HVAD SKAL JEG MED JESUS? Wilhelm Busch

Transkript

1 WILHEM BUSH

2 HVAD SKAL JEG MED JESUS? Wilhelm Busch

3 Originaltitel: Jesus unser Schicksal Copyright : Schrif tenmissions-verlag for dansk udgave: Dansk Luthersk Forlag, Hillerød Omslag og Lay-Out: Tryk: Scandinavian Books

4 Indhold: 1. Gud ja, men hvad skal jeg med Jesus? 2. Hvorfor lever jeg? 3. Det gælder livet! 4. Hvad skal jeg gøre for at blive kristen? 5. Hvorfor tillader Gud det onde? 6. At leve livet - når man ikke kan tro 7. At leve livet - med skyld og forsømmelser 8. Kan man være helt sikker i religiøse spørgsmål? 9. Hvad får man ud af et liv med Gud?

5 Forord: Hvad skal jeg med Jesus? Bogen du nu sidder med i hånden har haft stor betydning for mange mennesker i mange lande. Det drejer sig både om folk med stort kendskab til kristendommens indhold og andre, for hvem dette budskab har været fremmed. Det er en bog, der har sat og stadig sætter spor. Dette er baggrunden for den nye udgivelse af bogen. Jeg håber, du vil læse bogen, lade dig udfordre af indholdet og efterprøve dens budskab med Bibelens indhold. Bogens forfatter, Wilhelm Busch, var tysk soldat under første verdenskrig og ungdomspræst i Essen under anden verdenskrig. Mens han var ungdomspræst holdt han en lang række foredrag, der blev kendt i store dele af Europa. Det sidste foredrag, kapitel 9 i denne bog, holdt han den 19. juni 1966 i Sassnitz, og på tilbagerejsen dagen efter døde han. Ni af hans foredrag er siden blevet samlet til denne bog under titlen Hvad skal jeg med Jesus? Otte af dem har

6 tidligere været udgivet under titlen Gud ja! men Jesus? Bogen er med forskellige titler og på flere sprog blevet solgt i mere end 1,5 millioner eksemplarer i Europa. Vil du vide mere om udgivelsen og se hvor du kan få flere eksemplarer af bogen, kan du gå ind på Har du spørgsmål eller kommentarer til indholdet, er du velkommen til skrive på kontakt.soren@gmail.com Venlig hilsen Søren Eriksen

7

8

9 Kapitel 1: Gud ja, men hvad skal jeg med Jesus? Ser I, sådan en gammel præst som mig, der hele livet har arbejdet i storbyen, hører i tidens løb igen og igen de samme slagord. Et lyder:»hvordan kan Gud tillade alt det onde?«et andet er:»kain og Abel var brødre. Kain slog Abel ihjel. Hvor fik Kain sin kone fra?«og et af de mest brugte er dette:»præst, du taler altid om Jesus. Det er jo fanatisk. Det er da lige meget, hvilken religion man har. Det vigtigste er, at man tror på noget højere, noget usynligt.«ja, det er indlysende, ikke? Det samme har min store landsmand Goethe sagt:»følelsen er alt; navnet er klang og røg«. Om vi siger Allah, Buddha, Skæbnen eller»højere væsen«er helt ligegyldigt. Det vigtige er, at vi har en tro. Og det er fanatisk at ville præcisere. Jeg ser stadig den gamle dame foran mig, som erklærede:»å, hr. præst, du med din evindelige Jesus-snak. Har Jesus ikke selv sagt:

10 »I min faders hus er der mange boliger«? Så er der jo plads til alle!«kære venner, det er en stor løgn! Jeg var engang i lufthavnen Tempelhof er Feld i Berlin. Før vi kunne gå om bord i flyet, måtte vi endnu engang gennem paskontrollen. Foran mig står en stor herre - jeg ser ham stadig for mig, stor som et to-etages hus og med et stort rejsetæppe under armen - og rækker toldbetjenten sit pas. Men tolderen siger:»hov, stop! Dit pas er jo udløbet!«manden svarer:»vær nu ikke så smålig. Hovedsagen er vel, at jeg har et pas!nej«, siger betjenten fast og bestemt,»hovedsagen er, at du har et gyldigt pas!«præcis sådan er det med troen. Det kommer ikke an på, om jeg har en eller anden tro. Det har alle. For nylig sagde en til mig:»jeg tror, at 1 kg oksekød giver en god suppe.«det er også en tro - selvom den er temmelig tynd. Det kommer ikke an på, om du har en eller anden tro, men på, om du har den rigtige tro. En tro, som du kan leve med, også når alting bliver mørkt omkring dig, en tro, der holder også i store prøvelser, en tro, som du kan dø på. Døden er den store prøve på rigtigheden af vores tro. Der findes kun én rigtig tro, som man virkelig kan leve og dø med. Det er troen på Herren Jesus Kristus, Guds Søn. 10

