Hun kunne pludselig ikke adskille sine teorier fra hinanden. Sad hun ikke dér og undskyldte ham hans væsen. Hun skubbede tanken fra sig. Han var definitivt stemplet som ubrugelig. Derfor kunne hun selvsagt godt holde ham under observation. Måske var han også genert... De var ved Bygegård, og Katrine hoppede ned fra vognen. Befalede delingen at sidde af. Hun hersede med dem og nød det. Kunne mærke at vreden fik lov til at stikke sit ansigt frem, at blive yderligere forstærket, at blive givet et udtryk. Delingen trådte an på tre geledder og blev rettet ind til højre, så de stod på snorlige rækker. Katrine gjorde omkring og meldte til Schutz: Hr. løjtnant, jeg melder, 1. deling stiller seksogtyve mand, rekrut Kryger er til køretime, rekrut Munck er på infirmeri. Tak, svarede han, 1. deling...rør! Delingen trampede venstrefoden i jorden. Træd ind, Kracke! Hun gjorde igen omkring og marcherede tilbage til delingen i første geled, længst til højre. Det er rart at se, at andre end jeg kan styre delingen. Han smilede anerkendende i retning af Katrine. Hun kiggede køligt tilbage med smalle øjne og mærkede stoltheden i sin ran- 79

81 ke ryg. Han fortsatte: Vi skal også have det rart sammen i dag. Vi skal indøve forhold over for fjendtlige fly. Vi tager teorien undervejs på turen, er der spørgsmål? Det var der ikke. Delingen gjorde højre om og satte i gang på ét geled. De gik om bag Bygegård, forbi en vold og ned på engen bagved. Det var et temmeligt åbent område uden bevoksning. Ikke særligt velegnet, hvis fjendens fly vitterligt overraskede én dér. Men til en røvtur var området perfekt. Der var flere hjulspor på kryds og tværs, så Schutz kunne dirigere delingen i forhold til disse. Og i disse hjulspor stod der vand i forskellig højde. Han kunne derfor tilpasse sine råb om fjendtlige fly fra højre til vandhullernes placering med det resultat, at rekrutterne blev nødt til at kaste sig ned i de mest vandfyldte hjulspor. Som om det ikke var nok, var området kuperet, så Schutz havde rige muligheder for at drive delingen op og ned ad småbakkerne. Og han udnyttede sin mulighed; han drev dem rundt som en flok kvæg. Katrine kunne mærke, at det rørte noget dybt i hende. At nogen overhovedet skulle have denne magt over hende, at det o- ven i købet var en mand. Samtidig havde hun rigeligt at gøre med at følge med. Skyttepåklædningen i sig selv var tung, og når den også var våd, føltes den ekstra besværlig. Han beordrede dem til at løbe og gå skiftevis og så tilpas varieret, at når de netop havde opgivet og var parate til at stoppe helt op, så fik de lov til at gå. Og når de nåede til dét punkt, hvor lungerne igen var faldet lidt til ro, så koncentrationen vendte sig mod det vanvittige i situationen, i at blive totalt svinet til med mudder og pløre, så kommanderede han dem igen til at løbe eller falde ned. Delingen stod igen antrådt ved Bygegård. Der stod seksogtyve mudderstatuer og følte, der var gået tre timer. Det hele havde varet én time. Schutz så alvorlig ud, mens han forklarede dem, at det ikke kun var hans sadistiske tilbøjeligheder, der var blevet tilfredsstillet. De havde også hver især fået mulighed for at prøve, hvordan det føltes at blive ydmyget, at blive nedgjort under et fysisk pres. De tanker og følelser, de stod med netop 80

82 nu, var vigtige for deres fremtid. Hvis de kun følte vrede, skulle de overveje at blive noget andet end professionelle soldater. Så ville de ikke kunne tåle de ydmygelser, der automatisk fulgte med denne tjeneste. Følte de derimod en slags stolthed over at have overvundet sig selv, så kunne de tåle en del, både psykisk og fysisk. Katrine kunne ikke mærke sin vrede. Den lå vist i ét af vandhullerne bag Bygegård. En slags stolthed? Jo, måske men mest træthed. Hun stod under bruseren med kampuniformen på. Også geværet havde hun taget med i bad, selv om det var strengt forbudt på grund af faren for rust. Nygaard og Sørensen var der også. De var alle tre overstadige, følte de havde klaret noget ganske særligt. De fortalte hinanden igen og igen, hvad de havde tænkt hvornår, hvem der havde gjort hvad og især, hvem der næsten ikke havde kunnet klare det. Væk var alle trængsler, nu resterede kun det sjove: at mindes historien sammen. Katrine tog sig sammen. Hun var stadig elevdelingsfører, og det allersidste stueeftersyn under hendes kommando skulle ikke ende i fiasko, bare fordi hun var træt og rørstrømsk. Hun overlod bruseren til Nygaard og gik i gang med at pille sin dyngvåde, men rene kampuniform af. Rekrutterne stod i 69-uniformen på gangen. Due var i gang med sin weekendprædiken. Først roste han dem generelt, så påpegede han et par fejl, der skulle rettes, og til sidst understregede han, hvor dygtige de ville blive. At de allerede var godt på vej. Katrine mærkede en efterhånden velkendt fornemmelse i kroppen. Det føltes som om brystkassen svulmede, som om ryggen rettede sig helt af sig selv. Hun blev varm af Dues ord, fordi hun fornemmede varmen bag ordene. Og stolt fordi han udstrålede stolthed over sine rekrutter. Han kiggede venligt hen på hende længst til højre og nævnte hendes indsats som elevdelingsfører. Hendes øjne strålede af glæde. God weekend rekrutter! sagde han. God weekend, hr. premierløjtnant!, råbte delingen tilbage. Til weekend...træd af! 81

83 På vej hen mod stuen kom Katrine i tanke om, at hun engang havde lovet sig selv kun at mime disse rituelle delingsråb. Det var længe siden. Dulle, dame eller dronning Munck skulle hjemsendes. Nygaard kom styrtende over i tutten til Katrine med budskabet. Munck var netop kommet tilbage fra Dues kontor og havde fortalt det hele. Hun skulle blive der resten af ugen, afklædes fredag og hjemsendes, når delingen aftrådte til weekend. Hun skulle derfor ikke med på rekruttur. Hvor typisk, kommenterede Katrine den hæsblæsende beretning. At hun netop skulle snige sig udenom den tur. Nygaard prøvede at se det lidt mere nuanceret. Hun kunne godt forstå, at der manglede lyst til at gennemføre en rekruttur, hvis man alligevel skulle ud af systemet. Og desuden vidste ingen af dem, hvordan det reelt var hændt. Hvor mange valgmuligheder Munck havde haft i den sag. Hun er sgu da blevet smidt ud, sagde Katrine. De har for længst gennemskuet hendes hjemmeværnspis. Det eneste, hun har præsteret her, har været dagdrømme siddende på sin store røv, mens vi andre knoklede om ørerne på hende. Nygaard lo. Beskyldte Katrine for at være for streng, for uretfærdig. Det animerede kun Katrine yderligere. Der gik sport i at være grov. Hun fortsatte med at fordømme Munck, men mærkede samtidig et lille slip inden i sig. Et lille sug, der prøvede at få hende selv med den samme vej. Prøvede at lokke hende, at friste hende til at undgå rekrutturen og alt det andet. En voldsom vrede skyllede igennem hende. Nu havde Munck endelig fundet sin fyr, sin reserveofficer, og så kunne hun tage hjem. Så var der ikke mere at blive efter. Sådan en dulle. Katrine prøvede at få Nygaard med i den følelse. Det lykkedes ikke helt; de delte for en gangs skyld ikke synsvinkel. Den unge tog sig visse friheder, måtte man sige. Stod det til hende, ville hun føjte rundt evig og altid. Det kunne godt være, hun kaldte det håndbold, men han vidste bedre. Som om en 82

84 fjortenårs pige kun havde boldspil i hovedet. Han havde også sagt til konen, at de måtte stramme grebet noget mere. Det nyttede ikke, at ungen føjtede rundt til langt ud på aftenen. Men bare han sagde det mindste om den unge, ja så hylede konen op om, at han var en dårlig far. Og ungen selv holdt sig ikke tilbage. Havde hun måske ikke sagt til ham, at hun hadede ham. Direkte op i fjæset på ham. Hun måtte holdes på plads, ellers kunne det nemt gå galt. Han vidste vel bedst, hvilke farer der lurede. Og selv om hun passede sin skole, nåja det gjorde hun jo ganske godt, så betød det sgu ikke, at hun bare skulle komme og gå, som om det var et pensionat. Det havde han også sagt, men ungen blev gal som en tysker, og konen tog hende altid i forsvar. Rastløs rejste Katrine sig og foreslog, at de skulle gå. Hun prøvede at kontrollere sin ophidselse, at dæmpe sin vrede ned. Hendes ansigt var hårdt, fortrukket ubevægeligt. De andre piger stod samlet omkring Munck, ivrigt lyttende til hendes forklaring om samtalen med Due. Katrine gik hen til sit skab, fandt sine ting frem og gjorde sig klar til næste lektion. Formiddagshvilet var snart forbi. Hun fangede Hammerschöhls opmærksomhed uden at bryde ind i de andres seance: Vi har en aftale i morgen aften, ikke?, spurgte Katrine og hentydede til deres vanlige besøg på Klub 11 om torsdagen. Jo Kracke, men vi har netop snakket om at gå på pizzeria sammen, øh, alle sammen? Hammerschöhl så hjælpeløst i retning af Muncks seng, hvor de andre stod. De ænsede ikke hendes bøn om støtte, var travlt optaget af historien om fader Due. Det gider jeg ikke. Lad os gøre det i næste uge efter rekrutturen. Så er der noget at fejre. Katrine kiggede sigende på Hammerschöhl, der tydeligt var i syv sind. Jeg kan for resten slet ikke nogen af delene, sukkede hun lettet, jeg har en aftale. Det må jeg høre mere om! Katrine var interesseret. Hammerschöhl smilede kryptisk og lovede de nærmere detaljer. Katrine var i gang med det store eftersyn ved det lille spejl ved 83

85 døren. Det var lykkedes hende at forpurre planen om at spise på pizzeria. Da Munck havde fornemmet, at spisning kunne give diskussioner, havde hun foretrukket at bruge den sidste aften med sin resoffyr. Hun havde oven i købet brugt ham som en slags bortforklaring. Katrine fnyste ved tanken. Det viste i al sin enkelhed, hvor uselvstændig hun var. Hammerschöhl havde lovet redegørelse for sine eskapader. I hvert fald for det stævnemøde, der var aftalt til klokken 22. Katrine havde forgæves forsøgt at lokke Nygaard med på Klub 11. Buus var opgivet som værende håbløs for længst. Christensen og Sørensen var derimod allerede taget af sted. Hammerschöhl havde insisteret på, at Katrine skulle afse en halv time til noget privat de to imellem. Katrine var lidt spændt. Hammerschöhl kom ned fra badet. Gjorde sig hurtigt klar. Hendes sorte hår var blevet klippet drengekort og skulle blot friseres, hendes teint var stadig brun og krævede ingen snydefarver. Hun var så smuk. Katrine tænkte på, om kun hendes e- get acceptable udseende forhindrede hende i at misunde Hammerschöhl i en grad, der ville forhindre venskab. Eller måske var det hendes egen dygtighed på skolen, der gjorde en mulig konkurrence overflødig. Under alle omstændigheder kunne hun ikke føle misundelse, men derimod en varme, der kun kunne betyde venskab. De fulgtes ned ad gangen, ned ad trapperne over gården mod tutten. Hammerschöhl havde instrueret Katrine om at være stille. Hun skulle se noget. De listede sig om bag tutten og hen til det sidste vindue ind mod opholdsrummet. Klokken var ti minutter i 10, de ventede længe. Katrine blev utålmodig og halede sine cigaretter frem, men blev med strenge miner og fagter fortalt, at det måtte vente. Hammerschöhl stod helt stille, lyttede som de havde lært det i skyttetjeneste, med lukkede øjne, tydeligt koncentreret. Hun manglede bare at åbne munden og holde sig bag ørerne. Katrine kvalte et fnis ved tanken. Hammerschöhl åbnede øjnene, og i det samme kunne de høre skridt over gården. De kiggede forsigtigt ind ad vinduet. Der sad en fyr med en cola ved et af bordene. Den anden, hvis skridt de havde hørt, kom ind gennem døren. Han hilste på den første, som om det ikke passede ham 84

86 med selskab. Er det ham den sidste, der er din aftale?, hviskede Katrine. Nej, det er dem begge to, lød svaret, og hvis vi er heldige, kommer der én mere: Bistrup! Katrine kiggede vantro ind i Hammerschöhls brune øjne. Så kun uskyldighed. Fattede så pointen i flere tempi og mærkede et latteranfald bruse frem fra maven og opad. Opad gennem halsen og frem i næsen. Hun holdt sig for mund og næse, spruttede, hulkede og fik tårer i øjnene. Hun slog armene om Hammerschöhl og gav hende et kæmpeknus. Følte hvor stor en styrke, de havde sammen. De genvandt nogenlunde fatningen og aftalte hviskende, hvordan de skulle komme væk. Idet de på tæer rundede hjørnet ved trappen op til kuffen, hørte de endnu en gang skridt over gården. Det var på tide for damerne at komme på diskotek. Katrine tog, straks de ankom, en rekognosceringsrunde, som hun kaldte det. Hun skulle se, hvem der var på diskoteket. Pigerne fra stuen sad sammen med Tielst og et par fra 2. deling. Villadsen, den strenge dame, sad i en sofa med nogle fra sin egen deling. Det var første gang, de havde set hende i byen. Hun førte en yderst afdæmpet tilværelse på kasernen, boede på eneværelse og besøgte aldrig hverken tutten eller kuffen. Det så ud, som om øllene havde fjernet det afdæmpede for en gangs skyld. Èn af fyrene fra 2. deling, Bondegård, fik Katrine med ud på dansegulvet. Han var sød og ret pæn og fynbo. Med en kæmpenæse. Hun nød at danse med ham, han virkede ikke anmasende på nogen måder, men besad alligevel så megen charme og udstråling, at der var en intensitet mellem dem. Sjældent og lækkert. Hun besluttede sig for at snakke mere med ham. Tielst kom imidlertid farende og fortalte, han havde bestilt negermusik. Dét krævede en dans med nattens dronning, påstod han. Katrine rynkede brynene og udbad sig en forklaring. Hans begrebsverden overgik ofte hendes egen i omfang og fantasi. At hun var nattens et-eller-andet var indlysende med det aktivitetsniveau, hun præsterede hver torsdag. At hun samtidig var dronning kom naturligt med den helt geniale kombination, 85

87 han havde fundet ved at erfare, at hun også havde sunget i kirkekor i flere år. Hun var derved både inkarneret korsanger og diskoteksgænger. Katrine fattede stadig ikke betydningen, men følte sig smigret hans begejstring taget i betragtning. Ydermere lød udtrykket: nattens dronning ganske godt. Det passede hende faktisk mere end godt. Det passede hende knap så godt, at TT ikke var kommet. Mulighederne svandt hen, da hans tåbelige ven, Poulsen, var dukket op og sad så tæt på Sørensen, at det lignede noget aftalt. Katrine sukkede opgivende og lod sig dumpe ned ved siden af Bondegård. Overvejede sine muligheder. Den mest fornuftige var vist at gå hjem inden for kort tid, så ville hun også være frisk til fredagsfutten. Hammerschöhl var tilsyneladende i færd med at forklare indtil flere fyre, hvorfor hun havde brændt dem af i tutten. Bare hun nu gjorde det så elegant, at ingen af dem for alvor følte sig holdt for nar. Det ville i sidste ende kun skade hende selv og dermed hele deres stue. I et kort øjeblik slog det Katrine, hvor uretfærdigt det var, at mænds frustrationer vendte tilbage som fordømmelser af kvinder. Hvad den ene gjorde, gjaldt dem alle. Og hvad der blev talt om som det væsentlige, var i hovedsagen negativt. Katrine følte en stærk irritation over, at det fungerede på den måde. Hun måtte sørge for ikke at blive identificeret med stuen som sådan. Hun var ikke bare kvinde. Hun var Kracke. Den velkendte forstemthed bredte sig. Det var for sent at bedøve den med øl. Skulle hun det, var en forebyggende indsats nødvendig. Hun kunne lige så godt gå hjem. Læselampen var tændt som et velkomstsignal, tænkte Katrine. Hun listede stille rundt. Gjorde sine ting klar til futten næste dag. Nygaard rørte på sig, som var hun vågen. Vendte sig, men lå stille. Nygaard, er du vågen, hviskede Katrine og satte sig forsigtigt på sin egen seng, mens hun kiggede på Nygaard. Ja. Katrine satte sig over på hendes sengekant. Taknemlig over muligheden for at få fortalt om aftenen. Hun gengav hele Ham- 86

88 merschöhl-seancen og kom til at grine så højt, at Buus vendte sig i søvne. Også Tielst nyeste påhit: nattens dronning, skulle diskuteres. Nygaard syntes, det lød næsten farligt. Som om der var noget ildevarslende ved det og kunne ikke forstå Katrines begejstring. Mener du en slags femme-fatale?, spurgte hun stille. Nygaard bekræftede og kiggede spørgende på hende. De kan ikke være særligt lykkelige, vel? Nygaard rystede på hovedet, så Katrine tav, bed sig i læben, tøvede: TT var der heller ikke i aften. Hun slog forlegent blikket ned, pludseligt klar over sin indrømmelse. Mærkede presset bag øjenlågene. Nygaard tog fat i hendes hånd og gav den et lille klem: Han kan godt lide dig Kracke, det er bare ikke alle, der er lige så direkte som dig. Nygaard sagde det sidste højt og med et smil i stemmen. Katrine rejste sig, bange for at komme til at græde. Gjorde med vilje sin stemme hård og sarkastisk: Direkte? ja, og vild... jeg er faktisk direkte vild med ham! Hun så i Nygaards øjne, at der var mere end almindelig forståelse. Rekrutter Pigerne var ved at gå til ro. For første gang var der kun seks piger på stuen. Munck var blevet hjemsendt, og de andre var klar til rekrutturen. Kaptajn Pigtråd havde lært dem, at Hærens grundpiller var orden, system og grundighed, De første tre måneders rekruttid skulle vise officererne og rekrutterne selv, om disse grundpiller var et passende fundament for dem. Katrine smilede tilfreds ved tanken om orden. Delingsfører 2 havde rost hendes skabsorden ved stueeftersynet op til weekenden. Egentlig havde hun følt en vis flovhed over, at netop han, den sadist, havde tildelt hende opmærksomhed, men inderst inde havde hun også følt stolthed over, at netop hun var 87

89 ros værdig. Med hensyn til system var det efterhånden blevet hende velkendt, forudsigeligt og derfor ganske trygt. Når det ikke var fuldkomment, skulle det alene forklares i hendes mærkelige svaghed eller særhed. Måske ville en læge kalde det klaustrofobi, i hvert fald var det anstrengende igen og igen at lide af ubehag ved at stå stille, når man netop var i et system, der fordrede stillestående eksercits ved parader og lignende. Hun havde endnu ikke fundet en løsning på dette problem, men trøstet sig med at det stadigt blev bedre. Måske forsvandt det helt en dag. Grundigheden var tilfredsstillende at mærke i det daglige. Der var vitterligt intet overladt til tilfældigheder, og den forestående rekruttur var et godt eksempel på det. Hun glædede sig ikke særligt til de tre dages udmattelser, men var ikke i tvivl om, at problemet ville svare nøje til, hvad de havde lært. Turen ville dermed blive en omhyggelig prøve på hele rekruttiden. Hun var ved at spænde sit basis og afprøve de ekstra udrustningsgenstande. Især spaden skulle sidde helt korrekt. Den havde tidligere givet hende slidsår nederst på den ene balle under marchture. Hun måtte også have Forsvarets underbukser med; de dækkede det udsatte sted på ballen. Det var blevet koldere. Den lange sensommer var blevet afløst af en pludselig kulde. Skønt det endnu ikke kunne kaldes vinter, var temperaturen usædvanlig lav for årstiden. Rekrutterne havde nysgerrigt lyttet til lærernes beretninger om den forrige vinter, hvor kasernen havde været i sneberedskab gennem en meget lang periode, og om frostgrader der reelt tilhørte bedsteforældres tider. Så koldt blev det næppe på rekrutturen. Det havde ikke været kulden, der var værst. Det værste havde været, at de skulle igennem en masse prøver, som Katrine ikke var forberedt ordentligt på. Hun havde siddet på knæ med en mine og havde fået til opgave at armere den. Når den var klar til sprængning, skulle hun desarmere den. Det skulle alt sammen gennemføres i en rækkefølge, hun havde burdet kunne udenad. I stedet havde hun siddet febrilsk og forsøgt sig frem med det tilbehør, Due havde givet hende. Det var længe siden, Schutz 88

