Annette L. Christiansen. Hen over bjerget. Litteratur og læseforståelse i indskolingen

Transkript

1 Annette L. Christiansen Hen over bjerget Litteratur og læseforståelse i indskolingen

2 INDHOLD De tre bukkebruse Jeg kan godt lide at ro Skriget i ruden Løven og Musen Pippi flytter ind i Villa Villakulla Hus vendt på vrangen

3 De tre Bukke Bruse Der var engang tre bukke. Den lille hed Bukke Bruse. Den mellemste hed Bukke Bruse. Den største hed Bukke Bruse. En dag skulle de tre Bukke Bruse over en bro. Under broen boede en stor, fæl trold. Det var n stor, fæl trold med en lang næse. Den lille Bukke Bruse skulle først over broen. Trip, trap, trip, trap. Hvem er det der tripper på min bro? skreg den fæle trold. Det er den lille Bukke Bruse, sagde den lille Bukke Bruse. Nu æder jeg dig! skreg den fæle trold. Nej, vent! sagde den lille Bukke Bruse. Den mellemste Bukke Bruse kommer nu. Den mellemste Bukke Bruse skulle over broen. Trip, trap, trip trap. Hvem er det der går på min bro? skreg den fæle trold. Det er den mellemste Bukke Bruse, sagde den mellemste Bukke Bruse. Nu æder jeg dig! skreg den fæle trold. Nej, vent! sagde den mellemste Bukke Bruse. Den store Bukke Bruse kommer nu. Den store Bukke Bruse skulle over broen. Trip, trap, trip, trap. Hvem er det der tramper på min bro? skreg den fæle trold. Det er den store Bukke Bruse, sagde den store Bukke Bruse. Nu æder jeg dig! skreg den fæle trold Jeg er ikke bange. Jeg har horn, og jeg kan stange! sagde den store Bukke Bruse. Den store Bukke Bruse smed den store, fæle trold ned i et stort vandfald. Snip, snap, snude, nu er eventyret ude. Genfortalt af Synnøve Lien og Kirsten, Dansklærerforenings Forlag,

4 Jeg kan godt lide ro... Jeg kan godt lide ro, når jeg skriver, men kan skrive under ligegyldigt hvilke omstændigheder. I gamle dage skrev jeg undertiden, mens jeg passede vores børn. Musik generer mig heller ikke, heller ikke græsslåmaskiner eller betonboring eller grus der læsses af eller fyrværkeri eller hunde der gør, men jeg foretrækker ro, ligesom nu hvor jeg kun hører en enkelt vedholdende bogfinke uden for mit arbejdsværelse. Den har med samme intensitet sunget hele foråret og nu også ind i sommeren. Jeg undrer mig over, når den vækker mig om morgenen, hvor stor energi og vedholdenhed den har. Kaffe! Jeg drikker kaffe når jeg skriver. Jeg har læst at kaffe er sundt. En god oplysning. Jeg skriver når jeg går, når jeg cykler, når jeg kører i bil og før jeg falder i søvn. Jeg lytter til hvad der er på spil inderst i hovedet. Hov! Der kom en sætning! En god ide. Jeg husker den til næste morgen. Er den særlig god står jeg op af sengen og skriver den ned. Det er sjældent. Jeg kan godt lide at sove. Udtalt af Louis Jensen til Kolding Krøniken. Skriget i ruden For enden af en grusvej, tæt ved skoven, ligger et gammelt hus. Det er lige ved at falde sammen, og der mangler ruder i de skæve vinduer. Kun en eneste rude er tilbage i det gamle hus. Det ser alt sammen meget uhyggeligt ud, især fordi der render en masse katte rundt både inde i huset og udenfor. Nu bor der ingen i huset mere. Den gamle kone, som ejede det, er død. STOP Og det er en sær historie. En nat blev det et frygteligt uvejr. Det stormede og lynede og tordnede. Men den gamle kone, som blev kaldt heksen, tog sig ikke i agt for uvejret. Tværtimod! Hun satte sig hen ved husets sidste rude for at se på lynene, der slog ned igen og igen. Pludselig slog et lyn ned i det gamle hus og lige igennem heksen. Hun skreg af rædsel, så hendes ansigt blev endnu mere uhyggeligt at se på. Billedet af hendes ansigt brændte sig fast i ruden, da lynet gik igennem hende, og man kan stadig se det i ruden. Fra Fortæl, fortæl, Synnøve Lien og Kirsten Meldgaard, Dansklærerforenings Forlag

