ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

Transkript

1 TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) bibelskarkaeologi.dk nr. 4 december årgang ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN Templet i Jerusalem ISRAELS CENTRUM Templet i Jerusalem 3 Jesu tempelaktion 9 På templets tinde 13 Hvor blev Jesus født? 17 Til minde om Ehud Netzer 20

2 TEL jubilæumshvervekampagne For at fejre SBAs 20 års jubilæum sætter vi en række flotte gaver på højkant. Tegn et eller flere nye medlemmer og giv dig selv mulighed for at vinde en flot gave. Sponsorer: Frem til årsmødet 2011 giver hvert nyt abonnement et lod i en pulje om et gavekort til en programrejse hos Felix Rejser på kr. (eller kr. til en flybillet formidlet af Felix Rejser). Jo flere abonnementer du tegner, jo flere lodder! Samtidig er der sikker gevinst til den, der tegner flest nye medlemmer: ét års avisabonnement på Kristeligt Dagblad (værdi: kr.)! Endelig trækker vi lod blandt de nye medlemmer om fem af Kenneth Baileys nye bog i to bind fra Lohses Forlag, Jesus set med mellemøstlige øjne I-II (værdi: 599 kr.). Alt du skal gøre er at sende navn og adresse på det nye medlem til Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop eller på hh@bibelskarkaeologi.dk. Vi fremsender derefter et velkomstbrev til det nye medlem med girokort for indbetaling af abonnement. Tempelpladsen set fra luften. Den nuværende tempelplads form og areal går tilbage til Herodes den Stores udvidelser. Foto: Prisen for ét års abonnement er fortsat 165 kr. for voksne og 115 kr. for unge under 26 år (oplys alder). Grav et spadestik dybere i Bibelens verden! Templet i Jerusalem på Jesu tid Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Tlf info@bibelskarkaeologi.dk Internet: Bank: Sydbank konto Norge: Den norske Bank Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Carsten Vang. Forsidefoto: Udsnit af den store model over Jerusalem før dets ødelæggelse år 70, der nu kan ses på Israelsmuseet i Jerusalem. Den nedre Davidsby ses i forgrunden og det sydvestlige hjørne, templets tinde, rager op i midten. Foto: Morten Hørning Jensen. Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 165,- / norske kr. 185,- (For unge under 26 år: kr. 115,- / norske kr. 125,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA. TEL udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling. Selskabets bestyrelse: Bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: jh@bibelskarkaeologi.dk Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: mhj@bibelskarkaeologi.dk Cand.theol. Jacob Bank Møller (kasserer), tlf.: jbm@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: bhj@bibelskarkaeologi.dk SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN Af Jostein Ådna, professor i Det Nye Testamente ved Missionshøjskolen, Stavanger, Norge Inden for den nytestamentlige forskning har der de sidste 20 år været stor debat om Jesu forhold til templet i Jerusalem. Særligt har man diskuteret, om Jesus virkelig ene mand kunne rydde den store tempelplads for handlende i ugen før sin korsfæstelse. Hvor fandt Jesu aktion i templet mon sted? DEN STORE TEMPELPLADS Vi ved med sikkerhed, at tempelpladsen var kolossal stor. Den jødiske historieskriver Josefus beskriver den i detaljer (Den jødiske Krig og Antiquitates ), og tempelpladsen har i dag samme omfang som på Jesu tid. Selve tempelbygningen med brændofferalteret udenfor, omgivet af de såkaldte indre tempelforgårde (præsternes, israelitternes og kvindernes forgårde), udgjorde kun en lille del af det store tempelanlæg. Disse centrale dele af tempelkomplekset var omgivet af en mur med tavler, som forbød alle ikke-jøder at træde indenfor. Rundt om var der en stor åben plads, kaldet hedningernes forgård, med fri adgang også for ikke-jøder. Denne ydre forgård udgjorde langt den største del af hele det store tempelanlæg (ca kvadratmeter). 2 Selskab for Bibelsk Arkæologi 3

3 er omgivet af mure med en længde på 470 m mod øst, 280 m mod syd, 488 m mod vest og 315 m mod nord. Er det muligt at skelne mellem den del af tempelpladsen, der er før-herodiansk, og de udvidelser, som Herodes foretog år f.kr.? STENENE AFSLØRER BYGMESTEREN Der er stor forskel på de sten, der er brugt i støttemurene rundt om tempelanlægget. Ved at sammenligne med andre af Herodes bygningsværker, særligt murene omkring patriarkhelligdommen i Hebron, er den herodianske byggestil let at identificere. Både vest- og sydmuren udviser som helhed de typisk herodianske kendetegn. I østmuren derimod er den herodianske stil begrænset til et 32 m lang strækning fra det sydøstlige hjørne af tempelpladsen. Afslutningen på dette stykke markeres af en tydelig lodret adskillelse, en søm, i muren. Templadsen er placeret på Ofelhøjen, der lå nord for den Davidsbyen, den ældste del af Jerusalem. Oprindeligt var pladsen kvadratisk (markeret med gult). Hasmonæerne udvidede den en anelse mod syd (markeret med orange), men den store udvidelse mod nord, vest og syd fandt sted under Herodes den Store (markeret med lilla). Modellen viser tydeligt, hvor store hulrum, der er under tempelpladsen, som indtil den dag i dag er omgærdet med mystik og historier. Leen Ritmeyer. GLADIATORER I EFESOS Under en lund af citrustræer i udkanten af det gamle Efesos har man fundet grave med skeletter af ca. 70 mandspersoner, alle døde i en forholdsvis ung alder. Arkæologerne er overbeviste om, at disse knogler stammer fra gladiatorer. Dette er det største fund af knogler fra gladiatorer nogensinde i verden (2.-3. årh. e.kr.). Det giver en enestående mulighed for at forstå, hvilket fysisk pres gladiatorerne var udsat for under træning og kampe. Alle skeletterne bærer mange mærker efter dybe sår. Ingen af gladiatorerne døde af naturlige årsager. En spændende video om dette fund kan ses via TELs linkside. TEMPELRENSNINGEN Evangelierne beretter, at Jesus gav sig til at jage dem ud, som solgte og købte i templet, og at han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke. Men hvor skete dette præcist? Mange forskere vil sige, at det var i hedningernes forgård. Altså på den store åbne plads rundt om selve tempelbygningen. Andre derimod indser, at det fysisk vil være umuligt for én mand at lukke et så stort marked. De anser Jesu gerning for at være en mindre symbolsk handling i et hjørne af forgården. Men spørgsmålet er, om der ikke findes en tredje og bedre løsning. For hvor fandt handlen på tempelpladsen egentlig sted? Er der et mindre og afgrænset område, som blot er blevet overset af forskerne? Dette forhold fik mig til at gå i gang med en nøje undersøgelse af templet i