90 havde haft den lektion med delingen. Hun havde været dybt flov. Og vred på sig selv over at hun hidtil kun havde anset lektier for at være noget, der betød læsning, når de skulle have kaptajn Pigtråd. Hun kendte ikke resultaterne fra prøverne endnu, men nogen ny skolerekord i genialitet havde hun næppe sat. Hun ærgrede sig over sin dovenskab. Over at hun nogensinde havde været så indbildsk at tro på sergentvinkler med befalingsret og hele molevitten. Med den arbejdsindsats. Under den sidste lektion med Schutz om formiddagen havde hun været på nippet til at give op. Hun havde haft maskingeværet, som var det tungeste våben i gruppen, og Schutz havde drevet dem rundt i bakket terræn for at indøve stillingsskift. Hver gang de kom til en stilling, smed gruppen sig ned og sørgede for, trætheden til trods, at få en god skudvinkel til deres våben og en taktisk korrekt stilling i forhold til kammeraten ved siden af, Så snart det var i orden, brølede Schutz på ny sin huskeremse, der angav hvor den næste stilling var. Til sidst kom der blodsmag i munden. Da han endelig havde pisket dem tilbage til delingens beredskabsområde, hvor de kunne hvile og forpleje inden hjemmarch, havde Katrine været så træt, at hun kun kunne føle taknemlighed over for ham. En rørthed over, at han netop havde sluttet lektionen på dét tidspunkt, da hun var fem sekunder fra at give op. Det var lykkedes at få spist rugbrød med leverpostej, og fødderne havde også fået en omhyggelig behandling. Pudder inderst og mellem de to par strømper og plaster på de særligt udsatte steder på hælene og mellem tæerne. Det havde været besværet værd. Fødderne føltes stadig tørre, varme og hele, skønt 3. gruppe havde gået femogtyve kilometer. Det var rart, at marchturene ikke længere var et stort problem. Alligevel havde Katrine været spændt på denne tur, fordi alle de gamle historier fortalte, at rekrutter skulle gå utroligt langt. Udfra kortet havde de beregnet sig frem til otteogtyve kilometer, så det skulle hun kunne klare. Den første og formodentlig alvorligste krise var overstået. Kongsfeldt, en lille tæt fyr fra gruppen, havde haft et ildebe- 89

91 findende efter de første par kilometer. Det havde tvunget gruppen til at gå langsomt, og det huede ikke Katrine. Hun havde været mere end sur. På den anden side havde hun fra tidligere marchture erfaret, at hun selv fik sin selvtillid bestyrket, når en af de øvrige gruppemedlemmer havde besvær. Selvtilliden var derfor på toppen, men fødderne var blevet så kolde, at de uundgåelige vabler på begge hæle havde gjort meget ondt. Kongsfeldt var blevet hjulpet af gruppen. De havde befriet ham for basis, hjelm, gevær, og hvad der ellers kunne lette ham. Og sørget for at der hele tiden gik én på hver side af ham, så han ikke tumlede i grøften. Han havde slingret, som var han beruset. Tielst, der gik med kortet, udbrød pludselig: Se! Se, den kirke der. Det er vores mål! Han pegede, og de andre spejdede ivrigt i samme retning. Katrine kunne sagtens se kirken, den syntes ikke mere end en kilometer væk. Hun prøvede at repetere, hvad hun havde lært om afstandsmåling. Og besluttede sig for 1200 meter i luftlinie, da Tielst fortsatte: På kortet giver det nøjagtig halvanden kilometer. Jeg tror sgu, vi klarer det, hele gruppen. Han så sig over skulderen efter Kongsfeldt, der var sakket en smule bagud igen. Kom så i gang din kylling. Og stop det hypokondri, vi er ved målet nu, råbte Tielst på sin vanligt charmerende facon. Resten af gruppen grinede. Humøret løftede sig. Èn foreslog, at de skulle løbe det sidste stykke. Det havde de før afsluttet med på en marchtur, der ganske vidt kun var halvt så lang. Katrine følte det boble i brystet. Hun nåede igennem, hun klarede det! Hun mærkede også lysten til at løbe, til at spæne af sted kun med kirken i sigte. Men hun beherskede sig, vidste kun alt for godt hvor lidet hendes løbeevner stod mål med lysten. I stedet talte hun takten og blev ved. Hun mærkede spadens rytmiske bump på ballen, den frie arms taktfaste sving, den halvt knyttede hånds tykhed og de regelmæssige dunk i håndens fyldte spændthed. Hun talte højt, højere og højere, indtil hun mærkede takten helt ind i kødet. 90

92 Da gruppen manglede et par hundrede meter kun, begyndte Tielst at løbe. Katrine så det og satte kluntet i gang. Hun nåede kirken og så, hvordan et par af de andre havde smidt sig på stengærdet. Hun gjorde det samme. Faldt bagover som en skildpadde på skjoldet. Lukkede øjnene og følte sig beruset, svimmel. Som om en kæmpekarrusel kørte hende rundt og rundt og rundt. Det var pragtfuldt. Pigerne var ved at gå til ro igen. De havde aftalt, at den veloverståede rekruttur skulle fejres ved, at de alle sammen gik i seng klokken halv ni. Rengøring, pudsning og anden vedligeholdelse skulle være klaret inden da, så de med god samvittighed kunne bruge tiden på at fortælle hinanden historier. Den bedste historie var formentlig blevet afsløret allerede ved hjemkomsten. Svinet alias delingsfører 2 havde glimret ved at lade sin deling marchere den lange tur både ved øvelsens start og afslutning. Den sag kunne fortjene noget snak. De prøvede at analysere hans motiver, men måtte opgive. Den mand var ganske enkelt umulig at forstå. Så er det nemmere med Schutz, indskød Nygaard. Han er også primitiv, det er bare så nemt at gennemskue. De fnisede og kom med et par forslag til, hvordan rekrutfesten ville forløbe, når han skulle med. Sørensen snorkede. Katrine masede med kedeldragten, som hun skulle have af i en fart. Nygaard stod tålmodigt og ventede på hende, de skulle sammen ned til frokost. Formiddagen var gået med vedligeholdelse. Eikers havde kommanderet rundt med hele delingen, været utilfreds med rengøringen af delingens våben. Katrine havde prist sig lykkelig for at være indenfor på våbenkammeret som hans hjælper og kollega og ikke udenfor som hans kuli. Vi har været kulier længe nok. Nu må det være slut, sergentelev Nygaard! Hvad synes De! Katrine stod i retstilling foran hende iført 69-uniformen. Nygaard smilede: Kom nu bare, jeg er ved at dø af sult. De fulgtes hen ad gangen, hvor de mødte næstkommanderende fra 2. deling, hilste korrekt, gjorde honnør. Han kaldte: 91

93 Kracke, kom tilbage! Hun vendte sig om og kom tilbage, overrasket, lidt desorienteret. Han befalede hende at hilse igen, denne gang uden cigaret i munden. Hun gik væk fra ham, passerede på ny mens hun holdt sin cigaret og fik gjort honnør med højre hånd. Han var tilfreds med indsatsen. Nygaard og Katrine lod latteren tage over, straks de var kommet ud på trappen. Gentog hilseceremonien til stor glæde for et par sergentelever, der var på vej op ad trappen. De iagttog forundret det lille optrin. Der var en ledig plads ved siden af TT. Dér satte Katrine sig med sit smørrebrød. Hun havde også købt to tarteletter, det fortjente hun. Pigen ved det varme mad havde efterhånden lært deres vaner at kende. Katrine behøvede ikke længere bede om ekstra sovs. Over for TT sad nordjyden Poulsen. Han var i gang med at berette om sin egen fortræffelighed under rekrutturen. Især om, hvor meget han havde båret under marchturen. Det er godt, du kan klare det med musklerne alene, ikke? Katrine så spørgende på de andre og dernæst på Poulsen med en halvt anerkendende mine. Han blev usikker: Hvad mener du? Hvad jeg mener?, spurgte hun overdrevent venligt, jeg tænkte bare på, at din hjerne vel næppe havde klaret det? Han blev først overrasket, så såret. Raseri kom op i hans øjne. Katrine bed sig i læben. Måske var hun gået for vidt. Det var almindeligt kendt i delingen, at Poulsen ikke hørte til de kvikkeste. Han genvandt mælet: Du tror, du er så helvedes smart. At du kan klare det hele. Tror du ikke, jeg ved, at det var dig, der fik Munck smidt ud? Dét havde du jo bestemt for længe siden. Tro ikke du kan snyde mig, selv om din maske aldrig krakelerer, Kracke! Han hvæsede de sidste ord frem. Spyttede af arrigskab. Det pigebarn var altså frygteligt, sådan at skulle begynde at ryge. Hvordan kunne hun gøre sin moder så ked af det, ja det var slet ikke til at fatte. Hun havde jo håbet på, at det ville flaske sig lidt let med den pige. Deres start sammen havde været hård 92

94 for hende. Og hun havde ikke beklaget sig, Nej, men tværtimod sørget for den pige i alle ender og kanter. Og det var så takken, hun fik. Det var for resten en køn veninde, hende Sea, sådan at lokke hende til at ryge, bare fordi de skulle spille store. Og så var de kun ti år. For en gangs skyld ville hun ikke tie. Nu måtte pigen altså forstå, at det her gjorde hende så bedrøvet, ja gav hende så mange spekulationer, at hun ikke kunne holde det ud. Der var dog grænser for, hvad et menneske kunne stå model til. Katrine mærkede omhyggeligt sit ansigt. Sikrede sig at ikke en mine fortrak sig, at kontrollen ikke svigtede hende og svarede så med neutral stemme, så venligt hun kunne: At Munck blev smidt ud, det var hun vist ubegavet nok til selv at klare. På det område, har I måske noget tilfælles? Katrine kiggede ham i øjnene, hårdt, længe. Han kiggede væk. Rekrutfest Delingen havde arrangeret fest udenfor kasernen. De havde hver for sig bestilt plads i et selskabslokale. Sådan gjorde man på landet, sagde Tielst, der var med i 1. delings festkomité. Han havde afsløret menuen for Katrine, men navnene var franske og lå udenfor hendes aktive ordforråd. Måske viste det sig bare at være kød med pommes frites. Hun havde ikke talt med TT siden den famøse aften på Klub 11. Forskellige planer havde taget form, men lige meget hjalp det. Ingen af mulighederne syntes at kunne afbøde hendes blottelse over for ham, og det ville hun ikke risikere igen. Hun ønskede i høj grad at holde sin blødhed skjult for ham og var sikker på, at det var muligt. Begge officerer deltog i middagen, og også seniorsergent Madsen, som Tielst kaldte for den indfødte. Madsen var så rar, slet ikke militæragtig i en disciplineret forstand, mere hyggelig. Alligevel gjorde delingen deres arbejde hurtigt, villigt og nøjagtigt, også når han havde kommandoen. Måske skyldtes det alene, at de var på sergentskolen, og at det tilmed var studenterholdet. Den indfødte kunne ikke ønske sig elever med en bedre 93

95 motivation. Katrine havde flere gange lukreret på, at hun forstod hans sprog uden problemer. Det gav point at kunne oversætte for københavnersnuderne. Delingsfører Due holdt en lille tale. Han roste dem for indsatsen gennem de tre måneder og fremhævede deres præstationer under rekrutturen, hvor det for første gang havde været, hvad han kaldte, rigtigt soldatervejr. Han var stolt over at have en deling sergentelever og udbragte til sidst en skål for dem. De rejste sig, løftede vinglassene, hilste på hinanden til alle sider, drak og hilste igen, satte sig. Det var meget højtideligt pludseligt. Katrine fik tårer i øjnene, følte sig rørt og berørt af hans ord om stolthed og fædreland. Hun koncentrerede sig om maden, indtil det våde i øjnene var forsvundet. Ved kaffen blev de grupperet omkring tre mindre borde. Schutz havde råbende foreslået, som han grinende kaldte det i mangel af kommandoret, at hele delingen blandede sig og fordelte sig ved disse borde med en lærer ved hvert. Nogle havde tydeligt en favoritplacering ved Dues bord. Måske var det fedterøvene, der skulle benytte lejligheden til at sige noget særligt klogt til delingsføreren. Andre foretrak Schutz og muligheden for at være morsomme sammen med ham i en situation, hvor han ikke pludseligt kunne tillade sig at skrue kommandobissen på. Katrine bemærkede, at TT satte sig over for Schutz og skyndte sig derfor hen til den indfødte, Madsen. Hun ønskede under ingen omstændigheder at lefle for Due. Hendes indsats i det daglige måtte være nok. Resultatet fra rekrutprøverne var blevet offentliggjort, og hun var ikke den eneste, der havde læst beskedent på lektien. Hun kaldte på Tielst, der netop kom fra toilettet. Intetanende om rokeringen. Han måtte redde underholdningen ved deres bord. Og det gjorde han gerne. Ved at fortælle en lang historie om Kryger og Katrine i bivuak. Han fortalte med en let, ironisk og nedtonet arrogance, der fik Katrine til at vride sig af latter. Selv om hele bivuakhistorien var lidt flov for både hende og Kryger, fik Tielst deres indsats gjort til et kunststykke. At få et fyrfadslys til at brænde indeni en bivuak var i sig selv ikke let. At undgå officerernes opdagelse var endnu sværere. Men at få lyset til at antænde soveposen var næsten umuligt. 94

96 Kunsten nåede dog sit højdepunkt, da Kryger slukkede ilden med de bare næver med en andengradsforbrænding på hånden til følge. At Katrine kun lod sig forstyrre ved kortvarigt at vågne og spørge, hvad klokken var, viste én af to ting: Enten var hun allerede så professionel en soldat, at hun ikke behøvede mere uddannelse, eller også var hendes sovehjerte så godt, at hun kunne sove igennem en ny verdenskrig. Tielst så bevidst overrasket og lidt dum ud. Resten morede sig, også Madsen, hvis latter maksimalt nåede at blive en bred mund omkring pibens mundstykke. Stemningen var munter og god. De allerfleste havde drukket rigeligt til maden, og til kaffen skulle der være cognac, havde arrangørerne bestemt. Der havde været protester, for ikke alle brød sig om cognac og flere af jyderne havde mumlet om den høje pris på hele arrangementet. Delingen havde haft rig mulighed for at lufte de fordomme, der havde ligget gemt i et par måneder allerede. Ikke desto mindre sad de femogtyve sergentelever og præsterede fuld tilslutning. Katrine mindedes de tre rekrutter, der var blevet hjemsendt. Det kunne ikke betale sig at sørge over dem. Der var et par stykker, især Bistrup og Poulsen, som hun godt kunne ønske sig samme vej. Men det fik være. Nygaard kom over til bordet, hun var i særdeles godt humør: Hvornår er du klar til at gå Kracke? Det er jeg nu, svarede Katrine og slugte den sidste tår kaffe. Tag den, jeg kan ikke lide det alligevel, hviskede hun til Tielst og stillede sin cognac ved siden af hans kaffekop. Jamen stop, råbte han. Er I ved at gå? Nygaard klappede ham på skulderen, trykkede ham tilbage i stolen: Tag det nu roligt, vi går bare op på klubben, så vi ses. Hun signalerede over til Katrine, at de skulle gå med det samme. De gik med hinanden om livet. Slingrede lidt, fnisede og indviede hinanden i de episoder, de hver især havde lagt mærke til under middagen. Specielt Schutz var et studium helt i særklasse. Skønt de tidligere var blevet enige om, at han blot var primitiv og let gennemskuelig, kunne han til stadighed overraske. 95

97 Pludselig var der nogle, der råbte efter dem. De vendte sig og så, at der var en flok fra delingen, der åbenbart havde fået samme idé som dem selv. TT var der og indhentede de to piger først: Godaften de damer. Hvor er vi på vej hen?, spurgte han høfligt og lagde armen om Katrines skuldre fra den anden side. Hun kunne mærke et sug fare gennem maven, først ned, så op. Hun drejede hovedet, kiggede alvorligt ind i hans grønne øjne: Vi er på vej hen på Klub 11. Vil du med? Ja, svarede han glad. Hun lagde sin arm omkring livet på ham, så stadig alvorligt på ham, længe. Kan du så holde op med det, hviskede han genert og bøjede sig lidt frem og ned. Kyssede hende på munden. Hun kyssede igen og kunne mærke, at Nygaard gled væk fra hende. De fulgtes videre gennem byen, nærmede sig klubben. Eikers havde startet en fællessang, én af marchsangene. De skrålede med, gik i takt, følte fællesskabet og heden i kinderne. Mod frosten. På diskoteket var alt kaos. De to delinger fra studenterholdet var kommet. Alle de lokale piger var kommet, som vidste de, at rekrutfester automatisk ville betyde et stort udvalg på dansegulvet af glade, nybagte sergentelever. 3. deling og resofferne var der også i stort antal. Særlige aftener betød særligt mange piger at vælge imellem. Katrine og TT holdt hinanden i hånden, indtil de havde fundet et hjørne, hvor de kunne stå med deres øl. Poulsen var kommet, han var temmelig fuld og holdt sig irriterende nær TT hele tiden. Også Schutz var dukket op, tilsyneladende uden Due og Madsen, som vel var gået hjem til deres familier. Schutz dansede med Christensen. Hun var meget genert ved det, kunne Katrine se. Hun lænede sig ind til TT. Det var rart at fornemme hans tyngde, bredde. Han lugtede rart af sæbe. Det mørke, glatte hår var blevet klippet ultrakort. Mærkeligt, at det ikke strittede i en karsefrisure; det lå tæt til hovedet. Hun iagttog ham tænksomt. Han gav hende et klem: 96

98 Kom, vi skal ud at danse. Schutz var nået til Hammerschöhl i sin danserunde. Han grinede højt, da han fik øje på Katrine og TT. Hun løftede øjenbrynene, stirrede bevidst uforstående på ham og dansede videre, væk, ført af TT. Glemte alt, næsten. Forstod ikke TT, ønskede så brændende at kunne regne ham ud. At danse med ham så pludseligt og på den måde overgik alt, hvad hun havde forestillet sig. Hun havde svoret, at han var ligegyldig, at han kun var under observation. Hun erindrede sig selv om, at han netop kun fortsat var under observation. Den udfarende kraft måtte han vise. Han foreslog, de gik hjem til kasernen, og hun indvilgede. Poulsen og Sørensen fulgte med, arm i arm. De nåede op på gangen, standsede rådvilde med hensyn til, hvordan situationen skulle tackles. Katrine mindede sig selv om, at hun ikke skulle tage noget initiativ. De blev stående på gangen alle fire, snakkede, røg. TT havde begge arme om livet på Katrine. Poulsen stillede skarpt med de plirrende øjne: Hvad så, Kracke? Nu må du da være glad. Munck har du sendt hjem, og TT er på krogen. Han grinede fjoget. Katrine spurgte overrasket, næsten hviskende: Kan du ikke bare lade mig være i fred? Tårerne pressede sig på. Hendes føjelige svar animerede ham yderligere. Han fremturede, blev stædigt ved med at snakke om Munck. Katrine kiggede ned, klar over at hun var tæt på at græde. Ville ikke. Overvejede at stikke af. Løbe ned på stuen. Sært med den unge. Ja, unge var hun jo ikke mere, konfirmeret og det hele som hun var. Efter hun havde fået denne kæreste, denne tandlægesøn som konen kaldte ham, var hun blevet så sart. Hun slægtede sgu snart konen på, hvad det angik. Så kunne de jo sidde sammen og vande høns. Der skulle ingen ting til mere, før ungen vrælede og hulkede, at det da var godt, den knægt brød sig om hende. Som om han var noget for hende, sådan en langlemmet fløs. Næh, ikke fordi han gad blande sig efterhånden. Konen sørgede alligevel altid for at hænge ham ud som en idiot, men hun skulle nu passe på ham knægten alligevel. De riges børn var sgu de værste. Så meget havde han da 97

99 lært. De hang jo sammen som ærtehalm, de to unger. Det var sgu nærmest sygeligt, så forelsket ungen var. Det havde han også sagt. Og så det vræleri oveni. Nu tror jeg, du skal holde din kæft! TTs stemme var fast, myndig. Han fortsatte: Hvis du kun kan lukke lort ud, så gør os den tjeneste at gå i seng. Poulsen protesterede. Snakkede om kællinger og hvordan de kunne fordreje hovedet på selv den fornuftigste mand. En lille gruppe fra den første stue var kommet til, deriblandt Bjerg. Nygaard var der også. De stillede sig op og lyttede. Ventede på konflikten der kunne koge over. Nygaard gik hen til Sørensen og foreslog, at de skulle følges ned på stuen. Poulsen så de to piger gå, svovlede en ekstra gang om lede kvinder og gik så ind på sin egen stue. Resten af flokken spredtes. Tilbage stod TT og Katrine: Jeg går altså i seng nu, TT. Han kyssede hende, holdt hende fast på skrømt. Tak for hjælpen TT. Nu så du, at selv en Kracke kan krakelere, hviskede hun. Hun vendte sig halvt nede ad gangen. Han stod der endnu. Hun sendte et fingerkys og gik så ind til pigerne. Katrine stod klar i døren. Kryger havde adviseret klar på stuerne. Pigerne havde haft en travl morgen. På trods af tømmermænd og søvnmangel var det lykkedes dem at få stuen gjort acceptabel efter nattens udskejelser. Rekrutfesten var sluttet med 2. delings hjemkomst og vandkamp. Alle brandspande var blevet tømt, de fleste på pigernes stue, hvor fyrene med stor fornøjelse havde taget ophold. Pigerne havde i fællesskab smidt dem ud, også de af fyrene der havde troet på et mere permanent ophold. Dyden skulle holdes, i hvert fald på stuen. Giv agt! Stuen ret! Hr. løjtnant, sergentelev Kracke melder, stuen stiller med seks mand. Schutz modtog meldingen, smilende. Katrine overrakte højtideligt et slips til ham og tilføjede: Hr. løjtnant! Dette har stuen inddraget på et diskotek i byen. Det skete under boksning. 98

