NYTÅRSSKRIFT 2013: HVORDAN VINDER VI VALGET?

Transkript

1 NYTÅRSSKRIFT 2013: HVORDAN VINDER VI VALGET? 1

2 Indhold Nanna Westerby (Cevea) Hvordan vinder vi valget? 3 Jesper Petersen (Socialdemokraterne: Sammenhold, snusfornuft og socialdemokratiske værdier 4 Peter Westerman (SF): Det handler om retfærdighed mellem mennesker 8 Pelle Dragsted (Enhedslisten): Venstrefløjen skal være venstrefløj igen 12 James Morris (tidl. Labour): 11 måder til at vinde et valg på økonomien 15 Per Christensen (3F): Danskernes valg 20 Dennis Kristensen (FOA): Visionerne skal både kunne smages, føles og lugtes 24 Rune Baastrup og Kristian Weise (Cevea): En regering for sådan nogen som os 28 2

3 Hvordan vinder vi valget? Introduktion til udgivelsen Årsskiftet er normalt højsæson for tilbageblik på det seneste år. Denne nytårsudgave af Ceveas webtidsskrift "Magasinet Politik" går mod strømmen: Vi har valgt at bruge nytåret til at se frem mod et kommende folketingsvalg med udgangspunkt i det afgørende spørgsmål: Hvordan vinder vi valget? 2013 bød på det tætteste vi kommer på et midtvejsvalg, nemlig kommunalvalget. Næste milepæl er kampen om folketinget og regeringsmagten. Og selvom centrumvenstre er udfordret, tyder intet på, at det valg er afgjort på forhånd. Skandalesager i Venstre-lejren, nye vinde i økonomien og moderat fremgang i meningsmålingerne bør give fornyet tro på, at alt er muligt; at valget kan vindes. Valgsejren kommer ikke af sig selv. Tilliden til centrum-venstre-partierne er fortsat lav, og apatien i befolkningen er voksende. Hvis ikke Lars Løkke skal overtage statsministerposten, skal centrum-venstre gå til valg på rigtige og vigtige dagsordener. Dette nytårsskrift er et bidrag til dén debat. De seneste år har der været mange analyser af, hvad der er gået galt. I denne udgivelse har vi bedt toneangivende stemmer se fremad og svare på spørgsmålet: Hvad er de politiske dagsordener og forslag, som valget skal vindes på? Forhåbentlig kan indlæggene inspirere flere til at tage debatten og udfordringen op. Der skal lyde et stort tak til de bidragydere, der åbner ballet i denne udgivelse. Go' læselyst - glædelig jul og et rigtig godt nytår! Nanna Westerby, publikationschef i Cevea 3

4 Sammenhold, snusfornuft og socialdemokratiske værdier Udgangspunktet for denne udgivelse er heldigvis, at regeringen gerne skal genvinde magten. Det er værd at bemærke, fordi jeg er stødt på folk på den mere yderlige venstrefløj, som antyder, at det faktisk vil være at foretrække, om regeringen bliver væltet eller falder. For så får vi måske et andet Socialdemokrati. Det er venstrefløjsvås, når det er værst. af Jesper Petersen, finansordfører for Socialdemokraterne Mit håb er, at regeringen genvinder magten ved næste valg, og at Socialdemokraterne bliver styrket. Det er den bedste garanti for en udvikling, der fastholder og fremtidssikrer en progressiv politik om solidarisk velfærd, jobskabelse, grøn omstilling, et bredt syn på konkurrenceevne og bekendelse til en arbejdsmarkedsmodel alt sammen til gavn for danskerne, som vi er flest. Konflikter og håb Politik handler i høj grad om konflikter mellem synspunkter og interesser. Og vælgerne kan nu engang bedst fortolke politik igennem de konflikter, der kommer på dagsordenen. Den grundlæggende påstand fra højrefløjens partier er, at vores velfærdsmodel ikke kan overleve. Denne nordiske nation af stoddere er nået til vejs ende. Lønniveauet og skatteniveauet er vores store problemer i Danmark (selv om skatten på arbejde i øvrigt er lavere her end i deres nye modeland, Sverige) og al energi skal sættes ind på lavere skat som nøglen til fremtidig konkurrenceevne. Velfærdssamfundet skal være mere angelsaksisk mindre lighed og mere marked. Min (og vores) grundlæggende mission er en helt anden. Vi er ikke færdige vi skal videre! Og trods en brølende globalisering så er vores velfærdsmodel jo en succes på rigtig mange fronter. Vi skal være konstant opmærksomme på at økonomien hænger sammen. Næste gang det går så godt som i nullerne, må vi også føre en mere restriktiv finanspolitik end i hvert fald S og SF promoverede dengang. Det nytter selvfølgelig ikke noget hvis omkostningerne for virksomhederne stikker af. Og vi har da også kunnet sænket forskellige skatter og afgifter. Men grundlæggende vil vi være de bedste hellere end de billigste. I et socialdemokratisk ledet Danmark investerer vi i mennesker, og tror på at fællesskabet basalt set er vores store styrke. Ja, vi er nødt til hele tiden at modernisere og stille rimelige krav til hinanden men vi er fortsat blandt verdens rigeste lande, og har en bedre konkurrenceevne end de borgerlige har lyst til at indrømme. Vi står for en balance i tingene, som jeg egentlig tror, de fleste danskere sympatiserer med. De rigtige konflikter kombineret med, at vi er dem, der giver håb om at tingene faktisk stadig kan blive bedre for de næste generationer er blandt nøglerne til nye valgsejre. 4

