KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER KOMMISSIONENS FORTOLKNINGSMEDDELELSE

Transkript

1 KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER Bruxelles, den K (2004) XXX KOMMISSIONENS FORTOLKNINGSMEDDELELSE om hvad der forstås ved "af midlertidig karakter" i forbindelse med cabotagekørsel inden for godstransportsektoren (EØS-relevant tekst) DA DA

2 KOMMISSIONENS FORTOLKNINGSMEDDELELSE om hvad der forstås ved "af midlertidig karakter" i forbindelse med cabotagekørsel inden for godstransportsektoren Formålet med denne fortolkningsmeddelelse er først og fremmest at undersøge og præcisere, hvad der forstås ved "midlertidig(t)", som det forekommer i EFforordningerne vedrørende cabotagekørsel. Forordning nr. 12/98 vedrørende cabotagekørsel inden for personbefordringssektoren har ikke skabt problemer i forbindelse med fortolkning og anvendelse af forordningen; men det har til gengæld været tilfældet med forordning nr. 3118/93 1 vedrørende cabotagekørsel inden for godstransportsektoren. Denne meddelelse behandler altså cabotagegodstransport. Kapitel 1 definerer cabotage-begrebet og beskriver problemet. Kapitel 2 indeholder en redegørelse for den aktuelle situation for cabotagekørsel i Fællesskabet og beskriver de økonomiske og juridiske aspekter af denne form for transport samt, hvilke problemer der er opstået i forbindelse med kontrollen heraf i medlemsstaterne. Kapitel 3 giver de juridiske retningslinjer, der er fastlagt ud fra Domstolens retspraksis under hensyntagen til de nationale regler på området, der anvendes i medlemsstaterne. Konklusionerne heraf drages i kapitel 4. I meddelelsen tages der forbehold for Domstolens og Retten i Første Instans' retspraksis i forbindelse med fortolkning af traktaten med hensyn til cabotage og af forordning nr. 3118/ INDLEDNING 1.1. Cabotagekørsel EF-forordningerne 2, der har retsgrundlag i EF-traktatens artikel 71, stk. 1, litra b), indeholder følgende definition: Enhver transportvirksomhed, som har en fællesskabstilladelse, har adgang til midlertidigt og uden kvantitative begrænsninger at udføre intern vejgodstransport i en anden medlemsstat, uden at have hjemsted eller andet forretningssted dér. Et af de to vigtigste træk i forbindelse med cabotagekørsel er altså, at denne tjenesteydelse kun kan udføres midlertidigt Problemet Det er efter opfordring fra EU-medlemsstaterne, at Kommissionen har taget problemerne i forbindelse med cabotagekørsel op til behandling. Det at EFbestemmelserne ikke indeholder nogen definition på, hvad der forstås ved 1 2 Rådets forordning (EØF) Nr. 3118/93 af 25. oktober 1993 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (EFT L 279 af , s.1). Forordning nr. 3118/93 vedrører cabotagekørsel inden for godstransport; cabotagekørsel inden for personbefordring er reguleret ved forordning nr. 12/98. DA 2 DA

3 "midlertidig(t)", har skabt problemer i nogen tid. Der er opstået usikkerhed hos operatørerne inden for transportsektoren om den præcise rækkevidde af cabotagekørsel. Dertil kommer, at selv om tiltrædelsesakten fastsætter overgangsperioder for udførelse af cabotagekørsel gældende for de nye medlemsstater, har udvidelsen fremkaldt en frygtreaktion hos vejtransportvirksomhederne, hvilket har fået de nationale myndigheder til at reagere og anmode Kommissionen om en fortolkning af, hvad "midlertidig(t)" betyder i forbindelse med cabotagekørsel. Endelig har flere medlemsstater konstateret, at der er vanskeligheder forbundet med at udføre kontrol af cabotagekørsel, og navnlig hvad angår referenceperioden. Visse af dem har fastsat frister for, hvornår transportvirksomhederne skal hjemkalde køretøjerne til oprindelseslandet. Der er til tider også fastsat formelle kriterier, for at det kan afgøres, om en tjenesteydelse eller en serie af tjenesteydelser, der gennemføres af en transportvirksomhed i en anden medlemsstat end etableringsmedlemsstaten, opfylder kravet om, at den skal være af midlertidig karakter. 