Fem kapitler om skabelsen og syndefaldet. Spadsereturen rundt om Córdobas

Transkript

1 REPORTAGE OKTOBER 2015 De berømte arkader med bolsjestriberne er moskeens vartegn. Foto: Fotolia Fem kapitler om skabelsen og syndefaldet Córdobas store moske fortæller emiratets og kalifatets historie med sten i stedet for bogstaver Spadsereturen rundt om Córdobas berømteste monument er god for benene. Der er 600 meter langs med den store kasses gulnede kvadervægge, og det er temmelig meget for en bygning med mere end tusind års historie. Inden for murene er der godt to hektarer, lad os sige det på den måde, for den store moske kan ikke måles i kvadratmeter ligesom et vulgært parcelhus. Det mærkelige er, at bortset fra nogle få mønter er der næsten ikke fysiske beviser på muslimernes tilstedeværelse på Den Iberiske Halvø før kolossen i Córdoba pludselig skyder op flere menneskealdre efter invasionen i 711. Forholdene var kaotiske de første årtier. De kristne indfødte var hurtigt besejrede, men derefter gjorde maurerne oprør mod araberne, som havde reserveret den bedste del af byttet 22

2 OKTOBER 2015 REPORTAGE Moske-katedralens enorme kasse hviler på en høj sokkel. Foto: Fotolia til sig selv. Araberne sloges også med araberne, og maurerne med maurerne. Hvor meget religionen end havde forenet dem, blev tilhørsforholdet til stammer og klaner ved med at veje tungere, og på et tidspunkt overvejede kaliffen i Damaskus om han ikke gjorde klogere i at trække sig ud af det erobrede land igen. Byggestarten markerer at en stærk mand omsider har sat sin vilje igennem over for de mange stridende fraktioner. Den 14. august 755 steg han i land i Almuñecars havn. Omajjadens revanche Damaskus havde også været igennem en af arabernes blodige stammefejder, som endte med at kaliffen af omajjadernes dynasti blev styrtet. Hans familie fik løfte om frit lejde, og da den var uforsigtig nok til at stole på det, blev 80 prinser udryddet ved en massakre som kun den 20-årige Abderraman overlevede. De næste fem år flygtede den unge omajjade for livet, hele tiden et enkelt skridt foran forfølgerne, indtil han omsider rystede dem af sig ved ankomsten til kalifatets yderste provins al-andalus. Fra Nordafrika havde han forhandlet en aftale med nogle grupper som planlagde et oprør mod provinsens guvernør. Abderramans afstamning var et stort aktiv i det islamiske samfund hvor politik og religion var uløseligt knyttet sammen. Oprørerne marcherede mod Córdoba og besejrede guvernøren, hvorefter Abderraman det følgende år udråbte sig til emir i en selvstændig stat. Emiratet var intet særligt i sammenligning med kalifatet, men det var hans eget, og Abderraman passede godt på det. Han glemte aldrig ungdomsårenes dyrt købte erfaringer, og hvis nogle af de gamle forbundsfæller skulle have forvekslet ham med en marionet, gik fejltagelsen hurtigt op for dem. Abderraman blev stamfader til et dynasti der regerede al-andalus i 250 år. I sine sidste leveår startede han byggeriet af den store moske, og alle hans vigtigste efterfølgere fortsatte arbejdet, således at moskeen kom til at afspejle udviklingen i disse århundreder. En forstenet skov Når du træder indenfor, skal øjnene bruge et minut til at omstille sig fra sollyset til halvmørket, og dette minut er som et blik ind i evigheden. I alle retninger drages synet længere og længere ned gennem ensartede søjlegange som forsvinder i et fjernt punkt. Over søjlernes orden er der en vrimmel af rundbuer med glade bolsjestriber. Røde hvælvingssten veksler med hvide, og to arkader oven på hinanden fordobler virkningen. Den forstenede skovs imponerende kroner opløser bygningens tyngde og får det flade loft til at virke let og svævende. Det er et gennemsigtigt rum skabt til massesuggestion. Fra ethvert punkt kan helheden overskues, og virkningen har været overvældende når troende bøjede sig i støvet styret af den samme vilje. I den første moske var der kun plads til en femtedel af dette antal, men det var forholdsvis nemt for Abderramans efterfølgere at udvide bygningen. De kristne katedraler bygges i højden, og selv om en masse detaljer kan ændres under- 23

