DEMOS En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden Johansen, John Steen

Transkript

1 Danish University Colleges DEMOS En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden Johansen, John Steen Publication date: 2007 Document Version Pre-print: Det originale manuskript indsendt til udgiveren. Artiklen har endnu ikke gennemgået peer-review (fagfællebedømmelse) og redigering. Link to publication Citation for pulished version (APA): Johansen, J. S. (red.) (2007). DEMOS En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden. (2007 udg.) Finland. General rights Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights. Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research. You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal Download policy If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim. Download date: 17. Sep. 2016

2

3 DEMOS 1

4 2

5 DEMOS En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden John Steen Johansen (red.) 3

6 DEMOS processen har genomförts tack vare ett stort engagemang från folkbildnings- och forskningsmiljöer i Norden och med stöd av Nordiska Ministerrådets strategiska medel via NVL. Redaktör: John Steen Johansen Redaktionsgrupp: Ove Korsgård, Erik Amnå, Björn Wallén, John Steen Johansen Layout: Markku Böök Översättningar av sammandragen: Hafida Bouylud, Saara Kurkela Ansvariga utgivare: Nordiskt nätverk för vuxnas lärande NVL och Demos sekretariat Tryckeri: Oriveden kirjapaino, Orivesi, Finland 2007 ISBN: (tryckt version) (PDF) 4

7 Innehåll Forord... 7 Kap. 1: Från reaktivt till proaktivt medborgarskap - utmaningar för vuxnas lärande i Norden Björn Wallén Kap. 2: Et kosmopolitisk demos Ove Korsgaard Kap. 3: Vårt vanskelige demokrati Arthur Danielsen Kap. 4: Att lära sig förlora - reflexioner om demokratins villkor Bengt Göransson Kap. 5: Den nordiske oplysning om social kapital og medborgerskab (Oversættelse af The Nordic Way of Educating Social Capital and Citizenship: Grundtvig and others. Article in Lifelong Learning in Europe LLinE 1/2003) Seppo Niemelä Kap. 6: Tankesmedjor och folkbildning Jorma Turunen Kap. 7: Demokratisk fornyelse i Norden - en mobilisering for bærekraft? veier til fremme av den folkelige deltakelsen Jeppe Læssøe og Kirsten Paaby Kap. 8: Medborgerskab og folkeoplysning i europæisk perspektiv Rasmus Kolby Rahbek Kap. 9: Flexibelt lärande som stöd för demokrati och medborgerlig bildning på 2000-talet Staffan Hübinette, Christer Lindahl, Tore Mellberg, Ingemar Svensson Kap. 10: Multilayered Democracy - er det muligt? Jakob Erle Kap. 11: Folkhögskolorna och demokratifostran - en räddningskrans i den globaliserade världen eller ett tidsfördriv för de redan frälsta och bildade? Henrik von Pfaler Policy rekommendationer fra de nordiske folkeoplysningssamråd Bilag - Roundtable papers Summaries

8 6

9 Forord DEMOS En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden. Med DEMOS startkonferencen i Danmark i februar 2006 begyndte en bredt diskuterende og inkluderende proces for de mange organisationer, der blev involveret i DEMOS projektet. En proces som fortsatte via lokale debatter, Round Tables, seminarer og konferencer og i november 2006 nåede frem til konferencen om Demokratiets dimensioner, folkeoplysningens betydning i Stockholm. Ambitionen med DEMOS var, at skabe en nordisk tænketank som i politik og praksis koblede vigtige forskningsindsatser indenfor de nordiske magt- og demokratiudredninger med den nordiske folkeoplysnings pædagogiske og praktiske kompetence. På startkonferencen holdt Ove Korsgaard og Erik Amnå to centrale oplæg, der på mange måder blev retningsgivende for projektet. Ove Korsgaard talte om medborgerskab og mangfoldighed -Medborgerskabet i et historisk pædagogisk dannelsesperspektiv og om hvilke konsekvenser, det har for folkeoplysningen, når vi anskuer medborgerskab, magt og demokrati på lokalt plan, europæisk plan og globalt plan. Den nordiske tradition for folkeoplysning og folkbildning må have et forhold til begrebet folk. Uden et sådan mister ordet sin mening. Ordet folk er et komplekst begreb med mange forskellige betydninger, der præciserer, hvad man skal forstå ved oplysning. Der er ikke tale om oplysning i al almindelighed, men om folke-oplysning. Man må ikke glemme, at Demokrati ikke kun forudsætter universelle menneskerettigheder, men også et afgrænset demos. Demokrati er med andre ord afhængigt af både universelle principper og partikulære enheder. På den ene side bygger demokrati på menneskerettigheder og lovgivning efter almene principper, og på den anden side på et folk, der udgør en afgrænset enhed, der kan identificeres. Begrebet folk er ikke uproblematisk. Ofte bruges det på måder, det kan være vanskeligt at identificere sig med. Frem for at erklære begrebet folk for udlevet, vil det derfor være bedre at gå ind i kampen om at give begrebet en betydning. Folkeoplysning bygger ikke per definition på en bestemt forståelse af begrebet folk. Folkeoplysning er heller ikke et pædagogisk, neutralt begreb, hvis betydning der er enighed om. Folkeoplysning udgør en kampplads, som forskellige interesser forsøger at præge i eget navn. I denne kamp er det værd at slå et slag for demos. 7

