Hitlers panserdivisioner ruller mod øst:

Transkript

1 2. verdenskrig Hitlers panserdivisioner ruller mod øst: Historiens største FELTTOG I juni 1941 begynder Hitlers overraskelsesangreb på Sovjetunionen. 3,7 mio. soldater stormer over grænsen i en opvisning af den tyske Blitzkrieg på en gigantisk skala. Men Stalins enorme rige viser sig at være en stor mundfuld, selv for den sejrsvante invasionshær. I begyndelsen gik alt godt. Tyske kampvogne ræsede over de russiske stepper, mens de fejede al modstand til side. scala/bpk

2 for 70 år siden Operation Barbarossa I sommeren 1941 angriber Hitlers krigsmaskine Sovjetunionen. Det er startskuddet på et titanisk opgør, som afgør 2. verdenskrigs udfald. Del 1: Historiens største felttog De frygtede tyske panserdivisioner og millioner af soldater tromler ind i Stalins rige. I dette nummer Del 2: Stalins bitre forsvar Intet offer er for stort i Sovjetunionens forsøg på at bremse den tyske flodbølge. HISTORIE 10/2011 Del 3: Blitzkrigen fryser fast I en sidste desperat offensiv gennem driver af sne forsøger tyske styrker at indtage. HISTORIE 11/2011 Tyskland/1941 Berlin Tyskland 2. verdenskrig har raset i to år. Fra Norge til Balkan er Europa besat af tyske tropper, og Hitler vender nu blikket mod øst. Nazisterne er klar til det opgør med kommunismen og det russiske folk, som de har drømt om i årevis. Sovjetunionen 27

3 2. verdenskrig Af thomas hebsgaard Sovjetunionens Gulaglejre opslugte millioner af Stalins modstandere. På himlen over løjtnant Siegfried Knappes observationspost er dagslyset allerede godt i gang med at afløse det bløde måneskin kl Det er den 22. juni, og årets længste dag skal til at begynde. Duften af grannåle hænger i luften ved den tysk-sovjetiske demarkationslinje i hjertet af det, som indtil 1939 var Polen. Roen hersker kun på overfladen. Knappe har brugt det meste af natten på at inspicere sine folk, som nu står klar ved deres ladte kanoner. De er langtfra de eneste, som er vågne. Langs en km lang linje fra Østersøen i nord Stalin knuste Den Røde Hær Hitlers tropper blev mødt af en sovjetisk hær i kaos. I sin rædsel for rivaler havde Stalin udrenset store dele af officerskorpset. Den sovjetiske diktators paranoide instinkter kom til at koste Den Røde Hær dyrt. Stalin så fjender alle vegne, og for at komme socialt farlige elementer til livs gennemførte han Den Store Terror i Millioner blev dødsdømt eller sendt på tvangsarbejde i Sibirien, og blandt dem var hærens bedste folk. I alt officerer blev arresteret, og de fleste dødsdømt, mens yderligere måtte forlade de væbnede styrker. Udrensningerne gik især ud over de øverste chefer, og på den måde forsvandt både erfaring og talent ud af Den Røde Hær. De gabende huller i geledderne blev fyldt ud med folk, som blindt adlød ordrer eller var for uduelige til at true Stalin. Hærens ledelse viste sig håbløst ringe, da Hitler blæste Operation Barbarossa i gang i polfoto/ullstein bild & polfoto/corbis til Rumænien i syd sidder millioner af kampklare tyske soldater anspændte på deres poster. De kigger på deres ure, efterser våbnene en sidste gang og sender tanker hjem til familien, mens de første fuglefløjt møder deres skærpede sanser. Minuttet efter bliver spændingen udløst. Mens Luftwaffes fly sætter kursen mod mål bag Den Røde Hærs linjer, får artilleriet ordre til at åbne ild. Langs hele fronten indleder tusinder af tyske kanoner et øresønderrivende bombardement. Sort og gul røg fylder luften, og den umiskendelige stank af krudt når den tyske officers næsebor. I 15 nådesløse minutter tordner kanonerne. Så hører Knappe den karakteristiske poppende lyd af en signalgranat, og kort efter farver dens lys morgenlandskabet rødt. Knappes artillerister stopper deres hektiske arbejde ved kanonerne. Nu skal infanteriet indlede sit stormløb på de sovjetiske forposter. De frygtede tyske kampvogne vil snart følge efter spydspidsen i Operation Barbarossa, Hitlers angreb på