3 REPORTAGE OKTOBER 2015 vejs, er konstruktøren nødt til hele tiden at have det færdige resultat for øje. Moskeen blev bygget i bredden, og bagefter var det blot at rive en ydermur ned og forlænge bygningen, hver gang man savnede plads. På den måde fik den store moske en vis lighed med en historiebog i sten, hvor du vandrer gennem fem klart adskilte epoker i Córdobas historie - fem kapitler om omajjaderne fra den spæde start til storhedstiden og det bratte fald. Genbrugsmoske Den besejrede kristne kultur har hjulpet Abderraman I ( ) i gang med byggeriet, for det geniale system med loftets dobbelte arkader ser ud til at være inspireret af arkitektoniske løsninger, som muslimerne fandt ved deres ankomst til Spanien. Senere respekterede man det ved alle udvidelser, og derfor kom moskeen til at virke som en enhed på trods af udviklingen. Den første emirs byggematerialer kom også fra fortiden, fra hedenske templer som blev plyndret for deres kostbare marmorsøjler. Tomme taphuller røber stadig den fremmede oprindelse, og ved nærmere eftersyn er det tydeligt ingen søjler er helt ens. De er ikke engang lige høje, så moskeens konstruktører var tvunget til at udligne forskellen ved hjælp af søjlehovederne. Abderraman stillede sig kort sagt tilfreds med en genbrugsmoske. Det er også betegnende for hans stadig prekære situation at han kaldte sig emir. En emir er en konge, men med henvisning til sin afstamning kunne moskeens grundlægger have gjort krav på titlen som kalif, der svarer til både kejser og pave i den kristne verden. Omajjaden hadede den nye kalif af abbasiernes dynasti, men han turde ikke åbent udfordre hans religiøse autoritet, og i moskeen kaldte man til bøn i kaliffens navn. Uden for højtiderne balsamerede Abderraman hovederne på ærkefjendens venner og sendte dem i en sæk til Bagdad. (Abbasierne havde flyttet kalifatets hovedstad fra Damaskus til Bagdad.) Allah være lovet, han har lagt havet mellem mig og denne djævel, udbrød kaliffen. Vendepunktet Al-Andalus tog et halvt århundrede senere et kæmpespring under Abderraman II ( ) der gennemførte moskeens første udvidelse. Selv om der ikke er nogen formel grænse bemærker du straks forskellen, når du træder ind i hans byggeri. Søjlerne er lavet på bestilling, og der kommer en ny perfektion over arbejdet. Det gamle udestående mellem emirer og kaliffer var aldrig gået i glemmebogen, men tiden glatter De gamle porte har bevaret de originale bronzehåndtag. Foto: Fotolia Et mystisk og fremmedartet lys falder ind gennem vinduernes jalousier. Foto: Fotolia tingene ud. Rent praktisk udgjorde kalifatet heller ikke den samme trussel som førhen, fordi islams politiske opløsningsproces var fortsat efter bruddet med al-andalus, og der lå nu en stødzone af flere selvstændige stater mellem Córdoba og Bagdad. Det ene med det andet gjorde det muligt for emiratet at åbne sig for indflydelsen fra det mere fremskredne kalifat. Abd al-rahmán inviterede lærde, poeter og musikere til sit hof, men det vigtigste var at al-andalus blev draget ind i samhandlen med resten af den islamiske verden, som strakte sig fra Kinas grænse til Atlanterhavets kyst. I hele det enorme område strømmede varer og ideer frit mellem alle yderpunkter af den kendte geografi, mens europæernes civilisation havde kørt i ring siden romerrigets fald. Under Abderraman II s regering skete der noget afgørende, idet al- Andalus kristne befolkningsgruppe blev trængt i anden række som kulturfolk. Det store spring Abderraman var et herskernavn som bragte held i Córdoba. De vigtigste omajjader hed alle sådan, og Abderraman III ( ) var den største af dem alle, og den første som gjorde krav på titlen som kalif. Som bygherre var han mere optaget af planerne med sin nye residensby Madinat al-zahra uden for Córdoba, men han skænkede dog moskeen en minaret, som tilsyneladende er forsvundet - i virkeligheden er den blot blevet muret inde i katedralens klokketårn. Det er derfor sønnen al-hakam II ( ), som viser os kalifatets formåen på dets højde. Dine følgende skridt fører ind i hans udvidelse der er fuld af tekniske finesser. Fra alle steder drages blikket 24