10 Erik Amnå talte på åbningskonferencen om Rettigheder - Folkeoplysning, social kapital og civilsamfundet og pointerede, at en stor del af aktiviteterne i folkeoplysningen ikke har med politik at gøre, men i form og substans udgør en væsentlig del af den sociale kapital i samfundet. Folkeoplysningen i Norden befinder sig mellem marked, stat og civilsamfund. Folkeoplysningens selvforståelse er imidlertid ideologisk forankret i de politiske og folkeoplysende organisationer og det dermed forbundne arvegods. Og identiteten formuleres oftest i tæt relation til civilsamfundet. Både folkehøjskolerne, aftenskolerne, de store oplysningsforbund og folkeoplysningens paraplyorganisationer hævder, at folkeoplysningen er unik. Den kan noget helt særligt. Og kan derfor gøre krav på særlige forhold. Men det er dog ofte meget vanskeligt at præcisere, hvad dette særlige består i. Mange andre uddannelses- og kulturinstitutioner og andre aktører kan med god ret sige, at de har overtaget folkeoplysningens metoder og praksis. Så hvad er det særegne? Måske er det på tide at møde de nutidige udfordringer og justere selvforståelsen. Folkeoplysningens særpræg er ikke meget bevendt, hvis det blot er retten til vedvarende at påberåbe en egenart uden at være i stand til at eksplicitere denne. For ikke at tale om at omsætte den i handling. I hverdagen pendler organisationerne ofte mellem marked og statslige tilskud. Forretningen skal løbe rundt. Selvopfattelsen med den stærke ideologiske fundering er ikke i overensstemmelse med den meget kommercielle praksis. Den ideologiske forankring tilsiger, at folkeoplysningen skal engagere sig socialt og politisk og bl.a. være med til at skabe bedre grundlag for demokrati, aktivt medborgerskab, livslang læring og bæredygtig udvikling. Det er imidlertid de færreste af folkeoplysningens deltagere som går til demokrati. De går til sprogundervisning, foredrag - og meget andet. Gennem de senere år har aktivering og socialt arbejde grænsende til behandling været store, indbringende og vigtige aktiviteter for mange af de folkeoplysende organisationer. Staten tilkalder ofte folkeoplysningen for at løse opgaver med socialt ansvar, information og debat. Især i forbindelse med opgaver med socialt ansvar er det vigtigt, at de folkeoplysende organisationer er opmærksomme på, at der kan ske ansvarsforskydning. Og hvis det går galt. Hvem har så ansvaret? Er folkeoplysningen blevet en myndighed? I markedet er der naturligvis både kunder og almindelige markedsvilkår med konkurrence og alt hvad det indebærer. For at sikre legitimiteten skal folkeoplysningen, udover at være forretning også være autonom med frie tilrettelæggelsesformer. Deltagerne skal have stor indflydelse på indhold og tilrettelæggelsesformer. Der skal være balance mellem forretning og folkeoplysning. Hvis folkeoplysningen fortsat skal medvirke til også at styrke den sociale kapital og dermed den grundlæggende tillid i samfundet skal den vedvarende definere og profilere sig. Folkeoplysningen må hele tiden problematisere egen rolle og forholde sig kritisk til 8

11 egen praksis og til sin afhængighed af stat og kommune som opgavestillere. Hvis ikke vi formår det, risikerer vi, at farvandet mellem stat, marked og civilsamfund bliver folkeoplysningens Bermudatrekant. Det farvand hvor folkeoplysningen forliser og forsvinder. Antologien DEMOS 2006 forelå først som en Pre Print Version i forbindelse med Demokratikonferencen i Stockholm og var med sine mange inspirerende bidrag en invitation til den enkelte læser, foreninger og organisationer om at involvere sig og bidrage til den vigtige demokratiske proces med det elementære demokratiske brændstof: oplysning og samtale. Ambitionerne med projektet er endnu ikke indfriet. DEMOS er stadig på vej som folkeoplysende proces og tænketank og vil med den foreliggende antologi opfordre folkeoplysende organisationer i Norden til lokalt at fortsætte arbejdet med at styrke den sociale kapital og udvikle debatformer og metoder til at øge det aktive medborgerskab. Hvad skal der ske? Du står måske med antologien i hånden for første gang og har læst et par af de inspirerende artikler og overvejer hvordan de kan omsættes til debat og handling i lokalområdet i den lokale folkeoplysning. Kort sagt hvor de kan blive til noget levende i den vedvarende debat om aktivt medborgerskab magt og demokrati. Antologien er ligetil at anvende som grundlag for en studiecirkel. De enkelte afsnit er ambitiøse i indhold og omfang og kan alle danne grundlag for generelle overvejelser og debat i relation til deres emne. I DEMOS glæder vi os til denne mere omfattende og udvidede dialog som forhåbentlig følger efter denne bog og de mange studiecirkler i Norden. I løbet af DEMOS 2006 blev der afholdt tre konferencer, suppleret med skriftlige indlæg og tilskyndelse til de nationale debatter i form af oplæg til Round Tables (se bilag 1) Round Tables samt de nationale projekter om demokrati og folkeoplysning var medvirkende til at levendegøre og udbrede processen. Som produkt af denne delproces foreligger de nationale indspil om policy. Forslag til hvordan folkeoplysningen og demokratiet i Norden kan styrkes. Der findes vigtige referencer til forskning, der er foregået indenfor demokrati i de seneste ti år på Desuden er der mulighed for at læse om, hvordan andre har ladet sig inspirere og formidle egne erfaringer. DEMOS er i sig selv en opfordring til debat og aktivitet. Kort sagt: anvend materialet i organisationerne, på højskolerne og i studiecirklerne. Inviter til Round Tables og lokale tænketanke. Udform forslag til hvordan man kan gå videre med debatten lokalt ved at 9

12 arrangere folkeoplysende debat dage i tilknytning til demokratiske mærkedage. Gør dem til folkeoplysningens mærkedage - DEMOS dage. I de gode nationale forslag til Policy er der megen inspiration at hente. Der er ingen grund til at afvente flere nationale kommentarer. Diskuter lokalt - Er det noget der også kan anvendes eller tilpasses lokalt? DEMOS 2006 viste også undervejs hvor megen inspiration, der er at hente i den nordiske udveksling, nordiske nytte. Det er vores håb, at antologien som den nu foreligger opleves som en inspirerende brugsbog i mange folkeoplysende sammenhænge og bliver afsæt for livlig og produktiv debat. Forfatterne og folkene bag DEMOS ønsker alle læsere god fornøjelse og velkommen som aktive bidragsydere i DEMOS processen og tænketanken. På vegne af redaktionsgruppe og styregruppe John Steen Johansen DEMOS Sekretariatet, april, 2007 DEMOS processen støttes af Nordisk Ministerråd's strategiske midler via Nordiskt nätverk för vuxnas lärande, NVL. 10

13 Kap. 1 Från reaktivt till proaktivt medborgarskap - utmaningar för vuxnas lärande i Norden Björn Wallén...here is one of the tasks of democratic popular education, of the pedagogy of hope; that of enabling the popular classes to develop their own language: not the authoritarian, sectarian gobbledygook of educators, but their own language... as a route to the invention of citizenship. Paulo Freire, Pedagogy of Hope Demokratins alfabetisering I begynnelsen var språket. Inte språket bara som en rad av ord, men som mening och tolkning i en given kontext. Paulo Freires frigörande insikt om språket som en rutt till att uppfinna medborgarskapet träffar direkt på den nordiska folkbildningens puls; utan språk för demokrati, inget lärande till demokrati. Detta spår kan följas bakåt i den nordiska historien åtminstone till reformationens katekeser och biblar på folkmål, kompletterat senare med upplysningstidens kantianska credo: Ha mod att bruka ditt eget förstånd - sapere aude! Folkmål, bondförnuft, arbetarengagemang och upplyst borgarskap visar alla på en proaktiv hållning till medborgarskap i historisk blixtbelysning talets nationalromantik i blandning med upplysning/bildning gav en grogrund för uppkomsten av en rad ideella folkrörelser som under 1900-talet arbetade för det allmänna bästa med folkeoplysning, studiecirklar och andra former av upplysande folklig verksamhet,som även inkluderade politisk partiverksamhet. Polyhistorn Ove Korsgaard har överygande påvisat hur de olika betydelserna av prefixet folk varit en starkt demokratiskt präglad kraft inom nordisk folkeoplysning och folkbildning: Folk som politisk (demos), kulturell (ethnos)och social (plethos) kategori, speglande samtidigt den ideologiska spännvidden innanför de ideologiska utgångspunkterna. Folkbildande insatser har därmed - genom att nå en mångfald av målgrupper - starkt bidragit till en sorts demokratins alfabetisering i Norden. I det begynnande 2000-talet lever vi i en ny era av alfabetisering. Det gamla alfabetet stavades ABC, det nya alfabetet stavas ICT. Sociologen Manuel Castells talar om nödvändigheten av social interaktion inom informationssamhällets flöden, nätverk och nya identiteter. Denna interaktion måste 11

