Danske bebyggelsers regionale erhvervsfunktioner. Bue Nielsen

Transkript

1 Danske bebyggelsers regionale erhvervsfunktioner Bue Nielsen Arbejdsnotat Landsplanområdet By- og Landskabsstyrelsen december 2007

2 Forord I de senere år har relationerne mellem byerne i Danmark forandret sig betragteligt. Tiden er løbet fra det hidtidige, hierarkiske bymønster med lokalcentre, kommunecentre, egnscentre, landsdelscentre osv. Betegnelserne byggede på, at service og erhverv var organiseret hierarkisk, således at forstå at mere overordnede opgaver entydigt var placeret i større byer, mens mindre byer kun havde underordnede opgaver. I dag fungerer både service og erhverv i netværk, hvor overordnede opgaver ofte er specialiserede og delt mellem en række byer. Disse nye funktionelle relationer byerne imellem har ført til en forandring af bysystemet, så dette ikke længere kan beskrives som et hierarki af byer, men bedre som et netværk med forskellige samarbejdsrelationer mellem byerne i en større region eller måske som bylandskaber, hvor hver bebyggelse og hvert bylandskab varetager forskellige opgaver i relation til henholdsvis bylandskabet og omverdenen. Som konsekvens heraf fremlagde regeringen i Landsplanredegørelse 2006 som sit ønske, at der blev udviklet en opfattelse af bymønsteret, så dette i højere grad afspejler byernes særkender og rollefordeling i et bynetværk, end det hierarkiske bymønster gør. Dette arbejdsnotat er et bidrag hertil. Arbejdsnotatet er udarbejdet af Bue Nielsen, geograf i By- og Landskabsstyrelsens Landsplanområde. Kortene er fremstillet af teknisk assistent Karen Vie. 2

3 Indhold Indledning og sammenfatning...side 4 Bymønster, bysystem og bynetværk...side 5 Byer og byregioner i undersøgelsen - datamateriale...side 12 Arbejdspladser og bopæle...side 15 Den samlede beskæftigelse i bebyggelserne...side 18 Regionalt orienteret beskæftigelse...side 18 Undersøgelsens svagheder...side 36 Litteratur...side 38 Bilag 1. Datamateriale om erhverv og bebyggelser...side 39 Bilag 2. Erhvervsfordeling af arbejdspladser, 2005, fordelt på bystørrelsesgrupper...side 42 Bilag 3. Hovederhvervsgrupper...side 43 3

4 Indledning og sammenfatning Arbejdsnotatet behandler den del af byernes virksomhed, som har at gøre med deres regionale opgaver, altså med byernes rolle i relation til det bylandskab eller den byregion, som de er en del af. Dette til forskel fra de opgaver, som bebyggelsen varetager i forhold til landet uden for regionen eller til udlandet. Dermed er det arbejdsdelingen mellem bebyggelserne i bylandskabet og disses indbyrdes funktionelle relationer, som er i fokus. En række undersøgelser af bysystemets udvikling de senere år har påvist, at den traditionelle by er i opløsning. Begreber som byregion, bylandskab, grænseløs by eller i visse tilfælde bynetværk bestående af funktionelt kompletterende dele eller bebyggelser tages i brug for at komme tættere på den komplicerede virkelighed end ordet by. De enkelte byer eller bebyggelser må funktionelt set opfattes som bydele i byregionen eller bylandskabet. Og lige som mange bydele varetager specielle funktioner i forhold til den bebyggelse, de ligger i, varetager mange af nutidens byer eller bebyggelser særlige opgaver i forhold til byregion, som de tilhører. Det er disse bebyggelsers regionalt orienterede funktioner, som dette arbejdsnotat beskæftiger sig med. Det er bebyggelsernes erhvervsmæssige funktioner, herunder både industri, handel, offentlig og privat service, som er i fokus i arbejdsnotatet. Det er erhvervsfunktionerne, som i mange tilfælde giver bebyggelserne deres særpræg. Andre funktioner, som fx det at være en plads for kultur, oplevelser eller rekreation, behandles ikke. Rollen som bopæl for den beskæftigede befolkning berøres dog sporadisk. Arbejdsnotatet analyserer erhvervsforholdene i 106 af landets 115 bebyggelser med over indbyggere. Det er således de større bebyggelsers rolle i byregionen, der behandles i arbejdsnotatet. Byregionen forstås som pendlingsregionen, som er den geografiske ramme om hverdagslivet for de fleste. Hen ved hver tredje bebyggelse har underskud af arbejdspladser. Det gælder navnlig bebyggelser med under indbyggere i oplandene til de største byer; de har karakter af boligbyer eller lige frem sovebyer. Næsten halvdelen af bebyggelserne og 3/4 af bebyggelserne med over indbyggere har et mindre overskud af arbejdspladser (op til 30 pct.), som besættes af folk fra pendlingsregionen i øvrigt. De har således karakter af oplandsbyer. En mindre gruppe bebyggelser har et arbejdspladsoverskud på over 30 pct. og betegnes erhvervscentre. Karakteristikken af bebyggelserne som sovebyer, boligbyer, oplandsbyer og erhvervscentre henviser til den rolle, som bebyggelserne må formodes at spille i forhold til den øvrige del af sin region. For nogle bebyggelser er det funktionen som bosted, der er bærende, andre steder er det erhvervsudøvelsen, som er basal. Bebyggelsernes regionalt orienterede erhvervsfunktioner måles som den del af beskæftigelsen, som vurderes at afsætte resultatet af arbejdsindsatsen i byregionen, men uden for bebyggelsen selv. Dette opgøres ved brug af lokalisationskvotienten for 27 erhverv i bebyggelsen og byregionen. Forudsætningerne for brugen af lokalisationskvotienten til dette formål er imidlertid langt fra opfyldt. Specielt er forudsætningen om, at lokal efterspørgsel så vidt muligt skal opfyldes af lokal produktion, ikke til stede, og dette problem forstærkes af den forholdsvis grove erhvervsinddeling, der er anvendt. Undersøgelsen har derfor karakter af eksperiment og resultaterne uden egentlig sand- 4

