MELLEMSTORE MAGTER OG KINA

Transkript

1 AF MORTEN HETMAR VESTERGAARD MELLEMSTORE MAGTER OG KINA Nogle lande er store og stærke. Kina er et af dem. De leste vil også være enige i, at Bolivia og Burundi ligger i den lave ende af en hvilken som helst magtmålestok. Denne bog handler om nogle af dem ind imellem a refreshingly readable account of the theory and practice middle power in luence in the contemporary world, roser Gareth Evans, Australiens tidligere udenrigsminister, den for på bagsiden. Det er lige, hvad det er, men det er ikke en letfordøjelig knaldroman. Det er klassisk akademisk litteratur, og en samling artikler med noter og kildehenvisninger og indledning, analyse og konklusion i samtlige kapitler. Bagsiden af bogen udråber den til at være den første enkeltstående titel, der undersøger, hvilken rolle mellemstore magter har, og hvor vigtig den er i forhold til Kinas fremgang. Der er selvfølgelig udgivet adskillige hyldekilometer litteratur om stort set alle lande størrelse S, M eller L og deres forhold til Kina som global magtfaktor. Som den engelske titel siger, så bruges i bogen udtrykket middle powers. Denne anmelder har valgt at bruge oversættelsen mellemstor magt i lyset af bogens de inition: Middle powers er lande med ydeevne lige under stormagterne, men stadig langt over det store lertal af lande i det internationale system. Foto: Danmark-Kinas billedarkiv Selve termen mellemstor magt (MSM) er naturligvis et relativt koncept man kan ikke være imellem nogen, uden at der er nogle over og nogle under. Men sådan er det med magt som med så meget andet. Man kan ikke være en stærk mand, der er god til at løfte tunge ting, uden at der indes en anden mand, der kun kan løfte knap så tunge ting. Man kan ikke være smuk, uden der er én, der er grim. Så langt så godt. Spørgsmålet er derefter, hvordan man så måler det, og hvilke kriterier man mener, er et godt vurderingsgrundlag. Nogle har til gården, andre til gaden hvad er mest attraktivt? Yderpunkterne er måske ikke så svære at blive enige om. De, der har begge dele, vil de leste inde smukke, og de, der intet har, har færre bejlere. Sådan er det også med studiet af international politik og landes relative placering på en magtskala. Hvad er vigtigst, økonomi eller militær? Schweiz nævnes i bogen som et eksempel på et land, der var en europæisk MSM efter anden verdenskrig, men tydeligvis ikke er det i dag. Bjerglandet i midten af Europa er Formand Mao omkranset af udenlandske studerende fra tredjeverdens lande i Beijing i 1960 erne. At etablere relationer og yde bistand var også dengang en del af Kinas udenrigspolitik. af gode geogra iske grunde mildest talt ikke nogen magtfaktor på verdenshavene, men Schweiz er et globalt omdrejningspunkt i den internationale bankverden. 28 DANMARK-KINA NR

2 Samfundsmæssigt idégrundlag eller national sammenhængskraft? Lilleputlandet Singapore har en samfundsmodel, der er et ideal for mange andre lande, men er forsvindende lille. Det er altså ikke altid lige let at placere lande på en skala over store og små, stærke og svage. Bogen undersøger Kinas forhold til en række mellemstore lande Australien, Brasilien, Indonesien, Malaysia, Sydafrika, Sydkorea, Thailand og Tyrkiet. De er ikke lige så magtfulde som verdens 8-10 stærkeste, men overstiger betydeligt verdens 165 svageste lande i evner og ind lydelse. Man har udvalgt geogra isk forskelligt placerede lande, fra tættest på (Sydkorea) til længst væk fra Kina (Brasilien). De europæiske MSM er Spanien, Holland, Italien og Polen er ikke medtaget på grund af landenes udenrigspolitiske samarbejde i EU. Iran, Pakistan og Mexico er valgt fra pga. pladshensyn. Denne anmelder kunne godt have tænkt sig at se Pakistan behandlet, da landet som bekendt har et meget tæt militært samarbejde med USA og samtidig er bonkammerat med Kina. Da Xi Jinping besøgte Pakistan i april 2015, sagde han, at jeg føler, at det er som at besøge min egen brors hjem. Med sig havde Xi en svimlende stor pose penge til investeringer på 46 milliarder US $. De skal bl.a. gå til at