14 läras, i livslånga och livsvida lärande processer, inom och utanför institutionerna, vars politiska och pedagogiska roll successivt minskar. Ett nytt folkbildande alfabetiseringsprojekt behövs, annars hotar demokratin att övergå till meritokrati. Demokrati handlar om fördelningar av makt, eller medel för makt. En ökad mångfald innebär dock inte automatiskt att valmöjligheterna ökar. Den danska Magtutredningen (2003) talar om maktförståelse i temer av centrum-periferi, över- och underdanmark, folk-elit etc. men påpekar samtidigt att ökad ekonomisk globalisering, överföring av beslutsmakt till EU och stärkt massmedial exponering inte ökat de reella valmöjligheterna i politiska beslut: Pluralismen er ikke så omfattende, som vi nogle gange vil göre den til. I ett mångkulturellt, globaliserat sammanhang har nationalspråkens monolitiska ställning förändrats. Den norska maktutredningen (2003) brukar ett starkt begrepp - kolonial språkhierarki - för att visa hur det norska språket lever under press från stark angloamerikansk dominans. Minoritetsspråken är dubbelt utsatta: I forhold til innvandrerbefolkningen er det en vanskelig avveining mellom støtte til morsmål på den ene side og skolering i norsk som nøkkel til deltakelse, integrering og posisjoner i det norske samfunnet på den andre. Alle minoritetsspråk befinner seg i spenningen mellom språklig identitet og majoritetsspråket som døråpner i storsamfunnet. De flesta kurser för invandrare och minoriteter startar med språkstudier och samfundskunskap, en sorts ABC i demokrati, men dock definierad på majoritetsbefolkningens villkor. Var finns den freireska insikten om ett vuxenlärande genom det egna språket, som en utvecklare av demokratiska hållningar? För invandrare och språkliga minoriteter har detta en särskild betydelse i förhållande till deras självbild som medborgare i förhållande till landets majoritetsbefolkning och -kultur. Forskare talar om politisk, social, ekonomisk och kulturell läs- och skrivkunnighet (literacy) som en del av ett aktivt och demokratiskt medborgarskap. Läs- och skrivkunnighet handlar här om att kunna förstå offentlighetens fenomen, demokratins dynamik och politikens komplikationer, att lära sig översätta och tolka kulturella/språkliga koder, och agera på basis av de kunskaperna. Den amerikanska forskaren James A. Banks presenterar begreppet multikulturell läskunnighet och konstaterar att det inte räcker med baskunskaper och färdigheter i en etniskt, språkligt och religiöst differentierad värld: Literate citizens in a diverse democratic society should be reflective, moral and active citizens in an interconnected global world. En aktuell illustration på bristen av multikulturell läskunnighet är den löpeld av protester som utlöstes efter danska Jyllands-Postens publicering av en serie karrikatyrer över profeten Muhammed. De muslimska samfundens fatwa över en av den västerländska demokratins grundprinciper - yttrandefriheten - visar hur skör denna variant av demokrati är i en globaliserad och medialiserad värld. Samtidigt pekar exemplet på att reaktiva mönster ligger närmare till hands än proaktiva hållningar när medborgare mobiliserar sig. 12

15 Från reaktivt till proaktivt medborgarskap Politikforskaren Erik Amnå konstaterar i en analys över 14-åringar i Sverige, att..det är glesare med medborgare som på förhand, proaktivt, utvecklar politiska projekt. Men även om reaktiva förhållningssätt dominerar, är det en myt att svenska ungdomar skulle vara politiskt passiva soffliggare. Genom att konstruera sex olika medborgartyper - väljaren, trotjänaren, sjapparen, främlingen, aktivisten och förgöraren - nyanserar Amnå den stereotypa skalan aktiv-passiv och visar att medborgarna utvecklar olika differentierade strategier för medborgerligt engagemang. Det populära och omtvistade begreppet aktivt medborgarskap bör alltså inte beskrivas statiskt i form av konstruerade motsatspar (aktivt/passivt), utan i stället kan man approchera begreppet på ett dynamiskt sätt, som pendelrörelser mellan reaktions- och aktionsmönster, mellan medborgarnas reaktiva och proaktiva hållningar i relation till demokratiskt deltagande, inflytande och engagemang. Gemensamt för båda hållningarna är att medborgaren tar sitt eget liv och öde i egna händer. I en demokratiutredning beställd av det finska Politikprogrammet förmedborgarinflytande har Aaro Harju (2004) en fyndig definition på aktivt medborgarskap:...människan överskrider sin totala själviskhet, stiger ut ur sitt hem, blir sitt eget livs arkitekt och tar någon form av ansvar för sina egna samfunds framtid. I en numera klassisk uppsats definierar B. Crick (2000) aktiva medborgare som...villiga, kunniga och färdiga att utöva inflytande i det offentliga livet och med kritisk förmåga att bedöma saker före de talar och agerar (förf. kursiv). Detta kunde i sig duga som en definition på proaktivitet, men låt oss utvidga resonemanget en del. Begreppsparet reaktiv-proaktiv är lånat från juridisk organisationsteori och praxis, knutet till spörsmålet om rättvisa.. En reaktiv innehållsteori innebär att folk reagerar på upplevda orättvisor genom att visa och agera ut negativa känslor (hat, förbittring, besvikelse etc.) och därefter ställa krav på kompensation av något slag. Ett reaktivt mönster utgår oftast från en civil strategi att reagera på samhällsförändringar och -fenomen, och kan fungera konserverande, populistiskt, eller t.om. radikalt omstörtande. Reaktiva mönster hämtar sin kraft ur subjektiva, individuella och kollektiva hotbilder, faktorer som genom hela demokratins historia verkat mobiliserande och aktiverande på medborgare, och rentav skapat folkrörelser. Att protestera, säga NEJ, har alltid varit en mäktig medborgarkraft. En proaktiv innehållsteori beskriver hur folk aktivt strävar efter att skipa rättvisa genom att vädja till gemensamma värden och fördela resurserna i enlighet med olika strategier (konkurrens, jämlikhet, enhet etc.) med en rimlig framförhållning. En proaktiv hållning är affirmativ - bejakande - till sin karaktär. Om vi överför resonemanget till en demokratidiskurs, handlar proaktivitet om att väcka framtidsorienterade initiativ, som sedan underställs demokratiskt behandling före eventuella beslut. Inom demokratiteori är begreppet förknippat med möjligheterna till demokratisk autonomi - politisk, ekonomisk och social rättvisa- för möjligast många medborgare. 13

