landskab landscape / 87. årgang / side

Transkript

1 landskab landscape / 87. årgang / side år = 2006 dogmelandskaber håndholdt havekunst Samtale med claude cormier Samtale med rainer stange Samtale med Martin Rein Cano master class i farver rapport Fra et lille gult telt summary

2 Dokument3 12/02/02 15:08 Side 1 Broenge Ishøj Greve Kirkegård udvidelse Andreas Bruun Landskabsarkitekter ApS SvenBech.dok 01/12/ :11 Side 1 ROBERT.SMITH 14/04/03 11:44 Side 1 Danmarks ældste anlægsgartnerfirma - siden Nyanlæg Renovering Hovedentreprise Totalentreprise Plantning Beskæring Vedligeholdelse Snerydning Kloak Danske Anlægsgartnere Sven Bech A/S Mesterlodden Gentofte svenbech@svenbech.dk John Frandsen 08/03/ :27 Side 1 Robert Smith Sørensen Anlægsgartnermester Entreprenør Aut. Kloakmester Nyanlæg Vedligeholdelse Gårdsaneringer Golfanlæg TV-inspektion af skjulte rør Tilbud gives gerne Bakkegård Gulbjergvej 24 Slagslunde, 3660 Stenløse Tlf Fax Mobil VI BYGGER GRØNT MILJØ robert@robert-smith.dk LEIFRASMUSSEN 01/12/2003 Guide 16:20 til Side dansk 1 have 1x130 02/12 Vi bygger Grønt John F A/S Nyanlæg og vedligeholdelse Rosenlundvej Lynge Tlf Ny Birkholm 22/10/ :46 Side 1 Leverandør af alle planteskoleartikler Produktion af træer, buske og bunddækkeplanter i alle sorter og størrelser. Rekvirer vort katalog, og aflæg planteskolen et besøg. Medlem af Danske Anlægsgartnere LEIF RASMUSSEN ApS ANLÆGSGARTNERMESTER VANDMESTERVEJ TÅSTRUP TELEFON TELEFAX lr@thatsleif.dk GÅRDRENOVERING NYANLÆG VEDLIGEHOLDELSE Søren Ryge Petersen, Politiken: Guide til dansk havekunst er en gave til hele folket - i hvert fald til alle med øjne i hovedet og bare en lille smule interesse for vore grønne omgivelser. Pris 278 kr. 314 sider illustreret. Tilbud gives på alle leverancer. BIRKHOLM PLANTESKOLE A/S FARREMOSEN 4, 3450 ALLERØD TLF FAX birk-holm@internet.dk / VI BYGGER GRØNT ARKITEKTENS FORLAG Tlf.: Fax: eksp@arkfo.dk

3 s. 171 s. 201 Indhold = 2006 Af Peter Raaschou Nielsen Dogmelandskaber håndholdt havekunst Af Lulu Salto Stephensen Samtale med Claude Cormier Af Caroline Andersen Samtale med Rainer Stange Af Caroline Andersen Samtale med Martin Rein Cano Af Caroline Andersen Master class i farver rapport fra et lille gult telt Af Ulrik Kuggas Summary Pete Avondoglio Diverse A58, A59, A61, A62, A63, A64 Redaktør Annemarie Lund, ansv. landskabsarkitekt MDL Arkitektens Forlag Overgaden oven Vandet 10, 1. DK København K Tel Fax landskab@arkfo.dk Redaktionsudvalg Søren Bøgeskov (fmd.), Caroline Andersen, Anja Boserup Qvist, Stine Cecilie Brink, Jacob Kamp, Britta Bolius Møllenbach, Lulu Salto Stephensen. Nordisk repræsentation: Ei nar E. Sæmundsen, Island; Malin Blomqvist, Finland; Knut Bjørgum, Norge; Per Andersson, Sverige Abonnementsændringer Abonnementsservice Oxygen Media Service Postboks København NV Tel , landskab@oxygen.dk Abonnementspriser 2006 I Danmark 810 kr. inkl. moms og forsendelse. Norden, Grønland og Europa 712 kr. Øvrige udland 824 kr. Priser uden for DK er eksklusive moms og inklusive porto. Løssalg 100 kr. inklusive moms, eksklusive porto. Landskab udkommer 8 gange om året. Annonceafdeling Steffen Petersen, Per Christensen, Lone Andersen Annoncebestilling: Tel la@arkfo.dk Landskab udgives af: Danske landskabsarkitekter i samarbejde med Arkitektens Forlag. Landskab udgives med støtte fra Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. Danske Landskabsarkitekter Strandgade 27A, 1. sal DK København K Tel Landskabs artikler og illustrationer må ikke gengives helt eller delvis i andre blade og tidsskrifter uden tilladelse. Produktion P.J. Schmidt, Vojens Forside: DanishDogmaCamp i Ørestaden. Foto Britta Bolius Møllenbach ISSN