udbygge den ultraambitiøse kinesiske plan om det 21. århundredes silkevej, der skal binde Kina endnu tættere sammen med Europa, både til lands over Centralasien, og til vands gennem det Indiske Ocean. Overvejende sunni-muslimske Pakistan, placeret mellem ærkerivalen Indien og Mellemøstens opadstigende shia-magt Iran, med to rivaliserende stormagter som venner og martret af terror og oprørs- og fattigdomsproblemer som få andre lande, vil fortsætte med at være et af verdens brændpunkter langt ind i fremtiden. INTERNATIONAL POLITISK TEORI OG MELLEMSTORE MAGTER For fagnørder, der interesserer sig for international politisk (IP) teori, er bogens to første kapitler måske særligt interessante. Det første kapitel argumenterer for, at det er givtigt at analysere Kinas fremgang gennem brillerne på mellemstore magter. Det andet kapitel opbygger et teoretisk argument for at analysere MSM er, og hvorfor konventionel IP-teori ikke er et tilfredsstillende analyseinstrument. Med konventionel sigtes mestendels til den teoretiske skole, der går under navnet realisme. Forskere, akademikere og andet godtfolk er naturligvis uenige om, hvilke elementer der er de vigtigste og har den vægtigste forklaringskraft i studiet af international politik. Tilhængere af liberal internationalisme mener, at stadig stigende økonomisk interdependens og normbaserede institutioner begrænser militærmagts anvendelighed. Socialkonstruktivister lægger vægt på identitet hvem vi er, og hvorfor vi er det - og hvordan vi gennem italesættelsen af politik konstruerer vores virkelighed. Realisme fokuserer i høj grad på økonomisk og militær magt, og magtbalancen mellem forskellige lande som en grundlæggende og uomgængelig faktor i landes interaktion med hinanden. Ligeledes ser realisme nationalstaten som den vigtigste aktør i international politik. Institutioner som FN eller BRIKS er ikke aktører i deres egen ret, men arenaer, der blot re lekterer nationalstaternes indbyrdes magtforhold. Det er en realpolitisk og magtbaseret måde at forstå og forklare verdens beskaffenhed, og hvorfor forskellige lande opfører sig, som de nu engang gør. Derfor fokuserer realismen på stormagterne som de primære aktører i verdenspolitikken. Det er de store lande, der handler, og det er deres indbyrdes forhold, der er de vigtigste. Alle andre lande kan tilpasse sig stormagtsforhold eller lade være, men de kan ikke gøre så meget ved det, de ikke kan lide. Stormagter er policymakers, andre lande er policytakers. Kinas sprint mod tinderne på verdensscenen de sidste par årtier har været ganske utrolig og sjældent set mage før. Kina er ikke nummer 1 og har efter alt at dømme ikke lyst til være det. USA knejser stadig langt højere end alle andre. Men at Kina er med på podiet, det er der ingen, der bestrider. Derfor har en ufattelig mængde litteratur om Kinas opstigning i det internationale system fokuseret på forholdet mellem USA og Kina, og hvorledes det vil udvikle sig kooperation eller kon likt? Svaret er stadig ikke givet, men det har betydning for stort set alle andre lande, hvordan det spænder af. Bogens forfattere mener, at de mellemstore magter be inder sig på et niveau, hvor de rent faktisk godt kan påvirke stormagterne, og at det er teoretisk nødvendigt at have en mere differentieret tilgang til forståelsen af deres adfærd. Til trods for, at lyvemaskiner og iberoptik muliggør stadig tættere og tættere forbindelse mellem verdens lande og mennesker, så betyder geogra i stadig meget i international politik. Groft sagt, jo tættere et land ligger på Kina, des mere påvirkes det af Kinas voksende magt, både på godt og ondt. De østasiatiske lande er dem, der høster det fedeste korn gødet af Kinas økonomiske vækst, og det er samtidig dem, der er mest nervøse for Kinas voksende militære muskler, og hvad det vil betyde for den regionale sikkerhed. Lad os derfor kigge på et par eksempler fra bogen, et land langt fra Kina, og et meget tæt på. BRASILIEN OG SYDKOREA Ifølge bogen er Brasilien en arketypisk mellemstormagt. Brasilien er Sydamerikas regionale