Prædiken til Midfaste søndag, Joh. 6, tekstrække.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 10. marts 2013 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til Midfaste søndag, Joh. 6, tekstrække. Salmer. DDS 747 Lysets engel går med glans. Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 449 Vor Herre tar de små i favn. DDS 298 Helligånden trindt på jord DDS 458 Zion, pris din saliggører. Altergang: Pigekoret synger to salmer efter eget valg. DDS 15 Op, al den ting, som Gud har gjort. Tekstlæsninger. 5. Mos. 8,1-13; 2. Kor. 9,6-11; Joh. 6,1-15.

2 2 Prædiken. Dagen i dag kaldes Midfaste søndag. Som navnet afslører, ligger den i midten af fasteperioden. Det kan godt virke lidt komisk, at vi halvvejs gennem fastetiden hører om et madmirakel, for afholdenhed er jo fastens kendetegn. På den måde opstår der en modsætning mellem på den ene side fastens markering af, at der er andre værdier i livet end mad, og på den anden side et mirakel, der medfører, at en stor flok mennesker bliver stopmætte. Brodden tages dog af denne modsætning, når man tænker på, at hver af de tilstedeværende jo faktisk kun fik ganske lidt at spise. Selv en lille smule mad mættede enormt! Det er underligt, at et minimalt stykke bygbrød eller fisk kunne have den effekt, men netop det faktum, at der er grund til at undre sig, viser, at der er tale om et under. Underet bliver ikke mindre af, at der sikkert var flere end de angivne 5000 mænd til stede. På Jesu tid opgjorde man forsamlinger i antallet af mænd, for det var dem, der bestemte. Kvinderne skulle bare passe børn og hjem. De var ikke værd at tage alvorligt. Oven i de cirka 5000 mænd kan vi altså lægge de kvinder og børn, der også udgjorde en del af den store forsamling. Det vil tilmed være helt i Jesu ånd, for i modsætning til de fleste andre mænd, han omgikkes, tillagde han både kvinder og børn betydning. Miraklet er for så vidt stort nok i forvejen med de 5000 mænd, men hvis vi tæller alle med alle aldre og begge køn kan vi sikkert godt tillade os at fordoble antallet af tilstedeværende. Dermed er det underfulde ved beretningen ikke blevet mindre. Man kan spørge, hvordan i al verden Jesus bar sig ad med at få fem brød og to fisk til at mætte mennesker, men selvom miraklet lige er blevet dobbelt så stort, er spørgsmålet egentlig ikke vigtigt. Hensigten med historien er nemlig ikke at fortælle om en imponerende hændelse, men at fortælle om en begivenhed, der skal pege hen på noget andet. Man kan sige, at Jesus udfører en lignelse med virkelige aktører. Sagt

3 3 med andre ord er der tale om en tegnhandling. Den slags er evangelisten Johannes speciale. Men netop fordi handlingerne peger hen på noget andet, ligesom lignelserne gør det, er det ikke så vigtigt, hvordan og om Jesus udførte dem i virkeligheden. Det er det, de peger hen på, og ikke selve hændelsen, der er vigtig. I Johannesevangeliet berettes der ikke om Jesu sidste måltid. Den fjerde evangelist omtaler altså ikke Jesu indstiftelse af nadveren, selvom vi lige siden har fejret nadver eller holdt altergang, som det også kaldes. At Johannes er tavs angående nadveren skyldes blandt andet, at han insisterer på, at Jesus ikke blev korsfæstet langfredag, men derimod skærtorsdag; altså den dag, hvor Jesus ifølge de tre andre evangelister spiste sit sidste måltid sammen med disciplene og ved samme lejlighed indstiftede nadveren. Spørger man Johannes, fandt Jesu henrettelse sted på det tidspunkt, hvor de lam, der skulle bruges til det traditionelle jødiske påskemåltid, blev slagtet. På den måde vil evangelisten markere, at Jesus blev ofret ligesom lammene. Men mens lammene skulle minde jøderne om udfrielsen af Egypten, hvor de var blevet holdt som slaver i flere generationer, så havde Jesu offer ikke en fortidig, men en fremtidig betydning. Han blev ofret for menneskehedens skyld, idet han med sin offerdød tog den straf på sig, som Gud kunne have idømt menneskene. Selvom Johannes ikke nævner Jesu sidste nadver, kender han dog til den. Det er nemlig den, som dagens tegnhandling henviser til. Bespisningsunderet er jo et måltid, der mætter på en anden måde, end det normalt er tilfældet. Det samme gælder altergangen. Dér bliver vi jo ikke mætte af den minimale oblat og den lille mundfuld druesaft. Den mæthed, der opstår ved nadveren er ikke fysisk, men åndelig. Ved altergangen får vi nemlig at vide, at vi er elsket; ikke fordi vi er det værd, men fordi Gud insisterede på at ville værne os med sin kærlighed på trods af det, vi gør galt. Det var altså for at kunne fastholde sin kærlighed til os, at Jesus påtog sig den straf, vi gør os skyldige til. Johannes nævner ikke noget om vinen, der ellers hører nadveren til. Han nævner brød og fisk. Brødet kender vi. Det spiser vi ved altergangen. Vi får at vide, at Jesus