Jerusalem på Jesu tid for at finde ud af, hvorvidt markedet i templet faktisk var spredt over hele hedningenes forgård, eller om det var begrænset til en mindre del af komplekset. KONG HERODES TILFØJELSER TIL TEMPLET Som det ypperste blandt sine mange store byggeprojekter lod Herodes den Store (37 4 f.kr.) templet i Jerusalem udbygge og forskønne. Josefus anslår, at udvidelsen under Herodes medførte en fordobling af templets omfang (Den jødiske Krig 1.401). Hovedarbejdet blev udført i årene f.kr., men videre udsmykning og reparationer fortsatte længe efter Herodes død (se Joh 2,20), ja næsten helt til udbruddet af krigen mod romerne i 66 e.kr. Resultatet af Herodes udvidelse af tempelarealet kan ses den dag i dag på størrelsen af den nuværende tempelplads, hvor de muslimske helligdomme Klippemoskeen og Al Aksa-moskeen befinder sig. Pladsen er næsten rektangulær. Den Denne grundplansmodel viser tempelpladsens etaper. Det gule areal er den oprindelige plads før hasmonæernes udvidelse (det orange). Herodes tilføjelser er det grønne, der dels gjorde pladsen meget større, dels tilføjede den store kongelige søjlehal mod syd. Med dette ønskede han at efterligne og overgå andre romerske templer i tiden, de såkaldte kaisareia. Leen Ritmeyer. En tydelig lodret sammenføjning (midt på billedet) i tempelpladsens østmur tæt på det sydøstlige hjørne viser, at pladsen er blevet udvidet. Muren til venstre for sømmen (set på billedet) er Herodes udvidelse, mens muren til højre for sømmen er ældre og udgør sydøsthjørnet på hasmonæernes tempelplads. Foto: Nord for dette punkt består muren af mindre sten, der ikke er nær så kunstfærdigt udhuggede som de herodianske. Sømmen i østmuren viser, hvor tempelplateauet før Herodes udvidelse begynder. Han lod det så udvide med 32 m mod syd, og derfor er hele den nuværende sydmur herodiansk. Herodes lod også plateauet udvide mod vest, og derfor er også hele vestmuren herodiansk. KLIPPEMOSKEENS PLACERING Den prægtige Klippemoske, bygget af de første muslimske herskere i Jerusalem i slutningen af det 7. årh., står på en trapezformet platform, som er knapt 5 m højere end de 737,80 m, som er højden på selve Tempelpladsen. Tempelbygningen og de indre forgårde i det jødiske tempel må have befundet sig indenfor det område, hvor den ophøjede platform står i dag. Nord for platformen befinder der sig under dagens 4 Selskab for Bibelsk Arkæologi 5

4 sin sydgrænse ved knækket i østmuren. Det 41 m lange stykke fra knækket til sømmen skyldes, at tempelområdet blev udvidet mod syd i hasmonæisk tid ( f.kr.). Herodes d. Store udvidede så området yderligere fra sømmen mod syd. En vigtig erkendelse er, at Det andet Tempels oprindelige kvadratiske anlæg blev bevaret intakt. Tempelbygningen med sine umiddelbare omgivelser, som de kultiske funktioner og dermed stedets hellighed var knyttet til, befandt sig stadig i det første århundrede indenfor den traditionelle kvadratiske tempelplads. Med fastholdelsen af templets funktion som jødisk kultcentrum havde Herodes den Store et betydeligt spillerum i udformningen af det udvidede tempelplateau mod syd, vest og nord. Trapperne i det nordvestlige hjørne op til den platform, klippemoskeen er placeret på, er lidt anderledes end de andre. Vinklen er en anden, og det samme er stenene på det nederste trin. Leen Ritmeyer foreslår, at dette sted markerer nordvesthjørnet på den oprindelige kvadratiske tempelplads. Foto: søm yderligere 41 m længere mod syd sydgrænsen for pladsen i en tidligere fase af dens historie. De to retvinklede linier af identisk længde, som udgør nord- og østsiden for det centrale tempelområde, synes at sætte os på sporet af et muligt kvadratisk kompleks. templet fra de før-herodianske bestanddele. Takket være sømmen og knækket i den østlige støttemur kan vi foretage yderligere distinktioner: Oprindelig havde Det andet Tempel HERODES TEMPEL SOM KAISAREION Så længe Herodes lod det oprindelige tempelområde forblive grundlæggende intakt, gav jøderne ham et stort råderum til at forskønne og udvide tempelpladsen. Det benyttede han sig af, som vi skal se. Faktisk var Herodes mest ambitiøse projekt på tempelpladsen den store udvidelse mod syd. Som arkitektonisk forbillede valgte Herodes de såkaldte kaisareia. Klippemoskeen blev bygget af de første muslimske herskere i Jerusalem og stod færdig i slutningen af det 7. århundrede. Den er efter alt at dømme placeret netop der, hvor de jødiske templer lå tidligere. Foto: Morten Hørning Jensen. plateau dels en naturlig dalsænkning, dels en kunstigt udgravet voldgrav. Her finder vi templets forsvarslinje mod nord, før voldgraven blev fyldt op med jord og sten og dækket til. Ud fra Josefus beretning om den romerske feltherre Pompejus indtagelse af Jerusalem i år 63 f.kr. (Den jødiske Krig ; Antiquitates ) kan vi slutte, at denne forsvarslinje stadig var intakt på det tidspunkt. Altså blev dette område nord for den trapezformede platform først senere integreret i tempelanlægget. Uden tvivl var det Herodes, der stod for udvidelsen nordover fra platformens nordside til den nuværende tempelplads nordlige ende. DET OPRINDELIGE KVADRATISKE TEMPELANLÆG I alt fører otte trapper fra pladsen op til platformen rundt om Klippemoskeen. Trappen i det nordvestlige hjørne af platformen afviger i sin orientering og konstruktion fra de syv andre. I stedet for at være anlagt i en ret vinkel på platformen som de andre, er denne ene trappe i stedet lagt helt parallel med den østlige støttemur for hele tempelanlægget. Afstanden fra det nederste trin i denne trappe til østmuren er præcis 262,50 m. Nøjagtig 262,50 m længere mod syd har østmuren et lille knæk. Dette knæk markerer i lighed med den ovenfor omtalte EZEKIELS ESKATOLOGISKE TEMPEL At dette spor er værd at følge, bekræfter målene hos profeten Ezekiel for det eskatologiske tempel i Jerusalem. Det skal være kvadratisk med sider på 500 alen (Ez 42,16 20). Eftersom Ezekiel opererer med den såkaldte kongelige alen, som er én håndsbredde længere end den sædvanlige alen (Ez 40,5) og derfor udgør 0,525 m, svarer de 500 alen nøjagtig til 262,50 m. Sandsynligvis har Ezekiels model for endetidens tempel på dette punkt påvirket dimensioneringen af Det andet Tempel rejst i f.kr. (Ezra 5 6). Med to af siderne i kvadratet placeret, lader den sydlige og vestlige side sig naturligvis også indtegne. KONTINUITET I HELLIGDOMSFUNKTIONEN På baggrund af ovenstående kan vi nu skelne den herodianske udvidelse af Josefus kalder den sydlige søjlehal for en af de mest bemærkelsesværdige bygninger under solen. Det var uden tvivl også en af de største bedrifter i Herodes udvidelse af tempelområdet. Først måtte plateauet hæves kunstigt med store hvælvinger, og dernæst blev den store søjlehal opført. Foto: Morten Hørning Jensen. 6 Selskab for Bibelsk Arkæologi 7