4 DanishDogmaLandscapeCamp, august Foto Britta Bolius Møllenbach DL, Foreningen af Danske Landskabsarkitekter Strandgade 27A, 1. sal 1401 København K Tel Fagsekretær Anne Dahl Refshauge dl@landskabsarkitekter.dk DL er medlem af European Foundation for Landscape Architecture, EFLA og af International Federation of Landscape Architects, IFLA DanishDogmaLandscapeCamp DanishDogmaLandscapeCamp blev afholdt som led i fejringen af Foreningen af Danske Landskabsarkitekters 75 års jubilæum. Arrangørgruppen bestod af Jacob Kamp, Ulla Hornsyld, Trine Trydeman Knudsen og Peter Raaschou- Nielsen. Workshoppen blev ledet af Claude Cormier fra Canada, Rainer Stange fra Norge og Martin Rein Cano fra Tyskland. Deltagere Sabina Zwergius Teilmann, DK szt@jjw.dk Hjørdis Sørensen, DK hs@krat.biz Jessica Raikes, UK jessraikes_1@hotmail.com Gunnhild Bardsnes, N gunnhild.bardsnes@fri.oslo.kommune.no Katarina Pelinska, S kpelinska@yahoo.se Camille Barberi-Shankunala, F edweena@club-internet.fr Rikke Juul Gram, DK jjo@schonherr.dk Helle Hagelund, DK helhag@tmf.kk.dk Kerstin Johansson, DK kj@krat.biz Luc Moneger, F moneger.luc@neuf.fr Ulrik Kuggas, DK u.kuggas@wanadoo.dk Ulla Monberg, DK ullamonberg@yahoo.dk Lucy Caudery, DK lcaudery@hotmail.com Sine Villadsen, DK sv@ghb-landskab.dk Stine Schibsbye, DK ss@stisch.dk Diccon Round, New Zeeland diccon@dicconround.co.nz Birgitte Kortegaard, DK birkor@tmf.kk.dk Brigitta Lersner, DE brigitta.lersner@gmx.de Masters Claude Cormier, Canada ccormier@claudecormier.com Martin Rain Cano, DE topotek1@topotek1.de Rainer Stange, N rst@dronninga-landskap.no Arrangører og assistenter Stine Cecilie Brink, DK stbri@tmf.kk.dk Mette Greve, DK mgp@arkitema.dk Nanna Davidsen, DK nania@ofir.dk Steen Himmer, DK Steen@himmer.com Jacob Kamp, DK Jacob@kamp.nu Helle Nielsen, DK hellenielsen71@hotmail.com Britta Bolius Møllenbach, DK land-ark@mail.dk Tine Langsted, DK langsted@hotmail.com Martin Birk, DK mbp@sla.dk Peter Raaschou, DK pr@schonherr-kbh.dk Trine Trydeman Knudsen, DK trine@trydeman.dk Ulla Hornsyld, DK ulh@sla.dk Særligt inviterede Lulu Salto Stephensen, DK lulu.salto@stephensen.dk Annemarie Lund, DK landskab@arkfo.dk Caroline Aulkjær Andersen, DK caroline@skraastreg.dk LANDSKAB 2007 Årsabonnement i 2007: Danmark inkl. moms og forsendelse DKK 830,00. Norden, Grønland og Europa og resten af verden ekskl. moms og forsendelse: DKK 568,00. Pris pr. nummer inkl. moms, ekskl. porto DKK 100,00. Forelæsninger om havekunst Prof. Malene Hauxner og lektor Per Stahlschmidt, KVL har arrangeret en åben forelæsningsrække om landskabsarkitektur-, arkitektur- og planlægningshistorie. Forelæsningerne giver et overblik over landskabsarkitektur, arkitektur- og planlægningshistorie fra kinesisk-japansk og islamisk havekunst via renæssancens, barokkens og romantikkens haver og frem til landskabet i den moderne by: Resterende forelæsninger: 3. januar Den klassiske landskabshave v. Lulu Salto Stephensen 8. januar Den sene landskabshave v. Lulu Salto Stephensen 10. januar Arts- and Craftshaven v. Per Stahlschmidt 15. januar Modernisme i arkitekturen v. Kjeld Vindum 17. januar Landskabet i den moderne by v. Malene Hauxner 22. januar Klassisk byplanlægning v. Gertrud Jørgensen 24. januar Sankt Petersborg og russisk revolutionsarkitektur v. Kjell Nilsson Forelæsningerne afholdes fra kl til i auditorium 4-01, Rolighedsvej 23, 2. sal på Frederiksberg. Grønne Fags dag: Landskabets rolle i den urbane udvikling Have og Landskabsrådet og Danske Landskabsarkitekter afholder 2. marts fra 9 til 16 Grønne Fags dag. Som emne for årets Grønne Fags Dag sættes i år fokus på landskabets rolle i den fysiske planlægning. Aktuelt er begrundelsen de nye kommunesammenlægninger, hvor der skal organiseres en planlægning, bestående af personer fra de gamle amter og kommuner, og generelt er der behov for at minde om landskabets betydning i økologisk, æstetisk og rekreativ henseende. Landskabets med dets elementer bør være udgangspunktet for enhver udvikling, hvilket det har været tidligere, enten som fysiske bindinger eller som attraktive herligheder. Den funktionelle brug af landskabet styrede lokaliseringen af lands- A58 LANDSKAB

5 A r k i t e k t e n s F O r L A G w w w. a r k f o. dk byer og købstæder, og herregårde og landsteder blev lokaliseret efter herlighedsværdier. Under den store byudvikling i efterkrigstiden blev landskabet imidlertid først og fremmest betragtet som en fysisk ressource, som man kun forbruge og forandre efter teknikkens og økonomiens betingelser. Konferencen er disponeret således, at der først fremlægges teoretiske overvejelser om lovgivningen og landskabets elementer og dets betydning for den urbane udvikling. Derefter diskuteres eksempler fra praksis i stor og lille skala. Program Velkomst v. Have og Landskabsrådets formand: Ib Asger Olsen Landskabets rolle i storkommunernes fysiske planlægning v. konsulent Kåre Svarre Jakobsen, Kommunernes Landsforening Landskabets elementer og elementernes landskab v. prof. Steen Høyer, Kunstakademiets Arkitektskole Grænsens betydning i den urbane udvikling v. prof. Jens Kvorning, Kunstakademiets Arkitektskole: Landskabets rolle i kommuneplanlægningen, erfaringer fra Næstved Kommune v. landskabsarkitekt mdl Eva Sara Rasmussen Udfordringer ved landskabs- og byplanlægningen i Holland v. landskabsarkitekt Lodewijk Wiegersma Landskabet og bebyggelsen, proces og erfaringer ved gennemførelsen af Ullerød-projektet i Hillerød, udarbejdet af SLA Landskabs- arkitekter v. arkitekt Jens Ulrik Råmose, Hillerød Kommune Mødeleder: Ib Asger Olsen Sted: Kulturhuset, Dortheasvej 61, Kbh NV Pris: 900 kr. ekskl.moms. Ledige og studerende 400 kr. ekskl. moms. Tilmelding er bindende. Ved afmelding senere end 10 dage før konferencens afholdelse betales fuld deltagerafgift. Tilmelding skriftligt til Anne Dahl Refshauge senest 19. februar på dl@landskabsarkitekter.dk TOP 50 ArkiTekTur københavnavn TOP arkitektur københavn Lille storbyguide. Giver i en håndevending de ca. 50 vigtigste arkitekturværker i storbyen. Beregnet på storbyturisten, der ønsker et hurtigt overblik uden at gå for meget i dybden. Også i engelsk udgave. Forfattere: Annemarie Lund, Olaf Lind 11 x 13 cm, 156 sider 98 kr

