KVARTAL MISSION ADVENTIST. Den Euro-Asiatiske Division. Missionsberetninger til Bibelstudiehæftet

Transkript

1 KVARTAL ADVENTIST MISSION Den Euro-Asiatiske Division Missionsberetninger til Bibelstudiehæftet

2 MISSIONSBERETNING A R C T I C O C E A N R U S S I A 7 Moscow 1 2 Astana 5 6 V KAZAKHSTAN 4 Bishkek GEORGIA Tbilisi UZBEKISTAN Tashkent ARMENIA Baku Yerevan AZERBAIJAN TURKMENISTAN Ashgabat KYRGYZSTAN Dushanbe TAJIKISTAN PA C I F I C O C E A N I dette kvartal fokuserer vi på Den Euro-Asiatiske Division (EAD), som strækker sig næsten halvvejs rundt om jordkloden og dækker et område fra polarcirklen til de overvejende muslimske områder i syd. Den indbefatter følgende lande: Armenien, Aserbajdsjan, Hviderusland, Georgien, Kasakhstan, Kirgisistan, Moldova, Rusland, Tadsjikistan, Turkmenistan, Ukraine og Usbekistan. Disse lande var dele af den tidligere Sovjetunion, som i 70 år begrænsede folks frihed, især deres religionsfrihed. Da kommunismen faldt, glædede befolkningen i disse lande sig over deres nye frihed og fik håb om større individuel fremgang. Men nye udfordringer sneg sig ind i stedet for de gamle. I dag lever der mere end 316 millioner indbyggere i de lande, som udgør Den Euro-Asiatiske Division; men færre end er adventister. Det svarer til én adventist ud af hver indbyggere. Vores fokus i dette kvartal er på storbyen Kazan i Tatarstan i Rusland, hvor vi har en enestående mulighed for UNIONER Dette kvartals 13. sabbats offer vil være med til at støtte følgende projekter Kirke/center i Minsk, Hviderusland Kirke/center i Kazan i Rusland Adventistskole i Cerkassy i Ukraine Uddannelsescenter i Dnepropetrovsk i Ukraine Adventistskole i Lvov i Ukraine Adventistgymnasium i Vinnica i Ukraine Offentlig legeplads foran kirken i Kazan KIRKER GRUPPER MEDLEMMER BEFOLKNING Hviderusland Fjerne Østen Kaukasus Moldova Sydlige Union Trans-Kaukasus Ukraine Vestlige Rusland Østlige Rusland Totalt pr. dec at hjælpe med at bygge en ny kirkebygning eller et center midt i centrum af denne specielle by; på Minsk i Hviderusland, hvor vi kan støtte kirkens medlemmer med finansiel støtte til at bygge en kirke, der kunne fungere som et center; og ved at hjælpe med at opføre hårdt tiltrængte skoler flere steder i Ukraine. Et særligt børneprojekt vil sørge for en offentlig legeplads foran den nye kirke i Kazan.

3 5. JULI 2014 ÆGTE KRISTNE 1. del Anna vidste, at Gud havde ledet hende til at studere ved Saratovs statsuniversitet, som ligger ved siden af den berømte Volgaflod i Rusland. Gud havde foretaget mange mirakler for at bringe hende dertil, og nu var hun ved at afslutte sin uddannelse i biologi. Anna var ivrig efter at anvende sine kundskaber og begyndte at søge arbejde; men hun kunne ikke finde noget. Gud, bad hun, jeg kan ikke finde et job, og jeg ved ikke hvorfor. Men jeg ved, at du sørgede for, at jeg har fået denne uddannelse, og jeg ved, at du har en plan for mig. Og Gud havde virkelig store planer for Anna, meget større planer, end hun kunne have forestillet sig. En dag spurgte ungdomssekretæren for Volga konferensen, om Anna var interesseret i at blive missionær i det nye program, som kaldtes Et år som missionær (OYIM). Dette er et specielt program, som Generalkonferensen har taget initiativ til for at oplære unge voksne og give dem mulighed for at deltage i verdenskirkens arbejde med mission i storbyer. Ungdomssekretæren fortalte Anna, at Den Euro-Asiatiske Division havde mange ansøgere, så han kunne ikke garantere, at hun ville blive udvalgt. Efter at Anna havde tilkendegivet, at hun var interesseret, bad de sammen, og Anna tænkte ikke mere over det. Men nogen tid senere fik Anna en opringning fra divisionens ungdomssekretær. Han spurgte, om hun virkelig var interesseret i at være en del af Et år som missionær (OYIM)-programmet. Ja, jeg ønsker virkelig at gøre noget for Gud, svarede Anna. Kort tid senere fik hun at vide, at hun var blevet udvalgt til at repræsentere Den Euro-Asiatiske Division i OYIM programmet, som løb af stablen i New York City i Efter at have overvundet nogle udfordringer med sit visum ankom Anna til New York den 24. januar 2013 og sluttede sig med det samme til 13 andre unge, som repræsenterede Syvende dags Adventistkirkens forskellige divisioner. Disse unge modtog undervisning i samfundstjeneste, evangelisme, sundhedsmissionsarbejde og kommunikation. Missionærerne skulle derefter tage deres praktiske erfaring og undervisning med hjem til deres egen division, hvor de skulle lede og oplære hold på 10 frivillige fra alle unioner i deres division. På denne måde ville effekten af deres missionærarbejde brede sig som ringe i vandet. Det vigtigste for os var at skabe vækkelse i menigheden, så vi forsøgte kun at bruge Kristi metode at omgås mennesker, finde ud af hvilke behov, de havde, give bibelstudier og indbyde dem til at følge Jesus, sagde Anna. Dag efter dag gik OYIM missionærerne rundt i området og bankede på dørene. Hej, vi er for nyligt flyttet hertil og vil gerne hilse på dig. Vi er dine nye naboer og ønsker at blive venner. De fleste af naboerne var fra Indien eller Nepal, og nogle af dem inviterede missionærerne indenfor til en samtale. Når vi talte med dem, blev de vores venner og ville lytte til os, siger Anna. Vi spurgte dem, om Anna de havde lyst til at studere Biblen, og mange af dem ville gerne. Tit fik vi anledning til at bede sammen med dem. Nogle gange lavede jeg blinier tynde russiske pandekager, som jeg delte ud til naboerne. Jeg fortalte dem, at jeg bare ville give dem nogle pandekager og lade dem vide, at Gud elsker dem. Dette var bare en lille smagsprøve på Guds kærlighed. I tillæg til at nå ud til sine naboer blev Anna sat til at arbejde i en lokal adventistkirke i et spansktalende område i New York City. Mange af beboerne i dette område ønskede at få amerikansk statsborgerskab; men de havde brug for at lære engelsk. Så Anna og nogle af de andre missionærer startede gratis undervisning i Adventistkirken i engelsk som andetsprog. Det var virkeligt spændende, siger Anna, idet hun husker tilbage. Folk var så glade for, at vi ville hjælpe dem. Vi begyndte hver undervisningstime med et bibelvers og forklarede grammatikken og betydningen af verset. Efter timerne inviterede vi dem til at komme til vores evangeliske programmer om aftenen, hvor de kunne se, hvor meget engelsk de havde lært. Vi fik rigtig mange kontakter på denne måde. Når medlemmerne i de lokale adventistkirker så det arbejde, disse entusiastiske OYIM missionærer udførte, forstod de, at de også kunne gøre noget særligt for deres lokalsamfund, og de begyndte at følge de unges eksempel med at række ud til deres naboer frem for kun at fokusere på programmer og aktiviteter med primært indadvendt formål. Helt ærligt havde jeg aldrig tænkt meget på at arbejde i de store byer. Jeg havde aldrig set, hvad de egentlige problemer var. Og det er lettere at gå til en landsby. Men efter at have været med i dette projekt, forstår jeg, at vi virkelig har brug for at være her. Jeg lærte at se på kirken med nye øjne. Da jeg kom hjem igen til Rusland, så jeg det hele med nye øjne. Jeg indså, at vi har brug for at arbejde på en ny måde vi har brug for at være ægte kristne. Der var sket en forandring i mit sind; jeg forstod, hvordan vi havde brug for at leve, og hvordan vi bør arbejde. I næste uge vil vi høre mere om Anna, idet hun fortsætter sit Et år som missionær i Den Euro-Asiatiske Division. FAKTA OM MISSION Et år som missionær-programmet involverer nu flere hundrede unge i effektivt missionsarbejde i verdens største byer. Den Euro-Asiatiske Division (ESD) blev officielt oprettet i Der er 1889 kirker og medlemmer i ESD. 3