5 DEN KONGELIGE SØJLEHAL SOM STED FOR TEMPELMARKEDET De omfattende udgravninger ved sydmuren efter 1967 viser, at den kongelige søjlehal langs den sydlige støttemur var direkte forbundet med hovedgaden lige vest for templet ved et stort trappeanlæg. Både skriftlige kilder og arkæologiske fund i området viser, at dette var et vigtigt handelscentrum i byen, med uldog klædemarkeder, smedeværksteder og en række andre butikker. Takket være monumentaltrappen var den kongelige søjlehal faktisk arkitektonisk lige så tæt forbundet med markedsområdet udenfor som med de indre dele af templet. Udvidelsen af tempelområdet mod syd gjorde det muligt at lade den kongelige søjlehal langs sydmuren varetage funktionen som agora, et torv. Jesu tempelaktion som messiansk tegnhandling Brede trapper ledte op på tempelpladsen fra syd, fra Davidsbyen. Udgravningerne siden 1968 har afdækket dem, og besøgende kommer i dag helt tæt på den vej Jesus og alle andre pilgrimme brugte for at komme ind på tempelpladsen. Foto: Morten Hørning Jensen. Dette er betegnelsen for en type monumentale kult- og kulturcentre, som på initiativ af Julius Cæsar først blev bygget i Alexandria i Egypten og i Antiokia i Syrien i årene 48 og 47 f.kr. Kaisareion-anlægget i Alexandria, der efter Cæsars død højest sandsynlig tjente som hovedbase for kejserdyrkelsen i den egyptiske hovedstad, er skildret af den jødiske filosof Filon som en plads omgivet af søjlehaller på alle fire sider og med en tempelbygning i midten (Legatio ad Gaium ). I den nordafrikanske by Kyrene er et kaisareion gravet ud. Sammen med andre arkæologiske og tekstlige belæg sætter dette kildemateriale os i stand til også at identificere Herodes tempel som et kaisareion. I lighed med søsteranlæggene i Alexandria og Kyrene bestod tempelanlægget i Jerusalem af en plads omgivet af søjlehaller på alle sider og med et tempelhus i midten. Søjlehallen i syd var en særlig prægtig basilika med tre skibe og med en højere tagkonstruktion end de andre. Josefus skildrer den udførligt og kalder den for den kongelige søjlehal (Antiquitates ). Som i de andre kaisareia blev søjlehallerne bl.a. benyttet til udstilling af viegaver og af rustninger og andre genstande taget som krigsbytte og til diverse aktiviteter som undervisning og diskussion (sml. Joh 10,22 31; ApG 3,11). ADGANG TIL TEMPELPLADSEN To ca. 60 m lange og opadstigende tunneller førte fra porte i den sydlige mur ind på tempelpladsen. Ifølge Mishna (Middot 2,2) benyttede pilgrimmene disse såkaldte Hulda-indgange til tempelområdet. Tunnellerne gik ind under den kongelige søjlehal, og fra det sted, hvor de mundede ud på tempelpladsen, kunne man gå direkte ind til den indre del af tempelanlægget, hvor de gudstjenestelige ritualer fandt sted. Den herodianske udvidelse var med andre ord anlagt med en arkitektonisk adskillelse mellem indgangene fra syd og den kongelige søjlehal, og denne arkitektoniske tilrettelæggelse svarede igen til en funktionel adskillelse. Med sin dobbelte tilhørighed til tempelanlægget på indersiden og til markedsområdet på ydersiden fik den kongelige søjlehal position som tempelmarked. De varer, som blev omsat der, tjente specifikt de tempelbesøgendes behov. Vekselererne vekslede forskellige møntsorter, som pilgrimme fra fjerne himmelstrøg bragte med sig, til drakmer præget i Tyrus, der skulle benyttes til køb af varer i templet og til indbetaling af tempelskatten. Duehandlere tilbød fugle til synd- og brændofre. Også vegetabilske varer, som man behøvede til ofringerne, blev omsat på tempelmarkedet. Derimod tyder kilderne på, at større offerdyr som får og okser blev omsat på andre markeder i byen og altså ikke var at finde i den kongelige søjlehal. LOKALISERING AF JESU TEMPELAKTION Med tempelmarkedet lokaliseret i den kongelige søjlehal som en integreret del af Herodes kaisareion-anlæg i Jerusalem har vi også fundet et afgrænset sted for Jesu tempelaktion. Dermed fremstår beretningen i Mark 11,15 17 klart mere historisk troværdig, end hvis vi skulle forestille os hele hedningenes forgård som markedsplads. I artiklen Jesu tempelaktion som messiansk tegnhandling drøfter jeg betydningen af Jesu optræden i templet. LITTERATUR Jostein Ådna, Jerusalemer Tempel und Tempelmarkt im 1. Jahrhundert n.chr., Abhandlungen des Deutschen Palästina- Vereins 25, Wiesbaden: Harrassowitz, Temple, Encyclopedia of the Historical Jesus, red. Craig A. Evans, New York og London: Routledge, 2008, Udsnit af den store model, der nu findes på Israels Museum, over Jerusalem før dets ødelæggelse i år 70. Med udvidelserne af tempelpladsen fik Herodes den Store skabt et tempelkompleks, der kunne måle sig med hvis ikke overgå de største græsk-romerske templer i Romerriget. Foto: Morten Hørning Jensen. Af Jostein Ådna, professor i Det Nye Testamente ved Missionshøjskolen, Stavanger, Norge Som nævnt i artiklen Templet i Jerusalem på Jesu tid, mener jeg, at markedsområdet, hvor duer og vegetabilske offerelementer blev solgt, og hvor vekselererne tilbød deres tjenester, kan lokaliseres til den kongelige søjlehal langs indersiden af den sydlige mur i Herodes tempelanlæg. REKONSTRUKTION AF HÆNDELSEN I det ydre var Jesu aktion i templet, som alle evangelisterne beretter om (Mark 11,15 18; Matt 21,12 13; Luk 19,45 46; Joh 2,13 17), en nok så beskeden episode. Jesus væltede nogle borde og bænke tilhørende vekselererne og duehandlerne, nægtede transporten af kar mellem tempelmarkedet og de indre dele af tempelanlægget og begyndte at ja ge nogle af dem, som solgte og købte offervarer, ud. Det hele var en kortvarig demonstrationshandling, og snart gik handelsvirksomheden igen sin uforstyrrede gang. 8 Selskab for Bibelsk Arkæologi 9