6 dogmelandskaber Håndholdt havekunst Lulu Salto Stephensen Det egentlige tema på DanishDogmaLandscape Camp var mangelen på indskrænkende rammer. Det ville være imod dogmekonceptet. Modigt havde man valgt dogmen som forløsningsform for et fag, der trænger til en ny optik. Set retrospektivt blev campen et ret håndfast pejlemærke for, hvordan det står til med landskabsarkitektfaget. Om det kun gælder herhjemme eller generelt er ikke umiddelbart til at sige. Der kunne være 60. Der var slået 40 gule telte op, og der kom 18. Godt nok både fra New Zealand, England, Frankrig, Tyskland, Norge og Sverige fra Danmark kom der 11. Hvorfor var der ikke flere, der ville med ud og lege? Hvor er glæden og legen henne? Hvorfor skal det være så intellektuelt alt sammen? Tjekket og rigtigt? Eller er man inden for faget så angst for hinanden, så lidt tillidsfulde, at stort set ingen tør kaste sig ud i frit fald, sammen? Selvfølgelig skulle der mod til at stille op til et så ambitiøst projekt. For ambitiøst var det. Man var virkelig på. Og dommen ville blive ubarmhjertig. Især fra dem, der ikke turde eller gad stille op. Og formen! Ingen faste rammer ud over værktøjet, en samling sten, fliser, og en hel del flotte, store træer på rod stillet til rådighed. Et par gravkøer til fælles benyttelse og så et forrevet leret landskab, med noget Ørestads-civilisation i baggrunden. De mange sponsorer og de mange midler, der var stillet til rådighed viser, at havesagen har bevågenhed. Man tror på faget. Man tror på landskabsarkitektens vigtige rolle som formgiver af vore fysiske omgivelser og som skaber af kvalitative rammer for vore liv både i byen og i det åbne land. Det var oplagt at demonstrere dette i forbindelse med foreningens 75 års jubilæum. Mesterklassen the master class blev afviklet på grundlag af en række dogmer, opstillet af de tre deltagende mesterlærere masters for derigennem af afspejle udviklingen af faget og aktuelle problemstillinger. For Claude Cormier var det så ganske tydeligt ønsket og viljen til at se nye muligheder for naturen i kulturen. Rainer Stange gik mere ind i naturen med et videnskabeligt sensitivt sind og måske også mere kompromisløst. Martin Rein Cano brugte tillige humorens øjenåbnende facon. Det var en intens oplevelse at være med på sidelinien. At følge processen, mens den stod på. At være ude på den næsten bare mark i Ørestad Syd. På den anden side af Field s, der hvor kulturen ligesom sluttede, og hvor der, så langt øjet næsten rakte, mod syd og vest, ingenting var ud over nogle arbejdende, gule gravemaskiner og kæmpe lastbiler, der i rasende fart sendte skyer af hvidgråt støv ud over det opkørte landskabs traktorspor, sand- og jordbunker og ny udgravede og ældre sivbegroede grøfter. Regelrette og lige gav grøfterne landskabet overraskende, perspektiviske kig, ikke mindst mod øst, hvor metroen som en tidsmaskine i skinnende sølv pendulerede frem og tilbage i een uendelighed, ved metrostop Vestamager. Et tidligere haveforeningsland og militært øvelsesterræn, men nu et landskab i fuldt opbrud, i venteposition. Under en meget, meget stor himmel. Et sted liggende i tøven og ventende på en kraftudladning, på en befamling af de store samfundsbestemte kræfter, der i mere eller måske mindre følsomme ryk vil indtage dette jomfruelige marskland. Stedet var velegnet for en demonstration af de følsomme muligheder, der ville kunne finde indpas her på stedets præmisser, inden de store planlæggere, hvis kendskab til stedets iboende kvaliteter begrænser sig til et ret uinteressant kurvekort. Hvis dogmebegrebet skulle afprøves af landskabsarkitekter, var dette et glimrende udogmatisk sted. Hvad er et dogme? Ifølge en knasende tør definition på internettet er et dogme en religions eller bemyndiget organisations trossætning eller doktrin eller en grundantagelse (aksiom), som ikke er til diskussion af trosgrunde eller mytologiske årsager. Beviser, analyser eller pålidelige kendsgerninger vil derfor ikke kunne anfægte et dogme. (den frie encyclopædi, Nettets definition forekommer al for snæver. Et dogme kan defineres som et regelsæt, der har til formål at afskaffe reglerne. Hvad er det, man vil afskaffe? Vanetænkning. Man vil afskaffe indlærte måder at løse problemer på. Til gengæld vil man skærpe sanserne og de kvaliteter, der ligger i nuet. Dogme bekæmper metaltræthed over for det vedtagne kulturelle. Det var de danske dogmefilm med deres dogmeregler, der gav inspiration til DanishDogmaLandscapeCamp direkte tilskyndet af udenlandske landskabsarkitekter, der sagde, at Danmark var kendt for sine dogmefilm, så hvorfor ikke at prøve på at overføre det til havekunsten? Hvis det skulle efterprøves, hvad var så baggrunden for dogmefilmene? 170 LANDSKAB

7 Fotos Britta Bolius Møllenbach landskab

8 Dette opslag. The-master-free-one. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. The-master-free-one. Photos Britta Bolius Møllenbach Fotos Britta Bolius Møllenbach Dogme95 var et koncept for en ny form for lavproduktionsspillefilm. Det blev til i 1995 og blev udviklet af en række danske filminstruktører med Lars von Trier som initiativtager. Man ville gøre op med al overfladisk, effektjagende filmkunst, der ikke lod handlingen være psykologisk funderet. Man forsøgte at genfinde eller revitalisere fortællingen, ligesom man også søgte at forstå, at det sande udtryk ikke kan fastholdes fundamentalistisk, ja dogmatisk, men bestandig må søge nye veje eller simpelthen forlades, når projektet er gennemført. Vigtigst var dogmets ånd om udtrykkets sandhed. Det var på dette grundlag, at von Trier og Thomas Vinterberg udviklede de 10 bud, også kaldet kyskhedsløfter, for Dogme95: 1. Optagelserne skal ske on location, kulisser og rekvisitter skal forefindes fra starten og må ikke placeres på stedet til optagelserne 2. Lyden må aldrig produceres adskilt fra optagelserne 3. Kamera skal være håndholdt 4. Filmen skal være i farver. Speciel lyssætning er forbudt 5. Optiske filtre er forbudt 6. Filmen må ikke indeholde overfladisk action, f.eks. er mord og våben forbudt 7. Tidsmæssigt og geografisk må filmen ikke afvige i forhold til virkeligheden. Filmen skal ske her og nu 8. Genrefilm er forbudt 9. Filmformatet skal være Academy 35 mm film 10. Instruktøren må ikke krediteres En ting er, hvad dogmefilmenes bud var, formuleret af filmfolkene selv (jvf. org). Men hvad er landskabsarkitekternes eget bud? 172 LANDSKAB

