DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 hvonctf. - i & /^ t 2

4 VERDENSKRIGEN DET KONGELIGE BIBLIOTEK

5 Hvoraf kommer Krig? Manuskript af Axel Jensen. ill. UtW Slagelse. Ekspres-Trykkeriet

6

7 Det er sagt, det er alvorlige Tider, vi lever i. Men er dette nu en fuldtud træffende Benævnelse for Tiden i Øjeblikket, kan det, der foregaar derude paa Europas Slagmarker, benævnes ved saa lidt, at det derved kun kan gøre Tiden alvorlig. Men maaske er det ogsaa vanskeligt at finde Udtryk, der fuldtud ved en klar Benævnelse kan betegne den Tid, vi nu oplever og det, der foregaar omkring os; men saa er det sikkert ogsaa fordi, det er værre end alt andet, hvad der er til. Men tænker man alvorligt over dette, over disse frygtelige Beretninger, der daglig meldes fra Krigsfronterne, gaar man tilbunds i Tanken om, hvad det er, der sker; da er det, som om man maa opgive al Tro til, at der længere er Mening i Menneskelivet, men at man derimod vildt og tøjlesløst tumlede sig mellem hinanden ; det er, som alle Hjerter var følelsesløse, som enhver fornuftig Tanke var veget for Vildskabets Labyrint, og man ikke længere véd, hvad man selv gør, men at man blindt bøjer sig for en overnaturlig Magt, der behersker alt i det menneskelige, hvis Kraft er saa stor, at ingen magter noget derimod, men at alle maa bøje sig under dens Vilje. Men hvad er det da for en Magt, Menneskene underkaster sig her, hvad er det for en Vilje, der saa ubestrideligt behersker ethvert Menneskes Legeme og Sjæl, at de uden Modstand, men under Kommando

8 4 og Disciplin, kastes i Kampen paa Liv og Død imod hverandre; hvor de ødelægger hinanden, berøver hinandens Gods, tilintetgør de stolte Mindesmærker, som Fædrene ved deres Flid og Dygtighed har efterladt sig; det, som der er fredet om gennem Tusinde Aar, det, der har varet Hundred af Aar at opbygge, det ødelægges i Tider som disse paa mindre end én Dag. Man ødelægger alt, man ofrer alt, selv sit eget Liv er intet af Værd, naar det gælder dette. For det ofrer Moderen sin Søn, Veninden sin bedste Ven. Brødre, der før har holdt sammen, har hjulpet hinanden i godt og ondt, de myrder hinanden og gør al den Fortræd for hverandre, de kan. Det er ikke underligt, at der spørges: Hvad er det for et Alter, der ofres alt dette for? Det maa være et Afgudsalter; thi kun en Afgud med et uhyre bundløst Svælg kan kræve al dette. Og det ser ud, som om han aldrig skulde faa nok. Hvad er det da for en Afgud, der saaledes behersker alle Mennesker, hvis Magt er saa stor, at alle bøjer sig for dens Vilje, hvor er den at finde, er den nogensinde til at komme til Livs, eller er den udødelig og aldrig til at komme af med. Lad os se om vi kan finde den. Ved vi først, hvor Ondet er, bliver det altid lettere at bekæmpe det, hvis ellers nogen vil tage Kampen op imod det. Og det er naturligt, at vi søger den hos os selv, thi det er jo givet, da Menneskene selv føler den, maa den ogsaa være hos dem. Det er ogsaa det, jeg tror, vi har alle en saadan Afgud i os; vi vil alle erkende det, vi har blot ikke altid Syn for den, maaske fordi den giver sig tilkende i mange forskellige Egenskaber, som vel ikke nær altid er lige slemme, ej heller giver sig lige meget tilkende, men de yder hver sit Bidrag

