Er Johanne en ny Pia?

Transkript

1 Er Johanne en ny Pia? Engang skulle hele verden være socialistisk. Lighed skulle udbredes til ethvert folkeslag uden om kapitalismens konfliktskabende konkurrence, hvorefter freden ville sænke sig over alle verdenshjørner. Nu, hvor ligheden breder sig i form af en voksende global middelklasse, vil Enhedslisten øge den offentlige sektor og hjemlige investeringer og dermed fastholde den globale ulighed. Hvor blev visionen af? Johanne Schmidt-Nielsen i omgivelser, der minder beskueren om Holger Danske. Er hun tro mod egne idealer eller bevæger hun sig ad opportunismens fragmenterende vej for at indløse blot en smule af den indflydelse Enhedslistens mandater berettiger til. Var EL i virkeligheden mere seriøst, da det sagde nej til alt? Foto, Andreas Bro. Pressemateriale fra Der er skåret i hjemmehjælpen 5 millioner timer, siger

2 Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten så de ældre ikke længere får gjort rent i tilstrækkeligt omfang, kommer regelmæssigt i bad og får frisk luft. De skal sikres med rettigheder, mener hun. Ved at droppe planlagte skattelettelser til erhvervslivet og hæve skatten på kapitalindkomster vil Enhedslisten sikre 3000 nye ansatte i ældreplejen. Men har Enhedslisten tænkt på konsekvenserne af deres målrettede forslag til årets finanslov, eller har de blot overtaget Dansk Folkepartis strategi med isolerede og letforståelige forslag uden blik for helheden. Et rent og værdigt liv til alle Det er helt klart uværdigt at være tvunget til at leve i snavs og indeklemt luft, uden adgang til rent vand og ordentlige toiletforhold og det bør afhjælpes hurtigst muligt. Men det er jo ikke kun de få svagelige ældre i Danmark, som Enhedslisten vil sikre gennem rettigheder, der lever under sådanne vilkår. Og rettigheder bør vel gælde alle mennesker og ikke kun danskere. Vores velfærd er truet af den globale konkurrence. Men i andre lande har den globale markedsplads skabt uhørt vækst gennem de sidste 20 år, hvor millioner er hævet ud af fattigdom. De nærmer sig en tilværelse i den globale middelklasse med adgang til rent drikkevand og toiletfaciliteter. Måske får de engang med tiden også råd til lægehjælp, når de bliver syge og uddannelse til deres børn. Det er ikke nødvendigvis kernevelfærden i Danmark, der er truet af den øgede konkurrence og den globale omfordeling, man kunne også hævde, at det er vores luksusliv, der er truet. Velfærd eller luksus De gamle har opbygget velfærdsstaten, siger Johanne Schmidt Nielsen, og argumenterer for, at de derfor også skal have ordentlige vilkår i deres sidste år. Og hun har da ret. Velfærdsstaten er bygget af de ældre generationer med

3 Marshall-hjælp efter krigen, med EU-subsisierede erhverv og enorm gældsstiftelse, siden 1970 erne, hvor det virkelig greb om sig med sociale rettigheder. I begyndelsen af det tredje årtusinde tog vi så fat på de afdragsfrie lån og købte biler, køkkener og rejser til verdens fjerneste afkroge for belånt friværdi. Skik følge eller land fly? Pia Kjærsgaard iklædt tørklæde på et besøg i Iran. Er hun mere tro mod sig selv, end Johanne Schmidt Nielsen og Enhedslisten er. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside. Efterkrigstidens generationer har skabt statsbetalte institutioner, skolegang, uddannelse og uddannelsesstøtte, arbejdsløshedsforsikringer, veje, kloaker, rensningsanlæg og renovation, læge- og hospitalshjælp, transplantationer, sterilisationer, fertilitetsbehandling, kemoterapi, plejehjem, krisehjælp og hospicer. Til glæde for alle danskere. Vi har oplevet lønstigninger på aldrig før sete niveauer. Vi har købt TV, radioer, stereoanlæg, flere TV-apparater, biler, mountainbikes, en ekstra minibil og en motorcykel for sjov, samt endnu flere mobiltelefoner og dertilhørende abonnementer, personlige computere, flyrejser, storbyferier, skiferier og sommerferier, 5-6 uger om året, hvor vi ikke behøver at arbejde, 2 års dagpengeret, arbejdsløshedsunderstøttelse,

