Om kunst og kunstnere i flygtningelejre

Transkript

1 Om kunst og kunstnere i flygtningelejre

2 2 Læs mere om projektet på Hvis du vil vide mere, booke udstillingen eller have oplysning om køb af billeder, kan du skrive til os på eller ringe på /

3 Kunstens ukuelighed Art on the Run er en udstilling om livsglæde og skaberkraft. Der, hvor Afrikas sol brænder nådesløst på bulede bliktage, og hvor dagligdagen er en kamp for overlevelse der bryder kunsten op af ørkensandet. Kunst har ellers kummerlige vilkår i udviklingslande; der er langt til offentlige støttekroner og fine udstillingssteder. Men kunsten har dybe rødder i Afrika, og ser man på billederne i Art on the Runudstillingen, er der tydelige træk fra kontinentets kulturelle tradition. Mange af billederne afspejler stilarter, som vi europæere har tyvstjålet fra Afrika, og som vi i dag tror er vores egne. Picassos masker og hele den kubistiske tradition er for eksempel ikke en vestlig opfindelse, den har Picasso hentet i traditionel afrikansk kunst og kunsthåndværk. Når afrikanske malere en sjælden gang dukker op i Vesten, er de tit og ofte blevet rettet til eller MacDonaldiseret og maler, som vi gerne vil have det i vores stuer herhjemme. Sådan er det ikke med billederne i Art on the Run. Her maler kunstnerne på deres egne præmisser og viser deres helt egne stilarter. Det gør udstillingen til en spændende og uendeligt livsbekræftende oplevelse: Kunsten er en universel udtryksform, der ikke kan holdes nede. Venlig hilsen Jens Galschiøt, billedhugger og anmelder på Smagsdommerne 3

4 Om Art on the Run Art on the Run er skabt af Torben og Jesper. Det er båret af et fantastisk venskab og en passion for at hjælpe og gøre en forskel. Vi har begge to mange års erfaring med udviklingsprojekter Torben som fotograf og pædagogisk konsulent for en række U-landsorganisationer, Jesper som ansat i Røde Kors, hvor han har været udstationeret i bl.a. Eritrea og Yemen. Sammen har vi PostArt verdens eneste Fair Trade-godkendte galleri der sælger original kunst af kunstnere i udviklingslande. Art on the Run er en knopskydning på galleriet det er tanken, at nogle af de kunstnere der er med i projektet, senere kan blive en del af PostArt og sælge deres billeder der. The sky is the limit, tænker vi Art on the Run har fat i noget godt og stort. Vi har oplevet et enormt behov for aktiviteter i flygtningelejren og håber på at kunne rejse midler til at fortsætte arbejdet. Kunst kan så meget det båder renser og heler mentale sår at få lov til at udtrykke sig kreativt og for mange kan det være med til at fastholde minderne og skabe drømme. Vores næste skridt er at søge penge til tilbagevendende workshops i Kakuma og til at fortsætte arbejdet i andre flygtningelejre. 4

5 Kunsten koger i Kakuma Midt i elendigheden i flygtningelejren er der kunstnere, der forsøger at fastholde deres identitet ved at male og skrive på trods af alting Art on the Run er historien om en rejse ud i verden og ind i kunsten. Om kunstnere, der lever på kanten af alting, og som midt i elendigheden fastholder at lave kunst. At skrive og at male for at fastholde deres identitet og udfylde ventetiden og fordi de ikke kan lade være. Projektet er støttet af Center for Kultur og Udvikling og viser kunstens udtryk og rolle her midt i håbløsheden. Kunst på trods Lejren er enorm. Området er opdelt i sektorer, der ligner landsbyer, som man finder dem overalt i Afrika. Hver sektor har sin egen nationalitet. Lange støvede hovedgader, omgærdet af små butikker med farvestrålende skilte, der med både billeder og tekst fortæller, hvad man kan købe her. Det er nemlig langt fra alle, der kan læse. Her er skoler, kirker og moskeer og cafeer, hvor mændene mødes og hænger ud, mens dagene går. Og ind imellem det hele er der kunst og kunstnere. Mennesker, der er flygtet fra deres hjemland, og som fastholder deres udtryk gennem musik, poesi eller billeder til glæde for andre og mest af alt for dem selv. Art on the Run Vi har opsøgt disse kunstnere i Kakuma. Med kufferten fyldt til bristepunktet med lærred, pensler og tuber med oliemaling har vi taget den lange rejse her op til grænsen mod Sudan for at lede efter dem og invitere dem til at udstille deres billeder i Danmark. Vi lod jungletrommerne lyde over hele lejren og inviterede til møde i skyggen under et stort træ. Alle skulle medbringe eksempler på deres kunst. De kom alle sammen: kunstnere som er akademiuddannede i deres hjemland, unge som har deres små skolehæfter fyldt med skitser, og hustlere som dukker op med en ubehjælpsom tegning på bagsiden af en serviet, fordi de har hørt at der er musungoer, hvide mennesker, i farvandet. Ud af de mange blev der udvalgt seks, som vi præsenterer i Art on the Run. Fælles for dem alle er, at kunsten hjælper dem igennem et liv som er hårdt og næsten udsigtsløst. For nogle hjælper maleriet dem til at huske og fastholde deres identitet, for andre er det en personlig bearbejdning af frygtelige oplevelser og savn. Under den bagende sol skaber de deres kunstværker, fordi de ikke kan lade være til glæde både for dem selv og for de andre i lejren. Kunsten koger i Kakuma god fornøjelse med udstillingen og med læsningen. Torben Ulrik Nissen / Jesper Bertelsen 5

