28 artikel. artikel Safari nr

Transkript

1 26 ARTIKEL ARTIKEL Safari nr Min mand Niels er jæger, det er jeg ikke selv, men går gerne med og deler spænding og naturoplevelser med ham. Jeg har været med ham på bukkejagt herhjemme adskillige gange, og har også oplevet jagt i det Skotske Højland, i Bulgarien og i regnskoven på New Zealand. For at få viden og inspiration om jagtformerne i forskellige lande, har vi da også været på en del jagtudstillinger og messer. Her er det så jeg plejer at blive negativ. Jeg møder gerne op og forventer at få en del at vide om, hvordan jagten foregår, hvilke strabadser og hvilken natur det foregår i. Men nej, det man viser, er hvilke og hvor store trofæer, der er blevet nedlagt i det pågældende område. Man får fremvist det ene video- eller billedshow efter det andet med billeder af glade jægere fotograferet med det ene trofæ større end det andet. Men det er måske også det vigtigste for de fleste jægere. Vi har flere venner, der har været på jagt i Afrika, men Niels har altid sagt, at det havde han ikke noget ønske om, det sagde ham ikke så meget. Så længe hans kondition var i orden, ville han hellere jage, hvor han skulle gøre et stykke arbejde for at en ledsagers oplevelser af Bibbi Wehlast finde vildtet, hvilket jeg for øvrigt er enig med ham i. Stor var derfor min overraskelse, da han en dag i marts foreslog mig, at vi skulle tage til Sydafrika. Han sad med det nye nummer af Safari, hvor der var beskrevet en rejse til Eastern Cape med jagt 1:1, 6 stk. trofæer og gratis ledsager. Nu havde jeg da heller ikke selv gået rundt med et stort ønske om jagt i Afrika. Jeg tænkte lidt på zoologiskhave-dyr i indhegninger, en lidt tør og afsvedet savanne samt en masse sorte mennesker, der blev udnyttet af de hvide og ikke var til at stole på. Nu er jeg bare sådan indrettet, at jeg faktisk aldrig siger nej til chancen for at opleve noget, så jeg tøvede ikke et sekund med at sige ja. Pga. mit arbejde var det ikke nemt at være væk i længere tid end selve jagtrejsen, så der blev ikke tid til ekstra udflugter og oplevelser andre steder i Sydafrika. Sådan blev det, og sidst i september 2006 tog vi af sted til Eastern Cape til Glen og Tracys farm i Sydafrika. En lang, lang flyvetur med for lidt plads og hundehamrende koldt i flyet. Alle besværlighederne var imidlertid hurtigt glemt, da vi stod i lufthavnen i East London og blev hjertelig modtaget af Glen Oliver. Fra det tidspunkt og til vi forlod lufthavnen igen 8 dage senere, bestod opholdet af en lang række af for mig fantastiske oplevelser. Inden vi kørte ud til farmen skulle vi lige samle Tracy op ved et supermarked, og herefter ville Glen lige vise os, hvor konservatoren boede. Jeg har aldrig set så mange færdige og halvfærdige trofæer som her, men det, der var det mest spændende, var at se, hvordan alle de ansatte arbejdede. Bl.a. sad fem kvinder på rad og række og reparerede skind. Med en fin lille nål og tråd fik de lukket skudhullerne i de store fedtede skind. Nogle mænd var i gang med at støbe de kroppe, skindene skulle monteres på, nogle var i gang med at ordne skindene, andre var i færd med at lave de flotteste hovedmonteringer. I et rum ved siden af lå der meterhøje stakke af skind, der var saltede, og uden for lå skind til tørre. Efter en hurtig indkvartering i Glens gæstehus og en kop kaffe, kom Clint, vores professionelle jæger gennem hele perioden. Nu skulle Niels indskyde sin riffel. Måske ville andre kvindelige ledsagere have benyttet lejligheden til at pakke ud og hvile

