Sandhed Godhed Skønhed

Transkript

1 Sandhed Godhed Skønhed Bind 6: Sathya Sai Baba s livshistorie (1986 til 1993) Originaltitel: Sathyam Sivam Sundaram Af B.N. Narasimha Murthy

2 Oversat af: Oversætterens kommentarer vedrørende oversættelsen af Sai Baba s livshistorie: Sandhed Godhed Skønhed. Bøgerne er oversat fra engelsk, men disse bøger indeholder en del sanskrit ord. Flere af disse sanskrit ord dækker begreber, der kun vanskeligt lader sig forklare endsige oversætte. Forklaringen af visse ord ville, selv om man anvendte flere sider, ikke være fyldestgørende. Jeg har valgt at oversætte bøgerne om Sai Baba s livshistorie til dansk næsten uden brug af sanskrit ord. Det betyder, at den fulde, helt præcise forståelse af enkelte dele af teksten ikke altid fremgår af oversættelsen. De sanskrit ord, jeg har valgt ikke at oversætte, er: - darshan : At få synet af Mesteren; at få synet af en hellig person. Det at få synet af Mesteren, for eksempel Sai Baba, er et meget vigtigt element i folks åndelige udvikling. Når man får darshan, udvikler man hengivenhed over for for eksempel Sai Baba, og Han udvikler hengivenhed over for én. - arathi : Et hinduritual hvor man ofrer lyset fra en lampe med en væge dyppet i kamfer til guddommen. Man svinger dette lys foran for eksempel sin guru, og det markerer afslutningen på tilbedelsen. - prasad : Prasad er et udtryk for en helliggjort gave, som regel noget spiseligt, der uddeles af en Mester til sine hengivne. Ordet prasad angiver noget helliggjort, noget der er velsignet af Gud; Sai Baba uddeler ofte slik, kager, billeder osv. som prasad til Sine disciple og hengivne. Jeg har som sagt valgt at oversætte Sai Baba s livshistorie næsten uden brug af sanskrit ord, da jeg synes, det at læse om Sai Baba på dansk uden brug af ret mange sanskrit ord kan være en velsignelse. Bogens centrale budskaber går rent ind i læserens bevidsthed. Læseren får ikke afbrudt sin læsning af ukendte ord, hvis betydning skal studeres nærmere. Ord, der er anført i parentes og skrevet med kursiv, er mine tilføjelser. 2

3 Indholdsfortegnelse Forlagets bemærkninger side 4 Forord side 5 Kapitel 1 Den guddommelige fryds bjerg side 8 Kapitel 2 Begejstringens genlyd fra bjerget side 21 Kapitel 3 Den nye tids ledere side 37 Kapitel 4 Gudbenådet handel side 54 Kapitel 5 En gryende sommer i Brindavan side 77 Kapitel 6 Vær Mit redskab side 93 Kapitel 7 På Hans mission side 114 Kapitel 8 Flere tegn og undere side 140 Kapitel 9 Forandringens vinde side 162 Kapitel 10 Det lægelige under side 177 Kapitel 11 Læge, helbred dig selv side 192 Kapitel 12 Den universelle lærer side 215 Kronologisk oversigt over begivenheder i Bhagavan Sri Sathya Sai Baba s liv fra side 226 3

4 Forlagets bemærkninger Den første bog om Avataren Bhagavan Sri Sathya Sai Baba s livshistorie, der blev skrevet af ophavsmanden til meget af den Sathya Sai litteratur, der findes, Sri N. Kasturi, blev udgivet i 1961, 35 år efter Hans komme i (En Avatar er en inkarnation af Gud). Den sidste af de efterfølgende tre bøger, der dækker Bhagavan s hellige liv frem til 1979, blev udgivet i Med Bhagavan Baba s velsignelse blev Sandhed Godhed Skønhed-komiteen, med de fire veteran-hengivne dr. G. Venkatranam, dr. Jayalaksmi Gopinath, Sri B.N. Narasimha Murthy og fru Sitalakshmi, dannet i oktober Formålet med komiteens arbejde er at få skrevet de efterfølgende bøger om Hans hellige livshistorie. Komiteen betroede Sri Narasimha Murthy opgaven med at indsamle materiale og skrive teksten til disse bøger. Begejstret er forfatteren gået ind i dette arbejde, og han har fået hjælp af komiteens øvrige medlemmer og af Sri V.N. Prahlad. En femte bog, der dækker Baba s liv og mission fra 1980 til 1985, blev udgivet i forbindelse med fejringen af Gurupoornima den 21. juli Vi er glade for, at vi nu kan fremlægge den 6. bog her i forbindelse med fejringen af vor elskede Bhagavan s 82-års fødselsdag. Denne bog skildrer den guddommelige rejse fra Det var begivenhedsrige år, hvor den guddommelige mission foldede sig ud på en global skala. I denne periode velsignede Bhagavan Baba et utroligt stort antal hengivne fra alle egne af verden med den unikke mulighed, det er at deltage i en mangfoldighed af aktiviteter, der blev sat i gang for at føre Hans guddommelige vilje ud i livet. Sri Narasimha har udført den vanskelige opgave, det er at indsamle materiale fra et stort antal hengivne, og han har gjort det med stor ildhu og pligttroskab. Lykkeligvis har han også været et tæt vidne til den guddommelige saga i disse år, hvor han har tjent som forstander på Sathya Sai Universitetets kollegier i Prasanthi Nilayam og Brindavan. Hans storslåede beretning står næsten mål med historiens genstand, Bhagavan Sri Sathya Sai Baba. I dag ofrer vi denne bog til Bhagavan s lotusfødder, idet vi beder om Hans nåde og velsignelse. Vi håber, at bogen vil behage Ham og inspirere den ivrige skare af hengivne, der befinder sig på Hans guddommelige missions vej. 23. november 2007 Sri Sathya Sai Books and Publications Trust, Prasanthi Nilayam. 4