2. JURIDISKE OG ØKONOMISKE ASPEKTER AF CABOTAGEKØRSEL 2.1. Økonomiske aspekter Selv om den cabotagekørsel, der er udført af transportvirksomheder, som er registreret i medlemsstaterne, udgjorde næsten 11 mia. tonkilometer i 2002, hvilket svarer til en imponerende vækst på 25,3 % i forhold til 2000, udgør cabotagekørslen dog fortsat kun en meget lille andel af de samlede vejtransportydelser: for 14 EUmedlemsstater (dvs. uden Grækenland) udgjorde cabotagekørslen kun 0,8 % af den samlede transportvirksomhed (national og international) i Det skal dog påpeges, at selv om 0,8 % taget under et ser ud til at være et meget lavt tal, så mærkes cabotageproblemet mere og mere, og det begynder at vække bekymring i forbindelse med udvidelsen. For transportvirksomhederne i små medlemsstater, hvis nationale markeder er af begrænset omfang, eller som grænser op til udenlandske transportmarkeder, kan cabotagekørsel imidlertid ifølge EUROSTAT 3 have stor betydning: i 2002 udgjorde den henholdsvis 22 %, 4 % og 3 % af den samlede vejtransport, som udførtes af de luxembourgske, belgiske og irske transportvirksomheder. I absolutte tal er transportvirksomhederne i Benelux-landene stadig de mest aktive på markedet for cabotagekørsel, for så vidt som disse tre lande alene skriver sig for 55 % af den samlede cabotagekørsel. Med en markedsandel på næsten 15 % er de tyske transportvirksomheder også meget aktive. Frankrig og Tyskland er de to lande, hvor der udføres mest cabotagetransport, nemlig 31 % og 28 % af den samlede cabotagekørsel. Det Forenede Kongerige er med 13 % i alt det tredjestørste land for cabotagekørsel. Landene i EU's periferi har andele, der ligger klart under 1 %. 3 "Tendances des transports routiers de marchandises " (Tendenser i vejgodstransporten ), Eurostat, Luxembourg DA 3 DA

4 2.2. Juridiske aspekter Retsforskrifter - Forordning nr. 3118/93 I artikel 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 3118/93 fastsættes det, at enhver transportvirksomhed, der udfører vejgodstransport for fremmed regning, og som er indehaver af en fællesskabstilladelse i henhold til forordning (EØF) nr. 881/92, har adgang til på de betingelser, der er fastsat i nærværende forordning, midlertidigt at udføre intern vejgodstransport for fremmed regning i en anden medlemsstat, uden at have hjemsted eller andet forretningssted dér. Udtrykket "midlertidigt" stammer fra selve ordlyden i traktatens artikel 50, stk. 3, om tjenesteydelser. Hverken Kommissionen eller Rådet har fundet det nødvendigt at præcisere begrebet i forbindelse med vedtagelsen af forordningerne. Det er klart, at der må skelnes skarpt mellem en aktivitet, der henhører under bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser, fordi den finder sted på midlertidig basis, og en aktivitet, der henhører under etableringsretten, når den udøves på permanent basis. Det følger af traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser og om etableringsretten, at erhvervsdrivende bør overholde de bestemmelser, der er knyttet til en af disse to grundlæggende friheder i fællesskabsretten, dvs. enten består deres aktiviteter i tjenesteydelser, eller også henhører de under etableringsretten, og den ene begynder der, hvor den anden holder op. Det indebærer, at nationale regler, som på den ene eller den anden måde begrænser den fri udveksling af tjenesteydelser, tvinger den erhvervsdrivende til at etablere sig efter en given periode og altså indskrænker den grundlæggende ret til fri udveksling af tjenesteydelser. Det er konstateret i praksis, at det er ikke let klart at skelne mellem, hvornår en aktivitet ophører med at være midlertidig, og hvornår den bliver varig. Det er ikke desto mindre nødvendigt at kunne skelne, fordi de erhvervsdrivende har ret til at kende den faktiske rækkevidde af deres muligheder for at udføre cabotagekørsel, og fordi