Abbediet Cluny, Den tredje klosterkirke, grundlagt midt i 1000tallet af Benediktinerordenen.

Transkript

1 Klosterordner Der findes i middelalderen rigtig mange klostre og klosterordener for munke og nonner. I den europæiske del af verden, opbygges de fleste ordener efter Skt. Benedikts eller Skt. Augustins regelsæt. Klostrene virker hovedsagligt som selvstændige klostre, der til de europæiske samfund spreder den romerskkatolske tro, sammen med videnskab, filosofi, og introduktion til nytænkning blandt handel, landbrug og arkitektur. Klostrene virkede i middelalderen som reale samfund, med værksteder, urtehaver og husdyrsavl, nogle mindre og fattige, andre store og magtfulde, meget afhængig af hvordan den lokale abbed formået leve op til sine mål. Munke og nonner levede nok i fattigdom og ejede ingen ting, men oftest manglede de intet, der ordenen de tilhørte, gerne måtte besidde jordisk gods, som den delte ud mellem brødre og søstre. Rent politisk konkurrere ordenerne om at få tildelt jord og gunst af verdslige konger og herremænd, men det er ikke ensbetydende med de ikke kunne samarbejde på kryds og tværs, også selvom de havde taget forskellige ordensregler. Kloster ordenerne vokser sig fra tidlige tiders eremit samfund i 500tallet, til omkring år 800 at blive magtfulde institutioner i samfundet, helt frem til 1500tallet. Abbediet Cluny, Den tredje klosterkirke, grundlagt midt i 1000tallet af Benediktinerordenen.

2 Benediktiner Ordenen. (Ordenen af Skt. Benedikt) Skt. Benedikts Regler udbreder sig efter år 529 til hele Europa, og bliver nærmest en slags standard for klosterliv. Klostrene virker mere eller mindre selvstændigt, men under samme regelsæt. Omkring år 800 begynder klostervæsnet at være som man kender dem i middelalderen, og Benediktiner Ordenen bliver med eksempelvis klostret Cluny i Frankrig, store medspillere på den politiske scene helt indtil omkring år Benediktinernes klosterordener reformeres også igennem tiden, til eksempelvis Cistercienser klosterordenen, men eksister i vore dage. Pave Leo XIII sammenlægger i 1883, de selvstændige klosterordener i Benediktiner Konfederationen Pax. Dette gælder dog ikke reformbevægelserne. Benediktiner Ordenens munke er kendt for at bære sorte kutter. Nonner bar sort kutte og slør, under sløret bæres et underslør som er hvidt. Illustration fra et ukendt manuskript fra 1200-tallet. Forstiller en benediktiner munk der snyder sig til en kop øl.

3 Benediktiner Nonne: Ca. 1130

4 Benediktiner Munk: 1300tallet

5 Benediktiner Munk: Ca. 1454

6 Benediktiner Nonne: Ca. 1454

7 Karteuser ordenen (Ordenen af Skt. Bruno) I 1084 oprettede den senere helgengjorte Bruno de Cologne et kloster i de franske alper i Chartreuse bjergene. Ordenen fik sit eget regelsæt omkring år 1104, som blander klosterlivet med strikte ensomhedsløfter. Charteuser Ordenen anerkendes første gang i 1133 af Pave Innocent II, og selvom ordenen reformere lidt på sine regler gennem tiderne, så forbliver reglerne forholdsvis urørte, helt frem til vore dage. Charteuser Ordenen, var en indadvendt og lukket orden hvor kun lægbrødre og lægsøstre havde en smule omgang med de omkringlæggende samfund. Løftebundende klosterbrødre og søstre brugte deres liv i ensomhed med studier, bønner og manuelt arbejde. Så selvom nonner og munke levede i klostre, så levede de adskilte i deres celler som eremitter, og mødtes kun til de regelmæssige messer. Charteuser Ordenen lider lige som andre klosterordener store tab, først under reformationen, og igen under de franske revolutioner, hvor mange af ordenens klostre lukkes. Men Charteuser Ordenen overlever, og er i vore dage stadigvæk en lukket orden, for brødre og søstre der har taget strikte ensomhedsløfter. Charteuser Ordenens dragter er hvide kutter/særke, med hvis scapular, samt med hvid spids hætte/tørklæde. Novicer gik i sorte kutter og læg munk/nonner gik i brune. Maleri fra ca Scene fra Charteuser klosteret i Nuestra Señora de las Cuevas a Triana.

8 Karteuser Munk: 1300tallet

9 Karteuser Munk: ca. 1600

10 Karteuser Nonne: ca. 1620

11 Augustiner Ordenen (Ordenen af Skt. Augustin) Augustiner Ordenen er i starten af middelalderen selvstændige klostre uden centralstyring. Ordenen har af Skt. Augustin af Hippo s skrifter, formet Skt. Augustin Reglerne, som bliver anerkendt og stadfæstet af Pave Urban II i år Ordensreglen foreskriver fælles ejendom, bolig og arbejde, og blev også efterlevet af domkirkernes kannikker (også kendt som Augustiner korherrerne) der dannede kapitelklostre, som forenede præstestillingen med et munkeliv, men i modsætning til munke aflagde augustinerkanniker ikke løfte om stedfasthed. Augustiner korherrerne varetog uddannelse af præster og indtil universiteternes fremkomst omkring 1200 også en meget stor del af det videnskabelige teologiske studium. Dette skete oftest med brug af en analyserende skolastisk metode frem for klostrenes mere meditative, helhedssøgende tilgang til Bibel og kirkefædre. Augustiner Ordenen fik kvindelige forgreninger af augustinerkanonesser, de var dog uden fælles organisation eller enhedspræg. Augustinerkanonesser udvikledes i en lang række forskellige retninger, augustiner korherrer bestod som en selvstændig orden. Augustiner Ordenen er i vore dage stadigvæk aktiv, både som organisation under ledelse af storprioren, men også som fraktionsdannede organisationer som frasiger sig den romerskkatolske centralstyring. Det er svært at skelne de tidlige munke, eremitter og kannikker fra hinanden, men de fleste Augustiner Ordenener er kendt for at bære sorte kutter og hætter, men specielt korherrerne var kendt for at havde forskellige dragter ude og inde, samt sommer og vinter. Nonner bar sort kutte og slør, under sløret bæres et underslør som er hvidt. Illustration fra et ukendt manuskript fra 1200-tallet. Forstiller Skt. Augustin af Hippo s kamp imod kættere.

12 Augustiner Munk: ca. 1245

13 Augustiner Kanonesse: 1700tallet

14 Antoniter Ordenen (Regulære kannikker af Skt. Antonius af Vienne) I 1095 stiftedes i Frankrig Antoniter Ordenen, af en franske adelsmand med navnet Gaston de Valloire, og blev af Pave Urban II anerkendt som gejstlig orden samme år. Ordenen blev opkaldt efter den hellige Skt. Antonius, der den opstod med det formål at pleje de mennesker, der led af den såkaldte»antoniusild«, men ordenen blev også med tiden en herbergs og hospitals tjeneste, for pilgrime og andre rejsende. Antoniter ordenens brødrne levede som lægbrødre helt frem til år 1218, hvor Pave Honorius III gør dem til en klosterorden, i 1248 modtager Antoniter Ordenen så Augustiner klosterregler af Pave Boniface VIII. Efter at paven omkring år 1300 stopper en splid mellem Antoniter Ordenen og Benediktiner munke, ved at tage førstnævntes parti, begynder Anotoniter Ordenen at vokse sig fra Frankrig til Spanien, Italien, Tyskland, og de opretter endog kloster i Skandinavien hen imod 1400 tallet. Ordenen lider store tab under reformationen, og underlægges Malta Ordenen (Johanniter Ordenen) i De få huse der er tilbage forsvinder i de franske revolutioner, og endeligt i 1803 efter verdsliggørelsen af Tyskland. Ordensmunkene bar en sort klædning med et blåt Tau Kors på brystet.

15 Antoniter Munk: Ca. 1260

16 Cistercienser Ordenen. Abbed Robert af Molesme grundlage i år 1098 et nyt kloster i Cîteaux (Latin: "Cistercium") i det sydlige Dijon i Frankrig. Roberts intention var at lave en ny reformeret benediktinerorden der strikt skulle følge Skt. Benedikts Regler. I modsætningen til de andre benediktiner klostre, så skulle cisterciensere udover at leve deres liv strikt, også igen selv til at udføre landbrug og manuelt arbejde. Der den senere helgengjorte og kirkelære Bernard ankommer til klostret i år 1113, begynder Cistercienser Ordenen at udvikle sig massivt. Bernard grundlage selv klostret Clairvaux i 1115, hvorefter han skriver nye regler, lavet over Skt. Benediks Regler. Med Bernard som abbed og Clairvaux som moderkloster, spreder Cistercienser Ordenen sig i bølgen af korstogene og pavevalg til hele Europa, fra Spanien helt til Norge, med over 333 klostre mindre end halvtreds år efter Bernard blev abbed. Ordenen vokser sig yderligere større og har i 1400tallet over 700 klostre rundt omkring i verden. Cistercienser Ordenen bliver i middelalderen nogle af de mest magtfulde gejstlige medspillere på det økonomiske og politiske scene, samtidig med de spreder lærdom og viden rundt imellem alle lande i den kristne verden, med en utrolig logistik. Cistercienser Ordenen lider store nederlag der Kong Henrik VIII af England, nedlægger alle de romerskkatolske klosterordener i år 1538, samt da protestanterne samtidig får tag i store dele af resten af Europa, og endeligt igen under de store revolutioner i 1700tallet. Kun nogle små fraktioner samles igen i starten af 1900tallet, hvoraf den største fraktion kaldes Den Strikte Observans eller Trappisterne. Cistercienser Ordenen munke bar hvide kutter. Nonner bar hvide kutter og et sort slør, under sløret bæres et underslør som er hvidt. Både munke og nonner afbilledes også med og uden sort scapular. Illustration fra et ukendt manuskript fra 1200-tallet. Forstiller Skt. Bernard af Clairvaux med hyrdestav og bog.

