Jubilæumsnummer ISLANDSHUNDEN. Præsentation af Islandsk Fårehundeklub og dens 10-årige historie JUBILÆUM. August årgang

Transkript

1 JUBILÆUM August årgang MEDLEMSBLAD FOR ISLANDSK FÅREHUNDEKLUB ISLANDSHUNDEN Jubilæumsnummer Præsentation af Islandsk Fårehundeklub og dens 10-årige historie Jubilæumsnummer august 2007

2 ISLANDSHUNDEN Jubilæumsnummer Særnummer af Islandsk Fårehundeklubs medlemsblad udgivet i anledning af klubbens 10 års jubilæum som selvstændig raceklub. Ansvarshavende redaktør Svend Brandt Jensen, tlf: formand@islandshunden.dk Redaktion Vibeke Jacobsen, tlf: Frederiksværksgade 161, 3400 Hillerød red@islandshunden.dk Bettine Nordsejl, tlf: V. Slamravej 3, 3730 Nexø red@islandshunden.dk Layout og grafisk tilrettelægning Jørgen Metzdorff, tlf: Risdalsvej 13, 8260 Viby J. jorgen@metzdorff.net Tryk H.S. Tryk & Sats, Østergade 40, 9800 Hjørring, Islandsk Fårehundeklub er en specialklub anerkendt af og samarbejdende med Dansk Kennel Klub. Islandsk Fårehundeklub er medlem af ISIC (Icelandic Sheepdog International Committee), hvis formål det er at hjælpe og motivere til samarbejde i alle sager der gavner og bevarer den islandske fårehund som race. Islandsk Fårehundeklub samarbejder med specialklubber for islandske fårehunde i flg. lande: Island, Norge, Sverige, Holland, Tyskland og Canada. Formand Svend Brandt Jensen, tlf: Møllemosen 131, 2760 Måløv formand@islandshunden.dk Næstformand John Alkærsig Petersen, tlf: naestformand@islandshunden.dk Kasserer Laila Didriksen, tlf: kasserer@islandshunden.dk Sekretær Jonna Hansen, tlf: sekretaer@islandshunden.dk Bestyrelsesmedlem Nina Vejstrup, tlf: best@islandshunden.dk Den Islandske Fårehund Den Islandske Fårehund er en glad og og livlig hund, der knytter sig tæt til familien og helst følger den overalt. Den er venlig overfor alle og en stor børneven. Dens livlige væsen kommer mest til udtryk udendørs, da den hurtigt falder til ro og lægger sig til hvile ved ens fødder, når familien er i ro. Den er meget lærenem og samarbejdsvillig, og har samtidig et selvstændigt sindelag. Hunden har et medfødt instinkt for at gø under hyrdearbejdet. Den bruger sin gøen til at få heste og får til at flytte sig, og rovfugle til at holde sig fra lammene. Opgaven med at beskytte lammene mod rovfuglene har udviklet så godt et syn hos hunden, at den kan få øje på fugle så højt oppe i luften, at vi mennesker knapt kan se dem. En flok fugle vil med usvigelig sikkerhed udløse en ivrig gøen. Da hunden er meget lærenem, kan den godt lære den at tie stille, når man ønsker det. Den Islandske Fårehund er en lille, stærk og robust bygget spidshund, som ikke lader sig hæmme af uvejsomt terræn eller dårligt vejr. Den har en stærk og spændstig krop og den er let og adræt til fods. Pelsen er tyk og vandtæt og dens selvrensende evne gør, at en Islandsk Fårehund aldrig lugter af våd hund. Pelsen kan falde meget forskelligt ud - fra korthåret til meget langhåret. Fælles er, at den skal have godt med underuld, så hunden kan holde sig varm og tør under alle vejrforhold. Farven varierer fra creme/gul over rød og brun til grå/sort, eller en kombination af disse farver. Hundens højde er mellem cm. Et særkende for racen er, at den skal have ulvekløer på bagbenene, helst dobbelte, men enkelte er acceptable. Den Islandske Fårehund er en stærk race. Da der i avlen i Island gennem flere hundrede år er lagt større vægt på brugsegenskaber end på udseendet, har vi en race, som har undgået de fleste arvelige sygdomme. Den eneste arvelige sygdom som racen er disponeret for, er hofteledsdysplasi (HD). Den er dog ikke noget stort problem, idet de fleste hunde, selv med HD i svær grad er symptomfri ved fornuftig levevis, og ved omhyggelig udvælgelse af avlsdyr arbejder man på at komme denne sygdom til livs. Den Islandske Fårehund skal, inden den må bruges i avl, HD-fotograferes og udstilles på en udstilling afholdt af Islandsk Fårehundeklub eller Dansk Kennel Klub, og have opnået minimum en 2. præmie. Den Islandske Fårehund er oprindelig en urnordisk spidshund - en type hund man har kendt i Norden siden jægerstenalder. Med de vikingernes bosættelser i Island kommer hunden til øen deraf navnet Islandsk Fårehund. Dens urnordiske oprindelse betyder, at den i dag bruges i levendegørelsen af historiske rekonstruktioner, og på den måde er med til at formidle vores fælles fortid. Den Islandske Fårehund har ikke levet isoleret som race i Island, siden vikingetiden. Opblanding med andre racer, samt hundesyge-epidemier betød, at den kom i fare for at uddø. Kun en meget målrettet indsats med opsporing, registrering og avl af ægte Islandske Fårehunde, har reddet racen fra at forsvinde. Som Islands nationalhund, står racen under beskyttelse af Altinget, der støtter det forsatte arbejde med at sikre racens eksistens og sundhed i fremtiden. Den Islandske Fårehund kom officielt til Danmark i I 1970 og 80 erne var antallet af Islandske Fårehunde i Danmark beskedent, men dens udbredelse og popularitet er siden steget støt. I 2000 har vi over1500 Islandske Fårehunde i Danmark - som i øvrigt er det land med flest hunde af denne race. Islandshunden