Sovjetunionen. Med 3,7 millioner tyske, finske, italienske, rumænske, slovakiske og ungarske soldater er invasionen historiens til dato største militære operation. Allerede efter få ugers kampe ser resultatet ud til at blive endnu et eksempel på den tyske Blitzkriegs frygtindgydende effektivitet. Ligesom i Polen i 1939 og Frankrig i 1940 hamrer de tyske panserdivisioner dybt ind i fjendens bagland, mens Luftwaffes fly fjerner alle for- Stalin Den Røde Hærs fem marskaller overværer 1. maj-paraden i Få uger efter falder den første som offer for Stalins udrensninger. polfoto/corbis Belov 29. juni 1938 Tukhatjevskij 12. juni 1937 Jegorov 22. februar 1939

4 22. juni-16. juli 1. offensiv: Den tyske flodbølge skyller over grænsen Berlin T y s k- l a n d Minsk Smolensk S o v j e t u n i o n e n Warszawa P o l e n Kijev r u m æ n i e n Bukarest Ø s t e r s ø e n Leningrad S o r t e h av e t Operation Barbarossa går i gang. Luftwaffe ødelægger sovjetiske fly på angrebets førstedag 25 pct. af Stalins fly i Europa. Hærgruppe Nord marcherer langs Østersøen med kurs mod Leningrad. To uger inde i juli retter sovjetiske panserstyrker en serie hårde modstød. Men de bliver alle besejret med svære tab efter kort tid. Allerede én uge efter felttogets begyndelse har Hærgruppe Midt omringet byen Minsk og fanget store sovjetiske styrker i en fælde. Panserdivisionerne fortsætter i topfart mod Smolensk, hvor Den Røde Hærs strategiske reserver får en hård medfart. For Hærgruppe Syd går fremrykningen langsomt. Stalin forventede det tyske hovedstød i Ukraine og har opstillet stærke panserenheder her. Tyskerne standser dog alle modangreb og ødelægger sovjetiske kampvogne, mens de rykker frem syd for Kijev. Sovjetunionens grænse Fronten den 22. juni Fronten den 16. juli hindringer foran dem. By efter by falder for angrebets overvældende kraft. Hitler ville udrydde kommunismen Allerede i havde den nazistiske fører beskrevet sin drøm om at knuse Sovjetunionen i to-bindsværket Mein Kampf. Kommunismen skulle elimineres, de slaviske folkeslag underkastes, og de mægtige åbne vidder i øst åbnes for tysk kolonisering. Planlægningen af Operation Barbarossa begyndte i dybeste hemmelighed i sommeren På det tidspunkt var det nazistiske Tyskland og Stalins diktatur ellers bundet sammen i et fornuftsægteskab. De to regimer var ideologiske dødsfjender, men med Molotov- Ribbentrop-pagten i 1939 lovede de ikke at angribe hinanden og aftalte at dele Centraleuropa mellem sig. Studehandlen med Stalin havde sikret ro, mens Tyskland erobrede Polen og undertvang Vesteuropa, men halvvejs gennem 1940 var den ikke nyttig længere. Hitler besluttede uden skrupler at bryde aftalen med Sovjetunionen, som han havde gjort det med så mange andre traktater i de forudgående år. Nu ville han med ét slag udrydde kommunismen og ødelægge den sidste magt, som kunne hindre hans totale dominans på det europæiske kontinent. Sejr over Sovjetunionen ville også give ham kontrol over Ukraines enorme landbrugsproduktion og en endeløs strøm af olie fra felterne i Kaukasus. Forberedelserne til Operation Barbarossa fandt sted i en atmosfære af uhæmmet overmod i den tyske generalstab. Samme forår havde Tyskland løbet den franske hær over ende på kun seks uger, selv om den blev regnet for verdens stærkeste. Hitler og hans generaler regnede med en endnu lettere sejr i Sovjetunionen, for her ville de stå over for slaviske undermennesker, ifølge den nazistiske ideologi. Den Røde Hær havde bekræftet alle fordommene med sin uduelige indsats i vinterkrigen. Her angreb mand Finland i november 1939, men felttoget udviklede sig til en katastrofe. Stalins tropper led det ene ydmygende nederlag efter det andet til de stædige finnere. Kun massiv talmæssig overlegenhed vandt Sovjetunionen en beskeden sejr fire måneder senere. Det tyske hovmod førte til en angrebsplan, som trak store veksler på det tyske krigsapparat. Generalerne så bort fra, at fabrikkerne umuligt kunne