17 Cistercienser Munk: 1300tals

18 Cistercienser Nonne: 1300tals

19 Cistercienser Nonne: 1400tals

20 Cistercienser Nonne: Ca. 1525

21 Cistercienser Munk: Ca. 1535

22 Præmonstratenserordenen Norbert af Xanten (senere ærkebiskop i Magdeburg) grundlage omkring 1120 Præmonstratenserordenen i klosteret Prémontré i nærheden af Laon i Nordfrankrig. Præmonstratenser er også kendt som de Hvide munke eller Norbertinere. Hensigten var at forene cisterciensernes munkens centralisering, med augustinerreglen. Ordenen fik i 1126 anerkendelse af pave Honorius II. og fik stor udbredelse især i det nordøstlige Tyskland, hvor de arbejdede for kristendommens udbredelse blandt venderne. Norbert blev i 1582 helgenkåret af Pave Gregor 13. På grund af reformationen bliver Sankt Norberts jordiske rester i 1627 flyttet fra Magdeburg til Strahov klostret i Prag. Ordenen havde sin største udbredelse i ca med 500 klostre. Den gik næsten helt under i Den franske Revolution, men har overlevet til i vore dage, hvor der findes ca. 20 klostre. Præmonstratenserordenen munke/kannikker bar hvide dragter, i slutningen af 1300tallet giver paven lov til at bære sorte kapper. 1300tals kalkmaleri af Skt. Nobert, fra den italienske kirken San Severo i Orvieto.

23 Præmonstratenser Nonne: Ca. 1230

24 Præmonstratenser Munk: Sidst i 1300tallet

25 Præmonstratenser Munk: Ca. 1400

26 Den Hellige Treenigheds Orden I slutningen af det tolvte århundrede grundlage Johannes af Matha og Felix af Valois Den Hellige Treenigheds Orden i området Cerfroid nordøst for Paris. Ordenen modtager sin anderkendelse af pave Innocens III i Den første kvindelige orden bliver stiftet i 1201 Ordenens medlemmer kaldes også Maturinere fordi de var baseret i kirken Saint-Mathurin i Paris fra Medlemmer var også kendt som Æselsbrødre, da de i den ældste tid kun måtte benytte æsler som ride dyr. Ordren blev grundlagt for at løskøbe kristne fanger fra ikke-kristne, en konsekvens af korstog og piratangreb langs Middelhavskysten i Europa. Udover at løskøbe fanger, udvikler ordenen sig hurtigt til også at drive hospitaler, herberger og uddannelse. Igennem tiderne revideres og suppleres vedtægter, forfatninger og ordensreglerne mange gange. Efter middelalderens ophør har europæiske begivenheder såsom revolution, statslige undertrykkelse og borgerkrig alvorlige konsekvenser for Trinitarierne, men gruppen op blomster igen i Spanien og Italien, sidst i 1800tallet. Det heder sig at Felix af Valois blev helgengjort i 1262, men kilder nævner hans helgenfest helt tilbage i 1215, pga. af forvirringen om hans helgengørelse, stadfæster paven i 1679 hans status som helgen. Johannes af Matha bliver efter at hans jordiske rester overførers fra Rom til Madrid helgengjort i Ordensdragten var ifølge en vision, Johannes af Matha havde haft, hvid med et rødt og et blåt kors.

27 Trinitarier Munk: Ca. 1600

28 Trinitarier Nonne: Ca. 1600

29 Tiggerordner Folkelige bevægelser ledet af præster og munke, begynder i ellevehundredetallet at søge den intellektuelle og filosofiske viden, mere for nysgerrighedens skyld, end til videre studie i biblen. De pavelige anerkendte tiggerordner bliver indstiftet i tolvhundredetallet, nogle stammer fra de folkelige grupper, andre bliver indstiftet for at indgå og agitere romerkirkens holdninger, i de folkelige institutioner, som så småt tager form af universitets fakulteter, der begynder at udkonkurrere kirkens katedralskoler. Tiggermunkeordenerne efterlevede strikt fattigdomsløfter. I modsætningen til klosterordenerne, så måtte selve tiggermunkeordenen ikke eje gods eller ejendom. Det var svært for munkene at overholde de ekstreme fattigdomsløfter, så med tiden fik de andre gejstlige til at eje ting for dem, som de så kunne låne. Tiggermunkeordenerne blev store konkurrenter til klosterordenerne, deres filosofi om at leve i total fattigdom og kun hengivet til gud, er en torn i øjet på de velfungerende klostre, som i sidste ende også er pavesædets livsgrundlag. Da protestanterne overtager store dele af Europa under reformationen, går det specielt hårdt ud over tiggermunkene, tiggemunke er i modsætningen til klostermunke, sjældent af adeligt herkomst, så i modsætningen til klostermunkene, bliver de fordrevet fra deres kirker og konventer. Den Hellige Frans' kirke i Assisi, grundlagt ca af franciskanerordnen.

30 Dominikaner Ordenen. (Prædikebrødrenes Orden) Dominic af Guzmán var en teologisk skolet mand fra det spanske kongerige Castilien på den iberiske halvø. Han viet sit liv til sin tro, der han i år 1194 efter at være færdigudannet, gav sit jordiske gods væk, for at indgå i et fællesskab med kannikker af Skt. Augustin Reglerne. På en rejse til Danmark i året 1203, møder Dominic i grænseområdet mellem det nuværende Spanien og Frankrig, de såkaldte Katarer (dansk: kætter ) også kaldet albingensere. Han finder dem ikke bare hedenske, men oplever at det er veludannet og kultiveret folk, der med gnostisk lignende doktriner, bevidst havde valgt at frasige sig katolicismen. Dette gjorde med forfærdelse store indtryk på Dominic, der efter at havde rejst til Danmark, drager til Rom og cistercienser klostret i Cîteaux, før han i år 1205 bosætter sig nogle år nær de hedenske albingensere. Med hjælp fra indflydelsesrige gejstlige, lykkes det i år 1207 Dominic at stifte en nonneorden i Prouille, i vore dages sydlige Frankrig. Senere fik han også samlet munke omkring sig, som agiterede og debatterede med albingenserne i bl.a. kirkeforsamlinger. Dominic har i år 1214 lavet klosterregler over Skt. Augustin Reglerne, som han på en rejse til Rom, får anerkendt Pave Honorius III i år Efterfølgende flytter Dominc hovedkvarteret for ordenen til Rom. I 1200tallet breder Dominikaner Ordenen sig til det meste af Europa, og der ordenen er opstået med formålet at bekæmpe hedenskabet, udvikler ordenen sig igennem tiderne over inkvisitionsdommere i trettenhundrede tallet, til omvendelse af hedninge i Afrika og Den Nye Verden (Amerika) i opdagelsernes tidsalder sidst i fjortenhundrede tallet, samt til renæssancens hekseafbrændinger. Dominikaner Ordenen lider under reformationen i 1500tallet og revolutionerne i 1700tallet, store tab på indflydelse. Men Dominikaner Ordenen er dog i vore dage stadigvæk en fungerende munkeorden. Dominikaner Ordenen bar hvide kutter, med store sorte kapper, derfor kendes de også som Sortbrødre. Ordenens skjoldmærke er hvidt, med to sorte felter skråt i øverste højre og venstre hjørne. Dette er lavet for at symbolisere den sorte kappe over den hvide kutte. Skjoldmærket menes at være fra det tidlige 1400tal, og det ændres senere igen, til et blomsterkors hvor vær arm er delt i sort og hvid.

31 Dominikaner Munk: Ca. 1225

32 Dominikaner Munk: Ca. 1250

33 Dominikaner Nonne: 1300tallet

34 Dominikaner Nonne: Ca. 1360

35 Franciskaner Ordenen. (Småbrødrenes Ordenen) Folk samles om Francis af Assisi, efter han begynder et kristent liv, som han vælger at bruge på at hjælper spedalske og genopbygge forfaldende kirker. Francis skaber en tiggermunkeorden i år 1209, og rejser samme år til Pave Innocens III, som anerkender de i forhold til andre, nogle simple klosterregler, som efterfølgende kendes som Francis af Assisis Reglerne. Munkene skulle leve i ekstrem fattigdom og måtte aldrig modtage penge, værken personligt eller ordenen som sådan. Klarisser Ordenen opstår som franciskaner nonneorden, der den senere helgengjorte Klara flygter hjemmefra, for at mødes med Francis i år Francis grundlægger selv en tredje læg orden, for folk som vil leve efter hans regler, ved siden af arbejde og ægteskab. Den sidstnævnte orden opnår anerkendelse af Pave Honorius III i året Selv før Francis s død i år 1226 havde der været diskussioner mellem moderate (konventualer) og strikse (spiritualer) fraktioner af fattigdoms princippet, og det forsatte igennem hele ordenens levetid. Med tiden opstår flere reformbevægelser og nystiftelser af ordener med Francis af Assisi Reglerne. Nogle lever i den yderste fattigdom, andre tolker at brødrenes og ordenens fattigdom kunne omgås, ved at andre ejede deres gods og lod Franciskaner Ordenerne låne det. Til sidst var adskillige Franciskaner Ordener, og foruden konventualerne og en reformbevægelse som opstod i 1500tallet, så bliver alle ordenerne sammenlagt af et paveligt påbud i år Franciskaner Ordenen bar brun/grå kutter, derfor kendes de også som Gråbrødre. Som bælte brugte nogle franciskanere at bruge et reb med tre knuder, disse knuder skulle symbolisere de tre vigtige dyder ydmyghed, lydighed, enfoldighed. Franciskanere gik helt uden sko, eller på en sandal. Det siges af Francis af Assisis, selv brugte taukorset som underskrift, ordenens skjoldmærke er ligeså et taukors, med to (ligesom både Jesus af Nazareth og Francis af Assisi) stigmatiseret hænder. Nogle senere fraktioner bruger i stedet for taukorset et latinskkors. Originale farver, tid og oprindelse for skjoldmærket kendes ikke.