storebror, og landet har potentiale til at blive en rigtig stor spiller på den globale scene. Kinas opstigning har haft betydelig ind- lydelse på Brasilien. Økonomisk som et konkurrerende mellemindkomstland i strategisk vigtige sektorer som luftfartsindustri. Diplomatisk som en udfordrer til Brasiliens traditionelle rolle som leder af udviklingslandene eller det globale Syd, som det er blevet moderne at kalde dem. Derfor har Brasilien bl.a. svaret på Kinas opblomstring ved i højere grad at påtage sig rollen som en mellemstor magt, eksempelvis ved at blande sig mere i globale inansielle spørgsmål, forhold i afrikanske lande og fredsbevarende operationer rundt omkring på kloden. Derimod har Brasiliens effekt på Kinas udenrigspolitik været ganske begrænset pga. den klare asymmetri i det bilaterale forhold. Hvis Brasilien i stærkere grad får realiseret sit kæmpe potentiale, så kan landet måske i fremtiden blive en mere ligeværdig partner for Kina. I Sydkoreas tilfælde har Kinas vej mod toppen haft fundamentale konsekvenser økonomisk, diplomatisk og sikkerhedspolitisk. Det sidste naturligvis fordi Kina ligger så tæt DANMARK-KINA NR

3 I 2012 besluttede Kina, at landets udenrigspolitik skulle baseres på at udvikle stormagtsdiplomati med kinesiske karakteristika (Major-country Diplomacy with Chinese Characteristics). Det betyder, at Kina vil påtage sig et større internationalt ansvar og skal bidrage til vækst og stabilitet i verden. Princippet skal være win-win, og det er typisk, at Kina ønsker at bygge partnerskaber frem for alliancer. Som led i gearskiftet har den ny ledelse i Beijing indledt en hektisk rejseaktivitet til hele verden. Præsident Xi tager hovedparten af det udenrigspolitiske, men premierminister Li har været næsten lige så littig i udlandet i perioden med 11 rejser til 11 lande. Ill. China Daily Weekly, januar på Sydkorea og pga. Sydkoreas forsvarsalliance med USA. Skulle det utænkelige ske, og USA og Kina gik i krig med hinanden, så er noget af det første, Kina ville gøre, at bombe de amerikanske militærbaser i Sydkorea og Japan. Kina har et gigantisk arsenal af kort-, mellem- og langdistance ballistiske missiler, der selvfølgelig har de amerikanske installationer i Nordøstasien på sigtekornet. Så er der problembarnet Nordkorea, som understøttes af Kina. Imidlertid er det netop mht. Nordkorea, at Seoul har haft en reel ind- lydelse på kinesisk udenrigspolitik. For det første blev Kinas udenrigspolitik mindre ideologisk og mere pragmatisk i løbet af 1980 erne. Som øst/vest-konfrontationen gik på hæld, og Kina ik et bedre forhold til Sovjet, og siden efter sidstnævntes endelige sammenbrud kunne Beijing opdyrke et mere venligtsindet forhold til Sydkorea på bekostning af Nordkorea. For det andet har Sydkorea og Kina en række sammenfaldende interesser på den koreanske halvø. Et pludseligt nordkoreansk kollaps er begge landes store skræk. Den nuværende situation er langt at foretrække frem for gigantiske lygtningestrømme, atomvåben som ingen har styr på og generelt kaos. Endvidere er både Kina og Sydkorea enige om ikke at kunne lide Japan. Det er ikke kun Kina, der skændes om nogle småøer med Japan, også Sydkorea har disput om ejerskabet af en gruppe sten, der stikker op af havet Dokdo hedder de i Sydkorea, Takeshima i Japan. Men der er også ting, som skaber gnidninger. For eksempel overlapper Kina og Sydkoreas eksklusive økonomiske zoner i havet hinanden, og de er ikke blevet enige om en grænsedragning endnu. Kinesiske både, der isker ulovligt i koreansk farvand, er et tilbagevendende problem, og det skabte forståeligt nok oprør i Sydkorea, da kinesiske iskere slog sydkoreansk kystvagtpersonel ihjel i 2008 og Sydkorea har både været besat og mishandlet gennem historien og været vant til at være en reje blandt hvaler, som bogen udtrykker det. Men det sydkoreanske økonomiske mirakel har også muliggjort betydelige investeringer i militært isenkram, og næstefter Ja- 30 DANMARK-KINA NR

