Helligtrekongers søndag 3. januar 2016

Transkript

1 Kl Burkal Kirke (med kirkekaffe) Tema: Verdens lys Salmer: 749, 362, 25; 136, 138 Evangelium: Joh. 8,12-20 "Jeg er verdens lys", siger Jesus. Hvad betyder det? Hvad lys betyder for vores liv, véd vi bedst, når vi rigtigt savner det. I vore dage, hvor der er lys i alle lygter og lamper, er det ganske vist sjældent at opleve det absolutte mørke, og så er det en forskrækkelse at komme ud på en mørk markvej langt ude på landet om natten, uden vejbelysning, uden billygter, uden huse med oplyste vinduer, uden lommelygte, bare mørke. Hvor skal jeg sætte min fod? Er der grøfter, jeg kan falde i? Ligger der sten, jeg kan falde over? Står der træer, jeg kan ramle ind i? Er der fare på færde? Hvordan 1

2 finder jeg hjem igen? Det er som at være blevet totalt blind og hjælpeløs, og det er virkelig en lammende oplevelse. Charlotte og jeg kender det fra Tanzania, hvor der kunne være bælgmørkt. Men det kan være godt at prøve. Så forstår man bedre hvad det vil sige at Jesus Kristus er verdens lys. Han er nemlig det lys i mørket, der gør, at du og jeg kan orientere os i livet, så vi kan vide, hvor vi skal sætte vores fod, og se, hvor grøfterne er, og få øje på hvad vi eller kan falde over eller støde ind i. Så kan bedre orientere os i tilværelsen og til sidst finde hjem. Det er det, Jesus er for os, hver dag vi lever. Han er vores og hele verdens vigtigste orienteringspunkt. Han er verdens lys, og den, der følger ham, skal aldrig vandre i mørket. Men at Jesus er verdens lys, det er ikke det samme som almindelig oplysning, dvs. informationer om dit eller dat. Den slags overlader vi gerne til opslagsværkerne. Nej, her taler vi om livsoplysning. Den oplysning, der gør, at man bliver klogere på sig selv og sit liv og på verden. Og at der kastes fuldt lys over de store, grundlæggende spørgsmål, som vi mennesker til alle tider har tumlet med: Hvor kommer vi fra, hvorfor lever vi, og hvor går vi hen? Eller sagt på en anden måde: Hvem bestemmer over os? Hvad er livets mening? Og hvad sker der, når vi dør? Jesus Kristus er selv Guds store svar på livets store spørgsmål. Han er verdens lys. Den, der følger ham, skal aldrig vandre i mørket. Den, der følger ham, skal leve, ikke bare være til. Den, der følger ham, skal finde vej i livet og i døden. Og læg så godt mærke til at det er Jesus som er verdens lys. Det ville jo også være afsindigt at påstå, at kristendommen skulle være det, eller at kirken skulle være det. Vi må tværtimod sige, at i sig selv er kristendommen nok ikke meget sandere end enhver anden religion. Den kristendom, der er vokset historisk frem gennem 2000 år som det samlede resultat af skiftende generationers tænkning og tro og indsatser og fejltagelser og gode og onde gerninger, det er virkelig ikke noget, der egner sig som verdens lys. Det bærer alt sammen sit tydelige præg af syndige mennesker. Det samme gælder kirken, som jo ret beset bare består af syndige mennesker. Og dermed er endelig også sagt, at vi kristne klart må fralægge os nogen selvstændig rolle som lys. Det egner vi os absolut ikke til. Når Jesus i bjergprædikenen (Matt.5,14-16) siger: "I er verdens lys", er det udelukkende, fordi han er det, og vi er en afspejling af det lys der kommer fra ham. 2

3 Verdens lys er Jesus Kristus. Men er han så verdens eneste lys? Er der ikke andre lys i verden? Det spørgsmål kommer vi ikke udenom at tage stilling til i vor tid, da alle religioner mødes. Der er to forkerte svar på det spørgsmål. Det ene svar lyder, at Jesus Kristus kun er ét lys blandt mange andre, for de forskellige religioner siger i virkeligheden det samme og vil det samme. Enhver skal derfor bare selv vælge, og enhver bliver på den måde salig i sin tro. Der er endda nogle, der tror, det er et bibelcitat, at enhver bliver salig i sin tro. Men ordene stammer faktisk fra Frederik den Store, konge af Prøjsen ( ), som ved sin tronbestigelse skrev: "I mit land må enhver blive salig på sin facon." Ordene taler om religionsfrihed. De handler om, hvad der blev tilladt borgerne i Prøjsen, og som senere bredte sig til de omgivende lande. Men når ordene presses til at sige, at enhver bliver salig i sin tro, lige meget hvilken, så må vi sige fra. Det passer nemlig ikke, at alle religioner i virkeligheden er ens og vil det samme. Så idyllisk er religionernes verden virkelig ikke. Er der andre lys i verden end Jesus Kristus? Vi kan i hvert fald ikke svare, at han bare er ét enkelt lys blandt mange. Det passer simpelthen ikke med det bibelske budskab. Det andet forkerte svar er det modsatte: at Jesus Kristus er verdens eneste lys, og uden for ham er der ikke andet end mørke. Hvis vi siger sådan, gør vi kirken til en lukket sekt, der vender ryggen til hele den verden Gud har skabt og opretholdt og styret indtil denne dag. Så har kirken som en kristen sekt taget patent på sandheden, og hele resten af verden er hængt ud som løgn. Den går heller ikke. Det ville være afsindigt at påstå sådan noget. Verdenshistorien er fuld af vise mænd fra nord og syd og øst og vest: religionsstiftere, lovgivere, filosoffer, teologer, mystikere, profeter, digtere, naturvidenskabsfolk, kunstnere og andre visionære, som alle har beriget verden med små eller store lys. Er der da sandhed at finde i andre religioner? Ja naturligvis, for alt sandt og skønt og godt i verden stammer fra Gud, uanset hvad det kaldes. Vi kan da også på stående fod og uden dybere eftertanke nævne, at islam fx kan lære os at tage Guds vilje alvorligt og tage vores egen daglige trospraksis alvorligt, at buddhismen fx kan lære os indre fordybelse og i øvrigt lære os medfølelse med vores hårdt plagede umælende medskabninger: dyrene. Og at jødedommen fx kan lære os at feste for Herrens åsyn. Alt sammen bare nogle få eksempler. Der kunne nævnes mange andre. 3