11 Jesus har selv sagt:»i min faders hus er der mange boliger.«men der er kun én dør til Guds boliger:»jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst.«jesus er døren! Jeg ved, at det vil mennesker ikke høre. Man kan diskutere i timevis om Gud. Den ene forestiller sig Gud på én måde og den anden på en anden måde. Men Jesus er ikke noget diskussionsemne. Og jeg siger dig: Kun troen på Jesus, Guds Søn, er en frelsende tro, som man kan leve og dø på! Hvor latterlig denne tro forekommer mennesker, viser en lille oplevelse. Jeg gik for år tilbage gennem byen Essen. To mænd står på fortovet, tydeligvis minearbejdere. Da jeg går forbi hilser den ene:»goddag, hr. pastor!«. Jeg går hen til ham:»kender vi hinanden?«da ler han og forklarer den anden:»det er pastor Busch! En virkelig fin fyr!tak«, sagde jeg. Og så fortsatte han:»men han er desværre lidt tosset!«jeg blev gal:»hvad er jeg? Hvorfor er jeg lidt skør?«og så fortsatte han:»jo, pastoren er en virkelig fin fyr! Men; han taler altid om Jesus!Mand«, råbte jeg glad:»det er ikke skørt. Om hundrede år er du i evigheden. Da afhænger alt af, om du har lært Jesus at kende. Det er dit forhold til ham, der afgør, om du er i Himmelen eller i Helvede. Sig mig: Kender du Jesus?Dér ser du,«sagde han og vendte sig leende til den anden:»nu begynder han igen!«. 11

12 Jeg vil også nu begynde på det igen! Der er et ord i Bibelen, som jeg må tage frem. Det lyder sådan:»den, der har Sønnen, har livet.«du har måske engang lært noget om Jesus i skolen - men du har ham ikke.»den som har Guds Søn«- hører du: har! -»han har livet«- her og i evigheden!»den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet.«det siger Guds ord! Du kender måske ordsproget: Den som har, han har. Præcis sådan siger dette bibelvers det. Jeg er nødt til at sige det ligeud - for din egen skyld - at du må tage imod Jesus og give ham dit liv. Og nu vil jeg fortælle dig, hvorfor troen på Jesus er den eneste rigtige. Eller lad mig hellere udtrykke mig helt personligt: Jeg skal nu sige dig, hvorfor jeg behøver Jesus og tror på ham. {1} Jesus er Guds åbenbaring Når nogen siger til mig:»jeg tror på Gud! Men hvad skal jeg med Jesus?«, så svarer jeg?»det er da et dumt spørgsmål! Gud er en skjult Gud. Uden Jesus ved vi slet intet om Gud!«Mennesker kan selvfølgelig lave sig en gud, f. eks. den»kære vorherre«, der ikke lader en ærlig mand i stikken, når han bare ikke drikker mere en fem øl om dagen. Men det er ikke Gud! Allah, Buddha - de er projektioner af vores ønsker. Men Gud? Uden Jesus ved vi intet om Gud. 12

13 Men Jesus er Guds åbenbaring. I Jesus er Gud kommet til os. Jeg vil gøre det tydeligt for dig med et billede: Prøv at forestille dig en tyk væg af tåge. Skjult bag tågen er Gud. Men mennesket kan ikke leve uden Gud. Derfor begynder de at søge ham. De forsøger at trænge ind gennem tågen. Det er religionernes stræben. Alle religionerne er menneskers søgen efter Gud. Og alle har de ét tilfælles: De er faret vild i tågen og har ikke fundet Gud. Gud er en skjult Gud. Det forstod den mand - Esajas hed han - der skreg fra sit inderste: Herre, vi kan ikke komme til dig. Ak, om du splittede tågemuren og kom til os! Og tænk, Gud har hørt dette skrig! Han har splittet tågen og er kommet til os - i Jesus. Da englene på Betlehems mark i kor råbte:»i dag er der født jer en frelser - ære være Gud i det højeste og på Jorden!«- da var Gud kommet til os. Og nu siger Jesus:»Den, der har set mig, har set Faderen«. Uden Jesus vidste jeg intet om Gud. Det eneste sted, jeg kan få vished om Gud, er hos ham. Hvordan kan man så sige:»jeg klarer mig uden Jesus«? Jeg kan kun gennemgå det kort her og må lade meget ligge. Jeg kunne sige så meget om Jesus. Men nu kommer jeg til det vigtigste punkt i svaret på»hvorfor Jesus?«: 13