5 Løven og musen Der var engang en løve, der lå og sov i sin hule under et træ. Under træet havde en mus sin rede. Da musen skulle ud og finde mad, kom musen til at løbe over løvens hoved. Så vågnede løven. Løven fangede musen og lagde sin pote over musen og hvæsede: Du har trådt på dyrenes konge. Du skal dø. Løven var vred, fordi musen havde vækket den. Så løven ville dræbe musen, men den lille mus bad for sit liv: Åh, lad mig leve. Så vil jeg til gengæld gøre dig en tjeneste en anden gang. Løven lo og morede sig over, at en lille mus troede, at den kunne hjælpe en stor løve. Løven syntes, det var så sjovt, at den lod musen slippe. Nogle dage senere gik løven en tur. Løven gik og kiggede op i luften, og derfor så den ikke nettet, som en jæger havde sat op. Pludselig var løven fanget i nettet. Løven kæmpede vildt for at komme fri og ud af nettet. Men rebene var for stærke. Løven brølede af raseri, men det hjalp den ikke. Den var fanget. Men musen havde hørt løvens fortvivlede brøl. Den lille mus ville gerne hjælpe løven og løb hen til løven. Løven sagde: Du er for lille, du kan ikke hjælpe mig. Men musen var klog og gik i gang med at gnave nettet i stykker med sine små skarpe tænder. Den gnavede og gnavede, og til sidst var løven fri. Fra den dag var løven og musen venner, og de var tit sammen ved træet, hvor løven havde sin hule og musen sin rede. Genfortalt frit efter Æsops fabel af Annette L. Christiansen Pippi flytter ind i Villa Villekulla I udkanten af den lille bitte by lå en gammel, forfalden have. I haven lå et gammelt hus, og i huset boede Pippi Langstrømpe. Hun var ni år, og hun boede der helt alene. Hun havde hverken mor eller far, og det var egentlig ganske rart, for på den måde var der ingen, der kunne sige til hende, at hun skulle gå i seng, lige når hun havde det allersjovest, og ingen, der kunne tvinge hende til at spise levertran, når hun hellere ville have karameller. Pippi havde engang haft en far, som hun holdt forfærdelig meget af, og ja, hun havde selvfølgelig også haft en mor, men det var så længe siden, så det kunne hun slet ikke huske. Moren døde, da Pippi var en lille bitte baby, der lå i vuggen og skreg så forfærdeligt, at ingen kunne holde ud at være i nærheden. Pippi var sikker på, at hendes mor nu sad oppe i himlen og kiggede ned på sin pige gennem et hul, og Pippi vinkede tit op til hende og sagde: Du skal ikke være bange! Jeg skal nok klare mig! Sin far havde Pippi ikke glemt. Han var søkaptajn og sejlede på de store have, og Pippi havde sejlet med på hans skib, lige indtil han engang under en storm blev skyllet over bord og forsvandt i havet. Men Pippi var aldeles sikker på, at han en skønne dag ville komme tilbage. Hun troede slet ikke, at han var druknet. Hun troede, at han var drevet i land på en ø, hvor der var fuldt af negre, og at hendes far var blevet konge over alle negrene og gik rundt med guldkrone på hovedet hele dagen lang. Min mor er en engel, og min far er negerkonge; det er skam ikke alle børn, der har så fornemme forældre, plejede Pippi at sige, nok så glad. Og så snart min far bare får bygget sig et skib, så kommer han og henter mig, og så bliver jeg negerprinsesse. Hej hop, hvor skal det blive sjovt! Hendes far havde købt det gamle hus, som lå i haven, for mange år siden. Han havde tænkt, at han skulle bo der med Pippi, når han blev gammel og ikke havde kræfter til at sejle på havet mere. Men så skete der jo det kedelige, at han blev skyllet over bord, og mens Pippi ventede på, at han skulle komme tilbage, begav hun sig den lige vej hjem mod Villa Villekulla. Det hed huset. Det stod der møbleret og parat, og ventede på hende. En dejlig sommeraften havde hun sagt farvel til alle matroserne på sin fars skib. De holdt så meget af Pippi, og Pippi holdt så meget af dem. Farvel, drenge, sagde Pippi og kyssede dem på panden efter tur. I skal ikke bekymre om mig. Jeg skal nok klare mig! 6 7