4 25

5 REPORTAGE OKTOBER 2015 automatisk mod mihrab en, der svarer til den kristne kirkes højalter. Befinder du dig skævt ud for denne, er der altid en korridor af ensfarvede søjler i den rigtige retning. Lige ud for mihrab en er marmorsøjlerne på skift grønne og rosa. I mihrab en slipper orienten omsider alle sine ødsle virkemidler løs. Den enkle rundbue svulmer ud på midten og tager form af en hestesko. De glatte kanter får fliger, og i den rigt dekorerede kuppel fletter ornamenterne sig fantasifuldt ind og ud af hinanden. På dette tidspunkt er Córdoba fuldt på højde med Bagdad i kunstnerisk henseende. Al-Hakam var en meget religiøs mand, og som kuriosum kan nævnes, at han var på nippet til at rive hele moskeen ned for at starte forfra. Under arbejdet opdagede han til sin rædsel, at mihrab en ikke er orienteret mod Mekka sådan som koranen foreskriver. Bygningen er 52 grader ude af kurs, hvad der er en betragtelig fejl. Til held for eftertiden besluttede en kommission af lærde at traditionen i dette tilfælde vejede tungere end skriften. Ude i byen var der et sted mellem 300 og indbyggere. Til sammenligning havde London indbyggere. Córdoba var vestens nye Rom, og foran den pragtfulde mihrab er det svært at tro kalifatet var dødsdømt og kun havde få årtier tilbage. Diktatorens statskup Fjerde kapitel er moskeens mest triste. Al-Hakam var ingen praktisk mand, men befandt sig bedst i selskab med lærde og deres bøger. Administrationen og hæren overlod han til medarbejderne, blandt andre en begavet opkomling der senere blev kendt som Almanzor. Navnet betyder Den Sejrrige, og han valgte det selv da han havde opkastet sig til diktator. Chancen opstod ved al-hakams død. Kaliffens eneste søn Hisham var 12 år, og et parti ved hoffet foreslog at give tronen til en onkel. Tilhængerne af Hisham lagde sagen i Almanzors hænder, helt bogstaveligt, idet han lagde dem om halsen på rivalen og kværkede ham. Den arme onkel anede ikke, der var planer om at gøre ham til kalif, Mihrab en viser kalifatet på sit kunstneriske højdepunkt under al-hakam II. Foto: Fotolia i modsat fald var det ikke gået så nemt med at få ham i enrum ved det intrigante hof. De følgende år ryddede Almanzor tålmodigt alle andre hindringer af vejen, indtil han sad alene tilbage sammen med drengekaliffen. Hisham II havde en svag fysik og en endnu svagere karakter. Han kom til at tilbringe hele livet i et gyldent bur, hvor luksus og tidlige udskejelser gjorde det af med de sidste rester af hans vilje, mens Almanzor styrede riget med fuldmagt som hachib. Det var et regulært statskup. Almanzor var udmærket klar over, han havde overtrådt en farlig linie i det islamiske samfund, og det forklarer mange ting i løbet af hans regime. For at glæde de religiøse ledere beordrede Almanzor en ideologisk hovedrengøring af al-hakams sagn - omspundne bibliotek. Klassiske værker om filosofi og astronomi, nogle af de første som fandt tilbage til Europa, endte på bogbålet. Militæret var den anden gruppe, som kunne have bremset ham, og det gik hårdt ud over de kristne riger i Nordspanien. Almanzors hær var en lige så sikker forårsbebuder som lærken. Markerne blev brændt, mændene dræbt, kvinder og børn drevet til slavemarkedet i lange, triste karavaner. Almanzor organiserede mere end et halvt hundrede plyndringstogter for at holde soldaterne beskæftiget med noget indbringende, og som tillægsgevinst blev de religiøse ledere endnu mere tilfredse, fordi de huskede pligten til jihad. Det gjaldt om for enhver pris at have religionen på sit parti, og efter med egen hånd at have kopieret koranen manglede Almanzor blot at genoptage arbejdet på den store moske for at bevise sin fromhed. Naturligvis var der ikke behov for en ny udvidelse så kort tid efter al-hakams, og naturligvis måtte netop Almanzor foretage den største udvidelse i moskeens historie. I stedet for at forlænge bygningen en gang til fik det store rektangel en tilbygning på hele den lange side. Fra mihrab en går du til venstre ind i denne del, som er overskuet på få minutter. Almanzors moske er kun en ting: Den er stor! Derudover fornemmes straks en trist rutine over arbejdet. Søjlernes ru overflade har intet til fælles med den bløde silke uden på al-hakams byggeri. Kvaliteten af håndværket tåler ikke engang sammenligning med moskeens ældste del, for ganske vist var grundlæggeren tvunget til at bruge genbrugsmaterialer, men inden for de givne rammer sparede han ikke på anstrengelserne. Almanzors arkitekt erstattede de udskårne trælofter med små murede kupler, og han snød også med arkadernes kunstfærdige skifte mellem røde mursten og hvide natursten, for bolsjestriberne er simpelthen malet på. Der er ingen kærlighed i dette byggeri. Faldet I 1002 døde Almanzor. Jernhånden åbnede sig, og kalifatet faldt fra hinanden. Hisham II savnede autoritet og evner til at genoprette respekten om institutionen, og nye kaliffer begyndte med svimlende hast at afløse hinanden på en trone af stadig mindre værdi. Efteråret 1031 udspilles sidste akt i dramaet om de andalusiske omajjader. Scenen er passende henlagt til den store moske, hvor den sidste kalif - et oldebarn af den store Abd al-rahmán III - har søgt tilflugt. Uden for har folkemængden netop plyndret paladset der symboliserer hans jordiske magt. I gaden forsøger en slægtning som 26

