Bibeltime 2 på Hurup Bibelcamping d. 22. juli 2011 ved Daniel Præstholm. Emne: Paulus' forståelse af Jesu død i Galaterbrevet Vi med Kristus

Transkript

1 Bibeltime 2 på Hurup Bibelcamping d. 22. juli 2011 ved Daniel Præstholm Emne: Paulus' forståelse af Jesu død i Galaterbrevet Vi med Kristus Varighed: ca. 45 minutter Sang: Ren og retfærdig (HT 377) Trosbekendelsen Indledning: I går så vi på nogle af de steder i Gal, hvor Paulus taler om den eksklusive side ved Jesu død. Jesus døde for os, og som jeg sluttede med i går, så endte vi ud med denne sammenskrivning af de tre steder fra Gal: Jesus gav sig selv hen for vore synder (1,4), blev en forbandelse for os (3,13) og løskøbte os, der tidligere var under lovens forbandelse, så vi nu kan stå som børn til Gud Fader (4,5). Kun Jesus kunne løskøbe os fra lovens forbandelse, fordi han er den, han er, og det er det eksklusive ved hans død. I dag skal vi se nærmere på den side ved Jesu død, som man kunne kalde det inklusive aspekt. Paulus siger, at vi døde med Kristus. Hvordan det skal forstås, håber jeg, bliver tydeligere i løbet af denne bibeltime. Udover at se på det inklusive aspekt af Jesu død, så vil vi også se nærmere på resten af kapitlerne i brevet. Som det nok blev klart i går, så gennemgår jeg ikke brevet fuldstændigt slavisk ord for ord, men jeg håber, at I selv læser og har læst med. I går var vi udover de tre nævnte steder (1,4; 3,13 og 4,4-5) også omkring kap. 1-3 og begyndelsen af kap. 4, men som nogle måske kan huske, så sprang vi 2,19-21 over, og jeg sagde, at jeg ville vende tilbage til disse vers i dag. I dag tager vi udgangspunkt i disse vers. Vi vil ende med at se nærmere på det parænetiske eller formanende hovedafsnit (5,13-6,10). Jeg spurgte i går om, hvorfor apostlen lægger så stor eksplicit vægt på Jesu død i brevet frem for opstandelsen, og jeg håber, at vi i løbet af denne time vil nærme os en forklaring på dette. Bøn Inden vi fortsætter, vil jeg kort bede. Bibeltime: Inden vi ser nærmere på 2,19-21, vil jeg atter gøre opmærksom på, at mange af de temaer, som findes i brevet, også findes i Rom, og derfor vil de fleste af de henvisninger jeg kommer med udover brevet være fra det brev. Dog vil jeg indlede med at læse Mark 15,33-39, for at Jesu død ikke blot bliver en teologisk/teoretisk ting, men så vi forstår virkeligheden i det, Paulus bygger sin forkyndelse på, nemlig Jesu død (og opstandelse):

2 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:»eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«det betyder:»min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:»hør, han kalder på Elias.«Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:»lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han:»sandelig, den mand var Guds søn.«(mark 15,33-39) Og apostlen skriver således til menigheden i Korinth: Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det ellers var det til ingen nytte, I kom til tro. Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig. (1 Kor 15,1-7) Jesus døde og opstod virkelig! Det er basis for vores tro. Sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro. slutter Paulus i vers 11. Det er det centrale i troen, at Jesus døde og opstod. Dét er evangeliet, ja, han er evangeliet, som er Guds kraft til frelse for enhver, som tror (Rom 1,16). Dét kan vi aldrig høre for tit. Lad os nu gå til 2, Vi med Kristus (2,19-21): For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. (2,19-20) Lad os tage en sætning af gangen. For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud.. Hvad menes der? Det er en smule snørklet sagt, men jeg tror, at Paulus taler om det samme, som han siger i Rom 7,6: Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle.. Loven giver mig erkendelse om min synd (Rom 3,20), og den erkendelse viser mig, at jeg er dødsens overfor Gud. Jeg bliver nødt til at blive løst/befriet fra den position. Den eneste måde er, at jeg skal dø. Kun døden løser mig fra loven, så jeg kan leve for Gud.