2 artikel 27 i det dejlige soveværelse, og lade Niels og Clint selv køre men nej, tænk hvis jeg gik glip af noget. Allerede på denne første dag i Sydafrika fik jeg et indtryk af, hvad jeg var kommet ned til. På vej til og fra det sted hvor der skulle prøveskydes, sad jeg på laddet af jagtvognen i aftenskumringen og så mange spændende dyr, hvoraf jeg på det tidspunkt kun kendte zebraerne. Som tidligere nævnt indgik der 6 dyrearter i denne»pakkerejse«. Niels havde ikke noget ønske om et ganske bestemt dyr af en bestemt størrelse, men ville bare prøve, hvordan det var at jage i Sydafrika. Fint nok, jeg er bare efterhånden træt af alle de horn, der hænger på væggene i vores hjem, og jeg tillod mig at spørge ham, om han så ikke kunne fiske eller skyde en zebra i stedet. Det skulle jeg ikke have sagt, for med det samme han blev spurgt om, der var andet end de 6 inkluderede dyr, han ønskede at skyde, svarede han straks, at hans kone så forfærdelig gerne ville have et zebraskind, og så syntes han selvfølgelig også, at hun skulle have et. Da jeg kom med indvendinger om, at det skulle være i stedet for alle de horn, overhørte han det totalt. Nå men resultatet af jagten blev så Oryx, Blesbuck, Bushbuck, Black Wildebeest, Impala, Springbuck og yderligere som ekstra kom en Mountain Reedbuck, en Warthog og endelig min Zebra. Hvis en jæger skulle berette om afskydningen af disse dyr, havde det nok været andre ting, de havde fokuseret på, end det jeg gør. Jagten foregik på 4 forskellige revirer/farme, hvoraf det ene var statens. Vi boede hos Glen og Tracy, men overnattede også 2 dage hos Gerry og Dagmar på en af de andre farme. Vi startede hver morgen sammen med Clint kl. ca. 6 efter et let morgenmåltid. Vi kørte i jagtvogn hen til et område, hvor Clint forventede, at der kunne findes de dyr, vi søgte. Denne jagtvogn kom jeg til at holde utrolig meget af. Det var så fedt at stå oppe på laddet eller sidde sammen med Niels og Clints sorte skinner på det lille sæde bag på laddet. Herfra havde man et fantastisk udsyn, og at stå der og mærke den friske luft og betragte dyrene vi så, det var utroligt. Her tænker jeg ikke kun på de dyr, vi var på jagt efter, men alle de andre dyrearter der var i området. Og skal jeg være ærlig, så kom barnet (eller manden) op i mig, når det gik rigtig stejlt op, ned og på skrå i terrænet. Det var faktisk rigtig sjovt. Nu har jeg altid haft en forestilling om at jagt i Afrika, det var noget med at køre helt hen til dyrene, og nærmest stå på laddet og skyde, hvorefter de sorte ordnede resten. Sådan var det ikke helt. Selv om vi så mange dyr fra bilen, så var det absolut ikke på skudafstand, og vi måtte heldigvis stoppe bilen og gå efter dyrene, hvilket ikke var lige let hver gang. (Men vi vil begge helst gå, og føle vi gør en indsats). Desuden var alle Niels s skud rimelig lange efter danske forhold. Da han havde nedlagt det første dyr, oplevede jeg, hvordan alle de flotte billeder af jægerne med trofæer bliver til. Jeg selv havde naturligvis med det samme taget et billede af Niels og den nedlagte Blesbuck. Jeg havde taget det, sådan som jeg syntes, det skulle være. Præcis der hvor dyret var blevet skudt, og så var det vel det, troede jeg. Men nej, det rigtige sted for fotografering skulle findes, herefter blev dyret stillet/sat/ arrangeret, og naturligvis blev det vasket, der hvor der var blod. (Jeg havde spekuleret på, hvorfor vi kørte ARTIKEL Safari nr

3 28 artikel artikel Safari nr rundt med nogle colaflasker med vand i). Når så både Niels og dyret var arrangeret, kunne der tages billeder. I løbet af ugen blev Niels helt god til at finde ud af, hvordan han skulle holde dyrets hoved oppe, uden at man kunne se hans hånd. Clint som var fotograf lagde sig fladt ned på maven for at få den rigtige vinkel til fotograferingen. Denne for mig lidt komiske ceremoni gentog sig naturligvis med samtlige dyr. I løbet af de jagtdage vi var dernede, havde jeg så mange naturoplevelser, som jeg ikke havde drømt om. Vi sad i adskillige timer og ventede på en Bushbuck. Umiddelbart kunne det forekomme dødssygt at sidde på samme sted i fire timer, men nej. Jeg sidder som Niels og Clint og spejder efter Bushbuck, da vi får vi øje på en abe, der sidder i et træ og lopper sig. Mens jeg med min kikkert sidder og betragter dette, kommer