4 12. JULI 2014 ÆGTE KRISTNE 2. del Anna Gavelo på 23 år repræsenterede Den Euro-Asiatiske Division i pilotprojektet Et år som missionær (OYIM). Sammen med 13 andre unge arbejdede hun i New York City som en del af kirkens Mission i Storbyerne. Mens jeg var i New York, drømte jeg om at komme hjem igen og gøre noget helt specielt, fortæller Anna. Jeg var så inspireret, mens jeg var der, og jeg begyndte at bede om, hvad der kunne gøres i ESD. I juni 2013 ankom hundredevis af ledere, præster og evangelister fra hele verden til New York City for at være med i Generalkonferensens internationale Field School for evangelisme. Programmet indbefattede undervisning om dagen og praktisk erfaring under aftenmøder, som blev holdt over hele New York. Leonid Rutkovsky, en præst fra Den Euro-Asiatiske Division (ESD), holdt møder i de ukrainske og russiske kirker i New York. Når han ikke sad til timer eller holdt møder, talte Leonid og Victor Kozakov, lederen for adventistmission i ESD, om, hvordan de kunne udføre noget lignende i deres division. Vi besluttede, at hvis folk kunne prædike i New York og opnå gode resultater, hvorfor kunne noget lignende så ikke ske i vores område, siger Leonid. Hvis det kan ske i New York, som er en meget vanskelig by, så kan det også ske i Moskva eller Kiev. Vores undervisning gav os tydelig oplæring i, hvordan man kan arbejde i disse store byer. Nu var vi fokuserede, vi havde en tydelig hensigt og et mål. Da Anna mødte Leonid, blev hun begejstret over at høre om denne plan. Vi har det mål at banke på hver eneste dør i Kiev, sagde han til hende. Der er døre i Kiev, og vi ønsker at nå dem alle. Vi vil have specielle kort, som viser hver gade, hver boligblok og hvert eneste hus. Anna blev begejstret. Jeg kunne se, at Gud ledte dette, og jeg vidste, at jeg var nødt til at tage til Kiev. Han har en fantastisk plan, vi må bare følge den. Efter at møderne i New York var overstået, rejste OYIM missionærerne hjem til deres egne divisioner for at begynde anden del af deres arbejde. Anna rejste til Kiev i Ukraine, hvor hun arbejdede sammen med Leonid. Som leder i Kiev for projektet Mission i Storbyerne, sørger Leonid for undervisning af menighedens medlemmer i at prædike, han er ansvarlig for bibelarbejderne og litteraturevangelisterne og sundhedsmissionærerne, som tilbyder enkle hjælpemidler i lokalsamfundet og undervisning i sundhed, inkl. 16 kurser med bl.a. rygeafvænning, madlavning og vægttab, spiritusafvænning, sundhed for mor og barn, mm. Vi har til og med gjort mere her, end vi kunne i New York, siger Leonid. Der kom 150 missionærer til Kiev. Alle var særligt udvalgt af deres union eller konferens. I tillæg blev der oprettet et ungdomshold med 18 medlemmer fra hele Den Euro-Asiatiske Division. I løbet af et seks måneders langt oplæringsprogram arbejdede missionærerne sammen med Anna og Leonid bibelarbejdere og sundhedsarbejdere og hjalp til i helsebutikkerne. I tillæg kom der 400 præster, som deltog i to uger ad gangen for at forberede lignende programmer for andre storbyer i divisionen. Anna, som var leder for ungdomsgruppen, var involveret i mange forskellige dele af programmet. Hun beskriver sin første dag i Kiev sådan: Vi gik bedeture tæt på de huse, vi senere ville komme tilbage til. Ved hvert hus bad vi: Kære Gud, giv os dette hus. Giv os disse mennesker. Forbered dem for os. Næste dag gik gruppens medlemmer ud to og to. Den ene talte, mens den anden bad. Først taler vi med personen om, hvad der sker i verden, fortæller Anna. Derefter spørger vi, om de nogen sinde har læst i Biblen, og om de tror, at der er en forbindelse mellem deres åndelige liv og sundhed. Vi forsøger at holde samtalen i gang og lære folk at kende. Det, der får denne metode til at lykkes, tilføjer Leonid, er ikke vores ansigt eller spørgsmål. Det er, at Gud forbereder en særlig person til os. Jeg tror, at Gud har forberedt denne person på at høre, hvad vi kan dele med vedkommende. Dette er meget vigtigt. Efter at have gået fra dør til dør i kun to uger kunne gruppen glæde sig over, at 26 personer kom i kirke. I tillæg var deltagerne i sundhedsprogrammerne lykkelige over at lære, hvordan de kunne leve bedre og længere, og de glædede sig over at være sammen med missionærerne. I har et fantastisk hold, sagde de til Leonid og Anna. Vi har lyst til at være sammen med jer. Vi synes om det, I gør. Anna glæder sig især over den effekt, programmet har på de unge. Jeg bliver så glad, når jeg hører dem sige: Det føles næsten, som om vi er i himlen. Dette er virkelig at leve. Når de er hjemme, har de mange andre bekymringer; men her oplever de Jesu kærlighed. At arbejde sammen med Jesus og for ham er det virkelige liv. Vores ungdomsprogram er del af det overordnede Mission i Storbyerne -projekt, siger Leonid. Vi er alle involveret i ét projekt samme sind, samme ånd, og det er virkelig fantastisk. Vi kan alle arbejde sammen. Dette projekt er resultatet af megen bøn, tilføjer Anna. Hele verdenskirken har tænkt over, hvordan vi kan nå mennesker i storbyerne. Hvis vi alle står sammen, kan vi virkelig gøre store ting og Jesus vil komme igen. FAKTA OM MISSION I Mission i Storbyerne -programmet har hver af verdensdivisionerne udvalgt en eller flere storbyer i deres område, som de vil nå for Kristus. I Den Euro-Asiatiske Division, hvor ca. 80 % af befolkningen bor i storbyer, blev Moskva, hovedstaden i Rusland og Kiev, hovedstaden i Ukraine valgt. 4

5 19. JULI 2014 REDDET AF SABBATTEN André voksede op i byen Luck i det vestlige Ukraine. I sin skoletid blev han kendt med Pavel, en elev, som gik i Adventistkirken om lørdagen. André, som ikke var en troende, tænkte ikke meget over, hvornår eller hvor folk gik i kirke, og han var også ligeglad. Efter at have afsluttet gymnasiet havde både André og Pavel planer om at studere på Kunstakademiet i L vov, så de tog dertil for at tage optagelsesprøverne. Efter at prøverne var afsluttet, besluttede de to sig for at gå en tur på skolens område. Pludselig fik de øje på en stor plakat på en opslagstavle. Der skulle være en flyveopvisning for at fejre 60 års jubilæet for Ukraines Luftvåbens 14. luftkorps. Det skulle foregå på Skynliv luftbasen, kun 6 km fra L vov centrum. André og Pavel læste med iver videre for at få flere detaljer. Men så lagde Pavel mærke til datoen for opvisningen: 27. juli Da han blev klar over, at dette var en lørdag, besluttede han, at han alligevel ikke skulle overvære denne opvisning. André, jeg skal i kirke den 27. juli. Har du lyst til at komme med? spurgte Pavel. Nu var det Andrés tur til nøje at overveje situationen. Han havde virkelig lyst til at overvære flyveopvisningen; men der var noget meget inderligt i Pavels invitation, så André besluttede sig for at tage med. Han undrede sig over, hvad der var så specielt ved denne kirke, at det fik Pavel til at vælge at tage derhen i stedet for til en flyveopvisning. André 2004 gik en del af kollekten den 13. sabbat til at bygge en drengebygning på denne skole. Tak for jeres vedvarende støtte til denne vigtige kollekt. FAKTA OM MISSION Tidligere 13. sabbats offergaver har hjulpet vores brødre og søstre i Den Euro-Asiatiske Division til at få: Et evangelisk center, en tand/fysioterapiklinik, en børneskole i Kishinev, Moldova Et sundhedscenter i Kiev, Ukraine Evangeliske centre i Alma-Ata, Kasakhstan; Vitebsk, Hviderusland; Tbilisi, Georgien; og Chabarovsk, Rusland Multifunktionel bygning på Zaoksky Theology Seminary i Rusland Kirker i Moskva, St. Petersborg, Irkutsk, Krasnodar og Petropavlovsk-Kamchatka i Rusland; Luhansk og Sumy i Ukraine; Brest i Hviderusland og Kishinev i Moldova Sabbatsskolemateriale til børn i Armenien, Aserbajdsjan og Georgien Når André tænker tilbage på dette første besøg i en adventistkirke, mindes han: Vi tilbragte hele dagen der, og jeg syntes virkelig om at være i kirke. Hvad Pavel og André ikke vidste var, at mens de var i kirke, skete historiens største flyveopvisningsulykke på Skynliv luftbasen. Klokken 12.52, mens over tilskuer så på, styrtede et Su-27 fly, fløjet af to erfarne piloter, og eksploderede midt i skaren af tilskuere. 77 mennesker blev dræbt, deriblandt 19 børn. Mere end 100 andre blev indlagt på hospitalet med skader, forbrændinger og knoglebrud, og 443 andre kom til skade, men blev ikke indlagt på hospitalet. Da André næste dag hørte nyhederne, blev han chokeret. Dette fik mig til at indse, at jeg kunne være blevet dræbt den dag eller i hvert fald alvorligt skadet. Jeg blev ven med mange af de unge i Adventistkirken, og efter regelmæssigt at have kommet i kirken i et år besluttede jeg mig for at blive døbt. Senere besluttede André sig også for at ændre sine karriereplaner. Han er nu elev ved adventisternes center for højere uddannelse i Bucha, hvor han studerer til præst. I 5

