Usynlige bevægelser. Sognebladet SKOVSHOVED AVIS

Transkript

1 Sognebladet SKOVSHOVED AVIS Nr November 2010 December 2010 / Januar - Februar november 2010 Usynlige bevægelser Der kan være et anstrøg af melankoli over det at bevæge sig i ensartede og storslåede landskaber. For uanset hvor meget man bevæger sig fremad, er det, som om der ikke rigtigt sker noget. I storslåede landskaber sker der nemlig et optisk bedrag. Det er, som om man ikke kommer ud af stedet, fordi det ikke rigtigt er muligt at registrere forandring i omgivelserne. I et storslået landskab som f.eks. den jyske vestkyst kan man f.eks. gå kilometervis uden at have fornemmelsen af at have bevæget sig, landskabet skifter ikke karakter, det er hele tiden vand, strand og klitter, der præger billedet, omgivelserne forandrer sig ikke - eller rettere - det er ikke til at se, at de forandrer sig for selvfølgelig sker der en forandring. Det er indiskutabelt ikke den samme lille sten, man passerer for hvert skridt, man tager, det ser bare sådan ud. Når man løber her i Skovshoved, nede på strandvejen, med blikket vendt ud imod Øresund, kan man have den samme fornemmelse, at man ikke kommer ud af stedet og igen - det er et synsbedrag, for vel bevæger man sig, og selvom det føles, som om man bevæger sig på stedet, er dette jo ikke tilfældet. På et tidspunkt når man til Klampenborg eller Hellerup. Hvordan man selv ser ud, er en anden sag, men frem kommer man. I landskaber, hvor der ikke er mange forstyrrende elementer i synsfeltet, bliver der overensstemmelse mellem det ydre og indre, hvis det indre er præget af den grundstemning, at man ikke rigtigt kommer nogen vegne, selvom man lægger mange kræfter i. Hvile = Kamp på standby Somme tider kan man længes efter en overensstemmelse mellem det indre og det ydre. Ikke fordi det indre er, som man gerne vil have det, men mere for hvile. "Sådan er det i mit liv lige på dette tidspunkt. " Når man ikke kæmper, betyder det ikke, at man har opgivet, men det betyder, at man hviler i at være der, hvor man nu er for en stund. Længslen imellem overensstemmelse mellem det ydre og det indre var ikke grundstenen i min opdragelse. Her var indgangsvinklen den stik modsatte. I min mors parfumeforretning satte man alle kræfter ind på at bryde forbindelsen imellem det ydre og det indre. Mottoet var: "Det behøver ikke at kunne ses, hvor dårligt man har det". De dygtige ekspedienter og make-up artister kæmpede kampen stedfortrædende, og efter at have været i deres hænder stod man der og lignede alt andet end det, man var. Man lignede en stjerne i det ydre, uanset hvor lemlæstet man var i sit indre. Og sådan kan det jo engang imellem være nødvendigt at fremstå i lidt bedre form, end der er dækning for. I Det Nye Testamentes beretning om Jesus er der ikke tale om nogen make-over. Her er der overensstemmelse mellem det ydre og det indre. I Det Nye Testamente tegnes et billede af nederlagets mand. Han ved, han skal til Jerusalem og dø, og alligevel er han i verden på en måde, så ingen er i tvivl om hans overskud. Men i begyndelsen og i slutningen af hans liv, i julen og i påsken, da er det ikke til at se, at det lille barn og den mishandlede skikkelse på korset er billeder på overskud. Her er det ydre ikke et billede på det indre, heldigvis, for ellers kunne vi ikke prædike lys, kraft, sejr og opstandelse. Det var ikke til at se for dem, der stod dér og så på ham, at han var overskuddets mand. Den dag var der kun ordene tilbage, dem han havde sagt til dem på forhånd, ord om at de ikke skulle være bange, hverken når der er overensstemmelse mellem det ydre og det indre, og når der ikke er. Glædelig jul og godt nytår. HMJ Skovshoved kirkes organist Tove Lindgreen har 25 års jubilæum Tove Lindgreen er en fremragende musiker, som nu har været en del af Skovshoved kirke i 25 år. Med sin lydhørhed og loyalitet har hun på forbilledlig vis støttet gudstjenesten og givet et sikkert og velvalgt musikalsk underlag uden at blive dominerende. Hun er altid velforberedt og driftsikker. Tove Lindgreen er et menneske, der besidder en mildhed, der er dækning for. Dertil kommer en god portion underspillet selvironi, men hvad de færreste ved om Skovshoved kirkes organist igennem 25 år er, at hun musikalsk set har nerver af stål. Det skal man også have som organist ved Skovshoved kirke. Her er mange forespørgsler angående supplerende musik i forbindelse med de kirkelige handlinger. Noget af den musik klarer Tove selv, men ofte er der tale om solosang og musik ved andre kunstnere, og her er det, nerverne af stål kommer ind i billedet, for selvom hun skal samarbejde med mange forskellige mennesker, har Tove en tro på, at andre gør tingene så godt, som de nu kan. Med en organist, der er så fleksibel, kan man som udenforstående godt komme til at glemme, at afvigelser og tilføjelser kræver en åben personlighed, der er med på det meste. Tove har ved siden af sin musiske begavelse og pligtopfyldende natur en side, som ikke kan lovprises nok. Det Tove selv kalder at blande sig, vil andre kalde rettidig omhu. Hun kan den sjældne kunst at give kritik på en behagelig måde. Hun giver sine korsangere plads og rummer en alsidighed, der kan aflæses i hendes velbesøgte kirkekoncerter og afspejles i kirkegængernes ros efter søndagens gudstjenesten. "Nu er hun tilbage igen" lyder det, når Tove har været på ferie og glæden er tydelig. For selvom vi har dygtige vikarer, så kan selv et ikke-særlig-musikalsk øre, høre på fylden og nærværet, at nu er hun på plads igen. Selve jubilæumsdagen er den 1. December. Der afholdes reception efter kl. 10-gudstjenesten den 5 december. Alle er ved denne lejlighed velkomne til hilse på Tove Lindgreen. Menighedsrådsformand Henrik Holmblad og sognepræst Helle Møller Jensen

2 2 SKOVSHOVED AVIS O du Guds Lam. Med korsets skam, du bar al verdens synder, derfra vort liv begynder; vor død til trods opliv du os! Skyld og skam. Et ordpar der flittigt bruges i kirken, og måske ikke så mange andre steder. For mens det kan være ret ufarligt at tale om nogens skyld, i den forstand at de har forbrudt sig imod landets love eller imod vedtagne regler, så bliver blikket mere flakkende hvis vi taler om nogens skam. Ikke mindst vores egen skam. Hvad er det for noget? Er skam ikke noget der døde ud med den moderne verden fremkomst, hvor man skaber sig sin egen virkelighed og selv er herre over hvad man vil og ikke vil? Er skam ikke noget der hører til før-moderne kulturer, hvor vi gerne taler om ære og skam som begreber? Imidlertid har begrebet skam været genstand for fornyet opmærksomhed de sidste år fra forskellig side af: psykologisk, social-etisk og altså også fra den teologiske side. Det er blevet klart, at skam ikke er et fænomen der forsvandt med frigørelse fra faste samfundsnormer. Derimod må man opfatte skam som et almentmenneskeligt fænomen, der dermed findes i os alle. Skam findes, men kan komme forskelligt til udtryk og aktiveres af forskellige ting afhængigt af tid og sted. I 2009 færdiggjorde jeg min Master i Konfliktmægling med en afhandling der hedder: Skammens rolle for konfliktforløsning. Det er et område jeg ikke er færdig med, og gerne vil bruge mere tid på, ikke mindst på kirkens muligheder for at tale om skam som en vigtig brik; i vores selvforståelse, forståelse af hinanden og i forhold til Gud. Vi kan jo begynde med begyndelsen: Adam og Eva går nøgne og nyskabte rundt i paradisets have. Indtil slangen spørger Eva (1.mosebog 3,1-7): "Men slangen var træskere end alle markens andre dyr, som Gud Herren havde gjort, og den sagde til Kvinden: Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven? Slangen sår tvivl og taler usandt med sit "mon". Kvinden svarede: Vi har lov at spise af frugten på Havens træer, kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø! Da sagde Slangen til Kvinden: I skal ingenlunde dø, men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt! Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af, og hun tog af dets frugt og spiste og gav også sin mand, der stod hos hende, og han spiste. Da åbnedes begges øjne, og de kendte at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig" I bibeloversættelsen fra 1931 fremgår det tydeligere end i 1992 oversættelsen, at Adam og Eva opdager noget der handler om selve deres eksistens, at være blottet og udækket som menneske, og ikke bare en seksuel opdagelse om at være nøgen. Da Eva og Adam opdager, med ordet "kender", at de er nøgne, handler det om at de i deres inderste erfarer, at de fremstår udækkede, afslørede og uden beskyttelse, overfor Gud. Det hebraiske ord "kende" betyder at vide eller lære eller opleve helt ind i sit inderste. jf.1.mosebog 4,1: "Adam kendte sin hustru Eva og hun blev frugtsommelig og fødte Kain". I ordet "kende" ligger der langt mere end en simpel opdagelse af at være uden tøj på. Genesis syndefaldsmyte er uhyre kompleks, men én ting den ikke er, det er en historisk beskrivelse af hvordan det forholdt sig en gang med de første to mennesker på jorden. Derimod er syndefaldsmyten netop en myte: en sand fortælling om noget der gælder for alle mennesker til alle tider. En fortælling om at være dødelig menneske, og en fortælling om at blive voksen, med den mistede uskyld, eller erhvervede eksistentielle skam, ingen af os slipper afsted uden. Alle kastes vi ud af paradisets have, stillet overfor vores egen dødelighed, og skammen over at være menneske kan vi ikke lægge fra os. Højest se den i øjnene og forsøge at dele vilkår med alle andre mennesker i overbærenhed og måske en smule humor! Når vi så står der, udenfor paradisets have og holder sammen på figenbladet, aktiveres denne eksistentielle skamfølelse af ting der sker med os, og den skyld vi pådrager os hen af vejen. Og hvad vi så stiller op med den bagage af skyld og skam vi kommer til at slæbe på, det kan være et spørgsmål om opdragelse, samfundets normer, psykologi og måske også bare tilfældighedernes spil. "Den enkelte har aldrig med at andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd." K.E. Løgstrups berømte citat er en del af forklaringen på, hvordan det kan være muligt at skamme sig, ikke alene på egne vegne, men også på andres vegne. Man kan skamme sig over en anden. Således kan den andens skamfulde handling smitte omgivelserne, så de også skammer sig. Netop fordi vi er involverede i hinandens liv. Vi bliver en lille smule som dem vi er sammen med, og den andens handlinger har en afsmittende effekt på bedømmelsen af vores egen person. Både i omgivelsernes og vores egne øjne; "Når ham jeg troede var en god ven, viser sig at være en svindler, så skuffes jeg ikke alene i den tillid jeg har vist ham ved at regne ham for en god ven. Jeg skammer mig også i min identitet over, at jeg kunne være sådan en, der troede at han var en god ven, når han nu viste sig ikke at være det." Hvis vi følger tanken videre, at skam er selve den menneskelige erfaring af at stå afsløret og blottet, i forhold til andres eller egne forventninger, lige meget hvor urimelige de så måtte være. Så har K.E. Løgstrup godt fat i dynamikken mellem mennesker. Han beskriver, hvor udsatte vi er overfor hinanden og hvor nødvendigt det er, at vi tager vare på hinanden, så at sige bærer hinanden i et hvert møde, for ellers står vi tilbage skuffede i den tillid vi ikke kan lade være med at møde hinanden med, og skammen bliver akut. Derfra er der meget kort til forskellige afværgemekanismer; vrede, tilbagetrækning eller moralske domme over den anden. "Det hører vort menneskeliv til, at vi normalt mødes med en naturlig tillid til hinanden. Det er ikke blot tilfældet, når vi træffer et menneske, vi kender godt, men det gælder også, når vi møder en vildtfremmed." Skyld og skam En gængs skelnen mellem begreberne skyld og skam er, at skyld handler om noget man har gjort, mens skammen knytter sig til ens væsen, ens eksistens. Skyld er, hvad du gør, mens skam er, hvad du er. Skyld og skam hænger tæt sammen, men der er alligevel forskelle. F.eks. kan man skamme sig uden at have skyld, og det er også muligt at have skyld uden skam. Jeg er dog tilbøjelig til at tro at selv den der fremstår uden skam i livet, skammer sig, men blot dækker sig til med et panser af skamløshed, samvittighedsløshed og selvretfærdighed. I skammen bliver der rokket ved selvfølelsen. At have skam i livet, betyder at ville være på det rene med sig selv. Men i skammen er jeg den, jeg ikke ønsker at være. Jeg er den, jeg ikke er! Selvbilledet er krakeleret. Skammens instans er dette fremmede blik, der er internaliseret. Ved total selvforagt vil skammen være trængt ud. Den der skammer sig holder fortsat fast i sin integritet. "Jeg er mere end det, jeg skammer mig over" Netop fordi skammen har dette dobbeltelement af at være smertefuld set, og samtidig ønske at man blev set på en anden måde, kan man sige der er håb for den skamfulde. I mytens og kunstens sprog bliver erfaringen af, hvordan livet vitterlig er, omsat til billeder vi kan genkende og tage til os. Begreber som skyld og tilgivelse bliver levende gennem fortællinger som f.eks. "Den fortabte søn". Hvor sønnen bliver taget imod med uforbeholden glæde af sin far, efter at have formøblet hele formuen væk. Død og opstandelse er et metaforpar der passer til skam. Bedre end begreberne synd og tilgivelse. Skyld kan tilgives, mens det ikke giver mening at tale om at tilgive skam. Skam kan der tales om, ses og anerkendes, af én selv og den anden, og af Gud. Her kommer Jesus af Nazareth ind som en omvælter af den hidtidige, hebraiske og græske værdisæt. Jesus vender om på begreberne ved at insistere på at være en konge på et æsel, en Gud på et kors, fuld af skam og nøgenhed og et offer. "Han tog vor skyld og bar vor skam" Fra nøgenheden på korset frembryder der nyt liv. Gennem døden, gennem erkendelse af magtesløshed og afmagt, opstår der noget nyt. Erfaringen af at vejen ud af skammen er at se den i øjnene. At stå den igennem, vedkende sig den og ikke mere flygte. Og når man gør det, så venter der meget mere liv og fællesskab. Marianne Telling

