Bilag 3. Følgende bilag indeholder feltnoter, som blev nedskrevet individuelt af alle gruppemedlemmer efter ethvert feltarbejde.

Transkript

1 Bilag 3 Følgende bilag indeholder feltnoter, som blev nedskrevet individuelt af alle gruppemedlemmer efter ethvert feltarbejde. Feltnoter for Julie Bergdal Kolath: Feltnoter for mandag d : Københavns gader Det er første dag for feltarbejde. Alle er spændte, og også lidt nervøse for udfaldet. Hele dagen er sat af til felten, og vi har besluttet at bevæge os rundt forskellige steder i København. Vi starter på Københavns hovedbanegård, tager forbi morgencaféen Crace på Nørrebro, og slutter af i Folkets park, også beliggende på Nørrebro. Hovedbanegården Vi tænker at vi blender nemt ind her, alle mennesker har en agenda, eller hænger ud. Der er travlhed og det pulserende liv er i fokus. Alligevel er vi ekstremt bevidste om os selv, og vores opførsel næsten for bevidste, vi bliver hurtigt akavet i rollen som observatører. Jeg vurderer det er godt vi er startet her, så vi kan falde til i rollen. Vi går rundt og fornemmer alle indtrykkene, jeg er meget optaget af at finde de afrikanske flaskesamlere, det slår mig hvor fordomsfuldt dette egentlig er. Derefter slår det mig at det, at jeg ikke ser nogen, trods en forudgående forventning om det, siger lige så meget. Det er mandag formiddag, kl. Er 10.30, hvor er de? muligvis på Morgencaféen Crace, hvor der nu er åbent for at de kan få morgenmad, det ville give god mening, de er ikke på hovedbanegården i hvert fald. Vi går ud af indgangen mod Istedgade. Her er der en stor gruppe af hjemløse. De ser alle ud til at være af dansk oprindelse. De står og snakker med tung københavnsk dialekt. Vi går omkring hovedbanegården, og om til forsiden mod Tivoli, her er der to østeuropæiske hjemløse, der sidder og snakker sammen, og ryger. Jeg undrer om dette mon kan have en forklaring, udover at de afrikanske migranter opholder sig på Crace. Side 1 af 31

2 Er der distrikter i KBH for de hjemløse? Vi ved fra research, at der er væresteder for danske hjemløse på Vesterbro, som kun er for danskere, og som migranterne ikke har ret til at benytte sig af. Dertil ved vi er der er flere projekter på Nørrebro, som de afrikanske migranter (fx) kan benytte sig af. Der er altså muligvis en gruppering blandt de hjemløse? Mod Nørrebro Med disse overvejelser og en briefing imellem os, tager vi til Nørrebro. Vi parkerer cyklerne væk fra gaden, hvorpå caféen Crace ligger. Vi går stille forbi caféen. Der er liv inde- og udenfor, og det var her alle migranterne opholdt sig. Cafeen er ved at lukke efter morgenmaden. Vi vurderer at det ikke er ok at gå derind, da projektlederen ikke har meldt tilbage på vores mail, med efterspørgsel om kontakt. Dette ville være respektløst. Cafeen ligger lige ved siden af en Kirke, måske det endda kunne se ud til at være et af kirkens lokaler. Vi har fundet os bedre tilrette i rollen, men alligevel føler jeg mig meget præget af en respekt overfor migranterne og det frivillige arbejde. Jeg vil ikke forstyrre dem, eller gøre det ubehageligt eller irriterende for dem, og det kan jeg mærke jeg skal arbejde med måske de rent faktisk vil blive glade for kontakten? Vi går forbi en gruppe migranter. En af dem smiler til mig, jeg smiler igen. Måske det rent faktisk er et plus at være ung kvinde i felten? Vi virker ikke så farlige, og de vil inderst inde, også gerne have noget fra os. Vi følger, med stor afstand, efter to fyre som går ad Nørrebrogade. Jeg er nysgerrig, og håber på kontakt, og ønsker at se en reel dag i en hjemløs liv hvad driver man rundt og laver i så mange timer? Hvor går man hen? De to forsvinder i mængden, og vi går til Folkets park. Vi ved fra artikler, at de afrikanske migranter opholder sig her. Folkets park Vi har købt noget at drikke, og spise, så ikke det virker så underligt at vi hænger ud i parken, mandag formiddag. Vi sidder på nogle stole, men der er ingen i parken. Der står en del cykler op af et hus på hjørnet. Der er plasticposer og oppakning på, men ingen ejere i nærheden. Huset på hjørnet er Natcaféen. Jeg kan se nogle skygger gå Side 2 af 31

3 rundt derinde. Vi har også kontaktet dette sted, men med en tilbagemelding om at de ikke vil hjælpe os med kontakt, da deres brugere har fristed der, derfor går vi ikke derind. Vi er dog inviteret ind på onsdag, til en snak med lederen. Vi er meget opmærksomme i alle retninger, men de mennesker vi søger, og som var foran Crace, og forsvandt, er ikke dukket op igen. Jeg undres hvor er de dog? Jeg tænker at de har en rutine for deres dag. De starter med mad på Crace, soignerer sig, og tager ud på dagens job ved at samle flasker og så? I mit hoved giver det god mening, med 24 timer i døgnet og intet at give sig til, må man have behov for at skabe en struktur, for at timerne går. Dertil er flaskerne jo også lig med indtægt. Vi går igen mod Crace, og op til Dronning Louises bro. Vi har på sommerdage mødt flaskesamlere der. På vejen dertil, ser vi en cykelhandler på hjørnet af blågårdsgade. Der er tre mørke mænd ude foran, som er ved at fixe deres cykler. Ved siden af dem er der en værktøjskasse, en rygsæk og en stor bunke af gamle brugte cykler. Vi hilser, smiler og går videre er de ansatte i cykelhandleren, eller låner de bare udstyret til at fixe deres cykler? Vi ved det ikke, og vil ikke spørge, da vores tvivl kun er på baggrund af stedet og deres hudfarve. Dronning Louises bro Vi går videre mod broen, og sætter os ned. Vejret er lunt og behageligt, det skiftevis regner og er tørt, med sol ind i mellem. Vi sidder på en bænk og snakker. Det er forståeligt at der ingen flaskesamlere er, skraldespandene er tomme, og i går, søndag har de nok, taget hvad weekenden gav af sig. Hvor mon de så er nu? Vi går hen og tager vores cykler, og vil tage ud til den røde plads, vi cykler igen forbi folkets park, og her er der pludselig liv. Der sidder 4 afrikanske mænd og taler sammen, på de stole vi tidligere sad på. Folkets park igen. Vi parkerer cyklerne lidt væk og går ind under et stort træ, der blomstrer så smukt. Vi sidder på nogle gynger og stole. Drikker lidt af det vi købte før. Smider panten, lige ved siden af os. Længst væk sidder de 4 vi så da vi kom, og tættere på, sidder der to fyre på en bænk. Den ene mand, kigger igen og igen over mod os. Han vil gerne i kontakt eller have vores flasker. Alle parter sidder og suger mod til sig. Vi ønsker kontakten, men det er svært. Der sidder et ungt, etnisk dansk par ikke så langt fra os, Side 3 af 31