3 FRA FORMANDEN FREMDRIFT 10 år og i stadig FREMDRIFT af Svend Brandt Jensen Du sidder nu med Islandsk Fårehundeklubs 10-års jubilæumsnummer. Som du nok allerede har bemærket, har bladet skiftet format, og når du kommer lidt længere frem i læsningen vil du se, at der er flere sider i farver end der plejer at være. Vi har besluttet at lade jubilæumsnummeret være det første blad i dette nye layout. Indholdsmæssigt er der hilsener fra nær og fjern, historier fra dengang det hele begyndte, optryk af enkelte artikler fra tidligere numre og andet stof af mere populær karakter. Det mere fremadrettede bliver bragt i de almindelige numre af Islandshunden. Islandsk Fårehundeklub blev stiftet på generalforsamlingen i Nyborg lørdag den 14. september 1996, og har virket som selvstændig specialklub under DKK siden den 1. januar Set i bakspejlet må det siges, at beslutningen om at skille sig ud fra Spidshundeklubben og danne en klub udelukkende for Islandske Fårehunde var rigtig, også set i lyset af det store antal Islandske Fårehunde og ejere der fandtes allerede dengang. Aktiviteten i Islandsk Fårehundeklub har været høj gennem de 10 år der er gået. Selvfølgelig vil aktivitetsniveauet på de enkelte områder gå op og ned, de følger jo de interesser de enkelte medlemmer har rundt omkring. Men klubben har holdt og holder stadig fanen højt på mange områder, og uden en selvstændig specialklub havde vi ikke haft eget klubblad, egne udstillinger, klubbutik, eget UHM-udvalg med egne mentalbeskrivere, hyrdeudvalg, agilityudvalg, lydighedsudvalg samt regionale aktiviteter rundt om i landet. For mange er den vigtigste tilknytning til klubben klubbladet Islandshunden og hjemmesiden dk. Vi har hele tiden for øje, at Islandsk Fårehundeklub skal være en klub for alle, både for de mere aktive og for de der ønsker at holde sig orienteret om Islandske Fårehunde i al almindelighed. I Islandshunden og på hjemmesiden kan der følges med i de aktiviteter og muligheder klubben tilbyder sine medlemmer, og er der forslag til nye, er det bare om at komme ud af busken. Klubben har heldigvis en sund økonomi, hvilket giver visse frihedsgrader til af og til at tilrettelægge noget ud over det sædvanlige. Der har tidligere været afholdt dommerseminarer og opdrætterseminarer og et helt nærliggende og aktuelt eksempel er udsendelsen af dette blad. Der samarbejdes med andre specialklubber i Danmark, her mest på udstillingsområdet, og med DKK. På det internationale plan sker samarbejdet både gennem (Icelandic Sheepdog International Committee), forkortet ISIC, og direkte med klubberne i de enkelte lande. Dette samarbejde er frugtbart og til stor gavn for at sikre racens fortsatte beståen, for det er særdeles vigtigt, at der til stadighed arbejdes målrettet med Svend Brandt Jensen har siddet i klubbens bestyrelse siden 2002 og blev efter en rekonstitution i 2006 fungerende formand for foreningen. Efterfølgende blev Svend valgt som foreningens formand på generalforsamlingen i foråret Svend fik sin første Islandske Fårehund tilbage i XXXX og har i dag - sammen med sin kone Helle - 4 Islandske Fårehunde. genetik og avl, både her i landet og henover grænserne. ISIC kan tilskrives en stor del af æren for, at der som en naturlig del ses på den hele hund, altså på sundhed, eksteriør (type og udseende), mentalitet, arvemasse (gener) og oprindelige egenskaber (som hyrde og gårdhund), når der af opdrætterne udvælges dyr som skal indgå i avlen. God læselyst med jubilæumsnummeret og husk at passe godt på de Islandske Fårehunde! God læselyst med jubilæumsbladet Svend Brandt Jensen Formand for Islandsk Fårehundeklub HELLE JACOBSEN Jubilæumsnummer august 2007

4 HILSEN FRA DKK TILLYKKE TILLYKKE og tak! af Jørgen Hindse Først et stort tillykke med 10 årsdagen. Jeg har været med siden klubbens fødsel, idet det var mig der - på Dansk Kennel Klubs vegne - underskrev overenskomsten mellem vore to klubber. Iøvrigt efter problemløse forhandlinger, noget der har kendetegnet forholdet mellem vore to klubber lige siden (og hvis jeg kan gøre noget til det skal det også være sådan i fremtiden!). 10 år kan synes som et langt tidsrum i nogen sammenhænge; i andre meget kort. Når man ser på hvad Islandsk Fårehundeklub har nået, så skulle man tro i fyldte 25 år og ikke 10! Avlsmæssigt gør I det rigtigt godt. I kerer jer om racens sundhed og generelle ve og vel og I er utroligt aktive på aktivitetssiden. Medlemsmæssigt er det flot, hvad I har nået, Jeres blad er en fornøjelse at læse og jeg kunne blive ved. Er der da slet ingen skyer på himlen? Jo,da,- selvfølgelig! Som i næsten alle andre meget aktive klubber, så bliver der engang imellem uro på ledelsessiden. Det har I også haft, men det er ikke nødvendigvis tegn på, at der er noget galt. Når det løses på demokratisk vis med stemmesedlen i hånden, så kan det af og til være til gavn. Om det vil blive det hos Jer skal jeg ikke gøre mig til spåmand om. Det kan kun tiden vise. Som specialklub med overenskomst med Dansk Kennel Klub indgår I som en del af DKK og er bl.a. ansvarlige for, at medvirke til at efterleve Dansk Kennel Klubs formålsparagraf. Uden at skulle trætte læserne med den, så kan jeg fastslå, at det gør I godt. I sørger for, at den race, der er Jer betroet udvikler sig rigtigt, at den tilbydes aktiviteter og at I lægger vægt på og arbejder for, at den behandles ordentligt. Jeg ønsker Jer hjerteligt tillykke med 10 års dagen og sender de bedste ønsker for fremtiden. Med venlig hilsen Jørgen Hindse Formand for Dansk Kennel Klub JØRGEN BAK RASMUSSEN Jørgen Hindse blev valgt ind i Dansk Kennelklubs bestyrelse i april 1977 som repræsentant brugshunderacerne. Han blev allerede i november 1977 valgt som formand og har siddet på denne post siden. Jørgen har opdrættet Schæferhunde i en lang årrække og senere også Welsh Corgi Pembroke under kennelmærket Trinekær. Udover Corgierne omfatter familiens hundehold i dag også en golden retriever.. Islandshunden

5 INDHOLDSFORTEGNELSE Fra formanden Hilsen fra DKK Hvordan det hele startede Hilsen fra Island Beretning fra avsludvalget Familiehundens indflydelse Det allerførste nummer Postkort fra Island Opsporing af Islandske Fårehunde Hundens historie Racens redningsmand Fra sidelinjen Jubilæumsnummer JØRGEN METZDORFF august 2007

6 HVORDAN DET HELE STARTEDE TRÆFFET TRÆFFET gennem tiden af Wilfred Olsen Iår, 10 året for Islandsk Fårehundeklub, er der en IF relateret tradition som løber endnu længere. Omkring 1990, var der et par enkelte opdrættere (en i Nordjylland og en på Stevns), som arrangerede deres egne træf for egne hvalpekøbere og tætte venner af familien (hanhunde ejere til deres egne kuld). Eftermiddagen blev brugt til et skue for alle fremmødte hunde. Som dommer på dette træf, havde vi valgt at invitere Arne Rasmussen, som på det tidspunkt var meget aktiv i Spidshundeklubben (specialklubben som varetog Islandsk Fårehund) og samtidig opdrætter af Japansk Spids. På dette første træf deltog der i alt 18 familier. Året efter, havde vores daværende specialklub, Spidshundeklubben, jubilæum og dette blev afholdt ved Gjerrild Nordstrand, Grenå dels på en Campingplads og dels ved en spejderhytte. De fleste af deltagerne, med Islandsk Fårehund, benyttede sig af at afholde endnu et træf i denne forbindelse, og en tradition var derfor begyndt at spire. Andre racer i Spidshundeklubben fik øjnene op for vores sammenhold og evne til at hygge os omkring racen. I 1994 vendte vi tilbage til Mickleits Camping (ligeledes i forlængelse af en DKK udstilling), og årene efter besøgte vi Egense kystcamping tæt ved Limfjordens udmunding i Kattegat, to år i træk. I forbindelse med det første af disse to træf, begyndte vi for alvor at få deltagere med fra udlandet, således blev træffene mere internationale. Desværre blev der ved træffet i 1995 affyret fyrværkeri ved en nabo ejendom til campingpladsen, som skræmte en del hunde. Den Islandske Fårehund er en del af den islandske kulturarv og binder, som JØRGEN METZDORFF skulpturen Sólfar (Jón Gunnar Árnason), på smuk vis Islands fortid og nutid sammen. Et ungt par fra Holland, havde taget turen til Egense for at deltage sammen med os andre og netop deres hund blev så skræmt, at den strøg af sted (i bedste Bjarne Riis stil) gennem pladsen, og ud i skoven. Stort set alle træffets deltagere, ledte på kryds og tværs i det store sommerhus område, natten igennem, uden at finde hunden. Næste morgen, kom Ulrikke og jeg, ville gerne, at dette kunne tilbydes til en bredere flok hundeentusiaster. I begyndelsen af 1992 tog vi så initiativ til at arrangere et IF træf, for alle ejere af Islandske Fårehunde, og ikke som de andre kun for egne hvalpekøbere. Vi tog kontakt med en Campingplads i Tårup, lidt syd for Nyborg og spurgte om de var med på ideen. Campingpladsen, som dengang hed Mickleit s Camping, var meget velvillige og dannede således rammen om det 1 st træf for Islandske Fårehunde. Træffet blev afholdt umiddelbart i forlængelse af en DKK udstilling i Otterup (en lørdag i august). Vi startede op med at tænde de forskellige grill er op, hvor folk kunne stege/grille medbragt kød. Hen på aftenen fortsatte folk, med at hygge sig omkring campingpladsens borde og bænke. Jo senere det blev, jo mere tøj blev taget på alt forgik i det fri. Søndag morgen havde vi arrangeret fælles morgenbord, og formiddagen forløb med masser af forskellige aktiviteter for deltagerne og deres hunde. Midt på dagen, fik vi serveret et dejligt pølsebord fra Kokken & Jomfruen. Wilfred Olsen var klubbens første formand fra 1996 og virkede som sådan frem til august måned Wilfred er gift med Ulrikke, og sammen driver de Kennel Surtsey på Fyn. Ulrikke var den sidste racerepræsentant for de Islandske Fårehunde i Spidshundeklubben indtil dannelsen af Islandsk Fårehundeklub. I dag er Wilfred formand for DKK kreds 3 på Fyn, samt indgår i komiteen for det internationale samarbejde for Islandske Fårehunde, ISIC. Desuden deltager han i planlægningen og den praktiske afvikling af de årlige specialklubudstillinger i Rønne (Bornholms-udstillingen) og Silkeborg, samt er medlem af DKK s udstillingsudvalg. Islandshunden