5 Forord Bhagavan Sri Sathya Sai Baba s almægtige nåde har valgt at benytte mig som det redskab, der skal skrive endnu en bog om Hans guddommelige livshistorie. Det er en bog, der dækker Hans liv og mission i perioden fra 1986 til Jeg vil for altid stå i stor gæld til Ham, fordi Han på denne måde har velsignet mig. Jeg føler, at han har givet mig en opgave, hvis fuldførelse vil være fuldbyrdelsen af mit liv. Endnu engang må jeg indrømme, at denne bog blot vil give et fingerpeg om, hvad Bhagavan foretog Sig i årene for at udføre Sin selvpålagte mission med at frelse menneskeheden fra at ødelægge sig selv på dette meget kritiske tidspunkt i dens historie. Avataren opererer på forskellige eksistensniveauer, og ikke blot på det fysiske plan som vi er bevidste om. Vi må blot stole på Ham, når Han afslører, hvad Han gør på andre eksistensniveauer. En hel del af disse hændelser er medtaget i denne bog. Som det er tilfældet med den forrige bog, så er beretningen vævet sammen af tråde fra en historie, en krønike og et testamente. I bogen vil du finde en blanding af en kronologisk og en tematisk skildring af Hans livs historie i denne periode. Imidlertid findes der også en kronologisk oversigt over periodens begivenheder i et appendiks bagest i bogen. Jeg har været så heldig at være vidne til de fleste af disse begivenheder på tætteste hold. Men det er ikke alt, jeg har været vidne til. Så jeg må også tilstå, at jeg desuden har indsamlet materialet til denne bog ved at tale med nogle få hundrede personer, og det selv om jeg godt ved, at Hans pragtfulde påvirkning er blevet oplevet af millioner af mennesker over hele verden. I mit arbejde med at skrive bogen har min højeste prioritet været at gøre den autentisk. Derfor har jeg udelukkende baseret mit arbejde, som det også var tilfældet med den forrige bog, på at skrive om oplevelser og refleksioner, som folk, jeg har mødt eller talt med, har haft eller gjort sig. Jeg er bevidst om de begrænsninger, der ligger i en sådan tilgang til arbejdet, men jeg har bevidst valgt dette efter grundige overvejelser og efter at have talt med kyndige ældre og venner. Det, at bogen skal være let at læse, er et andet kriterium, som jeg har lagt vægt på. I fem ud af tolv kapitler i denne bog har jeg anvendt Hans hengivnes historier som byggestene til Hans livshistorie. Det har også været nødvendigt på grund af det faktum, at det centrale i Hans nuværende avatariske mission er transformeringen af det menneskelige hjerte, og dette bliver umiskendeligt reflekteret i Hans hengivnes liv. Swami har ofte sagt: Min historie er intet andet end Mine hengivnes historie. De hengivne tilhører Mig, og Jeg tilhører de hengivne. Hver eneste af disse historier, der er medtaget i bogen, er repræsentativ for tusinder af sådanne mænd og kvinders historier. De første to kapitler: Den guddommelige fryds bjerg og Begejstringens genlyd fra bjerget skildrer den dejlige og liflige historie om Baba s besøg i Kodaikanal. Udtrykt i antal dage, som Han opholder Sig et bestemt sted, bliver Kodaikanal kun overgået af Prasanthi Nilayan og Brindavan. Det første kapitel fortæller kort om Hans tidligere besøg på dette bjerg før 1986, og fortællingen kulminerer med indvielsen af Sai Sruti i juni (Sai Sruti er Baba s bolig i Kodaikanal). Det andet kapitel begynder med beskrivelsen af en typisk dag i Sai Sruti og retter dernæst opmærksomheden mod de betydningsfulde begivenheder, der fandt sted her under Bhagavan s besøg mellem 1986 og Indvielsen af fakultetet, der skal beskæftige sig med virksomhedsledelse, på Sathya Sai Institute of Higher Learning, var en anden vigtig begivenhed i Det tredje kapitel Den nye tids ledere beskriver Baba s filosofi vedrørende ledelse i handelsvirksomheder og Hans personlige engagement i arbejdet med at hjælpe de studerende og lærerne med at praktisere denne filosofi. Gudbenådet handel, det næste kapitel, skitserer livet for nogle få forretningsmænd blandt Baba hengivne, der holder sig til rigtig handling (dharma) i deres personlige liv såvel som i deres arbejdsliv. (Sai Baba siger, at der ikke eksisterer et ord eller et 5

6 begreb, der kan forklare ordet dharma. Dharma er det, der understøtter og opretholder hele universet. Dharma er den pligt, som alting er eller burde være underlagt. Det er ildens pligt at fortære, varme, lyse, nedbyde osv. Det er græssets pligt at omdanne kuldioxid til ilt, være føde, se smukt ud osv. Det er menneskets overordnede pligt at søge forening med Gud. Alt efter deres rolle i livet, har forskellige mennesker forskellige pligter livet igennem. Jeg har valgt at oversætte begrebet dharma med rigtig handling ). Kapitel fem fortæller om foråret og sommeren i Brindavan. Det sjette og det syvende kapitel Vær Mit redskab og På Hans mission skildrer den opløftende indflydelse, som Han har på Sine valgte redskaber, der skal spille en vigtig rolle i Hans mission. Det sjette kapitel fortæller fire af disse velsignede menneskers historie. Det er mennesker, der tjente i Hans fysiske nærhed. Det næste kapitel beskæftiger sig med fem personers liv, der udbredte Hans budskab ud over den ganske verden. Flere tegn og undere, kapitel otte, byder på en beretning om den forbløffende og mirakuløse manifestation af Avatarens guddommelige kraft og visdom rundt om på kloden. Det niende kapitel Forandringens vinde hæver sig op og fortæller om Sai-bevægelsens udbredelse i denne periode. Etableringen af Sathya Sai Institute of Higher Medical Sciences (Det nye Super Speciality Hospital) i Prasanthi Nilayam i 1991 vendte et nyt blad i beretningen om sundhedspleje i verden. Uden tvivl var dette den vigtigste begivenhed i Hans livshistorie i den periode, som denne bog dækker. Det tiende kapitel illustrerer historien om Det lægelige under. Det næste kapitel Læge, helbred dig selv, beskriver den vidunderlige transformation, som Bhagavan fremkaldte hos nogle få læger blandt de tusinder, der gennem tiderne er blevet tryllebundet af Hans guddommelige lære og personlighed. Det sidste kapitel Den Universelle Lærer giver et dybtgående indblik i Bhagavan s lære, som den kommer til udtryk i Hans otte taler, som Han holdt i forbindelse med Gurupoornima i perioden (Gurupoornima er dagen, hvor man ærer sin guru). Jeg er taknemmelig over for Sri K.S. Rajan, forlagets leder, og over for de ansatte i Sathya Sai Books and Publications Trust for alle deres værdifulde forslag. Jeg er speciel taknemmelig over for Sri V.N. Prahlad for hans hjælp med at planlægge bogens struktur. Mine gode venner, Sri C. Srinivas, Sri Sanjay Sahni og Sri Ruchir Desai har løbende givet uvurderlige råd med hensyn til indholdet i denne bog. Sri K. Vasantha Raj har tilbragt adskillige dage sammen med mig for at assistere mig med at redigere teksten. Hr. William Miller og fru Debra Ruth Miller har også givet en hjælpende hånd med at redigere bogen. Taknemmeligt takker jeg for deres støtte. To af mine yngre og idérige kollegaer, Sri Sai Manohar og Sri Rajeev Rajan, har været mine medarbejdere med denne hellige opgave. Sri Rajeev Rajan s indsats med at give bogen et godt indhold er yderst rosværdig. Jeg takker kunstnerne Sri Kamalakar og Sri M.B. Suresh Kumar for deres uselviske engagement. Min unge ven, Sri Mahabaleshwar, har arbejdet hårdt med at indplacere fotografierne de rette steder i bogen. De væsentligste kilder til fotografierne er Prasanthi Digital Studio, Sri R. Padmanabhan og Sri Kekie Mistry. Mine højt respekterede kollegaer, dr. C.N. Sundaresan, dr. A. Ashok og dr. T. Ravi Kumar, har også lånt os nogle af fotografierne. Den tidligere studerende, Sri Bishweshwar Prushty, har hjulpet med at vælge de rigtige fotografier fra Prasanthi Digital Studio s arkiver. Jeg står i gæld til dem alle. 6

7 Jeg ofrer denne kærlighedens blomst til Legemliggørelsen af Kærlighedens lotusfødder; til vores elskede guddommelige Mester, Bhagavan Sri Sathya Sai Baba, og jeg gør det i kærlighed og taknemmelighed. 23. november 2007 B.N. Narasimha Murthy 7