4 dette gør at vi føler det er ok at vi er der. Parken bliver altså brugt af flere forskellige grupper til at hænge ud. Jeg ser mig omkring, der er virkelig mange forskellige grupper repræsenteret. De afrikanske migranter. En dansk middelaldrene herre med en øl, unge fyre med bagvent kasket, håndværkerne, skoleklassen mm. Denne iagtagelse gør at jeg falder lidt mere til ro. Jeg bildte mig ind, at det var utrolig tydeligt at vi ville have noget af afrikanerne, og at vi iagtig dem, dette brød jeg mig ikke om. Dog tror jeg nu, at vi bare virker som tre piger, der hænger ud på gyngerne ved det smukke træ i det gode vejr. Vi tænker dog, at grundet ønsket om interviews, er det ikke smart at gå til dem, i en samlet gruppe. Derfor splittes vi op. En bliver i parken, og de resterende gruppemedlemmer, kan vende tilbage efter endnu en lille runde. Kamilla bliver i parken alene, hvilket skaber så stor succes, at vi får to interviews, og et telefonnummer, at vi lader det være nok for i dag. Dog tænker jeg, at det kunne være interessant at tage samme tur, som i dag, en weekend aften/nat, hvor vi forhåbentlig kan følge de hjemløse, og hjælpe dem med at samle flasker, og snakke med dem løbende, så det bliver deltagende observationer. Vi har i dag kontaktet Crace igen, i håbet om at blive en del af det formodede morgenritual på onsdag, inden vi skal mødes med lederen af herberget nær folkets park. Feltnoter for onsdag d Natcaféen, Stengade Vi har i dag en aftale med Hanne Pedersen, som er leder på Kirkens Korshærs tilbud, Natcaféen på Stengade i København. Vi har besluttet at gå derhen tideligt, for at gå lidt rundt i området, og se om nogle af dem Kamilla mødte i mandags, er der. Det er gråt i vejret, kedeligt og indbyder ikke til at sidde i Parken. Caféen har åben, så vi går bare derind i stedet. Der er fuld af mennesker, masser af snakken og liv. Side 4 af 31

5 Vi kommer ½ time for tidligt, og vil ikke forstyrre, men vi ved at dette er den eneste chance vi har for at se stedet, da de ikke inviterer ind, pånær hvis man har en aftale, som vi har i dag. Vi står i gangen, og ved ikke om vi må komme ind eller ej. Inden vi overhovedet når at tænke videre, rejser en ældre herre sig fra forsamlingen og siger I ser nye ud, hvem er i? Jeg begejstres over hans velkomst, og er allerede her imponeret over hvor lukket en klub det egentlig er. Det er tydeligt alle kender hinanden, og dermed også straks kan konkludere når der er fremmede i deres univers. Vi præsenterer os selv, og siger at vi har en aftale med Hanne om ½ time. Han tager os straks med igennem hele caféen, og uden han har intentioner om en rundvisning (som Hanne har udtrykt i sin mail, er et lukket område, af hensyn til brugerne), får vi det faktisk. Der dannes tonsvis af indtryk. Vi går igennem køkkenet, ud i baggården og op af en lille stejl trappe til kontoret. Der står både frivillige og medarbejdere i køkkenet, de smiler alle og hilser når vi drøner igennem køkkenet. I baggården står der nogle brugere og ryger. Da vi kommer op, banker han på døren, på trods af vi har forsøgt at fortælle ham at vi kom til at komme for tidligt. Hanne sidder i møde med en anden studiegruppe, og har selvfølgelig ikke tid. Han står og tænker et øjeblik og udbryder derefter Kom med ned i caféen. Han fejer os med, med hånden og går ned af trappen igen, en anden vej rundt, end baggården, så vi rent faktisk ender med at se hele huset. Vi kommer ind i et lille rum, som er dunkelt, og hvor der ligger en masse afrikanske mænd og sover. Nogen sidder op, og kigger måbende, lidt træt på os da vi styrter efter manden. Det var ubehageligt, for vi vadede direkte ind i deres private område, med sko overtøj og tasker på. Det føltes virkelig ikke okay, manden tog det dog tydeligvis ikke så tungt. Vi kommer ud i caféen, fra en anden side end før, og tages med ud i køkkenet, for at få en kop kaffe. Han hælder op til os med stor entusiasme, og vi får af vide at vi kan stå der eller i caféen og vente, hvor vi nu kan få plads. Han sætter sig ind ved bordet igennem, og snakker videre med de andre mænd. Vi står i køkkenet, og føler, grundet vores opdragelse at vi er meget i vejen, det er jo trods alt en arbejdsplads. Dog er det tydeligt at alle menneskerne omkring os tager alting med ro, og behag for hvad de har gang i. En mand muligvis bruger, Side 5 af 31

6 engelsktalende(?) har lavet maden til i dag. Han er meget stolt, og viser os det, og spørger om vi vil have. Vi takker pænt nej tak, men siger det ser lækkert ud. Han siger det ikke ser lækkert ud, men at det smager godt. Vi griner. Der står tre damer og hænger ud og taler over en kop kaffe. Det er sjovt som en kop kaffe overalt, forbindes med noget socialt og hyggeligt sludren, varme, tryghed og rutine. Vi beslutter os for at gå ud i caféen, både fordi vi kan stå og betragte og sanse hele stemningen, og så brugerne kan få lov at se os, i håbet om at de synes vi virker gode nok, men også for at skabe plads til den hårdt arbejdende og engagerede kok i køkkenet, der også gjorde rent og vaskede op. Jeg står med ryggen til, så vi står i hjørnet og snakket sammen. Vi vil ikke gå hen og tage pladser, da vi er klar over de naturligvis er forbeholdt brugerne, dertil skal det nævnes at vi også ønskede at respektere Hannes udmelding. Vi går efter lidt tid, ud i gangen igen, står og læser lidt på tavlen. Kamilla hilser på en af mændene hun talte med i mandags. Han er italiensktalende, men vi hilser på med Hello, og smiler som om vi kender hinanden godt. Det er tydeligt at han gerne ville tale mere med os, men at sproget holder alle tilbage. Pludselig kommer der en kvinde med accent og henter os. Hanne er klar til mødet. Vi går igen igennem baggården, hvor nogen bruger udbryder Hablas Espanol? Damen svarer No, no og griner. Ærgerligt vi skulle videre, måske jeg kunne have talt lidt med ham, på mit gebrokne spanske, ville virkelig gerne have forsøgt. Feltnoter for lørdag d I nattens mulm og mørke. Vi har ikke haft det store held, med at møde flaskesamlere på gaden, de dage vi har planlagt feltarbejde. Dette kan skyldes vejr, tid på døgnet, lokalisering mm. Vi har derudover også fundet ud af at mange af migranterne ikke er særlig stolte af at være flaskesamlere, og derfor er meget diskrete omkring det. Med dette i mente, har vi besluttet os for at tage ud en lørdag nat og forhåbentlig følge nogen, og hjælpe dem med indsamlingen, og få en snak imens. Vi har fået idéen på Side 6 af 31

