Bauckham, Richard Jesus and the God of Israel : God crucified and other studies on the New Testament s Christology of divine identity

Transkript

1 Bauckham, Richard Jesus and the God of Israel : God crucified and other studies on the New Testament s Christology of divine identity. Grand Rapids, Mich.: Eerdmans I. GOD CRUCIFIED (1-59) 1. Understanding Early Jewish Monotheism RB beskriver monoteismen i den antikke jødedom som strict (3). Man opererede med en skarp skelnen mellem Gud og enhver anden virkelighed, mellem Gud og det, der ikke er Gud. Denne monoteisme havde sin basis ikke mindst i Shema og Dekalogen. Til forklaring af denne monoteisme inddrager begrebet identitet. Guds identitet bestemmes af Guds forhold til Israel, dvs. pagtsfællesskabets forhold (Gud som den, der bragte Israel ud af Egypten etc.), og Guds identitet bestemmes desuden i forhold til verden (Gud som skaber og herre). I ingen af disse henseender bliver Gud opfattet som den øverste i et guddommeligt hierarki, men Gud bliver beskrevet som den, der er i en kategori for sig selv. I den antikke jødedom opererer man ganske vist med mellem-figurer. Der er to typer: På den ene side ærkeengle og ophøjede patriarker; de er tjenere for Gud, men de er ikke indbefattet i Guds identitet, de sidder ikke på Guds trone etc. Den eneste undtagelse er her Menneskesønnen i 1 Hen 46,5; 48,5; 61,8; 62,2-9; 69,27,.29. Denne Menneskesøn tager del i Guds herredømme. På den anden side Guds Ord og Guds visdom, som begge er indbefattet i Guds unikke identitet; de sidder på Guds trone etc. De er personifikationer af aspekter af Guds identitet. They belong to the unique divine identity (17). 2. Christological monotheism in the New Testament RB redegør for, hvorledes netop forståelsen af den antikjødiske monoteisme kan fungere som en hermeneutisk nøgle til at forstå de ældste kristne tekster om Jesus. Med andre ord: De ældste kristne indbefattede Jesus i den ene Guds unikke identitet. Ja, RB er af den opfattelse, at den ældste kristologi er netop denne højhedskristologi (19). Dokumentation for denne højhedskristologi: (a) Bekendelsen af Jesus som den ophøjede og siddende på Guds trone og delagtig i Guds herredømme over verden; (b) Ps 110,1 appliceret på Jesus (en tekst der ikke appliceres på Messias i den antikke jødedom), dvs. en bekendelse af, at Jesus har del i Guds herredømme over verden; (c) Jesus er Herre over alle ting, givet al magt; (d) Jesus tager del i Guds herredømme over englene (Ef 1,21f); (e) Jesus har fået Guds navn (Hebr 1,4; Fil 2,9); (f) tilbedelsen af Jesus; (g) Jesus tager del i Guds skabergerning og inkluderes i Shema (1 Kor 8,6). Summa: Forskningen har indtil nu opereret med et alternativ mellem en funktionel eller en ontologisk kristologi. I det ene tilfælde rettes fokus imod Jesu gerninger (hvad Jesus gør). I det andet tilfælde gælder interessen Jesu guddommelige og menneskelige natur (hvad Jesus er). Men RB opfatter denne kontrast som fundamentalt forfejlet. Opmærksomheden skal rettes imod Jesu identitet (hvem Jesus er). Resultatet er følgende: the Christology of divine identity common to the whole New Testament is the highest Christology of all. It identifies Jesus as intrinsic to who God is (31). Der er med andre ord tale om en kristologisk monoteisme (28). Det er en tro på Jesus, der på ingen måde udgør en trusset for monoteismen. Tværtimod! 3. God crucified: the divine identity revealed in Jesus RB har indtil videre beskrevet Jesus Kristus i dennes præeksistens (skabelsen) og ophøjelse (Herre). Herefter rettes opmærksomheden imod den jordiske Jesus. RB s pointe er, at den jor-

