Kl. nærmer sig 20, jeg er forbandet træt og kryber til køjs om lidt. Er den helt store tvivler lige nu det kan kun gå fremad

Transkript

1

2 Af sted fra Harboøre, 50 km til Holstebro, små 4 timers regulær anstrengelse på cyklen, justeret gear hos Fri Cykler i Lemvig (rigtig god beslutning), stræk vestenvind, hvilket gjorde turen halvfarlig, dejlig sol. Jeg tog ind over Klosterheden for at møde så få motoriserede køretøjer som muligt, men det fortalte mig også, at kørsel på grusveje skal gennemføres med stor respekt for vejbeskaffenheden. Jeg måtte en enkelt gang ud i vejsiden, hvilket resulterede i, at cykel, trailer og jeg lå og rodede rundt på kørebanen. En konstatering, jeg er glad for at opleve her i Danmark, er, at selv den mindste lille knold på vejen kræver indsats og kræfter. Jeg får forhåbentlig lært så meget omkring økonomisering af mine kræfter samt den rette måde at forcere kuperet terræn på i det rette OG mindst muligt kraftforbrugende gear, inden de helt store højder nås. Det er forbandet hårdt for bagdelen/sædepartiet, pinslerne er der uforfalsket, når de godt og vel første 25 km er rundet, og tæerne bliver ligeledes hen mod strækningens slutning noget nær iskolde blodtilførslen til fødderne er ikke god nok, sadlen, tror jeg, blokerer for varmetransporten; der er ikke andet end at vente på højere dagtemperaturer og det er ikke lige det, vejrprofeterne annoncerer. Jeg mødte ingen lidelsesfæller på min fart, og i Holstebro indlogerede jeg mig på byens hostal. Et tidligere alderdomshjem, som man har sat fint i stand til bygningernes nye formål. Jeg er ret langt nede lige for øjeblikket både psykisk og fysisk har måske en smule feber; sad længe i min stue og betragtede ingenting, inden jeg gik over til naboen, agurken, for at meddele min afgang. Kl. nærmer sig 20, jeg er forbandet træt og kryber til køjs om lidt. Er den helt store tvivler lige nu det kan kun gå fremad km til Viborg, afgang 8.30, 5 timer på cyklen, uregerlig blæst, små haglbyger, vindstød, der gang på gang sender mig og cyklen ud i rabatten, sædepartiet og tæerne stadig et stort problem, gearingsproblematikken og mine kraftudfoldelser har fået et svagt løft. Jeg må nok sige, at de pludselige vindstød har været en mega udfordring i dag, jeg har i den grad haft blikket rettet mod det helt nære køreområde. Ingen naturoplevelser undervejs overhovedet, håber det forandrer sig i morgen, når jeg støder på Hærvejen. Jeg er på et bed og breakfast til 250 kr., udmærket værelse med hvad man kan forlange af sligt. Lige inden lukketid var jeg i Netto for at proviantere en smule, og på tilbagevejen ser jeg ud af øjenkrogen en ældre herre vælte på sin cykel 50 meter bag mig (jeg er gående). Jeg kommer hurtigt til undsætning, og lige efter kommer en hjemmehjælper farende. Hun er prof, og vi får ham hurtigt på ret køl igen. Han havde været til reception, og jeg fik jo en smule vin, hvad jeg nok ikke skulle have gjort. Han lovede at trække de 2 sidste km hjem. Tv-avis og nu lidt eftertanke inden sengen km til Funder Kirkeby på 4½ time, bed & breakfast til 300, rigelig vind, skide koldt, småregn, småbyger, småjusteringer på traileren, hvorfor først af sted Mine erindringer til Dollerup Bakker knytter sig indtil i dag kun til Carl Ottosens udtalelse i skuespillet Svend, Knud og Valdemar, hvor han i sin store

3 2 brandert misforstår og omformulerer sufflørens ord: Dollerup Bakker til Dollerup Banker (Goetha Andersen, som er suffløren, hed i stykket Dollerup mener jeg, eller så var det muligvis direktøren). I dag er det godt nok blevet til andre inskriptioner på lystavlen. Her, på den Jyske Højderyg, blev jeg i den grad udsat for minibjergenes ilddåb. Stigningsprocenter, der ville noget, strækninger, der ventede uforfalskede rundt svingene, dansk ubarmhjertighed på landevejen, når den er mindst interessant og velset. Området her ved Dollerup og Sjørup er i den grad træningspartner for det store udlands tinder. Sådan bliver det sikkert fortsat i morgen, når Funder Bakker skal forceres. Trafikmæssigt er jeg havnet i det bedre hjørne; de små veje udmønter kun ringe belægning, og det har heldigvis fået mit blik rettet noget mere på naturen. Her på vejene har jeg mest mødt søndagsgruppecyklister, som i den grad blot sprinter forbi et ensomt pakæsel. Tilfredsheden med dagens strækning er på plads, Thorning kirke, hvor Blicher prædikede i perioden , blev besøgt, og den skønne varme i kirkerummet bevirkede, at jeg indtog mit frokostmåltid på organistens stol. Hyggelig ældre kvinde på b. & b., hvis store lidenskab er puddelhunde Ankomst Jelling 15.30, 52 km med afgang 9.30, som forventet barskt endda rigtig barskt ved Funder Bakker, ok efter Nørre Snede, set 2 vandrere krydsende min vej. Stadig ikke den store verdensoplevelse. Håndpuderne belastes mere, end jeg forventede. Mit kropstryk ned gennem armene på hænderne skal jeg lære at vænne mig til eller meget rigtigere: lære at forvalte bedre. Søvn/hvilebehovet ved dagens slutning er pænt markant. Jeg tror, det skyldes mange ting; indtil videre må jeg nøjes med at konstatere situationen for så på lidt længere sigt at få skabt en rimelig positiv forandring. Ellers er mælkesyren mit store samtaleemne. Kræfterne har jeg rigeligt, men ilttilførslen/kondien halter stadig langt, langt bag et for mig acceptabelt niveau. Men jeg skal nok komme op, hvor jeg ønsker og nødvendigvis stabilt må være. Alt for koldt er det jo stadigt, og jeg må med sandhedsapostellen i hukommelse erkende, at jeg absolut ikke huer for morgendagens vejrprognoser. Turen går til Skodborg, og værtinden, jeg snakkede med her til aften, kunne tilbyde mig logi med kaffe, aftensmad og morgenkomplet for 250 kr.! I dag koster mit værelse uden noget (dog Nescafé) 300 kr. Mine b. & b. ophold er ikke det mest interessante at bruge ord på. Jeg skal jo ikke lege H. C. Andersen med floromvundne udbasuneringer, så jeg håber på mere spændende og givtige situationer senere hen på rejsen. Og som slutlanterne er mit umiddelbare indtryk, at jeg nok ikke kommer over en gennemsnitsfart på 10 km i timen. Om jeg håber, det vil ændre sig, er jeg for indeværende afgjort ikke sikker på km til Skodborg med afgang 8,30, barsk indledning på afveje i den nærliggende skov (fik prøvet mit dødskørsel nedadgående af på vellykket vis), småproblemer med gearsystemet, som blev slået noget skævt i skoven (klaret hos mekaniker i Vejen), rimelig let kørsel, højre hånd virkelig smertefuld, bagdelen har det svagt bedre. Under mit frokostophold i Bække ville jeg