nå at levere kampvogne i de forventede mængder. De ignorerede også alle advarsler om, at forsyningerne ikke kunne følge med, hvis panserdivisionerne rykkede så hurtigt og langt frem, som operationsplanerne beskrev. Kun problemer på Balkan fik lov til at forsinke angreb på Sovjetunionen. Hitlers italienske allierede havde invaderet Grækenland, men felttoget udviklede sig hurtigt til en katastrofe. Mussolinis hære blev sendt på hovedkulds flugt, og grækerne modtog britiske forstærkninger. Operation Barbarossa måtte udskydes fra den 15 maj til den 22. juni, så Værnemagten fik tid til at rydde op i kaosset på Balkan. Otte dage inden den endelige Barbarossa-dag holdt Hitler hof for militærets top i Rigskancelliet i Berlin. Han lyttede interesseret til generalernes planer, inden han gav sin egen bedømmelse af situationen: Den Røde Hær ville gøre hård modstand, men felttoget burde ikke vare mere end seks uger. Tyskerne sneg sig frem til grænsen Mens de høje herrer skålede i champagne i Berlin, endte det søde liv for menig Hans Roth. Den 28-årige soldat måtte lægge det behagelige garnisonsliv i den sydøst-polske by Zamoćś med den smukke markedsplads og de overdådige barok-palæer bag sig. Hans enhed havde fået ordre til at rykke ned til floden Om morgenen den 22. juni begyndte tyske pionerer at reparere de afbrudte broer over grænse-floden Bug i Polen, så kampvognene uhindret kunne rulle ind i Sovjetunionen. polfoto/ullstein bild 29

5 2. verdenskrig Værnemagten mod Den Røde Hær Stalins armeer havde flere kampvogne end tyskerne, flere fly og kanoner i enorme mængder. Men Værnemagten var kamptrænet, langt bedre organiseret og blev anført af fremragende generaler. Planens første to faser beskrev fremstød dybt ind i Sovjetunionen, hvorefter Den Røde Hærs styrker skulle omringes og tilintetgøres. Når modstanden var ryddet af vejen, kunne de tyske tropper fortsætte gennem til Uralbjergene og til Kaukasus i syd. U r a l b j e r g e n e F i n l a n d S v e r i g e Hærgruppe Nord Feltmarskal Wilhelm Ritter von Leeb mand 3 panserdivisioner Hærgruppe Midt General Fedor von Bock mand 9 panserdivisioner Karelske Armé Marskal Carl Gustaf Mannerheim finner tyskere i Nordfinland Ø s t e r s ø e n Helsinki Ulveskansen Warszawa Hærgruppe Nord Hærgruppe Midt Brest Leningrad Militærdistrikt General Markjan Popov mand Leningrad Baltiske Militærdistrikt General Fjodor Kusnetsov ca mand Kijev Vestlige Militærdistrikt General Dmitrij Pavlov mand Kijev Militærdistrikt General Mikhail Kirponos mand Hitlers plan 1. fase 2. fase 3. fase R u s l a n d P o l e n Hærgruppe Syd U k r a i n e Hærgruppe Syd Feltmarskal Gerd von Rundstedt tyskere 5 panserdivisioner ungarere og slovakker U n g a r n R u m æ n i e n Armégruppe Antonescu Marskal Ion Antonescu rumænere tyskere og italienere Odessa Militærdistrikt General Ivan Tjulenev mand S o r t e h av e t VÆrnemagten Den Røde Hær Soldater 3,7 mio. 2,7 mio. Kampvogne Fly Kanoner Luftwaffe dominerede himlen over Østfronten. Mange sovjetiske fly blev ødelagt på jorden, og resten var forældede. polfoto/corbis 30

6 17. juli-25. august Berlin T y s k- l a n d 2. offensiv: Værnemagten åbner vejen til Ø s t e r s ø e n Warszawa P o l e n Smolensk Uman r u m æ n i e n Leningrad Kijev S o r t e h av e t S o v j e t u n i o n e n Hærgruppe Nord holder en uges pause for at reorganisere, men genoptager derpå offensiven og nærmer sig Leningrad. Samtidig rykker finske styrker frem mod byen nordfra. De sovjetiske tropper forbereder sig på belejring. Ved Smolensk omringer Hærgruppe Midt en stor del af Stalins strategiske reserve i Europa. Modangreb frelser en del af styrken, men over mand overgiver sig den 5. august. Den Røde Hær er nu løbet tør for panserstyrker foran. Men i stedet for at tage hovedstaden sender Hitler panserdivisionerne mod syd og nord for at hjælpe de to andre hærgrupper. Hærgruppe Syd ignorerer Kijev og stormer gennem det endeløse ukrainske markland mod