6 26. JULI 2014 LÆNGSEL EFTER GUDS ORD 1. del Mit navn er Vladimir. Jeg bor i Bucha i Ukraine. Da jeg blev født, var navlestrengen snoet så stramt om min hals, at den var ved at kvæle mig. Heldigvis blev den fjernet i tide, så jeg kunne trække vejret for første gang. Da jeg var tre år, blev mine forældre skilt, og jeg så aldrig min far igen. Tilværelsen blev meget vanskelig for mig og min mor, og hun overvejede mange gange at tage sit eget liv; men hun var bekymret over, hvem der skulle passe mig. Til sidst lagde hun planer om at sende mig til et børnehjem og så tage sit eget liv; men da alt var klart, kunne hun ikke få sig til at fortælle mig, hvad hun havde planlagt, så i stedet græd hun og holdt mig hårdt ind til sig. Et par dage senere blev der lukket for strømmen til vores lille lejlighed; for vi var ikke i stand til at betale regningen. Det var meget koldt; men uden strøm var det ikke engang muligt at koge vand til en kop te. Jeg gik tit sulten i skole. Sådan levede vi i flere år; men da jeg var fyldt 12, besluttede min mor igen at begå selvmord. På dette tidspunkt inviterede en af min mors venner hende til at komme med til en koncert, som fejrede Jesu fødsel. Koncerten forgik i en adventistkirke, og selv om min mor ikke vidste noget om Jesus, besluttede hun sig for at tage med. For første gang i sit liv hørte hun historien om Jesu fødsel og offer. Da hun kom hjem, fortalte mor mig, at der var en Gud, som elsker os, og som ønsker, at vi skal leve og være lykkelige. Mens hun talte, strålede hendes ansigt som en sol, og jeg kunne se, at hun ønskede at leve. Vi ønskede at lære mere om denne Gud, og vi ønskede især at få vores egen Bibel; men hvor kunne vi få fat på en? Selv om dette var i 1998, flere år efter kommunismens fald, var det stadigvæk ikke let at finde en Bibel. Endelig en dag hørte min mor, hvor vi kunne købe en Bibel; men den ville koste næsten to ugers løn. På det tidspunkt arbejdede hun på en café, hvor hun tjente, hvad der svarer til ca. 15 kr. om ugen. Det var knapt nok til at købe mad for. Søn, spurgte hun, mens hun så mig dybt i øjnene, ville du være villig til at sulte i to uger, så vi kan få en Bibel? Uden tøven svarede jeg: Ja! mere med mig, hvilket selvfølgelig også gjorde mig mere glad. I flere måneder gik mor regelmæssigt i Adventistkirken. Rygtet begyndte at brede sig i vores nabolag, at vi var ved at tilslutte os en kult, og pludselig var mine venner imod mig. De ville ikke længere spille fodbold med mig, og når jeg kom udenfor, gik de hjem. Jeg begyndte at ryge i håbet om, at dette ville bringe mine venner tilbage. Men det nyttede ikke. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. En dag inviterede adventistpræsten os til at bo hos dem for en tid. Når de holdt andagt, ville præsten bede for mig. Der foregik en stor kamp i mit hjerte. Skulle jeg virkelig tage imod Jesus som min frelser eller hellere blive accepteret af mine gamle venner igen? Denne kamp var så stærk, at jeg gik udenfor, når præsten bad for mig. Mens min mor forberedte sig på at blive døbt, delte hun tit de ting, hun lærte med mig sabbatten, kristen livsstil, osv. og hun bad ofte for mig. Forandringen i min mor, de bibelske sandheder, hun delte med mig, hendes bønner og præstens bønner havde stor indflydelse på mig. Et år senere blev også jeg døbt i Kriovograd i Ukraine. Men så begyndte endnu større vanskeligheder. Jeg gik i efterskolen, og da rektor opdagede, at jeg var blevet medlem af det, han kaldte en sekt, blev jeg kaldt ind på hans kontor, hvor han gav mig alle mine papirer og bad mig om at forlade skolen. Fortsættes næste uge. Vladimir FAKTA OM UKRAINE Mere end 97 % af de registrerede religiøse forsamlinger i Ukraine er nu kristne. Omkring halvdelen af dem tilhører den ortodokse retning. Den anden halvdel er delt mellem katolikker og protestanter. Ukraine har 44,8 millioner indbyggere. Ukrainere elsker at læse. 99,7 % af befolkningen kan læse. Hun købte Biblen, og da hun begyndte at læse i den, lagde jeg mærke til en forandring i min mors opførsel. Hun var mere glad. Hun begyndte at straffe mig mindre og tale 6

7 2. AUGUST 2014 LÆNGSEL EFTER GUDS ORD 2. del Vladimir voksede op alene sammen med sin mor i Ukraine. Da han var 13 år, var han villig til at gå to uger uden mad, så de kunne få råd til at købe en Bibel. Året efter blev han døbt og blev syvende dags adventist; men han blev bedt om at forlade den skole, han gik i, fordi han ifølge skolens rektor var blevet medlem af en sekt. Efter at Vladimir blev tvunget til at forlade skolen, lykkedes det efter nogen tid at finde en anden skole, hvor han kunne gøre sin gymnasieuddannelse færdig. Han håbede at kunne studere på Ukraines Adventistcenter for højere uddannelse i Bucha i nærheden af Kiev, så han gik til optagelsesprøve, men bestod ikke. Vladimirs tro var stadigvæk stærk, så han besluttede sig til at arbejde inden for sikkerhedskontrol i byen Kirovograd. Han blev snart kendt for sit gode arbejde og inden længe blev han overført til Kiev, hvor han blev forfremmet til næstformand for et af de største frugtkompagnier i Ukraine. Men Vladimir følte stadigvæk, at der manglede noget i hans liv. Han begyndte at arbejde 16 timer i døgnet; for han tænkte, at en god indtægt ville give ham glæde. Jeg havde masser af penge, men var alligevel ikke lykkelig, siger han, idet han tænker tilbage. Han blev tilbudt endnu en forfremmelse; men det betød, at han skulle være på vagt 24 timer i døgnet. Vladimir besluttede sig for, at han ikke ønskede at arbejde så meget, selv om det ville give ham mange flere penge. Jeg tilbragte 10 år med hårdt arbejde for at tjene en masse penge; men jeg var ikke lykkelig, siger han. Så spurgte jeg Gud: Hvis ikke der er lykke ved at have mange penge, hvad er det så, der bringer lykke? Til sidst spurgte jeg Gud: Herre, hvad ønsker du, at jeg skal gøre? Han var besluttet på at finde ud af, hvad Guds vilje var for hans liv, så han begyndte at studere Biblen for at finde svar. En dag læste han et afsnit fra Esajas 54: Alle dine sønner skal være oplært af Herren, dine sønner får stor lykke, du skal grundfæstes på retfærdighed. Undertrykkelsen er langt borte, du skal ikke frygte, rædslen skal ikke nå dig... Intet våben, der dannes imod dig, skal nå sit mål; Hver tunge, der rejser sig mod dig, skal du dømme skyldig i retten. Sådan er Herrens tjeneres lod, deres retfærdighed kommer fra mig, siger Herren. (Es 54, ) Jeg var forbløffet over, at alle Guds børn skal oplæres af ham, fortæller Vladimir. Han tænkte over, om dette betød, at han skulle fortsætte sin skolegang. Gud, jeg er 27 år, og jeg har ikke lyst til at begynde at studere igen, bad han. Men han ønskede at være den slags menneske, som intet våben, der dannedes imod, ville skade. Ikke ret længe efter dette døde Vladimirs mor. En adventistpræst, som ønskede at hjælpe Vladimir i hans sorg, Vladimir studerer Bibelen inviterede ham til at komme til sit distrikt for at udføre missionsarbejde som litteraturevangelist og arbejde sammen med bibelarbejdere i at give bibelstudier. Vladimir syntes så godt om dette arbejde, at præsten en dag spurgte ham, om han kunne tænke sig at læse til præst ved adventistcentret i Bucha. Han kom i tanker om ordene fra Esajas 54,13: Alle dine sønner skal være oplært af Herren. Så han besluttede sig for at gå til optagelsesprøve igen. Han bad: Gud, det er din beslutning, om jeg skal studere her eller ikke. Hvis du ønsker, at jeg skal komme hertil, må du hjælpe mig; så vil jeg hjælpe andre til at lære dig bedre at kende. Denne gang bestod han prøven! Han studerer nu teologi og uddanner sig til at blive præst. Når der er et så tydeligt svar fra Gud, ønsker man ikke at bede om noget andet. Det ændrer fuldstændigt dit liv, siger han. Hans yndlingsfag er græsk, hvor han lærer at læse Det Nye Testamente på originalsproget. FAKTA OM UKRAINE Ukraines adventistcenter for højere uddannelse blev oprettet i 1999 og ligger i et skovområde, som en gang var en sovjetisk ungdomslejr. Af de adventister i Den Euro-Asiatiske Division bor mere end 45 % i Ukraine. Adventistkirken var den første protestantiske organisation, som fik tilladelse til at sende radioprogrammer i Ukraine. 7