4 3 på toilettet ved den lokale busstation. Døren var låst, men en chauffør sad i sin bus og ventede på næste afgangstidspunkt. Han havde en kode og ville godt lukke mig ind. Det lykkedes ham ikke at få døren op, til gengæld fik vi en længere snak omkring cyklens verden. Han skal cykle med til Paris i det efterhånden traditionsbundne sommerarrangement; præmisserne er jo noget anderledes for dem, end det jeg er underlagt, de har ledsagervogne til at klare al bagagen. Men den fælles entusiasme var der intet galt med. Efter en kop kaffe og tilbudshotdog i Vejen, mens mit gear blev justeret, ankom jeg til Margit og Arne i Skodborg, hvor ostemad og skøn varm kaffe hurtigt stod klar. Herlige mennesker i pensionsalderen, der nyder at kere sig om deres medmennesker. Flæskesteg med hele svineriet til aften - jeg skulle have noget til sidebenene med de mange km på landevejene. Elskelige og utroligt søde, men på sin vis kom jeg også til at betale min pris for elskværdigheden. Jeg blev deres samlingspunkt den ganske aften, og pæn og høflig som man normalt vil være, sad jeg og hørte deres historier og genvordigheder, lige til stolen nær gled fra mig og sengen skreg efter mit legeme. Vi nåede også omkring forbrydelserne i mediernes bevågenhed, og det kan nok være, at nådegaverne ikke blev spredt vidt og kærligt. De skulle have deres straf, den enkleste, direkte og mindst krævende dødsstraf. Jeg tænker nogle gange i sådanne sammenhænge på mesterværket Forbrydelse og straf af Dostojevskij (jeg kan sgu ikke stave til ham). Dette opofrende lige nu og her og så det helt urimelige menneskesyn. Jeg synes, der er for meget egoisme og for lidt medmenneskelighed, tolerance og indsigt. Men hyggeligt Flot vejr og efter årstiden god temperatur, afgang 9.00 og ankomst Bjerndrup efter 75 km, godt kørselsterræn, taske til regntøj og dagens proviant erhvervet i Røde Kors i Vojens for 15 kr., kortet ikke præcist nok, hvilket kostede 5 km ved Skrydstrup. Immervadbroen på Hærvejen. Hærvejens smukkeste bro passerede jeg i dag ved Immervad. Den udstråler på sin vis lige så meget som den uovertrufne romerbro ved Puente la Reina på Caminoen, og det siger i min optik ikke så lidt. Jeg er altså i Bjerndrup lige op ad Hærvejen. Margit og Arne skal passe hus for Margits søn og familie, mens de er på solferie, og nåede jeg helt ned til dem, var jeg hjertelig velkommen til endnu en overnatning med dem som værter. Og det er det så blevet til. Gentagelsen fra i går med mig som deres samlingspunkt er gennemført og tilendebragt heldigvis fik jeg rimeligt tidligt skåret igennem, at min træthedstærskel hang i laser, så jeg lå under dynen kl. godt 9. Søde og hjælpsomme er de, og føjer man sig pænt, får man i alle ender Med afgang 9.15 er 2 nationer nået i dag. 65 km med ankomst til Schleswig, hvor jeg er installeret på hostal på et udmærket eneværelse. Sol, svag vind, 3 gange rådyr på markerne.

5 4 Der er endnu ikke de fede historier eller markante overskrifter, men noget, der har gjort og stadig gør indtryk, drejer sig om, hvad jeg blandt andet snakkede med min gode ven i Danmark om pr. tlf. i dag. Vi gav hinanden en almindelig og generel briefing, og derudover havde vi en længere snak angående de telefonsamtaler, en har spredt rundt til mine bekendte og min familie. Jeg forstår på det hele, at en har været meget vred og har (haft behov for) fortalt mindre pæne og opløftende ting om undertegnede. Har denne fået luft ad denne vej for sin vrede, kan jeg principielt kun se med tilfredshed på dennes reaktioner desangående. For mig handler det reelt kun om at vide, hvad realiteterne er, hvad virkeligheden virkelig mønstrer og at jeg ved, hvad jeg med sikkerhed kan stå inde for og med god samvittighed se tilbage på. Jeg er på plads med dette, har ingen grund til at kaste med mudder, men er selvsagt ked af, at verdensbilledet tegner sig, som det uheldigvis gør. Jeg kan kun håbe på, at der vil blæse nye og mere klare og gennemskuelige vinde hen over det menneskelige landskab. Jeg kender ikke vejrudsigten for i morgen, muligvis trækker det noget kedelige danske vejr også her ned over. I så fald tager jeg en overligger; indtil nu har det blot stået i slidsomhedens tegn Det er blevet til overliggerdag. Jeg kunne fra dagens start klart mærke, at jeg ikke kom videre på ruten. Himlen set fra vinduet virkede tiltalende, men jeg bestilte en ekstra overnatning. Var i domkirken kl. 10 til påskegudstjeneste, havde smurt madpakke ved morgenbordet, og ideen var så kirke- og museumsdag. Allerede ved ankomsten til katedralen havde vejret forandret sig radikalt, skyerne dominerede himmelbuen, blæsten var i kraftig tiltagen og kulden krøb ind gennem sprækkerne. Det tegnede til værelsesdag, hvilket også er blevet slutresultatet. Lidt småvask, ½ time på en lokal kanal, afslapning, små tanker og nu om få minutter aftensmad. Skal videre i morgen tror på bedre vejrudsigt Afsked med Schleswig 8.30, småkoldt, gunstige vindforhold (nordvest) og positivt terræn, solen i mere og mere vigør, som dagen er skredet frem, 72 km til Hohenwestedt, hotel til 325 kr. (som vandrehjemspris i DK), bagdelen kørt rimeligt ind (overraskende hurtigere end jeg troede), stadig koldt for min ubehagelige venstre fod under kørselen den venter i den grad på varmegrader, samlet kørsel ifølge kilometertælleren 476 km (gennemsnit på 59,5). Jeg fik en dejlig småsnak med et par stykker fra en motorcykelgruppe på vandrehjemmet i Schleswig efter morgenmaden, inden vi hver for sig drog videre. Indtil nu opleves det noget anderledes end caminoen og lignende, men alle har heldigvis lyst og interesse for udveksling og social omgang. Som krystalkuglen for øjeblikket registreres, får jeg indtil videre ikke de dybt bevaringsværdige indtryk på nethinden og på skrift. Årstiden med aprilsvejr og vel nok også området befordrer nok ikke det, jeg ønsker at få gemt på skrift. Tydeligt mærker jeg, at jeg ganske enkelt bare skal se at komme videre, hvis jeg ikke skal gå i stå og vende snuden mod nord. Der er ting, der er svære i mig/for mig; erkendelser, som er store, men som jeg er nødt til at se i øjnene og arbejde med her og nu. Det har strejfet mit sind ret alvorligt, om jeg er i gang med en direkte depression! Jeg tror det ikke, sikkert er det, at jeg i den grad skal have fat om min rod og få gang i mit normale lyse sind og det er sgu noget nemmere

6 5 skrevet end omsat til genkendelig og brugbar virkelighed. Bønderne farer rundt med deres store maskiner, og den umiskendelige landbrugslugt i gødningstiden følger mig på dejlig barndomsgenkendelighed. Jeg må ud i rabatten, de holder venligst ind til siden, deres store maskiner og jeg med mit kleine udstyr, vi forstår at give hinanden respekt og plads. Kaffe (utroligt velsmagende) og is i Hohenwestedt, inden jeg skal lede efter overnatningssted (mit hotel, som jeg skriver fra) giver en fin snak med et par kvinder i en halv generation under mig. Den ene har et sommerhus her i byen, og de bruger så påsken til genopladning. Den anden bliver pludselig meget snakkesalig, da jeg nævner Jerusalem som mit sidste ønskelige Pilgrimsmål. Hun kom i gang med fortællinger fra sin tid i kibbutz, så det blev en meget hyggelig og interessant iskomsammen. Jeg ved ikke rigtigt, om jeg er ked af, at kulturen står noget på standby. Hvorom alt er, må jeg erkende mig, situationen og tildragelserne Den lille by Heist kort før Wedel hvor jeg i morgen skal med færge over Elben nået efter 64 km, morgenafgang 9.15, ankomst ca. 17, vejrguderne atter en dag i gunstigt humør, fladt landskab, ej grund til transportklage. Landskabet er meget dansk med skovene og markerne og de nærmest ikke eksisterende bakker; perfekt som træning for og optakt til de senere bjergetaper. Folk er overalt hjælpsomme. I Elmshorn sad jeg ude i den smukke eftermiddagssol og nød en kop liflig kaffe, og inden længe kom iscaféens ejer ud for at smøge den lidt, og han satte sig som det naturligste på bænken ved siden af mig. Mit udstyr, er jeg på det rene med, skaber en vis form for opmærksomhed. Man vil vide og høre lidt til dette projekt, som udstyret på en eller anden måde berettiger til. Efter de store overskrifter fra min side, spurgte jeg, om han kendte noget til pensioner i området, som jeg eventuelt kunne overnatte på. Få øjeblikke efter kom han med den lokale telefonbog, og en anden lokal gik med i arbejdet. Der blev læst og fortalt, og jeg skulle/kunne prøve de 2 forskellige steder. I praksis var der intet at hente, men de gjorde deres for at afhjælpe min situation. Resultatet er blevet, at jeg er på hotel i Heist, ganske glimrende sted til 35 euro med morgenmad (som for mig også betyder frokostpakke). Mit tyske er ret så dårligt målt ud fra tidligere standart. Grunden kender jeg ikke eksakt, alligevel tør jeg godt vove pelsen og sige, at det formodentlig hænger sammen med min øjeblikkelige psyke og ukoncentrerethed. I en længere periode op til starten på cykelturen havde jeg temmelig store smerteproblemer med min venstre hofte, når jeg skulle sove (selv om jeg normalt starter op med at ligge på højre side). Af uforklarlige årsager har jeg absolut intet mærket til fænomenet, siden jeg forlod Harboøre. Det er jo ikke fordi, jeg ikke har brugt mig fysisk i DK; mine daglige lange vandreture har holdt kroppen ved lige og i gang, så denne ændring står mig noget underligt men positivt i spørgerens tegn. Ja, i morgen går det som nævnt over Elben, videre mod Bremen og Aachen, og denne flodpassage, føler jeg, starter på sin vis det næste kapitel op. I det nye handlingsforløb håber jeg meget, at der bliver lyst og overskud til andet end bare cykling, dagbog, fortæring og søvn. Godnat.

