Vilhelm Lassen var en fremtrædende Venstrepolitiker og redaktør af Aalborg Amtstidende. Den

Transkript

1 Vilhelm Lassen: Bondestandens indsats i vort samfundsliv Vilhelm Lassen var en fremtrædende Venstrepolitiker og redaktør af Aalborg Amtstidende. Den 5 4. februar holdt han denne tale i Studenterforeningen i København, hvor han talte om blandt andet andelsbevægelsens betydning. Bondestanden som bærende kraft. Vilhelm Lassen Fra politik til økonomi er der et langt spring. Politik er noget hvert tredje år, økonomi er noget hver dag. Det går sagtens at skulle føre krig med den store nabo fra otte dage før valgene til otte dage efter. Men at skulle leve på krigsfod med ham i det daglige økonomiske liv, det skal der meget mere til. Småmanden kan nok stramme sig op til ikke at stå med huen i hånden lige i de tider, da aviserne blæser alarm, og da hver dag bringer en politisk taler, som anfører til 15 tapperhed, men at holde hånden fra huen alle de øvrige dage, det skal der rygrad til. Den rygrad var der i disse dage, og det var støttet til den, andelsbevægelsen rejste sig. Det første andelsmejeri stiftedes i Hjedding ved Varde i året Det var vestjyske bolsmænd og smågårdmænd, der samledes om denne simple, geniale tanke at slå al deres mælk i samme 20 spand, kærne den i samme kærne, sælge smørret i det samme salg og dele udbyttet i forhold til den leverede mælk. Den mekaniske forudsætning var centrifugens opfindelse. Forløberne var fællesmejerierne, ved hvilke en privatmand opkøbte mælken og solgte smørret for egen regning. Disse havde ikke kunnet løse opgaven. Men det viste sig, at andelsmejerierne kunne det. De gik fra Hjedding deres gang over landet, ikke med studehastighed, snarere som en 25 hedebrand, og nu har vi dem i hver kant af landet.

2 Dette skete kun, fordi der da var de nødvendige betingelser til stede derfor. Den første var den, at herremændenes førerskab på det landøkonomiske område da kunne brydes. Endnu på dette tidspunkt sad proprietærer og herremænd som formænd i alle landboforeninger, og når 30 der var tale om et landøkonomisk fremskridt, var det altid dem, der skulle føre an. Her hverken kunne eller ville de føre an, her kunne fremskridtet kun ske på trods af dem og mod dem. Thi de havde hidtil været ene om at sælge smør til England. Bondesmør var ikke salgbar vare til udlandet. Den nye bevægelse truede med at gøre gårdmænd og husmænd delagtige i det, som herremænd hidtil havde været ene om. Og når man tror sig ene om en god steg, så bliver man 35 ikke mild om hjertet, når der pludselig melder sig mange andre med en vældig appetit som liebhavere til stegen. Men i 1882 var der blevet en god vilje til at bryde med herremændene. Det gav bevægelsen en tiltrækning, en sødme mere, at den var et middel til at ramme dem økonomisk, der var på parti med regeringen. 40 Den anden betingelse, der skulle være for, at andelsbevægelsen skulle slå igennem, var en stærk fællesskabsfølelse i bondestanden. Jeg beder dem ikke undervurdere dette. Vi har set begyndelser nok på fællesproduktion rundt i verden i alle århundreder. Men sjældent set store resultater. Selv om ideerne, i ly af hvilke de skød op, var nok så smukke, og selv om velgørere stillede penge til rådighed, så strandede de alt for ofte på, at det var umuligt at opretholde den 45 fællesskabsfølelse, på hvilket til syvende og sidst det hele skulle hvile. I forretningssager er selviskheden i reglen drevet til det yderste. Hver spækhøker tror, at hans skinker er de bedste, og han tåler ikke, at de forveksles med nabohøkerens. Men det, der kræves af interessenterne i et andelsmejeri, var, at den, der havde sunde, gode køer og fodrede godt og holdt sin stald ren, tillidsfuldt skulle lade sin mælk slå i spand sammen med alle de andres mælk, og når 50 udbyttet skulle deles, stå last og brast sammen med dem, der gjorde deres sager ringere. Sligt ses ikke til hverdagsbrug, og når det lod sig gøre i disse år fra sogn til sogn, så var det kun, fordi der netop nu var vokset op i bondestanden en følelse af et stort fællesskab i kampen for at hævde sin ret i vort samfund.

