Transkript

1 Hospitalet Som jeg lå her i sengen følte jeg hele mit liv passere forbi mig. Jeg mærkede årene flyve ud af hænderne på mig, få vinger og flyve ud af vinduet. Vinduet. Jeg havde ligget og betragtet det i omkring en time, det var hvidt, nymalet. Fejlfrit. Det var et ungt vindue. Det var pudset, hasperne rustfri, og karmen helt, helt glat. Det var et vindue med et langt liv forude. Jeg sukkede, kiggede væk. Ned af den lange hvide gang, uden et spor af støv på overfladerne. Kun støvfnuggende i luften oplyst fra vinduet, hvor den spæde vintersol skinnede ind. Sneen udenfor lå i bløde bunker, jeg prøvede at huske den knitrende lyd, der kom, når man trådte ud i det, sank ned i det hvide. Jeg fik kuldegysninger, hårene rejste sig på mine arme. Der blev pludselig koldt på den tomme hospitalsgang, og jeg følte mig helt alene i verden. Ensom. Jeg mærkede en tåre trille ned af min kind, og ramme den pinligt rene pude. Jeg mærkede min bevidsthed falde på gulvet, og gå i tusind stykker. Jeg så mit liv forsvinde foran mig. Jeg var blevet atten år i november, det virkede som en evighed siden. Som hundrede år siden jeg havde festet med mine venner på taget af mine forældres hus. Drukket. Festet som om jeg havde for evigt at leve i, som om jeg ikke havde noget at bekymre mig om. Men det havde jeg jo heller ikke dengang. Dengang jeg bare var en attenårig teenager. Dengang alt gik op i sjov. Nogle dage fortrød jeg, at jeg ikke brugte min tid på mere betydningsfulde ting, og andre gange fortrød jeg intet. I det mindste nåede jeg det, i det mindste nåede jeg at have venner, og kæreste. Det var nok det jeg var mest taknemmelig for, jeg var blevet elsket. Ordet stak i mig, elsket, kærlighed. Det var den største følelse i verden, troede jeg i hvert fald, det havde min mor og Anders sagt til mig. Hans navn gjorde mig varm inden i. Det lå dejligt på tungen, Anders. Det smagte godt, let. Føltes som vinden på en sommeraften, der blæste sveden af panden. En god ting. Anders var helt bestemt god. Jeg havde altid troet at han var perfekt. Jeg ved godt at ingen er det, men han havde virket så fuldendt, så fejlfri. Han var opmærksom, sød, sjov og flot. Han var min prins på den hvide hest, det var jeg sikker på. Men her på det sidste havde han vist en anden side frem, en side der ikke ligefrem hjalp mig i min situation. Min sygdom. Jeg kunne høre skridt på gangen, tunge skridt. Det var sikkert den store sygeplejerske, der kom for at tjekke op på mig, min situation. Hun havde været der hele tiden, lige fra start havde hun holdt min hånd i sin i den kolde grå stue, mens hun stak mig. Jeg brød mig ikke om hende, hun var alt for klamrende. Hendes store buttede hænder var altid fugtige og varme. Klamme. Så ville jeg hellere holde min mors hånd, men det havde jo ikke været muligt, hun havde jo ikke vidst det. Det havde Anne heller ikke. Eller Anders. Jeg kunne havde brugt dem da kulden kom. Men jeg havde været for bange til at give dem de dårlige nyheder. Dårlige nyheder havde aldrig været populære i min familie, eller, der var nok ikke nogen der var glade for dem, men de her var alt for tæt på. Min mor ville ikke kunne klare det. Min far var død af kræft da jeg var fem år. Og jeg havde bestemt ikke lyst til at fortælle min mor, at det nu også havde fået ram på mig. Kræft i lymfekirtlerne. Det lød så grusomt. Jeg løftede min hånd op fra dynen, den var tung og følelsesløs, som kunne jeg kyle den ned imod det hårde betongulv, uden det ville gøre ondt. Jeg førte fingeren op til halsen, lod min pege finger kærtegne den lille knude, der bulede frem.