5 hedsværdi. En grundigere undersøgelse vil først og fremmest kræve, at der anvendes en finere erhvervsinddeling, lige som data om mindre bebyggelser burde inddrages. Arbejdsnotatet konstaterer, at de fleste bebyggelser har en regional rolle som servicebyer, ofte med en kombination af offentlig service og privat personrettet service. Det er de funktioner, man almindeligvis forbinder med bebyggelsers regionale rolle, fx i sundhedsvæsen og detailhandel. Halvdelen af bebyggelserne er rene servicebyer, men yderligere en tredjedel har en mærkbar andel service blandt de regionalt orienterede funktioner. De fleste af bebyggelserne på Sjælland og Fyn har service som dominerende regional funktion. Det samme gælder i Jylland, men her rummer en del bebyggelser (Randers og Esbjerg er eksempler) en blandet kompot af industri og service i de regionale opgaver. Industrien har betydning som regionalt orienteret erhverv i godt en tredjedel af bebyggelserne. Industrien har især betydning som regionalt orienteret erhverv i bebyggelserne under indbyggere og i erhvervscentrene. Især i Jylland er en del af de mindre bebyggelser ensidigt industrielle, hvad angår deres regionale opgaver. Erhvervsservice spiller kun en mærkbar rolle som regionalt orienteret funktion i få bebyggelser, herunder Storkøbenhavn og Århus, og bebyggelser med denne regionale karakteristik er i det hele taget koncentreret til de største byers oplande. Den karakteristik, der i arbejdsnotatet er givet af de enkelte bebyggelser, må ikke forstås som fuldstændig. Det er ikke bebyggelsens samlede særpræg, som er karakteriseret, men blot den del heraf, som er regionalt orienteret. Mange byer bærer mere præg af den aktivitet, som er nationalt eller internationalt rettet, men denne aktivitet indgår ikke i karakteristikken af byernes erhvervsprofil i arbejdsnotatet. Som det måske kunne forventes, er byernes regionalt orienterede funktioner overvejende befolkningsrettede og ikke virksomhedsrettede. En politik for det regionale bymønster kan derfor ikke hovedsageligt tage udgangspunkt i erhvervspolitik, som næsten naturnødvendigt vil fokusere på erhvervenes rolle i den nationale og internationale arbejdsdeling. Det i arbejdsnotatet fremlagte materiale gør det muligt at diskutere bysystemet i regioner med et vist minimum af bebyggelser over indbyggere. Det vil være mest oplagt i regionerne omkring København og Århus, hvor det vil være muligt at vurdere bebyggelsernes regionale funktion i forhold til hinanden som bo- og arbejdspladssteder, leverandører af forskellige varer og tjenesteydelser til regionen osv. En sådan geografisk detaljeret analyse er dog ikke foretaget i arbejdsnotatet. Bymønster, bysystem og bynetværk Til en begyndelse kan det være nyttigt at definere nogle begreber, som ofte bruges i beskrivelsen af byers indbyrdes relationer. De enkelte bebyggelser, herunder hvad der traditionelt kaldes byer, kan opfattes som punkter på et kort. Inden for et vilkårligt område danner disse punkter et mønster. Bymønsteret i området kan karakteriseres efter punkternes tæthed (fx antal byer pr km 2 ) og indbyrdes afstand (fx gennemsnitlig mindste afstand til nærmeste nabo) og tillige ud fra de enkelte byers størrelse (Haggett, 5

6 1965). Brugen af ordet bymønster indebærer ikke, at der er relationer mellem byerne, selv om dette naturligvis ikke er udelukket. Inddrages relationer mellem punkterne, in casu byerne, eksplicit eller implicit, i forståelsen af punktmønsteret, taler man om et system, in casu et bysystem. Bysystemet har en struktur, bestående af byerne og relationerne imellem dem, og er underlagt en historisk udvikling. Inddragelsen af relationer mellem byerne i forståelsen indebærer imidlertid, at der ikke længere kan være tale om et vilkårligt område. At tale om et geografisk afgrænset bysystem forudsætter, at interaktionen mellem byerne inden for det afgrænsede område er større end interaktionen på tværs af grænsen, eller i hvert fald at interaktionen mellem byerne på en eller anden måde er særegen i forhold til interaktionen over grænsen. Det giver således normalt mening at tale om et nationalt afgrænset bysystem, fx "bysystemet i Danmark", idet interaktionen mellem byerne inden for et land normalt er langt mere omfattende end interaktionen på tværs af landegrænsen. Det er derimod langt mere problematisk at tale om et bysystem, der omfatter byer i flere lande, fx "det europæiske bysystem" eller "bysystemet i Østersøområdet", fordi der her kun er en forholdsvis begrænset interaktion byerne imellem, lige som der for en række byers vedkommende vil være større interaktion med andre byer end med de byer, der er omfattet af områdebetegnelsen. Det vil derfor være rigtigere i sådanne tilfælde at bruge begreber som "det europæiske bymønster", hvor der ikke implicit indgår opfattelser af interaktionen mellem byerne. Det er også problematisk at tale om bysystem i dele af lande, altså fx "det regionale bysystem i Nordjylland", idet der også her tit er tale om, at interaktionen med byer i andre dele af landet er større end internt i regionen - det gælder fx for en række overordnede funktioners vedkommende interaktionen med hovedstaden. Men begrænses forståelsen af indholdet i bysystemet til funktioner, som alene har en regional rækkevidde, kan det i nogle tilfælde være rimeligt at tale om et regionalt bysystem, fx "bysystemet på Bornholm" eller "systemet af administrative centre i Region Midtjylland". Også byer inden for samme lokale arbejdsmarked eller pendlingsregion kan siges at udgøre et bysystem, hvor de enkelte byer varetager bestemte roller i forhold til hinanden, fx som arbejdspladscentrum eller boligby. Afgørende for brugen af ordet bysystem i denne regionale betydning er imidlertid, at indholdet af systemet og af interaktionen mellem byerne er nogenlunde klar. Et bynetværk kan opfattes som en særlig type af bysystem, idet ordet netværk antyder en grad af ligeværdighed i byernes indbyrdes relationer. Denne ligeværdighed er ikke en forudsætning for at tale om et bysystem, som kan være såvel hierarkisk som egalitært. Ligeværdigheden mellem byerne i et netværk betyder ikke, at byerne er ens. Tværtimod er der tit tale om en arbejdsdeling og specialisering byerne imellem, så de supplerer hinanden. Ordet bynetværk bruges også ofte, hvor der tale om byer, som indgår i et bestemt, organiseret samarbejde om en enkelt eller et begrænset antal funktioner, fx erhvervsfremme, kulturforanstaltninger, hospitalsvæsen eller turisme. Bynetværk med ligeværdighed og organiseret varetagelse af afgrænsede opgaver kan have både en regional, national og international geografi. Man kan derfor ofte støde på internationale bynetværk, men sjældent på et internationalt bysystem. Det kan selvfølgelig diskuteres, om byerne i et bynetværk pr. definition altid er ligeværdige - i praksis der kan meget vel opstå en eller anden dominansrelation i netværket, uden at ordet netværk af den grund skrottes. En vigtig ting i forbindelse med bysystemet er dettes geografiske dynamik. De enkelte byer i de nationale og eventuelle regionale bysystemer kan med tiden få mere omfattende relationer til byer 6