7 Forlod hotellet sent grundet regnvejr fra morgenstunden - over Elben ved færgestedet Schulau ved Wedel (ventetid på 1½ time), pause igen på en time stadig affødt af regnen, sluttelig en times kørsel til Stade, nu var regnen for kraftig; alt i alt 25 km, samlet 565 km (dette tal bliver jeg nødt til at ajourføre hver dag, da cykelcomputeren ikke virker helt stabil). Stade hansestad i Tyskland. Det har været noget af en skoddag, vejret og forsinkelser har fulgt ubehageligt med. På færgerestauranten i Wedel fik jeg 1½ time til at gå med en upåklagelig kop kaffe og æblekage med tonsvis af flødeskum, inden den lille gule færge fragtede mig over på sydsiden af Elben. Regnvejret tog til under den halve times sejlads, hvorfor jeg ventede en god times tid på at få startafgang mod sydvest. Det stilnede en smule af og vinden var gunstig, så jeg fortsatte mod Stade efter konsultation på en tankstation, da jeg intet kort har over området syd for Elben (det er jo som sagt helligdagstid). Jeg kom på cyklen, fordi en opklaring syntes på vej. Det varede dog kun kort, og jeg opgav videre fremdrift, da Stade blev nået. Stade er en gammel Hansestad med utroligt mange velbevarede historiske bygninger. Jeg gik mig en tur i den gamle bymidte, og havde vejret ikke strittet så meget imod, kunne jeg med stor glæde have brugt en rum tid i den historiske verden. Nu blev det et forholdsvis kort turistbesøg med aftensmad på restaurant tilsat 2 øl, som nær har slået benene væk under mig. Jeg er indlogeret på vandrehjemmet og nærmer mig snart mit tidlige trivielle godnatbillede Trøstesløs dag startede 9.15 med modvind og konstant småregn, 42 km til Zeven (total 607), hvorfra der er 46 km til Bremen, forkert ledt ud af byen, punktering 2 km før Zeven på traileren, clickstykkerne under skoene fungerer bestemt ikke optimalt (har kostet et par vælteture og ømt venstre knæ), atter hotelværelse, den nære verdenssituation har temmelig svært ved at finde min stjerne. Jeg var godt klar over hjemmefra, at årstiden ikke just er den mest ideelle for cykelsafari i det nordeuropæiske, derfor også ideen om start fra Barcelona men det er nu fjern fortid. De strabadser, jeg mente, der lå i at starte op hjemmefra, er mere end til fulde blevet opfyldt. Det er koldt, det er blæsende, det er pisse vådt, det er gråt og dybt ensomt, det kræver mandshjerte og mod, stædighed er afgjort ikke nok, du ved, du er på røven, men du skal bare glemme det, den dybeste vilje skal krænges frem igen og igen, ethvert øjebliks pinsel og fornuft skal ignoreres, ja, nærmest massakreres, ellers hedder det en togbillet til DK. Min forsødelse i nuet er, at jeg vil bo ordentligt, når jeg når frem og hader hele den ganske verden. Jeg har gjort op med, at det må koste de tusinder ekstra, hvis jeg vil gennemføre projektet og det vil jeg, så længe jeg har en mulig finger med i spillet og den store gulerod hænger heldigvis stadig usynligt konstant foran fortællende, at inden længe bryder foråret, lysten, varmen, madduften og de

8 7 glade smil ud, andre lidelsesfæller propper frem, og mine forventninger kommer slet ikke til at stå mål med de oplevelser, jeg med mere end garanti skal beriges med. Jeg blev ledt noget forkert ud af Stade i morges. Det gik først op for mig efter et par timers kørsel. Dyb indre brok, men efter grundig granskning på mit til cykling noget mistrøstige kort fik jeg konstateret, at fortsatte jeg ad nye småveje, blev fejlen ophævet rent kilometermæssigt. Og i al min negative udladning kan jeg heldigvis mærke en god form for oplevelse af Tyskland via alle disse små byenklaver, byer, som er anderledes bygget op og arkitektonisk går efter andre streger; ting og værdier jeg har svært ved at definere præcist, men som jeg erfarer klart og direkte, når jeg roligt tramper igennem områderne og det samme gør sig klart gældende for den direkte natur, som jo til forveksling ligner den danske. Under mine cykelsko har jeg nogle små metalplader, som griber ind i pedalerne, når jeg kører. Det er ret så smart. Det betyder (tror jeg nok), at jeg kan overføre energi fra begge mine ben i hele pedalomdrejningen, altså ikke kun når jeg træder nedad på pedalen. Der er bare ikke kun det men i den grad direkte det, at ind imellem hænger metalpladen fast på pedalen, det være sig både venstre og højre plade. Normalt kan man blot dreje skoen/e en ganske lille smule, og sko og pedal frigøres fra hinanden. Når missionen ikke lykkes og det opstår næsten kun i forbindelse med standsning kan jeg ikke få den forventede fod ned som støtte på jorden, og så risikerer jeg og cykel at ligge nok så eftertrykkeligt på cykelstien/kørebanen. Det er nu sket nogle gange, og selvfølgelig har jeg prøvet efter bedste evne at tage højde for situationen, alligevel svigter mine evner/glemmer jeg/kan jeg ikke hurtigt nok få foden fri. Det er et grimt problem, muligheden for energioverførselen vil jeg gerne bibeholde, det må bare ikke gå ud over sikkerheden. Jeg må tænke kreativt. Jeg forsøger om lidt at sende disse første sider hjem via mail. Håber alt går vel i det danske km til Heilingenrode (672 km), afgang ca. 9.00, svag modvind og overskyet med pæne solstrejf, igennem Bremen centrum problemløst, overnatter på hotel Meyerhof i Heilingenrode, venstre knæ trænger til aflastning. Rolandstatuen i Bremen Tyskland. Jeg overvejede meget at køre godt 20 km mere til Bassum, det blev dog ved overvejelserne på grund af mit knæs klare behov for rekreation. Det, der er vigtigt for mig, er, at jeg har/havde rigeligt med kræfter til de ekstra 2 timer på landevejen. Det er gode tegn, og rent objektivt er det nemt at forstå, thi i dag havde jeg verdenskræfterne mest på min side. Jeg brugte ikke særlig meget tid i Bremen, så dog de centrale kirker (udefra, tør ikke lade min cykel med alt grejet stå alene i storbyen), rådhuset m.m. samt Rolandstatuen foran rådhuset. Han har