7 HVORDAN DET HELE STARTEDE den lokale landpost forbi, og havde netop set hunden (et par kilometer fra pladsen) og ved ekstra intensiv søgning på dette sted kunne familien fra Holland atter genforenes med deres hund. Jeg tænker (og tænkte også den gang), det må være et helvede at være så langt væk fra eget land, uden at kende nogen og så opleve at ens hund bliver udsat for den form for fyrværkeriterrorisme. Vi fik efterfølgende et brev fra hollænderne, som var meget taknemlige for den opbakning de fik, af alle træffets deltagere. Desværre har vi ikke haft dem på besøg, ved de efterfølgende træf i Danmark. Året efter, i 1996, blev lidt af en milepæl i racens historie. Os i træf gruppen, havde besluttet at invitere Hans Åke Sperne, Sverige, med på dette træf. Vi ønskede nemlig, at Hans Åke ville bruge den ene aften på at fortælle skidt & godt om, hvordan det var gået racens naboer i Sverige, i forbindelse med opstart af raceklub for den Islandske Fårehund. Hans Åke, fortalte på en meget levende og underholdende måde, om tilblivelsen af raceklubben i Sverige og deltagerne på træffet (som i forvejen var blevet bekendtgjort med dette arrangement) kunne stille spørgsmål om næsten hvad som helst. Ideen om at danne en selvstændig specialklub for Islandsk Fårehunde tog fart i Inspireret af hvad der skete i Sverige, blev der henover foråret og sommeren taget kontakter og afholdt møder med ejere af Islandske Fårehunde organiseret i Spidshundeklubben, og i slutningen af august blev der indkaldt til stiftende generalforsamling i Borgerforeningen i Nyborg den 14. september Denne dag er således den officielle dato for stiftelsen af Islandsk Fårehundeklub. Frem til udgangen af 1996 var man fortsat en del af Spidshundeklubben, men den 1. januar 1997 blev Islandsk Fårehundeklub en selvstændig specialklub under DKK med egen økonomi og mulighed for at afholde egne udstillinger. Umiddelbart efter stiftelsen i september 1996 blev der sat en masse aktiviteter i gang. På meget kort blev der lavet love, dannet udvalg, udarbejdet layout til et klubblad (Islandshunden), nedsat en redaktion af bladet, fundet en trykker (i egne rækker), udformet og trykt brochurer og meget andet. En imponerende indsats af en række ildsjæle og alt sammen noget som klubben stadig lever højt på. Hans Åke formåede åbenbart at tænde så godt op under os, at der efterfølgende blev arbejdet intens i arbejdsgrupper, vedrørende oprettelsen af en raceklub i Danmark. Den Islandske Fårehund er en del af den islandske kulturarv og binder, som skulpturen Sólfar (Jón JØRGEN METZDORFF Ulrikke, som på det tidspunkt var racerepræsentant, tog initiativ til at arrangere et medlemsmøde hvor alle opdrættere af Islandsk Fårehund blev inviteret, sammen med øvrige Islandske Fårehundeejere. En urafstemning blev sat i gang og et stort flertal ønskede udskillelse af Spidshundeklubben, for dannelsen af egen specialklub. Arbejdsgrupperne tog endnu et spadestik, og indkaldte til en stiftende generalforsamling i september Klubben blev en realitet, og træffet blev pludselig en fast klubaktivitet, dog stadigvæk således at det er lokale folk, som arrangerer de enkelte træf, de forskellige år. Dog var der bred enighed om at træffet skulle gå på skift mellem landsdelene. Da Sjælland endnu ikke på det tidspunkt, havde haft æren af at afholde og afvikle et træf, for alle medlemmer var det jo naturligt at det 6 træf i historien, blev henlagt til Sjælland, nærmere betegnet Vallø Camping ved Køge. Dette træf blev således også det første i klubbens tid som selvstændig klub. Året er 1997, og Dansk Kennel Klub har fået tildelt årets Euro- Fortsættes på næste side u Jubilæumsnummer august 2007