100 Pigerne fniste halvkvalt. Man måtte ikke kompromittere retstillingen ved at komme med kropslyde. Schutz modtog slipset, takkede og befalede dem at stå rør. Forstod ikke deres kodeord, boksning. Viste alligevel sit format ved at grine og sige: Tak for sidst, sergentelever! Selvstændighed og straf 1. deling stod antrådt i hesteskoform i gården, klar til den første lektion i instruktørvirke. Fra den uundværlige stuemappe vidste pigerne, at det drejede sig om at lære, hvordan man underviser. Hvordan man så skulle lære at undervise, fremgik ikke klart af mappen. Due havde givet dem til opgave at forestille sig, hvorledes de selv ville gennemføre den eksercitslektion, der omhandlede at præsentere gevær. Katrine havde prøvet at genkalde sig Schutz lektion i det samme emne. Det var lidt vanskeligt, for detaljerne fra den allerførste tid var forsvundet i en tåge af skræk. Pigerne havde snakket om deres opgave og var nået frem til, at når man skulle forestille sig en undervisning, var detaljerne overflødige. Den antagelse gjorde Due til skamme, straks han modtog delingen: Godmorgen sergentelever! Godmorgen hr. premierløjtnant! De er vel alle klar til at gennemføre lektionen i at præsentere gevær? Er der én, der ønsker at melde sig frivilligt?... Eller skal jeg vælge én ud? Koldsveden brød frem i Katrines hårbund. Sådan havde hun ikke forestillet sig det. Havde hun dog blot forberedt sig, så ville hun have meldt sig. Men det kunne hun ikke, så uforberedt hun var. Og tænk hvis Due valgte hende ud. Hun kiggede påtaget ligegyldigt frem for sig, ikke ned, ikke direkte på Due. Ansigtet var totalt i ro. Due fortsatte: Godt, TT, kom frem foran delingen med geværet. Værsgo at gå i gang! Der lød flere suk. Lettelse blev sluppet ud og imødekommenhed over for den ene stakkel, der gjorde det muligt, strømmede efter. TT lavede en synkebevægelse, idet han gik frem. Han prø- 99

101 vede at se uberørt ud, men måtte på den anden side være lidt beklemt. Han gik frejdigt i gang: Giv agt! I skal lære at præsentere gevær. Det ser således ud... Han viste grebet med geværet og gik videre i sin forklaring: Det kan man dele op i flere faser. Den første fase ser således ud... Han var imponerende. Og uimponeret selv på samme tid. Selv om han lavede nogle småfejl, selv om han sprang et par detaljer over, og selv om han ikke brugte de femogtyve minutter, der var afsat, så lykkedes det ham alligevel at gøre dét, der var allermest svært: At stå foran delingen og tale til dem, som om han havde kommandoen over dem. Underligt at man kunne blive klar over, at netop deri bestod kunsten bare ved at iagttage en anden gennemføre det. Due rettede de fejl, der var, og roste TT meget. Det var blot en smagsprøve på, hvordan undervisningen ville forme sig i hele deres sergentelevtid. Alle lektioner ville blive gennemgået igen, blot med en elev som lærer. Og de ville alle sammen få mange lektioner at øve sig i. Katrine kunne mærke et sug af blandet rædsel og forventning i maven. Hun kom ikke udenom at stå i samme situation, som TT netop havde gjort. Mærkeligt i øvrigt med TT. Efter rekrutfesten havde de behandlet hinanden med venskabelighed. Der var ikke antydning af varmere følelser imellem dem, men den taknemlighed Katrine følte ved hans hjælp over for Poulsen, havde hun mere og mere taget til sig som trøst. TT evnede forståelse eller indsigt måske. Dermed var han beviseligt følsom. Hans problem måtte være generthed, for når han var halvfuld, var han markant anderledes: meget mere afslappet. Stakkels fyr hun skulle ikke presse ham eller på anden måde genere ham. Tværtimod ville hun hjælpe ham, hvis hun kunne. Og hun fornemmede intuitivt, at den hjælp hverken skulle bestå af ligegyldighed eller stærke følelsesudbrud. Venskabeligheden lå ligefor, midt imellem. Delingen skulle på skydebanen om aftenen. Det var muligt at 100

102 køre sidst på eftermiddagen, årstiden gjorde mørkeskydning muligt allerede fra klokken 17. Aftensmaden måtte de dog have inden afmarch. Og det var en speciel oplevelse, der var blevet lovet dem af seniorsergenten. De nye elever var kommet. Der var ikke kvinder iblandt, så de erotiske smædesange udeblev. Alligevel var der mulighed for almindelig hån, og en vis euforisk stemning herskede da også i den lange kø i cafeteriet. Katrine stod som sædvanlig sammen med Nygaard. Uden at have aftalt det på forhånd var de begge klar over, at situationen var vigtig for dem og deres personlige omdømme. De talte ikke sammen, stod i stedet og så meget alvorlige ud, meget tjenstlige ud. De havde styr på det. Katrine kunne vitterlig mærke en farlig stolthed i brystet. Sad uniformen måske ikke korrekt? Var støvlerne måske ikke velpudsede? Var baretten måske ikke så tilpas brugt, at den sad tæt til hovedet med den helt rigtige fold i højre side? Et par af rekrutterne foran i køen blev ved med at vende sig. Gloede og stak hovederne sammen, hviskede og kiggede igen. Katrine stod længe upåvirket og spekulerede som en vanvittig på, hvordan hun mest effektivt kunne få dem stoppet. Tænkte på sig selv den dag, hun var kommet. Fyrene foran kunne ikke sammenlignes med studenterholdet, som startede direkte på sergentskolen. De nyankomne var ikke mere ny i Forsvaret end Katrine selv. De havde blot været under uddannelse på andre kaserner rundt om i landet i deres tre første måneder. Da en af fyrene vendte sig igen, strakte Katrine hånden frem, mens hun alvorligt sagde: Goddag, mit navn er Kracke, hvad skylder jeg æren? Æren, gentog han forvirret. Ja, al den opmærksomhed? Jeg er jo hverken Dronning Margrethe eller en ufo! Hun gjorde med vilje sin stemme ekstra alvorsfuld. Indeni hende boblede det af latter over hans stadigt voksende forvirring. Hun fastholdt hans blik. Nogle af fyrene fra hendes egen deling stod bagved, kunne hun mærke, og var med på idéen. Æh, ikke noget. Det ved jeg ikke, svarede han. Rødmen bredte sig på hans kinder. Han vendte sig væk, forfjamsket. Latteren pressede sig på mellem Katrine og Ny- 101

103 gaard. De vidste begge, at de skulle undgå at møde hinandens blikke. Det ville totalt ødelægge den alvor, som det var lykkedes dem at lægge i situationen. Da de nåede ned til 1. delings bord, kunne de endelig tale frit. Nygaard morede sig: Så du ham i hovedet? Han var helt skeløjet af overraskelse. Ja, og måske også flovhed over, at han bare havde stået der og gloet fuldstændig hæmningsløst, svarede Katrine. Nygaard var rød i hovedet af grinet og oplevelsen. Katrine sad og nød sig selv. Nød at hun havde styr på det. Al den opmærksomhed skulle hun nok tackle, det gjaldt blot om at være hurtig, skrap og kvik i replikken og i det hele taget møde fyrene på deres egne præmisser. Så måtte de kunne indse, hvor fjollet opmærksomme de var på, at der var piger. Dét med kønnet var ligegyldigt. Der var ikke to slags soldater. Der var kun soldater. De var færdige med mørkeskydningen. Kaptajn Pigtråd havde som vanligt kommanderet med dem, utrætteligt. Selv i mørke slap han ikke sit greb, om end han ikke var i stand til at skelne dem fra hinanden. Dét i sig selv kunne også være underordnet. Han kaldte stadig alle, der dummede sig, for bagerjomfruer eller skolelærere. De dygtige, der efterhånden havde vist sig glimtvis, blev kaldt rigtige håndværkere. Det var hidtil ikke lykkedes nogen at få det prædikat permanent. Resultaterne blev råbt op nede fra markørgraven. Det viste sig, at Katrine havde fået den højeste skore, som var to point fra maksimum. Jamen det er strålende! Den kvinde kan jo skyde! Må jeg bede alle skolelærerne tage sig i agt. Den kvinde kan virkelig ramme med sit gevær. Hun rettede ryggen, blev næsten ør af rosen. Lige så led han var under sine anfald af vrede, lige så skøn var han under sit anfald af ros. Ros kunne ikke fås mere direkte, mere kontant end på netop hans måde. Det var hele sliddet værd. Det kunne altså lade sig gøre. Jeg tror søreme, jeg har skudt i din skive, sagde Petersen. Han stod ved siden af Katrine og funderede over, hvorfor han havde fået nul point. Havde trukket ladehåndtaget tilbage som 102

104 om det ville afsløre en fejl ved geværet. Årh, det siger du sgu bare, fordi du er misundelig, brød Eikers ind fra den anden side. Glæden og stoltheden var så stor, at der skulle mere til at spolere den. Men hun kunne mærke, at Petersens bemærkning tærede lidt på følelsen. Hun ignorerede deres diskussion om det sandsynlige i påstanden. Prøvede bevidst at fastholde øjeblikket lidt. Nu skal hun jo ikke forfalde til dagdrømmeri, bare fordi hun kan skyde! Kaptajnen lyste på hende med sin lommelygte. Stemmen var så ilter som altid. Nej, hr. kaptajn! Stoltheden blev kanaliseret over i tilfreds handling. Hun rettede sig op, tog geværet i nærkampstilling og trak ladehåndtaget tilbage, så han kunne kontrollere ladekammeret med sin finger. Det fremgik af øvelseslisten, at de skulle gå hjem til kasernen. Bare for at holde træningen ved lige, som Schutz kaldte det. Der var ikke så langt, så turen syntes nærmest hyggelig med et par af marchsangene undervejs. I kasernegården beordrede Schutz holdt, og de blev sendt ned til våbenkammeret. Delingens maskingeværer skulle rengøres straks. Katrine tog sig af ammunitionen, der var tilbage fra skydebanen. Alt skulle tælles op, så regnskabet kunne føres. Hun blev standset, da hun var på vej hen ad gangen for at gå på toilettet. Hvor er De på vej hen? Schutz stemme var usædvanlig streng. Hun fortalte ham sit ærinde. Hvor er Deres gevær? Hun blev ærgerlig, vidste godt at det ikke burde ligge på gangen sammen med hendes udrustning, selv om resten af delingen var der til at passe på. Hun pegede: Det ligger derhenne. Tag det med, sluttede han og gik tilbage til delingen. Delingen stod igen i gården. Schutz var i gang med de sidste in- 103

105 strukser om morgendagens lektioner. Han var lidt anderledes end sædvanlig. Virkede ikke så glad, ikke så morsom. Kracke, herude træd an! Hun løb ud foran delingen, indtog retstilling med geværet ved sin højre side. Han bad om hendes gevær og fik det. Hun stod rør, men blev befalet til at vende sig, så delingen kunne se hende forfra. Han løftede geværet op, frem foran dem. Fortalte at hun havde glemt det, at hun mente, man som soldat kunne gå fra sit gevær, at de andre nok skulle passe på det, at hun ikke behøvede det hos sig. Han fik delingen til at medgive sig, at det var forkert, og han ønskede, for at hjælpe hendes hukommelse på plads, at hun næste dag skulle bære geværet hele tiden. Hun måtte gerne skille det ad om nødvendigt. Og ja, det skulle også med i cafeteriet, selv om det normalt ikke var tilladt. Han aftrådte delingen. Hold kæft hvor var den unge blevet streng. Meget værre end han havde forestillet sig. Blandede sig i alt og skræppede med hver gang han og konen, den so, havde bare det mindste skænderi. Hvad ragede det ungen, at han havde lukket den bankkonto. Hvordan troede hun, hun kunne tillade sig at stå parat dér i døren og overfalde ham som en arrig hunkat. Og kaldte ham de værste ting. Ikke fordi han længere forstod, hvad hun sagde. Hun var seksten år og gik på hf. Men at dét der ord, mandsjuve-et-eller-andet var grimt ment, det kunne enhver idiot sgu regne ud. Ungen havde hvæset af arrigskab, og han havde slet ikke vidst, hvad han skulle sige, som de stod dér begge to: konen og ungen. Han havde gjort det godt for sig selv med sådan en familie. Og så var det, han havde smækket hende et par, altså ungen, så hun ikke skulle tro, hun styrede det hele. Det lukkede godt nok munden lige straks. Men siden havde hun set på ham, som om hun nærmest grinede af ham. Satans til frækhed. Hun gjorde det uden at beklage sig. Hun gik over gården på vej til cafeteriet til tutten bærende på sin plastikpose, i hvilken hun havde det adskilte gevær med piben stikkende op. Hun mødte Schutz og gengældte ikke hans glade smil. Hun stirrede glasagtigt frem for sig og mærkede for første gang, at hun kunne hade 104

106 ham rent. Han skulle ikke opleve hende klage over sin straf. Hans hævn? Søsterskab Sørensen tog initiativ til en fællesweekend. Det var en god idé, for det gav plads til et samvær, der alligevel aldrig blev mulighed for på kasernen. Nygaard ville også med, selv om hun havde en fyr i Ringsted. Hun mente nok at kunne huske hans udseende, også efter fjorten dage. Katrine var lidt forundret over den beslutning. Syntes den måtte være svær at tage. Poulsen var inviteret med. Det var mere og mere blevet en kendsgerning, at han og Sørensen syntes godt om hinanden. I begyndelsen havde det irriteret Katrine, og hun havde ladet drabelige fantasier tage form i retning af hendes reaktioner, hvis han skulle tage ophold på stuen i stil med Muncks resof. Det var imidlertid aldrig sket, og i stedet var hans betagelse af Sørensen blevet til gavn for deres sag. Han syntes, kvinder i Forsvaret var helt fint. Han sagde det altid på en lidt halvsjofel, fjollet måde, der fik det til at koge i Katrine, men han var holdt op med at genere dem direkte. Poulsen havde en anden vigtig funktion. Han blev brugt som forbindelsesled til TT, der på den måde var blevet inviteret med. Og han havde sagt ja tak. Det havde været mere end svært for Katrine at skjule sin glæde. Bjerg og Tielst skulle også med, men med de to var alting nemmere. Det var bare at spørge dem og så lytte til Tielsts klager over, hvor få kvinder der kom. Katrine havde spekuleret over sit forhold til TT, og der var noget, hun ikke kunne forstå. Det forekom hende, at han blev hængende i en fase, hun aldrig havde været ude for før. Hendes samlede erfaring med fyre, der blev til kærester, var meget enkel. I første fase var de interesserede. I anden fase blev de forelskede og i tredje og sidste fase blev de ulykkelige, fordi hun svigtede dem. Undervejs i forløbet kunne hun selv skulle igennem store kvaler, men det var alene mellem første og anden fase. TT var aldrig nået til fase to, så hendes kvaler kunne sagtens forklares. Han havde dog været i fase ét så længe, at det over- 105

107 skred enhver rekord. Derfor burde han ud af denne kærestebeskrivelse og kun være en ven. Men hvorfor kunne hun så ikke omgås ham lige så frit som Tielst? TT skulle måske have tid. Hun ville være tålmodig. Delingen skulle have første vagt. De var nøje blevet instrueret af skoleofficeren, kaptajn Hansen, der havde taget imod dem den første dag i Haderslev. Han blev kaldt røb-hansen, fordi hans måde at sige rør på, lød som et røb. Der var mange instrukser at holde rede på. Den eneste trøst var, at de var flere sammen ad gangen. Selv når de skulle hejse flaget i flagtårnet, skulle de være to. Katrine havde været på flagholdet på sin første vagt sammen med Bjerg. Og hun havde råbt: Honnør for flaget! Bjerg havde derefter hejst flaget langsomt i et ensartet tempo, mens hun gjorde honnør. Det var meget andægtigt og smukt. Man blev stolt af at være dansker. Vagterne gav dem også mulighed for at lære andre officerer at kende. Den vagthavende officer kom på vagtrunde og inspicerede, om alt gik rigtigt til. Mange af dem havde en særlig facon over for pigerne, havde Katrine bemærket. Enten lod de, som om de var ligeglade, mens de helt stive i flippen snakkede om instrukser og reglementer. Den type var sjovest. De var måske generte, men altid let gennemskuelige. Eller de snakkede uden blusel kun med pigen og lagde ikke skjul på, at det forekom dem mest interessant. Den type var kvalmende og gjorde fyrene jaloux. De færreste var neutrale. Deriblandt var heldigvis deres egen delingsfører Due. Schutz var en pseudoblanding af alle tre typer. Det var igen fredag. 69-uniformen var trukket frem og på. Rengøringen var i sin sidste og afgørende fase. Fem minutter til stueeftersynet. Nygaard, Sørensen og Katrine havde pakket på en særlig måde. De var klar til deres fælles weekend. Hammerschöhl skulle have repeteret, hvem der egentlig skulle med. Der kunne jo være en god højrelomme imellem, som hun udtrykte det. Det var altid godt at vide, hvad man blev snydt for. Da hun hørte, at TT også skulle med, piftede hun langsomt. Kiggede 106

108 smilende over på Katrine og spurgte, om der skulle bokses. Katrine blev mundlam, overrasket over Hammerschöhls åbenhjertige udspil. Det havde hidtil været en stiltiende aftale, at ingen på stuen overhovedet drillede hinanden med bestemte fyre, når det måske var alvorligt. Alligevel blev Hammerschöhl ved, åbenbart ikke klar over hvor vigtigt det var for Katrine. Nygaard stod ved siden af og viste tydeligt, hvor præcist hun kendte Katrines tilstand. Situationen måtte tages på en humoristisk måde, det var den eneste måde at stoppe Hammerschöhl på, hvis det ikke skulle have betydning for søsterskabet. Katrine gik over til hende, tog fat under hendes hage, i krave, slips og det hele. Som en mand ville have gjort det. Hun løftede lidt op i Hammerschöhl og sagde truende: Dét siger jeg dig, søster, hvis du nogensinde rør ham, slår jeg dig ihjel! Hun slap Hammerschöhl, slog hende på skulderen, grinede og beroligede hende: Der blev du vist forskrækket? Tag det roligt, dét er ingen mand værd. Lad os i stedet lave et hak i sengen, hver gang vi skorer én. Hun vendte sig om mod de andre. Hvad siger I? Er det ikke en god idé? Jo, svarede Christensen med det samme, men jeg er bange for, jeg kun får ét hak. Det er ham Mogensen fra min deling. Og jeg har ikke engang skoret ham eller noget. Jeg er bare forelsket... Hun blev rød i hovedet. Hvad er det for noget? Fortæl, fortæl! De stimlede sammen om hende, ivrigt afventende. Hun slog ud med armene, overrumplet af den pludselige opmærksomhed. Giv agt! Klar på stuerne!, lød det ude på gangen. Satans, hujede Katrine opstemt og godt ærgerlig over, at den gode historie måtte vente. De var alle sammen ankommet fredag aften i højt humør. Havde haft øl med i toget og havde senere købt god mad og vin i et supermarked nær banegården. I rutebilen på vej ud til sommerhuset havde TT sat sig ved siden af Katrine og stukket armen 107

109 omkring hende. Bare sådan. Uden ord. Hun havde mærket et svimlende sug i maven. Hvordan kunne det bare ske så pludseligt, alt det hun gik og drømte om. Under gåturen ned til huset havde hun endnu været svimmel. Weekenden havde forekommet uendelig. Da de skulle fordele sig i værelserne, havde TT foreslået, at han kunne ligge i stuen. Han skulle alligevel hjem lørdag. Hun havde skjult sin skuffelse og overraskelse ved den oplysning. Nygaard, eller måske Sørensen, havde arrangeret, at han overnattede sammen med Katrine i et af værelserne. Nygaard havde sovet i stuen. De havde spist og drukket godt og længe. Spillet kort og fortalt deres egne soldaterhistorier igen og igen. Og Katrine havde kun kunnet tænke på én ting: Han skulle hjem. Han havde til gengæld været glad, fuld og opstemt. Havde kysset hende mere end én gang, mens de alle så det. Hun forstod intet. De stod ved rutebilens holdeplads efter en nat i samme seng. Arm i arm. Han havde sovet straks, men havde i søvne klemt hende. Hun havde været lysvågen og tænkt på Tove Ditlevsens digt: Fem korte gyldne minutter sov jeg engang ved din side, fordi jeg var træt af at ligge og se dig sove og sove. Nu, du er borte, forstår jeg, det kun er en straf for den synd, at jeg engang har kunnet sove, mens du var hos mig. Tre hundrede lange sekunder hvor jeg burde sitret af lykke og lyttet mig ind i din sjæl med øret tæt ved dit hjerte. Da rutebilen kørte, blev hun stående og kiggede efter den. Så 108

110 den blive mindre og mindre og til sidst forsvinde i et sving ved en bakketop. Tårerne steg hende i øjnene. Hun følte sig sjældent bevidst om, hvordan hun havde det. Det slog hende til jorden, hvor forelsket hun var i ham. Og følelsen blev stærkere, mere intens ved blot at stå og se efter en rutebil, der var kørt. Tårerne løb ud over øjnene, ned ad kinderne. Det snørede til i halsen. Hun fik ham aldrig som kæreste. At hun havde stirret sig mæt i hans profil, som han havde ligget der og sovet, havde ikke hjulpet. Eller i hvert fald kun foregrebet en eventuel ærgrelse over ikke at have stillet den sult. Hun begyndte at gå. Tårerne strømmede stadigt til, selve dét, at de strømmede, fik flere frem. Hun prøvede at huske, hvornår hun sidst havde grædt. Det var længe siden, et år måske, men sikkert noget med hendes onde stedfar. Sikke en ballade den unge kunne lave. Som om det ikke var nok, at der var skænderier til daglig, skulle hun også lave postyr, når hans egen familie fra Nordjylland var på besøg. Godt nok havde han og konen jo deres ture. Men hun forstod da at holde kæft, når der var gæster. Forstod at få lidt hygge ud af det med god mad. Så kunne det lige passe, at den unge skulle sidde der og spille klog og fortælle dem, hvor overfladisk det hele var. Midt i flæskestegen. Hun måtte da vide bedre nu, voksen som hun jo burde være, regnet efter hendes sytten år i al fald. Men han havde for en gangs skyld fået lukket munden rigtigt på hende. Hende med hendes evindelige far mig her, og far mig der. Hvis det så bare havde været rare ting, hun ville fortælle sin far, så skulle han da gerne spille med på den faderkomedie. Næh, det var sgu godt, at han havde fortalt hende, at han ikke ville høre det ord længere. Far! Alene ordet fra den unges mund gav ham kvalme. Det havde han også sagt. Hun fik ikke TT som kæreste. Han var det heller ikke værd. Han var en knudemand. Altid så livlig og sjov, når han havde drukket sig mod til først. Hun måtte vælge ham fra. Hvad der virkelig var vigtigt var tjenesten. Hun måtte sætte alt ind på at få gode karakterer. Katrine tørrede øjnene, snusede op og rankede ryggen. Gik med beslutsomme skridt mod sommerhuset. Nygaard skulle have flyttet sin sovepose. Fra stuen og ind på værelset. 109

