KIRKE Gamtofte & Turup sogne juni-august 2015

Transkript

1 KIRKE Gamtofte & Turup sogne juni-august 2015 bladet 1

2 Stor opstandelse om opstandelsen af Klaus Meyer Apelgren Tvivlen på Jesu opstandelse er ikke ligefrem en nyhed. Nej, den har helt fra begyndelsen været troens faste følgesvend. Allerede hos disciplene er tvivlen stor. Og det er da i grunden ikke så sært, for det er da det mest usandsynlige budskab af alle! At en død mand er blevet levende! Ja, sandt er det, at dette budskab er et kors for tanken; det er og bliver et brud med al menneskelig forstand. 1. søndag efter påske hørte vi om disciplen Thomas. Han havde af en eller anden grund ikke været til stede, da den opstandne Kristus første gang viser sig for disciplene. Han har ikke set den opstandne, og derfor vil han ikke tro, at det er sandt, hvad de andre fortæller. Som prototypen på det skeptiske menneske vil han have beviser frem for smukke ord. Evangelierne fortæller om de mange måder, et menneske kan få øje på den opstandne Kristus på. Maria Magdalene genkender ikke den opstandne frelser, før han kalder hende ved navn. Og da de to disciple er på vej til Emmaus, slår en fremmed følgeskab med dem, og de genkender ham heller ikke som den opstandne herre, før han bryder brødet under måltidet sammen med dem. Alle evangelier omtaler tvivlen på Jesu opstandelse, og det er ikke uden grund, for tvivlen klæber til os mennesker. Til alle tider har mennesker tvivlet på, om det kunne være sandt, at Gud er Jesus. Tvivlen hører så at sige med til troens klangbund. Hvis vi ikke tvivlede, ville det ikke være nødvendigt, at vi skulle høre opstandelsesbudskabet igen og igen. Tvivlen viser os hen til gudstjenesten som det sted, hvor vi næres i troen på, at det er sandt, hvad der fortælles os. I kirken gøres tvivlen til skamme. Kristus er opstanden! Det er ikke bare en flot fanfare. At Kristus er opstanden fra de døde betyder, at så har vi selve livet i hans navn. Udgangspunktet for enhver kristen gudstjeneste er opstandelsen. Og vi holder gudstjeneste på en søndag, fordi Kristus stod op af graven på en søndag. Uden opstandelse ingen gudstjeneste og ingen kristendom. Jesus kan selvfølgelig ikke være menneskenes frelser, hvis han er støv og aske i Jerusalem og omegn. Vi, der lever i dag har af gode grunde ikke set den opstandne med egne øjne. Kristus er for længst faret til himmels, og derfor kan vi ikke længere se ham i fysisk forstand. Men han er fuldt ud til stede i blandt os. Han er fuldt ud synlig men med troens øjne. Som sagt har tvivlen altid været troens faste følgesvend, men inden påskens drama løber af stablen beder Jesus om, at menigheden skal være ét. Hvis ikke vi er ét i tro og opgave, ja, så svigter vi vores opgave, for så har verden ingen mulighed for at kende og bekende, at den opstandne Kristus er Gud. I sidste nummer af kirkebladet harcelerede jeg lidt over sognepræst Per Ramsdals udtalelser omkring opstandelsen og det evige liv. Og det gjorde jeg, fordi jeg mener, det er en ganske alvorlig sag for folkekirken. I nærværende kirkeblad tager Jørn Ibsen Per Ramsdal i forsvar, idet han mener, at Ramsdal blot 2

