Nordsøen og Den Engelske Kanal var trafikeret. Jan og 40 fods 3M Innovation hjemme igen ud for Helsingør. Foto: Per Heegaard.

Transkript

1 Jan Møllers syn på verdenshavene Efter 169 dage på verdenshavene giver den første dansker Jorden rundt nonstop, karakterer efter hvordan de er at sejle på. Vi talte med den 39- årige singlehand- sejler fra Holte. Af Troels Lykke Kilde: Bådmagasinet nr Nordsøen og Den Engelske Kanal var trafikeret Jan og 40 fods 3M Innovation hjemme igen ud for Helsingør. Foto: Per Heegaard. Jan Møller kom på ekstra arbejde i danske farvande og i Den Engelske Kanal. Det fortæller han om her. Det som stresser en er kysterne og andre skibe. Faktisk er de første otte dage på turen og sidste otte dage der hvor jeg så 95 procent af skibene. Så det er hårdt at sejle i Den Engelske Kanal og i de danske farvande. Her skulle virkelig vises agtpågivenhed. Jeg kunne maksimalt sove en halv time af gangen, og det kan kroppen ikke holde til. Samtidig skifter vinden hele tiden. Heldigvis er fiskeriet for nedadgående for fiskernes kurser er utilregnelige. De sejler efter hvad deres ekkolod viser, og allerede efter få timers sejlads ramte jeg en wire fra en fisker. Det skete på vejen nord for Kullen. Den ødelagde mit rulleforstag, men jeg klarede det med kulfiber. Heldigvis sejlede jeg kun 4-5 knob i tynd luft. Det skete efter jeg var nede og lave kaffe og i mellemtiden havde den svenske fisker ændret kurs, og jeg ramte ham ti meter agten båden. Det var selvfølgelig min skyld, selvom fiskeren havde ændret kurs 180 grader. Essensen af det som foregår, er at singlehand- sejlere ikke kan holde ordentlig udkig. Det var heldigvis det

2 eneste uheldige møde jeg havde med et andet fartøj. Jeg holdte mig langt væk fra trafiksepareringer, på vej ud af Den Engelske Kanal ved Brest, sejlede jeg bevidst 50 sømil for langt vest på for at sikre mig, at jeg ikke mødte andre både. Noget andet er at Nordsøen ved Tyskland, Holland og Belgien lignede en kloak. Vandet var så beskidt og misfarvet i grønt og gul. Jeg kom helt i dårligt humør. Det må være udledningen fra alle deres floder. Jeg kom heldigvis let igennem kanalen, da der blæste en kuling. Jeg gik knob på halvvind og sejlede fra de små coastere. Men min holdning til Nordsøen er, at det kan være et grimt farvand at sejle i. Der er lavvandet og relativt meget vind, hvor der på de store oceaner kun er dønninger, hvor man bare løftes op og ned. Vidste du, at Jan kun drak 20 kopper kaffe på turen under de 169 dage? Kaffen var som et våben, der skulle holde ham vågen. Men han havde hele ti krukker Nescafé med hjem til Danmark. Delfinerne dukkede op i Biscayen Ved Biscayen gik det smertefrit for Jan denne gang. Første gang måtte han give op ved Cap Finistère. Jan: Skibstrafikken forsvinder, det bliver smukt og varmt vejr og delfinerne dukker op, og da jeg passerede Cap Finistère, kunne jeg lægge fortiden bag mig, der hvor jeg gav op. Og som jeg sagde til mange. De første 14 dage var problematiske - men er de overstået går det nok. For derefter kommer jeg ned til Portugisernorden. Meteorologien og navigationen var enkel. Og dagligdagen var usandsynlig rolig. Jeg fik læst nogle bøger bl.a. Viljen til sejr af Arne Nielsson, som har arbejdet meget med sig selv. Og så selvfølgelig nogle singlehandberetninger bl.a. af den berømte Robin Knox- Johnson. Jeg sov vel 5-6 timer i døgnet. Vidste du, at Jan ingen søsyge havde på turen? Han mener det skyldes han var tryg og havde tillid til båden. Han tog dog et søsygeplaster på oppe i den urolige Nordsø. I Atlanterhavet røg topvantet Jan Møller fortæller: Der var kun lidt vindstille på vej sydover nede i Kalmebæltet ved Ækvator, men båden stoppede aldrig helt. Jeg fik en masse vindbyger og kastevinde. Vinden er mere lodret end vandret. Kalmebæltet er et monster lavtryk. Lavtrykket sker fordi vinden stiger op, vinden suges til fra nord eller syd og Jordens rotation sørger for du får nordøst passaten nord for. Og sydøst passaten syd for ækvator. Jeg kom igennem det varme Kalmebælte og med kurs mod Brasilien rammes jeg af et voldsomt uheld. Jeg sejler med fuld skrue da det luv topvant springer under foran for tværs. Men jeg var heldig at være på dæk og tvinger straks båden ind i en bomning. Det var meget tæt på jeg mistede masten, eftersom topvantet holdt 80 procent af masten. Men jeg fik det repareret og sat noget forstrukket Spectra line, der kunne holde næsten syv ton. Men jeg kunne ikke stramme riggen ordentligt op. Jeg gik ikke i havn men var ca. 10 sømil fra Brasiliens kyst. Der fik

