Prædiken til søndag, 1. februar 2015

Transkript

1 Prædiken til søndag, 1. februar 2015 Prædikenen i dag handler om at føle sig og at være svag, at være lille, at erkende og acceptere, at man af og til er så magtesløs og hjælpeløs, at man har brug for hjælp udefra. Og, ja denne prædiken bliver måske lidt mere personlig end ellers. Derfor vil jeg her i begyndelsen kort komme tilbage til både den tekst, som vi læste i starten af gudstjenesten og den sang vi hørte lige før for at få en slags rød tråd gennem hele gudstjenesten. Vi startede med at læse en tekst fra begyndelsen af Salme 121 om at vor hjælp kommer fra Herren. Det er noget, vi stoler på. Og så hørte vi en sang, der giver til udtryk, hvor svag og lille vi kan være, og at vi nogle gange næsten ikke kan høre Gud midt i den storm, som vi måske befinder os i for øjeblikket. Alligevel takker vi Gud for det, Han gør og for den, Han er. Men gør vi nu også det hele tiden? Er vi i alle situationer hvor det hele ikke er så let er vi så alligevel stadigvæk så sikre på dette og stoler fuldt og fast, urokkelig og utvivlsomt, uden at trække en mine, på, at Gud er der og hjælper os? Det tror jeg personlig nemlig ikke så rigtigt på. Jeg vil gerne bede Jer om at rejse Jer for at lytte til prædiketeksten for idag den er denne gang taget fra Det Gamle Testamente, Salmernes bog, kapitel 71 og versene 1 til 6. Rønne Metodistkirke,

2 (1) Hos dig, Herre, søger jeg tilflugt, lad mig aldrig blive gjort til skamme! (2) Red mig og befri mig i din retfærdighed, vend dit øre mod mig, og frels mig! (3) Vær min tilflugts klippe, den borg, hvor jeg finder redning. For du er min klippe og min borg. (4) Min Gud, red mig fra ugudeliges magt, fra uretfærdiges og undertrykkeres hånd! (5) For du, Herre, er mit håb, fra min ungdom var du min tilflugt, Herre, (6) fra fødslen har jeg støttet mig til dig, det var dig, der tog mig fra moders liv, min lovsang gælder altid dig. I må gerne sætte Jer igen! I har sikkert læst denne tekst mere end en gang i Jeres liv. Og I har måske også brugt denne tekst som en stille eller højlydt bøn i en situation. Men har I nogensinde spurgt Jer selv om, hvorfor denne tekst egentlig findes i bibelen? Hvorfor denne tekst overhovedet blev skrevet? Hvorfor synes skribenten, at det er nødvendigt at skrive en sådan tekst? En tekst eller en bøn, hvori han beder Gud om hjælp i en svær situation? Stoler han ikke på, at Gud hjælper ham? Hvorfor beder han om det igen, når han jo egentlig ved, at Gud hjælper ham? Kunne man tænke sig, at vi mennesker måske alligevel ikke er sådanne Superman-kristne, der føler sig ak så sikre på deres tro, som det i første øjeblik måske ser ud til udadtil? Rønne Metodistkirke,

3 Kunne det tænkes, at vi bag facaden alligevel tvivler, er kede af det, er frustrerede, er rædselsslagne, lamslået, skrækslagen af forskellige situationer, som vi er havnet i at vi rent faktisk har store problemer med at se Gud i den storm, som vi er ude i? I hvert fald af og til? At vi har det som disciplene i båden ude på søen, der hunderædde for at synke og drukne det næste øjeblik, fordi det stormer og båden er ved at fyldes med vand af bølgerne, der kommer ind over randen? At vi ikke kan se Guds lys i de høje bølger, i skummet fra det oppiskede vand at vi ikke længere kan høre Guds stemme i stormens larm? At vi har det som salmeskribenten fra vores prædiketekst, der råber og skriger og trygler Gud om hjælp i en alvorlig situation? Kan I huske teksten om den kana'anæiske kvinde, der er så fortvivlet og beder Jesus om at helbrede hendes syge datter? Hun siger til Jesus på et tidspunkt i Mattæus 15:27 "De små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord." Nogle af jer ved sikkert, at Marcel og jeg ikke har det altfor nemt for øjeblikket og kæmper os gennem hverdagen for tiden, fordi vi ikke har noget arbejde og heller ikke får dagpenge eller anden støtte. Jeg vil ikke uddybe vores situation her, fordi vi ikke er de eneste i verdenen, der kæmper med noget, der er hårdt. Alligevel vil jeg være jeg ret personlig, når jeg fortæller Jer, at jeg faktisk nogle gange kan føle mig som en af disse hunde under bordet henne i hjørnet, forskræmt af deres herre og hele situationen og bare venter på en lille brødkrumme oppefra for at kunne leve videre. Rønne Metodistkirke,