8 9. AUGUST 2014 FRA MAFIAEN TIL GUDS BUDBRINGERE 1. del Selv om Igors bedstefar var imam, og mange af hans øvrige slægtninge var meget oprigtige i deres tro, levede Igor selv en meget verdslig barndom. Han var meget god til idræt, så han blev snart en respekteret og frygtet leder for de andre drenge i gaden. Denne lederevne, respekt og frygt fortsatte, da Igor blev voksen, og han blev dybt involveret i mafiaen. Store våben, mange penge og store forretningstransaktioner blev en væsentlig del af Igors liv. Men på trods af den store spænding, dette liv gav, følte Igor, at der manglede noget. Der var et stort tomrum, som denne livsstil ikke var i stand til at fylde, så han begyndte at lede efter svar. Først gik han til Hare Krishnafolkene kun af nysgerrighed. Så opsøgte han den russisk-ortodokse kirke, dernæst en moske; men ingen af stederne fandt han det noget, som han søgte. En dag fortalte en af Igors venner, at han kendte en mand, som havde en Bibel. Igor blev nysgerrig og ønskede at vide mere, så hans ven sørgede for, at de to mødtes. Er du klar over, spurgte bibelejeren, at du i Biblen kan læse om uren føde og om, at det ikke er tilladt at spise svinekød? Dette var nyt for Igor. Han havde troet, at det kun var Koranen, der lærte dette. I løbet af de næste par måneder ringede Igor adskillige gange til denne nye troende, som altid tålmodigt forklarede ting fra Biblen for Igor. Til sidst inviterede den troende Igor til at komme med i kirke. Jeg vil aldrig komme i din kirke, svarede Igor uforskammet. Men den bibeltroende mistede ikke modet og blev ved med at holde kontakten ved lige med dette barske mafiamedlem. Et halvt år senere inviterede han igen Igor til at besøge hans kirke, og denne gang svarede Igor ja. På den aftalte dag satte Igor sig ind i bilen (efter at have tjekket den for skjulte bomber, som han plejede) og gjorde sig klar til at køre i kirke. Han satte nøglen i tændingen og startede bilen; men i stedet for at køre fremad kom han til at bakke og i fuld fart køre han ind i naboens bil. Jeg vil ikke sige noget til naboen nu, ræsonnerede han. Jeg vil vente, til jeg kommer hjem igen. Menigheden mødtes i et lille lejet lokale, som ikke på nogen måde lignede en kirke; men alligevel følte Igor sig draget til stedet og blev ved med at komme igen. Nogle af medlemmerne så på denne mafiaperson med stor skepsis og undrede sig over, hvorfor han egentlig kom. Men efterhånden som Igor lærte mere om Biblen og dens lære, begyndte han at sammenligne den med den anden store trosretning, som han kendte. Igor Jeg havde rimelig godt kendskab til historie, siger Igor, idet han husker tilbage. Jeg kunne sammenligne de to bøgers lære. Til sidst var det Biblens sandheder, der overbeviste mig. Før Igor blev døbt, studerede han Biblen sammen med adventistpræsten og overøste ham med spørgsmål, hver gang de mødtes. En kendt evangelist kom til Kazan, og ved afslutningen af disse møder blev Igor døbt. Han var 35 år gammel. Da jeg var blevet døbt, forstod jeg, at jeg ikke længere kunne være med til de ting, der foregik på gaden. Men selv om jeg ikke længere deltog i disse forkerte ting, var jeg stadigvæk en ballademager, indrømmer Igor. Hver sabbat tog Igor sit våben med i kirke og holdt det fast på sit skød. En sabbat sagde et af kirkens medlemmer til ham, at han ikke skulle tage sit våben med i kirke. Grib fat i Gud, ikke i våben, formanede han. Næste uge besluttede Igor at lade sit våben blive hjemme; men på grund af frygt fandt han det svært ikke længere at bære våben. Da han kom hjem, så han en stor mørk skikkelse, som fulgte ham. Han besluttede sig for ikke at være bange og vendte sig mod skikkelsen, som viste sig at være en mand, som bar en sæk kartofler. Fra den dag voksede hans tro mere og mere, og han begyndte at fortælle andre om den sandhed, han havde fundet. Igors kone og søster begyndte at komme i adventistkirken, og efter et år blev de også døbt. Det samme blev hans nevø og niece og mange andre, som han delte sin tro med. En dag fortalte Igor en ven om de sandheder, han havde fundet i Biblen; men vennen var ikke interesseret i det, Igor ønskede at dele med ham. Imidlertid stod der en mand i nærheden, som hørte, hvad Igor sagde, og ønskede at vide mere. Vasilij, som havde overhørt Igors samtale, havde også levet et meget hårdt liv. Også han var involveret i mafiaen, og kriminaliteten havde kostet ham dyrt. Mange ar og vansiringer viste, hvor hans fjender havde brugt glasskår til at skære dybe flænger over hele hans hoved, ansigt, øjne og ører. Andre ar viste, hvor kugler havde strejfet hans hoved uden at forårsage dødelig skade. Gud havde en hensigt med at placere Igor i Vasilijs tilværelse. Fortsættes i næste uge. 8