6 DØDEHAVSRULLERNE KOMMER PÅ NETTET Den israelske arkæologistyrelse vil fotografere alle Dødehavsteksterne på ny og gøre dem tilgængelige på internettet. Det drejer sig om over 900 manuskripter, der består af hen ved fragmenter. De skrøbelige tekster, som er falmet noget, siden de blev fundet, vil blive fotograferet med den nyeste og bedste teknik, og de vil blive fotograferet med forskellige typer belysning. Håbet er, at ord, der ikke kan læses længere, vil blive synlige igen. Oversættelser af teksterne vil blive lagt ud sammen med billederne, så det bliver muligt at søge i dem og læse dem på sin hjemmecomputer. En stor pengegave har gjort projektet muligt. DUER SOM OFFERDYR Selv om Jesu tempelaktion, hvad det ydre angår, kunne synes en bagatelagtig forstyrrelse, havde den dog stor symbolsk sprængkraft. Jesus greb nemlig strategisk forstyrrende ind over for tjenesteydelser og funktioner af vital betydning for selve offerkulten i templet. Når duer blev solgt på tempelmarkedet, var det, for at fattige mennesker, som ikke havde råd til større offerdyr, kunne bruge duer som individuelle brænd- og syndofre (3 Mos 5,7 10). Specielt foreskriver Tredje Mosebog et brænd- og et syndoffer i forbindelse med en kvindes renselse efter fødsel (3 Mos 12), og det fremgår af Luk 2,24, at Maria benyttede sig af tilladelsen til at ofre duer i forbindelse med renselsen efter at have født Jesus. Der må på Jesu tid åbenbart have været mange jøder, som socialt set var kvalificeret til at benytte duer til deres ofringer. Både på grund af stor efterspørgsel, og fordi fugle, som man selv tog med til templet, let kunne påføres skade under transporten og dermed være diskvalificeret som offermateriale, tilbød man præstelig inspicerede og godkendte duer til salg på tempelmarkedet. Jesu indgriben mod duehandlerne forstyrrede en service, som altså kom almindelige, fattige mennesker til gode. ved de store religiøse højtider, kan det ikke undre, at også vekselererne opholdt sig ved markedet i templet. De tilbød at veksle de forskellige møntsorter, som folk havde med sig, til den valuta, der gjaldt i Jerusalem. Til transaktioner i templet var visse sølvmønter, fremstillet i den fønikiske by Tyrus, de såkaldte tetra- og didrakmer, de foretrukne. Til indbetaling af skatten til templet havde disse tyriske mønter ligefrem opnået monopol. Med baggrund i 2 Mos 30,13 var skatten sat til en halv shekel per person, svarende til én tyrisk didrakme. Gennem et storstilet apparat blev tempelskatten hvert år samlet ind i alle jødiske diasporasamfund og bragt til Jerusalem. Men de, som selv besøgte byen, betalte egenhændigt skatten i templet. Det var vekselererne i den kongelige søjlehal, der modtog og registrerede denne indbetaling. TILFØJELSE HOS MARKUS Markus har i sin beretning noget, som de andre evangelister ikke nævner: Jesus tillod ikke, at man bar varer gennem templet. Jeg mener, dette må sigte til fragt af vegetabilske offerelementer som mel, olie eller vin i kar af ler eller sten fra tempelmarkedet i den kongelige søjlehal til det indre område i tempelanlægget, hvor ofringerne fandt sted. Alternativt kan det græske ord, som er benyttet her, skeuos, sigte til små bokse eller beholdere, som brugtes til at fragte penge fra markedet til pengekamrene længere inde på tempelområdet. I hvert fald indebar også denne handling fra Jesu side en forstyrrelse af transporten mellem tempelmarkedet og de centrale dele af templet, hvor kulten foregik. Dødehavsrullerne var meget skrøbelige, da de blev fundet for mere end 60 år siden. Billedet viser et fragment af en af teksterne, det såkaldte Damaskusskrift. Biblical Archaeology Review EN SÆRLIG MØNT Med tanke på det store antal jøder fra diasporaen, der valfartede til Jerusalem Uvist af hvilken grund kunne tempelskatten kun betales med den tyriske sølv-denar. Det overrasker, fordi den altid bar et billede af en regent eller af dyr, hvilket ikke var tilladt ifølge billedforbuddet. Én forklaring er, at præsteskabet tilsidesatte dette bud for at kunne få betaling i den bedste mønt i omløb. Penge for lov! Foto: Harvig Wagner. FORMÅLET MED TEMPELSKATTEN Det var nøje reguleret, hvem der skulle betale tempelskat: Alle voksne, frie jødiske mænd var forpligtet til at betale. Kvinder, børn og slaver kunne betale frivilligt. Samaritanere og hedninger fik ikke lov til at betale, selv om de aldrig så meget ønskede det. Disse bestemmelser havde at gøre med, hvad tempelskatten blev brugt til. Hovedformålet var at finansiere den kollektive offerkult i templet. Under de store valfartsfester og på sabbatten var Et bud på, hvordan den kongelige søjlehal så ud indefra. Imponerende og en ideel ramme for handel og skatteopkrævning. Leen Ritmeyer. der tale om et stort antal ofre. På almindelige hverdage drejede det sig om to årgamle lam som brændofre, et om morgenen og et ved solnedgang, de såkaldet tamid-ofre (2 Mos 29,38 42; 4 Mos 28,3 8 og Mishnatraktaten Tamid). Jødiske kilder bekræfter, at tamid-ofrene blev set som sonofre for Israel over for den hellige Gud (Jubilæerbogen 6,14; 50,11). Gennem betaling af tempelskatten havde enhver jøde sin delagtighed i ofrene og i soningsvirkningen af dem. SYMBOLSK ANGREB PÅ TEMPELKULTEN På baggrund af ovenstående bliver det tydeligt, at Jesu forstyrrende indtræden i den kongelige søjlehal var noget langt mere end et ønske om at rydde op i visse misforhold i templet. Dette var ingen tempelrenselse, men et symbolsk angreb på selve tempelkulten. Lammelsen af vekselerernes virksomhed betød stop for inddrivelsen af tempelskatten som finansierede den kollektive soningskult. Fordrivelsen af duehandlerne og blokeringen af transporten med kar indebar, at folk ikke kunne købe duerne og de andre offerelementer, de behøvede til deres individuelle ofre. Hvorfor udfordrede Jesus tempelkulten på denne måde? EN RØVERKULE Jeg tror Markus, fulgt af Matthæus og Lukas, autentisk gengiver den skriftbegrundelse, Jesus gav for sin optræden: 10 Selskab for Bibelsk Arkæologi 11

7 Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene, men I har gjort det til en røverkule. Røverkuleanklagen er en klar hentydning til Jer 7,11 og dermed til hele den tale, profeten Jeremias holdt i tempelporten (7,1 15). I talen konfronterede Jeremias sine samtidige med det utålelige i deres religiøse praksis. På den ene side overtrådte de Herrens bud og vilje på groveste vis. På den anden side søgte de til templet og følte sig trygge der. Dermed forholdt de sig til Herrens tempel på samme måde, som røvere forholder sig til deres hule, hvor de søger skjul mellem røvertogterne. Nu tilslutter Herren sig denne tankegang. Hans tempel fungerer som en røverkule (sådan skal Jer 7,11b forstås efter min opfattelse). Jeremias vil drage den konsekvens af denne uhørte fremmedgørelse, at templet må ødelægges, som det i sin tid var sket med helligdommen i Shilo. Kun en radikal omvendelse til lydighed mod Herrens vilje kunne afvende ulykken. Få år efter Jeremias tale ramte ulykken templet i Jerusalem, da Nebukadnesars hær ødelagde det. KLAR HENTYDNING Når Jesus hentyder til Jeremias-ordet, fatter tilhørerne umiddelbart, hvad der implicit ligger i hans anklage. Jesus må mene, at der foreligger en analog situation til Jeremias tid. Denne gang er det præsteskabets og folkets krampagtige fastholdelse af den traditionelle tempelkult som grundlag for folkets frelse, der