landskab landscape / 87. årgang / side

Transkript

1 landskab landscape / 87. årgang / side år = 2006 dogmelandskaber håndholdt havekunst Samtale med claude cormier Samtale med rainer stange Samtale med Martin Rein Cano master class i farver rapport Fra et lille gult telt summary

2 Dokument3 12/02/02 15:08 Side 1 Broenge Ishøj Greve Kirkegård udvidelse Andreas Bruun Landskabsarkitekter ApS SvenBech.dok 01/12/ :11 Side 1 ROBERT.SMITH 14/04/03 11:44 Side 1 Danmarks ældste anlægsgartnerfirma - siden Nyanlæg Renovering Hovedentreprise Totalentreprise Plantning Beskæring Vedligeholdelse Snerydning Kloak Danske Anlægsgartnere Sven Bech A/S Mesterlodden Gentofte [email protected] John Frandsen 08/03/ :27 Side 1 Robert Smith Sørensen Anlægsgartnermester Entreprenør Aut. Kloakmester Nyanlæg Vedligeholdelse Gårdsaneringer Golfanlæg TV-inspektion af skjulte rør Tilbud gives gerne Bakkegård Gulbjergvej 24 Slagslunde, 3660 Stenløse Tlf Fax Mobil VI BYGGER GRØNT MILJØ [email protected] LEIFRASMUSSEN 01/12/2003 Guide 16:20 til Side dansk 1 have 1x130 02/12 Vi bygger Grønt John F A/S Nyanlæg og vedligeholdelse Rosenlundvej Lynge Tlf Ny Birkholm 22/10/ :46 Side 1 Leverandør af alle planteskoleartikler Produktion af træer, buske og bunddækkeplanter i alle sorter og størrelser. Rekvirer vort katalog, og aflæg planteskolen et besøg. Medlem af Danske Anlægsgartnere LEIF RASMUSSEN ApS ANLÆGSGARTNERMESTER VANDMESTERVEJ TÅSTRUP TELEFON TELEFAX [email protected] GÅRDRENOVERING NYANLÆG VEDLIGEHOLDELSE Søren Ryge Petersen, Politiken: Guide til dansk havekunst er en gave til hele folket - i hvert fald til alle med øjne i hovedet og bare en lille smule interesse for vore grønne omgivelser. Pris 278 kr. 314 sider illustreret. Tilbud gives på alle leverancer. BIRKHOLM PLANTESKOLE A/S FARREMOSEN 4, 3450 ALLERØD TLF FAX [email protected] / VI BYGGER GRØNT ARKITEKTENS FORLAG Tlf.: Fax: [email protected]

3 s. 171 s. 201 Indhold = 2006 Af Peter Raaschou Nielsen Dogmelandskaber håndholdt havekunst Af Lulu Salto Stephensen Samtale med Claude Cormier Af Caroline Andersen Samtale med Rainer Stange Af Caroline Andersen Samtale med Martin Rein Cano Af Caroline Andersen Master class i farver rapport fra et lille gult telt Af Ulrik Kuggas Summary Pete Avondoglio Diverse A58, A59, A61, A62, A63, A64 Redaktør Annemarie Lund, ansv. landskabsarkitekt MDL Arkitektens Forlag Overgaden oven Vandet 10, 1. DK København K Tel Fax [email protected] Redaktionsudvalg Søren Bøgeskov (fmd.), Caroline Andersen, Anja Boserup Qvist, Stine Cecilie Brink, Jacob Kamp, Britta Bolius Møllenbach, Lulu Salto Stephensen. Nordisk repræsentation: Ei nar E. Sæmundsen, Island; Malin Blomqvist, Finland; Knut Bjørgum, Norge; Per Andersson, Sverige Abonnementsændringer Abonnementsservice Oxygen Media Service Postboks København NV Tel , [email protected] Abonnementspriser 2006 I Danmark 810 kr. inkl. moms og forsendelse. Norden, Grønland og Europa 712 kr. Øvrige udland 824 kr. Priser uden for DK er eksklusive moms og inklusive porto. Løssalg 100 kr. inklusive moms, eksklusive porto. Landskab udkommer 8 gange om året. Annonceafdeling Steffen Petersen, Per Christensen, Lone Andersen Annoncebestilling: Tel [email protected] Landskab udgives af: Danske landskabsarkitekter i samarbejde med Arkitektens Forlag. Landskab udgives med støtte fra Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. Danske Landskabsarkitekter Strandgade 27A, 1. sal DK København K Tel Landskabs artikler og illustrationer må ikke gengives helt eller delvis i andre blade og tidsskrifter uden tilladelse. Produktion P.J. Schmidt, Vojens Forside: DanishDogmaCamp i Ørestaden. Foto Britta Bolius Møllenbach ISSN

4 DanishDogmaLandscapeCamp, august Foto Britta Bolius Møllenbach DL, Foreningen af Danske Landskabsarkitekter Strandgade 27A, 1. sal 1401 København K Tel Fagsekretær Anne Dahl Refshauge [email protected] DL er medlem af European Foundation for Landscape Architecture, EFLA og af International Federation of Landscape Architects, IFLA DanishDogmaLandscapeCamp DanishDogmaLandscapeCamp blev afholdt som led i fejringen af Foreningen af Danske Landskabsarkitekters 75 års jubilæum. Arrangørgruppen bestod af Jacob Kamp, Ulla Hornsyld, Trine Trydeman Knudsen og Peter Raaschou- Nielsen. Workshoppen blev ledet af Claude Cormier fra Canada, Rainer Stange fra Norge og Martin Rein Cano fra Tyskland. Deltagere Sabina Zwergius Teilmann, DK [email protected] Hjørdis Sørensen, DK [email protected] Jessica Raikes, UK [email protected] Gunnhild Bardsnes, N [email protected] Katarina Pelinska, S [email protected] Camille Barberi-Shankunala, F [email protected] Rikke Juul Gram, DK [email protected] Helle Hagelund, DK [email protected] Kerstin Johansson, DK [email protected] Luc Moneger, F [email protected] Ulrik Kuggas, DK [email protected] Ulla Monberg, DK [email protected] Lucy Caudery, DK [email protected] Sine Villadsen, DK [email protected] Stine Schibsbye, DK [email protected] Diccon Round, New Zeeland [email protected] Birgitte Kortegaard, DK [email protected] Brigitta Lersner, DE [email protected] Masters Claude Cormier, Canada [email protected] Martin Rain Cano, DE [email protected] Rainer Stange, N [email protected] Arrangører og assistenter Stine Cecilie Brink, DK [email protected] Mette Greve, DK [email protected] Nanna Davidsen, DK [email protected] Steen Himmer, DK [email protected] Jacob Kamp, DK [email protected] Helle Nielsen, DK [email protected] Britta Bolius Møllenbach, DK [email protected] Tine Langsted, DK [email protected] Martin Birk, DK [email protected] Peter Raaschou, DK [email protected] Trine Trydeman Knudsen, DK [email protected] Ulla Hornsyld, DK [email protected] Særligt inviterede Lulu Salto Stephensen, DK [email protected] Annemarie Lund, DK [email protected] Caroline Aulkjær Andersen, DK [email protected] LANDSKAB 2007 Årsabonnement i 2007: Danmark inkl. moms og forsendelse DKK 830,00. Norden, Grønland og Europa og resten af verden ekskl. moms og forsendelse: DKK 568,00. Pris pr. nummer inkl. moms, ekskl. porto DKK 100,00. Forelæsninger om havekunst Prof. Malene Hauxner og lektor Per Stahlschmidt, KVL har arrangeret en åben forelæsningsrække om landskabsarkitektur-, arkitektur- og planlægningshistorie. Forelæsningerne giver et overblik over landskabsarkitektur, arkitektur- og planlægningshistorie fra kinesisk-japansk og islamisk havekunst via renæssancens, barokkens og romantikkens haver og frem til landskabet i den moderne by: Resterende forelæsninger: 3. januar Den klassiske landskabshave v. Lulu Salto Stephensen 8. januar Den sene landskabshave v. Lulu Salto Stephensen 10. januar Arts- and Craftshaven v. Per Stahlschmidt 15. januar Modernisme i arkitekturen v. Kjeld Vindum 17. januar Landskabet i den moderne by v. Malene Hauxner 22. januar Klassisk byplanlægning v. Gertrud Jørgensen 24. januar Sankt Petersborg og russisk revolutionsarkitektur v. Kjell Nilsson Forelæsningerne afholdes fra kl til i auditorium 4-01, Rolighedsvej 23, 2. sal på Frederiksberg. Grønne Fags dag: Landskabets rolle i den urbane udvikling Have og Landskabsrådet og Danske Landskabsarkitekter afholder 2. marts fra 9 til 16 Grønne Fags dag. Som emne for årets Grønne Fags Dag sættes i år fokus på landskabets rolle i den fysiske planlægning. Aktuelt er begrundelsen de nye kommunesammenlægninger, hvor der skal organiseres en planlægning, bestående af personer fra de gamle amter og kommuner, og generelt er der behov for at minde om landskabets betydning i økologisk, æstetisk og rekreativ henseende. Landskabets med dets elementer bør være udgangspunktet for enhver udvikling, hvilket det har været tidligere, enten som fysiske bindinger eller som attraktive herligheder. Den funktionelle brug af landskabet styrede lokaliseringen af lands- A58 LANDSKAB

5 A r k i t e k t e n s F O r L A G w w w. a r k f o. dk byer og købstæder, og herregårde og landsteder blev lokaliseret efter herlighedsværdier. Under den store byudvikling i efterkrigstiden blev landskabet imidlertid først og fremmest betragtet som en fysisk ressource, som man kun forbruge og forandre efter teknikkens og økonomiens betingelser. Konferencen er disponeret således, at der først fremlægges teoretiske overvejelser om lovgivningen og landskabets elementer og dets betydning for den urbane udvikling. Derefter diskuteres eksempler fra praksis i stor og lille skala. Program Velkomst v. Have og Landskabsrådets formand: Ib Asger Olsen Landskabets rolle i storkommunernes fysiske planlægning v. konsulent Kåre Svarre Jakobsen, Kommunernes Landsforening Landskabets elementer og elementernes landskab v. prof. Steen Høyer, Kunstakademiets Arkitektskole Grænsens betydning i den urbane udvikling v. prof. Jens Kvorning, Kunstakademiets Arkitektskole: Landskabets rolle i kommuneplanlægningen, erfaringer fra Næstved Kommune v. landskabsarkitekt mdl Eva Sara Rasmussen Udfordringer ved landskabs- og byplanlægningen i Holland v. landskabsarkitekt Lodewijk Wiegersma Landskabet og bebyggelsen, proces og erfaringer ved gennemførelsen af Ullerød-projektet i Hillerød, udarbejdet af SLA Landskabs- arkitekter v. arkitekt Jens Ulrik Råmose, Hillerød Kommune Mødeleder: Ib Asger Olsen Sted: Kulturhuset, Dortheasvej 61, Kbh NV Pris: 900 kr. ekskl.moms. Ledige og studerende 400 kr. ekskl. moms. Tilmelding er bindende. Ved afmelding senere end 10 dage før konferencens afholdelse betales fuld deltagerafgift. Tilmelding skriftligt til Anne Dahl Refshauge senest 19. februar på [email protected] TOP 50 ArkiTekTur københavnavn TOP arkitektur københavn Lille storbyguide. Giver i en håndevending de ca. 50 vigtigste arkitekturværker i storbyen. Beregnet på storbyturisten, der ønsker et hurtigt overblik uden at gå for meget i dybden. Også i engelsk udgave. Forfattere: Annemarie Lund, Olaf Lind 11 x 13 cm, 156 sider 98 kr

6 dogmelandskaber Håndholdt havekunst Lulu Salto Stephensen Det egentlige tema på DanishDogmaLandscape Camp var mangelen på indskrænkende rammer. Det ville være imod dogmekonceptet. Modigt havde man valgt dogmen som forløsningsform for et fag, der trænger til en ny optik. Set retrospektivt blev campen et ret håndfast pejlemærke for, hvordan det står til med landskabsarkitektfaget. Om det kun gælder herhjemme eller generelt er ikke umiddelbart til at sige. Der kunne være 60. Der var slået 40 gule telte op, og der kom 18. Godt nok både fra New Zealand, England, Frankrig, Tyskland, Norge og Sverige fra Danmark kom der 11. Hvorfor var der ikke flere, der ville med ud og lege? Hvor er glæden og legen henne? Hvorfor skal det være så intellektuelt alt sammen? Tjekket og rigtigt? Eller er man inden for faget så angst for hinanden, så lidt tillidsfulde, at stort set ingen tør kaste sig ud i frit fald, sammen? Selvfølgelig skulle der mod til at stille op til et så ambitiøst projekt. For ambitiøst var det. Man var virkelig på. Og dommen ville blive ubarmhjertig. Især fra dem, der ikke turde eller gad stille op. Og formen! Ingen faste rammer ud over værktøjet, en samling sten, fliser, og en hel del flotte, store træer på rod stillet til rådighed. Et par gravkøer til fælles benyttelse og så et forrevet leret landskab, med noget Ørestads-civilisation i baggrunden. De mange sponsorer og de mange midler, der var stillet til rådighed viser, at havesagen har bevågenhed. Man tror på faget. Man tror på landskabsarkitektens vigtige rolle som formgiver af vore fysiske omgivelser og som skaber af kvalitative rammer for vore liv både i byen og i det åbne land. Det var oplagt at demonstrere dette i forbindelse med foreningens 75 års jubilæum. Mesterklassen the master class blev afviklet på grundlag af en række dogmer, opstillet af de tre deltagende mesterlærere masters for derigennem af afspejle udviklingen af faget og aktuelle problemstillinger. For Claude Cormier var det så ganske tydeligt ønsket og viljen til at se nye muligheder for naturen i kulturen. Rainer Stange gik mere ind i naturen med et videnskabeligt sensitivt sind og måske også mere kompromisløst. Martin Rein Cano brugte tillige humorens øjenåbnende facon. Det var en intens oplevelse at være med på sidelinien. At følge processen, mens den stod på. At være ude på den næsten bare mark i Ørestad Syd. På den anden side af Field s, der hvor kulturen ligesom sluttede, og hvor der, så langt øjet næsten rakte, mod syd og vest, ingenting var ud over nogle arbejdende, gule gravemaskiner og kæmpe lastbiler, der i rasende fart sendte skyer af hvidgråt støv ud over det opkørte landskabs traktorspor, sand- og jordbunker og ny udgravede og ældre sivbegroede grøfter. Regelrette og lige gav grøfterne landskabet overraskende, perspektiviske kig, ikke mindst mod øst, hvor metroen som en tidsmaskine i skinnende sølv pendulerede frem og tilbage i een uendelighed, ved metrostop Vestamager. Et tidligere haveforeningsland og militært øvelsesterræn, men nu et landskab i fuldt opbrud, i venteposition. Under en meget, meget stor himmel. Et sted liggende i tøven og ventende på en kraftudladning, på en befamling af de store samfundsbestemte kræfter, der i mere eller måske mindre følsomme ryk vil indtage dette jomfruelige marskland. Stedet var velegnet for en demonstration af de følsomme muligheder, der ville kunne finde indpas her på stedets præmisser, inden de store planlæggere, hvis kendskab til stedets iboende kvaliteter begrænser sig til et ret uinteressant kurvekort. Hvis dogmebegrebet skulle afprøves af landskabsarkitekter, var dette et glimrende udogmatisk sted. Hvad er et dogme? Ifølge en knasende tør definition på internettet er et dogme en religions eller bemyndiget organisations trossætning eller doktrin eller en grundantagelse (aksiom), som ikke er til diskussion af trosgrunde eller mytologiske årsager. Beviser, analyser eller pålidelige kendsgerninger vil derfor ikke kunne anfægte et dogme. (den frie encyclopædi, Nettets definition forekommer al for snæver. Et dogme kan defineres som et regelsæt, der har til formål at afskaffe reglerne. Hvad er det, man vil afskaffe? Vanetænkning. Man vil afskaffe indlærte måder at løse problemer på. Til gengæld vil man skærpe sanserne og de kvaliteter, der ligger i nuet. Dogme bekæmper metaltræthed over for det vedtagne kulturelle. Det var de danske dogmefilm med deres dogmeregler, der gav inspiration til DanishDogmaLandscapeCamp direkte tilskyndet af udenlandske landskabsarkitekter, der sagde, at Danmark var kendt for sine dogmefilm, så hvorfor ikke at prøve på at overføre det til havekunsten? Hvis det skulle efterprøves, hvad var så baggrunden for dogmefilmene? 170 LANDSKAB