4 barselsorlov, barns første sygedag, sygeorlov, billetter til museer, forlystelsesparker og biografer. Der er da helt overvældende, er det ikke? Vi har alle sammen været (mere eller mindre) med, og det skal vi da glæde os over. Vi har prioriteret luksus over velfærd. Eller måske har vi ikke prioriteret, men snarere vænnet os til, at alt, hvad der er basalt og nødvendigt i tilværelsen (og mere til), det tager staten sig af. Imens har vi borgere haft frihed til alt det morsomme og luksuriøse. Og det er da herligt. Problemet er blot, at der er andre folk i verden rigtig mange endda som godt kunne tænke sig at leve på samme måde, som vi gør. De har bare ikke fået Marshall-hjælp, men har efter kommunismens fald i 1989 og den Kolde Krigs ophør, langsomt kæmpet sig ind i den globale økonomi, og nu, en 25 år senere, begynder de at mærke velstanden komme til dem. De har fået eller får i løbet af de næste årtier, hvis altså rapporterne fra FNs udviklingsfond holder stik, råd til lidt mere end at stille sulten. De får rent vand, toiletter med skyl og vaskemaskiner og adgang til skole og lægehjælp. Pia Kjærsgaard på udvalgstur i Afrika i midten af 1980 erne. I selskab med de to socialdemokrater, den senere EU-kommissær Poul Nielson, og den senere formand for

5 Europaudvalget, Claus Larsen Jensen. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside. Indtil videre arbejder disse mennesker for en meget lavere løn, end vi kunne drømme om at gøre og betaler ofte selv for deres velfærd. Nogle er begyndt at gøre sig som turister, rejser rundt og tager billeder af folk, der kører rundt med børn spændt fast i teltvogne bag på deres cykler og andre eksotiske vaner. Men for et meget stort flertal af verdens befolkning er der endnu lang vej at tilbagelægge, førend de når en vestlig levestandard. Venstrefløjen forsøger herhjemme at skærme os fra konsekvenserne af den stadigt mere åbne globale økonomi og den deraf følgende konkurrence. Det gør de f.eks. med retorik om løndumping og kapløb mod bunden, som skal signalere solidaritet. Men det er national solidaritet, langt fra socialismens tidligere internationale prætentioner, de signalerer. Johanne Schmidt Nielsen taler varmt for at øge den indenlandske efterspørgsel med statslige subsidier. I virkeligheden er den kurs en fortsættelse af den Kolde Krigs protektionisme, som kun tjener til at fastholde verdens befolkninger på deres nuværende niveauer; det vil sige den uretfærdige fordeling af goderne, som venstrefløjen altid har beskyldt kapitalismen for at udbrede og fastholde. Men ifølge FNs udviklingsfond er det færre handelsbarrierer og øget global handel, der danner baggrund for den positive økonomiske udvikling i Asien, Sydamerika og Afrika. Enhedslisten ser ikke, at de jobs, der flytter fra vesten, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske et andet sted på kloden. De ser ikke, at ligheden breder sig, at den globale middelklasse bliver større og at flere og flere kommer til at leve et værdigt liv i

6 selvforsørgelse. Socialisternes fokus på at øge den offentlige sektor herhjemme og sikre den nationale efterspørgsel gennem subsidierende investeringer er med til at fastholde de dybe skel mellem verdens fattigste og rigeste lande. Kapitalismens konkurrence var åbenbart kun i orden, da den sikrede billige forbrugsvarer til vestens arbejdere. Nu hvor konkurrencen skaber øget lighed mellem verdens befolkninger det socialismen ellers lovede er den ikke god nok. Så hvad er egentlig, de moderne socialisters vision for denne verden? Vi kan alle se, at der er noget galt, når de gamle kun kommer i bad, to gange om ugen. Vi har formodentlig også råd til at løse problemet. Spørgsmålet er blot, om det kan løses ved at udstede statsgaranterede rettigheder. Og det afgørende er ikke, om vi går ind for skattefinansieret velfærd eller brugerbetaling, det hele drejer sig om, hvordan vi prioriterer. Danmark har ikke brug for at Johanne bliver en ny Pia. Verden har ikke brug for flere national-opportunistiske politikere med blikket stift rettet mod det hjemlige. Lokale forhold kan ikke længere adskilles fra globale. Løsningen på den nuværende lokale krise findes ved at støtte den globale udvikling. Og så gør det da ikke noget, at middelklassen vokser i udviklingslande og at flere og flere får bedre vilkår og et værdigt liv i samme ombæring. Konkurrencesamfundets vildfarelse Af Jonas Møller, Silkeborg Højskole Iben Schmidt Jensens overvejelser fortæller os noget om, i

