Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 13. september s.e. Trin. Høstgudstjeneste Mattæus 6,24-34 Salmer: 729,

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 13. september s.e. Trin. Høstgudstjeneste Mattæus 6,24-34 Salmer: 729, Det er nærmest et umuligt krav, Jesus kommer med ved denne høstgudstjeneste, hvor vi er samlet for at takke for alle de gode gaver, som kommer oven ned, for hvem af os kan sige, at vi ikke bekymrer os. Tag nu bare vejrudsigten for denne høstfest allerede fredag drøftede vi, hvad vi skulle gøre med den helstegte pattegris og snobrødene, hvis det øser ned. Min kat, derimod, når den godt mæt ruller sig sammen i husets bedste lænestol, så har den ingen som helst tanke for hverken regnvejr, eller hvordan den skal få sit næste måltid eller hvor den skal sove i nat. Totalt ubekymret. Men det er jo netop det, der skiller menneskene fra dyrene, at vi kan bekymre os for dagen i morgen. Jesus taler ikke til dyr, men til mennesker. Og til det at være menneske hører at bekymre sig.

2 Når den nyfødte græder utrøsteligt, så bliver I forældre bekymrede for, om der er noget alvorligt i vejen. Og jeg sku hilse og sige fra mine gamle forældre, det holder aldrig op, heller ikke selv om vi børn nærmer os de tres Og selv om vi, der lever i dette lille rige trygge land er rimeligt sikre på at have til både dagen og vejen i den nærmeste fremtid, ja, så sniger bekymringerne sig jævnligt ind på os. Bare nu der ikke kommer en prikkerunde, åh giv mig et eksamenssnit, så jeg kan komme ind på drømmeuddannelsen; bare sønnen og svigerdatteren nu finder ud af det og holder sammen ; åh, jeg håber, vi vinder kampen på lørdag. Det er vel set med en syrisk flygtnings øjne bekymringer i småtingsafdelingen, sammenlignet med krig, bomber, islamisk terror og en overfyldt gummibåd over Middelhavet men for dig og mig dog alvorligt nok i vores hverdag og virkelighed. For uanset hvor mange gange vi som et mantra fremsiger den gamle sindsrobøn: Herre giv mig tålmodighed til at finde mig i det, jeg ikke kan ændre, og kræfter til at ændre det, jeg kan ændre, og visdom til at skelne det ene fra det andet ja, så kender mange af os til at rotere som små grillkyllinger mellem 4 og 6, fordi vi roder med alle vore små og store bekymringer, der netop dér i nattemørket synes at vokse sig helt uoverstigeligt store. Så bliv os dog fra livet Jesus, med al den naive snak om himlens

3 fugle og markens liljer, som om de skal tage stilling til, om det skal være fastforrentet eller f3lån. Hvilken chef har sidst spurgt til, om en fugl var omstillingsparat og i stand til at udøve selvledelse. Hvilken lilje har sidst stået foran et propfyldt klædeskab og været i dyb krise over, hvad hun dog skulle tage på til festen. Fugle og liljer, de er bare, punktum. Smukke at se på og lytte og dufte til, ja bevares, men bevidstløse. Vi mennesker derimod, vi er bevidste vi er nødt til at tænke på pensionsopsparingen og ulykkesforsikringen og fremtiden alt andet er dybt uansvarligt. Hvor ender vi, hvis vi ikke kan tjene både Gud og mammon? Fint Jesus, så giver vi alt, hvad vi ejer til de syriske flygtninge hvordan vil det mon gå, hvis vi tømmer bankbogen og klædeskabet og sælger huset og i-phonen og giver det hele til de fattige og så følger Jesus kommer du så med Yoghurt og juice i morgen tidlig Jesus? Nej, vel I kan godt høre, vi ender helt ude i hampen, hvis vi tager Jesus bogstaveligt på ordet landmændene er allerede i fuld gang med at forberede markerne til næste års høst, i vores fryser derhjemme ligger poser med solbær og ribs og stikkelsbær og brombær i pæne bunker parate til at blive kogt til syltetøj og saft. Hvis ikke vi pløjer og sår og høster og rydder marken for stene

4 igen og igen og igen hvis ikke vi læser op til eksamen, sparer op til at få skiftet den gamle Toyota eller planlægger konfirmationsfesten til foråret i god tid, så er vi dybt uansvarlige. Jeg har læst, at Andreas Mogensen har haft Søren Kierkegaards taler over dagens evangelium om markens liljer og himlens fugle med oppe i sin rumraket. Håber, han har fået tid til at læse dem, mens han kiggede ned til os. Men bekymringen for, om han nu kom godt ned på jorden igen, det har hverken Jesus eller Kierkegaard kunnet fjerne fra hans kone og nærmeste familie og sikkert heller ikke fra astronauten selv. For selvfølgelig kan vi ikke lægge en dag ekstra til vores liv ved at bekymre os, men før vi kan give den elskede et knus og et kys, når hun er godt hjemme igen, kan vi ganske enkelt ikke lade være med at bekymre os alt andet ville være mærkeligt. --- Jovist, bekymringerne kan tage overhånd så vi spytter og råber fra en motorvejsbro. Bekymringer kan gøre os så syge og angste, så vi til sidst får brug for medicin Men bekymringerne er et grundvilkår for vores menneskeliv, for når der er nogen, vi elsker, er der også nogen, vi kerer og bekymrer os om. Med kærligheden følger bekymringerne. Men hvorfor dropper vi så ikke bare Jesu gamle ord om himlens