3 jeg hjælp fra Nordic Mast, BSI, Elvström Sobstad, Polaris Electronics og Mathis værft, og der blev lavet en adapter, som via Mærsk hurtigt kom ud til mig. Omvejen for uheldet var 1500 sømil, man hvad pokker betød det på sådan en lang tur. Vidste du, at Jan kun styrede 10 procent af vejen af de sømil? Resten klarede en kraftig selvstyrer. Havde Jan sejlet den direkte var vejen kun sømil. I Sydatlanten gik det stærkt Ned mod Sydhavet gik det stærkt. På fire dage sejlede jeg 1000 sømil. Det som det gjaldt om var at undgå Agulhas- havstrømmen syd for Sydafrika. Denne havstrøm kan skabe monsterbølger 500 sømil syd for Cape Town i Sydafrika. På det tidspunkt var det december og der var otte graders varme. Jeg lå på grader og gik syd om Kerguellen øerne. Jeg måtte lukke for varmeapparatet, der var ikke diesel nok til andet end at lave strøm efter den ekstra tur ind mod Brasilien. Det Indiske Ocean var særligt hårdt Nu gjaldt det sydpå til det store transportbånd fra Cape Town til New Zealand, der tog 29 dage, og det er hurtigt, kan jeg godt fortælle dig. Og det gik sådan set fint derudaf i starten. Jeg lå i en sandwich mellem højtryk, der bevæger sig langsomt og lavtryk, der sig bevæger hurtigt. Og vinden er med dig og der er ofte nok af den. På et tidspunkt passerer lavtrykket mig. Derefter skifter vinden til sydvest og bølgerne fra nordvest på meter og nye bølger fra sydvest. Så blev det nat og jeg havde det fint med kun 20 kvadratmeter oppe. Så var det ligesom en bus, der kørte ind i siden på båden. Jeg blev kastet ud af køjen, og fik ødelagt slingregrejet. Båden lavede en 150 grader knock- down. Jeg blev reddet af at masten er lukket i toppen og alle fald kører på ydersiden. Masten har derfor opdrift, ellers var båden gået ned på 180 grader med masten ned af. Jeg fik en mindre hjernerystelse, slår hovedet på en bolt og bløder. Jeg fornemmer at båden rejser sig hurtigt igen, og jeg troede masten var knækket. Det var første gang jeg var rigtig bange. Og så ude i de her bølger. Jeg følte alt var ude af kontrol med 1500 sømil til Cape Town og 3000 sømil til Australien. Jeg så ingen isbjerge undervejs, så skulle jeg have gået 300 sømil længere ned, så havde min tur været en uge kortere, men også mere kold og farlig. Det Indiske Ocean var nok det værste, også når man taler med andre sejlere, der har været der. Det er frygteligt og vidunderligt på samme tid. Men oplevelsen af at surfe var fantastisk og båden er konstrueret til den slags. Man bevæger sig hele tiden på kanten og er meget alene. Men bagefter er det hele vendt til noget positivt. Man har klaret havet. Det er anbefaleseværdigt. Vidste du, at Jan ikke spiser flyvefisk? Han ville ikke risikere at blive syg. Han holdt sig til frysetørret mad. Om natten lander flyvefiskene ellers på dækket. Og faktisk blev han ramt af en flyvefisk, der gav et blåt mærke. Da den vejer noget. En morgen fandt han ni flyvefisk om bord. Og man