14 {2} Jesus er Guds frelsende kærlighed Dette skal jeg forklare dig. For et stykke tid siden havde jeg en samtale med en journalist, der interviewede mig og spurgte:»hvorfor holder du egentlig disse foredrag?«jeg svarede:»dem holder jeg, fordi jeg er bange for, at folk skal komme i Helvede.«Da lo han og fortsatte:»det findes da ikke!«men jeg sagde:»bare vent. Om hundrede år ved du, om du har ret eller om Guds ord har ret. Sig mig,«spurgte jeg ham,»har du nogensinde frygtet for Gud?Nej,«svarede han,»den kærlige Gud er man da ikke bange for!«da forklarede jeg ham:»nu er du useriøs! Selv den, som kun har en dunkel anelse om Gud, må begribe, at der ikke findes noget skrækkeligere end ham, den hellige og sande Gud, dommeren over vores synder. Tror du, han tier om dine synder? Du taler om den kærlige Gud? Det siger Bibelen ikke. Bibelen siger meget oftere:»det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.«har du nogensinde frygtet Gud? Hvis ikke, så er du overhovedet ikke begyndt at se den hellige Guds virkelighed og dit syndige liv endnu. Men når du begynder at frygte Gud, så bliver dit spørgsmål:»hvordan kan jeg bestå for Gud?«Jeg tror, det er vor tids største dumhed, at man ikke mere frygter Guds vrede. Ja, det er et tegn på forfærdelig 14

15 afstumpethed, når et folk ikke mere tager den levende Gud og hans vrede over synden alvorligt. Professor Karl Heim fortalte engang, hvordan han på en Kina-rejse også kom til Peking. Da blev han ført op på et bjerg, hvor der helt øverst stod et alter,»himmelens alter«. Det blev forklaret ham, at på»forsoningsnatten«er dette bjerg fyldt med hundrede tusinder af mennesker, der alle bærer lygter. Og da gik kejseren frem - dengang var det stadig kejseren, der regerede Kina - og bringer forsoningsofferet for sit folk. Da professor Heim fortalte os det, fortsatte han:»disse folk vidste noget om Guds vrede og så, at mennesket behøver forsoning.«og den civiliserede mellemeuropæer mener, han kan tale om»den kærlige Gud«, der er lykkelig for at se, at menneskene betaler deres kirkeskat! Kære, lad os igen begynde at frygte Gud! Vi har jo alle syndet. Har du ikke? Naturligvis! Når vi igen lærer at frygte Gud, vil vi spørge:»hvor er frelsen fra Guds vrede? Hvor er redningen?«og så må det gå op for os, at Jesus er Guds frelsende kærlighed.»gud vil, at alle mennesker skal frelses.«men han kan ikke være uretfærdig. Han kan ikke tie om synden. Og derfor har han givet sin Søn til frelse. 15

16 Kom med mig til Jerusalem. Der er en høj uden for byen. Her ser vi tusindvis af mennesker. Tre kors rager op over menneskemængden. Manden på det venstre kors er ligesom os, en synder. Ham til højre også. Men i midten! Se på ham, manden med tornekronen, den levende Guds Søn. Hvorfor hænger han der? Dette kors er Guds alter. Og Jesus er Guds lam, som bærer verdens synd og forsoner verden med Gud. Ser du: Så længe du endnu ikke har fundet Jesus, står du under Guds vrede, også selvom du ikke mærker det, eller du fornægter det. Og kun den, som er kommet til Jesus, har del i Guds fred:»han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt«. Lad mig bruge et temmelig dumt eksempel: I første verdenskrig var jeg i artilleriet. Dér havde vi kanoner med beskyttelsesskærme. Engang stod vi uden infanteri foran os. Og samtidig kom et angreb med panservogne. Som hagl slog infanteriskud mod vores beskyttelsesskærm. Men de var så stærke, at vi var sikre der. Jeg tænkte:»hvis jeg nu stikker hånden ud foran beskyttelsesskærmen, så bliver den gennemskudt, så er jeg fortabt, jeg må forbløde. Men bag beskyttelsesskærmen er jeg i sikkerhed.«16

