Guds storhed. 96. årgang april - juni 2016 nr. 2

Transkript

1 96. årgang april - juni 2016 nr. 2 Guds storhed Af Sten Nielsen Fundraiser og informationsmedarbejder Herren er konge! Jorden skal juble, de mange fjerne øer skal glæde sig. (Salme 97,1) Store og underfulde er dine gerninger, du Herre, Gud, Almægtige, retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge. Åb 15,3 Guds storhed sådan kunne overskriften over dagens bibelord godt være. Og denne storhed og lovprisningen af den, gør mig ydmyg. Overfor livet og overfor Gud. Men samtidig sætter Guds storhed virkeligheden i perspektiv: Mange af vore daglige større eller mindre fortrædeligheder som mennesker og som medmennesker bliver afsløret, trukket frem i lyset og set. Ydmygheden består derfor også denne dag i, at vi som mennesker, som borgere i denne verden med alt, hvad det nu indebærer, igen og igen får lov til at opleve, at Gud, som er konge, Herre og Almægtig, alligevel giver os livet, dagligt brød og alt det andet, vi trænger til. Det er jo en gave, livet. Og som det er med Gud, er det også med livet: Det fordrer ydmyghed, fordi det er skabt af den Almægtige Gud. Og perspektivet: Evigheden, som vi bliver mindet om i læreteksten i dag, giver vores hverdage perspektiv. De store og underfulde gerninger og Guds sandheds veje er udtryk for, at Guds rige er kommet nær til os mennesker. Det gjorde det i Kristus, Guds søn og verdens frelser. Så lad os gå ud i dagen med ydmyghed overfor Guds magt til at frelse og med virkeligheden som perspektiv. Da har vi et glimt af evigheden. Det fuldkomne, som er vores mål i troen på Guds søn. Også når dagene ind imellem er onde og livet gør ondt. Da har vi i endnu højere grad brug for denne troens ydmyghed og virkelighedens perspektiv: Han har ikke glemt mig jeg skal se ham engang sådan som han er

2 Turen til Kivu Syd ilsen fra Kipili Det første forsøg på at komme til Goma stoppede ved grænsen til Rwanda. Derfor vendte vi om og nåede lige at passere grænsen til Uvira to minutter før lukketid. Vi var blevet forsinket pga. endnu et eksploderet dæk, som det var nødvendigt at få skiftet. Efter en overnatning tog vi direkte sydpå til Baraka - med de nødvendige tilladelser. Herefter kunne vi fortsætte næste dag til Fizi. Herfra gik det ad snoede bjergveje godt 120 km gennem regnskov sydpå. Mødet med pygmæerne Vi besøgte først en landsby for at hilse på høvdingen, som var en kvinde med stor værdighed. Hun modtog os i sin smukt udskårne tronstol. Med hendes tilladelse kørte vi lidt videre for at ende på en lille boplads, hvor vi mødtes med en gruppe pygmæer. De boede lidt væk fra andre i nogle usle små lerklinede hytter eller græshytter og var i første omgang ret sky. Heldigvis kunne de fleste forstå kiswahili, så jeg begyndte at prædike for dem om Jesus, Guds søn, som ville at alle mennesker skulle føle sig som 'Den Levende Guds' børn, hvordan han uden skyld var gået i døden for os og Af Knud Elmo Knudsen Missionær efter at have overvundet døden var opstået. Efter at have forkyndt i næsten to timer, snakkede vi med dem og spurgte ud. Ingen af dem var døbt eller medlem af nogen kirke, så det var en stor glæde for os, at de enstemmigt gav til kende, at de gerne ville, vi kom igen. Vi aftalte, at evangelisten fra den nærmeste større by ville komme og fortælle dem mere om Jesus. Tilbage i Misisi Næste dag tog vi til evangelistens hjemby, Misisi, hvor vi brugte tre timer på at komme gennem formaliteterne. Misisi er et rigtigt Klondyke og hovedgaden var næsten ufremkommelig med store mudderhuller. Ufatteligt, at det er en af de rigeste byer i Congo. En by med over indbyggere som rent ud sagt bor i et 'hul'. Alligevel havde evangelisten fået en pæn menighed op at stå. Den holdt til i en 'biograf', som et af medlemmerne ejede, og som om søndagen blev brugt til gudstjeneste. Også her fortalte jeg om Brødrekirken. Evangelisten, Paulo, er blandt dem, der gør en forskel, så jeg må prøve at skaffe ham en motorcykel, så han ikke skal gå, når han skal over til pygmæerne, der bor ca.30 km derfra. Om aftenen blev der vist Jesusfilm, og den følgende morgen tog vi til