5 Partierne i centrum-venstre (skulle vi i øvrigt ikke i 2014 komme på et bedre begreb?) er dem, der bedst giver alle lige muligheder for at skabe sig det liv, de drømmer om. De ufaglærte, der ikke fik en uddannelse i deres ungdom vil vi give nye muligheder og de børn, der egentlig har oddsene imod sig, skal vores politik give større chancer. Den amerikanske drøm skal leve bedst i Danmark. Vi har stadig problemer med negativ social arv og der kan blive langt mere reelt lige muligheder. Men vi er stolte over Danmark, fordi vi faktisk har skabt så lige, trygt og velfungerende et samfund. Og hvis det står til Socialdemokraterne, har vi endnu ikke set det bedste af, hvad Danmark kan præstere. Udmærkede resultater men det er ikke nok Det er sjældent ens resultater, man vinder valg på. De siger dog noget om, hvad man står for. S-R-SF har med skiftende flertal og, indrømmet, vel også med svingende karakter for det kunstneriske udtryk, fået styr på økonomien, fremtidssikret finansieringen af vores velfærd og sørget for at almindelige lønmodtagere får mere ud af deres arbejdsindsats. Vi nedbringer arbejdsløsheden og styrker konkurrenceevnen. Der er lavet udvalgte forbedringer af f.eks. sundheds- og ældreområdet. Vi har gjort ret og pligt til omdrejningspunkt for beskæftigelsespolitikken, og foretager markante investeringer i især infrastruktur, uddannelse og grøn omstilling. Nogle beslutninger er omdiskuterede og mange vil mene, at der er mangler. Men alt i alt er det vel ikke så ringe endda? Mens Lars Løkke var statsminister mistede Danmark godt 100 arbejdspladser hver dag. Også om søndagen. Nu er kurven vendt. Der kommer flere danskere i arbejde som følge 5

6 af et meget højt offentligt investeringsniveau og en begyndende fremgang i økonomien. Det er ikke kun pga. regeringens politik men det er også pga. vores politik. Fremgangen vil forventeligt tage til. Den må vi forstå at tage vores berettigede del af æren for. Venstre: nulvækst, nedslidning af velfærd og skattelettelser At vinde et valg handler også om, hvem modstanderen er og at det står klart for vælgerne. Det er for tiden faktisk ganske vanskeligt at blive klog på, hvad Venstres nulvækstpolitik konkret indeholder. De rutter ikke med det. Men jeg og andre har igennem længere tid prøvet at bore i sagen. Det er fast arbejde at jage Venstre op af den politiske hængekøje og få dem til at levere nogle konkrete og ærlige svar! Efter Venstre første gang fastlagde nulvækst i den offentlige sektor som omdrejningspunktet for deres politik, påstod partiet i lang tid, at det ingen konsekvenser ville have for antallet af offentligt ansatte. Og nej, jeg mener ikke det tal er det eneste væsentlige for at vurdere kvaliteten af skoler, ældrepleje og sygehuse. Men det er dog heller ikke ligegyldigt for mulighederne for at levere en høj kvalitet, at der med nulvækst vil være råd til færre offentligt ansatte end med regeringens moderate vækst i den offentlige sektor. Efter i et år at have benægtet den sammenhæng, måtte Lars Løkke give fortabt. Økonomer, egne borgmestre, tænketanke alle sagde dem imod. Går den så går den, tænkte de vist. Men Løkke måtte erkende sammenhængen på Venstres Landsmøde. Dog stadig uden at svare på, hvordan Venstre seriøst vil få det til at hænge sammen, at der bliver flere ældre, dyrere behandlinger på sygehusene og flere, der skal have en uddannelse uden at bruge en krone mere på velfærd. Måske ligger noget af svaret i det slip of mind, Løkke havde fået placeret i sin tale til Folkemødet i 2013 nemlig det synspunkt, der skal være brugerbetaling ved lægen. Jeg tror ikke, danskerne som de er flest, er trygge ved velfærdsudsigterne med nulvækst og brugerbetaling eller bakker op om den kurs. Her er en folkeoplysende opgave om Venstre at bidrage til for os alle. Man kan jo gå i gang straks over en æbleskive mellem jul og nytår! En test af Dansk Folkeparti Dansk Folkeparti har haft det for let. Jeg mener, de skal testes mere grundigt på deres politik det burde journalisterne også gøre, men vi kan jo starte med os selv. DF kommer med udgiftskrævende forslag for milliarder og milliarder af kroner. Hvor skal pengene komme fra? Hvad er det for en flertals-konstellation i blå blok, der skal gennemføre den offentlige vækst, Thulesen Dahl siger, han går ind for (ingen er jo enige med ham)? Nu, hvor DF endelig har opdaget problemerne om social dumping, må man jo spørge hvorfor de intet gjorde i nullerne? Og hvorfor vil de bringe et parti til magten, der taler om tyske lønninger og begrænsninger af konfliktretten? 6