3 sætter spørgsmålstegn ved det, som langt størstedelen af befolkningen er enig med ham i. Om det forholder sig sådan skal jeg lade være usagt, men det er i øvrigt også uden betydning, for kristendommens sandhed afhænger ikke af dens tilslutning. Om så 99,9% af befolkningen var af den opfattelse, at det var løgn fra ende til anden, så ændrer det ikke ved, at det er kirkens urokkelige fundament, at Kristus opstod fra de døde. I sin artikel hævder Jørn Ibsen desuden, at kristendommens sandhedsmonopol er intolerance i fuld udfoldelse, og det er nok ikke skudt helt ved siden af. Når jeg og landets øvrige præster søndag efter søndag forkynder, at Jesus er Kristus, Guds søn, menneskenes eneste frelser, som led og døde for vores synders skyld og opstod på tredjedagen fra de døde, ja, så er det jo egentlig et intolerant budskab, men det ligger blot i forlængelse af ordene fra ham (læs: Jesus), der sagde: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Og når Vor Herre sagde sådan, så var det naturligvis ikke et debatoplæg, der blev sendt ud til diskussion i plenum, men derimod et budskab, der lød og lyder til tro eller afvisning. Når vi kommer til kirke med vores vaklende tro og tvivl, ja, så kommer vi naturligvis ikke for at møde en præst, der fortæller os, at det hele bare er pjat. Og når vi bærer vores døde ind i kirken, så er det jo netop for at høre det, som vi ikke kan sige os selv; det, som bryder med al menneskelig forstand, og som strider mod det, videnskaben fortæller os. Vi kommer for at høre, at selvom den døde i kisten menneskeligt talt er hjælpeløs, har tabt livet og alle sine muligheder, så er døden ikke det sidste, der er at sige om det menneske, for Gud giver aldrig slip på et menneske, der er hans heller ikke i døden, og derfor er den døde heller ikke overladt til sig selv i mørket, for Gud har lovet os kærlighed og evig troskab i sit rige. Så når Ramsdal fortæller, at han stikker folk en nødløgn, når han taler om det evige liv til en begravelse, ja, så trækker han reelt tæppet væk under de mennesker, han står over for. Han slukker ganske enkelt håbet hos mennesker i den dybeste sorg, og dét er et svigt af dimensioner! Og derfor er det også på sin plads, når hele den gejstlige verden går i selvsving, for det er et klokkeklart brud på det præsteløfte, han har skrevet under på (i præsteløftet skrives der under på, at man vil forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i den danske evangelisklutherske folkekirkes symbolske bøger, og at man vil bekæmpe lærdomme, der strider mod trosbekendelsen), og derfor er det også en tvingende nødvendighed, at biskoppen gør alvor af sin tilsynspligt og kalder Ramsdal til orden og sætter ham på skolebænken, så han kan få styr på sit theologiske kvaksalveri. Klaus Meyer Apelgren Ansvarshavende redaktør: Klaus Meyer Apelgren Layout: Arabesque Musik v/ Stephan Kaae Tryk: Just-Print Forside:Den vantro Thomas af Michelangelo di Caravaggio 3

4 Opstandelse om opstandelsen Af Hans Hauge, lektor, dr.phil. - Berlingste tidende 20. februar 2015 Der foregår for tiden en uforsonlig diskussion blandt folkekirkens præster om Jesu opstandelse fra de døde. Det er åbenbart sådan, at langt flere præster, end man skulle tro, ikke tror på opstandelsen sådan rent»fysisk«, som de siger. Fysisk betyder»virkelig«, og virkelig betyder historisk eller videnskabelig. Det begyndte som bekendt med Per Ramsdal, der meddelte, at han ikke troede på opstandelsen, men dog troede på noget»åndeligt«. Så meddelte en række biskopper, teologiske professorer, provster og sognepræster, at de var enige med Ramsdal, men at de blot ville udtrykke det langt mere nuanceret og klogt. Derfor skulle han tilbage på den teologiske skolebænk, og han fik endog et pensum, som han skulle gennemgå, og derefter skal han nok høres i lektien af biskoppen, der heller ikke tror på nogen fysisk, legemlig, biologisk eller virkelig opstandelse, men han tror det på et højere intellektuelt plan. Hvad er opstandelse? Det er noget meget mere mystisk, og det kan derfor kun udtrykkes i mytisk-poetisk sprog. Disse poetiske præster er dermed i deres forkyndelse en slags kunstnere, for de taler selv poetisk om det poetiske. De mener, vil jeg tro, at Jesus af Nazareth døde sådan fysisk. Hans skelet må da ligge et sted i Jerusalem. Graven var tom, siger i al fald nogen, men det vidste Paulus ikke. Og det glæder dem. Hvis graven var tom, må nogen have fjernet liget. Men hvem mon? Det er en ren krimi. Hvordan fortællingen om opstandelsen er opstået, bliver lidt af et mysterium, men de første menigheder må have opfundet den. Og de disciple, der så Jesus, så syner. Det hedder den»subjektive visionshypotese«. DA JEG VAR ung, var det populært at sige, at der ingen forbindelse var mellem den historiske Jesus og den forkyndte Kristus. Jesus var blot en senjødisk, halvskør rabbi. Og inden da havde den tyske teolog Rudolf Bultmann afmytologiseret opstandelsen. Når Paulus i 1. Korinterbrev siger, at den opstandne Kristus viste sig for Kefas, for de Tolv, samt at han blev set af over 500 forsamlede, da er det intet mindre end»fatalt«, sagde Bultmann. Det lugter jo af et bevis, og dermed er der ikke noget at tro på. Og vi skal ikke glemme, da kirkehistorikeren og præsten P.G. Lindhardt afskaffede det evige liv. Stor opstandelse. På knæ for Bibelen, sagde præsterne til professorerne, men nu siger præsterne ikke noget til dem. DET SÆRLIGE ER, at det, Ramsdal og præsterne siger, ikke er noget nyt. Det ved enhver, der blot har snuset til moderne teologi. Men hvorfor er der så al den ballade? Hvorfor opleves det som noget nyt? Fordi konteksten er totalt ændret, og det er den, der giver udsagnene mening. Fortidens teologer kunne sagtens sige det, som de sagde, fordi 98 pct. var medlemmer af folkekirken. Disse teologer tilhørte en lille elite. Institutionen var stærk. Samfundet var kristent. Det er slut nu. Dog minder situationen om den tidlige romantik. Dengang sad de rationalistiske præster på magten i statskirken. Det gør de igen, men måske kommer der en ny Grundtvig og spørger som han:»hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?«Oplysningstiden er ved at være forbi. Foråret så sagte kommer. 4