3 SKOVSHOVED AVIS 3 På besøg hos Luther Af Emil Johannes Kestler I september 2010 besøgte jeg Lutherstadt Wittenberg, hvor Martin Luther boede i det meste af sit voksenliv. Det hus, som Luther boede i, og som han fik overdraget af kurfyrsten, Frederik den Vise, er i dag nænsomt restaureret og indrettet som museum og bærer det officielle navn Luthers Hus. Mit første møde med Luther var i Det var i den anden pavillonbygning på Skovshoved Skole. 5. b var begunstiget med en klasselærer, der var en gudbenådet fortæller, og vi var så heldige at have Hr. Persson i både dansk og historie. Det var ham, der præsenterede mig for Martin Luther. Allerede dengang gjorde han et stærkt indtryk på mig. Hr. Perssons gennemgang af reformationen og hans levende beretninger om kirkens salg af afladsbreve for både at finansiere valget til ærkebiskop for Albrecht af Brandenburg og det nye byggeri af Peterskirken i Rom, kunne sagtens trykke på nogle uretfærdighedstangenter i et 5. klasses barnehjerte. Især gjorde det et stærkt indtryk at høre historierne om dominikanermunken Johann Tetzels manipulerende fremfærd og hans berømte salgsslogan: "Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer". Der var forståeligt selv for 5. b, at der var nok at protestere imod for en begavet ung mand som Martin Luther. Det var derfor naturligt, da turen i år gik sydover, at tilbringe et par dage i Wittenberg eller mere præcist: Lutherstadt Wittenberg, som byen officielt hedder i dag. Den by, der frem for nogen, personificeres med Luther. Det var her, han på en berømt kirkedør satte sine 95 teser op den 31. oktober Den kirkedør måtte min kone og jeg ned og se. Byen og Luthers Hus Wittenberg er en lille og overskuelig by. Den gamle bydel Altstadt er nogenlunde på størrelse med Skovshoved, og ligesom Skovshoved består Wittenberg af én lang gade, og byens seværdigheder ligger som perler på en snor. Hvis vi tager udgangspunkt i de steder, man må besøge, når man er på "Luthertur", kan vi starte ved Luthers Eg, der ligger ved porten til byen. Det var ved denne eg, at Luther den 10. december 1520 brændte pavens bandbulle sammen med hele den romerske kirkeret. Den oprindelige eg gik dog til brænde til at varme de frysende soldater under Napoleonskrigene. Den nuværende eg er plantet i 1830, men det giver alligevel en vis snært af historiens vingesus at stå og betragte den. Herefter spadserer vi ind i byen, og kort efter kommer vi til Luthers Hus. Luther boede og arbejdede i Luthers Hus, som han fik overdraget af kurfyrsten, fra omkring 1520 og frem til sin død i Turen går videre til Stadtkirche St. Marien, som var den kirke, Luther prædikede i. Hans prædikestol fra Stadtkirche kan ses på museet i Martin Luther, 45 år, og hans hustru Katharina von Bora, 29 år, malet af Lucas Cranach den Ældre i Billederne, der er malet 3 år efter deres bryllup, kan ses i Luthers Hus. Luthers Hus. Stadtkirche ligger lige bag byens torv midt i byen. Kirken er især bemærkelsesværdig, fordi den har en meget interessant og smuk altertavle, Reformationsaltertavlen som den kaldes, der er malet af Frederik den Vises hofmaler, Lucas Cranach den Ældre, i den periode Luther boede i Wittenberg. Herefter går turen ud i den anden ende af byen til Slotskirken ved byens slot og universitet. Luther arbejdede og underviste på universitetet i det meste af sit liv, og det var i Slotskirken, han blev gift med Katharina von Bora. Det var her, han blev begravet, og det er også her, vi finder hans gravsted. Luthers Hus er i dag indrettet som et overskueligt og spændende museum, der på inspirerende vis fortæller om Luthers liv og arbejde, og om den tid han levede i. Luther blev født i Eisleben i Han studerede oprindeligt jura efter faderens ønske, men på en rejse til Wittenberg som 22-årig blev han overrasket af et voldsomt tordenvejr. Han frygtede for sit liv og lovede den hellige Anna, at hvis hun bragte ham frelst igennem, ville han hellige sit liv til Gud. Han blev optaget i Augustinerklostret i Erfurt, hvor han læste teologi og blev præst. Fra 1512 virkede han som professor i bibelhistorie ved universitetet i Wittenberg. Leucorea Universitetet i Wittenberg var i 1502 blevet oprettet af kurfyrsten Frederik den Vise. Han gav universitetet navnet Leucorea (græsk-latin for Wittenberg: Det hvide bjerg). Det var kurfyrstens ambition, at universitet skulle udvikle sig til det mest fremgangsrige og eftertragtede universitet i Nordeuropa. Han ansatte derfor de bedste og mest progressive lærerkræfter der fandtes, og gav dem gode arbejdsvilkår, så de blev ved universitetet. Det tiltrak mange studerende fra hele Det tyske Rige og fra det øvrige Europa. På et tidspunkt havde Leucorea indskrevet 4000 studerende, mens byen Wittenberg kun havde 2000 indbyggere. Vi må altså forestille os et miljø, hvor diskussionerne gik højt, og hvor tidens hotte emner konstant var til debat blandt de bedste intellektuelle hjerner i den tids Europa. Leucorea var altså 10 år gammelt og i rivende udvikling, da Luther blev fastansat som professor. Luther og hans kollegaer kom til at præge den udvikling i betydelig grad i de kommende godt 30 år. En anden vigtig forudsætning for Luthers betydning for vores tid er, at bogtrykkerkunsten fra opdagelsen i slutningen af 1400-tallet var i eksplosiv fremdrift. Der blev trykt på livet løs. Opfindelsen af verdens første massekommunikationsmiddel den trykte bog havde uvurderlig betydning for den videnspredning, der var en forudsætning for reformationen, der for alvor slog igennem i første halvdel af 1500-tallet. Tidligere havde magthaverne fyrsterne og kirken kunnet brænde de forholdsvis få håndskrevne eksemplarer af kontroversielle tekster, der blev produceret. Det gik ikke længere. Tekster blev i begyndelsen af 1500-tallet trykt i store oplag flere tusinde eksemplarer ad gangen og når kirken eller fyrsten forsøgte at beordre uønsket materiale brændt, ansporede det blot nysgerrigheden hos den videnshungrende del af befolkningen. Der blev skrevet, og der blev trykt. Der blev læst, og der blev debatteret. Teserne Det var ikke Luthers ærinde at sprænge kirken. Han var ikke nogen rebel. Det illustreres tydeligt af Luthers ord, der står som inskription over hoveddøren til Wittenbergs rådhus: "Ær Gud, frygt øvrigheden og vær ikke blandt oprørere". Afladshandlen havde på den tid taget en drejning i retning af økonomisk udbytning af befolkningen, så der efter Luthers opfattelse skete en forfalskning af evangeliet. Kirken hævdede, at der gennem alle de mange helgeners gode gerninger var oparbejdet et overskud af "syndsforladelsekapital", som kunne videresælges. Afladshandlen byggede netop på, at kirken kunne idømme folk en bod for deres synder. Hvis man angrede sine synder og betalte, kunne man købe sig til syndernes forladelse. Salget af afladsbreve blev efterhånden åbenlyst gjort til en pengemaskine, der skulle betale pavens Fortsættes næste side

4 4 SKOVSHOVED AVIS På besøg hos Luther Fortsat fra side 3 prestigebyggerier f.eks. Peterskirken i Rom samt skaffe nødvendige indtægter til at finansiere ærkebiskoppens køb af embeder. Det var på den baggrund, at Luther den 31. oktober 1517 opslog sine 95 teser på kirkedøren i Slotskirken i Wittenberg. Det var der i første omgang ikke noget sensationelt ved. Kirkedøren - Slotskirken var universitetets kirke fungerede som en slags opslagstavle, hvor man satte tanker til debat. Teserne var skrevet på latin og var tænkt som et diskussionsoplæg blandt de lærde ved universitetet. Luther forestillede sig ikke, at de skulle spredes til en folkelig debat. Det var først, da Luthers venner og studerende oversatte teserne til tysk og fik dem trykt, at de blev et problem for kirken og paven, for herefter spredte Luthers tanker sig som en steppebrand over hele Tyskland og videre ud i resten af Europa. I løbet af to år udkom der 22 særtryk på tysk med teserne, og de blev oversat til dansk, hollandsk og tjekkisk. Der var mange af teserne, der af den etablerede kirke blev opfattet som kontroversielle. Her