syd. Flere sovjetiske armeer bliver drevet sammen og omringet i en kedel ved Uman soldater omkommer, og lige så mange overgiver sig den 5. august. Fronten den 17. juli Fronten den 25. august Bug for at udspionere det sovjetiske grænseforsvar. Lige ovre på den anden side af det dovne vand kunne han se Sovjetunionens røde fane med hammer og segl vaje over skovens træer. Bunkere og maskingeværreder var mindre end 100 m væk. Fik en overivrig sovjetisk vagtpost øje på patruljen, kunne han meje Roth og hans kammerater ned med en enkelt salve: Er vi mon blot syndebukkene, noterede han mistroisk i sin dagbog, som skal slagtes af russerne som undskyldning for det tyske angreb? Roths patrulje krøb rundt i bevoksningen langs flodbredden for at kortlægge de sovjetiske stillinger. Fra den anden side af vandet kunne lyden af panserkøretøjer tydeligt høres. Russerne må være ved at rulle i stilling, konkluderede Roth. De røde havde muligvis anet uråd. Roth var spændt på, hvilken modtagelse der ventede dem på den anden side af Bug. Men han tvivlede ikke på, at Tyskland ville sejre, når først det hele gik løs. For skovene bag ham var i stilhed ved at blive fyldt med tyske kampvogne, kanoner og masser af soldater. Rygter om angrebsdatoer bredte sig blandt soldaterne i forreste linje. Den 19. juni noterede Roth i sin dagbog. Hurra! Alle tiders største slag vil begynde i overmorgen! Han følte sig lige så sejrssikker som Hitler i Berlin. Angrebet kom dog først den 22. juni. Kl flængede kanonilden morgenluften, mens Roth og hans kammerater blege og sammenbidte krøb sammen i deres skjulte skyttehuller. Snart skulle infanteriet krydse floden og bane vejen for pansertroppernes fremrykning ind i det sovjetiske bagland. Minutterne slæbte sig af sted. Præcis kl lød endelig en skinger fløjte signalet! Hans Roth sprang op af sit hul og sprintede de 20 m hen til de oppustelige både, som var blevet bragt ned til flodbredden i ly af nattemørket. På ingen tid nåede soldaterne over på den anden side, men nu havde fjenden bemandet et maskingevær. Skrattende salver fik de første mænd til at falde livløst til jorden. Indædt kæmpede tyskerne sig frem over pigtrådsspærringerne og gjorde våbnet tavst. Roths gruppe satte kursen mod bunkerne forude. Operation Barbarossa var i gang. Stalin blev taget på sengen For Stalin kom invasionen som et chok. Trods flere advarsler havde han indtil nu troet, at tyskerne tidligst ville være klar til et angreb i 1942, og faktisk regnede den sovjetiske diktator med, at det slet ikke ville komme. Stalin var ellers mistroisk af natur, men han følte sig helt overbevist om, at hans kollega i Berlin var alt for afhængig af sovjetiske råstoffer til at begynde en krig. Gennem de sidste to år havde faste leverancer af olie, mineraler og fødevarer holdt Værnemagten og det tyske krigsproduktion i gang. Det faldt ikke Stalin ind, at Hitler kunne finde på at tage de dyrebare ressourcer selv med rå magt. De røde styrker var midt i en større omorganisering og blev taget på sengen. I løbet af den første dags operationer ødelagde Luftwaffe fly, heraf på jorden. Da de tyske infanterister rykkede frem, mødte de fuldt oplyste forposter, som endda var dekoreret med Stalin-portrætter og røde flag. Kun få steder havde rygter om tyske troppebevægelser fået de sovjetiske enheder til at skærpe beredskabet. Mange bunkere var hverken færdigbyggede eller fuldt bemandede, og våben manglede overalt. Sovjetiske reserver hastede til frontlinjen. Politimanden Nikolaj Jangtjuk var posteret i Brest ved Bug et stykke nord for stedet, hvor Hans Roth var gået over tidligere på morgenen. Her oplevede han en typisk scene, da mand ankom til togstationen. Får vi ingen geværer? spurgte de nyankomne soldater. Frem til fronten med jer, fik de at vide. I finder nok nogle geværer dér. Tropperne havde intet andet valg end at gå ubevæbnede frem. I stillingerne måtte de vente, til nogen blev ramt, så de kunne overtage deres våben. Garnisonen i Brests gamle fæstning var heller ikke parat til at modstå det tyske angreb. Anlægget fra 1800-tallet havde på papiret sovjetiske soldater indkvarteret, men om morgenen den 22. juni var kun mand til stede. Det var søndag, freden havde Propagandaen brugte alle kanaler. Idealiserede billeder af den tyske Blitzkrig blev udsendt på postkort. polfoto/corbis 31