5 Hvorfor vælges kirken fra? af Jørn Ibsen I Politiken var der i påsken en række tankevækkende artikler om kirken og kristendommen. Artikler, som hver i sær forsøgte at belyse det faktum, at flere og flere vælger kirken og forkyndelsen fra. Jeg er hverken kyndig ud i teologi eller kristendomshistorie, er blot en ganske almindelig dansker, som er kristen på den lidt løsagtige måde, vil nogen synes. Jeg er troende og kommer i kirken en gang imellem. Dog er jeg lidt speciel i forhold til mange andre medlemmer af folkekirken, da jeg er medlem af et menighedsråd. Et medlemskab, der har skærpet min interesse for kirken. Ikke kun for det ydre som bygninger, personale og kirkegården, men også for det, der sker i kirken, forkyndelsen og gudstjenesten, for det er jo det, der er opgaven. Der er formentlig mange årsager til, at kirkens budskab ikke appellerer til mennesker i dag. Noget skyldes formentlig den stigende dyrkelse af det overfladiske, andet, at mange mennesker kun forholder sig til deres eget ego. Det er med andre ord ikke rigtigt in at være kristen. Efter min menig er folkekirken selv medskyldig i en stor del af det manglende image. I seneste nummer af vores kirkeblad kan man læse et interview med forfatterinden Fay Weldon, hvori hun fremfører det synspunkt, at et forsøg på at gøre evangeliet forståeligt ved at tolke og formidle det i tidens sprog medfører, at det bliver sværere at nå ind til Gud. Det indrammer efter min menig et af folkekirkens allerstørste problemer. Hvis du ikke kan forstå, hvad der tales om, hvis gudstjenesten er kedelig, er det ikke det talte ord eller rammerne om gudstje-nesten, der er noget galt med. Så er det fordi, du for sjældent kommer i kirke eller læser i biblen. Vi ændrer os ikke, for hvis vi gjorde det, vil det med Fay Weldons ord betyde at, præsten bliver større, og Gud bliver mindre. Jeg er helt uenig. For mig hænger det sammen på følgende måde: For at Gud skal blive større og mere nærværende, er det en forudsætning, at præsten bliver mere synlig og de kirkelige handlinger nærværende. Min erfaring er, at de præster, der ikke kun holder sig til det skrevne ord, men gør det skrevne ord nærværende og konkret, er de præster, som størstedelen af danskerne foretrækker, og er dem, der kan få flere til at søge ind i kristendommen. Gudstjenesten handler alt for meget om begreber og alt for lidt om de mennesker, der sidder i kirken. Det lyder banalt, men tingene er interessante, når man føler, at de handler om en selv. Humor er godt til alt. Den skal bare bruges med omtanke. I mange prædikener er humoren total undladt, og det er en kæmpefejl. Bruges humoren med omtanke og i en god balance, er der ingen grænser for, hvad man kan bruge humoren til. En humorforladt og ikke nærværende gudstjeneste, barnedåb, konfirmation eller bryllup er bare et ritual, ingen husker det. Og ingen kommer igen bare for at høre Guds ord, for de forstår dem simpelthen ikke. 5