skal blot fremhæves to. Tese 43: "Man skal lære de kristne, at det er bedre at give noget til de fattige og at låne til dem, der har brug for det, end at købe aflad". Et sådan udsagn var et alvorligt angreb på en af kirkens vigtigste indtægtskilder: afladshandlen. Tese 62: "Kirkens sande skat er det allerhelligste evangelium om Guds herlighed og nåde". Det var en trussel mod Pavens myndighed på at have eneret til at træffe afgørelser i teologiske lærespørgsmål. I forholdet til Gud var det kun troen, tilliden og nåden der talte. Gode gerninger, bodsøvelser og fromhed havde ingen betydning. Det var et alvorligt angreb på kirkens legitimitet på denne måde at docere, at den sande kristendom var et spørgsmål, der blev afgjort mellem Gud og det enkelte menneske. Og sådan blev det også opfattet af kirken. Som et angreb. Herefter gik det stærkt. Diskussionerne bølgede frem og tilbage i de næste år, mens retsmaskineriet arbejdede. I 1520 kom bandbullen fra Pavestolen mod Luther. Det var en alvorlig sag. Andre var blevet brændt på bålet for mindre. Kurfyrsten, Frederik den Vise, så straks truslen og sørgede for, at Luther blev "gemt af vejen" på borgen Wartburg. Her opholdt Luther sig i 11 måneder i skikkelse af Junker Jörg. I den tid arbejdede han konstant og lavede bl.a. en oversættelse af Det nye Testamente til tysk. Da Luther vendte tilbage til Wittenberg sidst på året i 1520, og den 10. december brændte pavens bandbulle ved egen ved Elster Tor, byens østport, var bogtrykkeren klar til at mangfoldiggøre hans oversættelse. Den blev i første omgang trykt i 4000 eksemplarer, men måtte meget hurtigt genoptrykkes. Luthers oversættelse af Det nye Testamente er en milepæl i Tysklands historie, fordi det var første gang, at tyskerne fik et fælles skrift på deres eget sprog. Luther opfattes således som den person, der gav Tyskland et fælles sprog. Luther var en meget produktiv skribent. I de følgende år udgav han enorme mængder af især teologiske skrifter, men også skrifter om andre emner. De blev trykt i Wittenberg og solgt i hele Europa. Et meget stort udvalg af disse skrifter (bøger) kan ses på museet i Luthers Hus. Wittenbergs rådhusplads. Rådhuset ses til venstre og Stadtkirche St. Marien bag byhusene midt i billedet. Normalt står der to statuer på rådhuspladsen: En af Luther og en af Melanchton der er til reparation i øjeblikket. De er midlertidigt erstattet af en installation af Ottmar Hörl med 800 små Lutherstatuer i forskellige farver. Hr. Käte I 1523 flygtede 11 nonner fra klosteret i Nimbschen, der ligger i nærheden af Leipzig, under dramatiske omstændigheder. Det forlyder, at de blev smuglet ud i silde- og øltønder, der var brugt til leverancer til klostret. Nonnerne havde hørt om det nye der skete i Wittenberg. Da de kom frem til Wittenberg, blev de optaget i hofmaleren Lucas Cranachs hus og Luther arbejdede hårdt på at finde passende giftermål til de forhenværende nonner. En af dem var Katharina von Bora. Hun var 24 år. Hun var født i en fattig, adelig familie og var blevet sat i kloster, da hun var 4 år. Det viste sig at være svært at finde en husbond, som Katharina kunne acceptere. Til sidst endte det med, at hun sagde, at hun ville giftes med Luther. Det blev de i Slotskirken i 1525, men ikke til alles begejstring. Brylluppet vakte mishag både blandt venner og fjender. Det viste sig hurtigt, at Katharina var Luther en dygtig og kærlig hustru. De fik 6 børn sammen og "min hr. Käte", som Luther kærligt omtalte hende, udviklede sig hurtigt til en fremragende husbestyrer af Luthers store husstand. Det var helt sædvanligt, at der var mellem 35 og 50 personer samlet omkring middagsbordet i Luthers hus. Der var børn, familie, tjenestefolk, studerende, kollegaer og utallige tilrejsende gæster. En sådan husholdning krævede en dygtig organisator, og det var Katharina. Hun sørgede for husdyrhold, havebrug, ølbrygning og styrede i det hele taget huset og husholdningen med dygtig og myndig hånd. Hun drev også pensionat i huset, der i betydelig grad var med til at skabe de fornødne indtægter til den store husholdning. Det gav Luther rum og plads til at koncentrere sig om sin lærergerning ved universitetet og om sin skribentvirksomhed. Det er altså ikke tilfældigt, at der i haven ind til Luthers Hus i 1999, 500 året for hendes fødsel, blev opstillet en statue i bronze af Katharina von Bora en statue der i stil og størrelse minder meget om vores egen dejlige skovserkvinde overfor hotellet i Skovshoved. Tesedøren Efter besøget i Luthers Hus spadserede vi videre for at se kirkedøren i Slotskirken. Det var på denne dør, man mener, at Luther slog de 95 teser op den 31. oktober Den oprindelige kirkedør var en trædør, der desværre brændte under et bombardement i forbindelse med syvårskrigen i Den nuværende dør er fra Teserne er støbt i bronze, og man har brugt den latinske tekst. I buen over døren er et billede af Luther til venstre og hans gode ven og kollega gennem alle årene i Wittenberg, Melanchton, til højre. De ses knælende med den korsfæstede Kristus imellem sig. Luther som mægler Luther var en arbejdshest, og han rejste meget. Et lille eksempel. Han havde et nært samarbejde med Johann Walter, der var organist i byen Torgau, der ligger 40 km fra Wittenberg. De arbejdede sammen om at sætte melodier til de nye evangeliske salmer, og Johan Walter udgav i 1524 den første evangeliske korsangbog. Luther nåede at besøge denne by mindst 41 gange i sine aktive arbejdsår og rejste derudover til en lang række andre byer. Luthers sidste år var vanskelige. Der var stridigheder blandt de evangeliske og indbyrdes politiske problemer blandt fyrsterne. Alle spurgte Luther til råds om alt mellem himmel og jord. Selvom Luther forsøgte at understrege, at han ikke var en alt vidende pave i Wittenberg, var der bud efter ham fra nær og fjern for at høre hans mening om meget forskellige spørgsmål. Han blev i begyndelsen af 1546 bedt om at rejse til hans fødeby Eisleben for at mægle mellem greverne i Mansfeld i en arvesag. Han havde i mange år været under et kolossalt arbejdspres og til sidst svigtede hans helbred. Selv om han var svækket, rejste han alligevel til Eisleben, hvor han døde den 18. februar Martin Luther blev 63 år. Efter hans død fandt man i en lomme i hans klæder nogle notater til en prædiken, han arbejdede på og meget betegnende for Luthers liv og virke, var hans sidste skrevne ord: "Vi er tiggere, det er sandt". På en enkel måde illustrerer disse ord hans opfattelse af sig selv i forhold til Gud. Uanset hvor meget han selv kom til at betyde for den kristne kirkes udvikling, var hans forståelse af sig selv i forhold til Gud, at han var en tigger, der ikke havde andet at leve af end Guds nåde. Jeg forlader Wittenberg med et sidste blik på Slotskirkens ikke særligt kønne runde tårn, der øverst oppe omkranses af meterhøje gotiske bogstaver med første linie af Luthers salme fra 1528: "Vor Gud han er så fast en borg". Samtidig indfinder der sig et klart billede på nethinden af vores klasselærer Hr. Persson, der tager violinen frem, spiller melodien og 5. b der synger med deres klare lyse barnestemmer: Vor Gud han er så fast en borg, han kan os vel bevare, han var vor hjælp i al vor sorg, vort værn i al vor fare; den gamle fjende led er nu for alvor vred, stor magt og argelist han samler mod os vist, ej jorden har hans lige.