3 Jeg skal altså dø, for ikke at dø, som er syndens konsekvens?!! What?!! Men det er vel egentlig det, Paulus siger. Vi fortsætter: Jeg er korsfæstet med Kristus.. Apostlen taler i disse vers i 1. person, ental, jeg. I min bachelor-opgave tager jeg spørgsmålet op, om hvordan man skal forstå dette jeg. Nogle mener, at der er tale om et repræsentativt jeg, dvs. at Paulus ikke bruger det om sig selv, men retorisk for den troende. Dem, der mener sådan, lægger vægt på, at man i antikken havde en helt anden forståelse af individet. Man forstod sig ifølge dem stort set altid kollektivt. Én mener, at den enkelte faktisk ikke havde et selvbillede, man kan sammenligne med vor tids. Man skal ikke se så sort/hvid på det. Jeg tror, at det er rigtigt, at man forstod sig selv mere kollektivt i antikken, men derfra til at man så skal forstå alle 1. person, ental repræsentativt, er for vidt. Paulus taler i versene om sin egne erfaringer. Det er jeg overbevist om, men samtidig betyder det ikke, at den troende ikke kan spejle sig i det, han skriver. Når det er sagt, hvad mener han så, når han siger, at han er korsfæstet med Kristus? Et af de spørgsmål, jeg tog op i går, var, hvem, der døde på korset. Her siger Paulus, at det ikke alene var Kristus, men at han selv døde med ham, og hvis vi spejler os i, hvad apostlen skriver, så døde vi også med Kristus. Der er tale om et klart inklusivt udtryk om Jesu død. Isoleret set lyder dette vel ret mærkeligt, men lad os nu bare høre, hvad han videre skriver: Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.. Han understreger, at han ikke længere lever, men at det er Kristus, der lever i ham. Han udfolder, hvad det vil sige at være korsfæstet med Kristus. Så lever man ikke mere selv, men det er Kristus, der lever i én. Vi kan nok ikke lade være med at læse dette uden at få en masse forskellige associationer, men forestil jer, at det er første gang i hører dette. Jeg lever ikke, men Kristus lever i mig! - Mon ikke galaterne har undret sig over, hvad apostlen mente? Det sidste, han siger, kender vi fra i går, der nævner han nemlig troens indhold: evangeliet; at Guds søn døde for ham (og os). Der er igen tale om et eksklusivt udtryk (læg mærke til for ). Det er troen på dette, at Paulus (og vi) lever i her på jorden, men der kommer et meget vigtigt aspekt på, som vi ikke har med i den sammenskrivning vi endte ud med i går. Er der nogen, der kan se hvad? Det er kærligheden! Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.. Lad os lige kort revidere vores sammenskrivning fra i går: Jesus gav sig selv hen for vore synder (1,4), fordi han elskede os (2,20), blev en forbandelse for os (3,13) og løskøbte os, der tidligere var under lovens forbandelse, så vi nu kan stå som børn til Gud Fader (4,5). - Det er bestemt ikke uvæsentligt!

4 vers: Jeg vil nu kort opsummere, hvad det er, der bliver sagt i disse to Paulus er død, korsfæstet med Kristus, han lever ikke mere selv. Kristus lever i ham, han lever i troen på Guds søn her på jorden. Modsiger de to ikke umiddelbart hinanden? Paulus er død, men lever i Kristus... Hvordan skal det forstås? Lad os springe frem til det næste tekststed: Vi med Kristus (3,27): Vi sprang over 3,15-29 i går, men jeg bad jer om at læse afsnittet selv i handoutet. Nu vil vi kort se på de sidste vers af afsnittet: For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte. (3,26-29) Nu tænker I måske: Jamen, der er jo ikke tale om Jesu død i disse vers?, og det er helt rigtigt set, men der er tale om en inkluderende forståelse. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. står der i vers 27. Her er der ingen tvivl. Paulus taler i metaforer, for man kan ikke iklæde sig en person bogstaveligt talt. Hvad, han siger her, er, at igennem dåb og tro 1 bliver man podet ind på Kristus. Her ses igen, hvordan metaforer er vanskelige at forklare uden at bruge andre metaforer. Vi er blevet Guds børn ved troen, som vi også var inde på i går. I dåben har galaterne (og vi) fået del i Kristus, og dermed også i Kristi død. Her ses sammenhængen i forhold til 2, De fleste mener, at apostlen i 2,19-20 taler om dåben. I dåben er han og vi blevet korsfæstet med Kristus, og vi har iklædt os ham (eller er blevet iklædt ham? - evnedu,sasqe - 1. aor, ind, med, 2. per, plur). Hvad det betyder, udfolder han videre i de følgende vers. Alle døbte er én i Kristus Jesus, og derfor hører vi Kristus til og har del i den arv, som vi var inde på i går, nemlig det evige liv. Og i forhold til dette er alle uligheder i samfundet udjævnet. Alle er lige overfor Gud. Hvis man nu ser de to steder, vi har været inde omkring, sammen, så kan man vel konkludere følgende: I dåben er vi blevet iklædt Kristus (3,27), hvilket betyder, at vi er korsfæstet med ham (2,19). Den død Jesus døde, bliver vi i dåben indlemmet i, ja, vi smelter på en måde sammen med ham, så at vi ikke længere lever (2,20), men det er ham, der lever i os. 1 Der er ikke den diskussion omkring dåben, som vi kender, på dette tidspunkt tro og dåb hører som en selvfølge sammen. Så vidt jeg kan se, stiller Paulus slet ikke spørgsmål om hvorvidt dåb og tro hænger uadskilleligt sammen.