7 2. verdenskrig De fleste tyske soldater rykkede frem, som tropper havde gjort i århundreder: Til fods og med heste til at flytte materiellet. Panserdivisionerne udgjorde kun en lille del af hæren. Katastrofen lurede i horisonten Men bag striben af tyske triumfer begyndte alvorlige problemer at melde sig. Var Operation Barbarossa blevet planlagt i en mindre optimisk stemning, kunne Hitler og hans generaler let have forudset dem. Bag de fremadstormende panserdivisioner kæmpede det tyske infanteri konstant med at følge med. Soldaterne stod op midt om natten og marscala/bpk og effektiv radiokommunikation. Deres sovjetiske modstandere havde kun få radioer, og de fleste kampvogne måtte fx klare kommunikationen med signalflag. Operation Barbarossa fulgte Blitzkrigens faste skabelon, som allerede var blevet grundigt afprøvet i Polen og Frankrig. Hærgruppe Midt slog i løbet af få dage en enorm ring om de hviderussiske byer Bialystok og Minsk, hvor mere end sovjetiske soldater blev afskåret. Panserdivisionerne efterlod fjenderne bag dem til det tyske infanteri og ræsede i højt tempo videre mod Smolensk. Allerede midt i juni blev storbyen omringet, og to uger efter var den sidste modstand nedkæmpet. Listen over tyskerobrede byer voksede sig længere næsten dagligt: Sithomir, Tjernobyl, Uman, Vilikie Luki og Tallinn faldt, og snart var Leningrad og Kijev også indesluttet. hersket på grænsen indtil nu, og mange af soldaterne havde fået orlov. Nikitina Artjinova var gift med en officer og boede i fæstningens østlige fort. Her blev hun brat vækket af lyden af eksploderende bomber og granater. Hun kastede en frakke over sig og stormede i bare tæer ud på gaden sammen med sine børn. Udenfor gik hun i stå ved synet af en mareridtsagtig scene. Over deres hoveder sværmede tyske bombefly, som lod deres last af bomber falde mod fæstningen. Mænd, kvinder og børn løb forvirret omkring for at finde et sted at søge dækning. På jorden lige foran Artjinova lå en ung løjtnants kone med sin lille søn. De var begge døde. Alt gik efter planen Planen for Operation Barbarossa var angreb ad tre akser. Hærgruppe Nord skulle støde frem gennem de baltiske lande med kurs mod Leningrad. I den modsatte ende af fronten var Hærgruppe Syd parat til at erobre Sovjetunionens kornkammer Ukraine. Mellem de to stod Hærgruppe Midt. Med over halvdelen af de tyske panserdivisioner skulle den kæmpemæssige styrke rykke hurtigere og længere frem end de to andre. Foran ville kampvognene dreje mod syd og nord og trænge dybt ind bag de sovjetiske enheder, som stod over for Hærgruppe Nord og Syd. Den Røde Hær skulle omringes og tilintetgøres. Militære planer overlever sjældent mødet med slagmarkens realiteter, men i offensivens første uger kørte den tyske krigsmaskine som smurt. Endnu en gang udmanøvrerede panserstyrkerne en fjende, som på papiret var stærkere. Den Røde Hær havde flere kampvogne, flere fly og flere kanoner. Den nye sovjetiske T-34-kampvogn viste sig desuden at være langt bedre end alt, hvad tyskerne havde i deres arsenal. Kun i infanteri overgik den tyske invasionshær sin modstander i tal. Men Værnemagtens virkelige styrke var uddannelse, erfaring Blitzkrig sikrede gigantiske tyske sejre Opskriften på de tyske triumfer i 2. verdenskrigs første par år var kedelslag, hvor fjendtlige styrker blev omringet og knust. 1 Overraskelse var nøglen til den tyske Blitzkrig. Fjenden måtte ikke vide, hvor og hvornår angrebet ville komme og have tid til at samle forstærkninger bag fronten. Offensiver begyndte derfor kun med korte bombardementer, mens Luftwaffe angreb fjendens flyvepladser. 