36 Franciskaner Munk: Ca. 1225

37 Franciskaner Konventual Munk: Ca. 1250

38 Den Tredjeorden Lægmand: Ca. 1289

39 Franciskaner Munk: Ca. 1290

40 Clarisser Nonne: Ca. 1290

41 Clarisser Nonne: Ca. 1320

42 Clarisser Nonne: Ca. 1500

43 Karmeliter Ordenen. (Ordenen af Brødre af Vor Frue og Karmelbjerget) Omkring år 1190 samles et samfund af pilgrimme og korsfare på bjerget Karmel (Guds Vingård), og levede der som en slags eremitter. Den egentlige orden skulle være dannet i år 1185 af Skt. Berthold af Kalabrien, som man i vore dage anser som fiktiv person man har fundet på, for at godtgøre modtageren af Karmeliter Reglerne, skrevet af Patriark og paveligudsending Albert af Jerusalem i omkring år 1209, i virkeligheden blev reglerne skrevet til en person, som angives kun med bogstavet B. Reglerne bliver kendt som Skt. Albert Reglerne, og der bliver lagt meget stor vægt på at leve som vegetar, samt lange faste perioder. Karmeliter Ordenen grundlægger på bjerget klostret Stella Maris (Vor Frue af Havet) og indvier det til Jomfru Maria, og Skt. Albert Reglerne anerkendes af Pave Honorius III i år Karmeliter Ordenen opdels i en munkeorden og en nonneorden for brødre og søstre der havde taget klosterløfter. Samt en læg orden for folk som ville leve under regelsættet, men samtidig kunne arbejde uden for klostret og indgå ægteskaber. Omkring år 1238 udvider Karmeliter Ordenen sig til Kyperen og Sicilien, og på under tredive år, har ordenen klostre i store dele af det sydlige Europa. Karmeliter Ordenen overgår til at være tiggermunke, med nye regler lavet over franciskaner og dominikaner regler, skrevet af Skt. Simon Stock, og anerkendt af Pave Innocent IV i år Ordenen får deres storheds tid i 1400tallet, og igen under reformationen, der de ikke lider lige så store tab som andre gejstlige ordener, der deres klostre hovedsaligt er grundlagt i det stadigvæk katolske Sydeuropa.Efter den franske revolution og verdsliggørelsen af Tyskland og senere Italien, går Karmeliter Ordenen i slutningen af 1800tallet nærmest i opløsning, men liver op igen i starten af 1900tallet, og er endnu i vore dage en fungerende orden, igen med hovedkvarter nær bjerget Karmel. Som klostermunke gik Karmeliter Ordenen i brun/grå kutter og scapular. Men skifter efter at være blevet en tiggerorden, til brun/grå kutter med hvid kapper. Derfor kendes Karmeliter Ordenen også som Hvidbrødre. Ordenens skjoldmærke er brun/grå, med to hvide felter skråt i øverste højre og venstre hjørne. Dette er lavet for at symbolisere den hvide kappe over den brun/grå kutte. Det latinske kors i kappeåbningen tilføjes først senere. Tid og oprindelse for skjoldmærket kendes ikke.

44 Karmeliter Nonne: Ca. 1500

45 Karmeliter Munk: Ca. 1500

46 Beginer Samfundene. Disse samfund kan dårligt kaldes en klosterorden, de blev oprettet så tidligt som i starten af 1200 tallet, af lægsøstre der ikke tog klosterløfter eller boede på klostre. Beginer søstrene oprettede små samfund i sammenbyggede huse omkring deres kirke, hvor de så levede sammen med både de verdslige og gejstlige samfund. Der blev med tiden oprettet en orden for lægbrødre, de kendes som Beghard brødre. Samfundene begynder i starten at udvikle sig til at være enten mystikere og eller tiggerlignende munke og nonner. Beginer Samfundene bliver kædet sammen med den mere frie tankegang som Albingenserne også fulgte, og de bliver også flere gange gennem tiderne anklaget for at være kættere, både under de Albingensiske korstog i 1200 tallet, og det kulminere omkring år 1300, der Pave Clement V indleder en kætterproces, der ender med at franske Beginer søster og mystiker Marguerite Porete, i år 1310 bliver brændt på bålet i Paris, formodentlig fordi hun nægter at trække sin bog De Simple Sjæles Spejl tilbage. Kætterprocesserne forsætter efterfølgende imod Beginer Samfundene, og i løbet af 1300 tallet bliver samfundene overtaget af kloster eller tiggerordener. Berginer Samfundene genopstår dog som selvstændige samfund, der de bliver genetableret af Pave Eugene IV i 1400 tallet. For eftertiden bygger Beginer samfundene deres velkendte huse nær deres kirker, faktisk helt op til vore dage. Beginer samfundene forsvinder dog langsomt af sig selv, den sidste Beginer søster bor i år 2007 på et plejehjem i Belgien. Træsnit lavet i Lübeck i 1400 tallet, forstiller en Beginer søster.

47 Beginer Søster: 1300tallet

48 Beginer Søster: 1400tallet

49 Helligånds Ordenen. (Orden og menighed af Helligånden) I Pave Innocent III s periode ( ) kalder paven den franske Guy de Montpellier til Rom, for at bygge et hospital på ruinen af et gammelt hospital af angelsaksisk oprindelse. Guy de Montpellier havde i tiden før stiftet en verdslig lægmandsinstitution i Helligåndens navn, til at tage sig af de syge, i sin hjemby i Provence i Frankrig. Selvom ordenen i den første del af sin levetid er verdslig, så opnår den hurtigt samme privileger som de gejstlige ordener. I 1213 blev ordensreglerne vedtaget som en modificeret Augustinerregel, men måske netop på grund af ordenens stadige verdslighed bliver Helligånds Ordenen særdeles populær, så da donationer begynder at blive tildelt ordenen fra kristne kongeriger, begynder ordenen at strukturere sig som en militærorden, selvom om ordenen ikke endnu er blevet militær. Ordenen spreder sig til de fleste kongeriger, og begynder med tiden at få så stor tilslutning af lægbrødre, altså verdslige ordensbrødre der ikke lever underlagt klosterløfter, at Pave Pius II må træde til og stoppe det verdslige misbrug af de gejstlige privilegier i 1457, paven opretter en ny klosterorden baseret på Karmeliternes regler, hvortil han tildeler Helligånds Ordenens besiddelser. Ordenen forsætter med at havde splid mellem de verdslige riddere og de gejstlige munke helt frem til omkring år 1700, hvor de gejstlige i en tid med stor splid imellem fraktionerne, får overtaget og frasiger sig helt at være en militærorden. Helligånds Ordenen opløses helt i år 1847 af Pave Pius IX. Selvom at ordenen genoplives igen i vor dage, som en filosofisk orden, så er den ny orden ikke en videreførelse af den gamle orden. Ordenen brugte et dobbeltkors og til tider en due som deres symbol. Duen var et symbol på Helligånden og munkene blev derfor også kaldt duebrødrene. Dobbeltkorset afbilledes på en sort eller blå baggrund.

50 Helligånds Munk/Kannik: 1300tallet

51 Helligånds Nonne: 1600tallet

52 Augustinereremitter Augustinereremitter opstår som en som en sammenslutning af toscanske eremitter da pave Innocent IV sammenlægger dem under augustinerreglen og med fælles abbed i Toscana i år I år 1256 stadfæstes Augustinereremitterne af pave Alexander IV, samtidig med det pålagdes ordenen at opgive et afsondret liv og flytte til befolkede områder for at tage sig af sjæleforsorgen i samfundet. I 1265 udsteder pave Clement IV yderligere retningslinjer, hvor det pointeres at de forskellige brødregrupper betragtedes som tiggermunke og ikke som klosterbundne munke. Augustinereremitterne bliver organiseret stramt hierarkisk og centralt ledet, studier og videnskabelig skoling blev tilrettelagt af ordenen selv, men ofte med et praktisk og historisk islæt. I år 1309 udvides Skt. Augustins Regler for første gang, med en konstitution lavet af Augustinus Novellus, flere vedlæg og konstitutioner tilføjes reglerne igennem tiderne. Augustinereremitterne spillede ingen større rolle i den tidlige mission i Asien; først med opdagelsen af Amerika i 1500tallet begyndte de at blive udsendt som missionærer. Indtil sit brud med den katolske kirke var Martin Luther augustinereremit. Det er svært at skelne de tidlige munke, eremitter og kannikker fra hinanden, men de fleste Augustiner Ordenener er kendt for at bære sorte kutter og hætter. Illustration fra bogen De civitate dei fra 1375, fra Houghton Library. Forstiller Skt. Augustin af Hippo.