4 Der er derfor god grund til at føre samtaler med troende fra andre religioner. Vi har virkelig meget at lære hos dem, og de har virkelig meget at lære hos os - eller rettere hos vores Mester, hos Jesus Kristus, "i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult" (Kol. 2,3). Han er målestokken for, hvad der er sandt og falsk, godt og ondt, sort og hvidt. Er vi i tvivl, kan vi måle det, vi møder i andre religioner, på ham og på hans ord. Hvad der bekræftes hos ham, af hans liv og hans ord, er sandt, og hvad der er i modstrid med det, er falsk. Så enkelt er det. Det er da også Helligtrekongers budskab: at indbyde alle jordens folk til at komme og møde Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, og tilbede ham. Det var det, de vise mænd fra Østerland gjorde (Matt. 2,1-18). Vi plejer at sige at de var tre. Det står der ganske vist ikke noget om i selve beretningen, og en gammel legende påstår endda, at der var fire. (Den fjerde hed Artaban, og det er Henry van Dyke der i 1886 skrev denne fortælling: "The Story of The Other Wise Man") Den fjerde kom bare for sent. Han solgte ellers alt, hvad han ejede, og købte tre kostelige ædelsten: en blå safir, en rød rubin og en hvid perle. Dem ville han tage med og ofre til den nyfødte kongesøn. Men da han lige skulle til at rejse, udbrød der en farlig epidemi i hans hjem- by, og han fik travlt med at gå rundt og lindre noget af al den sorg og nød, han så omkring sig. Han glemte alt for det ene. Han solgte endda den blå safir for at skaffe mad til de syge. Da han endelig kunne rejse, var hans tre venner for længst taget af sted, og de var over alle bjerge. Den vise mand rejste derfor alene. Men da han omsider nåede frem til Betlehem, mødte han dér en by i navnløs sorg og fortvivlelse. Kong Herodes havde netop forøvet barnemordet i Betlehem, ladet alle byens små drenge dræbe i sin jagt på jødernes nyfødte kongesøn. Nu blev også den røde rubin solgt for at kunne hjælpe folk i byen. Fra Betlehem førte hans vej til Ægypten, i den hellige families fodspor. Men her gik det ham på samme måde. Den vise mand kom hele tiden til steder, hvor mennesker havde allermest brug for ham. Og årene gik med det. Da han endelig efter tredive års forsinkelse kom til Jerusalem, var hele byen i oprør: Jødernes konge skulle korsfæstes. "Nej", udbrød den vise mand, "det må ikke ske. Endnu har jeg min kostelige, hvide perle i behold. Med den vil jeg løskøbe ham!" Han skyndte sig ud til Golgata, så hurtigt hans gamle ben kunne bære ham. Men en sidste gang blev han indhentet af sin næstes krav. En ung pige på flugt fra nogle mænd, der ville sælge hende 4

5 som slavinde, kom og kastede sig ned for den vise mand og bad: "Frels mig!" Og han købte hende fri - med den hvide perle. Nu havde han mistet alle tre kostelige gaver. Han kom tomhændet ud til Golgata, lige i det øjeblik, da Jesus døde på korset. I det øjeblik rystede et vældigt jordskælv Jerusalem, og himlen formørkedes. En lille sten fra den revnende Golgataklippe ramte ham i panden, så han styrtede døende til jorden. Den unge pige bøjede sig over ham. Hun syntes, hun hørte en røst i mørket. Artabans læber bevægede sig: "Nej, nej, Herre. Hvornår så jeg dig sulten og gav dig mad? Eller tørstig og gav dig at drikke? Hvornår så jeg dig fremmed og bød dig ind? Eller nøgen og klædte dig? Hvornår så jeg dig syg og i fængsel og kom dig til hjælp? - I treogtredive år har jeg søgt dig; men jeg har aldrig set dit ansigt eller tjent dig, konge!" Da Artaban tav, var det igen som om der lød en røst i mørket. Det var som om en blid stemme sagde: "Hvad du har gjort imod en af mine mindste, har du gjort imod mig!" Rejsen var endt. Hans gaver var modtaget. Han havde fulgt stjernen og fundet kongen. Han så at kongen havde modtaget alle hans ædelsten: Den blå, den røde og den hvide funklede i Jesu tornekrone. Amen. 5