7 Fotos Britta Bolius Møllenbach landskab

8 Dette opslag. The-master-free-one. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. The-master-free-one. Photos Britta Bolius Møllenbach Fotos Britta Bolius Møllenbach Dogme95 var et koncept for en ny form for lavproduktionsspillefilm. Det blev til i 1995 og blev udviklet af en række danske filminstruktører med Lars von Trier som initiativtager. Man ville gøre op med al overfladisk, effektjagende filmkunst, der ikke lod handlingen være psykologisk funderet. Man forsøgte at genfinde eller revitalisere fortællingen, ligesom man også søgte at forstå, at det sande udtryk ikke kan fastholdes fundamentalistisk, ja dogmatisk, men bestandig må søge nye veje eller simpelthen forlades, når projektet er gennemført. Vigtigst var dogmets ånd om udtrykkets sandhed. Det var på dette grundlag, at von Trier og Thomas Vinterberg udviklede de 10 bud, også kaldet kyskhedsløfter, for Dogme95: 1. Optagelserne skal ske on location, kulisser og rekvisitter skal forefindes fra starten og må ikke placeres på stedet til optagelserne 2. Lyden må aldrig produceres adskilt fra optagelserne 3. Kamera skal være håndholdt 4. Filmen skal være i farver. Speciel lyssætning er forbudt 5. Optiske filtre er forbudt 6. Filmen må ikke indeholde overfladisk action, f.eks. er mord og våben forbudt 7. Tidsmæssigt og geografisk må filmen ikke afvige i forhold til virkeligheden. Filmen skal ske her og nu 8. Genrefilm er forbudt 9. Filmformatet skal være Academy 35 mm film 10. Instruktøren må ikke krediteres En ting er, hvad dogmefilmenes bud var, formuleret af filmfolkene selv (jvf. org). Men hvad er landskabsarkitekternes eget bud? 172 LANDSKAB

9 Af de tre masters var Martin Rein Canos den korteste. Den var ikke nedskrevet, som de to andres og lød fræk og provokerende: Brug så mange penge som muligt. Det lød som en morsomhed, men det hang nøje sammen med hans holdning til havekunsten. Dogmet gav bestemt mening, da man til sidst så resultaterne. I hvert fald ud fra det ene af de to projekter, som han sammen med sin gruppe var master for. Set i filmfolkenes dogmeperspektiv var Rainer Stanges syv dogmer nok det, der kom Dogme95 nærmest. De lyder kort og meget klart: 1. The Site 2. Native plants 3. Use what you find 4. Public space 5. Comfort 6. Beauty 7. Naturel water Det med the site og geologien, planterne og vandet (det rene vand, gerne det, der kommer oppefra), men især the site vendte Rainer Stange tilbage til gang på gang i sine to grupper. Anderledes forholdt det sig med Claude Cormier, som med sit 35 punkter lange Manifesto sidesteppede sig ind på dogmebegrebet. Af de mange punkter kredsede han mest om simplicity. Keep it simple, som han gentog atter og atter. Det gjaldt ikke blot det enkelte projekt, den historie, man ville fortælle. Det gjaldt også tanken, det at tænke enkelt og ukompliceret. Også han talte om at tage afsæt i stedet (det gjorde de alle tre). Det der med stedets ånd, genius loci, er der for så vidt ikke noget nyt i for en professionel landskabsarkitekt alle deltagere på campen var professionelle men det har givetvis virket både udfordrende og udviklende for den enkelte deltager, gruppevis ikke alene, at skulle udse sig et sted i dette flade, opkørte landskab for dér at udæske den en rumlig fortælling, men også at skulle lade den transcendere ud i større perspektiv. Grupperne fandt deres steder ved hjælp af medbragte natursyn, en stærk fornemmelse for metaforer og et kendskab til slagkraftige ikoner med stor fortælleværdi. Den største og egentlige udfordring var slet ikke at have nogen rammer, at intet var rammesat at der ingen begrænsninger eller restriktioner var. Man arbejdede i frit fald. Campen drejede sig ikke om resultater, men om at sætte nogle processer i gang. Fra alle sider var der en vilje til at investere den nødvendige energi i processen. Deltagerne på campen skulle ved egen håndkraft fysisk forme deres idéer. Til formålet blev der udleveret samme værktøj: spade, vaterpas, hammer, murhammer, tommestok, beskærersaks, murtråd, søm, skruer, arbejdshandsker, knæbeskyttere og trillebør. En gravemaskine og en minigraver var til fri afbenyttelse, det samme var fliser, betonkvadre og en ret stor mængde buske og træer på rod samt skærme af vedbend. Alt stillet til rådighed af adskillige sponsorer og planteskoler. Der overnattedes i gule enmandstelte, og alle fik udleveret en pakke med en oppustelig madras, et gult tæppe og en gul pandelampe (man skulle også kunne arbejde om natten, om det skulle være). Der var reelt set kun to dage til at udføre projekterne i. Der skulle arbejdes on location, og der skulle arbejdes i 1:1. Der måtte gerne købes ekstra grej ind. Det blev der også. Der var sat rigelige pengemidler af til formålet. Det var op til de tre masters, om der skulle arbejdes i små eller store grupper. Generelt foretrak man små. De var ikke lærere, the masters, men kollegaer, der lyttede til, hvad de ville i grupperne og så forenkle det. Kommunikationen foregik stort set kun på engelsk. Alt foregik i en utrolig fin og kreativ atmosfære og det blev bedre og bedre, som dagene gik. Der var flere lag udfordringer for deltagerne. Et af dem var at kunne samarbejde. En enkelt formåede dog ikke samarbejdets kunst. Projekterne The-master-free-one I virkeligheden var den franske pige, der brød ud af Rein Canos gruppe (som egentlig var to grupper slået sammen til én) måske den, der har givet sine kroner til deltagelsen bedst ud. Især hvis hun har lært noget af det: At hun var for kompliceret eller intellektuel både af tankegang og i sin arbejdsproces. Det modsatte af simplicity. Hendes installation blev kaldt The masterfree-one. Her ville hun ud, fra Stanges dogmer, gennem tre forskellige billedrammer krydse tre forskellige tider. Gennem disse rammer ville hun have folk til at se landskabets fortid, nutid og fremtid ud fra stedets givne vilkår og historie, og det skulle foregå på en komfortabel måde (Stanges 5. dogme), det vil sige, at man skulle kunne sidde ned foran hver ramme. Fortidens ramme var dekoreret med guldbronzerede blomster og grene med udsigt til et stykke harmonisk landskab (mod vest). Nutidens udsnit var Field s (i nord) set gennem en ramme af grøn filt. Fremtidens (i syd) var det område, som var i fuld gang med at blive gjort byggeklart. Rammen, der var violet, indrammede et stykke gridnet behængt med plastik legetøj, bl.a. forestillende kraner! (alt sammen fundet på stedet). Gridnettet skulle associere til det gridnet, som hun havde hørt, lå til grund for hele byggeriets planlægning. Projektet lykkedes for så vidt for hende, men hun nåede ikke at færdiggøre sig til fastsat tid (dagen før den officielle fremvisning). Den komfortable sofa, hun ville mure op foran fortidsrammen havde taget al projekteringstiden. landskab

10 Sengen Den mahognifarvede himmelseng monteredes med udsøgte hvide blondegardiner hele vejen rundt, tykke madrasser, gode hovedpuder og dejlige dyner og med vidunderligt, hvidt, hulmønstret sengetøj. Det gav et forbløffende resultat. Ikke mindst, når man lagde sig i herlighederne: himlen fik et nyt perspektiv gennem de flagrende, rammesatte blonder, det høje græs med dets vilde blomster kom ganske anderledes inden for rækkevidde, og landskabet fik en anden dimension i horisontal tilstand. It is the horizontal dogma, sagde Rein Cano og hævdede samtidig, at vi er ved at miste den horisontale oplevelse af landskabet. Sengen blev en attraktion i området, man undrede sig. Landskabet blev komfortabelt, sagde Rein Cano. One of the dogmas, I think!, tilføjede han, idet han refererede til Rainer Stanges 5. dogme. Ved at vinden tog i gardinerne, fik himmelsengen en ny, næsten billedmæssig karakter. Sengen blev et billede på en emotionel oplevelse. Rein Cano hævdede også, at havekunst er luksus, fordi den er overflødig i modsætning til arkitekturen fordi man nødvendigvis skal have tag over hovedet. Det absurde var, at fordi sengen stod der, total overflødig og frit flagrende under åben himmel, med udsigt til både Field s og metro, så var det ikke længere en seng, men en installation i et landskab. Fordi vi alle har et følelsesmæssigt forhold til en seng, så kunne man ikke undgå at tage stilling til den. På den ene eller den anden måde. Sengen var et forsøg på privatisering. Dér. Af alle steder. I modsætning til papirmuren, som man kun kunne forholde sig intellektuelt til. 174 LANDSKAB

11 Dette opslag. Sengen. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. The Bed. Photos Britta Bolius Møllenbach landskab

12 176 LANDSKAB

13 Dette opslag. Muren. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. The Wall. Photos Britta Bolius Møllenbach Muren Muren, a European recycling structure, som Rein Cano på et tidspunkt kaldte den, bestod af papkasser inde fra Field s, mast til baller. Den skulle egentlig have været a one day event, som han kaldte det: den skulle bare være lavet og så brændt af. Han havde insisteret på det. Det skulle have været et stykke øjeblikskunst afspejlende både stedets ustabilitet og fødselsdagen (jubilæet). Selv brandvæsenet blev taget i ed. Men afbrændingen blev nægtet. I stedet blev den tillagt forskelligt betydningsindhold blandt andet som mur at udgøre både væg ind til en møbleret stue og en husmur til den anden, altså at der spilledes på motivets mulighed for dobbelthed, interiør eksteriør. Men den endte med at stå i en cirkel af omhyggeligt revet jord, som kontrast til det uordentlige landskab og fik derved karakter af japansk havekunst. I like the quality of the object, sagde Rein Cano. Af de to blev sengen et stærkere objekt, selv om den var væsentligt mindre. Det var, fordi den var tidløs og enklere, og fordi, man ikke kunne undgå at tage stilling til den. Muren var simpelthen et vanskeligere motiv at forholde sig til. Mere abstrakt. landskab

14 Dette opslag. Margrethebækken. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. The Margrethe brook. Photos Britta Bolius Møllenbach Margrethebækken We all do the same work. Only one thing. It is about plates, sagde Claude Cormier, da motivet med de karrygule Margretheskåle blev sat i system. Det blev den i form af en vandtrappe. Den blev installeret parallelt med grusvejen og dannede en skrånende overgang mellem et højere liggende, opkørt hul med vand og en lavere liggende kloakring, der udgjorde mundingen til en underjordisk grøft under vejen. Motivet med rindende vand fra beholder til beholder gav absolut associationer til vandtrappen oppe i Rudolph Steiner Skolen ved Stockholm. Sceneriet omkring skålene var barskt og ultimativt: et krater i det opkørte landskab, hvor man skulle holde balancen for at komme ned, og nede var man på flere sider ikke omgivet af andet end stejle sider jord og det enorme himmelhvælv. Igen mellemstationer. At det lige netop blev dette sted, gruppen så et motiv i, skyldtes blandet andet at een fra gruppen var norsk, og hun havde i Ørestadslandskabet ledt efter beskyttede partier, der havde genkendelig karakter af norsk fjord under høj himmel. 178 LANDSKAB

15 It s noise, kaldte Cormier det, når der undervejs kom flere idéer til. Hele tiden blev der fjernet ting (skrald) for at få kaskade-motivets virkelighed til at fremstå klarere. Stående nede i dybet kunne man lige akkurat skimte flag længere fremme i landskabet. En bevægelig mobile i form af en dinglende Margretheskål oppe på skråningen ved vejen installeredes derfor, så den både kunne være en kommentar til flagene og et pejlemærke for installationen nedenfor. Skålenes regelmæssige række skulle både repræsentere systemet og forankre nogle elementer i landskabet, det vil sige de gule telte, der skimtedes længere bagude i landskabet og til gravemaskinerne. At det lige netop var Margretheskåle, var ikke nogen tilfældighed, fordi de repræsenterer noget typisk dansk (selv om designet er svenskt). At de blev gule var derimod en tilfældighed. Det var, hvad der var tilbage på udsalg i Field s og gruppen købte alle dem, der var, en snes stykker. Usynligt, nede ved kloakrøret installeredes en ghettoblaster med fuglelyde remset systematisk op af en herrestemme. Selv om motivet var conflicting, som Cormier sagde, så skulle det vise kontrasten mellem den videnskabelige verden og naturen. Gruppen ville skabe en poetisk natur en kulturbiotop. Hele installationen skulle være en kommentar til stedet: Alt var væk. I bogstaveligste forstand var der kun udsigten til himlen tilbage over udgravningens stejle sider. The horizon of nothing, kaldte Cormier det. Skålerækken skulle være en kommentar til civilisationen og til dets system. Vandet havde man valgt at se som en ressource, ikke som et problem. Navnlig den overordnede fortælling, rammefortællingen, var meget vellykket. Den viste en form for vidensudveksling, en kobling mellem det danske ikon og det norske fjeldlandskab med dets dybe fjorde, høje fjeldsider med himlen som loft, ligesom det viste en visuel forbindelse til landskabet. Gruppen lagde vægt på at fortælle, at de havde lært meget af Cormier, at de havde lært at være humble, ydmyge. landskab

