Danish University Colleges

Transkript

1 Danish University Colleges Galskabens Bureaukrati en antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune Møller, Julie Rahbæk Publication date: 2013 Document Version Pre-print: Det originale manuskript indsendt til udgiveren. Artiklen har endnu ikke gennemgået peer-review (fagfællebedømmelse) og redigering. Link to publication Citation for pulished version (APA): Møller, J. R. (2013). Galskabens Bureaukrati: en antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. (Institut for Antropologi's ph.d. serie). Institut for Antropologi, Københavns Universitet. General rights Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights. Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research. You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal Download policy If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim. Download date: 06. dec

2 det samfundsvidenskabelige fakultet københavns universitet GALSKABENS BUREAUKRATI En antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune Ph.d. afhandling af Julie Rahbæk Møller

3 Galskabens Bureaukrati En antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune Ph.d. afhandling af Julie Rahbæk Møller

4 Københavns Kommunes Socialforvaltning og Institut for Antropologi, Center for Sundhed og Samfund, Københavns Universitet August 2013 Vejleder: Steffen Jöhncke Bivejleder: Katrine Schepelern Johansen Afhandlingen tilegnes min mor, mormor og Rahbæk Møllerne Billedet ovenfor er et træsnit lavet af Per Ludvig Pedersen, pensioneret embedsmand i Københavns Kommunes Socialforvalt ning. Under billedet står der: Mand, klædt af til skindet, kold i røven, holder øje med bagsiden af Socialforvaltningen. Billedet på forsiden er en collage fra udstillingen Lost and Found af kunstner Erikka S. Bahnsen Galskabens Bureaukrati En antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune Ph.d. afhandling 2013 Julie Rahbæk Møller ISBN Printed by SL grafik, Frederiksberg C, Denmark (

5 INDHOLD KAPITEL INDLEDNING... 1 afhandlingens opbygning... 5 fysisk og organisatorisk beskrivelse af felten... 6 analytisk ramme...14 teoretisk ramme...15 diskrepansen mellem idealer og betingelser social orden de sociale handlerum...19 roller, perspektiver og positioner forholdet imellem de sociale handlerum betegnelserne: beboere, socialarbejdere og embedsmænd staten som en social orden...25 velfærdssamfundets udvikling social orden gennem lighed kritik af velfærdssamfundet psykiatrien og socialpsykiatriens historie...33 indespærring og anstalter fra anstalt til recovery magt afhandlingens bidrag til praksis...39 FOTOREPORTAGE FRA FELTEN...42 KAPITEL METODOLOGIEN OG METODERNE OM AT UDFORSKE, PÅVIRKE OG TAGE DEL I FELTEN...55 ind i felten om adgang, indgang og konstruktion af felten...56 felten, konstruktionen og konsekvensen metodologi aktionsforskning?...59 deltagende forskning kritik metoder og data...68 positionering informanterne udvælgelsen af informanter deltagerobservation og om at dokumentere mennesker, der dokumenterer mennesker interviews feltarbejde blandt mennesker med sindslidelser etik om etiske dilemmaer i feltarbejde og analyse...82 anonymisering og pseudomisering samtykke sårbarhed delkonklusion...86 i

6 KAPITEL HVERDAGEN...89 forvaltning og organisering...95 rammer eller regler? sproget og fortællingen tilliden og mistilliden idealerne det socialfaglige arbejde praksis idealerne beboernes hverdag, identitet og skæbnefællesskab rettigheder og pligter viden i de sociale handlerum hvad er værd at vide? delkonklusion KAPITEL UDVIKLINGEN udviklingsantropologi embedsmændenes behov for udvikling socialarbejdernes behov for udvikling beboernes behov for udvikling udviklingens implementering udviklingens synlighed dokumentationens konsekvenser udviklingens usikkerhed og utryghed delkonklusion KAPITEL TIDEN forvaltningstiden new public management udvikling på tid tempoet om maratonløberen, sprinteren og Lille Lise let-på-tå at se ind i fremtiden årshjul og livscyklus permanent midlertidighed og kronisk krise tid og potentialitet meningsfuld tid delkonklusion KAPITEL MØDET mødernes diversitet møder og hierarki mødet med galskaben delkonklusion KAPITEL ii

7 SAMMENHÆNGEN erfaring og struggling along kollegaskab, fællesskab, humor og ironi humor og tvetydighed delkonklusion KAPITEL GALSKABENS BUREAUKRATI: KONKLUSION konklusion diskrepansen mellem idealer og betingelser afhandlingens bidrag til velfærdsforskning LITTERATURFORTEGNELSE RESUMÉ ENGLISH SUMMARY iii

8

9 TAK Jeg retter min største og mest dybfølte tak til alle jer beboere, socialarbejdere og embedsmænd, som ikke ukritisk og uden forbehold, men også åbent og nysgerrigt har lukket mig ind i jeres verdener. Uden alle jer, ville denne afhandling ikke være blevet til. Jeg vil ikke nævne navne, men I vil måske kunne genkende jer selv i denne afhandling, og mit håb er, at I ikke vil føle jer udstillede, men som en del af et større projekt, som har til hensigt at bidrage med refleksion og ny viden om det danske velfærdssamfund. Derudover er I nogle skønne mennesker. Tusind tak. En særlig tak skal gå til centerleder Britta Gerd Hansen og tidligere ledere/souschefer på Tranehavegård Lars Pedersen, Stig Akselgaard og Pernille Lorange Juul for at åbne døren for mig, hjælpe med praktikaliteter og generelt vise interesse for dette studie. Den næste tak skal gå til min hovedvejleder Steffen Jöhncke, som i den grad har hjulpet med at udfolde mit empiriske materiale og inspireret mig til at se det i lyset af en mere overordnet kontekst. Du så det analytiske potentiale, når jeg fandt det forvirrende, og du har ledt mig til nye indsigter igennem hele forløbet. Efter hver vejledning havde jeg følelsen af, at det nok skulle gå men jeg skulle dybere ned og højere op. Derudover er du en meget klog mand, og jeg har stor respekt for din tilgang til antropologien, som har været med til at udvikle min egen forståelse for faget. Derudover skylder jeg min bivejleder Katrine Schepelern Johansen en stor tak for at stå mig bi igennem hele forløbet, og især for at læse første udkast til det meste af afhandlingen og give væsentlige kommentarer til analyserne. Det var en stor hjælp. Du skal også have tak for at tale mig igennem nogle de frustrationer, der uafværgeligt opstår i et ph.d. forløb. Jeg glæder mig til at samarbejde med jer begge fremover! Tak til Københavns Kommunes Socialforvaltning for finansiering. Jeg er taknemmelig for at have fået muligheden for at skrive denne afhandling, og jeg håber, at mine analyser vil blive opfattet som et bidrag til Socialforvaltningens vigtige arbejde. Også en stor tak til forskningsenheden i Socialforvaltningen, Marie Høgh Thøgersen, Anne Petersen og Solvejg Roepstorff, for 3 års samarbejde med gode diskussioner og opbakning til ph.d. projektet. En masse andre dejlige mennesker har bidraget til denne afhandling på forskellige måder. På Institut for Antropologi takker jeg Tamta Khalvashi, Katrine Gotfredsen, Karina Märcher Dalgas, Trine Brinkmann, Birgitte Bruun, Marianne Bach Mosebo, Trine Mygind Korsby, Bodil Ludvigsen, Astrid Andersen, Bjarke Oxlund og mange andre, som har læst kapiteludkast, diskuteret faglige finurligheder og i øvrigt været de bedste kollegaer i en spændende og udfordrende tid. En særlig tak til Simon yes-we-can Westergaard Lex for vores intensive skrivesprint i slutspurten, som gav mig et stort skub fremad. Også en særlig tak til Sidsel S. Busch til hvem jeg altid lige har noget meget vigtigt at fortælle. Vores samtaler om socialpsykiatri, mennesker og verden har været helt uundværlige og jeg glæder mig til at alle vores idéer engang bliver til virkelighed. Derudover har andre hjulpet med faglige diskussioner eller praktisk hjælp. Især tak til psykolog Henrik Risdorf for vores samtaler om socialpsykiatri, til Ane Bülow for hjælp til design og til Katrine Gotfredsen for hjælp til det tekniske og den moralske støtte lige til slut. v

10 En dybfølt tak til mine venner (heriblandt gemmer der sig kollegaer og informanter), som fik mig til at tro på, at det kunne lade sig gøre at skrive denne afhandling, når jeg selv tvivlede og fik mig til at glemme den indimellem. Jeres støtte og opbakning har været helt uvurderlig. En sidste, men ikke mindste, tak til min mor, som altid er der for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig. Tak! Jeg alene tager ansvar for det, der er skrevet i afhandlingen. vi

11 KAPITEL 1 INDLEDNING Denne afhandling handler om diskrepansen mellem idealer og betingelser hos embedsmænd, socialarbejdere og psykisk syge borgere i Københavns Kommunes Socialforvaltning i Danmark. Med diskrepans skal forstås en potentiel eller aktualiseret konflikt, som opstår i forsøget på at handle efter ideale forestillinger om, hvad der er bedst for borgeren, for organisationen eller for velfærdssamfundet på den ene side, og på den anden side det kontinuerlige møde med vilkår, som fordrer en mere pragmatisk tilgang til handling. Afhandlingen bygger på otte måneders intensivt feltarbejde blandt socialarbejdere og psykisk syge beboere på to socialpsykiatriske bosteder i København samt blandt embedsmænd i centralforvaltningen. Feltarbejdet er geografisk foregået på bostedet Thorupgården på Nørrebro, bostedet Tranehavegård i Sydhavnen og i centralforvaltningen i Bernstorffsgade i Indre By. Tilskyndelsen til at skrive afhandlingen opstod, da jeg selv arbejdede som fuldmægtig i centralforvaltningen med forvaltning og organisering af blandt andet socialpsykiatrien i København. I metodekapitlet beskriver jeg detaljeret min bevægelse fra fuldmægtig til forsker, men jeg vil her nævne, at jeg i ph.d.-projektets indledende fase ønskede at udforske et konkret dilemma og med en løsningsorienteret tilgang; dermed håbede jeg at kunne bidrage til en bedre forvaltning af psykisk syge borgere i København. Jeg ønskede at udfolde et dilemma, som både er en samfundsteoretisk problemstilling og et praktisk og konkret dilemma, som socialarbejdere står over for i deres daglige arbejde: Dilemmaet handler om socialarbejderes pligt til at drage omsorg for borgerne på den ene side og borgernes ret til selvbestemmelse på den anden side. Jeg drog derfor på feltarbejde med følgende problemstilling: Hvordan opfattes og praktiseres medarbejderes omsorgspligt og beboeres ret til selvbestemmelse på et socialpsykiatrisk bosted, og hvordan påvirker disse praksisser aktuelt beboernes sociale liv i institutionelle rammer, samt hvilken betydning kan de have i forhold til deres fremtidsmuligheder? Igennem feltarbejde og analyseproces har dilemmaet dog ændret karakter fra at være omdrejningspunktet til at være en flig af en langt større problemstilling om, hvordan vi skaber og opretholder en social orden i det danske velfærdssamfund. Der synes på velfærdssamfundets socialpolitiske 1 område at være en grundkonflikt, som handler om, at systemet både skal vise relevans og legitimitet, samtidig med at det skal forsø- 1 Teorier viser, at lighed og principper om fordelingen af samfundets ressourcer, så borgeren får økonomisk og social tryghed er nogle af grundingredienserne i opskriften på en velfærdsstat. En snæver definition af velfærdsstaten bliver derfor ofte 1

12 ge at overflødiggøre og derfor afvikle sig selv. Socialforvaltningen i København er sat i verden for at løse udsatte borgeres personlige problemer, og i forsøget på at afskaffe problemerne gennem administrering og organisering af socialt udsatte borgere, kommer grundkonflikten til syne igennem aktørernes forsøg på kontinuerligt at ændre tingenes tilstand samtidig med at man forsøger at få dem til at forblive, som de er. Udgangspunktet og målet for en socialforvaltning er, at borgerne skal lære at klare sig selv, og særordninger som fx et socialpsykiatrisk bosted kan i denne optik anskues som en midlertidig forordning, som med tiden skal overflødiggøre sig selv. Grundkonflikten viser sig både på det overordnede politiske niveau og i de små hverdagskonflikter på bostederne. Beboerne ønsker at få det bedre og blive uafhængige af velfærdssamfundet et ønske, som udfordres af deres sindssygdom. Socialarbejderne forsøger at få beboerne til at udvikle sig og få det bedre, men deres arbejde bliver primært genereret af krav fra oven og ikke af beboerne og deres behov. Embedsmændene forsøger at skabe en social orden igennem krav om mere kontrol, dokumentation og effektstyring, som legitimerer systemet i retning af at gøre en forskel, men som samtidig bliver selvrefererende og selvopretholdende og dermed strider imod sit eget formål om at afvikle sig selv. Dilemmaet mellem socialarbejdernes pligt til at drage omsorg over for beboerne på den side og beboernes ret til selvbestemmelse på den anden side er en del af denne grundkonflikt, som i sidste ende handler om forsøget på at skabe en social orden i en stor og kompleks organisation specifikt og i velfærdssamfundet generelt. Skabelsen af den sociale orden handler både om idealer og betingelser for at handle, og afhandlingen søger derfor i stedet at besvare følgende spørgsmål: Hvordan skabes og opretholdes diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, og hvad betyder det for embedsmænds, socialarbejderes og beboeres praksis på henholdsvis et kontor i centralforvaltningen og på to socialpsykiatriske bosteder i Københavns Kommune? Betingelserne skal forstås som individuelle og strukturelle muligheder og begrænsninger for handlen, mens idealerne er forankret i aktuelle forestillinger om det gode liv, den bedst fungerende organisation og det bedst mulige samfund. Igennem feltarbejdet blev jeg guidet af forskningsspørgsmål, som var knyttet til den daværende problemformulering og havde til formål at hjælpe mig i forståelsen af dilemmaet mellem socialarbejdernes omsorgspligt og beboernes selvbestemmelsesret. Jeg undersøgte derfor empirisk, hvilke værdier og normer, socialarbejdere og beboere tillagde begreberne omsorg og selvbestemmelse for derved at finde frem til en forståelse af, hvordan dilemmaet bliver til, og hvordan det bliver opfattet som et dilemma. Jeg undersøgte de aktuelle dilemmaer, som opstår i mødet mellem socialarbejdere og beboere, og hvordan de håndterer dem i afgrænset til det sociale og sundhedsmæssige område med særlig fokus på indkomstoverførsler, mens velfærdsstaten i et bredere perspektiv også inkluderer boligpolitik, infrastruktur, uddannelsespolitik og arbejdsmarkedspolitik (Green-Pedersen & Sonne Nørgaard 2009:1003). Når jeg igennem resten af afhandlingen skriver om velfærdssamfundets grundkonflikt henviser jeg til velfærdsstatens socialpolitiske område. 2