53 Augustinereremit: Ca. 1328

54 Korstogsordner Under korstog og på pilgrimsrejser opstod der i den tidlige middelalder mange korstogsordener med forskellige formål. Nogle var væbnet riddermunke, andre var herberg og hospitalsordener eller løskøbelsesordener for tilfangetaget korsfarer. Mange verdslige ridderordener opstod, nogle gejstlige ridderordener og broderskaber blev anerkendt og velsignet af paver, biskopper eller præster til at udføre speciale kampagner, før de så går i opløsning igen. Fælles for de korstogsordener som nævnes her, er at de alle stiftes i den tidlige middelalder, er stiftet hovedsagligt som støtte til pilgrimme, korsfarer og korsfarerstater, samt er anerkendt af forskellige paver som gejstlige ordener med klosterregler. Malbork el. Marienburg, grundlag ca af den teutonske orden.

55 Tau Ordenen (Ordenen af Skt. James af Altopascio) Dokumenter dater Tau Ordenen helt tilbage til år 952, hvor den opstår som en italiensk hospitalsorden, for at hjælpe pilgrimme på deres vej til Rom og Santiago de Compostela (i Spanien). Det er uvist hvem der var ordenens første leder eller stormester, men ordenen blev grundlagt af munke der havde aflagt augustiner klosterløfter. Allerede i år 1056 er Tau Ordenens munke beskrevet som væbnet beskyttere af pilgrimmene, men ordenen var hovedsagelig en ikke-militant orden. Først langt tid efter ordens grundlæggelse, opnår Tau Ordenen i år 1239 af Pave Gregory IX deres anerkendelse som selvstændig gejstlig hospitals og militærorden. Tau Ordenen blev i år 1586 indlemmet i den for den tid, nyopstået italienske orden af Skt. Stefan af Toscana. Tau Ordenens kors var et hvidt taukors. Dette kors bæres på måske mørkegrå eller måske sort baggrund.

56 Tau Ridder: Sen 1200tal

57 Hospitals Broder:

58 Johanniter Ordenen. (Ophøjet Militær og Hospitals Orden af Skt. John af Jerusalem, af Rohdes og af Malta) Italienske købmænd oprettet i år 1070 et hospital og herberg nær den hellige grav i Jerusalem, for at tilbyde hjælpe til kristne pilgrimme i det Hellige Land. Ordenen ledes af benediktiner munke og nonner, men antager facon af real korstogsorden, efter første korstog i år Der Johanniter Ordenen i år 1113 af Pave Paschal II, opnår anerkendelse som selvstændig gejstlig hospitals orden, udskifter den første stormester Gerard Thom benediktinernes regler og løfter, med augustiner regler. Det diskuteres hvornår Johanniter Orden havde riddere der havde taget klosterløfter, ligesom hospitalsbrødrene havde det. Nogle mener at Johanniter Ordenen allerede efter 1099 havde tilknyttet løftebundene riddere, andre mener at det ikke er påviseligt at ordens riddere var andet end lejesoldater, måske helt frem til omkring år Johanniter Ordenen er igennem tiderne måske den vigtigste af de militære gejstlige ordener, den skifter navn et par gange i historien, og har perioder hvor paver ikke anerkender deres stormester osv. Johanniter ordnen mister i 1798 Malta til Napoleon Bonaparte, der han indtager Malta på hans togt til Ægypten. Nogle riddere flygter til det russiske hof i Skt. Petersborg, men ordnen ophøre med realt med at eksistere som militærorden og store landbesiddere. Ordnen bliver senere genoplivet, som humanitærorden, der igen tager sig af syge og fattige, rundt om i verden. Johanniter Ordenens kors var et hvidt kors. Dette kors bæres på en sort baggrund. Ordenen udskifter sidst i 1300, først i 1400, deres kors på tunikaen til et hvidt malteser kors. Dette kors bæres efterfølgende også på en rød baggrund. (Sidst nævnte kan ses i afsnittet om heraldik i efterskrifterne.)

59 Hospitals Ridder: Ca. 1140

60 Hospitals Ridder: Ca. 1230

61 Hospitals Ridder: Ca. 1306

62 Hospitals Nonne: Ca. 1320

63 Hospitals Ridder: Ca. 1430

64 Hospitals Ridder Ceremoniel: Ca. 1525

65 Hospitals Nonne: 1700tals

66 Tempelherrer Ordenen (Arme riddere af Kristus og Salomon templet) Grundlagt ca. år af otte riddere med Hugues af Payens som første stormester. Ordenen blev dannet som en milts med formål at beskytte pilgrimme, på vejene i det Hellige Land. Tempelherre Ordenen fik af Abbed Bernard af Clairvaux skrevet cistercienser klosterløfter, og opnåede anerkendelse som den første gejstlig militærorden, ved kirkeforsamling i Troyes i Frankrig i år 1128, og igen af Pave Honorius II året efter. Udover at udvikle sig som en betydningsfuld militær magt, så udviklede Tempelherre Ordenen sig også som en betydelig økonomisk magt. Ordenen indførte nye økonomiske tiltag, blandt andet et internationalt banksystem, som gør at Tempelherre Ordenen bliver ekstremt rige, i forhold til datidens konger, herremænd og endog andre kristne klosterordener. Mange verdslige som gejstlige kom i stor gæld til ordenen, der som de eneste kristne måtte udlåne penge med rente. Specielt efter det Hellige Land er gået tabt, udvikler Tempelherre Ordenen sig som en pengemaskine, der bl.a. optager handel med den tidligere arvefjende, muslimerne som nu sad på det Hellige Land, dette til paver og andre kristne klosterordeners store forfærdelse. Tempelherre Ordenens sidste stormester Jacques de Molay, nægter i slutningens af ordenens historie, at følge Pave Clement V ide, om at sammenlægge tempelherre med johanniter og teutonerne, og med den franske Kong Philip IV i spidsen for et nyt korstog. Dette skal ses i lyset af, at paven skylde den franske konge store summer af penge, og at den franske konge ligeså var i stor gæld, men til Tempelherre Ordenen. Tempelherre stormesteren blev kaldt til paven i Frankrig, for at drøfte emnerne, men i året 1307 bliver stormesteren og tempelherre verden over arresteret, der de af den franske Kong Philip IV og Pave Clement V beskyldes for kætteri. Paven opløser ordenen fuldstændig i år 1312, to år efter blev den sidste stormester Jacques de Molay, brand på bålet. Tempelherre Ordenens kors var et rødt krykkekors. Dette kors bæres på en hvid baggrund.

67 Tempelridder: Ca. 1170

68 Tempelherrer: Ca. 1280

69 Tempelridder: Ca. 1290

70 Tempelherrer: Sen 1200tal

71 Tempel Sergent: Ca. 1240

72 Tempel Sergent: Ca. 1290

73 Tempel Nonne: Ca. 1300

74 Lazarus Ordenen. (Ordenen af Skt. Lazarus af Jerusalem) Lazarus Ordenen i Jerusalem opstarter som en afdeling af Johanniter Ordenen på et spedalskheds hospital i Jerusalem. Sådanne hospitaler var i den middelalderlige kristne del af verden ofte indviet til Skt. Lazarus, men de fungerede hovedsagligt som selvstendige organisationer. Man ved ikke helt hvornår Lazarus Ordenen af Jerusalem overgik til at være en selvstændig orden, men det nævnes at hospitalets rektor Boyand Roger, vælges til titlen som mester i år 1120, samt at ordenen har eget konvent og kirke i år Lazarus Ordenens medlemmer måtte på grund af deres spedalskhed, leve i total ensomhed, og kun med hinandens selskab. Der medlemmerne tidligere kom fra johanniter og tempelherre ordenerne, bliver de også i midten af 1100tallet en ridderorden, der deltog i flere slag i det Hellige Land. Lazarus Ordenen tager augustiner regler, der de opnår anerkendelse som selvstændig gejstlig hospitals og militær orden af Pave Alexander IV i år Efter tabet af det Hellige Land i år 1291 stopper Lazarus Ordenen med at være en militærorden, men fungere som hospitalsorden frem til år 1342, hvor ordenen svinder hen og lever en skygge tilværelse, som liver op et par gange, i løbet af senmiddelalderen, samt i renæssancen og endog i vore dage. Det er usikkert om Lazarus Ordenen bar kors på deres tunika i de tidlige tider. Nogle skriver at de intet bar, og andre skriver de måske bar et græskkors, eller måske et krykkekors. Korset skulle have været grønt, for at skille sig ud fra de andre militærordener. Lazarus Ordenen får iverfald der den liver op som en del af Johanniter Ordenen i 1489, det grønne malteserkors tildelt af Pave Innocent VIII. Korset bæres på hvid baggrund, eller med en hvid kant.