9 16. AUGUST 2014 FRA MAFIAEN TIL GUDS BUDBRINGERE 2. del Igor havde altid været en leder. Selv om han fik stor succes i den russiske mafia, følte han, at der manglede noget i hans liv, så han begyndte at lede efter det. Hans søgen førte ham til en række forskellige religioner, indtil han til sidst fandt sandheden, som den er i Kristus. og blev døbt og optaget som medlem i syvende dags adventistkirken. Han delte sin nye tro med andre, og mange af dem sluttede sig også til kirken. Men ikke alle var lige interesserede i at høre det, Igor ønskede at fortælle. Men selv da var der andre, der lyttede. Vasilij var involveret i store pengetransaktioner. Han arbejdede for et firma, som skabte kontrakter, der var mange millioner russiske rubler værd. Han var oplært som bodyguard og benyttede kode, når han talte med firmaets ledere. Han havde dyrt udstyr, som gjorde ham i stand til at aflytte samtaler bag lukkede døre. Folk, som ønskede at komme hans firma til livs, var klar over, at Vasilij spillede en central rolle i at opnå de store aftaler. Fordi han var en forhindring for dem i at nå deres mål, forsøgte de at dræbe ham to gange. Første gang blev han skudt adskillige gange, men var på en eller anden måde i stand til at komme på benene og løbe til sin lejlighed. Han skyndte sig indenfor og faldt sammen på gulvet. Han var bange for, at han var ved at dø, så han tryglede sin mor om tilgivelse; men hans mor forsikrede ham om, at han ville overleve. Med fornyet håb begyndte Vasilij at kæmpe for sit liv og ringede til politiet. Han blev hurtigt ført til hospitalet, hvor han blev lagt på en båre og kørt hen til en elevator. Da de begyndte at køre ham ud af elevatoren, udbrød Vasilij: Stands! Lad mig komme ud med hovedet først. Kun døde mennesker kommer ud gennem døren med fødderne først, og jeg er stadig i live! Senere mødte Vasilij en baptist, som spurgte ham: Ønsker du at dræbe dem, der gjorde dette imod dig? Selvfølgelig! svarede Vasilij. Gør det ikke! sagde baptisten til ham. Tilgiv dem. Hvis du dræber dem, kan du aldrig leve i fred. Tilgiv i stedet. Nogen tid senere gik Vasilij en tur i skoven. Mens han gik, så han, at en af de mænd, som havde forsøgt at dræbe ham, sad i skoven sammen med sin kæreste. Da han så på sin potentielle drabsmand, trak han vejret dybt og hviskede: Ok, jeg vil tilgive ham. Et halvt år senere fandt han ud af, at manden var død af en overdosis af narkotika. Den anden mand, som forsøgte at dræbe ham, var blevet en krøbling og den tredje skudt og dræbt. Vasilij Da nytåret nærmede sig, gjorde Vasilij sig klar til at deltage i de mange fester, som fandt sted omkring denne helligdag. Han havde mange venner, som også havde fødselsdag sidst i december og først i januar, så med de mange fødselsdagsfester og den store nytårsfejring, ville det blive to hele uger med rygning og vodkadrikning. Men af en eller anden grund var det ikke, som det plejede at være dette år. Vasilij syntes ikke længere om denne form for fest, så efter de to uger havde han fået nok. Blev jeg født til at leve et så beskidt liv? spurgte han sig selv. Svaret var et afgjort Nej! Jeg trænger til et nyt liv! Han faldt på knæ og bad Gud om hjælp. På en eller anden måde var han i stand til at få fat på en Bibel, og med Biblen i hånd gik han til hver eneste af sine venner og inviterede dem til at komme med ham ud i skoven i tre dage. To af vennerne besluttede sig for at komme. Vi gik ud i skoven, hvor vi levede i stilhed i tre dage og kun læste i Biblen, fortæller han. Mens vi var derude i den stille natur, kom der pludselig et barn forbi på ski og råbte: Glædelig jul til jer! Fordi det var så usædvanligt at se et andet menneske på et så øde sted, betragtede Vasilij dette som et specielt tegn fra Gud. Han bad Gud om at give ham en måned til at leve dette nye liv. Og det fik han. Dernæst bad han Gud om endnu en måned, hvor han kunne leve et rent liv, og det fik han også. Han bad sin kone om tilgivelse, og han fortsatte med at leve et rent liv. Da Vasilij og Igor mødtes, opdagede de, at de havde meget til fælles. Overalt er der nogen, som synes om sandheden, siger Vasilij, og jeg kan lide sådanne mennesker. Vasilij og Igor er nu nære venner, som arbejder sammen for at sprede kristen litteratur gennem en særlig avis, som udgives i hele regionen, hvor Kazan ligger. Avisen indeholder oplysninger om, hvordan man får bedre sundhed og giver åndelige lærdomme. Det er en af de mest populære aviser i Rusland. De to tidligere mafiamedlemmer arbejder sammen for at finde sponsorer, så tusindvis af adventistbøger kan købes og uddeles i og omkring Kazan. Vasilij og Igor ser ivrigt frem til at få en ny kirke og et center midt i Kazan ved hjælp af dette kvartals 13. sabbatsoffer. Vores historier virker i første omgang frygtelige, siger Vasilij. Men det er i virkeligheden vores verden, så de er egentlig ikke så frygtelige. Han og Igor ønsker bare at hjælpe andre mennesker til at finde en bedre vej. 9

10 23. AUGUST 2014 VENNER FORTÆLLER VENNER Kazan føderale universitet er et af de ældste og mest respekterede universiteter i Rusland. Det blev grundlagt i 1804 og er berømt for sin høje standard i matematik og videnskab. Mange kendte mennesker har fået deres uddannelse der, bl.a. Ilya Uljanov, far til Vladimir Uljanov (senere Lenin), som også var elev her, men blev udvist på grund af sine politiske aktiviteter. Men hans far Ilya blev færdig med sit studium i fysik og matematik i 1854, og havde en særlig interesse i meteorologi. Han skrev to videnskabelige bøger Om fordele ved meteorologiske observationer og Om tordenvejr og lynafledere. I dag kan elever ved det internationalt anerkendte Kazan universitet besøge det meteorologiske observatorium, som blev benyttet af Lenins far, Ilya. To af disse elever er Timor på 18 og Albina på 19, som begge studerer meteorologi på universitetet. Unge, intelligente og højt motiverede elsker Timor og Albina at studere i et så krævende akademisk miljø. Men i tillæg til det akademiske har Timor påtaget sig en endnu større udfordring, nemlig at dele sin tro i en videnskabelig universitetsatmosfære. Alle mine venner ved, at jeg er kristen, fortæller han, men af og til er det vanskeligt at dele min tro; for mange ønsker ikke høre om den. Og her i Tatarstan kan det være specielt vanskeligt at fortælle folk om Jesus; for mange har en anden tro. På trods af vanskelighederne har Timor ikke givet op. En dag, mens han talte med sin klassekammerat Albina, fortalte han hende om sin tro på Gud. Han forklarede, at det er gennem Biblen, at vi kan blive kendt med Gud og finde ud af, hvad hans vilje er for vores liv. Efter at jeg havde talt med Timor, blev jeg interesseret i at studere Biblen; for han fortalte mig, at alt det, jeg gik og spekulerede på, var omtalt der, mindes Albina. Hun fik snart sin egen Bibel og begyndte at studere den. Jeg holdt virkelig af at læse i Biblen, og når jeg havde spørgsmål, kunne jeg spørge Timor. Nogle gange svarede han mig direkte; men andre gange henviste han mig til andre afsnit i Biblen, som besvarede mine spørgsmål. Efter noget tid sagde han til mig: Der er en pastor, som kan forklare dig en hel masse. Timor inviterede Albina til at komme med til den lejede sal, hvor syvende dags adventisterne i Kazan mødes om sabbatten, og hun blev meget begejstret over det, hun oplevede. Jeg elskede sabbatsskolen, siger hun. Det var meget interessant. Det er et sted, hvor vi kan studere Biblen sammen og diskutere det, vi læser. Jeg holder også meget af den smukke musik under gudstjenesten. Jeg er meget lykkelig. Albina er blevet ved med at komme i den lejede sal i Kazan i over et år nu, og hun har planer om snart at blive døbt. Timor Jeg fortalte hende om min tro, fortæller Timor, og så udøvede Gud sin indflydelse på hendes hjerte. Det er derfor, hun er her. Sammen med Timor og Albina er der mange andre troende i Kazan, som mødes i et lejet lokale. De ser med forventning frem til den nye adventistkirke, som skal bygges midt i byen. Der er mange udfordringer forbundet med at leje en sal frem for selv at eje en bygning, siger pastor Anwar Gindullin. Når vi har vores egen bygning, respekterer de offentlige myndigheder os, men hvis ikke, er vi nødt til at henvende os til myndighederne ofte og give dem beviser for, at vi lejer denne bygning. Vi er nødt til at forvisse dem om, at vores møder ikke er af politisk art, og at de ikke har nogen forbindelse med terrorisme. Og det er vigtigt at have en kirkebygning i centrum af byen, tilføjer han, for det skaber troværdighed og let adgang for folk. I øjeblikket er der kun én adventistejet kirke i denne by på over 1,1 millioner indbyggere, og den ligger i udkanten af Kazan. Den nye kirke vil derimod ligge midt i centrum af byen, kun 70 meter fra en større metro- og busstation. Vi har planer om, at denne kirke skal blive et virkeligt centrum med stor indflydelse og være travlt optaget med at møde lokalsamfundets behov hver dag i ugen. Planerne indbefatter et stort auditorium, hvor der skal holdes gudstjenester, et musikværelse, en sportshal, et ungdomslokale og muligvis en lille cafe. I tillæg er der planer om en legeplads for børn på området foran kirken. I denne del af byen er der meget få steder, hvor børn kan lege, siger pastor Gindullin. Vi ønsker, at de får et smukt sted, hvor de kan lege, et sted, hvor forældrene kan sidde og slappe af, mens de lytter til smuk musik samtidigt med, at deres børn leger. Vores drøm er, at folk skal blive vant til at opholde sig i syvende dags adventisternes center. Denne nye kirkebygning er et af de projekter, som nyder godt af dette kvartals 13. sabbats offer. Læg allerede nu planer om at give en god gave, så denne drøm kan blive virkelighed for vores brødre og søstre i Kazan. FAKTA OM KAZAN Kazan er en multietnisk storby, som er kendt for, at kristne og muslimer kan leve sammen i fred. Kazan regnes som Ruslands sportshovedstad. Fra juli 2014 var denne by vært for verdensmesterskaberne i fægtning og i 2015 bliver verdensmesterskaberne i udspring afholdt her. I 2018 vil byen være en af værterne for verdensmesterskaberne i fodbold. 10