9 Af de tre masters var Martin Rein Canos den korteste. Den var ikke nedskrevet, som de to andres og lød fræk og provokerende: Brug så mange penge som muligt. Det lød som en morsomhed, men det hang nøje sammen med hans holdning til havekunsten. Dogmet gav bestemt mening, da man til sidst så resultaterne. I hvert fald ud fra det ene af de to projekter, som han sammen med sin gruppe var master for. Set i filmfolkenes dogmeperspektiv var Rainer Stanges syv dogmer nok det, der kom Dogme95 nærmest. De lyder kort og meget klart: 1. The Site 2. Native plants 3. Use what you find 4. Public space 5. Comfort 6. Beauty 7. Naturel water Det med the site og geologien, planterne og vandet (det rene vand, gerne det, der kommer oppefra), men især the site vendte Rainer Stange tilbage til gang på gang i sine to grupper. Anderledes forholdt det sig med Claude Cormier, som med sit 35 punkter lange Manifesto sidesteppede sig ind på dogmebegrebet. Af de mange punkter kredsede han mest om simplicity. Keep it simple, som han gentog atter og atter. Det gjaldt ikke blot det enkelte projekt, den historie, man ville fortælle. Det gjaldt også tanken, det at tænke enkelt og ukompliceret. Også han talte om at tage afsæt i stedet (det gjorde de alle tre). Det der med stedets ånd, genius loci, er der for så vidt ikke noget nyt i for en professionel landskabsarkitekt alle deltagere på campen var professionelle men det har givetvis virket både udfordrende og udviklende for den enkelte deltager, gruppevis ikke alene, at skulle udse sig et sted i dette flade, opkørte landskab for dér at udæske den en rumlig fortælling, men også at skulle lade den transcendere ud i større perspektiv. Grupperne fandt deres steder ved hjælp af medbragte natursyn, en stærk fornemmelse for metaforer og et kendskab til slagkraftige ikoner med stor fortælleværdi. Den største og egentlige udfordring var slet ikke at have nogen rammer, at intet var rammesat at der ingen begrænsninger eller restriktioner var. Man arbejdede i frit fald. Campen drejede sig ikke om resultater, men om at sætte nogle processer i gang. Fra alle sider var der en vilje til at investere den nødvendige energi i processen. Deltagerne på campen skulle ved egen håndkraft fysisk forme deres idéer. Til formålet blev der udleveret samme værktøj: spade, vaterpas, hammer, murhammer, tommestok, beskærersaks, murtråd, søm, skruer, arbejdshandsker, knæbeskyttere og trillebør. En gravemaskine og en minigraver var til fri afbenyttelse, det samme var fliser, betonkvadre og en ret stor mængde buske og træer på rod samt skærme af vedbend. Alt stillet til rådighed af adskillige sponsorer og planteskoler. Der overnattedes i gule enmandstelte, og alle fik udleveret en pakke med en oppustelig madras, et gult tæppe og en gul pandelampe (man skulle også kunne arbejde om natten, om det skulle være). Der var reelt set kun to dage til at udføre projekterne i. Der skulle arbejdes on location, og der skulle arbejdes i 1:1. Der måtte gerne købes ekstra grej ind. Det blev der også. Der var sat rigelige pengemidler af til formålet. Det var op til de tre masters, om der skulle arbejdes i små eller store grupper. Generelt foretrak man små. De var ikke lærere, the masters, men kollegaer, der lyttede til, hvad de ville i grupperne og så forenkle det. Kommunikationen foregik stort set kun på engelsk. Alt foregik i en utrolig fin og kreativ atmosfære og det blev bedre og bedre, som dagene gik. Der var flere lag udfordringer for deltagerne. Et af dem var at kunne samarbejde. En enkelt formåede dog ikke samarbejdets kunst. Projekterne The-master-free-one I virkeligheden var den franske pige, der brød ud af Rein Canos gruppe (som egentlig var to grupper slået sammen til én) måske den, der har givet sine kroner til deltagelsen bedst ud. Især hvis hun har lært noget af det: At hun var for kompliceret eller intellektuel både af tankegang og i sin arbejdsproces. Det modsatte af simplicity. Hendes installation blev kaldt The masterfree-one. Her ville hun ud, fra Stanges dogmer, gennem tre forskellige billedrammer krydse tre forskellige tider. Gennem disse rammer ville hun have folk til at se landskabets fortid, nutid og fremtid ud fra stedets givne vilkår og historie, og det skulle foregå på en komfortabel måde (Stanges 5. dogme), det vil sige, at man skulle kunne sidde ned foran hver ramme. Fortidens ramme var dekoreret med guldbronzerede blomster og grene med udsigt til et stykke harmonisk landskab (mod vest). Nutidens udsnit var Field s (i nord) set gennem en ramme af grøn filt. Fremtidens (i syd) var det område, som var i fuld gang med at blive gjort byggeklart. Rammen, der var violet, indrammede et stykke gridnet behængt med plastik legetøj, bl.a. forestillende kraner! (alt sammen fundet på stedet). Gridnettet skulle associere til det gridnet, som hun havde hørt, lå til grund for hele byggeriets planlægning. Projektet lykkedes for så vidt for hende, men hun nåede ikke at færdiggøre sig til fastsat tid (dagen før den officielle fremvisning). Den komfortable sofa, hun ville mure op foran fortidsrammen havde taget al projekteringstiden. landskab

10 Sengen Den mahognifarvede himmelseng monteredes med udsøgte hvide blondegardiner hele vejen rundt, tykke madrasser, gode hovedpuder og dejlige dyner og med vidunderligt, hvidt, hulmønstret sengetøj. Det gav et forbløffende resultat. Ikke mindst, når man lagde sig i herlighederne: himlen fik et nyt perspektiv gennem de flagrende, rammesatte blonder, det høje græs med dets vilde blomster kom ganske anderledes inden for rækkevidde, og landskabet fik en anden dimension i horisontal tilstand. It is the horizontal dogma, sagde Rein Cano og hævdede samtidig, at vi er ved at miste den horisontale oplevelse af landskabet. Sengen blev en attraktion i området, man undrede sig. Landskabet blev komfortabelt, sagde Rein Cano. One of the dogmas, I think!, tilføjede han, idet han refererede til Rainer Stanges 5. dogme. Ved at vinden tog i gardinerne, fik himmelsengen en ny, næsten billedmæssig karakter. Sengen blev et billede på en emotionel oplevelse. Rein Cano hævdede også, at havekunst er luksus, fordi den er overflødig i modsætning til arkitekturen fordi man nødvendigvis skal have tag over hovedet. Det absurde var, at fordi sengen stod der, total overflødig og frit flagrende under åben himmel, med udsigt til både Field s og metro, så var det ikke længere en seng, men en installation i et landskab. Fordi vi alle har et følelsesmæssigt forhold til en seng, så kunne man ikke undgå at tage stilling til den. På den ene eller den anden måde. Sengen var et forsøg på privatisering. Dér. Af alle steder. I modsætning til papirmuren, som man kun kunne forholde sig intellektuelt til. 174 LANDSKAB

11 Dette opslag. Sengen. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. The Bed. Photos Britta Bolius Møllenbach landskab