16 Det ovanstående betyder inte att reaktiva uttryck för medborgarskap skulle vara mindre värda eller betydelsefulla än proaktiva uttryck. Den viktigaste dimensionen gäller medborgarskapets ethos - i vilken mån medborgarna i sitt agerande respekterar demokratiska spelregler och universella humana värderingar. Och, vilket Habermas m.fl. deliberativa tänkare skulle tillägga: Til syvende og sidst är det avgörande kriteriet i reaktiva-proaktiva hållningar i vilken mån dessa uttrycker graden av rationalitet i handling och viljebildning. Utmaningar för vuxnas lärande i Norden Vuxnas lärande lever alltså i en föränderlig kontext i Norden under det begynnande 21.århundradet. Europeiseringen, den stegrande individualismen, multikulturalismen och en ökad global medvetenhet ställer högre etiska krav på lärandets innehåll än tidigare. Detta flyttar fokus till åtminstone följande tre tendenser: - juridifiering; ökad fokus på rättighetstänkande och konstitutionella processer. Medborgarskapets status är under omprövning, medan de demokratiska institutionerna försvagas. I Europa söker man efter en konstitutionell infrastruktur som kunde bära ett europeiskt medborgarskap, medan mänskliga rättigheter vinner terräng i jakten på globalt medborgarskap. Kan institutionell dekonstruktion ersättas av konstitutionell rekonstruktion inom Europa/Norden? Hur öka medborgarnas insikter om deras rättigheter/skyldigheter? - inklusion och diversifiering; ökad fokus på lärande av gemensamma demokratiska värden samtidigt som kraven på beaktande av kulturella särdrag ökat. Vuxnas lärande till demokrati har i denna process transformerats från specifika ämnesstudier (civic education) till demokratisk generalia (citizenship education) om medborgarskapets villkor i en dynamisk, livsvid lärande kontext. Vilka pedagogiska och politiska satsningar krävs för att alla medborgargrupper, också de som hotas av marginalisering, inkluderas till fullvärdigt och jämlikt medborgarskap? Hur arbeta med mångfald i pedagogisk praxis? - deliberation; ökad fokus på dialogiska kvaliteter i medborgarnas engagemang i demokratin. Olika fomer av rådslag, sociala forum och hörande-tillfällen lyfts fram som komplement till den representativa demokratins institutioner och röstförfaranden. Kommissionär Margot Wallströms initiativ, Plan D (som i Demokrati, Dialog och Debatt), är ett försök att aktivera kommunikationen mellan EU:s institutioner och medborgarna - ett gigantiskt projekt som kräver bättre folklig förankring och fler genuina mötesplatser för att kunna lyckas bland misstrogna EU-medborgare. Hur kan folkbildningen matcha det ökade behovet av mötesplatser för deliberativa samtal? Rektor Björn Wallén efterlyser ett nytt proaktivt folkbildningsprojekt som går utöver de institutionella ramarna och arbetar med frågeställningar och problemlösningar som 2000-talets nordbor kan identifiera sig med. Under titeln JA till medborgarskap framförs bl.a. följande observationer och erfarenheter: beakta medborgarskapets kontextuella och konstitutionella faktorer i länken mellan pedagogisk praxis och politiska beslut 14

17 observera att demokrati lärs genom en levande växelverkan mellan teoretiska (kunskap, förståelse), etiska (värdekonflikter) och praktiska (färdigheter) kompetenser dimensionera och anpassa folkbildningens metodik på basis av verkningsgraden på kort, mellanlång och lång sikt Den nordiska folkeoplysningen/folkbildningen har ett självskrivet uppdrag att gestalta demokratin som livsform och stöda demokratin som styrelseform. I denna tradition finns dock en oförlöst problembild som gäller självförståelsen i demokratiuppdraget. Problembilden utgår från den tänkbara anakronismen att folkbildningen som demokratins banérförare ändå til syvende og sidst producerar relativt få demokratirelaterade kurser och studieprojekt. I Finland har man inom Politikprogrammet för medborgarinflytande gjort en kalkylering som visar att endast 8 % av folkbildningens kursutbud gäller aktivt och demokratiskt medborgarskap (Turunen 2005). En möjlig lösning på folkbildningens demokratiska dilemma erbjuder Robert Putnams teori om socialt kapital (se kapitel 5), som skapas i förtroendeskapande, ömsesidiga sociala normer och nätverk för medborgerligt engagemang (Putnam 1993). Argumentationen lyder i stort sett enligt följande: Också de kurser som gäller t.ex. sång och musik, hälsa och livsstil befrämjar på sikt ett aktivt medborgarskap via det sociala kapital som genereras i processen. Ovanstående bör naturligtvis underställas en kritisk diskussion. Den nordiska folkbildningen både kan och vill göra mer målmedvetna satsningar på vuxnas lärande till demokrati, men spörsmålet är hur detta skall genomföras i tider av institutionella försvagningstendenser, mindre resurstilldelning till folkbildningen, förskjutningar i medborgarnas engagemang och en utvecklad informationsteknologi som möjliggör nya, alternativa forum för direkt inflytande utanför institutionerna. De skandinaviska makt- och demokratiutredningarna från de senaste åren (Danmark, Norge och Sverige ) ger olika tidsdiagnoser. European Social Survey ger en del jämförelsematerial om medborgerligt engagemang, medan en rad forskningsprojekt och -nätverk kring bl.a. civilsamhället och demokratin fungerar inom och utanför Norden. OECD, UNESCO, EU-kommissionen och Europarådet har utgivit en rad rapporter som betonar vikten av ett aktivt och demokratiskt medborgarskap.nordiska Ministerrådets demokratiutskott rekommenderar en forskningsbaserad demokratistrategi, som i en jämförande belysning beskriver demokratins tillstånd i de nordiska länderna och självstyrelseområdena: I detta sammanhang har skolan, vuxenutbildningen och folkbildningen en viktig roll. Nu är tiden att på basis av den samlade kunskapen utveckla proaktiva hållningar för folkbildningen.både som policy-aktör och praxis-skapare. Det svenska Folkbildningsrådets uppmaning i Folkbildningens Framsyn (2004) kan fungera som ett riktmärke: I ett framtidsperspektiv är det också viktigt att folkbildningens organisationer ställer sig frågan i vilken mån de ser som sin uppgift att reagera på olika samhällsförändringar - och i vilken grad de har ambitionen att agera för att forma framtiden. 15

