Mallorca marts marts (lørdag):

Transkript

1 Mallorca marts marts (lørdag): Afgang fra Kastrup den 1. marts kl Vi kørte fra Kalundborg 5.30, Malene kørte og Henriks Sierra var godt læsset. Vi stødte på de andre i lufthavnen og vi var alle glade over at vi skulle af sted igen. Truppen bestod af Martin S., Johnni S, Jacob Nilsson, Michael Rasmussen, Michael Grønbech, Martin Johansen, Michael Nielsen, Leif K., Søren J. og undertegnede. Leif og Søren var der dog kun den sidste uge. Uha sikken et selskab, to proffer og 5 A-ryttere, men som jeg tænker, de er meget flinke når de ikke cykler. Efter en vel overstået flyvetur kunne vi hilse på Michael N., der var taget derned en uge før, han var cyklet ud til lufthavnen for at tage imod os. Vi fik os placeret i bussen efter at have konstateret at vejrudsigterne hjemmefra stemte fint, der var vel ca. 22 C og skyfrit. Perfekt. På vej hen til hotellet var vi som små børn, der ikke kan vente med at få deres slik, vi ville ud at cykle. Vi blev endda lidt mopsede over at bussen skulle læsse et holde pensionister af ved et andet hotel først. Nå, men endelig rullede vi op til Hotel Majorica, det gode gamle velkendte. Alt blev pakket ud og cyklerne pakket i ekspresfart, man er som et lille barn, der har fået sin første trehjulede cykel og der er ingen, der venter på sådan et hold. Kl. ca. 14, efter en lille frokost rullede vi ud på feriens første 77 km. langs promenaden og sydkysten. 2. marts (søndag): På denne 2. Dag var der igen fladt kørsel, vi tog den sædvanlige vej gennem byen og langs promenaden i Las Maravillas, de første badeturister var begyndt at dukke op, så der var lidt at kigge på. Efter nogle kilometers rolig kørsel, rullede vi forbi en stor flok blandede ryttere, både ældre og yngre samt en enkelt damerytter, hyggeligt. Efter yderlige nogle kilometer, kom den selvsamme flok buldrende forbi os, de havde åbenbart besluttet at begå kollektivt selvmord, for da Michael N. så dette eksprestog, der kom forbi, fik han hurtigt fundet det rigtige gear, trodsede en bilist, der kom imod os og lagde sig straks i overhalingsbanen. Vi andre reagerede lynhurtigt og fulgte trop. Det blev man nød til hvis man ikke skulle køre resten af dagen alene. Pludselig befandt man sig som midt i et cykelløb, med i snit og rundt på skift. Vi fik hurtigt bugt med det meste af flokken, men der var dog et par stykker der kørte med rundt. Jeg fandt hurtigt ud af at blive siddende nede bag ved, hvilket var helt i orden, og efter km, mente vi, at vi havde fået rystet gruppen af os, sådan nogle indbildske bæster. Resten af turen gik fint gennem det sydlige Mallorca og La Rapita op til Campos og hjem. På disse flade strækninger kunne jeg fint være med da jeg havde den option, at jeg altid kunne ligge mig bagerst hvis benene var til det. En betryggende aftale. Jeg havde nævnt for de andre at hvis jeg blev sat og ikke råbte op, skulle de bare køre, så klarede jeg mig selv. Det var betingelserne og det var også helt fint. Den anden uge ville Søren J. og Leif K. komme, så ville jeg få lidt selskab, i hvert ifald af Leif. Vores feriebillet indeholdt et såkaldt drikkekort, der gjorde at vi måtte drikke frit fra baren af spanske drikke, kaffe, chokolade og vand. Dette gjaldt indenfor bestemte tidsrum: til og igen fra (middag) og til Ideen med sådan et kort er, at man drikker sig en lille bimler på inden kl , og så fortsætter med at drikke sig en