6 OKTOBER 2015 REPORTAGE pragt kun overlevede i den store moske. Denne blev indviet som katedral, men først i 1500-tallet fik den en svag lighed med andre katedraler efter byggeriet af et højalter og et kor midt i bygningen. Fra den brede islamiske søjleskov går du ind i denne himmelstræbende kristne arkitektur, som det lykkedes arkitekten Hernán Ruiz at klemme på plads med et forbløffende godt resultat, blandt andet fordi han respekterede den gamle akse mellem hovedindgangen og al-hakams mihrab. Mange synes denne minikatedral er et hærværk, men det må huskes at muslimerne gik nok så radikalt til værks, da de i 700-tallet beslaglagde de kristnes San Vicente basilika og jævnede den med jorden for at skaffe plads til deres moske. Nu har den officielt skiftet navn til katedral, men i daglig tale kalder alle den stadig for moske, og den genkendes som sådan. En fortryllet skov, hvor drømmen om den fremmede Gud stadig svæver i det tusindårige tusmørke mellem tusind marmorsøjler. pod. Ankomst Afstanden fra Málaga til Córdoba er 160 km på motorvejen. Højhastighedstoget er et godt alternativ til bilen. Katedral-moskeen Katedral-moskeen er åben for turistbesøg både om dagen og om natten, hvor der er en helt speciel stemning. Nattebesøget kræver forudbestilling. Minikatedralen virker helt fremmedartet midt i moskeens søjleskov. Foto: Fotolia sædvanlig at drage fordel af situationen. Han vil være kalif i stedet for kaliffen, men byens befolkning har fået nok. Alle familiens medlemmer får ordre til at forlade Córdoba og aldrig vise sig igen. I moskeen venter Córdobas sidste kalif på afgørelsen. En arabisk kronikør fortæller at han be r om en stump brød til en af sine små piger som klynker af sult. Han holder hende i armene, skjult under de vide ærmer, fordi natten er kold. Lidt senere beder han også om en lampe. Inde i den vældige bygning falder en lille cirkel af flakkende lys på ham selv og hustruerne. Det sidste kapitel Femte og sidste kapitel om moskeens konstruktion er fra kristen periode. I 1236 nåede generobrerne frem til Córdoba, hvor fortidens Turistinformation På Córdobas officielle hjemmeside for turismen finder du information om byens mange andre seværdigheder. Tlf