Regnskabsmæssig behandling af finansielle instrumenter efter IAS 39

Transkript

1 Kandidatafhandling Forfattere: Cand.merc.aud. Allan Wøhlk Høgh Tine Jungquist Hansen Vejleder: Peder Fredslund Møller Regnskabsmæssig behandling af finansielle instrumenter efter IAS 39 - herunder betydningen af måling til amortiseret kostpris Kandidatafhandling ved Erhvervsøkonomisk Institut Handelshøjskolen i Århus August 2006

2 Executive Summary In recent years there has been an important change as regards the accounting rules for financial instruments and until recently there were no specific accounting standards in this area. After going through several changes due to a lot of criticism, the International Accounting Standard, IAS 39, was finally approved by the EU in June In Denmark this standard is especially important for the companies quoted on the stock exchange, as these companies have to follow the rules when making their consolidated financial statement. When making the standard, there have been inputs from many parties and in effort to satisfy them all, the rules have not turned out optimal in every way, seen from a theoretical perspective. It looks like the rules in some cases result in misleading financial statements and do not meet the basic criteria s for example in reference to the general requirements of The Framework. The purpose of this thesis is to describe the treatment of financial instruments according to the IAS 39 and analyse the consequences of this, focusing on the use of amortised cost. In order to understand and criticize the standard, it is necessity to focus on the making of the accounting rules. The Framework is a tool for composing the accounting standards and when making the financial statement. Here terms such as relevance and reliability is very important and areas like these are compared with IAS 39 later on. As the traditional accounting principles did not fulfil the needs for a true and fair measurement of derivates, it became clear that there was a need for rules of hedge accounting. As an example, some of the problems earlier was an incorrect value or a recognition in the wrong period of some financial instruments, which were in conflict with basic accounting principles. In order to make the new rules of hedge accounting, The International Accounting Standard Board had to choose between two well-known accounting methods: the mark-to-market method and the hedging method and the result became a combination from this - a so called mark-to-market hedge accounting. I

3 In the measurement process the IAS 39 list three different methods: cost, fair value and amortised cost. Cost is seldom used in connection with the financial instruments except for the initial recognition (often equal to fair value at this point), while fair value and amortised cost is used in the subsequent measurement. Fair value is found as the current value the instrument has on a effective market and must be corrected with the variation in this value through time, while amortised cost is only measured once and results in known and stable values through out its period of existence. The trustworthiness of the fair value however depends on factors like market conditions, but this way of recognition still is the preferred method and is known as the most precise one. When it comes to the rules for financial assets, the standard classify these in the following four categories: 1) Financial assets at fair value through profit or loss is measured at fair value and all gains and losses are recognised in profit or loss. 2) Held-to-maturity investments is measured at amortised cost. 3) Loans and receivables is measured at amortised cost. 4) Available-for-sale financial instruments is measured at fair value and all gains and losses are recognised in equity. According to this, the measurement of the financial assets depends on the categorization and vary between the fair value or amortised cost. After the initial recognition in the different categories, the only category from where a shift is possible is from the Held-to-maturity investments category, if the company breaks the rules and sell out of its portfolio. However this will cause an inappropriate shift in the measurements as well and have an effect on all instruments in the Heldto-maturity investments category. Furthermore the impairment of financial instruments is discussed in this section of the thesis, where an entity at each date of the balance-sheet shall asses whether a financial instrument is impaired according to the rules in the IAS 39. II

4 Just like the assets, the financial liabilities are classified in two categories in accordance with the standard. These are: 1) Financial liabilities at fair value through profit or loss is measured at fair value and all gains and losses are recognised in profit or loss. 2) Other financial instruments is measured at amortised cost and changes in value are recognised in profit or loss. The most common one of the liabilities among the majority of companies is the second category, measured at amortised cost. Through daily activities the companies are exposed too different kinds of financial risks. In this context IFRS 7 divides risks into three categories: credit risk, cash flow risk and market risk. Companies can through hedging activities eliminate or reduce the risks it is exposed too and IAS 39 offers special hedge accounting rules, which can be used in making the financial statement so that the effects of hedging appears in the statement. It is required that the companies assess the effectiveness of the hedge, at a minimum, at the time it prepares its annual or interim financial statements. Hedging relationships are divided in three types: 1) Fair value hedge where gain or loss from remeasuring the hedging instrument at fair value are recognised in profit or loss. Gain or loss on the hedged item attributable to the hedged risk must adjust the carrying amount of the hedged item and be recognised in profit or loss. 2) Cash flow hedge the effective portion of the gain or loss on the hedging instrument have to be recognised in equity and the ineffective portion have to be recognised in profit or loss. 3) Hedge of a net investment in a foreign entity the effective and ineffective portion of the gain or loss have to be accounted for similarly to cash flow hedges. Derivates are not only used for hedging, but the standard also include the so called embedded derivates. If certain conditions are met, the embedded part must be separated from the host contract. Many loans in Denmark contain a feature which III

5 enables those who have loaned the money to convert it under certain circumstance, which is an example of this kind of derivate. An important part of the thesis is a discussion of the consequences from using the amortised cost as measurement. Although the purpose of IAS 39 is to make accounting of financial instruments more precise, it is relevant to examine the rules of the standard critically. The measurement methods are hereby discussed in continuation of the previous analysis. It seems that the use of amortised cost often causes heavy variations and misleading effects on the financial statement.. Especially when it comes to convertible loans, it looks like problems arise in order to fulfil the rules in IAS 39. On the other hand, the fair value method in this case causes even more turbulent results in the financial statement leading companies to abstain from this method, even though it often seems as a more correct way of measuring values of financial instruments. The way it looks now, large companies in Denmark have to decide whether they will continue using the popular danish embedded derivates, giving the holders the right to convert the loans after changes in the market rate. It seems that this kind of loans only effects the financial statement in a unfavourable way, seen from the companies perspective. In that way we might not see these loans in Denmark to the same extent - maybe not at all - in the near future. IV