16 Dette opslag. Det skal-kunne-ses-at-vi-har-været-her-installationen. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. The should-be-seen-that-we-have-been-here installation. Photos Britta Bolius Møllenbach 180 LANDSKAB

17 Det skal-kunne-ses-at-vi-har-været-her-installationen Det kræver formentlig en særlig psyke at skabe noget, der kun har duggens varighed. Måske evnen til at slippe? I alt fald ville Cormiers anden gruppe med deres installation gerne efterlade sig et spor efter DanishDogmaLandscapeCamp. Der plantedes træer mellem campens teltrækker (bøgetræer, som ikke nåede at komme ud af deres potter) og i tilslutning hertil en gruppe ret store træer. Træerne hævdede sig ikke det mindste i landskabet. Ved at splitte gule telttæpper op i smalle strimler og forbinde træerne indbyrdes fik stedet en markant anderledes og festligere energi. Ved hjælp af farven skabte gruppen et rum. Den gule farve var, som Cormier sagde, en party-colour energy. Han hævdede, at når man sætter farver på træer, så ser man dem, ellers ikke. I tilfældet med de gult opbundne træer må man sige, at det holdt stik. Når der valgtes gult, så var det, fordi der blev taget udgangspunkt ikke blot i teltene men også i landskabets gule blomster. We reinforced the colour in the landscape, forklarede Cormier. Med tippede trillebøre til at sidde behageligt i under træernes skygge blev dets nye karakter af mødested forstærket. Og ved at lade een sidde og strikke dreamcatchers for enden af teltarealet (det hævdedes det fra gruppens side!), så spandt man også drømmen og dens virkeliggørelse ind i installationen. Cormier erklærede, at det handler om at create an emotion for the people, at the mood is bigger than the colour, og at colour on trees is not cosmetic, it has a reason. På forunderlig vis fik han og gruppen forvandlet trægruppen til a reception place. Som han forklarede, we were only in a field two days ago, now we are in a place. Cormiers Manifesto er langt, men det, han ville, var enkelt nok, og det tog begge hans grupper til sig. Grupperne skulle begynde med at være fleksible og åbne over for det uforudsigelige. Det var, hvad hele campen handlede om, sagde han. Dernæst handlede det om singularity. Det var kun det, han ville have dem til. Sammen så vi på hans liste, han og jeg, og han pegede de dogmer ud, som han i særlig grad havde lagt vægt på under arbejdet med grupperne: 1. Embrace your intuition 2. Form follows fiction 3. Humor and honesty 4. Be humble. Your greatest project might very well be the one you expect least. It all depends on your level of involvement 5. Be bold 12. Be courageous and take a risk 14. Do not be afraid to ask questions when you do not understand. You will be amazed by how many do not 15. Never reject existing realities. Put on new eyes to experience new perception 17. Artificial but not fake Authenticity above all else 18. Build consensus from difference 21. Singularity. Do not do everything in one project 23. The garden is about experience, Not plants 29. Challenge perception and convention Han ville have dem til at lave een ting med bold singularity/sympathecy og være courageous og take a risk for at blive unpredictable (uforudsigelige) All is a system, sagde han. Et andet af hans dogmer var: Love it or hate it Reactions are always good. Trigger emotion (nr. 17). Så når Martin Rein Cano om Margrethebækken sagde What are these stupid bowls?, så forsvarede han dem i virkeligheden, forklarede Cormier. landskab

18 182 LANDSKAB

19 Dette opslag. Krydsende grøfter. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. Intersecting trenches. Photos Britta Bolius Møllenbach Krydsende grøfter Man skal ikke projektere for at gøre det nemt for sig selv. Man gør det for at gøre det så godt som muligt. Sådan begyndte det også med den gruppe, der ved vejen så et par krydsende grøfter som et sted med særlig fortælleværdi. Men gruppen endte faktisk med at ville for meget, da der til sidst plantedes både pil og store buksbombuske ved vejen og opsattes en bænk på marken, næsten overfor. Gruppen var tilknyttet Rainer Stange. Udgangspunktet var to i vinkel på hinanden skærende grøfter af vidt forskellig udtryk: den ene gammel, tilgroet og tæt sivbegroet, den anden nyudgravet og rå med stejle sider, furet af dramatiske erosionsspor. Med to kubiske betonklodser gravet delvis ind i vejsiden som trappe skulle man på behagelig vis først træde ned på en opholdsplads formet af galvaniserede armeringsjern, dernæst ned på en gabion i grøftevandet. Nettene muliggjorde både en direkte dialog med det levende vandhulsliv og en spejling af himlen. Helt nede, stående på gabionen og mellem siv kunne man i ét langt perspektiv se op gennem den dybe grøft, hvor erosionsrevnerne gennem kalkning fremstod tydeligere. Ved at vende sig en halv omgang hernede kunne man kigge lige ind i den anden grøfts høje sivskov, hvor en sti var hugget ind til en sten. Stenen var kalket hvid og kaldtes hellig. Bænken, der ret tidligt blev malet hvid, skulle på et tidspunkt have stået for enden af førstnævnte grøft og danne perspektivisk endepunkt, men placeredes oppe langs den tilmalede grøft. Gruppen havde fra begyndelsen fundet grøfterne smukke, særligt erosionsporene, så hvordan henlede opmærksomheden på dem? Da der er kalk i undergrunden, brugte de kalk. Farvesætningen havde afstedkommet en farvediskussion. Hvis man havde anvendt rødt, gult eller en anden farve, ville det have været forurening. We need a certain culture in democracy, havde Stange sagt, da der valgtes kalk. Da landskabet også er gammelt kunne man sætte en klopp. En klopp er et norsk ord, måske stammende fra vikingetiden, og betyder smal gangbro over elv, bæk eller pløret parti i terræn. Den simpleste måde at lave en passage over vand er at sætte sten i et vandløb, hvorved det bliver komfortabelt at gå hen over vand. Det var så det, gruppen gjorde. landskab

20 Dette opslag. Frø i bæk. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. Frogs in the brook. Photos Britta Bolius Møllenbach 184 LANDSKAB

21 Frø i bæk I Rainer Stanges anden gruppe var vandløbet bredere som en sivbevokset slugt med både snog, frøer og guldsmede. Gruppen ville vise dramaet i landskabet: den fortættede stemning der opstod, når man stod nede mellem sivene; vandet, der glimtvis flød spejlende himlen; de violette blomster mellem violetduskede siv; de rosa kampesten; det lange kig endende i den evigt pendulerende metro og så det lange udsyn oppe. På gabioner som trædesten nede i vandskorpen skulle man drages in the site, og med en skærmet bænk oppe skulle man sidde på nogle andre gabioner og tage landskabet, horisonten og himlen til sig. Når der valgtes gabioner som trædesten, var det for at få folk til at tænke, mens de gik over vandet (og ja, de var sikre nok, og man tog også stilling til stenene, fordi de var så smukt lagte og havde sådan nogle fine farver, under vand). Bænken, med dens gabioner fyldt med nogle forbløffende store sten, også i rosa, stod under en bøjet green screen i vedbend kamufleret med stedets autentiske siv. Fasces, det vil sige søjler af sammenbundne siv omviklet med bånd i samme rosa-violette farve, flankerede bænken, der yderligere forankredes i landskabet af større træer plantet lige bagved. Fra bænken, som var forbløffende rar at sidde på, kunne man, et godt stykke over sivskoven på den anden bred, se lige ind i den dejligste blandingsskov af store træer og buske. Skoven var støt og roligt vokset frem i løbet af de to dage og var så absolut med til at gøre hele stedet rarere at færdes i. Begge Stanges grupper havde taget hans dogmer alvorligt, og det var han smigret over. Han var glad for, at de var begyndt at lege sammen som børn, der siger hvad skal vi lege i dag, og at de alle havde arbejdet sammen i en god stemning. Han fandt det også godt, at de havde samarbejdet i stedet for at argumentere, ligesom han også havde bemærket, at de alle var lige, da de skulle finde stedet. Rainer Stange havde en række kommentarer til sine egne dogmer, blandt andet om the site (dogme 1): at det mest karakteristiske for det var den hav-reflekterende himmel, og at han, selv om det ikke havde været nemt, også havde forsøgt at finde stedets poesi. Hvad angik comfort (dogme 5), så fremkom den på stedet ved, at deltagerne lå ned i teltene, og som noget nyt også i sengen på bakken eller sad på bænke. Om beauty (dogme 6) sagde han, at hvis ikke landskabsarkitekter skulle arbejde med blomster, hvem skulle så? Hvad angår vand (dogme 7), bør det være med i alle projekter. Helst det oppe fra. Stange benyttede lejligheden ved den sidste af de gennemgåede installationer at spørge, om dogmer kunne bruges i fremtiden? Eller om de kun kunne bruges her? Han mente, at det for den enkelte var godt igen at starte fra bunden og at spørge sig selv om hvorfor? Om at komme ned til basis om det frygtelige i at vågne op om morgenen og ikke vide, hvad man skulle lave. Om at være meget opmærksom på processen. Om som fagmand at stoppe op og tænke på nødvendigheden af eget arbejde: Why am I doing this? Om at fortælle en historie, at meddele, hvad man vil. Det erklæredes, at vi alle har brug for dogmer i vore liv, at man som landskabsarkitekt har brug for flere anledninger til at stoppe op og spørge, hvorfor man blev landskabsarkitekt, at gå tilbage (som i skolen), at arbejde med elementerne. landskab

22 Campen drejede sig ikke om resultater, men om at sætte nogle processer i gang. Hensigten med campen havde fra begyndelsen været at udveksle professionel viden i en intens social atmosfære, og det skete lykkeligvis. Som dagene skred frem, blev det synligt, hvordan der kom mere liv i øjnene på dem, der færdedes i området. Folk blev friere, mere afslappede, gladere. Stemningen blev helt kåd til sidst. Det er det besynderlige ved dogmer, har filmfolkene sagt (Peripati , tidsskrift for dramaturgiske studier), at de har denne dobbelthed: at de ikke er for sjov, men at det ikke desto mindre er frisættende og nærmest sjovt at arbejde under stramme regler. Det er denne dobbelthed, som er det magiske ved dogmer. Det grundlæggende ved dogmer er at tage udgangspunkt i det, der ligger foran én at give impulsiviteten en chance. At være til stede i nuet. Når man tager dogmebegrebet op i forbindelse med havekunsten nu, så må det være, fordi man har brug for at skrælle det skolede af man har brug for unlearning (udtryk lånt fra arkitekten Mackintosh, som grundlagde Glasgow School of Art i begyndelsen af 1900-årene). Det er det, du kan bruge dit hoved og dine hænder til, lige nu. Det er ikke engang de gamles metode, den hvor man i frihed omtolker det, man har lært af de gamles måder at gøre tingene på. Med små, litterære, overraskende midler fik grupperne noget spektakulært op at stå: Sengen den kendte sine virkemidler og kunne ses vidt omkring. Skoven, der fik en anden fortælleværdi, fordi den bestod af så mange forskellige træer og buske. De blafrende strimler, der forbandt træer i gruppe og gjorde stedet til mødeplads. Stenen, der maledes hvid og blev hellig. Stenene i nettene, der gjorde det sikkert at træde på vand mellem hviskende siv. Rækken af Margretheskåle, der var fin, men ikke umiddelbar spektakulær. Man kan sige, at den kunstneriske værdi aldrig bliver større end det, der bliver sagt på scenen og scenen her var den plørede mark, og det, der blev sagt, var de forskellige installationer. Gennem dogmerne blev der i campen arbejdet suggestivt med fagets sprog. De tre masters forsøgte gennem gentagne samtaler i grupperne at få folk til at åbne sig (gennem de installationer, de lavede). Det er den allerstørste kunstneriske oplevelse at blive kastet tilbage i sig selv eller i sit eget liv, og det tror jeg faktisk, flere oplevede. Det at arbejde ude i det naturlige element, aktiverede simpelthen hjernen på en anden måde. Dybest set handlede dogmedagene om det sansende menneske. Om at få det enkelte menneske i tale. Sat i svingning med faget med dets urkræfter. Måske er det det, der er i vejen med landskabsarkitekterne i dag: At mange forekommer fremmedgjorte over for sig selv og for faget? At det hele mere skal tage sig ud end at være? At kameraet så at sige ikke længere er håndholdt? At man ikke længere frydes ved selv at have fingrene i jorden også i overført betydning? Som sådan var campen en nødvendighed. Men hvordan følge den eller processerne op? Hvornår har vi sidst haft en dogmeagtig opruskning i dansk havekunst? Vel ikke siden G.N. Brandts lancering af Den kommende Have i Her lancerede han i en klar, oversigtlig og pædagogisk fremstillingsform sine fem punkter: 1. Haven skal være billig i anlæg 2. Haven skal være let at vedligeholde 3. Haven skal være brugbar 4. Haven skal være legetøj 5. Haven skal tilfredsstille blomsterglæden. Han talte modsat tidligere ikke om formen, men om hensigten, på brugerens præmisser. Hans program for den kommende have chokerede samtiden. Men den tog den til sig. Hensigten med Dogme95 var at rense filmen for Hollywood-glitter. Hvad sætter DanishDogmaLandscapeCamp 2006 i gang? Der blev sået en spire, og den spire er vigtig. Den blev sået hos de professionelle deltagere, og når den vokser sig stor og frodig, kan den resultere i en langt større lydhør og eksperimenterende havekunst. En havekunst, der sprænger noget stift og bringer havekunsten ud over det skulpturelle hen imod et sanseligt nærvær og en samklang med de naturgivne værdier. Det er den eneste fandens pligt, man har at blive ved med at turde, sagde bladtegneren og dramatikeren Nicoline Werdelin, da hun i sommer, i Politiken, fortalte, hun ville forlade Danmark for andetsteds at finde nye inspirationsmarker. På DanishDogmaLandscapeCamp turde de også. Campen formåede at nedbryde tillært vanetænkning og erstatte den med fagets egentlige råstyrke. Efter campen gik dogmetanken i blodet, og for mit eget vedkommende så jeg dogmecitater allevegne. Det blev en leg med begreber og kreative afgrænsninger. Efterfølgende er en redigeret udgave af mine egne pt. favoritdogmer. Omkring DanishDogmaLandscapeCamp: Du kan tøve så længe for at samle styrke, at du går glip af det, som springet betror dig Tingen er det egentlige! Det er tonen, der bestemmer violinens form The time is always now (Bulgar Time) Unlearning Intuition At forestille sig verden, som den kunne være Udtrykkets sandhed Historiens aktualitet har mange stemmer Ordet historieløs er også dogme Gør dig historieløs Hvilken virkelighed er den sande virkelighed? Som en sten kastet i vand, at opfatte ringene Sanselighed Enkelhed og kompleksitet Tilfældets poesi Naturfortrolighed Landskabets rytmik Håndværksmæssig kunnen giver frihed til at skabe Kaos er et råstof Kaos strukturerer sig selv det er det, der fører til nye livsformer inden for biologien. Hvad gør den i havekunsten? Er havekunst magisk realisme? Hvis den ikke er det, hvad er den så andet end form? Al energi er dialektisk udvikling Sammenstød af forestillingsverdener Placer dig godt i forhold til din lyst At forbinde sit formudtryk med det, man vil fortælle Lulu Salto Stephensen, kunsthistoriker, fil.dr. 186 LANDSKAB