18 REFERENSER: Amnå, Erik: Medborgarskapets dynamik.reflektioner kring 2006 års förstagångsväljare. Castells, Manuel; Flecha, Ramón; Freire, Paulo; Giroux, Henry A.; Macedo, Donaldo; och Willis, Paul. Critical Education in the New Information Age. (1999) Maryland and Oxford: Rowman and Littlefield Publishers Inc. Banks, James A.: Teaching for Social Justice, Diversity, and Citizenship in a Global World. The Educational Forum 2004:Vol 68, sid Cecchini, Michele: Adult Learning and Active Citizenship. Lifelong Learning and Active Citizenship. EAEA-konferens 2003, Cypern Coetzee, Marielle: The Fairness of Affirmative Action: An Organizational Justice Perspective. University of Pretoria Communication from the Commission: Plan D for Democracy, Dialogue and Debate Bryssel COM 2005: final Crick, Bernard: Essays on Citizenship. Continuum Publishing Company Demokratiudvalget, Nordisk Ministerråd: Demokrati i Norden. ANP 2005:701 En uthållig demokrati! Politik för folkstyrelse på 2000-talet SOU 2000:1. EDC 2005: European Year of Citizenship through Education. På E/Cultural_Co-operation/education/E.D.C/ Folkbildningsrådet: Folkbildningens Framsyn. Framtidens folkbildning, roll och uppgifter Freire, Paulo: Pedagogy of Hope. Continuum Publishing Company Habermas, Jürgen: Between Facts and Norms.Constributions to a Discourse Theory of Law and Democracy The MIT Press (övers. William Rehg). Harju, Aaro: Aktiivisten kansalaisten Suomi. (De aktiva medborgarnas Finland). Justitieministeriet 2004:11 Politikprogrammet för medborgarinflytande Held, David: Demokratimodeller. Från klassisk demokrati till demokratisk autonomi Daidalos, 2 uppl.(övers. Stefan Jordebrandt, Annika Persson, Tore Winqvist) Korsgaard, Ove: Kampen om folket. I Korsgaard, Ove (red.): Poetisk demokrati. Om personlig dannelse og samfundsdannelse. Gads Forlag 2001, sid Korsgaard, Ove: The Struggle Regarding Citizenship. I Korsgaard, Ove, Randi Andersen & Shirley Walters (red) Learning for Democratic Citizenship.AWE

19 Magt og Demokrati. Slutrapport fra Makt- og demokratiutredningen. NOU 2003:19 Magt og demokrati i Danmark - hovedresultater fra magtutredningen Aarhus Universitetsforlag. (Lise Togeby et al.) Putnam, Robert D.: Den fungerande demokratin. Medborgarandans rötter i Italien. SNS Förlag. (övers. Margareta Eklöf) Orig. Making Democracy Work. Civic Traditions in Modern Italy.PrincetonUniversity Press Turunen, Jorma: Think-tankit ja poliittiset säätiöt Euroopassa. Esityksiä suomalaisista toteuttamismalleista. (Think-tanks och politiska stiftelser i Europa. Förslag till finska modeller för förverkligande.) Justitieministeriet 2005:4 Politikprogrammet för medborgarinflytande Wallén, Björn: Nordiska initiativ för aktivt medborgarskap utgående från principen om livslångt lärande. Justitieministeriet 2005:1. Politikprogrammet för medborgarinflytande. Wallén, Björn: Kyllä kansalaisuudelle (JA till medborgarskap). Kansanvalistusseura (Folkupplysningssällskapet)

20 Kap. 2 Et kosmopolitisk demos Ove Korsgaard At Grundtvig i digtet Folkeligt skal alt nu være fra 1848 rejste spørgsmålet: Folk! Hvad er vel folk i grunden? er forståeligt. Men giver det mening at rejse det samme spørgsmål i begyndelsen af det 21. århundrede? Kan ordet folk overhovedet bruges til at bestemme oplysningens karakter i en nutid, der ofte karakteriseres ved hjælp af slagord som globalisering, europæisering, multikulturalisering og individualisering? Er det ikke nødvendigt at lade dette hæderkronede begreb glide ud i sprogets periferi? Er ordet ikke blevet så altmodis og umoderne, at det må ofres på historiens alter? Inden en sådan offergerning søges gennemført, er der grund til at overveje, om man kan have demokrati uden et folk. Det græske ord demokrati er sammensat af to ord: demos og krati, hvilket betyder folk og styre. Demokrati er med andre ord folkestyre. Man kan således ikke tale om demokrati uden at ordet folk indgår. Men hvad menes der med et folk? Hvem udgør et folk? Ifølge den amerikanske demokratiteoretiker Robert A. Dahl findes der inden for politisk filosofi intet problem, der er så vanskeligt at håndtere, som dette uskyldige spørgsmål. 1 Folkeoplysning og folkbildning er ligeledes sammensat af to ord, nemlig folk og oplysning, folk og bildning. Der er ikke kun tale om oplysning i al almindelighed, men om folkeoplysning og folk-bildning. Men hvem udgør folket i denne tradition for oplysning? At svare på dette spørgsmål er langt fra så ligetil, som skåltalerne giver indtryk af. I denne artikel vil jeg først indkredse forskellige betydninger af begrebet folk; dernæst vil jeg sætte disse betydninger i relation til begrebet folkeoplysning, for så at slutte af med et forsvar for begrebet folk. Det klassiske Grækenland Ordet folk er et af sprogets mest komplekse og konfliktfyldte begreber. Det er komplekst, fordi det rummer en række forskellige betydninger; det er konfliktfyldt, fordi flere af disse betydninger står i et antagonistisk forhold til hinanden. I de nordiske sprog har begrebet folk indoptaget så mange betydninger, at det tenderer mod en overbelastning af ordet. I det græske sprog har man undgået en sådan overbelastning ved at bruge tre ord om begrebet folk, nemlig demos, ethnos og pléthos. Demos refererer til en politisk forståelse af begrebet folk, ethnos til en etnisk og pléthos til en social forståelse. Pléthos betyder mængde, hvis mening genfindes i de latinske afledte ord plebs og plebejer. 1 Robert A. Dahl: Demokratin och dess antagonister. Stockholm 1999:

21 Demos (politisk) Folk Ethnos (kulturel) Pléthos (social) I det gamle Grækenland sondrede man mellem ethnos og demos. Selv om alle grækere betragtede sig som hellenere - et særskilt folkeslag med sit eget sprog og egen historie - betragtede hellenerne sig ikke som folk i den politiske betydning, at de udgjorde en samling mennesker med ret til selvstyre i en fælles demokratisk enhed. Det græske demokrati var i sit udgangspunkt ikke græsk, rammen var byen, polis. Athenienserne, spartanerne, korinterne og indbyggerne i de andre bystater udgjorde hver især et folk i politisk forstand. Polis bestod imidlertid ikke primært af borgere, men af huse. I indledningen til sin Statslære fremhæver Aristoteles, at polis består af oikai. Direkte oversat betyder det, at byen består af huse. Oikos er det græske ord for husstand. Hver husstand havde en husherre og hver husherre havde et husfolk bestående af tjenestefolk og slaver, samt børn og øvrige slægtsmedlemmer. Det var kun husherren, der indgik i demos - hvis ellers der var indført demokrati i polis. I Grækenland og Rom var der folk, der ikke kun betragtede sig som borgere i polis, men også i kosmos. En kosmopolit levede således ikke kun som by- og statsborger, men også som verdensborger. Stoikerne betragtede det kosmos, der var gennemstrømmet af logos, som deres hjemland, et land som alle mennesker, frie og slaver, hellenere og orientalere havde del i. Alle kosmopolitter er borgere i to riger, statsborgere og verdensborgere. De hører hjemme i polis såvel som i kosmos, sagt med et ord - i kosmopolis. 2 Det før-moderne Europa I Nudansk ordbog defineres folk og nation som synonyme begreber. Nation betyder folk, det danske folk, flere europæiske folk. I det før-moderne Europa havde ordet folk i Norden imidlertid en anden betydning end i dag. Det fremgår med stor tydelighed af Ordbog over Det gamle norske Sprog, hvor folk bruges om husfolk, de mennesker, som ere i ens hus, høre til ens husholdning, samt om beslægtede Mennesker, personer som tilhøre ens slægt eller ætt. I ordbog til Det ældre danske Sprog gives der ligeledes eksempler på betydningsforbindelsen mellem folk, husstand og slægt. Hvad der i dag springer i øjnene er, at begrebet folk ikke forbindes med begrebet nation og demokrati, men med slægt og husstand. Denne forståelse knytter sig til det græske begreb for husstand, dvs. oikos. Ordet folk blev brugt som betegnelse for husets folk, hvad enten der er tale om et skrædderhus, et kongehus eller Guds hus. Til hvert hus var der knyttet en husherre, og hver husherre havde et folk i form af et folkehold. Herre og folk var tvillingebegreber. 2 Jf. Ulrich Beck: Magt og modmagt. Hans Reitzels Forlag 2006:70. Jf. også Peter Kemp: Verdensborgeren som pædagogisk ideal. Hans Reitzels Forlag

22 Intet hus uden en herre; og ingen herre uden et folk. Skrædderen havde sit folk, Kongen havde sit folk, og Gud Herren havde sig folk, Guds folk. Folket var undersåtter, hvilket kommer til udtryk i en lang række danske ord som for eksempel folkestue, folkebord, folkeseng. Disse ord indikerer, at der findes en anden stue, et andet køkken og en anden seng, nemlig en herskabsstue, et herskabsbord og en herskabsseng. Det moderne Europa I løbet af 1700-tallet og videre frem indoptager begrebet folk nye betydninger. Den gamle definition - folk som slægt og husstand - fortsatte med at figurere i ordbøgerne gennem 1800-tallet, men samtidig fik begrebet folk tilført nye betydningslag, der udkrystalliserede sig i tre hovedkategorier: Folk som politisk suveræn Folk som kulturel suveræn Folk som massen og underklassen Rousseau italesatte begrebet folk som en politisk suverænitetskategori. Demokratiet forudsætter et suverænt folk; uden et folk intet folkestyre. Demokratiet som idé var således med til at fremtvinge en ny forståelse af begrebet folk. Der skete en forskydning i brugen af ordet: fra folk som undersåt til folk som suveræn. Et demokrati bliver til, når folket indgår en pagt - en samfundspagt som Rousseau sagde. Det afgørende skift kom med den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution. Her bliver folket italesat som suverænitetsbegreb i en ny politisk og statslig struktur. Den norske grundlov fra 1814 og den danske fra 1849 kan betragtes som samfundspagter; og det norske storting samt det danske folketing som udtryk for henholdsvis det norske og det danske samfunds folkevilje. Samfundspagten bygger på, at folket er sin egen lovgiver. At være sin egen lovgiver er det samme som at være autonom; (auto =selv, nomos=lov). Herder italesatte begrebet folk som en kulturel suverænitetskategori. Det hele begyndte med ordet folkeviser, som Herder selv skabte, og som han brugte som titel på en bog, han udgav i Folket var ifølge Herder ikke kun en samling autonome individer, men udgjorde en organisk helhed, der gennem sprog, historie og kultur var bundet sammen af en overindividuel folkeånd. Ifølge Herder respekterede das Volk, det nationale fællesskab, ikke statsgrænser; nationens grænser var sammenfaldende med modersmålets, som er det eneste fælles, man får i vuggegave, hvad enten man vil det eller ej. Kernen i den kulturelle nationsopfattelse er, at den kollektive identitet er en dybtliggende førsproglig og sproglig realitet uafhængig af subjektiv vilje og tilslutning. Dog er det vigtigt at erindre, at folk som ethnos repræsenterer en skala af indbyrdes forskellige definitioner, rammet ind af to yderpositioner: til den ene side et biologisk-kulturelt fællesskab ( blod og byrd ), til den anden et kulturelt fællesskab, som mennesker har muligheder for at vælge og følgelig fravælge. Marx og Engels italesatte begrebet folk som en underklassekategori. Dog var denne forståelse af begrebet virksom længe før de udgav Det kommunistiske Manifest i1848. Helt fra starten af demokratiets og nationalstatens etableringsfase har fortolkningen af 20

23 folk som underklasse spillet en afgørende rolle for identitetsdannelsen. Selv om denne fortolkning lå i direkte forlængelse af den gamle opfattelse: folk som undersåt, var der alligevel den afgørende forskel, at folk som undersåt indordner sig under de herskende magtforhold, mens folk som underklasse søger at forandre disse forhold. Underklassen søger med andre ord at blive suveræn. Hvorvidt kampen for at ændre på underklassens position i samfundet søges gennemført ved hjælp af demokratiske eller ikkedemokratiske midler, vender jeg tilbage til. I de mange ordbøger, der bliver udgivet i 1800-tallet, kan man følge, hvordan den gamle betydning af ordet folk taber terræn til fordel for folk som politisk suveræn, som kulturel suveræn og som underklasse. Denne udvikling afspejler sig også i det forhold, at en stribe folke -ord begynder at glide ud i hverdagssprogets periferi. Det gælder en række mandskabsord som for eksempel krigsfolk, hoffolk, bådsfolk, landfolk, bønderfolk, høstfolk, sognefolk, tjenestefolk, osv. Enkelte bruges dog stadig, for eksempel brandfolk og søfolk. Noget tilsvarende sker med en række ord, hvor folk bruges i betydningen stand. Det gælder for eksempel: folkehold, folkeløn, folkestue, folkekøkken og folkebord. Skiftet fra husstand og slægt til nation afspejler således også en social og erhvervsøkonomisk udvikling. Men der sker ikke kun det, at en række gamle ord glider ud af sproget, nye vinder også ind. Disse ord deler sig i to grupper med hver sin betydning: en politisk og en kulturel. Den politiske betydning kommer frem i ord som: folkesuverænitet, folkevilje, folkestyre, folketing, folkeafstemning osv. Den kulturelle betydning kommer til udtryk i ord som: folkevise, folkeeventyr, folkedragt, folkedans, folkeånd og folkesjæl. Folk som stand Folkekøkken folkemad folkebord folkestue folkelagen folkeseng folkehold folkeskat folkeløn Folk som ethnos Folkeviser Folkesang Folkeeventyr Folkesprog Folkeminder Folkedans Folk som skare krigsfolk husfolk søfolk bådsfolk høstfolk brandfolk hoffolk sognefolk bønderfolk Folk som demos Folkevilje Folkesuverænitet Folkeafstemning Folketing Folkestyre Folkeparti Transformationen af begrebet folk (efter Ove Korsgaard: Kampen om folket, 2004) 21