2 diske Jesus (også i lidelse og død) tilhørte den guddommelige identitet. For at udfolde dette vil RB tage udgangspunkt i, hvad de aktuelle tekster siger om Gud og dermed om Jesus som en åbenbaring af Gud. RB redegør for den tidligkristne læsning af Es Det betones i disse tekster, at den ophøjede og ene Gud afslører sin guddommelige identitet i den nye Exodus, i frelsens begivenhed. Mere konkret: Det er gennem Herrens Tjeners vidnesbyrd, ydmygelse og død, at Gud åbenbarer sin herlighed og guddommelige identitet for verden. Når det f.eks. i Es 52,13 hedder, at Herrens Tjener ophøjes, anvendes samme ord som om Herrens ophøjelse i Es 6,1 og 57,15. Pointen i Es 52,13 er med andre ord, at Herrens Tjener ophøjes til Guds trone. Herrens Tjener tilhører både i ydmygelse og ophøjelse Guds egen unikke identitet! RB redegør for indholdet af en række tekster i NT, hvor Golgatha-begivenheden ses som en vigtig del af Guds identitet. Fil 2,6-11: udlægning Es 45,22f. Pointen er, at Guds universelle herredømme bliver åbenbaret gennem ophøjelsen af Jesus. Men det er vigtigt at iagttage, at det er netop den korsfæstede Jesus, som ophøjes til den Herre, som sidder på tronen. Og det kan kun ske, fordi Jesus er Herrens Lidende Tjener. Eskatologisk monoteisme er altså kristologisk monoteisme. The God who is high can also be low, because God is God (45). Åbenbaringsbogen: Den ophøjede Kristus, der sidder på tronen, er samtidig et lam. Igen gælder det: Jesus er Herrens Tjener; derfor hører hans død med i hans guddommelig identitet. Det er netop den korsmærkede, der sidder på tronen. Johannes-evangeliet: I LXX Es 52,13 hedder det om Herrens Tjener: ivdou. sunh,sei o` pai/j mou kai. u`ywqh,setai kai. doxasqh,setai sfo,dra (se, min Tjener forstår og skal ophøjes og herliggøres meget). Det er interessant, at netop verberne u`yo,w og doxa,zw i Johannes-evangeliet betegner Jesus korsfæstelse. Det hedder, at Jesus ophøjes, og heri indgår, at han korsfæstes. Jesus herliggøres gennem sin korsfæstelse. Det er iøjnefaldende formuleringer, som viser, at Jesus fremstilles som Herrens Tjener (Es 52,13). Det er desuden betegnende, at et sådant u`yo,w-udsagn i Joh 8,28 forenes med et evgw. eivmi-udsagn. Pointen er, at netop når Jesus bliver ophøjet til korset, bliver det afsløret, at Jesus er Jeg er. Jesu guddommelige identitet afsløres bl.a. af korsfæstelsen. RB konkluderer, at de nt-lige forfattere var af den opfattelse, at Jesu liv, Jesu korsfæstelse og opstandelse altsammen åbenbarer, hvem Gud er. Jesus er dermed mere end en illustration af Guds identitet. Jesus - indbefattet Jesu selvhengivende kærlighed på korset - er selv en integreret del af Guds identitet. Ergo: (1) New Testament writers clearly and deliberately include Jesus in the unique identity of the God of Israel. (2) The inclusion of the human life and shameful death, as well as the exaltation of Jesus, in the divine identity reveals the divine identity - who God is - in a new way (57). II. BIBLICAL THEOLOGY AND THE PROBLEM OF MONOTHEISM (60-106) Selve begrebet monoteisme er blevet diskuteret i forskninge. Spørgsmålet er: Er det berettiget at omtale gudsforståelsen i GT og den antikke jødedom som monoteisme? MacDonald benægter dette. Han fokuserer på Deut og slutter, at Deut ikke repræsenterer en forståelse af Gud, som kan kaldes monoteisme. Deut benægter ikke eksistensen af andre guder. MacDonald anerkender YHWH s uniqueness (65), men ifølge MacDonald betyder det, at YHWH alene er unik i relation til Israel. RB indvender, at dette ikke er en plausibel læsning af Deut, bl.a. Deut 4, Her bekendes JHWH som den, der har al magt over