9 5 til at forstyrre den tilfredse Menneskelighed. Mærkeligt er det, at vi Mennesker ikke ivrigere har taget Kampen om imod den, eftersom den er lige saa gammel som Menneskene selv. Det vil være unyttigt at komme videre ind paa disse tilslørede Forklaringer; den store Fejl, vi alle er bebyrdet med, er nok saa bekendt. Thi Hadet, Misundelse og Magtbegæret det kender vi alle noget til; vi véd, hvor tidt vi har kæmpet med os selv om dette, vi véd, at dette er Skyld til meget Ondt i Verden, som mange af os har søgt at bekæmpe, men det er aldrig lykkes for nogen at faa det helt udryddet af sin Sjæl, der sidder fremdeles en Rest og gnaver, og den kommer saa let, uden at man rigtig aner det, netop fordi, at man ved en saadan Lejlighed føler sig berettiget i den, og aldrig ved en saadan Lejlighed kan beherske den hos os selv. Nu er der nogle, der vil spørge, hvorfor jeg nævner alt dette i denne Forbindelse. Og det er maaske ogsaa noget vanskeligt straks at forstaa. Men iblandt alle de Argumenter, der anføres for Krigens Tilblivelse, anfører jeg denne min Anskuelse som sikkere Grundlag for Krigens Aarsag end nogen andre tidligere anførte Paastande. Og det er min Opgave i denne lille Artikel at prøve de almindelige gængse Argumenter, for derefter til Slut at paavise og klargøre hvorvidt min Mening er rigtig, hvad der er Aarsag til Krigen. Der er sikkert adskillige andre Mennesker, der har tænkt det samme og gerne giver mig Ret. Men denne Sag er synes jeg af saa stor Vigtighed, at den ikke nok kan omtales, men at mange Mennesker, meget mere end de gør, burde tænke over. Thi jeg tror, at alle Mennesker vil give mig Ret i, at

10 6 Krigen er det værste af alt, hvad der er til, og derfor burde være det, der gjordes mest for at hindre. Naar de fleste Mennesker vil indrømme, at Krigen er det værste, der kan vederfares et Folk, det værste Ødelæggelsesuhyre, der kan trænge ind over et Land. Hvor kan det saa være trods det at saa godt som ingen Mennesker ønsker Krigen kan vi alligevel ikke undslippe den, og det er dog Menneskene selv, der erklærer Krigen? Her kommer vi til et Spørgsmaal, vi maa undersøge og gøre os klar, for at vi kan forstaa dette mærkelige Fænomén. Vi véd, af Intet kommer Intet; alt hvad der vokser op omkring os, er bevisligt kommet af noget, det være hvad som helst, vi kan følge det fra dets Begyndelse, og vi kan finde, hvad der er Aarsag til dets Komme. Det samme maa være Tilfældet med Krigen; kun er der al for stor Meningsforskel om, hvor den har sin Hjerterod, og der er gjort et altfor lille Arbejde, og sikkert arbejdet i en altfor forkert Retning, til, at vi saa nær skulde være ved Forstaaelsen af Krigens egentlige Aarsag; men derfor er den heller ikke i aftagende; hvor Kulturen og Civilationen sidder til Højbords, der er den ikke et Skridt fjernere, end hvor Vildskabet og Barbariet eksisterer. Den eneste Udvej for os er at underkaste hele Sagen en nøje Undersøgelse for derigennem at komme til Klarhed over denne vanskelige Opgave. Og jeg finder det rigtigst Skridt for Skridt at undersøge de hidtil gængse anførte Argumenter til Krigens Aarsag, underkaste dem hver især en Prøve og derefter til Slut at fremstille min Mening i denne vigtige Sag. Man høre undertiden enkelte Mennesker sige: At der er Mennesker iblandt os, der ønsker Krigen