7 uden for deres eget system, hvorved det eksisterende bysystem nedbrydes og måske indgår i et andet. Et eksempel herpå er pendlingsregionerne, hvor de stigende pendlingsafstande fører til, at pendlingsregionerne nedbrydes og vokser sammen, som det er sket mange steder både i Danmark og i andre lande. Et andet eksempel er konsekvensen af den stigende internationalisering, hvor mange byer får både absolut og relativt mere interaktion med udenlandske byer, hvorved de nationale bysystemers "lukkethed" nedbrydes. Bysystemet - som planlæggerne så det Kigger man på byernes rolle som servicecentre, kan bysystemet opfattes som et hierarki. De mindste byer rummer de servicevirksomheder, som kun kræver en beskeden kundekreds (fx salg af dagligvarer). Med stigende by- og oplandsstørrelse overskrides successivt de befolkningsstørrelser, der skal til for at give stadigt flere servicefunktioner et rentabelt kundeunderlag (fx udvalgsvarer). De større byer vil rumme de funktioner, som de mindre byer har, og desuden nogle flere, som ikke findes i de mindre byer. Også de offentlige serviceerhverv vil være fordelt mellem byerne efter hvor mange, der benytter dem og hvor ofte. Børnehaver, folkeskoler, biblioteker og sygehuse er alle eksempler på institutioner, som for at drives rationelt skal have en vis størrelse. Dersom servicen skal kunne nås enklest muligt, betinger denne størrelse dermed fordelingen af offentlige servicefunktioner i servicecentrene på hierarkisk måde, ligesom det gælder de private befolkningsrettede handels- og serviceerhverv. Teorien om byer som servicecentre hidrører fra den tyske geograf Walter Christaller og fremlagdes i Under forudsætning af jævn befolkningsfordeling med ensartet transportmulighed i alle retninger hævder Christaller, at servicefunktionerne ideelt set vil fordele sig i et trinvist hierarki af servicecentre med tilhørende oplande af højere og lavere ordener. Centre af højere orden vil indeholde samme funktioner som centre af lavere orden og tillige funktioner af højere orden med tilhørende større oplande. Det er netop denne tankegang om fordeling af servicefunktioner i centre, bestemt af deres befolknings- eller kundeunderlag, således at hele landets befolkning betjenes heraf, som var baggrunden for den fysiske planlægnings udpegning af centre på forskellige niveauer fra landsdelscentre til lokalcentre. Hierarkisk bysystem utilstrækkeligt Opfattelsen af byer som centre for befolkningsrettet service er imidlertid utilstrækkelig. Byer er meget andet end servicecentre, og bysystemet derfor også. Byerne rummer en lang række andre funktioner: Industri, engroshandel, transportvirksomhed, erhvervsrettet service mm. Sådanne funktioner har tit et langt mere nationalt og internationalt orienteret indkøbs- og afsætningsmønster end de befolkningsrettede serviceerhverv. Desuden hænger den lokale serviceforsyning og den udadrettede erhvervsvirksomhed sammen. En god serviceforsyning til såvel befolkning som erhvervsliv kan være reelt bærende for en bys udvikling. De virksomheder, som afsætter varer eller tjenesteydelser uden for byen (og derved skaffer indtægter til byen), kan være en afledt effekt. Skulle de sidstnævnte virksomheder bukke under, vil nye hurtigt blive etableret, hvis den lokalt orienterede servicesektor er kendt for sin effektivitet. Det private erhvervslivs behov for offentlig opbakning har givet den offentlige sektor en tilsvarende position som fundamental for byens trivsel på længere sigt, og den offentlige sektor er ikke kun den omkostning for privat foretagsomhed, man ofte ser den fremstillet som. 7

8 Endvidere er udviklingen de sidste mange år gået i retning af, at internationalt orienterede funktioner betyder stadigt mere. Stadig større andele af de i produktionen indgående råstoffer, halvfabrikata og transportydelser mv. indføres fra udlandet, og tilsvarende sælges en stadig større del af produktionsresultatet til udlandet. Denne udvikling fremmes af den friere bevægelighed på tværs af landegrænserne og af den tilpasning og harmonisering af love og regler, som har fundet sted i organisationer som WTO og EU. Virksomhederne har ofte nationale, internationale eller lige frem globale funktioner og indgår i netværk omkring opgaverne. Det er for mange erhverv umuligt at tale om hierarkier i lokaliseringen. Hertil kommer, at mange større virksomheder har deres eget hierarki, fx bestående af ledelse og filialer, men disse hierarkier følger i deres lokalisering ikke hierarkiet af servicecentre. Den store betydning for byernes udvikling, som ekstralokale forbindelser har, gør det vanskeligt at fastholde en forestilling om et bysystem, der er baseret på det hierarkiske i den lokale serviceforsyning. Heller ikke servicesektoren selv er nær så hierarkisk i sin struktur, som den tidligere var, og som det forudsættes i teorien om byer som servicecentre. Det gælder fx på sygehusområdet, at hvor de regionale sygehuse tidligere kunne deles i sygehuse med simple opgaver og sygehuse med specialopgaver, er det normale i dag, at der er en arbejdsdeling mellem sygehusene, så nogle specialer varetages på et sygehus, andre specialer på et andet sygehus. Der er altså ikke noget hierarki. Befolkningens indkøb og forbrug af anden personrettet service er heller ikke længere så bundet til nærmeste by, som det tidligere var. Den øgede mobilitet betyder, at indkøb ofte varetages i forskellige byer eller bydele, alt efter varernes kvalitet og pris eller muligheden for at kombinere med specielle oplevelser. Indkøbs- og forbrugssteder lader sig derfor ikke så nemt indordne i et fast hierarki som tidligere. Alle disse udviklingstendenser betyder, at byudviklingen ikke kan begribes med udgangspunkt i en forståelse af bysystemet som hierarkisk. Andre opfattelser af bysystemet Der er da også gennem årene kommet adskillige alternative bud på, hvordan bysystemer skal forstås og analyseres, og af bysystemernes sammenhæng med samfundsudviklingen i almindelighed. En vej er fulgt af dem, der tager udgangspunkt i byernes punktmønster og søger at forstå sammenhængen mellem de nationale (og evt. de regionale) bysystemers udseende og disses historie og erhvervsfunktioner. En anden indfaldsvinkel til problematikken er at opgive at tage udgangspunkt i byen som et punkt på kortet og i stedet se byen som et interaktionsfelt, hvis styrke varierer geografisk. Nogle eksempler på supplerende og alternative tilgange til Christallers skal omtales i det følgende. Byerne som et system af punkter Det hexagonale punktmønster, der fremlægges i Christallers teori om byer som servicecentre, fremkommer som resultat af en række forudsætninger. Først og fremmest, at byernes funktion er at være leverandører af personrettet service til et opland med en ensartet fordeling af købekraft og befolkning, lige som det forudsættes, at vareproduktionen er slået igennem som middel til individuel reproduktion. Disse samfundsforhold er imidlertid langt fra de eneste, historien har set. 8