3 skaberværket. Når det hedder, at der ikke er nogen Gud ved siden af Gud, kan der ikke begrænses til at gælde Israel, som om JHWH kun er Gud for Israel. Det er i stedet et absolut udsagn om JHWH. Når det gælder bibelsk teologi, støder forskerne på et problem. Hvorledes konstruere en bibelsk teologi, hvis billedet af JHWH i Pentateuken er uhistorisk og er resultat af en tilbageprojektion fra en senere tid? Skal bibelsk teologi forholde sig til teksterne, som de står, eller skal man foretage et forsøg på en historisk rekonstruktion af den udvikling, der førte til det billede af JHWH, som vi finder i f.eks. Deut? Robert Gnuse forsøger det sidste og tager udgangspunkt i, at den israelitiske religion oprindeligt ikke adskilte sig markant fra den kana anæiske religion. Gnuse tegner på denne basis et billede af den historiske udvikling, som efter hans opfattelse førte til troen på den JHWH, som vi finder i Deut. Gnuse betegner denne rekonstruerede frelseshistorie som bibelsk teologi. RB indvender imidlerttid: Denne rekonstruktion hviler på en historical scepticism, ja, historical scepticism based on very considerable ideological suspicion of the text (73). Ifølge RB er en evolutions-model særdeles spekulativ. Teksterne selv giver ikke basis for en kronologisk rekonstruktion, hvor slutmålet er troen på den ene JHWH. There is no evolution visible in the texts, but there is dynamic (92). RB argumenterer for, at monoteisme er gennemgående i GT; det var i hvert fald sådan, GT blev forstået, da teksterne blev samlet til en kanon. Monoteisme kommer primært til udtryk i troen på Israels Gud som den eneste skaber af alle ting og som den suveræne Herre over alle ting. Det benægtes ikke, at der er andre guder, men JHWH er på ingen måde en af disse guder. JHWH er i en kategori for sig, en helt anden klasse. Der er a line of absolute distinction between YHWH and other gods (90). RB trækker linien op til NT og viser, at den gt-lige og antikjødiske monoteisme er forudsat i de nt-lige skrifter, f.eks. Rom 3,28-30; 1 Kor 8,1-6 og Joh 10,30. Det særegne i NT er imidlertid, at Jesus Kristus indbefattes i monoteismen. Jesus Kristus tilføjes ikke, men Jesus bestemmes i 1 Kor 8,6 som den Herre, som Shema omtaler. Den ene Guds unikke identitet består af den ene Gud, Faderen og den ene Herre, Jesus Kristus. Paulus genskriver Shema på en sådan måde, at både Gud Fader og Jesus Kristus er indbefattet i bekendelsen til den ene Gud. With the inclusion of Jesus in the unique identity of YHWH, the faith of Shema is affirmed and maintained but everything the Shema requires of God s people is now focused on Jesus (106). III. THE MOST HIGH GOD AND THE NATURE OF EARLY JEWISH MONOTHEISM ( ) RB undersøger betegnelsen Den højeste (!Ayl.[,) i den antikke jødedom. RB viser, at det er titel, der er relativ hyppig både i GT og den antikjødiske litteratur, og RB overvejer, hvorledes brugen af denne titel kan kaste lys over monoteismen i den antikke jødedom. RB s anliggende er at vise, at denne titel ikke udspringer af en inklusiv monoteisme (hvor Gud bekendes som den højeste i et hierarki af guder), men af en ekslusiv monoteisme (hvor Gud bekendes som den, der er helt anderledes end al anden virkelighed, transcendent uniqueness, 109). Titlen findes bl.a. i Deut 32,8f, hvor den højeste og JHWH er en og samme. I den antikke jødedom findes titlen i beskrivelsen af den Gud, der er knyttet til templet, som er alle tings herre etc. Det interessante er, at titlen i GT og den antikke jødedom ganske sjældent sættes i relation til eksplicitte referencer til andre guder. Bekendelsen af Gud som den højeste er i realiteten også en bekendelse af Gud som den eneste (den eksklusive monoteisme).