13 hverdagen. Herigennem forsøgte jeg at få en forståelse for dels det sociale arbejde, som det praktiseres, og dels de dilemmaer, som socialarbejdere og borgere skal håndtere til hverdag. I analysefasen tog min problemformulering og mine forskningsspørgsmål dog en ny retning, da embedsmændene og deres praksis var blevet en del af feltarbejdet. I skriveprocessen lod jeg mig lede af forskningsspørgsmål, som handlede om, hvordan embedsmænd, socialarbejdere og beboere praktiserer det sociale arbejde på henholdsvis bostederne og i centralforvaltningen. Jeg har også forsøgt at udforske, hvordan beboerne opfatter, italesætter og udfordrer det sociale arbejde, der bliver gjort for dem, og hvordan deres liv på bostedet udfolder sig. Igennem disse spørgsmål blev jeg ledt videre af spørgsmålet om, hvilke dilemmaer, paradokser og diskrepanser, der opstår hos embedsmænd og socialarbejdere i deres arbejdsliv og i beboernes hverdagsliv, og hvordan disse håndteres. Det sidste spørgsmål handlede om, hvordan de kulturelle nødvendigheder i aktørernes handlinger blev skabt og opretholdt. Med andre ord forsøgte jeg at finde frem til, hvordan aktørerne handler; hvordan de opfatter og udfordrer hinanden; hvordan de indbyggede dilemmaer, paradokser og diskrepanser i Socialforvaltningen 2 bliver italesat og håndteret; og hvorfor og hvordan systemet opretholder sig selv igennem handlinger, der bliver opfattet som naturgivent nødvendige, selvom de er socialt konstruerede. Dette indledende kapitel vil overordnet handle om skabelsen af en social orden i det danske samfund. I det følgende afsnit vil jeg beskrive felten, både fysisk og organisatorisk. Afsnittet starter med tre fortællinger, som giver et indblik i bevægelserne fra skrivebordet til felten og fra fuldmægtig til forsker. Efter dette afsnit vender jeg tilbage til problemstillingen og sætter den ind i en analytisk og teoretisk ramme med skabelsen af en social orden i velfærdssamfundet som den overordnede diskussion. Herefter definerer jeg begrebet sociale handlerum for henholdsvis embedsmænd, socialarbejdere og beboere, da dette er det gennemgående analytiske greb igennem afhandlingen. Slutteligt beskriver jeg velfærdssamfundets udvikling samt udfolder afhandlingens tematiske fokus på kategorisering og behandling af psykisk sygdom, som igennem historien (og hermed velfærdssamfundets udvikling) har ændret mål og metode fra ekskludering og indespærring til behandling og social støtte. Forvaltningen Januar Det har lige været nytår og jeg er ikke længere fuldmægtig i Socialforvaltningen, men ph.d. studerende. Jeg er blevet en del af en lille forskningsenhed med en anden ph.d. studerende og en chefkonsulent. Forskningsenheden er blevet oprettet som en del af Købehavns Kommunes Psykiatriplan gældende fra 2009 til Planen blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 13. november Jeg er ikke sikker på, hvordan forskningsenheden 2 Igennem resten af afhandlingen refererer Socialforvaltningen med stort forbogstav til Københavns Kommunes Socialforvaltning. 3

14 er kommet i spil, men rygtet fortæller, at et medlem af Socialudvalget, en læge, insisterede på, at forskning fremover skulle indgå som en del af Socialforvaltningen. Jeg har beholdt mit skrivebord. Det er overdænget med mapper. Sager, jeg ikke er blevet færdig med. Gule post-its med to-do-lister hænger på computeren. Jeg har tre måneder til at skrive en projektbeskrivelse, som skal handle om socialpsykiatriområdet. Jeg må selv bestemme, hvad jeg vil forske i inden for socialpsykiatriområdet. Jeg føler mig helt blank. Men jeg forestiller mig, at det bliver godt for forvaltningen og dem, der arbejder herinde at få mere viden om socialpsykiatriområdet, som er vanskeligt at organisere. Det er en politisk målsætning, at flere beboere fra bostederne flytter til mere selvstændige boliger, men den er svær at opfylde. Jeg besøger socialpsykiatriske bosteder og snakker med ledere og medarbejdere om, hvad de mener kunne være interessant for mig at forske i. Hvilken viden ønsker de for at kunne gøre deres arbejde bedre? Dilemmaet mellem socialarbejderes omsorgspligt og beboernes ret til selvbestemmelse er evigt tilbagevendende. Socialforvaltningen bliver jævnligt kritiseret for at svigte borgere, som ikke ønsker hjælp, og i praksis opleves det som udfordrende, at de på den ene side har ansvar for at passe på borgeren, og på den anden side skal respektere en borgers eventuelle ønske om at blive ladt i fred. Jeg hørte engang Socialborgmesteren til et møde med psykisk syge og pårørende forsvare forvaltningen ved at sige, at det i Danmark er lovligt at gå i hundene. Dilemmaet mellem omsorgspligt og selvbestemmelse kunne være spændende at undersøge. Gad vide om jeg kan være med til at løse det? Eller i hvert fald kaste lys over det og gøre socialpsykiatriområdet lettere at organisere? Jeg skriver en projektbeskrivelse og bliver indskrevet på Institut for Antropologi på Københavns Universitet pr. 1. juni Thorupgården Det er september måned Jeg ankommer til Thorupgården kl Her skal jeg lave feltarbejde på én af de fire etager, 2. sal. Den første jeg støder på er souschefen Maria, som fortæller mig, at hun kun har været ansat på 2. sal i en uge efter at have været souschef på Tranehavegård, hvor jeg også skal lave feltarbejde. Hun er imødekommende. Hun låser mig ind i gaderoben og siger, at jeg skal have en nøgle. Jeg siger, at jeg er usikker på om det er en god idé, da beboerne måske så vil betragte mig som personale. Det mener hun ikke vil være et problem. Vi går ind i spisestuen og tager en kop kaffe. Der sidder to beboere. Jeg præsenterer mig selv og vi sludrer lidt. Henrik, afdelingslederen, kommer ind og sætter sig. Han fortæller mig, at han har skrevet en artikel om, hvordan han under sit studie reformerede en afdeling på et socialpsykiatrisk bosted ved at bryde mure ned både i overført betydning og bogstavelig talt. Han går tydeligvis ind for mere selvbestemmelse hos beboerne, og mener, at der ligger alt for meget kultur i murene. På det sted, han var med til at transformere, var beboerne med til at rive mure ned og bygge om, og det betød enormt meget for beboerne dem som havde været meget inaktive blev aktive, fik job og kom videre i livet. Han mener ikke, at der er så mange opgaver tilbage hos beboerne, da mange af de praktiske opgaver er noget, personalet hjælper med. Han mener heller ikke, at beboerne har særlig meget at tage sig til i løbet af dagen. Han citerede en beboer for at sige: Hvad nytter det at give mig et værelse, når jeg mangler en tilværelse?. Jeg tænker, at Henrik er fremsynet. En beboer kommer ind i 4

15 stuen og går forbi os. Han er kroniker, ham dér, siger Henrik. Jeg kigger på beboeren og siger: Nå, okay. Tranehavegård I starten af mit feltarbejde spiser jeg fredagsmorgenmad på Tranehavegård sammen med omkring 10 beboere og et par medarbejdere. Ved siden af mig sidder en ældre herre, som stilfærdigt fortæller mig om sin barndom og familie i Jylland; over for mig sidder en midaldrende kvinde, som altid har meget lidt tøj på og virker bedøvet af medicin eller alkohol. Hendes øjenlåg er tunge og hun er meget træt, så hun falder i søvn over sin tallerken med æg og bacon; ved siden af hende sidder en kvinde i 30 erne, som hører stemmer og råber tilbage ad dem. Hendes råben er så sammenhængende, at jeg, hvis jeg ikke kendte hende, ville have troet, at hun råbte ad én, der stod bag mig; skråt over for mig sidder en yngre kvinde, som gennem høj snak og råben fortæller mig, at det er gået godt med hendes eksamen på RUC og hun glæder sig til at starte på overbygningen. Det går op for mig, hvor forskellige beboerne er. Fortællingerne viser, hvordan jeg indledningsvist forsøgte at definere et problem med det formål at gøre det mere håndterbart og skabe en personlig udvikling hos beboerne og en faglig udvikling hos socialarbejderne. Allerede i starten af feltarbejdet blev dette ideal dog udfordret af mit møde med hverdagens praksis på bostederne og som afhandlingens metodiske kapitel vil vise, ændrede min tilgang sig fra definering og løsning af et problem til et spørgsmål om, hvordan noget bliver til et problem i Socialforvaltningen. AFHANDLINGENS OPBYGNING I begyndelsen af skrivefasen overvejede jeg, hvordan jeg bedst ville kunne fremstille embedsmænds, socialarbejderes og beboeres forsøg på at navigere i velfærdssamfundets organisationer, organisering og strukturer, som forsøger at imødekomme borgernes behov inden for de mulige økonomiske og strukturelle rammer. Jeg kunne have valgt at tildele hver enkelt gruppe deres eget kapitel for i et afsluttende kapitel at analysere deres interaktion. Dog ville dette blive en for rigid analyse af, hvad der er på spil, både inden for de enkelte handlerum og i samspillet imellem dem. Min analytiske tilgang i afhandlingen er derfor flertydig i den forstand, at jeg både forsøger at undersøge forvaltningen og bostederne i deres egen kontekst og samtidig undersøge, hvordan aktørernes handlinger har indflydelse på hinanden. Jeg forsøger at lade dette komme til udtryk igennem afhandlingens fem analytiske kapitler, som derfor hver især udfolder de tre sociale handlerum i forhold til kapitlernes analytiske greb. I kapitel 2 Metodologien og Metoderne beskriver jeg metodologiske og metodiske overvejelser før, under og efter feltarbejdet, min indgang og adgang til felten, samt etiske dilemmaer. I kapitel 3 Hverdagen udfoldes henholdsvis embedsmænds, socialarbejderes og beboeres hverdag. Kapitlet er en form for introducerende analytisk kapitel, hvorefter jeg i de følgende 5

16 kapitler går ned i detaljerede analyser. Kapitel 4 Udvikling handler om aktørernes (på bostederne og i forvaltningen) forskellige behov for, opfattelser af og arbejde med udvikling. Jeg analyserer, hvordan forestillingerne om udvikling er med til at skabe en diskrepans imellem idealer og betingelser og argumenterer for, at embedsmændenes forsøg på at skabe autonomi hos beboerne resulterer i en modsat effekt, da beboerne kontinuerligt bliver mindet om deres bureaukratisk definerede manglende personlige udvikling. I kapitel 5 Tid analyserer jeg hvad tid, takt og tempo betyder for opretholdelsen af Socialforvaltningen som organisation, og for beboernes personlige udvikling. Jeg argumenterer for, at organiseringen af tid skal forvaltes på en bestemt måde af embedsmænd, socialarbejdere og beboere, men at de udfordrer hinanden i forhold til denne tidsforvaltning. I kapitel 6 Møder analyserer jeg de utallige møder, som ikke bare foregår i Socialforvaltningen, men som er med til at opretholde den som organisation. Møder giver en forestilling om at skabe orden i kaos, men møderne er samtidig med til at reproducere hierarkiet i Socialforvaltningen, og igennem studiet af møder synliggøres det, hvordan beboerne delegitimeres i forskellige møde-kontekster på trods af, at møderne i sidste ende er til for deres skyld. I det sidste analytiske kapitel 7 Sammenhæng træder jeg et skridt tilbage og udforsker de divergerende former for viden og erfaring, som på trods af handlerummenes divergens alligevel konvergerer igennem måden, hvorpå de erfarer og håndterer hverdagen. Jeg argumenterer for, at en måde, hvorpå aktørerne håndterer hverdagens frustrationer er ved at skabe en distance og et mentalt pusterum igennem brugen af humor og ironi. Kapitel 8 er konklusionen, hvor jeg opsummerer afhandlingens analytiske pointer samt kort diskuterer afhandlingens bidrag til forskning i velfærdssamfundet. FYSISK OG ORGANISATORISK BESKRIVELSE AF FELTEN I dette afsnit beskriver jeg feltens organisatoriske sammenhæng, samt hvordan der fysisk ser ud. Jeg tager læseren med på en rundtur i forvaltningen, på Thorupgården og på Tranehavegård, og forhåbentlig vil det blive tydeligt, hvordan der på bostederne stadig er ligheder med Goffmans beskrivelser af den totale institution med døre, der åbner og lukker automatisk, personalets nøglebundter og telefoner med alarm, og at der er en officielt defineret hensigt og plan med beboernes ophold på et socialpsykiatrisk bosted (Goffman 1967 [1961]: 13). Dette til trods er der gennem historien sket meget med kategoriseringen og behandlingen af mennesker med sindslidelser, som jeg vil komme ind på i afsnittet om psykiatriens og socialpsykiatriens historie i slutningen af dette kapitel. Antropolog Tine Tjørnhøj-Thomsen skriver, at feltarbejdet har en nærmest mytologisk status i faget. Med reference til Clifford Geertz skriver hun endvidere, at felten var dér, hvor antropologen rejste hen for at møde det ukendte og det fremmede, mens analyserne blev udarbejdet ved skrivebordet derhjemme (Tjørnhøj-Thomsen 2003: 97). Tidligere tiders antropologiske odysséer bestod af udforskninger af forholdsvist isolerede samfund, som stod stille, mens bevægelsen var antropologens i indsigt og viden. I dag har vi erkendt, at ingen samfund, folk 6