23 Fotos Britta Bolius Møllenbach landskab

24 samtale med Claude Cormier Caroline Andersen I løbet af de tre dage Danish Dogme Landscape Camp 2006 foregik i Ørestaden talte Landskab med de tre udenlandske masters, der deltog som læremestre. Det er der kommet tre meget forskellige og åbenhjertige samtaler ud af. På de næste sider fortæller Claude Cormier, Rainer Stange og Martin Rein Cano om deres syn på arkitektur og landskab, tidsånd og farver, demokratisk show og social mode, beskedenhed, skønhed og luksus The Blue Stick Garden. Fotos Cormierland Om arkitektur og kunst Jeg ser helt bestemt mig selv som landskabsarkitekt frem for kunstner. Slutproduktet kan se ud som kunst, men den opgave der blev stillet, var ikke at lave et kunstværk. Det var at lave et landskab. Det kan godt være, at det ligner kunst, men det er afledt af at forstå, hvad landskab handler om. Tag for eksempel The Blue Tree, The Blue Stick Forrest eller The Suspended Forrest. De projekter handler alle sammen om ideen om lys i landskabet. De blå kugler imod den blå himmel gør én opmærksom på lysets flygtighed, og det er i landskabet, vi oplever lyset mest. Det henleder opmærksomheden på de naturlige fænomener i landskabet. Til det bruger vi kunstige elementer for at understrege kontrasten. Fiberglas eller blå kugler er statiske, de forbliver de samme, så det, der forandrer sig, er landskabet, det er lyset. Så for mig handler det meget mere om landskab end om kunst. Giver det mening? The Blue Stick Forrest handler om oplevelsen af bevægelse gennem en have, hvor farven forandrer sig ved hvert skridt. Ligesom en have ville forandre sig over tid. Men her er det i stedet dig, der skifter position. Det handler altid om enten landskabelige elementer eller havens elementer. Det er derfor, jeg mener, at det er landskabsarkitektur og ikke kunst. Om at være kunstig, men ikke falsk artificial but not fake?? Jeg arbejder en del med ideen om naturen i byen, men der er ideen om den konstruerede natur. Der er masser af steder, hvor man laver noget, der skal forestille at være naturligt, man det er jo klart, at det ikke er det. Det er ren kosmetik. Nogle at de ting, som jeg har lavet, kan godt se kunstige ud, men de er lavet med planter, med jord. Men de ser altså kunstige ud, og det synes jeg er mindst lige så værdifuldt i vores tid. Det er endda mere autentisk end det modsatte. Artificial but not fake. Ser man på de to ord, hvad er så sandt og hvad er falsk? Vi lever i en falsk verden, helt igennem, så lad os være ærlige omkring det. Om oplevelsen Det, der gør min tilværelse indholdsrig, er at opleve, at blive bevæget. Jeg er ikke tilfreds med bare at være mæt eller have tag over hovedet, for det får jo én til at falde i søvn. Jeg tror, det er vigtigt at blive udfordret og at blive overrasket. Det er sådan, man holder sig i live, det er sådan, man vokser, og det er sådan, drømme opstår. Hvis mennesker holder op med at drømme, så slutter det hele. Så med mit arbejde i det offentlige rum, vil jeg gerne tro på, at jeg kan bevæge mennesker. Udfordre folks opfattelsesevne. Så det er helt okay at være på avisernes forside med overskrifter som Horrible!, for der er andre, som er begejstrede, og så er der en debat i gang. Ingen evolution uden revolution. Det er ikke ved at lave pæne og ordentlige ting, man forandrer noget som helst. Og jeg tager gerne risikoen for at blive kritiseret, for jeg vil altid være i stand til at forsvare mit arbejde, da det er rodfæstet i en form for intellektuel tilgang. Det handler jo ikke om at være pink for at være pink. Og det er derfor, jeg er i stand til at gøre de ting, jeg gør, i det offentlige rum. Fordi jeg kan forsvare det. Tag for eksempel The Lipstick Forrest i Montreal. Den er faktisk blevet nærmest en signatur for byen, fordi den fanger ånden, ligegyldigt om folk kan lide den eller ej. For Montreal kan lide at se sig selv som meget latin, meget forskellig fra USA. Hvis man vil være noget, er det ikke nok at lade som om. Det var sådan projektet blev til noget. Ved at være meget ligefremt og meget ærligt. Og når jeg har gjort det teoretiske arbejde bag, er jeg også i stand til at sælge ideerne på en måde, så folk faktisk forstår dem. 188 LANDSKAB

25 Claude Cormier, f. 1960, Quebec, Canada Uddannet i landskabsarkitektur ved University of Toronto, i historie og designteori ved Harvard University, i landbrug ved University of Guelph. Har arbejdet hos Martha Schwartz. Siden 1995 tegnestue i Montreal Væsentlige projekter: The Blue Stick Garden, installation, vist ved flere lejligheder, senest 2005 i Chicago ved Neocon, World Trade Fair Musée de la Civilisation, Canada, Quebec, offentlig plads, The Blue Tree, installation, vist ved Cornerstone Festival of Architectural Gardens, California, 2004 Suspended forrest Blue Sky ; Nissan Design Creative Studios, Detroit, 2002 Place des Arts, masterplan for pladser samt udførelse, The Lipstick Forrest, reception og foyer i Palais des Congrès, Montreal, 2000 There are no boring places. Every square foot of today s metropolitan worlds says something in awkward and muffeld ways or in clear and shining fashion. Cormierland is good landscape architecture, capturing and enhancing these realities to make the city a frank, playful and liberating place to be. Real pleasure and profound comfort always come out of truthfulness. Boldness makes for honest diplomacy. The grass is always greener on our side Foto Britta Bolius Møllenbach Suspended forrest Blue Sky. Fotos Cormierland landskab

26 Lipstick Forrest. Fotos Cormierland Jeg mener, at farve ikke blot er dekoration, men at farve har en betydning, ligesom form har en betydning. Det er tanken om, at form følger fiktion, ikke kun funktion. Den har en historie at fortælle. Det er stedet, det er forståelsen, det er mere end jordbund, vind, lys, funktioner etc. Det må være på et højere niveau for, hvordan analyserer man et steds kulturelle faktor? Det er her jeg tror, at verden må forblive forskellig fra sted til sted. Jeg var en tur i centeret (Fields, red.) tidligere på ugen, og jeg tænkte herregud, verden er virkelig ved at blive flad, for det kunne jo være hvor som helst. Det var skræmmende. Så som designer eller landskabsarkitekt, hvordan skal vi respondere på det? Og det bringer mig så tilbage til det, jeg sagde før, at vi ikke laver kunst, vi laver landskabsarkitektur, for den kulturelle information om et sted er en værdifuld del af det hele. Om mode Om mode har noget med mine projekter at gøre? Det håber jeg ikke! Det er faren, at ting mister deres betydning, fordi de bare er trendy. Der er mange, der gør ting, de ikke forstår. De laver bare cut and paste. Vi lever i en tid af cut and paste. Der er meget af det i arkitekturen for tiden. Det er som om, der bare laves billeder, det er nærmest som teater. Og så mister tingene forbindelsen med, hvorfor vi laver dem. Der er et punkt i mit manifest som hedder avoid trends, they can be dangerous substance over style. Men når det er sagt, forstår jeg godt, hvorfor det sker. Det er lettere at arbejde på den måde frem for faktisk at skulle definere noget meningsfuldt. Mode er at samle vibrationer og energi fra samtiden, så på den måde er jeg meget påvirket af, hvad jeg ser omkring mig. Virkelig, virkelig 190 LANDSKAB

27 Manifesto. Claude Cormier 2006 The Blue Tree, installation. Fotos Cormierland Musée de la Civilisation, Quebec, Fotos Cormierland 1. Embrace your intuition 2. Form follows fiction 3. Humor and honesty 4. Be humble. Your greatest project might very well be the one you expect least. It all depends on your level of involvement 5. Be bold 6. Be clear and avoid rhetoric. Everything you do must be understood by both you and others. 7. Love it or hate it reactions are always good. Trigger emotion 8. Step back don t loose sight of the big picture! (le gros bon sens des choses is always your best ally) 9. All nighters are good for only one thing History is made by those who reject it (Gilles Deleuze) 11. Nostalgia is a killer 12. Be courageous and take a risk 13. Integration is reductive and can put things to sleep 14. Do not be afraid to ask questions when you do not understand. You will be amazed by how many do not 15. Never reject existing realities. Put on new eyes to experience new perception 16. Ideas should be strategic, flexible, and open to the unpredictable 17. Artificial but not fake. Authenticity above all else 18. Build consensus from difference 19. Defamiliarize the familiar. Render visible invisible phenomena 20. False simplicity. Be complex, not complicated 21. Singularity. Do not do everything in one project 22. Landscape is independent. It is not an extension of architecture 23. The garden is about experience, not plants 24. Constraints are fundamental. Landscape architecture is not art, rather a creative science for problem solving 25. Crossbreed the seemingly incompatible. Invent something new 26. Uncritical notions of nature have marginalized the profession 27. Ecology and esthetics 28. Color is not a decoration 29. Challenge perception and convention 30. Norms and standards make up our world. Challenge their boundries 31. Start small 32. Avoid trends, they can be dangerous. Substance over style 33. Transcend diversity by engaging the universal 34. Avoid formulaic solutions. Be local and observe context 35. Learn to say no. meget. Det jo uundgåeligt. Men bare at kopiere for at kopiere, nej, det er en katastrofe. Om at vejlede Vi er alle i samme båd her, så min rolle er ikke en diktators, ikke engang en lærers. Jeg er bare en kollega fra Canada, der stiller spørgsmål og forsøger at guide holdene til at holde det simpelt. Vi har kun to dage, så det skal være simpelt. Det behøver ikke handle om alting, bare det berører ét eller to emner. Og jeg synes, det fungerer. Det handler om udveksling, om at opnå en eller anden konsensus. Og om at få beskidte hænder, få noget til at ske sammen. Caroline Andersen, landskabsarkitekt mdl landskab

28 Samtale med Rainer Stange Caroline Andersen Dogma 5. Beauty. Foto Rainer Stange Om stedet betydning Et steds kodeord er geografi og historie. Det er to vigtige ting. Geografien og det at blive bekendt med geografien på stedet, men også i området, regionen og landet, er vigtigt for at se stedet som en helhed. Det er vigtigt at studere kort og at rejse. Før jeg kom her for at deltage i dogme-campen foretog jeg en rejse: fra Skåne, til Lund, til Ystad, med færgen til Bornholm, til Christiansø og med færge til København. Jeg brugte sommeren til at køre på motorcykel rundt i Øresundsregionen for at få fat i dette landskabs ånd. Det, der er Øresundsregionens landskab, er en flad horisont og en enorm himmel. Og det gjorde et utrolig stærkt indtryk på mig, da jeg kørte over broen mellem Danmark og Sverige. Der var lidt dis, og jeg var alene på broen. Så jeg fik en oplevelse af at rejse op i himlen, op i et imaginært rum med kun luft og himmel og mig og måske lidt vand. Så for mig er landskabet her meget luft og meget vand og næsten bare en streg af landskab. Og det er jo helt modsat af det norske, som har en voldsom vertikalitet. Så for mig var det en udfordring at forstå dette landskabs poesi. Jeg kan godt lide at lege med landskabet. Det er i virkeligheden sådan jeg arbejder. Jeg tænker, at i dag skal jeg ud og lege med landskabet, finde steder og opdage ting. Med hensyn til det historiske, så er det historiske landskab på grundfjeld jo noget helt andet end en udfyldning. Dette er jo et område med forhistoriske holdepunkter. Hvis man ikke beskæftiger sig med landskabets perspektiver længere bagud, så er der jo ikke noget at tage fat i. Så jeg syntes, at det var en udfordring at finde noget her på stedet, der kunne begejstre mig, som jeg kunne lide. Og det, syntes jeg, var vanskeligt. 192 LANDSKAB