11 i for Krigens Skyld. Lad være det er sandt, det bliver i hvert Fald kun de Mennesker, der har prøvet Kampens Rus før. I blandt dem findes der maaske raa Naturer for hvem, det mest grufulde vil være Nydelse, og at de derfor i Kampen i særlig Grad tilfredsstiller deres vilde Egenskaber, de finder maaske Beruselse. i den, et Topmaal for deres giftige Sjæls Trakten; men aldrig før de har prøvet Kampen. Den, der aldrig har prøvet Kampen, han véd ikke, hvad den er, for ham er den ingen Lidenskab, og han vil ikke ønske den. Der skal andre til at føre Kampen i Gang, for at disse Mennesker finder noget i den, men naar de saa har prøvet den, er de ogsaa med i den med hele deres Sjæl. Af disse Mennesker er der kun ganske faa hvis der er nogen, langt de fleste, der har prøvet Kampen, ønsker den ikke oftere; de faa, der ønsker den, er saa faa i Tal, at de ingen Indflydelse vil faa paa en Krigs Tilblivelse. I de allerfleste Tilfælde er det dog Militarismen, man giver Skylden for Krigens Tilblivelse. Det ligger saa nær at tænke, var der ingen Vaaben til, saa vilde der ingen Krig blive, for saa havde man intet at krige med. Men lige saa nær som dette er at tænke, lige saa fjernt er det fra at være Tilfældet. Thi selv om man ikke havde det mindste at tage i Haanden og slaa med og selv om dette er en gammel før anvendt Dogme, saa vil vi alligevel ikke undgaa Krigen, men den vil komme lige saa ofte ja, maaske oftere uden Militarismens Hjælp. De samme Uenigheder, de samme Aarsager vil komme og gøre sig gældende. Folkene vil rase imod hinanden som hidtil. De vil røve og plyndre hinanden som før, de vil kaste deres Legemer imod hinanden, og

12 s ingen af Parterne vil give tabt, før en af de Stridende af Overmagten bliver kastet til Jorden. Vi behøver jo ikke en Gang at tage Krigene til Eksempel her, thi det samme indtræffer jo mellem de enkelte Mennesker. Og Forhold af den Art mellem to Mennesker vi) vi tydeligt finde baade mellem Samfund og Nationer, det er det samme, der gaar igennem alle modstridende Parter. Indtræffer der en Uenighed mellem to Mennesker og de ikke igennem Ordstrid kan afgøre deres Mellemværende, saa gaar det løs med Hænderne, indtil en af Parterne har faaet en Dragt Prygl og faar Lyst til at overgive sig. Her er alene Bevis nok for, hvor der ikke staar Vaaben til Raadighed, der vil Kampen alligevel finde Sted; men naturligvis, hvor Vaabnene staar til Afbenyttelse, der vil de blive brugte, for med dem hurtigere at tilvende Sejren sig selv. Alle de Mordvaaben, der er til i vore Dage, skyldes ene og alene Opfindsomheden, den store tekniske Udvikling. Og det er et Selvfølge, at alle Stater lægger saa meget Vægt paa dette, thi de bedste Vaaben gør meget til at være Fjenden overlegen. Derfor er det ogsaa naturligt, at alle Stater søger at overgaa hinanden i Rustningssystemet. Har den ene Stat blot en lille Fordel for den anden, véd han ogsaa, han er Sejren sikkere paa sin Side. At denne Kappestrid er til stor Skade for ethvert Folk lader sig næppe benægte, og at den paa alle Omraader har en uheldig Virkning paa den øvrige Samfundsorden, er en almindelig Kendsgerning; de Penge, der øses ud til dette Formaal, maa betragtes som skadeligt anvendt, men uundgaaelige saalænge Forholdene mellem Menneskene ikke er anderledes. Saalænge Menneskene vedbliver at være som hidindtil,