11 30. AUGUST 2014 FIND BOGEN Gahida er ikke hendes virkelige navn. Hun bor i et land i Den Euro-Asiatiske Division, som ikke kan opgives. Gahida blev født i en ikke-kristen, men meget religiøs familie. Bønner, ofringer og læsningen af religiøse bøger var meget vigtige i Gahidas åndelige erfaring. I årtier fulgte hun sin families religion og overholdt nøje alt det, hun var blevet oplært i især at bede. En dag, mens Gahida bad, så hun en engel. Englen sagde til hende: Find bogen! og gentog opfordringen om at finde bogen. Gahida spekulerede på, hvad dette kunne betyde, så hun åbnede sine egne religiøse bøger og fandt frem til afsnittet om Moses og loven, David og hans søn og Jesus Kristus og hans evangelium. Men hun undrede sig stadigvæk over, hvad bogen var. Fem år senere fandt hun svaret, da en syvende dags adventist kom til hendes by og tilbød foredrag om Biblen. Gahida besluttede sig for at overvære disse foredrag, og det var her, hun for første gang så en bibel og havde mulighed for at købe en. Da jeg købte Biblen og begyndte at læse i den, gik det op for mig, at dette var den bog, englen havde bedt mig om at finde. Mens Gahida begyndte at grave dybere i Biblen, fandt hun mange parelleller mellem den og de religiøse bøger, som hun kendte bedre. Selv om Gahida syntes godt om de bibelske foredrag, blev hun ikke syvende dags adventist med det samme. Hun var bange for, at Gud ville straffe hende, hvis hun begyndte at komme i en adventistkirke. Uden at hun vidste det, havde foredragsholderen fra adventistkirken bedt for hende, og til sidst besluttede Gahida, at hun ville besøge adventistkirken en enkelt gang. Under mit første besøg i en adventistkirke, mindes Gahida, handlede prædikenen om den samaritanske kvinde i Johannes 4. Jeg vidste, at det var mig jeg var ligesom den samaritanske kvinde, som søgte efter noget bedre. Hun fandt det i Jesus Kristus. Og da jeg lærte at elske Jesus, forstod jeg, at han er den bedste jeg har ikke brug for noget andet end Kristus i hele verden! Gahida vidste, at hun hørte til i adventistkirken. Efter flere bibelstudier blev hun døbt og optaget som medlem i kirken. Nogle få år senere ønskede hun at finde måder, hvorpå hun kunne dele sin tro med de andre, som endnu var i det religiøse samfund, hun var vokset op i. Jeg har altid forsøgt at skrive, fortæller Gahida, så jeg besluttede mig for at skrive en bog om min egen åndelige erfaring for derefter mere grundigt at gennemgå nogle af Bogen elementerne i min tidligere tro og sammenligne dem med det, Biblen lærer. Gahida og hendes voksne søn bad meget om udgivelsen af denne bog, og snart begyndte de at modtage pengegaver. En søster gav så stor en gave, at vi blev i stand til at udgive bøger. Og så gav en bror nogle penge, så vi kunne udgive 500 mere, fortæller hun. Uden frygt delte hun sin bog ud til hundredevis af religiøse ledere i sin tidligere trosretning og sagde til dem: I må tænke over, hvad I tror på, og jeg tror, at I vil finde, at denne bog vil være nyttig. Gahida og hendes søn har sammen stiftet adventistmenigheder i mange forskellige byer og landsbyer i forskellige områder. I tillæg til at skrive adskillige bøger og andet religiøst materiale, har Gahida også oversat adskillige af Ellen Whites bøger fra russisk til sit eget sprog. En af bøgerne, Patriarker og Profeter, var lige ved ikke at kunne udgives pga. politisk uro. Da det centrale trykkeri i hovedstaden modtog mit manuskript af oversættelsen af denne bog, var der stor politisk uro i landet. Nogle forsøgte at slå landets præsident ihjel, og med det samme blev alle forlag i landet lukket. Repræsentanter for regeringen undersøgte alle forlagshuse for at se, om der fandtes kontroversielt materiale. Da repræsentanterne kom til det centrale trykkeri, blev chefredaktøren bleg af frygt; for han var ikke i stand til at tænde for trykkeriets computer. Dette var den eneste computer, som indeholdt de oversatte filer for Patriarker og Profeter. Da regeringens repræsentanter var taget af sted igen, kunne computerne med lethed startes, og de var i stand til at udgive bogen på det lokale sprog. Det ville have været meget dyrt at udgive den, siger Gahida, men vi skulle ikke betale noget. Chefredaktøren fortalte os: Det er et stort arbejde, du gør her vi kan ikke tage betaling for det. Gahida er taknemlig for den specielle opgave, Gud har ladet hende udføre gennem at skrive og oversætte bøger, Mange er meget taknemlige over at modtage disse bøger, så de selv kan læse dem og også dele dem med andre, fortæller hun, og Ellen White er blevet min allerbedste ven. 11