er ankepunktet. Jesus er allerede i længere tid trådt frem med budskabet om Guds riges nærhed. Den eskatologiske frelse, som Gud nu vil virkeliggøre, er knyttet til Jesu person og virke. Omvendelsen, som han i lighed med profeten kalder til, består derfor nu i at lytte til hans budskab og blive hans discipel. Fremdeles at søge tryghed i templet i Jerusalem bliver som at forholde sig ligesom en røver gør i sin tilflugtshule. Med sine målrettede angreb på indkrævningen af tempelskatten og leveringen af duer og andre offeringredienser markerer Jesus symbolsk, at den traditionelle tempelkult nu må slutte. Sådan gav Jesu optræden på tempelmarkedet dyb teologisk mening, rettet mod det indre tempels mest centrale religiøse funktion. DEN ESKATOLOGISKE FRELSE Første del af Jesu begrundelse er et direkte citat fra Es 56,7. Denne tekst, som siger, at templet skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene, blev på Jesu tid læst som en profeti om det fremtidige, eskatologiske tempel, når folkeslagene skal strømme til Zion, slutte sig til Guds folk og deltage i bøn og lovprisning af ham (sml. Es 2,2 4; 60 62). I den eskatologiske frelsestid vil der ikke længere være behov for soningskulten, for nu er synd og urenhed overvundet for bestandig. Som en kulmination på hele forkyndelsen af Guds rige træder Jesus ind i templet, markerer afslutningen på soningskulten og varsler den eskatologiske fremtid for templet på Zion som stedet, hvor hele menneskeheden skal samles i bøn og lovprisning. Det er med bevidsthed om at være sendt og autoriseret som Messias, at Jesus gennemfører tempelaktionen som tegnhandling. SONINGSSTEDET FLYTTET Sprængkraften i den messianske tegnhandling, som tempelaktionen jo var, provokerede det religiøse lederskab med ypperstepræsten i spidsen til at uskadeliggøre Jesus hurtigst muligt. Det lykkedes dem at få ham henrettet få dage senere. Det er, hvad vi godt kan kalde tempelaktionens ironi som tegnhandling på afslutningen af den gamle offerkult, at Jesus gennem sin død åbnede op for den eskatologiske frelse og gav den en anden basis end tempelkulten i Jerusalem. Mens templet endnu stod, og præsterne fortsat frembar de daglige tamid-ofre (frem til år 70), bekendte de tidlige kristne, at soningsstedet nu var flyttet til den korsfestede Jesus (Rom 3,25), som i sin stedfortrædende død én gang for alle havde frembåret det fuldkomne sonoffer (bl.a. Rom 8,3; 2 Kor 5,21; 1 Pet 1,19; 3,18). LITTERATUR Jostein Ådna, Jesu Stellung zum Tempel. Die Tempelaktion und das Tempelwort als Ausdruck seiner messianischen Sendung, Wissenschaftliche Untersuchungen zum Neuen Testament 2/119, Tübingen: Mohr Siebeck, 2000, xviii s. Jesus and the Temple, i: Tom Holmén og Stanley S. Porter, Handbook for the Study of the Historical Jesus. Vol. 3. Leiden: Brill, 2010, HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN Messianske fristelser i Jerusalem på templets tinde Denne tegning viser tempelpladsen set fra Jerusalems vestlige bydel med Oliebjerget i baggrunden. Siden det 5. århundrede har kirkens tradition placeret templets tinde ved det sydøstlige hjørne ud mod Kedrondalen (længst til højre på tegningen). I denne artikel argumenteres der for, at templets tinde var ved det sydvestlige hjørne, der vendte ind mod byen (forrest i billedet) og var det perfekte sted at henvende sig til en stor folkemængde. Leen Ritmeyer. Af lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL, Morten Hørning Jensen Jesu fristelse kaldes ofte fristelsen i ørkenen. Den kunne dog lige så godt hedde fristelsen i Jerusalem, da en af fristelserne fandt sted på templets tinde. Et arkæologisk fund kaster lys over, hvor templets tinde var og viser os, hvad fristelsen egentlig handlede om. SENSATIONELLE UDGRAVNINGER Nogle af de mest sensationelle udgravninger i Israel er dem, der blev foretaget i kølvandet på seksdageskrigen i 1967 ved tempelpladsens sydvestlige hjørne. Lag på lag har arkæologerne gravet sig ned, så vi nu nærmest som i en tidslomme kan få et glimt af, hvordan Herodes den Stores Jerusalem så ud. Blandt de mange bemærkelsesværdige fund rager en flot indskrift højt op. Den blev fundet næsten ud for tempelpladsens sydvestlige hjørne og var oprindeligt indgraveret på en af de sten, der dannede rækværk øverst på muren. Desværre mangler den sidste del af indskriften. Enten knækkede stenen, da tempelmuren blev væltet efter Jerusalems indtagelse i år 70, eller også blev den ved et sort uheld hugget over, da englænderen Charles Warren i 1867 gravede en skakt ned netop på dette sted. Bogstaverne er smukke og tydelige. På den del, der er tilbage, står: Til hornblæsningsstedet for Hvordan man skal udfylde den manglende del, er der lidt forskellige bud på. Én teori er: Til hornblæsningsstedet for præsterne. En anden for templet. Freehand.dk idé markedsføring illustration design web 12 Selskab for Bibelsk Arkæologi 13

8 En tredje for at annoncere og endelig en fjerde for at adskille mellem hellig og almindelig tid. Den mest accepterede oversættelse er: Til hornblæsningsstedet for at annoncere. I alle tilfælde har vi at gøre med et særligt sted. Det sted, hvor præsterne blæste i trompet, når noget skulle annonceres for byens indbyggere. Sådan forestiller en kunstner sig, at det så ud, når præsterne blæste i trompet fra templets tinde. Leen Ritmeyer. HORNBLÆSNING I JERUSALEM SOM BYENS LYSTAVLE Det var nemlig præsternes ansvar og opgave at gøre byen og hele landet opmærksom på, hvornår dagen begyndte og sluttede, og ikke mindst, hvornår sabbatten begyndte og endte. Josefus fortæller os helt præcist om et sted ud for den nedre bydel, hvor præsterne gik op på taget af søjlegangene rundt omkring tempelpladsen for at annoncere sabbattens indtræden (Den jødiske Krig 4.582). Efter al sandsynlighed er det netop dette sted, vi nu kan lokalisere. Dette sydvestlige hjørne er samtidig det, der er tættest på byens hjerte. Herfra ville det meste af Jerusalem kunne høre trompetstødene. Det var herfra man annoncerede vigtige meddelelser. Det var her byens lystavle var. De fleste trompetstød var forventelige. Nu begyndte eller sluttede dagen osv. Men hvis der blev blæst i trompet uden for disse tidspunkter, ville det alarmere byens befolkning, og den store åbne plads neden for hjørnet ville hurtigt blive fyldt af nysgerrige. Hornblæsningsstedet var altså den perfekte ramme for proklamation af noget nyt i Jerusalem og således også det perfekte sted for annonceringen af en ny Messias-kandidat! MESSIANSKE FRISTELSER Det er netop det, der sker under fristelsen i ørkenen, der i virkeligheden lige så godt kunne kaldes fristelsen