7 hvor høj grad vores tanker om skole, dannelse, uddannelse og arbejde risikerer at blive overtaget af konkurrencesamfundets logik. Når man som ungt menneske, der står overfor at skulle vælge uddannelse, føler, at man befinder sig i et kapløb med sig selv, og under uddannelsen deltager i et kapløb med de andre studerende, er det et udtryk for, at vi som samfund er ved at løbe løbsk. I iveren efter ikke at sakke bagud, med ambitionen om at blive verdens bedste i det globale kapløb, løber vi tankeløst og kompetencedopede derudaf uden at se os omkring eller tilbage. Og uden at nogen, tør spørge om, hvor vi er på vej hen; og da slet ikke om, hvor vi gerne VIL hen. Det eneste mål, der formuleres er, at du skal gå i skole for at få en uddannelse for at få et arbejde for at forbedre den danske konkurrenceevne for at sikre forsat vækst og velfærd fordi Ja, hvorfor egentlig? Hvad er egentlig formålet med vækst og velfærd; hvad vil vi med vores samfund i fremtiden. Det diskuterer vi ikke i tilstrækkelig grad. Og det er os alle sammen, der ikke diskuterer det: Politikerne gør ikke, medierne gør ikke og en almindelige befolkning gør ikke. Derfor er det her, indignationen har sin plads. Lad os i det mindste spørge os selv om, det er den manglende vilje og tid til at diskutere, hvad det egentlig er, vi vil med vores liv og vores fælles verden, vi skal oprøres over. Olof Palme sagde, at politik er at VILLE. Og vi har brug for indignerede politikere og borgere, der VIL noget og nogen gange tør sige fra, sige at vi vil noget andet end at følge den slagne vej. Politik og indignation hænger uløseligt sammen. Og heldigvis er der i mindst et tilfælde en politiker, der har sat tempoet ned for at overveje Danmarks kurs. Jeg citerer fra en artikel skrevet af en dansk politiker i dette forår: Udfordringerne for Danmark løses ikke ved at gøre Danmark til en konkurrencestat. Tværtimod. Det vil underminere de kvaliteter, der har bragt Danmark til et rigt og meget lige samfund, hvor der har været plads til livslang læring og

8 dermed er skabt eliter på alle niveauer, en stærk ligeværdighedskultur med vægt på selvstændighed og veludviklet social solidaritet, flade hierarkier, gensidig tillid og tradition for samarbejde på tværs af alle skel og grænser. Danmark behøver ikke at være en konkurrencestat, hvor borgerens retssikkerhed erstattes af en sagsbehandlers vurdering af ret og rimelighed og vejen til nyttiggørelse af den enkelte i konkurrence med de andre nyttige på et effektivt arbejdsmarked. Der er brug for, at meninger brydes. Hvis vi som et folk skal komme frem til det fælles bedste og dermed til et fællesskab, hvor vi hver især er forpligtet, så må meninger brydes, så må uenighederne frem og argumenterne fremmes på grundlag af oplysning. Folkeoplysningen skal inspirere og insisterer på at sætte eksistentielle problemer til debat. Folkeoplysningen er ansvarlig for at stå på sin arv og på ved hver en lejlighed at fremme den almene dannelse til borger og medborger, der diskuterer, hvad der er til fælles bedste og skaber rum til frihed og åndsfrihed igennem kappestriden i dialogen og refleksionen. Vi slår os sammen om denne udfordring, ikke for at vinde striden, men for gennem striden at komme nærmere vores demokratiske forpligtelse at diskutere grundenigheder for det fælles bedste. Ordene er Marianne Jelveds, radikal kulturminister og minister for højskolerne. Jeg er taknemmelig over at have en minister, der tør sige, at den kurs vi har lagt, er forfejlet, når den i for høj grad lægges ud fra egeninteresser og nyttebetragtninger, og dermed glemmer alt det, vi ikke kan måle og veje og gøre op i en faktura. Alt det, der gør en forskel og sikrer, at vi ikke forfalder til tankeløshed og ligegyldighed. Om et øjeblik overlader vi scenen til Det Radikale Venstre, og bolden er hermed givet op til at følge kulturministerens råd

9 om med mod, evner og indignation at engagere sig fuldt ud i diskussionen om det fælles bedste. Både i det Radikale Venstre, i resten af folketinget og der hvor vi færdes til dagligt. Men i disse dage i særdeleshed her på folkemødet. Hvis ikke vi er stand til at føre og insistere på den oplysende samtale her på Bornholm i disse oplivende rammer, er der for alvor grund til at blive indigneret. Hav et godt folkemøde! Efterskrift: De Radikale greb ikke rigtigt den bold, der blev spillet til dem. De hørte faktisk slet ikke talen, da de stod omme bag scenen og snakkede, mens de ventede på, at det blev deres tur. Og så gik Martin Lidegaard på og varmede op til, at Margrethe Vestager skulle holde sin TV2-News dækkede partiledertale for den danske befolkning. Han måtte dog lettere befippet padle i nogle minutter, mens vi på Folkemødet ventede på, at TV2- News var færdig med reklamerne, så Vestager kunne komme på skærmen. Efter talen blev der så afholdt et ipod-battle mellem de Radikales Morten Østergaard og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. If I can t dance, it s not my revolution Enhver bevægelse bliver ekskluderende hvis den ikke gøres sjov, kreativ og indbydende, og mener man, at højskolebevægelsen skal formes af midaldrende forstandere på talerstole, er det sandt, at denne ingen fremtid har. Opfattes højskolerne derimod som arnested for kreativitet,