13 saalænge vil Militarismen ogsaa være til; og de, som tror, vi ved at nedlægge Vaabnene skulde kunde undgaa Krigen, de tager meget Fejl. Det er ikke Militarismen, der er Skyld i Krigen, men det er Krigen, der er Skyld i Militarismen. Undertiden hører man ogsaa en anden Paastand særlig fra den mindre bemidlede Stand i vort Samfund. Man mener, at den velhavende Stand ønsker Krigen fordi, at de deri ser en for dem fortjenstlig Fordel. En Fordel, som den mindre bemidlede maa betale. Man gaar ud fra det Standpunkt som ikke helt kan nægtes Sandhed, at det er Rigmanden, der ligger inde med de Fornødenheder, der under en Krig altid vil blive efterspurgte. Og ved Krigen bliver Efterspørgslen naturlig større, den almindelig Tendens gør sig gældende, hvor der er stor Efterspørgsel, stiger Varen i Pris, i dette Tilfælde til Skade for den fattige Mand. Undertiden hører man ogsaa fra samme Side Udtalelser som: At det skulde være Underklassen, der bliver Overklassen for mægtig, og derfor gennem en Krig ønsker den knækket. Men tænker man lidt mere end overfladisk over dette, vil vi dog sikkert blive noget betænkelig ved disse Paastande. For det første er det jo dog ikke nær alle Rigmænd, der under en Krig vinder nogen som helst Fordel, og for mange bliver det endogsaa et Ruin. Og for det andet maa vi huske paa, at det er lige saavel Rigmandens Søn, der skal ofre sit Liv paa Slagmarken, som den fattige Mands Søn. Og mon der er nogen der tror, at en Fader og Moder hellere ofrer sin Søn end giver Afkald paa de Fortjenester, de under en Krig kunde vinde. Jeg tror det ikke, men jeg har peget paa disse Anskuelser

14 10 for at bevise, at Rigmanden ikke har mere Skyld i Krigen end den fattige Mand. En anden Røst, der undertiden lader sig høre fra mange Mennesker i forskellige Samfundslag: Naar det er Landenes Regeringer, der bestemmer om Krigene skal være til, var det ogsaa rimeligt, at de alene ved deres eget Liv og Blod afgjorde Striden. Denne Talemaade som jeg kun kan kalde den er jo ganske ugennemtænkt. Vilde man forlange dette af en Regering, blev det sikkert meget vanskeligt at faa nogen til at være Minister, thi det vilde være et Ansvar at tage paa sig, som intet Menneske kunde bære. Lad os blot til Eksempel tænke os, to Landes Regeringer kommer i Uenighed om en Ting, som hvor en Regering ønsker at tilegne sig en Landsdel, der tilhører et andet Land, alle Forhandlinger ere strandede, og de staar overfor Kampen, som de selv skal afgøre, maaske er de i Kampfærdighed hinanden saa ulig, at den ene af Parterne straks maatte give tabt; vilde saa hele Folket straks bøje sig under den Vilje, som faa Mænd havde afgjort? Nej, aldeles ikke, de vilde alle kaste dem i Kampen mod hinanden og først give tabt, naar deres sidste Kræfter var knækkede. Ja, vil maaske nogen indvende, men det vil aldrig naa saa nær, at det vilde blive til Kamp; thi vedkommende Regeringer skal nok forhandle dem til Rette, naar de med deres eget Liv staar bag ved; men vi maa jo huske paa, i de allerfleste Tilfælde er det Folket, der staar bag ved, og det er Ønsket fra dem, der baserer en Regerings Beslutning. I Almindelighed er det Regeringen, der holder længst tilbage, og kun i Paavirkning af Folkets Vilje drives de til Beslutning. Vi maa huske paa, at i vor demokratiske