29 Rainer Stange, f. 1964, Vestfold, Norge Uddannet ved Universitetet for Miljø- og biovitenskap, Ås og École Nationale Supérieure du Paysage, Paris Siden 2005 Tegnestuen Dronninga Landskap i Oslo Arbejdede ved Bureau des Paysages, 1991 ved Atelier Corajoud og hos Snøhetta AS Siden 2004 professor ved Institut for Urbanisme, Arkitekthøgskolen i Oslo Medlem af juryen i Statens byggeskikkspris Væsentlige projekter: Karl Johans Gate og Stortings Plass, Oslo (Snøhetta), 2005 Bjølsen Studentby, Oslo (Snøhetta), 2004 Plads ved biblioteket i Alexandria (Snøhetta), 2000 Park, labyrint og Svinningbækken, Stange Gjestegård, Re ivestfold, Norge, fra 1979 We need a certain culture in democracy Foto Britta Bolius Møllenbach Dogma 3. Use what you find. Foto Rainer Stange Men så fandt jeg en grøft, nærmest en kanal, et rum i landskabsrummet, en helt anden verden, bare to meter nede. Og der var der noget at holde fast i. Hvis vi taler om et byrum, så er historien meget til stede, og jeg tror, man kan bruge nogle af de samme principper i et byrum. Være der lidt længere, drikke en kop kaffe, spise, komme tilbage flere gange, på forskellige tidspunkter af dagen og året. Det er en metode, der for mig giver mening, fordi det er en metode, som jeg kan begribe, og som jeg kan forsvare. Og jeg tror, at hvis der er noget, der er rart for mig, så er det ofte også rart for andre. Det handler vel dybest set om solidaritet. Jeg opdager hele tiden nye ting, men på et eller andet tidspunkt må det jo slutte, og så må jeg lave projektet. Og bagefter opdager jeg noget nyt. Jeg har lavet store projekter, hvor jeg bagefter har tænkt nej, hvorfor tænkte jeg ikke på det? Men det er der ikke noget at gøre ved, og det må man acceptere. Om mode Jeg er ikke så optaget af mode. Jo, jeg elsker at have pænt tøj på selv, jeg elsker at pynte mig, det er meget vigtigt for mig. Jeg er ikke så optaget af objekter og ting, men jeg er optaget af en enkelthed i designet og en tidløshed. Jeg elsker, når byrummets gulv er elegant og glat som et stenparket. Jeg prøver at forenkle designet, så det er rummet, der er vigtigt. Moden i mine projekter er menneskernes tøj, som afspejler moden. Det er menneskerne, der tager moden på sig. Rummet skal være en slags baggrundsscene, hvor nutiden kan bevæge sig. Om skønhed Skønhed er et fantastisk dogme, og blomster er skønhed. Det er meget underligt, at hele ver- landskab

30 Dogma 1. The site Dogma 4. Public space. Foto Rainer Stange den elsker blomster, men landskabsarkitekter vil ikke have blomster som en reducerende faktor. Og derfor bliver der altid tilføjet en masse ting bagefter, pynteblomster. Så jeg synes, at det er meget bedre at integrere det florale i anlægget på en eller anden måde for at gøre det skønne til en strategi. De allerfleste mennesker har en helt universel glæde ved blomster. Hvis du ikke kan lide blomster, så er du jo gal, så er du jo ikke menneske. Det er helt uforståeligt for mig. Når mange landskabsarkitekter ikke arbejder med blomster, er det fordi, de ikke er åbne. De vil gerne problematisere ting, som ikke skal problematiseres og omvendt. Derfor er det så vigtigt, at vi stiller de rigtige spørgsmål. Og derfor er dogmerne vigtige, for at hjælpe os til at holde en eller anden basis. De danner grundlag for en diskussion. Vegetationen repræsenterer årstidernes vekslen, mens arkitektur er konstant. Planterne repræsenterer tidens dimension, som er så abstrakt. Fra første sekund det er færdigbygget, begynder arkitekturen at blive brudt ned. For landskabet sker det modsatte. Om vand I det 21. århundrede får landskabsarkitekturen og havekunsten en dimension, den aldrig før har haft, og det er at engagere os i miljøet. Når vi bliver ti milliarder mennesker, er vi hovedløse, hvis ikke vi introducerer det økologiske perspektiv på en eller anden måde. Derfor er vand et kodeord. Et af mine dogmer er, at der altid skal være vand, ægte vand i mine projekter. Der skal være vand, som kommer fra himlen, og som jeg samler op. Vand gør alting bedre, det får alle andre tings bedste egenskaber frem. Som alle dyr 194 LANDSKAB

31 Dogma 2. Native plants. Foto Rainer Stange Dogma 7. Natural water. Foto Florence Morisot/landskabsarkitekt Snøhetta AS tiltrækkes vi af vand. Det kan være prosaiske ting som at fiske, eller at du som barn gerne vil plaske. Vandet er så godt, for vandet engagerer alle: Ingeniøren; de, der fisker; de, der dyrker sport, men også poeten og så selvfølgelig planter og dyr. Alle kommer til vandet. Jeg nyder meget at se himlen spejle sig i landskabsrummet. For at et sted har mening, må det have andet end æstetiske perspektiver. Det må også have pædagogiske aspekter. Det er jeg mere og mere optaget af. Der går en rød tråd gennem havekunsten, og jeg vil gerne have, at mine projekter er frugtbare, jeg vil gøre dem frugtbare. Og jeg elsker det begreb, for 90% af mine fagfæller arbejder modsat, så jeg vil introducere en modkultur. Det er et stort dogme. Caroline Andersen, landskabsarkitekt mdl landskab

32 martin rein cano Caroline Andersen Om luksus, landskab og beskedenhed Arkitektur er at arbejde med at opfylde en klart defineret funktion. Havekunsten ligner mere kunst, idet den ikke på samme måde er nødvendig. Så den skal ikke reduceres til funktion. Selvfølgelig er havekunsten god at have, men det er fornøjelse og overflod. Hvis man kæmper for føde og tag over hovedet, laver man ikke havekunst, og man laver ikke kunst. Så haven er en luksus, for den er ikke nødvendig på samme måde som arkitektur. I den diskussion om funktion, som var meget oppe for nogle årtier siden, var det vores taktik som landskabsarkitekter at fortælle, at vi var nødvendige, og jeg er ikke så sikker på, at det var den rigtige taktik. Måske skulle vi hellere påstå, at vi er noget særligt. At man skal ville have os i stedet for at have brug for os. Jeg mener, at vi skal indtage en mere radikal position i forhold til arkitektur. Radikal på den måde, at vi er mere magtfulde, fordi vi er luksus. Vi skal være noget, man gerne vil have. Vi er nødt til at gøre os eftertragtede, og det vil også passe bedre til vores tradition. Vores tradition bygger ikke på beskedenhed, den bygger på luksus, men vores attitude i dag er beskedenhed, og det er en dræber for faget og professionen. Vi sparer os selv væk, og jeg synes, at man kan blive så beskeden, at ingen længere ser én. Ting, der koster meget, er pr definition attraktive, og jeg synes, at vi sælger os selv for billigt. 196 LANDSKAB

33 Martin Rein Cano, f i Buenos Aires Uddannet i landskabsarkitektur ved Universitetet i Hannover samt i Karlsruhe. Har tidligere arbejdet hos Peter Walker og Buero Kiefer. Siden 1996 tegnestuen Topotek 1 i Berlin, fra 1999 sammen med landskabsarkitekt Lorentz Dexler Har netop udgivet bogentopotek 1. Paradise Remix af Martin Rein Cano, Lorentz Dexler, Kristin Feireiss Væsentlige projekter: KPM, offentlig plads, 2001 The Wolfsburg State Horticultural Show, 2004 Gård for Bayer Pension Plan, Unter den Linden, 2005 Our practice focuses and specializes in the design of urban public spaces. Starting from a critical understanding of the existing realities, we search for conceptual solutions resulting in clear statements well placed within the urban context Foto Britta Bolius Møllenbach Modsatte side. Broderie Urbaine. Gårdrum for Bayer Pension Plan, Unter den Linden, Berlin Fotos Hanns Joosten Denne side. KPM, offentlig plads Berlin-Tiergarten Fotos Hanns Joosten Opposite page. Broderie Urbaine, Unter den Linden Berlin Photos Hanns Joosten This page. Open spaces at KPM Quarter, Berlin-Tiergarten, Photos Hanns Joosten landskab

34 Landesgartenschau Wolfsburg Fotos Hanns Joosten State horticultural garden show 2004, Wolfsburg, Photos Hanns Joosten Jeg kender situationen fra Tyskland. Landskab skal ikke være dyrt. Man bygger bygninger for hundredvis mio af euro, men når det kommer til landskab, skal det altid diskuteres, om det ikke kan gøres billigere. Til det siger jeg, at man må have råd til vores arbejde, ellers fortjener man det ikke. Brug nogle flere penge på det, og oplev det mere som en luksus. Landskabsarkitekter skal tage og være lidt mindre beskedne. Om mode Jeg holder af at iagttage moden i andre discipliner. Mode er ikke noget, der bliver påtvunget os, det er mere en fornemmelse, en atmosfære i tiden. F.eks. er pink er en typisk farve i komplicerede tider, folk vil gerne have noget der gør dem glade. Jeg tager gerne imod disse påvirkninger, og jeg er ikke så bevidst om, hvad jeg gør. Jeg er bevidst om det bagefter, men i situationen bruger jeg det bare. Selvfølgelig er der en sammenhæng med verden omkring mig. Vi er jo en del af kulturen, så selvfølgelig er vi påvirkede af andre discipliner. Det er, som om vi forsøger at være noget specielt i denne sammenhæng, men det er vi ikke. Vi er en del af sammenhængen, og vi konkurrerer med alle andre discipliner om opmærksomheden. Derfor skal vi være mere synlige og attraktive for ikke at forsvinde. Og at være attraktive betyder at være mere til stede, at tage konkurrencen op med de andre. Om inddragelse Jeg har aldrig forstået, hvorfor det er så moderne at gå og spørge alle om alt. Man gør ingen tilfreds ved at forsøge at gøre alle tilpas. I sidste ende mener jeg, at det er mest fornuftigt at prøve at gøre sig selv tilfreds. Hovedmotivationen for at gøre noget i det hele taget må være ens egen personlige motivation. Vi er jo også mennesker i samfundet, i verden. Vi er jo ikke fra det ydre rum, så selvfølgelig ved vi, hvad der er godt og skidt. Vi behøver ikke spørge alle mulige hele tiden. Hvis det ikke gør projektet dyrere, kan jeg godt synes, at det er ok. Men det gør helt sikkert ikke projektet bedre. 198 LANDSKAB

35 Maselake. Fotos Hanns Joosten Maselake. Photos Hanns Joosten Det er i øvrigt noget, vi aldrig ville forvente af for eksempel en læge. Vi er faktisk professionelle, og vi er landskabsarkitekter. Vi er ikke sociologer, vi er ikke entertainere for folk, der keder sig. Det er arrogant at sige, men jeg har lov til at være arrogant, for jeg er eksperten. Hvorfor skulle jeg have studeret på universitetet i fem år, hvorfor skulle jeg beskæftige mig med det her fag hver dag for at gå ud og spørge tilfældige mennesker om alt muligt? Selvfølgelig diskuterer jeg med bygherren, og jo bedre bygherre, jo bedre projekt. Men når det kommer til borgerinddragelse, så bliver det meget kompliceret, for man kan ikke gå ud og spørge hundredevis af mennesker, hvad de gerne vil have. Den form for inddragelse er bare show. Det er demokratisk underholdning. For når det kommer til stykket, så gør vi jo alligevel, hvad vi vil. Selvfølgelig, hvis dialogen tages meget seriøst, og foregår over lang, lang tid, så er det noget andet. Men så er det første punkt at uddanne folk, så vi kan finde et fælles sprog at tale sammen på, og det tager lang tid. Og prøv så lige at vende det om igen. Hvorfor skulle folk bruge deres tid på at tale med os om ting, som vi er betalt for at vide? Det er en mode, som det var i 70erne, og som det nu er det igen. Vi løber på den måde efter enhver social mode i stedet for at identificere os mere med kunstens strømninger. Og vi bliver som landskabsarkitekter misbrugt i den mode. Ingen arkitekter ville deltage, som vi gør. Dertil er deres projekter alt for kostbare. Men vi misbruges af alle de andre planlæggere, og jeg er træt af at blive brugt i den sammenhæng. Om stedets ånd For mig er alt, der sker i en have en oplevelse. Men selvfølgelig er der diskrete måder og mere aggressive måder at give oplevelser på. Man kan have en oplevelse af at blive sparket bagi og en oplevelse af at blive aet bagi. Vores fag har mulighed for at bruge hele spektret af oplevelser. Og nogle gange har et sted brug for et spark bagi. Andre gange er en hvisken nok til at antænde et sted. Caroline Andersen, landskabsarkitekt mdl landskab

36 MASTER CLASS I FARVER rapport fra et lille gult telt Ulrik Kuggas Medio maj: Kan der virkelig koges mere fond på den suppevisk, tænker jeg, da en mail under overskriften, DanishDogmaLandscapeCamp, tikker ind. Og udenlandske masters helt ærligt, det lyder meget udansk hvorfor ikke invitere vores egen mr. BIG jeg mener, når man kan sælge den kinesiske mur til Københavns Kommune, har man nok et og andet at lære fra sig. Primo august: Ny mail modtaget, nu med trusler. Er sekunder fra at trykke på delete, men højre hjernehalvdel overtager styringen og sender undertegnede på tre dages landskabsterapi på Amager Fælled. Ultimo august: Ligger så pludselig dér, i et lille gult telt et meget lille gult telt i fosterstilling for faget. Den var ikke gået med ingeniører, tænker jeg man skal være rede til at lide for skønheden, og skøn det er den, teltformationen. På Cristo-måden!, som Nynne ville have sagt, hvis hun havde været landskabsarkitekt. Er Nynne i virkeligheden landskabsarkitekt? 200 LANDSKAB