2 Min fingerspids opfattede alle ujævnhederne i min hud, jeg kørte den frem og tilbage i takt med min åndedrag. Det var en vane jeg havde fået. Hver gang jeg blev usikker eller bange førte jeg hånden op til halsen og kørte fingeren over min knude. Jeg havde fået det som vane langt før jeg gik til lægen med det, faktisk før jeg fyldte atten. Og jeg var først gået til lægen i december. I starten af November lagde jeg mærke til en lille knude på min hals. Jeg havde ikke gjort noget ved det, bar ignoreret det lidt. Jeg var senere gået hen og blevet forkølet, troede jeg. Men da forkølelsen havde varet i en måned, besluttede jeg mig for at tage til lægen, bare for at tjekke om jeg havde lungebetændelse, det kunne jo godt være. Lægen undersøgte mig, men så ingen symptomer på lungebetændelse. Han tilbød at tage nogle test på mig, og jeg takkede bare ja tak, det kunne jo ikke skade. Hun tog et par blodprøver, og det var det. Den toogtyvende december fik jeg en telefon opringning fra lægen, hun sagde at jeg var nødt til at komme ind til klinikken dagen efter, selvom det var lige op til jul. Da mærkede jeg den første frygt snige sig ind på mig, selvfølgelig havde jeg overvejet tanken om kræft, den lille knude kunne jeg jo ikke løbe fra, men havde aldrig taget tanken alvorligt før den dag. Jeg havde aldrig tænkt tanken færdig, det var ikke mig at tænke over tingene på den måde. Men den aften blev jeg bange, jeg sov ikke før sent ud på natten. Lægen informerede mig om kræften. Hun sagde at min lille knude på halsen var farlig, og at de ville foreslå, at jeg hurtigst muligt kom i behandling. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg blev mundlam. Det var toogtyvende december og jeg var lige pludselig slet ikke i julestemning længere. Det års juleaften var den værste juleaften jeg nogensinde havde oplevet. Min glade familie hjalp ikke på det, de afledte ikke min opmærksomhed, tværtimod, det var som om jeg fik bølger af sorg ind over min hvert minut, fyldt med kuldegysninger og tårer. Jeg græd meget den aften, men ikke foran min familie, det var ikke meningen at de skulle se det, de skulle ikke vide det. Jeg ville helst tage det stille og roligt, blive behandlet uden at de vidste det, men jeg vidste godt fra starten at det ikke var muligt, jeg ville jo miste håret, blive skaldet. Tanken var ved at tage livet af mig dengang, det virkede som et stort problem, hvilket det jo ikke var i forhold til selve kræften, men jeg græd, mange gange, især over mit hår. Der kom aldrig nogen ind på gangen, min sygeplejerske havde vel også andre patienter at se til, det var bare så forfærdeligt at vente. Selvom jeg selvfølgelig skulle være taknemmelig for hvert sekund, da det kunne være mit sidste. Jeg rykkede lidt på mig i sengen så den knagede, jeg lagde hånden på puden ved siden af mit hoved og lænede kinden mod den, så jeg lå med ansigtet mod den hvide væg. Jeg kunne mærke min glatte isse mod mine fingerspidser, den var kold. Jeg prøvede at huske følelsen af at have hår på hovedet, af at få det i ansigtet når man går i modvind, af at få det i munden, af at sætte det om bag øret, af at samle det i en hestehale, af den kolde følelse mod ryggen efter man har været i bad. Fornemmelsen af fedtede hår, der klistrer sig sammen, følelsen af spaltede spidser, nyklippet hår, uglet hår, glat hår, krøllet hår, hår. Jeg pressede min finger mod mit hoved igen, følelsen af intet hår. Den var slem, helt forfærdelig.