5 Jeg synes ikke, at det her er så let at forstå, og jeg forfalder ganske let til at tænke i klichéer og slidte fraser. Jo, jo, Jesus lever i mig, men hvad betyder det? Det er svært at fatte, at jeg i dåben er blevet Guds barn, men det er endnu sværere at forstå, at jeg er død med Jesus på korset. For måske at forstå det bedre, skal vi springe til Rom, hvor Paulus udfolder tanken om, at vi i dåben er døde med Kristus:...Rom 6,4-8...: Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. (Rom 6,4-8) Vi, der er døbt, er døde med Kristus fra vort gamle legeme (v. 6). Det var det legeme, som lå under for synden. Vi kan derfor ikke mere være bundet af synden, for, som han siger i v. 7, så er den, der er død, jo frigjort fra synden. Tanken er taget fra slave-herre-verdenen. Før trællede vi for synden, dvs. var bundet af den, men fordi vort gamle menneske nu er dødt gennem dåben, så er vi friet fra dette slaveskab. Døden frier jo en slave fra trældommen. Dåben har to sider, som det fremgår af v For det første er vi døde med Kristus gennem den, men for det andet skal vi også opstå sammen med ham. Det var også det, som Gal 2,19-20 gav udtryk for. Paulus selv lever ikke mere, men Kristus lever i ham, og det betyder, at Paulus' gamle menneske er dødt, men Kristus giver ham liv til at leve. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus. (Rom 6,11). Lad os kort gøre holdt her i teksten. I dåben døde vi med Kristus, men vi opstod også med ham i dåben. Vil det så sige, at vi er opståede? Lever vi allerede i opstandelsen? Nej, det er noget sludder, men faktisk var der nogle i blandt korintherne, der sandsynligvis havde denne forestilling, og derfor blev Paulus nødt til at give en indtrængende forklaring af opstandelsen til denne menighed (jf. 1 Kor 15). Man skal forstå det således (se figur på handout): Der er to forvandlinger, transformationer. Den første sker i dåben, og det er den Paulus taler om her. I dåben blev vi genfødt ved vand og ånd (jf. Joh 3). Man kan med Paulus' ord sige, at vi døde fra vort gamle legeme og blev derved transformerede til et nyt stadium. Det er det stadium, vi der er døbt og tror, befinder os i nu. Det giver derfor

6 ingen mening at ville blive ved med at leve som det gamle menneske, for det er jo dødt. Dette stadium er som en ørkenrejse, og er ofte blevet sammenlignet med israelitternes rejse i Sinaj-ørkenen. Vi lever i Ånden (jf. Gal 5,25). Dette stadium er desværre stadig præget af det gamle menneske, af synden, og det er dette problem, som Paulus tager op her, men i særdeleshed i Rom 7. Den anden transformation er den der sker efter den fysiske død. Da skal vi opstå, og synden skal ikke mere præge vort liv. Da skal vi dø fra vores simul justus et peccator-situation, og vi skal aldrig synde mere. Denne transformation kan man læse mere om i 1 Kor 15. Det gamle Menneske (Adam) 1. transformation (dåben) Det kristne, genfødte menneske Simul justus et peccator 2. transformation (opstandelsen) Et åndeligt legeme Det parænetiske hovedafsnit: Jeg vil nu kort samle trådene lidt, inden vi vender os mod det sidste hovedafsnit (5,13-6,10). Hvad Paulus har sagt indtil videre er, at Jesus af kærlighed gav sig selv hen for os (1,4; 2,20), fordi vi er syndere, hvilket indebar, at han blev en forbandelse (3,13), så vi kunne blive Guds børn (4,5) og få del i det evige liv og slippe for straf. Det er det eksklusive ved Jesu død. Dernæst siger apostlen, at vi er døde med Kristus på korset (2,19). Dette er sket i dåben, hvor vi er blevet begravet med ham. Vi er vokset sammen med ham ved døden og skal opstå med ham (Rom 6,4-8). Tro og dåb gør dette muligt. Dåben er udtryk for en transformation, en forvandling, hvor vi iklædes Jesus Kristus (3,27). Alle vi, der er døbt og tror, er én i Kristus (3,28). Det er det inklusive ved Jesu død. Det, der kendetegner transformationerne, er, at der er noget, der er forandret (et brud), men der er også noget, der er det samme (kontinuitet). Vi er altså ikke opståede endnu, men forvandlede i dåben, eller med Paulus' ord, døde fra vort gamle legeme, korsfæstede med Kristus. Hvor stiller det os nu? Vi er ikke mere under loven, for den er vi døde fra, og vi lever nu for Gud. Vi er altså frie. Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg! (5,1). Hvordan denne frihed skal forstås, ja, hvordan vi skal leve i den simul justus et peccator-situation, vi står i, handler det parænetiske hovedafsnit faktisk om.