9 8 øjensynligt været en ret så markant markgreve i sin tid. Han indgår også i Jakobslegenderne, hvor han angiveligt og beviseligt skal have været hærfører for Karl den Store i dennes togter i det nordspanske. Her mistede han livet under en tilbagetrækning ved Pyrenæerne efter et krigs/erobringstogt, hvor baskiske tropper og ikke som legenden gerne vil fortælle islamistiske tropper overrumplede de bageste flanker. Jeg har læst flere småberetninger om Roland, bl.a. er han visse steder også blevet blandet sammen med den danske sagnhelt Holger Danske. På et tidspunkt efter tilbagekomst til DK må jeg have undersøgt de historiske kendsgerninger grundigt. Der er ikke meget andet end hotellet og en grillbar (for øvrigt også en bogantikvariat sjovt) i landsbyen. Jeg gik en tur, satte mig med en øl ved grillbaren og så på den motoriserede trafik, som gled forbi. Ret ubesværet sad jeg der og smilede til dit og dat og følte, hvor uendeligt enkelt det i grunden er at befinde sig som fremmed i total ukendt land. Jeg skulle ikke vænne mig til noget, jeg eksisterede bare der i kraft af stedet og mig. Ikke utroligt, kun fascinerende. Inden jeg gik ned til onsdagstilbuddet, som lød på schnitzel med bønner og brasede kartofler samt en lille øl, samlet pris 10 euro, var jeg omkring toilettet (bad og toilet på gangen). Lyskontakten kunne jeg ikke finde hverken udenfor eller på toilettet. Efter lidt roden fik jeg fat i et håndtag på enden af en kæde, og det viste sig, at lysværket fungerede som det gammelkendte fra fortidens træk-og-slipsystem. Pudsig nostalgisk tildragelse Vechta nået efter 52 km (724), afgang 8.45, rolige vindforhold, pænt overskyet uden nogen former for sol, mere end elendigt venstre knæ, hotel til 50 euro (bliver nødt til at spørge mig selv nogen gange, hvorfor jeg udøver dette trip), masser af kræfter i overskud, kan bare ikke ignorere mit knæ. Der er reelt ikke noget at skrive om, ud over den givne orientering. Jeg er sur på mit knæ, ved, der intet er at gøre, men opsummeringen med mine kræfters uforløsthed huer mig til langt under husbehov. Jeg bliver bare nødt til at erkende virkeligheden selvom jeg hader det grueligt. Jeg kan så intetsigende tilføje, at byen er kredshovedstad og har noget lignende de tidligere danske amtslignende byers status administrationsmæssigt set. Tak og på gensyn i morgen Mod Osnabrück ca. 9, 61 km (785), nærmest vindstille med smådis til middag, hvor solen fik en smule gennembrudskraft, kilometeroplysningerne fortalte godt 80 km, hvilket var over 20 km galt til den positive side. Dagen har budt på få men halvlange stigninger uden de store procenter, det indikerer i det mindste, at bjergene så småt venter rundt hjørnet. Ellers meget dejlig kørsel ude på landet med frodige marker, kæmpe mosebrug, gamle statelige og rimeligt velholdte traditionelle bøndergårde, rådyr fredeligt græssende i adstadig afstand fra kørebanen, OG i tilbageerindringens spejl sås ved Zeven (2 dage siden) årets første stork på frøjagt. Jeg følger ikke slavisk den anviste Jakobsvej, alligevel er der store roser til den tyske stats måde at vise opmærksomhed og hensyntagen til det cyklende folkefærd på. Kun på de helt små veje uden for lands lov og ret findes der indtil videre ikke cykelstier ved vejbanen. Det er ret imponerende.

10 9 Jeg er på et rygsæksherberg her i Osnabrück, og slig institution skulle ifølge den lokale turistinformation findes i alle større bysamfund over den nærmest ganske verden; god oplysning. Overnatningsprisen i enmandsrum er ca. 230 kr., hvilket er en smule billigere end hostal. Kort kan jeg sige, at Osnabrück er en halvstor by med en gammel og fin bykerne; gevaldigt gammel rådhus, halvimponerende katedral med omkringliggende kirker, der stræber efter at gøre deres rang værdig. Forventer mindst at nå til Münster i morgen. Kort kan jeg sige, at knæet klarede sig rimeligt pænt de første 50 km, derefter satte det ind med svær modstand primært i form af utålelige smerter Sen opstart med 36 km (821) til Bad Iburg, vindstille og blandet sky og sol, forrykt dårlig kortbeskrivelse samt information fra folk undervejs, kørt næsten dobbelt distance i forhold til det antal kilometer, jeg er kommet frem på ruten, 2 mindre bjerge, men hold da kæft hvor det trækker tænder, den ene stigning gennem skov på smattede stier, jeg skal have fjernet noget bagage. Nu hvor jeg sidder på det lokale hostal og har fået fordøjet aftensmaden, er tingene faldet noget til ro - men absolut ikke på plads. Det har været halvhårdt og fandens frustrerende. De gale informationer koster uforskammet meget energi; man tror, og så er det galt, bum. Som nævnt, må jeg nok se i øjnene, at en del af min bagage skal sendes hjem. Min trailer er tung som et ondt år, så snart de første procenter opad sætter ind, og det fik jeg virkelig at mærke her på min første egentlige dag med små bjerge. Tanken om telt og vågnen op til koens gumlen, må jeg sende en hvid pil efter. Reelt, kan jeg i dag se, bliver det ganske få gange, jeg vil benytte mig af teltliggermuligheden. Det er så den erfaring, og den må jeg blot tage ad notam. Alt overflødigt forventer jeg at sende hjem på mandag fra Münster. Det bliver mellem 1/3 og ½, der forsvinder fra den samlede bagage. Det kommer til at kunne mærkes, også rent manøvremæssigt. Jeg har mødt venlige og velmenende folk i dag, min galle skal ikke gå ud over dem. Jeg er blevet budt på mad og drikke, verden er bestemt ikke af lave. Nej, men lidt svært, synes jeg nok, at det har været. Min ide var at skrive lidt om velkendte livsbetragtninger sat over for det selv at have fingrene nede i bolledejen og med hvad det kan betyde/få af betydning. Overskuddet er der ikke alligevel p.t. derfor må det vente. En god opstrammer af næsten hvilken som helst art ville være velkommen lige her og nu Sidste vejrrapport i denne omgang. Afgang 9.15 til Münster, 42 km (863), fladt som i Holland, vindstille, godt 2½ time (fornemt gennemsnit), mit venstre knæ færdigt for nu, overskyet og uendeligt gråt. Katedralen i Münster i Tyskland.

11 10 Jeg sidder på mit hotel nærmest over for hovedbanegården, hvortil jeg midt på eftermiddagen gik min canossagang for at bestille en enkeltbillet til Danmark i morgen. Jeg er rigtig ked af det, men ved i samme åndedrag, at jeg havde bedraget mig selv og min pengepung, om handlingen ikke var sket. Jeg kan ikke lege Tarzan. Mit venstre knæ har det sådan, at jeg godt kan køre videre med det, som det er, det vil bare betyde, at jeg får alt, alt for korte dagsstrækninger, for mange indkvarteringer og det viser sig nu, at mine problemer med knæet starter tidligere og tidligere op. For mig er det intet nederlag; nederlaget havde været der, hvis jeg bare var fortsat og havde troet, at jeg kunne overvinde alt, når blot troen var i højsæde. omstændigheder i min verden Ankomst Holstebro efter 9½ time i tog fra Münster; den heroisk ventende Poul Erik fragtede udstyr og mig de sidste kilometer til Harboøre. Her stod den på forårsruller (intet symbolsk i det), en smule øl og det velkendte sovegemak. Lidt ro nu og Vesterhavstur i morgen. Jeg kommer stærkt tilbage!! Jeg har i dagens anledning leget lidt turist, hvilket betyder, at jeg har set på kirker. Pænt storslået, som det jo skal være i en storby. Tænkeboksen venter i de hjemlige gemakker. Hvad der sker, må guderne vide, sikkert er det dog, at jeg bestemt på en eller anden måde må ud igen sidst på foråret - først på sommeren. Jeg kan heldigvis endnu ikke danne mig et billede af, om det bliver vandring eller en ny tur på cyklen. Knæet, tror jeg selv på, skyldes ikke cyklingen, kun mine fald i starten med deraf kommende uheldigheder, så det bliver ikke er spørgsmål om, hvor jeg vil vandre, cyklen står stadig i lige så høj kurs som støvlerne. Jeg tror ikke, det er særligt specielt mine næste få ord. Den fysiske situation har selvfølgelig påvirket mig meget, også psykisk, og med mit ikke alt for stærke psykiske overskud for øjeblikket kan det ikke undgå at indvirke på min beslutning. Jeg føler, at det, jeg gør nu og her, er alt for kønsløst. Den negative cirkel hænger for meget på, og det funker under ingen Mit hotel i Münster i Tyskland. Så er jeg atter tilbage i Münster, samme hotel, en etage højere oppe (forhåbentlig også symbolsk). Kom til Gitte og Lars i går og forlod Odder i dag til morgen for at tage toget 8.43 fra Århus Hovedbanegård. Gitte fik overladt min bil ved ankomsten til stationen; håber ikke, jeg skal se køretøjet igen før om rundt regnet 5 måneder. Godt 9 timer undervejs, og til DB s fortjeneste skal siges, at alt er gået efter bogen. Jeg har fået karrypølse med brød ved banegården, har købt et par øl til fejring af tilbagekomsten, har konstateret, at Danmark har tabt i ishockey til Tyskland,