7 baggrund af filmen under den samme himmel hvor man ser flere flaskesamlere gå rundt i kødbyen i København, om natten mens unge fester omkring dem. Vi mødes på Elmegade kl Planen er at holde et møde inden vi går ud. Vi planlægger en rute igennem København, med start forbi folkets park, og natcaféen. Derefter går vi over Dronning Louises bro, igennem strøget, igennem hovedbanegården, via Istedgade og ned til Kødbyen. Vi håber naturligvis at møde nogen og falde i snak med dem. Det har vi gjort før på festival mm. hvor vi ikke har været opmærksomme på et mål på samme måde som nu, hvor det skal resultere i et bachelorprojekt. Vi går ud af døren, trækkende med cyklerne. Vi er klædt godt på, men alligevel så vi bare ligner alle andre unge, der skal i byen den lørdag aften. Det regner og er koldt. Vi går forbi natcaféen, havde vel håbet på at møde nogle af vores venner fra mandagen, men der er total lukket og slukket, og det eneste liv, er 3 gutter der står i læ ved døren. Ikke nogen der har relevans for projektet. Vi går forbi parken, forsøger at få med, om nogen mon sover der, men uden at stoppe op. Vi kan ingenting se. Jeg vurderer at det er fordi de enten er lukket ind på caféen, er ude og samle flasker, eller måske selv er i byen, for at finde en dame, som vi nu har hørt flere gange, er et mål. Vi går videre på vores rute. Det regner, er koldt og trist. Optimisme er der ikke så meget af mere. Vi går igennem byen, der er pant overalt, men absolut ingen flaskesamlere jeg undres, der plejer da ikke være noget der hedder dårligt vejr i deres verden? Vi går og snakker, men ser alligevel alt. Hvor er de? Hvorfor kan vi ikke gennemskue deres skema? Det vi finder logisk tidsmæssigt, og geografisk, er det tilsyneladende ikke. Vi forstår ikke at gennemskue koden for livet på gaden. Vi står på strøget, har næsten givet op, hvorefter der kommer en flaskesamler med sin cykel. Han er hurtig, og forsvinder i mængden fordi vi står og ligger slagplan, da vi ikke ville gå derhen alle sammen. Det er for dumt tænker jeg, men vil trods alt heller ikke løbe efter ham. Øv Jeg er meget opgivende, men pga. filmen, tænker jeg at vi finder nogen på Istedgade eller i Kødbyen. Måske strøget ikke er det fedeste sted at opholde sig, hvis ikke man er så glad for at vise at man er flaskesamler. Side 7 af 31

8 Vi går videre ned af strøget. Der ligger en østeuropæisk familie på gaden, inde til siden. En af dem tigger. Der er unge mennesker overalt der fester. Det er underligt at stå lige imellem de kontraster. På hovedbanegården, møder vi absolut intet af det vi søger. Vi fortsætter, og jeg har nu store forventninger det sidste håb, for at aftenen ikke er helt spildt. Igen ingenting. Ingen flaskesamlere overhovedet. Jeg står ved min cykel, har købt natmad, fryser, er opgivende, og kan slet ikke se hvordan dette projekt, skal kunne blive til noget. Der kommer en afrikansk kvinde, hun henvender sig til en dansk udseende mand. Hun taler lavmældt, han svarer højt tilbage: Hvad? hun gentager det hun siger, han siger nej tak og går videre op til sine venner, hvorefter han fortæller dem: Nå, hun ville sgu gerne være med os i aften de griner og går videre. Det er tydeligt, at hun lige har givet ham et tilbud, af den slags som Istedgade nu er kendt for. Måske miljøet her er mere åbent, og flaskesamlerne derfor ikke er ængstlige for at være her? Man har vel lov at håbe. Vi går videre uden held. Jeg forstår det ikke, jeg møder dem tit overalt i byen, men når jeg prøver at sætte mig ind i deres univers, fejler jeg hver gang, og kommer hjem med ingenting. Det er koldt, vådt, natten er lang og mørk, og jeg forstår nu hvorfor de har gemt sig det er ikke at foretrække at gå rundt en hel nat i det her. Så noget har jeg da fået ud af det at mærke på egen krop, hvordan en nat kan være, når der ikke er nogen seng at finde. Feltnoter for onsdag d Tilfældigt møde v. Folkets park. I dag er egentlig ikke en dag hvor vi havde planlagt at gå i felten. Alligevel går vores vej tit forbi Stangade, og dermed også folkets park. Vi er på vej til en aftale, og er kun Monna Camilla og jeg. Vi cykler i godt tempo i det dejlige vejr. Jeg ser mig tilbage, og Monna er pludselig blevet stoppet foran folkets park, af en afrikansk mand. Jeg kører tilbage, de taler sammen på engelsk, Camilla står og lytter med og smiler. Manden stoppede dem, fordi Monna var mørk. Han sagde You are my sister Han følte noget fælles, bare pga. det. Han spørger om vi kender til at sted at bo, desværre Vi snakker alle tre med ham. Spørger lidt ind til om han hænger meget ud ved parken, det siger han nej til, og Side 8 af 31