2 stor på f. eks. fra kl til Dette var der flere feriegæster der gjorde, så med dem lykkedes taktikken til fulde, men med os cykelryttere faldt denne taktik til jorden. Vi drak ikke ret mange spanske drinks, jeg drak faktisk kun Irish Coffee, hvilket ikke er særligt spansk, og den kostede 40,-, billigt, da man godt kunne blive lettere bedugget af to af slagsen, vi gik som oftest i seng kl. ca , og vi benyttede stort set kun baren til at drikke vand, kaffe, kaffe med mælk og chokolade. Dette blev vi hurtigt kendt/berygtet for. Hver gang vi nærmede os en tjener ved middagsbordet gik han automatisk hen for at hente 24 flasker vand og 6 cola. De mente bestemt ikke vi havde godt af alt det vand. "Water...Water...Water" gik de og mumlede. En aften fik de skovlen under os. Johnni var gået op til baren for at hente de sædvanlige 24 flasker, men glemte at tjekke uret på kasseapparatet i baren, den stod på 22.01, så vi måtte punge ud selv. Æv. Senere på turen overraskede vi dog dem. Da Michael N. en aften til middag, gik op til udskænkningen og tjeneren var på vej for at hente de 24, fik Michael ham stoppet og forklaret at denne aften ville vi gerne have rødvin, det kunne han ikke forstå, hvad var der sket? 3. marts (mandag): Så var der tid til en bjergtur af 2. kategori. Vi startede bagom hotellet på koldstarteren, en lille stigning på 3 km., der ligger ca. 6 km fra hotellet, og fortsatte gennem Calvia og kørte over Capdella og Andratx ud til vejen, der går langs kysten. Jeg havde en punktering i Calvia, hvor de andre disciplinært ventede på mig. Efter lidt kørsel op og ned langs kysten, måtte jeg slippe gruppen. Lidt senere havde de en punktering, men jeg valgte ikke at vente, og fik et lille forspring inden de hentede mig igen. Jeg blev enig med mig selv og mine ben, at jeg ville køre mod Palma fra Valdemossa, hvor de andre fortsatte mod Sollér. Igen strålende solskin og de dejlige C. Om eftermiddagen var der almindelig råhygge på hotellets tag, brød, cola, water, cykelblade og almindelig snak. Fedt. 4. marts (tirsdag): Denne dag ville de andre på en af de hårde bjergture af 1. kategori, så jeg valgte at køre en lille tur for mig selv. På disse ture er der ligesom mere tid til at se sig lidt omkring og stoppe op steder man gerne vil se lidt nærmere på. Jeg kørte en tur langs kysten mod vest. Igennem Cala Major og videre gennem Magalluf og til Pont de Andratx. Her blev der tid til den medbragte sandwich og lidt slappen af. Efter 83 km. var jeg tilbage på hotellet i god tid og nåede at få en cacao inden Grimpeur'erne dukkede op. Opdelingen af gruppen var typisk, at de to MTB'er Michael og Michael trænede efter et bestemt program, der var lagt fast af deres arbejdsgivere (Kylling's var tilrettelagt af selveste Greg Lemond, så han var ivrig efter at følge træningsplanen Det er trods alt hans arbejde). Dette betød, at de oftest kørte i bjergene. Typisk en mindre tur om formiddagen, hvor der blev kørt intervalkørsel til syregrænsen, herefter en pause på hotellet og så af sted om eftermiddagen igen. A-rytterne kørte en blanding af lange flade ture og forholdsvis lange bjergture, de var jo

3 landevejsfolk, så der skulle for det meste lidt flere kilometer i benene. Ofte skete der det at der gik lidt forcering i træningen, man skulle i hvert fald ikke afsløre, at formen ikke var der, selvom det var først i martsmåned og omkring 1,5 måned til første løb. Jeg selv forsøgte at få min form banket op ved at fornemme, hvordan jeg havde det og så køre derefter. Jeg havde desværre været syg en uges tid i februar og havde kun fået kørt ca. 300 km. på landevejen inden vi kom afsted. Jeg havde stadig lidt kriller i halsen, så jeg skulle tænke lidt på mig selv. 5. marts (onsdag): Denne dag var der ikke basis for så meget. Folk havde forskellige ønsker så aftalen blev, at man gjorde, hvad man havde