4 RB afrunder med en tabel over forekomsten af titlen den højeste i den antikjødiske litteratur fra 250 fkr til 150 ekr. IV. THE WORSHIP OF JESUS IN EARLY CHRISTIANITY ( ) Den aller ældste menighed tilbad Jesus. Det er en kendsgerning, som ofte overses i forskningen. Men dermed mistes en vigtig dimension i tolkningen af den ældste menigheds kristologi. RB viser, at de ældste kristne bad til Jesus. De påkaldte Jesu navn. Matt betoner med proskunei/n, at disciplene tilbad Jesus, og denne sprogbrug afspejler også menighedens tilbedelse af Jesus. Tilbedelse af Jesus kommer også til udtryk i doksologier og hymner rettet til Jesus. Konklusionen er: The one who functions as God shares the divine identity with God and naturally receives divine worship (138). RB henviser i den forbindelse til hedenske kilder, som opfattede de kristne som mennesker, der tilbad Jesus. Dette betød ikke en tilsidesættelse af den eksklusive monoteisme, men udtrykte tværtimod en inkludering af Jesus i Guds identitet. Ifølge RB var der i tiden før Nikea to tendenser. Den ene fastholdt den jødiske monoteisme i en sådan grad, at det endte i modalisme uden en tilstrækkelig sondring mellem Faderen og Sønnen. Den anden tendens var en kristen platonisme, hvor Gud blev den øverste i et guddommelig hierarki med Jesus som laverestående i dette hierarki (148). Men i Nikea og Kalkedon blev der formuleret en kristologi, der kunne rumme en tilbedelse af Jesus inden for rammerne af en jødisk monoteisme. Med andre ord: the practice of the worship of Jesus in the context of Jewish monotheism constituted both a christological principle - that Jesus is such that he can be worshipped - and a theological (Trinitarian) principle - that God is such that Jesus can be worshipped (151) V. THE THRONE OF GOD AND THE WORSHIP OF JESUS ( ) I den antikke jødedom er Gud den eneste, der må tilbedes. Og netop tilbedelsen er det, der adskiller Gud fra enhver skabning. Ingen skabning skal tilbedes. Man opererer i den antikke jødedom ganske vist med mellemvæsener. Nogle indbefattes i Guds idenditet (Guds Ånd, visdommen, Ordet), men for andre sker dette ikke (englene, patriarkerne). Der er intet til hinder for en distinktion inden for Guds unikke identitet (159). Guds Ånd, visdommen og Ordet tilhører den guddommelige identitet og viser, hvem Gud er. Generelt set er der kun én trone i himlen ifølge den antikke jødedom. Men det er påfaldende, at det kan hedde, at visdommen / Moses / Menneskesønnen (Dan 7,13) sidder på Guds trone. For de første kristne var det givet, at også Jesus tager sæde på Guds himmelske trone. Ps 110,1 tolkes som et udsagn om Jesu ophøjelse, og det er en interessant kendsgerning, idet Ps 110,1 ikke spillede nogen rolle i den antikke jødedoms messianisme. De kristne bekendte i tilslutning til Ps 110,1, at Jesus er ophøjet og tager del i det universelle herredømme, som ellers er forbeholdt den unikke guddommelige identitet. Svarende hertil hedder det, at alle himmelske magter er underlagt Kristus. at han tilbedes af engle og alle skabninger. Sigende er det, at det om disciplene tilbad den Jesus, som sagde, at han havde fået overdraget al magt i himmel og på jord (Matt 28,19f) (contra djævlens fristelse af Jesus til at få al magt, hvis Jesus ville tilbede ham, Matt 4,9) (sml. Joh 5,23). Ergo: Worship is given to Jesus precisely as recognition of characteristics of the divine