75 Lazarus Ridder: Ca.1170

76 Lazarus Ridder: Ca.1290

77 Lazarus Ridder: 1500tallet

78 Aviz Ordenen. (Ridderne af Skt. Benedict af Aviz). Aviz Ordenen opstår som en lokal kristen militær orden i Portugal i år 1146, med Kong Alfonso I af Portugals bror som den første stormester. Aviz Ordenen brugte som Tempelherre og Calatrava Ordenerne, cistercienser klosterløfte, og fordi de med tiden blev at betragte som en underafdeling af Calatrava Ordenen, opnår Aviz Ordenen anerkendelse som en gejstlig militær orden i 1187, der Calatrava Ordenen opnår deres anerkendelse af Pave Gregory VIII. I 1986 smelter Aviz Ordenen sammen med andre tidligere militærordener, i en nydannet orden kaldet De Historiske Ordener. Aviz Ordenens kors skulle havde været et grønt blomstrekors. Korset bæres på en hvid baggrund.

79 Aviz Ridder: Ca.1180

80 Calatrava Ordenen. Calatrava Ordenen blev grundlagt i året 1157 i det nu spanske, for at forsvare en borg af samme navn. Borgen blev efter at Tempelherre Ordenen havde forladt den, givet af Kong Alfonso VII af Castilien, til cistercienser munkeordenen. Cistercienser munkene grundlage denne militærorden, med den tidligere ridder og senere helgengjorte munk Raymond af Fitero som stormester, og med læg munke som riddere. Calatrava Ordenen opnåede anerkendelse af Pave Alexander III i 1164, og igen i 1187 af Pave Gregory VIII, efter de fik skrevet klosterløfter lavet over cistercienser klosterløfter. Calatrava Ordenen bliver den største og mest magtfulde af de kristne militærordener, der opstår på iberiske halvø, mange af de andre ordener, underlægges gennem tiden denne orden. I år 1587 forenes Calatrava Ordenen med den spanske krone. Calatrava Ordenen påtager sig i år 1397 et svulstigt blomstrekors som er purpur farvet. Korset bæres på en hvid baggrund.

81 Calatrava Ridder: Sidst 1100tallet

82 Calatrava Ridder: 1200tals

83 Calatrava Nonne Kordragt: 1700

84 Calatrava Nonne:

85 Santiago Ordenen. (Ordenen af Skt. Jacob af Compostela). Omkring år 1171 bliver Santiago Ordenen grundlagt i det nu spanske, for at tilbyde deres beskyttelse og herberger på vejene til den legendariske katedral for Skt. Jacobs grav, Santiago de Compostela. Ordenen tog augustiner klosterløfter og blev anerkendt som gejstlig militærorden af Pave Alexander III i år Santiago Ordenen medlemmer havde lov til ægteskab, og det var ikke ualmindeligt at ordensbrødrenes koner deltog i ordenens kapitelmøder. I 1986 smelter Santiago Ordenen sammen med andre tidligere militærordener, i en nydannet orden kaldet De Historiske Ordener. Santiago Ordenen kors var et Skt. Jacobs kors. Dette kors bæres på hvid baggrund. Ordenens portugisiske afdeling bare en version uden sværd, men endnu en fransk lilje på nederste arm.

86 Santiago Ridder: 1100tals

87 Santiago Ridder: 1200tallet

88 Santiago Ridder: Ca. 1270

89 Santiago Ridder: Ca. 1450

90 Santiago Ridder: 1500tals

91 Alcántara Ordenen. (Ridderne af Skt. Julian af Pereiro). Hengivende riddere oprettede denne orden der de byggede en borg på en ø i floden Tagus i kongerige León på den iberiske halvø i år Alacántara Ordenen blev anerkendt som gejstlig militærorden af Pave Alexander III i år Ordenen fik tildelt cistercienser klosterløfter i 1214, der de en kort overgang var underlagt Calatrava Ordenen. Efter igen at havde forladt Calatrava Ordenen fire år efter, kalder ordenen sig nu Ridderne af Skt. Julian af Pereiro. Ridderne af Skt. Julian af Pereiro forenes i år 1522 med den spanske krone og frigives fra deres klosterløfter i år Ordenen forsvinder endeligt under de spanske revolutioner. Alacántara Ordenens kors skulle havde været et svulstigt blomstrekors i grønt. Dette kors bæres på en hvid baggrund.

92 Alcántara Ridder: 1300tals

93 Montjoie Ordenen (Trufrac Ordenen) Ordenen Montjoie (det glædebringende bjerg) blev i året 1180 grundlagt i Ascalons tårn, som en udelukkende spansk orden i det Hellige Land. Ordenen var dog i virkeligheden allerede operativ i Castilien og Aragonien på den iberiske halvø, der deres første stormester, var en greve ved navn Rodrigo som tidligere havde tilhørt Santiago Ordenen. Montjoie Ordenen tog cistercienser klosterløfter, men efter næsten alle riddere i det Hellige Land dør i slaget ved Hatting i år 1187, bliver der uenighed om lederskabet på den iberiske halvø. I år 1196 ender det med at ordenen i Aragonien ligge sig ind under Tempelherre Ordenen, imens ordenen i Castilien tager navneforandring til Trufrac Ordenen. Montjoie Ordenen forsvinder endeligt i år 1221, der Trufrac Ordenen af Kong Ferdinand III af Castilien bliver underlagt Calatrava Ordenen. Formen på det kors som Montjoie Ordenens bar på deres tunika kendes ikke, her afbilledes det som et Skt. George kors, men det var måske nærmere et græsk kors, eller et krykkekors. Korset er delt på midten, den venstre halvdel er hvid og den højre halvdel er rød. Hele korset er med en rød kant.

94 Montjoie Ridder: Sen 1100tals

95 Teutoniske Orden (Ordenen for Teutoniske Riddere af Skt. Maria Hospitalet i Jerusalem) Under fjerde korstog i år 1190, ved belejringen af Acre i det Hellige Land, oprettede tyske købmænd fra Lübeck og Bremen et hospital, til støtte for det store antal tyske pilgrimme og korsfare. Den Teutoniske Orden opnår anerkendelse af Pave Celestine III i år 1192 som hospitalsorden, og de får tildelt augustiner regler. Men ordenen skifter karakter, der den første stormester Heinrich Walpot von Bassenheim i år 1199, på vejende af Pave Innocent III, får overdraget nye klosterløfter af Tempelherre Ordenen. De nye regler er baseret på tempelherrernes egne cistercienser regler, og den Teutoniske Orden udvikler sig derfra til en ridderorden. Den Teutoniske Orden bliver aldrig stor og magtfuld i det Hellige Land, men udvikler sig i de nordiske korstog imod Preussen og de Baltiske områder, hvortil de flytter alle deres aktivitet, efter år 1307, for at undgå at havne i de kætterprocesser, som finder sted imod Tempelherre Ordenen. Den Teutoniske Orden blev opløst i år 1809 af Napoleon Bonaparte, og selvom dele af ordenen overlever som velgørenheds og æres titler helt ind til vore dage, så slutter ordenens dage som militærorden og store land besiddere. Den Teutoniske Ordens kors var i de tidlige tider, et sort krykkekors. Dette kors bæres på en hvid baggrund. Ordenes kors ændrer sig mangfoldigt igennem tiden, både med andre farver og kors, endog med den Hellige Romerske Kejsers rigs ørn.

96 Teutonisk Stormester: Ca. 1219

97 Teutonisk Sergent: Ca. 1230

98 Teutonisk Ridder: 1200tals

99 Teutonisk Ridder: Ca. 1300

100 Teutonisk Ridder: 1300tallet

101 Teutonisk Nonne: Ca. 1330

102 Teutonisk Munk: Ca. 1330

103 Teutonisk Ridder: Sidst i 1400tallet

104 Teutonisk Stormester: Ca. 1450

105 Skt. Thomas af Acre Ordenen (Hospitalsordenen af Skt. Thomas af Canterbury i Acre) Præsten William fra Skt. Pauls Katedralen i London, dannede under fjerde korstog i år 1191, denne engelske hospitalsorden, for at hjælpe og begrave såret og døde korsfarere. Men det var der ordenen begyndte at løskøbe kristne riddere fra saracenerne, at ordenen begynder at blive succesfuld. Ordenen etablere en kirke og et hospital i Acre i det Hellige Land, indviet til martyren Skt. Thomas Becket, og bliver militariseret i årene omkring det femte korstog ( ). Som tak for at ordenen indviede deres kirke til Skt. Thomas Becket, gav Pave Gregory IX hans anerkendelse af ordenen i år 1236, og ordenen tildeles den Teutoniske Ordens regler, altså en form for cistercienser regler. Skt. Thomas af Acre Ordenen udviklede sig i det Hellige Land, med base i England, mere som militærorden end hospitalsorden, og ordenens øverstbefalende, skifter titels fra prior til mester i år Skt. Thomas af Acre Ordenen kommer hurtigt i finansielle problemer, og lever konstant med truslen om at blive underlagt eksempelvis Tempelherre Ordenen, så Skt. Thomas af Acre Ordenen ophøre igen med at være en militærorden i året 1360, hvor de samtidig fravælger den Teutoniske Ordens regler, som udskiftes med augustiner regler. I eftertiden beskæftiger Skt. Thomas af Acre Ordenen sig med velgørenhed, sprogskoler og blander deres karriere med købmandskab. Ordenen ophører med at eksistere, der Kong Henry VIII af England i år 1538, opløser alle de romerskkatolske klosterordenerne i England. Formen på det kors som Skt. Thomas af Acre Ordenen bar på deres tunika, kendes ikke. Her afbilledes det som et Skt. George kors, men det var måske nærmere et græsk kors, eller et krykkekors. Korset er delt på midten, den venstre halvdel er rød og den højre halvdel er hvid. Hele korset er med en rød kant.