7 Men først er det vigtigt at forstå begrebet frihed ret. I vor tid har nogle den idé, at man kan være fuldstændig fri, herre over sit eget liv, men det er en illussion. Ingen er fuldstændigt frie. Alle tjener en eller anden herre. Jesus siger således i Matt: Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. (Matt 6,24) Lige så rigtigt, som det er, er det, at alle har en herre. Du kan ikke være fuldstændig fri. Dette var bestemt ikke noget nyt for Paulus i datidens Romerrige. Romerriget var opbygget som en slags pyramide, hvor alle tjente under andre. Det såkaldte patron-klientforhold. For Paulus var det en selvfølge, at man altid havde en herre, men spørgsmålet var blot, hvem? Det handler om at have den rette herre, en man ønsker at være loyal og trofast imod. Sådan skal frihed forstås. Frihed er ikke absolut frihed, for det er en illussion, men det er at have den rette herre, man ønsker at tjene. Dét er den frihed, som de kristne nu har. De er Guds børn, men samtidig kan apostlen i Rom 6,18 sige, at de er blevet trælle for retfærdigheden - Dette skal bestemt forstås positivt. Paulus betegner jo også sig selv som Guds tjener (bl.a. 1,10), som ligeledes kan oversættes med slave eller træl. Friheden består i, at være Guds tjenere, som ikke længere bærer lovens åg. Vi er ikke længere bundet af loven. Når Paulus har udbasuneret udtryk som disse, er det ikke underligt, at han bl.a. i Rom er blevet anklaget for at opfordre til libertinisme, altså udskejelser (Rom 3,8). Nogle har troet, at han lærte, at den frihed de kristne havde, var en anarkistisk, antinomistisk frihed, så at de blot måtte gøre lige, hvad der passede dem. Disse tanker afviser han flere steder, bl.a. som indledning til det formanende hovedafsnit: Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. (5,13). Jamen, er der ikke tale om et paradoks hos Paulus her? Først gør han op med loven, for dernæst at sige, at vi skal opfylde den ved at elske vor næste som os selv i vers 14. Jeg har tidligere henvist til Luther, og han taler faktisk netop om nævnte paradoks for den kristne. Han stiller det op på følgende måde: A) En kristen er en fri herre over alle ting og ikke underordnet nogen. B) En kristen er en tjenende træl i alle ting og underordnet enhver.

8 Vi er altså som kristne frie til at tjene. Det bedste eksempel er det, Jesus selv giver disciplene: Men Jesus kaldte dem til sig og sagde:»i ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«(mark 10,42-45) Jesus tjente os på den yderste måde et menneske kan tjene et andet: ved at give sit liv for at redde det andets. Og han gjorde det af kærlighed, som vi tidligere har været inde på. Derved opfyldte han loven (jf. 5,14). Hvorfor skal vi da elske vor næste? Johannes skriver således: Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os. (1 Joh 4,7-12) Vi skylder at elske vor næste, fordi vi selv er blevet og bliver elsket fuldt ud. Derfor! Vi med Kristus (5,24): Dykker vi lidt mere ned i det sidste hovedafsnit, ser vi, at Paulus i 5,16-17 omtaler den indre kamp mellem Ånden og kødet, den samme, som han omtaler i Rom 7. I det kristne menneske eksisterer denne kamp, fordi vi er i en allerede-endnu ikke-position. Vi er på vandring med Ånden (5,25). I denne kamp skal vi kæmpe imod kødets gerninger (5,19-21). Der er noget i mig, som vil disse. Det er gamle Adam, der kravler op af dåbens vand, og som jeg skal blive ved med at drukne hver eneste dag. Vi skal stræbe efter Åndens frugt (5,22-23). Læg mærke til, at gerninger er noget, man gør. Gerninger er aktive, frembragt af kødets egenvilje. Derimod er frugt noget, der fremkommer pga. en kraft udenfor eller indeni mig, nemlig Ånden. Det er Ånden i mig, der frembringer de frugter, jeg oplever i mit trosliv.