8 HVORDAN DET HELE STARTEDE Den Islandske Fårehund er en del af den islandske kulturarv og binder, som JØRGEN METZDORFF skulpturen Sólfar (Jón Gunnar Árnason), på smuk vis Islands fortid og nutid sammen. paudstilling. DKK havde besluttet at denne skulle løbe af stablen i Bella Centeret i København. I den forbindelse blev vi enige om at benytte os af chancen for at afholde et træf samtidig med dette store arrangement således at hundeejere fik mulighed for at deltage i to store begivenheder, i samme weekend. De foregående år, med undtagelse af Gjerrild Nordstrand, har alle haft et skue med på programmet. Skuerne er uofficielle udstillinger, som afvikles anderledes end de officielle udstillinger. Indtil 1997, har det ikke været muligt at afvikle officielle udstillinger, kun for Islandske Fårehunde, så netop på dette første træf, i klubbens udstilling blev også den første officielle klubvinder udstilling afholdt. Året efter, blev det atter Fyn som fik glæden af at afvikle årets træf, eller nærmere betegnet Tåsinge, lige syd for Svendborg. Carlsberg Camping dannede rammen om en del af træffet men selve skuet og udstilling blev afviklet på Valdemar Slots plæner. Fantastiske omgivelser, at fremføre vores hunde i og alle tiders reklame stunt, i og med, at Valdemars Slots pressesekretariat var med ind over at markedsføre træffet. Endnu engang var det lykkedes os, at få fornøjelsen af Hans-Åke Sperne, fra Sverige, da han dømte den officielle udstilling på dette års træf. I 1999 blev det så endnu et af Danmarks dejlige udkantsområder som dannede rammen om træffet. Hanstholm Camping (som vi i øvrigt besøger igen til næste år), med deres gode faciliteter, var stedet hvor weekenden foregik. Desværre viste Vesterhavet/Skagerrak sig fra lidt af sin grufulde side og vejret var af og til, ikke hundeejer venligt (hundene var sikkert ligeglade og dog ). Næsten lige så langt væk man kan komme fra Hanstholm, blev år 2000 s træf afviklet. På Ore Camping, tæt ved Vordingborg. På dette træf indgik vi aftale med en flok danske vikinger, som kom med deres boplads og satte et dejligt krydderi på arrangementet. Men vi må nok alle konstatere, at denne plads ikke vil få mange stjerner i Islandsk Fårehundeklubs Camping Guide. Hytterne, som var til rådighed, var af meget ringe stand og kvalitet. Ikke engang service, fandtes der i hytterne men campingfatter fik fat i en container fuld af tallerkner og bestik, som så kunne lånes ud. Som noget nyt, på dette træf blev der arrangeret såkaldte familiegrupper, hvor gamle garvede og debuterende træf deltagere, blev blandet på kryds og tværs. Et rigtig godt initiativ, som flere af de efterfølgende træf, har fulgt op på. Her er netop muligheden for at lære nye medlemmer at kende, samtidig med at alle fik ansvar for enkelte arbejdsopgaver, og dermed også en del af helheden. I 2001, vendte vi så tilbage, til et gammel kendt sted nemlig Mickleits Camping som dog havde skiftet navn i mellemtiden, til Tårup Strands Camping. Forholdene var de samme som tidligere, et begrænset antal hytter/campingvogne til leje men til gengæld et pragtfuldt græsområde centralt beliggende (uden andre campister) til afviklingen af de mange aktiviteter på. Men da dette var det 10 ende træf i træk (en slags jubilæum), hvad var så mere naturligt at henligge omgivelserne, til der hvor det hele startede. Som årene efterhånden er gået, deltog flere og flere familier hvilket jo bland andet stillede større og større krav til pladserne. Det var nu blevet en tradition, at der blev lejet et stort telt, til afvikling af både foredrag, børneaktiviteter og sidst, men ikke mindst, festmiddagen i. Det havde næsten været en tradition, at der blev serveret helstegt pattegris (og af og til lam), men netop i 2001 blev denne bølge vendt, og en Kinesisk Restaurant kom forbi og satte en stor buffet op, med et sted mellem 12 og 18 forskellige retter. I klubbens første jubilæums periode 5 året for opstarten af Islandsk Fårehundeklub, 2002, var det så atter engang Jyllands tur. Og træfudvalget havde fundet alle tiders plads tæt ved Farsø (Limfjordens sydlige ende). Et meget velvilligt værtspar, tog godt imod os, og sørgede for at vi fik tiptop service hele vejen igennem denne forlængede weekend. Det eneste der kunne opstå tvivl om, det var hvis en af træf deltagerne efterspurgte Wilfred, så kunne der Islandshunden

9 HVORDAN DET HELE STARTEDE let opstå tvivl da både Klubbens daværende formand og pladsens ejer, begge hedder dette navn. Selv samme Kristi Himmelfarts ferie, havde vores egen lokale præst valgt at vores ene søn skulle konfirmeres i, men det var der råd for. Da træffet alligevel startede om torsdagen og sluttede lørdag aften ja så var der tid til det hele. Men jeg må da nok indrømme, at det ikke faldt i god jord, at både konfirmanden og hans fader (mig selv) valgte at blive på træffet indtil kort før konfirmationen skulle finde sted på Fyn. Det kostede et sprængt topstykke i bilen, at flyve ned gennem Jylland & Fyn, for at nå den konfirmation. Den fornuftige moder, Ulrikke, havde dog valgt at tage hjem allerede torsdag aften, for at kunne forberede knægtens festdag. Endnu engang blev det det sydlige Sjælland, som lagde kvadratmeter (undskyld; kvadratkilometer) til. På en dejlig plads, ved Feddet på sydsiden af Stevns, blev årets træf afholdt. En fantastisk stor (endog meget stor) plads, med masser af hytter/vogne til udlejning, skulle danne rammerne om dette års aktiviteter. Desværre viste vejret sig (heller ikke denne gang) fra sin flinke side. Fakse og omegns byerne fik ret hurtigt udsolgt deres udvalg af gummistøvler, i bedste Roskilde Festival stil. Og det med at gå i hytterne for at hente tørt tøj, var noget af en dagsrejse, for den del af os, som var indlogeret i den anden ende af pladsen tæt ved Køge. Turen kunne selvfølgelig foretages i bil (da den til fods tog tæt på en halv time), men campingfatter var meget restriktiv med mulighederne for at passere pladsens bomme -, allerede først på aftenen. Efter lange og seje forhandlinger, lykkedes det dog at bommene kunne holdes åbent en lille time ekstra så dem med småbørn og trætte ben, kunne fragtes til den yderligt liggende del af overnatningsområdet. I 2004 var det så Fyns tur igen. En campingplads på Nordfyn blev besøgt og booket, så alting kunne gå i gang med at planlægges. Desværre viste det sig, efter en del tid, at pladsen alligevel ikke var så imødekommende overfor hundene (og os), så nu var gode råd dyre. Rigtig mange havde allerede booket hytter, campingvogne & pladser og de fleste havde dog også betalt et større depositum da aftalen løb i vasken. Den Islandske Fårehund er en del af den islandske kulturarv og binder, som skulpturen Sólfar (Jón Gunnar stemt for at annullere alle de lejeaftaler der var indgået men efter en del pres, lykkedes det os, at få dem til at tilbagebetale depositum til alle. Dog bør det vel tilføjes, at ikke alle fik det samme tilbage, som der var indbetalt. Pladsen tog sig den frækhed at tilbageholde et ekspeditionsgebyr hos flere af os (og underligt nok, var beløbet forskelligt fra familie til familie). Det var nu svært at finde en plads, hvor vi pludselig kunne være på, da ugerne og månederne forud for forberedelsen, pludselig var løbet forbi. Det lykkedes os at finde en plads, JØRGEN METZDORFF Campingfatter & mutter, var dog ikke lige helt så venligt Fortsættes på næste side u Jubilæumsnummer august 2007

10 HVORDAN DET HELE STARTEDE Igen et veltilrettelagt træf, med masser aktiviteter ikke mindst en større program for de yngste tobenede deltagere. Et par af klubbens pædagoger havde sørget for både pandekagebagning over bål og masser af andre indslag. Campingpladsen var også i besiddelse af et dejligt stort fælleslokale, som kunne huse festmiddagen lørdag aften. Nu er vi så nået til 2007, og her i skrivende stund kan jeg blot berette om at træffet er henlagt til det nordlige Fyn, Fyns Hoved Camping. Jeg, og mange andre, venter med spænding til dette års træf. Den Islandske Fårehund er en del af den islandske kulturarv og binder, som JØRGEN METZDORFF skulpturen Sólfar (Jón Gunnar Árnason), på smuk vis Islands fortid og nutid sammen. som gerne ville have os og havde masser af hytter til rådighed problemet var bare, at den ikke lå på Fyn. Så lang tid førend den nye kommunal reform var trådt i kraft fik vi i Islandsk Fårehundeklub, sørget for at Fredericia blev fusioneret med Fyn. En alle tiders plads med masser af hytter og vogne til udlejning, samt et dejligt stort område, centralt beliggende på pladsen, til opsætning at både ringe, agilitybane & festtelt beliggende i den skønne natur, omkring Trelde Næs, dannede således rammerne om dette års træf. Jeg må nok konstatere, at dette er den bedste plads rent indretningsmæssigt (og centralt beliggende i landet) som egner sig bedst til vores træf, ikke mindst set i lyset af det stadig voksende deltagerantal. Trelde Næs blev også valgt til det efterfølgende træf, i 2005, og denne gang lå det rigtigt i forhold til landsdelene da det netop var Jydernes tur til at arrangere træffet. Personligt kunne jeg godt ønske at alle fremtidige træf, blev afholdt netop der. Stedet er ideelt til afholdelse af træf, og det ligger, som tidligere skrevet, ganske centralt i landet. Sidste år, 2006, var det atter Sjællændernes tur og træffet var henlagt til noget af det sydligste i vort land nemlig Rødby. Selve campingpladsen var en Western Camp, og på trods af at man fra stedet af havde garanteret at det ikke blev skudt med hverken skarpt eller løs krudt, som var det lige knap nok at dette blev overholdt. Vi er en firebande, som har deltaget på samtlige træf, årene igennem, nemlig Annelise & Jørgen fra Nykøbing Mors (som i øvrigt også har haft den hund, som har deltaget på det største antal træf, nemlig Tyron). Derudover har jeg selv og den ene af vores sønner, Nicolaj, ligeledes være at finde på samtlige træf, siden begyndelsen. Nicolaj var kun netop fyldt 4 år på det første træf, så det må siges at han er vokset op med Islandsk Fårehundetræf. Vi alle fire, vil igen være at finde på dette års træf, men desværre kun med et kortvarigt besøg af Nicolaj da han skal til stor fest i den pågældende weekend men træffet vil han dog ikke undvære. Vi kører gerne land og rige rundt for at komme til træf for til træf skal vi, selv sygdom, konfirmation og runde fødselsdage kan ikke få os 4 til at blive væk. En af de ting vi sætter pris på, er glæden ved at møde gamle venner og få nye venner. En af de faste traditioner, er træffes store lotteri hvor sponsorerede præmier bliver delt ud til højre og venstre. Gennem årene er der familier som har taget sig rigtig godt af retterne, mens andre er gået tomhændet hjem (mig selv inklusiv det ene år). I starten var det kun ca. 1½ dag vi holdt træf, nu bruger vi jo alle næsten en hel ferie på det. Vi kommer ofte en eller to dage før det hele starter, og selv søndag når det hele er slut, er vi mange tilbage på pladsen, og ganske tit finder vi sammen til endnu engang fællesspisning. På vegne af Annelise, Jørgen & Nicolaj sender jeg de bedste hilsner til alle som vi har mødt gennem årene på verdens bedste træf. 10 Islandshunden