3 Før nytår kaldte de mig ind til min første omgang kemoterapi. De sagde at det var vigtigt at vi gik i gang nu, vi kunne ikke vente, jeg blev nødt til at komme i behandling straks. Jeg fulgte blindt deres instrukser, håbede på det bedste, forventede det værste. Jeg ville aldrig glemme den dag, den dag kulden overtog mig, og gjorde mig træt. Den dag det hele startede, men alligevel hældede mod enden. Jeg havde ikke sagt det til nogen, jeg aner ikke hvordan jeg holdt det ud, hvordan jeg undgik at fortælle det til nogen, men jeg holdt ud, fast besluttet på, at jeg skulle igennem dette, de behøvede aldrig at vide det. Jeg begyndte at blive tyndhåret, hver gang jeg børstede mit hår rev jeg store totter ud, så jeg stoppede med at rede det, og startede med at bruge hue. Men efter lidt tid var det så slemt at jeg pjækkede fra gymnasiet, jeg stoppede med at se Anne, Anders, min mor. Jeg ville ikke ses af nogen, jeg ville væk. Jeg ville ønske jeg kunne rejse, rejse langt langt væk, måske til månen. Forsvinde ud i det blå og komme rask tilbage. I film tog de altid af sted for at blive kureret, lægerne sagde altid til dem, at hvis folk ikke behandlede dem som syge, så ville kroppen også stoppe med det, og det ville være lettere at blive helbredt. Men der var ingen der tilbød mig en tur til et wellness center, hvor der ventede terapeuter, læger på mig. Kun mig. Hvor deres eneste ønske var at gøre mig rask. Men jeg vidste godt at det ikke ville holde, jeg kunne ikke engang transportere mig selv til og fra lægen til sidst, det var for hårdt. Bybusserne var fulde af gamle mennesker der optog siddepladserne, der ikke regnede med at en ung én som mig, havde brug for at sidde ned, men det havde jeg. Jeg blev træt, fik svært ved at trække vejret, og den kolde luft gjorde det ikke ligefrem lettere. Jeg huskede de små skyer jeg udåndede i de mange frostgrader, da jeg gik på gaden mod lægen en fredag i slutningen af Januar. Jeg havde ikke været i skole i to uger, ti dage. Jeg vidste, at jeg var tæt på bortvisning, jeg vidste at jeg snart havde ignoreret nok opkald, men jeg håbede at lægen i dag ville komme med gode nyheder, nyheder der gav mig håb og mod på at kæmpe videre, for ellers kunne jeg snart ikke klare det længere. Jeg huskede mine store sorte snestøvler, som jeg hadede, de var så grimme, men umådelig varme, så på en måde elskede jeg dem også. På det sidste havde jeg ikke haft specielt meget imod dem, jeg kunne ikke klare deres uskønhed. Jeg var begyndt at gå i mine smukkeste kjoler til hverdag, jeg lå under dynen med min sorte galla kjole på, og gik ikke spor op i de mange folder, der lidt efter lidt tog permanent plads på skørtet. Det havde ikke været gode nyheder, det var forfærdelige nyheder. Den fede sygeplejerske havde været der, og lægen, hun havde siddet overfor mig med et alvorligt blik i hendes milde øjne, og rynket pande. Hun havde rakt ud efter min hånd, og spurgt om der ikke var nogen hun kunne ringe til. Jeg havde rystet på hovedet, løjet. Min mor ville have været her på ti minutter, hvis lægen havde ringet, men hun ville sikkert have kørt galt på vejen, hvis lægen havde fortalt hende hvorfor hun skulle komme. Lægen og sygeplejerske havde udvekslet nervøse blikke, og jeg havde rejst mig oprørt op og råbt af dem, det hele virkede som et tåget minde, selvom det kun var to uger siden. Jeg sank en klump, kun to uger. Måske var det de sidste uger af mit liv, måske havde jeg ikke mere tid på jorden end i dag, måske skulle jeg rejse mig og løbe, måske skulle jeg forsvinde fra det deprimerende hospital, måske skulle jeg tage det næste fly til Florida med Anders og ligge mig til at dø i en liggestol langs vandet, måske var det den bedre løsning. Hvis det sidste jeg mærkede var vinden i mit ansigt, Anders kys på kinden og lyden af havets bølger, så ville det