9 Christaller selv opstillede andre byhierarkier end det, hvor byernes rolle er at være servicecentre, nemlig et bysystem med vægt på transport, og et andet hvor forvaltningen af det samlede område er den afgørende parameter. Disse bysystemer er dog hierarkiske lige som servicecentrene er det, men hierarkiet varetager andre funktioner end personrettet, privat service. Lösch (1940) udarbejdede en model for bysystemet ved at addere Christallers forskellige hierarkimodeller foruden andre tilsvarende modeller. Resultatet blev et mønster med stor intern geografisk variation og et langt mindre stift hierarki end Christallers. Bl.a. er det ikke sådan i Löschs model, at større byer nødvendigvis rummer alle de funktioner, som mindre byer rummer. Modellen kunne derfor fortolkes sådan, at industrielle funktioner blev tilføjet de befolkningsrettede servicefunktioner og derved bedre svarede til faktiske forhold. Juillard & Nonn (1976) definerede ud fra de faktiske bymønstre tre typer af bysystemer i Europa: Det 'parisiske' med en ubestridt dominerende storby, det 'rhinske' ("rhenan") som er multipolært og bestående af et tæt net af mellemstore byer, og endelig det 'perifere' hvor byerne er få og altovervejende små og mellemstore. Rozenblat (2004) har på grundlag af urbaniseringsgraden, bytætheden og den relative størrelse af hver regions byer opstillet 8 regionale bysystemer for 137 europæiske regioner (vest for det tidligere USSR), herunder NUTS2-regionerne i EU. De fundne typer er variationer over de tre typer, som blev defineret af Juillard & Nonn (1976). Hanell (2006) har karakteriseret de nordiske bysystemer som polycentriske, dersom der i byens lokale arbejdsmarkedsregion/pendlingsregion er mindst 5 bebyggelser med over indbyggere, mindst 2 af disse bebyggelser pr km 2, en befolkningstæthed på mindst 25 pr. km 2, og såfremt der er under 100 km til hovedbyen i et tilsvarende arbejdsmarked. Både antallet af bebyggelser, deres tæthed og indbyrdes afstand indgår således i definitionen af et polycentrisk bysystem (mere præcist er der tale om et byregionssystem). I Østersøområdet skelner Nielsen (2000) mellem syv forskellige regionale bysystemer, med hver deres karakteristiske blanding af byernes tæthed, afstand og største bys dominans. De regionale bysystemer sættes i relation til regionernes historiske udviklingsforløb. Går vi uden for Europa, er bysystemet i store dele af Afrika og Latinamerika præget af, at hovedbyernes opgave er at være knudepunkt for kontakterne udadtil, havne for eksport af råstoffer og import af maskiner og industrivarer, og centre for administration med overordnede i udlandet. Resultatet er en lang række byer ved kysten, som i princippet er uden indbyrdes kontakt, men til gengæld har relationer (dominansrelationer) til indlandets befolkning, der udøves gennem brug af kommunikationsveje vinkelret på kysten. Bysystemet varetager her helt andre funktioner end det christallerske, og ser derfor også helt anderledes ud. I de nordiske lande kendes tilsvarende forhold, især i de nordlige svenske og finske skovområder. Her ligger de større byer ved elvmundingerne i Den Botniske Bugt og er traditionelt eksporthavne for tømmer, savet træ, papirmasse og andre skovprodukter, indsamlet fra elvenes afvandingsområde. Byerne har parallelle funktioner og indgår ikke i et fælles regionalt hierarki, selv om de selvfølgelig kan siges at være underordnet beslutningscentrene i de svenske og finske hovedbyer. 9

10 De nationale bysystemer er således ret forskellige, ikke mindst i kraft af deres historiske opkomst. Fx præges det danske bysystem i højere grad end de fleste andre landes af de middelalderlige købstæder. Industrialiseringen i 1800-tallet var baseret på landbruget og kunne for det meste foregå i de allerede eksisterende byer, som lå centralt placeret for det rurale opland. Industrialiseringen gav derfor ikke mange nye byer (Esbjerg, Herning og Silkeborg hører til de få) og betød ikke større ændringer af bysystemet. I England, hvor kuludvindingen var afgørende for industrilokaliseringen, og i Sverige, hvor jernmalm og træ var de væsentligste ressourcer, førte industrialiseringen derimod til, at det gamle agrarbaserede bysystem i vidt omfang blev afløst af et nyt. I minedriftområder som fx Ruhr, Nordfrankrig, Midtengland og det sydlige Polen blev bymønsteret præget af tætliggende storbyer, en nyskabelse i forhold til tidligere tiders agrare oplandsbyer. Også politiske forhold spiller ind: Det er velkendt, at ret gamle stater som England og Frankrig har et bysystem domineret af en enkelt metropol, mens Tyskland og Italien, som blev samlede lande relativt sent, har bysystemer, hvor de større byer er af langt mere egalitær størrelse. Dziewonski (1986) så det nationale bysystem som sammensat af tre undersystemer: Central-place undersystemet for den personrettede service, et funktionelt undersystem baseret på arbejdsdelingen i industri og virksomhedsrettet service og endelig et socialt undersystem baseret på kulturelle, politiske og etniske relationer. Korcelli et al. (2002) videreførte denne tankegang og udarbejdede en klassifikation af bysystemer ud fra tætheden og erhvervsudøvelsen, se figur 1. Et christallersk system forudsætter både, at relationerne mellem by og opland er bærende for området, og at befolkningstætheden er større end et vist minimum. Korcelli et al. (2002) betoner endvidere de nationale bysystemers særegenhed som resultat af forskellige historiske udviklinger, fx om der er tale om et nationalt bysystem som resultat af sammenlægninger af mindre stater (som i Tyskland), eller om det nationale bysystem er et resultat af et sønderdelt imperium (som i Østrig). Figur 1. Bysystemer klassificeret efter tæthed og by-land relationer. Høj tæthed Central places Industrial conurbations by-land By-by Scattered peripheral settlements Urban archipelagos Lav tæthed Omtegnet efter Korcelli et al.,