106 Skt Thomas Ridder: Ca. 1300

107 Skt. George Ordenen (Skt. George af Alfama Ordenen) Mange Skt. George ordener og gilder er opstået igennem tiderne, dog hovedsagligt som verdslige og ikke gejstlige ordener. Men der kongeriget Aragonien på den iberiske halvø bliver tildelt Skt. George som skytshelgen af Pave Innocent III, opretter Kong Peter II af Aragonien i år 1201 måske verdens første Skt. George Orden, i området Alfama i Aragonien. Skt. George af Alfama Ordenen bliver anerkendt som gejstlig militærorden af Pave Urban V i år 1263, og ordenen får tildelt augustiner reglerne. Udover at riddere af Skt. George af Alfama Ordenen, er med til at opstarte Montessa Ordenen i år 1317, så kendes de ikke for de store bedrifter. Skt. George af Alfama Ordenen ophører med at eksistere, der den i år 1399 definitivt sammenlægges med Montessa Ordenen. Det antages ikke at ridderne af Skt. George af Alfama Ordenen bar kors på deres tunikaer, men det latinske kors er ofte brugt af ordener, lande, personer osv., der har Skt. George som skytshelgen. Korset blev senere ændret til et Skt. George kors, som har dette danske navn af samme årsag. Korset er rødt, hovedsagligt på en hvid baggrund.

108 Skt. George Ridder: Ca. 1290

109 Sværdbroder Ordenen. (Brødre af den Litauiske Kristus Milits) Biskop Albrecht von Buxhövden af Riga i Litauen, dannede i år 1202 Sværdbroder Ordenen med tyske riddere, for at støtte korsfarernes kamp imod hedninger i Baltikum. Sværdbroder Ordenen bliver i år 1204 anerkendt af Pave Innocent III, og ordenen får tildelt cistercienser regler. Sværdbroder Ordenen vokser sig i de første ti år stor, og bliver en magtfuld organisation i de baltiske områder. Ordenen begynder at arbejder uafhængigt, og igennem dens korte levetid, syntes den at glemme bispesædets overhøjhed. Efter store tab i kampe årene før, ophøre Sværdbroder Ordenen eksistens i år , der den sammenlægges med Den Teutoniske Orden. Sværdbroder Ordenen bevares i det afsides område som en selvstændigdel af Den Teutoniske Orden, med samme dragter og kors som de hele tiden havde haft, men tager navne forandring til Den Litauiske Orden. Den nye underafdeling har egen mester, men er fra den tid af underlagt den teutoniske stormester. Sværdbroder Ordenens symbol var et rødt Skt. George kors, svævende over et rødt sværd. Symbolet blev båret på en hvid baggrund.

110 Sværd Ridder: Ca. 1240

111 Sværd Ridder: Ca. 1250

112 Fange Ordenen. (Royal og Militær Ordenen af Vor Frue af benådning og løskøbelse af fanger). Denne orden blev grundlagt i år 1203 i det catalonske på den iberiske halvø, af den senere helgengjorte Pedro Nolasco, fransk korsfarer og tutor af den unge Kong James af Aragonien, der han begyndte sit frigivelses arbejde, for de af maurer og saracenere tilfangetagende kristne. Fange Ordenen opnår deres gejstlige anerkendelse, der Biskop Berenguer af Palou officielt og højtideligt konstituerer Fange Ordenen i Hellig Kors Katedralen (Skt. Eulaila Katedralen). Fange Ordenen som er en royal orden, fik i år 1272 deres egne regler, som mere er en højtidelig form for forfatning anerkendt af kirken, end det rent faktisk er klosterløfter. Fange Ordenen er i 2006 stadigvæk en funktionel orden, som løskøber mindre bemidlet fanger, rundt omkring i verden. Ordenes symbol er et skjold, hvor øverste del er mørk rød farve, med et hvidt Skt. George kors. Den nedre del af skjoldet er en mørk rød baggrund, med fem vertikale bjælker i en mørk gul farve. Altså en blanding af de kristne ordeners og kongehuset i Aragoniens heraldik.

113 Vor Frue af Nåde Ridder: 1200tallet

114 Vor Frue af Nåde Munk: 1300tallet

115 Vor Frue af Nåde Nonne: 1300tallet

116 Dobrin Ordenen. (Brødre af den Preussiske Kristus Milits) Preussens første biskop Christian af Oliva og Hertug Konrad I af Masovia, grundlage denne orden i omkring år Ordenen var etableret for at forsvare Masovia i Preussen, imod lokale stammer af slaviske hedninge. Pave Gregory IX anerkender Dobrin Ordenen i år 1228, og ordenen for tildelt Sværdbroder Ordenens cistercienser liggende regler. Samtidig skænker Hertug Konrad I af Masovia, den nye orden byen Dobrzyń, som på tysk hedder Dobrin. Dobrin Ordenen bliver aldrig rigtig en succes, det højeste antal riddere ordenen besidder er 35, og det er i året 1235 der størstedelen af de riddere med pavens tilladelse overflyttes til Den Teutoniske Orden. De tilbageværende medlemmer af Dobrin Ordenen, bliver af Hertug Konrad i år 1237 flyttet til Drohiczyn, for at forstærke den preussiske forpost. Det sidste man hører til Dobrin Ordenen, er der Prins Daniel af Kiev i år 1240 angriber Preussen og overtager området Drohiczyn. Dobrin Ordenens symbol var en rød Davidstjerne, svævende over et rødt sværd. Symbolet blev båret på en hvid baggrund.

117 Dobrin Sergent: Ca. 1220

118 Dobrin Ridder: Ca. 1220

119 Dobrin Ridder: Ca. 1240

120 Montesa Ordenen. Selv om de catalonske tempelherrer klare frisag, der Tempelherre Ordenen i resten af verden af Pave Clement V anklages for kætteri, beslutter paven alligevel at udføre straffen over tempelherrerne i det catalonske, og det på trods af Kong James II af Aragonien stærke protester. Kong James II af Aragonien appellerer efter Pave Clement V s død til den nye Pave John XXII. Tempelherre Ordens besiddelser bliver i Aragonien og Valencia omstruktureret, der medlemmer af St. George af Alfama Ordenen, med Guillermo d'eril som første stormester starter Montesa Ordenen. Ordenen tilslutter sig Calatrava Ordenen hvorfra de får deres første rekrutter. Montesa Ordenen fik i år 1317 cistercienser klosterløfter og anerkendelse som gejstlig militærorden af Pave John XXII. Kong Philip II af Spanien underlægger i år 1587 Montesa Ordenen den spanske krone. Montesa Ordenens kors var et svulstigt blomstrekors i sort. I midten af dette kors, fremstår et græsk kors som er rødt. Korset bæres på en hvid baggrund.

121 Montesa Ridder: Ca. 1320

122 Kristus Ordenen: Da Pave Clement V opløste Tempelherre Orden i år 1312, var kongeriget Portugal dybt afhængige af tempelherrerne, i generobrings krigende imod muslimske maurere. Kong Denis af Portugal dannede derfor i år en ny orden, med Gil Martinez fra Aviz Orden som første stormester. Kristus Ordenen blev anerkendt i år 1319, som en ren portugisisk gejstlig militær orden, efter forhandlinger mellem Kong Denis af Portugal og den nye Pave John XXII. Kristus Orden fik de samme klosterregler som Calatrava Ordenen, altså klosterregler lavet over cisterciensernes regler. Via paven videregav kongen i år 1323 Tempelherre Ordenens besiddelser i Portugal til Kristus Ordenen, og den nye Kristus Orden tager i år 1366 huse i kirken Tomar, Tempelherre Ordens tidligere hovedkvarter på den iberiske halvø. I år 1986 smelter Kristus Ordenen sammen med andre tidligere militærordener, ind i en nydannet orden kaldet De Historiske Ordener. Kristus Ordenens kors var et rødt krykkekors. I midten af dette kors, fremstår et græsk kors som er hvidt. Kristus Ordenes kors bæres på en hvid baggrund.

123 Kristus Ridder: Ca. 1350

124 Hedninger, vantro & kættere Hedenskab er i middelalderen betegnelsen for en religion, som ikke er en af de Abrahamitiske religioner, altså i store træk: kristendom, jødedom og islam. Under den romersk katolske kristendoms massive udbredelse i middelalderen, var det de kontinentale, angelsaksiske og skandinaviske stammereligioner, som eksempelvis asatro der ofte blev betegnet som hedenskab. En vantro er en religiøst forkert opfattelse, dvs. et religiøst synspunkt, der væsentligt adskiller sig fra, eller direkte modsiger den pågældende religions dogmatik. For middelalderens romerskatolske kirke har dette traditionelt drejet sig om eksempelvis muslimer, jøder, eller andre som er bekendt med kristendom, men som alligevel vælger ikke at anerkende dåben og Jesus' guddommelighed. Kætteri er en afvigelse fra en officiel religions læresætninger. For den romerskatolske kirke i middelalderen var det andreledes tænkende kristne grupper og ofte også fraktioner fra egne rækker der blev dømt til at være vranglære. Men også ortodoks katolske i Byzans og Rusland blev til tider anskuet som kættere. Alhambra, grundlagt midt 1000tallet, af det mauriske emirat Granada.