12 11 må erkende at have misset 2 ting i Harboøre (nøglen til den ene cykellås samt sikkerhedsflaget til montering på traileren), kan med glæde mærke, at alt går lettere med den noget nær halve bagage, og så har jeg en ide om, at jeg har glemt at notere et faktum, som ellers lå tæt på tasterne gang efter gang i sidste ombæring. Vi/jeg har haft en ret sikker formening om, at ordet moin som hilsen er et helt igennem sønderjysk begreb. Det kan jeg nu med temmelig stor sikkerhed på den gode side af 100 % erklære, er en fra min side fatal fejlopfattelse. Helt herned til Münster er denne hilsen fulgt i mit cykelspor morgen, middag og aften. Uden at involvere mig i de store undersøgelser vil jeg forsøge i det små løbende at få fundet en mulig velbegrundet forklaring på fænomenet. Det er ikke øverst på dagsordenen, men har alligevel optaget mig de fleste cykeldage. Hvad morgendagen byder på, ligger helt og ubekymret på den anden side af nattesøvnen. Jeg skal blot sydover; nogen må fortælle mig vejen ud af byen, måske bliver jeg så heldig, at jeg kommer i besiddelse af et kort. Lige nu ser jeg frem til og udstråler troen på, at intet kan blokere mig i min videre skrækkeligt dejlige tur mod berigelse, glæde, skønhed og livslykke Af sted fra Münster ca. 10, flot cykelvejr med svag modvindsbrise, skyet med få solstrejf, 66 km (929) til Dortmund, knæet klaret sig perfekt, fladt område med optimal mulighed for at få kilometer i kroppen, bagdelen begyndte først at røre på sig omkring de 50 km, hvilket må siges at være helt i top, jeg er rigtig godt tilfreds med min repremiere. De tog røven på mig i morges ved betalingen på hotellet. I går fik jeg fortalt, at en overnatning med morgenmad ville stå i 50 euro, men ved afrejsen blev jeg præsenteret for en regning på 70 euro, hvilket jeg naturligt brokkede mig over beten blev min, der var ingen kære mor. Jeg cirklede lidt rundt i Münster i morges for at finde den rette vej ud af byen til Dortmund eller Essen (helst). Turistbureauerne var grundet søndag lukket, men en hjælpsom ung mand på vej til roning var mig behjælpelig jeg kom på rette kurs. Lige inden da, måtte jeg vente ved en lysreguleret overgang, og i midterrabatten røg trailerens hjul pludselig af. Jeg var lidt konfus, men priste mig hurtigt lykkelig over, at uheldet skete i trækkende tilstand. Det fik heldigvis med lynets hast lystavlen på rette kurs: husk at tjekke dit grej jævnligt (rutinerne glemmes hurtigt alt for hurtigt)! Jeg har kørt fuldstændigt uden kort (altså detailkort). Det kan jeg naturligvis ikke løbe an på fremover; det har dog givet mig en god følelse af, at man kan gøre meget/komme langt uden diverse moderne kommunikationsfremmere. I Werne, efter 39 km, var mit første stop, her havde man middelaldersammenrend på grund af byens års jubilæum. Ret hyggeligt, og her fik jeg for første gang på årets odysse lyst til at dvæle og være med i begivenhederne og den sociale sammenstimlen. Ret lækkert at være kommet dertil mentalt. Min trailer er hos det entusiastiske cykelfolk et stort og hurtigt fremstående samtaleemne. Når jeg stopper op, holder pause eller på anden måde ikke sidder overskrævs på dyret, slår nysgerrigheden ud i lys og klar lue. Det er uhyre få, der har kendskab til denne type, og begejstringen for nyskabelsen har indtil nu kun været overraskende positiv. En enkelt bemærkning mere vedrørende selve cykelturen. Jeg ved fra mine lange

13 12 traveture, at jeg besynderligt nok ikke har behov for nogen særlig optankning med drikkelse under vandringen/cyklingen. Om morgenen inden afgang indtager jeg ca. ¾ liter væske, og så kan jeg som i dag klare mig med en kop kaffe inden for de første 55 km. Med de godt 10 km endnu til Dortmund tog jeg et par ordentlige slurke af vandflasken, men det var ikke af trang, kun af pæn omtanke. Så må jeg ikke glemme, at jeg faktisk også besøgte den ret fine kirke i Werne. Fodboldfest i Dortmund Tyskland. Som sagt, er jeg kommet til Dortmund, helst ville jeg være endt i Essen, men ingen skilte viste mod byen. Når det er nævnt, tror jeg, meningen virkelig var, at jeg skulle ende i Dortmund, hvor Flemming Poulsen i sin tid spillede på byens mesterhold. Kørselen ind fra nord til byen fortalte mig, at dette enorme tyske industriområde her omkring Ruhr i den grad i sin tid har haft brug for ny arbejdskraft, hvilket betyder arbejdskraft udefra, hvilket igen betyder tyrkisk og anden nærøstlig indvandring. På de første par kilometer ind mod centrum var folk på gaden for 75 % s vedkommende af anden etnisk baggrund end germansk. Det overraskede mig ret så meget. Byen Dortmund står på den anden ende. Man har vundet det tyske fodboldmesterskab (med Bayern som nummer 2) før de sidste afsluttende kampe var færdigspillede, og i går aftes vandt man så på det olympiske stadion i Berlin den tyske pokalfinale, netop over Bayern. The dobbel er i hus, og det er første gang i klubbens 103 år lange levetid. Byen står på den anden ende; det føles nærmest som alle her inde i midtbyen er klædt i gult og sort, holdets klubfarver. Euforien nærmer sig bristepunktet. Sang, skrål, glædesudbrud, øl, kådhed, lokalpatriotisme, ja, det hele vælter ud og oveni hinanden. Og så foregår det hele alligevel roligt og gelinde. Politiet er talstærkt tilstede, bilerne ses overalt i bymidten, men de par timer, jeg har brugt i iagttagerens rolle, afspejler kun glæde og lystig fordragelighed. Intet optræk til noget, der ligner uro, og politiet nyder tydeligt sin fredelige og tilbagetrukne rolle. Det er faktisk ret lækkert at konstatere på nærmeste hold. Her under skrivningen hører jeg gemmer vinduet, som vender lige ud til fodboldmekkaet her i midtbyen, kun glade udbrud og ølgryntende toner. Lige inden centrum så jeg et hostal/billigt hotel, og her forestillede jeg mig, at jeg nok skulle overnatte. Jeg kom ind i den halvlange kø, udfyldte oplysningsskemaet, og da turen blev min, fik jeg den ikke helt overraskende melding, at et enkeltværelse i dagens anledning var sat op til 180 euro for overnatning, naturligvis med morgenmad. Minimum en 4-dobling af normalprisen! Naturligvis, må jeg nødtvunget sige, udnytter de situationen. Hotellet bliver 100 % sikkert fyldt op, og sådan er det bare. Jeg fik markeret på bykortet, hvor det lokale ungdomsherberg ligger, og her sidder jeg nu til en pris på 39 euro for de samme faciliteter de har godt nok lagt 6 euro på i dagens anledning det er dog til at bære. Min ide i morgen er at nå frem til Køln. Jeg har ingen klar fornemmelse af, hvor lang turen er. Kommer jeg ikke på den anden side af de 80 km, håber jeg, mine intentioner omsættes til virkelighed.