6 Kunst uden kompromisser Tsegaye Abebe Cuba er drevet af en vilje til at hjælpe andre 6 I flygtningelejren kender alle Tsegaye Abebe som Cuba. Da han var helt lille, blev hans far dræbt i krigen mellem Etiopien og Eritrea, og regeringen tog ham væk fra moren og placerede ham på et børnehjem. Dengang i 1978 var der socialistisk styre i Etiopien, og landet havde tætte relationer til Cuba. Tsegaye blev udvalgt til at komme derover for at få en uddannelse, og han gik på en kæmpe kostskole med flere tusinde andre drenge. Han vendte hjem til Etiopien efter 11 år med en solid uddannelse som maler og skulptør i bagagen, og han brugte sine kunstneriske evner til at udfordre systemet i landet. Det var ikke velset, og efter at adskillige af hans venner og kolleger var blevet hentet af det hemmelige politi, besluttede han at flygte til Kenya. Han kom til Kakumalejren i 1992 og er i dag en af de flygtninge, der har været længst tid i lejren. Igennem de mange år er Cuba blevet kendt som manden, der underviser børn og unge i Kakuma i at tegne og male. Han ved, at det at udtrykke sig kunstnerisk kan være af afgørende betydning for en flygtnings selvværd og identitet. Kunst betyder alt for Cuba, og derfor er det svært for ham, at det næsten er umuligt at få fat i materialer til at male med. Han har små notesbøger fyldt med mere end 900 forlæg til malerier, der skal males, og når han endelig får fat i et lærred og lidt maling, arbejder han med nærmest manisk kraft med billedet. Der er så meget, der skal fortælles. Hvis han i morgen får chancen for at komme væk fra Kakuma, vil han uden tøven gribe den væk fra elendigheden og varmen, og væk fra de usynlige trusler. Men han er sikker på en ting; han vil aldrig glemme menneskene i Kakuma, han vil altid fortælle om deres liv og skæbne i sine billeder og være de svages røst. Hans liv og hans kunst er uden kompromisser.

7 7

8 Kunst som nødvendighed I flygtningelejren under Afrikas brændende sol er kunst et middel til at holde fast i sig selv 8 Elias finder en pakke med orange papir frem og løsner langsomt snoren omkring den. Meget forsigtigt lægger han aviser, papirer og billeder frem på gulvet det er hans fortid i Etiopien, han gemmer i pakken. Det er billeder af familie og venner, aviser med artikler og tegninger, som han selv har lavet, og en lang række officielle dokumenter, der dokumenter den farefulde og besværlige rejse, han har været igennem siden 2001, hvor han var redaktør for avisen Maebel i Addis Ababa. Her lavede han også politisk kunst, og det blev hans skæbne. På et tidspunkt blev hans provokationer for meget for regimet, og han fik et vink med en vognstang om, at hans liv var i fare. Elias valgte at forlade sin kone og to børn og flygte til Kenya, hvor han officielt blev registreret som flygtninge ved UNHCR. Dengang var han et kendt ansigt i sit hjemland. Men når der kommer nye etiopiere til flygtningelejren i her Nordkenya, er der ingen som kan genkende ham. De sidste ti år har tæret på ham, og i dag er han bogstaveligt talt kun skind og ben. 50 procent Elias er tilbage, siger han selv med et glimt i øjnene. Når man ser på billederne fra dengang, er det kun øjnene, som er de samme kæmpestore øjne, der lyser op i det mørke ansigt fyldt med liv og mimik. Der er ikke skyggen af politiske motiver i Elias malerier i dag. Hans motiver er traditionelle etiopiske figurer, ovale ansigter uden ører og i markante og skarpe farver. Det politiske har han lagt bag sig for en stund selv her i Kakuma, midt ude i ingenting, er der øjne og ører fra den etiopiske regering. Det er ikke sig selv, han er bange for; de kan ikke tage så meget mere fra ham det er hans familie hjemme i Etiopien. Han frygter for deres liv, og derfor har han heller ikke kontakt til dem i dag. Han har af uofficielle kanaler fået fortalt dem, at han er i live, men det er alt, hvad de ved. Elias beskriver sit liv som en bog. Første kapitel var tiden i Etiopien og hans liv med familien og arbejdet som redaktør. Andet kapitel er livet her i Kakuma og kampen for at overleve med sin kunst. Når talen falder på, hvor et næste kapitel skal bringe ham hen, bliver han tavs længe, og det levende i ansigtet forsvinder. Kakuma suger livet ud af mig, siger han, og indtil videre er billederne og hans kunst det eneste, han har til at holde tankerne på afstand. Kunsten er ganske enkelt nødvendig.