125 Saracenerne Rashidun kalifatet var det første kalifat, det strakte sig fra vore dages Afghanistan og helt til den iberiske halvø (i vore dages Spanien og Portugal) Kalifatet bliver i 661 overtaget af Umayyade dynastiet. Abbasider, med støtte fra de persiske områder og ikke arabiske muslimer, indleder et oprør imod Umayyade-kalifatet og vinder i 750 magten over kalifatet. Hovedstaden flyttes til Bagdad og Umayyaderne flygter til den iberiske halvø. I de næste mange år går kalifatet i opløsning. Det østlige del underlægges i sidste ende Seljuk tyrkerne, efter de i Persien blev omvendt til Islam i 900tallet. I den vestlige del udråber Fatimiderne et kaliffat uafhængig af Bagdad, efter de erobre Kairo med hjælp fra berbiske stammer. Abbasidernes magt ophører, men de påkalder sig stadigvæk en åndelige overhøjhed, og hovedstaden Bagdad blev et centrum for videnskab, kultur og filosofi, i hvad man kender som Islams Guldalder. I 1051 etableres Seljuk Imperiet. Seljukkerne af Rom opretter deres eget sultanat, som frasiger sig Seljuk Imperiet. Seljuk Imperiet var i 1141 igen under opløsning, derfor kunne Khwarezmiderne uhindret ekspandere sydover. Seljukker Imperiet falder endeligt for Khwarezmiderne i Fatimider kalifatet begynde efter et oprør at falde fra hinanden. Tidligt i 1100tallet lykkes kristne korsfarer fra Europa at erobre kysten langs Syrien, Libanon, Palæstina, i hvad man kender som det første korstog. Tidligere vesir af Fatimid kalifatet Saladin, bragte i 1171 en ende på Fatimidernes kalifat, da han indtager Kairo og udråber sig selv som sultan af det kurdiske Ayyubide dynasti. De næste år bruger Ayyubiderne til at underlægge sig områderne fra det tidligere Fatimid kalifat, hvilke også bliver begyndelsen på enden af korsfarerstaterne. Khwarezmidernes imperium opløses da de angribes af den mongolske horde i Ayyubiderne i Syrien udslættets af de mongolske horder i Seljukker af Rom besejres af den mongolske horder i ca Islams Guldalder slutter i 1258, da Abbasiderne i Bagdad angribes og plyndres af de mongolske horder. Mamlukker, bl.a. af Seljukker oprindelse, leder for Ayyubiderne en succesfuld kampagne imod en korsfarer invasion samt de Mongolske horder i Syrien. Ayyubidernes sultan snigmyrdes og i 1261 tager Mamlukkernes general Baibars titlen som sultan af Egypten. I Kairo etableres igen et kalifat baseret på religiøs overhøjhed, igen på et dynasti i lige linje fra Abbasiderne i Bagdad. Sultanat og kalifat består frem til Osmannernes invasion i Ayyubide sultan Saladin, afbilledet 1400tallet.

126 Abbasid Kriger: sen 700tal.

127 Fatimider Kriger: tidlig 1100tal.

128 Fatimider Kriger: tidlig 1100tal.

129 Seljukker Kriger: 1100tallet

130 Ayyubide Hærfører: Ca. 1187

131 Georgisk Kriger: 1200tallet

132 Seljukker af Rom Kriger: 1200tallet

133 Beduin Kriger: 1200tallet

134 Khwarezmid Ridder: 1200tallet

135 Khassaki Mamluk Kriger: Ca. 1300

136 Osmanner-Balkan Yaya Kriger: Tidlig 1400tal

137 Maurere Umayyade-kalifatet var et arabisk konge dynasti, der omkring år 661 overtaget magten efter Rashidunkalifatet. Umayyade-kalifatet strakte sig fra vore dages Afghanistan og helt til den iberiske halvø (i vore dages Spanien og Portugal), sidst nævnte ændrede i år 714 sit navn fra det romerske Hispania til mauriske Al-Andalus. Umayyaderne lider i år 750 stort nederlag til Abbasiderne. Abbasiderne vinder kalifatet og flytter hovedstaden fra Damaskus til Bagdad, imens Umayyaderne flygter til det nordvest afrikanske (i vore dages Marokko, Algeriget, Tunesien). I år 929 lykkes det Umayyaderne at bryde fri af kalifferne i Egypten og Syrien og forme et nyt kalifat kaldet Córdoba-kalifatet i Al-Andalus. Córdoba-kalifatet overlever frem til årene efter år 1000, hvor interne stridigheder og borgerkrige resultere i opløsningen af kalifatet. Borgerkrigene i maurisk Al-Andalus endte i opblomstring af små selvstændige Taifa kongeriger omkring år I 1070 opstår det berbiske Almoravid Imperiet i Nordafrika. Omkring 1094 havde Almoraviderne underlagt sig de muslimske magter i Al-Andalus og fjernede næsten alle Taifa emirerne. Selvom at Almoraviderns kampagner imod de kristne kongeriger i den nordlige del af den iberiske halvø efterfølgende er yderst succesfulde, så begynder berbere i den muslimske religiøse orden Almohad i 1125 et åbent et oprør imod Almoravid herskerne i Nordafrika. Det kom til Almoravid dynastiets endeligt, da Almohaderne i 1147 erobre Marrakech (Almoravidernes hovedstad i Nordafrika), og gør byen hovedstad for det nye Almohad kalifat. To år efter underlægger maurerne i Al-Andalus sig Almohad kalifatet, som med stor succes overtager kampen med de kristne kongeriger på den iberiske halvø. Det afgørende vendepunkt i historien om den middelalderlige spanske Reconquesta er i 1212 da det lykkes en samlet kristen alliance, at nedkæmpe en massiv nordafrikansk Almohad invasion. Almohad kalifatet går efter det massive nederlag i Al-Andalus mere eller mindre i opløsning. På den iberiske halvø begynder de kristne at indtage de tidligere mauriske områder, bortset fra Granada som i 1238 blev uafhængige af Castilien og blev et nyt Taifa Kongerige. I Nordafrika begynder det berbiske Marinid dynasti i 1244 at bekæmpe Almohad kalifatet, med støtte af kristne lejesoldater. Marinid dynastiet erobre i 1269 byen Marrakech og overtager den fulde kontrol over det meste af det nordvestlige Afrika. Marinidernes rige opløses efter interne magtkampe, det opdeles i små kongedømmer og bystater omkring Almohad kalif Abu Hafs Umar, afbilledet ca

138 Umayyade Kriger: Ca. 1030

139 Almoravid Kriger: Ca. 1090

140 Almoravid Trommeslager: tidlig 1100tals

141 Almohade Kriger: Ca. 1212

142 Andalusisk Taifa Prins: Ca. 1230

143 Marinid Kriger: Sidst 1200tallet

144 Jøder Jøderne mister deres land (i vore dages Israel) til romerne omkring år 70. Jøderne kommer til byzantinske rige og den Iberiske Halvø allrede i 100 tallet. I ca. år 500 kommer det til af byzantinske forfølgelser af jøder i Lilleasien. På den Iberiske Halvø bliver der lavet antisemitiske love, da den kristne visegoter konge i 586 kommer til magten. I 613 få jøderne valgmuligheden om at lade sig kristne eller forlade den Iberiske Halvø. Efter muslimerne erobre den Iberiske Halvø i 711, kommer jøderne under restriktioner, som i andre muslimske områder. Da de berbiske Almoravid og Almohad stammer kommer til magten på den Iberiske Halvø efter år 1080, få jøderne valgmuligheden om at lade sig konverterer til islam eller forlade den Iberiske Halvø. Selvom det langtfra var målet, så resulterer det i massive jødeforfølgelser, da paven i 1095 udråber det første korstog. I Frankrig, Tyskland og helt til Ungarn, angribes og tvangskristnes jøder i For at undgå voldshandlingerne, begår jøderne mange steder kollektiv selvmord, førend korsfarerne ankommer deres områder. Retorikken omkring det tredje korstog, fører igen til overgreb imod jøderne. I Frankrig berøves jøder i 1182 deres ejendele og udvises af landet. I England kommer det til en blodig forfølgelse i London i 1189, for at undgå voldshandlingerne, begår den jødiske menighed i York i 1190 kollektiv selvmord. Ved et kirkemøde i 1215 beslutter paven at jøder fremover skulle bære en dragt med gult mærke, samt særlige hatte. Jøder i England bliver af kongen fængslet og opkrævet enorme løsesummer i årene Flere vognlæs af den jødiske Talmud (en bog for jødiske lærde og rabbinere) bliver i 1242 offentligt brændt i Frankrigs hovedstad Paris. Jøder bliver i England påbudt at gå med synlige mærker i 1253, kongen udviser i 1290 op imod 6000 jøder fra England. På grund af jødeforfølgelser i Tyskland i 1200-tallet, udvandre mange jøder til de østeuropæiske områder. Jøder i Frankrig bliver i 1306, og igen i 1322, berøvet deres ejendele og udvis af landet. De sidste tilbageværende jøder i England fordrives i 1358 og fra Frankrig i Overgreb imod de jødiske samfund forsætter i 1400-tallet og kulminere i 1492 på den Iberiske Halvø, hvor man fordrev alle landets jøder, flere hundredetusind måtte forlade landet og deres ejendele, med ekstrem kort varsel. Jøder som var flygtet fra de spanske områder, ind i de portugisiske, bliver igen i 1498 igen udvist, med samme korte varsel som i Spanien. I 1500-tallet bygges i Italien flere jødiske ghettoer, ofte med mur så de var afskærmet fra resten af samfundet. Reformationen bragte ikke nødvendigvis bedre kår for de europæiske jøder, Martin Luther skriver i 1543 et værk der opfordre til overgreb imod de jødiske samfund. Jøde med påbudt hat, fra tysk/jødisk manuskript, angiveligt fra midten af 1200-tallet.