2 Gennembruddet af fjendens forreste stillinger var infanteriets opgave. Når fodtusserne havde slået huller i frontlinjen, kunne panseret rulle igennem og fortsætte ind i baglandet. De tyske kampvogne blev ledsaget af soldater og kanoner på lastbiler og kunne tilkalde hjælp fra luften til at fjerne modstand på deres vej. 3 Omringning af fjendens hovedstyrke skete, når de tyske panserkiler mødtes bag deres ryg. Med fjender til alle sider begyndte forsvaret at bryde sammen, og kaosset gjorde det vanskeligt at organisere modangreb. Imens fortsatte de tyske panserdivisioner deres lynhurtige fremrykning. 4 Nedkæmpelsen af de omringede styrker i kedlen tog infanteriet sig af. Fjenderne blev presset konstant, så de ikke kunne bryde ud og true pansertroppernes lange og sårbare forsyningslinjer. Uden flugtveje og forsyninger måtte de omringede enheder før eller siden overgive sig. 32

8 26. august-1. oktober 3. offensiv: Blodbad ved Kiev Berlin T y s k- l a n d Ø s t e r s ø e n Leningrad Smolensk S o v j e t u n i o n e n Warszawa P o l e n Kijev r u m æ n i e n S o r t e h av e t Foran Leningrad rykker Hærgruppe Nord kun langsomt frem i vanskeligt terræn med dybe skove og store moseområder. Hitler beslutter, at byen ikke skal stormes, men sultes ihjel. Hærgruppe Midt standser sin offensiv. Infanteridivisionerne får et tiltrængt hvil, mens stærke panserstyrker sætter kursen sydpå for at støtte Hærgruppe Syd. Med forstærkningerne fra Hærgruppe Midt er Hærgruppe Syd klar til at endelig at knuse de sovjetiske styrker ved Kijev. Den Røde Hær har samlet over mand i området omkring byen, og tyskernes plan er at fange dem alle i et enormt omringningsslag. To tyske panserkiler sætter i gang fra frontlinjerne nordøst og sydøst for byen, og fælden klapper i, da de mødes den 16. september. De sovjetiske tropper gør hård modstand, men ved månedens udgang er det hele forbi. Hundredtusinder må overgive sig. Fronten den 26. august Fronten den 1. oktober cherede til sent om aftenen som oftest på markerne langs vejene, fordi de lange kolonner af motorkøretøjer havde forret til kørebanen. Med røde øjne, sprukne læber og ansigterne smurt ind i sved og støv blev fodtusserne presset fremad 30, 40, 50, 60 km om dagen i den bagende sommerhede og med våben og oppakning på ryggen. Indimellem blev marchen afbrudt af intense kampe. Det er ved at blive alvor nu, skrev Hans Roth i sin dagbog den 13. juli. For første gang i dagevis havde han fået et par timers sammenhængende søvn. Ligesom mange andre af de millioner af tyske soldater på vej østpå var han totalt udmattet: Jeg kunne græde af vrede og frustration. Intet fungerer længere. Min krop vil ikke længere samarbejde. Mine nerver synger som telegraftråde. Ser jeg mon nogensinde mit hjem igen? Kampen om Brest var et ildevarslende tegn for tyskerne. Tyske panserstyrker rullede allerede ind i Smolensk over 600 km mod øst, da fæstningen endelig faldt den 30. juli På det tidspunkt havde den sovjetiske garnison holdt ud i seks uger. Allerede 22. juni var den tyske 45. infanteridivision trængt ind i det gamle anlæg, men blev her mødt af en morderisk ild fra skytter i kældervinduer, på tage og i træer. Inden aften trak angriberne sig ud igen efter at have mistet 311 mand. Det svarede til to tred- scala/bpk & getty images General Heinz Guderian Tyske pansergeneraler som Guderian førte an fra forreste linje. Her kunne de bedst koordinere deres styrkers angreb. 33