17 eller organisationer står stille, men de er under konstant forandring, og udfordringen bliver at undersøge denne forandring og samtidig kunne analysere os frem til tentative konklusioner (Salamon 2005/2006: 75). Både centralforvaltningen og de to socialpsykiatriske bosteder er kontinuerligt under organisatorisk forandring og udskiftning af medarbejdere. Bostederne hørte i begyndelsen af feltarbejdet under samme organisation med hovedsæde på Thorupgården. Kort tid inde i feltarbejdet blev de opdelt, da alle bosteder under Københavns Kommune blev opdelt i bydelsindelte centre. Det havde ingen betydning for deres fysiske placering, men for socialarbejderne oplevedes forandringen som potentielt både negativ og positiv; negativ, på grund af frygten for en forandring, som potentielt kunne skabe ændringer i deres arbejdsforhold igen, og positiv, fordi hensigten med organisationsændringen blandt andet var at skabe en bedre sammenhæng mellem bosteder og væresteder 3, som potentielt kunne få beboerne ud af bostederne i hverdagen og i gang med aktiviteter på værestederne. Thorupgården er i skrivende stund en del af Center Nørrebro, mens Tranehavegård er en del af Center City. Centralforvaltningen er også under konstant organisatorisk forandring, både de store ændringer som fx sammenlægninger og adskillelser af de forskellige kontorer, samt de mindre ændringer som fx nye placeringer af enkelte faggrupper eller medarbejdere til enten andre kontorer i bygningen eller på andre adresser i kommunen. Udgangspunktet for mit feltarbejde var forvaltningen i Bernstorffsgade 17, hvor det kontor, jeg har været ansat i som fuldmægtig, forskningsassistent og forsker, flere gange har fået lagt nye områder ind under sig eller udskilt andre, har skiftet kontorchef fem gange, og omkring 30 kollegaer er blevet flyttet eller er selv stoppet, mens nye er kommet til. Jeg har skiftet fysisk kontor på 4. sal fem gange i takt med disse ændringer. Socialpsykiatrien (og socialpsykiatriske bosteder) er en del af Socialforvaltningen. Den har kun eksisteret siden 1980 erne (Brandt 2004: 9-35) og er derfor et relativt nyt tiltag og forskningsområde, ikke kun for antropologer, men også for andre fagdiscipliner. Psykiatriområdet i Danmark idag er organisatorisk fordelt imellem regionerne (staten) og kommunerne. I daglig tale skelner man mellem behandlingspsykiatri (regioner) og socialpsykiatri (kommuner). Regionerne arbejder efter Sundhedsloven og har primært ansvaret for den medicinske behandling af psykisk syge, som i denne kontekst kaldes for patienter. Borgere i København hører under Region Hovedstadens Psykiatri, som er opdelt i 13 psykiatriske centre spredt udover hele Nordsjælland og helt ned til Roskilde. Psykiatrien har både sengeafsnit og ambulant behandling, også kaldet distriktspsykiatri. Kommunerne arbejder efter Lov om Social Service og har ansvaret for at yde støtte og behandling i form af bolig, beskæftigelse og socialfaglig støtte i eget hjem til psykisk syge. Københavns Kommune tilbyder boliger på et af de syv store bo- 3 Væresteder er brugt i daglig tale blandt både embedsmænd, socialarbejdere og beboere og referer til den lovmæssige betegnelse aktivitets- og samværstilbud (Lov om Social Service 104). Ifølge denne paragraf, skal kommunalbestyrelsen tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene. 7

18 centre, fordelt på bosteder, bofællesskaber og solistboliger alle med social støtte i form af fastansatte socialarbejdere på bostederne eller opsøgende socialarbejdere i bofællesskaberne, solistboligerne og i eget hjem. Der bor ca borgere på disse steder, mens Socialforvaltningen estimerer, at borgere på forskellige måder har eller vil få behov for forskellige kommunale sociale ydelser (Socialforvaltningen 2008: 7). I en kommunal kontekst bruges betegnelsen støtte for at understrege, at der ikke er tale om behandling, men om at hjælpe borgeren tilbage til hverdagen eller hjælpe med at skabe et for borgeren værdigt liv. Blandt borgere, der er for skrøbelige til at klare sig selv, er en gruppe med behov for så omfattende støtte, at man i 1980 erne i Danmark videreudviklede psykiatriske plejehjem til socialpsykiatriske døgninstitutioner i erkendelse af, at der også er yngre borgere, der ikke kan klare sig selv i egen bolig (Brandt 2004: 35). Da Lov om Social Service i 1998 trådte i kraft blev institutionsbegrebet ophævet og erstattet med begreberne botilbud og bosteder. Hensigten var at skabe mere hjemlige boformer for at gøre op med klientgørelsen og give flere rettigheder til borgerne med behov for en bolig og støtte. En rapport udarbejdet for Socialministeriet i 2002 viser dog, at dette kun i begrænset omfang har vist sig efter hensigten. På de store bosteder for både sindslidende og handicappede har hjemliggørelsen ikke indfundet sig i samme grad som på mindre bosteder, og beboerne opfatter ikke deres bolig som et hjem, men som en bolig (Socialministeriet og SUS 2002: 3-4). På de socialpsykiatriske bosteder bor voksne i alle aldre og med forskellige psykiatriske diagnoser, symptomer samt eventuelle somatiske lidelser. Beboerne har udover svære diagnoser såsom skizofreni og bipolare lidelser som mani og depression også psykosociale problemer som følge af deres sindslidelser (Socialforvaltningen 2008: 7), hvilket betyder, at de på grund af deres sindslidelse har svage sociale relationer og ikke kan rummes af det ordinære arbejdsmarked eller tage en uddannelse. Der er dog tilfælde, hvor beboere lykkedes med at følge en videregående uddannelse eller have et skånejob eller fleksjob. Thorupgården og Tranehavegård er begge socialpsykiatriske bosteder, men hører under hver deres paragraf i Lov om Social Service. Tranehavegård hører under 107, som lyder: Kommunalbestyrelsen kan tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det (Retsinformation 2012). mens Thorupgården hører under 108: Kommunalbestyrelsen skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis (Retsinformation 2012). 8

19 Den primære forskel på de to paragraffer er to ord i deres første linje: midlertidig og længerevarende. Det betyder, at når man flytter ind på et bosted er det officielle formål enten, at man kan blive i længere tid eller kortere tid. Mens man bor på et bosted, vil man få tilbudt hjælp til praktiske gøremål (fx madlavning, rengøring, indkøb og tøjvask), personlig hygiejne og til at få social støtte af medarbejderne i form af samtaler og samvær. Intentionen i denne afhandling er ikke at lave en komparativ undersøgelse af Tranehavegård og Thorupgården, snarere at fokusere på de dilemmaer, paradokser og frustrationer, som er enslydende hos medarbejdere og beboere på begge bosteder. I det følgende vil jeg beskrive de to bosteder og forvaltningen i form af organisering, fysisk beliggenhed og indretning samt ganske overordnet de mennesker, der bor og arbejder der. Forvaltningen I Socialforvaltningen i Københavns Kommune arbejder der sammenlagt ca medarbejdere, hvoraf ca. 220 medarbejdere arbejder i centralforvaltningen, og ca arbejder i enheder, som knytter sig til fire myndighedscentre 4 eller hjemmeplejen. De øvrige ca arbejder på bosteder, dagtilbud, krisecentre, med behandlingstilbud for misbrugere eller med projekter. Embedsmændene i centralforvaltningen holder til på kontorer og gange i en stor gammel bygning på Bernstorffsgade 17 lige overfor Hovedbanegården og ved siden af Tivoli. Lige bag ved forvaltningen ligger Glyptotekets have, hvor frokosten ind imellem nydes om sommeren, når vejret er til det. For at komme ind i forvaltningen skal man gå ind i en stor port, som er garderet af to kæmpe trædøre. Fortsætter man igennem porten kommer man ud til en lille parkeringsplads med plads til 5-6 biler, som er reserveret til direktionen, nogle kontorchefer samt håndværkere. Derudover står der flere hundrede cykler i stativer, eller hvor der er plads. Inde i selve porten er en dør, som åbnes ved at indtaste en kode. Herefter bliver man lukket ind i en foyer med en reception til højre, en dør, der fører ind til en gang ligeud, samt en trappe og elevator til venstre. Elevatoren er gammel, lavet af mørkt træ og med et lille træsæde under et spejl i højre side. Et rygte går om, at i gamle dage var en mand ansat til at passe elevatoren og træsædet var til for hans hvilen. Der er fem etager i forvaltningen, som foruden Socialforvaltningen består af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen de to hørte tidligere sammen som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. På 3., 4., og 5. sal hører Socialforvaltningen til. 4 Lokalt er Socialforvaltningen organiseret i fire myndighedscentre: Børnefamiliecenter København, Socialcenter København, Rådgivningscenter København og Handicapcenter København. Disse centre dækker hele byen og har hver sin målgruppe: børn, voksne, misbrugere og handicappede. Alle fire centre har et tæt samarbejde med alle forvaltningens bosteder, institutioner og øvrige tilbud. Socialcenter København er indgangen til det socialpsykiatriske system for borgere med sindslidelser. 9

20 Til hvert nyt kontor har jeg medbragt min computer, kontorstol og skuffedarium med personlige ejendele. Skrivebordet er blevet stående, da de alle er nogenlunde ens. Kontorskiftene er sket, når faggrupper, fx økonomerne eller juristerne, er blevet flyttet til et andet kontor med en anden kontorchef, eller hvis nye medarbejdere er kommet til. Organiseringen af de fysiske kontorer er en kabale, som kontorchefen hver gang forsøger at få til at gå op i forhold til, hvem der ønsker eller har brug for enekontor, hvem der skal sidde på samme kontor, hvem der skal sidde tættest på chefen, og hvor der er plads. Overordnet set skal Socialforvaltningen tage sig af handicappede, psykisk syge, misbrugere, hjemløse, prostituerede samt udsatte børn. Den centrale del af Københavns Kommunes Socialforvaltning er opdelt i en række kontorer, som bliver ledet af hver sin kontorchef samt en eller to vicekontorchefer. Nedenfor er en liste i alfabetisk orden, som viser, hvordan opdelingen er struktureret i henholdsvis et kontor, som betjener det politiske udvalg (1); tre kontorer, som tager sig af driften og udviklingen af bosteder og dagtilbud (2,3,4); to kontorer, der arbejder med politiske mål og rammer inden for de forskellige områder og har ansvaret for alle sagsbehandlerne, som er opdelt i fire myndighedscentre for misbrugere, handicappede, børn og familier samt psykisk syge (5,6); ét kontor, som tager sig af it-udvikling (7); to HRkontorer (8,9); to tværgående kontorer, der har ansvar for den overordnede økonomi (10,11); ét kontor, som arbejder tværgående for boliger til alle borgere, som hører under Socialforvaltningen (12); samt ét kontor, som ligeledes arbejder på tværs af de øvrige kontorer og har det overordnede ansvar for effektstyring og udvikling af indsatser til at støtte op om dette (13). 1. Direktions- og borgmestersekretariatet & Kommunikation 2. Drifts- og udviklingskontoret for handicap 3. Drifts- og udviklingskontoret for børn og familier 4. Drifts- og udviklingskontoret for udsatte grupper og psykiatri 5. Mål- og rammekontoret for børn og familier 6. Mål- og rammekontoret for Voksne 7. Kontoret for Digitalisering 8. HR Udvikling 9. HR Administration 10. Tværgående Økonomi 11. Kontoret for Regnskab 12. Kontoret for Bolig 13. Kontoret for Resultater Igennem de sidste 4-5 år, hvor jeg har været ansat som både fuldmægtig og forsker i forvaltningen, har kontorerne været organiseret på forskellige måder, og jeg har derfor et stort netværk af tidligere kollegaer rundt omkring i organisationen. De embedsmænd, jeg har talt med, er således både nuværende og tidligere kollegaer og nogle af dem mine venner. Da jeg overgik fra at være ansat som fuldmægtig og til forsker, blev jeg en del af en nyoprettet forsk- 10