7 At stemme på DF er at stemme på Løkkes velfærdspolitik måske kombineret med at man får en grænsebom til gengæld. Hvor jeg kommer fra i det sønderjyske dækker ordet grænse-bom over slik købt i Tyskland. Og paskontrol er da slet ikke noget, vi har brug for vender tilbage det generer kun pendlere, erhvervsliv og turister. DF er rigtig nok en mere indviklet nød at knække for socialdemokrater og mere eller mindre ligesindede. Den længere sociologiske analyse af, hvordan centrumvenstrepartierne med forskellige politiske og retoriske fejl i mange år skubbede kort uddannede danskere i armene på Dansk Folkeparti er der ikke plads til her. Men den er meget væsentlig. Helt basalt er der rigtig mange danskere i gruppen af tabte S-vælgere, der jo stadig godt kan lide Socialdemokratiets ideologiske grundlag og som kan flyttes til at stemme på et af de røde partier (igen). Men som har behov for stærkere at mærke, at der er venstreorienterede samfundsledere, der anerkender også kortuddannede, udkantsdanskeres værdi i samfundet, lytter og taler op til dem, tilbyder nye muligheder, har ambitioner på vegne af deres børn og tager deres problemer alvorligt. Sammenhold og snusfornuft Jeg mener, Socialdemokraterne er det parti, der kan løfte udfordringen fra V og DF og undgå samme flertal som i Norge. Vi må give folk troen på, at den form for velfærdssamfund, som de fleste danskere bekender sig til, det er vi de rette til fremtidssikre og forbedre. Vil man gerne være sikker på, at der er styr på økonomien, at man får kvalitet for skattekronerne, at ens regering er optaget af at skabe flere job og muligheder og at den er socialt indstillet, så er Socialdemokraterne det rette valg. Der er stadig tid til at gøre mere godt for Danmark før dansk politik går i valgkamp. Om beskæftigelsessystemet, justeringer i styringen af den offentlige sektor, bedre efteruddannelse, bedre erhvervsuddannelser, indsats mod kapitalflugt mm. Og måske finde en ny mulighed for at gennemføre det højere fradrag for faglige kontingenter, som ikke blev til noget, da Enhedslisten ikke var med på en finanslovsaftale? Danskerne skal ved indgangen til næste valgkamp kunne se, at regeringen kan levere fortsat stabilitet og fremgang i økonomi og beskæftigelse. At vi har skabt råd til en moderat stigning i udgifterne til velfærd trods presset på vores økonomi. Og folk skal opleve, at vi er optaget af at bruge pengene bedre - at vi har klare forventninger til, at den offentlige sektor faktisk leverer kvalitet for skattekronerne. Jeg tror på, at regeringen allerede i dag står et sted rent politisk, der kan give valgsejren. En snusfornuftig politik, hvor der er balance i tingene. Regeringens partier igen hviler et særligt ansvar på S - kan absolut stadig blive bedre til at få vores værdier og regeringens samlede fortælling bag politikken til at trænge igennem. Men sejren er allerede nu indenfor rækkevidde. Og med de væsentligste konflikter i fokus i den politiske debat - om nulvækst, velfærd og måden vi skal konkurrere med andre lande på så får vi også fire år mere. Mindst. 7

8 Det handler om retfærdighed mellem mennesker Centrum-venstre kan godt vinde næste folketingsvalg. Men det bliver en stor opgave. Og opgaven er ret klar i mine øjne. Til et valg skal der være noget at vælge imellem. Forskel på det ene og det andet. Forskel på partierne, der stiller op, og forskel på de regeringsprojekter, der lægges frem for vælgerne. Ellers bliver politik udtømt for sit egentlige indhold, mister nerve og kommer til i stedet blot at handle om, hvem der er de dygtigste bureaukrater og populæreste politiske reality-stjerner. af Peter Westerman, næstformand for SF og medstifter af Tænketanken Cevea Politik er en kamp. En kamp mellem forskellige gruppers eller klassers forskellige interesser. Og en kamp mellem forskellige idealer. Når det gælder om at fordele goderne, er det en kamp mellem dem, der har og dem, der ikke har andet end et retfærdigt krav på mere. I spørgsmål om arbejde er det en kamp mellem dem, der sælger deres tid og slid - og naturligt nok kræver mest muligt for det - og dem, der køber andre til at arbejde for sig. En kamp om fordelingen af værdien af arbejdet og vilkårene, det laves under. Først og fremmest skal centrum-venstre politisere politikken. Interessemodsætningerne skal frem i lyset og det skal stå lysende klart, at vi kæmper for det store flertal, der lever af en løn- eller overførselsindkomst. Vi kæmper imod skyhøje direktørlønninger, grådige arbejdsgivere, der trykker løn og arbejdsvilkår og liberalistiske politikere, der vil tage fra de svageste og give til de stærkeste. Idealismen skal også være tydelig bag realpolitikken: Vi vil ikke kun forbedre flertallets forhold, fordi de er flertallet men fordi det er det rigtige at gøre. På samme måde, når vi kæmper for mindretal: Retten til at leve som man vil, så længe det ikke skader andre. Ligestilling mellem mennesker uanset hvem og hvordan de er. Det handler om retfærdighed mellem mennesker. Både i kraft af fornuftens lighedsbegreber og følelsernes indignation. Fordelingen af goder og muligheder er det helt centrale spørgsmål for et socialistisk parti som SF og svaret er at skabe mere lighed mellem mennesker, så alle har, hvad de skal have for at leve et værdigt liv med lige muligheder for at udfolde sig. Venstreorienterede resultater Regeringen skal kunne vise, at den arbejder for de brede befolkningsgruppers interesser. Det skal fremgå af resultaterne. Og der er gode eksempler at tage af: Der er ikke nogensinde før i min levetid blevet investeret så meget i at skabe arbejde. Aldrig har så mange været i gang med at uddanne sig. Sundheden og ikke mindst psykiatrien får nogle gevaldige løft. Det sidste gavner ikke blot den halve million danskere, der er ramt af en psykisk sygdom, men også deres pårørende og de ansatte i psykiatrien. Klima og miljø er igen noget, vi investerer i for at beskytte naturen, men også sikre grundlaget for 8