145 Jøde: Ca. 1240

146 Jøde: Ca. 1300

147 Jøde: 1500tallet

148 Mongoler Mongolske nomadestammer kendes i 1100-tallet fra store stepper i Asien (Mongoliet, Sibirien og det nordvestlige Kina). Mongolske og tyrkiske stammer, samler sig i 1206 under Djengis Khan, da han udnævnes som den første storkhan (kejser). Den mongolske kampagne starter i 1207 og rettedes mod Xia-riget (Kina) som erobres i Den mongolske kampagne vender mod Jin-riges hovedstad Yanjing (Beijing). Efter en en belejring, falder Yanjing i Mongolerne indleder i 1219 en af Khwarezm-riget (i Iran). På samme tid erobrede andre mongolske generaler Korea-halvøen. Under et mongolsk felttog i 1225, bliver Xia-riget (i Kina) definitivt knust. Stor-khan Djengis dør i 1227, hans områder opdeles i såkaldte ulus. De forskellige ulus regere selvstændigt, men anerkender stor-khanen. Stor-khanen angriber igen Jin-riget (Kina) i 1234, som endegyldigt erobres af mongolerne. I erobres områder i Rusland og Krim af stor-khanens generaler, som kendes som den Gyldne Horde eller som tatarerne. Tatarerne angriber i 1241 Polen, året efter trækker de sig tilbage igennem Ungarn til Bulgarien. De tyrkiske seljukker bliver angrebet af mongolerne i Islams Guldalder slutter i 1258 da Bagdad (i Irak) plyndres og kaliffen myrdes. Novgorod (Rusland) underlægges i tatarerne, som i også angriber Litauen Preussen og Polen. Bulgarien og Byzans angribes i 1265 af den tatarerne, og af en uafhængig Khan Stor-khanen stifter i 1271 Yuan-dynastiet, som i 1279 erobre Song-riget (i Kina). Den sidste stor-khan dør i 1294, det mongolske imperium splittes i eftertiden op i mange dynastier. Bulgarien prøver at afsætte det mongolske overherredømme, hvilke i får mongolerne til invadere igen. Litauen invadere tatarerne på Krim i I 1330erne brød oprør ud imod Yuan-dynastiet i Kina. Tatarerne angriber i 1344 Litauen og Polen, men bliver i 1349 besejret af en polsk-ungarsk alliance. I Centralasien opdeltes mongolske rige i flere ulus i midten af 1300-tallet. Litauen invadere i 1362 igen tatarerne på Krim. Yuan-dynastiet i Kina blev i 1368 besejret af det kinesiske Ming-dynasti. Det mongolske timuridiske dynasti opstår i 1369 og indleder kampe imod tatarerne. I syd tages kampen op imod Persien. Det lykkes igen tatarerne at komme til magten på Krim i 1379, men i mislykkes en belejring af Moskva. Den timuridiske khan besejre i 1402 den osmanniske sultan i Lilleasien, men dør i 1404 dynastiet gå derefter i opløsning. Tatarerne angriber i Litauen, Polen og Moldavien, men bliver besejret, efter endnu en forfejlet invasion af Rusland i 1480, mister tatarerne overherredømmet i Rusland. Tatarerne besejres i Polen i Den sidste khan af tatarernes Gyldne Horde, dør i et litauisk fængsel i Djengis Khan afbilledet med blæk og maling på silke, fra 1300tallet.

149 Mongol Ridder: Ca. 1232

150 Tatarer Kriger: Ca. 1241

151 Tatarer Kriger: Ca. 1400tals

152 Slaverne, balterne & russerne De slaviske vendiske stammer lever i uafhængige i Nordtyskland. I år udvikler sig et oprør som resulterer i et rituelt drab af en biskop. En tysk hær stopper oprøreret. Paven udlover i 1147 de samme belønning for at kæmp i de vendiske områder, som ved dem i Mellemøsten. De fleste vendiske stammer bliver omkring 1160 besejret af de saksiske hertuger, og endeligt af den danske konge i Kampe mellem den ortodokse nordvest russiske republik Novgorod og finske stammer har i det Baltiske Hav, været tiltagende. Den svenske kampagne imod Finland starter da de i bliver bedt af paven at forsvarer finske kristne, imod hedenske stammer og Novgorod. Det lykkes svenskerne i 1240 at stoppe Novgorods angreb på Finland. I 1293 bygger svenskerne en borg nær grænsen til Novgorod, så kampene bryder i starten af 1300-tallet ud igen, hvilke resultere i at Novgorod angriber og ødelægger de svenske besiddelser i Finland. Novgorod trækker i 1390erne sig fra store områder, som bruges som buffer zone i mellem dem og de svenskerne. Tyske missionær starter den tyske kampagne imod Letland da de i 1185 drager med købmænd til Daugava Floden ved Rigabugten. Her grundlægges et bispesæde, og i 1201 byen Riga. I 1202 indstiftes den kristne ridderorden Sværdbroder Ordenen. Greven af Masovia leder i 1208 det første korstog imod de preussiske stammer (i Polen), men må få hjælp fra den Teutoniske Orden, som begynder at tage Preussen som deres besiddelser Den danske konge og Sværdbroder Ordenen begynder i 1218 at indtage Estland. Interne stridigheder blomster hurtigt mellem dem, og derfor erobre Sværbroder Ordnen i 1227 de danske områder i Estland. Sværbroder Ordenen underlægges i 1237 den Teutoniske Orden, nord Estkand overgår igen til Danmark, men et oprør og massakre på de tyske bosættelser bryder i årene ud i de estiske områder og i 1346 sælger Danmark de dansk områder i Estland til den Teutoniske Orden. Øst litauiske stammer struktureret sig i 1249, som det kristne storhertugdømmet Litauen. I 1263 tronranes titlen og den nye storhertug frasiger sig kristendommen. Frem til år 1283 udkæmpes konstant kampe imellem de kristne i de baltiske område og storhertugen. Men storhertugen vender sine øjne imod øst, da han fra 1285 og frem til 1320 angriber russiske områder. Storhertugdømmet i Litauen konverterer i 1387 igen til katolicismen. Storhertugdømmet former i 1410 en alliance med Polen og overvider den Teutoniske Orden i Polen. Selvom at Teutoniske Orden genvinder de fleste preussiske besiddelser, så genvinder de aldrig den økonomiske og politiske magt. Storhertugen af Litauen

153 Vendisk Kriger: Ca. 1140

154 Baltisk Kriger: 1100tals

155 Preussisk Kriger: Ca. 1187

156 Preussisk Ridder: Ca. 1260

157 Samer kriger: Sen 1200tals

158 Novgorod russisk kriger: Ca. 1240

159 Vestrussisk Ridder: Sen 1200tals

160 Litauisk Ridder: Tidlig 1300tals

161 Byzans Kejser Konstantin den Store grundlage i år 330 Byzans (i vore dages Tyrkiet), med Konstantinopel som ny hovedstad for Romerriget. Efter at Byzans havde nedkæmpede Persien, var resultatet at den på tidspunktet ny trosretning islam opstod omkring år 613. Islam brede sig over hele den arabiske verden og erobrede også det byzantinske Nordafrika, samt vore dages sydlige Spanien. Under protester fra kejseren, udnævner paven i år 800 Karl den Store som ny kejser af det vestromerske rige. Bruddet mellem patriarken og paven sker endeligt i 1054, med opsplitning den romersk-katolsk kirke og en græsk-ortodoks kirke. Katharerne var en religiøs bevægelse med rødder fra Byzans. Bevægelsen var i 1100tallet nået til Balkan, hvorfra købmænd fra Konstantinopel organiserede en egentlig kirke. Næsten samtidig med Byzans mister Sicilien til normannerne, vandt de tyrkiske seldsjukker i 1171 en stor sejr over Byzans i Armenien. Seldsjukkerne erobre store dele af Lilleasien og opretter deres eget sultanat som efterfølgende kendes som Seldsjukker af Rom. Da den byzantinske Kejser beder pavesædet i Rom om hjælp i kampen imod de tyrkiske seldsjukker, udråber paven i 1095 første korstog. I forbindelse med det 2. korstog sluttede en del vesteuropæere op omkring katharernes religiøs bevægelse, der udbredtes hovedsagligt til longobardiet (grænselandet mellem frankrig, Italien og Spanien). I 1203 dirigeres det 4. korstog mod Konstantinopel og der grundlægges flere byzantinske eksilriger i Lilleasien og på Balkan. Paven erklærer i 1209 et korstog for at fordrive den albigensiske katharer bevægelse i longobardiet. Men selvom kongen af Aragonien (i vore dages nordlige Spanien) prøver dæmpe gemytlighederne indtager de franske korsfarer alligevel store områder, kampene tager form af territorial krig mellem Aragonien og Sydfrankrig. Selvom det lykkes Byzans at tilbage erobre Konstantinopel fra europæiske korsfarerne, rasede borgerkrige mellem medlemmer af kejserfamilien fra midten af 1300-tallet og de osmanniske tyrkere indtager i 1371 Balkanhalvøen. Fra 1421 førtes der igen en aggressiv osmannisk politik over for Det Byzantinske Rige, hvilke i 1453 ender med at osmannerne erobrede byen Konstantinopel. Kejser Konstantin den Store. Mosaik fra Hagia Sophia, i Tyrkiet, fra ca. år 1000.