14 Forlod Dortmund rimelig uproblematisk ca. 9.30, kom til Witten lidt før 11, hvor min trailer blev kørt over og hjælpen var nær, forkert vejledning i byen med små 10 km på tabslisten, lettere modvind og fuld solhimmel, stigning på godt 800 meter inden ankomsten til Wuppertal, en del bjergkørsel og 55 km (984). Alt gik i det store og hele som efter en snor indtil Witten, hvor jeg holdt stille og ventede på grønt lys. Jeg skulle lige over krydset, og bag mig dytter en galning, som skal mod højre, ad mig. Jeg kører almindeligt frem og han drejer hurtigt mod højre, hen over min trailer!! En tiendedel af et sekund bliver jeg lammet, men så kommer fagterne og råbene i højsæde for at få ham stoppet, men han fortsætter bare uforstyrret ud ad vejen. En kvindelig bilist fra modsatte retning ser min reaktion og stiger ud for at se, om jeg er kommet galt af sted. Hun bliver sat ind i situationen, og fluks tager hun over. Hun var på vej til skole med sin datter, men her skal handles. Skadevolderen er over alle bjerge, så hun kørte mig med min oppakning og trailer til det nærmeste værksted, som så henviste os til det og det mulige cykelværksted. Ting var krøllet sammen, værst af alt var dog, at trailerens aksel var brækket og selve trailerophænget til hjulet var vind og skæv. Datteren blev hurtigt kørt til skolen, og vi kørte km for at nå frem til værkstedet. Moderen, som hedder Marion, fik hurtigt sat personalet ind i sagerne, og i løbet af 20 minutter var min trailer standert. Inden jeg fik set mig om, havde hun betalt, os begge og grejet ind i bilen igen og tilbage ad motorvejen til min låste cykel i Witten. Godt en time varede seancen, surrealistisk og dog helt nede i jordhøjde og til at føle på. Fantastisk kvinde, denne Marion. Hun skulle lige hente sin yngste søn, inden jobbet kaldte kl. 13 i Dortmund. Temmelig ufattelig oplevelse. Men jeg sluttede Witten af med forskellige fejlinformationer, som kostede i omegnen af 10 km ekstra. Min ide var at nå Køln inden aften. Det blev en umulig opgave; dels ligger Køln længere sydover, end jeg forventede og dels kom de reelle bjerge mig i vejen. De fleste af de sidste 25 km bød på mindre og større stigninger, og gårsdagen strabadser sad tillige en smule i benene. Dejlig afsluttende nedkørsel til Wuppertal, hvor jeg straks søgte rådhuset for at få informationer om overnatning. Kontoret var lukket, men rådhusbetjenten var stadig på arbejde. Han var på en runde, da jeg stillede op ved hans kontor. Min cykel havde jeg låst og stillet ved sidevæggen til trapperne ved hovedindgangen. Rygsækken efterlod jeg på traileren. Jeg gik tilbage til hovedtrappen, hvor jeg både kunne holde øje med cyklen samt observere, hvornår betjenten kom tilbage til kontoret. Jeg kigger ned på min cykel, og klods op ad den sidder nu en midaldrende mand godt pyntet med sår og skrammer. I sin højre hånd roder han lidt med sin lommekniv, og pludselig begynder han at lade sin venstre hånd glide hen over rygsækken. Jeg oplader rimeligt roligt min røst, og hans blik vendes hurtigt op mod mig, og lommekniven luskes ned i lommen. Han bliver temmelig fammel og forlader ret hurtigt og duknakket stedet. Ja, en stakkels narkoman, men jeg må erkende, at optrinnet ikke huede mig. Jeg fik en beskrivelse af rådhusbetjenten på herbergets beliggenhed. Og der fik jeg lige det sidste skud for boven. Op ad bjerget på modsatte side, en stigningsprocent, der kan tage luften fra alle, der ikke lige er decideret bjergspecialist. I sådan sammenhæng er det ikke kun himlen, der huserer i de øvre luftlag, helvede indtager i selve nuet en lang, lang sikrere placering der. Her mødte jeg min kommende nats sovekammerat fra

15 14 Kiel. Der var kun plads til mig, hvis vi kunne dele værelse og det har vi så gjort. Han skal for øvrigt også til Santiago. Regner med at nå Køln i morgen, selvom første del af ruten skulle være temmelig bjergfyldt Regntøj på det meste af dagen, afgang omkring kl. 10, 55 km til Køln (1.039), væltet 2 gange, mindst 32 km s bjergkørsel, Jozef min sovekammerat måtte indkassere en punktering, halvkoldt, en smule vind og regnen kom (dukker ret ofte op i mine erindringer, når regnen ikke er ønskværdig). For første gang er det blevet til partnerskab på ruten. Josef (som jo også skal til Santiago) ville som jeg afslutte dagens etape i Køln. Han har cykel-gps, og jeg må i den grad erkende, at jeg blev duperet og imponeret. Han tastede start og slutpunkt ind, og vi kunne trygt lade os navigere af apparaturet, teknikken fungerede perfekt, selv på de smalleste og korteste strækninger. Måske bliver jeg nødt til at få ejerskab af en tilsvarende, sagde hunden. Endnu en dag, hvor jeg måtte bide i asfalten. Josef var førerhund grundet navigationsudstyret, og jeg fulgte ham jo bare. Det, tror jeg, medførte, at jeg glemte alt om egne rutiner, ja, så lå jeg der. Jozef er rutineret cyklist, han er i klub og træner hele året. Han hjalp mig med at få indstillet fjedrespændingen korrekt i pedalernes klips, så nu håber jeg, problemet en gang for alle er løst. I morgen skilles vore veje atter, han skal have en dag fri og fortsætter torsdag ad anden rute, end den jeg følger i morgen mod Aachen. Efter vores bjergfærd havnede vi i den mindre by, Altenberg. I tidernes morgen fungerede det stadigt eksisterende kloster med dets enkle og smukke katedral som et vigtigt religiøst knudepunkt. Her indtog vi et par velfortjente kopper kaffe oven på tindernes besejring. Ved den første café fik vi læst ordnung muss sein-teksten, fordi cyklerne kom en smule for langt ind på gårdspladsen, så vi valfartede til naboen, hvor græsset syntes grønnere. Vi er på byens ungdomsherberg tæt på centrum og den fantastiske katedral, og for 28 euro pr. snude har vi vores eget værelse med eget bad og toilet, inkluderet er morgenmaden naturligvis, som generelt har været rigtig god på alle tidligere herberger. Jeg stopper, Josef har budt på en afskeds-øl ude i byens vilde liv Køln blev til morgen kl. 10 udgangspunktet for den længste etape indtil nu, nemlig 92 km (1.131) til Aachen, helt overskyet, en god halv time med hagl og regn, hvor jeg drak brændenældete hos en forbarmende tysk kvinde til sluserne lukkede sig igen, kraftig sidevind (fra vest) og skråtstillet modvind. Det var lidt svært for mig at få de rette billeder frem om dagens mulige forløb. Blæst, trist himmel og halvkoldt vejr var dagens menu, så ideen om en lang tur hang bestemt ikke og svingede med på pedularmens rytmiske balancegang. Jeg kæmpede en pæn del, kæmpede på en måde, jeg ikke rigtigt kunne finde mig tilrette med; ruten var generelt flad i modsætning til gårsdagens kuperede terræn. Selvfølgelig en selvdræbertanke, jeg fik skruet sammen oven på dagens ridt i går. Men det her med fladt og bare derudaf lå latent i luften. Vejrgudernes svigten fik mig til at glemme alt det onde med opstigningerne, for i det mindste havde jeg da nogle herlige og lange nedkørsler. I dag på flad vej havde jeg kun utålelig vind, fremdrift til tider på kun 8 km/t ad helvede til! Utroligt, som man