5 SKOVSHOVED AVIS 5 Vores patetiske kultur Tidligere biskop Jan Lindhardt har senest skrevet bogen "Vores patetiske kultur". Her kan man komme med på en hæsblæsende rejse igennem kulturhistorien. Prismen, det hele anskues igennem, er patos. Patos er det lidenskabelige udtryk i retorikken, og Jan Lindhardts pointe er, at den vestlige, kristne kultur kan ses under denne fælles betegnelse. "Det er ganske tankevækkende, når man sammenligner den med andre kulturer, det være sig den antikke eller senere den islamiske, indiske eller kinesiske, at der er et mærkeligt fællestræk i Vesten, som ikke findes i andre kulturer, i hvert fald ikke i samme omfang. Det er det patetiske. Kun Vesten er gennemgribende båret af patos." Bogen er inddelt i to dele, hvor Jan Lindhardt i første del beskriver patostanken i historiens løb. I bogens anden del beskriver han en række emner, hvor patos på bestemte tidspunkter eller på tværs af tidens gang fylder meget. Men hvad er patos i grunden? Patos er en form, der dækker de mest voldsomme udtryk - kærlighed og had, glæde og sorg, og det har for denne læser været det vanskelige ved bogen, at den koncentrerer sig om form. Hjælp fra reklamebranchen Det har hjulpet på min forståelse at tale med et menneske, der i sit daglige virke skal tænke form. Reklamemand Søren Kyllebæk kiggede forbi en dag og fortalte, hvad han havde gjort sig af tanker om bogen. Han er enig med Lindhardt i, at patos er et fænomen, der i sin faktiske fremtræden er bestemt af den kultur, hvori den udfolder sig. Man kan altså ikke beskrive patos, uden den er iklædt en kulturel skikkelse. Vanskeligheden ved at beskrive patos er, at den er iklædt en kulturel skikkelse. Noget andet er, at selvom patos er forbundet med de helt store følelser, kan den også antage betydning af noget patetisk dvs. noget ynkeligt, medynkværdigt, usselt. Det er tydeligst på engelsk, pathetic, og vi kan mene noget lignende på dansk, selvom det vel ikke er helt så entydigt. Hos os lader man ofte ordet udtrykke, at den talende ikke kan leve op til det, han siger, og at man derfor får ondt af ham. Men ligesom hos Lindhardt fremgik det af Søren Kyllebæks læsning, at han langt hellere ville tale om det patosfyldte som det, der er knyttet mest patos til. dvs. hellere tale om en "spektakulær konkurs" end det patetiske og jantelovsagtige i, at den talende ikke kan leve op til det, han siger. Korset Lindhardts gennemgang er som sagt hæsblæsende. På 20 sider er vi nået igennem patoskulturen i antikken, i Det Gamle Testamente og i Det Ny Testamente. Gennemgangen af patos i Det Nye Testamente slutter ikke overraskende ved korset. Korset er kristendommens vigtigste symbol og, mener han, patetisk. "Henrettelsesinstrumentet var kun blevet husket af arkæologer og antikhistorikere, hvis ikke han havde hængt på det. Det var ikke nok, at tusindvis af mennesker i Romerriget blev henrettet på den måde langs indfaldsvejene til byerne, som vi kan se det i filmen Spartacus om det nu glemte slaveoprør. Det er naturligvis slemt, når et menneske, det være sig kun en slave, bliver korsfæstet, men når Guds egen søn bliver ofret, er det næsten ubærligt. Patos er på den måde nået længere og længere ned end nogensinde og så alt sammen for vores skyld. Nej, fra at være straffens og hævnens symbol blev korset nu noget andet, nemlig et udtryk for den kærlige tilgivende Gud. Den tanke havde vanskeligt kunnet fastholdes uden en så radikal form. Og det er korsets betydning. Slaver og forbrydere blev henrettet på korset, men i og med at Guds søn også gjorde det, er selve det patetiske drevet til sin yderste grænse. Stærkere udtryk for kærlighed kan man vanskeligt finde." 2. Verdenskrig Over den tidlige kristendom, middelalderen, renæssancen, reformationen, barokken, oplysningstiden, romantikken bevæger Lindhardt sig op i moderne tid, hvor han som det første hæfter sig ved, hvor meget patos der var hos de tre store talere under 2. Verdenskrig. "Churchill, Mussolini og Hitler betjente sig af patos - med sidstnævnte som den absolutte vinder. Han kunne brøle sig til et helt folks hengivenhed. Hvad angår Hitler, har man fremsat den tese, at når han havde så kolossal succes som taler blandt tyskerne, var det måske, fordi man var vænnet af med at lade sig tale til med den store patos: Man var simpelthen forsvarsløs over for den."..."selvsagt kom der senere en modreaktion til denne patosvirkning under krigen, og man vendte i efterkrigstiden tilbage til den moderne skepsis over for retorikkens muligheder." Søren Kyllebæk om patos i reklamebranchen Denne skepsis har ifølge Lindhardt varet frem til de elektroniske mediers enorme indflydelse fra sidste del af det 20. århundrede. Dette er min samtalepartner Søren Kyllebæk enig i og fortæller, hvordan det kun var i reklamebranchens barndom, man benyttede sig af den storladne, svulstige anprisning af et produkt. Søren Kyllebæk siger: "Når patos bliver alment, så mister det storladne sin betydning, så underspiller du. Nu om dage distancerer vi os, vi kan godt grine af os selv. Det er den måde, vi gør vores produkt troværdigt på." Efter en strækmarch igennem patos rolle i historien, sænker Lindhardt farten i bogens anden del. Anden del handler om fænomener, tankesammenhænge og institutioner, som har antaget patetiske dimensioner i moderne tid. Patosbegrebet udvides her til ikke kun at rumme det voldsomme, det højtråbende. "Her bjergtages man, her slås man af tavshed, her bevæger vi os ud over det, vi kan fatte med vores fornuft." Søren Kyllebæk hæfter sig i forhold til anden del af bogen ved det uendelige perspektiv i patos. "Forførelsen er blevet vor tids religion", siger han og henviser til Steve Jobs (manden bag computerma-stodonten Apple). "Når Steve Jobs indkalder verdenspressen, er rummet helt mørkt, men når han træder ind i rummet, bliver der lys. Her i lyset præsenteres nu "sønnen" som det, vi kan forholde os til, nemlig I- phonen. Tilbage står præsentationen af I-phonens applikationer, "Helligånden", som det, vi skal leve af og med." I denne næsten religiøse præsentation af et produkt ligger der megen patos og forførelse, mener min samtalepartner. Lindhardts anden del består af en række små essays om hvor patos fremtræder tydelig i det moderne liv. Lindhardt afslutter