4 pan er Sydkoreas låde nok den teknologisk mest avancerede i Asien. Efter at Kina er begyndt at sætte krigsskibe i søen i et tempo, som ingen andre kan følge med i, har Sydkorea bl.a. svaret ved at lancere et meget ambitiøst projekt om en markant udvidelse af sin ubåds låde. International politik i Nordøstasien er ikke for tøsedrenge. Ikke at der er nogen sammenhæng, men Brasilien har også hjulpet Kina i den militære afdeling. I juni 2013 trænede brasiliansk personale deres kinesiske modpart i at operere ly fra Kinas nye hangarskib Liaoning (ja, Brasilien har faktisk et hangarskib - bygget i Frankrig i slut 50 erne og overdraget til Brasilien i 2000 som den brasilianske lådes lagskib, men det har angiveligt aldrig kunnet operere i mere end tre måneder ad gangen, uden at reparationer og vedligehold var nødvendigt). Al virakken om øer osv. til trods, så er det svært at forestille sig, at Sydkorea skulle dele ud af sin ekspertise og uddanne kinesiske lådefolk i ubådskrig. Kinas låde udgør potentielt en stor trussel for Sydkorea. Det gør den ikke for Brasilien. Det illustrerer udmærket, at geogra isk placering vis-a-vis Kina har stor betydning for hvilke typer af samarbejde, der indledes. de amerikanske kontinenter. Det er lykkedes ganske godt. Monroe-doktrinen, opkaldt efter præsident John Monroe, der fremsatte den, gik kort sagt ud på, at USA ikke længere ville tillade de europæiske stormagter at kolonisere og intervenere i Nord- og Sydamerika. Det skulle USA nok selv gøre. Det mærkes stadig tydeligt den dag i dag. Som det kejserlige Japans militarisme og ekspansion aldrig er glemt i Asien, så huskes amerikanernes opførsel også i Latinamerika. Eksempelvis smed Bolivia i 2013 nogle amerikanske diplomater ud af landet, da den amerikanske udenrigsminister John Kerry var kommet skade for at sige, at Sydamerika var USA s baghave. Da europæerne havde slagtet hinanden i Napoleonskrigene, kollapsede det spanske imperium i Latinamerika, hvilket afstedkom en masse landes selvstændighed. Den gryende stormagt USA kendte sin strategiske besøgelsestid og slog til, mens de andre lå på ryggen. DEN GRYENDE SUPERMAGT En del af de bange anelser i Asien ved Kinas fremmarch mod stormagtsstatus er historisk begrundede. I 11 ud af 15 tilfælde siden år 1500, hvor en opadstigende stormagt har rivaliseret en bestående stormagt, har det resulteret i krig. Det er jo ikke nogen særlig betryggende statistik. Den mest anvendte analogi til USA og Kina har været England og Tyskland og optakten til første verdenskrig en global lådemagt (da England, nu USA) udfordres af en kontinentalmagt (da Tyskland, nu Kina) der, som Tysklands udenrigsminister Berhard von Bülow udtrykte det i Rigsdagen i 1897, ikke vil smide nogen ind i skyggen, men vi kræver vores plads i solen. Hvis vi tager et hurtigt kig på USA s vej til ubestridt stormagt på den vestlige halvkugle, så kan man godt forstå, hvorfor mange lande i Asien ikke kun inder smilet frem ved udsigten til Kina som den regionale skolegårds største bisse. Lige siden Monroe-doktrinen fra 1823 har USA haft som strategisk mål at dominere Kina styrker også sine forbindelser med resten af verden via bygning af jernbaner. I øjeblikket er man i gang med jernbaneprojekter i over 15 lande. Fx har man en samarbejdsaftale med Thailand om at bygge en 867 km lang linje - en investering på 12.2 mia. US$. Kinesiske tog er blevet et nyt visitkort for Kina. DANMARK-KINA NR

5 Amerikanerne invaderede snart Mexico og erobrede store territorier, bl.a. Texas, Californien og surprise! New Mexico. Som resultat af sejren i den spansk-amerikanske krig i 1898 annekterede USA Puerto Rico, Guam og Filippinerne fra Spanien. På den tidligere spanske koloni Cuba blev den nu berygtede Guantanamo-base amerikansk territorium, og med etablering af en låde- og luftbase på Puerto Rico i 1919 kom USA snart til at dominere det Caribiske Hav. Hawaii blev ligeledes annekteret i 1898, og sammen med Filippinerne og Guam havde USA et godt udgangspunkt for at blive en seriøs lådemagt i Stillehavet. Kort sagt, så ekspanderede USA aggressivt sit territorium med sværd i hånd, smed de andre stormagter ud af den vestlige