9 9

10 Kunst i bagagen Som en af de få har Alem fået chancen for et nyt liv i USA 10 Efter 17 års ventetid i flygtningelejren er Alem endelig sluppet gennem nåleøjet og skal til USA. Han går nu bare og venter på, hvornår hans billet til USA bliver udstedt og han kan rejse af sted. Men at vente, det bliver man rigtig god til i Kakuma, og Alem ved godt, at han er heldig. Der er masser af mennesker i lejren, som må vente hele deres liv uden at få en chance. Alem var bare 19 år, da han flygtede fra Etiopien og kom til Kakuma. Han skulle finde en måde at overleve på og begyndte at skære små etiopiske trækors og lavede halskæder og solgte dem til sine landsmænd i lejren. Han blev rigtig god til det og begyndte også at lave større træskærearbejder. I starten var der en del penge til kunstneriske aktiviteter i Kakuma. UNHCR lavede workshops og gav materialer til kunstnerne og sørgede for at lave udstillinger af deres værker i byer i nærheden, hvor de store ngo er holdt til. Alem rejste også ind imellem til Nairobi, hvor han blev et kendt ansigt i kunstnermiljøet. Men for 6 år siden stoppede tilskuddene til kunstnerne i lejren, og kunstnerne i lejren blev igen overladt til sig selv. Der er et lettet skær over Alem i dag en ubestemmelig udstråling, som ikke findes hos de andre kunstnere i Kakuma. Han ved det godt. Han er heldig. Til gengæld ved han ikke, hvad der venter ham forude. Det er ambassaden, der i sidste øjeblik bestemmer, hvor i USA han skal flyves hen. Der, hvor han lander, vil han få husly og madbilletter betalt i seks måneder, og derefter er han helt overladt til sig selv. Det eneste, han har med sig, er en stor kuffert fyldt med malerier fra de sidste 17 år i flygtningelejren. Han håber, de kan bringe ham videre i en ny tilværelse. Først nu efter de mange års ventetid tør han sætte ord på sine drømme. Han håber på, at en eller anden kunsthandler vil interessere sig for ham og måske støtte ham i en uddannelse på et kunstakademi.

11 11

12 Erindringens kunst Stephenal fastholder sin historie gennem billeder Stephenal har malet, siden han kom til flygtningelejren som 13-årig i Sammen med 15 andre drenge flygtede han fra krigens grusomheder i Sudan i 1991 hans far sendte ham af sted med besked om at finde et trygt sted at vokse op. Siden har han ikke set sin familie. FN sørgede for, at børnene i lejren kom i skole. Her fik Stephenal en lærer, der opmuntrede ham til at male om sin familie og om flugten, og rundt om i hans lille værksted hænger malerier, der fortæller om livet i Sudan og om den farlige tur over floden ved grænsen til Etiopien, hvor han måtte klamre sig til en anden, fordi han ikke kunne svømme. Billederne er naive og symbolladede; de er ikke malet for at blive solgt, men fordi Stephenal havde brug for at fastholde sin fortid. Han står i atelieret fem-seks timer hver dag med en skrattende transistorradio med amerikansk rapmusik og maler med sine små pensler. Indtil for seks år siden var der et projekt i lejren, der støttede kunstnerne og forsynede dem med materialer. Men det er slut, og siden dengang har Stephenal måtte tegne og male med ting, han finder rundt om i lejren gammelt papir og rester af den maling, som personalet i lejren bruger til at male metalhegnene med. Der er ikke nogen, der køber hans billeder, men det betyder ikke så meget. Billederne er med til at bringe tankerne på gled og fastholde fortiden. Kunsten er at huske. 12