17 Og ser du: Det er, hvad Jesus er blevet for mig. Jeg ved: Uden Jesus går jeg fortabt i Guds dom. Uden Jesus har jeg ingen fred i hjertet, uanset hvad jeg gør. Uden Jesus kan jeg ikke dø uden dødsangst. Uden Jesus går jeg til evig fordømmelse. Der findes en evig fordømmelse, bare vent. Men når jeg står under Jesu kors, er jeg beskyttet som bagved beskyttelsesskærmen. Så må jeg vide Han er min forsoner! Han er min frelser! Jesus er Guds frelsende kærlighed! Hør:»Gud vil, at alle mennesker skal frelses«. Derfor har han givet sin Søn til frelse også for dig! Lad dig ikke få ro, før du har denne fred fra Gud, før du er frelst. {3} Jesus er den eneste, der har løst vort livs største problem Ved du, hvad vores livs største problem er? De ældre tænker naturligt nok på deres galdesten eller deres hofte eller det, som giver problemer lige nu. Hvilke enorme problemer! Mellem unge er det»pigen«eller»fyren«. Alle har sine problemer. Men tro mig: Det største problem i vores liv er vores skyld over for Gud! 17

18 Jeg har været ungdomspræst i årtier. Altid søgte jeg nye billeder, som skulle gøre dette klart for de unge. Et af disse billeder skal jeg bruge her. Jeg sagde:»forestil dig, at vi fra naturens hånd har en jernring om halsen. Og hver gang jeg synder, bliver der sat et kædeled på. Jeg tænker en beskidt tanke - et led; jeg er fræk over for min mor - et led; jeg taler vredt til et andet menneske - et led. En dag uden bøn, som om Gud ikke eksisterede - et led; uærlighed, løgn - et led.«gennemtænk engang, hvor lang den kæde er, som slæber efter os. Ser du skyldkæden? Så virkelig er vores skyld over for Gud - også selv om man ikke ser denne lænke. Den er meget lang, og vi slæber den med os rundt. Jeg spørger ofte mig selv, hvorfor mennesker ikke er rigtig glade og lykkelige. De har det jo godt. Men er de lykkelige? De kan ikke blive lykkelige. De kan ikke - fordi de bærer rundt på deres skyld-kæde. Og den kan ingen præst, ingen biskop og ingen engel tage væk. Og Gud kan heller ikke tage den fra dem, for han er retfærdig og»hvad et menneske sår, skal det også høste.«men nu kommer Jesus! Han er den eneste, som kan klare vores livs største problem: Han er død for min skyld. Han har betalt den, da han døde. Derfor kan han tage min skyldkæde af mig. Han er den eneste, der kan! 18

19 Jeg må sige dig af erfaring: Det er en befrielse at vide: jeg har tilgivelse for mine synder. Det er den største befrielse i livet - og i døden. I gamle, dø med tilgivelse for jeres synder! Eller gå ind i evigheden og tag hele din skyld med dig. Forfærdeligt! Jeg kender mennesker, der hele livet har sagt:»jeg er god nok, jeg gør meget godt.«og så dør de og slipper den sidste hånd - og opdager: Mit livs skib sejler i evighedens mørke storm - mod Gud. De kunne intet tage med sig: Ingen luksus, ingen bankkonto, ingen opsparing - kun skylden. Sådan kommer man til Gud. Forfærdeligt! Men sådan er menneskets død. Og hvis du siger:»sådan dør jo alle!«- så har du ret. Men det er ikke din eneste mulighed. Jesus giver tilgivelse for synden. Det er den største befrielse, som findes. Jeg var en ung mand på 18 år, da jeg erfarede, hvad tilgivelse for synden er: Kæden faldt af! Jeg ønsker for dig, at du også må erfare dette. Gå til Jesus! I dag. Han venter på dig. Og sig til ham:»herre, mit liv er helt spoleret og fuldt af skyld. Det har jeg altid fortiet og talt godt om mig selv. Nu lægger jeg det hen til dig. Nu vil jeg tro, at dit blod sletter min skyld.«det er virkelig en herlig sag: tilgivelsen for synd! 19

