Festgudstjeneste ved genindvielsen af Nørre Snede Kirke

Transkript

1 Festgudstjeneste ved genindvielsen af Nørre Snede Kirke Søndag d. 1. september 2013 kl søndag efter trinitatis 1

2 Festgudstjeneste ved genindvielsen af Nørre Snede Kirke Søndag d. 1. september 2013 kl søndag efter trinitatis Klokkeringning bedeslag. Indgangsprocession under trompetspil - Præludium Skriftlæsning, bøn og erklæring om kirkens genindvielse v. Biskop Karsten Nissen Indgangsbøn Fællessalme: 3 1 Lovsynger Herren, min mund og mit indre! Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn! Tonerne spille, som stjernerne tindre, trindt om Jehovas højhellige navn! 2 Sjæl, kom i hu, at Guds pris du forkynder tidlig og sent, for han evig er god, han, som forlader i skok dine synder, råder på al din elendighed bod. 3 Løskøbt har han dig blandt Helvedes fanger, kranser dig yndig, som kongen sin ven, skænker dig alt, hvad dit hjerte forlanger, sol-fuglen lig bliver ung du igen. 4 Højt, som til himlen der findes fra jorden, vokse vor Herre lod nåden i hast. Langt, som fra syden der måles til norden, skilte fra os han vor skam og vor last. 5 Faderen tager vel barnet til nåde, så tager trælbårne syndere du, Gud! for du kender vor skabelses gåde, støvtråde-værket du kommer i hu. 6 Menneskeliv er som græssets i enge, blomsten vi ligne fra isse til fod, stormene hvine, og bladene hænge visnet, man ved ikke mer, hvor den stod! 7 Evigheds-blomst derimod er din nåde, fryder dem alle, som frygte din magt, bliver end sent deres afkom til både, som holde hart ved dit bud og din pagt. 8 Herren, vor Herre, han troner i Himlen, enevoldskonge er han over alt. Stjernerne lig er om højsædet vrimlen, høvdingeskaren, blandt tjenere talt. 2

3 9 Lover ham, engle! som herlig udretter ærinde hans, alt som ordene lød. Priser ham, kræfter som fluks iværksætter, hvad med et vink kun den vældige bød. 10 Lovsynger Herren, hans værker i klynge, verdener alle! thi riget er hans. Glæd dig, min sjæl, til for evig at synge Skaberens pris, hvor han troner i glans. Sl 103. N.F.S. Grundtvig Hilsen og kollekt Læsning (alle rejser sig) fra GT i Sl. 103, 1-13 Fællessalme Almagts Gud, velsignet vær! Love vil vi lydt din ære, dig ophøje fjern og nær, synge med blandt engles hære, bøje os i støvet ned for vor konges herlighed. 2 Offerlam med korsets stav, skyldfri dybt i pinen sænket, du besejred død og grav ved den kraft, som Gud dig skænked; Helveds vælde, dødens magt knust du har i støvet lagt. 3 Lad dit rige allen sted vidt udgå med fred i følge nu og i al evighed! 3 Lad på land, og lad på bølge alles knæ til evig gavn bøje sig i Jesu navn! 4 Helligånd, dig lov og pris sammen med Gud Fader være og med Jesus, stærk og vís, brudgom vor og broder kære! Over os hans kærlighed evig, evig vare ved! Te Deum 4. årh. Epistel (alle rejser sig) Rom 7, Trosbekendelse (synges i kor) Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges

4 samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen, Amen, Amen! Fællessalme: 323 Kirken den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde; tårne fuldmange sank i grus, klokker end kime og kalde, kalde på gammel og på ung, mest dog på sjælen træt og tung, syg for den evige hvile. 2 Himlenes Gud vist ej bebor huse, som hænder mon bygge, arke-paulunet var på jord kun af hans tempel en skygge; dog sig en bolig underfuld bygged han selv af støv og muld, rejste af gruset i nåde. 3 Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene, som under kors med ærlig hu troen og dåben forene; var vi på jord ej mer end to, bygge dog ville han og bo hos os i hele sin vælde. 4 Samles vi kan da med vor drot selv i den laveste hytte, finde med Peder: her er godt! tog ej al verden i bytte; nær som sit ord i allen stund er han vort hjerte og vor mund, drot over tiden og rummet. 5 Husene dog med kirkenavn, bygget til Frelserens ære, hvor han de små tog tit i favn, er os som hjemmet så kære; dejlige ting i dem er sagt, sluttet har der med os sin pagt han, som os Himmerig skænker. 6 Fonten os minder om vor dåb, altret om nadverens nåde, alt med Guds ord om tro og håb og om Guds kærligheds gåde, huset om ham, hvis ord består, Kristus, i dag alt som i går, evig Guds Søn, vor genløser. 7 Give da Gud, at hvor vi bo, altid, når klokkerne ringe, folket forsamles i Jesu tro der, hvor det plejed at klinge: Verden vel ej, men I mig ser, alt, hvad jeg siger, se, det sker; fred være med eder alle! N.F.S. Grundtvig 1836 og Evangeliet læses fra Luk. 17,11-19 (alle rejser sig) Prædiken Kirkebøn Apostolsk velsignelse (alle rejser sig) Fællessalme: Du fødtes på jord og lå som et spædbarn i favn hos din mor. Du leged, du voksed, du lo, og du græd; 4

5 hvor vi end skal være, dér følger du med som livsglæden bag hver gudskabte dag. 2. Hver gudskabte dag blev levet af dig til vor Herres behag. Hvor vi ser en tigger, der er til besvær, dér rækker du gudsbarnet menneskeværd - det daglige brød fra fødsel til død. 3. Fra fødsel til død, dér færdes vi sikkert på ordet, der lød da kvinderne, tynget af sorg og fortræd fandt hvidklædte engle i gravmørkets sted. Din død var en dåb til tro og til håb. 4. Til tro og til håb blir børnene lagt i din favn under dåb. Dér tar du imod dem og giver dem magt til nyfødt at leve på det, du har bragt: Velsignelsens ord til liv her på jord. 5. Til liv her på jord er brødet og vinen på alterets bord. Dér kommer vi trætte, dér knæler vi ned; du løfter dit ansigt og lyser Guds fred. I dig får vi ord til bønnen fra jord. 6. Så beder vi: Giv os mod til at leve et menneskeliv, at vokse i kærlighed, folde os ud, til alt bliver ét i en lovsang til Gud, som sendte sit Ord i dig her til jord. Lisbeth Smedegaard Andersen 1984 og Altergang I dag har vi kontinuerlig altergang. Du går op efter indstiftelsesordene tag et bæger på højre side. Modtag brød og vin, mens du knæler. Når du er klar, går du ned og afleverer bæger i den anden side. Som en del af nadverliturgien synger menigheden: Menighed: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige. Himlen og jorden er fuld af din herlighed. Hosianna i det højeste! Præst: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn. Menighed: Hosianna i det højeste! O du Guds Lam! Med korsets skam, du bar al verdens synder, derfra al trøst begynder; miskundelig forbarm du dig! Agnus Dei (oldkirkelig) Under altergangen vil kirkekoret synge fór på de fællessalmer, som står på side 7 og 8. Kollekt 5

6 Velsignelse (alle rejser sig) Alle synger: Amen, Amen, Amen! Fællessalme: 11 1 Nu takker alle Gud med hjerte, mund og hænder, som overflødigt godt os uforskyldt tilsender, som os fra moders liv og første barndomsstund i alt vort levneds tid velsigned mangelund! 2 Den evig rige Gud, han os fremdeles give fred og frimodighed, mens vi er her i live, så vi i nåde stå hos ham og på vor bøn få hjælp i nød og død, til sidst hans nådeløn! 3 Gud Fader med Guds Søn og Helligånd tillige ske tak og lov og pris i høje Himmerige! Treenig Gud, som var og er og bliver, dig vort takke-offer frem vi bær' ydmygelig. Martin Rinckart omkring Bekendtgørelser Udgangsbøn Postludium Udgangsprocession 6