12 176 LANDSKAB

13 Dette opslag. Muren. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. The Wall. Photos Britta Bolius Møllenbach Muren Muren, a European recycling structure, som Rein Cano på et tidspunkt kaldte den, bestod af papkasser inde fra Field s, mast til baller. Den skulle egentlig have været a one day event, som han kaldte det: den skulle bare være lavet og så brændt af. Han havde insisteret på det. Det skulle have været et stykke øjeblikskunst afspejlende både stedets ustabilitet og fødselsdagen (jubilæet). Selv brandvæsenet blev taget i ed. Men afbrændingen blev nægtet. I stedet blev den tillagt forskelligt betydningsindhold blandt andet som mur at udgøre både væg ind til en møbleret stue og en husmur til den anden, altså at der spilledes på motivets mulighed for dobbelthed, interiør eksteriør. Men den endte med at stå i en cirkel af omhyggeligt revet jord, som kontrast til det uordentlige landskab og fik derved karakter af japansk havekunst. I like the quality of the object, sagde Rein Cano. Af de to blev sengen et stærkere objekt, selv om den var væsentligt mindre. Det var, fordi den var tidløs og enklere, og fordi, man ikke kunne undgå at tage stilling til den. Muren var simpelthen et vanskeligere motiv at forholde sig til. Mere abstrakt. landskab

14 Dette opslag. Margrethebækken. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. The Margrethe brook. Photos Britta Bolius Møllenbach Margrethebækken We all do the same work. Only one thing. It is about plates, sagde Claude Cormier, da motivet med de karrygule Margretheskåle blev sat i system. Det blev den i form af en vandtrappe. Den blev installeret parallelt med grusvejen og dannede en skrånende overgang mellem et højere liggende, opkørt hul med vand og en lavere liggende kloakring, der udgjorde mundingen til en underjordisk grøft under vejen. Motivet med rindende vand fra beholder til beholder gav absolut associationer til vandtrappen oppe i Rudolph Steiner Skolen ved Stockholm. Sceneriet omkring skålene var barskt og ultimativt: et krater i det opkørte landskab, hvor man skulle holde balancen for at komme ned, og nede var man på flere sider ikke omgivet af andet end stejle sider jord og det enorme himmelhvælv. Igen mellemstationer. At det lige netop blev dette sted, gruppen så et motiv i, skyldtes blandet andet at een fra gruppen var norsk, og hun havde i Ørestadslandskabet ledt efter beskyttede partier, der havde genkendelig karakter af norsk fjord under høj himmel. 178 LANDSKAB

15 It s noise, kaldte Cormier det, når der undervejs kom flere idéer til. Hele tiden blev der fjernet ting (skrald) for at få kaskade-motivets virkelighed til at fremstå klarere. Stående nede i dybet kunne man lige akkurat skimte flag længere fremme i landskabet. En bevægelig mobile i form af en dinglende Margretheskål oppe på skråningen ved vejen installeredes derfor, så den både kunne være en kommentar til flagene og et pejlemærke for installationen nedenfor. Skålenes regelmæssige række skulle både repræsentere systemet og forankre nogle elementer i landskabet, det vil sige de gule telte, der skimtedes længere bagude i landskabet og til gravemaskinerne. At det lige netop var Margretheskåle, var ikke nogen tilfældighed, fordi de repræsenterer noget typisk dansk (selv om designet er svenskt). At de blev gule var derimod en tilfældighed. Det var, hvad der var tilbage på udsalg i Field s og gruppen købte alle dem, der var, en snes stykker. Usynligt, nede ved kloakrøret installeredes en ghettoblaster med fuglelyde remset systematisk op af en herrestemme. Selv om motivet var conflicting, som Cormier sagde, så skulle det vise kontrasten mellem den videnskabelige verden og naturen. Gruppen ville skabe en poetisk natur en kulturbiotop. Hele installationen skulle være en kommentar til stedet: Alt var væk. I bogstaveligste forstand var der kun udsigten til himlen tilbage over udgravningens stejle sider. The horizon of nothing, kaldte Cormier det. Skålerækken skulle være en kommentar til civilisationen og til dets system. Vandet havde man valgt at se som en ressource, ikke som et problem. Navnlig den overordnede fortælling, rammefortællingen, var meget vellykket. Den viste en form for vidensudveksling, en kobling mellem det danske ikon og det norske fjeldlandskab med dets dybe fjorde, høje fjeldsider med himlen som loft, ligesom det viste en visuel forbindelse til landskabet. Gruppen lagde vægt på at fortælle, at de havde lært meget af Cormier, at de havde lært at være humble, ydmyge. landskab

16 Dette opslag. Det skal-kunne-ses-at-vi-har-været-her-installationen. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. The should-be-seen-that-we-have-been-here installation. Photos Britta Bolius Møllenbach 180 LANDSKAB

17 Det skal-kunne-ses-at-vi-har-været-her-installationen Det kræver formentlig en særlig psyke at skabe noget, der kun har duggens varighed. Måske evnen til at slippe? I alt fald ville Cormiers anden gruppe med deres installation gerne efterlade sig et spor efter DanishDogmaLandscapeCamp. Der plantedes træer mellem campens teltrækker (bøgetræer, som ikke nåede at komme ud af deres potter) og i tilslutning hertil en gruppe ret store træer. Træerne hævdede sig ikke det mindste i landskabet. Ved at splitte gule telttæpper op i smalle strimler og forbinde træerne indbyrdes fik stedet en markant anderledes og festligere energi. Ved hjælp af farven skabte gruppen et rum. Den gule farve var, som Cormier sagde, en party-colour energy. Han hævdede, at når man sætter farver på træer, så ser man dem, ellers ikke. I tilfældet med de gult opbundne træer må man sige, at det holdt stik. Når der valgtes gult, så var det, fordi der blev taget udgangspunkt ikke blot i teltene men også i landskabets gule blomster. We reinforced the colour in the landscape, forklarede Cormier. Med tippede trillebøre til at sidde behageligt i under træernes skygge blev dets nye karakter af mødested forstærket. Og ved at lade een sidde og strikke dreamcatchers for enden af teltarealet (det hævdedes det fra gruppens side!), så spandt man også drømmen og dens virkeliggørelse ind i installationen. Cormier erklærede, at det handler om at create an emotion for the people, at the mood is bigger than the colour, og at colour on trees is not cosmetic, it has a reason. På forunderlig vis fik han og gruppen forvandlet trægruppen til a reception place. Som han forklarede, we were only in a field two days ago, now we are in a place. Cormiers Manifesto er langt, men det, han ville, var enkelt nok, og det tog begge hans grupper til sig. Grupperne skulle begynde med at være fleksible og åbne over for det uforudsigelige. Det var, hvad hele campen handlede om, sagde han. Dernæst handlede det om singularity. Det var kun det, han ville have dem til. Sammen så vi på hans liste, han og jeg, og han pegede de dogmer ud, som han i særlig grad havde lagt vægt på under arbejdet med grupperne: 1. Embrace your intuition 2. Form follows fiction 3. Humor and honesty 4. Be humble. Your greatest project might very well be the one you expect least. It all depends on your level of involvement 5. Be bold 12. Be courageous and take a risk 14. Do not be afraid to ask questions when you do not understand. You will be amazed by how many do not 15. Never reject existing realities. Put on new eyes to experience new perception 17. Artificial but not fake Authenticity above all else 18. Build consensus from difference 21. Singularity. Do not do everything in one project 23. The garden is about experience, Not plants 29. Challenge perception and convention Han ville have dem til at lave een ting med bold singularity/sympathecy og være courageous og take a risk for at blive unpredictable (uforudsigelige) All is a system, sagde han. Et andet af hans dogmer var: Love it or hate it Reactions are always good. Trigger emotion (nr. 17). Så når Martin Rein Cano om Margrethebækken sagde What are these stupid bowls?, så forsvarede han dem i virkeligheden, forklarede Cormier. landskab