8 Kapitel 1 Den guddommelige fryds bjerg 1.1. Det var højsommer, og det var i Prasanthi Nilayam i maj Stedet, der havde været fyldt til randen med mennesker, før Bhagavan Baba var rejst til Brindavan, var nu helt forladt. Alle de studerende var rejst hjem på ferie, eller de var i Brindavan, hvor de nød ferien i selskab med deres elskede Swami. Det var kun nogle få forskere på Sathya Sai Institute of Higher Learning, der var blevet på universitetets campus for at arbejde videre med deres forskning. Baba havde givet dem en deadline for, hvornår deres arbejde skulle være færdigt. På det tidspunkt var jeg forstander på drengenes kollegium i Prasanthi Nilayam, men jeg var rejst til Brindavan sammen med Swami. Forskerne måtte stille sig tilfredse med at høre om Herrens aktiviteter i Brindavan, når de talte i telefon med nogen fra Brindavan. Det skete også, at der fra Brindavan kom nogle studerende eller lærere, der skulle udføre noget arbejde i Prasanthi Nilayam Efter en 10-dages tur til Ooty vendte Baba tilbage til Brindavan den 12. maj. Femten studerende og lærere, inklusiv mig selv, havde haft den gode skæbne at ledsage Ham på denne tur. Rygterne svirrede i luften om Bhagavan s forestående rejse til Kodaikanal. Forskerne håbede på, at de ville få den eftertragtede mulighed for at ledsage Baba til Ooty eller Kodaikanal, når de engang havde taget deres doktergrad. Men det lå mindst to eller tre år ud i fremtiden. Men til deres store glæde og overraskelse ankom Bhagavan til Prasanthi Nilayam den 22. maj. Den næste morgen kaldte Han dem ind til et interview! De følte sig som rejsende, der pludselig var stødt på en oase i en trist og trøstesløs ørken, når de mindst ventede det. Endnu mens de kappedes med hinanden om at komme til at sidde tættest på Swami, spurgte Han dem: Det er meget varmt, er det ikke? 1.3. Drengene tøvede med at svare ja. Men Baba fortsatte. Jeg ved, der har været meget varmt her i Puttaparthi. Er der nogle af jer, der ikke kan fordrage koldt vejr? 1.4. Fire af dem rakte hånden op. Swami materialiserede vibhuthi og gav den til dem. Herefter henvendte Han Sig til de andre og bekendtgjorde: Jeg vil tage jer med til Kodaikanal! 1.5. Det er vel unødvendigt at fortælle, at de var målløse af glæde. I et nu blev millioner af drømme til virkelighed i deres hjerter. Swami tilbragte yderligere 30 minutter sammen med dem, hvor Han spurgte ind til, hvordan det gik med deres forskning, og hvordan de i det hele taget havde det Den næste dag kørte Bhagavan til Brindavan. Det virkede, som om Swami udelukkende var taget til Prasanthi Nilayam for personligt at overbringe dem den gode nyhed! Dag for dag intensiverede deres forventninger sig i deres sind. De tænkte, at de ville blive kaldt til Brindavan, før ferien var forbi, og Instituttet startede op igen. Men dagene gik, uden de hørte nyt fra Brindavan, og universitetet begyndte igen den 1. juni. Deres forventninger begyndte at forvandle sig til fortvivlelse. Men i deres hjerter vidste de, at deres Gud ikke ville svigte dem Endelig kom den ventede besked om morgenen den 16. juni. De blev bedt om at indfinde sig i Brindavan den samme aften, og de skulle medbringe den bagage, der var nødvendig til en tur til Kodaikanal. De dansede af glæde. Den nye bus, der tilhører Sri Sathya Sai Central Trust, ankom til kollegiet klokken og kørte mod Brindavan medbringende 18 himmelstræbende sjæle. Da de nåede frem til Brindavan omkring klokken 19.30, støvregnede det, og det var ret køligt. Efter at have sørget for deres aftensmad og indkvartering trak Bhagavan Sig tilbage. 8

9 1.8. Næste morgen kaldte Baba dem ind i Jhoola Hall i Trayee Brindavan (Baba s bolig i ashram en). Nogle få drenge, der opholdt sig i Brindavan i deres ferie, blev bedt om at slutte sig til den udvalgte gruppe. Da Han beskrev den skønhed og storslåethed, der er over den bjerg-station, som de skulle hen til næste dag, udstrålede Swami den samme sprudlende energi, som brusede i den udvalgte gruppe unge. Han fortalte dem også detaljeret om de vigtigste turiststedet, der findes på stedet. Det er steder som søen, vandfaldet der skinner som sølv, søjleklipperne og de dejlige vandreture Netop da trådte en frivillig ind i salen og sagde: Bhagavan! Der er kraftigt regnvejr over Kodaikanal, og vejrudsigten fortæller, at det vil fortsætte med at regne i mindst fjorten dage! Ville rejsen blive udsat? Alle ventede med tilbageholdt åndedræt. Swami traf den endelige beslutning. Jeg vil ikke skuffe drengene. Lad os tage af sted i morgen! Alt vil komme til at gå godt! Bhagavan Sri Sathya Sai Baba i Kodaikanal Bjerge, skove, slyngplanter, blomster, fugle, skyer, bække og vandfald synet af hver af disse ting har kraften til at minde enhver jordisk sjæl om dens overjordiske oprindelse. Læg det hele sammen, og I har Kodaikanal. Tilføj den velsignede skæbne det er at være vært for denne tidsalders Avatar, der i Sig forener kraften til at frelse alle samt en guddommelig lidenskab for at lede mennesket tilbage til dets skæbnebestemte herlighed, nemlig evig og grænseløs lyksalighed det er Bhagavan Sri Sathya Sai Baba i Kodaikanal! Kodai betyder sommer, og kanal betyder luftspejling på tamil. En luftspejling vildleder en udmattet rejsende i ørkenen til at tro, at der en vand, der hvor der ikke er noget. 9

10 Til sidst ender hans stræben med, at han opdager en oase, som kan siges at være en luftspejlings materialisation. For et menneske fra sletterne, der er svedet helt af af den brændende varme sommer, er Kodaikanal en oase for en træt vejfarende i en ørken. Derfor er den enkle oversættelse af ordet Kodaikanal på tamil et sommer-opholdssted. Kodaikanal befinder sig på den sydlige spids af Palani-bjergenes højst beliggende område, der danner en østlig udløber af Western Ghats i Syd-indien. Kodai betyder også en paraply. Stedet er rig på tætte skove med stedsegrønne træer, der i form ligner et blomkål, og som giver en kølig skygge i den varme sommer. Palani-bjergene kaldes Varaha Giri på sanskrit, der direkte oversat betyder vildsvine bjergene. Ifølge en legende blev en vismand, der levede i disse bjerge, engang vred på 12 drillesyge børn, og han kastede en forbandelse over dem: De skulle blive til grise! Men senere kom Herren Siva og frelste dem og genskabte dem, så de fik deres oprindelige skikkelse igen. Søen i Kodaikanal s hjerte 10