3 55 Endelig den tredje betingelse for andelsbevægelsens vækst var en stærk, demokratisk følelse i vor bondestand. Kendetegnet for vor andelsbevægelse er, at den har taget til bunds. Hvert mejeri har på sin egn taget alle med lige ned til husmanden med 1 ko. Betingelsen for, at dette kunne ske, var, at sagen blev grebet an på en god demokratisk måde. I langt det overvejende flertal af andelsmejerier blev det sådan, at den mand, der leverede mælk af én ko og kun 60 garanterede for indskød én part i mejeriet, havde lige så meget at sige som den store gårdmand, der leverede mælk fra 40 kreaturer og garanterede for indskød 40 parter. Jeg beder Dem betænke, hvad dette vil sige. Jeg tror, det er således herovre i København, at når man tegner aktier i et aktieselskab, så forlanger selv de største demokrater, at når de indtegner kr., så skal de have flere stemmer end den, der kun indskyder 1000 kr. det 65 var dette, som gårdmændene i det store flertal af tilfælde frafaldt; det var dette, der ledede hver sjat mælk fra husmandens ko ind i andelsmejeriets store kærne, og det er dette træk, der har givet andelsbevægelsen dens mest vidtrækkende betydning. Når det lod sig gøre, var det kun, fordi tidens politiske kamp netop i de dage gjorde den demokratiske følelse i vor bondestand så stærk som ingensinde senere. 70 I denne skikkelse rejste andelsbevægelsen sig. Det var i de samme dage, da visnepolitikken herskede inde på rigsdagen. Det er skik at kalde denne tid den sørgeligste politiske tid, vi har haft, fordi der ingen love kom ud. Men det synes, som om alle lovkadaverne derinde i begravelsesudvalgene har virket som god gødning ude på landet for den betydeligste 75 bevægelse, vor tid har set. Den gik fra landsby til landsby, og den gik ikke blot ad de brede veje til de tætte landsbyer. Den gik til Jyllands magre egne, til de jyske heder og kær. Jeg ved ikke, om De nogen sinde har set et sådant jysk kær? Det ligger langt fra by og langt fra landevej. Når man ser ud over den store flade strækning, det er, så ser man bolsteder og huse strøet ud over det, intet sted samlede, men adskillige hundrede alen mellem hvert. Vejene er dårlige, der 80 færdes ingen fremmede der. Fremmed tyende kommer der ikke. Her lever hvert sted en familie, der dyrker sin jord selv, som går i det samme arbejde dag efter dag. Om noget steds i verden skulle man tro, at her kunne befolkningen forstene og forbene, så at fremskridt umuligt

4 kunne finde vej til den. Men i disse år var mændene på kærene kaldt vågne, og andelsbevægelsen skød med fart ud til dem. Eller har De tænkt Dem livet ude på den jyske 85 hede? En mand, der boede ude på heden for en snes år siden, har skildret mig livet der således: Der boede vi tre husmandsfamilier derude på heden, og der var langt fra den ene til den anden, og så gik vi der og sled fra tidlig morgen til sildig aften, og der skete aldrig noget, og der kom aldrig nogen, og den ene dag var som den anden. Den eneste begivenhed i vort liv var det store marked, der en gang om året holdtes i 3 dage, og så drak vi og sang; det glædede vi 90 os til måneder i forvejen, og det glædede vi os over måneder efter. Der er gået tyve år siden dengang, og fornøjelserne er blevet noget bedre, ensomheden er den samme. Men hvis De nogen sinde skulle komme der forbi, vil De ved kanten af hedevejen se den store blikspand, der står og venter på andelsmejeriets vogn. 95 Efter andelsmejerierne kom andelsslagterierne. De er byggede på samme måde som hine, og de har været for flæskets behandling, hvad mejerierne er for mælken. Min første tesis i aften er da denne: Den danske andelsbevægelse har til betingelse og forudsætning den skarpe politiske kampstilling, som Venstres ledere indtog i firserne. 100 Det næste led i vor undersøgelse skulle være at belyse, hvor meget denne andelsbevægelse har været værd for vort land. Jeg drister mig til at gå temmelig let over dette; thi jeg tænker, der ikke kommer nogen uenighed om værdien af denne bevægelses resultater. Omkring ved 1882 udførte vi ca. 30 millioner pund smør, i 1898 ca. 140 millioner pund. Omkring udførte vi 9 millioner pund flæsk og ca levende svin, i 1898 ca. 103 millioner pund flæsk. I penge vil det sige, at vi i 1882 udførte af disse varer for hen ved 30 millioner kroner, i 1898 for 180 millioner kroner. Selv om vi påregner importen af de samme varer, så at vi kun taler om overskudsudførsel, så når vi dog til, at den nu er det firdobbelte af, hvad den var i Tallene på statistisk bureaus kvartalsmeddelelser har nu i en årrække sunget lovsange til 110 denne udførsels pris. Fra kvartal til kvartal, fra år til år er den steget, og den er ikke steget ved