21 ningsenhed, som i skrivende stund hører under Mål- og Rammekontoret for Voksne, hvor der er ca. 25 medarbejdere med en stor udskiftning af især studentermedhjælpere og folk i jobtræning. Da jeg startede på kontoret i slutningen af 2008, var der en væsentlig større udskiftning af medarbejdere, men efter arbejdsløsheden begyndte at stige, blev udskiftningen mindre. Udskiftningen af medarbejdere betød, at der tidligere blev skabt rum til at give opgaver videre til andre, enten fordi man blev bedt om det, eller fordi man selv ønskede nye faglige udfordringer i andre arbejdsopgaver, men i dag er arbejdsopgaverne i hænderne på de samme embedsmænd i længere tid. Bostederne hører organisatorisk under Drifts- og Udviklingskontoret for udsatte grupper og psykiatri, og bostedslederne refererer til deres lokale centerleder i bydelen. Denne refererer til kontorchefen for ovennævnte kontor. 11 Thorupgården Bostedet ligger i et etnisk sammensat område på Nørrebro midt mellem beboelsesejendomme, butikker, caféer og ét af københavnernes udflugtssteder, søerne. Det er en stor rød murstensbygning af yngre dato sammenlignet med de fleste andre bygninger i området, som er fra omkring starten af 1900-tallet. Bygningen har fire etager og består af to bygninger i vinkel, så den spænder over to gader. Den blev bygget som et plejehjem for ældre og blev i 1980 erne omdannet til et socialpsykiatrisk plejehjem. Det betød, at de beboere, som flyttede ind dengang, var ældre psykisk syge, men efterhånden steg behovet for boliger til borgere med sindslidelser i alle aldre. I dag bor der derfor såvel yngre som ældre beboere, men tal fra Danmarks Statistik viser, at beboere på socialpsykiatriske bosteder i København overvejende er mellem 40 og 60 år. Dog huser Thorupgårdens 4. sal unge mennesker med sindslidelser mellem 18 og 25 år. Når disse beboere fylder 25 bliver de tilbudt den næste ledige bolig på 1., 2. eller 3. sal. Der bor i alt 112 mennesker med sindslidelser; 61 i et-værelseslejligheder med bad og toilet og uden køkken, og 51 i to-værelses lejligheder med bad, toilet og køkken. På 2. sal, hvor mit feltarbejde primært fandt sted, bor der 34 beboere og der er 16 medarbejdere. Når man går ind ad hovedindgangen til Thorupgården går to glasdøre til side og man går op af et par trappetrin til et stort åbent rum med et stort rundt bord, læderstole og en masse planter. Går man til højre, kommer man ind på administrationsgangen med kontorer og mødelokaler og fortsætter man lige ud, når man til kantinen, som er et stort rum med perleforhæng som rumdelere. I den ene side ligger køkkenet bagved en lang disk. Her kan beboerne købe et varmt måltid mad midt på dagen og en kold ret om aftenen. Går man til venstre kommer man ind i et rum med trapper og elevatorer, som fører op til de fire etager, hvor boligerne ligger. Der ligger 34 boliger på hver af de tre første etager, mens 4. etage kun huser 10 beboere. Fortsætter man ligeud kommer man ind i caféen, som rummer et stort åbent køkken, to store spiseborde, sofaarrangementer og udgang til en stor altan, som om vinteren kun huser rygende beboere og medarbejdere, men hvor flere opholder sig om

22 sommeren. I forlængelse af caféen ligger der nogle kontorer til cafépersonalet og nattevagterne samt et stort lokale med poolbord og plads til kreative aktiviteter som fx syning. Der er også et stort motionsrum og et lille rum med en massagestol. Går man tilbage til trapperne og op på 2. sal, kommer man op til det område og de mennesker, som dannede en væsentlig del af rammen for mit feltarbejde. Alle etager er i vinkel, hvor den ene gang huser beboere, som bor i to-rums boliger, og den anden gang huser beboere i et-rumsboliger. Går man ind på gangen med to-rums boligerne, står der en sofa lige til venstre for indgangen, og et mørkerødt gulvtæppe, som ikke når helt ud til væggen, løber ned ad gangen. Ingen beboere opholder sig her. Man ser dem kun, hvis de forlader eller vender hjem til deres bolig. Det samme mørkerøde tæppe løber ned ad et-rumsgangen, og da det er her personalekontorerne og fællesrummene er placeret, er der væsentlig mere leben med beboere, som har brug for hjælp af socialarbejderne, og socialarbejdere, der går rundt med nøglebundter og telefoner med alarmer. I den ene ende ad gangen kan man gå ud på en altan, som er det sted, hvor medarbejdere og beboere mødes for at ryge. Beboerne må gerne ryge i deres bolig, men søger ofte selskab på altanen. Hele den venstre side ad gangen består af et-rums boligerne, med undtagelse af medicinrummet, mens den højre side af gangen består af personalekontorer, fælleskøkken, fælles stue/spisestue, garderobe til personalet og rengøringsrum. Der står lænestole og sofaborde placeret ned langs højre side af gangen, hvor jeg ofte sad med beboere og personale og drak kaffe og snakkede. I to-rums boligerne er der et soveværelse og en stue adskilt af et stort skab, der fungerer som rumdeler, et køkken i forlængelse af stuen, et badeværelse og en lille fordelingsentré. Et-rums boligerne har kun et enkelt værelse, et badeværelse og en lille fordelingsentré. Selve boligerne var meget forskelligt indrettet. Jeg blev langt fra inviteret ind hos alle, men en del inviterede mig ind, så jeg kunne se, hvordan de boede, eller fordi de ønskede at tale privat med mig. De fleste beboere var ikke ferme med støvsugeren og havde, trods flere år i boligen, ikke gjort noget væsentligt ud af indretningen. Nogle havde billeder på væggen, mens andre havde en tegning hængende eller slet ikke noget. Det kunne være svært for mig at blive længe hos nogle af beboerne, som sjældent gjorde rent, ryddede op og luftede ud. Lugten kunne være harsk, bitter og sur. Andre beboere boede som jeg selv. Mit første møde med Thorupgården var en rundvisning i foråret Det var ikke ordet institution, jeg tænkte på ved første syn, selvom det er et stort bosted med over 100 beboere. Det første indtryk var snarere af et hotel på grund af lobbyen og de lange gange med tæpper, der løber ned i midten, og som jeg ofte så blive støvsuget, og rengøringshjælpen, som også var socialarbejder, havde ofte en vogn med rengøringsmidler stående et eller andet sted på gangen. Det var den samme vogn, beboerne brugte, når de skulle gøre rent i deres bolig. Dørene indtil boligerne lignede værelser på et hotel, bortset fra de forskellige navneskilte. Ingen beboere havde dørmåtter eller andet personligt liggende foran deres dør, da det besværliggør rengøringen. Dog havde en del beboere navneskilte, billeder og klistermærker på selve døren. 12

23 På feltarbejdets første dag gav en beboer mig følgende beskrivelse af Thorupgården: Randers er en by i provinsen, mens Thorupgården er en provins i byen. Han uddybede sit ordspil med at forklare, at alt hvad man har brug for i det daglige ligger på eller lige omkring Thorupgården. Det er et sted, man kan bo, spise, have fritid og beskæftigelse samt socialt samvær. Man behøver kun forlade Thorupgården for at købe ind, og selv det kan socialarbejderne gøre for én. Thorupgården deler således visse karaktertræk med Goffmans totale institution som et sted, hvor ( ) et større antal ligestillede individer sammen fører en indelukket, formelt administreret tilværelse, afskåret fra samfundet udenfor i en længere periode (Goffman 1967 [1961]: 9). Thorupgården er ikke afskåret fra det omkringliggende samfund og beboerne er frie til at flytte, når de vil. Dette til trods fører mange beboere forholdsvis isolerede tilværelser inden for murene eller lige omkring bostedet. De beværtninger, beboerne som oftest frekventerer, er sjældent de samme caféer, som den yngre del af områdets befolkning besøger (de mere hippe caféer) det er snarere de gamle bodegaer, hvor alle kender alle, og man kan sidde i fred med en øl. Og en del beboere kommer sjældent eller aldrig uden for murerne eller sågar deres boliger. Tranehavegård Forskellen på de to bosteder er, at på Thorupgården har beboerne lovmæssigt mulighed for at blive i længere tid end på Tranehavegård. I praksis forholder det sig dog således, at beboerne ikke kan blive smidt ud af kommunen, da de er voksne mennesker de skal selv vælge at flytte. Derfor har der i Tranehavegårds tid været meget få udflytninger i forhold til, at beboerne i overensstemmelse med bostedets officielle formål burde flytte hurtigere ud. Tranehavegård ligger i Sydhavnen, og bostedet består af to røde murstensbygninger, som er en del af en større bebyggelse af ældreboliger. På grund af et faldende antal af ældre mennesker i Københavns Kommune er en del ældreboliger blevet overtaget af Socialforvaltningen og bliver brugt til socialt udsatte, især borgere med sindslidelser. Allerede første gang jeg ankom til Thorupgården fik jeg fornemmelsen af, at det var et særligt sted, mens Tranehavegård mest af alt mindede om almindelige etagebygninger. Første gang jeg kom derud, havde jeg derfor også svært ved at finde ud af, hvordan jeg kom ind i bygningen. Jeg ringede på adskillige beboeres dørtelefoner ude fra gaden, før jeg blev lukket ind i hovedbygningen, gik et par trin op ad en trappe og derefter ind ad en dør, som førte ind til fællesrummene og kontorerne. Tranehavegård åbnede i 2007 med kun én bygning, som rummer 24 boliger, otte på hver af de tre etager, hvoraf 21 af boligerne er to-rums boliger og tre er et-rums boliger. I stueetagen ligger personalekontorerne, personalets mødelokale og fællesrummene, som består af en stor og åben stue, spisestue og køkken. Derudover ligger der et mindre motionsrum og et medicinrum. Tranehavegård blev siden hen udvidet med endnu en bygning på den anden side af gaden lige op ad Vestre Kirkegård. Denne bygning rummer i alt 20 lejligheder fordelt på 12 to- 13

24 rums boliger på op til 70 m2 og 8 et-rums boliger. Alle lejligheder i begge bygninger har mindst én altan. Rundt om bygningerne er der grønne arealer med buske, træer og græs. Personalet var delt op i to teams, og hvert team havde deres eget kontor med to computere hvert sted. Derudover var der et af personalet kaldet forkontor, og det blev løbende diskuteret, hvordan det bedst kunne bruges. Der lå også et større mødelokale, som havde plads til samtlige medarbejdere samt et kontor til lederen og stedfortræderen. I løbet af feltarbejdet blev der flere gange byttet rundt på kontorerne, så jeg var ofte forvirret over, hvem der hørte til hvilke kontorer. Som på Thorupgården var nøgler og telefoner med alarmer en del af socialarbejdernes uniform. I starten af feltarbejdet hændte det, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg talte med en beboer eller en socialarbejder, men det blev afklaret af den store sorte telefon, som de fleste ansatte bar i hånden eller i bukselinningen, og som ofte ringede. Dette afsnit har beskrevet feltens organisatoriske sammenhæng og fysiske rum. I det følgende sætter jeg felten ind i en analytisk ramme og lægger dermed an til en senere udfoldelse og definition af de sociale handlerum, som vil være gennemgående i afhandlingen. ANALYTISK RAMME Det overordnede analytiske greb i afhandlingen er tværsnittet af Socialforvaltningen med de tre sociale handlerum: embedsmænd, socialarbejdere og beboere. Disse sociale handlerum vil blive nærmere defineret efter afsnittet om den teoretiske ramme. Analyserne i denne afhandling begyndte allerede ved valget af felten og fortsatte igennem feltarbejdet; især da jeg begyndte at dele mit fokus mellem de to socialpsykiatriske bosteder og forvaltningen. At skrive en afhandling indebærer et kontinuum af analytiske valg, hvoraf det mest grundlæggende i nærværende kontekst er valget af en opdeling af embedsmænd, socialarbejdere og beboere i tre sociale handlerum. I løbet af skriveprocessen har der været flere begreber i spil for bedst at kunne beskrive embedsmænds, socialarbejderes og beboeres idealer samt muligheder og begrænsninger for handlen. Jeg kunne have valgt at se Socialforvaltningen som en samlet felt, men igennem flere års tilstedeværelse i felten, både som embedsmand og senere som forsker, blev det gradvist tydeligere for mig, at der er noget særligt på spil blandt de forskellige aktører. Billedligt ser jeg handlerummene som tre bobler, som er gensidigt afhængige af hinanden brister den ene, brister de andre men som hver især er forskellige og foranderlige i både farve, tekstur, form og bevægelighed, men med særlige muligheder og begrænsninger for handlen, som er med til at definere dem. Derfor har det været nødvendigt at finde et begreb, som både kan rumme særegenheder og ligheder inden for de forskellige handlerum og i handlerummenes mellemrum. I politiske organisationer er embedsmandsblikket ofte privilegeret i forhold til andre, da det er hos embedsmændene, at the work of policy udfolder sig og hvis formål det er at skabe forandringer og sikre legitimiteten af en social orden (Shore og Wright 2011: 3). Det er dog 14