3 bage til Baraka, hvor vi viste film og deltog i søndagens gudstjeneste, før vi returnerede til Uvira, så vi kunne komme af sted til Goma mandag morgen. Videre mod Goma Først 3 timer ad snoede bjergveje gennem Burundi; derefter 7 timer ad lige så snoede, men velplejede veje. Fem minutter før lukketid nåede vi grænseovergangen til Goma i Congo. Vi overnattede hos vores kontaktperson, hvilket er den første gang jeg har oplevet på samtlige ture, jeg har gjort til Congo, Burundi og Rwanda ellers bruger de altid at indlogere os på hoteller, hvilket jeg ikke er vant til fra mine ture i Tanzania. Goma er absolut en oplevelse for sig. En storby med ca indbyggere og en blanding af moderne og gammelt byggeri, men i skærende kontrast til de velholdte omgivelser, vi passerede i Rwanda. Her var der beskidt, og affaldet flød overalt. Vejene, som havde været asfalterede engang, lå som kratere og mudderhuller efter den nærliggende vulkans udbrud i og opstandelse forkyndt. Ingen har indtil for et år siden fortalt dem, at de også kunne få del i denne gave. I løbet af 10 minutter fra jeg begyndte, var pladsen foran høvdingens hus fuld af store og små, som lyttede opmærksomt til det, jeg fortalte. Efter dette var mørket begyndt at falde på, og vi stillede an til Jesus-filmen. Desværre måtte vi afbryde godt midt inde i filmen, da vi gerne skulle være 'hjemme' inden kl.20. Natten er sin egen, og ingen tør færdes ude pga. frygt for overfald. At give håb til folk Tiden havde været alt for knap pga. evindelige forsinkelser. Rejsen havde dog givet folk håb et håb, som vi er en del af, og som vi har pligt til at følge op på. Gud har vist os vejen til nogen, der trænger til ham, og den vil vi prioritere meget højt i det kommende arbejde, hvorfor jeg allerede om 6 mdr. agter at vende tilbage og fortsætte, hvor vi blev nødt til at slippe. Hos menigheden ved Kivu-søen Næste dag kørte vi ud til en menighed nede ved Kivu-søen. De holdt til i et stort træskur midt i et månelandskab af lava, som de brugte som kirke. Efter et seminar der, kørte vi helt uden for byen for at besøge det område, pygmæerne havde fået stillet til rådighed. Her boede de, efter at være flygtet fra de nordligere områder langs grænsen til Uganda, hvor oprørsstyrkerne havde forjaget dem fra deres land Også her blev budskabet om Guds kærlighed til os alle gennem Jesu kors - 3 -

4 Bliv medlem af BDM! Uden forbøn og økonomisk støtte fra alle vores trofaste givere, vil vi ikke være i stand til at fortsætte arbejdet. I BDM er vi rigtig glade for de mange mennesker, der trofast støtter vores arbejde med frivillige gaver, år ud og år ind. Og sådan vil det altid være: Uden jeres trofaste støtte med såvel større som mindre beløb, er det ikke muligt at drive BDMs vigtige arbejde. Det er der grund til at sige tak for her. Og sådan vil det også være i fremtiden: Uden forbøn og økonomisk støtte fra alle vores trofaste givere, vil vi ikke være i stand til at fortsætte arbejdet. Derfor er det også et stort gode, at BDM er godkendt hos SKAT til at tilbyde skattefradrag for gaver givet til BDM. Nu er der imidlertid indført ny lovgivning, der foreskriver, at BDM (og lign. organisationer) skal have mindst 300 medlemmer for også i fremtiden at kunne tilbyde skattefradrag for gaver. Af Sten Nielsen Fundraiser og informationsmedarbejder Det er vigtigt, at du bliver medlem Ved at tegne medlemskab af BDM er du med til at sikre, at BDM fortsat kan tilbyde skattefradrag for gaver. Samtidig er du også med til at gøre det muligt også i fremtiden at opretholde vores nuværende aktiviteter og programmer. Du er med til at sikre et stabilt og trygt bagland for BDM; det giver stor frimodighed i arbejdet med at oprette nye projekter. Og så vil du som medlem modtage indkaldelse til den årlige generalforsamling, som afholdes under Missionsfesten med bl.a. valg til bestyrelsen og andet. Hvordan bliver man medlem? Et medlemskab hos BDM koster kr. 150,- om året, og beløbet opkræves via Nets (Betalingsservice) én gang om året. Kontakt os på tlf. eller mail, så sørger vi for indmeldelsen. Eller besøg vores hjemmeside hvor det er muligt enten at hente en blanket til udfyldelse eller at indmelde sig direkte via menuen Støt. PS: Tag gerne opfordringen til at blive medlem med til nogle af dine venner! - 4 -