i Jerusalem, da den sidste fristelse ifølge Lukasevangeliets kronologi foregår på templets tinde. En afgørende ting ved alle tre fristelser er, at selvom de på overfladen rummer almindelige menneskelige fristelser som sult og magt, så rammer de dybt ned i centrale løfter om Messias i GT. Som vi skal se nu, og som hornblæsningsstenen i Jerusalem hjælper os til at forstå, så fristes Jesus ikke til ikke at blive Messias. Det er netop det, han fristes til. Fristelserne er messianske fristelser! STEN TIL BRØD Den første fristelse falder i forlængelse af de 40 dages faste, hvorefter Djævelen siger til Jesus: Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød (Matt 4,3). På overfladen kan man forstå fristelsen som et menneskeligt behov for at blive mættet. Men allerede de 40 dage leder tanken hen på Moses, der også fastede 40 dage på Sinaj bjerg (2 Mos 34,28). Moses var jo netop den, der skaffede folket brød i ørkenen, og en af de vigtigste Messiasprofetier i GT går på Moses, som siger til folket: Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde (5 Mos 18,15). Derfor ventede mange jøder også, at den kommende Messias vil gøre nogle af de samme tegn som Moses, og da Jesus senere giver folket brød at spise, vil nogle straks gøre ham til konge (Joh 6,14-15). Tre messianske fristelser 1. Sten til brød som den nye Moses (Luk 4,3, jf. 5 Mos 18,15). 2. Arve jorden som den nye Davidskonge (Luk 4,6, jf. Sl 2,8; 72,8; Es 49,6). 3. Anerkendes i Jerusalem som Messias (Luk 4,9, jf. Es 28,16; Sl 14,7). En stor åben plads omgav tempelpladsen ved det sydvestlige hjørne. Mod syd var den ældste bydel, Davidsbyen, og mod vest den nye bydel opført under hasmonæerne og Herodes. Stedet var ideelt til at samle byens befolkning til annoncering af vigtige nyheder. Modellen her er fra Jerusalems bymuseum på citadellet. Foto: Morten Hørning Jensen. ALLE VERDENS RIGER Den anden fristelse foregår ifølge Lukas på et højt bjerg. Fristeren viser Jesus alle verdens riger og tilbyder ham al denne magt og herlighed, hvis blot Jesus vil kaste sig ned og tilbede ham. Hornblæsningsstenen var oprindeligt en del af gelænderet øverst på tempelmuren. Selve stenen er den originale, mens indskriften er en genpart. Den originale indskrift opbevares på Israels Museum. Foto: Morten Hørning Jensen. På overfladen kan man forstå fristelsen som almindelig magtbegær, men igen er den dybt rodfæstet i GT s profetier om Messias. Salme 2,8 taler om, at Guds søn skal have folkene som ejendom og den vide jord som arvelod. Salme 72,8 siger, at der skal komme en konge, som skal herske fra hav til hav og fra floden til jordens ender. At eje alle verdens riger var intet mindre end et Messiaskendetegn. Jesus tilbydes altså en genvej til opfyldelsen af sin messianske gerning. ELASTIKSPRING FRA TEMPLETS TINDE? Den tredje fristelse i Lukas version (den anden hos Matthæus) foregår i Jerusalem, hvor Djævelen stiller Jesus på templets tinde og frister ham til at kaste sig ud og lade engle gribe sig. Endnu engang citerer han et løfte i GT. Denne gang fra Salme 91 om, at engle vil sørge for, at han ikke støder sin fod på nogen sten (Luk 4,10-11). Hvad skal vi lægge i denne fristelse? Er det en test på, om Jesus er modig nok til et elastikspring, eller ligger der igen en dybere messiansk fristelse bagved? HVOR VAR TEMPLETS TINDE? Svaret på det hænger sammen med, hvor vi kan lokalisere templets tinde, og om vi kan forbinde den med hornblæsningsstenen. Ifølge vores skriftlige kilder skal vi lede efter et sted med tre kendetegn. For det første skal det i sagens natur være et højt sted, man kan springe ud fra. For det andet skal det være et sted i tempelkomplekset, men ikke nødvendigvis et sted på selve tempelbygningen, der rummede Det Hellige og Allerhelligste. Det ord, der er brugt for tempel, er nemlig ikke det snævre ord, der alene betegner tempelbygningen, men det ord, der blev brugt om hele komplekset med forgårde og søjlehaller. Endelig ved vi, at templets tinde var et tydeligt sted, hvorfra man kunne ses, og folket kunne tiltales. Det indtryk får man i hvert fald fra den kristne forfatter fra det andet århundrede, Hegesip, der fortæller, hvordan Jesu bror Jakob blev slået 14 Selskab for Bibelsk Arkæologi 15

9 En Messias skal jo anerkendes i Jerusalem, som Jesu brødre tørt minder ham om (Joh 7,3-5), og befrieren skal komme fra Zion (Rom 11,26). Intet sted ville Jesus nemmere kunne vise sig for verden som en messias i al herlighed og magt. En senere jødisk tradition i den rabbinske tekst Pesiqta Rabbati bekræfter denne forventning: Vores lærer har sagt: Når kongen, Messias, åbenbares, så kommer han og står på taget af templet. Så vil han forkynde for israelitterne og sige: I arme, jeres forløsningstid er nu kommet Lag på lag har arkæologer siden 1968 gravet sig ned igennem århundrederne. Ved et besøg i dag går man på Herodes den Stores fortov rundt om tempelmurene og fornemmer, hvor mægtigt et bygningsværk templet var. Foto: Morten Hørning Jensen. ihjel af folkets ledere kort før år 70. Rygterne om Jesu opstandelse havde skabt uro i befolkningen. Jakob blev derfor bedt om at tiltale folket fra templets tinde og skabe ro. Men i stedet styrtede de ham ned. Har vi et sted, der matcher disse tre kendetegn? I kirkens tradition har man siden det 5. århundrede peget på et andet sted: det sydøstlige hjørne ud mod Kedrondalen. Der byggede kejserinde Eudokia en lille helligdom til minde om fristelsen. Når hun valgte dette sted hang det sammen med, at det var her, den delvist nedrevne tempelmur stod højest på dette tidspunkt. På Jesu tid var der ifølge eksperten Leen Ritmeyer 43 meter ned. Men selvom det var højt, så var det ikke et særligt tydeligt sted, da det vendte ud mod Kedrondalen og Oliebjerget. Altså væk fra selve byen. Et andet forslag er, at templets tinde var et af hjørnene på taget på selve tempelbygningen. Selvom det er et bedre forslag, er det heller ikke sandsynligt. Folkets ledere ville næppe styrte Jakob i døden fra selve tempelbygningen og ned i præsternes forgård. Pilen peger derimod mod det sydvestlige hjørne: Dette hjørne var også på Jesu tid højt; ifølge Leen Ritmeyer 42 meter og altså kun én meter lavere end hjørnet ud mod øst. Det var også en del af det store tempelkompleks. Men frem for alt var det et tydeligt sted. Neden for det havde Herodes skabt en stor åben plads, der kunne rumme mange tusinde mennesker. Med god grund var det her, man lod blæse i trompet, hvis noget skulle bekendtgøres. Selvom det ikke kan endeligt godtgøres, så tyder meget altså på, at hornblæsningsstedet også var kendt som templets tinde. OPHØJELSE OG FANFARE