111 Vinterkrig Delingen skulle på øvelse én gang om måneden frem til den afsluttende eksamen. Juleferien var overstået og med den også de sidste rekrutvaner. De tre grupper, som delingen nu bestod af, var blevet taktiske grupper. Al den viden den enkelte soldat hende fået som rekrut, skulle nu samles i gruppen. Først blev man enkeltkæmper, så gruppemedlem. De skiftedes til at være gruppefører både, når de var på øvelsespladsen, og når de var på øvelse. De fleste var efterhånden blevet gode til at undervise. Instruktøruddannelsen var Katrines yndlingsfag, selv om hun stadig fik sommerfugle i maven hver gang. Det var på samme tid ulideligt og særdeles tilfredsstillende. Nogle gange forberedte alle sig på samme lektion, ligesom den allerførste gang hvor TT havde fået æren. Andre gange var det givet på forhånd, hvem der skulle forestå seancen. De var begyndt med alle eksercitslektionerne, hvor de forskellige undervisningsprincipper syntes lettest at demonstrere. Siden havde de taget fat på panserkending, abc-tjeneste og de andre fag. Det taktiske lærte de først hos Due, der holdt teori om morgenen. Senere gennemgik de en kampstilling til forsvar eller et angreb i mindste detalje. Efterhånden havde han gennemgået så mange situationer, at de selv kunne være gruppeførere under løsningen af næsten alle opgaver. Det var de færreste, der var gode til denne føringsvirksomhed. Den var ikke som instruktørvirke en disciplin, man kunne lære sig gennem teori og en portion personlighed. Der skulle en slags fornemmelse til. Og en god fysik i øvrigt, fordi man skulle kunne tænke og befale selv efter et udmattende angreb til fods. 1. deling var på årets første øvelse. Det var bidende koldt, tyve minusgrader. De lå i et beredskabsområde i en granplantage. Sløringen var ringe, det var svært at skjule sig med alt det grønne midt i et snedækket terræn. Heldigvis blev det tidligt mørkt. Det gjorde det umuligt for de emsige officerer at styrte rundt og kontrollere sløringen. I stedet 110

112 checkede de vagtposterne konstant. Sergenteleverne vidste ikke, hvad der skulle ske om aftenen eller om natten, kun at delingen ville blive alarmeret på et tidspunkt med henblik på en ny opgave. De var altså i beredskab. Katrine var installeret i bivuak sammen med Kongsfeldt. Han var en temmelig tavs fyr, der blot gjorde sit arbejde. Han blev drillet godmodigt med, at vejret passede ham fint. Han var halvt grønlænder og kunne tilsyneladende klare kulden bedre end de fleste. Han og Katrine var blevet enige om at lægge sig. De havde spist, endda varm mad lavet på enkeltmandskogeren og med sprittabletter. Det var meget besværligt, men Due havde tordnet om, hvor vigtig varm mad var, netop når vejret var koldt. Han havde også flere gange indskærpet, hvor vigtigt det var at "gå på toilettet" hver dag. Katrine og Nygaards havde for længst betroet hinanden, at de nemt klarede tre dages øvelse uden at gå "rigtigt" på toilettet. Det var en offentlig vits i gruppen, at de kunne nøjes med at tisse to gange i døgnet. I takt med at kulden var kommet, havde de dog lavet en ny strategi. At skulle tisse forøgede deres kuldefornemmelser, så de havde efter jul lovet hinanden at tisse hver gang, de følte trang. Også selv om de havde hele skyttepåklædningen på, og også selv om det var mørkt. Katrine lå i bivuakken, mæt og med tom blære. Hun havde taget støvlerne af og proppet dem ned i bunden af soveposen. Kampuniformsjakken lå samme sted, men resten af tøjet havde hun beholdt på trods gode teorier om det modsatte. Hun lavede konstant gymnastik med tæerne, forsøgte at få følelsen tilbage u- den held. Soveposen var trukket helt op om hovedet og hænderne var knyttet og holdt foran ansigtet. Der var følelse i fingrene. Hun kunne høre på Kongsfeldts åndedrag, at han sov. Det kunne hun ikke. Ikke i den kulde. Udenfor var de to vagtposter ved at skifte, kunne hun høre. Det skulle foregå i stilhed, men de skramlede med udrustningen og geværerne. Det var Kryger og Petersen, det skulle tage deres tørn. De hviskede sammen. Der blev helt stille. Skovens lyde blev tydeligere. Det blæste næsten ikke. Katrine tænkte på, om stilhed i sig selv var en lyd. Så intenst lød stilhed, at hun følte at kunne høre den. 111

113 Har du lagt mærke til hende den lidt ældre nede i cafeteriet? Det var Kryger. Han frøs nok og havde brug for at tænke på noget andet. Mener du hende den halvtykke? Petersen skulle have måludpegningen verificeret, som en soldat ville sige det. Ja netop! Har du lagt mærke til, at hun altid har nederdel på indenunder den kittel, de har. Hun sidder altid med benene lidt fra hinanden, så man kan se op under kjolen. Er det rigtigt?, spurgte Petersen. Katrine lyttede spændt. Gad vide hvad ham Kryger gik og lagde mærke til. Typisk Petersen, at han ikke fattede noget som helst. Han vidste dårligt nok, hvad en kvinde var. Kryger fortsatte: En aften vi stod i kø temmelig længe, kunne jeg ikke undgå at se hendes lår. De er helt utroligt hvide og fede. Du skulle se dem. Hun sad bare der ved kassen og slog ind. Hold kæft hvor blev jeg ophidset. Blev du ophidset?, spurgte Petersen vantro, hvordan? Det kan jeg sgu ikke forklare. Hun er bare... Jeg kunne..., nej... jeg fik sådan en ståpik, at jeg måtte stå med bakken ned foran. Selv om jeg havde kampuniformen på. Jeg mener, bukserne er da ret store. De to fyre grinede, behersket. Katrine havde glemt alt om at fryse. Hun ønskede, det var Nygaard, der lå ved siden af. De ville kunne dele overraskelsen over, hvad fyrene sagde til hinanden. Hvad gjorde du så? Petersen var heldigvis også nysgerrig. Jah... jeg blev nødt til at gå, for den ville ikke lægge sig igen. Jeg gik ud på det lille toilet du ved, ved siden af trappen dernede og spillede den af. Petersen grinede igen. Ikke hånende, indforstået. Du har set for mange Fellini-film. Prøv at fortæl Tielst om det, han bliver helt vild. Det ville Kryger gøre. Hendes lår kunne jo deles af flere. De grinede igen. Lyden af skridt afbrød samtalen. Kom nærmere. 112

114 Det var Schutz på inspektion. Han spurgte til kulden og deres fingre og tæer og fortalte dem, at 2. deling var på vej for at angribe. De skulle være ekstra opmærksomme og ikke snakke om Fellini-film, sagde han. Det ødelagde koncentrationen. Han gik igen. Delingen var i gang med at vedligeholde efter øvelsen. Kørerne var på garagepladsen, i færd med at spule og vaske køretøjerne. Katrine og Eikers knoklede i våbenkammeret med materiel og ammunition. De havde haft en masse løs ammunition med, men havde næsten intet brugt. Schutz mente, det havde været så koldt, at de ikke havde kunnet trykke på aftrækkeren med de frosne fingre. Schutz sendte hende af sted til garagepladsen for at se, hvor langt kørerne var kommet. Hun rakte automatisk ud efter sit gevær, der lå en armsbredde fra hende. Basis og det andet havde hun beholdt på. Efterhånden havde de alle sammen vænnet sig til at have basis på. De mærkede det ikke. Regner De med at møde fjender på garagepladsen, Kracke? Schutz nikkede i retning af hendes gevær. Dem har jeg alle vegne, også hvor jeg mindst venter det, hr. løjtnant! Hun stirrede et kort øjeblik på ham med sammenknebne øjne. Gik så. Kørerne var næsten færdige. Katrine skyndede på dem. Udsigten til rigtig varm aftensmad og et rigtigt toilet var motivationsfremmende. Petersen skulle blot køre sin jeep på plads fra vaskegraven. Hun tændte en cigaret, stod og ventede sammen med Nygaard og et par af de andre kørere. Petersen fik startet jeepen og kørte hen imod dem. Han var ikke ret god til at køre. Selv gearskift foregik anstrengt og med forkerte lyde. De kiggede efter ham. Han styrede til venstre om garagen og ville åbenbart forbi dem. Der stod andre køretøjer tæt på hjørnet. Det kunne han da ikke. Han speedede op. Åh nej. Der manglede mindst tyve centimeter. Et voldsomt brag akkompagnerede Petersens bratte holdt. Jeepen sad fast præcist mellem hjørnet af garagen og en par- 113

115 keret jeep. Han kravlede ud. De styrtede hen til ham. Kom du noget til? Bekymring, omsorg og aktion. Og så langsomt. Snigende. Morskab. Han var uskadt. Latter. De havde alle sammen kunnet se, at der ikke var plads. Undtagen Petersen. Han havde næsten taget tilløb ved at speede op. Fire timers søvn på tre døgn. Katrine smed sin cigaret og gav sig hen. Hulkede latteren frem, kom til at hoste, grinede igen og fik tårer i øjnene. Kunne mærke en stærk trang til at tisse. Klemte sammen. De smed sig på volden ved siden af garagen. Væltede rundt i sneen, vaskede hinanden i ansigterne, brølede trætheden ud af kroppen. Følte varmen komme. Petersen stod bag jeepen på god afstand og målte frem for sig med hænderne. Katrine kom listende ind på stuen sammen med Hammerschöhl. De havde været på klubben. Hun havde ikke snakket med TT. Hun havde bestræbt sig på at lade øjnene være åbne for, hvad der ellers foregik. At sidde der sur og uvillig til at tale med nogen overhovedet, var heller ikke en god løsning. Hun havde snakket meget med Bondegård. Han var sød. Hun gik hen til Nygaards seng, bøjede sig forsigtigt ned og kaldte på hende. Da hun åbnede øjnene, satte Katrine sig på sengekanten. Hvordan gik det så?, spurgte Nygaard søvnigt. Meget godt. Han var der, men jeg snakkede ikke med ham. Nå. Er du ked af det? Katrine tøvede. Hun var ked af det. Det svære var at finde ud af hvorfor. Hun vidste godt, at han var en knudemand, en idiot. Hvorfor kunne hun så ikke lade være med at kunne lide ham på den måde? Nygaard trøstede, forstod: Sådan er de fleste mænd. Og vi bestemmer jo ikke selv, hvem vi bliver forelskede i. Hammerschöhl kom tilbage fra baderummet. Katrine rejste sig, nåede at klemme Nygaards hånd let og tilsyneladende tilfældigt. Sagde godnat og gik ovenpå med sin tandbørste. 114

116 Stormvejr Pigerne var midt i de rituelle velkomstscener søndag aften, da Buus pludselig udbrød: Se dér på dit skab, Kracke! Der hænger en seddel. Katrine tog sedlen og så i det samme, at skabet ikke var låst. Hængelåsen hang der, ulåst. Hun læste sedlen. Henvend dem i vagten, står der. Hun blev forskrækket. Spurgte de andre, hvad det mon betød. De diskuterede, mens hun kiggede sit skab igennem. Geværet var fjernet, mens den lille skuffe nederst stadig var aflåst. Hun forstod ingenting. I vagten fik hun udleveret sit gevær af en af fyrene fra 3. deling. Han drillede hende med, at det kostede hende en bollevagt. Og så netop til en pige. Han fandt det mere end sjovt. Hun styrtede tilbage til stuen. Forklarede de andre, hvad der var sket. Langsomt begyndte det at dæmre for hende. Hun havde glemt at låse sit skab. Vagten havde i løbet af weekenden opdaget det, havde inddraget geværet, sat sedlen op og havde meldt det til vagthavende officer. Det sidste var ikke helt sikkert. Måske ville han blot forskrække hende. På den anden side, konstaterede Buus nøgternt, havde han nok indberettet Kracke. I modsat fald ville det være første gang, nogen havde dækket over en pige. Katrine ærgrede sig. At begå sådan en fejl var ikke bare dumt. Det var utilgiveligt. Ikke alene kostede det hende god bedømmelse som sergentelev. Det kostede også pigerne deres i forvejen skrøbelige rennomé. Hele kasernen ville more sig over det. Dagen efter blev Katrine ved morgenappellen kaldt ind på Dues kontor. Hun blev afhørt, som han kaldte det. Det foregik i en behagelig atmosfære, og det lykkedes hende at falde lidt til ro. Hun var stiv i nakken af frygt for følgerne. Due forklarede hende, at der var en fast pris på den slags forseelser. Hun ville få tre døgns ekstra vagt, og de ville falde på en weekend. Hun takkede ham lettet og gik baglæns ud af døren, mens hun prøvede at bevare indtrykket af en retstilling. 115

117 Udenfor åndede hun lettet op. Hvad havde hun egentlig forestillet sig? Næppe at hun skulle smides ud af skolen af den grund. Måske snarere en vrede fra hans side over at hun havde dummet sig. I stedet havde han optrådt som den milde, alfaderlige skikkelse, der nok straffede ungdommens dumheder. Men også lunede sig lidt ved det og ved sin egen forståelse. Måske følte han sig næsten ung, netop når han blev mindet om sin egen ungdoms fadæser? Villadsen skulle til eksamen i instruktørvirke. 1. gruppe skulle være hendes føl. Katrine glædede sig meget til dagens program, fordi det ville give hende mulighed for at opleve, hvordan eksamen foregik. Det ville også give indblik i, hvilke krav der blev stillet til eksamen. Det ville blive en hård dag. Kulden var fortsat med minusgrader, der fik lærerne til at snakke om sneberedskab, og hvad værre var: Et stormvejr var begyndt, så himmel og jord næsten stod i ét. Det gjorde det ekstra koldt. Alligevel var der noget stærkt betagende i naturen, netop når den opførte sig allerværst, allervildest. Det virkede så samlende for mennesker. Al ævl og kævl blev pludseligt ligegyldigt. Dagen blev ét langt, koldt stormende mareridt. Alligevel holdt Katrine øjnene på stilke for at spore eksaminandernes nervøsitet. Det virkede så beroligende at konstatere, at alle mennesker blev nervøse. Også specielle fif i de forskellige lektioner lagde hun mærke til. Der var særligt en blændende lektion i primitiv madlavning. Ingen af lektionerne fik dog optimale betingelser, vejret taget i betragtning, og en lektion i afstandsbedømmelse blev aflyst. Sigtet var kun halvtreds meter. De lignede små grønne Michelin-mænd, der væltede rundt i noget hvidt skum. Alle var pakket ind i flere lag tøj. Inderst det tykke undertøj, både det korte og lange. Udenpå de uldent lange gamacher, kampskjorte, uldfoer. Netundertrøje, termotøj og batteridrevne små varmekugler hørte til det særligt avancerede. Yderst kampuniformen og derpå basis, blot fordi det forekom at varme kroppen en smule. Villadsen havde lavet en god lektion, fortalte Bjerg. Hun hav- 116

118 de dog valgt et lidt uheldigt sted, idet de havde stået på en høj, hvor blæsten fik særligt godt fast. Sørensen havde ikke kunnet stå stille, og lektionen var nær druknet i latter, da censor havde stillet sig bag hende og med en fremstrakt arm holdt hendes en meter og tres op mod vinden. Katrine lavede en syrlig grimasse, da hun hørte historien. Hun havde svært ved at se det morsomme i, at kvindelige soldater skulle støttes for at kunne stå oprejst i blæsevejr. Bjerg drillede hende med alvoren. Der skulle være plads til lidt sjov, også på kvindernes bekostning. Katrine var ikke enig med ham. Premierløjtnant Due havde foreslået en hurtig afgørelse på sagen om det ulåste skab. Katrine skulle på vagt samme weekend. Det var med blandede følelser hun deltog i det sædvanlige fredagshysteri. Rengøringen var som altid ekstra grundig. Buus var stueformand, så intet blev overladt til tilfældighederne. Delingsfører 2 kom ind, åbenbart i fredeligt humør. Pigerne havde hørt, at hans kone var pædagog. Måske havde hun haft ham under behandling. Med sådan en mand kunne hun næppe være arbejdsløs. Efter stueeftersyn var der peptalk på gangen. Først fik de ros, så kritik og til sidst ros igen. På den måde rejste de altid hjem som blomsten af Danmarks ungdom, i godt humør. Schutz havde været fungerende delingsfører hele fredagen. Fader Due holdt for en gangs skyld fri. Schutz elskede det. At have delingen helt for sig selv syntes at være opfyldelsen af alle hans ønsker. Han lod delingen stå på gangen, mens han gik ind på pigernes stue. Nygaard og Katrine kiggede uforstående på hinanden. Hvad havde han mon for. Man kunne aldrig vide med ham. Da han kom ud med et askebæger og to pakker cigaretter i hånden, vidste Katrine besked. Det var hendes tur til skideballe igen. Hun gjorde sit ansigt hårdt, stift, parat. Øjnene blev glasagtige, urørlige. Han stillede sig foran delingen og løftede askebægeret op. Fortalte delingen at det var indbegrebet af svineri. Af et stueeftersyn inkluderede rengøring af askebægre. Og at askebægre under ingen omstændigheder skulle efterlades under sengetøjsposen. Heller ikke cigaretpakker for den sags skyld. Sengen var 117

119 ikke nogen losseplads, selv om man kunne fristes til at tro det, når man så, hvilke elever, der lå i nogle af dem. Det var næsten håbløst med den unge. Hun var holdt op med at kalde ham far. Selvfølgelig var hun det, stejl havde hun jo altid været. Hun var i det hele taget holdt op med at tale med ham. Kun da han en aften havde sagt, at hun lige så godt kunne skrubbe af for evigt, havde hun fået mælet igen. Bandet og svovlet havde hun, så man kunne høre, at de rockere havde lært hende ét og andet. Han havde sagt til både konen og ungen, at hvis de ønskede det, skulle han da gerne flytte. At være gift med to så ulidelige kællinger var mere end man kunne forlange af nogen mand. Ja, for det føltes sgu som at være gift med dem begge på én gang, skønt ungen var rejst til Århus. Og så to af den værste slags. Ikke om han ville finde sig i mere. Nu kunne det være nok. Helt ud skulle ungen. Det var ham eller hende. Han kiggede hen på Katrine, der som altid stod i tredje geled, lidt tilbage, gemt. Hun rankede ryggen en ekstra gang, stirrede tilbage og sagde: Hr. løjtnant! Jeg skal på vagt og skal have cigaretterne og askebægeret med derned. Han gik hen til hende, stillede sig netop ud for, hvor hun stod. Rakte tingene frem til hende: Åh, det havde jeg helt glemt. Hun skal på vagt ja. Med lidt held kan det her give en vagt mere. Katrine pressede tænderne sammen. Så hårdt at hun mærkede en bestemt muskel i kæben bevæge sig. Hun tyggede sammen igen. Fandt en bestemt rytme der gjorde det muligt, at musklen føltes som pulsslag. Koncentrerede sig om pulsen, det forudsigelige. Skubbede Schutz væk fra bevidstheden. Han måtte holde op. Til vagt og weekend...træd af! Hun rettede sig automatisk op, gjorde honnør. Fra vagtburet fulgte hun de mange glade elever på vej hjem. Det var en særlig dag også, fordi Villadsens deling var blevet udnævnt. De var næsten alle i uniform. Skulle åbenbart vise vinklerne frem. Hvem der bare kunne det. Studenterholdet måt- 118

120 te foreløbig nøjes med den lille gule knap, der betød sergentelev. Og den knap var der alligevel ikke nogen civile beder, der forstod betydningen af. Villadsen fik øje på Katrine og vinkede med hånden, ville have hende udenfor: Nu må du love mig Kracke at gøre dig umage. De siger om dig, at du er dygtig. Katrine blev varm i kinderne midt i kulden. Det løftede sig i brystet: Æh, tak, det er vist ikke så galt. Og tillykke med udnævnelsen. Du lavede en god lektion, hører jeg. Villadsen smilede glad. Fortalte om den anden lektion, som hun også havde lavet. En fyr fra hendes deling piftede. Deres taxa var kommet. De steg ind. Villadsen havde allerede glemt Katrine, der stod parat til at vinke. Patruljevagten ventede forude. Med nogle fra 2. deling, som hun ikke kendte så godt. Bondegård var heldigvis iblandt. Han var vagtkommandør i det første døgn. Hun fandt et reglement frem. Lidt fornuftig læsning kunne ikke skade. Stillede sig i døren mellem hvilerummet og vagtburet, hvor Bondegård sad. Ville følge de sidste weekendsoldater på vej. Telefonen ringede. En gang, så blev den taget af Johansen... Ja, et øjeblik... Han drejede et nummer. Det hørte med til vagtfunktionen at tage telefonen og stille om til en række lokalnumre. Den anden telefon ringede. Sønderborg Kaserne, det er sergentelev Bondegård. Der er en samtale til Dem, lød Johansens stemme. Johansen begyndte at grine. Det dæmrede for Katrine. Mon ikke fjolset havde stillet om til Bondegårds lokalnummer i stedet for bare at række sin egen telefon over til ham? Hvis det var tilfældet, skulle han have noget røg ham Johansen. Hun ventede på, at Bondegård skulle blive færdig med sin samtale. Det var vist vagthavende officer, han talte med. Johansen sad stadig med sit rør i hånden, men holdt en finger ned mod afbryderknappen. Han var spruttende rød i hovedet. Katrine lo. Først stille, mens hun iagttog Bondegård, der var ved at 119