medlemsstaterne har ret til at beskytte deres marked mod virksomheder, der udfører tjenesteydelser, som tilsyneladende udgør midlertidige aktiviteter, når de pågældende virksomheder i realiteten udøver en varig aktivitet uden at undergive sig værtsmedlemsstaten bestemmelser i henhold til etableringsretten Domstolens retspraksis Domstolen for Den Europæiske Union har på nuværende tidspunkt ikke afgivet nogen fortolkning af, hvad der forstås ved "midlertidig(t)" i forbindelse med transportydelser. Men den har fastlagt kriterier for, hvad der forstås ved tjenesteydelsers midlertidige karakter. Det kan være hensigtsmæssigt at se nærmere på tre domme. Gebhardt-dommen 4 I denne sag havde Consiglio nazionale Forense (Italien) forelagt Domstolen en anmodning om en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af direktiv 77/249/EØF med henblik på faktisk gennemførelse af advokaters frie udveksling af tjenesteydelser. Consiglio Nazionale Forense havde bl.a. anmodet Domstolen om at 4 Dom af 30. november 1995 Gebhardt, Sag C-55/94, Sml. s. I DA 4 DA

5 udtale sig om, hvilke kriterier der skal følges for at tilgodese den midlertidige karakter i relation til den kontinuerlige og længerevarende karakter af de ydelser, der præsteres af advokater, som arbejder på grundlag af ordningen ifølge nævnte direktiv. Efter Domstolens opfattelse er begrebet etablering i traktatens forstand således et meget vidt begreb, som for en fællesskabsstatsborger indebærer, at han på stabil og vedvarende måde kan deltage i det økonomiske liv i en anden medlemsstat end sin egen og drage fordel heraf, hvorved der sker en begunstigelse af det økonomiske og sociale samarbejde inden for området selvstændig erhvervsvirksomhed (jf. dom af , sag 2/74, Reyners, Sml. s. 631, præmis 21). Derimod forudses det i bestemmelserne i traktatens kapitel om tjenesteydelser, navnlig artikel 60, stk. 3, for det tilfælde, at tjenesteyderen flytter til en anden medlemsstat, at vedkommende dér udøver sin virksomhed midlertidigt. Vedrørende de spørgsmål, der er forelagt, kendte Domstolen for ret: 1) Den midlertidige karakter af den i EF-traktatens artikel 60, stk. 3, omhandlede tjenesteydelse skal bedømmes på grundlag af ydelsens varighed, hyppighed, periodiske karakter og dens kontinuitet. 2) En tjenesteyder i den forstand, udtrykket er anvendt i traktaten, kan i værtsmedlemsstaten indrette de faciliteter, som er nødvendige for at kunne udføre sin ydelse. 3) En statsborger i en medlemsstat, som på stabil og vedvarende måde udøver en erhvervsvirksomhed i en anden medlemsstat, hvorfra han fra et forretningssted henvender sig til bl.a. statsborgerne i denne stat, er omfattet af bestemmelserne i kapitlet om etableringsretten og ikke i kapitlet om tjenesteydelser. Det bør understreges, at varighedskriteriet alene er ikke tilstrækkeligt til at afgøre, om den eller de pågældende tjenesteydelser udføres midlertidigt i en medlemsstat, for som generaladvokaten anførte, skal den midlertidige karakter af den pågældende virksomhed ikke kun bedømmes på grundlag af ydelsens varighed, men også på grundlag af dens hyppighed, periodiske karakter eller kontinuitet. Schnitzer-dommen 5 I denne sag, hvor det drejede sig en tjenesteydelse i form af håndværksmæssige pudsarbejder, bekræftede Domstolen argumentationen fra Gebhardt-dommen og udtalte, at "der findes faktisk ikke nogen bestemmelse i traktaten, der gør det muligt teoretisk at fastslå en bestemt varighed eller hyppighed, hvorefter udførelsen af en ydelse eller en bestemt slags ydelse i en anden medlemsstat ikke længere kan betragtes som en tjenesteydelse i traktatens forstand". Den tilføjede, at "den blotte omstændighed, at en erhvervsdrivende, der er etableret i en medlemsstat, leverer identiske eller lignende ydelser mere eller mindre hyppigt eller regelmæssigt i en anden medlemsstat uden at råde over faciliteter, der giver ham mulighed for dér på stabil og vedvarende måde at udøve en erhvervsvirksomhed og 5 Dom af 11. december 2003, Bruno Schnitzer. sag C-215/01. DA 5 DA