11 HVORDAN DET HELE STARTEDE BILLED- SIDE Den Islandske Fårehund er en del af den islandske kulturarv og binder, som skulpturen Sólfar (Jón Gunnar Árnason), på smuk vis Islands fortid og nutid IKKE KLAR Den Islandske Fårehund er en del af den islandske kulturarv og binder, s skulpturen Sólfar (Jón Gunnar Árnason), på smuk vis Islands fortid og Jubilæumsnummer august

12 HILSEN FRA ISLAND KUNSTVÆRK Et levende KUNSTVÆRK i Islands natur af Gudrun Ragnars Gudjohnsen Så smukt har en islænding beskrevet vores hund, og hvor har han ret, hunden passer perfekt ind i den islandske natur og falder på enhver måde ind i naturen og bliver en del af den. Det var denne følelse, beundring og kærlighed til racen som tændte ideen om behovet for samarbejde for at bevare den Islandske Fårehund i dens oprindelighed. Det var også ganske slående før i tiden, at man på udstillinger kunne se mange forskellige typer i ringen, til mange dommeres fortvivlelse; hvad var egentlig den rigtige type? I dag er dette blevet meget bedre med en mere typemæssig ensartethed i ringen. Inden jeres IF-klub startede, fandtes en racerepræsentant for Islandske Fårehunde i DKK, nemlig Susanne Frohn Nielsen på Skovridergården, som gjorde et fantastisk pionerarbejde for racen i Danmark, hvor både rådgivning til andre og eget avlsarbejde havde en stor betydning for racens start i Danmark. Jeg gik længe med ideen om, at vi havde brug for et internationalt samarbejde, hvis det skulle lykkes at bevare racens egenskaber, helbred og udseende ind i fremtiden. Jeg så for mig, at der eventuelt ville blive avlet forskellige typer og temperament, og med det snævre avlsmateriale vi havde, var der fare for, at racen ville forvandles fra sin oprindelighed eller udryddes helt. Omkring skete der så det her på Island, at der blev stiftet, uden for Hundaræktarfélag Íslands (HRFI), en piratklub Fjári med den hensigt at markedsføre hunde som en eksportvare, for på den måde at skaffe ekstra indtægter til bønderne. Det var en helt ny måde at se hundeavl på, som både HRFI og DIF gik stærkt imod, og som ledte til konfrontationer mellem bøndernes forening og HRFI. Den Islandske Fårehund er en del af den islandske kulturarv og binder, som JØRGEN METZDORFF skulpturen Sólfar (Jón Gunnar Árnason), på smuk vis Islands fortid og nutid sammen. I adskillige år, helt fra begyndelsen af 70 erne, prøvede jeg at følge racens udvikling både her på Island og i Skandinavien, det var en interessant og lærerig oplevelse. Der fandtes adskillige typer, både store og små hunde, kraftige og spinkle, langhårede og korthårede og de dækkede næsten hele farveskalaen, men fælles for alle var deres blide og venlige gemyt. Jeg tror at grunden til den store variation i type var, at bønderne her på Island avlede mere på nyttige egenskaber end på udseende. Der fandtes f.eks. gamle myter om, at hunde med dobbelte ulvekløer skulle være bedre hyrdehunde og ligeledes de som havde en tydelig nakkeknude. Det har sikkert også haft indflydelse på valg af avlsdyr. Der er en morsom gammel historie om en bonde, som var kendt for at have fremragende hyrdehunde, så alle ville have hvalpe fra ham, men det lykkedes dog ikke altid at frembringe lige gode arbejdsresultater. Nogen spurgte ham, hvad der var hans hemmelighed med hundene, og til det svarede han, at det ikke var nogen hemmelighed, at ejeren ofte ikke havde samme gode forstand som hunden. Gudrun er formand for ISIC-komiteen, som hvert år arrangerer møde i ISIC med deltagelse af specialklubberne for Islandske Fårehunde i Island, Norge, Sverige, Finland, Danmark, Tyskland og Holland. Desuden er USA og Canada tilknyttet sammenslutningen. Gudrun har desuden været formand for den Islandske Kennelklub HRFI og for specialklubben for Islandske Fårehunde på Island, DIF. Hun fik sin første Islandske Fårehund i en alder af 8 år, da der endnu ikke blev stambogsført hunde på Island. Fra 1975 opdrættede Gudrun Islandske Fårehunde under kennelnavnet Garða, hvorfra der også er mange efterkommere i Danmark. dag er Gudrun ud over at være formand for ISIC C-dommer i gruppe 5, og har senest dømt Islandske Fårehunde i Danmark i Herning i Islandshunden