121 afslutte samtalen. Så højt, da han havde fået lagt røret, og de to fyre klaskede sammen ind over hvert sit skrivebord og brølede af latter. Den anden patruljevagt kom ude fra toilettet og forstod intet. Det var vagthavende officer, spruttede Bondegård. Hvad ville han?, spurgte Katrine, udover at tale med dig altså. Instruere patruljevagterne. Det er ham charmøren fra jeres deling, Schutz. Åh nej, sig det er løgn! Katrine holdt sig forfærdet for munden. Bondegård holdt op med at grine. Kiggede uforstående på hende. Er det ikke ham, der er så sjov? Møde med fjenden 3. gruppe var ved at læsse deres lastvogn. Presenningen var taget af, så ladet var uden overdækning. Deres tunge og lette maskingevær var hentet i våbenkammeret, og det lette gevær var lagt op foran, på førerhusets tag. Herfra skulle maskingeværskytten sikre gruppen, når de startede den opsiddede march. Som sædvanlig var basis, gevær og panserværnsraketter hængt på gruppens medlemmer. Katrine undrede sig somme tider over, hvor lidt det efterhånden generede hende. Alt det tilbehør var der bare, lige så naturligt som et par bukser og en langærmet trøje hørte til kroppen i køligt vejr. Delingen skulle på en fire dages øvelse. Selve den mentale forberedelse havde kostet mange samtaler på pigernes stue. Det var første gang, de overskred tre dages fravær. Pudsigt nok var det største problem for Katrine og Nygaard, at de måtte finde en løsning på deres latrinære problem. De var enige om, at fire dage uden et ordentligt toiletbesøg ikke lod sig gøre. De havde besluttet at gøre et alvorligt forsøg på at følge peristaltikmusklens påmindelser fra første færd. Katrine stod med piben til det tunge maskingevær. Kryger baksede med selve våbnet oppe på ladet. Piben skulle skrues i. Hun kom i tanke om Villadsens vilde løgnehistorier fra den første tid. 120

122 Alle pigerne havde troet hende og gispet, da de fik beskrevet, hvordan de skulle være i stand til at springe fra lastvognens side og ned, med maskingeværet i armene. De havde bagefter snakket om, at det måtte være fysisk umuligt. Munck havde ikke gjort det bedre ved sine beskrivelser af våbnet og dets vægt. Femogtredive kilo var for bodybuildere. Alene piben vejede ti kilo. Disse skrækhistorier blev ved med at dukke op. Der var altid noget i fremtiden, man kunne frygte. Katrine havde kun foragt tilovers for de helt særlige historier, der skulle gøre pigerne bange. Allerede til optagelsesprøven havde en sergent prøvet at kyse dem ved at fortælle om en mus i bivuakken. Hvad han ikke havde fortalt om, var graden af træthed, der i sig selv ikke hindrede et tænksomt gys langt nede i soveposen, men kvalte enhver lyst til aktivt at gøre noget ved det. Som for eksempel at holde sig vågen af bare skræk. Underligt var det, at Villadsen, der selv var en kvinde, havde ønsket dem denne forskrækkelse. Heldigt var det, ar de tidligt var blevet rustet til at tackle eventuelle drillerier. De mødte, ikke uventet, fjender på vejen ud til beredskabsområdet. Tielst, der var maskingeværsskytte, bandede højt, da gruppen blev beskudt et sted fra. Han sprang svovlende over siden af vognen, væltede om på siden, kom på benene igen og smed sig ned i grøften med maskingeværet pegende fremad langs vejen. Han affyrede en salve. Resten af gruppen var også siddet af. De fordelte sig i forhold til Tielst, prøvede at lokalisere fjenden. Petersen, gruppeføreren, meldte over radioen, at gruppen var blevet beskudt. Han fik til opgave at nedkæmpe fjenden. Mens Petersen gav ordrer til højre og venstre, lå Katrine og Kongsfeldt ti meter fra Tielst og hyggede sig. Det var ikke svært at være panserværnsrakethold. Våbnene var blot plasticrør, der næsten intet vejede, og opgavens løsning blev aldrig rigtigt kontrolleret. At smide et kanonslag på det rette tidspunkt var som regel nok. Delingsfører Due kom og spurgte Petersen ud. Han var så rolig, ham Due. Spurgte, nikkede, forklarede og spurgte igen. Man kunne tydeligt se på ham, når noget var skidt. Han skældte ikke 121

123 ud, nøjedes som regel med at spørge igen. Petersen blev spurgt flere gange om flere forskellige delelementer i opgaven. Det var en anden herlig egenskab ved fader Due. Han var i stand til at få selv den mest komplicerede opgave delt op i nogle praktiske småopgaver. Fjenden blev nedkæmpet. I flere omgange. Og efter flere forsøg. Det viste sig at være Schutz med et maskingevær. Nygaard og Katrine havde haft succes med deres latrinære planer. De havde allerede den første morgen været på privat patrulje, bevæbnet med spade og toiletpapir. Dét med spaden havde de opgivet igen. Jorden var så frossen, at enhver trang ville være kvalt, inden et passende hul kunne være gravet. I stedet havde de fundet et gammelt hul, måske et skyttehul, hver og havde dækket det til med sne. På vejen tilbage til gruppen havde de moret sig kosteligt ved tanken om forårets komme, og hvad det ville bringe til syne. Katrine havde indviet Tielst i sin udflugt af bar glæde over, at det var lykkedes. Hun havde omtalt sig selv som en rigtig soldat for at understrege, hvor svært det havde været. Han havde kun hån og foragt tilovers for hende. Og indviede hende i sin hemmelighed. Nemlig den, at han kun kunne skide på porcelæn. Simpelthen. Derfor måtte han vente til lejlighed bød sig. Fik han mulighed for det, gik han gerne et par kilometer i den gode sags tjeneste. Hun lo, overrasket over hans frimodige sprog. Det var sært, som tilværelsens helt banale funktioner krævede en diskussion, når man boede under åben himmel. Det virkede end ikke kunstigt. Tielst fortalte en historie om samme emne, men fra en anden synsvinkel. Han havde ofte undret sig over, at man som nyt eller kommende kærestepar havde for vane at gå ud til middag sammen. Jo flere retter, jo bedre. Med vore dages pizzeriaer som regel krydret mad. Kaffe til sidst var en selvfølge. Tyrkisk kaffe det bedste. Resultatet?, spurgte han retorisk. En aldeles manglende evne til at bolle, når man endelig får sig slæbt hjem til de bløde dyner. Det eneste, man tænker på, er at finde et toilet. Bor man i lejlighed, kan man ikke engang bare gå på toilettet. Tænk på alle de lyde, der vil komme. Allerede under spadsereturen hjem har man haft nok at gøre med at klemme sammen, så prutterne 122

124 ikke hviner ud mellem ballerne. For slet ikke at tale om lugten. Katrine og resten af gruppen morede sig højlydt. Tielst var pragtfuld, når han først fik begyndt. Pragtfuld var han nu altid. Schutz kom ind i delingens beredskabsområde. Han var nyvasket. Og så nybarberet ud. Ikke så underligt. Kryger var harmdirrende kommet tilbage fra lærernes telthejsning og havde fortalt, hvilken luksus de omgav sig med. Kryger havde svoret aldrig mere at ville hejse deres telt eller slå deres drømmesenge op. En beslutning Tielst tørt havde støttet ham i at effektuere. Alene fordi Kryger næppe nogensinde igen ville få netop den opgave. Den gik på omgang. Delingen skulle om natten udsende en patrulje til løsning af en særlig opgave. Det var nødvendigt at tage en del tungt materiel med, og derfor skulle det være den stærkest mulige gruppe. Pigerne skulle også repræsenteres, hvis de troede sig fri. Kracke var udtaget. Poulsen, Eikers, Kryger også og TT. Det gav et sug i Katrines mave. Åh nej, hvor dejligt. Hun lyttede intenst til Schutz instrukser. Ville ikke gå glip af blot en enkelt detalje. Specialgruppen skulle stille klokken 18 til instruktion. Spørgsmål?, spurgte han til sidst. Ja, hr. løjtnant, skal vi have det tunge maskingevær med? Poulsen lød oprigtigt nysgerrig. Han vidste vel, at et bekræftende svar automatisk ville give ham en opgave. Ja Poulsen og begge piberne, men dem behøver De ikke selv bære. Schutz slog sin sædvanlige latter op. Og gik. Gruppen var halvvejs ved målet. De havde fået til opgave at infiltrere otte kilometer målt i fugleflugtslinie, lidt mere naturligvis i praksis. Ved målet skulle alle våbnene indsættes, og resten af delingen ville støtte fra en helt anden stilling, hvortil der var mulighed for hjultransport. Schutz havde med denne opgaveformulering forsøgt en så autentisk beskrivelse som muligt. Alle i gruppen vidste godt, at den egentlige opgave gik ud på, at de skulle gå med en masse materiel på nakken. Så enkelt kunne opgaven gøres op. Alle i gruppen vidste også godt, at det ikke nyttede at klage, endsige 123

125 ynke sig selv eller hinanden. Opgaven skulle løses som den fremstod, eller som den var. Katrine prøvede at forestille sig noget positivt ved opgaven. Hun havde ganske vist været glad for at skulle gå så tæt på TT igen i en naturlig arbejdsmæssig sammenhæng. Men et eller andet, måske hendes egen stivhed, havde alligevel forhindret forberedelserne i at blive andet end opladning af patronbælter. Hun kiggede bagud, ville sikre sig, at han stadig var der. Ligesom resten af gruppen. Hun gik lige bag gruppeføreren og havde nok at gøre med at holde øje med ham i mørket. At miste ham af syne ville være en katastrofe. Om halsen havde hun tre panserværnsraketter og på venstre skulder en af piberne til det tunge maskingevær. I højre hånd bar hun en kasse, der også hørte til våbnet. Kassen indeholdt reservedele og noget til vedligeholdelsen. Hun var træt. Gruppeføreren befalede endnu en gang holdt. Han ville repetere vejen, have en garanti for at de var på rette spor. Kort var bandlyst på patruljer, så ruten måtte læres udenad. Katrine satte sig. Byttede tingene rundt så kassen kom over til venstre hånd. Geværet måtte hun bære sammen med raketterne, så det ikke krævede nogen holdende hånd. Hun sukkede, men rejste sig igen, da gruppeføreren befalede fremad. Stoltheden over at være den stærkeste pige i delingen var næsten forsvundet. Hvor var den pige da glad for sin lillesøster. Hun havde stået nede på græsplænen og bare vinket og vinket, stolt som hun var. Stor var hun blevet. Det var ikke til at forstå, at hun allerede var en skolepige på syv år. Og det havde også været så dejligt, da de kom hjem fra sygehuset, hende og den lille ny. Pigen havde slet ikke længtes efter mor, havde hun sagt. Det var utroligt som det pigebarn var fornuftig med alting. Det nyttede jo ikke at længes. Det kom mor ikke hjem af. Og hun havde så gerne villet holde den lille ny. Også det kunne hun klare. Pigen havde fortalt lidt om, hvordan det ellers var gået i huset. Og havde været stolt over at hun klarede maden til faderen. Hun havde mumlet noget om lommepenge. De skulle deles, havde faderen sagt, nu da den lille ny kom. Men det var jo ikke noget at surmule over. Nu skulle de være en rigtig familie, og pigen skulle lære at være storesøster. Rigtig stærk og fornuftig. 124

126 Håndtaget på kassen var af metal og gnavede sig længere og længere ind i håndfladens kød, jo mere træt man blev. Hun blev nødt til at skifte hånd et par gange undervejs. Da gruppen næste gang gjorde holdt, mærkede hun, at der var én af fyrene lige bagved. Hun satte sig og stillede kassen ved sin fod. Fik piben ned fra skulderen. Vendte sig om og så TT sidde så tæt, at hun kunne række en hånd ud og nå ham. Han sagde intet. Kiggede blot på hende. Hun vendte sig væk, forvirret. Gruppeføreren befalede dem fremad igen. Hun løftede piben op på sin venstre skulder. Knælede ned med rank ryg og ville tage fat i kassen. Kunne ikke finde den umiddelbart. Jeg har den, sagde TT. De gik videre. Gale katte får Katrine var steget på toget i Kolding og havde med det samme fundet Nygaard, Tielst og de andre. Hun havde glædet sig voldsomt til denne mandag aften. Og havde midt i forventningens glæde undret sig over styrken i følelsen. Hele delingen havde imødeset de fem dages påskeferie med den største fryd. At være i fred for Schutz og sadisten fra 2. deling i fem dage havde virket som den rene salighed. Midt i al freden havde hun savnet dem. Kasernen og det hele. Det syntes længe siden, hun havde stået rør på sin mors stuegulv i halve timer for at øve sig i ikke at besvime midt i en eksercitslektion. Poulsen var mere larmende end vanligt. Han havde øjensynligt fået et par påskebryg med i tasken. At han også havde nydt et par stykker i ferien kunne hans tykke kinder antyde. TT gik forbi kupéen et par gange. Afdæmpet som altid. Katrine afslørede ikke sin gensynsglæde, eller hvad det nu var, der foregik i hendes mave. Tielst havde straks fået øje på det sår, hun havde på næsen. Hendes forklaringer om en fest hos veninden Sea med en arrig lille hund, der var gået til angreb midt i et kærligt næseslik, hjalp ikke. Hele kupéen gav et bud på det slagsmål, hun havde deltaget i. En vis stolthed over at de tiltroede hende en sådan adfærd, for ikke at nævne forslagene til modpartens udseende, 125

127 kom frem og op i brystet på hende. Hvor var det dog dejligt at være sammen med dem allesammen igen. Da de næste dag stod på forhindringsbanen i to graders frost under premierløjtnant Henricksens kommando, kom hun i tanke om sin rørstrømske gensynsglæde. Smilede ved den tanke. Og prøvede at glæde sig over, at dagens program ikke bød på en løbetur, men kun indøvelse på de sidste forhindringer. Den allerførste forhindring var en høj jernstige, som de skulle kravle opad. Fem meter oppe skulle de rulle hen over stigens top og dernæst ned på den anden side. Det var ikke svært, men teknisk skulle det øves mange gange, så det kunne ske hurtigt. Det var ikke Henricksens plan, at de skulle helt til tops med det samme. Han viste, hvorledes de kunne rulle gennem stigens trin og på den måde indøve teknikken, mens de langsomt øgede højden. Det var på ingen måde Nygaards bedste disciplin. Ærgerligt at delingens skrog, en ranglet forsigtig fyr, der dårligt kunne kaste en håndgranat tre meter, var blevet smidt ud. Han ville utvivlsomt heller ikke bryde sig om den høje stige. På den anden side vandt Katrine sig umistelig hæder ved frygtløst at arbejde sig op i højden, så hun hele tiden var blandt de første, der prøvede et nyt trin lidt højere oppe. Hun mærkede sejheden ved at gøre det. Mærkede de andres anerkendelse. Senere på dagen var hun med Schutz i krudthuset. Der skulle hentes ammunition til de kommende skarpskydninger. Siden bollevagten havde han været flink og normal. Ved appellen inden ferien havde han holdt en tale, der havde rost dem ind i himlen, som Tielst sagde. Det var vigtigt, at hver og én var klar til kamp efter ferien, havde Schutz sagt med stor alvor. Og havde kigget på Katrine længe, syntes hun. Det havde været en forsoning. Hun havde følt bevægelse ved øjeblikket. Det syntes forudbestemt. På samme måde føltes det nøje tilrettelagt, at hun sammen med netop ham hentede ammunitionen. Ikke af ham, men af tilværelsen måske. Han udstrålede ro, afklarethed og for en gangs skyld tilfredshed udover det hektiske øjeblik. De har været på forhindringsbanen i dag? 126

128 Hans stemme lød glad, varm. Ja? Det var skide koldt, tilføjede hun og blev sjældent genert over eden, der slap med. De skal nok klare Dem Ja Det er jeg sikker på. Han kiggede på hende. Hun kunne se smilet langt inde i hans øjne. Tak, sagde hun lavmælt. De fortsatte over græsset, hen mod resofbygningen. Pludselig var hun slet ikke i tvivl. Al tvivl og al frygt var borte. Sergentuddannelsen skulle gøres færdig. Det var muligt. Hun ville gøre det. Hun kunne gøre det. Hvordan går det med lektionen til på torsdag, spurgte han og hentydede til delingens itv-dag. Som led i deres instruktørvirkeundervisning, ville Due og Schutz optage en lektion fra hver sergentelev på video. Optagelserne ville bagefter blive brugt som undervisningsmateriale. Man kunne lære af egne og andres fejl. Det går meget godt, svarede hun optimistisk. Maven slog en advarende koldbøtte. De kan blive en fandens god instruktør, Kracke! Så bare klem på! Han slog sin berømte og berygtede skraldlatter op. Boksede hende hårdt på skulderen. Næppe jævnfør noget reglement. 1. deling stod antrådt i vinkel. Kaptajn Pigtråd var godt i gang med dagens første skideballe. De var netop antrådt, havde end ikke efterset geværerne endnu. Årsagen til skideballen var forkommandoets manglende præcision. De fire mand var kommet to minutter for sent. Det civile slendrian greb mere og mere om sig, smældede han. De stod musestille og ventede blot på, at han skulle gøre sig færdig. Forkommandoet ville utvivlsomt komme til tiden næste gang, men derudover havde hans ordstrøm mere karakter af noget rituelt. Det ville være forkert, om skideballen ikke kom. Katrine kom til at smile ved tanken om hans afmagt, hvis den morgen skulle komme, da ingen skideballe var nødvendig. Hun var forlængst holdt op med at regne det som en sandsynlig hændelse. Dertil var han for kritisk. Men alligevel. Hos ham drejede det sig om at undgå personlige fejl. At falde 127

129 i ét med skråningen langs skydebanen, men ikke blive væk. At kunne sine sikkerhedsbestemmelser, men aldrig glimre. Der var ikke levnet plads til fejl overhovedet, men heller ikke plads til akademiske guldkorn. Kun håndværket talte. At ramme plet hver gang blev tilgivet én, skønt det var uforskammet perfekt. At ramme plet var det vigtigste på jorden. Nogen gange vidste de, at det var sandt. Følte at det var det vigtigste. Giv agt! Efterse gevær! Geværerne for op foran deres kroppe. Venstrehænder holdt fast, mens højrehænder tog ladegreb. Skønt eftersynet foregik af sikkerhedsgrunde, lød det med eksercermæssig præcision. Kongsfeldt stod modsat Katrine. Hun fulgte hans bevægelser med øjnene. Hans ladegreb stoppede aldrig. Hans hånd fortsatte simpelthen videre nedad, havde stadigt greb om ladehåndtaget, mens piben og kolben faldt til jorden. Det gav en dump lyd på den frosne jord. Katrine gjorde automatisk sit eftersyn færdigt, stod med sit gevær på venstre skulder, klar til kontrol. Hun så Pigtråden storme hen til Kongsfeldt, stampe i jorden som en olm tyr, fægte med armene, sætte hele sit arrige show i gang. Der manglede blot lyden. Han råbte slet ikke. Han sagde intet. Idet Kongsfeldt ville bøje sig efter sin kolbe, fik kaptajnen mælet tilbage. Han havde vitterlig været afbrudt i nogle få øjeblikke. Som en radio, der var skruet ned for. Ved at skrue op igen kunne lyden let blive for voldsom. Han brølede ind i hovedet på stakkels Kongsfeldt, der ikke havde samlet sit gevær rigtigt og derfor pludseligt tabt det halve. Tielst fangede Katrines blik. De kvalte et latteranfald, kiggede begge i jorden. Nå! Gale katte får jo revet skind, kan jeg se. Schutz kiggede fornøjet på Katrine, idet han kom ind i det lille rum. De skulle se hendes lektion på video. Han pegede på hendes næse: Jeg går ud fra, at det er sket i kamp, i forsvar af dyden. Han lo højt. Katrine svarede ikke, ventede utålmodigt på resultatet af sin lektion og ville helst gemme morsomhederne til bagefter. Han tændte for maskinen og satte sig ved siden af hende på en kontorstol. De kiggede begge intenst. Undervejs kom han med små bemærkninger om fodstilling, håndens placering, 128

130 stemmeleje, ja selv hendes ansigtsretning fik et par ord med på vejen. Det blev virkelig gjort detaljeret. Hun nød det og ønskede, at han og hele seancen ville fortsætte i det uendelige. Det var så mange detaljer, der kunne forbedres. Og han var så god, så pædagogisk vel, når han afleverede sine iagttagelser. Underligt som han kom godt afsted med at meddele hende fejl, uden hun af den grund følte jorden gå under. Videoen var færdig. Han rakte hende den skriftlige lektionsplan, der også hørte til hele arbejdet. Ja, det er jo ikke store fejl, vi snakker om her, Kracke! Det er virkelig et godt stykke arbejde. De sidste detaljer vil kunne gøre hele lektionen fuldkommen perfekt. Han smilede og fortsatte: Og det gider soldater sgu ikke være med til. Der skal være plads til lidt improvisation. Men bliv endelig ved med at ville det perfekte, så når De et langt stykke ad vejen. Han kiggede igen på hendes næse, så for en gangs skyld næsten alvorlig ud. Gale katte kan også få elleve. Han rejste sig og gik. Katrine blev overrasket siddende. Hun kunne mærke glæden brede sig fra maven og ud i lemmerne. Som en varme, der strømmede helt op i kinderne. Stoltheden, der pressede i brystkassen, pressede på som for at komme ud. Hun havde tårer i øjnene, opdagede hun, da hun kiggede ned i sin lektionsplan. Han havde intet rettet, blot skrevet elleve og sin underskrift nederst. Det måtte Nygaard bare have at vide. Katrine tumlede ud af rummet, ned ad trapperne, over gården, op ad trapperne, hen ad gangen og ind på stuen. Holdt hele vejen sin lektionsplan foran sig i fremstrakt hånd. Hun fandt Nygaard, men fandt også de andre. De var i færd med at gøre rent, der skulle være stueeftersyn ved aftrædning, fordi sadisten fra 2. deling var i ondt lune. Katrine gik hen til sin seng, satte sig, kiggede på Nygaard: Hvordan gik det i itv, var du inde hos fader Due? Nygaard vendte sig, så glad ud: Ja, tænk jeg fik ni. Han var simpelthen så rar, da vi gennemgik filmen. Hvad med dig? 129