16 15 tror, man kan narre sig selv midt i situationen. Nok om den side. Jeg fandt faktisk ud af at klare mig godt igennem, som kilometerne skred bag mig, og ud over et mindre uheld små 20 km før Aachen, hvor en tyrkerdreng ikke fik rykket sig sammen med de andre ved stoppestedet, hvilket gav et sammenstød mellem ham, hans ven og mig på min cykel, så er det alt i alt gået forbavsende godt. Jeg har det fint i kroppen; nu her under indskrivningen mærkes trætheden dog som snigende ulv, men tilfredsheden har samtidig vundet indpas. Mit første reelle mål på turen var at komme til Aachen for at opleve Carl den Stores sarkofag i byens katedral. Han er jo en stor del af hele Jakobsmyten. Nu sidder jeg installeret på hotel Krone til 40 euro ikke langt fra centrum og derfor heller ikke langt fra katedralen med graven. Det er ret håndgribeligt og samtidig både lidt ærefrygtigt og halvuvirkeligt. Men jeg skal hen og hilse på i morgen. Josef var dybt engageret i edb-verdenen, inden han lod sig pensionere sidste år. Han ved rigtig meget om alt det brugervenlige og tekniske. Her til morgen under spisningen inden jeg tog af sted, fortalte han temmelig meget om alt det, jeg burde sætte mig ind i samt lære at gøre brug af vedrørende gps, hvis jeg virkelig ønskede at anskaffe mig dyret og skulle få glæde ved det. Det lød rigtigt og aldeles fornuftigt, og min umiddelbare reaktion var og er, at jeg lige må spise brød til i min nuværende noget flagrende og meget alenesituation. Om det bliver til overliggerdag i morgen, vides endnu ikke, hvorom alt er, så går der nok mindst en ½ dag her på stedet. Jeg har forskellige småplaner til forbedring af mit udstyr; om det bliver her, i Belgien eller Frankrig tingene kommer til at ske, vil jeg sove på; men først og fremmest vil jeg lægge mig, fordi jeg nu ubønhørligt mærker sovesignalerne tordne frem fra alle sider Det har været en rigtig fin overliggerdag, solen har vist sig fra sin bedste side fra morgenstunden af til solnedgang. Jeg er på hostal, da jeg bestemt regnede med, at opholdet der ville være billigere end mit hotelbesøg sidste nat. Men jeg har taget fejl. Her betaler jeg små 3 euro mere for ringere service. Her er der ingen toilet og bad på værelset i modsætning til hotellet. Her skal du selv rede op uden at få håndklæde med, fjernsyn (jeg bruger det ikke) er ligeledes en mangelvare, hvilket også gør sig gældende for internettilslutning; så alt i alt et rimeligt dårligt bytte (hvilket jeg også uden omsvøb har ytret mig om). Hermed er brokken ovre. Katedralen i Aachen Tyskland. Godt middag cyklede jeg ind til centrum (hostalet ligger ca. 3 km fra bykernen) for at opleve katedralen med Karl den Stores knoglerester. En ret enestående kirke i sin ændring fra romansk til gotisk troshus. Ligeledes rådhuset, som Karl (mener jeg) i sin tid fik bygget til kroningsbygning (jeg mener, at 35 kongen i tidernes løb siden Karl er blevet indviet her i byen). Kirkeskattene i bygningen nær ved katedralen har et omfang, som synes uden fornuftsmenneskelige dimensioner; du

17 16 bliver næsten nødt til blot at sige nå, når du forlader skatkamrene. lang og yderst spændende og latterfuld snak, men tiden løb på god vis fra os. Han er på en kort cykeltur i området (kommer fra Bremen-egnen) og skal cykle til Køln i morgen for at fortsætte videre til sin datter i Wuppertal i overmorgen. I morgen kommer jeg til Belgien; hvordan og præcist i hvilken retning, må morgendagen efter snak med forhåbentlig kyndige folk afgøre. Lidt underligt alligevel, nu kører jeg altså atter ind i nyt land. Ja, men sandt bliver det. Alter og skrinet med Karl den Stores knogler i Aachen Tyskland. Inden det kirkelige besøg så jeg prisuddelingen af den årlige ret attraktive internationale Karls Musikerpris fra Aachen. Bunkevis af betydningsfulde personager samt blomster på scenen. Efterfølgende et formidabelt acapello-kor på 13 mandlige medlemmer, som sang os alle ind i himlen. Dette arrangement har uheldigvis medført dette, at alle butikker i dag har været lukket, hvorfor min seriøst nedskrevne huskeseddel til cykelforretning må vente med at blive ført ud i livet til Belgien eller Frankrig. God oplevelse her, rådhuset trænger dog til en mere end kraftig gang afrensning. Mine gøremål i dag har overraskende alligevel givet 20 km s cykling her i nærområdet. Mine notater fortæller om et familiedrama med en fotosituation, en uovertruffen smuk gravid kvinde (med i familiedramaet) og det utroligt farlige med at skrive om kønssammensætning og udseende, og for øvrigt også lidt om tiggeriets relativt pæne udbredelse på forskellig vis. Det bliver ikke nu (hvis det overhovedet bliver), da klokken nærmer sig de 23. Jeg mødte en meget venlig tysker først i 50 erne, da jeg satte min cykel i garage, og han inviterede på en drink. Det blev til en Gråt i gråt startende kl. 10 mod Huy 90 km (1.221) længere fremme, skrækkeligt dårlige veje indtil videre i Belgien, pæn vind både som med- og modspiller, nærmest kun kørt i dalområdet langs floden Muese. Lige en rettelse til i går. Det var jo Kristi Himmelfartsdag, så derfor de lukkede butikker. Jeg oplevede på intet tidspunkt nogen grænse mellem Tyskland og Belgien, pludselig var der bare ene køretøjer med belgiske nummerplader. Og de har faret mig ubehageligt tæt om ørerne. 95 % af kørselen i dag er foregået på offentlig vej uden cykelsti pænt problematisk, og jeg formoder, at det bliver den samme situation gennem den resterende del af Belgien (negative tanker, dog nok realistisk tænkt). Igennem Liége gik det, storby med klare muligheder for at fare vild, men ikke desto mindre forløb passagen smertefrit til trods for, at mine eneste navigationsmidler har været 6 nedskrevne bynavne. For øvrigt er det første gang siden min sømandstid i starten af 60-erne, at jeg besøger Belgien. Numar, som jeg passerer i morgen ligger ved Muese, og det har hele dagen begunstiget mig med kørsel i dalområdet med udsyn til de smukke og frodigt

18 17 beklædte bjergsider samt den livlige flodtransport på de enorme flodpramme på den meget slusebetjente vandvej. Byerne, der passeres, vidner ubetinget om sværindustriens og råstofudvindingens epoke. Smalle 2-etagers bygninger, som i den grad trænger til er kraftig gang afrensning. Og a-kraftværkerne både her i Belgien og Ruhrområdet i det tyske vidner i høj grad om behovet for stor energitilførsel og forbrug. Jeg har passeret 4 styk de seneste dage, og det sidst passerede ligger blot rundt regnet 5 km fra Huy centrum, direkte op til byens store indfaldsvej. Der skulle lige en mindre omjustering til rent sprogligt ved overgangen fra tysk til fransk. Mit franske er kummerligt, og når det så tillige her i starten alt for naturligt bliver iblandet mine få spanske gloser, kommer jeg noget let på herrens mark. Men folk er ubetinget hjælpsomme, forstående og venlige. Mine få ord, deres fagter og betoning har indtil nu alligevel været nok til at redde mig sikkert de 90 km frem. Ved ankomsten til Huy stoppede jeg op, kun for at få mig en velfortjent kop kaffe. Jeg var ret fast besluttet på at fortsætte de sidste 30 km til Namur; kroppen havde det fint, kørevejret var i top og jeg ville godt lige prøve en dag på den anden side af de 100. Cafeen var nærmest et tilløbsstykke for ældresagen. Alt under 60 år kunne tælles på en hånd. Og alle var interesseret i en snak med dette nordiske gale menneske. Og så kort før kl. 18 rejste folk sig op i større og mindre grupper nu gik det hjemad. Jeg ved ikke, om aftensmaden stod nært for døren. Jeg blev siddende lidt, og for at undgå ombeslutninger, bestilte jeg og drak en øl; jeg skulle ikke videre. Hvis jeg var fortsat, ville jeg i gunstigste fald ankomme Namur rundt regnet Det ville medføre hurtig spisning og direkte i seng. Jeg sidder på mit hotelværelse i Huy og skriver, og jeg behøver ikke at bevise overfor mig selv, at kroppen og styrken er meget tæt på toppunktet. Jeg ved, hvor mit fysiske og psykiske ståsted lige netop nu befinder sig. Det var for øvrigt ret sjovt at se skiltene med Liége og Bastogne. Den belgiske cykelforårsklassiker Liége-Bastogne-Liége har jeg med stor interesse fulgt adskillige gange, nu har jeg selv været ude på ruten. Samme fornemmelse havde jeg, da jeg passerede Standart Liéges fodboldstadion. Denne selvoplevelse vil sætte ting i sving næste gang, jeg ser aktører fra området i flimmerkassen Gårsdagen bød absolut ikke på nogen mulighed for nedfældelse af ord, derfor både i går og i dag i dag. Udgangspunktet var Huy med det efterhånden klassiske tidspunkt km (1.328) til Lobbes over Namur langs Muese og senere Sambre flod- og kanelsystem, smukt, perfekt uden vind iblandet skyer og sol, nærmest kun dalkørsel, farten i højsæde. Derfor en korrektion med dagens oplevelser in mente. Cykelruterne langs floderne, som jeg indtil nu har oplevet dem, er ganske perfekte, alle andre steder er de stadig på et stadie, jeg ej troede nogen vesteuropæisk nation ville tilbyde sine indvånere. Jeg skulle ifølge instrukser i Namur fortsætte med at holde mig til flodbredden af Muese, alligevel måtte jeg efter 25 km konstatere, at jeg befandt mig ved Sambre flod- og kanalsystem. Hvad, der gik glat, vides ikke, hvorom alt er, viser det sig nu, at det var en klar positiv fejlinvestering. Det var en ren fornøjelse for mig at fare de godt 100 km ud ad ruten. Vel var det i dalområdet og bakkerne var ganske få, ikke desto mindre føltes det virkelig for første gang så stærkt og ægte, at det var