20 Der levede engang en mand i England, som hed Bunyan. Bunyan blev fængslet for sin tros skyld. Sådan har det været til alle tider. Næst efter Guds ord er fængsler det mest stabile, som er i menneskeheden. I fængslet skrev Bunyan en vidunderlig bog, som stadig er aktuel. Han skildrede en kristens liv som en ganske farlig, eventyrlig vandring. Den begynder sådan:»der boede en mand i byen Verden. Pludselig blev han urolig og sagde noget lignende dette: Det er ikke rigtigt, som det skal være. Jeg er fredløs. Jeg er ulykkelig. Jeg må ud herfra. Han taler med sin kone. Hun siger til ham: Du er ude af dig selv. Du har brug for hvile og rekreation. Men det hjalp ham slet ikke. Uroligheden blev ved. Og en dag mærker han: Det hjælper ikke, jeg må ud af denne by! Og så flygter han. Da han går af sted mærker han, at han har en byrde på skuldrene. Han vil tage den af, men den vil ikke give slip på ham. Jo længere han går, desto tungere bliver byrden. Før havde han aldrig lagt mærke til byrden. Den var en selvfølgelighed. Men som han fjerner sig fra byen Verden, bliver byrden hele tiden større. Til sidst kommer han simpelthen ikke videre. Han går møjsommeligt på en sti i bjergene. Han kan ikke gå med byrden mere. Da kommer han til et sving, og foran ham træder et kors frem. Næsten bevidstløs synker han ned foran korset, holder sig fast til det og ser opad. 20

21 I samme øjeblik oplever ham, hvordan byrden løsner sig og ruller ned i afgrunden.«dette er et vidunderligt billede på det, som et menneske kan opleve ved Jesu kors: Da løfted jeg mit blik Og så det Guds lam. Hvordan han blødte der for mig og døde på korsets træ. Da må jeg skamfuldt se: To store ting findes her: hans kærligheds store under og min enorme synd. Tilgivelse for synden er, at den hellige har betalt for mig. Min skyldkæde bliver taget af. Jeg bliver fri for min byrde. Dette kan kun Jesus give os: tilgivelse for synden! Hvad skal jeg med Jesus? Jeg må sige endnu noget om, hvorfor jeg tror på Jesus: {4} Jesus er den gode hyrde Du har nok erfaret, hvor uendelig ensom man kan være, og hvor tomt livet er. Du mærker pludselig:»jeg mangler noget! Men hvad?«jeg vil fortælle dig det: Du mangler den levende frelser! 21

22 Jeg har tidligere fortalt, at Jesus døde på korset for at betale vores skyld. Læg mærke til denne sætning:»han blev straffet, for at vi kunne få fred.«og så lagde man ham i en grav, en klippehule. En stor sten blev rullet hen foran indgangen. Og for at man skulle være helt sikker, forseglede den romerske landshøvding indgangen og satte romerske soldater til at bevogte indgangen. Jeg forestiller mig dem som store mænd, der havde kæmpet i alle lande på jorden: I Gallien - det nuværende Frankrig, i Germanien - altså i Tyskland, i Asien og i Afrika. Det var erfarne mænd. De står altså i morgentågen på den tredje dag med skjoldet på armen, med kastespyd i den højre hånd og med hjelm på hovedet. En romersk soldat holder vagt. Ham kan man stole på. Pludselig bliver det højlys dag omkring dem. Bibelen siger:»for Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den.«og Jesus kom ud af graven! Det er så voldsomt, at soldaterne bliver magtesløse og besvimer. Et par timer senere møder Jesus en fattig kvinde. Bibelen fortæller, at hun havde været besat af syv ånder, som Jesus havde drevet ud. Kvinden græder. Da kommer Jesus til hende. Og kvinden falder ikke om og besvimer. Tværtimod. Hun glæder sig, da hun genkender den 22

23 opstandne Herre Jesus og siger:»mester!«hun er trøstet, fordi hun ved:»jesus, den gode hyrde, lever og er hos mig!«og ser du, også derfor behøver jeg Jesus: Jeg behøver en, hvis hånd jeg kan holde fast i. Livet har sendt mig ned i nogle meget mørke huller. Jeg har været i nazistisk fangenskab for min tros skyld. Der var timer, hvor jeg tænkte:»nu er der kun et skridt til, før det ondskabens rige begynder, som man aldrig mere vender tilbage fra.«men så kom Jesus! Og alt blev godt. Det kan jeg garantere dig! I fangenskabet oplevede jeg en aften, hvordan det er, når Helvede er løs. En gennemgående transport havde været der og indsat nogle mennesker, som skulle sendes til KZlejre. Mennesker, som slet intet håb havde mere, nogle kriminelle, andre uskyldige mennesker, jøder. Disse mennesker blev grebet af dyb fortvivlelse en lørdag aften. Alle skreg. Du kan ikke forestille dig, hvordan det var. Et helt hus med bare celler, fulde af fortvivlelse, hvor alle skriger og slår mod vægge og døre. Vagterne blev nervøse og slog med revolverne i bordet, løb omkring og slog omkring sig. 23