12 6. SEPTEMBER 2014 FRA CIGARETTER TIL HOPPEBORGE 1. del Mit navn er Ruslan. Jeg voksede op i et ikke-religiøst hjem i Vinnica i Ukraine. Min far fortalte mig, at i år 2000 ville verdens ende komme. Som barn troede jeg på ham, og jeg var sikker på, at der ikke var noget håb for fremtiden. Jeg har to ældre søstre, og siden mine forældre altid syntes at give dem mere opmærksomhed end mig, følte jeg mig fri til at gøre lige, hvad jeg ville. Meget tidligt begyndte jeg at ryge, drikke og prøve forskellige former for narkotika. Tilværelsen blev meget vanskelig for mine forældre, da jeg begyndte at stjæle både fra familiemedlemmer og andre. Mine forældre blev meget bekymrede. Mens jeg aftjente min militærtjeneste, afholdt adventisterne en evangelisk mødeserie i min hjemby Krasiliv. Min far blev døbt i Da jeg kom hjem igen efter militærtjenesten, levede jeg et endnu vildere liv end før. Min mor var blevet meget syg af leddegigt og helt invalideret. Oveni dette blev mine forældres tilværelse et mareridt på grund af mig. Min far bad menigheden om at bede for mig. De fastede og bad. Jeg kunne til og med høre min mor, som ikke var medlem af kirken, bede for mig i værelset ved siden af. Menigheden havde ikke deres eget mødelokale, så de plejede at samles hjemme hos os. Jeg gik altid hjemmefra under gudstjenesterne. Men langsomt begyndte min interesse at vokse. Efter nogen tid var disse mennesker ikke længere bange for mig, og de begyndte at tale med mig. Så blev en gruppe unge litteraturevangelister bedt om at komme til vores by for at uddele kristne bøger. Der var næsten ingen unge i min fars kirke, så far bad mig komme med for at møde disse unge mennesker. Jeg havde den forestilling, at det kun var unge eller handicappede mennesker uden nogen mening i tilværelsen, som kom i kirke. Desuden stod nytårsferien for døren, så jeg var stærkt beruset i næsten en hel måned. Bagefter følte jeg et stort tomrum i mit hjerte. Jeg besluttede mig for at acceptere min fars invitation til at se lidt nærmere på de unge litteraturevangelister. Jeg forestillede mig, at de var krøblinger eller mentalt tilbagestående, eller at der var noget andet i vejen med dem. Men da jeg mødte dem, så jeg pæne, stærke, sunde, unge mennesker, som smilede og var glade. Jeg så glæden lyse i deres øjne. Jeg opdagede et rent sprog; de bandede ikke. Pludselig indså jeg, at det var mig, der ikke passede ind, ikke dem. I mit sind kunne jeg tydeligt se to grupper af unge mennesker: den ene gruppe indbefattede mine gamle venner, som altid bandede, drak og røg. Den anden gruppe var rene og ærlige, de bandede ikke og drak ikke. Jeg kunne kun finde noget positivt at sige om dem. Ruslan Disse unge litteraturevangelister inviterede mig endda til at hjælpe dem med at uddele litteratur sammen med dem, selv om jeg havde cigaretter i min lomme! De satte mig sammen med en erfaren mand, og når vi gik fra dør til dør, gik jeg af og til for mig selv for at ryge og ville ikke åbne munden; for jeg ønskede ikke, at nogen skulle lugte cigaretterne. Men selv om jeg ikke sagde noget, kunne jeg stadigvæk være en tavs bedepartner. Jeg begyndte at komme i kirke hver sabbat. Nogle gange inviterede mine nye venner mig med til ungdomsmøder i andre byer. Min horisont blev udvidet, og det fordrejede billede, jeg havde haft i mit sind, blev totalt ødelagt. En dag hørte jeg i kirken, at der snart skulle være dåb. Alle, som ønskede at blive døbt, fik nogle papirer, som de skulle udfylde, og der var også gennemgang af kirkens grundlæggende doktriner. Det hele skete på meget kort tid mindre end to måneder. Med cigaretter i hånden begyndte jeg at udfylde blanketten, hvor jeg udtrykte mit ønske om at blive døbt. Mens jeg læste videre, kom jeg til det punkt, der omtaler afholdenhed fra alkohol, tobak og ulovlige narkotiske midler. Jeg havde ingen ide om, hvordan jeg kunne holde op. Selv om jeg havde brudt med mine tidligere venner, kom de stadigvæk og inviterede mig ud. Men jeg tog en fast beslutning om ikke at gå med dem. I februar 1997 blev jeg døbt. Jeg var med det samme i stand til at holde op med at drikke, men jeg kæmpede stadig med tobakken. Jeg forsøgte alt for at holde op med at ryge 1 cigaret om dagen, at spise bolsjer, tyggegummi osv.; men intet virkede. Til sidst bad jeg inderligt til Gud: Gud, tag denne afhængighed fra mig. Min tante, som bor i en anden landsby, bad mig om at komme og hjælpe hende med forskellige opgaver omkring huset i en uge. Der var kun een forretning i landsbyen, hvor man kunne købe cigaretter, og den lå et godt stykke fra min tantes hus. Da jeg ankom, fortalte jeg min tante, at jeg nu var en kristen og ikke længere den person, jeg plejede at være. Men hun vidste ikke, at jeg hver dag kæmpede med min rygevane. Hver dag gav hun mig forskelligt arbejde at udføre. Der gik fire dage uden cigaretter. Da jeg kom hjem, havde jeg havde ikke røget i fem dage. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at besøget hos min tante var som et rehabiliteringsophold for mig. Jeg var forbløffet over Guds visdom, og hvordan han fandt en måde for mig at holde op med at ryge. Fortsættes næste uge 12

13 13. SEPTEMBER 2014 FRA CIGARETTER TIL HOPPEBORGE 2. del Mens jeg forberedte mig på at blive døbt, sagde mine søstre til mig, at jeg skulle bede mine forældre om tilgivelse. Begge mine forældre græd af lykke. Først da gik det op for mig, at man kan vinde alle slags sejre med Gud. En af de ting, som forbløffede mig, var, at da vi begyndte at bygge en kirke, bragte folk ofre til kirken som fx guld og smykker; og da de kendte til min fortid, bad de mig om at sælge dette for dem. Jeg var overrasket og rørt over deres tillid. Og jeg var meget nøje med at leve op til det ansvar, de havde givet mig. Jeg forsøgte altid at få den bedste pris og få så meget som muligt for de ting, der var blevet givet. Senere blev jeg litteraturevangelist og ungdomsleder. Under en samling for litteraturevangelister mødte jeg min fremtidige kone, Bogdona! Vi har nu tre dejlige døtre, og jeg er blevet valgt til at være en af forstanderne i vores kirke. Jeg er forbløffet over, hvordan Gud var i stand til at vende op og ned på mit liv og give mig en ny tilværelse, som jeg ikke engang havde drømt om. Min far havde på en måde ret verdens ende kom i 1999 enden på mit tidligere liv. Der er en ting, jeg dybt angrer, nemlig mine ungdomsår. Jeg beklager, at jeg brugte dem til ingen nytte. Det var totalt tomme år af mit liv formålsløse, meningsløse, uden tilfredsstillelse, uden retning. Jeg forstår nu, at det er bedre at leve med Gud. Og når du giver dit liv til ham, kan du opleve alle mulige slags sejre, hvis du oprigtigt beder ham om det. Hver gang jeg har et problem med min forretning eller min familie eller med mine børns opdragelse, minder Gud mig om troens første skridt. Og så bliver jeg mindet om, at når man beder, er det ikke dig selv, men Gud, der udfører det for dig. Men det er nødt til at være din beslutning og din bøn. I dag har jeg mit eget lille firma. Jeg sælger legesager, og jeg har nogle hoppeborge, som er opstillet forskellige steder i Vinnica. Alle de kunder, som kommer til vores firma, får en gratis adventistavis, som indeholder oplysninger om sundhed og religion. For de fleste mennesker er det mest populært at gå i parken på lørdage og søndage. Den centrale park i byen ejes af byen, og når min forretning går godt, tjener byen også en god procentdel. Men udfordringen er, at jeg ikke arbejder om lørdagen. I begyndelsen havde vi nogle problemer med bystyret om dette. De forsøgte at tvinge mig til at være der; men jeg stod fast. Enten arbejdede jeg ikke om lørdagen, eller også slet ikke. De fandt ud af, at jeg ikke ville fire, og de så også, at vi udførte vores arbejde godt. De satte pris på det, vi gjorde, og de vidste, at vi var principfaste. Ruslan og hans familie Fra tid til anden besøger jeg kirkegården, hvor min mor ligger begravet. Når jeg går forbi gravstederne, ser jeg navnene på nogle af mine venner. Jeg bliver altid meget ked af det, når jeg ser navnene på tre af mine venner. Da jeg blev en kristen, talte jeg med disse tre fyre. Jeg inviterede dem med i kirke og opfordrede dem til at følge den vej, jeg havde valgt; men nu ligger de på kirkegården. Sidste gang jeg besøgte kirkegården, var min kone med. Hun så noget af mit tidligere livs gru. Mens vi gik omkring på kirkegården, traf vi nogle af mine tidligere venner, som sad på en bænk. Bogdona og vores piger gik lidt foran mig, og af en eller anden grund var jeg sakket agterud. Da en af mine gamle venner så mig, løb han hen til mig, faldt på knæ og begyndte at græde. Jeg er så træt af det liv, jeg lever. Jeg fortalte ham, at for ikke ret længe siden havde jeg på dette sted fortalt vores fælles ven, som nu lå i graven, at han skulle komme med mig i kirke. Og nu sagde jeg til ham: Kom i kirke! Men han ville heller ikke lytte til mig. Jeg kommer til at lide den samme skæbne som ham, der ligger i graven, svarede han. Jeg bønfaldt ham. Det er meget lettere at gå i kirke end at ende på kirkegården. Se på mig nu. Se, der er min kone og mine børn. Han så på dem, mens jeg forsikrede ham om, at han kunne få en ny start i livet. Du kan opnå alt det, jeg har. Men han vendte tilbage til sine gamle venner, tilbage til sin alkohol. Han havde ingen familie. Han havde ingenting. Han tilbragte hver eneste dag med at forsøge at få endnu en flaske spiritus. Da vi gik videre, hviskede min kone til mig: Nu kan jeg se, hvordan du plejede at være. Ja, hviskede jeg tilbage, og jeg var den værste af dem alle sammen. Ruslan og Bodgonas børn, Sophia, Nadya og Polina glæder sig til at kunne studere på den nye adventistskole i Vinnica. Tak for din hjælp i dette kvartal, så denne skole kan blive en realitet. 13