10 mangfoldighed og international dannelse i blandt en bred gruppe unge, med forskellig kulturel baggrund, rummer højskolerne derimod et enestående potentiale for at skabe en bevægelse med fokus på at skabe forandring til det bedre. I seneste udgave af Højskolebladet kan man læse, at Højskolebevægelsen er død og har været det længe. I samme udgave berettes der ligeledes om, at de gamle bevægelser, som højskolebevægelsen, kæmper en dødskamp og langsomt erstattes af enkeltsagskultur. Dette rummer en lille del sandhed, men på samme tid afslører det et forældet og misforstået syn på højskolen, såvel som på hvad en bevægelse kan og bør indeholde. Hvis verden skal forandres til det bedre, skal der handles og udøves indflydelse, det være sjovt at være med og så skal forandringen skal komme fra folket. Men hvor samles positiv energi, motivation og fælles formål på tværs af kultur og politik? På højskolerne, naturligvis. Lad os bruge udviklingsproblematikken og Barack Obama som eksempler. Social forandring kræver folkelig bevægelse og en folkelig bevægelse Det er afsindigt hårdt at beskæftige sig med verdens realiteter og egentlig ikke specielt morsomt. Alt for mange mennesker lever i fattigdom, uden rettigheder og under forhold vi tvinger os selv til at ignorere for at kunne falde i søvn om aftenen. Dykker man for dybt ned i fortællinger om kasteløses vilkår i Indien og Nepal, mennesker i Nairobis slum og for krigens ofre i Syrien er nattesøvnen for alvor truet og hovedpinen vokser. Den bekvemme udvej er at erstatte Deadline med The Daily Show med John Stewart, Politikens kultursektion studeres på bekostning af udenrigsstoffet i første sektion ligesom abonnementet på Information for længst er opsagt. Dette er ærgerligt, men egentlig ikke hverken uforståeligt og desværre heller ikke uden grund. Det er jo en alvorlig sag at forandre verden og ikke noget man som et enkelt menneske uden videre kan overskue. For at skabe forandring har vi brug for

11 en bevægelse, en sammenslutning af mange individer, som alle har samme overordnede formål. De skal ikke være enige politisk, for fattigdom og nød er ikke et politisk spørgsmål, men de skal være enige om et bestemt menneskesyn og de skal være fælles om troen på positiv social forandring. For nu at foretage et kvantesidespring, kan Obamas 2008-kampagne være behjælpelig med at finde vej, for denne bevægelse. The story of Now, Self and Us Da Obama i 2008 blev valgt som USA s præsident, formåede han at gøre budskabet om Change We Can Believe In til et samlende budskab for kampagnefolk og tusinder af frivillige i hvad der nærmest lignede en social bevægelse og hvor befolkningen blev inkluderet i en fælles mission. Men hvordan samlede Obama i 2008 godt 70 millioner amerikanere bag budskabet om forandring, håb og fremskridt? 70 millioner mennesker som repræsenterer et sandt kludetæppe af økonomiske, politiske, og kulturelle synspunkter? Han bød dem til dans og valsede til en stensikker valgsejr over John McCains statistiske og stillestående facon. Det første den amerikanske Havard-lektor Marshall Ganz gjorde, da han blev bedt om at få Barack Obama valgt som USA s 44. præsident, var at gennemføre et centralt princip, som meget vel kan have været afgørende for udfaldet af valget. Ganz understregede vigtigheden af, at alle omkring valgkampen skulle være en del af en fælles fortælling. Fortællingen skulle dog ikke dikteres af kampagneledelsen, som det ofte er tilfældet, men udspringe af de frivilliges egne erfaringer og drømme. Det var med andre ord ikke manden på talerstolen som entydigt lagde en retning for kampagnen, men derimod de frivillige selv. Ganz stillede en række spørgsmål til striber af frivillige, ledende politikere og mediefolk og Obama selv. I første omgang

12 bad han dem formulere The story of Now : Hvor brænder det hvad er problemet med verden, lokalt som globalt?. Herefter bad Ganz folk formulere The story of Self, hvor egne bekymringer og løsninger var i centrum. Han spurgte hvilken rolle den enkelte person spiller i forhold til det store perspektiv og ikke mindst hvilken motivation den enkelte havde til at gøre en indsats for en positiv forandring i USA og verden. Til sidst spurgte Ganz dem alle, hvordan og hvorfor deres overvejelser er relevante for alle amerikanere og hvordan alle amerikanere kunne samles i The story of Us. Barack Obama en politisk fiasko, som er en folkelig succes Resultatet af overvejelserne var en bevægelse, hvor den enkelte frivillige følte medejerskab over det samlede budskab. Et simpelt budskab, som alle kunne tilslutte sig og genfortælle overalt hvor de kom frem. Denne fortælling kunne være individuel fra person til person, men kom automatisk til at indeholde en positiv forventning om Change. Og ikke bare forandring. Men forandring vi kunne tro på! Og det virkede. Det virkede i så høj grad at selv Nobelkomiteen faldt i med begge ben og gav Obama fredsprisen udelukkende på en forventning om Change, alt imens dronerne eksploderer over hovederne på folk i Pakistan, Afghanistan og Irak og helt uden tab af amerikanske soldater. Obama blev valgt, og valgt igen og er en kæmpe succes og foregangsmand for alle som ønsker at inkludere frivillige kræfter i arbejdet for forandring. Der var masser af empati og sikkert stort set udelukkende positive intentioner, desværre uden megen mulighed for at sætte handling bag ordene. Forandringen i USA er vanskelig at få øje på og det er ikke sikkert, at komiteen bag Nobels fredspris er ubetinget begejstrede for amerikanernes indsats for fred i Mellemøsten. Fælles front i kamp for social forandring er en no-brainer. På samme måde må bestræbelserne for større social lighed, belært af erfaringer fra Obamas valgkamp, gøres til en inkluderende og levende bevægelse, hvor det at være bevist om