6 for fra disse at henvende sig til bl.a. statsborgerne i denne medlemsstat, er ikke tilstrækkelig til at anse ham for at være etableret i nævnte medlemsstat". Deraf følger, at hverken en aktivitets periodiske karakter, dens hyppighed eller dens kontinuitet kan benyttes som eneste kriterium for at afgøre, om den pågældende aktivitet henhører under den fri udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden. Andreas Hoves-dommen 6 I denne sag drejer det sig om at få afgjort, om en transportvirksomhed, der har hjemsted i Luxembourg og udfører cabotagetransport i Tyskland, har pligt til i sidstnævnte stat at betale motorkøretøjsafgift for lastbiler, der er indregistreret i Luxembourg. I Generaladvokatens konklusioner hedder det, "at cabotagetransport pr. definition er af midlertidig karakter, idet der ikke er noget krav om, at virksomheden har hjemsted eller andet forretningssted i værtsmedlemsstaten. Cabotagekørsel er efter sin karakter en tidsbegrænset virksomhed, da der er tale om tjenesteydelser, som savner det element af varighed, som er kendetegnet ved, at der består et hjemsted." Domstolen præciserede, at den midlertidige karakter af den pågældende virksomhed ikke kun skal bedømmes på grundlag af ydelsens varighed, men også på grundlag af dens hyppighed, periodiske karakter eller kontinuitet. Dermed bliver tidskriteriet nært knyttet til kriteriet vedrørende manglende forretningssted og hjemsted i værtsmedlemsstaten Nationale forskrifter Kommissionen indkaldte nationale eksperter til et møde i december 2003 for at få undersøgt, hvilke problemer der var opstået i de senere år med hensyn til anvendelsen af begrebet "midlertidig(t)" i forbindelse med cabotagekørsel. Som følge heraf har man kunnet opstille en oversigt over de eksisterende nationale bestemmelser, som viser, at der er behov for en fælles fremgangsmåde. Det Forenede Kongerige vedtog den 1. december 2002 en fortolkning af begrebet "midlertidig(t)", hvori det fastslås, at en transportvirksomhed bør kunne bevise, at det pågældende køretøj har forladt landet mindst én gang om måneden. Grækenland vedtog ved cirkulære af en tidsbegrænsning for andre medlemsstaters cabotagekørsel på højst 2 måneder om året (baseret på gyldighedsperioden for de gamle cabotagetilladelser). Efter en henvendelse fra Kommissionens tjenestegrene blev dette cirkulære erstattet med et nyt pr Sidstnævnte cirkulære indeholder ingen tidsfrist, men indfører en fortolkning af begrebet "midlertidig(t)" for lastbiler, der registreret i en anden EU-medlemsstat og kører på græsk område: En transportvirksomhed må udelukkende udøve midlertidig virksomhed, som ingenlunde må være vedvarende, hyppig, regelmæssig eller af kontinuerlig karakter. 6 Dom af 2. juli 2002, Andreas Hoves Internationaler Transport Service Sarl, sag C-115/00. DA 6 DA

7 Det anses for en overtrædelse af forordning (EF) nr. 3118/93, hvis køretøjer fra en virksomhed, der udfører cabotagekørsel, aldrig forlader værtsmedlemsstatens område. Aktiviteterne må udelukkende udføres lejlighedsvis, med betydelige og ikke hyppige mellemrum. Transportvirksomheden skal kunne bevise, at køretøjet på et bestemt tidspunkt og mindst én gang om måneden har forladt værtsmedlemsstatens område. Disse kriterier vil tjene som retningslinjer for kontrol, når det i hvert enkelt tilfælde skal afgøres, om de pågældende aktiviteter er i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 3118/93. Frankrig indførte ved cirkulære af 22. januar 2002 en begrænsning af cabotagekørsel, hvori det fastsættes, at "ethvert køretøj, der i over en uge uden afbrydelse udfører cabotagekørsel på det franske område, bør anses for at have overtrådt reglerne". Den øverste franske domstol i forvaltningsretlige spørgsmål (Conseil d'état) afsagde i en hastesag kendelse om