9 benægter alt kendskab til det område. Det er tydeligt at han er hjemløs, og vi vil meget gerne holde kontakten til ham, selvom vi ikke har mulighed for at blive der. Derudover er det også tydeligt at han ikke vil åbne op med det samme der skal arbejdes lidt på tilliden. Han fortæller han har facebook, og vi får hans navn, så vi kan finde ham og drikke en kaffe i weekenden. Han får Camillas mobil og skriver sit navn. Forbipasserende glor helt vildt, og det er som om at verden kører i ring omkring os de tre unge piger, og den afrikanske mand, der ud af det blå stoppede dem på cykelstien, han fortalte os, at skæbnen fortalte ham at han skulle stoppe os og hilse på os. Vi smiler alle og siger at vi er glade for at have mødt ham, og at vi ser frem til at se ham i weekenden. Vi giver alle hånd, og takker hinanden for mødet. Jeg synes det var friskt og interessant af ham, dog efterfulgt med en mistanke om at han har set os i området, og ved at vi søger noget og han dermed kan udnytte os lidt. Man ved aldrig. Hvis vi reelt kan finde ham igen, tror jeg at han er vores nye åbning til felten. Han vil virkelig gerne kontakten, men det er tydeligt at vi må arbejde for også at få vores intention ud af det nye venskab. Aron som Kamilla mødte på dag 1. Har vi kontaktet, men uden held. Om han er rejst, har fortrudt eller andet ved vi ikke. Men det flygtige liv på gaden, gør det svært at holde aftaler, så om dette møde med vores nye ven, sker ved jeg ikke, men hold nu op hvor jeg håber. Feltnoter for lørdag d Solskin på Christiania I dag er planen lidt mere ustruktureret end tidligere. Vi har indset at vi ikke ved nok om migranternes livsstil, så vi kan ikke kortlægge deres adfærd, ud fra vores egen logik. Vi har hver især før mødt nogen flaskesamlere på Christiania, vi ved det bliver godt vejr, og at det er lørdag og mange har fri grundet påske, og derfor er det her vi befinder os i dag. Samling Side 9 af 31

10 Kl. Er 14.00, og Kamilla, Camilla og jeg er mødtes, mens Monna er ude ved folkets park, i håbet om at møde vores ven fra den anden dag. Hun har kontaktet ham, men uden svar. Vi sidder på træstubbene bag Nemoland. Her er der godt udsyn, og mange mennesker. Alle hygger og alle drikker, så pant er der meget af. Der går ikke lang tid, før migranter titter frem med poser, og samler ind. Jeg bliver glad, men også helt spændt. Jeg synes fortsat det er nervepirrende at gå hen til dem, og bede om deres tid, når de endelig kan gå og tjene penge. Måske et gående interview ville være godt? Vi beslutter at købe nogle drikkevarer, så kontakten måske kan skabes via det? Derefter vil vi sætte os ned til søen, hvor vi kan se de også kommer rundt. Vi vil sætte os lidt væk fra menneskemængden, så vi kan få mere ud af dem, hvis nu vi skulle være så heldige at få dem i tale. Afslag Vi sidder længe på en slagbænk endda med ekstra plads, så hvis det var kunne vedkommende sidde der. Vi drikker ud, og giver panten til en fyr, han kigger knap på os, og er hurtigt videre. Camilla skynder sig efter ham, og snakker med ham. Han ville ikke være med, og sagde han kom fra Italien, og kun havde været her i 3 dage Øv. Vi bliver siddende, og drikker stille videre. Der kommer endnu en, og Kamilla skynder sig at drikke ud. Igen går Camilla lidt med ham, væk fra os så ikke vi sidder 3 mennesker og glor på ham. Han ville heller ikke, han sagde han var træt og havde ikke sovet i nat Øv. Han så ellers rar ud sødt og imødekommende ansigt. Han havde masser af oppakning med, en lyserød børnerygsæk der var stopfyldt. Måske det er dagens samling, eller hele hans hjem som Hanne og kaldte det? Det er forståeligt han er træt. Det er en lang dag med meget arbejde, i konstant bevægelse. Bedre tider Vi har nu ikke mere tom pant, og vælger at gå lidt videre, for at få roteret og set hvad der ellers sker. Vi går langs søen, og volden, og kommer hen til den åbning, hvor man kommer op til Nemoland. Der er rigtig mange solglade mennesker, og masser af pant, og flaskesamlere. De har parkeret deres cykler under et træ, og skiftes til at holde øje. Vi går forbi dem, for at mødes med Monna, og ligge en ny slagplan. Monna er kommet, og vi deler os nu op to og to. Camilla og Kamilla går ned forbi træerne med deres cykler, og forsøger at falde i snak med nogen der. Monna og Side 10 af 31

11 Jeg sidder oppe på volden. Der er ikke nogen migranter lige her, lige nu, men vi sidder og ser på alle menneskerne der nyder solen, hygger sig, griner, snakker, putter, krammer og kysser. Der er tydeligt forår i luften. Imens ser vi flaskesamlerne nede ved søen, trave rundt med poser, og samle ind. Jeg kommer til at tænke på hvor vigtigt det er at de er her, og hvor imponerende det er at de organiserer sig sådan, med en station i midten, hvor de arbejder ud fra, og vender tilbage til. Tidligere på dagen prøvede jeg via telefon, at guide 3 nordmænd ud til Christiania, det var næsten umuligt, selvom de kunne spørge undervejs, og blev fortalt stederne og ruten herud flere gange, efter et 3 dages ophold i København nogen af migranterne var også selv lige kommet for 3 dage siden, og de havde allerede lidt en hverdagsstruktur, havde fundet staden, og havde en cykel. Måske kommer de hvert år? Måske de lyver om hvor længe de har været her, ellers er de bare sindssygt gode til at navigere rundt, og bruge det netværk de nu har mulighed for, for dermed ikke at spilde dagene. En sjov kontrast tænkte jeg. Kamilla og Camilla kommer tilbage, vi taler kort om interviewet, og pludselig kommer der en flaskesamler, jeg så lige da vi kom også. Han ser rar ud. Igen en nydelig mand, og hvis ikke han havde samlet flasker, havde jeg ikke vidst han var hjemløs. Monna og jeg går efter ham, lige i det samme sætter han sig på en skrant, tænder en cigaret, hvorefter vi ser vores snit til at gå hen til ham. Jeg kigger på Monna, hun virker lige så nervøs som mig lidt tøvende, så jeg hopper ud i det, og præsenterer os og spørger om vi må sidde ved ham. Han svarer på en rolig og afslappet måde, at det må vi gerne. Puha tænker jeg, så er vi på Opsamling Efter interviewet går vi hen til Camilla der nu sidder alene. Kamilla så pludselig Aronvi mødte på dag 1, og som ikke har svaret på vores beskeder og opkald. Jeg er helt høj efter interviewoplevelsen. Det var en behagelig og også lidt dyb snak, hvor vi kom omkring mange holdninger og følelser. Hvorfor mon jeg er så bange for kontakten lige før det sker? Kamilla kommer tilbage, der var noget galt med nummeret, men havde nu fået en ny aftale i hus med Aron efter påske. Vi havde nu arbejdet i 4 timer, og været rundt hos størstedelen af flaskesamlerne der, vi er oppe på 4 interviews, som var minimumsforventningerne og har fundet ud af at denne gruppe var fra Nigeria hvoraf flere ikke ville tale med os, men dem der ville var meget åbne Side 11 af 31