13 Som formand på det tidspunkt for både HRFI og DIF indså jeg, at nu som aldrig før var tidspunktet inde til et internationalt samarbejde. Min gode ven Hans-Åke Sperne var mig en enestående hjælp omkring årsskiftet , ved at tage kontakt til alle de nordiske raceklubber og selvfølgelig også deres kennelklubber med henblik på et samarbejde. For at gøre en lang historie kort, blev Icelandic Sheepdog International Cooperation, ISIC, officielt stiftet i året 1996 i Bjuv i Sverige. Den svenske Islandske Fårehundeklub, SIFK, skulle fejre sit 5 års jubilæum med et hundetræf og en udstilling i Bjuv, og tilbød meget generøst ved samme lejlighed at arrangere et møde mellem repræsentanter fra de nordiske raceklubber, som enedes om et fælles samarbejde, og ISIC blev formelt stiftet. Dette samarbejde indenfor ISIC har nu varet i snart 11 år og været enestående godt. Det er lykkedes os at samarbejde i venskab og med respekt for hinanden med racen som en helhed henover landegrænserne. Det er dog sørgeligt, at nogle mennesker stadigvæk føler trang til at stifte klubber uden for FCI og samarbejdende kennelklubber, og at de ikke vil være med til at arbejde for racens bedste, men i stedet virker for en splitning, som resulterer i tab af avlsmateriale til den gen-pool, som vi så desperat behøver for racens videre udvikling og bevarelse. På jubilæumsseminaret i 2006 sagde Per Erik Sundgren i sin forelæsning, at det internationale samarbejde i ISIC, med alle hunde samlet i en database, er et unikt europæisk pionerarbejde, noget som alle engagerede raceentusiaster har anledning til at være stolte af! I den internationale database findes nu registreret 8359 Islandske Fårehunde, og i de sidste 10 år er indavlsgraden i gennemsnit gået ned fra 18% til 4,6%, hvilket er et meget tilfredsstillende resultat af samarbejdet. Jeg vil også nævne, at vi raceentusiaster skylder en stor tak til genetikerne Per Erik Sundgren fra Sverige og Pieter Oliehoek fra Holland, som begge med deres arbejde for racen, har ydet stor hjælp til ISICs arbejde, og uden deres indsatser ville vi ikke have den viden vi har i dag. Den Islandske Fårehund knytter meget stærke bånd til sin menneskeflok, og trives bedst sammen med sine mennesker; den går jo i hælene på os hele dagen og vil deltage i alt, som vi foretager os. Jeg har altid haft den opfattelse, at det vil være ødelæggende for en Islandsk Fårehund at leve sit liv som kennelhund; et levende naturkunstværk bør leve frit sammen med sin (menneske-)flok. Med venlig hilsen og håb om et fortsat betydningsfuldt samarbejde for racens bedste. Jubilæumsnummer SVEND BRANDT JENSEN august

14 BERETNING FRA AVLSUDVALGET Langt oppe i det nordlige ISLAND Atlanterhav ligger ISLAND af Else Westermann Det er en ø med voldsom natur. Storm og regn, sol og stille vejr skifter hele tiden, men de klare elve er fulde af fisk, og i de grønne dale græsser fårene, og over alt er der heste. På en gård i Skagafjord bor Helgi med sine forældre og 2 små søstre. De har langt til naboer, men der er 3 hunde og fem heste og mange hundrede får. Sådan starter en børnebog fra Island Helgis store dag af Svend Otto S. Den beskriver på udmærket vis den betydning den islandske fårehund har haft for den islandske bondefamilie gennem mange hundrede år. Den islandske fårehund er meget kort beskrevet en gårdhyrde-vogter-rednings-familiehund, der gerne følger sin familie i tykt og tyndt. Disse forhold har skabt en meget robust og sund hund, der er utrolig god til at tilpasse sig, og har et væld af evner, der bare venter på at blive stimuleret og brugt. En islandsk fårehund er god at have to er bedre, men tre er ikke én for meget for det er de dejligste hunde, der findes. (citat fra bogen: Islandsk fårehund udgivet af Dansk Kennel Klub) Nu kan han (Helgi) ride alene på fisketur, men en af hundene følger ham altid. Den har hvide poter, og derfor hedder den Lappi. Lappi og Helgi er altid sammen. Det er alle disse gode egenskaber, sundhed og robusthed, der er fremelsket gennem 1000 år, vi skal forsøge at bevare, og det var den fælles kærlighed til denne dejlige og alsidige familiehund, der for 10 år siden fik en gruppe mennesker til at gå sammen og danne Islandsk Fårehundeklub. Som alle islandske drenge ønsker han at være med til den store fåresamling oppe på fjeldet. Hestene er ivrige, hundene gør, og Helgi er den gladeste dreng på Island. Helgi kender stedet, og han ved, at Lappi kan finde vej, hvis han selv farer vild. De forhold, den har levet under i så lang tid på Island kan vi ikke byde den i dagens Danmark, og for den sags skyld, er det også meget få steder på Island, den bliver brugt som tidligere. I dag lever den mest som familiehund. Et af den nystartede klubs formål var at bevare den Islandske Fårehunds alsidige egenskaber, sundhed og robusthed samt bevare det racetypiske udseende med alle dens forskellige farvevariationer og pelstyper. Det bliver snestorm og Helgi farer vild. Han falder ned i en kløft på en afsats, hvor der ligger et får, der er faldet ned. Helgi måtte have hjælp. Lappi stod og kiggede ned på ham. Lappi! Find far! Find far! råbte Helgi. Hunden peb, men blev stående. Hvor er far? Find far! råbte han igen, og pludselig drejede Lappi rundt og forsvandt. Timerne gik. Helgi frøs, sov lidt og ventede. For 10 år siden snakkede man meget om, hvilken betydning HD (hofteledsdysplasi) havde for den islandske fårehund. På Island havde man jo tidligere af gode grunde ikke HD fotograferet hundene og var derfor ikke klar over deres hundes HD status. En ting var dog sikkert, hvis en hund ikke kunne bevæge sig godt nok til at kunne opfylde sine arbejdsforpligtigelser, fik den ikke lov at leve længe og fik heller ikke afkom. Da man så i nyere tid begyndte at HD fotografere dem på Island, men også herhjemme, viste det sig, at en del havde HD i mere eller mindre grad uden at det kunne ses på deres bevægelser. Kun ganske få måtte aflives som unge på grund af smerter. Diskussionen gik bl.a. på, om det var en fordel at have en smule HD for at være smidig nok til at kunne klatre i bjerge som den Norske Lundehund. I alle tilfælde hed restriktionen fra Dansk Kennel Klub, at HD status skulle være kendt, men uanset status kunne man avle på hunden, hvad der da også var opdrættere, der gjorde. 14 Islandshunden

15 BERETNING FRA AVLSUDVALGET Holdningen til at avle på hunde med HD har dog langsomt ændret sig gennem de sidste 10 år og i dag anerkender alle seriøse opdrættere, at det er vigtigt at avle på hunde med sunde hofter. Og det på trods af, at de allerfleste hunde med konstateret HD lever et godt og aktivt liv til langt op i årene. Efter krav om, at man kun må avle på hunde med sunde hofter og mulighed for indexberegning er racens HD-status langsomt ved at blive bedre. Lappi havde været længe om at finde frem til hytterne. Det var svært at finde spor i den nyfaldne sne. Hunden kommer alene, der er noget galt med drengen, sagde Helgis far. Vi må ud og finde ham.! Nu kendte Lappi vejen, men det var næsten lyst, da de nåede frem. I dag anbefaler vi også, at man lader sin hund øjenlyse af en dyrlæge fra DKK s øjenpanel før parring. Vi har måttet konstatere, at der er kommet nogle enkelte tilfælde af arvelige øjensygdomme i takt med udveksling af hunde og parringer over grænserne til vore nabolande. Dette vil snart blive indført som en avlsrestriktion og ansøgningen ligger i øjeblikket hos Dansk Kennel Klub. For at få et mere sikkert billede af racens sundhedsstatus på disse 2 punkter vil jeg meget stærkt appellere om, at alle får HD fotograferet og øjenlyst deres hund uanset om den skal bruges i avl. Helgi fik rebet om livet og blev hejst op ligesom fåret. Det var vel nok en velkomst at få. Helgi blev omfavnet, dunket i ryggen og slikket i ansigtet af Lappi, fik varm kaffe og ekstra tøj på. Men hunden er jo meget mere end HD og øjne, selv om det er vigtigt. I de sidste 8 år har vi haft mulighed for at få mentalbeskrevet (UHM) vores hunde af mentalbeskrivere uddannet af DKK. I dag har Islandsk fårehundeklub 5 uddannede mentalbeskrivere. For mange hundeejere er det en stor oplevelse at få bedre kendskab til deres hundes medfødte mentale egenskaber. For opdrætteren er mentalbeskrivelsen et godt værktøj til at finde den rette kombination af hunde til parring, så vi på sigt kan forbedre mentaliteten ved omhyggelig avl. Meget tyder på, at angst og stress er dispositioner, der slår stærkt igennem i afkommet. Derfor må vi understrege, at Fortsættes på næste side u Jubilæumsnummer august