11 1.12. Kodaikanal, der er beliggende i en høje af meter over havets overflade, og som ligger 120 km fra den berømte tempelby, Madhurai, er nu en velkendt bjerg-station og et velbesøgt sommer-opholdssted. Den højeste temperatur om sommeren ligger under 20 grader, og om vinteren kommer temperaturen ikke under otte grader. Som det er tilfældet med de fleste bjerg-stationer i Indien, blev Kodaikanal opdaget af englænderne. Men æren for at forvandle stedet til et sommer-opholdssted skal tilskrives de amerikanske missionærer, der arbejdede i Madhurai i det 19. århundrede Selve byen Kodaikanal er vokset op rundt om en smuk sø, der i omkreds er fem kilometer. Det stille og fredsommelige vand, der fylder søen, og de dansende liljer på dens overflade, udgør en vidunderlig og eventyrlig scene. En gåtur rundt om søen tidligt om morgenen er oplivende og opmuntrende. Når man ser rundt på det, der omkranser søen, så ser man majestætiske bjergskråninger med gigantiske træer. Et virvar af slyngplanter og sammenfiltrede, hængende rødder, vilde blomster der svajer i den milde brise og de klukkende bække, tilføjer en paradisisk charme til disse bjergskråninger. Når man klatrer op af disse bjergskråninger og når toppen, ser man ud over bedårende grønne græsenge. Det kan ikke undre, at Kodaikanal bliver kaldt prinsessen blandt bjerg-stationerne eller smaragden, der er indsat i Palani-bjergene Prasanthi Nilayam er Baba s kontor. Brindavan er Hans hjem, og Kodaikanal er Hans legeplads! Det er en interessant udtalelse, der florerer blandt Hans hengivne. Det kan ikke undre, at Bhagavan Baba, der holder virkelig meget af naturen, valgte Kodaikanal som Sit tredje hjem, da Han blot var 31 år gammel. Hans første besøg i Kodaikanal var i maj Under dette besøg blev det Sri Venkatamuni fra Madras og hans fromme hustru, fru Susheelamma s gode skæbne at være vært for Herren. En smuk bungalow var blevet gjort parat til Hans ophold. Blandt den håndfuld personer, der ledsagede Ham, var de to sanyasin er, Sri Sadananda og Sri Satchidananda, der var disciple af Swami Sivananda, stifteren af The Divine Life Society. (En sanyasi er en person, en asket, der har gjort sig fri af alle ønsker. Han skal besidde enhed i tanke, ord og gerning, være helt opslugt af Gud, Den Eneste Ene, og være fuldt og helt optaget af at opnå forening med Gud) Frem til 1966 besøgte Swami næsten hvert år Kodaikanal, og derefter fulgte der en lang periode på næsten 15 år, før Han igen kom til Kodai. Men i disse 15 år besøgte Han regelmæssigt Ooty, og i 1978 blev der startet en skole dette sted i det nyerhvervede Dalhousie Mansion. Campus en fik navnet Nandanavanam. (Det er navnet på den hytte, der lå på den grund, som Baba først købte i Whitefield. Som navnet indikerer, var den en frydens og glædens have eller Nanda s guddommelige søns have ). Sri V. Srinivasan fra Madras, der ledsagede Swami på Hans ture til Ooty, bad Ham ofte om at velsigne sin bolig i Kodai med Sin guddommelige tilstedeværelse. I 1981 blev Srinivasan s bønner hørt. En aften i Ooty, da selskabet var i gang med at pakke sammen, da de skulle tilbage til Whitefield efter et to ugers ophold, annoncerede Baba til alles overraskelse: Vi tager til Kodaikanal i morgen! Skønt det var en velgerning over for Srinivasan, kom meddelelsen som et lyn fra en klar himmel. Da han overbragte de glædelige nyheder til sin hustru, fru Vidya, der var i Kodai, flød hendes hjerte over af både glæde og bekymring. Hun havde allerede pakket alt muligt sammen og stort set lukket hytten ned, eftersom hun skulle til Madras den næste dag. Og desuden havde hendes 10-årige søn, Murali, høj feber. Der var en sand bodshandling for hende og hendes tjenestefolk at pakke tingene ud igen og gøre hytten parat til at modtage deres Herre. De arbejdede hele aftenen og det meste af natten. Men det var et arbejde fuld af kærlighed, og de udførte det i en lyksalig sindstilstand Den næste dag ankom Swami til Kodaikanal klokken fem om eftermiddagen sammen med Sit selskab på seks personer, der blandt andet omfattede oberst Joga Rao og dr. Bhagavantham. Selvfølgelig var værten, Srinivasan, også rejst med Swami fra Ooty. Da Baba steg ud af bilen, så Han Vidya Srinivasan stå uden for hytten for at byde Ham velkommen. Med fryd i stemmen sagde Han: Nan Nane Vandiruken! på tamil, der betyder: Jeg er 11

12 kommet hertil på Egen hånd! Kodaikanal s sjæl, der havde ventet i 15 lange år på dette øjeblik, var begejstret over at lytte til disse ord. De næste fire dage blev én lang frydefuld fest for de få heldige, der var omkring Ham. Det gjaldt også den unge Murali, hvis feber var forsvundet, før Bhagavan ankom Da der ikke var nogen folkeskare omkring Ham, kunne Swami for én gang skyld nyde den sjældne fornemmelse af at have bevægelsesfrihed. Hytten, der var mere end 100 år gammel, lå oppe i højlandet og bød på en vidunderlig udsigt. Da Srinivasan købte hytten i 1973, hed stedet faktisk Bjerg-hvilestedet. Srinivasan omdøbte det og kaldte det Sai Kripa (Sai s nåde). Da Swami velsignede stedet med Sin guddommelige tilstedeværelse, strålede det som Mount Kailas. (Herren Siva s bolig i Himalaya-bjergene). Bhagavan fortale familien Srinivasan, at stedet faktisk var helligt, og at et meget fromt par havde boet der engang i fortiden. Senere fandt man ud af, at det var blevet brugt som et åndeligt retrætested af kristne missionærer. Swami gik rundt i den smukke have, og engang imellem satte Han Sig og nød atmosfæren. En morgen blev der arrangeret en picnic ved bredden af Berijam-søen 12 km fra hytten. En anden morgen besøgte Swami en bolig, der tilhørte en mand, Sri Narasimhachari, der i lang tid havde været en hengiven. Stedet lå ned til Kodaikanal-søens nordvestlige hjørne. Når tusmørket sænkede sig over bjergene, elskede Han at sidde ved ildstedet inde i hytten sammen med Sit selskab. Ved disse lejligheder talte de om Gud og vejene, der fører til Ham. Deres sind blev løftet til højere planer, hvor ingen verdslige eller jordiske problemer kunne forstyrre dem. Med legemliggørelsen af Siva-Shakti blev Mount Rest til Mount Kailas Solopgangen og solnedgangen var betagende. Hver aften samlede der sig omkring 30 mennesker for at få darshan. Den vidunderlige scene, hvor Baba sidder i en stol på en højtliggende grund med solen, der går ned, som baggrund, var et fantastisk syn, som disse få dødelige nød i fulde drag. De lyttede også til Hans taler, som Han holdt på tamil, og som Srinivasan oversatte til engelsk I bestræbelserne på at gøre Swami og Hans selskabs ophold mere behageligt havde familien Srinivasan flyttet tjenestefolkenes kvarter, og de og deres familier var flyttet over i garagen. Deres kærlighed til Ham rørte Ham dybt, men Han kunne aldrig have det godt og bekvemt på bekostning af Sine hengivnes bekvemmelighed. Det var grund nok til, at Han gjorde dette ophold på turen meget kort. Men episoden havde også en positiv side. Da Srinivasan bad til Swami om at få lov til at bygge et anneks til hytten inden næste sommer, gav Han Sit samtykke. Baba besøgte Kodai igen i januar 1982, og Han blev der en uge. På det 12