24 Og jeg sidder i min celle og tænker:»sådan bliver Helvede«. Det er umuligt at beskrive. I denne situation faldt det mig ind:»jesus! Han er her jo!«så sagde jeg stille - helt stille - i min celle:»jesus! Jesus! Jesus!«Og på 3 minutter blev der stille. Forstår du: Jeg bad til ham. Det var der ingen mennesker, der hørte, kun ham - og dæmonerne måtte vige! Da sang jeg - hvilket ellers var strengt forbudt - højt og tydeligt: Jesus min ven, mit hjertes glæde. Alle fangerne hørte det. Fangevogterne sagde ikke et ord til, at jeg sang højt: Lad uvejret rase, verden om mig skælve, Jesus er mig nær. Da forstod jeg noget af, hvad det betyder at have en levende frelser. Engang skal vi alle - det vil jeg nu tale om - igennem en meget stor nød, dødens nød. En sagde engang til mig:»i præster gør altid mennesker bange for at dø!«men jeg svarede:»det behøver vi ikke gøre mennesker bange for. Det er vi alle bange for!«24

25 Der, i døden, må vi holde den gode hyrdes hånd! Nogle siger til mig - og det er rigtigt:»mennesker i dag har mindre angst for at dø end for at leve. Livet er skrækkeligt, værre end døden!«men også det findes: En frelser, som man kan have i livet! Jeg må endnu en gang fortælle dig en historie, som jeg ofte har fortalt. Den er utrolig, men sand. Jeg havde i Essen lært en direktør fra erhvervslivet at kende. En veloplagt herre af typen:»hr. præst, det er godt, at du lærer børnene at gøre det gode. Her har du hundrede kroner til dit arbejde.«og jeg sagde:»ja, og dig selv?nej, nej, hr. præst, forstår du, jeg har nu min egen verdens-anskuelse...«du ser: En god mand, men så langt fra Gud, som månen fra Sirius. En dag skulle jeg have en vielse. Det er ofte lidt trøstesløst i en stor tom kirke. Der var brudeparret og måske 10 andre mennesker. De sidder der, en smule fortabte i den enorme kirke. Og min veloplagte ven fra erhvervslivet var bryllupsvidne! Den stakkels mand var ked af det. En meget elegant frakke og med hatten i hånden. Og han vidste ikke engang, hvordan man opfører sig i en kirke. Man kunne se på ham, at han spurgte sig selv:»skal jeg nu knæle ned, eller skal jeg gøre korsets tegn? Hvad er rigtigst?«vel, jeg hjalp ham lidt, tog hatten fra ham og lagde den på bænken. Der blev sunget en sang. Det havde han ingen anelse om, men det blev der i hvert fald. 25

26 Kan du forestille dig denne herre? En mand, der passer så godt i verden. Og så sker der noget ganske mærkværdigt: Bruden var medhjælper ved børnegudstjenesterne. Og nu sang ca. 30 små piger fra galleriet ved vielsen. Med deres søde stemmer sang de en ganske enkel børnesang:»tænk, at jeg er Jesu lam, o, hvor er jeg glad for ham. Sikkert gennem alle farer, han mig leder og bevarer...«jeg tænkte:»hvad sker der dog med ham? Bliver han syg?«han synker sammen, holder hænderne foran ansigtet og ryster. Jeg siger til mig selv:»han er syg, jeg må have fat i en læge.«men så ser jeg: Manden græder, hæmningsløst.»sikkert gennem alle farer, han mig leder og bevarer, han mig elsker, han mig kender, og han kalder mig ved navn. Ledet af hans stav jeg går, ud og ind og hvile får...«og der sidder manden, direktøren fra erhvervslivet og græder! På en gang forstod jeg, hvad der var sket i den kolde kirke. Det gik op for manden: Disse børn har noget, som jeg ikke har: en god hyrde. Men jeg er en ensom, fortabt mand. Du, min læser, kan ikke komme længere i livet end dertil, hvor du kan sige som disse børn:»jeg glæder mig over, at jeg hører til Jesu Kristi flok, og at jeg har en god hyrde.«længere kan man ikke komme! Sørg for, at også du kan sige dette. 26