18 182 LANDSKAB

19 Dette opslag. Krydsende grøfter. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. Intersecting trenches. Photos Britta Bolius Møllenbach Krydsende grøfter Man skal ikke projektere for at gøre det nemt for sig selv. Man gør det for at gøre det så godt som muligt. Sådan begyndte det også med den gruppe, der ved vejen så et par krydsende grøfter som et sted med særlig fortælleværdi. Men gruppen endte faktisk med at ville for meget, da der til sidst plantedes både pil og store buksbombuske ved vejen og opsattes en bænk på marken, næsten overfor. Gruppen var tilknyttet Rainer Stange. Udgangspunktet var to i vinkel på hinanden skærende grøfter af vidt forskellig udtryk: den ene gammel, tilgroet og tæt sivbegroet, den anden nyudgravet og rå med stejle sider, furet af dramatiske erosionsspor. Med to kubiske betonklodser gravet delvis ind i vejsiden som trappe skulle man på behagelig vis først træde ned på en opholdsplads formet af galvaniserede armeringsjern, dernæst ned på en gabion i grøftevandet. Nettene muliggjorde både en direkte dialog med det levende vandhulsliv og en spejling af himlen. Helt nede, stående på gabionen og mellem siv kunne man i ét langt perspektiv se op gennem den dybe grøft, hvor erosionsrevnerne gennem kalkning fremstod tydeligere. Ved at vende sig en halv omgang hernede kunne man kigge lige ind i den anden grøfts høje sivskov, hvor en sti var hugget ind til en sten. Stenen var kalket hvid og kaldtes hellig. Bænken, der ret tidligt blev malet hvid, skulle på et tidspunkt have stået for enden af førstnævnte grøft og danne perspektivisk endepunkt, men placeredes oppe langs den tilmalede grøft. Gruppen havde fra begyndelsen fundet grøfterne smukke, særligt erosionsporene, så hvordan henlede opmærksomheden på dem? Da der er kalk i undergrunden, brugte de kalk. Farvesætningen havde afstedkommet en farvediskussion. Hvis man havde anvendt rødt, gult eller en anden farve, ville det have været forurening. We need a certain culture in democracy, havde Stange sagt, da der valgtes kalk. Da landskabet også er gammelt kunne man sætte en klopp. En klopp er et norsk ord, måske stammende fra vikingetiden, og betyder smal gangbro over elv, bæk eller pløret parti i terræn. Den simpleste måde at lave en passage over vand er at sætte sten i et vandløb, hvorved det bliver komfortabelt at gå hen over vand. Det var så det, gruppen gjorde. landskab

20 Dette opslag. Frø i bæk. Fotos Britta Bolius Møllenbach These pages. Frogs in the brook. Photos Britta Bolius Møllenbach 184 LANDSKAB

21 Frø i bæk I Rainer Stanges anden gruppe var vandløbet bredere som en sivbevokset slugt med både snog, frøer og guldsmede. Gruppen ville vise dramaet i landskabet: den fortættede stemning der opstod, når man stod nede mellem sivene; vandet, der glimtvis flød spejlende himlen; de violette blomster mellem violetduskede siv; de rosa kampesten; det lange kig endende i den evigt pendulerende metro og så det lange udsyn oppe. På gabioner som trædesten nede i vandskorpen skulle man drages in the site, og med en skærmet bænk oppe skulle man sidde på nogle andre gabioner og tage landskabet, horisonten og himlen til sig. Når der valgtes gabioner som trædesten, var det for at få folk til at tænke, mens de gik over vandet (og ja, de var sikre nok, og man tog også stilling til stenene, fordi de var så smukt lagte og havde sådan nogle fine farver, under vand). Bænken, med dens gabioner fyldt med nogle forbløffende store sten, også i rosa, stod under en bøjet green screen i vedbend kamufleret med stedets autentiske siv. Fasces, det vil sige søjler af sammenbundne siv omviklet med bånd i samme rosa-violette farve, flankerede bænken, der yderligere forankredes i landskabet af større træer plantet lige bagved. Fra bænken, som var forbløffende rar at sidde på, kunne man, et godt stykke over sivskoven på den anden bred, se lige ind i den dejligste blandingsskov af store træer og buske. Skoven var støt og roligt vokset frem i løbet af de to dage og var så absolut med til at gøre hele stedet rarere at færdes i. Begge Stanges grupper havde taget hans dogmer alvorligt, og det var han smigret over. Han var glad for, at de var begyndt at lege sammen som børn, der siger hvad skal vi lege i dag, og at de alle havde arbejdet sammen i en god stemning. Han fandt det også godt, at de havde samarbejdet i stedet for at argumentere, ligesom han også havde bemærket, at de alle var lige, da de skulle finde stedet. Rainer Stange havde en række kommentarer til sine egne dogmer, blandt andet om the site (dogme 1): at det mest karakteristiske for det var den hav-reflekterende himmel, og at han, selv om det ikke havde været nemt, også havde forsøgt at finde stedets poesi. Hvad angik comfort (dogme 5), så fremkom den på stedet ved, at deltagerne lå ned i teltene, og som noget nyt også i sengen på bakken eller sad på bænke. Om beauty (dogme 6) sagde han, at hvis ikke landskabsarkitekter skulle arbejde med blomster, hvem skulle så? Hvad angår vand (dogme 7), bør det være med i alle projekter. Helst det oppe fra. Stange benyttede lejligheden ved den sidste af de gennemgåede installationer at spørge, om dogmer kunne bruges i fremtiden? Eller om de kun kunne bruges her? Han mente, at det for den enkelte var godt igen at starte fra bunden og at spørge sig selv om hvorfor? Om at komme ned til basis om det frygtelige i at vågne op om morgenen og ikke vide, hvad man skulle lave. Om at være meget opmærksom på processen. Om som fagmand at stoppe op og tænke på nødvendigheden af eget arbejde: Why am I doing this? Om at fortælle en historie, at meddele, hvad man vil. Det erklæredes, at vi alle har brug for dogmer i vore liv, at man som landskabsarkitekt har brug for flere anledninger til at stoppe op og spørge, hvorfor man blev landskabsarkitekt, at gå tilbage (som i skolen), at arbejde med elementerne. landskab