4 Mon ikke også du kan have det sådan nogle gange, at du mest af alt egentlig har lyst til at råbe din fortvivlelse ud som salmisten "udfri mig fra denne her situation"? Det hele kan se så meningsløst ud, der er barrierer, der er sten på vejen, der kæp i hjulet, som får os til at snuble igen og igen "Hvorfra kommer min hjælp?" "Min Gud, red mig" "Lad mig ikke blive til skamme" "Vær min tilflugt og min borg" TVIVL ER MENNESKELIG "For du Herre er mit håb, fra min ungdom var du min tilflugt", står der i vers 5 af vores prædiketekst for idag. For mig er dagens prædiketekst et udtryk for, at selvom vi egentlig har lært det, at selvom vi egentlig har fået det ind i rygmarven, ind i hjernen, i hjertet, i sjælen, Rønne Metodistkirke,

5 ja, så er det nogle gange ikke så nemt, bare at holde fast i det og lade som om ingenting i en situation, hvor det måske brænder på. Venner det er mere end menneskeligt at tvivle engang i mellem, at miste fokus'en på Guds lys, at være usikker, at være fortvivlet, at føle sig fortabt, ladt i stikken, at være så rådvildt, at man ikke engang kan ane Guds stemme længere. Det er jo netop dét, som salmisten udtrykker i sin tekst her i salme 71:1-6. Hvorfor tror I ellers, at denne tekst er skrevet ned og taget med i bibelen? Salmisten er hunderæd i en situation, hvor han på godt dansk "står med håret i postkassen" og véd ikke, hvordan det hele skal gå videre. Han råber i sin fortvivlelse til Gud om hjælp. Og det er netop dét, at han selv på den ene side siger, at han har troet på Gud helt fra sine unge dager af (også i sådanne situationer) men at salmisten på den anden side ser sig ledsaget til ikke at kunne gøre andet, end netop at råbe til Gud og trygle Ham om hjælp. Som om han ikke er så sikker på det usynlige trosfundament, som han står på. Som om han ikke har den tryghed, som han ellers ønsker sig. Salmisten håber at få hjælp hos Gud og det vil han få hos Gud. Jeg vil gerne vise Jer et billede, som jeg tog lige før nytår på en tur langs stranden nede ved Dueodde. Og det er netop den dobbelte symbolik i billedet, der slog mig. (vis billedet) Rønne Metodistkirke,

6 Det er både redningsringen i forgrunden og selve fyret i baggrunden. Faktisk to ting, der er symboler på den måde, som Gud hjælper os på. Selvom vi en overgang ikke ser lyskeglen fra Guds fyrtårn, så kaster Han en redningsring til os, så vi ikke drukner. Og skulle vi føle os som en sten, der er sunket ned til havets bund, og er ved at blive tildækket af sand og slam så får vi også dér en redningsring fra Gud og han henter os op igen. FACIT Lad os altså holde fast ved, at vi ikke behøver at være Superman-kristne, når livet er svært. Og vi behøver ikke at have dårlig samvittighed over, at når hele vores livsgrundlag og hele vores trosfundament synes at skride at vi så råber til Gud om hjælp og udfrielse. Selvom vi jo egentlig kan synes at det er fuldstændig overflødigt fordi vi jo véd, at Gud hjælper os. Hvorfor skulle vi bede om noget, som vi jo egentlig i bund og grund véd, at vi får? Af tre grunde: 1. Vi er mennesker 2. og vi er ikke perfekte 3. Gud er der altid selvom vi ikke ser Ham her og nu, hvor livet er svært! Og dét er jeg taknemmelig og glad for! Amen! Rønne Metodistkirke,

7 Lad os bede: Gud Fader jeg vil egentlig bare sige dig tak, fordi vi kan råbe til dig og bede dig om hjælp i situationer, hvor vi er fortvivlet og ikke ser dig. Vi er her på jorden og har ikke den samme overblik som Du har. Derfor er jeg glad for og bare taknemmelig for, at Du kaster en redningsring til os og at også den værste storm stilner igen på et tidspunkt og at vi så igen får øje på lyskeglen fra fyrtårnet på land! Tak for Din nåde mod os Tak fordi Du altid er der! Amen! Rønne Metodistkirke,