lyst til, men vi ville mødes omkring kl på promenaden. Fint. Jeg tog en stille tur en over det flade og frodige område. Hvor var det dejligt at opleve sommer først i marts. Med lidt held ville vi også i år få sommer i Danmark, så i august var der mulighed for at opleve dette års sommer nr. 2. Efter 85 km. trillede jeg stille og roligt ind på promenaden i den sydlige ende, hvor var de andre. Efter et par km. søgen sad det meste af flokken og nød vejret med kaffe og chokolade. Jeg slog røven i sædet og gjorde dem selskab. Fedt. 6. marts (torsdag): Denne dag var der basis for en længere tur, Johnni, Jacob, Martin S., Martin J., Michael N. og jeg kørte endnu engang gennem Palma og videre de 5 km. langs med promenaden. Dagens mål var at nå klosteret San Salvador uden for byen Felanitx. På vej ud langs kysten var vi i færd med at aftale, at der skulle køres noget intervalkørsel med start om ca. 6 km., da vi pludselig så den selvsamme gruppe blandede ryttere, som vi havde kæmpet med et par dage før. Det tog ikke lang tid for os at omstøde beslutningen og så starte intervalkørselen NU. Vi blæste forbi dem med 50, og holdt tempoet de næste 30 km. inden vi drejede fra mod La Rapita. Vi fortsatte mod klosteret over Ses Salines og Santanyi. San Salvador klosteret minder meget om klosteret i Randa, det ligge på en lille top midt i det forholdsvise flade agerland, der omkranser stedet. Stigningen derop kan nu sagtens mærkes, den er ca. 5-6 km. og stiger vel højdemeter. Mallorca er jo en meget populær træningsø for alle slags cyklister, så man møder ryttere konstant, men omkring særlige steder er der alligevel en højere koncentration af cykler. Naturligvis. Det gælder klostre, der har denne smukke beliggenhed, det gælder bjergene over et stort område, og så gælder det naturligvis Sa Calobra og Cap Formentor. Turen til San Salvador var gået i et meget pænt tempo. Michael N. havde endda svært ved at holde tempoet nede i byerne, der var optræk til et par farlige situationer, men vi overlevede alle. Det høje tempo betød, sammen med et underforstået "Hvem kommer først til toppen", at jeg måtte køre de sidste 90 % af strækningen i mit eget tempo. Okay, jeg fik da overhalet et par kraftige tyskere og et par damer, så selvtilliden fik ikke et større knæk end, at den kunne rettes op igen. Vel oppe nød jeg udsigten, men da de andre ville af sted med det samme, valgte jeg køre hjem selv for at blive lidt på toppen.

4 Det skulle vise sig at være en dum beslutning, for de 60 km. jeg havde hjem til hotellet foregik i modvind, så da jeg dukkede op efter 166 km. var jeg lidt træt. Men endnu en dejlig dag var forbi og efter de sædvanlige aftenritualer : Water, handle i supermarkedet, Water, spise, Water, kaffe, Water, chokolade, Water, Irish Coffe og Water, var vi klar til at gå op at tisse og i seng. 7. marts (fredag): Igen en tur sydpå, til den flade del af Mallorca. Efter 118 km. mødtes vi alle på vores stamcafé på promenaden. Det er meget sjovt at sidde og skrive om sådan en tur. På nogle ture sker der faktisk ikke så fantastisk meget, man har kørt det meste af ruten før, kender de fleste af de byer man kommer igennem og har efterhånden talt alle stenene på promenaden mere end en gang. Alligevel føler man at dagen har haft en betydning, været medvirkende til et eller andet ved sig selv. Der sker noget med en, man kommer i en eller anden form for ophøjet fysisk tilstand, hvor det vigtigste netop er fysikken og ikke tankevirksomheden, en tilstand, hvor man kan sidde på sin cykel i 5-6 timer, få ryddet op, glæde sig over det meste omkring sig, solen, landskabet, pigerne, sin krop der arbejder, man har kontrol over den, kontrol over situationen. Det er mig, der bestemmer hvor vi skal hen, hvor langt vi skal og hvor stærkt. Det er mig der yder det der skal til. Mig, med lidt hjælp fra Principia og Campagnolo, og selvfølgelig de andre ryttere jeg ligger på hjul af. Keder man sig? Næ, den tanke har man ikke engang tænkt, man kunne egentlig blive ved "for ever". 