13 13

14 Kunsten er at overleve Mohamed maler skilte for at forsørge sin familie 14 Mohamed kom til Kakuma sammen med sin kone og to døtre efter et langt liv på flugt fra krigen i Somaila. De mødtes i en flygtningelejr i Mombasa, hvor de søgte hinandens selskab, fordi de begge to var helt alene og uden familie. Lige siden har de holdt sammen. Livet i Kakuma har ikke været nemt for dem. Mange af de andre flygtninge i lejren har familie i udlandet, som sender dem penge, så de kan klare sig. Mohamed og Hadhiya har ingen familie, og de må nøjes med de penge, han kan tjene ved at male facader og skilte for folk. Hans flotte bogstaver og naive tegninger er kendt over hele lejren. Hver morgen går han 12 kilometer ind til centrum af lejren, hvor han går rundt og tilbyder sit arbejde. Folk ved godt, at han er fattig, så de udnytter ham og tilbyder helt små beløb for en dags arbejde. Nogle gange siger han nej, men så fortryder han, når han tænker på familien derhjemme og bider stoltheden i sig og går tilbage. Men ofte går han hjem om aftenen uden en shilling på lommen, og så er hans hoved ved at sprænges. Han ved, at naboerne hjælper og kommer med lidt mad til børnene, men han og hans kone må klare sig uden. Oven i det hele er pigerne syge af malaria, og den eneste lindrende medicin, man kan få gratis i lejren, er Panodil. Man kan købe rigtig medicin på det private apotek i byen, men den er alt for dyr. Familiens fattigdom og elendighed er overvældende, og Mohamed giver slet ikke sig selv lov til at drømme om noget andet, så vil alting bare blive meget værre, siger han. Hele hans liv handler om Hadhiya og de to piger; de skal bare have det godt, så er alt andet lige meget. Kunsten er at overleve.

15 15

16 Kunsten, der blev væk Tesfaia Kass mistede lysten til at male i Kakuma 16 Tesfaia kom til lejren som 19 årig i Han flygtede fra de politiske forhold i Etiopien, hvor han lige var blevet færdig med gymnasiet. Han havde altid tegnet og malet, men det var først, da han kom til Kakuma, at det for alvor tog fat. Dengang var der opmærksomhed omkring kunst og kunstnere i Kakuma. UN havde adskillige donerer, der arrangerede workshops og sørgede for materialer til de unge talenter i lejren. Tesfaia blev efter et stykke tid ansat som underviser i kunst i den lutheranske skole i lejren og var med til at arrangere udstillinger både i Kenya og udenfor Afrika. I 2001 udstillede en gruppe unge kunstnere i Holland på en stor udstilling sponsoreret af FN. Men tilskuddene forsvandt, og det samme gjorde lysten til at male. Flere gange oplevede Tesfaia oven i købet, at hans malerier forsvandt på mystisk vis, og han havde en mistanke om, at det var lokalt ansatte i UNHCR, som solgte dem videre og scorede fortjenesten selv. På et tidspunkt var der hverken materialer eller kunder, og det blev ham for meget. Han besluttede sig for at lægge maleriet på hylden og forsøge at finde sig en anden levevej. Det blev i første omgang til en butik med genbrugstøj, men efter nogle år lykkes det ham at spare sammen til et varelager af nye ting. Det er det, han sælger fra sin butik i lejren i dag. Ud over at passe butikken er Tesfaia også valgt som en af fem ledere i det etiopiske samfund i lejren. Han har ansvaret for sikkerheden i bydelen og sørger for kontakten til lejrledelsen omkring sikkerhedsproblemer. Tesfaia er en travl mand. Når talen falder på kunst og på, om han ikke savner at male, ryster han tøvende på hovedet. Det er næsten ti år siden, han holdt op med at male, og han har mistet taget om penslen, mener han. Hvis jeg skal i gang igen, skal jeg øve mig meget, siger han. Da han ser de materialer, vi har med, og vi tilbyder ham at være en del af Art on the Run-udstillingen, smiler han forsigtigt. Lad mig tænke over det, siger han, jeg ringer til jer, hvis jeg får lyst til at være med.

17 17

18 Om fotografen Billederne på udstillingen er taget af Torben Ulrik Nissen. Som fotograf fokuserer Torben dels på natur og dels på humanitære emner. I mere end to årtier har han rejst kloden tynd i sin jagt på motiver, og han har blandt andet arbejdet freelance for både Danida og en række danske ngo er. Han har også leveret både fotos og tekst til en række undervisningsmaterialer. I 2003 mødte Torben den kendte amerikanske fotograf Sam Abell, der har arbejdet for National Geographic. Han inviterede Torben til at deltage i et fotoprojekt i Amazonas, og i 2010 udstillede de sammen på Westwood Gallery i Soho i New York, hvor udstillingen Amazonia viste resultatet af deres samarbejde gennem seks år. Sammen med Jesper Bertelsen ejer Torben galleriet som støtter kunstnere i udviklingslande. Se Torbens billeder på 18

19 19

20 310663_Stiftsbogtrykkeriet i Næstved Art on the Run er støttet af Verdens eneste Fairtrade godkendte galleri. Besøg galleriet på