37 Der er få landfaste steder i Danmark, hvor himmelhvælvet opleves så stort som på Amagerfælled. En særlig landskabelig situation som her, hvor Ørestadens sydlige bydel skal rejse sig, yderligere forstærkes af, at en byggemodning af området pågår, og den ellers så karakteristiske spontane skov er ryddet. I det rå, næsten skalaløse entreprenørlandskab, der udgjorde øvelsesterrænet for de atten deltagere i campen, var den væsentligste prægning de højtliggende veje, krydset af meterdybe dræningskanaler. En logisk rektangulær orden, der skulle vise sig velegnet til formålet. Tysk, norsk og kanadisk master viste egne arbejder i fællesteltet. På teltdugen blev projiceret lyserøde træstammer, pink oppustelige legedyr, violette julekugler og, som modvægt, norske jordfarver. Der lanceredes dogmer og manifester og blev indsprøjtet god energi til det forestående arbejde. Overalt omkring os summede de hårdt arbejdende arrangører, der, med C.V. Jørgensens ord, var til rådighed døgnet rundt og så flinke, at det næsten gør ondt. I vores tremandsgruppe valgte vi at lægge ud med en fælles vandretur i terrænet. Dels fordi man tænker og taler godt sammen, når man går, og dels fordi arrangørerne ikke havde udstukket noget præcist sted for de enkelte arbejder. Vi besteg områdets højeste punkt, en flad hævet parcel, hvor en anden gruppe senere placerede en himmelseng. Derefter ledte vi efter et egnet sted for et projekt med arbejdstitlen gyngende grund. Vi ønskede at lave et projekt, der bogstaveligt talt kunne opleves som en kommentar til den måde, området stabiliseres på og gøre det ved at bruge de allestedsnærværende drænledninger. Tanken var at skabe en usikker bund af disse perforerede plastikrør. Forskellige typer blev testet på stedet, men ingen af dem syntes egnede til formålet. Videre diskuterede vi muligheden af at anvende det gamle japanske begreb lånt landskab. Forskellige muligheder af at rejse mure blev drøftet, før vi næsten snublede over den noget mere overkommelige løsning, at søge dækning i en grøft. Herved endte vi med samme strategi som halvdelen af deltagerne, fordi det, ved at søge dækning, blev muligt at fokusere på forgrunden, bortskære mellemgrunden og profitere på baggrunden himmelhvælvet. Vi fandt en bred grøft, hvor en lille dam var afskåret fra en lavere beliggende drænledning. Det lignede skelettet til en fortælling en fortælling om vand. Derfra og til at vi kunne indvi en stiliseret vandkunst, bestående af 19 gule Margretheskåle, var der naturligvis et stykke vej. Vaskebakker, sovsekander og citronpressere blev afprøvet, men skålene vandt på point. På fladen valgte en udbryder fra IKEAgruppen at fægte med åben pande. Der blev ophængt rammer som vinduer mod landskabet, og alt mens arbejdet skred frem, udviklede det sig til en poetisk værkstedsinstallation, der med sin skæve skrøbelighed stod i smuk kontrast til entreprenørlandskabet. Dermed blev projektet et billede på hele arrangementet og måske endda på vores profession overhovedet. Skiftet fra dag til nat var et kapitel for sig. Dybrøde solnedgange blændede over i Ferring og Field s, skrevet med kunstlys. Natten igennem tegnede de hyppigt passerende metrovognsæt hvide striber på horisonten. Imens blev der holdt taffel i det sorte dogmetelt. En sidste erindring melder sig fra Margrethegruppen i grøften. Ud af at rødt drænrør bugtede en hugorm sig og flashede måske som en cadeau til arrangørerne sine to gule prikker. Det er i farver, tænkte jeg master class i farver. Ulrik Kuggas, landskabsarkitekt maa, mdl Fotos Britta Bolius Møllenbach landskab

38 Summary years = 2006, p. 169 Peter Raaschou-Nielsen 2006 is the year when the Association of Danish Landscape Architects celebrate their 75th anniversary more precisely, December 19. The anniversary was celebrated with a number of events with both national and international interest and participation. There has already been a concept competition for students about a visual event, an official reception, banquet, bicycle excursion and a 3- day international master class, with broad international participation, in addition of course to the Danish participants. Besides this, there was a Nordic meeting attended by all the Nordic countries. In a professional sense it was a great and eventful experience. The planning and organization work was carried out by several different boards as well as a number of energetic work groups. Without their efforts the celebration would not have been the same. And without the support of a number of generous benefactors, we would not have been able to carry out such large and prestigious projects. Now the time has come to look toward the future, in which direction we should precede and not the least why? I think in this sense, it is important that there is a greater common will and desire to participate in the necessary work to promote our profession, whether it be a question of development, debate or social arrangements. Dogma landscapes Handheld garden art, p. 170 Lulu Salto Stephensen The actual theme for the Danish Dogma Landscape Camp was the lack of restrictive frameworks. This would not have been in keeping with the dogma concept. One had bravely chosen the dogma as the delivery form for a profession that appeared to need a new point of view. Seen in retrospective, the camp presented a true indication of the condition of the landscape architect profession today. Forty yellow tents had been pitched, and there were 18 participants from New Zealand, England, France, Germany, Norway, Sweden and Denmark. Why weren t there more who wanted to come out and play? Where is the sense of joy and fun? Why does everything have to be so intellectual? Cool and correct? Or have we in the profession become so afraid of each other, so untrusting, that just about no one dared jump off in a free fall together? And the form! No fixed framework other than the tool, a collection of stones and a lot of handsome large trees standing at disposition. Two bulldozers for mutual use and finally a ragged, clay rich landscape, with a touch of the Ørestad civilization in the background. The many sponsors and finances that were placed at our disposition, proved that garden efforts have people s awareness. There is a belief in the landscape architect s role as the designer of our physical surroundings and as the creator of a quality setting for our lives both in the city and in the open landscape. The master class was based on a number of dogmas set forth by the three participating masters in order to reflect the development of the profession and some of the current problems it faces. For Claude Cormier, there was a quite clear wish and will to see new opportunities for nature in culture. Rainer Stange was more inclined to see nature with a scientifically sensitive mind and was also more uncompromising. Martin Rein Cano employed humor s eye-opening form. It was an intense experience to stand on the sidelines. To follow the process as it took place. Ørestad South was well suited for a demonstration of the sensitive possibilities, which could be adapted here on the premisses of the place. What is a dogma anyway? According to a bone-dry internet definition, a dogma is the established belief or doctrine held by a religion, ideology or any kind of organization, thought to be authoritative and not to be disputed or doubted. (Wikipedia, the free dictionary, The internet definition seems much too narrow. A dogma can also be defined as a code of practice, for the purpose of abolishing rules. What is it that one wants to abolish? Conventional thinking. One will abolish the ways learned to solve problems. On the other hand, one wants to sharpen the senses and the qualities that lie in the present. Thus, dogma fights a metal fatigue of the accepted cultural qualities. It was the Danish dogma films with their dogma rules that inspired the Danish Dogma Landscape Camp directly prompted by foreign landscape architects who said that Denmark was known for its dogma films, so why not try to transfer this to garden art? But what were the landscape architects own suggestions? Of the three masters, Martin Rein Cano s was the briefest. He did not write it down like the other two, and it sounded audacious and provocative: Use as much money as possible! This sounded like a joke, but it was quite consistent with his attitude toward garden art. The dogma gave a clear meaning when one saw the final results. Seen from the film artists dogma perspective, Rainer Stange s seven dogmas were probably those that came closest to Dogma95. On the other hand it was a different situation with Claude Cormier, who with his 35-point long Manifesto sidestepped his way into the dogma concept. The groups found their places with the help of the notion of nature that they had with them, a strong feeling for metaphors and a knowledge of powerful icons with a great narrative value. The greatest and most real challenge was to not have a framework at all that nothing was defined that there were no limitations or restrictions. One worked in a complete state of free fall. The camp was not about results, but about initiating processes. The participants, with their own hands, were to give physical form to their ideas. For this purpose the same tools were given. They slept in yellow one-man tents. There were actually only two days to complete the projects. They had to work on location and in full scale. They were allowed to buy extra equipment. There were several layers of challenge for the participants. One of them was the need to cooperate. However there was one, who was not able to do this. The-master-free-one A French woman broke out of Rein Cano s group. Perhaps she was too complicated or intellectual both in her thoughts and her work process. The opposite of simplicity. Her installation was called The master-free-one. She based it on Stange s dogmas, through three different picture frames across three different periods of time. Through these frames she would have people see the landscape s past, present and future from the given conditions and history of the place, and one should be able to sit down in front of each frame. The Bed The mahogany colored four-poster bed was adorned with exquisite white lace curtains all the way around, thick madrases, good pillows and delightful comforters with wonderful white, patterned bed-linen. This provided an astonishing result. Especially when lying down in this luxurious setting: the heavens had a new perspective through the waving, framed lace, the tall grass with its wild flowers had a quite different nearness and the landscape achieved another dimension when viewed horizontally. The bed was an attempt at privatization. There of all places. The Wall The Wall, a European recycling structure, as Rein Cano called it at one point, consisted of cardboard boxes from the Field s shopping center that had been pressed into bales. It was planned as a one-day event, just made and then burned. A piece of instantaneous art reflecting both the instability of the place and the 75th anniversary. The Margrethe brook The motif with curry-yellow Margrethe bowls was used to construct 202 LANDSKAB

39 Summary a water stairway parallel with the gravel road and formed a sloping transition between a higher lying, excavated hole filled with water and a lower lying drainage well. The scenery around the bowls was rough and ultimate: a crater in the excavated landscape ring. On descending one was not surrounded by anything other than the steep slopes of earth and the enormous heavens. The choice of the Margrethe bowls was not per chance, as they represent something typically Danish (even though the design is Swedish). Concealed, down in the drainage well was a ghetto blaster that systematically reeled off bird songs with a man s voice. This was to illustrate the contrast between the scientific world and nature. The group wanted to create a poetic nature a culture biotope. The installation became a comment to the place: Everything was gone. Literally there was only the view of the sky left over the excavation s steep sides. The water was to be seen as a resource. The should-be-seen-that-we-havebeen-here installation With their installation, Cormier s other group wanted to leave their tracks after the Danish Dogma Landscape Camp. They planted trees between the camp s rows of tents and in connection with this a group of really large trees. The trees had trouble holding their own in the extensive landscape. By tearing up the yellow carpets in narrow strips and connecting the trees together, the place was given a distinctly different and more festive energy. With the help of color, the group created a space. With wheelbarrows tipped to offer comfortable seating under the shadow of the trees, the new character of a meeting place was reinforced. In a strange way the group of trees was transformed into a reception place. Intersecting trenches One group found a couple of intersecting trenches by the road as a place with a special narrative value. The starting point was two obliquely intersecting trenches of quite different character: One was old with a dense vegetation of rushes, the other was recently excavated and coarse with steep sides, furrowed by dramatic erosion. With two cubic concrete blocks, partially dug into the side of the road to serve as stairs, it was possible to comfortably step down to an area formed of galvanized reinforcing rods, and then down on a gabion in the water. At the bottom, standing on the gabion, between the rushes, one had a long view up through the deep trench, where the erosion furrows, through the lime washing were clearly evident. By turning halfway around one could look directly into the other trench s tall rush thicket where a path was cut in to a lime washed stone. Frogs in the brook In Rainer Stange s other group, the brook was wider like a rushgrown trench with both snakes, frogs and dragonflies. The group wanted to demonstrate the concentrated atmosphere that arose when one stood down among the rushes, the running water in glimpses reflecting the sky, the violet flowers between violet-tufted rushes, the rose boulders, the long view ending in the constant shuttle of the Metro and then the long view upwards. On gabions as stepping stones down on the surface of the water, one was to be drawn in to the site and with a sheltered bench upwards, one should sit and absorb the landscape, the horizon and the heavens. The reason gabions were chosen as stepping stones was to induce people to think as they walked across the water. Stange took the opportunity, at the last of the continuous installations, to ask if dogmas could be used in the future? Or if they could only be used here? He felt that for the individual it was good to start again from scratch and ask oneself why? About getting down to basics about the horrible feeling of waking in the morning and not knowing what to do. About being extremely aware of the process. About, as a professional, to stop and think about the necessity of one s own work: Why am I doing this? About telling a story, to relate what one wants to do. It was proclaimed that we all need dogmas in our lives, and as landscape architects we need more occasions to stop and ask, why one has become a landscape architect, to go back (like in school) to work with the elements. The camp was not about results, but about initiating a number of processes. The intention of the camp from the very beginning was to exchange professional knowledge in an intense social atmosphere and fortunately this occurred. The peculiar thing about dogmas (according to the film people) is that they possess an ambivalence: that they are not for the sake of fun, but that it is still liberating and almost fun to work with strict rules. It is this ambivalence that is the magic in dogmas. The basic thing about dogmas is to start out with what one is directly faced with to give impulsiveness a chance. To be present in the present. When one brings up the dogma concept in connection with garden art now, it must be because one has a need to peel off what one has learned one needs a bit of unlearning. It is just this that one can use one s head and hands for, right now. With small, literary, surprising means, the groups managed to achieve spectacular results. With the use of dogmas, work in the camp dealt suggestively with the professional language. When all is said and done, the dogma days were about the sentient person. To involve the individual person. To swing with the profession with its primordial forces. Perhaps it is this that is wrong with landscape architects today: That many seem alienated to themselves and to the profession? That it is more a question of how it looks instead of what it is? That the camera, so to speak, is no longer handheld? That one can no longer delight in having one s fingers in the ground also in a figurative sense? In this way the camp was a necessity. When was the last time we had a dogma-like shakeup in Danish garden art? Probably not since G.N. Brandt s launching of The Garden of the Future in During the three-day Danish Dogma Landscape Camp in 2006 at Ørestaden, LANDSKAB spoke with the three foreign masters who participated as mentors. This resulted in three very different and unreserved conversations. Claude Cormier, Rainer Stange and Martin Rein Cano related their views on architecture and landscape, zeitgeist and colors, democratic shows and social courage, modesty, beauty and luxury Conversation with Claude Cormier, p. 188 Caroline Andersen Architecture and art: I definitely consider myself to be a landscape architect as opposed to an artist. The final product can seem like art, but the given task was not to do a work of art, it was to create a landscape. On being artificial but not fake: I work a lot with the concept of nature in the city, but it is the concept of a constructed nature. There are many places where one can create something that appears natural, but it is obvious that it is not. We live in a false world, completely, so let us be honest about it. Experience: What makes my life rich is the experience of being moved. I am not satisfied by just having enough food or a roof over my head. I feel it is important to be challenged and to be surprised. This is how one stays alive, this is how one grows and this is how dreams arise. If one ceases to dream, everything comes to a close. Thus with my work in the public space, I would like to believe that I can move people. Fashion: Do my projects have anything to do with fashion? I hope not! There is a danger that things lose their meaning because they are just trendy. Many people do things they don t understand, they simply are cutting and pasting. We are living in a cut and paste time. There is much of this in today s architecture. Guidance: We are all in the same boat here, so my role is not that of a dictator, not even that of a teacher. I am just a colleague from Canada, who asks questions and tries to guide the teams to keep things simple. landskab