131 Katrine mærkede en forlegenhed, kiggede beskæmmet ned: Ja..., jeg fik elleve. Det var jo hos Schutz. Det sidste sagde hun med vantro stemme. Det var som om, det slet ikke var muligt, at den mand skulle kunne være gavmild, så god. Hun kiggede op, forsøgte at aflæse Nygaards reaktion. Nygaard var på vej rundt om sengen. Hun smilede og gav Katrine et knus, holdt hende på skuldrene, rystede hende, grinede så og sagde: Jamen så vågn dog op Kracke! Du sidder jo som i trance. Det er da skidegodt mand. Øh, kvinde. Hun lo højt. Har I hørt det alle sammen? Kracke har fået elleve i sin itvlektion. Og hun ser ud, som om det er en ulykke. De andre reagerede forskelligt. Buus og Christensen virkede mest glade. Sagde begge tillykke. Hammerschöhl syntes ligeglad, reagerede distræt, men det lignede hende, mens Sørensen smilede venligt uden at sige noget. Katrine vidste ikke, hvad hun skulle stille op: Selvfølgelig er det ikke nogen ulykke. Men det er da heller ikke en verdenssensation. Jeg tror, jeg er lidt overrasket over Schutz pludselige venlighed. Måske kan man også omvende sadisten, tilføjede hun med et blik over mod 2. delings piger. Den dag, det sker, må du godt kalde mig premierløjtnant, sagde Christensen tørt. Åh, hold dog op, ivrede Buus. Det kan vi da godt blive. De fnisede. Katrine tænkte på, at dét at blive premierløjtnant vel var i overkanten af forhåbningens pyramide. Men det kunne være godt. Skidegodt... Hverdag igen Katrine havde været i tutten for at købe øl. For en gangs skyld løb følelserne af med hende. Hun overtrådte reglementet ved at åbne øl på stuen og viste sin glæde for de andre piger. De sad alle seks omkring bordet og diskuterede deres muligheder som sergenter. Pludselig forekom den situation dem ikke så utopisk endda. 130

132 De snakkede også om, hvilket regiment de ønskede at tilhøre efter sergentskolen. Hammerschöhl havde en plan om at komme til Livgarden, afslørede hun. Hun prøvede at lokke Katrine til at ville det samme. Argumenterede med at hendes 1 meter og 76 var lige akkurat højt nok. Selv ville Hammerschöhl med sin lavere højde allerede have det første problem. For slet ikke at tale om hendes status som kvinde. Eller rettere mangel på status. Katrine følte sig ikke reelt fristet. Det kunne ganske vist være sjovt at gå på tværs af alles forventninger. Men alene tanken om at skulle deltage i timelange parader fik hende til at gyse. Så hellere et almindeligt regiment med masser af værnepligtige og undervisning. Snakken ændrede indhold. Da først Katrines øl var skyllet ned og den næste åbnet, blev de mere konkrete områder dyrket. Hvordan var det forresten med ham Mogensen? Nygaard kiggede nysgerrigt på Christensen, som straks rødmede. Årh, der er ikke noget med ham. Han er bare så lækker. Nogen gange kniber jeg mig selv i armen for at fatte, at det er sandt altsammen. Christensen smilede genert, overdrev bevidst sin betagelse og slog uskyldigt øjnene ned. Hvad er det, der er sandt, spurgte Katrine. Er I kærester? Hendes stemme lød påtaget munter. Hun mærkede at stik af misundelse over den forventede bekræftelse. Siden hvornår er du begyndt at bokse med ham, fortsatte hun. Tonen skulle ikke være så alvorlig. Det kunne simpelthen ikke være så alvorligt allerede. Med TT drejede det sig om femårsplaner. Hvordan så være kærester efter kun syv måneder? Christensen betroede dem sine hemmeligheder. Om hvordan de allerede efter en måneds tid havde fået øje på hinanden. Og hvordan de siden havde holdt sammen i det skjulte. Det var imponerende. Jo mere hun fortalte, jo mere intens blev stemningen. De bøjede sig ind over bordet, sad tæt sammen med hver 131

133 sin interesse som udgangspunkt. Christensens generthed forsvandt. Men det gjorde hendes loyalitet over for Mogensen ikke. Der var grænser for betroelserne. Kan I holde på en rigtig hemmelighed? Christensen havde røde pletter på kinderne af bare iver. De bekræftede ivrigt. Ikke en lyd skulle komme ud fra stuen. Katrine så strengt på Hammerschöhl med en fornemmelse af, at hun var det mest upålidelige led i kæden. I al fald når det angik fyrene. Ja, ja Kracke, jeg skal nok, smilede hun. Christensen havde åbenbart fattet deres samtale: Jamen det drejer sig slet ikke om fyrene. Jo, altså det drejer sig om min gruppe. Hun kiggede over på 1. delings piger: I ved godt, at vi altid skal gå meget længere end jer, når vi er på marchtur. Det var vi blevet godt trætte af. Så for to måneder siden lavede vi en aftale med en civil vognmand, der har en minibus. Han kører med os, hver gang vi er ude at marchere, fortalte Christensen. Hvad siger du?, spurgte Buus vantro. Vil det sige...? Hun forstod det godt, kunne man se. Men nægtede alligevel at tro det. Christensen blev pludselig flov over sin indrømmelse. Der lå også en god portion soldaterære i at klare sine opgaver selv. På den anden side var deres delingsfører vel i stand til at få det værste frem i én. I krig og kærlighed gælder alle kneb, pointerede Katrine og fortsatte: Det kan jeg sgu godt forstå. Hvordan I overhovedet kan klare at gå dobbelt så langt som os, har jeg aldrig fattet. Men det kan I så heller ikke, ha ha. Nygaard havde fået mælet igen. Ville gerne høre om alle detaljerne i deres planlægning. Måske overvejede hun det samme? De blev dog hurtigt enige om, at det netop kun lod sig gøre i 2. deling, fordi de lange marchture var umulige at kontrollere for delingsføreren, medmindre han gik med selv. I 1. deling sørgede Due og Schutz for enten at gå med eller for at checke mange steder på ruten. Katrine var mest målløs over Christensens evne til at holde 132

134 så meget for sig selv. Hvordan var det muligt, at hun holdt både kæreste og bus skjult for stuen? De plejede da at fortælle hinanden alt. Nygaard puffede hende i siden. Nåh, meget af det vi fortæller hinanden, foregår vist uden ord. Det er vores kvindelige intuition, du ved... at vi ved så meget om hinanden. Du har åbenbart brugt din intuition på andet end Christensen. Katrine overhørte drilleriet og spurgte i stedet, om Nygaard da havde været klar over Christensens hemmeligheder. Nygaard bekræftede Mogensen-historien, men den havde de alle haft en fornemmelse af. En dag ved stueeftersynet havde de endda snakket om det. Men historien om marchbussen havde Nygaard heller ikke fanget med sin intuition. Katrine udtrykte stor lettelse over ikke at være det eneste fjols. Du har vist mange hemmeligheder, sagde hun til Christensen og tænkte på historien om hendes generalfar. Du har vel også et par stykker, svarede Christensen indforstået tilbage. Var der ikke noget med, at din far var maskingeværsskytte? Hun lo, men blev pludselig alvorlig. I må ikke sige det til nogen. Vi bliver smidt ud alle sammen, hvis det bliver opdaget. Og det allerværste er, at jeg har svigtet drengene ved at røbe vores hemmelighed. De andre nikkede forstående. Kendte hver især fra deres e- gen gruppe nødvendigheden af gruppeloyalitet. En loyalitet, der i sidste instans var livsnødvendig. Nå Kracke, er du klar til kamp eller boksning eller begge dele? Hammerschöhl rejste sig. Det var torsdag aften. Klub 11 ventede. Bjerg og Tielst var allerede kommet og var godt i gang med at danse. Det gik lidt trægt for Bjerg, kunne man se. Benets stivhed generede ham stadig, når det skulle gå vildt til, og vildt var det, når negermusikken svingede. Tielst kom svedende ned til de to piger, da de havde sat sig. Han var i højt humør og fortalte straks om en af de lokale piger. Hun havde guddommelige bryster, betroede han Katrine. Hun smilede og kiggede ud på dansegulvet, der lignede en 133

135 stor bølgende masse forenet i et kollektivt fægtere. TT var ikke at se nogen vegne. Godt det samme egentlig, for efter Christensens historie var det mere end svært at acceptere hans langsommelige opfattelse. For slet ikke at tænke på hans eventuelle ligegyldighed. Det stak i brystet ved tanken. En resof kom over til Hammerschöhl og bød hende ud til dans. Katrine kiggede eftertænksomt efter hende. Mærkeligt med den pige der i begyndelsen havde forekommet hende mere end dum. Helt smart var hun vist stadig ikke i tjenesten. Ondsindede rygter fortalte, at hun havde problemer med koncentrationen. Men som menneske var Katrine ikke i tvivl om sin opfattelse af hende. Ømhed i stil med den hun følte for Bjerg. Omsorg og et behov for at beskytte dem og passe på. Til gengæld fik hun et oprigtigt venskab, følte hun. Tielst havde gang i den lokale igen. Katrine halede i Bjerg, følte trang til at lade sig opsluge i den bølgende masse. Hun iagttog ham åbenlyst, mens de dansede. Det var utroligt, så fint hans ansigt var. Ærgerligt, at han kun var en miniudgave af en mand. Ellers kunne han have været et godt bud på mere end moderfølelser. Han smilede til hende og gjorde tegn i retning af Tielst, der var i hoftevridende ekstase. En pige ved siden af Katrine gjorde lige så voldsomme bevægelser og skubbede med hoften. Katrine skubbede bevidst igen. De lokale piger brød sig åbenlyst ikke om pigerne fra sergentskolen. Måske var det konkurrencen om fyrene? Pludselig sprang en pige op på ryggen af Katrine, mens en anden pige gik til angreb forfra og prøvede at vælte Katrine ned på gulvet. Katrine bukkede sig hurtigt sammen i kroppen og gjorde samtidig en bevægelse til siden, der resulterede i, at den første pige blev kastet af ryggen og kurede ned og hen ad gulvet. De omkringstående var holdt op med at danse og havde flyttet sig lidt væk. Den anden af pigerne holdt stadig fast om Katrines overkrop og prøvede med et ben at fjerne fodfæstet for hende. Katrine mærkede et vildt raseri vokse i sig. Og ukendte kræfter fulgte med. Hvad fanden bildte de sig ind? Bare fordi de for sjov havde skubbet lidt til hinanden. Hun greb pigen om skuldrene, trak hende helt tæt ind til sig, mens hun stirrede hende 134

136 vildt i øjnene. Og slyngede hende så fra sig med sine voldsomme kræfter som afsæt. Pigen røg baglæns væk og landede i den menneskemængde, der så småt var begyndt at lugte skandalen. Piger i slagsmål var alletiders. Bjerg var ingen steder at se. Katrine gik med løftet hoved op til baren. Bevidst fattet, men fuldt ud klar over muligheden for endnu et angreb. Det kom ikke. I baren stod Bjerg og grinede. Hvor fanden blev du af?, spurgte hun. Der var jo kun to, så det kunne du vel selv klare, smilede han som svar. Katrine slog ud efter ham, godt tilfreds med udfaldet. Spurgte ham om grunden til pigernes angreb. Heller ikke han kunne forklare det som andet af jalousi, der qua beruselse blev udmøntet i et koordineret overfald. Flere af gutterne fra 1. og 2. deling kom op. For at købe øl ganske vist, men Katrine fik anerkendende ord med på vejen. Det var måske slet ikke så tosset endda. Sådan at blive overfaldet. Alligevel forskrækkede det Katrine, at der åbenbart var så stærke følelser mod hende. De skulle bare vide, hvor sandt det var, at hendes sår på næsen vitterlig stammede fra et hundebid. Hun var ikke en slagsbror eller søster, men nu ville alle da tro det. Schutz havde befalet hele delingen i gården med abc-masken på. Futten var aflyst, Henricksen var syg. I stedet havde Schutz kreeret en lille specialitet til dem. Som belønning for aftenens udskejelser på klubben. Han havde hørt om slagsmål og bedyrede med en påtaget tåbelig mine, hvor sikker han var i sin sag, da han afviste vedvarende rygter om, at 1. deling stod bag. Så dumt kunne et studenterhold ikke opføre sig. Katrine kunne mærke sin trang til at forklare, men bed det i sig. De blev beordret op på vognene. Katrine og Bjerg blev kaldt ind i hans jeep. Hun spekulerede som en rasende over grunden. Både til den placering og til abc-turen, som han havde stillet i udsigt. De kørte af sted, ud i det civile terræn, væk fra øvelsespladsen. Forundringen steg. Man ser lidt brugt ud i dag, Kracke. Var det en hård nat? 135

137 Katrine svarede ikke. Hun skumlede bag masken. Hvor ville den mand hen? Det var psykisk vold. Nå, nu skal I ikke tage det så tungt. Efter sådan en nat, hvor man misbruger sig selv både på den ene og anden måde, er der ikke noget så godt som en gang fut. Især med masken på. Den sørger automatisk for, at vejrtrækningen bliver lidt dybere. Og er det ikke tiltrængt med en rensning af luftvejene? Han gloede grinende på Katrine, som for længst havde opgivet at svare. Han ventede det vist heller ikke. De gjorde holdt i et vejsving. Vognene bag dem bremsede op. Schutz steg ud og dirigerede alle vognene ind på en parkeringsplads, der lå godt skjult bag svinget. Delingen trådte an. Iført deres skyttepåklædning og med gasmasken på gjorde de højre om og satte så i march. Ikke én sagde et ord. Hver især prøvede de at gætte på, hvor langt han havde forestillet sig, de skulle gå. Katrine regnede ud, at hun i al fald kunne gå fem kilometer uden forudgående plastring af fødderne. Med gasmaske blev det måske noget mindre. Hun havde aldrig gået længere end to kilometer med den. Alligevel skulle hun ikke beklage sig. Den kæmpeidiot skulle ikke få den fornøjelse. Han prøvede sågar at få dem i gang med en marchsang. Pludselig befalede han holdt. Beordrede højre om og rør. Bad dem kigge til højre, tilbage hvor de havde gået. Dér lå en lille lokal købmandsforretning. Ud ad døren kom købmanden med en kasse øl i hænderne. Han kom hen til delingen. Det dér kaldes reparationsøl. Er der nogen, der ikke trænger? Et brøl af pludselig indsigt rejste sig fra delingen, da Schutz fortsatte: Til øl træd ind! Den sidste øvelse Schutz er altså alle tiders, fastslog Poulsen. Han stod og tissede i grøftekanten, men afholdt sig ikke fra at deltage i den almindelige diskussion. Delingen var på vej til Borris, hvor den sidste øvelse skulle begynde. En tissepause på 136

138 en rasteplads ved Kolding var nødvendig. Det var koldt at sidde på ladet i timer ad gangen. Pausen gav også mulighed for at få liv i kroppen igen. Officererne kørte for sig selv forrest i kolonnen, og derfor kunne sergenteleverne frit tale om Schutz, hvis abc-tur stadig var en gåde. De fleste syntes som Poulsen, at Schutz med denne tur havde vist sit format. Han var virkelig en ven af folket. Havde han måske ikke givet øl, netop som delingen var blevet beskyldt for at lave ulykker på Klub 11? Andre, deriblandt Tielst og Katrine, havde for en gangs skyld et mere nuanceret syn på tingene. Schutz fik vel også tilfredsstillet sine egne behov ved at føre delingen bag lyset. Alligevel havde han udvist en god fornemmelse for deres behov ved at gøre "dagen derpå" til en fællesoplevelse. Aldrig havde en øl smagt bedre. Og så midt på formiddagen. Katrine ville aldrig glemme ham: Han ville stå som hendes forbillede, hvad undervisning angik. Han var på mange måder en god pædagog. Især kombinationen med Dues afdæmpede facon gjorde de to til et godt makkerpar. I Borris blev de indkvarteret i en gammel træbarak. Pigerne skulle bo i en særlig barak, fordi der kun var ét baderum per bygning. Nygaard og Katrine ærgrede sig over denne afsondrethed og også over toiletforholdene. De måtte indstille sig på at skide på ét geled, som Tielst kaldte det. Der var fire toiletaflukker ved siden af hinanden. Lejren havde en tut i stil med den velkendte i Sønderborg. De besøgte tutten efter aftensmaden og mærkede for første gang, hvad det ville sige at være pige på et fremmed sted. Der var soldater fra andre kaserner også, der i bedste fald kun gloede og i værste fald gav verbalt udtryk for deres synsoplevelser. Heldigvis virkede delingens egne fyre som en slags beskyttelse. Ved at være der og ved fuldstændig at have glemt at det skulle være særligt interessant med piger i uniform. På tuttens eneste toilet opdagede Katrine, at selv de mest højtskrydende kunne være generte. Hun stod ved håndvasken, da en fyr kom ind. Umiddelbart registrerede han ikke, at hun stod der i sin kampuniform, men måske fangede hendes hestehale hans opmærksom. I al fald udbrød han genert: 137

139 Det er altså et herretoilet. Ja, sagde hun og vendte sig, smilede. Han stod ved pissoiret og fumlede ved sine bukserknapper: Jamen, du må da ikke Hvad mener du? Var det ikke dig, der råbte lige før om en stor soldaterrøv, du gerne ville se? Jeg tænkte, at hvis jeg gik herud, kunne det være, jeg kunne få én at se. Hun kiggede ned på hans hænder og fortsatte: Det er måske ikke så stort alligevel, det du har at vise frem? Han tog fat i sin bukselinning, holdt godt fast og kiggede forvirret på hende. Vi ses, sagde hun og gik ud. På vej over til stillepladsen måtte hun fortælle Nygaard om fyren. De morede sig kosteligt. Rart at få afløb for den nervøsitet, der var i maven over alt det ukendte, de skulle igennem de næste fjorten dage. Næste morgen stod de opmarcheret på en skydebane, hvor en hel gruppe kunne skyde på forskellige afstande i én samlet skydning. Delingen havde fået efterset geværer, og Schutz havde kaldt 3. gruppe frem på et geled. De fik udleveret skarpe patroner, som de satte i magasinet, der i forvejen var taget af geværet. Han stillede sig foran dem, var i det tjenstlige humør, som hørte sig til på skydebanen. Med otte patroner lad gevær! Geværer fór op foran kroppe, klask, ladehåndtag blev trukket tilbage, hack, magasiner blev sat på, klick, ladehåndtag blev sluppet igen, smack, geværer blev ført til fødder, BANG! Det var et skud! Det gav et ryk i Schutz, da projektilet gik forbi ham. Det lød som en langsom piften, der gik væk og udover, og tilbage var en stærk rungen for Katrines ene øre. Hun kiggede til siden og så Petersen stå ubevægelig med sit gevær foran kroppen. Han stirrede paralyseret på det. Schutz tog affære med en barsk kommandostemme: Skydningen er ikke begyndt endnu, Petersen. Peg op i luften med det gevær og stå stille! 138

140 Schutz gik hen til ham. Hvad helvede er det, De står og laver? Hvordan kan De have fingeren på aftrækkeren, når De er ved at lade? Undskyld hr. løjtnant! jeg æh. Petersen var vildt forfjamsket, virkede helt omtumlet. Schutz førte ham tilbage, efter først at have taget hans magasin fra ham og afladt hans gevær. Petersen satte sig lydigt i græsset bag ventelinien. Mærkeligt med den unge. Siden den jagtulykke havde hun kigget så undersøgende på ham. Som om hun nærmest ventede, at han skulle give sig til at snakke om det. Ikke for det, skulle han endelig snakke, var det nok ungen, der bedst forstod. Måske var hun alligevel lidt glad for ham. Ligesom da hun var helt lille. Da ville hun altid sidde på skødet af ham. Konen havde bare himlet op om ulykken og hylet over, hvad familien ville sige. Næh, så var ungen trods alt anderledes. Hun sked sgu på, hvad andre folk sagde. Som nu den idé med at komme på sergentskole. Det passede ikke konen, kunne han se, men for en gangs skyld var ungen ligeglad med hende. Måske var det ikke så galt endda. Hun havde pludselig villet høre hans soldaterhistorier igen. Men ulykken. Næh, de skulle ikke vide, hvordan hunden var død. Schutz kom tilbage og stillede sig igen foran gruppen. Han virkede rolig, da han repeterede, hvordan et gevær skulle lades. Petersen havde gjort de greb, der hørte til at aflade geværet og havde derved afsikret, trykket på aftrækkeren og sikret igen. En manøvre, der ikke plejede at udløse skud, da geværet på det tidspunkt netop var tomt for patroner. Schutz sarkasme kom frem, da han roste Petersen for at have gjort sin procedure, den forkerte, helt færdig trods braget. Han havde husket at sikre igen, men da var det jo for sent, grinede Schutz. Resten af dagen var delingen yderst påpasselige med nøjagtigheden. På en eller anden måde var det en passende indledning til et ophold i en skydelejr. Det satte tingene i relief. Sidst på eftermiddagen skulle de kaste håndgranater. En særlig slags, der blot krævede, at man skulle kaste granaten cirka femogtyve meter og så gå roligt tilbage. En forsinkelse i tændmekanismen 139