19 18 mig, der havde tjek på tingene helt igennem. Under vejs cyklede jeg ind i 3 forskellige festivals. Det er folkloretid i Belgien for øjeblikket, og det fejrer befolkningen lokalt helt på egen og traditionel vis. Hvor meget det har sammenhæng med de politisk-nationale problemstillinger mellem den nordlige og sydlige del af landet, kan jeg i sagens natur ikke på stående fod gennemskue, et muligt bud blæser alligevel i den retning. Og så skal jeg ellers lige have lov til at formidle den fantastiske belgiske hjælpsomhed. Lige meget af hvem og hvornår, så bliver alle sejl sat til for at tilfredsstille en simpel dansk cyklist absolut bedst og mest muligt. Kort før de 100 km var rullet ind på tavlen, kom jeg til den sidste festival (langs Sambre) inden Lobbes. Humøret var højt, jeg fik skænket en lokal snaps af de muntre festrødder til at forsøde de resterende omdrejninger på, og udmeldingen var, at rundt regnet 10 km længere fremme var der et hotel, som jeg kunne regne med indkvartering på. Det lød som sød musik, snapsen hjalp mig frem. Hotellet lå ganske rigtigt som beskrevet lige over for stationen; alt var bare lukket og slukket, hotellet fungerede ikke længere. Der stod jeg, næste hotel lå godt 30 km længere fremme en lang og begmandsglødende næse. Så kom en hund med en korpulent herre frem på scenen, og de kunne i fællesskab fortælle, at der rent faktisk var et ret nyt men til gengæld pebret prismæssigt hotel 5 km fra, hvor vi stod. Jeg takkede og fik hjulene i gang. Sød receptionist, som venligt men uden det store omsvøb kunne berette, at alt var optaget, intet i miles omkreds var at få grundet folkloretiden. Der sad jeg i cykelspaghettien, og dog fast besluttet på ikke at køre videre. En hesteskole lå lige op ad stedet, og jeg spurgte, om der mon kunne være nogen problemer i, at jeg fandt mig et udendørssted der. Det mente hun ikke, ville blive problemfyldt. Jeg satte mig ind på restauranter og bestilte en velkvalificeret og til overmål lækker middag; når jeg skulle sove udendørs uden vederlag, måtte jeg dæleme ofre et gedigent kosttilskud på mig selv. Middagen blev vel overstået, og jeg indlogerede mig på rytteriets svalegang, masser tøjlag, og så har jeg heldigvis stadig mit smalle men yderst tjenstvillige liggeunderlag hos mig. Mit natlogi på svalegangen i Lobbes Belgien. En lang og til sidst mere end pænt kold nat min sovepose lod jeg her i sidste ombæring blive i det danske, så kun silkelagenposen gav mig omsorg. Med ordene her kan det så konstateres, at jeg stadig er på højkant. I dag er det blevet til 32 km (1.360) til Mons, pænt bakket uden egentlige bjerge, temperatur, vind, sol osv. på plads. Da jeg kom til Mons, besluttede jeg straks, at her stopper jeg cykelfesten for i dag. Knap nok var jeg jo kommet i gang, men det duede slet ikke at fortsætte sydover mod Paris. Og det er jeg rigtig glad for ikke at have diskuteret med undertegnede. Dagen startede fornemt så smuk, så smuk. Jeg havde pakket mit grej og var

20 19 klar kl. 8. For god ordens skyld ville jeg lige omkring hotellet for om muligt at få lov til at bruge deres toilet inden afrejsen. Selvfølgelig kunne jeg låne det, og for øvrigt var det første hold gæster lige rejst, så hvis jeg ønskede et bad, kunne jeg kvit og frit bruge deres badeværelse. Morgenmad til 7 euro med mere end næsten alt hvad hjertet kan begære skulle jeg naturligvis også lade mig friste af, hvis ønsket lå der. Bad og morgenmad til bristepunktet, hjælpsomhed langt ud over det sædvanlige, tag med dig, hvad du skal bruge undervejs osv. Snak og grin i de skønneste positive cirkler, et par igen, der skulle snakke om min tur, invitation til morgenmad, hvis jeg ikke allerede havde indtaget den. Skønt og hjerteskærende. Nedture markerer sig, men den positive verden, hjælpsomheden, påskyndelsen, den gode snak og alt, alt det, det er heldigvis det, der fylder og hvor er det befriende og glædesfyldt. Normalt plejer jeg for øvrigt altid at smøre en frokostpakke ved morgenmåltidet, men her blev jeg opfordret til det. I Mons er jeg blevet indlogeret på det lokale ungdomsherberg. Jeg er holdt op med at bede om enkeltværelse, det bliver en alt for kostbar foranstaltning at fortsætte med. Jeg tog billigste overnatningsmulighed, og her først på aftenen viser det sig, at jeg er alene i 4- sengsrummet med eget bad og toilet samt morgenmad til 20 euro. Jeg har godt af denne pause her i byen, både fysisk og psykisk. Det er problemfrit for mig, det skal bare ikke friste mig til at arbejde af sted med 180 i timen. På sin vis skulle denne tur her tage dobbelt så lang tid, som planlagt. En af mine skønneste beskæftigelser er at lege fluen på væggen, en rejsedel, der burde fylde og betyde lige så meget som alt det andet, jeg gør. Jeg har nydt torvet i byens centrum var heldigvis inden døre den halve times tid, regnen viste sit ansigt været i den store katedral, der vidner om fordums magt og rigdom (en meget smuk Jakobsfigur havde en central plads i kirkens skatkammer). På torvet gik en ny-punker med sine tatoveringer til langt op over halsen frem og tilbage i en evighed, og jeg fik ham naturligvis hurtigt placeret, fjols, som jeg er. Var han ude efter en pung osv. Pludselig forsvandt han ud af mit synsfelt for så atter at dukke op med sin punkerkæreste i hånden. Hvor blev jeg lille. På torvet er der et yderst interessant springvand. Det er opdelt i 4 sektioner, og hver sektion henholdsvis giver sit eget show samt kombineres på forskellig vis med de 3 øvrige. Det har været et studie i grundlæggende psykologi at se børnenes reaktioner og handlingsmønstre omkring kaskaderne. Hele spektret fra den uvidende og fra den tykke pige bagest i klassen, som henholdsvis bare er til stede i oplevelses- og handlingsbilledet og for den andens vedkommende ganske enkelt gør alt for at opdrive en sejr til den intelligente, som arbejder sig frem og lærer rigtig meget nyt for så til tider at glemme hjernen og falde i vandet. Jeg kom til at tænke på Kurt Thorsen under seancen. Han ville også, som den intelligente person han vitterligt er, falde igennem på et tidspunkt i den tro, at han kunne gå på vandet. Når det var sket og overstået med våd krop og sjæl til halsen, ville han kort tid efter træde frem i tørt og nystrøget tøj højtsyngende: Her har I mig så tilbage, noget nær uerkendende, at han faktisk ikke kunne gå på vandet. Og så har duerne fundet ud af, at det ikke er grøn cecil, folk ryger her på stedet. Ikke en eneste cigaretstump har deres interesse, og der findes ellers rigeligt af dem. Mere end store smågrise er folk med deres affald. 2 ting. For det første glæder det mig meget, at giro Italia og champions leuge-finalen rager mig en næsten hel høstblomst. Det er