6 Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING PROBLEMFORMULERING AFGRÆNSNING TEORI OG METODEVALG FINANSIELLE INSTRUMENTER PRIMÆRE FINANSIELLE INSTRUMENTER Finansielle aktiver Finansielle forpligtelser Egenkapitalinstrumenter AFLEDTE FINANSIELLE INSTRUMENTER Terminskontrakter Futures Optioner Swaps REGNSKABSREGLERNES TILBLIVELSE BEGREBSRAMMEN TRADITIONEL REGNSKABSAFLÆGGELSE FOR FINANSIELLE INSTRUMENTER Afledte finansielle instrumenter Afledte instrumenter til sikring INDREGNINGSMODELLER FOR AFLEDTE FINANSIELLE INSTRUMENTER Argumenter for særlige regler Argumenter imod særlige regler REGNSKABSMETODER Mark-to-market metoden Hedgingmetoden Mark-to-market hedge accounting MÅLINGSMETODER UNDER IAS DAGSVÆRDI Dagsværdi for optionsbaserede instrumenter AMORTISERET KOSTPRIS Den effektive rentefods metode... 38

7 4.3. KONKLUSION PÅ MÅLINGSMETODER FINANSIELLE INSTRUMENTER EFTER IAS GENERELT FINANSIELLE AKTIVER FINANSIELLE AKTIVER TIL DAGSVÆRDI VIA RESULTATOPGØRELSEN HOLD-TIL-UDLØB INVESTERINGER UDLÅN OG TILGODEHAVENDER FINANSIELLE AKTIVER DISPONIBLE FOR SALG OMKLASSIFICERING AF FINANSIELLE AKTIVER VÆRDIFORRINGELSE OG NEDSKRIVNING AF FINANSIELLE AKTIVER Nedskrivning af finansielle aktiver målt til amortiseret kostpris Nedskrivning for finansielle aktiver disponible for salg OPHØR MED INDREGNING AF FINANSIELLE AKTIVER FINANSIELLE FORPLIGTELSER FINANSIELLE FORPLIGTELSER MÅLT TIL DAGSVÆRDI OVER RESULTATOPGØRELSEN ANDRE FORPLIGTELSER OPHØR MED INDREGNING AF FINANSIELLE FORPLIGTELSER OVERBLIK FOR PRIMÆRE FINANSIELLE INSTRUMENTER VIRKSOMHEDENS RISIKOSTYRING SIKRING Årsagen til reglerne om hedge accounting AFLEDTE FINANSIELLE INSTRUMENTER TIL SIKRING KRAV TIL ANVENDELSE AF HEDGE ACCOUNTING Sikringsinstrumenter Sikrede poster Generelle betingelser Effektivitetstest TYPER AF HEDGING METODER Sikring af dagsværdi Sikring af poster, der indregnes til dagsværdi over resultatopgørelsen Sikring af poster, der indregnes til amortiseret kostpris over resultatopgørelsen Sikring af poster, der indregnes til dagsværdi over egenkapitalen Sikring af bindende aftaler... 67

8 Sikring af pengestrømme Sikringen medfører indregning af finansielt aktiv eller forpligtelse Sikringen medfører indregning af ikke-finansielt aktiv eller forpligtelse Den sikrede transaktion indregnes i resultatopgørelsen Sikring af nettoinvesteringer i en udenlandsk virksomhed OPHØR AF SIKRINGSTRANSAKTIONER INDBYGGEDE AFLEDTE FINANSIELLE INSTRUMENTER KONSEKVENSER VED BRUGEN AF AMORTISERET KOSTPRIS AMORTISERET KOSTPRIS VED OMKLASSIFICERING AF FINANSIELLE AKTIVER INDVIRKNING AF AMORTISERET KOSTPRIS PÅ REGNSKABSPOSTER Nedskrivning og amortiseret kostpris for aktiver Amortiseret kostpris i forbindelse med leasing KONVERTERBARE LÅN Traditionel nettoopgørelsesmetode Hybridmetoden med uændret markedsrente Hybridmetoden ved ændringer i markedsrenten Konklusion på konverterbare lån efter hybridmetode Dagsværdimetoden ved renteændringer Konklusion på konverterbare lån efter dagsværdimetoden OMLÆGNING AF LÅN Eksempel på en låneomlægning med tilsvarende løbetid Eksempel på en låneomlægning med ny restløbetid DISKUSSION OG KRITIK AF REGLERNE I IAS KONKLUSION LITTERATURLISTE TABEL- OG FIGUROVERSIGT BILAGSOVERSIGT BILAG

9 1. Indledning Reglerne for den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter har gennem de seneste år gennemgået en større udvikling. Der har i mange år ikke eksisteret direkte lovgivning eller regnskabsstandarder på området, men talrige eksempler på store tab, og i værste tilfælde konkurs for virksomheder efter handel med finansielle instrumenter, har medført et behov for konkrete regnskabsregler. I takt med en stigende anvendelse af finansielle instrumenter fra virksomhedernes side, og et tilsvarende behov for nye regler på området, kom den internationale standard IAS 39 i 1998, som den nye årsregnskabslov fra 2001 også tog sit udgangspunkt i 1. Flere områder af IAS 39 har dog modtaget kritik, hvorfor det har været vanskeligt at få godkendt standarden af EU. Standarden har som følge heraf siden sin udsendelse været yderst omdiskuteret og er blevet ændret flere gange. Den seneste udgave i juni er nu godkendt af EU, og standarden kan dermed indgå i forening med de øvrige internationale regler, hvilket gør kendskabet til standarden yderligere interessant - især for danske børsnoterede virksomheder. For mange virksomheder indgår finansielle instrumenter som et væsentligt område i regnskaberne, og standarden berører derfor stort set alle børsnoterede virksomheder herhjemme. I relation hertil spiller indregningskriterierne en væsentlig rolle, da disse kan medføre ret forskellige resultater for virksomhederne. Herudover udgør de finansielle risici i dag for de fleste virksomheder også en stor del af deres risikoprofil. Når virksomheden ønsker en afdækning af f.eks. valutakursudsving og lignende, kan de finansielle instrumenter ligeledes bruges i sikringssammenhæng, hvor der er en række væsentlige krav i relation til de nye regler. Ovennævnte medfører således vigtigheden af kendskabet til de komplicerede regnskabsregler efter IAS 39. IAS 39 er resultatet af udstedernes bestræbelser på endelig at få en teoretisk velfungerende og fyldestgørende regnskabsstandard. Der kan ved udarbejdelsen af standarden dog være områder, hvor man ikke har taget hensyn til specifikke forhold, 1 Bender, Torben & Rhod, Lars Den nye årsregnskabslov, R & R, nr , s. 1 2 PwC Regnskabsmæssig behandling af finansielle instrumenter IAS 32, IAS 39 og årsregnskabsloven, s. 20 1