141 ville sørge for, at sikkerhedsafstanden blev overholdt. Katrine var glad for sine kasteevner. For hende ville det ikke blive noget problem. Tielst stod og fjollede med, hvor ærgeligt det var, at ham den hjemsendte ikke var med. Det ville være alletiders at se ham kaste cirka ti meter for kort og så spæne tilbage, ildrød i hovedet for at nå i sikkerhed. Da Sørensen skulle kaste, vidste de godt begge to, at her var muligheden for noget, der lignede. Og de blev ikke skuffede. Hun kastede mindre end tyve meter og prøvede de første par skridt tilbage at beherske sig, men da Schutz brølede, at hun skulle skynde sig, satte hun i fortumlet galop og udstødte samtidig et højt hvin. Katrine lo, så tårerne trillede. Hun prøvede at skjule det for Sørensen, der heldigvis valgte at grine med. Det virkede som om Poulsen bagefter skulle tage revanche på hendes vegne. Han kastede granaten så langt, at han mageligt kunne blive stående og se på resultatet. Det roste Schutz heller ikke. Ugen efter var delingen kommet til Finderup. Det var slut med at sove i lejren. Nu gjaldt det en øvelse på fem dage i bivuak. Vinteren, der havde været usædvanlig streng og varet påsken over, holdt som på kommando op på den første øvelsesdag. I stedet viste de første forårstegn sig, så det kun var dét at komme ud af bivuakken, der var rigtigt koldt. Katrine og Nygaard holdt deres løfte om daglige latrinbesøg. Til gengæld brød Katrine et løfte til sig selv om ikke at være forfængelig. På den fjerde dag vaskede hun hår i sin hjelm. Og for første gang overvejede hun, om det mon skulle klippes kort. Nygaards drengefrisure tålte bedre flere døgns sved og skidt, vidste hun. Den sidste eftermiddag skulle Katrine være patruljefører for en panserværnspatrulje. Hun fik opgaven et par timer før afgang. Svedte godt og grundigt under de første forårssolstråler. Med at instruere, lære ruten udenad, pakke udrustningen korrekt. Igen var det et problem for hende, at intet mindre end det perfekte var godt nok. Det føringsmæssige var i høj grad et spørgsmål om intuition, og hun vidste, at uanset hvordan hun greb opgaven an, kunne man bagefter diskutere andre løsningsmuligheder. 140

142 Og det var netop, hvad delingen gjorde, da de om aftenen sad ved et bål, de havde fået lov at tænde. Petersen kunne med sin akademiske forestillingsevne nemt give forslag til, hvordan Katrine skulle have gjort. Var ruten nu den rette? Var angrebsvinklen ikke lidt for spids? Og så videre. Hun kunne mærke irritationen bryde frem og afbrød ham med en kort bemærkning om skudepisoden i Borris. Det lukkede munden på ham, men så tog Tielst over. Prøvede at gøre grin med hvor mange muligheder, der var i krig. At krigshistorien kun viste, hvad der kunne være rigtigt. At det helt perfekte alligevel kun stod i bøgerne. Han spurgte, om de mon nogensinde havde set et terræn så lige og ret i vinklerne som dét, der var tegnet i reglementet? Stemningen blev mere forsonlig. Katrine gav pokker i valg af taktiske løsninger og glædede sig i stedet over, at TT sad lige ved siden af hende. Ikke fordi de talte sammen. Men han sad der. Det var nok. Og hun havde jo svoret, at en venskabelig ånd imellem dem måtte være det bedste udgangspunkt. For hvad vidste hun ikke. Efter den varme mad, der i anledning af denne sidste øvelsesaften havde været pølser stegt på bålet i stedet for den evindelige feltration fra dåse, kom lækkerierne frem. Tielst var blevet meldt savnet én af de første dage under ø- velsen. Han var dukket aldeles uskadt op efter en times tid og havde frejdigt indrømmet, at han var gået op til en gård for at komme på toilettet. Hans holdning til kun at skide på porcelæn fornægtede sig ikke. Due havde dog irettesat ham kraftigt, og da delingen havde fået tilladelse til civilt indkøb til balaftenen, var det naturligt, at Tielst havde fået til opgave at gå de cirka otte kilometer til den nærmeste købmand. Schutz havde sendt ham afsted under stor jubel, men havde bagefter forbarmet sig og sendt sin jeep og Petersen efter ham, da der var gået en halv time. Petersen var, næsten forventeligt, kørt en forkert vej i det fremmede terræn, så Tielst alligevel havde fået en god spadseretur. Da de nu sad ved bålet med høsten inden for rækkevidde, syntes selv Tielst, at det havde været besværet værd. Katrine havde bestilt en stor pose franske kartofler, og det var naturligt, at hun delte den med TT. Han sad tavst og spiste, greb en 141

143 håndfuld ad gangen fra posen, som hun rakte over til ham. Hun nød det. Følte de hørte sammen på en måde. Pludselig begyndte Schutz at grine. Slog sin sædvanlige skraldlatter op. Han sad og pegede over mod dem og sagde halvkvalt til Due: Jamen er det ikke yndigt? Han fortsatte med sin morskab, kunne åbenbart slet ikke stoppe igen. Katrine følte sig såret. Hvorfor skulle den nar nu ødelægge dét, der i virkeligheden kun var hyggeligt. Hun prøvede at se for sig, hvordan de bare sad der og delte en pose chips. Og på en eller anden måde kunne hun godt se noget uligeværdigt i situationen. Sad hun ikke dér og lod denne tavse mand æde alle sine chips. Hvad gav han til gengæld? Intet. Vil løjtnanten smage, spurgte hun og gik over med posen rakt frem. Han greb posen og karrikerede hendes byden af posen til TT. Lo igen. Katrine blev vred. Over at være afsløret. Over at blive ydmyget netop når hun i forvejen var ydmyg. Hun greb posen og sagde: De ved måske ikke, hvad man skal bruge den til? Og blev klar over det sjofelt dobbelttydige i ordene. Skyndte sig at tage en håndfuld chips ud til ham. Smilede forsonligt. Gik tilbage og satte sig. Spiste resten selv. Store beslutninger Sergenteleverne var tilbage i Sønderborg. Efter en hektisk aflevering og rengøring en sen fredag eftermiddag, var de blevet aftrådt til weekend. Fortumlede, mørbankede og med et søvnunderskund på flere døgn. Katrine havde tabt i vægt ligesom de fleste andre i delingen. Hendes kindben og dermed det strenge seniorsergentlook var mere fremtrædende end nogensinde. Skønt Tielsts causerier over emnet reelt smigrede hende, følte hun i stille stunder et lille stik i brystet over at se så gammel ud. Med sine tyve år havde hun i adskillige år kunnet gå uhindret ind på ethvert diskotek og bestille en øl. Det var dog ikke, hvad hun havde brugt weekenden til. Udover hvile i lejligheden og hjemmelavet mad hos moderen, hav- 142

144 de temaet været farmoderen i Nordjylland, hvis helbred svigtede mere og mere. For første gang havde Katrine set sin stedfar være rigtig ked af det. Som da han havde mistet sin elskede jagthund. Pigerne lå i sengene søndag aften og udvekslede erfaringer. Med lidt af hvert. Det bedste, fælles samtaleemne var den store ø- velse, der netop var overstået. Overstået var netop det rette udtryk. Pudsigt, fandt de frem til, var enhver øvelse bedst lige ved afslutningstidspunktet. Et døgns tid før afslutning forekom det dem hver gang, at tilværelsen var uudholdelig. Ethvert argument for at gennemgå denne tortur frivilligt blev fundet frem, vejet og fundet for let. Kun kendsgerningen om de resterende, få timer kunne bruges til noget. Til at tvinge sig igennem. At det altsammen var snedigt indrettet, måtte være bevist ved, at det uudholdelige tidspunkt indtraf nøjagtigt et døgn før, øvelsen var slut. Lovmæssigheder var der nok af. Ikke bevidst gennemtænkte og formulerede. Snarere ubevidst lagret i baghovedet, hvorfra de kunne hentes frem, når det blev nødvendigt. Dét, at disse regelmæssigheder eksisterede og kunne anvendes efter behov, gjorde netop den strenge disciplin og det ydmygende i deres aldrig fuldt ud dækkende forsøg på perfektionisme udholdeligt. Trygheden var total i det lille system. Når man var indenfor. Små overraskelser lurede dog altid. Som da Katrine blev taget til fange af en fyr fra 3. deling under øvelsen i Finderup. Han havde grebet hende bagfra og straks prøvet at fravriste hende geværet. Slip mig for satan!, havde hun hvæset og samtidigt vredet sig fri i raseri. Han havde sluppet hende promte og som en slags forklaring for sig selv eller de andre udbrudt: Jamen, det er jo en kvinde! Hun havde ikke været sen til at gribe chancen, havde snuppet geværet og var tumlet afsted i forsøget på at indhente sin gruppe, der var i færd med at angribe en kampstilling. Senere var hans reaktion igen og igen blevet diskuteret. Ikke mindst fordi Tielst mente at have overværet den. Katrine glemte næsten, hvorfor hun var blevet fanget. Havde hun været forrest i 143

145 gruppen, var det næppe sket. Det var lettere at tale om det urealistiske i denne fyrs muligheder for handling. Han havde jo forlængst været nedkæmpet, død af deres løse skud, men vidste det åbenbart ikke selv. En anden overraskelse havde været Nygaards reaktion, da hun tabte sit ur. Hun havde grædt som pisket, og Katrine, der ellers nok kendte til tårer og behovet for at trøste, havde været mere end rådvild. At tillægge døde, materielle ting så stor følelsesmæssig værdi kendte hun ikke selv til. Det hjalp end ikke, da Nygaard hulkende havde forklaret, at hun havde arvet uret fra sin bedstemor. Sådan noget gammelt bras, havde Katrine tænkt. Nygaard snakkede igen om sit ur. Fortalte pigerne fra den anden deling om sin timelange eftersøgning, der på mirakuløs vis havde givet resultat. Hun lød næsten sprød i stemmen bare af at tale om emnet. Det bankede på døren. Kom ind, råbte Hammerschöhl, som ventede hun besøg. Vagtpatruljen kom ind, havde en seddel i hånden, og gik over til Katrine, som rejste sig og fik sedlen stukket i hånden. Jeg skulle bede dig ringe hjem. Tak, svarede hun lavt. Der stod kun et telefonnummer. Vagten gik igen. De andre spurgte nysgerrigt, da Katrine satte sig med et bump. Jeg tror, min farmor er død, sagde hun stille, tonløst. Jeg må ned at ringe, fortsatte hun, allerede på vej ud ad døren. Da hun kom tilbage, var de andre på vej i seng. Katrine satte sig på Nygaards seng. Hun er død, min farmor. De sad lidt sammen uden at sige noget. Er det ikke underligt? Jeg kan slet ikke græde, selv om jeg ved, det er den rigtige reaktion. Jeg mener... jeg behøver ikke at græde for din eller de andres skyld... det ville være rigtigt at græde for min egen skyld. Hun har altid været... sådan bare glad for mig. Underligt, ikke? Katrine så spørgende på Nygaard, som gav hendes hånd et klem: 144

146 Joh, men det bestemmer vi ikke selv. Altså hvor meget vi græder... Næh..., men jeg kan ikke... Katrine græd heller ikke til begravelsen. Hun var taget afsted tirsdag aften og var kørt med familien fra Kolding onsdag morgen. Hun havde haft en plan om at tage sin 69-uniform på, men moderen havde i sidste øjeblik afværget det med henvisning til den del af familien, der var Jehovas Vidner. En soldateruniform gik ikke an for øjnene af onkler og fætre, der gerne sad i fængsel for at blive fri for at bære uniform. Katrine havde bøjet sig uden videre, men bar alligevel sine slacks under en mørk civil frakke for at udtrykke en sidste ære. Stedfaderen havde grædt en lille smule. Underligt med ham. Torsdag morgen var hun igen taget til Sønderborg med toget. Det hastede med at komme tilbage, for sergenteleverne skulle vælge deres nye regiment torsdag eftermiddag. De havde allerede om mandagen fået deres årskarakterer oplyst, og udfra disse karakterer havde officererne regnet ud, i hvilken rækkefølge sergenteleverne var placeret i forhold til hinanden. Katrine var blandt de bedste i sin deling. Og den bedste kvinde havde hun straks noteret sig. Det var vigtigt. At alle kvinder blev bedømt over én kam var stadig gældende, og det pinte hende mere og mere, at hun måtte finde sig i den kendsgerning. Ét var at blive bedømt på egne dumheder, noget andet at blive bedømt på de andres fejl og uheld. Ved at være den bedste kvinde i delingen skilte hun sig ud på en måde. Håbede på at blive regnet på lige fod med mændene. Når de skulle vælge regiment var den individuelle placering vigtig, for den bedste fik simpelthen lov til at vælge først blandt de pladser, der blev givet til studenterholdet. Hammerschöhl var holdt op med at tale om Livgarden. Hendes placering rakte ikke til det, havde de regnet ud. Nygaard satte nøje Katrine ind i alle spekulationerne under frokosten. Der er vist syv pladser ved Holstebro, men altså ikke nogen i Fredericia, oplyste hun. Katrine ærgrede sig. Det ville have passet hende fint med Fredericia. Holstebro virkede ganske vist også tillokkende, men 145

147 det betød formentlig, at hun måtte flytte fra sin lejlighed i Kolding. Holstebro var et stort regiment, kamptropregiment som alle de øvrige, og der var mulighed for mange forskellige funktioner for en sergent. Der var både pansrede mandskabsvogne og kampvogne, havde Schutz fortalt. Han kom selv derfra og roste stedet ind i himlen. Nå, konstaterede Katrine, jeg skulle altså være sikker på Holstebro så. Hun lænede sig mæt tilbage. Glædede sig først nu over sin placering. Det havde for første gang givet et mærkbart resultat, at hun havde læst sine lektier og givet tjenesten den fornødne alvor. Uforståeligt nu, at de tre første måneder bare var blevet sløset bort. Hvad med dig? Hun så spørgende på Nygaard. Har du regnet ud, om din plads i Slagelse skulle være sikker? Ja, det skulle lige kunne gå. Men det er lidt svært at forudse, for alle de københavnere, der ikke kan komme til Livgarden, vil nok vælge Slagelse. Og Bondegård vil vist til Livgarden, selv om han er fynbo. Pyh, hvor bliver det spændende. Katrine kunne mærke et dybt sug i maven. Der er ikke ret meget afgjort på forhånd? Hun kiggede rundt ved bordet. Nej, svarede Tielst, Kan du for eksempel afgøre, hvor dette hår kommer fra? Han trak et hår op fra tallerkenen og fortsatte: Jeg kan oplyse, at det er sort. Og stærkt krøllet! Katrine rakte tunge efter ham: Uh, du er da heller aldrig alvorlig i to sekunder. Hvad med Holstebro? Var det ikke noget for dig? Hans ansigt blev alvorligt. Selvfølgelig vidste han, hvor meget hun ønskede ham dér. Nej, desværre. Dét bliver for langt væk fra hovedstaden. Jeg kan ikke klare ni måneder mere herovre. Hans brune øjne smilede igen: At leve af roer og litersovs, for slet ikke at nævne sproget, 146

148 som jeg ganske enkelt ikke forstår... Desværre, nej! Ja, det er jo ikke, fordi jeg kan lide dig, at jeg spørger. Jeg tænkte bare, at du kunne have godt af den friske luft min egen, smilede hun tilbage. Hun løftede brynene og prøvede at se ligeglad ud. Katrine fik sin plads i Holstebro uden problemer. Og i tilgift Schutz bemærkning, da det var blevet en kendsgerning: Tillykke Kracke. De bliver den første kvinde ved regimentet nogensinde. Det skal nok blive sjovt, for obersten har svoret, at det bliver over hans lig, hvis der kommer kvinder til Holstebro. Tillykke, tillykke! Hun havde reageret med påtaget ligegyldighed, men kunne mærke hjertet hamre. Hvorfor havde han ikke sagt det noget før? Måske havde det været værd at overveje. Hun orkede ikke flere kampe for at bevise, at hun var god nok. En fattig trøst var det, at Sørensen også skulle til Holstebro. Så ville de være to om kampen. På den anden side betød det også, at de igen måtte finde sig i et samlet kvindeomdømme. Hvad Sørensen gjorde, ville blive Katrines lod og omvendt. Pudsigt nok virkede denne regel ikke, hvis en kvinde gjorde noget særligt godt. Så gjaldt det ikke kvinder som sådan. Så var det bare held. Eller en enkelt kvinde, der tilfældigvis var dygtig. At Katrine blev nødt til at være egoistisk blev klart, da de også samme dag skulle tage stilling til officersskolen: ho. Due delte ansøgningsskemaer til Hærens Officersskole ud og forklarede dem nøje, at dagligdagen og eksamen på sergentskolen samt deres tid som sergent ville tælle med, når det til sin tid skulle afgøres, hvem der blev optaget. De kunne regne med, at cirka hver tiende ansøger kom ind. Og blandt ansøgerne var naturligvis en del sergenter, der havde gjort tjeneste et år længere end de selv. Man kunne søge flere gange. Katrine tænkte på sprøjten mod gas. Prøvede at forestille sig, om det var det værd. Hun var så sød den lille pige og allerede så dygtig. Virkelig dejlig at snakke med. Joh, det var blevet meget nemmere og sjovere siden hun var begyndt at snakke. Pigen spurgte om så mange ting, ville have rede på alting, som slet ikke passede til 147

149 en femårig. Nogen gange blev det næsten for meget af det gode. Da hun for en gangs skyld havde haft besøg af en mand, havde pigen nærmest virket påtrængende. Hun havde forsøgt at stoppe hende, havde lagt hende i seng meget tidligt endda. Men siden havde hun droppet forbindelsen med den mand. Det nyttede ikke rigtigt. Og til pigen havde hun sagt, at dét kom der ud af at være for nysgerrig. Der var kun plads til de to sammen, så de måtte sørge for rigtigt at hygge sig sammen. Og så skulle pigen have en ordentlig uddannelse, så det ikke gik ligesådan for hende. Ikke fordi hun skulle blande sig i, hvad pigen skulle være. Men hun sagde selv allerede, at hun skulle være skolelærer. Den pige skulle nok blive til noget. Noget stort. I 1. deling søgte de alle. I 2. deling var der kun femten ansøgninger. Forskellen på Dues og Svinets pædagogik havde endelig vist sig i konkret form. Katrine havde svært ved at sove om aftenen. Hun havde afslået Klub 11, skønt det var torsdag. Havde slet ikke lyst. Det blev ved med at stramme i halsen. Farmoderen var død, hun skulle selv til Holstebro, TT og Poulsen også. Mens Nygaard, Tielst, Hammerschöhl og Bjerg skulle til Sjælland. Sørensen havde vist fyret Poulsen. Han havde snakket om hendes succesfulde håndgranatkast ved frokosten på sin gammelkendte kvindehadske facon. Alt var i forandring. Om fjorten dage var der eksamen. Om en måned var det hele slut. Så var der kun Holstebro med en sur oberst tilbage. Katrine vendte sig endnu en gang. Lyttede til Buus rolige åndedrag. Eksamen Den skriftlige var overstået. Med godt resultat følte Katrine. Sørensen var blevet syg under eksamen og var blevet ført ud. Underligt med den pige. Hun sad ofte i sin seng om aftenen og læste. I tiden med Poulsen havde hun gjort nogle undtagelser. Men efter deres brud var hun igen at finde i sengen med de nærsynede øjne helt nede i en bog. Og hun talte igen om sin kæreste derhjemme, som om han havde eksisteret hele tiden. Hendes ildebefindende så mindst af alt ud til at overraske hende 148

150 selv. En dag under eksercits, mens de endnu var rekrutter, havde hun kastet op. Bare sådan, lige pludselig midt i en hestesko og en lektion om ret og rør. Det havde beroliget Katrine, at andre reelt gjorde de ting, hun selv var så bange for at komme til. At kaste op i fuld offentlighed var altså muligt, uden verden gik under. Poulsen havde også gjort det en gang af tømmermænd. Men Sørensen. Futeksamen havde hun klaret godt. Langt bedre end Katrine, der havde skovlet sig gennem de fire kilometers løb med selvmedlidenheden helt uden på trøjen. Det var hende stadig en gåde, at det skulle være så svært at løbe hurtigt, langt. Tielst kaldte hende stærkt begavet. Hende, der var så god til at spille håndbold. Bedre var det gået i håndgranatkast, og hæderligt havde det været i forhindringsbaneløb. Et par af fyrene, deriblandt Poulsen, havde mugget over, hvorfor pigerne måtte løbe udenom nogle af forhindringerne, og hvorfor de kun skulle løbe fire kilometer, når mændene skulle løbe fem? Henricksen havde taget spørgsmålet op og forklaret dem, at med disse regler havde det vist sig, at mænd og kvinder relativt ydede præcis det samme i forhold til den muskelkapacitet, de i forvejen havde. De høje forhindringer var skadelige for kvinderne at passere, fordi deres livmoder og hele underliv kunne tage skade. Katrine var utilpas ved hele diskussionen. Igen blev det kvinderne som begreb, der stod for skud. Hun ville selv gerne prøve kræfter med de høje forhindringer. Det ville ikke have været noget problem. Til gengæld ville et femkilometerløb have betydet et femtal i karakter. Men hellere det end brokkeriet. Alligevel gik det i sig selv igen, følte hun. Fyrene vidste godt, at hendes svage punkt var løb. Og de vidste godt, at der ikke var så mange andre svagheder at komme efter. Selv førstehjælpsmærket var blevet syet på 69-uniformen efter andet forsøg. De sidste eksaminer i instruktørlære og føringsvirksomhed var tilbage. Instruktørlæren kom først og bestod i, at de et par dage i forvejen trak lod om deres lektion, som de så forberedte sig på og siden gennemførte. Katrine og Hammerschöhl havde aftalt at blive på kasernen 149

