Indtoget i Jerusalem.

Transkript

1 1 Indtoget i Jerusalem. Det centrale punkt i ikonen er træet i midten. Det skiller mellem de to tydeligt afgrænsede grupper - på hver sin side af Kristus på æslet. Foran ham skarerne, der kommer ud af Jerusalems porte for at tage mod ham som en konge på trods af den lidet kongelige fremtoning. I den gruppe finder vi blandt andet en præst med en fredslilje i hånden og en mor, der rækker sit barn frem mod Kristus, - men vi kender jo historien og ved, at den samme gruppe inden en uge vil råbe korsfæst, korsfæst ham og lad hans blod komme over os og vore børn. I den anden gruppe bag Kristus ser vi i front apostlen Peter, der rækker hånden argumenterende frem mod Kristus i en opfordring til ham, om ikke at gå ind i byen Jerusalem og derved sætte livet på spil - i modsætning til apostlen Thomas, der opfordrer til at drage til Jerusalem for at dø

2 2 sammen med ham. Også her lurer svigt lige om hjørnet med Peters fornægtelse i ypperstepræstens gård. Træet skiller mellem de to grupper, men binder dem samtidig sammen i en fælles skæbne, - derfor symboliserer dette træ også korsets træ, der bliver resultatet af hele udviklingen. Det er den ikon overhovedet, hvor der er flest børn, og kirken ser det som en henvisning til Salme 8, 3: Af spædes og diendes mund har du rejst dig et værn for dine modstanderes skyld, for at bringe til tavshed fjende og hævner. Velsignet være han, som kommer i Herrens navn. Hosianna i det højeste. Det er velkomstråbet, der gjalder mod Kristus Palmesøndag uden for Jerusalems porte. Nu går drømmen om Israels befrielse og storhed endelig i opfyldelse. Befrieren rykker ind i Jerusalem. Sådan lød det om søndagen. Allerede fredagen efter lyder råbet fra skarerne: Korsfæst ham. Korsfæst ham. Han er en skuffelse, en bedrager. Det er ikke sejren over besættelsesmagten, sejren over romerne, han står for. Det er ikke et kommende Stor-Israel han vil lægge grundstenen til. Ja, selv disciplene vakler. Peter, der i stærke ord fraråder ham at drage til Jerusalem. Det vil være den visse død, mener han ender med at bande på, at han end ikke kender denne mand. Og til sidst flygter hele discipelflokken og overlader ham til den totale forladthed. Det går helt anderledes, end folkemængden havde håbet og forventet - altså færdig med ham. Flygtig som vinden er begejstringen. Lede og afsky ofte dens efterfølger. Indtoget var ellers en kraftig antydning af, at hans tanker nok ikke ganske faldt sammen med de tanker og ønsker, som fyldte mængden, der hyldede ham. En konge, der holder sit sejrsindtog i en by, vil have et ridedyr af en ganske anden art. En fyrig og livfuld hingst - og ikke et foragteligt æsel, - et trældyrs føl. Det er billedet af en antihelt, der mere end antyder, at her sker der en omvurdering af alle værdier. I det rige, som Kristus taler om, vindes sejrene ikke ved magt og styrke, men ved solidaritet med de små og udstødte. Da vindes sejren midt i det totale nederlag - midt i ondskabens mest magtfulde udladninger - i mørket omkring korset på Golgatha. Folkenes konger hersker over dem, og de, der har magten over dem, lader sig kalde velgørere, - sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og føreren som den, der tjener. Thi størst blandt jer er den, som tjener.

3 3 Getsemane Ikonen er på det nærmeste delt diagonalt. I øverste halvdel ser vi Jesus alene med sin sjælekval. Vi ser også englen - skytsenglen - der kommer som budbringer fra Gud Fader (den runde halvcirkel øverst i billedet). Nedeste halvdel er disciplenes søvn og Jesus, der bebrejder dem, at de ikke kunne våge med ham denne korte stund. I nederste højre hjørne ser vi Judas i rød kappe og grøn underdragt. Forrest i gul kappe billedet af den halvsovende Peter. Getsemane er en delikon - en del af en ikon, der indeholder flere motiver. De øvrige er nadveren, fodvaskningen og Judas, der forråder sin Herre og mester. I den opdelte ikons motiver aner vi familieskabet med de vestlige korsvejsstationer - Via Dolorosa. Stationer, hvor man mediterede over og levede sig ind i Jesu lidelser - selvom man ikke havde muligheder for at rejse på pilgrimsfærd til Jerusalem og Det hellige land. Dødsangsten er næsten fysisk til stede i billedet fra Getsemane have ved Oliebjerget, hvor Jesus er sammen med sine disciple den allersidste aften i sit liv her på jorden. Nu er timen kommet og den visse død venter ham ret forude - nu og her. Muligheden for at vende det blinde øje til virkeligheden er ikke længere nogen mulighed. Han har behov for at være sammen med sine nærmeste og han har behov for at være alene med sig selv og sin Gud. Derfor går han lidt bort fra dem for at bede. Men han føler Himlen lukket og tavs over sig. Angst og gru griber ham, så han sveder blod. Gud har ladt ham i stikken Det er næsten som en forudgriben af ordene fra korsfæstelsen dagen efter: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? I et af evangelierne fortælles, hvordan en engel kom og trøstede ham. Tilsyneladende uden held - og så alligevel. Kort efter vender han tilbage til disciplene og uden at det siges, fornemmer vi, at han er blevet forligt med sin skæbne, og at det nu er disciplenes liv og fremtid, der står i centrum. Nu oplever han ensomheden. Ensomhed er en byrde, der kan tvinge ethvert menneske i knæ - men allerværst er den ensomhed, der kan opleves midt blandt mennesker, midt blandt venner. Han har bedt disciplene våge og bede sammen med sig, men de sover. Også Peter, Jakob og