27 Hvorfor jeg tror på Jesus Kristus? Fordi han er den gode hyrde, den bedste ven og min levende frelser. Hvorfor Jesus? Jeg må sige endnu en sidste ting: {5} Jesus er Livets Konge Engang for år tilbage holdt jeg ferie i Bøhmerwald. Efter at de unge var rejst af sted fra lejr, skulle jeg vente en dag, før jeg blev hentet i bil. Jeg boede om aftenen i et gammelt jagtslot, som havde tilhørt en eller anden konge. Nu boede der kun en skovfoged. Huset var forfaldent. Der var intet elektrisk lys. Men der var et stort værelse med en åben kamin, hvor der brændte ild. Der blev stillet en petroleumslampe ind til mig og ønsket godnat. Udenfor hylede stormen, regnen piskede i granerne, der omgav huset. Det var et sted til at opleve en rigtig røverhistorie. Og jeg havde undtagelsesvis slet intet at læse med mig. Da finder jeg på kaminhylden en lille brochure. Og den læste jeg under petroleumslampen. Noget så skrækkeligt har jeg aldrig nogen sinde læst. En læge fik i dette skrift hele sin vrede mod døden ud på en raffineret måde. Side op og side ned hed det:»å, du død, du fjende af menneskeheden! Nu har jeg en hel uge kæmpet for et menneskeliv og troet, jeg havde fået manden over bjerget, og så rejser du dig grinende over sengekanten og slår til - og alt var 27

28 forgæves. Jeg kan helbrede mennesker, men jeg ved dog, at det er forgæves. Du kommer med din knoglehånd. O, din bedrager, du død, du fjende.«side op og side ned, bare had mod døden. Og så kom det skrækkeligste:»du død, du punktum, du udråbstegn!«og ordret fortsatte han:»åh, fordømt, hvis du var udråbstegn! Men når jeg ser på dig, så forvandler du dig til et spørgsmålstegn. Og jeg spørger mig selv: Er døden en afslutning, eller er den ikke en afslutning. Hvad kommer efter? Død, du hemmelige spørgsmålstegn!«og det var det! Slut! Men jeg kan fortælle dig, at alt er ikke slut med døden. Jesus, som ved alt om dette, har sagt:»gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den.«derfor glæder jeg mig over, at jeg har en frelser, der allerede her giver mig livet, som er Livet, og som fører til livet. Det vil jeg så gerne fortælle dig. Under første verdenskrig var jeg en uge ved Verdun, hvor der dengang rasede et stort slag. Mellem linjerne lå lig ved lig. Jeg glemmer aldrig denne sødlige lugt af lig. Og hver gang, når jeg ser et mindesmærke for»de døde for fædrelandet«, husker jeg denne lugt fra Verdun, liglugten. Og når jeg tænker:»om hundrede år er ingen 28

29 af os her mere«, så plager dødens rædselsfulde ånde mig igen. Mærker du den ikke? Men i denne dødsverden er der én, der er stået op af døde! Og, tænk dig, han siger: Jeg lever og I skal også leve! Tro på mig! Kom her til mig! Omvend dig til mig! Bliv min ejendom! Jeg fører dig til livet! - Er det ikke vidunderligt? Hvordan kan man overhovedet leve i denne døds-verden uden denne frelser, han som lever og leder til det evige liv? Jeg har i disse dage læst et gammelt brev, som professor Karl Heim har udgivet. Det er et brev fra en kristen soldat, der faldt i anden verdenskrig i Rusland. I brevet står der sådan:»det er grufuldt at være her! Når russerne skyder med deres Stalinorgler, går der panik i os alle. Og kulden! Og sneen! Grufuldt! Men jeg er slet ikke bange. Hvis jeg skulle falde, ville det være vidunderligt: Så er jeg med et skridt i herligheden. Så viger stormen - og jeg ser min Herre ansigt til ansigt, og hans glans omgiver mig. Jeg har intet imod at falde her.«og kort efter faldt han. Da jeg læste det, måtte jeg tænke: Hvad er det dog der gør, at en ung mand ingen angst har for døden? Det er, at han kender Jesus! Ja, Jesus er livets konge. Og han giver sine et sikkert håb om det evige liv. Hvorfor Jesus? Fordi alt afhænger af, at du lærer ham at kende. 29