5 En nekrolog over Lars Kjetland Lars Kjetland var i første periode i Sikonge fra januar 1973 til efteråret 1977 Da vi havde været i Sikonge i knapt 2 år, fra maj 1971, fik vi at vide, at der var ansat en norsk læge, Lars Kjetland, som skulle komme og afløse Vicke (Victor) von Bahr, som var startet 1 år før os på Sikonge hospital. På dette tidspunkt havde jeg ansvaret for spedalskhedsarbejdet og var øverste ansvarlige for det medicinske arbejde i Brødrekirken i Vest Tanzania. Lars Kjetland skulle så aflaste på Sikonge hospital, når von Bahr skulle rejse hjem til Sverige i maj Vi var spændte på at møde den nye kollega, og ikke mindst var vores 2 døtre meget optaget af, at der skulle komme en familie med 2 døtre og 2 mindre brødre. Heldigvis er der blevet gemt mange breve, som vi, ikke mindst min kone Lisse, skrev hjem. Derfor kan jeg huske, at jeg sammen med biskop Teofilo Kisanji, formand Josef Kalindimya, sekretær Mbulumi og kasserer Svend Søe var den store velkomstkomité i Tabora lufthavn, da de ankom med East African Airways flyet. Fra Tabora gik det efter et måltid videre til Sikonge. Allerede 2 dage efter tog Lars med mig til sprogskolen i Kipalapala for at lære Swahili. Vi lærte på den måde hinanden rigtigt godt at kende fra starten. Der var tid til at tale en del om det medicinske arbejde. Det blev et godt samarbejde, som jeg og Lars også, tror jeg blev glade for. Vi afløste hinanden en del. Når jeg f. eks. var på safari rundt i regionen for at besøge spedalskhedsklinikker, passede Lars biksen hjemme i Sikonge. Når vi begge var hjemme, skiftedes vi til at passe det akutte arbejde med børn samt medicinske og kirurgiske patienter og en del fødende. Under vores hjemmeophold i Danmark i 4 måneder i 1974 var Lars alene, og derefter var vi der igen begge to indtil vores hjemrejse julen Lars var en samvittighedsfuld læge. Han havde et godt samarbejde med alle, såvel tanzanierne som os andre udenlandske medarbejdere. Han havde et venligt og imødekommende væsen. Lisse og jeg tænker tilbage på Lars Kjetland med taknemlighed og et smil på læben. Vores tanker går til Carmen og de 6 børn. Skrevet af: Jan Meyer, læge, dengang Jan Meyer Christensen, - var i Sikonge fra 11. maj 1971 til 31. december

6 Ambassadører for Kristus Som Jesus-efterfølgere er det vigtigt, at vi ser på Jesus og finder ud af, hvad han anså for at være vigtigt. Det helt afgørende kendetegn for Jesus var, at han ønskede, at mennesker måtte læ- re ham at kende. Han mødte mange mennesker og hjalp dem på forskellig vis. En blind blev seende, en lam blev rask, en død blev opvakt, og en synder fandt sin forsoner. Fælles for dem alle var, at Jesus først og fremmest ønskeind i et fæl- de at føre disse mennesker lesskab med sig selv. Jesus havde omsorg for det enkel- te menneske. Det må vi også have. Vi ønsker, at flere må blive kristne; derfor evangeliserer vi! Eller gør vi? Ofte kan vores indsats sammenlignes med et redningsselskab, der etablerer sig på land og ud mod havet opstiller et skilt med følgende indskrift: Skibbrudne, som ønsker at blive reddet, bedes henvende sig her. Af Jens Peter Rejkjær General- og missionssekretær Ambassadørens opgave Når et land ønsker, at dets interesser skal varetages på en god og engageret måde i et andet land, bliver der ansat en ambassadør. Ambassadøren er ikke noget i sig selv. Han må til stadighed holde en varm linje til sit hjemlands regering. Hans opgave består i at vide- regive det, som hans hjemlands rege- ring siger. En kristen er en ambassadør, og er underlagt de samme betingelser. Vi er sat til at videregive det, som Gud sitil. Vi må snakke ger, verden trænger Jesus efter mund og blot sige det efter, som han har sagt tidligere. I Bibelen har vi fået alt det, som vi har behov for for at være verdens bedste ambassa- bedste dører med himmelens budskab. Tre vidner i en kristens liv Hvad er årsagen til, at vi går med dette gode budskab, både i nærmiljøet og til jordens ende? Paulus udtrykker det så klart: Da vi nu ved, hvad det er at frygte Herren, søger vi at overbevise mennesker Thi Kristi kærlighed tvinger os (2 Kor 5,11;14) Det er selve grundlaget for mission. Fundamentet for tjenesten er, at vi har erfaret Jesu kærlighed til os, og at vi har fået kend- alle mennesker. skab til hans vilje med Den engelske teolog John Stott siger, at det er hykleri at kalde Jesus herre, uden at ænse hans befaling om at - 6 -