sin tour de force med at undersøge patos i kærligheden i kapitlerne Kærligheden i antikken, Kærligheden går i kloster, Det romantiske kærlighedsbegreb, Moderne kærlighed. Lindhardt afslutter sine kærlighedsovervejelser således: "Kierkegaard siger, at med den kvinde, som man bliver gift med, bliver man ægtemand. Men den kvinde som man brændende ønsker sig, men aldrig får, gør en til digter. På en mærkelig måde gælder det også Vorherre selv, hvis man skal tro Bibelen. Digter hedder på græsk poeta, som også betyder skaber. Vi har derfor en patetisk Gud og skaber, som godt ved, at genstanden for hans brændende kærlighed, mennesket, ikke er det værd. Men det holder ham ikke tilbage. Og hvad skal vi så gøre? Sige tak, naturligvis. Det behøver jo ikke at være på nogen særlig personlig måde. Der er jo millioner af andre, der har fået Guds kærlighed, og vi er hver især ikke særligt geniale. Tværtimod. Ja, man skulle faktisk tro, at Gud i særlig grad elsker os almindelige mennesker, siden han har skabt så mange af os. Så lad os glæde os over, at vi er kommet med på holdet." Til slut en tanke om det forløsende i at være helt almindelig, dog formuleret med megen patos af Susanne Brøgger: "I det øjeblik man indser, at man som menneske ikke er af det stof, der kan tilbedes eller tillægges nogen herlighedsværdi, og man indser, at man for alvor kun kan elske nederlagets mand, da bliver man på en mærkelig måde genløst. Fiasko bliver vendt til sejr, man får sig selv tilbage som et på mange måder uskyldigt tåre- og glædesfyldt menneske. Ikke som individ. Tværtimod. Personligheden er væk, man er i stedet blevet ganske almindelig. Du er blevet genløst, forløst, som den, du altid var, men aldrig har kendt, og først som sådan er du genkendt. (Suzanne Brøgger: "Sølve" s , Gyldendal) Jan Lindhardt: Vores patetiske kultur Kristelig Dagblads Forlag A/S 2010 HMJ

6 6 SKOVSHOVED AVIS Dødehavsrullerne 2 Af Søren Holst, lektor ved Københavns universitet. Et af brevene i Det Nye Testamente kalder kristendommen for "en værdifuld skat der opbevares i skrøbelige lerkrukker"; meningen er ca. den samme som det gamle ordspog om ikke at skue hunden på hårene: At indholdet er vigtigere end udseendet. Men i hvert fald for bibelforskere fik udtrykket helt konkret betydning i årene efter 1947, da det blev klart, hvor uvurderligt et arkæologisk fund, man havde gjort i nærheden af Det Døde Hav på det, som nu om stunder i TV-avisen hedder "Den besatte Vestbred". De første syv Dødehavsruller, man fandt, var nemlig pakket pænt ind i linned og stillet på højkant i tæt tillukkede lerkrukker, og derfor kunne de give forskerne ny hjælp til at forstå tiden mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Det sidste nummer af Skovshoved Avis fortalte om danske forskeres arbejde med at datere rullerne. Denne gang ser vi på, hvad rullerne så faktisk fortæller. Bibelen bliver til En tredjedel af de 900 manuskripter, man fandt, er skrifter, som vi kender fra Det Gamle Testamente. Mange af dem svarer nøjagtigt, bogstav for bogstav, til den overleverede hebraiske tekst, som læses højt i synagogen i København den da i dag, og som de teologiske studenter skal lære at stave sig igennem. Og de er vel at mærke 1000 år ældre end den ældste bevarede samlede udgave, man havde ind til 1947, som stammer fra en gang i middelalderen. Håndskrifterne fortæller altså noget om den kolossale omhu og nøjagtighed, som skriverne op gennem århundrederne har lagt for dagen. Men blandt bibelhåndskrifterne er der også nogle, der ikke svarer helt til den overleverede tekst. Og det viser, at man i perioden kort før vores tidsregnings begyndelse nok kopierede skrifter som Esajas Bog og Salmernes Bog, og formodentlig betragtede dem som særligt "hellige" tekster, men a man endnu ikke havde udviklet idéen om, at én bestemt udgave af teksten var den "rigtige" helligtekst, mens alle afvigelser var forkerte. Den omhu, som de senere skrivere lagde for dagen var ikke indført endnu, og nogle skrivere anså det tilsyneladende for en del af deres job at forbedre teksten lidt her og der, fx ved at bruge et mere let forståeligt hebraisk ord i stedet for en vanskelig glose. Indenfor og udenfor Ét er, hvordan det enkelte hellige skrift helt nøjagtigt skal lyde. Noget andet er, hvilke skrifter, der hører med til samlingen. Både i oldtidens jødedom og blandt de tidlige kristne var det efter alt at dømme en proces, hvor man tidligt behandlede bestemte skrifter som hellige fx ved at læse dem højt ved gudstjenesten eller skrive fortolkninger af dem og først senere formelt besluttede, at præcis disse skrifter udgjorde Den Hellige Skrift. På Dødehavsteksternes tid var man efter alt at dømme ikke færdig med processen. Nogle gammeltestamentlige skrifter havde man få eller slet ingen eksemplarer af (selv om de fleste er ret rigeligt repræsenteret), men på den anden side var man åbenbart flittige læsere af apokryfe skrifter som Enoks Bog og Jubilæerbogen, der fandtes i påfaldende mange eksemplarer. Senere besluttede jødedommen sig for ikke at ville vide af dén litteratur, og bortset fra de lasede fragmenter fra hulerne ved Det Døde Hav har skrifterne kun overlevet, fordi østlige kirkesamfund som fx den etiopiske kirke tog dem til sig og oversatte dem. Had din fjende Skrifter fra Det Nye Testamente har man ikke fundet så meget som et bogstav af (skønt en enkelt spansk forsker hævder, at et lille fragment, hvor det eneste hele bevarede ord er den græske glose for "og", skulle være et stykke af Markus-evangeliet). Alt tyder på, at det simpelthen skyldes, at ejerne af Dødehavsrullerne intet kendte til de første kristne eller var komplet ligeglade med dem. Og de fleste af skrifterne i samlingen var efter alt at dømme kopieret før Jesus tid. Men derfor kan rullerne alligevel kaste lys på Det Nye Testamente. De er nemlig en blandet samling af al slags jødisk religiøs litteratur fra perioden umiddelbart før jøden Jesus voksede op i Nazaret. De er altså vores bedste kilde til den verden, Det Nye Testamentes forfattere var vant til at færdes inden for. I Bjergprædikenen refererer Jesus fx til, at hans tilhørere kender formaningen "Du skal elske din næste og hade din fjende". De andre steder, hvor Jesus siger, "I har hørt at ", henviser han til