5 fugle og markens liljer hvorfor finder vi ikke bare et andet evangelium til denne søndag, der er jo en hel Bibel at tage af? Mit svar er, det gør vi ikke, fordi Jesu ord rummer en gammel gammel visdom, som vi dårligt kan leve uden. Jesu urealistiske ord er, trods al den modstand de vækker i os, bogstavelig talt præcis dét, som ordet evangelium betyder nemlig et rigtig godt og glædeligt budskab. Jesu understregning af, at uanset hvor meget vi gør og kæmper og slider og arbejder og bekymrer os så er vi i sidste ende når alt kommer til alt, akkurat så hjælpeløse og magtesløse og sårbare som himlens fugle og markens liljer. Jesu ord minder os om, at uanset hvor flot en pensionsopsparing, eller eksamenssnit eller CV, vi kan præstere uanset hvor mange likes og venner vi har på facebook så er det ikke dét, der tæller, når det handler om Gud og hans kærlighed. Gud er fuldstændig guddommeligt himmelsk fløjtende ubekymret over, om du lykkes eller mislykkes Gud skeler ikke småligt til, om din ejendomsvurdering og friværdi er på himmelflugt, eller du går på en motorvej med alle dine jordiske ejendele i en sportstaske. For i Guds øjne er det slet slet ikke dét, der tæller. Det er det helt befriende ved denne søndags provokerende og irriterende budskab:

6 At her får vi lov til at være, dem vi er. Vi får lov til at være mennesker, der ikke har styr på det hele. Vi får lov at være dem, der nogen gange stikker af fra det hele og ikke kan overskue hverken den storpolitiske verdensscene, flygtningestrømmen eller vores egne små og store problemer og trakasserier. Vi får lov at være dem, der nogen gange bare ikke ved, hvad vi skal mene og tænke og gøre og så nøjes med at lægge en 50 er i kirkebøssen. Vi får lov til at gå ned med flaget og bryde sammen og ikke vide, hvad vi skal sige. Vi får lov til at stå med tomme hænder, uden at behøve at blive bortvist og kasseret af Gud af den grund. Og til aller sidst får vi lov at lukke vore øjne i tillid til, at hvis det virkelig er sandt, at ikke en spurv falder til jorden uden Gud, så må du også tro, at Guds hænder vil holde fast i dig på den dag. Enfoldigt? Naivt? Ja, måske men også en enorm befrielse! En kolossal lettelse, at alt ikke kun er op til mig og det, jeg kan og ved og gør. Et guddommeligt befriende perspektiv på mit liv og min stræben, at jeg ikke kun skal høste, som jeg har sået, men at før

7 alt, hvad jer var, og efter alt, hvad det lykkes mig at blive så er jeg Guds. Så er du og jeg Guds elskede. Hvilken gave hvilken nåde der er i det mindste én eneste ting, jeg ikke behøver bekymre mig om, der er mindst én ting i verden, jeg ikke behøver ligge søvnløs over; Gud og hans kærlighed til sådan en som mig. Hvilken lettelse det befrir os fra handlingslammelse og spekulationer over, om det nu nytter det giver overskud til at gøre noget ved alt det, der bekymrer os række hånden frem mod den, der venter på dig og din støtte og din hjælp. --- Og skulle du så falde i bekymringsfælden igen på tirsdag tja, det gør vi med garanti alle sammen. Til det er der kun en ting at sige, kirkeklokkerne ringer hver eneste søndag! Amen Barmhjertige Gud Du er vores tilflugt og styrke, altid en hjælp i nød og ulykke.

8 Tak for himlens fugle, havenes fisk og grøftekantens blomster; tak for kornet på marken, havens frugt og det daglige brød. Tak for dem der elsker os og bekymrer sig for os, også når vi ikke er til at holde ud. Vi ber for de syge og sørgende, de, der snart skal dø, og de der sidder alene tilbage med sorgen og savnet. Vi beder for de mange, der er på flugt. Gud hjælp os med at møde dem med venlighed. Lad os sammen glæde os over, at de er reddet ud af krigens vold. Vær med vores politikere, politiet og alle, der har et ansvar for at tage hånd om den svære situation. Styrk dem i deres arbejde med at tage vare på vores land og at værne om den, som er svag. Hjælp os, så vi ikke står stumme overfor verdens lidelse, når den møder os i et andet menneske. Dæmp vores fordomme, både mod de fremmede og mod dem, vi er uenige med. Lad dit ansigt lyse over os, så vi får øjne til at se alle mennesker som vore søstre og brødre. Gud, læg din hånd på os, så vi åbner vores hænder, og hjælper flygtningene med at finde et hjem til ulykken er drevet over. Gud, du er vores tilflugt og styrke. Vær os alle nådig.