10 eller man har måtte gå på kompromis i forhold til de overordnede regnskabskrav. I sådanne situationer vil standarden ikke nødvendigvis opfylde regnskabsbrugernes generelle krav, selv om det netop er på baggrund af disse, at reglerne blev udarbejdet. Der har i den forbindelse også været en del diskussion omkring især indregning og måling efter IAS 39, og spørgsmålet er i mellemtiden, hvorvidt IAS 39 er helt optimal, set ud fra et regnskabsteoretisk perspektiv Problemformulering Nærværende afhandling har til hensigt at behandle og analysere den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter set ud fra et regnskabsteoretisk synspunkt, herunder en redegørelse af de væsentligste aspekter i IAS 39, samt en diskussion af begrebet amortiseret kostpris i relation til målingen af finansielle instrumenter. Analysen af ovenstående problemstilling tager udgangspunkt i følgende problemformulering: Hvorledes skal finansielle instrumenter regnskabsmæssigt behandles efter IAS 39 og hvilke konsekvenser har brugen af standarden og dens kriterier på virksomhedens regnskaber herunder bl.a. anvendelsen af amortiseret kostpris? I forbindelse med problemformuleringen vil nedenstående delspørgsmål blive besvaret gennem afhandlingen: Hvad indeholder begrebet finansielle instrumenter og hvornår anvendes disse i henhold til sikring af risici? Hvilken rolle spiller brugen af hedge accounting i regnskaberne og på hvilke punkter afviger reglerne fra traditionel regnskabsaflæggelse? Hvorledes skal finansielle instrumenter måles og indregnes, og giver dette den ønskede regnskabsmæssige information? Hvilken betydning har brugen af amortiseret kostpris i relation til værdiansættelse af finansielle instrumenter? Hvad er baggrunden for de konkrete regler efter IAS 39, og er der evt. misvisende regnskabskonsekvenser i forhold til eksempelvis det retvisende billede af virksomhedens finansielle stilling? 2

11 1.2. Afgrænsning Regnskabsmæssig behandling af finansielle instrumenter indeholder ikke alene regler for indregning og måling, men endvidere en lang række krav til oplysninger og præsentation i relation til besiddelsen heraf. Disse krav er imidlertid ikke omfattet af IAS 39, men findes i to selvstændige standarder IAS 32 og IFRS 7. En større redegørelse af IAS 32 og IFRS 7 ligger uden for afhandlingens formål, og der afgrænses således herfra. Det er dog naturligvis vigtigt, at virksomheder, der anvender IAS 39, også er opmærksom på kravene mht. oplysning og præsentation 3. Selv om IAS 39 er grundlag for denne afhandling, er standarden så omfattende og detaljeret, at der afgrænses til en redegørelse af de områder/punkter, som er relevante i relation til afhandlingens formål om en generel forståelse for IAS 39. Efter de mange ændringer og versioner IAS 39 har været i gennem, er det værd at bemærke, at afhandlingen er udarbejdet på baggrund af versionen fra juni I forbindelse med indregning og måling kan der i praksis være tilknyttet komplicerede beregninger til eksempelvis dagsværdien for optionsværdier. Da afhandlingens fokus alene ligger på de regnskabsmæssige konsekvenser, afgrænses der fra disse større beregninger, og det antages således at disse er tilgængelige for virksomheden ved målingen for de pågældende instrumenter. I forbindelse med de konkrete eksempler i afhandlingen er der således indhentet tilgængelige værdier fra professionel side eller blot en forudsætning om en given troværdig værdi. IAS 39 er en international standard, som her i Danmark alene er underlagt de børsnoterede virksomheders koncernregnskaber, og i fremtiden vil også de børsnoterede virksomheders individuelle regnskaber være omfattet. Afhandlingen vil derfor afgrænse sig til disse virksomheder, samt dem der frivilligt vælger at aflægge regnskab efter IAS-reglerne. På trods af, at der er tale om en international standard, vil der dog være enkelte referencer til ÅRL, da der på mange områder ingen forskel er. Standarden indeholder desuden også specifikke regler for finansielle virksomheder, 3 Ind i mellem vil der dog være enkelte henvisninger til IAS 32 og IFRS 7, hvis dette synes relevant i sammenhæng med behandlingen af IAS 39. Dette er f.eks. tilfældet omkring definitioner af de af IAS 39 omfattede finansielle instrumenter. 3

12 men disse virksomheder er ikke direkte omfattet afhandlingen, hvorfor de specifikke regler for disse virksomheder ikke behandles. Virksomheder der anvender IAS 39 som en del af sin regnskabsaflæggelse, skal endvidere være opmærksom på, at der her er tilknyttet en række skattemæssige konsekvenser. Således kan der være visse finansielle instrumenter, som i denne sammenhæng er mere fordelagtige end andre. Dette skattemæssige perspektiv ligger ligeledes uden for afhandlingens fokus, og vil derfor ikke blive behandlet Teori og metodevalg Ud fra den opstillede problemformulering anlægger afhandlingen såvel en teoretisk som praktisk tilgangsvinkel, men med hovedvægten på de teoretiske aspekter. Indledningsvis vil foretages en generel beskrivelse af, hvad der ligger i begrebet finansielle instrumenter, og dermed hvilke typer af instrumenter, der er omfattet standarden. Før regnskabsreglerne efter IAS 39 beskrives, er det endvidere væsentligt med et indblik i overvejelserne bag udarbejdelsen af internationale standarder. Der vil i tilknytning hertil tages udgangspunkt i begrebsrammen og bl.a. udarbejdes konkrete eksempler til sammenligning med de traditionelle regnskabsprincipper. Dette vil underbygge forståelsen for tilblivelsen af de senere beskrevne regnskabsregler, samt belyse de teoretiske muligheder for regnskabsreglerne på området, men denne redegørelse skal især danne baggrunden for en senere diskussion og kritik af IAS 39. Den konkrete regnskabsmæssige behandling efter IAS 39 vil herefter være i fokus. Der vil først foretages en redegørelse af reglerne i henhold til de primære finansielle instrumenter og herefter de afledte. Formålet med denne redegørelse er at give et indblik i de væsentligste aspekter omkring indregning og måling af de respektive instrumenter. I relation til den praktiske tilgangsvinkel til afhandlingen, vil regnskabsreglerne i enkelte situationer blive illustreret ved hjælp af eksempler, for at skabe et bedre overblik over de centrale regnskabsmæssige konsekvenser. 4