noget, der står i Det Gamle Testamente, i Moseloven. Men der står ingen steder i Bibelen, at man skal hade sin fjende. Så hvad er det, Jesus henviser til? Måske til en talemåde inden for et af de jødiske partier på hans tid. For blandt Dødehavsrullerne finder man fx ritualet for optagelse i et særligt religiøst broderskab, "Sekthåndbogen", og her lover nye medlemmer ikke blot at elske deres fæller i broderskabet, men også at "hade alle mørkets børn". Med andre ord stillede Jesus sig måske polemisk over for andres fortolkning af Moseloven og ikke så meget over for Moseloven selv. Hvordan holder man gudstjeneste? Også med hensyn til religionens praktiske sider på Jesus tid kan rullerne gøre os klogere. Hvordan præsterne bragte ofre, er der udfør- Hildegaard Af Kjeld Danneskiold-Samsøe Anne Lise Marstrand-Jørgensen har begået en fremragende bog om Hildegaard af Bingen, den kvindelige kristne mystiker, der levede i Tyskland fra 1098 til Selvom bogen er en historisk roman om Hildegaard, går den så tæt på hendes liv, at man levende kan forestille sig, at sådan har hun levet. Bogen beskriver hendes liv fra fødslen til 1146 og udgør første del af det tobindsværk, som blev lovet fra forfatterens hånd, og som nu også er i handlen. Fra Hildegaard er 9 år lever hun sit liv i kloster, og indtil 1146 er det i en ret isoleret celle i klosteret Disibodenberg. Her lever hun sit liv sammen med adelskvinden Jutta af Sponheim indtil denne dør. Jutta havde valgt indemuret isolation (i romanen i virkeligheden boede hun tæt på, men udenfor klosteret), og Hildegaard var hendes selskab og hjælper igennem et gittervindue. Det var her på klosteret, at Hildegaard for alvor begyndte at få sine himmelske syner, og i takt med disse steg hendes ry for hvad hun kunne. Hun studerede bl.a. lægekunst, og kom så langt, at hun fik oprettet sit eget hospital på klosteret. Dog ikke uden kamp, da Disibodenberg oprindelig var et munkekloster. I sit senere liv blev hun også forfatter og komponist blandt meget andet. Bogen slutter, hvor hun netop har fået Pavens tilladelse til at fortælle alverden om sine visioner. Bogen er meget læseværdig ikke alene fordi den er godt skrevet - men fordi den tegner et meget kalajdoskopisk portræt af en usædvanlig kvinde, som på mange måder var langt forud for sin tid, og som den dag i dag stadig er aktuel. Hildegaard er tidløs. Hun tager store og væsentlige spørgsmål op, og lever sit liv efter sine egne svar på disse spørgsmål. Bogen kan absolut anbefales, og når den sidste side er vendt, glæder man sig endnu mere til at læse anden del. Forfatteren fik i januar 2010 Weekendavisens litteraturpris på kr for sin bog om Hildegaard. Bogen er udgivet af Gyldendal.

7 SKOVSHOVED AVIS 7 lige manualer til i Det Gamle Testamente, men hvad gjorde almindelige mennesker? I Det Nye Testamente fortælles, at de kristne deltog i "bønnerne", men hvad for bønner er det? Åbenbart havde der mellem Det Gamle og Det Nye Testamentes tid udviklet sig en helt ny type gudstjeneste, som i virkeligheden er oprindelsen til både den jødiske synagoge og vores søndagsgudstjeneste: Ligesom ofrene i templet fulgte den en bestemt fastlagt form og fandt sted i fællesskab og på bestemte tidspunkter, men ligesom den rent spontane individuelle bøn, kunne den foregå på et hvilket som helst sted, med få eller mange deltagere. De første "bønnebøger" til den type gudstjeneste finder vi blandt Dødehavsteksterne: Udførlige samlinger af faste foreskrevne bønner til hver dag i en uge eller måned, eller hver sabbat i et helt kvartal. Og noget af det mest påfaldende og lærerige ved dem er forskelligheden: Én samling indeholder korte takkebønner til hver morgen og aften i en måned en anden dækker kun en uge, og har kun én bøn pr. dag, men bønnerne er til gengæld væsentlig længere og består ikke kun af taksigelser, men også af tilbageblik på folkets historie. Også til de årlige religiøse højtider er der forskellige bønner. Den mest oplagte forklaring er, at de varierende tekster stammer fra forskellige grupper inden for jødedommen, som havde hver sin gudstjenestepraksis. Blandede jøder I det hele taget tyder Dødehavsteksterne på, at den jødedom, som kristendommen udsprang af, var en temmelig spraglet forsamling af grupper med vidt forskellig måde at forstå det fælles grundlag i Moseloven og templet. Og i hvert fald i udgangspunktet har de tidlige kristne ikke nødvendigvis skilt sig påfaldende mere ud fra deres omgivelser end andre grupperinger. Det nyeste om Dødehavsrullerne på dansk kan læses i: Bodil Ejrnæs (red.), "Dødehavsrullerne: Indhold, historie og betydning", Anis 2009 Koncerter i Skovshoved kirke Julekoncert Søndag den 12. dec. 2010, kl Gert Henning-Jensen, tenor Jan Flemming Jensen, tenor Bo Kristian Jensen, tenor Tove Lindgreen, orgel og klaver Traditionen tro giver de tre tenorbrødre: Gert Henning-Jensen, Jan Flemming Jensen og Bo Kristian Jensen julekoncert i Skovshoved kirke. Sammen med organisten, Tove Lindgreen, synger de julen ind med både gammelt og nyt fra musikkens verden. Der er gratis adgang til koncerten, men man har mulighed for at støtte Kræftens Bekæmpelse ved at donere et beløb i kirkebøsserne efter koncerten. Nytårskoncert Tirsdag den 4. januar 2011, kl De Nordiske Spillemænd & Gitta-Maria Sjöberg De Nordiske Spillemænd består af Ørjan Sætran, violin, Boris Samsing, violin, Peter Fabricius, violin og bratsch, Hans Dal, guitar og sang og Johnny Sølvberg, kontrabas. Gruppen blev dannet i 1973 af fem klassisk uddannede musikere i fælles glæde over den nordiske folkemusik, som de har tilført et udsædvanligt, raffineret klassisk tonesprog. De har bevaret folkemusikkens klang og lydbillede, men med en tydelig kammermusikalsk karakter ikke mindst i samarbejdet med operasanger ved Det Kgl.Teater, Gitta-Maria Sjöberg. Gitta-Maria Sjöberg er født i Sverige, men bor nu i Danmark, hvor hun er uddannet på konservatoriet i Aarhus og på Operaskolen i København. Hun debuterede i 1987, som Mimi i La Boheme på Det Kgl.Teater, hvor hun i dag er en af de førende sopraner. Hun har også en international karriere, hvor hun ofte gæster de store operahuse og koncertsale. Efter koncerten byder menighedsrådet på en lille forfriskning, hvor man har mulighed for at ønske hinanden "godt nytår".