25 ikke kun blandt embedsmændene, at politik praktiseres, men i høj grad også blandt de mennesker, som står over for borgeren i det daglige (Siiger 2009) dem, som Michael Lipsky skalder for street-level bureaucrats og som forventes at indordne sig. Dog er street-level bureaucrats ikke altid enige i den formelle strukturs måder at legitimere organisationen, men de er ikke i en position, hvor de kan give udtryk for deres modstand og blive hørt, og derfor bruger de personlige strategier for at vise deres usamarbejdsvillighed (Lipsky 2010 [1980]: 16-17). Ved at lave et tværsnit undgår jeg at overtage organisationens politiske program (policy) som analytisk ramme, men ser den snarere som en del af empirien, nemlig organisationens officielle selvbillede, på lige fod med socialarbejderes og beboeres selvforståelser. Antropologen Barbara Czarniawska har lavet omfattende studier af organisationer og organisering, og hun mener ikke, at det giver mening at studere organisationer, da dette vil være det samme som at opfatte noget abstrakt som konkret i stedet skal vi fokusere på studier af organisering, da organisering aldrig stopper, som organisationer gør (Czarniawska 2004: 780). Igennem hele feltarbejdet har jeg stræbt efter viden om noget, der var umuligt at gribe om og vanskeligt at skrive om, da Socialforvaltningen er en stor og kompleks organisering, som kontinuerligt er under forandring. I organisationsstudier begyndte man i 1970 erne og 1980 erne at fokusere tematisk på organisationer som inkongruente, tvetydige og paradoksale (Hatch og Erhlich 1993: 505), og der er forsket i dette i forskellige empiriske kontekster. I denne afhandling er fokus ligeledes på dilemmaer, paradokser og mangel på sammenhæng, men i stedet for et empirisk udgangspunkt blandt en enkelt gruppe i organisationen, forsøger jeg at udfolde hverdagslivet hos såvel embedsmænd som socialarbejdere og beboere, både i deres egen kontekst (jf. Vike et al [2002]) og set i sammenhæng med hinanden. Denne analytiske tilgang leder ikke hen til en grand finale, som kan hjælpe til en løsning på diskrepansen mellem idealer og betingelser, men hvert analytisk kapitel vil på forskellig vis belyse, hvordan diskrepansen opstår, opfattes og håndteres af aktørerne i praksis. TEORETISK RAMME Det teoretiske afsæt i denne afhandling er ikke entydig, men valgt ud fra, hvilke teorier, der bedst muligt kan udfolde den differentierede empiri, som er affødt af et feltarbejde, som er foregået flere fysiske steder i København, inden for forskellige arbejdsområder og sågar inden for både arbejdsliv og privatliv. En enkelt teoretisk ramme vil ikke være i stand til at rumme disse forskellige livsverdener, og derfor har jeg valgt en eklektisk brug af teori, som er forbundet med og kan udfolde empirien. Embedsmændenes handlen lader sig bedst analysere gennem teoretiske og tematiske overvejelser over organisationer, organisering og policymaking (fx Czarniawska 2004, Shore og Wright 1997, Wright og Reinhold 2011, Mosse 2011, Apthorpe 1997, Vike et al [2002], Vike 2003, Schwartzman 1987). Samtidig er denne teoretiske og tematiske tilgang frugtbar i forståelsen af (u)sammenhængen i Socialforvaltningen. For at udfolde socialarbejdernes og beboernes handlerum har jeg søgt hjælp hos antropo- 15

26 logisk forskning i socialt arbejde og psykiatri (fx Rhodes 1995 [1991], Desjarlais 1996, 1994, Braathen 1994, Siiger 2009, Jöhncke 2002, Jöhncke et al. 2004, Morgen 2001). I dette afsnit vil jeg vise, hvordan velfærdssamfundet er et forsøg på at skabe en social orden ved både at være afgrænsende og selvgenererende i den forstand, at der hele tiden opstår nye grupper i samfundet, som det skal tage sig af. Velfærdssamfundet som et socialt system skal kontinuerligt vise og bevise sin relevans og legitimitet, men det skal samtidig forsøge at afvikle sig selv, hvilket skaber en grundkonflikt, som diskrepansen mellem idealer og betingelser er en del af. Min tese igennem afhandlingen er, at aktørerne i Socialforvaltningen i Københavns Kommune forsøger at skabe en bestemt form for social orden, men i processen skabes en anden social orden end den intenderede eller rettere: en social ordnen, som giver mening for nogen, men skaber kaos for andre. DISKREPANSEN MELLEM IDEALER OG BETINGELSER Diskrepansen imellem idealer og betingelser er ikke en ny samfundsdiskussion; allerede før vor tidsregning forholdt den græske filosof Platon sig til statens udformning igennem forholdet mellem fænomenernes og idéernes verden. Diskrepansen viser sig i dag på mange måder, både på individniveau og samfundsniveau, og denne afhandling vil forsøge at rumme begge, da de er uløseligt forbundne. På samfundsniveauet er der i den danske velfærdsstat indbygget en forventning om, at borgernes behov vil blive mødt, men der vil hos borgerne i velfærdsstaten kontinuerligt opstå nye behov, som skal tilgodeses, og dermed er antallet af de ydelser, velfærdsstaten skal imødekomme grænseløse (Vike et al [2002]: 11). Det betyder, at lovgivningen er under konstant forandring og at organiseringen af samfundets institutioner er under konstant udvikling. Herigennem fastholdes en mytisk forestilling om at opnå den perfekte organisering af staten på en måde, så borgernes behov potentielt vil blive imødekommet. På det individuelle niveau kommer diskrepansen mellem idealer og betingelser til syne, når de forestillinger, man gør sig om sit arbejde, sin fremtid etc. ikke lever op til forventningerne, men kontinuerligt udfordres fra mange sider. I nærværende kontekst udfordres embedsmændene af korte deadlines, af socialarbejdere, der ikke gør, som de bliver bedt om eller gør det forkert, og af beboere, som ikke udvikler sig på den bureaukratisk planlagte måde. Socialarbejderne udfordres til gengæld af embedsmændenes krav til udførelsen af det sociale arbejde krav, som ikke hænger sammen med praksis, da de ofte er udtænkt ved et skrivebord, og som et forsøg på at opfylde lovmæssige krav om ydelser, overholdelse af økonomi og en opretholdelse af systemet. Beboerne bliver udfordret af embedsmænd og socialarbejderne, som igennem imperativet om personlig udvikling i højere grad fastholder dem i en rolle som klienter 5, selvom bostedernes officielle formål er, at tilbagegive beboerne den autonomi, som 5 Klientgørelse og institutionalisering er et interessant perspektiv på velfærdssamfundets indbyggede dilemmaer, men jeg vil undlade en længere diskussion af dette i afhandling, da problematikken allerede er velbeskrevet inden for både antropologien og sociologien (se fx Järvinen og Mik-Meyer 2003, Mik-Meyer 2004, 2005, Goffman 1967 [1961]). 16

27 de har mistet i et langt sygdomsforløb. Derudover udfordres beboernes af sindets uforklarlige beskaffenhed, som vanskeligt lader sig kontrollere af andre, ej heller af dem selv. Det synes som om embedsmændene igennem deres arbejde i højere grad fastholder en tilknytning til utopien om velfærdssamfundet som opnåelig og målbar, mens socialarbejdere har en mere praktisk, realistisk og pragmatisk 6 forståelse af, hvad der er muligt at udrette i socialt arbejde med psykisk syge borgere. Beboerne i socialpsykiatrien er kendetegnet ved en tilstand af overtilstedeværelse i det faktiske og konkrete gennem deres forsøg på at få en hverdag til at fungere og på sigt få en bedre livskvalitet; diskrepansen viser sig her ved, at beboerne ønsker sig en fremtid med et andet indhold end det, der præger deres nutid, men de har svært ved at handle på deres ønsker og forventninger. Vores samfund og livet i sig selv består af så indviklede strukturer og komplekse relationer, at man umuligt kan overskue dem, og det skaber en frygt for det ukendte (jf. Vigh 2011: 94, Jenkins 2011: 141, Simmel 1998: 66, Luhmann 1989 [1968]: 59), som aktørerne i de tre sociale handlerum forsøger at komme til livs ved at foregribe fremtiden gennem forskellige former for handlen, som er med til at bestemme den sociale orden, som skabes og opretholdes i Socialforvaltningen. SOCIAL ORDEN Diskussionen om hvordan social orden skabes, udvikles og opretholdes, er et af samfundsvidenskabens grundspørgsmål: Hvordan er samfundet muligt, spørger den tyske filosof og sociolog Georg Simmel i bogen af samme navn (1998). Simmels spørgsmål forekom mig relevant, da jeg efter endt feltarbejde sad med et omfattende empirisk materiale, som samtidig var så forskelligt hvad angik embedsmænd, socialarbejdere og beboere, at en syntetisk analyse af disse handlerum syntes som en umulig opgave. Hvordan opretholdes en social orden i Socialforvaltningen midt i al diskrepansen, paradokserne, dilemmaerne og frustrationerne, kunne man spørge. I udfoldelsen af embedsmændenes, socialarbejdernes og beboernes arbejds- og hverdagsliv søger jeg at forklare og diskutere kompleksiteten hos en flig af det danske velfærdssamfund, hvilket i sidste ende vil sige noget generelt om det at være borger i dagens Danmark, både i det moderne arbejdsliv og som social udsat uden arbejde, og både som privat menneske og i arbejdslivet. Mange teoretikere har givet deres bud på, hvordan en social orden skabes og opretholdes i et samfund. Antropologer som strukturfunktionalisterne Alfred Radcliffe-Brown og Derrick 6 Begrebet pragmatisme stammer etymologisk set fra det græske ord for handling eller gerning : pragma. Pragmatikeren forsøger at finde en form for mening i praktiske konsekvenser snarere end i idealistiske konsekvenser med andre ord: Der kan ikke være en forskel, hvis det ikke gør en forskel (Stefansen 1996 [1982]: 9, forfatters egen kursiv). Jeg bruger begrebet pragmatisk i denne afhandling som et udtryk for handlen i de situationer, hvor der ganske enkelt ikke er tid til at reflektere, endsige overveje om handlingen lever op til ens idealer. 17

28 Stenning undersøgte indfødte folk og analyserede opretholdelsen af ligevægt igennem deres møder med samfund uden en nedskrevet lov eller en formel regering. Her fandt de andre byggesten, som sikrer en opretholdelse af samfundet: slægtsskabsstrukturer, hushold, myter og riter (Radcliffe-Brown 1964 [1922], Stenning 1996 [1962]). Strukturalisten Claude Lévi- Strauss undersøgte, hvordan de kategorier, som indfødte opdeler verden i, er interessante i kraft af deres underliggende mønstre. Han var blandt andet inspireret af lingvistikkens modeller og bruger dem dels til at argumentere for antropologien som videnskab og dels til at analysere slægtskab som en af samfundets bærende strukturer (Lévi-Strauss 2000 [1963]). I sociologien har Max Weber skrevet om den sociale orden blandt andet med fokus på bureaukratiet som middel til statens opretholdelse. Ifølge Weber er bureaukratiet kun fuldt udviklet i den moderne stat og karakteriseret af retskredse og domsmyndigheder; af kontorhierarkier; at et ledelsesrationale, som bygger på skriftlige dokumenter; specialiseret ledelse; fuld arbejdskapacitet; og generelle regler (Weber 2006 [1968]: 49-50). Bureaukratiet er et produkt af en historisk udvikling (Weber 2006 [1968]: 70) og en nødvendighed i en demokratisk stat, hvor problemer med ligebehandling og forudsigelighed ikke kan løses af en demokratisk forvaltning, men igennem regler og systemer (Månson 2000: 103). Webers syn på bureaukratiet som bestående af regler og systemer er også en del af systemteoretikeren Niklas Luhmanns forståelse af skabelse af en social orden. Tænkningen i systemer har længe haft behov for retfærdiggørelse i forhold til common sense og almindelig dagligdags forståelighed, skriver han i sit forsvar for en systemteori (Luhmann 1992: 10). Ifølge hans teori er samfundet opdelt i forskellige systemer, som hver især udfylder deres position i samfundet: retssystemet, det politiske system, uddannelsessystemet, forskningssystemet, det økonomiske system, det militære system etc. Systemerne skal ikke forstås som bygninger og låste døre, men som regler, forordninger og mennesker, der opretholder disse. Systemerne er selvreferentielle, selvorganiserende og selvbestemmende, men kan alligevel kommunikere med og er afhængige af deres omverden (Harste 2009: 866) samtidig med, at de fungerer uafhængigt af hinanden i den forstand, at det økonomiske system ikke har indflydelse på æstetikken i det kunstneriske system. Dog argumenterer Luhmann for, at der inden for de forskellige systemer er subsystemer, som sikrer strukturelle koblinger imellem systemerne kunsten overlever ikke uden penge og forskning har (måske) indflydelse på politiske beslutninger (Hagen 2001: 385). Luhmann mener ikke, at de forskellige systemer er hierarkisk placerede i forhold til hinanden, men at de er lige vigtige og derfor skaber et flerkontekstuelt samfund (Hagen 2001: 382). Sociologiens perspektiv på skabelse af en social orden, er ikke kun behandlet på et overordnet samfundsteoretisk niveau, men også på de sociale strukturer imellem mennesker. Sociologen Erving Goffman undersøgte igennem sine teorier om social samhandling og mikrosociologi, hvad der sker i mødet mellem mennesker i samfundet hvordan den sociale orden opretholdes. Han bruger begrebet roller til at analysere samspillet mellem mennesker: Rollen er altså 18