4 4 Johannes - de tre der var med på forklarelsens bjerg, hvor de fik lov til i et glimt at se ind i Himlen og fremtiden. Judas, der skal forråde ham, er der. Det er ham i den skrigrøde kappe. Peter, der har svoret på, at han aldrig vil svigte, vil før dagen gryr have fornægtet ham tre gange. Alle de andre disciple er der og svigter, da det gælder. I Getsemane have får disciplene anskuelsesundervisning i to afgørende forhold. De lærer ved at se på Jesus, hvor langt ud i mørket og forladtheden et menneske kan komme - uden at opgive troen og håbet. Samtidig lærer de om tilgivelse. Og det en tilgivelse uden ende og begrænsninger. Han slår ikke hånden af en eneste af dem - og slet ikke af Peter. Sådan som Peter lærer det for anden gang senere på natten, da han i ypperstepræstens gård har bandet højlydt på, at han end ikke kendte dette menneske. Alt dette til trods får de til opgave at bringe det glade budskab ud i verden om en kærlighed, der er stærkere end døden og en tilgivelse, der er uden begrænsninger og betingelser.

5 5 Nedfarten til Dødsriget Den verden, vi lever i til daglig, føler vi jævnligt som skræmmende og farefyldt. Frygt for vold, frygt for at miste arbejdet, frygt for sygdom, bekymringer for ens nærmeste, frygt for krig og frygt for at dø. Hver har vi vort eget lille helvede - skabt af os selv og vor egen usikkerhed. Kristi opstandelse - kristentroens virkelig centrale begivenhed - behandles ret så forskelligt i i den vestlige og den østlige kirke. I den vestlige kirke koncentrerer vi os om den tomme grav - kvinderne, der tidligt den første dag i ugen kommer ud til graven og ser den tom - og dernæst får englebudet: Han er ikke her, han er opstanden. Den tomme grav findes også som ikon i østkirken, men kun som en optakt til selve opstandelsesikonen, som beskriver Kristi Nedfart til Dødsriget - for at tømme det, for at befri alle fra ondskabens og dødens kræfter, der truer os og vil holde os fast. Denne ikon har simpelthen navnet Opstandelsen - Anastasis. Ikonens første og mest afgørende forkyndelse til os er, at den Kristus, der kunne trænge ind i Helvede og befri alle, der var indespærret af døden med Adam og Eva, vore mytiske forfædre, i spidsen, også vil kunne trænge ind i et hvilket som helst andet helvede og give både fremtid og

6 6 håb til alle, som er paralyseret af angstens mare. Helvedes port er sprængt i stumper og stykker, og Kristus skrider frem over de itubrudte planker, der danner et kors. En pegen tilbage til langfredagen og sammenhængen mellem denne dag og opstandelsesdagen. Korset er den bro, der forbinder De dødes rige med De levendes land - eller som en russisk teolog har formuleret det: Kun hvor der er grave, er der også opstandelse. Hen over denne bro skrider Kristus med hænderne strakt frem. Adam har han allerede grebet i hånden - og Eva rækker hånden frem mod ham i brændende længsel efter befrielse - og bag dem følger skarerne, menneskeslægten, alle, som drømmer om og længes efter befrielse fra mørkets og lidelsens dæmoniske kræfter. Præsten Otto Møller i Gylling, der har mistet to børn i hurtig rækkefølge, sidder og tænker over tilværelsens uforståelighed. Hvorfor kan Gud ikke skåne os for at dø. Hvorfor skal vi grue og lide for det, som han har lidt i stedet for os? Da så jeg... i et nu et åndeligt syn: Christus døende foran alle dem, der tro på ham, for at de ved ham føres uskadte gennem døden. Jeg så ligesom et uendeligt langt tog med ham i spidsen, der går gennem dødens mørke tunnel ind i livets land. Kristus, Adam og Eva og de skarer som følger efter dem over broen fra De dødes rige til De levendes land er oplyst af det lys, som juleikonen vidner så stærkt om, - det lys som mørket, heller ikke dødens mørke, nogensinde skal få bugt med. Men bag dem er der mørke som i grotten julenat, og mørket er omgivet af de samme forrevne klipper som fødselsgrotten. I den citerede ikon er der ikke mørkt og sort, men grønt. Vækstens og genfødelsens farve. Den sorte og den grønne farve fortæller den samme fortælling: Som man fødes ud af moderskødets mørke, således fødes livet ud af dødens og jordens skød ved opstandelsens under.