7 evangelisere. En anden sentens af Stott uddyber dette: Det er topmålet af hjerteløs egoisme ikke at forkynde evangeliet for dem, som på grund af manglende kendskab til evangeliets budskab er på vej mod fortabelsen. En kristen er vidne i ord, i gerning og med fællesskabet. Jesus meldte det klart ud til sine disciple, at de skulle gå og prædike, at himmeriget er kommet nær. Og når mennesker mødte Jesus, var han optaget af at sende dem hjem igen, for at de kunne fortælle om de store ting, Jesus havde gjort imod dem. Den samme befaling lyder til os, som har set Guds kærlighed udtrykt i Jesu død på korset og ved, at han hang der for vores skyld. Vi er også vidner gennem vore gerninger. Det betyder, at vi lader det praktisk komme til udtryk, hvad vi siger med munden. Paulus udtrykker det sådan: at som vi siger sådan er vi også i handling (2 Kor 10.11). Kristendom er alt andet end blot teoretiske læresætninger eller fine ord, men derimod noget vi arbejder på at virkeliggøre i vores hverdag. Vi som taler om kærlighed, godhed og omsorg, må selv gå foran og vise det. Vi, som er imod bagtalelse af andre, må selv undlade at gøre det, osv. Og så er vi vidner gennem det fællesskab, vi kommer i. Jesus taler i sin ypperstepræstelige bøn om, at verden må tro, at Gud har sendt ham, fordi de ser fællesskabet mellem de kristne. Det hænger sammen med, at de kristne ikke blot er der for sig selv. De er sammen med Jesus og det gør forskellen. Udfordringen Vi står over for en enorm udfordring. Jesus har sendt os til verden med det glade budskab og har vist os mennesker, der lever i nød og elendighed. Både nationalt i vort nærmiljø og internationalt blandt mennesker, der lever uden Gud og uden håb, har vi en opgave at udføre. Jesus har ikke andre at sende. Vi er ambassadører for ham og skal efterfølge ham i tro og liv. Uanset hvad det kommer til at koste. Vil du tage udfordringen op? - 7 -

8 Taknemmelighed Jeg sidder til daglig i en stol, hvor jeg igen og igen bliver fyldt med taknemmelighed. Både over at være generalog missionssekretær i BDM. Det er en daglig glæde for mig. Derudover er der mange andre ting, som gør mig taknemmelig. Men vigtigst af alt er vennerne. Og du, der læser dette nummer af Sennepskornet, regner jeg altså med i den store flok af venner, som vi har i BDM. Hvad er det, der er specielt ved venner? Det er, at vi vil hinanden og har omsorg for hinanden. Det er mennesker, der er der, både når det går godt, og når det går mindre godt. Det er mennesker, man kan henvende sig til og finde forståelse hos. At være ven af BDM kan komme til udtryk på mange måder. Nogle går rundt med Sennepskornet og fordeler bladet til de mennesker, der gerne vil have det. Det er én måde at vise det på. Andre beder for BDM og det arbejde, vores missionærer og volontører gør i samarbejde med de nationale kirker. Nogle sender penge til BDM, for at vi kan fortsætte og om muligt udvide missionsarbejdet. Andre omtaler det arbejde, BDM gør over for andre, og fortæller den gode historie. Tak fordi du er ven af BDM! Du gør en forskel, og det kan du også gøre ved at melde dig ind i BDM. Du kan læse mere om det i artiklen i dette blad med vores nye medarbejder, Sten Nielsen. Vi har fået mere end 200 medlemmer, men vi skal op på over 300 medlemmer. Tak om du vil overveje at melde dig ind. Sommeren står for døren, og jeg vil ønske alle Sennepskornets omdelere og læsere en velsignet god sommer. I salmen Det dufter lysegrønt af græs, synger Johannes Johansen i det sidste vers: Ja, Jesus Kristus er det ord, der skaber liv af døde så ny blir himmel, ny blir jord, en verden grøn af grøde. Kom, Jesus, snart og gør det klart: Den morgenstund du kommer, da gryr en evig sommer. Af Jens Peter Rejkjær General- og missionssekretær Foreningen Sennepskornet (tidligere 10-øre foreningen) Formand: General- og missionssekretær Jens Peter Rejkjær Kasserer: Morten Olesen Layout: Hanne Pihl Nørregade 14, 6070 Christiansfeld Tlf , Mail: bdm@bdm-dk.dk Bank: , Giro: MobilePay/SWIPP: Oplag: 800 eks. Årsløsen 2016: Som en mor trøster sit barn, trøster jeg jer. (Es 66,13) - 8 -