4 hele sikkert ikke være så trist, så kunne jeg måske leve videre i illusionen af lykke, og håbet om livet efter døden, der hvor min far ville stå med åbne arme og vente på mig. De havde fortalt mig at jeg skulle dø. Jeg ville ikke blive bedre, jeg ville dø. Medicinen havde ikke virket, den havde blot taget mit hår. Jeg begyndte at græde, hvorfor havde jeg spildt min tid på dette? De prøvede at berolige mig, fortælle mig, at der var en anden mulighed, en mulighede der måske kunne kurere kræften helt og fuldstændigt, men den kunne samtidig også dræbe mig hurtigere. Jeg havde ringet til min mor den aften. Hvis jeg skulle dø ville jeg ikke forsvinde fra dem alle sammen uden afsked. Min mor var kommet hjem i min lejlighed den aften, hun havde gispet af forargelse over rodet, men da hun så mit ansigtsudtryk havde hun vidst glemt det, for hun var foret hen til mig for at holde om mig. Jeg havde ikke troet at hun ville reagere som hun gjorde, hun havde fået et hårdt udtryk i ansigtet i stedet for den bævende overlæbe, som jeg havde forestillet mig. Hun havde lænet sig langsomt frem i sofaen, som vi havde sat os i, mens jeg havde fortalt. Hun kiggede stift på mig, nærmest vredt. Hun havde skældt mig ud. Hun havde spurgt mig hvorfor fanden jeg ikke havde sagt det til hende noget før, hun havde anklaget mig for alverdens ting, og det hele endte ud i at hun brast i gråd. Der sad jeg så med min grædende mor, og følte mig så uendelig fortabt. Jeg lod hende sove på sofaen, mens jeg kravlede ned i min kolde seng fyldt op med dagens begivenheder, der bare ventede på at blive tænkt igennem. Min mor tog hjem dagen efter, men beordrede at jeg skulle komme med, jeg var jo dødeligt syg, og jeg var nødt til at tage en beslutning, ville jeg opereres? Lægen havde fortalt mig lidt om operationen, det var noget nyt de prøvede, den kunne kurerer mig helt hvis den gik som den skulle, men der var en meget høje risiko for at jeg ville dø af operationen, helt op til femoghalvfjerds procent. Hvis jeg valgte operationen ville jeg måske dø med det samme, men hvis jeg lod være med at få den, så kunne jeg leve tre måneder mere, jeg kunne tage ud at rejse, se verden. Men det syntes min mor ikke var en god idé, hun var bange, bange for at jeg ville være for dårlig til at rejse, og mest af alt bange for at miste mig. Min mor tog sig af gymnasiet, hun ringede til dem, og fik heldigvis reddet mig fra at blive smidt ud samtidig med at jeg fik ferie. Jeg vidste godt at det var på tide at snakke med Anders og Anne, men jeg orkede det bare ikke, ville ikke, det ville bare gøre det hele så meget mere virkeligt. Men min mor tog over og ringede til Anne, det forberedte hende også lidt, så da hun kom så hun lidt småbekymret ud, men jeg tror aldrig at hun havde forestillet sig at det var så slemt, for hun brød helt sammen. Følelsen af at betragte hendes ansigt, hvor panikken langsomt spredte sig op til de smukke blå øjne, der blev fyldt med tårer. Hun havde ikke troet på mig, hun havde ikke villet tro på mig. Hendes mørkebrune krøller hoppede op og ned rundt om hendes runde ansigt, mens gråden sendte rystelser gennem hendes krop. Jeg havde lagt armene om hende, bare holdt hende, om hende. Hun havde til sidst kigget op på mig med samme beslutsomhed i ansigtet som min mor. Hun lovede mig derefter at vi ville komme igennem det, at jeg nok skulle overleve.