13 tidspunkt foreslog Han nogle ændringer til konstruktionen, der var under opførelse. Bygningen stod færdig før sommeren Sai Kripa, den hellige hytte Annekset til Sai Kripa Bhagavan s ophold i Kodai denne sommer, et ophold der strakte sig lidt over en måned i april-maj, banede vejen for Sai-sæsonens komme i Kodaikanal. Disse ophold kom til at betyde meget for områdets økonomi. Sai-sæsonen, der begynder i april, trak et stort antal hengivne fra hele verden til Kodai. Det bevirkede, at den normale sæson, der først begynder i maj, blev udvidet med en måned. År for år steg antallet af hengivne, der kom til byen. Somrene 1984 og 1985 viste sig at blive en gylden tid for Srinivasan s ydmyge bolig, og antallet af mennesker, der kom for at få darshan, nåede tusind og endda endnu flere. Snart blev det indlysende, at den gyldne tid ikke kunne vare ved, eftersom folkemængden efterhånden blev helt uhåndterlig I slutningen af 1983 havde Sri Narasimhachari overdraget et stykke jord, der stødte ned til søen, til Sathya Sai Central Trust. Swami bad Srinivasan om at sørge for, at der blev opført et gæstehus på dette sted, hvor fyrstemoderen af Nawanagar kunne bo under sine ophold. Opgaven med at bygge dette hus begyndte i 1984, og den blev betroet til Sri Mohandas Naidu fra Coimbatore. Gæstehuset stod færdigt i maj Klokken om morgenen den 18. juni 1986 forlod en konvoj bestående af fire biler og en bus Brindavan for at køre til Kodaikanal. Bhagavan og nogle få hengivne sad i bilerne, og Hans drenge sad i bussen. Swami var nødt til at standse mange steder for at slukke den åndelige tørst hos de tusinder af hengivne, der stod og ventede på at få Hans guddommelige darshan. Når Han nåede frem til steder som Dhyarmapuri, Salem, Dindigul og Palani, steg Han ud af bilen, gik rundt blandt de hengivne, der sang lovsang, og accepterede arathi. Da Han nåede frem til Sai Kripa i Kodaikanal, var klokken over Da familien Srinivasan bød Bhagavan velkommen til deres hytte, var de overhovedet ikke klar om Hans plan med at flytte over til gæstehuset ved søen den næste dag. De havde gjort Sai Kripa parat, så den kunne huse Ham under Hans ophold. De havde også arrangeret, at hans drenge kunne bo på et hotel i nærheden. Det kan ikke undre, at de blev chokeret, da Han afslørede Sin plan for dem nogle få minutter efter Sin ankomst. Baba forklarede dem, at 13

14 den nye bygning, der lå på en meget større grund, og som lå midt i byen, bedre ville kunne modtage det store antal hengivne, der ville komme for at få Hans darshan. Den guddommelige vilje måtte ske. Hr. og fru Srinivasan, der overgav sig til det guddommelige dekret, følte, at de kunne have planlagt og bygget gæstehuset endnu større og bedre, hvis de blot tidligere havde kendt til den guddommelige vilje. Det faldt i deres lod at arrangere indvielsen af den nye bolig den næste morgen. Til at hjælpe sig med denne opgave havde de den altid tjenestevillige gruppe af dedikerede arbejdere, nemlig medlemmer af Sathya Sai Seva Dal organisationen. (Seva Dal er frivillige mænd og kvinder, der gør tjeneste i Sai Organisationen) Eftersom bussen med drengene ikke var nået frem til Kodaikanal klokken 19.30, sendte Swami to biler af sted, en mod Palani og den anden mod Madhurai, for at se efter den. Bussen, der kom kørende fra Palani, havde fået slået sin forrude i stykker, og den var nødt til at køre meget langsomt. Da den endelig nåede Sai Kripa, var klokken blevet Men Baba ventede på, at Hans drenge skulle komme, og Han trak Sig først tilbage for natten, da Han var sikker på, at alle havde det godt. Han orienterede dem også om indvielsen af Hans bolig den næste morgen. Drengene var glade for at se, at det ikke regnede i Kodai, selv om det var meget køligt. På vejen dertil havde de bedt til regn-guden om at afkræfte den vejrudsigt, som mennesker var kommet med med hensyn til denne guds planer med vejret over denne bjergstation under deres ophold. Selvfølgelig havde regn-guden ikke andet valg end at adlyde Sai Avatarens vilje. Det voldsomme regnvejr, der var standset den dag, Baba ankom, begyndte først igen, efter Han forlod Kodaikanal efter fem dage! Faktisk kom der et regnskyl blot en time efter, Han var taget derfra. De fem dage, der var solrige og lyse, fik besøg at lidt støvregn hver eftermiddag, hvilket er almindeligt for en typisk sommer Næste morgen, da drengene kørte med bussen hen til Hans bolig, så de, da de kørte på vejen langs søen, at Baba s bil kom kørende fra modsatte side. De kom ud af bussen lige uden for grunden og skyndte sig ind. Endnu mens de var i færd med at finde deres pladser i den søjlebårne forhal, ankom Swami. Han steg ud af bilen og så Sig omkring. Overalt var der smukke blomsterdekorationer, og omkring 100 hengivne havde samlet sig uden for forhallen. Da lovsangen, der blev ledet af drengene, var mest intens, trådte Bhagavan ind i huset sammen med nogle få ældre efter at have klippet snoren over ved hovedindgangen Det enkle gæstehus var blevet til et tempel, eftersom Herren havde besluttet at bo i det. Det var en to-etagers bygning med to værelser og et køkken i stueetagen. De to værelser flankerer en sal, der bliver delt i to af et kunstnerisk udskåret rækværk af træ. Den del af salen, der ligger op mod køkkenet, tjener som spisestue, og den anden del, som man kommer ind i, når man træder ind gennem hoveddøren, tjener som dagligstue. Verandaen, der som vægge har glaspartier, åbner op ud til den søjlebårne forhal gennem en glasdør. Der er to værelser på første sal, der støder op til en sal. Værelset til venstre har udgang til en balkon. Det er en dekorativ balkon med tre buer og tre lave rækværk, der er placeret lige over den søjlebårne forhal. Det hele giver bygningen et smukt udseende Da indvielsen havde varet nogle få minutter, trådte Swami ud på verandaen. Herefter tog Han ud på en køretur efter at have bedt Srinivasan om at tage drengene og deres bagage med ind i bygningen. Drengene blev begejstrede, da de fik at vide, at de skulle bo sammen med deres Herre under samme tag. Faktisk førte Srinivasan dem op til salen på første sal, der støder op til Bhagavan s værelse. På den måde kunne de bo dør om dør med deres Gud! De blev både rørt og opmuntret over Hans kærlighed og venlighed Da Swami vendte tilbage til Sin bolig, ventede drengene på Ham i dagligstuen sammen med nogle få ældre hengivne. Da Han kom ind og satte Sig i Sin stol, begyndte det første historiske møde i templet. Siden da har der været holdt i hundredvis af den slags himmelske møder i denne bygning. Ud over drengene deltog følgende i dette første historiske møde: Oberst Joga Rao, Sri Indulal Shah, fru Sarala Shah, fru Ratanlal, Sri Srinivasan, fru Vidya 14