11 Det samlede billede, som tegnes af disse undersøgelser, er således, at bysystemets forbindelser og morfologi navnlig bestemmes af de erhvervsfunktioner, som udøves i det, og af den politiske historie området har været igennem. Det indebærer også en samfundsmæssig modsætning, idet erhvervsfunktionerne kan ændres hurtigt, som det fx sker med den intensiverede globale arbejdsdeling, mens morfologien er vanskelig og tidskrævende at forandre, bundet til sin ophobning af generationers investeringer. Hurtige samfundsforandringer kan føre til, at et bysystem i løbet af et par generationer erstattes af et andet, sådan som det skete i flere lande under industrialiseringen. Byernes opkomst, udvikling eller nedgang er et resultat af de muligheder, de har haft for at leve op til de krav om byfunktioner, som samfundsudviklingen løbende har stillet. Nogle gange er det lykkedes for eksisterende byer at omstille sig til de ændrede krav, andre gange har forandringerne været så voldsomme, at der er skabt nye byer og bysystemer, som har suppleret eller erstattet de gamle. Bysystemet afspejler samfundet og dets historie. Bysystemet som et influensfelt - den grænseløse by Den stigende mobilitet gør, at det bliver stadig sværere at opretholde idealforestillingen om byen som et punkt på kortet. En ting er, at byen fysisk spreder sig ud i omgivelserne, og at de større byers yderkanter kommer stadig længere væk fra centrum. En anden ting er, at byerne i en vis forstand vokser funktionelt sammen, og at byer, som tidligere var distinkte enheder, i nogle tilfælde får karakter af bydele inden for et samlet byområde. Den fremadskridende sammenvoksning af byer til et fælles byområde kan konstateres ved at se på udviklingen af de funktionelle sammenhænge i det fælles byområde (fx pendling, flytninger, erhvervslivs og borgeres indkøb). Karakteren og omfanget af de funktionelle forbindelser kan vise, hvor vidt området nu også fungerer som én by. Også trafikmønstrene, den trafikale infrastruktur og omfanget af den kollektive trafik er indikatorer på, om tidligere uafhængige byer er vokset sammen til én by. Befolkningens identitet med den fælles by (som den fx kan måles gennem det geografiske udbredelsesmønster af dagblade og ses af erhvervs- og arbejdsmarkedsorganisationers geografiske dækningsområder) og en eventuel fælles forvaltningsstruktur kan være andre indikatorer på sammenvoksningen. Den interne arbejdsdeling og ulighed i bylandskabet udvikles, så det kan sammenlignes med de former for arbejdsdeling og segregation, som findes i de eksisterende større bebyggelser. Kunzmann (2003) giver et bud på de forskellige typer af enkeltbebyggelser i en større byregion, defineret ud fra de funktioner, de varetager i regionen. Eksempler er "Kernebyen" med finansverden, kulturtilbud og modebutikker, "Videnscentre" med universiteter, laboratorier mv., "Lufthavnsbyen" med lufthavn, fragttjenester, kongrescentre og butikker, og "Mellemstore byer", dvs. tidligere selvstændige købstæder. Skellet mellem by og land udviskes, idet de mere åbne landområder ikke længere er afhængige af landbrugsproduktionen, men i stedet indgår som muligt bosted eller rekreativ ressource for bybefolkningen. Der udvikles et nyt bylandskab, hvis mere intense dele ikke kun er knyttet til et center, men til adskillige funktionelle knudepunkter i landskabet, hvor der er særlig interesse for lokalisering af erhverv og institutioner. Det kan fx være steder, som har særlig god trafikal betjening eller særlige herlighedsværdier. Byerne/bylandskaberne bliver udstrakte territorier med vekslende bebyggelsesmæssige tætheder (Albertsen et al, 2007). De funktioner, der varetages i bylandskabet, har forskellige rækkevidder, og grænserne for det enkelte bylandskab kan derfor ikke fastlægges, men må ses som glidende overgange fra steder, som helt indlysende indgår i eller for en lang række by- 11

12 funktioners vedkommende betjenes af bylandskabet, til yderområder af bylandskabet, hvor de sidste af de funktioner, der varetages fra bylandskabet, ophører. Hvor den enkelte bys eller bebyggelses udvikling og planlægningsproblematik tidligere var bestemt af eller kunne forstås ud fra bebyggelsens placering i hierarkiet, er byens udvikling og planproblematik nu bestemt af dens placering regionalt, dvs. af i hvilken region eller i hvilket bylandskab, bebyggelsen befinder sig, og eventuelt af de særlige funktioner med international orientering, bebyggelsen måtte besidde. Konklusioner om bysystemet Tilsammen har de nævnte undersøgelser for det første dokumenteret, at bysystemer ikke er (eller i hvert fald ikke kun er) hierarkier af servicecentre. Der kan empirisk konstateres en stor variation i bysystemerne, både i deres morfologi og i enkeltbyernes indbyrdes relationer. For det andet har de morfologiske undersøgelser af bysystemet bidraget meget til en nuanceret forståelse af bysystemernes udvikling. Bysystemet afspejler samfundsudviklingen, hvor specielt erhvervsudviklingen og den politiske historie ses som afgørende parametre. For det tredje synes det klargjort, at bebyggelsernes eller byernes situation og udvikling i dag er bestemt af den region eller det bylandskab, de indgår i. Selve bystørrelsen og dermed bebyggelsens placering i centerhierarkiet er ikke så afgørende. Det kan derimod ikke udelukkes, at regionens samlede folketal er væsentlig for regionens udvikling; det er der faktisk en hel del undersøgelser af den regionale udvikling, som tyder på, at det er, i hvert fald i disse år. For det fjerde tyder undersøgelserne på, at den traditionelle by er i opløsning. Begreber som byregion, bylandskab, grænseløs by eller i visse tilfælde bynetværk bestående af funktionelt kompletterende dele eller bebyggelser tages i brug for at komme tættere på den komplicerede virkelighed end ordet by. For det femte er der enighed om, at det er afgørende for en forståelse af den enkelte bys eller bebyggelses funktion, at denne ses i forhold til omgivelserne. Dels den samlede byregions eller bylandskabets rolle i den nationale og internationale arbejdsdeling og den enkelte bebyggelses bidrag hertil. Dels den rolle, som hver bebyggelse varetager i forhold til regionen eller bylandskabet. Det er den anden af disse to roller, som behandles i dette arbejdsnotat. Byer og byregioner i undersøgelsen - datamateriale Centralt i undersøgelsen er de funktionelle forbindelser bebyggelserne imellem. Det forekommer derfor rigtigt at tage udgangspunkt i bebyggelser eller byer, der er defineret som fysisk sammenhængende enheder. Administrative enheder forekommer ikke velegnede, hvad enten det er kommuner, skoledistrikter eller andre geografiske forvaltningsområder. Det kunne overvejes at anvende bydele, specielt i de større byer, idet ikke kun hele byer, men også de enkelte bydele i en sammenhængende bebyggelse kan have hver deres markante og karakteristiske funktioner i forhold til den samlede region. Det vil dog generelt være vanskeligt at skaffe data om bydele, hvorfor det undlades her. Det fysiske bybegreb, som anvendes i denne undersøgelse, er Danmarks Statistiks. Danmarks Statistik definerer byer som sammenhængende bebyggelser, det vil sige, at afstanden mellem byens huse 12