der en fugl og flyver lige ind i kikkertsynsfeltet. En fugl så farvestrålende at jeg aldrig har set noget lignende. Fuglelivet dernede er i det hele taget noget helt specielt. Der er så mange fugle med så helt anderledes fuglestemmer, end dem vi kender hjemmefra. Væverfuglen kendte jeg ikke i forvejen, men den gjorde et stort indtryk på mig. En meget flot farvestrålende gul fugl på størrelse med en lærk. Dog er det rederne, der er det mest bemærkelsesværdige. De er flettet af græs og på størrelse med en stor kokosnød. Når der er et træ eller en busk med væverreder, er der ikke en eller to men masser af reder. Fuglene er ikke særlig sky, og det er nemt at stå og betragte dem, når de flyver ud og ind af hullet i reden. Glen og Tracy havde også en masse reder i haven, og en dag vi kom hjem fra jagt, lå der 5-6 reder på jorden. Clint fortalte, at når hannen havde bygget reden til hunnen, inspicerede hun den, og hvis den ikke var tilfredsstillende, rev hun den ned, og så måtte han starte forfra. Ja, kvinder kan være krævende. Clint var i det hele taget fantastisk til at fortælle om dyr, fugle og forholdene i Sydafrika. Jeg har selvfølgelig været nem, da jeg ikke havde nogen forudsætninger for at vide, om han talte sandt. Naturmæssigt blev jeg glædeligt overrasket. Det var jo ikke afsvedet trist savanne, men kuperet og grønt med floder. En masse Aloe Vera planter og overalt et rigt dyreliv. En dag skulle Niels skyde en Black Wildebeest. Det lykkedes os også at finde en flok, og også at komme rimelig tæt på, men ak hvilket cirkus. Først kom en flok zebraer drønende og flokken af Wildebeest løb et stykke væk. Vi ventede til der kom lidt ro igen, men hvad nu? Nu kom en flok strudse og lavede uro. Nu fortrak flokken, og vi måtte af sted igen for at finde dem. Pludselig er der noget, der farer op foran os. Det viser sig, at det er en struds, der ligger på rede, som vi

4 artikel 29 Safari nr ARTIKEL åbenbart er kommet lovlig tæt på, efter hendes mening. En kæmpe rede med 14 store strudseæg. Det lykkedes os senere at komme på skudhold af en Wildebeest. Hele dette show i naturen var for mig en fantastisk oplevelse. Jeg glemte vist at nævne, at vi også havde udsigt til et par giraffer der stod og fulgte med i det hele. Da vi var ved at nærme os, blev jeg nok lidt sur, for jeg blev»sat af«bag en busk sammen med skinneren. Dvs. at jeg ikke havde mulighed for at overvære»det store øjeblik«. Jagten på Oryx var et kapitel for sig. Det foregik i et statsrevir. Her var meget kuperet, og vi skulle op ad bjerget for at finde en Oryx. Da vi har gået et godt stykke tid opad og opad, kommer vi på skudhold af en flok. Den rigtige bliver udset og skydestokken sat op. Jeg står som sædvanlig lige bag ved, og tør næsten ikke trække vejret af skræk for, at dyrene kan høre det. Men hvad sker der nu? Niels sænker riflen og siger:»nej jeg kan ikke«. Jeg er målløs. Er han blevet dårlig, eller er han blevet blød om hjertet på sine gamle dage, og kan han pludselig ikke nænne at skyde dyret? Ingen af delene. Vi havde gået meget stærkt op af bjerget for at indhente dyrene. Niels havde fået alt for meget tøj på til turen, så med hat og briller løb sveden simpelthen ned ad ham, og brillerne duggede, så det var umuligt at skyde. Okay, dyrene fik en chance og fortsatte. Det måtte vi så også gøre. Videre op ad bjerget gik det. Da vi kom på skudhold igen, var der til gengæld mere tid til at få duggen af brillerne, for nu havde de lagt sig til at hvile på en åben slette. Her gik så en hviskende debat/forklaring om, hvem der var male, og hvem der var female. Jeg selv var absolut ikke i stand til at se forskel. Femalen måtte ikke skydes, og da jeg spurgte Clint, hvad der skete, hvis man tog fejl, sagde han, at så var han rendt. Det tog halvanden time, inden det behagede den rigtige han at rejse sig fra middagssøvnen. Zebrajagten tog også sin tid, da vi endelig havde indhentet flokken. Der