9 grøn vækst. Folkeskolen bliver nu ændret, så den fremover i højere grad virker som en folkeskole: For arbejderungerne, der i dag får for lidt ud af skolen, såvel som for de akademikerbørn, der skøjter derudad i det over-akademiserede og -individualiserede uddannelsessystem. At Enhedslisten ikke ville den dagsorden, forstår jeg ikke. Det skuffer mig også, at tiltag i en finanslovsaftale, der kunne have styrket lønmodtagere ved at skabe et bedre organiseret arbejdsmarked faldt på gulvet. Det gjorde de, fordi Enhedslisten valgte at holde fast i et stramt og centralistisk styringskrav. I stedet for at takke ja til et tilbud med 11 mia. kr. i forbedringer af arbejdsmarkedet og velfærden, miljøet og for socialt udsatte. Jeg synes ikke, at lønmodtagere kan være tilfredse med deres tillidsmand, hvis han rejser sig fra bordet og lader forbedringer ligge endda ikke, når der ikke var en eneste forringelse til gengæld. Skuffer regeringen? Er store grupper i befolkningen så også blevet skuffet over regeringen de sidste par år? Ja, det kan enhver se. Og nogle af dem desværre med rette. Jeg forstår godt, at lønmodtagere har svært ved at forstå, at det ikke er lykkedes at skabe større forbedringer på arbejdsmarkedet gennem aftaler mellem regeringen og fagbevægelsen - og i fornødent omfang arbejdsgiverne. Jeg forstår godt, at nogle bliver skuffet over at få en lavere overførselsindkomst som følge af nogle reformer. Men reformerne skal give dem en bedre hjælp til at komme videre i livet. Det er den nye reform af sygedagpengene et eksempel på: En klar samlet forbedring for de syge, der ikke længere automatisk falder i et sort hul uden indkomst efter et år. Det forventes, at tre ud af fire syge vil kunne fortsætte på samme sygedagpengesats, men dem, 9

10 der efter fem måneder vurderes klar til forsigtigt at komme tilbage til arbejdsmarkedet, får en lavere ydelse til gengæld får de tidligere og bedre hjælp til at komme i arbejde igen. Leverer reformerne ikke bedre støtte til dem, de skal, er skuffelsen berettiget. Og så skal der laves noget om. Centrum-venstre skal kunne håndtere disse skuffelser. Alternativet til at skuffe er at undlade at handle. Når jeg løfter bolden ansvaret og skyder et straffekast for mit håndboldhold, gør jeg mig sårbar for kritik, hvis jeg brænder. Men det er forudsætningen for at lave målet. Og nogen skal skyde. At langt de fleste skud skal gå i mål, er klart. Ellers skal man skiftes ud. Trods afbrændere går mange af regeringens skud i mål. Mænd og kvinder kan have en berettiget skuffelse over, at øremærket barsel faldt væk. Det er SF også skuffet over. Venstreorienterede vælgere kunne også have haft en berettiget forventning om, at en centrum-venstre regering havde sat endnu mere ind for at regulere finanssektoren, ikke mindst med en skat på spekulation. Endelig er regeringen lykkedes godt med at få alle til at bidrage til at betale kriseregningen men de rigeste kunne efter mine begreber godt yde mere. Ikke mindst i lyset af, at de var med til festen, i modsætning til dem, der mistede jobbet, da tømmermændene ramte. Vi løfter ansvaret Er det et ærgerligt, at jeg er uenig med andre i regeringen om nogle af disse forslag, der ikke er gennemført? Ja da! For ellers var de jo blevet til virkelighed. Er det et problem, at jeg og SF mener noget andet at vi vil længere end de andre? Nej. Det er naturligt for venstrefløjen i en mindretalsregering. Ligesom der er ting, vi er meget glade for, som regeringens højrefløj har accepteret uden store smil. Hvis regeringssamarbejdet skal være et vælgermæssigt plussumsspil for partierne, må det accepteres, at partierne kan appellere til forskellige vælgere gennem forskellige profiler, så længe der er enighed om den bærende politik. Og det er vi. Og samlet set ændrer vi til det bedre. Og højrefløjen vil ændre til det værre. Vejen til valgsejr går over et centrum-venstre med skarpe profiler. Et centrum-venstre, der står vagt om den danske model på arbejdsmarkedet og i velfærden og tør have større visioner end at bevare og administrere. Visioner om retfærdighed og lighed. Om frihed i fællesskab og til forskellighed. Om ansvarlighed og bæredygtighed. Det betyder også, at vi skal gå skarpt op imod den højrefløj, der vil det modsatte: Underminere vores organiserede arbejdsmarked for at trykke løn og arbejdsvilkår. Skære ned og sælge ud i velfærden. Sætte turbo på ulighed og uretfærdighed. Svække fællesskabets evne til at give den enkelte frie muligheder. Ensrette og assimilere. Og løsne tøjlerne på markedet med et goldt vækstbegreb, der skaber kriser i økonomi og klima. 10

11 Det er dét, vores kamp står om. Det er dét valget står mellem. Det skal stå klart for de brede befolkningsgrupper, at centrum-venstre er deres tillidsmænd. Fordi vi løfter ansvaret og trods skuffelser trækker samfundet fremad efter en krise. 11