12 og imødekommende. Med denne konklusion, holder vi for dagen. Vi går fra volden, og snakker om oplevelserne, alt imens migranterne fortsat trasker rundt, og flaskerne fortsat tømmes i en sløv hastighed, der passer til den dovne påskedag med de høje temperaturer. Feltnoter for Kamilla Christiansen: Feltnoter for mandag d Det er mandag morgen d. 7. april. Vi cykler mod hovedbanegården og sætter vores cykler på hjørnet af Tietgensbroen. Vi taler med hinanden om, hvordan vi skal gribe det hele an. Hvis vi ser en flaskesamlende afrikaner, skal vi så alle gå hen til ham og udspørge ham om hans liv? Hvad med tillidsopbygningen? Har vi mon været for hurtige til at beslutte os for at gå i felten? Vi er alle nervøse. Monna tager nogle dybe indåndinger, hun virker lidt skeptisk overfor situationen. Julie siger, at det nok skal gå, og så falder vi alle sammen til ro. Vi går ind af indgangen til hovedbanegården overfor Tivoli. Grunden til vi overhovedet har valgt netop dette sted, er vores tidligere erfaringer med afrikanske flaskesamlere, som befinder sig her. Men her til morgen er der ingen at se. Kun hjemløse danskere. Usoignerede, beskidte, midaldrende mænd. Har du ikke to kroner, du kan undvære?, spørger én en dame, som skynder sig forbi. Og så alle de andre almindelige mennesker på vej på arbejde. En skoleklasse har sat sig ned på det beskidte gulv. En af drengene har stillet en Faxe Kondi ved siden af sin taske. Mon ikke der kommer en flaskesamler forbi, tænker jeg. Men der er ingen at se. Da vi ser en afrikansk mand, kigger vi på hinanden: Er han mon en flaskesamlende hjemløs migrant? Han taler i telefon. Ser ud som om han er på vej på job i pænt tøj. De flaskesamlere vi har set rundt omkring i byen ser ligesådan ud. De ligner ikke hjemløse. Så hvordan kan vi vide hvem vi skal se på? En af pigerne siger vi kontakter dem altså ikke før vi ser dem samle en flaske op fra skraldespanden. Det ville være for pinligt. Vi tager en runde på hovedbanegården. Ser ikke nogen flaskesamler. Da vi fortsætter på vores anden runde går vi ud af udgangen til Reventlowsgade. Vi taler om den klassiske musik, der er sat på ved trappen for at holde stofmisbrugerne væk. Udenfor ser vi en gruppe hjemløse til venstre for udgangen. Der står også to lige ved udgangen. De henvender sig ikke til os, men jeg Side 12 af 31

13 tænker, at der nok er en grund til at de står der. Der falder vel lidt af til dem, hvis de er heldige og københavnerne er i godt humør. Stadig ingen afrikanere. Vi går til højre. Og til højre igen op ad trappen. Vi stiller os foran hovedbanegårdens indgang ud mod Vesterbrogade. Hvad gør vi? I det samme ser vi fire afrikanske mænd med kufferter komme ud fra hovedindgangen. De er i fint tøj, en med solbriller. De skynder sig over til en bil. De skal sikkert til konference et sted i København. Klokken er Jeg foreslår, at vi cykler til Nørrebro og holder os til i området, hvor morgencaféen Grace ligger. Den lukker nemlig klokken 11 og så bliver de hjemløse migranter sendt afsted, ud på gaden. Vi cykler derover. Baggesensgade 9. Vi stiller cyklerne nede ved Peblinge sø op af et skilt. Så snart vi vender os mod nordvest, ser vi en gruppe afrikanere stå på gaden. Vi går langsomt derhen. Hvad skal vi nu gøre? De begynder at gå. Vi følger efter. De splitter sig op og vi vælger at gå efter to. Den ene har en grøn lang jakke på. De er målrettede. Hvor skal de mon hen? Hvor mon de opholder sig her midt på dagen? De ser unge ud. Yngre end os. De går op af Blågårdsgade, mod Nørrebrogade. Vi lægger mærke til to afrikanske mænd, som laver cykler på hjørnet af Baggesensgade og Blågårdsgade. Vi snakker om, om de måske arbejder sort for at få lidt penge, men bliver enige om, at de nok har fået lov at samle sig en cykel af de gamle vragdele fra danskernes cykler. De to mænd forsvinder til venstre af Nørrebrogade. Vi følger efter. Men det føles som om, de har opdaget os. Vi bliver opmærksomme på os selv. Føler os synlige. Vi sætter os foran Sakramentskirken. Overvejer situationen. Vi aftaler at gå i Netto og købe noget med pant på, for derefter at sætte os i Folkets park. Måske kan panten lokke nogle flaskesamlere til og vi kan falde i snak med dem på den måde. Vi køber lidt brød og noget sodavandslignende. Bag ved os i køen i Netto står de to mænd, vi før havde fulgt efter. Den ene smiler til os. Vi går udenfor og ser de to mænd forsvinde længere ud af Nørrebrogade. Vi går ned af Stengade, ned til Folkets park. Vi sætter os på nogle stole på en lille høj. Vi befinder os nok der i en halv time, før vi giver op. Der er ingen afrikanske migranter at se. Huset på hjørnet, Natcaféen, hvor de ellers holder til, er lukket. Opgivende begiver vi os ned af Baggesensgade. Vi sætter os på en bænk på Dronning Louises bro. Julie kigger i skraldespanden: Der er i hvert fald ingen flasker her, siger hun. Vi griner. Sætter os ned. Vi overvejer at spørge en facer fra Amnesty om hun ved noget om hvor de befinder sig, da hun må kende området, men gør det ikke. Side 13 af 31