15 11 Tid, er en Regering kun Folkets største Vilje, det er paa den, de er valgt, og det er den, de repræsentere. En Regering uden Folkets Vilje vil ikke faa meget Held til at beslutte Krig. Er der nogen, der tvivler paa dette, behøver de kun at undersøge Folkestemningen under denne Krig, og de vil komme til at give mig Ret. Det er her, som i saa mange andre Tilfælde, en let Sag at lægge den Skyld paa andre, som man selv har sin store Andel i. Man træffer ogsaa Mennesker iblandt os, der anser Krigen for en Straf fra Himlen. Disse Mennesker, der blander alt hvad der er menneskeligt, hvori de selv er med, ind under det kristelige, har her som saa mange andre Steder en ganske forkert Opfattelse af Forholdet mellem Faderen i Himlen og Menneskene paa Jorden. Der er dispoteret frem og tilbage Gang efter Gang og af mange forskellige om Bibelens Ord giver Berettigelse til Krige mellem Mennesker, og mange mener Ja! andre Nej! maaske kan de have nogen Ret begge Parterne; et Udtryk kan forstaas i saa mange Betydninger, baade direkte og indirekte, at det vil være vanskeligt bestemt at afgøre hvem af dem, der har en begrundet Ret. Jeg for mit Vedkommende ser ingen i Bibelen Berrettigelse for Krigen, og jeg anser den helt og alene for Menneskeværk, som Faderen i Himlen ikke har det mindste med at gøre, og jeg bygger min Tanke paa denne min Mening, at Mennesket er skabt med en fri Vilje med Lov og Ret til at gøre og lade, som de lyster. Men naturligvis siger jeg ikke dermed, at Krigen har sin lovlige Ret, den Synd, der i den begaas, staar skrevet i Himlen lige saa vel som alle andre; det er kun Menneskeværket og Gudsundret,

16 12 jeg vil holde fra hinanden. Jeg mener, Faderen i Himlen giver sig ikke af med andet i Mennesket en det Billede, hvori vi ligner ham, og hvori han skabte os, og hvorigennem han taler til os, det uforstaaelige og underlige som vi alle standser ved. Men ud over dette tror jeg ikke, Faderen blander sig i Menneskeværket. Jeg har nu efter min ringe Evne prøvet de Argumenter, der i Almindelighed føres i Marken for Krigens Tilblivelse. Og jeg har fundet, at ingen af dem er holdbare, men at de tværtimod ikke bærer det mindste i sig, til at de paa nogen Maade kan opfordre til Krige, men at de i mange Tilfælde endogsaa behersker Krige. Militarismen faar ofte Skyld for at fremtvinge Krige, men i Virkeligheden hæmmer den snarere mere, end den fremskynder; thi der opstaar en Frygt for hinanden; den ene Stat er bange for, den anden skal være overlegen, derfor er de tit meget betænkelige ved at give dem i Krig med hinanden. Først naar andre Ting spilder ind, viger Frygten og giver Plads for Vildskaben. Det samme kunde med megen Ret siges om den velhavende Stand, som foran nævnt tidt beskyldes for at ønske Krigen, tværtimod snarere har Grund til frygte den. Thi det er den Stand, der har noget i sin Besiddelse, den under saadanne Forhold kan meste, medens den fattige Mand, der kun har Lønnen for sit daglige Arbejde, næppe vil have meget at sætte til og derfor under saadanne Forhold mange Gange vil være heldigere stillet. Men alene i dette har vi et Bevis for, at her finder noget Sted mellem Samfund, der ikke er rigtig. Alene denne Beskyldning, at den ene Klasse ønsker