suspension af gennemførelsen af dette cirkulære og bekræftede senere ophævelsen heraf med den begrundelse, at det bestridte cirkulære, der fastsatte bestemmelser af generel karakter, havde fastsat nye regler om cabotagekørsel, hvilket trafikministeren ikke havde beføjelser til. Kommissionen gjorde indsigelse over for de franske myndigheder mod denne uberettigede begrænsning, som efterfølgende blev ophævet ved en dom afsagt af nævnte Conseil d'état. Italien begrænsede for nylig ved ministerielt dekret af 29. april 2004 cabotagetransport, der udføres af EF-virksomheder i Italien, til en varighed på 15 dage om måneden og i højst fem på hinanden følgende dage. Dekretet forpligter desuden transportvirksomhederne til at lade køretøjerne medføre et hæfte, der indeholder oversigter over cabotagetransporter udført i landet, og som i henhold til generaldirektørens dekret af 31. maj 2004 udstedes af det italienske trafikministerium. 3. ELEMENTER TIL VURDERING AF CABOTAGEKØRSELS MIDLERTIDIGE KARAKTER Det følger af ovenstående redegørelse, at der, for at det kan fastlægges, hvad der bør forstås ved "midlertidig(t)" i forbindelse med cabotagekørsel, bør tages hensyn til alle de elementer og omstændigheder, der knyttet til en given cabotageforretning De fire kriterier (varighed, hyppighed, periodisk karakter og kontinuitet) Uden at være de eneste afgørende elementer udgør de fire kriterier, som Domstolen har etableret til vurdering af, hvad der skal forstås ved "af midlertidig karakter" i forbindelse med cabotagekørsel, et godt undersøgelsesgrundlag. Disse kriterier kan ikke anvendes rent mekanisk. De bør tjene som referenceelementer ved kontrol, men de fritager ikke de nationale myndigheder fra at foretage en analyse af de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i hvert enkelt tilfælde. Varighed står for det tidsrum (uger, måneder), i løbet af hvilket en virksomhed udfører en eller flere cabotageforretninger på en anden medlemsstats område end den, hvor virksomheden er hjemmehørende. Varigheden har nær tilknytning til DA 7 DA

8 hyppigheden, der står for, hvor mange cabotageforretninger, der gennemføres om måneden eller om året. I praksis bør tjenesteydelsernes midlertidige karakter vurderes forskelligt, når en transportvirksomhed udfører cabortageforretninger i to perioder (hyppighedskriteriet) à 20 dage (varigheden for hver tjenesteydelse) i løbet af samme år, eller hvis den udfører cabotageforretninger i tolv perioder à 20 dage i løbet af det samme år. Kommissionens tjenestegrene indtog en negativ holdning til et cirkulære vedtaget af de franske myndigheder, hvor cabotagekørsel begrænses til en uge. Ud over den meget korte periode, som Frankrig havde fastsat, var det den rent mekaniske anvendelse af dette tidskriterium, som Kommissionens tjenestegrene tog afstand fra. I forordning nr. 3118/93 fastsattes en gradvis liberalisering af cabotagetransporten frem til den 1. juli I en periode på 4½ år rådede medlemsstaterne hver især over et kontingent af tilladelser med en varighed på to måneder. En sådan tilladelse kunne omdannes til to tilladelser af kort varighed, som gjaldt en måned. Hver tilladelse var kun gyldig for én periode på enten en eller to måneder. For at afhjælpe de vanskeligheder, der er omhandlet i punkt 2.1, vil en varighed på en til to måneder, hvorefter udførelse af cabotageforretninger på det samme område ikke længere kan tillades, være acceptabel, for så vidt som dette tidsrum vil blive lagt til grund i hvert enkelt tilfælde af medlemsstaterne. Denne begrænsning, som ikke kan anvendes stringent, mekanisk og isoleret, udgør i det mindste en nyttig rettesnor. Efter det nævnte tidsrum bør det pågældende køretøj normalt returnere til registreringslandet. Under alle omstændigheder vil Kommissionen undersøge de foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer, ud fra de fire kriterier, som Domstolen har fastlagt. Begrebet "periodisk" bør ikke forveksles med hyppighedsbegrebet. Det periodiske element går på cabotageforretningernes regelmæssighed, dvs. om cabotagekørsel udføres lejlighedsvist eller er en regelmæssig foreteelse. I denne forbindelse bør der f. eks. tages hensyn til, hvilken type forbindelser - regelmæssige - eller lejlighedsvise - der etableres med kunderne i den stat, hvor cabotageforretningerne udføres. Endelig betyder kontinuerligt, at en transportvirksomhed over en periode udelukkende udfører cabotagetransport. Det væsentlige element er forretningernes vedvarende eller konstante karakter Andre faktorer at tage hensyn til Det følger også af Gebhardt-dommen, at alle elementer med tilknytning til en given tjenesteydelse bør indgå i vurderingen. Det er afgjort formålstjenligt at undersøge forholdene omkring anvendelsen af køretøjet, f. eks. hvor mange dage lastbilen forbliver på en medlemsstats område. Andre faktorer, der har berøring med udførelsen af en cabotageforretning, bør også undersøges, f. eks. hvem der organiserer transportforretningerne, og hvor er centrum for forretningerne. Det spiller også en rolle, hvor mange lastbiler der anvendes. F.eks. kunne man forestille sig en situation, hvor en transportvirksomhed har to lastbiler og kun en fører. Lastbil nr. 1 forlader den stat, hvor der er udført cabotagekørsel efter 20 dage og vender først tilbage til det samme område efter 20 dage. I løbet af den periode, hvor lastbil nr. 1 ikke længere befinder sig på den DA 8 DA

9 førnævnte stats område, er det med lastbil nr. 2, at virksomheden (med den samme fører) udfører cabotagekørsel i 20 dage. Det er evident, at denne virksomhed med én ansat udfører aktiviteter af varig karakter på den pågældende stats område, og hvis man kun havde undersøgt anvendelsen af de to lastbiler, ville konklusionen have været en anden. Det fremgår af ovenstående betragtninger, at det er meget vanskeligt at fastsætte et eller flere kriterier, der, hvis de anvendes rent mekanisk, ville føre til en klar konklusion om, hvor vidt en transportforretning eller en serie transportforretninger udføres midlertidigt i en medlemsstat eller ej. I Gebhardt-dommen har selv Domstolen afholdt sig fra at fastlægge kriterier, der kan finde anvendelse på en generel og mekanisk måde. I denne forbindelse må man notere sig, at en person eller en virksomhed ville kunne indgive en klage til Europa-Kommissionen, hvis den pågældende mener, at en medlemsstats regler begrænser den fri udveksling af tjenesteydelser på en måde, der er i modstrid med traktaten eller forordning nr. 3118/ KONKLUSION Den økonomiske udvikling og de juridiske undersøgelser vedrørende cabotagekørsel viser, at det er absolut nødvendigt med en fortolkning af begrebet "midlertidig(t)" i forbindelse med sådanne forretninger, især for at undgå, at der bliver indført for mange regler og praksisser i medlemsstaterne. Kommissionen foreslår derfor følgende fortolkning: Kriterierne for vurdering, om der er tale om cabotagekørsel af midlertidig karakter, bør følge den definition, som Domstolen har givet: tjenesteydelsens varighed og hyppighed, samt dens periodiske karakter og kontinuitet. Under alle omstændigheder bør der foretages en undersøgelse af hvert konkret tilfælde på dette grundlag. Kommissionen vil altså vurdere de konkrete tilfælde på grundlag de kriterier, som Domstolen har fastlagt med en tolerance på en til to måneder for en national tidsbegrænsning. Under alle omstændigheder anses det for at være i modstrid med forordning nr. 3118/93, hvis en transportvirksomhed, der ikke er hjemmehørende i en værtsmedlemsstat, på denne stats område udøver en aktivitet, - som er af varig karakter, udføres på en kontinuerlig eller regelmæssig basis, eller - som udføres systematisk og ikke blot lejlighedsvist, eller - som bevirker, at den ikke-hjemmehørende transportvirksomheds køretøj aldrig forlader værtsmedlemsstatens område. DA 9 DA