14 Efter noget tid ser vi en fyldig afrikansk mand på en cykel med en masse poser på den anden side af gaden på vej ind mod midtbyen. Der var ham der fra før, skal vi følge efter?, men han er allerede væk. Vi beslutter os for at gå ned for at hente vores cykler, tage et smut forbi Folkets park igen, og ellers begive os ud mod Nørrebroparken. Dette bliver dog ikke nødvendigt, da Folkets park nu er levende. Der sidder syv afrikanske mænd og en centraleuropæisk mand. Vi stopper op, men føler os synlige og sætter derfor afsted på cyklerne. Vi stiller dem i et hjørne af Folkets park og går bagom, forbi Folkets hus, over til nogle gynger under et smukt hvid-blomstrende træ. Her sætter vi os. Selv sidder jeg på en af gyngerne. Er det ikke lidt underligt at vi bare sidder og kigger på dem?, er der en der spørger. Vi andre er enige, men siger, at vi jo ligeså godt kunne være nogle helt almindelige nørrebro ere, som fik en snak. Pladsen er for alle. Vi må gerne være her. Vi er stille i et stykke tid. Jeg gør de andre opmærksomme på, at en ung mand vedvarende kigger på os. Vil han mon tale med os? Monna stiller sin flaske på jorden. Mon han har set vi har pant? Efter et stykke tid er der ikke sket nogen ændring i situationen. Vi sidder her, de sidder der. Opdelt. Jeg fortæller de andre, at hvis de nu går, vil jeg have nemmere ved bare at gå hen til ham, der alligevel sidder og kigger på os. Han virker ikke intimiderende. De spørger om jeg er sikker, og det er jeg. De går og siger, at jeg skal ringe, hvis der er noget. Jeg sidder på gyngen i fem minutter mere. Manden kigger stadig herover. Nu griner han. Han tager nogle papirer frem og læser dem. Han ligger hovedet opgivende ned. Han sidder på en bænk med bord sammen med en centraleuropæisk udseende mand, men de taler ikke sammen. På de stole, hvor vi sad, da vi først satte os i Folkets park, sidder to afrikanske mænd og bag en høj, nede foran huset, står også en gruppe. Manden med papirerne kigger igen. Griner, virker genert. Han kigger væk i et par minutter og jeg beslutter mig for at vinke ham herover næste gang han kigger. Han peger på sig selv og jeg nikker. Han rejser sig op og vi mødes på halvvejen. Jeg giver ham hånden Hi. How are you? Sorry, if I was looking at you a little bit, siger jeg. Are you often in this area? Do you know what s going on around here? Han siger noget, jeg ikke forstår, men det slutter med italiano, så jeg tolker mig frem til, at han ikke forstår mig, fordi han kun taler italiensk. Jeg er skuffet. Jeg prøver mig frem med amigo, English, around for at få mig til at finde en ven, der taler engelsk. Han tager mig med over pladsen, viser mig sine papirer. Han lærer engelsk. Elephant, cup, man, står der. Okay, det er engelsk på det niveau, tænker jeg. Han tager mig Side 14 af 31

15 med over til sin ven. Men vennen taler kun meget lidt engelsk. Han får på en måde fortalt at de begge to kommer fra Burkina Faso. De taler kun italiensk, fordi de har opholdt sig i Italien før de kom til Danmark. Det er meget svær kommunikation og jeg spørger om de ikke har en anden ven, der taler engelsk. De tager mig med over til bænken foran Natcaféen. En ældre mand sidder ned, flere står op. En sidder med ryggen til med hætte på. På intet tidspunkt ser jeg hans ansigt, men jeg går af en eller anden grund ud fra, at det er en ung mand. Han sidder med en iphone eller lignende og ser en video. Han griner. Jeg spørger de andre mænd om jeg må sætte mig ned. De siger of course. Jeg sætter mig ved siden af manden, som gemmer sig bag sin hætte. Han kigger ikke op, da jeg sætter mig ned. De andre forskrækker mig, da de råber i kor, at jeg skal passe på, at mit ærme ikke bliver vådt. Bordet er vådt. I hjørnet har en pøl samlet sig, og jeg er ved at ligge armen ned i det. Thank you. Oh yeah it s a little wet, siger jeg og sætter mig. Jeg forklarer min situation og den ældre mand svarer, så jeg henvender mig til ham. Spørger om jeg må stille ham nogle spørgsmål om hans liv i Danmark. Sure siger han, men virker skeptisk. Langsomt bløder han op, og det føles som om, vi er på bølgelængde. Vi laver sjov, men nogle gange forstår vi ikke hinanden og stemningen bliver lidt trykket. En mand, som står op, bryder et par gange ind og fortæller os, hvor vi gik galt af hinanden. Han forstår tydeligvis os begge og påtager sig rollen som tolk. Cirka femten afrikanske mænd samler sig rundt om os, og de virker interesserede i, hvad der foregår. Også en fuld grønlandsk mand sætter sig på bænken. Den ældre mand spørger flere gange om jeg ikke kan finde ham en kone. Jeg siger, at jeg nok skal prøve. Nogle gange udviser han autoritet, da han piller mine spørgsmål ned Eh, it s cold. I think you know. Your country is cold. Don t ask me about cold, you know it s cold. Siger han, da jeg spørger om det ikke er koldt at sove på gaden. Dumt spørgsmål. Det er svært at samtale, fordi jeg ikke ved hvor meget jeg må spørge ind til deres livshistorie. Er de mon traumatiserede? Mon han lukker af, hvis jeg spørger om noget, der er for personligt? Men han svarer på alle mine spørgsmål. Han er meget interesseret i, om min kæreste er min mand eller min kæreste. Jeg holder fast ved at han er min mand, men manden vil se min ring eller mine dokumenter, før han tror på mig. Jeg viser et billede. Han falder til ro. Vi snakker frem og tilbage i 25 minutter Han har boet i Spanien i 15 år, har spansk pas. Han er foruroliget over sin situation. Føler ikke at der er hjælp at hente. Han vil bare have et job. Han fortæller mig, at han helst vil have en kone, fordi han på den måde kan få et job, selvom han har en kone i Ghana. Det er ikke det det handler om. Det Side 15 af 31