22 Campen drejede sig ikke om resultater, men om at sætte nogle processer i gang. Hensigten med campen havde fra begyndelsen været at udveksle professionel viden i en intens social atmosfære, og det skete lykkeligvis. Som dagene skred frem, blev det synligt, hvordan der kom mere liv i øjnene på dem, der færdedes i området. Folk blev friere, mere afslappede, gladere. Stemningen blev helt kåd til sidst. Det er det besynderlige ved dogmer, har filmfolkene sagt (Peripati , tidsskrift for dramaturgiske studier), at de har denne dobbelthed: at de ikke er for sjov, men at det ikke desto mindre er frisættende og nærmest sjovt at arbejde under stramme regler. Det er denne dobbelthed, som er det magiske ved dogmer. Det grundlæggende ved dogmer er at tage udgangspunkt i det, der ligger foran én at give impulsiviteten en chance. At være til stede i nuet. Når man tager dogmebegrebet op i forbindelse med havekunsten nu, så må det være, fordi man har brug for at skrælle det skolede af man har brug for unlearning (udtryk lånt fra arkitekten Mackintosh, som grundlagde Glasgow School of Art i begyndelsen af 1900-årene). Det er det, du kan bruge dit hoved og dine hænder til, lige nu. Det er ikke engang de gamles metode, den hvor man i frihed omtolker det, man har lært af de gamles måder at gøre tingene på. Med små, litterære, overraskende midler fik grupperne noget spektakulært op at stå: Sengen den kendte sine virkemidler og kunne ses vidt omkring. Skoven, der fik en anden fortælleværdi, fordi den bestod af så mange forskellige træer og buske. De blafrende strimler, der forbandt træer i gruppe og gjorde stedet til mødeplads. Stenen, der maledes hvid og blev hellig. Stenene i nettene, der gjorde det sikkert at træde på vand mellem hviskende siv. Rækken af Margretheskåle, der var fin, men ikke umiddelbar spektakulær. Man kan sige, at den kunstneriske værdi aldrig bliver større end det, der bliver sagt på scenen og scenen her var den plørede mark, og det, der blev sagt, var de forskellige installationer. Gennem dogmerne blev der i campen arbejdet suggestivt med fagets sprog. De tre masters forsøgte gennem gentagne samtaler i grupperne at få folk til at åbne sig (gennem de installationer, de lavede). Det er den allerstørste kunstneriske oplevelse at blive kastet tilbage i sig selv eller i sit eget liv, og det tror jeg faktisk, flere oplevede. Det at arbejde ude i det naturlige element, aktiverede simpelthen hjernen på en anden måde. Dybest set handlede dogmedagene om det sansende menneske. Om at få det enkelte menneske i tale. Sat i svingning med faget med dets urkræfter. Måske er det det, der er i vejen med landskabsarkitekterne i dag: At mange forekommer fremmedgjorte over for sig selv og for faget? At det hele mere skal tage sig ud end at være? At kameraet så at sige ikke længere er håndholdt? At man ikke længere frydes ved selv at have fingrene i jorden også i overført betydning? Som sådan var campen en nødvendighed. Men hvordan følge den eller processerne op? Hvornår har vi sidst haft en dogmeagtig opruskning i dansk havekunst? Vel ikke siden G.N. Brandts lancering af Den kommende Have i Her lancerede han i en klar, oversigtlig og pædagogisk fremstillingsform sine fem punkter: 1. Haven skal være billig i anlæg 2. Haven skal være let at vedligeholde 3. Haven skal være brugbar 4. Haven skal være legetøj 5. Haven skal tilfredsstille blomsterglæden. Han talte modsat tidligere ikke om formen, men om hensigten, på brugerens præmisser. Hans program for den kommende have chokerede samtiden. Men den tog den til sig. Hensigten med Dogme95 var at rense filmen for Hollywood-glitter. Hvad sætter DanishDogmaLandscapeCamp 2006 i gang? Der blev sået en spire, og den spire er vigtig. Den blev sået hos de professionelle deltagere, og når den vokser sig stor og frodig, kan den resultere i en langt større lydhør og eksperimenterende havekunst. En havekunst, der sprænger noget stift og bringer havekunsten ud over det skulpturelle hen imod et sanseligt nærvær og en samklang med de naturgivne værdier. Det er den eneste fandens pligt, man har at blive ved med at turde, sagde bladtegneren og dramatikeren Nicoline Werdelin, da hun i sommer, i Politiken, fortalte, hun ville forlade Danmark for andetsteds at finde nye inspirationsmarker. På DanishDogmaLandscapeCamp turde de også. Campen formåede at nedbryde tillært vanetænkning og erstatte den med fagets egentlige råstyrke. Efter campen gik dogmetanken i blodet, og for mit eget vedkommende så jeg dogmecitater allevegne. Det blev en leg med begreber og kreative afgrænsninger. Efterfølgende er en redigeret udgave af mine egne pt. favoritdogmer. Omkring DanishDogmaLandscapeCamp: Du kan tøve så længe for at samle styrke, at du går glip af det, som springet betror dig Tingen er det egentlige! Det er tonen, der bestemmer violinens form The time is always now (Bulgar Time) Unlearning Intuition At forestille sig verden, som den kunne være Udtrykkets sandhed Historiens aktualitet har mange stemmer Ordet historieløs er også dogme Gør dig historieløs Hvilken virkelighed er den sande virkelighed? Som en sten kastet i vand, at opfatte ringene Sanselighed Enkelhed og kompleksitet Tilfældets poesi Naturfortrolighed Landskabets rytmik Håndværksmæssig kunnen giver frihed til at skabe Kaos er et råstof Kaos strukturerer sig selv det er det, der fører til nye livsformer inden for biologien. Hvad gør den i havekunsten? Er havekunst magisk realisme? Hvis den ikke er det, hvad er den så andet end form? Al energi er dialektisk udvikling Sammenstød af forestillingsverdener Placer dig godt i forhold til din lyst At forbinde sit formudtryk med det, man vil fortælle Lulu Salto Stephensen, kunsthistoriker, fil.dr. 186 LANDSKAB