13 Via en kritisk stillingtagen til IAS 39 vil anvendeligheden og eventuelle problemstillinger efterfølgende blive diskuteret og behandlet. Hensigten er at belyse eventuelle misvisende og/eller diskutable regnskabseffekter i forbindelse med regnskabsaflæggelse efter IAS 39 set ud fra regnskabsbrugeres og virksomheders ønsker og behov. I den forbindelse anses specielt begrebet amortiseret kostpris som værende relevant, herunder behandlingen af konverterbare obligationer ud fra reglerne i IAS 39, som tyder på potentielle uhensigtsmæssigheder. Til brug for analyserne kræves en udarbejdelse af konkrete praktiske eksempler, som her vil udgøre en væsentlig del. Disse eksempler skal skabe et bedre indblik i de konkrete effekter på regnskaberne og samtidig være med til at illustrere, hvor komplekst området er, når en virksomhed benytter sig af IAS 39 for f.eks. konverterbare lån. Afslutningsvis diskuteres IAS 39 i forlængelse af beskrivelsen af reglerne og de tilhørende analyser. Mht. kritik og diskussion af reglerne, vil der især sammenlignes med begrebsrammens formål og den generelle regnskabsopfattelse. Formålet her er at give en kritisk perspektivering på reglerne og samtidig belyse baggrunden reglernes tilblivelse. Dette skal bl.a. ses i lyset af den megen diskussion og kritik standarden har modtaget, hvilket bl.a. medførte udskydelsen af EU s godkendelse. 2. Finansielle instrumenter Finansielle instrumenter har været kendt og anvendt i mange år, men igennem de seneste årtier er der sket en betydelig vækst i brugen af disse, samtidig med at kompleksiteten af instrumenterne er øget. Denne udvikling har medført, at definitionen af finansielle instrumenter er meget bred, hvorved de mange forskellige udformninger af finansielle instrumenter er dækket ind under standardens begreber. I relation til definitionen af finansielle instrumenter, og de af IAS 39 hertil omfattede begreber, vil i dette afsnit også inddrages IAS 32 4, samt ÅRL og danske regnskabsvejledninger (RV). 4 Standarden omkring præsentation og oplysning vedrørende de finansielle instrumenter i IAS 39 5

14 Der findes som omtalt utallige variationer af finansielle instrumenter, som dog alle tager udgangspunkt i få grundlæggende instrumenter. De begreber, der anvendes i IAS 39 om finansielle instrumenter, er defineret i IAS RV 15, som i høj grad er tilpasset de internationale standarder, samt IAS 32 s definitioner på et finansielt instrument er da også sammenfaldende og definitionen i IAS 32, pkt. 11 lyder således: Et finansielt instrument er enhver kontrakt, som medfører et finansielt aktiv i én virksomhed og en finansiel forpligtelse eller et egenkapitalinstrument i en anden virksomhed. Som det ses dækker begrebet finansielle instrumenter, i både den danske og internationale lovgivning, finansielle aktiver og forpligtelser, egenkapitalinstrumenter samt afledte finansielle instrumenter. Af definitionen fremgår det, at der skal være indgået en kontraktlig aftale, for at finansielle aktiver eller forpligtelser er omfattet af vejledningerne. Dermed er f.eks. indkomstskatter ikke en finansiel forpligtelse og ikke omfattet af IAS 39, da der ikke er indgået en kontrakt 6, selvom det er et lovkrav at betale skat Primære finansielle instrumenter Finansielle instrumenter kan opdeles generelt i primære og afledte instrumenter. Indeværende afsnit vil se på de primære instrumenter, som består af både finansielle aktiver og forpligtelser Finansielle aktiver Som udgangspunkt er det relevant at se på aktivdefinitionen, som er et gældende krav for, at aktiver generelt kan indregnes i årsregnskabet. Her defineres aktiver som følger 7 : Ressourcer, som er under virksomhedens kontrol som et resultat af tidligere begivenheder, og hvorfra fremtidige økonomiske fordele forventes at tilflyde virksomheden. Et aktiv skal altså indregnes i balancen, når det er sandsynligt, at 5 IAS 39, pkt. 8 6 IAS 32, pkt. AG12 7 Kiertzner, Lars Håndbog i årsrapport, s. 44 og ÅRL 33 stk. 1 6

15 disse fremtidige økonomiske fordele vil tilflyde virksomheden og aktivets værdi kan måles pålideligt. I overensstemmelse hermed angives de finansielle aktiver som en gruppe herunder. Når det gælder finansielle aktiver er det dog tilstrækkeligt, at aktivet skønnes at give fremtidige økonomiske fordele og har en (skønnet) aktuel positiv markedsværdi 8. Definitionen af finansielle aktiver er sammenfaldende for ÅRL og IAS, hvor finansielle aktiver 9 defineres som: Aktiver i form af 1) likvider, 2) aftalt ret til at modtage likvider eller andre finansielle aktiver fra tredjemand, 3) aftalt ret til at udveksle finansielle aktiver eller forpligtelser med tredjemand på vilkår, der kan være gunstige, eller 4) ret over egenkapital i en anden virksomhed Herudover er der i IAS 32 afsnit 11 defineret to yderligere former for finansielle aktiver: 5) en kontrakt, som skal eller kan afregnes i virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter, og som er: a. et ikke-afledt finansielt instrument, for hvilket virksomheden er eller kan blive forpligtet til at modtage et variabelt antal af virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter eller b. et afledt finansielt instrument, som skal eller kan afregnes på anden måde end ved udveksling af et fast beløb i likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver med et bestemt antal af virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter Finansielle aktiver kan eksempelvis være: aktier, obligationer, tilgodehavender og likvide beholdninger. Omfattet af finansielle aktiver er således ikke materielle og immaterielle aktiver, da der ikke er en aftalt ret til at sælge aktiverne. Kontrol over 8 Kiertzner, Lars Håndbog i årsrapport, s ÅRL, bilag 1, C, nr. 4 samt RV 15, afsnit 5 7