6 To ting tog hun med sig fra skibet. En lille abe, som hed hr. Nilsson den havde hun fået af sin far og en stor vadsæk fyldt med guldpenge. Et bemærkelsesværdigt barn, sagde en af matroserne og tørrede en tåre bort, da Pippi forsvandt i det fjerne. Han havde ret. Pippi var et meget bemærkelsesværdigt barn. Det allermest bemærkelsesværdige ved hende var, at hun var så stærk. Hun var så rasende stærk, at der ikke i hele verden fandtes en politibetjent, der var så stærk som hun. Hun kunne løfte en hel hest, hvis hun ville. Og det ville hun. Hun havde sin egen hest, som hun havde købt for en af sine mange guldmønter samme dag hun kom hjem til Villa Villekulla. Hun havde altid drømt om at have sin egen hest. Og nu boede den på verandaen. Men når Pippi ville drikke sin eftermiddagskaffe derude, løftede hun den uden videre ud i haven. Ved siden af Villa Villekulla lå en anden have og et andet hus. I det hus boede en far og en mor med deres to små søde børn, en dreng og en pige. Drengen hed Tommy og pigen Annika. Det var et par meget artige og velopdragne og lydige børn. Den første dag Tommy og Annika så Pippi var den dag, de lige var kommet hjem fra en rejse: Det var den mærkeligste pige, Tommy og Annika nogen sinde havde set, og det var Pippi Langstrømpe, som skulle ud at gå morgentur. Sådan her så hun ud: Hendes hår havde samme farve som en gulerod og var flettet i to stramme fletninger, som strittede lige ud i luften. Hendes næse havde samme facon som en meget lille kartoffel, og den var helt prikket af fregner. Under næsen sad en meget meget bred mund med friske, hvide tænder. Hendes kjole var ret ejendommelig. Pippi havde selv syet den. Det var meningen, at den skulle være blå, men det blå stof slog ikke til, så Pippi måtte sy lidt røde tøjstykker på hist og her. På hendes lange, tynde ben sad et par lange strømper, den ene brun og den anden sort. Og så havde hun et par sorte sko på, som var præcis dobbelt så lange som hendes fødder. De sko havde hendes far købt til hende i Sydamerika, for at hun kunne have noget at vokse i, og Pippi ville ikke gå med andre end dem. Hus vendt på vrangen Det var sommer. Lisbeth og Peter var på besøg hos mormor og morfar, som boede i et lille hus på landet. Bagved huset løb en å. En dag havde morfar spurgt, om de ville med en tur ud på åen? Det ville de gerne. Morfar gjorde båden klar, og Lisbeth og Peter fik redningsvestene på. Morfar roede og båden gled hen over vandet. Solen skinnede og det var meget varmt. I lang tid pjaskede de vand på hinanden, sang vrøvlesange og gættede gåder, og til sidst spiste de madpakkerne. Solen stod højt på himlen og vandet klukkede mod båden. Lisbeth og Peter blev helt søvnige. Morfar gabte også og roede kun langsomt. Det var så stille, at de kunne høre humlebierne summe rundt mellem åkantens blomster. Pludselig fik Lisbeth øje på et mærkeligt hus forude. De andre så det også. De kom nærmere og helt ind i huset, som var bygget på tværs over åen. Det så ud som om huset var vendt på vrangen. Både vinduesskodder og nedløbsrør sad på indersiden. Der stod nogle ting ude i vandet, et træ på en lille ø, en brønd med en figur som havde tre hoveder, og en træplade med et sneglehus og nogle bjælker. De roede rundt og kiggede undrende på det hele, men så skete der noget: Vand sprøjtede som et springvand op af brønden, bjælderne klingede og det ruskede i træet, som om det stormede! Det varede kun et øjeblik, så blev alt stille igen. Men børnene og morfar var blevet så forskrækkede, at de skyndte sig ud af huset. Da de var kommet et lille stykke væk, begyndte huset at blegne, og til sidst forsvandt det helt i det flimrende sollys! Da roede morfar hjem så hurtigt han kunne, og de tre blev enige om aldrig at fortælle nogen om huset, for hvem ville tro på sådan en historie? Hus vendt på vrangen, af Bente Olesen Nystrøm, Fra Troldprinsessen og andre historier, Høst og Søn, 1996 Uddrag af Bogen om Pippi Langstrømpe, Astrid Lindgren, Gyldendal 1945, nyoversat

7