23 Fotos Britta Bolius Møllenbach landskab

24 samtale med Claude Cormier Caroline Andersen I løbet af de tre dage Danish Dogme Landscape Camp 2006 foregik i Ørestaden talte Landskab med de tre udenlandske masters, der deltog som læremestre. Det er der kommet tre meget forskellige og åbenhjertige samtaler ud af. På de næste sider fortæller Claude Cormier, Rainer Stange og Martin Rein Cano om deres syn på arkitektur og landskab, tidsånd og farver, demokratisk show og social mode, beskedenhed, skønhed og luksus The Blue Stick Garden. Fotos Cormierland Om arkitektur og kunst Jeg ser helt bestemt mig selv som landskabsarkitekt frem for kunstner. Slutproduktet kan se ud som kunst, men den opgave der blev stillet, var ikke at lave et kunstværk. Det var at lave et landskab. Det kan godt være, at det ligner kunst, men det er afledt af at forstå, hvad landskab handler om. Tag for eksempel The Blue Tree, The Blue Stick Forrest eller The Suspended Forrest. De projekter handler alle sammen om ideen om lys i landskabet. De blå kugler imod den blå himmel gør én opmærksom på lysets flygtighed, og det er i landskabet, vi oplever lyset mest. Det henleder opmærksomheden på de naturlige fænomener i landskabet. Til det bruger vi kunstige elementer for at understrege kontrasten. Fiberglas eller blå kugler er statiske, de forbliver de samme, så det, der forandrer sig, er landskabet, det er lyset. Så for mig handler det meget mere om landskab end om kunst. Giver det mening? The Blue Stick Forrest handler om oplevelsen af bevægelse gennem en have, hvor farven forandrer sig ved hvert skridt. Ligesom en have ville forandre sig over tid. Men her er det i stedet dig, der skifter position. Det handler altid om enten landskabelige elementer eller havens elementer. Det er derfor, jeg mener, at det er landskabsarkitektur og ikke kunst. Om at være kunstig, men ikke falsk artificial but not fake?? Jeg arbejder en del med ideen om naturen i byen, men der er ideen om den konstruerede natur. Der er masser af steder, hvor man laver noget, der skal forestille at være naturligt, man det er jo klart, at det ikke er det. Det er ren kosmetik. Nogle at de ting, som jeg har lavet, kan godt se kunstige ud, men de er lavet med planter, med jord. Men de ser altså kunstige ud, og det synes jeg er mindst lige så værdifuldt i vores tid. Det er endda mere autentisk end det modsatte. Artificial but not fake. Ser man på de to ord, hvad er så sandt og hvad er falsk? Vi lever i en falsk verden, helt igennem, så lad os være ærlige omkring det. Om oplevelsen Det, der gør min tilværelse indholdsrig, er at opleve, at blive bevæget. Jeg er ikke tilfreds med bare at være mæt eller have tag over hovedet, for det får jo én til at falde i søvn. Jeg tror, det er vigtigt at blive udfordret og at blive overrasket. Det er sådan, man holder sig i live, det er sådan, man vokser, og det er sådan, drømme opstår. Hvis mennesker holder op med at drømme, så slutter det hele. Så med mit arbejde i det offentlige rum, vil jeg gerne tro på, at jeg kan bevæge mennesker. Udfordre folks opfattelsesevne. Så det er helt okay at være på avisernes forside med overskrifter som Horrible!, for der er andre, som er begejstrede, og så er der en debat i gang. Ingen evolution uden revolution. Det er ikke ved at lave pæne og ordentlige ting, man forandrer noget som helst. Og jeg tager gerne risikoen for at blive kritiseret, for jeg vil altid være i stand til at forsvare mit arbejde, da det er rodfæstet i en form for intellektuel tilgang. Det handler jo ikke om at være pink for at være pink. Og det er derfor, jeg er i stand til at gøre de ting, jeg gør, i det offentlige rum. Fordi jeg kan forsvare det. Tag for eksempel The Lipstick Forrest i Montreal. Den er faktisk blevet nærmest en signatur for byen, fordi den fanger ånden, ligegyldigt om folk kan lide den eller ej. For Montreal kan lide at se sig selv som meget latin, meget forskellig fra USA. Hvis man vil være noget, er det ikke nok at lade som om. Det var sådan projektet blev til noget. Ved at være meget ligefremt og meget ærligt. Og når jeg har gjort det teoretiske arbejde bag, er jeg også i stand til at sælge ideerne på en måde, så folk faktisk forstår dem. 188 LANDSKAB

25 Claude Cormier, f. 1960, Quebec, Canada Uddannet i landskabsarkitektur ved University of Toronto, i historie og designteori ved Harvard University, i landbrug ved University of Guelph. Har arbejdet hos Martha Schwartz. Siden 1995 tegnestue i Montreal Væsentlige projekter: The Blue Stick Garden, installation, vist ved flere lejligheder, senest 2005 i Chicago ved Neocon, World Trade Fair Musée de la Civilisation, Canada, Quebec, offentlig plads, The Blue Tree, installation, vist ved Cornerstone Festival of Architectural Gardens, California, 2004 Suspended forrest Blue Sky ; Nissan Design Creative Studios, Detroit, 2002 Place des Arts, masterplan for pladser samt udførelse, The Lipstick Forrest, reception og foyer i Palais des Congrès, Montreal, 2000 There are no boring places. Every square foot of today s metropolitan worlds says something in awkward and muffeld ways or in clear and shining fashion. Cormierland is good landscape architecture, capturing and enhancing these realities to make the city a frank, playful and liberating place to be. Real pleasure and profound comfort always come out of truthfulness. Boldness makes for honest diplomacy. The grass is always greener on our side Foto Britta Bolius Møllenbach Suspended forrest Blue Sky. Fotos Cormierland landskab

26 Lipstick Forrest. Fotos Cormierland Jeg mener, at farve ikke blot er dekoration, men at farve har en betydning, ligesom form har en betydning. Det er tanken om, at form følger fiktion, ikke kun funktion. Den har en historie at fortælle. Det er stedet, det er forståelsen, det er mere end jordbund, vind, lys, funktioner etc. Det må være på et højere niveau for, hvordan analyserer man et steds kulturelle faktor? Det er her jeg tror, at verden må forblive forskellig fra sted til sted. Jeg var en tur i centeret (Fields, red.) tidligere på ugen, og jeg tænkte herregud, verden er virkelig ved at blive flad, for det kunne jo være hvor som helst. Det var skræmmende. Så som designer eller landskabsarkitekt, hvordan skal vi respondere på det? Og det bringer mig så tilbage til det, jeg sagde før, at vi ikke laver kunst, vi laver landskabsarkitektur, for den kulturelle information om et sted er en værdifuld del af det hele. Om mode Om mode har noget med mine projekter at gøre? Det håber jeg ikke! Det er faren, at ting mister deres betydning, fordi de bare er trendy. Der er mange, der gør ting, de ikke forstår. De laver bare cut and paste. Vi lever i en tid af cut and paste. Der er meget af det i arkitekturen for tiden. Det er som om, der bare laves billeder, det er nærmest som teater. Og så mister tingene forbindelsen med, hvorfor vi laver dem. Der er et punkt i mit manifest som hedder avoid trends, they can be dangerous substance over style. Men når det er sagt, forstår jeg godt, hvorfor det sker. Det er lettere at arbejde på den måde frem for faktisk at skulle definere noget meningsfuldt. Mode er at samle vibrationer og energi fra samtiden, så på den måde er jeg meget påvirket af, hvad jeg ser omkring mig. Virkelig, virkelig 190 LANDSKAB