4 4 satte lighedstegn mellem brødet og sit legeme. Når vi spiser brødet, får vi altså del i Jesus. På den måde mindes vi om, at han gav sit liv for hver enkelt af os; at det var for dig og for mig, at han gik i døden. Det er en lignende besked, der ligger i vinen, for den sammenligner han med sit blod, som løb ud af hans sår, da han næste dag blev pisket og siden fik gennemboret sine hænder og fødder. Men som sagt nævner Johannes ikke noget om blodet i denne omgang. Det venter han med til fortællingen om den romerske soldat, der skal tjekke, at Jesus er død, inden han bliver begravet. Soldaten jager et spyd i siden på ham med det resultat, at der ikke alene flyder blod, men også vand ud af såret. Det er svært at forstå dette som andet end en henvisning til nadverens blod eller vin og dåbens vand. Men i beretningen om bespisningsunderet er Johannes altså tavs, når det gælder vinen. Til gengæld nævner han to fisk. Spørger man forskerne, stammer Johannesevangeliet fra tiden omkring år 100 efter Kristi fødsel. Det er altså det af de fire evangelier, der er skrevet sidst, og ligeledes det, der afviger mest fra de tre andre. Det er derfor ikke usandsynligt, at Johannes har kendt til det første kristne symbol på Jesus, nemlig fisken. Man kan med god grund spørge, hvorfor Jesus er symboliseret ved en fisk. Svaret er ganske logisk - når man altså har fået forklaringen. Det Nye Testamente er skrevet på oldgræsk. Hvis man på dette sprog skriver sætningen: Jesus Kristus, Guds Søn, frelser og derefter tager forbogstaverne fra hvert ord, så danner de når man sætter dem sammen det græske ord for fisk. Dette symbol blev lynhurtigt populært, fordi det var så let at tegne, at alle kunne se, hvad det forestillede. Samtidig kunne udenforstående ikke umiddelbart hitte ud af, hvilken betydning symbolet gemte på. Det indforståede var en fordel i en tid, hvor forfølgelser af de kristne truede. Når Johannes lader fisk indgå i bespisningsunderet, kan han meget vel henvise til fisken som et symbol på Jesus. På den måde får de tilstedeværende når de spiser af fisken - del i Jesus, sådan som det også er tilfældet ved nadveren.

5 5 At bespisningsunderet er Johannes version af Jesu sidste nadver giver evangelisten selv et praj om. Han indleder nemlig fortællingen med at konstatere, at Påsken, jødernes fest, var nær. Efter denne påskefejring der blandt andet medførte Jesu indstiftelse af nadveren var påsken ikke længere kun jødernes fest, men også en fest for dem, der troede på, at Jesus havde ofret sit liv for at knytte forbindelsen mellem sig selv og os mennesker endnu tættere. Lige fra dengang har både jøder og kristne fejret påske; men det indhold, som højtiden formidler, er vidt forskelligt fra jødedom til kristendom. Denne forskellighed til trods er der dog stadig nogle elementer, der binder de to modsætninger sammen. Jesus var jo selv jøde. Han var velbefaren i Det Gamle Testamentes skrifter og den jødiske teologi. Men samtidig havde han i kraft af at han bar det guddommelige i sig - en indsigt, man ikke kunne forvente, at andre skulle have. Derfor var han i stand til dels at fortolke, dels at omforme jødedommen, så den endte med at blive til kristendom. Kristendommen er altså vokset ud af jødedommen. Hvad der særligt præger jødedommen er historierne om, at det jødiske folk består af tolv stammer; en stamme for hver af patriarken Jakobs sønner. Ifølge Det Gamle Testamente er jøderne Guds særlige folk, der nyder hans personlige interesse. Hvis vi igen vender opmærksomheden mod bespisningsunderet, skal vi lægge mærke til, at disciplene samler resterne af de fem brød og de to fisk sammen i tolv kurve. Dette tolvtal henviser til Israels tolv stammer. Det er der naturligvis en grund til, for i kraft af at de tilstedeværende har fået del i de tolv kurves indhold, udgør de begyndelse til et nyt gudsfolk. Det er et folk, som ikke er begrænset af etnicitet eller geografi, for kristendommens budskab rettes til alle mennesker på hele kloden. Kristendommen er rummelig. Den forkynder Guds kærlighed til alle. Indgangen til den kristne tro er dåben. Ligesom bespisningsunderet var en tegnhandling, er dåben det også. Her får vi nemlig et tegn på, at Gud holder af barnet. Med vandet vaskes barnet rent for de synder, det sidenhen kommer til at begå. Dette gøres ikke i pessimistisk forventning om, at barnet bliver mere egoistisk end os andre.