12 Venstrefløjen skal være venstrefløj igen Det bliver uhyggeligt svært at undgå, at højrefløjen sætter sig på regeringsmagten efter næste valg. Selv efter Lars Løkkes pinlige og lemfældige omgang med både sandheden og skatteborgernes penge, fører den blå blok fortsat i meningsmålingerne. af Pelle Dragsted, politisk rådgiver Enhedslisten Det siger noget om omfanget af de vanskeligheder, som regeringen står med. Som jeg ser det, har regeringen tre overordnede og sammenhængende problemer, som står i vejen for at komme i offensiven: 1) Mangel på troværdighed. 2) Mangel på klar kant til højrefløjen. 3) Mangel på selvstændigt projekt. Regeringen er nødt til at erkende og løse disse problemer, hvis den skal have en chance for at genvinde regeringsmagten. Her er mine bud på, hvad der skal til: Mangel på troværdighed Regeringens allerstørste problem er efter min mening, at den har tabt så meget troværdighed i befolkningen. Regeringstoppens strategi har hvilet på den opfattelse, at når mange vælgere siden valget er forsvundet til højre over midten, så er det, fordi de ønsker en mere højredrejet og blåtonet politik. Derfor har regeringstoppen ment, at vejen til at genvinde de flygtende vælgere var at flytte sig politisk mod højre. Men regeringstoppen har taget fejl i sin antagelse. Vælgerne siver ikke til blå blok, fordi de ønsker en mere blå politik. De smækker med døren, fordi de føler sig snydt. Fordi de føler, at de har fået noget andet end de stemte på. Nogle går til Enhedslisten, andre til sofaen eller partierne på højrefløjen. Regeringstoppens strategi er dermed blevet til en ond cirkel. Hver gang en ny meningsmåling viser vælgerflugt ind over midten, har regeringstoppen troet, at den skal rykke et skridt videre til højre for at vinde vælgerne tilbage. Men når regeringen flytter sig længere væk fra det udgangspunkt, som den vandt valget på, føler endnu flere mennesker sig snydt og straffer regeringen med fødderne. Hvis troværdigheden skal have en chance for at blive genopbygget, så kræver det, at regeringen i den sidste tid af valgperioden kommer langt tættere på den politik, som den blev valgt på, og den politik, som befolkningen forbinder med en socialdemokratisk ledet regering. Og det fører mig videre til de to næste problemer 12

13 Mangel på klar kant til højrefløjen Én af grundene til, at højrefløjen står stærkt, er at regeringen i alt for høj grad har overtaget højrefløjens opfattelser og sprogbrug. I stedet for at udfordre og imødegå højrefløjens projekt har man givet højrefløjen medløb. Når man laver en skattereform, der accepterer præmissen om, at skattelettelser til de rigeste er sundt for økonomien, så siger man jo samtidig, at højrefløjen hele tiden har haft ret, når den taler for skattelettelser til de velhavende. Når man laver en kontanthjælpsreform, som opererer ud fra præmissen om, at arbejdsløse kommer i arbejde, hvis man forværrer deres vilkår. Så bekræfter man det menneskesyn, som højrefløjen hele tiden har stået for. Når man laver en vækstplan, som accepterer præmissen om at den økonomiske krise i Danmark skyldes dårlig konkurrenceevne på løn og skat, så styrker man det syn på økonomi og samfund, som højrefløjens næres af. Med andre ord: Regeringstoppen har i høj grad brugt de to første år på at fortælle danskerne, at højrefløjen hele tiden har haft ret i deres usolidariske idéer, og på at overtage deres økonomiske modeller, begreber og forestillinger. Så kan det jo ikke undre, at højrefløjen går frem. Opgaven fremadrettet bør være det modsatte. Regeringen bør stille sig i spidsen for at vise og overbevise vælgerne om, at højrefløjen tager fejl. At en høj marginalskat ikke har været en forhindring for at gøre Danmark til et af verdens mest velstående samfund, og at vi ikke er bange for at bede dem i toppen om at betale noget mere til fællesskabet 13

14 At der ikke bliver flere job, fordi man øger det fiktive arbejdsudbud ved at forringe vilkårene for arbejdsløse. At den økonomiske krise ikke skyldes dårlig konkurrenceevne, men mangel på privat og offentlig efterspørgsel, og at det derfor er hul i hovedet at veksle offentlig vækst til selskabsskattelettelser. Venstrefløjen skal først og fremmeste med næb og klør bekæmpe myten om den nødvendige politik ; om at der ikke er noget alternativ til nyliberalistisk økonomisk politik. Regeringen og venstrefløjen skal med andre ord til at tro på sit eget projekt. Mangel på selvstændigt projekt Det er jo et enormt paradoks, at vi står en situation hvor den nyliberalistiske model har fejlet massivt og sendt tusinder ja millioner verden over ud i arbejdsløshed. En situation, hvor liberalisterne burde sidde og gemme sig i et hjørne og bede om forladelse, og hvor venstrefløjen burde være i kontraangreb. Med andre ord: Venstrefløjen behøvede ikke at være i krise. Mens højrefløjen har fejlet big time, har vi på venstrefløjen masser at være stolte af og masser at bygge videre på. Det er os - arbejderbevægelsen og venstrefløjen - der har skabt et af verdens mest trygge, velstående og lige samfund. Som har sikret, at hver generation havde bedre vilkår, større social tryghed en deres forældre. Hvorfor? Fordi vores model virker - fordi fællesskab faktisk fungerer. Hvis regeringen skal i offensiven, skal den med stolthed og vilje forsvare og videreudvikle det projekt. I ord og praksis vise, at stærke fællesskaber, stærk velfærd, høj økonomisk lighed ikke bare skaber et mere retfærdigt samfund, men også skaber en sund og bæredygtig økonomi med høj beskæftigelse og høj velstand. Det kræver at sprog der ikke er en kopi af højrefløjen, men det kræver også handling. Regeringen bør bruge den sidste tid af valgperioden til i praksis at vise, at den tror på den solidariske velfærdsmodel. Der er mange ting der kan gøres, men nogle af de vigtigste kunne være: Klare forbedringer af velfærden, som reelt kan mærkes. Det kunne f.eks. være gennem garanterede mindsterettigheder til vores svage ældre eller minimumsnormeringer i daginstitutionerne. I stedet for, at reformer hver gang handler om at fjerne rettigheder og skære ned, bør regeringen give mennesker nye rettigheder. Et godt bud kunne være en ret til efteruddannelse med løn et vist antal år i løbet af arbejdslivet. En skattereform, der sikrer at også velhaver-danmark betaler deres del af regningen efter krisen og dermed øger den økonomiske lighed. Det er blot et par idéer. Opgaven at genskabe troen på et klart alternativ til nyliberalismen og at styrke opbakningen til det demokratiske og socialistiske projekt, som har bragt os langt i retningen af et godt samfund. Hvis ikke det sikrer en valgsejr, sikrer det i hvert fald en platform for at genopbygge en visionær og viljefast venstrefløj, der kan give en blå-sort regering modstand og blive retningsgivende for samfundets udvikling i årtierne fremover. 14