PÅ TEMPLETS TINDE Det egentlige i den tredje fristelse bliver dermed tydeligt: Jesus fristes til at lade trompeterne blæse foran sig; til at samle Jerusalems befolkning for sine føder; og til at lade sig ophøje og hylde som konge og Messias over Jerusalem med templets tinde som tronstol! EN SENERE OPHØJELSE Jesus fristes altså ikke til ikke at blive Messias. Messiasanerkendelsen lå lige til højrebenet og trillede næsten i mål af sig selv på templets tinde. Selv Djævelens ordvalg, hvis du er Guds søn, er snarere en konstatering end en prøve, der lige så godt kunne oversættes: Da du er Guds søn. Fristelsen i Jerusalem er en Messiasfristelse! Trods det afviser Jesus tilbuddet og ender med en anden ophøjelse på en høj lidt uden for byen. For mange hvis ikke alle jøder var synet af Jesus ophøjet på et kors det sikre tegn på, at han var en fejlslagen Messias. I skuffelse går f.eks. to af disciplene væk fra Jerusalem og beklager sig til en fremmed over deres brudte forhåbninger om ham, der skulle forløse Israel (Luk 24,21). Jesus blev aldrig folkets Messias, der skaffede ét folk fred, ved at slå et andet romerne ihjel. I stedet er det NTs vidnesbyrd, at han skaffede fred med Gud gennem den forbandede ophøjelse på korset. Som i et langt jubelråb genlyder overraskelsen efter opstandelsen: Jesus er Messias (Joh 20,31; ApG 9,22; 18,5.28 mv.). Nok forbandet men ikke fejlslagen. En jødisk dreng gør sig klar til at fejre konfirmation ved Grædemuren ved at blæse i shofarhorn. Det sydvestlige hjørne af tempelpladsen med templets tinde ses i baggrunden. Foto: Morten Hørning Jensen. Hvor blev Jesus født? Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet De allerfleste vil ryste på hovedet af et så tåbeligt spørgsmål: For Jesus blev selvfølgelig født i Betlehem syd for Jerusalem. Det fremgår jo tydeligt af juleevangeliet. Alligevel lyder det fra tid til anden, at det ikke er særligt sandsynligt, at Jesus blev født i Davids by. Jesu fødested skal snarere søges i Galilæa, hævder nogle. Hvad nu, hvis evangelierne tager fejl? Ifølge arkæologien var der intet Betlehem i Judæa på Jesu tid. Hvilket grundlag har vi for at tro, at det rent faktisk var i dette Betlehem, Jesus kom til verden? Jerome Murphy-O Connor, professor i Ny Testamente ved École Biblique i Jerusalem, skrev i 1990 en artikel, hvor han gennemgår, hvad vi har af informationer i de gamle kilder om Jesu fødested. FØDT I EN HULE Den ældste oplysning (efter Matthæus- og Lukasevangeliet) finder vi hos den kristne apologet Justin Martyr (ca. 160 e.kr.). Justin ved, at Jesus blev født i en klippehule tæt ved Betlehem i Judæa. I sin dialog med jøden Tryfon siger han: Mange af datidens beboelseshuse var bygget sammen med huler, der fungerede som stalde. I flere af hulerne er der fundet klippekrybber til dyrene udhugget som nicher i klippevæggen. Dette billede stammer fra den store klippehulestald lige bag det moderne romerskkatolske kapel på Hyrdernes Mark. Hartvig Wagner. 16 Selskab for Bibelsk Arkæologi 17

10 Da Josef ikke kunne finde et sted i landsbyen, hvor han kunne bo, slog han sig ned i en hule, som var nær ved landsbyen. Og da de var der, fødte Maria Kristus og lagde ham i en krybbe, hvor vismændene, der kom fra Arabien, fandt ham (Dial. med jøden Tryfo, 78.3). Justin Martyr var født ved Sikem (det moderne Nablus) og kendte derfor de geografiske forhold i Palæstina godt. Ifølge ham blev Jesus altså født i en hule meget tæt på Betlehem. Det er helt sikkert ikke noget, Justin finder på, siger Murphy-O Connor. Justin tager i sit skrift stærkt afstand fra mitradyrkelsen, en ny religion, som var blevet meget populær i Romerriget. Her ærede man guden Mitra, som skulle være født i en klippehule. Når Justin viderebringer informationen om Jesu fødsel i en hule trods risikoen for, at hans modpart ville forveksle Jesus med Mitra, viser det, hvor sikker han var på, at Jesus blev født i en grotte ved Betlehem. ANDRE VIDNESBYRD Det samme siger den anonyme forfatter til Jakobs Forevangelium (efter 150 e.kr.): Og de havde tilbagelagt halvdelen af vejen, da Maria sagde til ham: Josef, hjælp mig ned af æslet, for det barn, jeg venter, presser på for at komme ud. Og han hjalp hende ned på stedet, og han sagde til hende: Hvor skal jeg bringe dig hen og beskytte din blufærdighed, når stedet er øde? Og han fandt en hule dér Læs mere Hartvig Wagner, Jesu fødested til debat - et besøg i Galilæas Betlehem, TEL 2007/4 Jerome Murphy-O Connor, Bethlehem Of Course, Bible Review 16-1 (2000), og førte hende ind i den (Jakobs Forevangelium, 17-18; Jørgen Ledet Christiansen og Helge Kjær Nielsen, Nytestamentlige Apokryfer, 2002, s. 142). Forfatteren kender imidlertid ikke de geografiske forhold i Palæstina særlig godt. Han siger f.eks., at klippehulen lå midtvejs mellem Jerusalem og Betlehem. Kirkefaderen Origines ( e.kr.) skriver i sit skrift Contra Celsum (1.51): Hvis nogen ønsker yderligere bevis ud over Mika-profetien og fortællingen i evangelierne af Jesu disciple for at overbevise sig om, at Jesus blev født i Betlehem, så kan han bemærke, at i overensstemmelse med fortællingen i evangeliet om hans fødsel viser man hulen i Betlehem, hvor Jesus blev født, og krybben i hulen, hvor han blev svøbt i svøbe-klæder. Hvad man viser dér, er kendt på egnen endog af folk, som er fremmede for troen, siden det var i denne hule, at den Jesus, som tilbedes og æres af kristne, blev født. Denne grotte under Fødselskirken i Betlehem udpeges som stedet for Jesu fødsel. Alle kilder fra Oldkirken samstemmer i, at Jesus kom til verden i en klippegrotte ved Betlehem. Origines har sikkert set hulen mellem 231 og 246, siger Murphy-O Connor. Stedet for Jesu fødsel er almindelig kendt på egnen, og selv de ikke-kristne i området kunne udpege det for besøgende. OMDANNET TIL EN HEDENSK LUND Kirkefaderen Hieronymus ( ) levede i Betlehem fra 385 til sin død. I et af sine breve (Epistel 58.3) siger han om de hellige steder i Jerusalem og Betlehem: Fra Hadrians tid [135 e.kr.] til kejser Konstantin en periode på 180 år blev det sted, som var vidne til opstandelsen, optaget af en Jupiter figur Selv mit eget Betlehem, som nu er det mest ærværdige sted i hele verden, om hvilket salmisten synger: Sandheden er sprunget ud af jorden, blev overskygget af en Tammuzlund, det er Adonis, og i selve den hule, hvor barnet Kristus udstødte sine første skrig, blev der fremført klage for Venus elsker (Adonis). Hieronymus siger, at den romerske kejser Hadrian lod de jødekristnes hellige steder omdanne til hedenske steder. Jesu fødested blev lavet til en hellig lund for en babylonisk-græsk gud. På den måde