151 weekenden over, så de i ro og mag kunne øve sig og eventuelt hjælpe hinanden. I alt fald moralsk. De havde hver især gjort klar til deres første lektion, som omhandlede skyttetjeneste. Katrine skulle ved hjælp af en gruppe yngre sergentelever vise, hvordan hun ville undervise soldater i at kaste sig ned ved fjendtlig ild og dernæst krybe og kravle i skjul. Hun behøvede ikke særligt materiel til hjælp. Et par minestrimler til afmærkning af området var nok. Og en enkelt skytte til at skyde med løst efter de elever, der fik hjelmen eller rumpen for højt op. Tielst var ansat til denne fjendeopgave. Den anden lektion var værre. Det var i eksercits, men desværre ikke i hendes yndlingsemne: at præsentere gevær. Den lektion havde hun prøvet at afholde i itv, og Schutz havde sagt god for hendes plan dengang. Det syntes længe siden. Til eksamen skulle hun undervise i, hvordan man eksercermæssigt korrekt tog geværet fra retstilling og op over højre skulder. Ikke let at gøre uden at komme til at ligne en julemand, der svingede en sæk gaver. Det allerværste var, at hun selv blev nødt til at kunne gøre det. Et af de allermest grundlæggende principper i deres undervisningsform var, at instruktøren selv skulle kunne vise det hele i fuld færdig form og bagefter vise det fase for fase. Hammerschöhl udviste stor tålmodighed, da Katrine endnu en gang midt på gulvet og til sig selv kommanderede: Giv agt! Gevær over højre skulder! Endnu engang ramte geværkolben hendes hofte, så geværpiben med et uelegant sving snittede hendes nakke. Det var forkert og udueligt altsammen. Den pibe skulle stritte lige op i luften, mens geværremmen med Katrines tommelfinger som centrum svirpede 180 grader rundt. Hun sad på toilettet. Det lille, det mest private. Klokken var tyve minutter i 8. Tyve minutter til start. Hun forbandede sig selv for at have drukket et par øl aftenen før. Det havde været så fristende. At få ti i den første lektion havde været mere end godt. Schutz havde som sædvanlig både drillet hende og været skidestolt. Hendes stemme havde næsten kun været en hvisken, da hun skulle melde af til censoren. At have kommandoen over en 150

152 fremmed gruppe og samtidig skulle til eksamen fik være. Men samtidig at skulle melde klar på militær korrekt vis, og så til en kaptajn! Den eneste kaptajn, hun ellers var i kontakt med, var kaptajn Pigtråd. Heldigvis fandtes de i andre udgaver. Hendes censor havde kun sagt tak for meldingen. Da hun første havde fået stemmen igen, var alt gået som planlagt. Det havde været en god dag. Nu sad hun dér med en mave så tynd, at en tampax i enden ville være det sikreste. Ha. Nede i gården gik hun over til sin gruppe. Det var nogle fra hendes egen deling. Gudskelov ikke TT. Det ville være for svært. Men Poulsen var imellem, så det var slemt nok endda. Hun kiggede op på gårduret. Fem minutter. Hun checkede endnu engang sine støvler. Dette par var blevet gejlet og pudset adskillige gange i løbet af weekenden. Så meget at Hammerschöhl til sidst havde spurgt, om Livgarden måske alligevel var noget. Det andet par støvler havde hun reserveret til skyttetjenesten, hvor skinnende snuder slet ikke gik an. Remlængden på geværet blev efterprøvet en sidste gang. Jo, alt var, som det skulle være. Hun studerede nøje sine "elever". Sad der ikke noget støv på Poulsens bukser. Hun gik hen til geleddet, gik langs dem, studerede nøje hver enkelt og rettede på selv de mindste detaljer. De var hendes elever. Nu måtte det briste eller bære. Censoren kom ud ovre ved døren. Det var en major, som Due havde fortalt dem. Due selv var også med heldigvis. Han var så rolig. Giv agt! Øvelsestroppen til højre ret! Se lige ud! Hun gjorde omkring, stramt, med sit gevær ved højre fod. Hr. major, jeg melder, øvelsestroppen stiller otte mand, og sergentelev Kracke er klar til at holde lektion i at tage gevær o- ver højre skulder og derfra ved fod. Tak, og værsgo, hilste han. Hun gjorde omkring igen. Troppen rør! Giv agt! De skal i dag lære at tage gevær over højre skulder og derfra ved fod. Kommandoen er Censoren havde set venlig ud. Ikke overrasket over hun var kvinde. Ikke afvisende heller. Hun skulle vise ham, at der var kvinder der kunne lave en eksercitslektion, så hans egne ser- 151

153 genter blev gjort til skamme. Pludselig kunne hun huske hele lektionen. Hvert et ord. Ordene kom bare til hende i den rækkefølge, hun behøvede dem. Da Poulsen gjorde en forkert bevægelse, var hun hos ham med det samme. Fik lejlighed til at formulere sine pædagogiske tanker. Praktiserede hvordan hun ville rette og vejlede en rekrut, der ikke kunne få remmen til at svinge. Lektionen med Schutz i itv havde været guld værd. Alle de små dumme fejl, hun havde lavet, var renset ud, så kun det perfekte var tilbage. Hun nød det. Dette var at stå i salighedens port og kun vente på at blive lukket ind, så man kunne flyve direkte til himmels. Da hun for sidste gang skulle vise hele grebet i fuld færdig form, slog ladehåndtaget ind på hendes venstre tommelfinger. Det gjorde ondt, og dog syntes det kun at høre til. Var ikke hver fiber i kroppen spændt. Var ikke hver en celle i alarmberedskab, mens adrenalinen pumpede rundt. De har i dag lært. En rød stribe blod løb fra hendes tommelfinger og ned over, dryppede, kunne hun mærke. Det betød intet. Hun var færdig. Geværet lå foran hende på jorden i en ret vinkel, som hun havde planlagt det. Lektionen var slut. Hun skævede op på uret. Klokken var 8.25: perfekt. Giv agt! Øvelsestrop ret! Hun gjorde igen omkring, smældede hælene sammen, nu da hun var fri af geværet. Hr. major, sergentelev Kracke melder sig færdig med sin lektion! Tak, svarede han, tilsyneladende overrasket over også at få en afskedsmelding. Fortsæt! befalede han, hilste og gik sammen med fader Due. Tak skal I have svende. Katrine holdt sin imiginære kommando et par sekunder lidt endnu. I er jo næsten for dygtige. Godt vi har dig til at lave et par fejl undervejs, Poulsen. Hun sendte ham et sjældent, tindrende smil. Du skulle have sagt øvelsestroppen rør. Det er forkert bare at sige troppen rør. 152

154 Han så hoverende på hende, glad for sin iagttagelse, men hendes humør kunne ikke spoleres. Nå, nå, vi er nok kommet i lidt små sko i dag? Jeg glæder mig også til din lektion. Var det ikke klokken 13? Hun gav ham endnu et stort smil. Due var i gang med at læse karaktererne op. Der var langt til K i Kracke. Kracke..ja, 11, Kryger Hun holdt ansigtet i ro. Endelig ikke fortrække en mine. Ikke afsløre den turbulens der stod på i hele kroppen. Et øjeblik troede hun, hun skulle besvime. Nåede at tænke, at det måtte hun så gøre, det ville være ligegyldigt. Og var så alligevel slet ikke svimmel. Tværtimod var hun helt klar i hjernen. Registrerede omhyggeligt de andres reaktion. På deres egne karakterer, på hinandens. Hun blev fanget af Schutz blik. Han stod lidt ude til siden og iagttog dem opmærksomt. Han smilede varmt til hende. Hun smilede tilbage, kun med øjnene. Vidste at han vidste, hvordan hun havde det. Bagefter faldt Nygaard og Katrine hinanden om halsen. Nygaard havde fået ni. Inde på stuen herskede nærmest undtagelsestilstand. Rodet var værre end efter selv den største øvelse. Stueeftersynene havde været nedprioriteret i et stykke tid efterhånden. Nu snakker vi så meget tal, Kracke! Hvor mange hak har du i sengekanten? Du er jo ret god til at skore, he he. Hammerschöhl havde taget opstiling ved fodenden af Katrines seng. Næh, hvor er du fræk. Som om det var noget, grinede Katrine. Ja, ti eller elleve kan jeg ikke få det til. Men et par stykker er der vist. Hun ledte omhyggeligt på sengestolpen, der var gjort af metal. Det er vist kun blevet til nogle ridser. Det er lidt svært med hakker, eller hvordan? Katrine kiggede drillende tilbage, over mod Hammerschöhls seng. Sørensen blandede sig: Har I prøvet at kysse én, I kun kender efternavnet på? Af deres latterbrøl lød det, som om de havde. Kun Buus var 153

155 ikke med, og Nygaard nøjedes som altid med fantasien. Så vidt de andre da vidste. Under den sidste eksamen, på den allersidste dag i april, var det igen blevet sommer. Sådan føltes det i al fald indeni skyttepåklædningen. Katrine havde næsten følt hjelmen lette, da hun sad og ventede, i hvad der føltes som timer, på at komme i ilden. De havde igen lånt en yngre deling, der med sine tre grupper var elever for tre sergentelever ad gangen. Katrine havde siddet på volden bag Bygegård og kæmpet med sin nervøsitet. Dette fag var så absolut det værste. Ikke til at forberede sig 100 procent på. Hun havde siddet der med den gammelkendte, stive følelse i ansigtet. En følelse der gik helt i knude, fordi næsten intet kunne løse den op igen. Da Sørensen fraterniserede kraftigt med en af elevgrupperne, der havde fem minutters pause, blev ansigtet blot endnu mere stift. Stod Sørensen da ikke der og overtrådte enhver skreven og uskreven regel ved at snakke med de folk, der ganske afgjort var klar over selve eksamensspørgsmålet. Sørensen snød, ganske åbenlyst! Katrine havde mærket et ukontrollabelt raseri rejse sig i brystet og kun en anden følelse, en kontrolleret lyst til selv at gå hen for at spørge dem ud, havde holdt hende tilbage. Tilbage fra at hvæse Sørensen på plads. Med den samme iskulde, der i sin tid havde været nødvendig mod Munck. Håbløst, ja uudholdeligt at tænke på, at Sørensen også skulle til Holstebro. Trøsten kom først sent om aftenen. Sørensen havde forlængst fået ti, mens TT havde fået fem, fordi han havde slået sin gruppe halvt ihjel, som censor udtrykte det. Katrine havde oprigtigt ondt af ham, som han sad der i tutten. Ingen retfærdighed var der til længere. Han var den bedste i det fag i hele delingen. At hun selv havde fået syv havde været skuffende, men for intet at regne i forhold til den voldsomme foragt hun havde følt så rent over for Sørensen, at det næsten forskrækkede hende selv. Nu sad de der altså, i tutten. Der var gang i jukeboksen. og ingen gad overveje Klub 11 endnu, skønt klokken var næsten midnat. Tomme ølflasker flød på bordet. Alle havde bestået, kun udnævnelsen og en festrus stod tilbage. Trøsten var fuldgod: 154

156 TT greb ud efter Katrine, da hun kom tilbage med endnu en øl fra automaten. Trak hende ned på sit skød og snakkede videre med de andre om sit femtal. Om sin flovhed over det. Katrine var på vagt. Sad manden ikke dér og gav udtryk for hele følelsesregistret. Greb fat i hende også. Måske hørte hun til i hans allerinderste cirkler? Måske havde han bare lidt svært ved at få det sagt. Poulsen brølede på sit nordjyske en skål for de allersejeste sergenter i hele kongeriget. Underligt som dialekten kom frem så tydeligt, når folk blev fulde. I det daglige var den blevet en vane i en lidt mere afdæmpet form. TT trak hende helt ind til sig og fik til gengæld en arm om halsen. Også han lød mere end normalt nordjysk: Nå Kat, kan du stadig lide far her, selv om han har fået fem? Hvad tror du? smilede hun til hans grønne øjne, der lyste blanke og nøgne, og kyssede ham så: varmt. Afslutning og afsked Katrine vågnede i sin egen seng med en dundrende hovedpine. Klokken var Der var stille. Ikke bare på stuen, men også på gangen. Hun så sig omkring. Undtagelsestilstanden var ikke afblæst endnu. Der lignede stadig en slagmark. Buus og Sørensen var på toilettet, sandsynligvis. Resten sov. Hun så for sig i halve billeder, hvordan TT var faldet i søvn. På sin egen stue som et barn med svedigt hår og lidt spyt hængende ud ved mundvigen. Hun havde ligget ved siden af ham i de fem minutter, der var gået. Havde overvejet om hun skulle blive liggende bare for at være sammen med ham i et par timers søvn, men havde så rejst sig og var gået. Mens Poulsen endnu havde øjne og forhåbentlig hjerne til at begribe, at de ikke havde ligget der og horet, som han ellers havde anbefalet dem at gøre uden hensyntagen til de andre. Hun var godt tilfreds med den beslutning om at gå. Det måtte tilskrives den mere fornuftige afdeling i hovedet. Den mindre fornuftige kunne hun ikke få hold på lige nu. Den blev ved med at forsikre, hvor rigtigt det var endnu engang at tage 155

157 tråden op med TT. Den mere fornuftige side replicerede, at ethvert forsøg var forgæves: Han var og blev en sær snegl, der formentlig ikke ejede andre følelser i livet, end dem han i ædru øjeblikke afslørede over for sin hund. At han i berusede øjeblikke kunne afsløre mere end kærlighed til dyr, frisagde ham på ingen måde. Selv da blev følelserne stikkende i munden på ham, når han prøvede at få givet dem et udtryk. Altså et håbløst tilfælde. Alligevel var det rart at tænke på ham, også i Holstebro. At skulle klare en definitiv afsked med ham lige nu ville være for meget oven i alt det andet. TT måtte vente. Hun svingede resolut benene ud af sengen. Så er det op piger! Klokken er fem minutter i syv! De rørte på sig, og Nygaard konstaterede med et søvnigt øje på sit elskede ur, at det var løgn. Der var stadig tyve minutter til stilletid. Hammerschöhl og Christensen kom igang. Ikke hurtigt, bare igang. Sørensen kom ind, fuldt påklædt og i civilt. Katrine bed sig i læben, parat til at spørge hvor pokker hun kom fra. Nygaard gjorde det i stedet. Det er en hemmelighed, men jeg er fuldstændig bjergtaget, fnisede Sørensen som svar. Virkede stadig fuld. Katrine blev vred. Og vidste ikke selv hvorfor. Bjerg-taget? Hun skred rasende ud af døren med sit håndklæde og sin tandbørste. Forbandede den satans dør, der ikke engang kunne smækkes. Det burde være påbudt på en kaserne. Hun trampede sine aggressioner ud på vejen op til fjerde sal og mødte en overrasket Buus, der ikke var forberedt på en fnysende Katrine. Og så oven i købet som første afløser på badeværelset. Alting var af lave. Ugen efter stod de alle i stiveste puds i gymnastiksalen. Skolens chef havde fået sin melding fra de respektive delingsførere. Alle var der, alle de nye sergenter. Katrine lod et blik glide ned over sin højre overarm. Nød de tre vinkler, der selv for civile beder ville gøre det forståeligt, at her var en rigtig sergent. At de samme beder måske kunne overse den sorte baret, der betød, at det var en sergent fra kamptropperne, fik så være. Det vidste hun selv, og de vidste det i Holstebro. Nummer et og to fra hele årgangen blev kaldt frem og fik 156

158 flidspræmier, eller fedterøvsbeviser, som Schutz kaldte det. Der var ingen fra studenterholdet iblandt. Kun de to overkonstabler, der efter flere år i trøjen havde fået en ekstraordinær chance ved at blive sluset ind på skolen. Katrine var ovenud godt tilfreds med sin egen placering. Som nummer elleve ud af 134 havde hun intet at klage over. At Buus have fået samme gennemsnit og var blevet nummer ni, fordi karakteren i førervirksomhed talte først, var mere end acceptabelt. Hun havde ikke levnet sig megen morskab på klubben. Til gengæld havde Buus fået den ære at blive nummer ét i sin deling. Hvilket Svinet ikke havde gjort noget som helst ud af. Schutz derimod havde gjort meget ud af, at 1. deling havde et langt bedre gennemsnit end den anden studenterdeling. Hvilket også betød, at Katrine ikke var den bedste der. Eikers var bedre, og Kryger og Kongsfeldt. Det var ok. Udnævnelsesseancen var meget højtidelig, og Katrine nød det fra sin faste plads i bageste geled. Uden ubehag eller mærkelige tanker om at være klaustrofobisk fanget i den samlede klump mennesker. Alene opfyldt af spændt forventning og med fædrelandsstoltheden stikkende i halsen, da de igen blev kaldt blomsten af Danmarks ungdom. Jo, det var flot. Hun stod ret som en træstamme. Solidt og uden tanke for andet end at stå der, overbevist om sin ret til at føle sig stolt. Og udvalgt dygtig. De delte endnu engang et festmåltid ude i byen, denne sidste aften. Delingen med fader Due og Schutz i spidsen. Flere sagde både du og Schutz midt i den varme hede, der sprang af brystet og ud gennem halsen. Men ikke Katrine. Hun nød i stedet, hvor naturligt de kunne finde hinanden: hende og TT. Finde hinandens hænder i et indforstået, kærligt alvorligt klem, der lovede mere og andet senere på aftenen. På klubben en sidste gang, hvor klemmet blev til favntag i en række stille danse, der ikke syntes at ville tage ende, som vidste disc-jockeyen, at dette var en særlig aften, hvor følelser fik lov. På stuen en sidste gang, hvor favntag blev til inderlighed, der flød over i stille tæthed, da Christensen kom hjem med sin Mogensen. Tæthed der blev til søvn, hvor Katrine drømte, at hun 157

159 var forbundet med TT. Midt i et samleje, der fortsatte og fortsatte, skønt hun dunkede hans hoved ind i en væg, igen og igen... Hun kyssede ham forsigtigt på munden og blev som belønning kildet i næsen af hans overskæg. Uf, hun kløede sin næse, smilede: du skal op smukke. Stemmen var lav og kærlig. Han missede med øjnene, orienterede sig, kunne hun se, og blev klar over hvor han var. Hvad er klokken? Basstemmen var mere dyb end vanligt. Han rømmede sig, faldt tilbage i sengen. Klokken var kun lidt i 6. De lå lidt, stille. Du må hellere gå TT. Du kender Poulsen... og de andre... TT rejste sig, var stadig fuldt påklædt på nær T-shirten, der var havnet på gulvet. Han trak den over hovedet. Blev den gamle TT igen og derfor i vildrede med, hvordan han skulle få kantet sig ud af døren med sig selv i behold. Hun trak ham ned til sig, drejede hans ansigt, så hun kunne hviske ham direkte ind i ø- ret: Hvis det kun stod til mig, måtte du godt blive. Jeg... Hun drejede hans ansigt, så hun kunne se ham ind i øjnene. Han iagttog hende intenst, sagde intet. Stod der bare, bøjet fremover og ned. Hun tog om hans ansigt med begge hænder. Holdt ansigtet forsigtigt som for ikke at tabe det. Og strakte sig op mod ham og trykkede et kys mod hans lukkede læber. Der stadig intet sagde. Hun sænkede blikket og mærkede tårerne løbe over. Først ned ad den højre kind. Hun slap sit greb og tørrede dem irriteret væk. Prøvede at smile, mens hun rejste sig. Skubbede ham i retning af døren. Vi ses, hviskede hun med et klem om hans overarm. Fader Due havde kommandoen over 1. deling for sidste gang. Han virkede oprigtigt ked af at skulle tage afsked. Glemte for en gangs skyld den sædvanlige huskeremse: ros, ris, ros. Roste dem kun, indtil de selv troede på det: At de var de bedste. At de havde fået den bedste instruktøruddannelse, der fandtes. At de var lidt klogere end alle de andre. At de var håndværkere. Og så videre. Bagefter var alting i opløsning. Nygaard stod på gangen og peb, Katrine knejsede rundt sammen med Hammerschöhl og 158

160 hilste majestætisk farvel. Både til 1. og 2. deling. Man havde vel sin bekendtskabskreds. Vi ses på officersskolen, smilede Bondegård og gav Katrine et knus. Ja, ja, svarede hun frækt, hvis du kommer ind. Som en sidste hilsen havde Svinet holdt et brag af et stueeftersyn på de tre drengestuer i 2. deling. Han havde væltet skabe og taburetter, flået madresser og sengetøj på gulvet og tømt fællesskabenes kaotiske indhold ud til fælles vantro, der senere afløstes af overgiven latter, da han var gået. Den pige havde været så nem og sød som lille. Helt stille kunne hun sidde og bare se på pigen, når hun sad og spiste sin mad. Med hagesmæk grisede hun slet ikke. Og pigen smilede så varmt til hende, med de mørke øjne. Som om hun ville sige, at mor var den bedste i verden... Nej, hun havde også sagt til ham, at hun ville skilles. Nu skulle det være slut. Han skulle ikke længere plage livet af det pigebarn og hende selv. Det ene øjeblik var han så modbydelig, det næste øjeblik gik han nærmest og fedtede for pigen, som om de to kunne have noget sammen. Det havde hun også sagt til pigen. Nu skulle de igen have det rart sammen. Hun havde altid vidst, at den pige nok skulle klare sig. Hun var allerede godt på vej. Som sergent nu. Hvem skulle også have troet det. Så kom hun alligevel til at undervise. Den pige ville tage sig af hende. Det var hun sikker på. Efter alt det hun havde gjort for hende. Og dét uden at beklage sig. De skulle igen blive en rigtig hyggelig familie: hende, sergenten og den yngste. Katrine vendte sig ved døren ud til den store trappe en sidste gang og så, hvordan fyrene baksede med oprydningen. Da hun endnu engang vendte sig, var hun allerede nede ved vandet. Hun så op mod den røde bygning, hvor flaget svirpede som en påmindelse om det evigt danske. Så op mod solen, der igen varslede glæde. Vent på mig, råbte hun til de andre, jeg vil med! 159