15 11 måder til at vinde et valg på økonomien Et valg mellem nedskæringer og ikke-nedskæringer er til fordel for højrefløjen. Et valg mellem nedskæringer og levestandarder er til fordel for venstrefløjen. af James Morris, tidl. taleskriver for Ed Milliband, Labour. Denne artikel er tidligere udgivet på Policy-network.net, 13. november 2013 ( Verden over kæmper centrum-venstre en kamp for at styrke den økonomiske troværdighed. Kernen i svaret på den udfordring skal findes i afkoblingen af økonomisk vækst (i BNP) fra den almindelige borgers indkomstgevinster. Eller, som Ed Miliband vittigt udtrykte det i sin seneste Labour-konference tale: De plejede at sige, at stigende tidevand løfter alle både. Nu stiger tidevandet, men det synes kun at løfte yacht-bådene. Tidligere var det sådan, at når en vælger blev spurgt til økonomi, betød forskellen mellem makroøkonomi og den personlige økonomi ikke rigtig noget. Nu vinder man valg på forskellen. I amerikanske meningsmålinger efter valget var Obama bagud på økonomi, men 9 procentpoint foran når der blev spurgt til genoprettelse af middelklassen. Konsekvenserne af dette skifte i synet på økonomi vil variere fra land til land og afhængig af, om partiet er i regering eller i opposition, samt hvordan økonomien klarer sig. Nedenfor er elleve pointer til eftertanke, der trækker på meningsmålingsarbejde i flere lande. 1. Se på den reelle økonomi ikke lærebogsøkonomien Partierne er nødt til at forholde sig til økonomien som den opleves af mennesker. Kampagner har brug for argumenter, der har rod i befolkningens oplevelser; unge, der kæmper for at finde arbejde, lønsedler der ikke strækker sig så langt som de engang gjorde, eller et arbejdsliv uden ferier. Styrken ved virkelige erfaringer frem for økonomernes analyse blev klart under det israelske valg. Det var sandt, at»økonomien viser tegn på succes fortsat vækst, stigende aktiemarked, en stærk møntfod og nye jobs i den private sektor. Vores økonomi bevæger sig i den rigtige retning. Men vælgerne var mere tilbøjelige til at acceptere det udsagn, at»for de fleste almindelige mennesker er økonomien svag. Det er svært at finde gode jobs, indkomster er for lave og fattigdommen stiger til rekordhøjder. I USA kan forskellen mellem Demokraternes valgresultat i 2010 og 2012 delvist ses som en afspejling af betydningen af at anerkende vigtigheden af befolkningens oplevelser. I 2010 brugte Obama sin tid på at sige, at han havde fået bilen op af grøften hvilket han i et makroøkonomisk perspektiv også havde gjort. Men vælgerne blev dybt frustrerede af en følelse af, at han bare taler, mens de fortsætter med at lide. Obamas 2010-budskab blev modtaget 30 procentpoint svagere af vigtige målgrupper end en besked med fokus på middelklassen og fremtiden. Skiftet til at sætte middelklassen først i 2012 markerede en ny, mere rodfæstet retning. 15

16 2. Passion for middelklassen, ikke imod toppen Middelklassen først har yderligere en pointe i forhold til, hvordan man kan engagere på emnet levestandard. For at vælgerne skal se os som deres repræsentanter, er vi nødt til at være eksplicit og lidenskabelig om, hvis side vi er på: hårdtarbejdende mennesker i faste job, som føler, at de bliver urimeligt behandlet. Dette fokus giver enorm magt til budskabet. I et valg fik vi f.eks. yderligere 10% af vælgerne engageret, hvis vi startede med at fokusere på at øge middelklassen snarere end at bruge et indholdsmæssigt identisk budskab, der startede med at angribe de velhavende. Selv i lande med store korruptionsproblemer som Sydafrika og Rumænien, er det passion for de foranstaltninger, der er nødvendige for at forbedre forholdene for almindelige mennesker, der flytter vælgere ikke indignation over de korrupte rige. En politiker med harmdirrende vrede mod toppen er dragende, en båret af en passion for almindelige arbejdende mennesker er en folk vil stemme på. Robin Hood er fredløs, ikke statsminister. Det synes indlysende, men er stadig svært for mange på venstrefløjen. Bankfolks uretfærdige bonusser udgør et fristende mål. Afgifter på bankfolks bonusser eller palæer eller finansielle transaktioner har sin ret, men kun hvis pengene bliver brugt til noget godt. New York borgmester Bill De Blasios plan om at finansiere gratis uddannelse i de tidlige år gennem en afgift på mennesker, der tjener over $ om året, og Labour partiets plan om at gøre noget lignende gennem en bank-afgift, er gode eksempler. 3. Fokus på leveomkostninger Mens økonomer vil fortælle dig, at vi har en lønkrise, opleves det for vælgerne som en leveomkostningskrise. I USA, hvor inflationen er under 2%, viser vores meningsmålinger stadig, at vælgerne fokuserer mere på oplevelsen af at skulle sætte varer tilbage på hylden i supermarkedet end flade løn-pakker. I Storbritannien er spørgsmålet gas-og el-regninger. 16