var 3, og de stod hele tiden bag hinanden, så man måske kunne have skudt dem alle 3 på een gang, men at få dem til at stå så man kunne se, hvem der var hingst, og hvordan skindet så ud. Ja det var ikke så nemt. Jeg må indrømme, at selvom jeg ikke er jæger, og absolut ikke har noget ønske om at trykke på aftrækkeren, så bliver jeg grebet af spændingen, når man bevæger sig rundt for at finde og indhente dyrene, og når der til sidst skal findes den rigtige skudstilling, og det rigtige dyr skal findes. Niels glemmer heller ikke, da vi for snart mange år siden var i Bulgarien, og han bl.a. skulle skyde vildsvin (af en bestemt størrelse til en bestemt pris). Da vi pürschede rundt efter en sådan keiler, viste der sig pludselig, den største keiler nogen kan forestille sig. Da den dukkede

5 30 artikel artikel Safari nr frem imellem træerne i aften-skumringen, var min umiddelbare tanke:»der kommer en sortbjørn«. Selvfølgelig var det ikke en sortbjørn, men jeg kunne ikke forestille mig, at et vildsvin kunne være så stort (ca. 30 cm tænder mente den bulgarske professionelle jæger). Han skød den selvfølgelig ikke, da han godt viste, hvad det ville koste. Jeg derimod blev grebet af nuet og skældte ham nærmest ud over, at han ikke greb chancen og skød den. Nå, det er vist godt, at han engang imellem tænker lidt længere end jeg. Jeg havde en holdning hjemmefra om, at det var lidt synd at komme og skyde de afrikanske dyr, kun for at vi kan få nogle horn op på væggen, som vi kan prale med, at vi selv har nedlagt. Ja på en måde er det jo sådan, men jeg har det ikke dårligt med det mere. Jeg håber ikke, at der i disse tilfælde er tale om truede dyrearter. Det forventer jeg, at der er nogen, der styrer. Jeg bryder mig ikke om indhegninger, og kunne stadig godt ønske, at de var noget større. Jeg nægtede i hvert fald, at tage billeder af dyr med et hegn i baggrunden. M.h.t. kødet er der intet, der går til spilde. Vi overværede, at de skinnede vores Oryx, og jeg tror ikke, der var mere end en håndfuld, der røg i affaldsspanden, udover tarme og dele af maven, som røg ud, da de

6 artikel 31 brækkede dyret. Alt bliver spist. Vi smagte da også selv adskillige af de dyr, der blev nedlagt. Den sidste dag var det min zebra, der var på bordet. Når man ser på de afrikanske dyr i naturen, så tror jeg da, at de har haft et væsentligt større dyrevelfærd, inden de kommer på middagsbordet end de fleste danske grise. Det er vel også en god indtægtskilde til landet, når vi betaler for at skyde deres dyr. Det giver arbejde til en del indfødte, for her var min forestilling nok korrekt, at de sorte gør arbejdet efter afskydningen. De mindre dyr blev båret ud af en enkelt eller 2 hjælpere, hvorimod Oryx en som skulle bæres et godt stykke ned ad bjerget, og Zebraen som skulle bæres op ad en skrænt, blev brækket på stedet og lagt på en stor presenning med lynlås og bærestropper. Så var der ca. 6 hjælpere til at bære. Det virkede fint, det tog den tid det tog, og de havde absolut ingen stresssymptomer. Her skal jeg lige indskyde, at på selve jagten deltog Clint, Niels, skinneren og jeg. Først da de store dyr var nedlagt, blev flere hjælpere tilkaldt eller hentet. Jagten varede typisk til kl , når det blev for mørkt. Det havde så også været en lang dag med mange oplevelser. For det meste havde vi sandwich med ud til frokost, og kolde vand var der altid rigeligt af. Med det samme vi kom tilbage til farmen gik de sorte så i gang med at skinne og partere dyrene, hvilket jeg selvfølgelig også måtte betragte for ikke at gå glip af noget. Nu var der så lige tid til et hurtigt bad, før vi mødtes i stuen til et lille glas eller 2 samt en altid lækker middag. Der var ikke noget med nattesæde fra vores side. Vi var ved at falde ned ad stolen, når vi nåede til desserten. Det var på hovedet i seng, så man kunne være klar til næste morgen. Jeg havde også spekuleret meget på, hvordan forholdet mellem