7 Salmer som synges under altergangen i kirken. Salme: 1 Gud, i dine hænder er det godt at bo, -i din bolig falder jeg til ro. Når du rører ved mig, læges mine sår, al min uro visner og forgår Lykken er at leve nær ved dig, min Gud, og i tak at synge glæden Ild. 2 Gud, i dine hænder lian jeg græde ud, byrden, jeg har båret, tar du, Gud. Du vil ikke dømme, du, som.selv blev dømt, gennemboret har du kalken tømt, Lykken er at leve nær ved dig, min Gud, og i tak at synge glæden ud. 3 Gud, i dine hænder kan jeg ånde frit, du er god mod alle, som har lidt. Det, som før var gåder, får hos dig et svar, når jeg ser, hvor ofte du mig bar. Lykken er at leve nær ved dig, min Gud, og i tak at synge glæden ud 4 Gud, i dine hænder kan jeg sove ind, selvom natten bringer kølig vind. Gennem død og mørke fører du mig frem til dit lys, hvor glæden har sit hjem. Lykken er at leve nær ved dig, min Gud, og i tak at synge glæden ud. Anna-Mari Kaskinen og Holger Lissner 7 Salmebogen Uberørt af byens travlhed og trafikkens tunge brus, som en helle midt i larmen står det underligste hus. Stilhed, der er livets egen, overdøver dagens krav, her hvor Helligånden holder åbent hus for høj og lav. Her har dagen evighed, her har kærlighed sit sted, hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred, og da føler vi en stund, at vi står på hellig grund, og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund. 2 Støjniveauet stiger om os, alle jager efter vind, så Guds Helligånd må hviske for at nå et splittet sind; men da hænder søndag morgen det forunderlige, at Kristus hilser os i døren: "Dine synder er forladt!" Her har dagen evighed, her har kærlighed sit sted, hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred og da føler vi en stund, at vi står på hellig grund, og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund. 3 Slægters fodtrin lyder mod os op igennem glemte år, danse-lette eller tunge, som de følte deres kår, når de andagtsfulde kom med deres små til livets Gud, når de knugede af sorgen bar de kære døde ud. Her har dagen evighed, her har kærlighed sit sted,

8 hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred, og da føler vi en stund, at vi står på hellig grund, og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund. 4 Stilhed, der er livets egen, falder på os ord for ord, når vi knæler ung og gammel med Guds Søn omkring hans bord.. Selviskhed er næsten komisk, her hvor sidste mand er først, og et fattigt barn, der leger for Guds ansigt, kaldes størst. Her har dagen evighed, her har kærlighed sit sted, hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred, og da føler vi en stund, at vi står på hellig grund, og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund. Lars Busk Sørensen 1990 Salmebogen Guds kirkes grund alene er Kristus, Gud og mand; den er ej bygt af stene, men skabt ved ord og vand af ham, som kom at vinde på jord sin himmelbrud og gav sit blod for hende at fri af trældom ud. 3 Lad fjenderne kun bramme * og smile med foragt, når splid vil kirken lamme og krænke Herrens pagt; Guds folk dog vagter sætter og spejder natten lang; snart vendes tårenætter til morgengry med sang. 4 I ringe kår, i trængsel, i kampens tummel hed, den venter her med længsel fuldendelse og fred. Den beder Gud at virke det syn, den hårdt attrår, da Herrens sejerskirke sin sabbatshvile får. *prale, juble 5 Ét er den allerede med dig, treenig Gud, og fælles, alt hernede, med dem, som gik forud. Dem kvæger alt din hvile, vi færdes end på jord; Gud, hjælp os did at ile, hvor du i lyset bor! Samuel John Stone Severin Widding Axel Rosendal Den er endnu den samme, har fælles kendingsråb i hver en folkestamme: én drot, én tro, én dåb. Ét helligt navn den ærer, ét brød den lever af, ét håb i hu den bærer, én nåde Gud den gav. 8