16 aktiverne giver kun mulighed for at modtage fremtidige indbetalinger, men virksomheden har ikke et umiddelbart krav på det 10. Ved definitionen af finansielle aktiver foreligger der en forskel mellem ÅRL og IAS omkring behandlingen af egne aktier og instrumenter baseret herpå. Egne aktier kan efter ÅRL 35 behandles enten som aktiver og indregnes i regnskabet (selvom aktivdefinitionen ikke er opfyldt) eller de kan behandles som egenkapitaltransaktioner. Efter IAS er det modsat ikke muligt (og strengt forbudt) at opfatte egne aktier som et aktiv, og de skal derfor behandles som en egenkapitaltransaktion 11. Dog er der ingen forskel for virksomheder, der følger de danske regnskabsvejledninger, da det ifølge RV 19 også er forbudt at behandle egne aktier som aktiver, og dermed er der konvergens med IAS Finansielle forpligtelser For de finansielle forpligtelsers vedkommende, tages tilsvarende udgangspunkt i forpligtelsesdefinitionen og indregningskriteriet. ÅRL og IASB definerer forpligtelser således 12 : Eksisterende pligter for virksomheden opstået som resultat af tidligere begivenheder, og hvis indfrielse forventes at medføre afståelse af fremtidige økonomiske fordele. En forpligtelse skal indregnes i balancen, når det er sandsynligt at fremtidige økonomiske fordele vil fragå virksomheden og forpligtelsens værdi kan måles pålideligt. Når der her er tale om finansielle forpligtelser, er der igen en yderlig underkategori /definition, hvor ÅRL og IAS 32 definerer finansielle forpligtelser 13 som: Forpligtelser i form af 10 IAS 32, pkt. AG10 11 IAS 32, pkt Kiertzner, Lars Håndbog i årsrapport, s. 44 og ÅRL 33 stk ÅRL, bilag 1, C, nr. 6 og RV 15. Nærmere redegørelse i afsnit 6 8

17 1) aftalt pligt til at afgive likvider eller andre finansielle aktiver til tredjemand eller 2) aftalt pligt til at udveksle finansielle aktiver eller forpligtelser med tredjemand på vilkår der kan være ugunstige Igen er der i IAS 32, afsnit 11, defineret yderlige former for finansielle forpligtelser: 3) en kontrakt, som skal eller kan afregnes i virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter, og som er: a. et ikke-afledt finansielt instrument, for hvilket virksomheden er eller kan blive forpligtet til at overdrage et variabelt antal af virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter b. et afledt finansielt instrument, som skal eller kan afregnes på anden måde end ved udveksling af et fast beløb i likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver med et bestemt antal af virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter Finansielle forpligtelser kan eksempelvis være: banklån, leverandørgæld samt udstedte obligationer og tilsvarende gældsforpligtelser. Det er afgørende for om en post betragtes som en gældsforpligtelse, at virksomheden har en ubetinget pligt til at udbetale likvider til modparten. Såfremt modparten f.eks. kan kræve at konvertere sit tilgodehavende til egenkapital, skal posten i stedet klassificeres som et egenkapitalinstrument Egenkapitalinstrumenter Som tidligere nævnt skal virksomhedens egne aktier behandles som egenkapitaltransaktioner, men som det ses, skal instrumenter, der kan eller vil blive afregnet i virksomhedens aktier efter IAS 32, behandles som finansielle instrumenter. Ydermere skal også afledte finansielle instrumenter med virksomhedens egne aktier som det underliggende instrument af og til behandles som finansielle instrumenter. Der findes dog ingen regler i den danske lovgivning omkring finansielle instrumenter baseret på 9

18 virksomhedens egne aktier. Der vil derfor redegøres for IASB s regler, som i IAS 32 definerer egenkapitalinstrumenter som 14 : Enhver kontrakt, som repræsenterer en andel af den forskelsværdi, der fremkommer, når man fra alle virksomhedens aktiver trækker alle dens forpligtelser. Egenkapitalinstrumenter kan eksempelvis være: ikke-indløselige ordinære aktier, warrants eller solgte call-optioner, som giver indehaveren ret til at købe et bestemt antal af virksomhedens aktier til fast beløb 15. En købt call-option, som giver virksomheden ret til at tilbagekøbe et bestemt antal af virksomhedens egne aktier til at fast beløb, er derimod ikke et finansielt instrument, men værdien af sådan en kontrakt skal fratrækkes egenkapitalen Afledte finansielle instrumenter Ved afledte finansielle instrumenter, også kaldet derivater, afledes værdien af instrumentet udfra udviklingen i et underliggende aktiv. De afledte instrumenter betyder beløbsmæssigt ikke helt så meget i regnskaberne, som de primære finansielle instrumenter. De er ikke desto mindre en stor del af IAS 39 og på grund af standardens komplicerede regler på dette område, er det vigtigt at forstå reglerne for den regnskabsmæssige behandling. Afledte finansielle instrumenter 17 er defineret som: Et finansielt instrument eller anden kontrakt 1) hvis værdi ændres som følge af ændringer i en specifik rentesats, værdipapirkurs, råvarepris, valutakurs, pris- eller renteindeks eller lignende variabler (kaldet det underliggende aktiv), 2) som ved indgåelsen ikke kræver eller kun kræver en mindre nettoinvestering i forhold til andre typer kontrakter med samme eksponering for værdiudsving, 3) og som afregnes på et fremtidigt tidspunkt 14 IAS 32, pkt IAS 32, pkt. AG13 16 IAS 32, pkt. AG14 17 IAS 39, pkt. 9 og PwC Regnskabsmæssig behandling af finansielle instrumenter IAS 32, IAS 39 og årsregnskabsloven, s