9 2. verdenskrig Tyskerne ofrede ikke mange ressourcer på de millioner af fanger, de tog i Operation Barbarossas første måneder. ullstein bild Sovjetiske krigsfanger marcherede i døden Hitler førte udryddeleskrig på østfronten. Krigsfanger døde i tusindvis på vej til lejrene. Her mødte de overlevende sult, sygdom og overgreb. Tyske panserstyrker omringede gang på gang Den Røde Hærs enheder. Som resultat endte hele 5,7 mio. sovjetiske soldater i tysk fangenskab i løbet af 2. verdenskrig. Af dem døde mellem 2,7 og 3,3 mio. inden krigens afslutning i Allerede i marts 1941 gjorde Hitler det klart for sine generaler, at Operation Barbarossa var begyndelsen på en udryddelseskrig mod kom munismen og de slaviske undermennesker det russiske folk. Under det kommende opgør skulle alle internationale love for krigsførelse sættes ud af kraft. Tyskerne lod bogstaveligt talt de endeløse kolonner af krigsfanger marchere sig ihjel. På turen til fods mod fangelejrene fik de næsten Kun hjælp fra kammeraterne kunne frelse en overanstrengt sovjetisk krigsfange fra at få en tysk kugle for panden. ingen mad og drikke, og selv mænd ved godt helbred bukkede under på stribe. Havde en soldat ikke kræfter til at fortsætte, blev han skudt på stedet af fangevogterne. I lejrene var forholdene sjældent bedre. Fra tidlig morgen til sen aften bestod dagene af hårdt arbejde, som brændte flere kalorier af, end den sparsomme kost kunne erstatte. Ingen bekymrede sig om fangernes basale behov, og de fik lov til at dø i hobevis af sult, sygdomme og kulde. Tyske hærenheder og SS jagtede også politiske kommissærer, jøder og andre mindreværdige blandt fangerne. Op mod krigsfanger blev henrettet i tyskernes varetægt, og den brutale fremfærd var befalet fra højeste sted. ullstein bild jedele af divsionens samlede tab under felttoget i Frankrig året forinden. Belejringen bandt en stor tysk styrke, som på den måde blev forhindret i at deltage i fremrykningen mod øst. Tabene voksede med foruroligende fart, for trods den totale forvirring i Den Røde Hærs ledelse kæmpede Stalins tropper indædt for hver centimeter sovjetisk jord. Da tyskerne stødte frem over Dubysa-floden i Litauen og sikrede to brohoveder på den anden side, blev de allerede samme nat kastet tilbage over vandet af desperate modangreb. Tyske enheder gik endnu en gang over floden den følgende dag, og her fik de et varsel om, hvor bestialsk krigen på østfronten skulle blive. Soldaterne fra Den Røde Hær havde efterladt adskillige tyske lig med øjnene stukket ud eller kønsdelene skåret af. Tyskerne var blonde bæster Med panserdivisionerne i spidsen erobrede den tyske krigsmaskine enorme landområder. Men sikkerheden bag fronten blev et voksende problem, for skovene var fulde af partisaner og isolerede grupper af soldater fra splittede sovjetiske enheder. De rettede bagholdsangreb mod de sårbare tyske forsyningskolonner, hvis last var hårdt tiltrængt ved fronten. Vi mister flere folk til banditterne end i selve kampene, 34

10 2.oktober-5. december Berlin T y s k- l a n d 4. offensiv: Værnemagtens sidste kraftanstrengelse Ø s t e r s ø e n Warszawa P o l e n r u m æ n i e n Fronten den 2. oktober Smolensk Leningrad Kijev Sevastopol S o r t e h av e t R u s l a n d Stalingrad Fronten den 5. december Ved Østersøen rykker Hærgruppe Nord de sidste kilometer frem til Leningrads forstæder. Byen er nu helt afskåret. Længere mod syd har Hærgruppe Midt fået sine panserdivisioner tilbage. Nu begynder Operation Taifun fremstødet mod, som skal give Sovjetunionen dødsstødet. Da offensiven sætter i gang, går alt strygende i begyndelsen. Panserdivisionerne omringer flere sovjetiske armeer, og hele mand bliver taget til fange. Men dårligt vejr, nedslidt tysk materiel og voksende modstand bremser efterhånden fremrykningen. Den Røde Hær har modtaget store forstærkninger fra Sibirien, og den 5. december med Kremls tårne i horisonten går angrebet helt i stå. I Ukraine rykker Hærgruppe Syd hurtigt frem over en bred front. Ved Sortehavet besætter tyske tropper Krim-halvøen bortset fra Sevastopol, som først falder i skrev en tysk soldat i et brev hjem til familien i begyndelsen af juli For Hitler blev partisanangrebene et påskud til at begynde en total tilintetgørelseskrig. Værnemagtens overkommando befalede, at lokalbefolkningen skulle terroriseres i en sådan grad, at den mister enhver vilje til at gøre modstand. En borger i Minsk beskrev siden tyskernes