16 BERETNING FRA AVLSUDVALGET Else Westermann var med til, at stifte Islandsk Fårehundeklub og sad i bestyrelsen de første 6 år. Else og hendes mand Kurt, fik den første Islandske Fårehund - Solfari s Hneta - i 1987, hvilket blev starten på Kennel Westmanna. Else er uddannet unghundementalbeskriver i Dansk Kennel Klub og er formand for Avlsudvalget i Islandsk Fårehundeklub. hunde, som indgår i avl, skal fungere godt i stressede situationer og have let ved at afreagere. (Årsberetning v. Ulla Sonne) Der er da også flere og flere, der får deres hunde mentalbeskrevet, og mange opdrættere kalder kuldet sammen, når det har den rette alder (mellem 10-24mdr.), og betaler for at få det mentalbeskrevet. Så har man en spændende og hyggelig dag ud af det, og det er rart for opdrætteren at vide, om han/hun har opnået det han/hun ville. Helgis store dag er skrevet af Svend Otto S. ( ) og udgivet første gang på Gyldendals forlag i Svend Otto S. var tegner og forfatter og blev en af Danmarks bedste og mest produktive børnebogsillustratorer. Citater og illustrationer i denne artikel bringes med tilladelse fra Gyldendals Forlag. I dag benytter mange opdrættere også muligheden for at få hvalpetestet deres hvalpe i 7 ugers alderen inden beslutningen tages om hvilken hvalp, der egner sig, til hvilken familie. Testen er ikke officiel og udføres lidt forskellig, men det, vi ser efter, er de samme ting. De hvalpetestere, jeg henviser til, er dog alle uddannet som mentalbeskrivere af DKK. Antallet af kuld hvalpe har ligget mellem hvalpe i de sidste 10 år. Lavest sidste år, hvor vi havde 21 kuld med 107 hvalpe og højest i 1999 med 34 kuld og 177 hvalpe. I 2001 var vi oppe på 38 kuld, men kun 167 hvalpe. Det er spørgsmålet om vi slår den rekord i år, da der pr. 4/ allerede er registreret 102 hvalpe på 14 kuld. Mellem disse kuld er jeg sikker på, vi har en verdensrekord med et kuld på 13 hvalpe. De 2 af hvalpene overlevede dog ikke. Resten er sunde og raske og meget velfungerende. Den aften var Helgi for træt til at fortælle sine oplevelser. Da han lå i sin varme seng, tænkte han på fåret, natten og afgrunden. Det har også været en lang dag. sagde hans mor. Det har været en stor dag, sagde Helgi. Og så sov han. (Takket være en klog, trofast og robust islandsk fårehund var dette muligt). Islandsk fårehundeklub samarbejder gennem ISIC med islandske fårehundeklubber i Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Holland hvor vi udveksler erfaringer og data. I Islandsk fårehundeklub benytter vi os af den nyeste viden om sundhed, adfærd, træning og ernæring i omgangen med vore hunde. Samtidig har vi den oplevelse, at det er ukompliceret at have islandsk fårehund. Dens væsen er ukompliceret, og dét den fordrer allermest er tid til samvær. Hvis du vil yde den tid og den nærhed, som den har behov for, har du allerede kvalificeret dig til at have en islandsk fårehund, og dine anstrengelser vil blive gengældt tifold. (citat fra bogen: Islandsk fårehund udgivet af Dansk Kennel Klub) 16 Islandshunden

17 af Karina & Ken Didriksen Mange af Jer kender sikkert til det, at vores islandske fårehund(e) har en stor indflydelse på familien og familielivet, i vores tilfælde har dette betydet at vi nu bor på landet med 10 får, 1 vædder og nu 9 lam. Det hele begyndte for ca. 3 år siden, hvor vi efter en hyrdetest hos Jeanette Johnsen begyndte at træne/hyrde et par gange om måneden med Freja. I starten var det mest for sjov, Freja var lydighedshund, men havde ikke lavet noget i et par år, men her var en aktivitet som både vi og Freja syntes om, og hyrdning er jo det en IF oprindelig er lavet til. FAMILIEHUNDENS INDFLYDELSE PÅ LANDET En islænder flytter PÅ LANDET Efter et års tid begyndte vi at blive lidt mere seriøse, nu begyndte vi at forlange noget af Freja, nu skulle hun arbejde og vi startede med at deltage i diverse AMU-kurser om træning af hyrdehund. I den forbindelse faldt snakken også på, at det ville være super hvis man havde sine egne får og man derved kunne træne jævnligt. På daværende tidspunkt boede vi i Karlslunde i et lejet parcelhus, så her var der ikke mulighed for at holde får, men da lejemålet ophørte indenfor det næste år, havde vi besluttet, at vi skulle ud og købe vores eget hus, nu blev det så ændret til at vi skulle ud og købe vores eget og der skulle være plads til at holde får. Nu var vi blevet så seriøse, at vi også blev nødt til at lære noget om får. Så i et år, en gang om måneden tog vi begge på fåreavlerkursus, hvor vi lærte om fodring, læmning & læmningshjælp, staldindretning, hegning, græs, afsætning, avl osv. Lidt tidspresset fandt vi i foråret 2006 et hus i Radsted ved Sakskøbing, med en stor grund til, hvor der var plads til fårehold. Vi fik sået græs og sat hegn op og endelig i starten af juli kom vores 10 egne får (dengang lam) + 1 etårs vædder. Efter en uges tilvænning var det tid til, at Freja for første gang skulle hyrde på vores egne får, men med en islænder er det KARINA & KEN DIDRIKSEN Freja og nr. 7 får sig en snak om, hvad det egentligt er det går ud på, det der med at hyrde får ikke altid, at det går som planlagt. Freja var nu af den opfattelse, at fårene nu hørte til en del af vores flok, og derved måtte man ikke gøre dem noget. Det fandt fårene hurtigt ud af, så de gad absolut ikke at flytte sig for Freja. Det medførte at hun blev usikker på sig selv, jeg blev usikker og det smittede igen af på Freja. Heldigvis deltog vi på dette tidspunkt på et AMU-kursus, hvor vi tog rundt i forskellige besætninger og hjalp til med at løse diverse opgaver, og her havde Freja selvtillid nok til at være med til at flytte en flok på 600 får, men hjemme igen var problemet det samme, hun kunne ikke flytte på vores 11 egne. Så nu handlede det om at give hende masser af succesoplevelser på vores egne får, så hun igen fik troen på at hun godt kunne flytte dem. Her et års tid efter går det nogenlunde, fårene har fået lam og de er rigtig gode til at træne på, i hvert så længe de er mindre end Freja, hvilket de snart ikke er længere, men mon ikke hun har sat sig bare lidt i respekt. Man kan godt sige at Freja har valgt en lidt dyr hobby, indkøb af får, polytunnel (stald), grinder, opsætning af hegn, kurser og hvad der ellers dertil kommer, har ikke været helt billig, men det har været det hele værd og hvad gør man ikke for sin Islænder. Så sidder I derude med lysten/drømmen til det samme, kan vi kun sige gør det. KARINA & KEN DIDRIKSEN Jubilæumsnummer august