13 ikke overstiger 200 meter, med mindre afbrydelsen skyldes offentlige anlæg, kirkegårde o. lign. Bebyggelsen skal desuden have mindst 200 indbyggere for at blive kaldt en by af Danmarks Statistik. Den seneste byopgørelse refererer til 1. januar På det tidspunkt havde Danmark 1445 bebyggelser med mindst 200 indbyggere. Bystørrelse Det ville måske være ideelt at have alle 1445 bebyggelser med i undersøgelsen, idet man herved ville få en meget omfattende og nuanceret beskrivelse af bebyggelsernes roller. Arbejdsudvalget om Landsbyer i Yderområder (2007) påviste således, at selv bebyggelser med under 1000 indbyggere rummer et vist erhvervsliv koncentreret om primære erhverv, industri (tilsyneladende navnlig af virksomheder, som leverer til landbruget eller forarbejder landbrugsvarer), byggevirksomheder og nogle former for offentlig service, især folkeskoler samt børne- og ældreinstitutioner. Selv helt små bebyggelser er således, selv om de overvejende er bolig- eller sovebyer, ikke uden funktionel betydning for det samlede bysystem. En analyse af alle disse bebyggelser vil dog være for omfattende til dette arbejdsnotat. En anden mulighed er kun at undersøge bebyggelser med over 1000 indbyggere. Dem var der 502 af i Vurderet ud fra de funktioner, som ofte findes i sådanne bebyggelser, kunne 1000 indbyggere være en rimelig undergrænse for bystørrelsen. Men også dette antal bebyggelser vil det være for omfattende at analysere. Endvidere er der forholdsvis mange bebyggelser med over 1000 indbyggere tæt på de største byer, og det er tvivlsomt, hvor stor mening, det vil give at analysere disse små bebyggelser særskilt løsrevet fra den større by i nærheden. Reelt er det imidlertid manglen på tilgængeligt datamateriale, som forhindrer en undersøgelse af alle bebyggelser med over 1000 indbyggere. Det datamateriale, som er til rådighed, begrænser undersøgelsen af bebyggelsernes regionale rolle til bebyggelser med mindst indbyggere. De data om bebyggelsernes erhverv, der bruges i undersøgelsen, stammer fra en specialkørsel af Danmarks Statistiks registerbaserede arbejdsstyrkestatistik (RAS-statistikken). Erhvervsoplysningerne refererer til 1. januar Arbejdsstederne er opgjort på kommuner (kommuneinddeling før kommunalreformen 2006) og på et antal størrelseskategorier af bebyggelser i hver kommune. Folketallet i bebyggelserne refererer til 1. januar Datamaterialet gør det muligt at analysere erhvervsforholdene i 106 af landets 115 bebyggelser over indbyggere, mens det kun sporadisk er tilfældet for mindre bebyggelser. Bebyggelserne med over indbyggere havde i 2005 tilsammen arbejdspladser, svarende til 71 pct. af de arbejdspladser, for hvilke den geografiske fordeling efter bystørrelse kendes. Datamaterialet og dets oplysninger om bebyggelserne er beskrevet nærmere i bilag 1. I det ovenstående er bystørrelsen omtalt med udgangspunkt i antallet af indbyggere. Det kan hævdes, at hvis det er bebyggelsens funktion, der skal analyseres, er antallet af arbejdspladser mere adækvat som størrelsesmål. Imidlertid kendes dette antal ikke for alle bebyggelser, og det er derfor ikke muligt at diskutere antallet af bebyggelser i undersøgelsen på grundlag af det mål. Regioner Det er den regionale funktion, som varetages i den enkelte by eller bebyggelse, som er genstand for denne undersøgelse. Den regionstype, der anvendes i undersøgelsen, skal derfor dække det område, som passer nogenlunde til rækkevidden af regionale funktioner. Funktionernes geografiske rækkevidde er ikke altid den samme, men vil dog i en række tilfælde være nogenlunde sammenfaldende. 13

14 Pendlingsregioner er afgrænset, så folks bopæl og arbejdsplads principielt ligger i samme region. Det er dermed det område, hvor de fleste menneskers hverdag foregår, og derfor også det område, hvor den personrettede og den offentlige service naturligt har det allermeste af kundekredsen. Pendlingsregionen er derfor velegnet som den region, i forhold til hvilken byens regionale rolle skal ses. Det er her valgt at benytte de pendlingsregioner, som er defineret i Nielsen (2005). Pendlingsregionerne heri er defineret ud fra pendlingsforholdene i Undersøgelsens 104 bebyggelser er fordelt på landets 27 pendlingsregioner er vist i tabel 1. Pendlingsregionerne er endvidere vist på kortene i dette arbejdsnotat. Tabel 1. Bebyggelserne i undersøgelsen, fordelt på pendlingsregioner Pendlingsregion By Antal Aalborg Brønderslev, Hobro, Støvring, Aalborg, Aars 5 Skagen Skagen 1 Læsø Frederikshavn Frederikshavn, Sæby 2 Hjørring Hirtshals, Hjørring 2 Morsø Nykøbing M. 1 Thisted Thisted 1 Viborg Bjerringbro, Skive, Viborg 3 Grenå Grenaa 1 Samsø Ebeltoft, Hadsten, Hammel, Hinnerup, Hørning, Odder, Randers, 11 Århus Ry, Silkeborg, Skanderborg, Århus Herning Brande, Herning, Ikast 3 Skjern Ringkøbing, Skjern 2 Holstebro Holstebro, Struer 2 Lemvig Lemvig 1 Vejle Billund, Grindsted, Hedensted, Horsens, Vejle 5 Kolding Middelfart, Haderslev, Vojens, Vejen, Fredericia, Kolding 6 Esbjerg Bramming, Esbjerg, Ribe, Varde 4 Tønder Tønder 1 Sønderborg Nordborg, Rødekro, Sønderborg, Aabenraa 4 Rudkøbing Ærøskøbing Assens, Fåborg, Kerteminde, Munkebo, Nyborg, Neder Holluf, 8 Odense Odense, Svendborg Bornholm Rønne 1 Nykøbing F. Maribo, Nykøbing F. 2 Nakskov Nakskov 1 Storkøbenhavn, Dragør, Fløng, Taastrup, Trørød, Hørsholm, 37 København Ishøj, Birkerød, Lillerød, Farum, Frederikssund, Frederiksværk, Gilleleje, Helsinge, Helsingør, Hillerød, Hundested, Nivå, Slangerup, Ølstykke, Greve Strand, Tune, Jyllinge, Køge, Roskilde, Solrød Strand, Haslev, Holbæk, Kalundborg, Korsør, Nykøbing S., Ringsted, Skælskør, Slagelse, Sorø, Næstved, Vordingborg Danmark