15 Srinivasan, Sri Narasimhachari og Sri Mohandas Naidu. Mødet begyndte med, at Swami fortalte de ældre: Vi må vælge et godt navn til templet. Kom med nogle forslag! Bhagavan ankommer til Sai Sruti til indvielsen Indvielse af Sai Sruti Der blev foreslået mange navne: Sai Soundarya, Sai Chandana, Sai Nandini og så videre. Swami spurgte drengene: Hvad vil I foreslå? I kor svarede de: Swami! Du er den, der ved bedst. Det er alene Dig, der bør finde et passende navn til templet. Det navn, som vi vælger, bør give et budskab til lokalbefolkningen. Det navn, vi gav til det nye tempel i Brindavan, er Trayee Brindavan. Ordet trayee repræsenterer de tre Veda er. Lad os kalde dette tempel for Sai Sruti, erklærede Bhagavan og bad drengene om at chante vediske hymner. Det var første gang, at man hørte sruti i Sai Sruti. (Sruti betyder det der høres. Sruthi erne er en betegnelse for de hellige skrifter, som fortidens hellige mænd erkendte direkte ved hjælp af hørelsen Guds Tale. Vedaerne tilhører denne gruppe af hellige skrifter. Veda erne er ældgamle hellige skrifter, der åbenbarer sandheden) Efter drengene havde afsluttet deres chanten, holdt Baba en kort tale om Veda ernes grundlæggende budskab livets åndelige mål og vejen der fører til det. Herefter serverede nogle af drengene, i henhold til Baba s ordre, frokost i salen, der støder op til dagligstuen. Drengene sad på gulvet og spiste, mens de ældre sad og spiste ved et spisebord. Således begyndte de vidunderlige spise-samlinger med Swami i Sai Sruti. Selv spiste Han meget lidt, men Han fik de andre til at indtage et overdådigt måltid, og personligt overvågede Han serveringen. Alle fik Hans udelte opmærksomhed. Han lagde mærke til, hvad hver enkel kunne lide og ikke kunne lide og sørgede for, at der blev serveret mad i henhold til dette. Alt dette gentog sig fire gange dagligt under Hans ophold i Kodaikanal og det år efter år efter denne første frokost For dem der befandt sig sammen med Bhagavan i Sai Sruti de næste fem dage, blev det én lang fest fuld af glæde og fryd. Hvert eneste øjeblik udstrålede Baba kærlighed og medfølelse. Han ligefrem madede dem med Sin nådes guddommelige føde, der manifesterede sig i form af en energigivende og dejlig kost det være sig fysisk, intellektuelt, følelsesmæssigt og åndeligt. Han gav Sig Selv til dem. Det at bo sammen med Gud på bjergets 15

16 mægtige tinde opløftede deres sind, så de oplevede den menneskelige ånds storhed og ædelhed På det materielle plan gav Han dem alle det, de havde behov for dejlig mad, varmt tøj tillige med små daglige fornødenheder som for eksempel sæbe, tandpasta og håndklæder. De modtog også gaver som kameraer og ure. Han sendte dem på gåture rundt om søen og arrangerede, at de kunne komme på sight-seeing og ud at sejle på søen. Swami foran Sai Sruti Swami i Sai Sruti En af disse dage gav Bhagavan Sine drenge en praktisk lektion i det at dele og drage omsorg for andre. Denne morgen var det overskyet og køligt. Omkring klokken kørte Han en tur og vendte tilbage i løbet af en halv time. Han fortalte drengene følgende: Ovre ved både-klubben er der en lille dreng, der sælger stråhatte. Stakkels fyr! Der er ingen, der køber hans hatte. Gå derhen alle sammen og køb hatte af ham. Og Han gav hver enkelt af dem en 100 rupee-seddel. Da de var på vej ud af døren, advarede Han dem: Lad være med at prutte om prisen. Betal ham den pris, han forlanger! Således begav drengene sig ud på en barmhjertigheds-mission, som deres Herre havde betroet dem. Efter drengene var taget af sted, var der en af de ældre, der spurgte: Swami! Hvad skal drengene bruge disse hatte til her? Baba svarede: Disse drenge har ikke brug for hattene, men den dreng har brug for pengene! Da de nåede både-klubben, så de en ung dreng, der var ved at gå derfra med et helt læs stråhatte. De løb efter ham og omringede ham. Drengen blev meget lykkelig, da han så så mange kunder omkring sig. En af dem spurgte ham: Hvor meget koster en hat? Drengen svarede: Hr! Prisen er 10 rupees. Men for jeres skyld så skal I få.. Drengene tillod ham ikke at afslutte sætningen. De fortalte ham: Nej, du skal ikke sætte prisen ned for vores skyld. Vi vil betale dig 10 rupees pr. hat. Det kom som et glædeligt chok for den unge forretningsmand. Hans ansigt strålede af en usigelig glæde! Drengene ønskede, at deres Herre havde været der, så Han kunne se dette glade ansigt Næppe havde de betalt pengene og købt hattene, før Baba kom kørende i bilen. Hans ansigt strålede af glæde. Pludselig begyndte det at småregne. Stråhatte er gode at have i regnvejr!, bemærkede Swami, da Han kørte væk i Sin bil. Da de vendte tilbage til Sai Sruti, belønnede den barmhjertige Herre dem, da Han gav dem den eftertragtede mulighed for at blive fotograferet sammen med Sig. De stod rundt om Ham med deres stråhatte på hovedet, og mange kameraer klikkede for at indfange denne mindeværdige scene! 16