8. marts (lørdag): Denne dag skulle Søren J. og Leif K. så ankomme til øen. Jeg aftalte med de andre at jeg ville tage imod dem, når de ville dukke op omkring middag. Om formiddagen kørte jeg en lille tur mod Esporles og var tilbage omkring kl. 11. Mens jeg gik og ventede på terrassen i solskinnet, hørte jeg glade stemmer fra en flok danske piger. Hvem var det der var kommet. Det viste sig at være en gymnasieklasse fra Esbjerg, der var på studietur. Det skulle vise sig at være et hyggeligt indslag, specielt for halvdelen af vores professionelle ryttere i gruppen. Nå, jeg ventede lidt mere og omkring kl ankom så Søren og Leif. Deres tur var gået godt og de var tilfredse med vejret. Speciel Søren kunne næsten ikke vente med at komme på cyklen. De gik da også i gang med at pakke cyklerne ud med det samme (selvfølgelig). Søren's havde overlevet turen uden skrammer, hvorimod Leif's klinger og pedalarm havde fået et skrub. Han havde ikke taget højre pedalarm og klinger af cyklen under transporten. Dette kan jeg anbefale, da klingerne er udsat i en traditionel bikebag. Vi fik bukket klingerne på plads vha. en radiator og en rørtang. Efter forkost var vi klar til en eftermiddagstur. Søren var ellevild da han kom på cyklen, 25 C og korte rør, juhuu!! Vi tog en tur bagom Palma til Puigpunyent, Galilea og hjem over koldstarteren. Lørdag aften skulle så være vores ugentlig gå-i-byen-dag. På hotellet stiftede vi bekendtskab med en dansker, der åbenbart boede på hotellet. Maria. En flot spansk udseende dame, der snakker med samme københavnske accent som Erik Clausen. Det viste sig faktisk at være min arbejdskollega Thomas' svigerinde. Jeg havde snakket lidt

5 med Thomas om hende, da han hørte, at vi skulle til Mallorca. Han fortalte, at hun var russisk gift og hende og hendes mand boede på Mallorca. Han var så af og til i Rusland for at arbejde, mens hun gik og hyggede sig på øen. Umiddelbart en loppetjans, men det så nu af og til ud til, at hun kedede sig lidt. Det var jo utrolig morsom at finde ud af at det rent faktisk var hende. Nå. men Maria foreslog os en godt diskotek, som lå i nærheden, så der skulle vi jo hen. Diskoteket havde bestemt også format over sig, med den traditionelle diskoteksindretning, højt musik, adskillige flotte piger og et sceneshow midt i det hele. Det er meget sjovt at iagttage, hvordan seriøsiteten forlader en når man ankommer til sådan et sted, det er ligesom om der er noget andet der tager over. Jacob forsøgte dog at udnytte aftenen til lidt styrketræning på en forhøjet scene, hvor alle de piger, der ville vise sig frem, stod og dansede solo. Alt i alt en sjov aften marts (søndag - onsdag): De næste dag gik som de første, vi fik kørt nogle dejlige ture, fik set nogle dejlige steder og hyggede om aftenen. De danske gymnasieelever (læs piger) gav lidt ekstra krydderi i den sure dagligdag, og var et godt alternativ til de lidt ældre danske pensionister, der normalt omgav os på hotellet. Pigerne lavede flere gange opvisninger på dansegulvet og specielt Michael R. lavede egenkreerede specialopvisninger med en udvalgt. Kommer de mon sammen endnu? Leif og jeg havde flere gange snakket om at tage ind til Palma midtby for at gå og ose. Det burde der være tid til. På en eller anden