24 Gennem Europas nyere historie har de to forståelser af begrebet folk både understøttet og modarbejdet hinanden. Den dominerende opfattelse i Norden har været, at et funktionsdygtigt demos skulle understøttes af et stærkt ethnos. Med andre ord: demokrati fungerer bedst, hvis der er sammenfald mellem politisk og kulturel identitet. Men demos og ethnos har også været i konflikter med hinanden, til tider i en sådan grad at demokratiet er gået til grunde. Den nazistiske ideologi, der bygger på, at folk og race er synonyme begreber, bidrog således stærkt til demokratiets kollaps i mellemkrigstidens Tyskland. Det antidemokratiske Europa Lige siden demokratiets indførelse kan der i europæisk tænkning spores et betydeligt ubehag ved at identificere begrebet folk med demokrati. Her skal kort henvises til Lenin, Heidegger og Hitler, der alle eksplicit fortolker begrebet folk i modsætning til den forståelse af begrebet, der er udgangspunktet for den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution, dvs. folk som demos. Ifølge Lenin var forudsætningen for at komme i gang med det kommunistiske samfunds første fase en ophævelse af borgerbegrebet. I Staten og Revolutionen fra 1917 skrev han: Alle borgere forvandles her til lønnede funktionærer i staten, der består af de bevæbnede arbejdere. Alle borgere bliver funktionærer og arbejdere i et statssyndikat, der omfatter hele folket. 3 Ifølge Lenin har folket imidlertid brug for en fortrop. Udviklingen mod kommunisme gik derfor over proletariatets diktatur. Med proletariatets diktatur, dvs. de undertryktes fortrop organiseret som herskende klasse med det formål at holde udbytterne nede, kan ikke simpelt hen nøjes med at udvide demokratiet. Samtidig med den uhyre udvidelse af demokratiet, der for første gang bliver et demokrati for de fattige, for folket og ikke et demokrati for de rige, medfører proletariatets diktatur en række undtagelser fra friheden, hvad undertrykkerne, udbytterne og kapitalisterne angår. Dem må vi holde nede for at befri menneskeheden fra lønslaveri, deres modstand må brydes med magt, og det er klart, at dér, hvor der findes undertrykkelse og tvang, er der ingen frihed, intet demokrati. 4 Med andre ord: For at opnå et egentligt demokrati, må de demokratiske frihedsrettigheder suspenderes til fordel for en fortrop, der skal frigøre folket, dvs. underklassen, fra undertrykkerne. Martin Heidegger knytter en intim forbindelse mellem fører og folk. I sin berømte og berygtede rektortale i 1933 udlægger Heidegger forholdet mellem fører og folk på følgende måde. Føreren har at gøre med folkeviljen, der ikke er summen af enkeltviljer, men derimod er en helhed af en oprindelig særegenhed. Spørgsmålet om fællesskabets viljesbevidsthed er et af problemerne i alle demokratier, som imidlertid først kan blive frugtbart, når førerviljen og folkeviljen erkendes i deres væsenshed. I dag gælder det om at indrette grundforholdet for vores fælles væren på denne folkets og førerens virkelighed, hvorved de to som én virkelighed bliver uadskillelige. 5 Denne forestilling 3 Lenin: Staten og Revolutionen. Gyldendal: København 1967: Lenin: Staten og revolutionen, 1967: Cf. Frederik Stjernfelt: Fører-rektoren Weekend-avisen juli

25 om fører og folk som et uadskilleligt tvillingepar understøtter den nazistiske grundidé, at der er en mystisk identitet mellem folk og fører. Førerviljen omskaber allerførst de andre til et følgeskab, hvoraf fællesskabet springer. Fra denne levende forbundethed springer deres offer og tjeneste, ikke fra institutionernes tvang og adlyden. 6 Føreren har ikke fået tildelt sin autoritet af folket, men folket har anerkendt den magt, som føreren inkarnerer. Føreren er nærmest at betragte som en inkarnation af folkets idé, hans vilje er identisk med folkets vilje, og noget modsætningsforhold mellem fører og folk er således ikke tænkeligt. Med denne forståelse af begrebet folk kappes den forbindelse mellem folk og demokrati, der er kernen i Rousseaus politiske filosofi. For Hitler er folk og race to sider af samme sag. Nationalitet beror ikke på sproget, men ligger i blodet. 7 Den nationale stats primære opgave er at sikre, at racen holdes ren. I den henseende er det tyske folkelegeme ifølge Hitler heldigt stillet, idet det ikke er blevet blandet så voldsomt som andre legemer. Det betyder, at vi nu i vort tyske folkelegeme har store ublandede bestanddele af nordisk-germanske mennesker, som vi har lov at regne for vor fremtids værdifuldeste skat. 8 Og denne skat skal der værnes om, inden det er for sent. Mens begrebet folkelegemet hos Herder og Fichte primært skal forstås som et sprogligt legeme, skal det hos Hitler forstås som et biologisk legeme. Den nationale stat skal ifølge Hitler sikre racens fremtid, over for hvilken den enkeltes ønske, og egoisme ikke skal gælde de ringeste og kun har at bøje sig. 9 I Hitlers verdensanskuelse er begrebet folk identisk med begrebet race. De nordiske socialdemokratier Det er værd at erindre sig, at den sovjetiske kommunisme, den italienske fascisme og den tyske nationalsocialisme havde klare velfærdsstatslige idéer i deres politiske programmer. Men i modsætning til disse antidemokratiske ideologier knyttede man i de nordiske socialdemokratier en ubrydelig forbindelse mellem social oprustning og demokrati. Det kan tydeliggøres ved at henvise til den strategi, som disse partier fulgte i mellemkrigstiden. Et væsentligt element i denne strategi var at forvandle arbejderpartierne fra at være klassepartier til at blive folkepartier. Med demokratiske midler skulle der gennemføres sociale reformer med det mål at skabe plads for dem alle, plads for alle, der vil Danmark for folket - som det hedder i den danske arbejderbevægelses slagsang Snart dages det brødre - fra I det danske socialdemokratis partiprogram Danmark for Folket fra samme år hedder det: Vi vender os absolut imod forsøg på at berøve folkets dets medbestemmelsesret. Vi bekæmper den diktaturbevægelse, der bærer navnet kommunismen, og vi bekæmper de forskellige former for fascisme, som nu også dukker op i landet...vi vil tilstræbe fortsat samarbejde med nationer, der står på demokratiets grund, og i første række med de nordiske folk, hvis sociale og politiske opfattelse falder sammen med det danske folks traditioner, anskuelser og vilje Cf. Frederik Stjernfelt: Fører-rektoren Weekend-avisen juli Hitler Min kamp. Paludans Forlag: København, bd. 2, 1966:17. 8 Hitler: Min kamp, bd.2, 1966: Hitler: Min kamp, bd.2, 1966: Danmark for Folket! Cf. Niels Reeh: Religion and the State of Denmark. KUA