19 Afledte finansielle instrumenter er altså kontrakter om udveksling eller afregning af finansielle ydelser på et fremtidigt tidspunkt på nærmere angivne betingelser, der afhænger af priser eller kurser på et underliggende aktiv. De finansielle kontrakter kan omfatte forskellige underliggende aktiver, som f.eks. valuta, obligationer og aktier. De fire hovedtyper for afledte finansielle instrumenter er: terminskontrakter, futures, optioner og swaps. Disse beskrives nærmere i efterfølgende afsnit Terminskontrakter En terminskontrakt er en bindende aftale om at udveksle en bestemt mængde finansielle instrumenter på et fremtidigt tidspunkt til en på forhånd fastsat pris 18. Terminskontrakter er meget udbredt ved især køb og salg af valuta, men bruges også ved f.eks. værdipapirer. Da prisen på aktivet er fastsat, overtager sælgeren risikoen for tab, såfremt at aktivet stiger i værdi inden levering, da han ville kunne have opnået en højere pris ved at vente med at sælge til det fremtidige tidspunkt. Modsat overtager køberen risikoen for at tabe, såfremt aktivet falder i værdi og dermed skal betale mere for aktivet end det reelt er værd på leveringstidspunktet. Ved at indgå en terminskontrakt kommer virksomheden til at kende det beløb, der skal betales eller modtages, og har dermed bedre muligheder for at tilrettelægge driften af virksomheden, optimere risikostyringen, samt øge forudsigelsesværdien i regnskabet. Terminskontrakterne afvikles ved, at der sker en udveksling af aktiver, men da kontrakterne kan tilpasses de enkelte kunders behov, aftales det som regel, at parterne ikke er forpligtede til en egentlig udveksling af de beløb, som kontrakten vedrører. I stedet foretages differenceafregning, hvor den ene part betaler den forskel, der er mellem den aftalte pris og spotkursen. Der sker ingen betaling ved indgåelsen af en terminskontrakt, da denne afregnes ved kontraktens udløb, og der sker derfor ingen likviditetsbelastning på dette tidspunkt Thinggaard, Frank Mark-to-Market?, s Thinggaard, Frank Mark-to-Market?, s

20 Futures Egenskaberne for futures minder meget om terminskontrakternes, hvor både køber og sælger forpligter sig til henholdsvis at købe og sælge en bestemt mængde af et underliggende aktiv til en fast pris på et fremtidigt tidspunkt 20. En futureskontrakt er standardiseret, hvormed den kan karakteriseres som en standardiseret terminskontrakt, hvor alle betingelser ligger fast på forhånd, bortset fra prisen som er variabel. En futureskontrakt er på grund af standardiseringen ikke så fleksibel som en terminskontrakt, men de handles på børser, hvormed det er muligt dagligt at beregne en pris for futureskontrakten. Futures er modsat terminskontrakter likviditetsbelastende, da der ud over gebyrer ofte også skal betales marginomkostninger, som sikkerhed mod manglende betalinger, hvis prisen udvikler sig negativt Optioner En option er en kontrakt, der giver køberen ret, men ikke pligt til at købe (call-option) eller sælge (put-option) et finansielt instrument til en bestemt pris på et givet tidspunkt (amerikansk) eller indenfor en given periode (europæisk) 22. For at køber vælger at udnytte eksempelvis en call-option, er det betinget af, at prisen udvikler sig gunstigt, således at prisen på det underliggende overstiger den aftalte pris 23. Køberen af optionen løber dermed ikke nogen risiko ved at indgå kontrakten, da han kan vælge ikke at udnytte optionen, hvorimod sælger påtager sig hele risikoen. For at køber kan opnå denne ret og sælger er villig til at påtage sig denne risiko, betaler køber ved indgåelsen af kontrakten en præmie, hvormed optionskontrakter er likviditetsbelastende. 20 Norup, Lars Nye finansielle instrumenter, s Thinggaard, Frank Mark-to-Market?, s Norup, Lars Nye finansielle instrumenter, s Det omvendte gælder for put-optioner. 12

21 Swaps En swap er en kontakt mellem to eller flere parter om at bytte en række betalinger på aftalte vilkår i en aftalt periode 24. Swaps er ikke standardiserede instrumenter, hvorved det kan tilpasses den enkelte part og kan indgås uden at ændre på de kontraktlige forpligtelser på det underliggende aktiv eller passiv som swap-aftalen er baseret på. En swap-aftale kan endvidere indgås uden, at parterne er i besiddelse af det pågældende aktiv eller passiv som swap-aftalen er baseret på, således at der spekuleres i enten rente- eller valutaudvikling. Der findes to hovedtyper indenfor swaps, rente- og valutaswaps: Ved renteswaps byttes en fast rentebetaling med en variabel eller omvendt, og kan derved benyttes som et alternativ til en egentlig låneportefølje omlægning. Dermed kan en virksomhed ændre sine rentebetalingsbetingelser, og spekulere i fremtidige gunstige udsving i renten, uden derved ændre det bagvedliggende lån. Ved valutaswaps 25 aftaler to parter at bytte betalingsstrømme, således at en part betaler en betalingsstrøm i én valuta mod at modtage en betalingsstrøm i en anden valuta. Virksomhederne kan ved hjælp af valutaswaps omlægge deres betalingsstrømme på et lån uden at skulle ændre på selve lånet. Efter en gennemgang af de forskellige typer af finansielle instrumenter, som en virksomhed kan stå overfor, og som er omfattet af IAS 39, er det relevant at se på overvejelserne bag regnskabsreglernes tilblivelse, herunder såvel generelle krav til regnskaberne, som specifikke overvejelser til reglerne i IAS 39. Der vil bl.a. fokuseres på de traditionelle metoder til behandlingen af finansielle instrumenter, således dette kan sammenlignes med de konkrete nugældende regler efter IAS Norup, Lars Nye finansielle instrumenter s Nordea Finansielle instrumenter, s