halvkugle, opbyggede en mastodontisk militærmaskine og en fantastisk lådemagt og sagde my way or the highway. Og sådan er det i det store og hele stadig i Latinamerika. Det er groft sagt, hvad man i Asien er bange for kan ske med Kina. Hvis magtbalancen langsomt tipper i Kinas favør, og USA s militære dominans formindskes i Asien, er mange lande ikke sikre på, at det nødvendigvis er godt for dem. Der er lere grunde til, at det ikke behøver at spænde af på samme måde history does not repeat itself, but it does rhyme, som Mark Twain sagde (det er ikke helt sikkert, at det rent faktisk er Twain, der er den oprindelige ophavsmand, men det er et godt citat alligevel). En simpel og åbenlys grund, og en af de vigtigste, er geogra i. USA be inder sig i noget nær en stormagts geogra iske drømmeposition et ocean til øst, et ocean til vest, en svag magt mod nord og en svag magt mod syd. Kina er ikke så heldig. Kina har landegrænser til 14 lande, to af dem atombevæbnede lige-ved-og-næsten-stormagter (Indien og Rusland). To af Asiens mest veludviklede samfund (Sydkorea og Japan), der ud over selv at være habile militærmagter også er tæt allierede med USA og huser titusindvis af amerikanske soldater og gigantiske låde- og lybaser. Set fra Kinas kyst er man strategisk spærret inde af den såkaldte første øgruppe-kæde, der strækker sig fra de japanske øer i nord, ned over Taiwan og Filippinerne, henover Borneo og Indonesien. Ligegyldigt hvor stor og stærk Kina bliver i fremtiden, så bliver både Borneo og Filippinerne liggende, hvor de gør. Udover historiske og alle mulige andre grunde til, at Kina vil have Taiwan tilbage, er der også den militærstrategiske gigantfordel af ikke have det usynkelige hangarskib liggende 200 km fra sin kyst. En genforening med Taiwan vil samtidig indebære, at Kina får fri adgang til Stillehavet uden at skulle igennem den nævnte kæde af øer. 32 DANMARK-KINA NR

6 Ingen ønsker kon likt eller krig. Kina måske mindst af alle, for det vil sandsynligvis tabe. Men de strukturelle ændringer i det internationale system, der afstedkommes af det relative skift i magtbalancen i Kinas favør vis-a-vis USA, forstærkes af geogra ien i Østasien. Og ligesom Tyskland, så kræver Kina også sin plads i solen. De asiatiske lande, små som mellemstore, er derfor fanget i et dilemma, hvor de helst ikke vil vælge. De er splittede mellem belønningen og risikoen ved at binde sig tæt til Kina. På den ene side vil man meget gerne binde sig økonomisk tæt til Kina, da det er den kinesiske økonomis eksplosionsvækst, der har muliggjort så meget anden vækst i Asien. På den anden side vil man meget gerne have, at USA forbliver en dominerende Stillehavsmagt, der kan lægge sikkerhedspolitiske bånd på Kina. Mange lande i Asien har derfor fulgt en hedging-strategi. Hedging er et udtryk lånt fra inansverdenen, hvor man investerer eller spekulerer i lere forskellige sektorer samtidig hvad man taber på gyngerne, vinder man på karrusellerne. I handelsministerierne er munden løbet i vand ved tanken om de mulige økonomiske gevinster, man kan få ved at udvikle et tæt økonomisk forhold til Kina. Samtidig har man i forsvarsministerierne rynket på brynene ved Kinas voksende militærbudget år efter år, og navnlig med bekymret mine betragtet Kinas investeringer i langtrækkende lådefartøjer og lyvemaskiner. Derfor forsøger man at være gode venner og handelspartnere med Kina samtidig med, at man gerne Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB) er også et led i Kinas strategi om at præsentere verden for andre egne normer. Etableringen er en udfordring til de vestligt dominerede institutioner om at reformere sig og udvikle nye typer af multilaterale samarbejder på mere ligeværdig basis. Den er et eksempel på en ny kinesisk selvbevidsthed. Samtidig ses banken også mere ydmygt som et laboratorium til at lære mere om at drive international bankforretning. vil styrke de forsvars- og sikkerhedspolitiske bånd til USA. Også derfor hilser stort set samtlige asiatiske lande den såkaldte amerikanske pivot to Asia velkommen, og