5 Jeg mærkede en sær træthed falde over mig, den kom på et split sekund, og blev der. Jeg kunne lige pludselig ikke løfte min arm, eller se klart længere, det var som om mine øjenlåg ikke længere kunne holdes åbne, de faldt langsomt ned, og lå som sov jeg krokodillesøvn. Skuffelsen i Anders øjne havde knust mig, da jeg fortalte ham at jeg var syg, og nok ikke blev rask havde han rystet med hovedet, så hans blonde englehår var faldet ned i panden på ham, derefter havde han kigget op på mig med bebrejdende lyseblå øjne, og slået sine store ru hænder sammen. Han havde derefter kigget ned på jorden igen, betragtet gulvtæppet i min mors stue i et par minutter, imens havde jeg siddet i hendes sofa med tæppe, te og chokolade, jeg skulle ikke mangle noget, jeg skulle have lige hvad jeg pegede på. Han havde forestille sig vores liv sammen, det havde jeg også, og det endte bestemt ikke her, først om firs år, når vi begge var rynkede og døve. Jeg vidste at jeg skulle tage skuffelsen i hans øjne som kærlighed, men alligevel blev jeg ked af det, jeg var ikke stærk nok til at tænke så langt, handle ordenligt, så jeg begyndte at græde, tårer trillede ned af mine kinder, mens jeg sad der helt stille og så på ham. Han kiggede mig direkte i øjnene, og jeg så at han også græd. Jeg vidste at han var skuffet, vred og ked, men jeg vidste at det var fordi han ville mig det bedste. Jeg havde ladt dem overtale mig til at blive opereret, min tilstand blev værre og værre, og jeg vidste at tre måneder mere sådan her ikke ville være til at holde ud, jeg ville ikke kunne nå at se verden. Jeg ville være for udmattet. I stedet bragte de verden til mig, vi så dvd er, vi hørte musik, vi læste. Vi bragte minderne tilbage, så billeder og film, og jeg græd, det samme gjorde mor og Anne. Anders gav mig en ny blomst hver eneste dag, og lavede snemænd til mig udenfor. Jeg ville så gerne ud, ud og mærke sneen, min elskede sne. Imens de passede på mig derhjemme gav hospitalet mig datoen for operationen, og gav efter for mit ønske om en uges tid. Til at sige farvel. Familie kom og besøgte os, nogle fra min klasse kom, men min mor og Anne blev ved med at forsikre dem om at det ikke var farvel, blot på gensyn. Gensyn, det virkede som sådan et godt ord, at ses igen var dejligt, men sagen var den at ingen var sikker på at det blev et gensyn, det var højest sandsynligt et farvel. Jeg åbnede øjnene med alle min kræfter, jeg ville ikke spilde sekunder på lukkede øjne, jeg ville se, føle, mærke. Der var igen skridt på gangen, og denne gang kom lægen frem med et hold af kiruger bag sig. De tog fat i min seng, begyndte at tale til mig, men jeg hørt ikke efter. De skubbede mig ned mod vinduet, jeg skulle ind af en dør på højre hånd. Jeg holdt øjnene fast ved det nye vindue, og misundede dets rustfri hasper. Der var gået rust i mine hasper, og nu skulle jeg smøres, men det var langt fra sikkert, at jeg kunne fikses. Måske skulle jeg bare smides ud nu, eller også var jeg heldig, og var klar til genbrug. Som de kørte mig ind af døren drejede jeg sløvt hovedet, og så min mor, Anne og Anders stå bag glasdøren i den anden ende af gangen, jeg prøvede at smile til dem, men trætheden overmandede mig, så det endte bare med at sløvt blink. Men jeg tror, at de så det. Jeg håber at de så det.

6 Jeg mærkede en fugtig hånd tage fat om min, og så den fede sygeplejerske stå ved min side. Dørene lukkede sig bag mig, og adskilte mig fra virkeligheden, nu lå mit liv i deres hænder, bogstaveligtalt. Jeg lukkede øjnene og gjorde mig klar til at forsvinde. Maria Picard Kai