22 3. Regnskabsreglernes tilblivelse Specifikke internationale regnskabsregler på området for finansielle instrumenter har som nævnt ikke eksisteret i mange år, men efter udarbejdelse og revidering af flere regeludkast, godkendte EU i juni 2005 IAS 39 som standard til IFRS/IAS-pakken 26. Inden regnskabsreglerne efter IAS 39 gennemgås, er det interessant at se på, hvem regnskabsreglerne henvender sig til, og på hvilken baggrund reglerne grundlæggende bliver udarbejdet, da dette er centralt for en senere kritisk stillingtagen til IAS 39. Det er i denne sammenhæng relevant at tage udgangspunkt i den regnskabsmæssige begrebsramme og se nærmere på dennes forudsætninger og formål med regnskabsreglerne som helhed. Dertil kommer, at virksomhederne også bør benytte disse overordnede krav ved regnskabsudarbejdelsen. Hovedformålet med dette afsnit er at muliggøre en senere sammenligning med reglerne efter IAS 39, for at se om standarden lever op til de grundlæggende regnskabskrav, eller hvorvidt standarden evt. afviger fra disse. Derfor vil der efterfølgende foretages en kort redegørelse for begrebsrammen, herunder de væsentligste tilknyttede krav og principper Begrebsrammen Begrebsrammen stammer oprindeligt fra FASB s Conceptual Framework 27, og er efterfølgende i hovedtræk blevet overført til IASB. Danmark har herefter importeret denne fra de internationale modeller, og således følger strukturen af begrebsrammen i vidt omfang den amerikanske 28. Begrebsrammen er et udtryk for rammen omkring al regnskabsaflæggelse og et værktøj for lovgivere og standardsætteres udarbejdelse af regnskabsreglerne. Reglernes og princippernes rækkefølge er ikke tilfældig, da begrebsrammen opstiller disse i en hierarkisk form (niveauer), hvor det øverste formål anses som det vigtigste osv. Dermed kan det i visse tilfælde være nødvendigt at gå på kompromis med nogle af reglerne, for opfyldelse af stærkere formål 29. Der vil her kort redegøres for disse 26 De internationale standarder har IFRS som benævnelse for de seneste godkendte regler, hvor ellers IAS. 27 FASB: Financial Accounting Standards Board (amerikanske udsteder af regnskabsregler) 28 Kiertzner, Lars Håndbog i årsrapport, s Dette vil senere vise sig nødvendigt i relation til reglerne i IAS 39 14

23 niveauer og deres væsentligste indhold, hvor pkt. 1-2 udgør det øverste niveau og pkt. 3-5 det nederste niveau. 1. Grundlæggende formål: Det grundlæggende formål med regnskaberne og reglerne for disse er brugernes beslutningsformål, som også angives i ÅRL 12. Med regnskabsbrugerne menes dem, hvis økonomiske beslutninger normalt må forventes at blive påvirket af virksomhedens årsrapport, herunder f.eks. aktionærer, kreditorer, medarbejdere og kunder, hvor investorerne ifølge FASB og IASB anses som den mest afgørende brugergruppe, hvorved opfyldelse af disses behov automatisk medfører opfyldelse af øvrige interessenters informationsbehov. ÅRL angiver at tilgodese alle og ikke blot en aktionærorienteret lovgivning, uden at det som sådan medfører en bredere brugergruppe 30. For opnåelse af dette angives i ÅRL 12, stk. 2 beslutninger i relation til forudsigelsesformålet, kontrolformålet og fordelingsformålet 31. Forudsigelsesformålet vedrører placeringen af regnskabsbrugerne egne ressourcer. Informationer i regnskabet kan påvirke aktionærers beslutninger om at sælge deres aktier, såfremt regnskabet viser dårlige tendenser, og det kan påvirke långiveres beslutninger om, hvorvidt de er villige til at yde lån til en virksomhed. Kontrolformålet vedrører ledelsens forvaltning af virksomhedens ressourcer, og giver regnskabsbrugerne mulighed for at vurdere ledelsens indsats gennem regnskabet, da dårlige resultater vil blive fremlagt deri. Fordelingsformålet vedrører fordeling af virksomhedens ressourcer og hvor meget af virksomhedens kapital, der kan udloddes til ejerne. Informationerne i regnskabet kan være til hjælp, når beslutninger om kapitalen skal foretages. Et grundlæggende element i ÅRL, som skal medføre opfyldelse af brugernes behov (og de efterfølgende krav og formål), er kravet om det retvisende billede jf. ÅRL 11 32, og såfremt der opstår konflikter i relation til øvrige grundlæggende 30 Kiertzner, Lars Håndbog i årsrapport, s Kiertzner, Lars Håndbog i årsrapport, s Årsrapporten skal give et retvisende billede af virksomhedens/koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet. jf. ÅRL 11, stk

24 regnskabsprincipper og bestemmelser, skal disse afviges til fordel for et mere retvisende billede Kvalitative krav: For at årsrapporten kan give et retvisende billede, skal der tages hensyn til relevans og pålidelighed. Relevans vedrører de beslutninger, som brugeren skal træffe på baggrund af de informationer, der er i regnskabet. For at regnskabsbrugeren kan træffe de rigtige beslutninger, skal informationerne vedkommende får stillet til rådighed i regnskabet være relevante. Herunder skal informationerne have prognose-, kontrol- og aktualitetsværdi. Ved prognoseværdi forstås, at brugerne kan anvende informationerne i regnskabet til at skønne over virksomheden betalingsstrømme ved hjælp af diverse modeller. Kontrolværdi er modsat prognoseværdien bagudrettet, og informationerne i regnskabet gør det muligt for brugerne at vurdere, hvorvidt virksomheden lever op til de forventninger, der tidligere er blevet kommunikeret. Endelig er aktualitetsværdien vigtig i forbindelse med beslutningstagninger, da gammel og unyttig information kan bevirke, at regnskabsbrugerne ikke foretager rationelle beslutninger. Informationerne i regnskabet skal ligeledes være pålidelige, for at de kan være til gavn for brugerne, og her relaterer pålidelighed sig til validitet, verificerbarhed og neutralitet. At informationerne i regnskabet skal være valide, indebærer at de angiver det, de foreskriver at indeholde. Ved verificerbarhed forstås, at regnskabsbrugerne har mulighed for selv at afprøve rigtigheden af informationerne, hvilket kræver, at der foreligger beviser for de informationer, der er anvendt i regnskabet. Endelig skal informationerne i regnskabet være neutrale, hvormed menes, at de ikke må være udarbejdet således, at de fører til en bestemt beslutning. Informationerne i regnskabet skal altså være objektive. 3. Regnskabets elementer: Der er i ÅRL bilag 1 opstillet en række definitioner på de centrale elementer, der indgår i regnskabet. Definitionerne er udarbejdet på baggrund af en balanceorienteret regnskabsaflæggelse, hvilket betyder, at definitionerne tager udgangspunkt i balanceposterne, aktiver og forpligtelser. På baggrund af balanceposter afledes indtægter og omkostningerne, der indgår i resultatopgørelsen. 33 ÅRL 11, stk. 3. Herudover også inkl. et krav om noteoplysninger, såfremt en sådan fravigelse sker. 16