30 30

31 Kapitel 2: Hvorfor lever jeg? En dag ringede en oprørt leder fra erhvervslivet til mig:»hr. præst, kom!«jeg styrtede af sted. Han modtog mig med ordene:»min søn har skudt sig!«jeg kendte den unge mand. Han var studerende. Han havde alt, hvad hjertet kunne begære. Han var sund, smuk, ung og rig. Han havde længe haft sin egen bil. Han havde aldrig været i kontakt med dårligt miljø. Og denne unge mand skød sig med en kugle gennem munden! I et brev, som han havde efterladt sig, stod kun:»jeg kan ikke se, hvad meningen skulle være med at leve videre. Derfor gør jeg det forbi. Mit liv er meningsløst.«rystende! Spørgsmålet om meningen med vores liv er utrolig vigtigt! Og det er særlig vigtigt, fordi vi kun har ét eneste liv! Har du nogensinde tænkt igennem, hvad det betyder, at vi kun har ét liv? Da jeg gik i skole, var jeg ikke særlig god til matematik. Og min lærer havde slet ingen forståelse for mine løsninger. Når jeg havde løst en matematikopgave gav han mig nogle 31

32 gange - helt uden respekt for mine evner, til at finde alternative løsninger - mit hæfte tilbage fuldstændig overtegnet med rødt blæk. Det så forfærdeligt ud. Når nu sådan et hæfte var rigtig overtegnet, smed jeg det ofte væk, også selvom det slet ikke var fuldt, og købte mig et nyt og rent. Så kunne jeg begynde helt forfra. Hvis man bare kunne gøre sådan med livet! Tro mig, millioner af mennesker ønsker i det øjeblik de dør: Gid jeg kunne begynde helt forfra. Så ville jeg gøre det hele anderledes. Man kan købe sig et nyt skolehæfte og begynde forfra i det. Men man kan ikke købe sig et nyt liv. Vi har kun ét eneste liv! Hvor forfærdeligt er det ikke, hvis vi forspilder livet eller lever det forkert! Er det forspildt, så er det i al evighed forspildt. Derfor er det, jeg har at sige, dødsens alvorligt. I morges gik en bonde forbi mit hotel med sine dyr.»de køer må være lykkelige,«tænkte jeg,»de behøver ikke bekymre sig om, hvorfor de er i verden. De skal bare give mælk og til sidst ende som oksekød.«dyr behøver ikke tænke over meningen med livet. Det er forskellen på mennesker og dyr. Derfor er det forfærdeligt, at mange mennesker både lever og dør uden nogen sinde at have spurgt: Hvorfor lever jeg egentlig? De adskiller sig ikke fra dyrene. Grænsen mellem mennesker 32

33 og dyr er meget skarp. Det, der gør et menneske til menneske er, at han spørger: Hvorfor er jeg her? Hvorfor er jeg menneske? Hvorfor lever jeg? {1} De overfladiske og hurtige svar Der er forfærdelig mange overfladiske og hurtige svar på spørgsmålet:»hvorfor lever jeg?«. For år tilbage fik jeg alle disse overfladiske og hurtige svar serveret på én gang. Det var i 1936, altså midt i Hitlertiden. Nogle studerende fra Miinster havde bedt mig komme og tale over emnet:»hvad er meningen med mit liv?«de sagde ligeud, at de i virkeligheden slet ikke ville høre en tale, men gerne diskutere emnet med mig.»godt«, sagde jeg,»så begynd I bare! Hvad er meningen med mit liv? Hvorfor lever jeg?«da diskussionen - som sagt - fandt sted i Hitlertiden, stillede én sig naturligvis hurtigt op og forklarede:»jeg er her for mit folk. Det er som med bladet og træet. Bladet betyder intet, træet er alt. Jeg lever for mit folk!«til det svarede jeg:»smukt! Og hvorfor lever træet så? Hvorfor eksisterer folket?«pause! Det vidste han ikke. Ser du, det egentlige spørgsmål blev ikke besvaret med det. Det blev bare sendt tilbage igen. Så sagde jeg til dem:»kære venner, I må ikke give sådanne svar, som kun sender spørgsmålet tilbage igen uden at svare på det.vel, hvad er så meningen med livet? Hvorfor lever jeg?«33