29 socialiseringens grundenhed. Det er ved hjælp af roller at opgaverne bliver fordelt i samfundet, og ved hjælp af roller at man skaber ordninger til at sikre deres udførelse (Goffman 2004: 196). Med til en rolle følger en personlighed eller personlige egenskaber, som man både tager på sig og bliver tilskrevet af andre (ibid). Det gennemgående spørgsmål i disse teorier handler om, hvad der skaber og opretholder en social orden, når uorden synes som en så nærliggende mulighed og faktisk kan iagttages som sociale sammenbrud i verden omkring os. Spørgsmålet om social orden er udforsket på forskellige måder af forskellige fagdiscipliner og teoretikere, og når vi i dag undersøger dette spørgsmål, har vi for så vidt alle disse teorier med i vores overvejelser. Igennem denne afhandling vil jeg undersøge den sociale orden i det danske velfærdssamfund ud fra en analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Københavns Kommunes Socialforvaltning. For at kunne gøre det, bliver jeg nødt til at skabe min egen tilgang til social orden igennem det, jeg definerer som de sociale handlerum, som jeg vil definere i det næste afsnit. DE SOCIALE HANDLERUM Jeg har valgt at betegne og analysere de tre centrale grupperinger i denne afhandling embedsmænd, socialarbejdere og beboere gennem de sociale handlerum, som de agerer i. Definitionen af de sociale handlerum handler om muligheder og begrænsninger for handlen, perspektiv på verden, positioner og roller. Durkheim skriver, at den arbejdsdeling, som opstod med industrialiseringen og som er fordret af nye former for specialisering siger noget om samfundets sociale klasser (Durkheim i: Baarts 2004: 348). I Socialforvaltningen er der også skabt en særlig arbejdsdeling og specialisering i forsøget på at skabe en social orden. De sociale handlerum tager udgangspunkt i denne arbejdsdeling, hvor embedsmændene sidder langt væk fra borgerne, mens socialarbejderne indgår i direkte relationer med borgerne i det daglige. Aktørerne i de tre sociale handlerum er derfor medskabere af en social orden og omvendt er den sociale orden medskaber af de sociale handlerum. De skal anskues som dynamiske og handlingsorienterede, paradoksale og modsætningsfyldte, samt individuelt og strukturelt begrænsende og mulighedsgivende. I de forskellige handlerum er der forskellige former for individuelle og kollektive idealer på spil. Socialarbejdernes idealer handler om, at deres arbejde burde genereres af beboernes behov og deres egen social- eller sundhedsfaglighed, men de er samtidig underlagt betingelser om, hvordan dette arbejde bør udføres, som ikke nødvendigvis svarer til deres idealer. Deres arbejde med beboerne er betinget af galskaben, som sætter nogle begrænsninger for, hvad der er muligt at udrette med beboerne, men samtidig er det beboernes galskab, der muliggør, at socialarbejderne har et arbejde på bostedet. Embedsmændenes idealer handler om at skabe de gode rammer for, at socialarbejderne kan hjælpe beboerne til at blive mere selvstændiggjorte og at beboernes udvikling kan blive lettere at kontrollere og måle, men igen bliver beboernes galskab en udfordring, da deres udvikling mod uafhængighed ikke nødvendigvis ta- 19

30 ger den bureaukratisk definerede rute. Beboernes idealer handler om at få et for dem værdigt liv for nogle betyder det at bo i egen bolig, mens det for andre handler om at komme bedst muligt igennem dagen. Som menneske er vi alle underlagt nogle muligheder og begrænsninger for at handle, og det gælder også embedsmænd, socialarbejdere og beboere, som er underlagt både individuelle og strukturelle muligheder og begrænsninger for at deres idealer kan blive udfriet. Fælles for både embedsmænd, socialarbejdere og beboere er, at de på forskellig vis er genstand for politik (jf. Jöhncke 2002: 37). Embedsmænd og socialarbejdere formidler og medierer på forskellig vis mellem politik og praksis, mens beboerne forsøger at skabe eller fastholde en for dem værdig livsstil. Dog er der mange forskelle og meget dem og os på spil imellem handlerummene. En beboer fortalte mig i starten af feltarbejdet, at jeg aldrig ville blive én af dem, da jeg ikke er psykisk syg. Da jeg flyttede ind på Tranehavegård i en uge i slutningen af mit feltarbejde, blev jeg imidlertid netop modtaget som en af dem af beboerne, mens socialarbejderne trak sig næsten umærkeligt væk fra mig som var jeg ikke længere én af dem. Opdelingen af de sociale handlerum tager derfor udgangspunkt i en empirisk kategorisering. I det næste afsnit vil jeg definere, hvad der karakteriserer de forskellige sociale handlerum. ROLLER, PERSPEKTIVER OG POSITIONER Med Kirsten Hastrups ord har jeg et forskningsblik på individet som et selvstændigt og aktivt handlende individ, der kan sætte sig ud over vanetænkning og systemtvang, og som del af et større fællesskab, der sætter visse begrænsninger på udfoldelsen (Hastrup 2004a: 202). Formålet med dette afsnit er at afgrænse de fællesskaber, som er en del af Socialforvaltningen dem, jeg kalder for de sociale handlerum. I dette afsnit udfolder og definerer jeg derfor min forståelse af de sociale handlerum, samt hvad der er på spil inden for dem og i samspillet imellem dem. Ovenfor beskrev jeg Goffmans perspektiv på skabelsen af en social orden gennem roller, som sørger for, at samfundets opgaver bliver fordelt og udført. Han skriver, at individet som regel vil opføre flere roller, som det selv administrerer ved at lade én være i forgrund og de andre i baggrund. Det giver individet mulighed for at gå ind og ud af roller og tilmed udføre modstridende roller i forskellige kontekster (Goffman 2004: 200). Dog viser min empiri, at embedsmænd, socialarbejdere og beboere netop er nødt til at handle i situationer, der for dem opleves som paradoksale eller modsætningsfyldte, og her kommer rollebegrebet til kort. Goffmans hensigt er at udvikle rollebegrebet til at studere, hvordan mennesker inden for en institutionel ramme handler i øjeblikket, men han fokuserer på situerede øjeblikke i et system og sammenligner dem med en karruseltur, hvor nogle rider på hestene, nogle styrer karrusellen og andre kigger på. 20

31 Snarere end at embedsmanden, socialarbejderen og beboeren udfylder hver deres rolle, er der inden for de sociale handlerum flere roller, som skal udføres og nogle gange på samme tid. Embedsmændenes roller handler om at føre politikernes og direktionens beslutninger ud i livet på en måde, så det giver mening for de mennesker, beslutningerne angår (som regel socialrådgivere, socialarbejdere og deres mellemledere). Derudover skal de lægge strategier, sætte rammerne og foretage prioriteringer (især økonomiske). De skal derfor både have en formidlende og ledende rolle som dem, der ved mest om forvaltning af socialt udsatte borgere, politikernes visioner og de økonomiske rammer og som skal overbevise socialarbejderne om dette og dermed også kunne fortælle en historie, som giver mening og sammenhæng. Men de skal også være en stødpude, da det er dem, der tager imod socialarbejdernes frustrationer, når ikke de forstår meningen med nye initiativer om fx dokumentation og effektstyring. Socialarbejderne udfylder ligeledes flere roller i relation til både beboerne og til systemet. De har pligt til at sikre, at beboerne får den støtte de har brug for, men også at bostedet som helhed fungerer og at de lever op til systemets krav om dokumentation. Det betyder, at de både skal være inddragende, terapeutiske, støttende, motiverende, omsorgsgivende, opdragende, kontrollerende og dokumenterende. Samtidig skal de være koordinerende på beboernes vegne, når de hjælper dem med kontakt til andre offentlige myndigheder. Disse roller strider nogle gange imod hinanden, fx når de i deres tilgang til beboerne både skal være inddragende og dokumenterende, eller terapeutiske og kontrollerende (jf. Jöhncke 2002: 31). Hvor embedsmænds og socialarbejderes roller knytter an til deres arbejdsliv, handler beboernes roller om deres liv som helhed. Foruden de roller, som de udfører i deres familier og øvrige sociale omgangskreds, er deres største rolle den som beboer på et socialpsykiatrisk bosted, hvor de både er modtagere af sociale velfærdsydelser, mens der samtidig forventes noget af dem. De lærer derfor at navigere imellem rettigheder og pligter, og hvordan de får mest muligt ud af deres ophold på bostedet ved at opføre sig på bestemte måder i forskellige kontekster, fx kan det være en fordel for at dem at tage en klient-rolle i visse situationer, mens de i andre situationer viser, at de har styr på deres liv. Goffman åbner selv op for en mere kompleks tilgang til at udføre en rolle (Goffman 2004: , 212), men i konteksten af en dansk socialforvaltning bliver det dog yderligere komplekst, når tre karruseller skal holdes i gang samtidig af henholdsvis embedsmænd, socialarbejdere og beboere, og de alle har en mening om de andres måde at styre tingene på, endda har embedsmændenes beslutninger og beføjelser vidtrækkende konsekvenser for socialarbejdere og beboere, hvis beslutninger har konsekvenser for færre mennesker, men til gengæld angår de nære relationer og særdeles personlige emner. Karrusellerne kan anskues som tre adskilte systemer med hver deres forventninger til og måder at lede, fordele og udføre arbejdet på men som skal fungere inden for samme overordnede system. 21

32 Bourdieu viser med sit begreb om praktisk sans, at det er en måde at agere spontant i verden på uden på forhånd at opliste forskellige valgmuligheder og analysere situationen. Begrebet er relevant for at forstå de sociale handlerum, da ofte ikke har tid til denne form for refleksion i en hverdag, hvor de skal håndtere presserende problemstillinger inden for ganske korte tidsrammer. Det karakteristiske ved praksis er, at den er logisk, selvom den ikke er styret af logiske principper (Bourdieu 1996 [1992]-b: ). Bourdieu præsenterer hermed en dynamisk forklaring på, hvordan mennesker organiserer sig og skaber en social orden: Det sociale rum er en usynlig realitet som man hverken kan pege på eller røre ved konkret, og som organiserer agenternes praktikker og forestillinger og ( ) I dette rum eksisterer klasserne i en slags mulig tilstand, som en skitse eller som noget der er antydet ikke som noget givet, men som noget der må skabes (Bourdieu 1997 [1994]: 26, forfatters egen kursiv). Bourdieu skriver første gang om sit praksisbegreb i værket Udkast til en Praksisteori fra Her analyserer han kabylerne i Algeriet og viser, hvordan deres praksis ganske ofte ikke svarer til de normer, kabylerne selv mener, ligger til grund for den. Med andre ord viser Bourdieu, hvordan der er forskel på det folk siger, de gør; det, de gør; og de forklaringer, de giver på det, de gør. Hermed udfordrer Bourdieu Kenneth Burkes ord at gøre er at være (Kenneth Burke i: Goffman 2004: 197), da væren knytter an til langt mere end handlinger; væren knytter også an til de bagvedliggende tanker, drømme og selvrepræsentationer. I kabylernes møde med kolonimagten Frankrig bliver kabylerne mødt med et system af logikker og præferencer, som for dem er ukendt, og Bourdieu viser, at anerkendelse er en væsentlig dimension i det menneskelige samvær (Järvinen 2001: 344). Bag praksisbegrebet ligger dog en idé om, at et menneske bevæger sig fra ét sæt af normer til et andet sæt af normer; jeg mener, at der er mere end ét fælles sæt af normer på spil i de tre sociale handlerum i nærværende kontekst, men det er interessant at se på, hvad der sker, når handlerummene støder sammen ikke nødvendigvis i form af fysiske møder, men når aktørernes handlen i de sociale handlerum skaber uintenderede konsekvenser for hinanden i forsøget på at skabe en social orden. De sociale handlerum i nærværende kontekst har deres egne perspektiver på det sociale arbejde specifikt og velfærdssamfundets formål generelt; perspektiver, som hænger sammen med positioner og roller. Perspektivet for socialarbejdere rækker primært til det bosted, hvorpå de arbejder. De skal i hverdagen udføre alsidige arbejdsopgaver, som nok handler om beboerne, men i lige så høj grad opgaver, som er genereret af embedsmændene. Det betyder, at deres perspektiv når til bostedets rammer; til det myndighedscenter, hvor sagsbehandlerne, som træffer afgørelser om beboerne arbejder; og til psykiatriske centre, hvor beboerne hører til og behandles, og undertiden indlægges under tvang eller af egen fri vilje. Socialarbejderne konfronteres i hverdagen med beboerne og deres problemer, som de skal hjælpe dem med at løse. De oplever derfor beboernes sindslidelser og symptomer på nært hold, og de forsøger at håndtere de udfordringer, det har for beboerne og bostedet som institution. Derfor er der hos socialarbejderne et element kropslighed forbundet med relationen til beboerne. Det 22