25 Denne balanceorienterede tilgang til regnskabsudarbejdelsen er også gældende efter de internationale regler ifølge IASB. 4. Indregnings- og målingskriterier: Det næste led i begrebsrammen, er reguleret i lovgivningen, hvor indregningsprincippet står beskrevet i ÅRL s 33. Herudfra skal der ske indregning af aktiver og forpligtelser, når 1) det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil tilflyde eller fragå virksomheden og 2) aktivets eller forpligtelsens værdi kan måles pålideligt 34. Ved måling fastlægges den værdi et aktiv eller en forpligtelse indregnes til regnskabet, og der er i ÅRL bilag 1 (definitionsafsnittet) opstillet en række forskellige begreber 35, der anvendes til værdifastsættelsen. Som hovedregel skal alle aktiver og forpligtelser ved første indregning ske til kostpris 36, mens den efterfølgende indregning varierer efter aktivets eller forpligtelsens art. Dette område er i relation til den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter væsentligt, og i visse situationer et problematisk område, hvilket vil fremgå af den efterfølgende behandling heraf. 5. Præsentationskrav: Disse er også reguleret nærmere i lovgivningen, og præsentationen af regnskabet hænger meget sammen med indregnings- og målingskriterierne. Selvom præsentationen af informationerne i regnskabet ikke har betydning for informationernes relevans og pålidelighed, vil en hensigtsmæssig opdeling af de forskellige poster i regnskabet, have en betydning for informationsværdien. Dermed kan informationsværdien af et regnskab forøges, blot ved at de forskellige poster i regnskabet præsenteres på en overskuelig måde. Udover ovenstående begrebsramme er denne forbundet med en række grundlæggende regnskabsforudsætninger og principper benævnt i ÅRL 13, hvor flere af disse også indgår i de udenlandske begrebsrammer og nogle hører indirekte endvidere under førnævnte punkter. Disse forudsætninger er: Klarhed - klar og overskuelig præsentation af regnskabet. Substans reelle forhold frem for formalia. 34 Jf. førnævnte aktiv- og forpligtelses definition afsnit og Amortiseret kostpris, dagsværdi, genanskaffelsesværdi, genindvindingsværdi, kapitalværdi, kostpris, nettorealisationsværdi og salgsværdi 36 ÅRL 36 17

26 Væsentlighed alle relevante forhold skal indgå i årsrapporten. Going concern fortsat drift (IAS 12 mdr. fra balancedagen og i Danmark 12 mdr. fra godkendelse af regnskabet). Neutralitet enhver værdiændring skal vises uanset indvirkning på egenkapital og resultatopgørelse. Periodisering (herunder matching) begivenheder indregnes når de indtræffer, uanset betalingstidspunkt Konsistens/kontinuitet ensartet indregningsmetoder og målegrundlag, som skal være konsistente fra år til år. Bruttoværdi hver transaktion, begivenhed og værdiændring skal indregnes og måles hver for sig, ligesom de enkelte forhold ikke må modregnes hinanden. Formel kontinuitet primo balance = ultimo balancen fra foregående regnskabsår Herudover er også forsigtighedsforudsætningen central i den grundlæggende regnskabsaflæggelse. I overensstemmelse med denne og periodiseringsprincippet. skal indtægter som nævnt registreres, når de er indtjent/realiseret, og de tilhørende omkostninger kan opgøres sikkert og pålideligt 37. Modsætningsvis skal tab efter forsigtighedsprincippet indregnes allerede, når de truer. Som det vil fremgå af den kommende redegørelse for behandling af finansielle instrumenter, angiver lovgivningen i midlertidig visse undtagelser til nogle af ovenstående forudsætninger og principper. Årsagen hertil fremkommer bedst, hvis der ses på en konkret behandling af disse efter den traditionelle regnskabsaflæggelse Traditionel regnskabsaflæggelse for finansielle instrumenter Som tidligere nævnt er der en række grundlæggende principper, der skal tages hensyn til, når der udarbejdes regnskaber og regnskabsregler. Området finansielle instrumenter er et problematisk område, hvilket også ses i form af de mange udkast og ændringer IAS 39 har været igennem. Især området og behandlingen af afledte finansielle instrumenter til sikring har været et omdiskuteret emne, og kan her give 37 Jf. førnævnte aktiv- og forpligtelses definition afsnit og

27 lidt uheldige konsekvenser ved anvendelse af de traditionelle regnskabsprincipper. Dette kan illustreres ved hjælp af eksempler efter de i foregående afsnit grundlæggende regnskabsregler, såfremt disse skulle anvendes på den regnskabsmæssige behandling af disse afledte instrumenter. Det er her vigtigt at være opmærksom på, at de kommende eksempler i dette afsnit ikke er en redegørelse for den gældende behandling af finansielle instrumenter, men blot eksempler på effekterne af anvendelsen af de traditionelle metoder, og dermed indirekte en del af baggrunden for udarbejdelsen af de nugældende regler Afledte finansielle instrumenter Først belyses behandlingen af afledte finansielle instrumenter under forudsætning af, at de nye regnskabsregler ikke eksisterede, og der skulle aflægges regnskab efter de traditionelle regnskabsregler. En af overvejelserne i relation til de nye regler efter IAS 39 og et generelt fokusområde i regnskabsreglers udarbejdelse, er virksomhedens muligheder for spekulation og de deraf følgende konsekvenser for regnskabet. Tabel 3.1. viser netop tilfældet ved handel/spekulation, hvis virksomheden aflægger regnskab efter de traditionelle regnskabsprincipper. Tabel 3.1.: Terminskontrakt ved handel/spekulation efter traditionel regnskabsaflæggelse (i mio. kr.) Dato Transaktioner Likvider Terminskontrakt Resultatopgørelse 31/1-05 Indgåelse af terminskontrakt /2-05 Ændring i dagsværdi på terminskontrakt /3-05 Ændring i dagsværdi på terminskontrakt - - Ændring i dagsværdi på terminskontrakt /4-05 Afvikling af terminskontrakt 1-1 Balance Kilde: Egen tilvirkning Se bilag 2 - Tabel 2 for kursændringer og udviklingen i dagsværdien på terminskontrakten. Som det fremgår af ovenstående eksempel, vil der ikke skulle indregnes nogen værdi som følge af terminskontrakten og reguleringer heraf, før den bliver 19