18 DET ALLERFØRSTE NUMMER af Steen Georg ISLANDSHUND Det allerførste ISLANDSHUNDEN Islandshundens redaktørpar gennem de første fire år var Ulla Sonne og Sten Georg. Ulla og Steen lavede Islandshunden i perioden fra 1997 til i alt 20 numre - og Steen beretter her om fødslen af bladet. fra den selvfølgelige og naturlige plads i hverdagen, som tilfældet er i dag. Og dengang blev fotos f.eks. taget analogt på film, som skulle fremkaldes og kopieres og scannes ind. Ældre læsere vil muligvis kunne erindre hvordan det foregik. For at få en nystartet klub til at hænge sammen og kunne formidle oplysninger til medlemmerne uden internet var det en nødvendighed at have et klubblad. Behovet var tidligere blevet dækket af Spidshunden. Her havde hver enkelt race under Spidshundeklubben et par sider, hvor man kunne skrive racespecifikke oplysninger. Nu skulle klubben til at stå på egne famlende ben og Ulla og jeg påtog os opgaven med bladet. Ingen af os havde prøvet det før men jeg havde fordelen af at være professionel grafiker, og Ulla som havde mange kontakter og som ved meget om hunde, blev iført redaktørkasketten. Da vi bor sammen, var det ikke svært at aftale redaktionsmøder og at sætte nogle ideelle mål op for bladet. Når der blev ofret penge på et blad skulle det også skabe værdi og give sine læsere input og forståelse for racen. Der skulle være gode, originale og læseværdige artikler om hundens natur og baggrund, dens mentalitet og sundhed, avl og opdragelse. Ikke kun bringe stof om helbredsundersøgelser, arrangementer og udstillinger, selvom det er en vigtig funktion for et klubblad. Fra andre hundeklubber vidste vi, at der nemt kan opstå brødnid og jalousi mellem opdrættere i en klub. Så derfor vedtog vi, at evt kritiske og kontroversielle artikler om sundhed og lignende skulle skrives af folk uden for klubben. Ellers risikerede vi at forfatteren kunne blive skudt i skoene at der var skjulte dagsordener. Den allerførste forside af Islandshunden, som den skulle have set ud. På grund af en teknisk fejl kom logoet i øverste venstre hjørne ikke med i den oprindelige udgave. STEEN GEORG På en måde kan 10 år føles som en evighed. I perioden fra 1997 til 2007 har vores almindelige daglige kommunikation ændret sig radikalt. I 1997 var både computeren og internettet opfundet og blev brugt af almindelige mennesker, men de havde langt Ambitionerne var høje fra starten, det kneb straks lidt mere med at skaffe tekst og billeder. Der var ligesom ikke rigtig nogen arkiver at tage af. Så vi skelede til svenskerne, som på det tidspunkt allerede havde haft klub og klubblad i 5 år, og fandt og oversatte hurtigt en god artikel som Hans-Åke Sperne havde skrevet om Mark Watson den engelske filantrop som i 1950 erne fik åbnet islændingenes øjne for at de havde en unik hunderace og som muligvis reddede racen fra at uddø. Som illustration lånte vi et billede fra Susanne Frohn, som havde været på Island og fotografere hunde og heste nogle år tidligere, og dermed var hovedhistorien på plads. Vi var jo et helt nyt blad, så det var naturligt at finde et godt hvalpebillede til forsiden, og på opfordring leverede Else Westermann billedet og øste af sine erfaringer med hvalpeopdræt. 18 Islandshunden

19 EN DET ALLERFØRSTE NUMMER Wilfred Olsen er inkarneret frimærkesamler, og da vi kom undervejrs med at han havde frimærker med Islandske Fårehunde, tog det ikke lang tid at overtale ham til at åbne sit arkiv og lave en fin lille historie om IF på frimærker i en rigt illustreret artikel. I farver! Kassereren korsede sig, men flot var det. Bente Nordbjerg blev overtalt til at bidrage med en beskrivelse af en hvalpetest, som hendes kuld lige havde undergået og Susanne Frohn gjorde sig nogle kloge tanker om opgaverne for det nyvalgte avlsråd. Selv bidrog vi med den sørgmuntre beretning om en brækket negl, som blev overbehandlet af en københavnsk dyrlæge, så vores stakkels Landi til sidst dårligt kunne bevæge sig rundt ved egen kraft. Bladet fik magasinformatet 17 x 24 cm, lidt større end A5 og lidt mindre end A5. Desværre viste det sig uhensigtsmæssigt for trykkeren, så de kommende numre fik kappet 1,5 cm af længden for bedre at kunne være på trykarket. Endelig designede jeg layoutet og et logo til bladet. Logoet blev senere officielt logo for ISIC den Internationale komité for Islandsk Fårehund, men det er en anden historie... Vores indsats kom gennem brevsprækken i starten af januar 1997 og blev i det store og hele godt modtaget. Selvom enkelte kritikere fandt indholdet lidt vel elitært. Men da den daværende direktør i Dansk Kennel Klub nogle numre senere roste vores blad og kaldte det i særklasse blandt danske hundeklubblade, følte vi at vi måtte have gjort noget rigtigt, og at det forhåbentlig har bidraget til at skabe interesse og forståelse for Islandsk Fårehund også uden for klubbens snævre kreds. Jubilæumsnummer august

20 POSTKORT FRA ISLAND Historien om det islandske POSTKORT POSTKORT af Brynhildur Inga Einarsdóttir Tilbage i 2001 prydede dette billede forsiden af Islandshunden nr. 4 og blev i samme nummer fulgt op af artiklen Strik en Islandsk Fårehund - en strikkeopskrift med et hundemotiv designet af Brynhildur Inga Einarsdottir Brynhildur fortæller: Hunden til venstre på billedet, Íslands Garða Kara, var min første islandske fårehund. En smuk langhåret tæve med en stærk karakter og meget aktiv. Hun var altid oplagt til leg og det var altid let at lære hende ting gennem legen. En af de ting, hun holdt meget af og som faldt hende helt naturligt, var at stå model. Hun var så morsom at fotografere, det var som om hun altid spurgte mig vil du ha mig fra venstre eller fra højre side? Jeg holdt uendelig meget af hende. Desværre fik hun kun ét kuld hvalpe, og fra dette kuld beholdt jeg selv Reykjadals Snögg (hunden til højre på billedet). Snögg var en kraftigt bygget tæve, som var sin mors diametrale modsætning. Hun var korthåret og det var ikke let at få hende til at sidde stille til fotografering. Men på ét punkt lignede Snögg sin mor, hun var ivrig efter at lære nye ting. Jeg lærte både Kara og Snögg at gå spor og finde ting, som jeg havde gemt enten inde i huset eller oppe i bjergene tæt på vort hjem. Jeg lærte dem også at finde reder fra en bestemt slags fugle. Det var meningen, at de skulle finde disse reder og så vente på, at jeg kom for at indsamle æggene. Kara satte en stor ære i at gøre, som hun blev bedt om, men Snögg havde ikke hverken tid eller tålmodighed til at vente på mig, så hun tog selv affære, tog æggene i munden og bragte dem til mig, uden at de fik en skramme. På billedet sidder Kara og Snögg sammen med min niece, Inga Hrönn, som er datter af min søster. Inga Hrönn var og er stadig vild med hunde. Billedet er taget i Miðdalur i Mossfellsbær, Guðmundur frá Miðdalur s hjemsted. Han var Islands bedste kunstner maler, grafisk designer, fotograf, forfatter og meget mere. Jeg kender en af hans sønner, så jeg fik lov at tage til Miðdalur for at fotografere. Jeg ville gerne have det lille hus som baggrund på billedet af min niece og hundene. Jeg havde tegnet mønsteret til hunde-trøjen, som Inga Hrönn har på, og ville gerne have et ordentligt billede af den, som jeg kunne sende til mine venner. Derfor måtte jeg naturligvis have mine pragtfulde islandske fårehunde, min dejlige niece og det lille hus med på billedet, som skulle følge med mønsteret på trøjen. Inga Hrönn iført Brynhildur Inga Einarsdottir strikketrøje med motivet af den Islandske Fårehund.Inga Hrönn er flankeret af Íslands Garða Kara og Reykjadals Snögg BRYNHILDUR INGA EINARSDOTTIR 20 Islandshunden