17 13 den anden trykket ned og underkuet ved Hjælp af en Krig, giver jo en aaben Forklaring for, at det er noget, der ligger i Menneskets Jeg". Det er ikke noget, der er paatvunget, man vil selv have det; man ønsker det fordi, det er til Ens Fordel. Og den, der fremkommer med den Beskyldning, er ikke bedre end den, til hvem Beskyldningen er rettet, den første Part gør sig misundelig, den anden forsaavidt Beskyldningen er sand magtbegærlig. Men i dette lille Ord: Fordel" har vi sikkert ogsaa Nøglen, der lukker os ind til Forstaaelse af, hvad der er Aarsag til den største Synd mellem Mennesker. Der er jo nu to forskellige Maader at søge Fordel paa. Man kan paa en Gang gøre sin Nabo en Tjeneste og paa samme Tid sig selv en Fordel. Dette indtræffer for Eksempel mellem Handlende. Køberen gør Sælgeren en Tjeneste ved at købe hans Varer, men han gør det for, at han selv har Brug eller Fordel af denne Varer. Dette Forhold er naturligt og lige til, og hvis vi altid holdt os inden for denne Ramme, vilde der ikke være det mindste Ondt i det. Men det er netop denne Ramme vi saa tidt gaar uden for; vi søger Fordel paa andres Bekostning, det er en Fejl; thi man tilegner sig derved noget, man ikke har fortjent, med andre Ord, man begærer noget, der hører andre til, og dette gør man kun fordi, man sér sin Fordel ved det. Undertiden bliver det opdaget, og det forplanter sig til Vrede. Vi har i denne lille Forklaring set, hvorledes * Begæret og Vreden let kan opstaa mellem enkelte Mennesker. Misundelsen ligger ikke fjernere, om man end ikke kan sige, der er nogen Fordel i den, saa er det dog en Svaghed, der ligger til os alle, en

18 14 Svaghed af saa ondartet Betydning, at den tidt medfører bittert Had. Vi kender den alle saavel hos det enkelte Menneske som i Samfundslag og ikke mindst imellem Klasser. Videre Omtale af overstaaende Forklaring er unødvendig; jeg har kun benyttet den for derigennem at finde en Lighed til det, jeg nu kommer til, og som et Bevis for, at de samme Fejl, som vækker Stridighed mellem de enkelte Mennesker, i Virkeligheden er de samme mellem Nationer. De hidtil anførte Argumenter for Krigen forkaster jeg, og jeg paastaar, de har ikke det mindste i sig, der giver Anledning til Krig, og det vil være ganske unyttigt ad den Vej at søge og bekæmpe den. Den maa søges og bekæmpes, hvor den er. Mange Mennesker er i Tvivl om, hvad der egentlig er Aarsag til denne sidste Krig; men hvis de vilde tænke lidt dybere over det, vilde de her se Forklaringen ikke alene til denne Krig, men til alle Krige. Det er bekendt, at Tyskland stoler paa sin Magt og ønsker Magt, og for at sikre denne Magt rustede de, og for den kriger de nu; men netop fordi de saa ivrigt bejlede til Magt, tog de mere end der hørte dem til, de vakte Frankrigs Had imod sig. Frankrig kriger nu for at tilbagevinde deres tabte Ejendele og for at tilfredsstille det bitre Had, de længe har følt mod Tyskland. Vanskeligere bliver det at behandle Englands Deltagelse i denne Krig. Man maa jo ikke skrive alt, hvad man vil. Men vi véd, at Tyskland i de sidste Aar har haft en rivende Fremgang paa det industrielle Omraade. Og da det for en stor Del er engelske Industrigrene, Tyskland er gaaet op i, kan man godt

19 15 forstaa, naar England ikke kan klare sig i Konkurrencen, har de al Grund til at føle Fare for deres Industri; men dette har sikkert Aarsag til meget Bad og Misundelse mod Tyskland, og det er nok den største Aarsag til, at England kriger nu. Uden at drage andre Beviser frem vil det være nok til, at Enhver kan ved nærmere Eftertanke finde adskilligt mere. der peger i samme Retning, og videre begrunde Sandheden i mine Ord. Hermed haaber jeg at have peget hen imod den Retning, hvor vi skal søge Krigens Aarsag. Om vi nogen Sinde vil kunde bekæmpe den, tvivler jeg paa; thi den Fejl hos os Mennesker, der giver Anledning til Krige, har været til lige saa længe, som der har været Mennesker til. Det hedder: Kain var misundelig paa sin Broder, derfor slog han ham ihjel. Siden da har mange Brødre ved de samme Fejl slaaet hinanden ihjel. Skal vi haabe at bekæmpe Krigen, da maa vi først. og fremmest bekæmpe os selv og lære at blive bedre Mennesker.

20 'v

21

22 s /. ; - H *