33 er socialarbejderne, som bliver (eller kan risikere at blive) truet af beboerne, enten verbalt eller med knive eller lignende. Det er også dem, der bliver udsat for beboernes beklagelser, skæld ud eller psykotiske handlinger; og det er dem, der skal forholde sig til nogle beboeres uhygiejniske hjem eller fysiske fremtoning. Deres perspektiv rækker derfor ikke meget længere end til de sfærer, som beboerne bevæger sig indenfor. Samtidig skal socialarbejderne sørge for at bostedet som helhed fungerer i det daglige at en konkret social orden opretholdes; en orden, som betyder, at man ikke altid kan tage udgangspunkt i den enkelte beboer, men i fællesskabet som helhed. Deres position burde ideelt set give dem stor mulighed for indflydelse på beboernes personlige udvikling, men eftersom hverdagen levner forholdsvis lidt tid til refleksion og samvær med beboerne, bliver dagligdagens udfordringer ofte løst på pragmatisk vis i forhold til, hvad der er muligt lige nu og her. Embedsmændenes perspektiv er et andet, da formålet med deres arbejde er at indfri politiske målsætninger og skabe en social orden, som handler om at borgerne skal blive mere selvstændige og dermed uafhængige af velfærdssamfundet. Embedsmændene er ikke i fysisk kontakt med beboerne til hverdag på samme måde som socialarbejderne, og distancen til beboerne betyder at flere handlinger synes rationelle og gennemførlige, når de udtænkes bag skrivebordet, mens de i praksis vanskeligt lader sig gøre. Embedsmændene har et overblik over den organisatoriske struktur (kommunens institutioner, ministerier, klageinstanser etc.) og et samfundsmæssigt perspektiv på de dilemmaer, som er en del af Socialforvaltningen generelt og socialarbejdernes hverdag specifikt. Men de mærker ikke dilemmaerne på deres egen krop. Det er socialarbejderne, som i hverdagen skal stå til ansvar over for beboerne, når ikke der er tid til at hjælpe, beboerne ikke føler, de får hjælp nok eller måske at de får for meget hjælp og ønsker at blive ladt i fred. Embedsmændenes perspektiv på det sociale arbejde handler derfor i højere grad om systemer, procedurer og processer, end den relationsmæssige erfaring med det sociale arbejde. Det kaos, som socialarbejdere og embedsmænd forsøger at få styr på, oplever beboerne på deres egen krop. De udfordres af deres sindstilstand, som i perioder gør dem ude af stand til at tage vare på dem selv. Deres sociale handlerum består derfor i et perspektiv, som handler om at få hjælp og støtte til at opnå større kontrol over deres sind og deres hverdag om det så er på bostedet, på væresteder, i lokalmiljøet eller på den psykiatriske afdeling. FORHOLDET IMELLEM DE SOCIALE HANDLERUM Med reference til Luhmann burde de sociale handlerum være en del af det samme politiske system, men det synes som om, de er så afkoblet fra hinanden, at de snarere udgør hvert deres system. Luhmann viser med sin systemteori, hvordan det fx forventes, at det politiske system kan løse alle problemer på én gang, hvorfor systemet forsøger at vise sine visioner og at planlægge og skabe orden, men snarere skaber irritationer for andre systemer (Harste 2009: 867). Når systemerne er autonome og selvgenererende bliver løsningen af deres problemer også 23

34 selvrefererende; fx er løsninger inden for de forskellige sociale handlerum i forvaltningen med til at definere problemet man kan ikke forestille sig, endsige foreslå en løsning, som ikke er mulig at arbejde med inden for Socialforvaltningens og de forskellige sociale handlerums mulighedsbetingelser. Luhmann skriver, at: Samtlige systemets operationer er helt og holdent interne operationer. Alle informationer, som bliver bearbejdet, er udelukkende internt producerede selektioner af et udelukkende internt produceret område af muligheder for forskelle. Omverden kan intet bidrage hertil. (Luhmann 1992: 14). Embedsmænd, socialarbejdere og beboere er forbundet med hinanden som mere end strukturelle koblinger og er derfor netop hinandens omverden, da aktørernes handlinger har indflydelse på hinanden. I nærværende kontekst er der dog imellem embedsmænd, socialarbejdere og beboere til en vis grad en uoversættelighed eller i bedste fald kræver det meget arbejde at oversætte imellem de inkompatible systemer. BETEGNELSERNE: BEBOERE, SOCIALARBEJDERE OG EMBEDSMÆND I daglig tale i forvaltningen og på bostederne, bliver beboerne kaldt og kalder dem selv beboere eller borgere ; betegnelserne er eufemismer for klienter og patienter, som har en negativ klang af institutionalisering og klientgørelse, hvilket man forsøger at undgå ved at ændre betegnelserne. Dog betyder begrebet borger ikke længere kun indbyggere i kommunen, men betegner dem som modtagere af en kommunal serviceydelse, som i Socialforvaltningen handler om en social foranstaltning, hvor en borger i fx Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ville henvise til kommunens ældre, som enten bor på plejehjem eller får hjemmepleje. Beboere er et emisk begreb, der rummer en broget skare af mennesker, som har det til fælles, at de bor på et socialpsykiatrisk bosted. Der bor ca. lige mange mænd og kvinder, og de er alle forskellige i udseende, alder, tidligere bopæl, psykiatrisk diagnose, uddannelsesbaggrund, familiebaggrund og på mange andre områder. Det, de har til fælles er, at de selv og/eller professionelle har vurderet, at de ikke kan bo alene i en lejlighed og derfor er de blevet tilbudt en bolig på et bosted, hvorfra de kan flytte, hvis de vil. Et bosted adskiller sig fra en psykiatrisk afdeling på et hospital ved, at man ikke kan udskrive dem eller smide dem ud, med mindre de bor i et almennyttigt boligbyggeri, som fx Tranehavegård, og ikke betaler deres husleje eller på anden måde overskrider husregler på samme måde som andre mennesker, der bor i et almennyttigt boligbyggeri. Socialarbejdere er en etic betegnelse, jeg har valgt, som ikke bliver brugt af hverken socialarbejderne selv, beboere eller embedsmænd. Socialarbejdere omtaler dem selv som kontaktpersoner, medarbejdere eller personale. De er ansat til at være kontaktpersoner for beboerne, men jobbeskrivelsen er løst defineret. Ligesom beboerne er forskellige, så er socialarbejderne det også, men begrebet dækker over det at bedrive socialt arbejde. I denne afhand- 24

35 ling henviser jeg til socialarbejdere, som arbejder på bostederne, og ikke til fx sagsbehandlere 7, som også er udøvere af socialt arbejde. Socialarbejderne er dem, som er ansat til at tage sig af beboerne, yde støtte og behandling i hverdagen og i højere grad end tidligere skal de også betjene systemet, som er forvaltningen og administrationen af beboerne. Det betyder, at de er det yderste led i implementeringsprocesser, som kontinuerligt definerer og omdefinerer det sociale arbejde. Socialarbejderne har forskellige social- eller sundhedsuddannelser: ergoterapeut, social- og sundhedsassistent, social- og sundhedshjælper, pædagog, psykolog, ingen uddannelse eller helt andre uddannelser, som ikke i udgangspunktet er vendt mod socialt arbejde, fx en universitetsuddannelse eller en håndværkeruddannelse. Embedsmænd er ligeledes et etic begreb, som jeg benytter som en samlet betegnelse for fuldmægtige, specialkonsulenter, chefkonsulenter, udviklingskonsulenter, vicekontorchefer, kontorchefer, HK ere og direktører. Kort sagt henviser embedsmænd til de administrative medarbejdere, som arbejder i centralforvaltningen i Københavns Kommunes Socialforvaltning, og som forsøger at bringe politikernes visioner for socialt udsatte til realitet samtidig med at budgetterne overholdes. De fleste af embedsmændene har akademiske uddannelser og ofte inden for det samfundsfaglige område, mens HK erne har en kontoruddannelse og ofte fra Socialforvaltningen. I dette afsnit har jeg defineret de sociale handlerum som særlige perspektiver på velfærdssamfundet, positioner og roller. Handlerummene er både dynamiske og foranderlige, paradoksale og dilemmafyldte samt individuelt og strukturelt begrænsende og mulighedsgivende. De er en flig af en langt større social orden i den demokratiske velfærdsstat Danmark. I det næste afsnit vil jeg, som en del af den teoretiske og tematiske kontekst, udfolde forsøget på at skabe en social orden igennem oprettelsen af en demokratisk stat og i en dansk kontekst: et velfærdssamfund. STATEN SOM EN SOCIAL ORDEN I demokratiet hedder det sig, at enhver er fri og kan gøre, hvad han vil. Det lyder tillokkende, men det er en principløs frihed, en frihed til ingenting, hvor politikerne lefler for det store dyr, men hvor alle i virkeligheden er i krig med alle. (Platon i:johansen 1994: 267). I denne afhandling har jeg til hensigt at vise og analysere kompleksitet, dilemmaer og kaos eller som problemformuleringen lyder: diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen men med et blik på, hvad der fører til denne diskrepans, hvordan den bliver til et problem, og med et afsluttende blik på, hvad der skaber en sammenhæng: Hvad får em- 7 Sagsbehandlere har en myndighedsfunktion i forhold til socialarbejderne på et bosted. Det betyder, at det er sagsbehandlerne, som visiterer en borger til et bosted og vurdere, hvilken form for hjælp vedkommende skal have. Det er så bostedets socialarbejderes opgave at give den støtte i det antal timer, som er nedskrevet i borgerens sociale handleplan. 25

36 bedsmænd og socialarbejderne til at gå på arbejde hver dag, og hvad får beboerne igennem dagen og måske endda ind på et livsspor, hvor de bliver tilfredse med deres tilværelse? Det er store spørgsmål, som jeg vil forsøge at besvare ved at have fokus på dét, der det ene sted i Socialforvaltningen skaber orden for så at skabe kaos et andet sted. Med det mener jeg ikke bestemte personer, faggrupper eller typer af mennesker, da de samme mennesker kan være delagtige i begge processer. Jeg ser i stedet på deres muligheder og begrænsninger for at handle og hvordan dette udfolder sig i praksis med de ideologier, der ligger bag. En måde at etablere en social orden på i et samfund er igennem en statsdannelse. Den græske filosof Platon (ca. 428/ /347 f.kr.) og den engelske filosof Thomas Hobbes ( ) formulerer begge et syn på staten, som giver en forståelse for vores nutidige samfund og især for diskrepansen mellem idealer og betingelser. Hvor Platon skriver om staten som en ideal målsætning knyttet op på moral og ikke blot økonomi, ser Hobbes staten som en menneskeskabt størrelse, som med love og regler baseret på fornuften flytter os ud over naturtilstandens barske vilkår. I naturtilstanden ville beboerne på de socialpsykiatriske bosteder næppe overleve. Derfor indgår beboerne (og alle andre borgere) i en nødvendig social kontrakt, som mennesker må indgå i for at sikre overlevelse og ejendomsret. I Platons velsagtens største værk Staten beskriver han den perfekte stat uanset dens realiserbarhed (Johansen 1994: 253), og han svarer aldrig på spørgsmålet, om det er muligt at opbygge en stat, som lever op til idealet. Han diskuterer begrebet retfærdighed som både en social og en intellektuel dyd, og om det er muligt at skabe det retfærdige menneske og den retfærdige stat som en modsætning til de eksisterende stater, som kun afspejler egoistiske særinteresser, helt i tråd med hans dualistiske skelnen mellem idéernes verden og fænomenernes verden. Idéernes eksistens er en forudsætning for verdens eksistens og uden dem, ville fænomenerne ikke eksistere idéerne er altså en nødvendig betingelse for fænomenerne (Johansen 1994: ). Vender vi blikket mod det danske velfærdssamfund og Socialforvaltningen i Københavns Kommune, spiller dualismen stadig en væsentlig rolle. Ikke sådan at forstå, at der blandt embedsmænd, socialarbejdere og beboere bliver skabt en ensartet fortælling om det perfekte samfund, men der findes en skelnen mellem det vi har og det vi mangler; de problemer, vi kan løse og de problemer, vi ikke har opdaget endnu; det vi gør nu for, at der skal ske noget andet det, jeg vil kalde for en skelnen mellem fænomenernes verden (tingene som de er) og den potentielle verden (tingene som de bør være). Som min analyse vil vise, er fænomenernes verden og den potentielle verden sameksistererende og dybt afhængige af hinanden. Både embedsmænd, socialarbejdere og beboere handler pragmatisk i forhold til at løse presserende problemstillinger nu og her, men de har samtidig brug for at handle hen imod en potentielt bedre tilstand, både i forhold til organisering og administration af socialt udsatte borgere, i forhold til udførelsen af det sociale arbejde og i forhold til sindets op- og nedture. Dette bliver udtrykt konkret igennem de ønsker og krav, aktørerne har til hinanden og frustrationerne opstår, når ønskerne eller kravene ikke forstås eller efterkommes. 26