4 får et chok når man bliver ramt af en i den kæmpe vandørken. Jan så også albatrosser med fantastiske vingefang på 2,5 meter. De fløj helt nede i bølgetophøjde. Finhvaler, der var større end hans 40 fods båd, så han i flok i Atlanterhavet. 24 dage i Stillehavet var regulært Efter Australien var jeg nede på grader sydlige breddegrad. Og derefter gik det helt ned til 57 grader ved Kap Horn. I Stillehavets 24 dage sov jeg en til to timer af gangen. Der var meget håndtering i båden. Det gjaldt om at holde en god hastighed, så man fulgte rytmen med vejrsystemerne, og ikke blev fanget af systemer, hvor der var vindstille. Jeg fik vejrmeldinger fra Commanders Weather hver tredje dag, og Bo Memhave var min assisterende meteorolog efter jeg mistede min store satellitsender. I det sydlige Stillehav er der ingen kommerciel skibsfart og dermed ingen rigtige vejrmeldinger. Jeg havde kontakt med land hver dag via e- mails. Jeg talte med min kone hver 14. dag, men det var svært når jeg skulle lægge røret. Merete (Jans kone, red.) var nok bedre til at håndtere det end jeg. Men vi skrev sammen hver dag. Det største følelsesmæssige problem var at børnene (Sarah og Jesper på tre og seks år, red.) udviklede sig meget mens jeg er væk. Stillehavet er mere regulært end det Indiske Ocean. Vidste du, at Jans personlig døgnrekord på turen var 297 sømil, som blev sat i Sydhavet? Den højeste hastighed på turen var 24 knob og blev sat i Sydhavet. Den 18. januar 2004 kollapsede svingkølens hæftning, 10 dage før Kap Horn, mellem Australien og Antarktisk. Der lød et brag da hydraulikcylinderen, den som holder fast på kølen, sprang. Og kølen svingede ukontrolleret rundt, og jeg kunne tabe kølen. Jeg fik bundet noget Spectra tov rundt om resterne af hydraulikcylinderen og kølens top, fik trukket den i midterstilling og indsat egetræsklodser. Skaden på kølen gjorde at den kun kunne svinges 15 grader ud og ikke 30, det kostede nogle dage, sammenholdt med at jeg sejlede flere tusinde sømil i andet reb fra New Zealand. Senere ved Kap Horn, kom uventet en storm med 55 knob. Og Sydamerika s kyst nærmede sig og bølgerne var 14 meter høje. Der var jeg bange igen. Med en stormfok på 5 kvadratmeter oppe løb båden alligevel 21 knob. Alt rystede om bord, men det gik. I sydatlanten på vej hjem var bl.a. vindstille, hvor jeg kun kom sømil frem i døgnet. Og det var stegende hedt, så det var ved at være uinteressant, især fordi der var karneval 200 sømil væk. Men jeg vil sige, at alle havene har deres charme - nogle mere end andre.

5 HOME SWEET HOME: Jan på vej ind i Langelinie Lystbådehavn mandag aften 15. marts efter 169 dage alene på havet. Foto: Per Heegaard. Fra Ankomsten til Langelinie Lystbådehavn den 15. marts 2004: Endelig sammen med Merete og deres to børn Sarah og Jesper, der fik lov at være længe oppe. Foto: Per Heegaard.