13 verdens uretfærdighed og have ambitioner om forandring og bæredygtighed ikke være en sur pligt for de få frelste. Derimod skal kampen for social forandring være dansende let, sjov at tage del i og fyldt med kreativitet og mod. Når verden skal forandres til det bedre (hvilket ikke er til diskussion), kræver det naturligvis mere end at et enkelt menneskes liv er blevet forandret. Det kræver mere end at en enkelt oplyst højskoleelev formulerer sit krav om social forandring i sin rus efter 4 måneders højskole, hvor fællesskabet har bakket op omkring solidaritet med de mest udsatte i verdens udkantsområder. Det kræver også mere end NGO ernes ihærdige og utrættelige arbejde og det kræver langt mere end Danmarks første og eneste kompetente udviklingsminister. Det kræver en folkelig bevægelse, hvor det er sjovt at være med. Jeg kan kun komme på ét kvalificeret svar, når jeg skal svare på spørgsmålet om, hvor denne bevægelse skal komme fra, og det er hverken fra forstandere, fra bestyrelser eller skribenter på højskolebladet eller denne blog. Men fra højskoleeleverne. For hvem kan bedre gøre kampen for social forandring legende, kreativ og dansende end unge som uden udsigt til eksamen, forventningspres, SU-straf og nedsat kontanthjælp kan koncentrere sig om at diskutere problematikker, som inkluderer selv verdens fattigste. Megen kærlighed, men for lidt magt. Lad det være klart, at jeg ikke mener, at idealisme og højskoleelevers mulighed for at være skabende i en bevægelse for social forandring kan løse problemerne for verdens fattigste og fastlåste positioner i international politik.

14 Altmuligmanden Adam Kahane kender om nogen til fastlåste positioner i international politik. Kahane, som har universitetsgrader i Fysik, Konfliktløsning, Økonomi og sågar excellerer som klassisk cellist, var med succes medvirkende til at sammenbringe ledende figurer i Sydafrika omkring forhandlingsbordet i forbindelse med ophævelsen af apartheidregimet. Kahane peger i sin bog med den poetiske titel Power and Love på vigtigheden af, at idealismen følges med realitetssans og realitetssansen ikke overskygger idealismen. Magt uden empati kan give store resultater, men er ofte undertrykkende og kortsigtet. Empati uden magt er nyttesløs, men kan også skabe fællesskaber som undertrykker retten til forskellighed igennem manglende sikring af rettigheder og friheder. Martin Luther King udtrykte det således: Power without love is reckless and abusive, and love without power is sentimental and anemic. Vildere klovn, vildere. Dans! På denne blogs facebookside kan man finde et link til en rapport, som peger på, at højskolen ændrer livet. Altså det enkeltes liv. Ikke livet som sådan, forstås. Slet ikke alle menneskers liv. Men forandringen starter ved at individet bevæger sig og denne bevægelse er selve højskolebevægelsen. For at skabe forandring i samfundet omkring os, er det dog oplagt at pege på, at der er brug for et langt bredere elevgrundlag for højskolerne, som Niels Gerner Nielsen også peger på her på bloggen, for at denne bevægelse kan brede sig ud.

15 De danske højskolers forskellighed, fagligt såvel som pædagogisk, konstituerende for, at højskolerne kan skabe bevægelse, men forskelligheden kan godt blive større. På tværs af fag, faciliteter, politiske og kulturelle synspunkter kan man som højskoleelev på højskolerne danse (røven ud af bukserne) og på samme tid og sted diskutere menneskelivet alt imens man har det sjovt. For hvem vil være med, hvis det ikke er sjovt? For som kvinderettighedsforkæmperen Emma Goldman engang sagde: If I can t dance, it s not my revolution. Dramatisk politik og politisk drama I løbet af det forgangne år skete det umulige. TV-historie blev skabt. Og endda i den bedste sendetid. Vi taler naturligvis ikke om at det lykkedes at krænge endnu en sæson Dans med de (semi)kendte ud af de efterhånden godt gennemtærskede dansesko på tv2. Heller ikke at Linse Kessler sammen med Jørn Ege ( penislægen, De ved) knuste en dames silikonebryster på en tilfældig københavnsk cafe, mens kameraerne rullede. af Malthe Ibsen Sørensen, Ubberup Højskole Næh, årets helt store kopernikanske vending inden for mainstream TV er naturligvis at politikken har gjort sit indtog i søndagsunderholdningen. Endda i begge DR s store dramaserier. I både Borgen og nu også i Forbrydelsen er Christiansborg rykket helt ind under hyggeplaiderne i de