6 6 Det gøres, fordi ingen af os er fejlfrie, men har brug for, at Gud tilgiver os vores synder. Når barnet renses ved dåben betyder det altså ikke, at det aldrig vil gøre noget galt, men at Gud kan holde af det alligevel, når det siden hen mere eller mindre bevidst sårer andre. De tre håndfulde vand, som hældes over hovedet på barnet, er altså et tegn på Guds løfte; nemlig løftet om, at Gud vil holde af den døbte, selvom alle andre måtte vende det ryggen. Som I måske bemærkede før, spurgte jeg Isabellas far, om hun er hjemmedøbt; altså om hun er døbt før. Dette blev der svaret nej til og sådan skal det være. Vi døber nemlig kun én gang. Hvis vi døbte flere gange, ville det være udtryk for mistillid til Gud; som om vi ville sikre os, at han huskede, hvad han lovede ved den første dåb. Men en Gud, man ikke kan stole på, er ikke meget værd som Gud. Han ville være utroværdig; men en Gud, der ikke er værd at tro på, kan man lige så godt droppe. Selvom vi er blevet døbt, kan vi alligevel godt komme i tvivl om, hvorvidt Gud holder af os. Det kan vi i hvert fald, hvis vi har selvindsigt nok til at se, at vi ikke altid lever lige hensigtsmæssigt overfor vore medmennesker; at vi behandler nogle dårligere, end vi burde, og at vi helt undlader at tage os af andre. Da kan vi undre os over, at Guds kærlighed er stor nok til også at rumme os; og med denne undren følger tvivlen. I det tilfælde kan vi ikke blive døbt igen for lige at få gentaget, at Gud står ved det, han lovede dengang. Det betyder imidlertid ikke, at Gud lader os gå til grunde i en følelse af gudsforladthed. Der er nemlig flere alternativer til dåben. Der er gudstjenesten, som altid forkynder, at Guds kærlighed ikke ruster. Der er konfirmationen, hvor Gud bekræfter, at han står ved det løfte, han gav de unge ved dåben. Sidst men ikke mindst er der nadveren, hvor Gud giver sig selv til os i form af brødet og vinen, legemet og blodet. Da bliver vi mindet om, at det var kærligheden til os, der drev Jesus i døden, og at han derfor vil elske os i al evighed. Det var også en kærlighedsgerning, Jesus udførte, da han bespiste den kæmpemæssige flok. De var langt væk hjemmefra, og der var ingen butikker i miles

7 7 omkreds. De havde brugt mange timer på at opsøge Jesus for at lytte til ham og se ham helbrede syge, så nu var de blevet sultne. De mange mennesker reagerede med respekt og taknemmelighed på bespisningsunderet. Faktisk var deres respekt så stor, at de ville gøre ham til konge. Men dér havde de forregnet sig. Kærligheden stræber ikke efter magt, men efter at tjene. Jesus ville ikke være konge, men frelser. Han ville ikke regere, men tjene, og det har han gjort lige siden. - Selvom hans tid her på jorden for længst er slut, tjener han os eksempelvis stadig i nadveren, som er det bespisningsunder, vi får del i; det under, hvori Jesus minder os om, at det var for hver og en af os, han gik i døden. Amen.