40 Summary Conversation with Rainer Stange, p. 192 Caroline Andersen The meaning of the place: The code words for a place are its geography and history. These are two important things. The geography and the knowledge of a place s geography, but also the area, region and country are important in order to see a place as a whole. It is important to study maps and to travel. Before I came here to participate in the Dogma Camp, I took a long journey from Oslo to Copenhagen. I spent the summer driving a motorcycle around the Øresund region in order to capture the spirit of the landscape. That which describes the Øresund region s landscape is a flat horizon and an enormous sky. And this is quite different from Norway, which has a powerful verticality. So in my mind it was a challenge to understand the poetry of this landscape. I enjoy playing with a landscape. This is actually the way I work. I think that today I will go out and play with the landscape, find places and discover things. And I feel, that if there is something that I enjoy, then it is often enjoyable for others. Fashion: I am not especially occupied by fashion. Neither am I especially occupied with objects and things, but I am occupied by a simplicity in design and a timelessness. I love it when the floor of an urban space is smooth like a stone slab. I try to simplify the design, so it is the space that becomes the most important element, this is important. The fashion in my projects is people s clothing, which reflect fashion. The space should be a kind of stage on which the present can move about. Beauty: Beauty is a fantastic dogma, and flowers are beauty. It is very strange that the entire world loves flowers, but landscape architects don t want flowers. And therefore much is added later, decorative flowers. So I feel it is much better to integrate the floral aspect in the scheme in one way or another. Most people feel a universal joy around flowers. Therefore it is so important that we ask the right questions. And therefore the dogmas are important, in order to help us maintain some kind of basis. The vegetation represents the change of seasons, while the architecture is constant. The plants represent the dimension of time, which is so abstract. From the first second architecture is completed, it begins to deteriorate. In the case of the landscape the situation is quite the opposite. Water: In the twenty-first century, landscape architecture and garden art will achieve a dimension they have never had before, and this involves the environment. When we become ten billion people, we will be stupid if we do not include an ecological point of view. Therefore, water is a codeword. One of my dogmas is that there should always be water, real water in my projects. There should be water, which comes from the skies, and which I collect. Water makes everything better, it brings out the best qualities of other things. Like all animals, we are attracted to water, it can be prosaic things like fishing, or that as a child one wants to splash about. I really enjoy seeing the reflection of the sky in a landscape space. In order for a place to have a meaning it must have more that just aesthetical perspectives, it must also have pedagogical aspects. I would like my projects to be productive. And I love this concept, as 90% of my colleagues work in opposition to this, so I will introduce a counterculture. This is a large dogma. Conversation with Martin Reino Cano, p. 196 Caroline Andersen Luxury, landscape and modesty: The essence of architecture is to satisfy a clearly defined function. Garden art is more like art, in that it is not a necessity. So it should not be reduced to function. Of course garden art is a nice thing to have, but it is pleasure and plenty. If one is fighting to find food and shelter, one does not make garden art, and one does not make art. So the garden is a luxury, as it is not necessary in the same way that architecture is. In the discussion about function, which was ongoing several decades ago, our strategy as landscape architects was to tell people that we were necessary, and I am not so sure that this was the right strategy. Perhaps instead we should claim to be something special. Fashion: I enjoy observing fashion in other disciplines. Fashion is not something that is forced upon us, it is more of a feeling, an atmosphere in time. Of course there is a context with the world around me. Involvement: I have never understood why it is so modern to go around asking everyone about everything. No one is satisfied by attempts to satisfy everyone. One would never expect this of someone like a doctor. We are in reality professionals, and we are landscape architects. We are not sociologists, we are not here to entertain people who are bored. Try to see it the other way. Why should people use their time speaking with us about things that we are paid to know? And as landscape architects we are often misused in this way. No architect would participate as we do, as their projects are much too expensive. But we are misused by all the other planners, and I am tired of being used in this way. The spirit of the place: I feel that everything taking place in a garden is an experience. But of course there are discreet ways and more aggressive ways of creating experiences. One can have the experience of being kicked in the butt and the experience of being patted on the back. Our profession has the opportunity of using the entire spectrum of experience. Master class in color report from a little yellow tent, p. 200 Ulrik Kuggas Medio May: Can one really squeeze more wine out of those grapes? was the thought that crossed my mind when I received a mail with the subject title, Danish Dogma Landscape Camp. Primo August: New mail, now with threats. I am seconds from pushing the delete button, but the right side of my brain took over and sent me on a three-day landscape therapy session on Amager Fælled. Ultimo August: Lying suddenly there, in a little yellow tent a very little yellow tent in a fetal position for the profession. There are not many places on mainland Denmark, where the firmament can be experienced so vast as on Amager Fælled. An unusual landscape situation like here, where Ørestaden s southern city quarter will soon rise, is further reinforced by the ongoing site development of the area. In this raw, almost without scale, contractor landscape, which became the training grounds for the eighteen participants in the camp, the most significant features were the high-lying roads, crossed by meter-deep drainage canals. A logical rectangular order proved well suited for the purpose. German, Norwegian and Canadian masters exhibited their own work in the common tent. Dogmas and manifests were launched, and a good feeling of energy was injected into the forthcoming activities. Our three-man group chose to start with a walk together through the terrain. Different possibilities were discussed, before we almost tripped over a more feasible solution, to seek shelter in a trench. In this way we ended up with the same strategy as about half of the other participants, because by seeking shelter it became possible to focus on the foreground, cut out the middle ground and profit from the background the firmament. We found a wide trench, where a small pond was separated from a low-lying drain pipe a narration about water. From that point, until we could initiate a stylized fountain, consisting of nineteen, yellow Margrethe bowls, was naturally quite a bit of work. The transition from day to night was a chapter in itself. Deep red sunsets dazzled on the distant Ferring and Field s buildings with their neon signs. Throughout the night, the frequent Metro trains passed as white stripes on the horizon. Meanwhile, we all dined in the black dogma tent. Pete Avondoglio 204 LANDSKAB

41 Cornelia Hahn Oberlander: National Gallery of Canada, Ottawa, 1988 (tv.) og Robson Square, Vancouver, (th.) Cornelia Hahn Oberlander: Ecological Landscapes Indtil 7. januar 2007 vises udstillingen Bilder kanadischer Landschaftsarchitektur: Projekter af Cornelia Hahn Oberlander og fotograferet af Etta Gerdes på det tyske arkitekturinstitut DAZ i Berlin. Udstillingen viser eksempler på parkanlæg, taghaver og andre anlæg af den canadiske landskabsarkitekt Cornelia Hahn Oberlander, som er en af de mest anerkendte landskabsarkitekter i Canada. Cornelia Hahn Oberlanders arbejder tager afsæt i Bauhaus-stilen, men sætter sig ind i en nutidig sammenhæng og udformes i en nutidig arkitektur med hensyntagen til økologi og sociale forhold. Cornelia Hahn Oberlander er født i 1921 i Mülheim/Ruhr og emigrerede i slutningen af 30rne til USA, hvor hun senere studerede kunsthistorie og arkitektur, bl.a. hos Walter Gropius, ved Harvard Universitet. Fra 1953 har hun boet i Canada. I begyndelsen drejede opgaverne sig især om anlæg omkring socialt boligbyggeri og legepladser, senere ofte taghaver, bl.a. til den nye canadiske ambassade i Berlin. Cornelia Hahn Oberlander har skabt anlæg i såvel Vancouver, Toronto, Ottawa, Seattle som New York, og hun har modtaget talrige priser for sine arbejder, bl.a. den canadiske orden, som er den højeste anerkendelse i Canada. Til udstillingen er udgivet et katalog, som ud over essays af den canadiske litteraturkritiker Lisa Rochon, den tyske landskabsarkitekturkritiker Cordula Hamann og udstillingens kurator Ann Thomas indeholder et interview med Cornelia Hahn Oberlander. Fra 6. maj til 7. juni vises udstillingen på Technisches Universitet, Carolo- Wilhelmina, Braunschweig. Indtil 7. januar 2007 vises udstillingen Deutsches Architektur Zentrum DAZ, Köpenicker Straße 48/49, Berlin Tel [email protected] Arkitekternes SommerHuSe Aldrig har danskerne haft så mange penge at bygge for, men bliver det bedre af den grund? Hvorfor bruger vi ikke fantasien, når vi udstykker sommerhusgurnde og når vi bygger? Bogen viser eksempler på gode sommerhusudstykninger og de bedste sommerhuse, som er bygget i de seneste år. 278 kr Forfattere: Finn Selmer, Kim Dirckinck-Holmfeld 22,7 x 24 cm, 144 sider A r K i t e K t e n S F o r l A g w w w. A r k f o. d k

42 Færdigt gelændersystem Denne og modsatte side: Byrumskonkurrence Holstebro. Forslag tildelt 1. præmie, udarbejdet af Schul Landskabsarkitekter og OKRA Landschapsarchitecten Færdigt modulbaseret værn fra Jakob Inoxline. Her monteret med WebNet. Politikens hus WebNet, projekteret og monteret af Jakob Inoxline. Claus Bjarrum Arkitekter A/S Slotsbryggen WebNet monteret af Jakob Inoxline. Holscher Arkitekter A/S Vi tilbyder projektering og montage. Ligesom komplette værnløsninger INOXLINE CONNECTING DESIGN Jakob Inox Line Aps T F http Stig L. Andersson udnævnt til adjungeret professor Stig L. Andersson er 3. november udnævnt til adjungeret professor ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole i København. Udnævnelsen er en anerkendelse af SLAs værker for deres innovative karakter i national og international sammenhæng og af Stig L. Anderssons ukonventionelle og kreative arbejde som landskabsarkitekt og engagement i fagets forskning og udvikling. Tiltrædelsesforelæsning i KVL s festsal torsdag 18. januar 2007 kl. 14 Tegnestuen SLA I de seneste år er tegnestuen SLA vokset markant. 30 medarbejdere udvikler i et tværfagligt miljø,nye typer af byer og rum til mennesker. I dag hører projektudvikling, byplanlægning såvel som udformning af konkrete byrum til SLA s kompetencer. For også fremover at kunne løfte store og komplekse opgaver er tegnestuens ledelse blevet styrket. Tre partnere er indtrådt i virksomheden; Hanne Bruun Møller, arkitekt maa, Stine Poulsen, landskabsarkitekt maa og Malene Krüger, landskabsarkitekt maa. Lene Dammand Lund, arkitekt maa, mba, er desuden tiltrådt som administrerende direktør og leder af SLA Communication. Kilde: pressemeddelelse fra SLA Byrummene omkring Storå i Holstebro Elegant broforbindelse og en byhave, stier og niveaudelte ramper er nogle af de elementer vinderne af arkitektkonkurrencen for nye byrum omkring Storå har med i deres forslag. Projektet præsenterer en gennemtænkt og helstøbt plan for opgraderingen af Holstebro bymidte. Vinderprojektet er udarbejdet af Schul Landskabsarkitekter og OKRA Landschapsarchitecten b.u., i samarbejde med lys- og teaterkonsulent Åsa Frankenberg og Galleri Nicolai Wallner. Det vindende projekt fremhæves af dommerkomitéen for at skabe et stort veldefineret urbant rum midt i Holstebro. Det er hensigten at skabe sammenhængende byrum, som kan bruges til en lang række aktiviteter og derved berige bylivet ved at tilbyde borgerne en række små pladser og rum i forskudte niveauer. Herved gøres åen til centrum for bydelens liv. Der var til bedømmelse modtaget seks forslag, der med hver deres karakteristika på kompetent måde har fortolket programmets budskab og krav og givet bud på udformningen af nye attraktive, sammenhængende byrum omkring Storåen, Musikteatret og Dansens Teater. Modtagne publikationer Alfio Bonanno: Nota Bene. Project sketches, models, photographs, video. The Italian Culture Institute Copenhagen, s. Jacques Simon: Articulture. Stichting Kunstboek, s. Patrick Taylor (red.): The Oxford Companion to the Garden. Oxford University Press, Mechtild Manus og Lisa Rochon: Bilder kanadischer Landschaftsarchitektur/Picturing Landscape Architecture. Projekte von Cornelia Hahn Oberlander fotografiert von Etta Gerdes. Callwey Goethe Institut, Montreal, 2006, 112 s. 34. Fred-Martin Dillenberger: radical- Landscape. Visionen einer strategischen Stadtentwicklung Osnabrücks im Kontext der BUGA Callwey, s. med DVD. 36 Jan Oprons, Harry van Trier et al.: Bamboo. A material for landscape and garden design. Birkhaüser, s. 54. Igmade : 5 Codes. Architektur, Paranoia und Risiko in Zeiten des Terrors Birkhaüser, s. 32. Fieldwork. Europæisk landskabsarkitektur. 42 landskabsprojekter fra Dublin til Athen. Stiftung Landscape Architecture Europe, LAE. Birkhaüser, s. 64. scape 1. The International Magazine of Landscape Architecture and Urbanism. Ny international udgave af det hollandske tidsskrift Blauwe Kamer. Stichting Lijn in Landschap (ed.). Birkhaüser, s. 17. Meto J. Vroom: Lexicon of Garden and Landscape Architecture. Birkhaüser, 2006, 351 s. 43. Nykredits arkitekturpris Nykredits Fond, s. Birgit Lindskov: Urtehaven. Krydderurter og stauder. Gyldendal, s. 249 kr. Hans Helge Madsen: Sommerhuslandskaber. Arkitektens Forlag, s. 278 kr. Michael Varming: Poul Fischers København og vores. Arkitektens Forlag, s. 198 kr. Olaf Lind: Arkitektur Guide til Øerne. Arkitektens Forlag, s kr. A62 LANDSKAB

43 design: Sten Nielsen Lars Marcussen: Rummets Arkitektur Arkitekturens Rum. Arkitektens Forlag, udg. 572 s. 598 kr. Lotus international 128. Reclaiming terrain. 130 s. Italiensk/ engelsksproget tidsskrift, udkommer 4 gange årligt. Nr. 128 viser arbejder af bl.a. D.I.R.T Studio, Marpillero Pollak Architects, EMBT Architects, Sandro Marpillero, Martha Schwartz Partners, Robert Morris, Mosbach Paysagistes, Francesco Repishti, Inside-Outside Petra Blaisse og GGN + Gustafson Porter. Poul Erik Brander, Erik Nymann Eriksen og Jens Thejsen (red.): Planteskolebogen. Forlaget Biofolia s. 475 kr. Medlemshåndbog MNLA Norske Landskapsarkitekters Forening. Medlemshåndbog MARK Finske Landskabsarkitekters Forening. Lexicon Abstraction, hedge, interaction, landmark, labyrinth, synthesis, pond, utopia læseren kan slå alle disse ord op i Meto J. Vrooms illustrerede lexicon. Bogen omfatter de fleste termer og begreber i havekunst og landskabsarkitektur, både teoretiske, historiske, symbolske som ganske konkrete. Meto J. Vroom, der er professor emeritus i landskabsarkitektur ved Wageningen Universitet, definerer og analyserer mere end 250 ord og termer i leksikonet. Bogen er oprindelig udgivet på hollandsk. Meto J. Vroom: Lexicon of Garden and Landscape Architecture. Birkhaüser, 2006, 351 s., ill. 43 NLA medlemshåndbog: MNLA Norske Landskapsarkitekters Forening, NLA, er sammenslutningen af norske landskabsarkitekter. Medlemshåndbogen giver oversigt over enkeltmedlemmer og tegnestuer, oversigt over bestyrelse, delegater og udvalg samt vedtægter og konkurrenceregler m.m. Årets medlemshåndbog viser også omkring 30 nye projekter fra hele Norge. Projekterne kan ses på Medlemshåndbogen kan bestilles fra Planteskolebogen Planteskolebogen er først og fremmest er beregnet som lærebog inden for det erhvervsmæssige havebrug og skrevet til planteskolefolk, men af interesse også for landskabsarkitekter, især kapitlerne om nomenklatur, kåring, udpegning af frøkilder, forædling, DAFO, frøformering, stiklingeformering, podning og mikroformering. Bogen er skrevet af en lang række forfattere. Hovedkapitlerne omhandler, hvad er en planteskole?, planteskoleplanter, fysiologi og fænologi, formering, hegn og klima, dyrkning, miljøaspekter, skadegørere, planlægning og driftsøkonomi, product og var, produktionsapparat, love og regler, handel og organization samt en speciel de om de frskellige plantegruppers formering. Poul Erik Brander, Erik Nymann Eriksen og Jens Thejsen (red.): Planteskolebogen. Forlaget Biofolia s. 475 kr. [email protected] tlf