man er derfor også imødekommende overfor, at Japan påtager sig en mere aktiv sikkerhedspolitisk rolle i Asien. Men som sagt huskes Japans tidligere opførsel i Asien tydeligt, og der skal alligevel noget til, før man ligefrem opfordrer til et japansk militært engagement i Sydøstasien. DE MELLEMSTORE MAGTERS (MANGLENDE) EFFEKT PÅ KINESISK UDENRIGSPOLITIK Det er en gedigen akademisk bog, der analyserer en række lande i mellemkategorien og deres forhold til Kina, og også udvikler et IP-teoretisk argument for bedre at forstå og forklare mellemstore magters adfærd i det internationale politiske system. Generelt set argumenteres der for, at de mellemstore lande lægger stor vægt på internationale institutioner og multilateralt samarbejde i mødet med Kina. Den multilaterale tilgang forfølges i dedikerede MSM-grupper som MIKTA (Mexico, Indonesien, Sydkorea, Tyrkiet og Australien) og IBSA (Indien, Brasilien og Sydafrika), men også et størrelsesniveau højere over i den mere kendte og vægtige BRIKS-gruppe (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), der måske skal have et I til for Indonesien. I Sydøstasien har ASEAN (Association of South East Asian Nations) ikke haft meget held med at få Kina til at arte sig. Kina afviser for eksempel kategorisk at forhandle med ASEAN som gruppe om territorialstridighederne i det Sydkinesiske Hav. Det skal ordnes bilateralt, mener Beijing, der dermed har meget større mulighed for at vride armen om på de mindre lande et ad gangen. Herved forsøger man at imødekomme Kina, og at socialisere landet til en adfærd, man mener, er mere gavnlig for ens egne interesser på det regionale og globale niveau. Kina har længe været fortaler for en mere demokratisk fordeling af stemmerne i den Internationale Valutafond (IMF). Man mener, at stemmefordelingen i IMF ikke længere re- lekterer medlemmernes faktiske økonomiske størrelse. USA har hårdnakket modsat sig, og Brasilien har været en fremtrædende støtte for Kina, men uden held. En af bevæggrundene til Kinas lancering af Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB) for nylig bunder i disse frustrationer. Samtlige af bogens undersøgte lande har i øvrigt straks meldt sig ind som medstiftende lande, Sydkorea og Australien angiveligt til trods for betydeligt amerikansk politisk pres for at lade være. Politologen Robert A. Dahls gammelkendte de inition af magt er, at A får B til at gøre noget, som B ellers ikke ville have gjort. Denne anmelder er ikke overbevist om, at MSM erne for alvor har haft en signi ikant effekt på Kinas udenrigspolitiske adfærd og fået Kina til at gøre noget, Kina ellers ikke ville have gjort. Det betyder ikke, at kineserne bare tromler alt ned og gør, hvad der passer dem. Der indes gode og dårlige politikere, og der indes gode og dårlige diplomater, der mere eller mindre adræt håndterer forholdet til Kina. I mange tilfælde er det et positivt handelsforhold, hvor alle parter er glade. Kina har brug for ufattelige mængder af naturressourcer til at opretholde sin vækst, og i Sydamerika er man for eksempel meget glade for at sælge dem til Kina. Men de er ikke for alvor lykkedes med at binde Kina i multilaterale institutioner og få indpræget kineserne med nogle normer, der nævneværdigt får Kina til at ændre opførsel på det strategiske niveau. Kina holder stadig stædigt fast på sit udenrigspolitiske mantra om ikke-indblanding i indenrigspolitiske anliggender og på aftaler styret af egne langsigtede økonomiske og politiske interesser. Det er der ikke lavet om på. Fra miner i Myanmar til Mozambique, og fra havne i Grækenland til tekstilfabrikker i Italien, er det strictly business. Med kinesiske investeringer følger hverken lange foredrag og krav om demokratisk udvikling og pigeskoler, eller menneskerettigheder og LGBT-parader. Anmeldelse og essay med udgangspunkt i: Bruce Gilley & Andrew O Neil (red.) Middle Powers and the Rise of China Djøf Publishing sider. 325 kr. Morten Hetmar Vestergaard skriver om sikkerhedspolitik i Asien og er cand.soc. i international politik. DANMARK-KINA NR