sorte og hvide er i Sydafrika. Jeg fik en opfattelse af, at de hvide og sorte, som vi oplevede på farmene, havde en god indbyrdes tone. Der var ingen der talte nedladende til de sorte, og man kunne også høre dem snakke og grine sammen, selvom det var tydeligt, at der var en kæmpe forskel i levestandarden. Måske vil udviklingen stille og roligt i løbet af generationer gøre, at det udlignes. Det var åbenbart også almindeligt, at de sortes børn fik en lille tjans hos arbejdsgiveren, så var de beskæftiget og fik oven i købet lidt lommepenge og lidt slik. Clint, som også havde sin egen farm, fortalte, at en af hans sorte folk var kommet og havde bedt ham om at finde lidt arbejde til hans børn, når der var skoleferie, så de var ARTIKEL Safari nr

7 32 artikel artikel Safari nr beskæftiget og ikke kom ud i kriminalitet. Clint fandt selvfølgelig lidt arbejde til dem, og den mindste fik vist et job med at sørge for, at porten til farmen blev åbnet og lukket. Dette job følte drengen simpelthen, var det største og mest betydningsfulde i hele verden, og så tjente han jo også sine egne penge. En af de dage vi var hos Gerry og Dagmar, så vi tre drenge på år stå med et par brækstænger og flytte på nogle store sten. Det var åbenbart også nogle af de sorte ansattes børn. Den form for børnearbejde tror jeg nu ikke, der er nogen, der tager skade af. Drengene virkede også vældig fornøjede med arbejdet, for pludselig stoppede de og begyndte at synge og danse. Dette var ikke til ære for os, men en ren spontan reaktion hos drengene. Clint gjorde et utrolig stort stykke arbejde. Han var i fuld sving fra kl. 6 om morgenen, til vi gik i seng om aftenen. En enkelt dag hvor det stormede for meget midt på dagen til at jage, foreslog han, at vi kørte ud til det Indiske Ocean og kiggede lidt på det. Det, syntes jeg, var flot af ham. På den sidste jagtdag vi havde, fik Niels skudt Bushbuck, (det eneste han manglede, og som han næsten havde opgivet) tidligt på formiddagen, og resten af dagen kunne vi så gøre, hvad vi ville. Men også her tilbød Clint, at hvis vi havde lyst, kunne vi køre en tur rundt i reviret, kun for at se på dyrene og for at fotografere. Det ville vi naturligvis gerne, og også her ventede en lille oplevelse. Da vi havde betragtet de mange dyr og været tæt på girafferne og næsehornene, var vi klar til at vende hjemad, men så kom en af de andre professionelle jægere pludselig. Han var ude i nærheden med en skandinavisk jæger, som oppe fra et klippefremspring havde skudt en Bushbuck nede i dalen. På vej ned i dalen for at hente dyret, fik han øje på os og spurgte, om vi ville køre for ham, da Clints bil åbenbart var mere terrængående end hans egen. Det viste sig nu, at da jægeren ikke var sikker på, at det første skud var godt nok, havde han skudt engang til, med det resultat at han skød hul i øret på dyret og det ene horn røg af. Det var dog lykkedes ham at finde hornet, mens den professionelle jæger hentede os. Jægeren mente nok, at det kunne»fikses«. Den første dag vi var hos Glen og Tracy, tilbød Glen, at jeg kunne sige til, hvis jeg ville ud at handle. Jeg undrede mig, for der var 1,5 times kørsel til East London. Jeg spurgte hvornår, der kunne blive tid til det, jeg skulle jo på jagt. Nu var det vist Glen, der undrede sig: Hver dag? Ja det mente jeg da nok. Hvis jeg havde ønsket at bytte en jagtdag eller 2 for at hvile, læse eller shoppe, så kunne det sagtens lade sig gøre. Jeg fortæller det, for at andre eventuelle ledsagere skal vide, at mulighederne er der. Jeg ville bare ikke bytte en eneste af mine dage væk. Hvis andre kvinder har de samme interesser som jeg, en rimelig kondition og er indforstået med, at det er den professionelle jæger, der bestemmer farten, så lad ikke manden rejse alene næste gang. Og så er man jo»gratis«. M.h.t. Spartas arrangement vil jeg sige, at alt var så fantastisk og velfungerende. Der var intet at sætte en finger på.