44 Carlo Scarpa Prize 2006: Val Bavona, Canton Ticino, Schweiz Carlo Scarpa Prize 2006: Val Bavona, Canton Ticino In its seventeenth year, the 2006 International Carlo Scarpa Prize for Gardens goes to Val Bavona, Canton Ticino, Swiss Federation. Fondazione Benetton Studi Ricerche established the Prize with the intention of enhancing awareness of the sciences and arts concerning stewardship of the landscape. Each year the international jury of the Prize, chaired by the art historian Lionello Puppi and coordinated by the architect Domenico Luciani, director of Fondazione Benetton Studi Ricerche, promotes a campaign to attract attention to a site which is particularly rich in natural and historical values. Val Bavona is a U-shaped glacial valley to the north west of the canton of Ticino. It is a place affected by all the winds that sweep across Europe and a constant aspect is the meteorological instability that often takes on extreme forms.the valley covers a total of 124 sq. km, of which just 1.7% is arable land to be found at the bottom of the valley in a 13.9 sq. km strip that is never more than 600 metres wide. It is here that the settlements are to be found, consisting of twelve hamlets: Mondada, Fontana, Alnedo, Sabbione, Ritorto, Foroglio, Roseto, Fontanellata, Faedo, Bolla, Sonlerto and San Carlo. Set about 1 km apart, they are by now only inhabited during the summer. From 1500 until the mid 1900s the history of Val Bavona was characterised by transhumance or Alpine nomadism down the steep slopes of the valley and along the terraces above the projections. The belt that runs between the bottom of the valley and the Alps, at an altitude between 800 and 1400 metres, is studded with vertical walls just occasionally interrupted by the bed terraces, small strips of land where mainly the women carrying funnel-shaped basket and scythe climbed up to cut the little bit of hay that grew there. Above 1300 metres impassable paths lead to the mountain area where there are the first crops the plots obtained on the glacial terraces, which formed the spring and autumn pastures for the herds. The Val Bavona Alpine pastures occupy the area at altitudes going from 1500 to 2200 metres, up to the tree line. This area features steep and stony grazing land and such hostile environmental conditions that they were abandoned one after the other in the 1900s. Huts were built on the terraces or on the natural plateaus at varying levels on each alpine pasture. Benetton Foundation Studies Research via Cornarotta 9, Treviso tel [email protected] Fredning af parker i København Københavns kommunes Borgerrepræsentation har i fællesskab med Danmarks Naturfredningsforening over for Fredningsnævnet har rejst forslag til fredning af Vigerslevparken, Damhussøen, Damhusengen, Krogebjergparken og Grøndalsparken. Det samlede areal af fredningsområderne er ca. 165 ha. Fredningerne skal ifølge forslaget sikre områderne som parkområde, opretholde og muliggøre en forbedring af områdernes biologiske, landskabelige og rekreative værdier under hensyntagen tit den historiske baggrund for områdernes nuværende udformning, muliggøre en forbedring af biodiversiteten i områderne, fastholde og regulere almenhedens ret til færdsel i områderne og deres anvendelse til fritidsformål, sikre områderne som en del af det regionale system af grønne områder, specielt sammenhængen med Valbyparken, Kystagerparken og Vestvolden samt medvirke til at sikre, at Danmarks internationale forpligtelser til at beskytte naturen overholdes. Fredningsforslaget kan rekvireres fra Vej & Park, att.: Ove Løbner, Njalsgade 13, 2300 København S [email protected] Nyt paradehus hos Deichmann Planter Siden 1927 har Deichmann Planter indrettet kontorer og private hjem med planter og krukker. På firmaets adresse i Hørsholm er det ene drivhusene, 350 kvm stort, nu forvandlet til nyt showroom med møbler mellem eksotiske planter som kamfertræer og oliven. I paradehuset kan vises udvalgte designkollektioner fra Lambert (Tyskland), Domani (Belgien) og Haddonstone (England). Der er møbler og krukker i høj kvalitet til ude og inde, skyggesejl til terrassen, vandskulpturer i klassisk og moderne udformning og meget mere. Det er lykkedes Deichmann Planter at få eneret i Danmark på det unge belgiske designhus Domani, hvor Jan Buelens, der er chefdesigner, især har gjort sig bemærket som formgiver af møbelkollektion Corbu i zink/polyester. Firmaet, der næste år kan fejre 80 års jubilæum, blev grundlagt af anlægsgartner, blomsterhandler og havearkitekt E. M. Deichmann, Charlottenlund. I 1977 skilte det nuværende Deichmann sig ud fra anlægsgartnerafdelingen og flyttede til Hørsholm. Søren Johansen overtog ledelsen i I dag er Deichmann med 32 ansatte Ørestadsområdets største specialfirma inden for kontorbeplantning. Deichmann Planter Gøngehusvej 253, 2970 Hørsholm Tel Modtagne kataloger Birkholm Planteskole a/s. Sortimentskatalog fra 2006 Plantekatalog med plantebeskrivelser. Indledning med fotografier af steder, hvortil der er leveret bytræer m.m. Inkl. dansk-latinsk indeks. 366 s. Birkholm Planteskole A/S. Farremosen Allerød Tel [email protected] P. Kortegaards Planteskole Sortimentskatalog 2006/2007 Plantekatalog med plantebeskrivelser. Indledning med fotografier af steder, hvortil der er leveret bytræer m.m. Inkl. dansk-latinsk indeks. 346 s. P. Kortegaards Planteskole, Øvej 10, Kappendrup. 5500, Langeskov Tel [email protected] A64 LANDSKAB

45 60 LANDSKAB

46 år = 2006 Peter Raaschou-Nielsen Modsatte side. Anledningen for DanishDogmaLandscapeCamp var Foreningen af Danske Landskabsarkitekters 75 års jubilæum, og det skulle fejres. Blandt andet gennem den internationale master class og efterfølgende landskabsinstallation DanishDogmaLandscapeCamp. Arrangørerne Jacob Kamp, Ulla Hornsyld, Trine Trydeman Knudsen og Peter Raaschou- Nielsen ønskede, at deltagerne i grupper skulle udvikle nytænkende koncepter for området i samarbejde med de tre inviterede, internationalt anerkendte unge landskabsarkitekter, Claude Cormier fra Canada, Rainer Stange fra Norge og Martin Rein Cano fra Tyskland. Deltagernes idéer skulle anlægges undervejs i 1:1 og resultere i en række unikke landskaber, der skulle åbnes for alle interesserede til en åbningsreception til sidst. Master classen var et tre-døgns intens faglig og social workshop ledet af de tre masters, hvor en kommende plads i det endnu ubebyggede område skulle udsættes for en eksperimenterende udviklingsproces. Man så jubilæet som en faglig, god anledning til at kigge frem og ud i verden igennem et alternativt, internationalt forum for erfaringsudveksling. Fotos Britta Bolius Møllenbach Opposite page. The occasion of the Danish Dogma Landscape Camp was the Association of Danish Landscape Architects 75th anniversary, and this was to be celebrated. Among other ways by an international master class and the following landscape installation called the Danish Dogma Landscape Camp. The organizers Jacob Kamp, Ulla Hornsyld, Trine Trydeman Knudsen og Peter Raaschou- Nielsen wanted the participants to work in groups developing innovative concepts for the area in collaboration with three, invited internationally known, young landscape architects, Claude Cormier from Canada, Rainer Stange from Norway and Martin Rein Cano from Germany. During the camp period, the participants concepts were to be built in full scale, and result in a series of unique landscapes, which should be open for all those interested at an opening reception at the end of the period. The master class was a three-day intense professional and social workshop led by the three masters, with a future area in the yet to be built site as the subject of an experimental development process. The anniversary was seen as a professionally good occasion to look into the future and out into the world through an alternative, international forum for the exchange of knowledge and experiences. Photos Britta Bolius Møllenbach 2006 er året, hvor Foreningen af Danske Landskabsarkitekter har kunnet fejre sit 75 års jubilæum helt præcist er det 19. december. Jubilæet er hørigt blevet markeret ved en række arrangementer med national og international interesse og deltagelse. Der har været afholdt en idékonkurrence for studerende om en visuel event, officiel reception, festmiddag, cykelekskursion og en 3- dages international master class med stor international deltagelse, ud over den danske deltagelse selvfølgelig. Herudover har der været afholdt nordisk møde med deltagelse af samtlige de nordiske lande. Fagligt har det været en stor og begivenhedsrig oplevelse, som vi har fulgt op på, og forhåbentlig kommer vi til at bruge af de indsamlede erfaringer. Tilbagemeldingerne har været mange og generelt af positiv karakter. Der har herudover vist sig en stor lyst fra gruppen af medlemmer, som har deltaget i planlægningen, til at gentage indsatsen en anden gang. Og gruppen er heldigvis voksende. Arbejdet med planlægningen er dels blevet varetaget af flere forskellige, siddende bestyrelser samt en gruppe af ihærdigt arbejdende personer fordelt i arbejdsgrupper. Uden denne indsats var jubilæet ikke blevet det samme. Generelt har det sociale engagement og lysten til at udvikle i fællesskab drevet værket. Det har på én gang været fagligt udbytterigt, interessant og oven i købet sjovt at være med selv om frustrationer og diskussioner ofte var ganske voldsomme. Stor tak til alle som deltog i dette arbejde. Det har været meget positivt at opleve den store økonomiske og materielle støtte, som foreningen har modtaget fra en bred vifte af private fonde og virksomheder. Et signal, der fortæller, at der findes en stor interesse for vores fag og for udviklingen af foreningen. Uden denne støtte fra velvillige donatorer havde vi ikke haft mulighed for at gennemføre så store og ambitiøse projekter. Vi takker Realdania, Godfred Hartmanns forskningsfond, Oticon Fonden, Knud Højgaards Fond, Friluftsrådet, Havekulturfonden, Arkitektgruppen Odense, Ørestadsselskabet, Birkholm Planteskole, P. Kortegaards Planteskole, E. Lund-Andersens Planteskole, HedeDanmark, Hunsballe Frø A/S, Hedeselskabets Planteskole, Skælskør Anlægsgartnere, anlægsgartner Robert Schmidt Sørensen, Petersen Tegl, Fyns Tegl, Bent Vangsøe Natursten, Wewers Beton, IBF Betonvarer, Wienerberger, Byggros samt Det kongelige Danske Haveselskab. Regnskabet for jubilæet er endnu ikke afsluttet, men med det nuværende overblik ved vi, at vi har gennemført jubilæet efter de fastsatte rammer og budgetter, hvilket vi selvfølgelig er glade for. Desværre er der også skuffelser set i relation til vores ambitioner om gennemførelsen af jubilæet. Deltagerantallet var pænt, men vi havde kunnet ønske os en større deltagelse fra medlemmerne. Ikke mindst ved afholdelsen af master class, hvor de internationale deltagere nærmest var stærkest repræsenteret. Med rækken af arrangementer, store som små, er det også skuffende, at DL i denne anledning ikke har opnået nogen omtale i pressen, trods de, troede vi selv, pressevenlige arrangementer. Det er ikke på grund af manglende vilje eller forsøg fra vores side. PR-gruppen har gjort en stor indsats, men vi må erfare, at der skal mere til, mere arbejde og klarere budskaber og måske en forening, som står endnu bedre sammen, for at vi kan udvikle os på dette område. Belært af dette ved vi nu, at der skal gøres en endnu større indsats næste gang. Nu er tiden så inde til at vi kigger fremad fremad mod det næste jubilæum! eller bare mod de næste fem år! Hvilken retning vi skal bevæge os i og ikke mindst hvorfor! Det er i den forbindelse væsentligt, tror jeg, at der er en større generel vilje og lyst til at deltage i arbejdet for at fremhæve vores fag, hvad enten det er med udvikling af faglige, debatskabende eller sociale arrangementer. Jo flere, der tilbyder deres kompetencer, og som har lyst til at gøre en indsats for et fælles budskab, jo stærkere kommer vi til at stå. Vi kan kun håbe på, at det vil være muligt igen, ved hjælp af endnu flere medlemmers indsats, at skabe tilsvarende, eller forhåbentlig endnu bedre arrangementer i fremtiden uden at der nødvendigvis er et jubilæum, der skal fejres. Jo flere, der gør en indsats, des bedre arrangementer og større faglighed, kan vi håbe på, ikke mindst fra en samlet bred skare af medlemmer fra hele fagets arbejdsområde og på tværs af generationerne. Peter Raaschou-Nielsen, formand for Danske Landskabsarkitekter l a nd s k a b

47 ny bog fra arkitektens forlag paul fischers københavn -OG vores Paul Fischers malerier viser det københavnske gadeliv i al sin mangfoldighed, som det udfoldede sig på hans tid. De er minutiøst korrekte, med en nærmest fotografisk præcision i perspektivet, så det har været muligt at gå i malerens fodspor. Det er, hvad arkitekten Michael Varming har gjort. Han har omtrent 100 år efter opsøgt de nøjagtigt samme motiver, som Paul Fischer og taget fotografier af malernes motiver i 2005 og I visse tilfælde er byen blevet smukkere og bedre, men desværre er der lige så mange eksempler på, at byen er blevet forringet - hvad enten det skyldes trafik, dårligt gadeinventar eller grimme huse. Påvisningen af disse ændringer har været en stor drivkraft bag denne bog, sammen med fascinationen over Paul Fischers store talent for at skildre København, som sen guldaldermaler. Forfatter: Michael Varming Sideantal: 84 vejl. pris: 198 kr. 198 kr 198 kr

48 p u l l e r t e r Bysted Albertslund Kipp Nem montering - med fodplade - til nedgravning Masteluge Vedligeholdelsesfri overflade Vandalsikker! Ny adresse: Louis Poulsen Lighting A/S Gammel Strand København K Tlf [email protected] Besøg vores showroom: Gammel Strand 28 København K Man.-fre