5 at undersælge konkurrenterne; alt smør og flæsk fra Danmark sælges for øjeblikket til den højeste pris, verdensmarkedet noterer. Fra de andre lande skeler de misundelige til denne kolossale opgang; allerede for mange år siden begyndte vi at eksportere mejerister til Sverige, Norge, Finland, Rusland og Irland for at lære de fremmede at lave smør, og sikkert har vore 115 mejerister lært dem det. Men andelsbevægelsen har de ikke ret kunnet lære dem. Den er ikke gået til bunds i noget land som i vort, fordi de andre landes bondestand ikke som vor har været ude i en politisk kamp, der modnede dem til den fornødne grad af fællesskabsfølelse og demokratisk følelse. Dens store resultater har stivet landet af, har sendt sine gavnlige virkninger helt herind imellem os, der er samlede her i denne sal. 120 Endelig har andelsbevægelsen i den form, hvori danske bønder har realiseret den, haft et resultat, hvis betydning jeg beder Dem understrege: Den har muliggjort hele vore dages husmandsbevægelse. Inden andelsmejerierne havde husmanden kun ringe glæde af den spand mælk, han fik af sin ko eller sine to køer. Han og hans familie kunne drikke af den og koge mad 125 af den, og blev der noget tilovers, kunne konen gemme det hen, til der blev så meget, at de i deres lille stampekerne kunne kærne et pund smør, som var umuligt at sælge noget sted. Mælk kunne med andre ord ikke blive til nogen indtægt, og dermed er det givet, at et forøget kreaturhold på den lille lod, som er husmandens eneste vej til fremgang og forbedring af lodden, var udelukket. Det var dette, som andelsbevægelsen med ét slag har forandret. 130 Baseret, som den blev, på at tage de mindste med, åbnede den porten til fremskridtet for jorddyrkende husmænd, og de fleste af dem har trøstig begivet sig på vejen. Nu kan husmandsbrugene år for år bringes i større kultur, og nu er der mening i at forøge deres tal Min anden tesis i aften er da denne: Ingen anden stand i Danmark har i de sidste årtier gjort så 135 stor en indsats i vort økonomiske liv som bondestanden. ikke handelen: Den har ganske vist taget et stort opsving; men det har dog i ingen henseende mål tilfælles med landbrugets. Ikke industrien: Dens udførsel fra Danmark er ganske ubetydelig, og den udvikler sig i læ af en meget stor, for forbrugerne kostbar, toldbeskyttelse. Den stand, hvis økonomiske udvikling det

6 er skik at prise, arbejderstanden, har jo utvivlsomt i de to sidste tiår forbedret sine kår meget 140 betydeligt. Dette er et fremskridt. Det er en fordel, når det i et samfund kan bringes dertil, at den flid, som hedder arbejde, betales godt, og den dovenskab, som hedder rente, betales lavt. Men det er jo kun et spørgsmål om udbyttets retfærdige fordeling mellem arbejdere og arbejdsgivere. Arbejdernes forbedrede kår har ikke ført nye værdier til landet. 145 Hvis vi kan være enige om denne min anden tesis, bliver vi det sikkert også om den tredje, som lyder således: Denne indsats må bevares. Den er en af de stærkeste bærende kræfter for vort land. Går vi hen, tankeløst eller af ond vilje, og rokker ved de piller, hvorpå indsatsen hviler, så gør vi ondt, ikke blot mod et enkelt parti, men mod hele nationen. Det er fællesskabsfølelsen og den demokratiske følelse inden for bondestanden, der har skabt andelsbevægelsen. Jeg er 150 ganske sikker på, at denne påstand skal stå sin prøve. Men lige så sikker er jeg også på, at giver man disse to følelser et knæk, så falder dermed andelsbevægelsen i den nuværende form.