16 danske stuer.det store spørgsmål, vi må stille os selv, er, om det gavner det folkelige politiske engagement. Václav Havel ( ). Blandingen af kunstner og politiker er for sjælden. Havel var Tjekkoslovakie ts sidste præsident fra 1993 og Tjekkiets første til Van Rompuy, formand for det Europæiske Råd, skriver godt nok en del haiku, men vi savner stadig et menneskeligt gesamtkunstwer k. Birgitte Nyborg stormer rundt mellem spindoktorer, statsbesøg fra Turgisien og fredsforhandlinger mellem Nord- og Sydkharun

17 (!?), mens Sarah Lund snuser sig frem til snavset mellem departementschefer, (hængte) statsanklagere og justitsministre. For få år siden havde en sådan konstellation af Christiansborgpolitik og tv-underholdning været absolut nogo i redaktørkontorerne i DR-byen. Man kan levende forestille sig den håbløse situation, hvor en velmenende manuskriptforfatter pitcher sin forrygende ide om et drønspændende dramatiseret trafikforlig for underholdningsredaktøren. Underholdende politik og politik som underholdning Nu kan man selvfølgelig indvende alt muligt mod den fremstilling af politikken, som finder sted i TV-dramaerne. F.eks. at politik gøres til en unødvendig hård og modbydelig sfære, hvor det eneste der tæller er meningsmålinger og troværdighedsundersøgelser. Partifællerne står på spring for at slagte formænd- og kvinder. Spindoktorerne lusker evindelig rundt i kulissen med en degradering og en tilbagetrækning, hvis en politiker skulle komme til at sige noget, hun rent faktisk mente, og familier og børn svigtes i et omfang, så det burde føre til øjeblikkelig tvangsfjernelse. På den måde viderefører Borgen og Forbrydelsen blot den almindelige fremstilling af politik i nyhedsudsendelse efter nyhedsudsendelse og ekspertkommentar efter ekspertkommentar naturligvis formidlet udelukkende af enten Christiansborgjournalister eller eks-ministre med karrieren i bakspejlet. Det er selvfølgelig ikke særligt frugtbart for folkets nødvendige evne til at kunne spejle sig i deres repræsentanter på tinge. Hvis ikke der finder en vis grad af genkendelse sted, når folket iagttager de folkevalgte, ender vi med at have et elitært system, hvor politikken er reduceret til teknokrati og hvor kun en særlig politisk klasse bestående af djøf ere og udvalgte medlemmer af journaliststanden reelt sidder på magten.

18 Politisk kunst. Den tjekkiske kunstner David Černý skabte stor ballade da hans kunstværk Entropa blev hængt op i ministerrådets bygning i Bruxelles. Mere af den slags! Men så slemt står det ikke nødvendigvis til i dansk politik. Og man må retfærdigvis kippe en smule med flaget, når det er lykkedes instruktører og manuskriptforfattere at bringe Christiansborg ind i folks stuer på en både populær og vedkommende facon. Men det sjove er at det sker på et tidspunkt, hvor vi igennem længere tid har vænnet os til at harcelere over en anden og beslægtet problemstilling. Nemlig at politikken øjensynligt er blevet reduceret til underholdning. Gang på gang kan vi i avisernes debatsider læse at NU er politikken blevet til personfnidder og skandalejournalistik. Beviser Helle Thornings skattesag, rygtefnidderet om Stephen Kinnocks seksualitet og sagen om Lars Fadbamse Løkkes hotelfakturaer ikke bare at politik er blevet til ren forfladigende og personfikseret

19 underholdning? Hvad er der blevet af den politiske substans?, er spørgsmålet, der bliver ved med at dukke op og true med at slukke enhver forhåbning om, at vi kan videregive et levedygtigt demokrati til fremtidige generationer. Desværre er spørgsmålet ikke lige til at feje af vejen. Det er faktisk et problem, at vigtige politiske spørgsmål drukner i fiktionaliseret Christiansborgdrama på den ene side og personfikseret Se og Hør-journalistik på den anden altså i den virkelige verden. Den politiske substans har det vitterligt ikke nemt i dagens mediebillede. Politik som kunst eller kunst som politik Problemet lader sig ikke løse ved på evig kulturpessimistisk vis at pege på den nye tids forfald. For dette forfaldsargument bygger nemlig på en falsk modsætning. Nemlig modsætningen mellem æstetik altså i dette tilfælde det underholdende element på den ene side og politik her den egentlige politiske substans på den anden. Allerede kort før anden verdenskrig grublede den tyske filosof Walter Benjamin over dette besynderlige begrebspar, æstetik og politik. Hans bekymring drejede sig ikke så meget om Forbrydelsens overtag over finanslovsforhandlingerne, men om fascisternes æsteticering af politikken. Når Benjamin iagttog de højreradikales gigantiske massedemonstrationer og sportsbegivenheder, rislede det ham koldt ned ad ryggen. Når nazisterne i Tyskland fx begejstrede befolkningen med opulente spektakler som skulle tilvejebringe følelsen af at tilhøre det tyske folk, var det, ifølge Benjamin, nemlig ikke et udtryk for et ærligt ønske om at give folket hvad der var deres ret, men derimod et forsøg på at købe masserne ved at give dem mulighed for at komme til udtryk. Æsteticeringen af politikken var ikke andet end et slet skjult propagandamiddel, der blot skulle tjene til opretholdelsen af førerkulten. For Walter Benjamin fandtes der kun ét modtræk mod fascisternes

