Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 10. august søndag efter Trinitatis Mattæus 7,22-29 Salmer: ,4-5

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 10. august søndag efter Trinitatis Mattæus 7,22-29 Salmer: ,4-5 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.«da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge. Matt 7,22-29 God morgen. Her i Slotskirken står vi op og synger og sidder ned under læsningerne fra bibelen. I dag handler salmer, tekster og prædiken om, hvad det er, vi bygger vores liv på; sandbund eller klippegrund. Når alting vakler og verden kan fylde os med bekymring og uro, så taler Jesus til os om troens klippegrund. Ikke som en forsikring mod ulykke og død, men som et løfte om, at Gud slipper dig ikke. --- Der er ikke noget så hyggeligt en varm sommerdag som at bygge sandslotte i vandkanten, børn og barnlige sjæle kan få timer til at gå med at bygge voldgrave, udsmykke sandtårne med muslingskaller, lave vindebroer af drivtømmer alt imens bølgerne hele tiden truer med at få det hele til at skride sammen. 1

2 Sandslottets mure forstærkes med tang og sten mod havet, mens slottet bygges større og højere vel vidende, at når vi kommer i morgen, så har højvandet sandsynligvis skyllet det hele i havet. Men ét er leg i vandkanten, noget andet den brutale virkelighed, huse der efter stormen Bodils raseren på de nordsjællandske kyster pludselig ligger faretruende nær på at blive skyllet i havet og minder os om, hvor små vi er, hvor skrøbeligt livet er og hvor lidt alle vores forsøg på at sikre og beskytte os i sidste ende nytter selv om vi troede, vi havde gjort det helt rigtige. Et splitsekunds uopmærksomhed på motorvejen, strøm og vindforhold, der pludselig skaber hestehuller i Vesterhavet, et hul på cykelstien for selv om verden år for år er blevet et sikrere og sikrere sted at være, så ændrer det aldrig på den kendsgerning, at hvis jeg er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, så kan det være slut, inden jeg når at blinke. --- Sårbarheden som et livsvilkår. Og så denne tale om at bygge sit liv på klippegrund. For er der over hovedet noget, der står fast i en verden, hvor alt er under forandring og til forhandling. Jovist, vi længes alle efter sikkerhed forældre prøver at beskytte deres børn mod alt ondt, de nye små skolelever, der begynder i morgen skal lære at færdes i trafikken, politiet laver fartrazziaer ved skolerne, vi skal være mindre egoistiske og blive bedre til at tage hensyn og ikke kun i trafikken alt sammen for at gøre det trygt at leve. Grænserne flyttes hele tiden, overvågningskameraerne breder sig fra lufthavnen til s-toget, gågaden, motorvejen, butikscentret, så vi snart knapt kan bevæge os en meter uden at billedet bliver gemt på en harddisk ja, selv i børneværelset findes de, så forældre kan logge på, mens de er på arbejde, og holde øje med om ungerne laver lektier eller ulykker. Mig bekendt har vi endnu ingen her i kirken, men hvem ved? Måske er der bare ikke en whistleblower, der har afsløret dem endnu. 2

3 Og vi accepterer det, mere eller mindre modvilligt, for det handler jo om vores sikkerhed. Og så denne kristne tale om at bygge sit liv på klippegrund. Hvor naivt, som om det skulle hjælpe noget som helst at tro på Jesus Kristus. Hvor himmelråbende enfoldigt, som om tre små håndfulde vand og en døbefont, skulle kunne gøre nogen som helst forskel i to små børns liv. Hvor mystisk, hvis et brød og nogle dråber vin skulle rumme et løfte om Guds kærlighed og tilgivelse. Og så er det ikke desto mindre kristendommens påstand, at en mand på et kors for snart 2000 år siden er et spørgsmål om liv og død for dig og mig den dag i dag. Det er kristendommens intolerante påstand, at netop dén mand, tømrersønnen, Jesus fra Nazaret, manden i midten mellem de to røvere, HAN er klippegrunden. Ikke Maria, ikke Moses, ikke Muhammed, ikke Buddha ikke nogen anden end Jesus. Jovist, vi har trosfrihed, enhver bliver salig i sin tro, og der kan bestemt findes smukke tanker i alle religioner, og hvem ved, måske har Gud andre veje til frelse end den kristne, men som vi møder det kristne budskab gennem Jesus, så er han vejen til sandheden om livet hos Gud. I Jesus og alt det, han siger og gør, der møder vi Gud selv der hører og ser vi, med hvilken ufattelig kærlighed Gud elsker hver eneste af os, lige meget hvem vi er, hvor vi er, hvad vi er og hvordan vi er. I manden på korset ser vi, hvordan Gud selv giver afkald på al sikkerhed og tryghed overgiver sig på nåde og unåde til det liv, hvor den mest uretfærdige død kan ramme selv den bedste. I manden på korset ser vi Gud selv, når Gud er mest ubeskyttet og sårbar dér på korset braser det hele sammen, dér er livet præcis så hårdt som det er når et missil rammer 298 intetanende uskyldige passagerer i 12 km. højde der er der intet andet at gøre end at råbe og skrige sin nød og sorg og smerte ud i det tomme rum: Hvor er du Gud, hvorfor har du forladt mig Gud? I sådanne øjeblikke mister ordet klippegrund al sin mening og betydning. 3