17 1.37. Den tid Baba tilbragte med at sidde sammen med drengene og de ældre i templets dagligstue, var givende rent intellektuelt, og den var tillige åndeligt inspirerende. Han stillede dem spørgsmål om mange emner, og Han bad dem også om at besvare spørgsmål fra de ældre. Hans spørgsmål strakte sig fra: Hvem opdagede de sorte huller? til hvad er forskellen på Rama og Krishna? De ældre stillede dem spørgsmål som: Hvorfor omtaler I Swami som Bhagavan? og hvad vil I beskæftige jer med, når I har afsluttet jeres uddannelse? Drengene var hurtige til at besvare de fleste af spørgsmålene. Enkelte af dem besvarede Swami Selv. For eksempel forklarede Han forskellen på Herren Rama og Herren Krishna: Herren Rama kæmpede kun, når Han blev provokeret, mens Herren Krishna provokerede andre til at kæmpe. Herren Krishna fik kvinder til at græde; Herren Rama græd for en kvindes skyld. Herren Rama fejrede først efter opgaven var løst. Herren Krishna fejrede endnu inden, Han begyndte på opgaven. I skal gøre det, Rama gjorde, men når det kommer til Krishna, så skal I gøre, hvad Han sagde. Drengenes belønning for at have lært en lektie i omsorg Swami sammen med Sine studerende Engang imellem bad Han nogle af drengene om at holde tale til den lille forsamling i Sai Sruti. Selv var Han ved disse lejligheder en interesseret tilhører. En aften var Sri C. Subramanian, en velkendt offentlig skikkelse og dengang præsident for Bharatiya Vidya Bhavan, en af gæsterne. (Bharatiya Vidya Bhavan er en meget stor uddannelsesinstitution, der har over 120 centre i Indien og også findes mange steder i udlandet. Den blev oprettet i 1938 af K.M. Munchi, og uddannelsen dækker alle aspekter af livet fra vugge til grav). Bhagavan introducerede drengene for ham, idet Han forklarede, at de var forskere, der arbejdede på at tage en Ph.d inden for forskellige grene af videnskaberne, herunder de humanistiske videnskaber. Han bad drengene om at chante vediske hymner og synge nogle lovsange. En af drengene spillede også smukt på fløjte, og en anden akkompagnerede ham på tromme. Den fornemme gæst blev meget bevæget. Han sagde: Swami! Du har trænet dem virkelig godt. Vi kan se, at deres ansigter udstråler en helt ekstraordinær opvakthed. Som en stolt moder svarede Swami: Ja, de er meget dygtige. Alle som én kan de tale om et hvilket som helst emne. Du kan vælge hvem som helst af dem og bede ham tale om et emne, du vælger Subramanian bekendtgjorde, at bio-kemi skulle være emnet, og lod blikket glide hen over drengene. Han valgte en af dem til at fortæller om emnet. Denne dreng, Gopichandran, var en dygtig taler, der før havde talt til kæmpestore forsamlinger i Prasanthi Nilayam i Baba s nærvær. Og hans forskningsemne var bio-videnskab. Han talte meget imponerende. Herefter blev hvervet overdraget til Ravi Kumar, en forsker i kemien i naturens grundstoffer. Han var kendt for at være en af de dygtigste talere blandt Instituttets studerende. Han ydede også det 17

18 valgte emne atomar videnskab fuld retfærdighed. Da Subramanian roste Hans studerende mangesidede evner, lyste Swami s ansigt op af stolthed og glæde Sædvanligvis sluttede disse møder med, at Baba Selv holdt en inspirerende tale. Emnerne strakte sig fra åndelighed til verdens velfærd og fra fædrelandskærlighed til familiens velfærd. Engang imellem materialiserede Han genstande, der var relevante for talen. Engang, da Han talte om et emne, der havde relation til astronomi, bevægede Han Sin højre hånd på den karakteristiske måde og materialiserede en lingam. Den var hvid og var omkring 7,5 cm høj. Han forklarede: Det er en vishwa lingam, og den symboliserer universet. (Ordet vishwa betyder alt, det hele). Herefter forklarede Han: Jorden er et stykke, der har revet sig løs fra Solen, og Månen er et stykke af Jorden. Jorden, der har sin oprindelse i Solen, drejer rundt om Solen, og Månen, der er født af Jorden, drejer rundt om Jorden. Tilsvarende bør det menneskelige liv, der har sin oprindelse i Gud, dreje sig rundt om Gud! Han gav lingam en til Indulal Shah og sagde: Indulal Shah er formand for vores organisations Verdensråd. Derfor giver Jeg ham denne lingam, der symboliserer verden. Han instruerede Sarala Shah: Rens lingam en ceremonielt hver dag ved at hælde mælk over den, og derefter skal I begge drikke denne mælk. Det vil holde jer sunde og stærke. Dette er en Vishwa Lingam Under Bhagavans tur til Kodaikanal var der kun nogle få hundrede hengivne, der flokkedes om Ham, eftersom ingen havde ventet, at Swami ville rejse dertil i juni måned. Desuden varede turen kun fem dage. Selvfølgelig nød de hengivne i fulde drag at få darshan om morgenen foran templet. Og alle nød lovsangen, der blev ledet af drengene om eftermiddagen. Under lovsangen sad eller stod Bhagavan i den søjlebårne forhal. Dagen hvor Sai Sruti blev indviet, torsdag den 19. juni 1986, stod Han i samfulde 30 minutter og svajede frem og tilbage til tonerne af lovsangene, og Han øste Sin kærlighed og nåde ud over alle de tilstedeværende Den 24. juni om morgenen forlod Bhagavan og Hans selskab Kodaikanal og kørte til Ooty. Bussen med drengene tog af sted før Baba, da Han ønskede, at de skulle nå at se templet i Palani. To af deres oplevelser på hjemturen fra Kodaikanal vil for altid være ætset ind i deres hukommelse. Da deres bus brød sammen et sted mellem Coimbatore og Ooty, nåede de først frem til Nandanavanam i Ooty omkring midnat. Swami havde sørget for, at der var nogle frivillige, der ventede på dem. Drengene blev ført direkte til spisesalen i den nye skolebygning, så de kunne få noget at spise. Denne nat blev de indkvarteret i en sal, der stødte op til Bhagavan s dagligstue på første sal i Dalhousie Mansion. Da de gik op ad trætrappen for at komme op til salen, så de, at deres kære Swami stod og ventede på dem! Han fortalte dem: Jeg er godt klar over, at jeres bus brød sammen på vej herhen. I har haft en vanskelig tur i dag. Gå nu i seng og lad være med at stå op før efter klokken otte i morgen 18

19 tidlig. Det er næsten unødvendigt at sige, at udmattelsen efter den anstrengende tur forsvandt på et øjeblik Den næste dag, efter drengene var færdige med deres sight-seeing, forlod Swami Ooty ved middagstid og kørte mod Whitefield. Bussen, som drengene sad i, sakkede langt bag ud i forhold til bilerne, og da den endelig nåede Mudumalai-skoven, det kendte dyrereservat, ventede Swami på dem. Han fortalte de studerende: Jeg havde ønsket at tage jer med ud at ride på elefanter, men det er der ikke tid til nu. Men Jeg vil vise jer elefanter og andre vilde dyr, som vi møder langs vejene. Da Han gik ind i bussen for at køre sammen med dem, blev der et gevaldigt postyr blandt dem. Alle stimlede sammen i nærheden af det sæde, hvor Baba sad. Chaufføren blev bedt om at være opmærksom og standse bussen, når Baba bad ham om det. Bussen kørte langsomt af sted på vejen midt inde i skoven. Den Guddommelige Passager i bussen Swami guider Sine børn i Ooty Endnu mens Baba talte om langur-aberne, de langhalede asiasiske aber med det karakteristiske høje skrig, dukkede der flere grupper af disse aber frem fra skoven. De havde forskellig farve i deres pels og ansigter, og det virkede, som om de ønskede at vise sig frem for deres Skaber. Bussen standsede, så drengene kunne se dem, og Swami nød dette øjeblik, som var Han et barn. Lidt senere standsede Baba bussen igen for at vise dem en flok hjorte, der flygtede ind i skoven. Da bussen havde kørt nogle få kilometer, sagde Han med dæmpet stemme: Stands! Da bussen standsede, pegede Han ud til højre og fortalte: Der er en enlig elefant derinde. Da de så i den angivne retning, kunne de ikke se noget dyr. Men i løbet af et øjeblik dukkede der en enlig elefant op. Den stod og så på bussen i nogle få minutter. Sandsynligvis stræbte den efter at få et glimt af Herren! I næsten en time nød drengene den mest vidunderlige tur på hele rejsen sammen med deres guddommelige Herre. Da bussen kørte ud af skoven, gik Swami tilbage til Sin bil. For drengene var det afslutningen på en guddommelig oplevelse. De nåede frem til Brindavan klokken Da de vågnede op næste morgen, opdagede de, at den himmelske drøm, der havde kastet en lyksalig fortryllelse over dem i otte dage og nætter, var forbi. 19