17 Det er ikke tilfældet overalt. I lande, hvor ledighed og navnlig ungdomsarbejdsløsheden eksploderede under recessionen, er disse spørgsmål sandsynligvis mere fremtrædende. Men mens man kan forestille sig, at job vender tilbage, er der ikke megen grund til at tro, at presset på levestandarden vil lette i væsentlig grad. 4. Fokus på omkostningerne i produktionen En økonomi med fokus på at forhindre lønstagnationen, der har opslugt middelklassen i mange lande, afhænger af hårdtarbejdende mennesker, der har ressourcer til at være produktive. Vælgerne ser, at deres indsats for at øge deres indkomst er forpurret, eller i det mindste uden opbakning. Omkostningerne ved at tage en uddannelse er et voksende problem i USA og har sænket De Liberale Demokrater i Storbritannien. Børnepasningsomkostninger er en vigtig barriere for at kvinder kan komme ud at arbejde. Velfærdssystemer, og især sociale ydelser, ses ofte som et middel til at give de fattige arbejdsmotivation. Fokusgruppedeltagerne taler om de valg, de har, når de færdiggør deres uddannelse og kan mærke, at skolekammerater der ikke arbejder får mere støtte end dem, der går på arbejde. Folk, der ønsker at starte deres egen virksomhed føler, at de mangler støtte til at komme i gang, mens store virksomheder får betydelig støtte af regeringen. At støtte midten betyder en politik, der adresserer disse udfordringer: børnepasning, studiegæld, erhvervsuddannelse, velfærdsreformer, transportomkostninger, løn. Det er også værd at huske på en retorisk udfordring: Tanken om, at vækst kommer fra midten og ud kan ved et uheld komme til at lyde som om, at vi kræver hårdere arbejde fra midten. Det er vigtigt, at man ikke ved et uheld skaber det indtryk, at vi sætter en ekstra byrde på midten. 5. Skab alliancer med små og mellemstore virksomheder Meget af den politik, der er involveret i håndteringen af krisen i levestandarden, vil indebære udfordringer af de store virksomheders interesser. Det er afgørende, at dette opvejes af varm støtte til det store flertal af forretninger der skaber rigdom. Her er store virksomheder selvfølgelig vigtige, men det handler endnu mere om små og mellemstore virksomheder. De fleste mennesker arbejder i små virksomheder. Der skabes flest nye job i små virksomheder. Små virksomheder har en tendens til at være mere pålidelige, mere vellidte, og deres succes betragtes som et større gode. 6. Vækst er for at skabe en bedre fremtid, ikke for at genvinde en tabt fortid Vælgerne er kloge. De ved, at fordelingsmæssige svar ikke er nok. De ønsker en tilgang, der vil skabe, ikke bare fordele rigdom. Vælgerne ved også, at verden har ændret sig. Vi ønsker ikke en økonomi, der kan udkonkurrere Bangladesh på lave lønninger. Denne udvikling giver reelle muligheder for centrumvenstre, især i Europa. Højrefløjens tilgang til vækst fjerne arbejdstagernes rettigheder, deregulere aggressivt, skære skat aggressivt taber altid meningsmålinger til centrum-venstres alternativ med fokus på investering i mennesker. Udfordringen er at finde måder at støtte vækst, der ikke øger låntagningen over det niveau vælgerne vil acceptere. 17

18 7. Se indvandrere som et økonomisk spørgsmål I Europa er det ikke troværdigt at påstå, at du repræsenterer arbejdende mennesker, hvis du ikke også forholder dig til indvandring. Indvandring og multikulturalisme er afgørende for den nationale identitet i visse lande: Amerika er det ypperste eksempel, men det er en udfordring i Europa. Indvandring har helt sikkert givet et løft til det samlede BNP-tal, men fordelen er ikke jævnt fordelt. For folk i bestemte fag har det en negativ effekt, at man som forsørgere er tvunget til at konkurrere med unge, enlige, og mennesker der er villige til at arbejde på forfærdelige betingelser i et par år. Ofte kommer det parallelt med udnyttelse af indvandrerne selv de betales mindre end mindstelønnen, de bor i uegnede boliger og er prisgivet arbejdsgiverne. Samtidig er vælgerne ofte berørt af den grundlæggende fejl, at staten ikke kan kontrollere sine egne grænser. Centrum-venstre partier skal være lige så vrede, som deres vælgere er over den manglende effektive grænsekontrol. Det politiske mål er ikke nødvendigvis at være det mest betroede parti på indvandringsspørgsmålet. I stedet er det, at potentielle vælgere ikke fravælger partiet, fordi de tror partiet ikke forholder sig til nogle af deres dybtfølte bekymringer. Det er kun ved at anerkende legitime bekymringer og foreslå hvilke foranstaltninger til at løse dem at venstreorienterede partier kan holde på deres påstand om at være den del af middelklassen, der er lydhør overfor det arbejde folks økonomiske bekymringer. Hvis man ikke gør det, vil vælgerne drages videre til partier længere og somme tider meget længere til højre. 8. En seriøs tilgang til budgetunderskud En af følgerne af, at vælgerne selv kæmper for at holde igen på udgifterne, er, at de mener, at landet bør gøre det samme. Mens budgetunderskudsbaserede argumenter ikke længere kan styrke centrum-højre, kan de helt sikkert lægge loft over tilslutningen til venstrefløjen. Der er grundlæggende to strategier åbne for centrum-venstre partier, der ønsker at forsikre vælgerne om underskuddet: Den ene er at indtage finanspolitisk forsigtige holdninger, mens dine budskaber i øvrigt lægger fokus et andet sted. Det er den vej, der ligger åben for Demokraterne i USA, som kan henvise til de hastigt faldende underskud og bruge det som nøgleargument i den økonomiske debat. Den anden er at lægge stor vægt på finanspolitisk repositionering. Dette kan være en vigtig del af Matteo Renzis strategi i Italien, hvis han vinder Partito Democraticos primærvalg hvor han argumenterer for større budgetmæssig strenghed end tidligere, sammen med andre reformer for at skabe arbejdspladser og vækst. Begge veje er levedygtige hvilken en du vælger, vil afhænge af dagsorden og omstændighed. Et andet mere ligefremt anti-nedskæringsbudskab kunne måske konsolidere en venstrefløjs-stemme i en PR sammenhæng, men det er usandsynligt, at det vil virke for et parti, der søger at lede et land. Vi ser jævnligt, at et valg indrammet i form at stramninger versus anti-nedskæringer favoriserer højrefløjen. Et valg indrammet af nedskæringer versus levestandarder favoriserer venstrefløjen. 18