15 23 af landets 27 pendlingsregioner rummer mindst 1 by med over indbyggere. Kun regionerne bestående af øerne Langeland, Ærø, Samsø og Læsø er uden en sådan by. De øvrige ti regioner i landets yderområder 1 har en by hver, dog rummer regionerne Nykøbing F. og Skjern hver 2 byer. Yderområderne har således tilsammen 12 bebyggelser med mindst indbyggere. Københavnsregionen (som omfatter hele Sjælland) har hele 37 af de 104 bebyggelser med over indbyggere (hvortil kommer 7, som er ikke inkluderet i undersøgelsen). Regionens andel af bebyggelser af denne størrelse svarer nogenlunde til dens andel af landets befolkning. Andre regioner med et større antal bebyggelser er Århus med 11 (samt 2, som ikke er omfattet af undersøgelsen), Odense med 8, Kolding med 6 samt Vejle og Aalborg med hver 5. Arbejdspladser og bopæle Bebyggelserne spiller en vidt forskellig rolle, hvad angår forholdet mellem arbejdspladser og bopæle. Der er bebyggelser med store arbejdspladser som Nordborg og Bjerringbro, der har mere end dobbelt så mange arbejdspladser som bosatte beskæftigede og derfor mange tilpendlere ude fra. Der er også næsten rene sovebyer som Jyllinge og Tune, hvor arbejdspladsantallet kun er en god tredjedel af de bosatte beskæftigede og udpendlingen tilsvarende stor. Selv om der udøves visse erhverv i sovebyerne, er deres regionale funktion altovervejende at være bosted. Tabel 2 viser fordelingen af arbejdspladser og bopæle for tre bystørrelsesgrupper. Nogle bebyggelser, især blandt de mindre, er udprægede bolig- eller sovebyer, hvor antallet af bosatte beskæftigede tydeligt overstiger antallet af arbejdspladser. Andre bebyggelser, både mindre og større, har et overskud af arbejdspladser, som altså nødvendigvis må beskæftige en del, som ikke bor i byen selv. De fleste bebyggelser har et vist overskud af arbejdspladser. 46 bebyggelser har et arbejdsplads/bopæls-forhold mellem 100 og 130. Det store flertal af bebyggelserne over indbyggere hører hertil. Der er desuden en række mindre bebyggelser, hvor arbejdspladsantallet langt overstiger antallet af bosatte beskæftigede og som derfor har en regional rolle som erhvervscentre; det er ofte bebyggelser præget af enkelte store arbejdspladser. Karakteristikken af bebyggelserne som sovebyer, boligbyer, oplandsbyer og erhvervscentre henviser til den rolle, som bebyggelserne må formodes at spille i forhold til den øvrige del af sin region. For nogle bebyggelser er det funktionen som bosted, der er bærende, andre steder er det erhvervsudøvelsen, som er basal. Tabel 2. Arbejdsplads/bopæl-balance og størrelsesfordeling. Antal arbejdspladser pr. 100 bosatte beskæftigede bystørrelse, < >130 i alt 1000 indb. (soveby) (boligby) (oplandsby) (erhvervscenter) > i alt Yderområder er her defineret som i Miljøministeriet (2006). dvs. som pendlingsregioner, hvis største by har mindre end indbyggere. 15

16 Sove- og boligbyerne hører altovervejende til i pendlingsoplandene til landets største byer, se tabel 3. Derimod har bebyggelserne i yderområderne alle flere arbejdspladser end bosatte beskæftigede. Oplandsbyerne og erhvervscentrene ligger spredt ud over landet, idet erhvervscentrene dog kun i mindre omfang ligger i storbyregionerne. Tabel 3. Arbejdsplads/bopæl-balance og regionstype. Antal arbejdspladser pr. 100 bosatte beskæftigede < >130 i alt (soveby) (boligby) (oplandsby) (erhvervscenter) Sjælland byer > i. mellemstore byregioner yderområder i alt Storkøbenhavn, mange af købstæderne på Sjælland, fjordbyerne i Østjylland og de fleste af de gamle købstæder landet over er oplandsbyer og har altså et mindre overskud af arbejdspladser, se kort 1. 2 Mange bebyggelser i Nordsjælland er lige som forstadsbebyggelserne i andre dele af landet boligbyer, hvor boligfunktionen kombineres med et vist antal arbejdspladser. Byerne i Nordsjællands sydvestlige del og ved Køge Bugt er overvejende sovebyer, hvor lokal erhvervsudøvelse kun spiller en lille rolle. Det samme gælder et par af forstæderne til Århus, mens Munkebo på Fyn kun er placeret i gruppen, fordi det store lokale skibsværft ikke regnes for liggende i byen. Der er på Sjælland kun få erhvervscentre, især bebyggelser med store industriarbejdspladser som Kalundborg, Ringsted og Hillerød, mens Østjylland helt mangler denne bytype. Erhvervscentrene er til gengæld udbredt blandt de mindre bebyggelser i Vest- og Sønderjylland, hvoraf mange med et industrielt præg, og også Viborg og Herning hører til erhvervscentrene. Den centrale bebyggelse i Herning er omgivet af små boligbyer med under 5000 indbyggere, som først fra 2006 er groet sammen med den centrale by. Centrene for pendlingsoplandene 2004, hvoraf de 23 (af 27) har over indbyggere, er overvejende oplandsbyer, se tabel 4. Syv af dem har dog et overskud af arbejdspladser på mere end 30 pct., heraf de fem af yderområdernes ti centre samt Viborg og Herning. Tabel 4. Arbejdsplads/bopæl-balance og pendlingsregionscentre Antal arbejdspladser pr. 100 bosatte beskæftigede < >130 i alt (soveby) (boligby) (oplandsby) (erhvervscenter) pendlingscenter andre byer i alt Pendlingscentrene er den største by i hver pendlingsregion. 2 Grænserne på dette og de øvrige kort i arbejdsnotatet er grænser for pendlingsregionerne,

17 Kort 1. Forholdet mellem antal arbejdspladser og bosatte beskæftigede i bebyggelserne,

18 Den samlede beskæftigelse i bebyggelserne Et første indtryk af erhvervsfordelingen i de enkelte størrelsesgrupper af bebyggelser kan fås fra tabel 5. Erhvervene er samlet i hovederhvervsgrupper, hvis definition er vist i bilag 3. En mere detaljeret erhvervsfordeling er vist i bilag 2. Tabel 5. Erhvervsfordeling af arbejdspladser 2005, fordelt efter bystørrelse. Tal i pct. Andre byer over indb Byer med indb Byer med indb Hele landet Hovederhvervsgruppe Storkøbenhavn Primære erhverv 0,5 0,8 0,9 1,0 3,9 Industri mv. 9,9 12,3 15,6 23,0 16,3 Bygge- og anlægsvirksomhed 5,8 6,0 6,0 6,9 7,2 Transportvirksomhed 5,8 3,5 3,1 3,2 4,3 Privat personrettet service 14,1 16,8 17,2 15,5 14,6 Privat virksomhedsrettet service 28,2 20,8 19,0 15,9 19,2 Offentlig service 35,2 39,6 37,8 34,1 34,0 Uoplyst erhverv 0,5 0,4 0,4 0,4 0,5 I alt 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 I alt, antal Tal for hele Danmark er eksklusive beskæftigede, hvis arbejdssted ikke er henført til bystørrelse. Inkluderer tal for alle 117 bebyggelser over indbyggere. Byerne med indbyggere har forholdsvis mange industribeskæftigede, mens den private virksomhedsservice, specielt branchen forretningsservice mv., er underrepræsenteret. Byerne med indbyggere er centre for offentlig service (især undervisning og sundhedsvæsen) og privat personrettet service (navnlig detailhandel). Det er altså navnlig sådanne oplandsorienterede funktioner, der dominerer denne gruppe af bebyggelser. Også landets fire største byer (alle med over indbyggere) er præget af serviceerhverv, såvel de personrettede som de virksomhedsrettede. Storkøbenhavn er dog specielt præget af de private virksomhedsrettede serviceerhverv, mens den offentlige service, måske overraskende, kun er let overrepræsenteret, og den private personrettede service underrepræsenteret. Regionalt orienteret beskæftigelse En simpel måde til at opgøre hvilke brancher, der er specielle og karakteristiske for bebyggelserne, er at sammenligne branchens andel i byen med branchens andel i hele landet. Byen kan så siges at være karakteriseret af de brancher, hvor andelen i byen er højere end andelen i landet som helhed. 18