behandling af civile: Der var SS- og politipatruljer dag og nat, med pludselige ransagninger af folks huse. Folk blev arresteret ved det mindste påskud, hvorefter de forsvandt ned i Gestapos kældre for siden at blive ført væk og skudt. En stemning af konstant frygt gennemsyrede byen. Ved siden af den benhårde justits hørte plyndring også til hverdagen på østfronten. Når forsyningerne gang på gang svigtede, tog de tyske soldater selv, hvad de behøvede. Æg, mel, frugt og heste forsvandt, og meget andet blev ødelagt. De blonde bæster hed tyskerne i Stalins propaganda, hvor den nazistiske raceteori blev vendt om. Her var Hitlers ariske tropper ikke overmennesker, men blodtørstige barbarer. Mange civile bag den fremrykkende tyske front kunne genkende beskrivelsen. Soldaternes hærgen og den voksende modstand bag fronten bekymrede ikke Hitler. Russere, hviderussere og ukrainere tilhørte den laverestående slaviske race i hans univers, og de havde ingen plads i fremtidens tyske Tusindårsrige. Generalerne ville ændre kursen I Ulveskansen Hitlers militære hovedkvarter herskede optimismen fortsat, mens sommeren gik på hæld. Kun ét emne kom imellem Hitler og hans generaler og truede med at spolere idyllen i Østpreussens dybe skove: Hærgruppe Midt var trængt dybt ind i Sovjetunionen og stod nu ved en skillevej. Panserdivisionerne kunne som planlagt sætte kurs mod nord og syd og afskære de enorme sovjetiske styrker, som stod over for de to andre hærgrupper. Men mod øst lokkede et andet mål:. Valget stod tilsyneladende mellem at knække ryggen på Den Røde Hær eller erobre hjertet af Stalins mægtige rige. Hærens generalstabschef Franz Halder havde helt fra Operations Barbarossas begyndelse forsøgt at gøre til hovedmålet. Byen var et industrielt centrum, knudepunktet for hele infrastrukturen i det vestlige Sovjetunionen og havde også stor symbolsk betydning. Men Hitler havde en anden mening. For ham var uvigtig sammenlignet med udsigten til at rette det stød, som måske kunne knække Den Røde Hærs modstandsevne én gang for alle. Kampvognene fik ordre til at følge den oprindelige plan og dreje af. Resultatet blev historiens største omringningslag. I en gigantisk knibtangsmanøvre gennem Ukraines marklandskab blev mere end sovjetiske soldater fanget i et område på størrelse med Belgien. Snart vejede hagekors-flaget over den ukrainske hovedstad Kijev. Med den store sejr i hus besluttede Hitler sig for alligevel at opfylde Halders ønske. Den 6. september gav han ordre til at indlede Operation Taifun angrebet på. Første trin skulle være et fremstød på begge sider af byerne Vjasma og Brjansk efterfulgt af en omringning af de sidste store sovjetiske troppestyrker foran Stalins hovedstad. Men nu blev sommer til efterår. Regn forvandlede de primitive russiske veje til søer af mudder og lammede al trafik. Forberedelserne til angrebet skred kun langsomt frem, og de logistiske problemer voksede sig større end nogensinde før. Den 30. september kunne offensiven endelig begynde, og som ventet blev store sovjetiske styrker fanget ved Vjasma og Brjansk. Men det blev Operation Barbarossas sidste store sejr. Den Røde Hær var ikke knækket. Tværtimod gjorde den hårdere modstand end nogensinde før og forude ventede den isnende russiske vinter. I næste nummer: Del 2: Stalins bitre forsvar Mens Hitlers kampvogne tromler over grænsen, mobiliserer Sovjetunionen hele samfundet til krig. Fabrikker bliver skilt ad og flyttet til Uralbjergene, og sikkerhedsstyrker lægger landet foran tyskerne øde. Læs mere Robert Kershaw: War Without Garlands, Ian Allen Ltd., 2008 Robert Kirchubel: Operation Barbarossa 1-3, Osprey Publishing, 2003, 2005 & 2007 David Stahel: Operation Barbarossa and Germany's Defeat in the East, Cambridge University Press, Helt tæt på krigens største dramaer Vind store flotte præmier Gå på opdagelse i galleriet Tag en tur i tidsmaskinen Udforsk de interaktive kort Nyt på nettet polfoto/ullstein bild 35