5 identity that were regarded in Second Temple Judaism as distinguishing the uniqueness of the one God (181) V. PAUL S CHRISTOLOGY OF DIVINE IDENTITY ( ) Monoteismen i den antikke jødedom kan bestemmes som skabelsesmæssig (alene Gud er skaber), som eskatologisk (alle skal til sidst aflægge bekendelse til den ene Gud) og som kultisk (kun den ene Gud skal tilbedes) monoteisme. Pointen er nu, at de ældste kristne udviklede en kristologisk monoteisme, der inddrog alle de tre nævnte aspekter. Den kristologiske monoteisme angår forholdet til skaberværket; den angår endetidens bekendelse af Jesus, og det understreges, at alene Gud / Jesus skal tilbedes. Vi finder hos Paulus talrige eksempler på, at JHWH-tekster fra GT bliver tolket kristologisk. RB nævner eksempler på den eskatologiske monoteisme i de kristologiske JHWH-tekster. Jesus bliver bekendt som den eskatologiske manifestation af JHWH s unikke identitet ( ). Men der er også eksempler på den skabelsesmæssige monoteisme i de kristologiske JHWH-tekster (194f). En særlig opmærksomhed vier RB tolkningen af JHWH-tekster i Rom 10,13 (Joel 2:32 - eskatologisk monoteisme); Fil 2,6-11 (Es 45,23; 52,13; 53,12 - kultisk monoteisme) og 1 Kor 8,6 (Deut 4,35.39; 6,4 - Jesus inddrages i en tolkning af Shema). Vedrørende Fil 2,6-11 nævner RB, at denne tekst omhandler en tilbedelse af Jesus, der er foranlediget af Jesu ophøjelse over hele skaberværket. Desuden gælder det, at det navn, som Jesus skænkes, er JHWH-navnet. Med andre ord fremgår det, at Jesus indbefattes i tilbedelsen af Gud, og det sker, fordi Jesus indbefattes i Guds unikke identitet og får JHWH-navnet. Det betyder også, at Fil 2,6-11 ikke med rette kan tolkes som et udtryk for en Adam kristologi (versus Dunn). RB opregner efterfølgende andre kristologiske læsninger af JHWH-tekster i NT uden for de paulinske tekster ( ) og afslutter med overvejelser om, hvorvidt den antikke jødedom rummer forgængere til den paulinske kristologi. Der er henvist til Melkizedek i 11QMelchizedek og Yahoel i Abraham Apokalypsen og ligeledes nogle enkelte messianske tekster i den antikke jødedom. Men RB slår fast, at der i ingen af disse tekster er basis for at hævde, at de nævnte skikkelser indbefattes i Guds identitet. VII. THE DIVINITY OF JESUS IN THE LETTER OF THE HEBREWS ( ) Også i Hebr s kristologi er der eksempler på, at Jesus indbefattes i Guds unikke identitet. De tre vigtigste kategorier er: Søn + Herre + Ypperstepræst. Jesus kan være Guds Søn, Herre og ypperstepræst, fordi han har del i Guds identitet. Men det særegne ved Hebr er, at disse samme bestemmelser også karakteriserer Jesus som sandt menneske. De aktuelle tekster er følgende: Hebr 1,2b-4; 1,5-14; 2,5-18; 7,3.16; 1,5; 5,5 og 13,8. Jesus er som den himmelske ypperstepræst siddende på Guds troen; han er uden ophav ligesom Melkisedek. Han tilhører Guds unikke identitet. Det hedder, at Jesus er den samme i går, i dag og til evig tid. Hans identitet forbliver uændret i al evighed. Det kan være tilfældet på grund af hans participation in the unique divine identity (253) VIII. GOD S SELF-IDENTIFICATION WITH THE

6 GODFORSAKEN IN THE GOSPEL OF MARK ( ) RB udlægger ordene af Jesus i Mark 15,39: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Pointen for Markus er, at Ps 22 læses inkluderende messiansk: Jesus samler som Messias erfaringen hos alle dem, hvis erfaringer genkendes i klagesalmerne. Jesus ikke blot følte sig forladt af Gud, men var forladt af Gud, forkastet af Gud (257). Gud lader dette ske og gør ikke noget for at hjælpe. Guds fravær er uforståelig. På den anden side er råbet troens råb (min Gud, min Gud). Ps 22 er tolket inkluderende messiansk. Jesus solidariserer med dem, der må tage disse ord i deres mund. På den anden side reddes den klagende fra døden trods alt, mens sejren for Jesu vedkommende bliver vundet i døden og gennem døden (260). Jesus kan frelse andre, fordi han netop ikke frelser sig selv (263). I Markus-evangeliets komposition er fortællingen om forklarelsen på bjerget i Mark 9,2-8 central. I begyndelsen (1,9-11), i midten (9,2-8) og i slutningen (15,34-39) bliver Jesus bekendt som Guds Søn. Det er en titel, der ikke alene betegner en guddommelig funktion, men også en guddommelig identitet (263). Og det er denne guddommelig identitet, der også åbenbares i Gudsforladtheden (266). Det er udtryk for Guds unikke identifikation med den 1 Gudsforladte (267). Peter V. Legarth Jeg savner i denne artikel nogle overvejelser om, at Gudsforladtheden er udtryk for Guds dom over Jesus.