19 9. Reformer så stat og politik arbejder for middelklassen, ikke for særinteresser Rundt om i verden tror vælgerne, at politik systematisk favoriserer nogle ganske få med gode kontakter. De har ret. Støtte til middelklassen betyder at tage eksplicitte konflikter med særinteresser, der holder almindelige borgere ude af beslutningsprocessen. Det handler ikke om valgreform og forfatningsmæssige lappeløsninger. Vælgerne er skeptiske og tror ikke, at det vil gøre en stor forskel. Men finansiering af valgkampagner, parlamentsmedlemmers frynsegoder og særinteressers magt kan alle være væsentlige emner at tage fat i. I USA i særdeleshed, er det svært at argumentere for middelklassens situation, uden også at give tilsagn om at gøre op med særinteresser. I Italien har Matteo Renzis opstigning startet et større angreb på den gamle garde og særinteresser. I Storbritannien har Labour forpligtet sig til at stoppe parlamentsmedlemmer i at bijobbe ved siden af parlamentsarbejdet. 10. Finanskrisen var ikke tidernes morgen For politikere, hvis seneste politiske liv har handlet om at tackle den økonomiske krise, er det svært ikke at tænke som om, Lehmans kollaps var tidernes morgen. Det er vigtigt at undgå at tænke på den måde af to grunde: For det første tænker vælgerne ikke sådan. De tror krisen eksponerede problemer, der allerede var der, snarere end at skabe et nyt problem. For det andet, og af afgørende betydning for oppositionspartier i lande med langsom genopretning, gør et fokus på krise/genopretning livet for let for etablerede partier Hvis det handler om at komme ud af en teknisk recession, vil problemet uundgåeligt blive løst på et tidspunkt. Hvis det handler om et opsving i levestandard, er det sværere at klare og mere meningsfuldt for vælgerne. 11. Konklusion: Bliv ikke fanget i den gamle fortælling En strategi baseret på vækst i økonomien fra midten og ud er et stort skifte i politik og kampagnevilkår. Politiske partier vil begynde at værdsætte andre ting, foreslå andre ting og tale om andre ting. For politikere er det nemt at falde tilbage i vanetænkning især når medierne er domineret af upersonlige makroøkonomiske tal. Det er virkelig vigtigt ikke at falde tilbage i de gamle rammer. Investeringer versus nedskæringer er et materielt spørgsmål, men sjældent et stærkt budskab. Rig versus fattig appellerer ikke til midten. Makro-vækst er en god nyhed, men det er ikke et mål i sig selv. For at lykkes bliver ledere nødt til at flytte deres partier fremad, udtrykke midten og ud tænkning på en måde, der passer til deres særlige forhold og kultur, og være omhyggelig med ikke at falde tilbage på fortidens politik. James Morris er en kampagne-polster og strateg. En tidligere taleskriver for Labour-leder Ed Miliband og rådgiver på Number 10 Strategi Unit, Morris leder Greenberg Quinlan Rosner kontor i London. Denne artikel er baseret på en præsentation som forfatteren holdt på en konference for at markere 10-årsdagen for Center for American Progress (CAP). 19

20 Danskernes valg Fokus på uddannelse, arbejdspladser og en værdig afsked med arbejdsmarkedet Af Per Christensen, formand for 3F Vores medlemmer er optaget af hverdagens udfordringer. De afviser social dumping, yderligere nedskæringer i den sociale tryghed, og et forstærket pres på de unge, der i disse år har urimeligt svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. De ser med bekymring på erfaringerne fra Tyskland, hvor lønmodtagere med fuldtidsarbejde må søge socialhjælp for at klare dagligdagen. De hører med forundring på historier fra USA, hvor ansatte hos detailgiganten Walmart tager imod mad-donationer fra deres egen arbejdsgiver, fordi lønnen ikke rækker. De frygter, at den udvikling er på vej til Danmark. Vores medlemmer forventer derfor helt entydigt af os, at vi skal søge indflydelse for at varetage deres interesser i Folketing og regering, uanset hvordan valget falder ud. De er vant til, at vi finder løsninger med arbejdsgiverne. Nogle gange beskedne løsninger, når tiderne byder på smalhals. Andre gange mere perspektivrige løsninger, når virksomhedernes bundlinjer bugner. Sådan fungerer det også i Folketinget. De politiske partier går til valg på en kombination af flotte resultater og lokkende visioner. Men vælgerne husker også de skuffelser, partierne bringer med i bagagen. Konkrete svar Vores medlemmer vil i stemmeboksen ikke sende mange tanker efter det europæiske semester, det strukturelle budgetunderskud eller arbejdsudbuddet og Dream-modellens balancepunkter. De vil have meget konkrete svar på hverdagens udfordringer. Hvordan de og deres børn bliver og holder sig dygtige nok til at kunne være i beskæftigelse. Hvordan de får en værdig afsked med arbejdsmarkedet. I 3F har vi mange svar og løsningsmuligheder på vores medlemmers udfordringer, og vi kæmper for at realisere en ekstra bid af dem under hver eneste overenskomstforhandling. Vi går fortsat meget gerne i dialog med de politiske partier, der vil bidrage til løsningerne og til at udvikle nye svar. Centrum-venstre har tradition for at værne om fællesskabets kamp for en solidarisk samfundsudvikling. Det indebærer også ansvar for orden i økonomien, for hvis den kører 20