20 æsteticering af politikken, nemlig kommunisternes politisering af kunsten. Tænk nu lidt stort. Vladimir Tatlins tårn fra 1919 som skulle være både hovedkvarter og monument for den tredje internationale (Komintern). Desværre blev det aldrig bygget. I modsat fald havde det været 100 m højere end Eiffels tårnstump i Paris. I dag færdes vi heldigvis i et noget anderledes politisk klima. Hvor problemet for Benjamin var at politikken var blevet overophedet, ligger den politiske temperatur i dag nærmere frysepunktet. Når den politiske substans i dag bliver væk i drama og personfnidder, er vi nået til et punkt, hvor

21 svaret på problemet ikke er den tilbageskuende og i bund og grund utopisk reaktionære gestus, som kulturpessimisterne forfalder til. Tværtimod må vi blæse nyt liv i de politiske diskussioner ved at igen at æsteticere politikken. Tilbage med opråb, flyveblade og politiske spektakler! Hvad politikken har brug for er ikke mindre, men mere æstetik. Nu skal det her selvfølgelig ikke blive til en hyldest til fascistiske masseoptog, og det er klart at man skal være meget varsom med at blande politik og æstetik. Det kommer uvægerligt til voldshandlinger, når den politiske temperatur har nået en hvis højde, som Ernst Jünger engang skrev. Han var Walter Benjamins samtidige og på mange måder hans modstykke og diametrale politiske modsætning.. Det er også klart at man ikke skal kigge ret langt i f.eks. syd-østlig retning for at finde eksempler på lande, hvor det politiske klima bestemt ikke trænger til opvarmning. Men når det er sagt, kunne vi virkelig godt bruge lidt politisk kreativitet en gang i mellem. Både i form af politisk kunst, men også som politisk æstetik. Den politiske temperatur kan trods alt også blive for lav. Forhåndsbeklagelse: Det har ikke været os mulige at finde rettighedshavere til de brugte illustrationer. Såfremt der er nogle, bedes de henvende sig. Borgens Store Filosoffer af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole. Der er mange måder, hvorpå vores politikere minder om de store gamle filosoffer. Det er ganske vidst ikke altid det indtryk, man får, når man følger årets gang på Christiansborg. Gør man

22 det, kan man nemt blive i tvivl om, hvor man bør sætte sit kryds, da også politikerne ofte virker som nogen, der tvivler på deres egne holdninger. Helle Thorning Schmidt (S) kan både gå ind for efterløn og for afskaffelsen af samme. Lars Løkke Rasmussen (V) kan tale om lettelser i topskatten for de rigeste og om ikke lettelser i topskatten til de rigeste. Indføre fedtafgift og ville afskaffe den igen. Thulesen Dahl og DF kan være med til at afkorte dagpengeretten og have lyst til at forlænge den igen. Det er som om, politikerne ikke forstår, at deres love har konsekvenser, og at det derfor ikke er hip som hap, hvad de siger, mener og gør. Der skal være plads til at ændre holdninger, hvad skulle vi ellers med frihed og demokrati? Og det er jo ikke på samme tid, Thorning og Rasmussen mener noget forskelligt om det samme. SFs politiske ordfører Jesper Pedersen kan til gengæld i samme åndedrag indrømme, at der ikke er fattige i Danmark og samtidig bekæmpe fattigdom i Danmark. Indtil videre har vi diskuteret absolut og relativ fattigdom, SF opererer nu også med en slags metafysisk fattigdom (og for at bekæmpe den, må vi jo hæve skatterne). Det strider mod kontradiktionsprincippet,* som Aristoteles formulerede det, og fører til ovennævnte absurditeter. Fornuft og Forbud Der er ingen grund til at fortvivle. En nøgle trukket hen over medielakken afslører hurtigt et ekstra lag hos de folkevalgte. Ikke nok med at de vil os det bedste, de kan også være morsomme og tankevækkende. Hvem morede sig eksempelvis ikke over Özlem Cekic (SF) og Joachim B. Olsens (LA) fattigdomsdiskussion i det sene Og tankevækkende er det, når Karina Lorenzen, SFs forbrugerordfører, siger således: Jeg synes ikke, der er noget galt med forbud, hvis de bliver udstedt af fornuftige