26 Sammenkoblingen af det demokratiske og det sociale er kerneelementer i den folkeog nationsopfattelse, som socialdemokratierne gradvis udviklede i mellemkrigstiden. Og den betød i virkeligheden, at demokrati havde forrang for socialisme. Det folkebegreb, som socialdemokraterne udviklede, havde et andet indhold end det nazistiske og kommunistiske. For socialdemokratierne var folket primært et socialt og et demokratisk begreb. Folkebegrebets kompleksitet gjorde det muligt at tale om folket som det arbejdende folk, hvis interesser partiet i særlig grad varetog, og samtidig tale på demokratiets og hele nationens vegne. Ifølge den socialdemokratiske tolkning af nationen og det nationale fællesskab er man ikke automatisk født ind i et nationalt fællesskab, men i et socialt fællesskab. Men demokrati giver muligheder for at knytte en forbindelse mellem det sociale og det nationale fællesskab. 11 De forskellige betydninger af ordet folk kan opsummeres på følgende måde: Hus og slægt (oikos) Almue og pøbel (pléthos) Politisk suveræn (demos) Folk Sprog og kultur (ethnos) Underklasse (Pléthos) Følge (Führer und Gefolgscharft) Race (Volksgemeinschaft) Er folkeoplysning bare folkeoplysning? Som vist bruges begrebet folk på forskellige vis. Hvad med ordet folkeoplysning? Er folkeoplysning bare godt? Jo mer jo bedre? Eller er folkeoplysning et lige så komplekst fænomen som begrebet folk? Findes der i virkeligheden ligeså mange definitioner på folkeoplysning som på begrebet folk? Ja, uden tvivl. Over for tvivlere bør det være nok at minde om, at Goebbels propagandaministerium hed Rigsministerium for folkeoplysning og propaganda. Set i historisk perspektiv er der en klar sammenhæng mellem de sociale, kulturelle, biologiske og politiske betydninger, som begrebet folk tillægges, og de idealer, som folkeoplysning tilskrives. Her er det kun muligt at antyde en sådan sammenhæng. Folk som undersåt Fra det sekstende århundredes lutherdom har vi arvet den forestilling, at præsten skulle oplyse folket - primært ved hjælp af Den lille Katekismus - om de moralnormer og myndighedsrelationer, der gjorde sig gældende. Typisk i så henseende er sognepræsten 11 Jf. Niels Finn Christiansen: Socialdemokratiets fællesskabstænkning i 1930erne. In Cecilie Felicia Stockholm Banke (red.): Folk og fællesskab,. Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier 2001:88. 24

27 E. Mau, der i en prædiken i 1841 henvendte sig direkte til tyendet og spurgte: har du stedse været din Huusbonde eller Madmoder hørig og lydig; har du altid gjort dig Umage for at opfylde dine Pligter uden Vrantenhed og Fortrydelse, men med Taalmodighed og Selvfornegtelse, ogsaa da, naar man synes at være noget ubillig eller urimelig imod dig?. 12 Præsten forkyndte ikke bare den rette tro, men også den rette livsførelse for folket. Folk som politisk suveræn Fra det attende århundredes oplysningstradition har vi arvet en forestilling om, at folket kan styre sig selv og samfundet ved hjælp af fornuften. Folkeoplysningens opgave er ifølge Kant at udvikle det kim, som alle mennesker er født med, nemlig hangen og kaldet til fri tænkning. En sådan form for oplysning vil efterhånden virke tilbage på folkets sindelag (hvorved folket lidt efter lidt bliver bedre skikket til handlefrihed). 13 Målet med folkeoplysning er, at alle lærer at bruge deres forstand, at skabe myndige borgere samt at udvikle fornuften gennem en offentlig samtale. At slutte sig sammen politisk er en kunst, og folkeoplysning skal fremme denne kunstart. Folk som kulturel suveræn Fra det nittende århundredes nationalromantiske forestillingsverden har vi arvet en forestilling om folket som et sprogligt og kulturelt begreb. Folk og sprog er som nævnt hos Herder synonyme begreber. Ifølge Herder finder man ikke ind til folket kerne ved at fokusere på folkets politiske historie, men ved at studere folkets sange og viser, dets poesi. Folket eksisterer som en poetisk virkelighed, uafhængig af den politiske virkelighed. Folkeoplysningens opgave var da at oplyse om folkets kultur, om dets sprog, historie, traditioner og mentalitet. Folkesang, folkeviser og folkeeventyr vidner om et folk med en helt særegn karakter. Folkesang kan siges at udgøre den ypperste form for folkeoplysning, fordi den i særlig grad kan fremme den forestilling, at folket i sidste instans er et poetisk begreb. Folk som underklasse, der kæmper for at blive suveræn Fra det nittende århundredes socialistiske forestillingsverden har vi arvet en forestilling om folk som underklasse, der kæmper for at blive den ledende klasse. Mens den kommunistiske bevægelse kapper forbindelsen knytter den socialdemokratiske arbejderbevægelse en tæt forbindelse mellem den sociale kamp og den demokratiske kamp, en forbindelse som tydeliggøres med skiftet fra arbejderoplysning til folkeoplysning. Folkeoplysningens opgave er at styrke arbejderklassen i kampen for større social lighed uden at sætte friheden over styr. Folk som følge Fra det tyvende århundredes nazistiske forestillingsverden har vi arvet om forestilling om, at folkeoplysning, propaganda og agitation er tre sider af samme sag. I Min kamp skriver Hitler: Efter min indtrædelse i Det tyske Arbejderparti (i 1921) overtog jeg straks ledelsen af propagandaen. Jeg regnede dette fag for langt det vigtigste. For at bibringe det brede lag en idé, må en agitator være mere end demagog, han må være 12 Michael Bregnsbo: Samfundsorden og statsmagt set fra prædikestolen. Museum Tusculanums Forlag. København 1997: Kant: Om pædagogik. Klims Forlag: Århus 1993:80 25