19 Brug af lokalisationskvotienten til at skelne mellem ekstralokal og intralokal orienteret beskæftigelse Lokalisationskvotienten (LQ) bliver ofte brugt til at måle, hvor vidt en by har en større del af en bestemt aktivitet end man måtte vente, hvis den pågældende aktivitet var ensartet fordelt i landet, fx i forhold til befolkningstallet. Er T ij antal beskæftigede i erhverv i i byen J, T i antal beskæftigede i erhverv i i Danmark, T j antal beskæftigede i byen J i alle erhverv, og T totalbeskæftigelsen i Danmark, er LQ i erhverv i i byen J: LQ ij = (T ij /T j )/(T i /T). Er LQ ij større end 1, har byen J en større andel beskæftigede i erhverv i, end Danmark som helhed har. Dette kan ses som et udtryk for, at byen "eksporterer" varer eller tjenesteydelser, der fremstilles i erhverv i, og de personer, der er beskæftiget hermed, kan måles ved udtrykket (LQ ij -1)/LQ ij * T j. Er lokalisationskvotienten mindre end 1 i erhvervet, er der derimod tale om et "importerhverv", og byen har da ingen beskæftigelse i erhvervet, som leverer uden for byen. En sådan anvendelse af lokalisationskvotienten til at opgøre den ekstralokalt afsættende beskæftigelse bygger på en række forudsætninger om forbrug og produktionsprocesser: 1. Lokal efterspørgsel skal i videst mulig udstrækning dækkes af lokal produktion. Er der i en by såvel eksport som import af samme vare, fx biler, vil en LQ = 1 i bilindustrien i byen betyde en vis eksport. Efter som hver branche desuden normalt fremstiller en række varer, kan en LQ = 1 i fx metalindustrien være et udtryk for, at byen fx eksporterer skruer og importerer søm, og brugen af lokalisationskvotienten for metalindustrien som helhed vil derfor ikke opfange byens rolle som skrueeksportør. Anvendeligheden af lokalisationskvotienten til dette formål stiger derfor med stigende findeling af erhvervssektorerne. 2. Danmark som helhed betragtes som en lukket økonomi. I modsat fald kan en lokalisationskvotient mindre end 1 i et erhverv, som leverer Danmarks eksportvarer, alligevel repræsentere en eksport fra byen. 3. Produktiviteten i hver af brancherne skal være den samme i byen som i landet som helhed. Har et erhverv en forholdsvis lav produktivitet i byen J, kan en LQ >1 godt svare til en produktion, som ikke kan dække byens eget behov, og brugen af lokalisationskvotienten vil derfor føre til den fejl, at byen tillægges en eksport af erhvervets produkter til omgivelserne. 4. Forbrugsmønsteret i byen skal svare til forbrugsmønsteret i hele landet, hvilket gerne forudsætter, at indkomstfordeling og per capita indkomst er nogenlunde ens i byen og i landet som helhed. Hvis per capita forbruget i byen J af fx papir er højere end i landet som helhed, kan byen være henvist til at importere papir, selv om byens lokalisationskvotient i papirindustrien er større end 1. Disse forudsætninger er, som det ses, ret frimodige og vil ikke være opfyldt i virkelighedens verden. 19

20 De to forudsætninger om forbrugsmønster og produktivitet vil dog i land af Danmarks størrelse og sammenhængsgrad være nogenlunde opfyldt. Forudsætningen om Danmark som en lukket økonomi er ikke opfyldt. Det vil være forholdsvis overkommeligt i det mindste i grove træk at korrigere herfor ved at inddrage den danske handelsog tjenestebalance, opgjort efter erhvervssektorer. Det er ikke gjort her, og det indebærer, at byer med eksporterhverv får deres ekstralokalt afsættende beskæftigelse undervurderet i eksporterhvervene. Specielt industri, engroshandel og transport kan på denne måde være undervurderet. Målet med nærværende undersøgelse er imidlertid at fastslå den regionalt orienterede og ikke den internationalt orienterede beskæftigelse, og i den sammenhæng betyder en undervurdering af den ekstralokalt orienterede eksportbeskæftigelse formentlig mindre. Forudsætningen om den lokale efterspørgsels dækning gennem lokal produktion er naturligvis slet ikke opfyldt. Som nævnt er denne forudsætning afhængig af den anvendte brancheklassifikation. Hver by vil normalt have såvel eksport som import af næsten alle erhvervsgruppers varer eller tjenesteydelser. Er der tale om eksport eller import af samme vare eller af hinanden næsten fuldt ud substituerende varer, kan denne handel blot være et udtryk for irrationel distribution. Ikke desto mindre vil byer, der som nævnt fremstiller fx et bestemt bilmærke til eksport, spille en rolle i den geografiske arbejdsdeling, der svarer til denne eksport, selv om byen importerer et betydeligt antal nærmest identiske biler af andet fabrikat. Og består eksporten og importen af to forskellige varer fra samme erhverv, der ikke kan substituere hinanden, må handelen ses som et udtryk for byens rolle i den geografiske arbejdsdeling. Lokalisationskvotienten måler i begge tilfælde kun nettoeksporten, hvorfor den undervurderer byens deltagelse i den ydre arbejdsdeling og dermed byens rolle over for omgivelserne. Generelt gælder det, at jo mere sammensat en branche er, jo mere undervurderes byens eksport. Undersøgelsens datagrundlag rummer kun 27 brancher, hvoraf fx industrien består af syv. Dette betyder, at brancherne er meget heterogene. Derfor vil formodentlig særligt eksporten fra industrierhvervene blive undervurderet i forhold til eksporten fra de personrettede serviceerhverv. Byerne vil derfor i virkeligheden spille en større rolle inden for forsyning med industrivarer, end nærværende undersøgelse konstaterer. Brug af lokalisationskvotienten til at skelne mellem ekstraregional og intraregional, men ekstralokal orienteret beskæftigelse En bys ekstralokalt afsættende beskæftigelse kan i princippet deles i den beskæftigelse, hvis ydelser indgår i forsyningen af byens opland eller af den byregion, som byen ligger i (den regionalt afsættende beskæftigelse), og i den del, der karakteriserer byens specialisering over for landet og internationalt (den ekstraregionalt afsættende beskæftigelse). Det ligger også nær at forestille sig, at nogle byer i en byregion overvejende rummer regionalt orienterede funktioner (foruden de lokale), mens de nationale og internationalt afsættende funktioner præger andre af byerne. En byregion må i denne sammenhæng principielt opfattes som det område, hvor de funktioner, som ikke er nationalt eller internationalt betjenende, har deres afsætning eller kundekreds. Sundhedsvæsenet er et eksempel herpå, idet hospitalernes ydelser almindeligvis har en kundekreds, som er regionalt og ikke lokalt afgrænset, mens der kun i specialtilfælde er tale om nationalt dækkende ydelser. Den øvrige personrettede og offentlige service inklusive byggeriet har tilsvarende overvejende begrænsede oplande af regional eller endda kun lokal karakter. Hvad angår industri, transport og virksomhedsrettet service, er kundekredsens geografi mere diffus og vidtrækkende, men i den udstræk- 20