20 1.45. Efter indvielsen af Sai Sruti besøgte Bhagavan Kodaikanal næsten hvert år. Mellem 1986 og 1993, den periode der dækkes af denne bog, var det kun 1990, der gik glip af Hans besøg. Siden 1986 er der blevet foretaget mange tilbygninger og forbedringer til tempelkomplekset. I 1988 blev der opført en lovsangssal til venstre for templet. En spisesal blev tilføjet Sai Sruti tilbage i 1991, og køkkenet blev også udvidet. Organisationen opkøbte også nogle tilstødende grunde, og der blev bygget nye bygninger. Efterhånden som der blev tilføjet flere og flere faciliteter år efter år, steg antallet af studerende, lærere og andre, der tog til Kodaikanal, også. Disse ture gav dem en vidunderlig mulighed for at opleve både Hans majestætiske herlighed og en elskelig intimitet. Hans herlighed, der manifesterede sig umiskendeligt uden for Sai Sruti, overvældede dem fuldstændig, og Hans venlighed og intimitet, som de oplevede inde i Sai Sruti, var i samme grad overvældende. Hvis du spørger disse udvalgte ud om deres tur til Kodaikanal, så vil de alle sammen være enige om, at muligheden for at bo sammen med Gud i Sai Sruti har været den største gave i deres liv, og at hvert eneste øjeblik af dette ophold var en pragtfuld læreproces. At bo sammen med Gud på den guddommelige fryds bjerg var en uddannelse for livet, nej for mange liv Professor S. Sampath, den tredje vice-rektor på Sri Sathya Sai Institute of Higher Learning, har haft den gode skæbne at ledsage Baba til Kodaikanal nogle få gange. Følgende er, hvad han efter en tur opsummerede som essensen af at bo sammen med Ham på det udvalgte bjerg: For alle dem der var så privilegerede at være tæt på Bhagavan i en periode af 30 dage, hvor Kodaikanal opnåede at blive specielt velsignet på grund af Sai Krishna s nærvær, var opholdet en påmindelse om, at de nu høstede frugterne af deres fortjenstfulde handlinger i tidligere liv. Da jeg nævnte dette over for Swami, sagde Han med et smil: Ikke én fødsel, mindst hundrede fødsler i fortiden og flere fødsler der vil komme! Swami s budskab til drengene, der blev gentaget igen og igen, lød: Jeg overøser jer med opmærksomhed på grund af Min kærlighed til jer. Jeg ønsker ikke at modtage noget fra jer til gengæld. Det eneste, Jeg ønsker, er, at I opfører jer pænt, men ikke blot når I er tæt på Mig, men også når I ikke er det. I skal elske Mig. I skal have en klippefast tro på Mig. Jeg vil blive lykkelig, når folk, der oplevers jeres færden, siger: Han er et godt menneske. Han har studeret på Sai Instituttet. 20

21 Kapitel 2 Begejstringens genlyd fra bjerget 2.1. Lad mig beskrive en typisk dag i Sai Sruti i Kodaikanal for dig. Dagen begynder ganske tidligt, langt før solopgang. Endnu mens liljerne på søen uden for templet venter på, at solen skal står op, samler de studerende og lærerne sig uden for Bhagavans dør. De sidder i salen på første sal og venter på Hans fremkomst. En herlig fred gennemstrømmer stedet, mens alle som én sidder og venter på at høre den liflige lyd, når dørhåndtaget til Herrens dør trykkes ned. Denne Guds dør er ganske speciel. Den åbner uden at nogen banker på! 2.2. Når Swami kommer ud af værelset, strækker de unge mænd deres rygrad og strækker hals for at vise deres glade ansigt til Den Ene, der er kilden til deres glæde. Baba gengælder hver enestes smil med en ynde og spontanitet, som kun Han kan udvise. Han spørger: Sov I godt i nat?, og idet Han ser på en af dem, tilføjer Han: Jeg ved, at du ikke har sovet godt. Din mave er urolig. Engang imellem kommer Han med nogle muntre bemærkninger for at forøge deres glæde. Engang havde en dreng sovet på gulvet under spisebordet i stueetagen på grund af mangel på plads. Eftersom han havde været den sidste, der rullede sin sovemåtte ud og lagde sig til at sove, var der ingen, der havde bemærket det. Man kunne se, at Baba lo indvendigt, da Han med en blid stemme spurgte: Var det varmere under bordet? Natten var meget kølig! Drengen blev meget forbløffet. Baba forklarede de andre, hvordan drengen havde skaffet sig plads til sig selv under spisebordet. Endnu mens de muntert så på Swami, erklærede Han: Mine øjne er alle vegne! Deres munterhed blev øjeblikkelig til forbløffelse og ærefrygt. Det var Hans måde at minde dem om deres gode skæbne, som de udlever ved at bo sammen med Gud Efter at have tilbragt nogen tid sammen med drengene, mens Han enten står op eller sidder i en stol, der er sat frem til Ham, går Swami ned ad trappen med lette trin og velsigner de få ældre hengivne, der står i dagligstuen. Han går ud i køkkenet og sikrer Sig, at alt er parat til morgenmåltidet. Blidt kalder Han: Kom her drenge! På ingen tid kommer drengene ned og går ind i spisesalen. De ældre følger efter dem De drenge, der skal servere maden, ser hen på Swami. De venter på, at Han skal bede dem om at servere, endnu mens Han venter på, at alle har sat sig på deres pladser. Bhagavan er meget nøjeregnende med, at drengene til hver en tid følger den korrekte etikette. Det forventes af dem, at de behandler de ældre med passende ærbødighed, og det selv i umiddelbare småting som for eksempel at gøre plads til dem ved vaskekummen, eller når de møder dem i en smal gang. Der bliver altid praktiseret en korrekt etikette. Swami Selv vælger og reserverer pladser til de ældre i spisesalen. Det gør Han, mens Han står ved Sit bord. Serveringen starter efter et signal fra Ham. Perfektionisten i Ham kræver, at alt er perfekt. Drengene lærer her, hvordan man serverer tillige med god bordskik. Engang imellem går Han op og ned mellem spisebordene og overvåger og sikrer Sig, at alle får serveret hver ret i de korrekte mængder. Det er unødvendigt at sige, at ethvert måltid i Sai Sruti, det være sig morgenmad, frokost eller aftensmad, er et prægtigt og herligt festmåltid Når Swami går tilbage til Sit bord og sætter Sig i stolen, er det tid til bønnen: Brahmarpanam. Brahman (Gud) er ofret, Brahman er offergaven, der ofres af Brahman i Brahman s ild. Brahman opnås af den, som ser Brahman i alle handlinger. 21