23 mennesker. Og vi er jo fornuftige mennesker i SF. [ ] Det er alt for kompliceret for almindelige borgere at overskue, hvad der er usundt, og hvad der ikke er. Hun minder mig om den store filosof Platon, der levede fra 427 til 347 fvt og navnlig Platons Hulelignelse. Jan Saenredam ( ) har her illustreret hulelignelsen fra Platons værk Staten. Vi ser, hvordan flertallet forfærdes, skræmmes, glædes og diskuterer skyggebillederne i øverste højre hjørne i den tro, at det er virkeligheden. Længere står en flok mere indsigtsfulde personer, som enten har været helt uden for hulen eller står og samler mod til at gå ud i det hårde dagslys. Fra solen stråler sandheden om det gode lige ned i øjnene på folk og forvandler dem til filosoffer og politikere. Man kan sige, at regler, regulativer og lovforslag

24 nærmest stråler direkte fra solen, gennem filosofferne og ned på befolkningen nederst i hulens mørke. Til forskel fra Lorenzen så Platon ikke verden som kompliceret, snarere som et blændværk. Eller rettere; de fleste mennesker lever i illusionernes verden, mente han dog ikke filosofferne. Nu om stunder ved befolkningen ikke, hvad der er godt for dem selv. Og den lytter ikke til politikernes oplysningskampagner. Platon havde et lignende problem måske grækerne havde filosof-lede, sådan som vi nu har politikerlede. Selv de bedste filosoffer oplever, at folket flest finder dem komplet ubrugelige. Men Platon fastslog at skylden ikke ligger hos filosoffen, men hos den, der ikke forstår at bruge filosofien (jf. Staten 489b). Platon tog temmelig radikale midler i brug. Han ville afskaffe al ejendomsret også den over kroppen og lade filosofferne administrere opdragelsen af samfundets borgere. Han var heller ikke demokratisk sindet. Det virker mere nutidigt at lade borgerne administrere deres egne midler i hvert fald i et vist omfang. Man kan jo altid forsøge at hjælpe den private administration af indtægterne med en smule afgifter (altså på den del indtægten, der ikke er pålagt indkomstskat). Sandheden er sund og simpel Politikerne har jo ret i, at verden er kompliceret og derfor er det nødvendigt med folk, der kan forklare noget af denne kompleksitet for befolkningen og finde ind til det mere langtidsholdbare i al omskifteligheden. Og man kan se det: usund livsstil er tydeligvis forbundet med kort uddannelse. Platons filosoffer skuede klart forskellen mellem verdens illusoriske fænomener og så det evige og virkeligt gode. Og det gode er både simpelt og sandt. Jeg tænker, at Platon helt sikkert ville vælge sushi frem for flæskesteg og brune kartofler, havde han levet i dag. Og det er ikke blot på grund

25 af det gode ved sushien, det er ligesom også sværere at bevare de klare linjer, når den brune sovs flyder sammen med rødkål og kartoffelkrummer. Den sunde krop holder længst, den er med andre ord tættere på evigheden (og det guddommelige), end den hedonistisk arede, usundt ødelagte krop. Og her har vi et problem: Befolkningen bliver mindre og mindre evig. Den motionerer for lidt, spiser usundt, bliver tykkere, får diabetes etc. Og hvis sjælen er sund i et sundt legeme, hvad er den så i et usundt? Måske skal vi bare smide Mcdonalds ud af landet, som Özlem Cekic foreslog? Der er alt for mange fristelser. Det skønne, det gode og det sande er simpelt minimalistisk. Og det er netop filosofferne hos Platon, der er i stand til at lave denne distinktion mellem det evige og uforanderlige og fænomenernes mangfoldige og stadige skiftende verden, og derfor er det filosofferne, der skal køre showet (Staten 484b). I dag er det soleklart, at det er politikerne, der kan skelne mellem det, der giver et sundt, langt og produktivt liv og supermarkedernes ugentlige slagtilbud i farvestrålende emballager. Derfor er det også politikerne, der [ ] skal sørge for, [ ] at der bliver skabt rammer, som gør det nemmere at vælge at leve sundt, som Lone Dybkjær i sin tid sagde, da hun var sundhedsordfører for de Radikale. Og rammer rimer på afgifter. Politikkerne skal høre for meget, også her, og det er måske ikke rimeligt. De er jo, som Platons statsfilosoffer, forpligtede i kraft af deres indsigt. Desværre findes der en lille undersøgelse, der forsigtigt antyder, at befolkningen sparer på de sunde fødevarer, når priserne hæves for at få råd til de farvestrålende slagtilbud. Det ser altså ud til, at befolkningen har sin egen vilje. Det er også forbandet, der er så hyggeligt i hulen foran skyggebillederne.

26 Note * Den bærende ide i modsigelsesprincippet (kontradiktionsprincippet) er, at noget ikke kan være sig selv og det modsatte på samme tid. A kan ikke være B og ikke-b på samme tid. Der ligger det i det, at hvis vi skal tale fornuftigt sammen, nytter det ikke, at vi påstår et og det modsatte om tingene.