hjalp kejser Hadrian ufrivilligt til at fastholde erindringen i Betlehem om, hvor Jesus blev født. Det er utænkeligt, at Betlehems indbyggere bare fandt på en eller anden hule som stedet for Jesu fødsel. Når de insisterede så stærkt på, at Jesus kom til verden netop i den klippehule, som gennem mange år lå midt i en hedensk lund, må de have haft meget gode grunde til det. NY TESTAMENTE Murphy-O Connor vender sig herefter til de nytestamentlige kilder til Jesu fødsel, nl. Matt 2 og Luk 2. Matthæus og Lukas er enige om, at Jesus blev født i Betlehem i Judæa; men de siger ikke noget om en klippehule, kun at han kom til verden i en stald. De to evangelier er meget forskellige og har hver sin egen version af julens begivenheder. De to fødselsberetninger er tydeligvis skrevet uafhængigt af hinanden. Desto vigtigere er det ifølge Murphy- O Connor at lægge mærke til, hvad de så er enige om. De er bl.a. enige om, at Jesus blev født i Davids by. EN KONGELIG MESSIAS Ny Testamente fremhæver igen og igen, For to år siden fandt man lidt vest for Bebudelselskirken i Nazareth rester af simple beboelseshuse fra Jesu tid. Bygningen bestod af to rum med en lille gårdsplads foran. Det er det første direkte arkæologiske vidnesbyrd om, at Nazareth faktisk var beboet i det 1. årh. e.kr. Får man mulighed for at grave øst og syd for Fødselskirken i Betlehem, vil man helt sikkert også finde rester af huse der fra Jesu tid. Biblical Archaeology Review at Jesus var af kongelig, davidisk slægt. Men Jesu fremtræden var absolut ikke, som man forventede det af en messias. Han trådte ikke op mod de romerske magthavere. Han arbejdede ikke for Israels politiske befrielse. Han omgikkes toldere og syndere og havde almindelige mennesker i sit følge. Når de første kristne fastholdt, at Jesus er Messias af Davids slægt, havde det ikke noget at gøre med hans fremtræden. Murphy-O Connor siger, at denne bekendelse bl.a. skyldes, at Jesus rent faktisk var født i Davids by. HVAD SIGER ARKÆOLOGIEN? Murphy-O Connor kommer ikke ind på de arkæologiske spor i sin artikel. Det er der en god grund til. Der er nemlig kun udført få og meget sporadiske arkæologiske undersøgelser i Betlehem. Den nuværende by omslutter EN KONGELIG HAVE Gennem snart mange år har man gravet på Ramat Rahel, i den sydlige udkant af Jerusalem. Her har man fundet noget så usædvanligt som en stor kongelig have. Det er den første af sin art uden for Mesopotamien. Haven var udstyret med et sindrigt system af kanaler, render, damme og vandfald. At kunne opføre og vedligeholde en sådan luksuspark midt i det tørre Israel har symboliseret kongelig magt, siger udgraveren. Haven menes grundlagt i det 7. årh. f.kr. og var i konstant brug frem til det 4. årh. Det betyder, at også babylonere og persere har benyttet og udbygget den kongelige have. Læs mere via TELs linkside. Haven var forsynet med åbne og lukkede kanaler til fremførsel af vand. Boaz Gross, Tel Aviv University. Fødselskirken med fødselsgrotten. Derfor kan omfattende arkæologiske undersøgelser ikke foretages. De få udgravninger, man har været i stand til at lave, viser, at byen var bebygget i gammeltestamentlig tid i området lige øst og syd for Fødselskirken. Mange potteskår er fundet fra den periode. Stedet, hvor Fødselskirken ligger, har måske ligget ret uden for byen. Man har endnu ikke fundet noget af Betlehem fra nytestamentlig tid. Det siger udelukkende noget om, hvor brudstykkeagtig vores arkæologiske viden er. Når der bliver mulighed for egentlige udgravninger, vil levn fra Jesu tid uden tvivl dukke op, ligesom det skete for et par år siden i Nazareth, hvor man for første gang fandt rester af almindelige beboelseshuse fra det 1. årh. e.kr. Tilfældigt stødte man for to år siden på en grav fra romersk tid ved Krybbepladsen i Betlehem. Der vil sikkert blive fundet rester af en landsby på Jesu tid, hvis man får mulighed for grave. I BETLEHEM Selv om de arkæologiske fund endnu er yderst mangelfulde, har vi god grund til at antage, at Jesus blev født i en stald i en klippehule ved Betlehem. Alle oldkirkelige kilder peger i den retning, og der findes ingen tradition for noget andet sted. 18 Selskab for Bibelsk Arkæologi 19

11 Afsender: Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Adresseændring meddeles til: (tlf ). Eftersendes ved varig adresseændring. Til minde om Ehud Netzer Af pastor Hartvig Wagner Mandag den 18. oktober 2010 skete en tragisk ulykke på Herodes den Stores fæstningsbjerg Herodion 7 km sydøst for Betlehem. Professor Ehud Netzer, en af Israels mest berømte arkæologer, pådrog sig svære kvæstelser og døde tre dage senere. Ehud Netzer Ulykken skete, da Ehud Netzer støttede sig til et skrøbeligt gelænder, som brød sammen med det ulykkelige resultat, at han styrtede 6 m ned ad den stejle skråning. Han pådrog sig kraniebrud og brud på rygsøjlen. Hasteindlagt på Hadassa Universitetshospital stod hans liv dog ikke til at redde. Han blev 76 år gammel. Underligt, at hans død blev kædet sammen med netop det sted, han siden 1972 havde vist særlig stor opmærksomhed. Ehud Netzer havde som overordnet mål for sin forskning studiet af Herodes den Stores byggeaktivitet. Utallige arkæologiske undersøgelser inden for dette felt har han foretaget og beskrevet i mange artikler og senest i hans store værk, The Architecture of Herod, the Great Builder (Tübingen 2006). Særligt vil han blive husket, fordi det i 2006 efter mange års søgen endelig lykkedes at finde Herodes den Stores grav på nordøstskråningen af Herodion. Senere gjorde han endnu et opsigtvækkende fund. I nærheden af graven dukkede et mindre teater frem med en enestående dekoreret kongeloge. Teateret er antagelig blevet sløjfet i forbindelse med opførelsen af fæstningsbjergets imponerende, kunstige top. Ehud Netzer var en enestående beskeden, venlig, imødekommende og hjælpsom personlighed. Han bør mindes her i TEL, som han viste stor interesse, måske også fordi han tilbragte en tid i Danmark under sit arkitektstudium, der var hans oprindelige uddannelse. Flere gange har jeg besøgt ham i Jerusalem. Jeg glemmer ikke, at han en hed dag i 1999 tog mig med til Jeriko for at vise mig sine udgravninger fra Hasmonæertiden og af Herodes paladser. I 2008 mødtes vi på Herodion, hvor han viste min rejsefælle og mig udgravningerne omkring Herodes mausoleum. Min mailboks indeholder ikke få nyttige oplysninger, som Ehud Netzer gennem årene beredvilligt har sendt, og som er kommet artikler i TEL til nytte. Den arkæologiske forskning omkring Det hellige Land har lidt et stort tab med Ehud Netzers bortgang. Selskab for Bibelsk Arkæologi mindes ham med ære og tak.