6 En anden grund til, at mange vælger folkekirken fra, er intolerancen. Når sognepræst Per Ramsdal sætter spørgsmålstegn ved det, som langt størstedelen af befolkningen er enig med ham i, at Jesu opstandelse er en myte på lige fod med, at Gud skabte verden på seks dage, så går hele den gejstlige verden selvsving. Det må man ikke sige, man skal holde sig til det, der står, selv om ingen fatter en pind af det, og selv om det videnskabeligt er bevist, at det er en løgn. Så skal Per Ramsdal og andre kættere ind til inspektøren, og der vanker eftersidning, hvor han kan studere de tykke teologiske bøger for om et år at blive hørt i stoffet. Og består han, siger han det, der står, så kan han beholde sit job. Det samme var tilfældet med sognepræst Thorkild Grosbøll, der formastede sig til at skrive i en bog, at han ikke tror på Gud som en gammel person med gråt skæg, der sidder oppe i himlen. Det medførte en voldsom offentlig debat, og igen stort set kun blandt præster og teologer. Grosbøll blev sat i skammekrogen. Ikke af menigheden, der støttede op om sin præst, men af gejstligheden. Kristendommen er ikke et tag selv-bord, det forstår jeg godt, men at ingen må sætte kvalificerede spørgsmål ved de mest indlysende myter, det forstår hverken jeg eller mange andre. Kristendommens sandhedsmonopol er intolerance i fuld udfoldelse, der desværre reducerer sig selv til noget, vi kender fra andre trosretninger. Også derfor vælger mange kirken fra. Kristendommen har meget at give til alle mennesker. Derfor er det frustrerende, at de konservative kræfter har så stor magt, at al fornyelse, tvivl eller spørgsmålstegn bliver mødt med tavshed eller i bedste fald foragt. Nogle gange fylder de mindste ting, mest i livet. Peter Plys. Turup Menighedsråd har de sidste syv måneder arbejdet med at projektere et nyt Graver hus, for at give vores graver gode faciliteter der ikke har været til stede i mange år. Menighedsrådets oprindelige oplæg til et nyt graver hus blev forkastet af Assens Kommune. Nu er vi kommet overens med Assens Kommune og der foreligger nu et færdigt byggeprojekt, der lever op til kravene fra Assens Kommune. I projektet er der indbefattet mødekontor, handicaptoilet og redskabsrum. Udenfor vil der Graverhuset i Turup af Jørgen Erik Hansen komme en indhegning der indeholder affaldskumme og plads til materialer graveren har behov for til kirkegården.huset opføres som murværk og er vandskuret samt med rødt vingetegltag. Menighedsrådet forventer at byggeriet igangsættes ultimo maj måned. Menighedsrådet glæder sig til at byggeriet påbegyndes og der vil blive orienteret på anden vis, når det står færdigt. 6

7 Adresser og telefonnumre Sognepræst: Klaus Meyer Apelgren Gamtoftevej 41, Gamtofte, 5610 Assens, Tlf: , Mandag er præstens fridag Organist ved begge kirker: Camilla Sibani Palnatokesvej 34, 5000 Odense C, Tlf: , Regnskabsfører ved begge kirker: Jan Thygesen Egevænget 6, Håstrup, 5600 Fåborg, tlf , Kirkesanger ved begge kirker: Bo Jørgensen Lærkevænget 1, 5631 Ebberup, tlf: Gamtofte Sogn Menighedsrådsformand: Jørn Ibsen, Skovhavevej 14, Aborg Mark, 5610 Assens, tlf: , Kirkeværge: Marianne Uldall Bruun Havndrup Aborgvej 42, Aborg 5610 Assens, Kirkegårdskontor: Kirketoften 2, Gamtofte, 5610 Assens, tlf: , Graver: Lone Andersen, Kirketoften 2, 5610 Assens Mandag er graverens fridag Turup Sogn Menighedsrådsformand: Folmer Riis Langstedgyden 52, Turup, 5610 Assens, tlf: Kirkeværge: Niels Jensen Ulskovvej 6, Turup, 5610 Assens, tlf: , Graver: Helle Jensen Møllegårdsvej 2, Turup, 5610 Assens, tlf: Mandag er graverens fridag 7

8 Gudstjenester Gamtofte Turup 7. juni 9.00 v. A.Torp Ingen 14. juni Kirkekaffe juni juni juli v. A.Torp Ingen 12. juli Ingen 9.00 v. A.Torp 19. juli 9.00 v. A.Torp Ingen 26. juli Ingen 9.00 v. A.Torp 2. august Ingen 9. august Ingen Kirkekaffe 16. august Ingen 23. august Ingen august I perioden 4. juli til og med 27. juli betjenes embedet af præsten i Sandager, Adam Torp, som kan træffes på tlf KIRKEBIL Har du behov for at benytte kirkebilen som transportmiddel til gudstjenester eller andre arrangementer i kirke-regi kan du kontakte Taxa Fyn på og bede om kirkebilskørsel dagen i forvejen.