14 20. SEPTEMBER REDDET I LUFTEN Pastor Nikolai Zhukaljuk har arbejdet for Syvende dags adventistkirken i over 40 år som præst, forfatter, redaktør og formand for Den ukrainske union. I den følgende historie deler han en afgørende hændelse fra sin tid i den sovjetiske hær. Min tjenestetid i den sovjetiske hær var ved at nærme sig sin afslutning. En af mine opgaver var at være journalist for den militære avis. Mine overordnede var meget tilfredse med mit arbejde og ønskede, at jeg skulle fortsætte som chefredaktør. De tilbød mig en lejlighed i Leningrad, hvad der på den tid var meget svært at finde. Der var kun en betingelse jeg skulle blive kommunist. I tiden under sovjetstyret var det ikke muligt at have en sådan stilling uden at være kommunist. Et par dage senere blev jeg bedt om at mødes med generalen. Han sagde til mig: Du kan fortsætte din militærtjeneste. Vi vil give dig officersrang, og du kan blive her hos os. Du vil komme til at foretage forretningsrejser, rejse til mange forskellige steder og arbejde sammen med det militære område. Du kan blive i hæren og arbejde her. Nu havde jeg to tilbud at blive chefredaktør eller officer i hæren. Dette var en stor fristelse jeg tænkte over, hvad det ville betyde at blive officer og alle de fordele, jeg ville opnå. På den anden side var det heller ikke dårligt at få en lejlighed i Leningrad. Dette var en drøm, som kunne gå i opfyldelse. Jeg overvejede alvorligt at tage imod et af disse tilbud, selv om det betød, at jeg var nødt til at afsværge min tro på Gud og blive kommunist. På den tid var jeg også i tjeneste som militær faldskærmsudspringer og havde fortaget over 80 udspring. En dag, mens vi forberedte et udspring, sagde min øverstbefalende: Jeg springer først, og du er den sidste til at springe. Der er 15 soldater imellem os. Faldskærmene for alle de soldater, der var før mig, ville åbnes automatisk; men jeg var nødt til at åbne min manuelt. Det var i orden for mig jeg er modig, jeg har erfaring, jeg har gjort det mange gange før. Jeg sprang ud sidst. Efter et kort frit fald hev jeg i faldskærmssnoren. Der skete ingen ting. Jeg forsøgte ikke at gå i panik, fik fat i nødsnoren og hev. Igen var der ingen faldskærm, der åbnede sig. Intet andet en blå himmel over mig, og jorden nedenunder nærmede sig i fuld fart. Jeg indså, at dette var enden på mit liv. Den følelse, som overvældede mig i det øjeblik, er noget, som kun en, der har været i luften, til fulde kan forstå. Jeg åbnede min tykke jakke og forsøgte at bruge den til at bryde mit frie fald. Og så begyndte jeg at bede den mest inderlige bøn, jeg nogen sinde har bedt. Jeg regnede med, at det sandsynligvis var min sidste. Gud, der er intet, jeg kan gøre for at redde mig selv; men jeg ønsker virkelig at se din hånd gribe ind lige nu. Nikolai og Yevgenia Zhukaljuk Jeg indså, at det værste, jeg nogen sinde havde gjort, var at forlade Gud. Hvad ville der ske med mig? En lejlighed i Leningrad og alle militære æresbevisninger i verden betød intet lige nu. Jeg kiggede ned og så min øverstbefalendes åbne faldskærm. Pludselig kom der et vindstød og blæste mig lige ind i hans faldskærm! Men man kan ikke blive oven på en faldskærm ret længe. Da jeg gled ned af den, greb min øverstkommanderende fat i mig med sine stærke hænder og holdt mig fast med et jerngreb. Vi faldt hurtigt, og han bad mig om at holde mine fødder, så vi kunne lande så trygt som muligt. Efter at vi landede, blev vi kørt til hospitalet med kun mindre skader. Næste dag var der en historie i avisen om denne usædvanlige hændelse. Alle var klar over, at noget sådan ikke normalt sker. Det var et mirakel. Fra det øjeblik var mine bønner anderledes end de havde været før. To uger senere, da jeg igen havde et møde med generalen, var min beslutning taget. Da jeg gik ind på hans kontor, så han på mig og smilede. Han var sikker på, at jeg ville tage imod hans tilbud. Sir, sagde jeg til ham, jeg har tænkt meget over det generøse tilbud, og jeg har besluttet mig til ikke at fortsætte i hæren. Chokeret så han på mig. Hvad vil du så gøre? Vel, sir, jeg vil følge partiets kald. Jeg vil rejse til nye steder og opdyrke nyt land. På den tid ønskede kommunisterne at opdyrke land i Sibirien og opfordrede folk til at bosætte sig der. Generalen stirrede på mig. Vel, soldat, jeg har mødt mange skøre mennesker; men du overgår dem alle! Efter sin tid i hæren arbejdede pastor Zhukaljuk i hemmelighed som præst og oprettede det undergrundsarbejde, som udgav religiøse bøger og andet materiale for adventister i Sovjetunionen. Han og hans kone Yevgenia blev sat i fængsel for dette arbejde, men blev senere løsladt. De har været gift i 60 år. 14

15 27. SEPTEMBER GIV DIN GAVE I DAG I dag er det den trettende sabbat i dette kvartal. I løbet af de sidste 12 uger har vi mødt nogle af vores brødre og søstre i Ukraine og Rusland. I dag vil vi høre lidt mere om nogle af projekterne for dette kvartals 13. sabbatsoffer. Den Euro-Asiatiske Division strækker sig over 11 tidszoner og består af 12 lande. Rusland er det største land, ikke alene i denne division, men i hele verden. Dette land dækker 12 tidszoner. Når det er morgen i Moskva, er klokken 6 om aftenen på Ruslands østkyst. De fleste af Ruslands indbyggere bor vest for Uralbjergene i den europæiske del af landet. Der er mere end syvende dags adventister i landet. Det svarer til én adventist for hver 3000 indbygger. Det er et stort arbejde for kirken at nå disse mange millioner med adventbudskabet. Et af projekterne dette kvartal er at bygge en kirke og et center i Kazan. Denne by er hovedstad i Tartarstan, en republik inden for den russiske føderation. Kazan er en meget fremgangsrig by, hvor kristne og muslimer lever i fred med hinanden. Den Vestrussiske Union var sidste år i stand til at købe en byggegrund midt i centrum af byen, kun 70 meter fra metroen og den centrale busstation. Lederne i denne union ønsker også at etablere en offentlig parklignende legeplads foran kirken. Dette vil give kirken mulighed for at have en positiv indflydelse blandt de lokale beboere. Man ved ikke, om der i fremtiden vil blive mulighed for at bygge en kirke på et så centralt sted, så man er ivrig efter at gennemføre denne plan så hurtigt som muligt. Et andet projekt er at bygge en skole i Lvov, som ligger i den Vestrussiske konferens. Der er allerede en lille skole med 27 elever, som mødes i konferenskontorets lokaler. Men skolen vokser hurtigt, og de har brug for at udvide. Der er også brug for en større bygning til adventistskolen i Vinnica i Ukraine. Lige nu mødes 24 elever i kirkens lokaler; men der er mange elever på venteliste, og der er ikke plads til flere i deres nuværende lokale. Drømmen er at bygge en ny skole, som kan tilbyde undervisning fra børnehaveklasse til og med gymnasiet. Man har allerede en grund i et smukt skovområde, hvor børnene kan få mulighed for at lege udendørs, og man er gået i gang med at bygge. Mange forældre og konferensansatte yder frivillig arbejdskraft til dette projekt. Men der mangler penge til at gennemføre hele projektet. De andre projekter for dette kvartal indbefatter yderligere to skoler i Ukraine og en kirke og et center i Minsk i Hviderusland. Hvis vi alle er med til at hjælpe, så disse projekter kan gennemføres, vil det være en stor hjælp for vores søskende i Rusland og Ukraine i deres arbejde med at nå de mange millioner mennesker i deres områder med evangeliet. FOKUS PÅ MISSIONEN Når vi indsamler penge (kollekt) i forbindelse med bibelstudiet er det for at kunne støtte udbredelsen af evangeliet i hele verden. Pengene fordeles til Adventistkirkens arbejde i hele verden, men anvendes fortrinsvis i den tredje verden, hvor de lokale kirker sjældent har mulighed for selv at finansiere det evangeliske arbejde. Hvert kvartal fokuserer vi på en del af verden. Der bliver udvalgt nogle enkeltprojekter, som på en særlig måde tilgodeses. 25% af kollekten, som indsamles den 13. sabbat hvert kvartal i adventistkirker over hele verden, anvendes til disse specifikke projekter. Missionsberetningerne her i hæftet stammer fra den region, hvor disse projekter skal gennemføres. Björgvin Ibsen, afdelingsleder kristen forvaltning 15

16