4 Om det så havde været de 298 stærkest troende kristne i hele verden, så havde det ikke hjulpet dem for det hjælper ikke Jesus en tøddel, da han hænger på korset, at han er Guds søn, troen er ikke garanti for noget som helst i denne verden. Døden kan ingen snyde. Og så er det alligevel påskens ubegribelig budskab: Den klippeblok, som kvinderne ikke kan rokke, da de kommer ud til Jesu grav, den klippeblok er væltet væk, og graven er tom. Dér i morgensolens første lys ved Jesu tomme grav, dér begynder ordet om klippegrunden først for alvor at give mening. En mening som strider mod al erfaring og sund fornuft, men som vi trodsigt gentager ved hver eneste kristen begravelse, når de tre skovlfulde jord kastes på kisten, som en jordnær påmindelse om livets skrøbelighed og forgængelighed og sårbarhed, tre skovlfulde jord, som ledsages af ordene: af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. For Jesus Kristis døds og opstandelses skyld må du og jeg leve og dø i troen på og håbet om, at Guds kærlighed kan ikke engang døden skille os fra. Dét er klippegrunden, at dér hvor vi må give slip, dér slipper Gud ikke selv i døden må vi tro, at vi er i gode hænder. Det ender godt. Ikke på grund af os ikke fordi vi har troet så og så stærkt, eller gjort så og så meget godt i vores liv. Men ene og alene fordi, det har Gud sat livet på spil for at vise os. At kærligheden overvinder alt, at kærligheden tåler alt og udholder alt og tror alt. Dén kærlighed er klippegrunden at om så alt andet i denne verden truer med at skride sammen under os, så må vi klamre os til håbet om, at Guds kærlighed vakler ikke. Ikke mindst i vores individualistiske tid, hvor selv helt unge vil have lavet kosmetiske operationer for at leve op til tidens skønhedsidealer hvilken befrielse at få lov til at sætte fødderne på den klippe, hvor Guds kærlighed ikke handler om hverken brystmål, penisstørrelse eller intelligenskvotient. 4

5 I en tid, hvor vi fra alle sider bombarderes med alt det, vi skal og må og ikke må for at få et lavt BMI, et højt eksamenssnit, en sund livsstil, et langt liv osv osv tænk da, at træde ind i Guds hus, hvor det ikke handler om, hvordan jeg er, eller hvad jeg kan, men hvor jeg er set, set med kærlighed, set som en, der er så meget værd, at Gud selv er villig til at ofre sig selv for at vise mig sin kærlighed. Komikeren Jacob Haugaard, som de færreste vel forbinder med kristendommen, han fortalte i et interview for nylig åbenhjertigt og stærkt om, hvad troen på Gud betyder for ham: Vi havde vores søn Nikolaj, som vi mistede i 2008 til muskelsvind. Selvom vi vidste, at det ville ske, så var der alligevel lidt min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? over det. Det med liv og død skal helst gå i den rigtige rækkefølge. Så er det nemmere at forstå. Jeg var glad for, at jeg troede på Gud, fordi det er i sådanne situationer, din tro skal hjælpe dig. Det giver en ro og en adgang til ydmyghed over for det, man står med, at der er en magt, som er større end dig. Og så fortsætter han med at fortælle om, hvordan han som alkoholiker fik hjælp gennem troen til at stoppe drikkeriet: Det var også specielt udfordrende for mig, da min elskede øl svigtede mig. Da den ikke længere gjorde det for mig, som den skulle. Da jeg holdt op med at drikke, var det en form for sorgarbejde for mig. Filmen knækkede den 31. maj Det var en søndag, og om lørdagen var jeg så langt ude, at den eneste mulighed, jeg kunne se for at ende min 25-årige karriere som misbruger, var at tage livet af mig selv. Da jeg alligevel ikke kunne finde ud af dét, kom jeg på Minnesotakuren. Der fandt jeg tilbage til min barnetro. Og det var meget simpelt og barnagtigt. Jeg behøvede ikke at bekymre mig om, at Jorden drejede rundt. Det tager Vor Herre sig af. Jeg skulle bare sørge for at holde mig ædru en dag ad gangen. Da det hele faldt sammen for mig, lærte jeg at folde mine hænder. Vi kan næsten høre befrielsen: Da det hele faldt sammen for mig, lærte jeg at folde mine hænder. Eller med Jacob Haugaards egne ord: 5

6 Jeg opfatter mig selv som troende, og det indebærer grundlæggende to ting: Den ene er retten til ikke at forstå, alt hvad der sker. Det andet indkapsles i anekdoten om manden, der spørger: Hvordan tror man på Gud?. Hvortil svaret lyder: Du kan lægge ud med at vedtage, at det ikke er dig selv, der er Gud, så er du nået meget langt. De, der siger, at de ikke tror på Gud, mener, at de har styr på hele livet selv. Men for mig giver det en utrolig ro, at det hele er overladt til en højere magt. Det giver ro, når ens egen natur fortæller en, at man ikke har evner til at klare det, man skal klare. Såvidt Jacob Haugaard. Det ironiske er, at det ofte virker som om, at det først er, når stormen raser og bølgerne slår ind og livet truer med at kæntre, at vi indser, at vi har bygget vores liv på sandbund. Det forunderlige er, at selv om det først er dér vi opdager det, så må vi tro, at Gud ikke lader os sejle vores egen sø. Selv dér holder han fast i sit løfte; uden at ryste på hånden rækker han dig helt ufortjent sin frelsende hånd. Hvilken befrielse at få lov at stå på dén klippegrund også selv om det er med bævende hjerte og rystende ben. Amen. 6