16 handler om penge. Om overlevelse.. Til sidst giver jeg ham en pengeseddel og den fulde grønlænder råber, at han også vil have. Alle ignorerer ham. Manden er taknemmelig. Han fortæller mig, at jeg er den første dansker der ikke nok med at have givet ham lidt penge, faktisk også har taget sig tid til at tale med ham. Han fortæller at han tror på godhed i danskerne nu. Ingen har taget sig tid til at diskutere med ham før. Han er nødt til at gå, for han skal ind på natcaféen og bade. Han har ikke været i bad i to dage og føler sig beskidt. Two days, and I m European, siger han. Han siger tak, og jeg siger tak. Jeg går og føler mig tilfreds over udfaldet. På vej op af Stengade er der en der råber efter mig. Det er manden, der før fungerede som tolk. Han spørger om jeg har fået alt hvad jeg skal bruge. Han vil også gerne tale med mig. Jeg overvejer om han så mig give penge til den anden mand, og derfor nu også vil deltage, men jeg snakker alligevel med ham. Han taler klart bedre engelsk end den anden mand, og det hele går lidt nemmere. Jeg spørger ham om de ting, vi har skrevet ned på vores interviewguide og desuden småsnakker vi lidt. Undervejs kommer den første mand over og snakker til os på italiensk. Han er tydeligvis skuffet over, at jeg talte med ham først, men at han ikke kunne forstå mig og omvendt. Manden jager ham væk, men han bliver i nærheden. Jeg giver også denne mand en mindre pengeseddel, og han spørger forbavset, hvorfor han skal have de penge. Jeg forklarer noget med, at sådan er det at være en god kristen, og han er enig. Jeg forlader Stengade. Feltnoter for onsdag d Jeg går ned af Stengade sammen med Monna og Julie. Det er onsdag og klokken er lidt i to. Vi har nemlig en aftale med Hanne Pedersen, som er leder af Natcaféen, hvor de hjemløse migranter hver aften trækker lod om en sengeplads. Natcaféen er et projekt under Kirkens Korshær. Vi går ind i det hvide hus, op af de tre trappetrin, hvor nogle mænd står. De hilser, og vi hilser. Stengade 40 er fyldt. Afrikanske mænd alle vegne. I køkkenet er der liv. Der står nogle danske kvinder og jeg går ud fra at de arbejder der. Desuden ser jeg en dansk pige sidde ved et bord, hun taler med en mand med store solbriller og guldsmykker. Hvis jeg ikke var på et sted for hjemløse, ville jeg tro han var en nigeriansk popsanger ala. p-square. Ved siden af hende sidder den italiensk-talende mand fra i mandags. Han vinker og smiler, men virker genert. Jeg Side 16 af 31

17 vinker tilbage. En ældre mand kommer over til os, og spørger om vi har en aftale. Vi glemmer at klokken kun er to og vi først har en aftale halv tre, så vi fortæller ham at vi er kommet for at tale med Hanne. Han fører os ind gennem køkkenet, hvor der er masser af mennesker og ud af en bagdør til en baggård, ind af en anden dør til en lille gang, hvor der lugter fælt af toilet. Der er to døre i den lille gang, den ene står åben og bag den ligger nogle afrikanske mænd og sover på gulvet, den anden dør er indgangen til et badeværelse. Den ældre mand fører os op af en smal trappe, lugten følger med. Vi kommer op til et køkken, lugten forsvinder. Manden fører os hen til enden af rummet og banker på en dør, spørger efter Hanne, og fører os så tilbage til en anden dør. Hanne kigger ud og ser umiddelbart lidt streng ud. Hun siger at hun ikke har tid endnu. Vi siger at vi jo egentlig også først har en tid om en halv time. Manden tager os med nedenunder, gennem rummet med de sovende mænd. Det virker lidt invaderende, sådan at gå rundt mens de sover, men manden virker som om det er ret naturligt. Ude af døren i den anden side af rummet ender vi i forstuen, som er proppet. Der sidder to central-europæiske mænd og en kvinde i en gruppe og taler med hinanden. Resten af rummet er fyldt af afrikanske mænd. De to grupper taler ikke sammen. Jeg får øje på den nigerianske mand, jeg interviewede i mandags, og går hen og siger at det er godt at se ham og giver ham hånden. Efterfølgende rejser han sig og forsvinder ind i et rum med køjesenge. Han virker umiddelbart lidt fraværende. Jeg tænker at han måske skal ind og sove. Han har sikkert ikke haft en seng den nat, måske frosset udenfor. Den ældre mand byder os på kaffe fra en stor tank. Han siger at vi bare kan finde en plads, men der er helt fyldt, så vi står op. Mændene i rummet griner højt, men nogle sidder for sig selv og ser alvorlige ud. Flere vender sig og hilser, men siger eller ikke noget til os. Jeg lægger mærke til en, der sidder i hjørnet. Han ser venlig ud og meget ung. Det gør indtryk på mig, at mange af mændene givetvis er yngre end mig og de er i Danmark uden deres familie, uden et sted at bo. Det gør mig faktisk lidt ked af det. Men de ser ikke ud som om de har brug for medlidenhed. De ser stolte og stærke ud. De har sikkert oplevet det, der var værre på vej hertil. Døren til Stengade står åben, men der er dejlig varmt i forstuen. Mændene har dog alligevel jakker på og det har vi også. Jeg føler mig velkommen. Det virker som om der er plads til alle her, og opvaskeren i køkkenet smiler og laver sjov med nogle andre. Den ældre mand henvender sig igen og siger at vi bare kan sætte os et sted, men vi siger at vi har det fint med at stå. Vi vil ikke trænge os på eller tage pladserne fra nogle af de hjemløse mænd. En kvinde kommer over til os fra køkkenet Side 17 af 31

18 og siger at Hanne er klar til at tale med os. Hun tager os med ovenpå igen og vi kommer ind på Hannes kontor. Der er lidt tumult fordi nogle andre studerende lige har været der, og Hannes assistent skal pakke sine ting sammen og finde en plastiklomme. Desuden skal vi hente flere stole, fordi vi er for mange. Da vi får sat os ned, præsenterer Hanne sig selv og spørger hvor det nu er vi kommer fra, for hun har lige haft besøg af nogle pædagogik-studerende. Hun virker virkelig glad og oplagt, og venlig. Slet ikke som vi først troede, da vi så hende gennem døren. Hun er virkelig rar og jeg tænker at hun må være en god leder. Hun starter en talestrøm og svarer nærmest på vores planlagte spørgsmål uden at vi stiller dem. Jeg kigger nogle gange ud af vinduet og overvejer om hun mon så mig, da jeg talte med mændene i Folkets park i mandags. Hun siger på et tidspunkt at mændene er meget svære at tale med, og aldrig vil oplyse om deres liv. De er hemmelighedsfulde. Jeg forstår det ikke rigtigt. Det var det samme vi læste i en artikel i Information, men det var slet ikke den opfattelse jeg fik, da jeg talte med dem i mandags. Vi var meget åbne og ville utroligt gerne snakke og sagde endda, at de var kede af at danskerne ikke tog dem seriøst. De sagde, at danskerne jokede og lavede sjov med dem, men ingen tog sig tid til at lytte til dem og diskutere deres situation. Måske var jeg heldig? Måske var det fordi de mænd, jeg talte med, kun havde været her i tre uger. Måske følte de sig ikke endnu overbegloet og studeret? Hanne taler i over en time og viser os et par rapporter, der er skrevet om stedet. Hun siger at der mangler fokus på de hjemløse migranter og siger, at hun er glad for at se, at unge mennesker som os interesserer sig for det. Jeg føler lidt, at jeg taler en vigtig sag. Selvom det bare er et RUC-projekt, betyder det noget for nogen. Det er dejligt. Da vi kommer ned i forstuen, hilser jeg igen på den italiensk-talende mand. Giver ham hånden. Han smiler og siger noget på italiensk. Sisi. Vi forlader Stengade 40 med en god følelse. Dog tænker jeg over, at Hanne fortalte, hvordan der, når nød-herbergerne lukker, på en aften kan stå 150 hjemløse udenfor, og kun 30 kan komme ind. Det er sørgeligt. De har ingen andre steder at gå hen. Det er det eneste sted i byen, hvor man kan komme og være anonym dvs. de hjemløse migranters eneste opholdssted om natten, da de ikke har et CPR.nr. Sørgeligt at vi behandler mennesker sådan i Danmark. Side 18 af 31