8 8 SKOVSHOVED AVIS Tirsdagsmøder Tirsdag den 7. december kl Spiritualitet i praksis Troen er løs blandt danskerne! Der er - især blandt de yngre generationer - en søgen og en åbenhed i forhold til det religiøse og spirituelle det, man i gamle dage kaldte for fromhed. Samtidig kæmper folkekirken især i storbyen med faldende medlemstal og mangel på kontakt med medlemmerne. Langt de fleste oplever de traditionelle gudstjenester for museumsagtige, for elitære og uvedkommende. Natkirken i Københavns domkirke er et forsøg på at tage udfordringen positivt op. Hvordan være folkekirke og forkynde i en storbyvirkelighed? Tirsdag d. 4. januar kl. 14 Koncert: August Rosenbaum og Hans Chr. Pedersen Det er 3 år siden, at August Rosenbaum, klaver, og Hans Chr. Pedersen, bas, optrådte ved årets første tirsdagsmøde i kirkens sidesal. I mellemtiden er August blevet bachelor fra Rytmisk Konservatorium og har studeret 7 måneder i New York. Under opholdet skrev han musikken til sin første CD, "August Rosenbaum Beholder", som han producerede og indspillede med en kvartet. CD en udkom i foråret 2010 med overvældende anmeldelser og har indbragt ham nominering som Årets Nye Jazz-navn ved Danish Music Awards, der uddeles i november. Sideløbende har Hans Chr. passet sit job i Skovshoved Kirkes kor og skrevet sangtekster til revyer og cabareter. Og Tirsdag den 1. februar kl Professor. dr. theol Theodor Jørgensen holder foredrag: Om at turde stilheden. Om kristen retræte og åndelig praksis. Theodor Jørgensen var i 30 år professor ved det teologiske fakultet i København, og har beskæftiget sig med en lang række områder, bl.a. Grundtvig, Schleiermacher og religionsmødet, og er fortsat tilknyttet Helligåndskirken i København. Signe Malene Berg, født 1970, natkirkepræst i Vor Frue kirke - Københavns domkirke. Har udgivet bøgerne: 'Med hovedet i himlen og begge ben på jorden. En praksisbog i kristen spiritualitet' (Unitas Forlag 2008) samt 'Møder i mørket' - en andagtsbog fra Natkirken (Unitas 2009). gendigtet/oversat 18 sange af Tom Waits til Vendsyssel Teaters forestilling "Helvede over Himlen under", som havde urpremiere i 2009 og er på Danmarks-turné i Ved koncerten bliver der givet prøver på det hele og suppleret med værker af bl.a. Cornelis Vreswijk, Charles Trenet, Cole Porter og John Mogensen. Samt nogle sange om livet og kærligheden, som man ellers hører med kvindelige sangere som Edith Piaf, Joni Mitchell og Norah Jones men på denne årets første tirsdag for bas og klaver. Gudstjenester dec febr nov. 1.s.i advent HMJ De ni Læsninger 5.dec. 2.s.i advent MT MT 12.dec. 3.s.i advent MT HMJ 19.dec. 4.s.i advent HMJ HMJ 24.dec. Juleaften MT MT HMJ 25.dec. Juledag HMJ 26.dec. 2.juledag MT 1.jan. Nytårsdag HMJ 2.jan. Hellig 3. Konger MT MT 9.jan. 1.s.e.H.3.Konger HMJ HMJ 16.jan. 2.s.e.H.3.Konger MT MT 23.jan. 3.s.e.H.3.Konger HMJ MT 30.jan. 4.s.e.H.3.Konger MT HMJ 6.feb. 5.s.e.H.3.Konger HMJ HMJ 13.feb. sidste s.e.h.3.konger MT MT 20.feb. Septuagesima HMJ HMJ 27.feb. Seksagesima HMJ MT Indbydelse til babysalmesang Babysalmesang er en musikalsk stund mellem baby og forælder, hvor man med udgangspunkt i kirkens smukke salmer, stimulerer barnets sanseapparat via sang, dans og musik. Musikpædagog og sanger fra det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Esbjerg Musikkonservatorium Louise Rebsdorf Rostved har fire års erfaring med at undervise i babysalmesang og babyrytmik og kommer til at lede vores første babysalmesangshold i Skovshoved kirke. Der er babysalmesang følgende dage 19 jan,26 jan,2feb,9feb,23 feb,2 marts. Tilmelding foregår ved henvendelse til kordegn Morten Iversen i træffetiden 9-12 på eller pr mail miv@km.dk Babysalmesangen er gratis. Der kan kun være 10 voksen/barn par på et hold, så hurtig tilmelding anbefales. Kierkegaard studiekredsen begynder igen Kierkegaard studiekredse begynder igen d. 9 november kl Vi mødes i kirkes nederste mødelokale. Til den tid har jeg læst Peter Tudvads nye bog" Stadier på antisemitismens vej, Søren Kierkegaard og jøderne og vil kort referer derfra. Men emnet vi skal arbejde med er de opbyggelige taler. Der udleveres en dialog over den tale, der skal læses i originaltekst efterfølgende. Tilmelding er ikke nødvendig. Indtryk fra en sognetur Den 18/ drog en busfuld mennesker fra sogn og omegn afsted fra Skovshoved kirke med kurs mod Bosjökloster i Sydsverige. Her besøgte vi den danske præst Jan Grønborg, ansat i den svenske kirke. Han fortalte om liturgisk praksis, præstens rolle ved gudstjenesten og sammenhæng mellem kroppen og det hørte og oplevede ved gudstjenesten. Skovshoved avis bringer her et indtryk fra turen, skrevet af Ulla Scheel: "Hvor var det en meget vellykket udflugt, som præsterne og menighedsrådet havde arrangeret ti Bosjökloster i Sverige. Der var en hyggelig samtale passagerne imellem i bussen, og en meget dygtig chauffør, der kørte roligt, og var hjælpsom og venlig. Vi fik set meget af Skåne på vejen til Bosjökloster, og selve stedet blev grundigt vist og fortalt om. Foredraget vi hørte, af Jan Grønborg, om danske kirkeforhold i nutiden, var meget interessant og tankevækkende. Der var god tid til at se kirken, klosteret og den meget smukke have. Folk kunne få tid og mulighed til at sidde på bænkene og nyde skønheden i haven. Tak til præsterne, der har haft et stort arbejde sammen med menighedsrådet og chaufføren for udflugten. Alle var glade og tilfredse for med den dejlige dag." Sognebladet Skovshoved Avis udgives af menighedsrådet i Skovshoved Sogn. Redaktion : Helle Møller Jensen (ansv.) Næste nummer udkommer februar 2011 Stof til dette nr. skal være redaktionen i hænde senest den 25. januar 2011 Kirkebil Til gudstjenester og møder i Skovshoved Kirke kan gangbesværede og andre handicappede på kirkens regning blive hentet og bragt i taxa. Ring til kirkekontoret i åbningstiden, lørdag inden kl. 12. (Der kan ikke ringes søndag). Adresser og træffetider: Sognepræst, k.b., ph.d. Helle Møller Jensen KIRKE Sophus Bauditzvej 38, 2920 Charlottenlund Træffes bedst tirsdag kl onsdag til fredag kl lørdag efter aftale Tlf Mobil: hmj@km.dk Sognepræst MMCR Marianne Telling Damgårdsvej 30, 2930 Klampenborg Træffes bedst tirs, ons, fredag kl samt torsdag kl Tlf Mobil: mt@km.dk Kordegn Morten Iversen Kirkekontoret Krøyersvej Klampenborg Tlf Fax miv@km.dk Træffetid Mandag lukket tirsdag-lørdag kl onsdag kl Organist Tove Lindgreen Tårnholmsvej Brønshøj Tlf Kirketjener Pauli Jensen Teglgårdsvej Charlottenlund Tlf Menighedsrådets formand Henrik Holmblad Søbakken 8A 2920 Charlottenlund Tlf SKOVS HOVED Sats/repro og tryk: Provins-Trykkeriet, Vordingborg.