måde lykkedes det bare ikke, cykeltræningen kom åbenbart i første række. Vi måtte nøjes med centeret i Porto Pi, her kan man egentlig også købe stort set alt. 12. marts (torsdag): Vi havde også snakket om at tage den lange tur ud til Cabo Formentor, der er Mallorcas nordøstlige halvø. Vi startede med lommerne fulde af sandwich og kørte ad hovedvejen, i let modvind, direkte gennem Santa Maria, Consell, Inca og videre til Pollenca og Port de Pollenca. Her holdt vi et lille hvil i solen og kiggede ude over den hyggelig havn og den stejle opkørsel, der gik ud på halvøen. De næste 18 km. var en ren fornøjelse (18 km. hver vej). denne del af Mallorca er virkelig et besøg værd. Vi havde flere fotostop undervejs. Det er svært at lade være. Vel tilbage i Port de Pollenca fik vi en gang pasta, snakkede med et par ældre tyske damer, der godt vidste hvem Bjarne var. Nå, nu glædede vi os til 95 km. hjemtur med vinden i ryggen. Dette ønske blev ikke helt opfyldt, da vinden skiftede retning ca. midt på øen. For fanden, hvor var de sidste 50 km. seje. I kan godt glemme alt det ævl jeg skrev tidligere om ophøjet fysisk tilstand osv. Lige nu, efter 190 km., var den fysiske tilstand bare for høj. 13. marts (fredag): Denne dag kom vi ikke langt omkring. Jeg var mærket efter gårsdagens strabadser og ca km. kørsel. Turen gik ned til sydkysten, hvor Leif tog en lille ekstratur, mens jeg sad og slappede af i klipperne. Jeg var lidt betænkelig, da jeg følte mig meget træt og vi

6 havde aftalt at dagen efter, den sidste tur i denne omgang, skulle være den store bjergtur dag. Fredagen bøs således kun på ca. 50 km. kørsel. Dermed fik så også tid til at besøge cykelhandleren i Arenal. 14. marts (lørdag): Sidste cykeldag på ferien. Leif og jeg skulle som sagt på den store bjergtur. Den gik gennem Santa Maria (vi undlod at tage omvejen omkring Orient), Lloseta, Selva og derfra op til bjergvejen mod Sa Calobra. Efter en fed nedkørsel til Sa Calobra, den var ca. lige så god som sidste år, snakkede vi med et par tyske Principia fans, som vi hurtigt blev enige med. Denne dag var jeg meget tæt på at blive afhængig af Red Bull. I Sa Calobra, inden opkørslen tog jeg en af disse herlige drikke, og hele vejen op kunne jeg ikke mærke noget til dagen før, eller andre træthedstegn. Nu var den perfekte tilstand tilbage igen. Lækkert. Vejen hjem gik over Puig Major, Sollér og Sollér passet. Hele vejen synes jeg bare at alting var skønt. Efter 14 dage på Mallorca, 1550 km., brune rør, sol hver dag, tusind synsindtryk og lige så mange lugte, hyggetimer, Irish Coffee og Water var fornøjelsen helt på min side. Af en eller anden grund husker jeg denne sidste dag som noget specielt, euforisk dejlig. Jeg tror det var en kombination af Red Bull, det gode vejr, min fysiske tilstand og det fantastisk smukke landskab vi kørte igennem denne dag. Mallorca, det kan godt være dit navn og rygte ikke er særlig eksotisk i disse rygsækrejse-tider, men du kan altid tilbyde en formidabel cykeloplevelse. Tak. Derudover vil jeg også gerne takke mine medrejsende for en dejlig træningsferie. Johnni for arrangementet og hans måde at være på, Leif for turene og diskussionerne om alt muligt, Jacob for Irish Coffe skål, musiksnak og solooptræden, Martin for ikke at snorke mere end han gjorde samt hyggesnak på værelset, "Den lange" for diskussioner om solstråler og et glad smil, Michael, Michael og Michael for deres respektive bidrag til en afslappet og kammeratlig stemning på turen. I skrivende stund har flere af os planer om at tage af sted igen i Ja, billetterne er faktisk allerede bestilt, så måske ses vi dernede. Hilsen Jimdurain.