9 Efter disse to lister (lastekatalog og dydskatalog), kommer apostlen atter med et inklusivt udtryk: De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. (5,24) Du og jeg hører Kristus til, vi er Guds børn (Rom 8,16), men har vi korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne, som apostlen her siger? Jeg oplever synden ind i mit liv hver eneste dag. Har jeg så ikke korsfæstet kødet, og hører jeg så ikke Kristus til? Hvad Paulus her siger er ikke, at vi nu ikke mere er syndere, men snarere at vi ikke skal acceptere det mere. Vi er med Luthers ord samtidig retfærdige og syndere. I os selv er vi syndere, men i Kristus er vi retfærdige. Han er vor retfærdighed. Da vi er døde med ham, kan vi ikke mere leve på samme måde som før i overensstemmelse med kødet. Det ville være absurd. Vi er jo døde for synden. Når det er sagt, så må jeg erkende, at synden stadig er virksom i mit liv, og jeg oplever i den grad den kamp, som Paulus taler om i 5, Skal vi kort opsummere, så må vi sige, at vi i Kristus er frie (5,1), fordi vi er døde med ham i dåben (Rom 6,4), og derfor er vi ikke længere bundet af synden. Den frihed, vi er befriet til, er en frihed til at tjene vor næste i kærlighed og derved opfylder vi Guds vilje (5,14). Vi oplever kampen mellem Ånden og kødet, mens vi endnu er i live på denne jord (5,16-17), og det vil vi blive ved med, indtil vi for anden gang bliver transformerede ved opstandelsen. Da bliver vort jordiske legeme forvandlet til et åndeligt legeme (1 Kor 15,44), og vi skal være sammen med Herren i luften (1 Thess 4,17). Indtil da må vi stræbe efter at vandre i overensstemmelse med Ånden (5,25), velvidende at synden vil virke ind i vort jordiske liv. Afslutning: Jeg vil nu til at slutte af, og det vil jeg gøre ved at læse afslutningen af brevet (6,11-18): Se, med hvor store bogstaver jeg skriver til jer med min egen hånd: De, der tvinger jer til omskærelse, er dem, der vil skaffe sig anseelse i det ydre, blot for at undgå forfølgelse på grund af Kristi kors. For de, der lader sig omskære, holder ikke engang selv loven, men de vil have jer omskåret for at kunne være stolte af det, der sker på jeres krop. Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden. For om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse. Og alle, som vil leve efter denne regel: Fred og barmhjertighed være med dem, og med Guds Israel! Herefter må ingen volde mig besvær; for jeg bærer Jesu sårmærker på min krop. Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jeres ånd, brødre! Amen.

10 Afslutningen skriver apostlen selv (han har sandsynligvis dikteret resten af brevet). Man kan sige meget om disse vers, og apostlen taler igen om Jesu død i inklusive vendinger (6,14), men det jeg især gerne vil pege på er 6,17b: for jeg bærer Jesu sårmærker på min krop.. Jeg indledte i går med at spørge om, hvorfor Paulus i den grad lægger vægt på Jesu død (og lidelse) frem for opstandelsen i dette berv. Måske finder vi svaret her. Halvverset giver igen udtryk for apostlens personlige erfaring i sit trosliv. Sårmærker oversættes af det græske sti,gmata, som kan være svært rigtigt at oversætte. Nogle engelske oversættelser gengiver med marks, altså blot mærker. En teolog ved navn Jeremy W. Barrier peger på, at der kan være tale om brændemærker, og at apostlen derved henviser til, at han er Jesu slave (jf. 1,10). Uanset hvad, så tror jeg, at Paulus lægger vægten på Jesu død og lidelse i brevet, fordi han netop deri selv erfarer fællesskabet med Kristus. Paulus har oplevet en lang række af lidelser (2 Kor 11,23-29) og i disse lidelser har han erfaret at komme tættere på Kristus. Han er stolt over at høre Jesus til, at være hans slave og lide med ham, ja, være blevet korsfæstet med ham (Rom 5,3-4). Er vi på samme måde stolte af at høre Kristus til? Mærker vi trængsler ind i vort liv, og hvis vi gør det, er vi da stolte af dem og mærker igennem dem lidelsesfællesskabet med vor Herre? Lad os slutte med at bede. Bøn