19 Feltnoter for lørdag d Vi mødes på Elmegade i Camilla og Monnas lejlighed. Vi har aftalt at mødes sent på aftenen for derefter at tage i felten i Københavns gader og observere flaskesamlerne på natarbejde, da vi har set i dokumentaren Under samme himmel, at når der er gang i kødbyen i weekendens nætter, så er flaskesamlerne på arbejde. Da klokken var gik vi i felten. Vi ville ikke ud for tidligt, da vi ved fra egen erfaring at de unge københavnere først gå ud ved midnat og vi tænkte, at flaskesamlerne nok vidste det samme. Vi gik ned af Elmegade, over på Stengade, forbi Natcaf én, hvor nogle fulde centraleuropæere kastede et plastikkrus ud på vejen, mens de råbte noget til os eller til hinanden. Ned af Korsgade, op af Blågårdsgade, ned af Nørrebrogade, over Dr. Louises bro, ind til Nørreport, ned af Købmagergade, videre ned af Strøget, over Rådhuspladsen. Alt sammen i silende regnvejr og mørke. Vi så på intet tidspunkt nogle afrikanske migranter. Først foran Industriens hus var der to afrikanere, der henvendte sig til os, eller til Monna, vel at mærke, fordi de mente at hun var deres søster (altså også afrikansk). De spurgte hvor vi skulle hen og hvad vi lavede og vi fandt meget hurtigt ud af at de var helt almindelig turister, ikke hjemløse migranter. Vi gik videre hen til hovedbanegården, gennem denne, ud på Reventlowsgade. Mens de to andre gik i 7-eleven, stod Julie og jeg udenfor på hjørnet til Istedgade. De afrikanske kvinder med bleget hud gik forbi og fra den anden side kom to danske mænd. Da de mødte hinanden på hjørnet, hvor vi stod, henvendte den ene kvinde sig til den ene mand. Jeg hørte ikke hvad hun sagde, men det var tydeligt flirtende og jeg opfangede at hun tilbød ham sig selv for penge. Han forstod ikke først, men da han gjorde, overvejede han tilbuddet lidt og sagde så nej tak. Jeg overvejede at disse kvinder nok er den kvindelige udgave af hjemløse vestafrikanske migranter. De er sikkert ikke hjemløse, men er kommet hertil med samme ønske som mændene: At tjene penge på enhver mulig måde. Vi gik ned af Istedgade, over til Kødbyen. Klokken var 1 og det regnede stadig. Der var ingen migranter at se i miles omkreds. Vi besluttede os for at stoppe for den dag. Migranterne var ikke der. Hvor mon de så var? Side 19 af 31

20 Feltnoter for lørdag d Vi mødtes på Christiania kl. 14, Julie, Camilla og jeg. Allerede på min vej derover mødte jeg adskillige afrikanske migranter og tænkte at det ville blive en god dag i felten. Det var årets varmeste dag til dato og der var mange mennesker på volden ved stadsgraven. De drak øl og røg hash og alle var glade. Vi satte os selv på volden bag Nemoland, men efter noget tid synes vi alligevel der var for mange mennesker til at vi kunne kontakte flaskesamlerne diskret. Vi gik ned langs stadsgraven og satte os omme ved børnehaven ved et stort bord. Vi havde taget et par øl med for at lokke flaskesamlerne til os. Et par stykker kom forbi, men vi blev forvirrede og opmærksomme på os selv og fik ikke taget kontakt i tide. Camilla besluttede sig for at løbe efter en, men kom tilbage og fortalte at han havde sagt nej, fordi han var træt og den næste sagde nej, fordi han kun havde været i Danmark 2 dage og skulle hjem dagen efter (eller også var det omvendt). Vi sad der længere, men intet held. Kun en kinesisk flaskesamler kom over til vores bord og vi måtte gemme vores flasker væk for de var jo ikke til ham.. Vi gik efter noget tid hen til Nemoland og mødtes med Monna. Da vi havde snakket med hende noget tid besluttede Camilla og jeg os for at nu skulle det ske. Vi tændte for optageren og gik ned til vandet. Den første flaskesamler vi så, havde Camilla allerede snakket med. Den næste havde jeg mødt før og vi tænkte at han så venlig og imødekommende ud. Jeg henvendte mig til ham og han kunne godt huske mig fra Stengade, da jeg havde talt med Aron ugen før. Han var næsten glad for et ansigt han kendte. Først ville han ikke snakke, fordi han mente at han ikke havde nogle oplysninger, vi skulle kunne bruge, idet han kun havde været her kort tid. Vi spurgte alligevel ind til hans liv og det viste sig, at han vidste mere om vores interessepunkter, end han først troede. Undervejs i interviewet forklarer han at det ikke er et nemt liv, alt imens Redemption song spiller fra en højtaler i baggrunden. Lige der kunne jeg godt have fældet en tåre. Nej, det er fandme ikke et nemt liv. Da vi var færdige med interviewet gik han og vi talte lidt før vi gik samme vej. På vej tilbage til Nemoland så vi ham igen. Han så bekymret ud og kom over til os. Vi var på vej hen til ham for at spørge om vi havde hans informerede samtykke, men han kom os i forkøbet og spurgte bekymret om vi vil fortælle andre hvad han havde sagt og sagde at han ikke ville komme i vanskeligheder pga. os. Vi forklarede ham at ingen Side 20 af 31