37 En anderledes tilgang til statsdannelse har den engelske filosof Thomas Hobbes, som i sit hovedværk Leviathan fra 1651 skriver, at det er menneskets pligt fuldkommen at adlyde statsmagten, men samtidig sker det frivilligt, da mennesket har erkendt, at de bedste overlevelsesmuligheder findes i underkastelsen af fællesskabets love. Hobbes filosofi om statslære bygger på et tankeeksperiment, hvor staten er frafaldet, og der i stedet gælder en naturtilstand, hvor alle kæmper mod alle (Hobbes 1994 [1651]: 191): Hereby it is manifest that during the time men live without a common power to keep them all in awe, they are in that condition which is called war, and such a war as is of every man against every man (Hobbes 1994 [1651]: 76). I kapitlet Of the Natural Condition of Mankind, As Concerning Their Felicity, and Misery fra værket Leviathan indleder han med den betragtning, at alle mennesker er skabt med lige styrke i form af enten fysisk styrke eller klogskab, hvor den ene kan opvejes af den anden (Hobbes 1994 [1651]: 74). Igennem klogskaben, som ikke er medfødt, men baseret på erfaringer, bliver alle mennesker lige. Denne lighed skaber dog samtidig konkurrence imellem mennesker, da man ikke på forhånd kan vide, hvem der kan tilegne sig hvilke goder og rettigheder (Koch 1983: 191), og i naturtilstanden ville alle mennesker forsøge at overleve og ikke miste deres goder (Hobbes 1994 [1651]: 75). I bund og grund er mennesket derfor et asocialt væsen, som gennem fornuften indgår i fællesskab på trods af tabet af den absolutte frihed til at beskytte sig selv og sine ejendele. Som hos Platon spiller fornuften også hos Hobbes en central rolle i skabelsen af en stat, hvor der er fred (Koch 1983: 193). I naturtilstanden er det vanskeligt for den enkelte at overleve, da industri, dyrkelse af jord, import og eksport, kunst, kultur etc. er sat ud af spil. Alt dette kræver fællesskab og tillid til hverandre, men i naturtilstanden hersker anarki og frygt og dannelsen af et samfund er umulig: In such condition there is no place for industry, because the fruit thereof is uncertain, and consequently, no culture of the earth, no navigation, nor use of the commodities that may be imported by sea, no commodious building, no instruments of moving and removing such things as require much force, no knowledge of the face of the earth, no account of time, no arts, no letters, no society, and which is worst of all, continual fear and danger of violent death, and the life of man, solitary, poor, nasty, brutish, and short (Hobbes 1994 [1651]: 76). I naturtilstanden findes hverken rigtigt eller forkert, retfærdigt eller uretfærdigt. Uden en fælles magt, ingen lov. Uden en lov, ingen uretfærdighed (Hobbes 1994 [1651]: 78). Det er fornuften, som får mennesket til at skabe et fællesskab og dermed samtidig opstiller moralske love for adfærden. På grund af menneskets frygt for at dø eller miste goder indgår de derfor en pagt eller en kontrakt, hvori de afgiver deres absolutte frihed til at forsvare sig selv for at danne et fællesskab og dermed overgiver de deres rettigheder til en suveræn, som lovgiver borgerligt og ikke naturgivent om alle forhold i staten. Disse love er hverken retfærdige eller uretfærdige, da det er suverænen, som definerer dette netop igennem lovgivning. Hobbes 27

38 skelner mellem en naturlig rettighed og en naturlig lov, hvor den første er en frihed og den sidste en begrænsning af friheden (Koch 1983: ). Disse to former for staters opståen: den idealistiske (Platon) og den nødvendige og uundgåelige (Hobbes) er indbygget i det danske velfærdssystem som et idealistisk projekt, hvori borgernes behov aldrig vil blive mødt til fulde, men ændres og pluraliseres i takt med samfundets udvikling. Staten er ikke i en uforanderlig tilstand vi bygger kontinuerligt videre på den for at forbedre den, hvilket både politikere, embedsmænd, socialarbejdere og beboere forsøger at praktisere til hverdag. Hermed handler de i en nutid, som ikke er perfekt, for at udfri utopien om den potentielt bedre fremtid. Fornuften og moralen er stadig væsentlige elementer i det danske velfærdssamfund, men bliver i nærværende kontekst defineret forskelligt af de forskellige aktører: Hvad der for embedsmanden virker som et fornuftigt tiltag, giver måske ingen mening for socialarbejderen og så fremdeles. I dette afsnit har jeg sat afhandlingen ind i en overordnet teoretiske ramme, som handler om, hvordan man i videre forstand skaber en social orden i et samfund. I det danske velfærdssamfund er der imidlertid en grundkonflikt, som skal håndteres af velfærdssamfundets udøvere. Grundkonflikten opstår i forsøget på at skabe en social orden, men det synes som om der bliver skabt en anden social orden end den, embedsmænd, socialarbejdere og beboere søger at skabe. I fx et diktatur ville grundkonflikten have været en anden, men i et demokrati med et velfærdssamfund opstår den netop fordi velfærdssamfundet på den ene side skal opfylde sit formål om at passe på sine borgere og på den anden side skal arbejde for at gøre disse borgere uafhængige af velfærdssamfundet. I det næste afsnit vil jeg kort skitsere velfærdssamfundets udvikling i Danmark; idealet om lighed blandt mennesker, som også Hobbes skriver om, men som er utopisk at opnå i praksis; samt om kritikken genereret af velfærdssamfundet fra både en liberalistisk og humanistisk vinkel. VELFÆRDSSAMFUNDETS UDVIKLING En endelig definition af velfærdsstaten findes ikke, men lighed og principper om fordelingen af samfundets ressourcer, så borgeren får økonomisk og social tryghed er nogle af grundingredienserne i opskriften på en velfærdsstat. Der er uenighed om, hvornår de første spadestik til det, vi i dag kender som velfærdsstaten, blev taget. Man kan argumentere for, at processen startede i Europa i slutningen af 1800-tallet, da staten gennem den sociale sikringsydelse begyndte at tage ansvar for ældre, arbejdsløse, syge, skoler etc. (Green-Pedersen og Nørgaard 2009: 1002), men allerede ved fattigforordningen i 1708, kunne fattige forlange hjælp fra kirken, og hvis ikke dette blev imødekommet, kunne de klage til øvrigheden. I 1792 fik byerne pligt til at hjælpe fattige, og i 1799 blev det nedskrevet i fattigplanen, at hjælpen skulle omfatte det som til Føde, Husly og Varme er uundværlig for at vedligeholde Liv og Helsen (Dich 1973: 19). Fattigplanen blev i 1849 en del af Danmarks Riges Grundlov og hjælpen udviklede 28

39 sig samtidig fra gensidig hjælp til ensidig hjælp i den forstand, at hvor man tidligere hjalp hinanden inden for og imellem familierne, kunne fattige nu få hjælp uden at stå til ansvar over for eller skylde familien eller lokalsamfundet. Hermed begyndte en humanistisk indstilling at præge fattighjælpen (Dich 1973: 19-20) en indstilling, som siden vandrede ud og ind af bestræbelserne på at hjælpe samfundets svageste. Ifølge velfærdsstatsidéen skal man som borger som udgangspunkt sikres økonomisk tryghed og tilbydes derfor ydelser inden for bl.a. sundhed, uddannelse og sociale foranstaltninger, som er finansieret af skattesystemet (Green-Pedersen og Nørgaard 2009: , Siiger 2009: 29). Hvordan man skal sikres, og hvorvidt man bliver det, er stadig til diskussion, men alle danskere må forventes i et eller andet omfang at have været, at være eller blive tilknyttet en velfærdsinstitution (Järvinen og Mik-Meyer 2003: 9). Nogle institutioner er fælles for alle borgere, fx er det normen, at borgeren starter i en vuggestue, går videre til børnehaven og skolen og fortsætter måske på en videregående uddannelsesinstitution, og alle danskere bruger hospitalet i løbet af deres livstid og måske plejehjem i slutningen af deres liv. Nogle borgere i Danmark har dog brug for særlig behandling, hjælp eller støtte i livet, og derfor har staten igennem årene udviklet særlige tilbud som fx boformer til handicappede, hjemløse og sindslidende, behandlingsformer til stofbrugere og sindslidende og hjælp og støtte i borgerens eget hjem. Disse sociale foranstaltninger er styret af staten gennem lovgivning og lokale myndigheders beskatninger, og benyttes og praktiseres i det daglige af borgere og socialarbejdere. SOCIAL ORDEN GENNEM LIGHED Den danske velfærdsmodel, hvor lighed, tryghed og inddragelse er kerneværdier, er blevet kaldt for en del af den nordiske eller den skandinaviske velfærdsmodel (Siiger 2009: 29), og danskerne har taget denne forståelse til sig: Med afsæt i idéen om danskerne som grundlæggende ens og lige har velfærdsstatens strukturer på afgørende vis kunnet fungere integrerende på samfundet som helhed, ligesom velfærdsstaten i sig selv er blevet rodfæstet i vores forståelse af, hvad Danmark er for en størrelse en del af danskeres etniske selvbillede, om man vil (Jöhncke 2010 [2007]: 37). Ud fra denne optik er danskerne vant til statens indblanding i den personlige frihed. Dog hævder den engelske sociolog Richard Jenkins, at selvbestemmelse også er en central del af danskernes selvopfattelse. Han mener, at det blandt andet var et udtryk for udøvelse af den demokratiske selvbestemmelse, at danskerne sagde nej til Maastricht-traktaten i 1992 (Jenkins 2011: 101). Dermed undgik Danmark (indtil 18. maj 1993, hvor der blev stemt ja til en ændret traktat) at blive en del af den fælles økonomiske union, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik m.m. I artiklen The Scandinavian Version of Egalitarian Individualism (1991) diskuterer den norske antropolog Marianne Gullestad netop begreber som lighed, frihed, individualisme og samfund i Skandinavien. Hun skriver, at norsk individualisme skal tænkes som uafhængighed og ikke som egoisme, men samtidig er nordiske velfærdsstater kendt for deres værdisættelse af 29

40 kollektivet det er ikke interessant at tale om individet uden også at tale om sociale relationer. Ved at analysere begrebet lighed forsøger Gullestad at finde ud af, hvad der ligger i en ligheds-individualisme. I Danmark som i Norge er det normalt at sige, når man afbryder forholdet til en kæreste, at man er for forskellige. Og når man indbyrdes i foreninger eller i partier bliver for forskellige, så fører det til en opsplitning, og nye partier og relationer dannes. Men hvad vil det sige, at man er forskellig? (Gullestad 1991: 3-5). Det forsøger Gullestad at afdække, og hun kommer frem til, at lighed defineres som enshed, og forskellighederne bliver håndteret gennem undvigelse og distance, både i personlige relationer og i bureaukratiske institutioner. Nordmændene ønsker både det individuelle og fællesskabet, selvom det er en balancegang at skabe et individuelt rum uden at isolere sig (Gullestad 1991: 14), samt tryghed og stabilitet, både i personlige relationer og i Staten. Velfærdsstaten henter sin legitimitet i disse kulturelle forestillinger, og bidrager derved til dem. KRITIK AF VELFÆRDSSAMFUNDET Det betyder imidlertid ikke, at velfærdsstaten er hævet over kritik. En neoliberalistisk kritik af velfærdsstaten lyder, at der overvejende er negative konsekvenser for den individuelle frihed. Selve velfærdsstatens målsætninger og den måde, hvorpå de gennemføres, begrænser individets frihed. Samtidig er der i denne ordning et element af tvang, som jo er begrænsende for den personlige autonomi, da kollektive beslutninger, lovgivning etc. har indflydelse på alle mennesker og ikke kun enkelte (Brøns-Pedersen 2009: 915). Denne form for kritik rammer ned i velfærdssamfundets grundkonflikt om, at systemet på den ene side skal vise relevans og skabe legitimitet, men på den anden side skal det forsøge at gøre sig selv overflødig og derved afvikle sig selv eller i hvert fald begrænse sig selv til det mest nødvendige. Men kritikken af velfærdssamfundet kommer også fra andre fronter end den neoliberale både i forhold til fordeling af økonomiske ressourcer, i forhold til klientgørelsen af samfundets borgere, og i forhold til en stigende bureaukratisering fordret af den decentraliserede styring af den danske velfærdsstat. Den danske økonom Jørgen S. Dich giver i sin bog Den Herskende Klasse. En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den fra 1973 en marxistisk kritik af velfærdssamfundet, men hvor Karl Marx retter sin kritik imod kapitalismen og bourgeoisiet (Marx og Engels 1997 [1848]), retter Dich sin imod offentligt ansatte (især tjenestemænd) og akademikere. Han skriver, at den herskende klasse har bestået af forskellige institutioner og klasser igennem historien, men med 1960 ernes økonomiske opsving ændredes den til at bestå af borgere med en videregående uddannelse, som udviklede og benyttede velfærdsstatens goder, som blev betalt af arbejdsmanden. Dich beskriver udviklingen af velfærdsstaten som et forløb, hvori humanismen på socialområdet til tider har været i front for senere at blive overhalet af politiske indgreb, hvor sociale foranstaltninger var et biprodukt af et andet sigte, fx økonomiske eller for at tilfredsstille vælgerne. Dich kritiserer ikke humanismen som ideologi, men snarere 30

41 at den bliver brugt som forhåndenværende argument til at løse konflikter mellem økonomiske interesser og den enkeltes samvittighed; nogle gange bliver humanismen koblet på de økonomiske beslutninger, og andre gange taler den disse imod (Dich 1973: 16). Dich kommer med mange forskellige forslag til, hvordan økonomien i velfærdssamfundet bør hænge sammen; han foreslår blandt andet, at lønningerne udjævnes, så differencen mellem samfundets bedst uddannede og ufaglærte mindskes. Dette kan ske ved at indføre egenbetaling på uddannelse, således at man i sin studietid låner penge af staten, som man kan bruge resten af sit arbejdsliv på at tilbagebetale. Samtidig forudser Dich, at flugten fra det legemlige arbejde til det behagelige hermed mindskes, da incitamentet for at tage en uddannelse bliver mindre; og dette vil også sikre, at der ikke sker en overproduktion af højtuddannede, som samfundet ikke synes at have brug for (Dich 1973: 154). Dichs kritik af velfærdsstaten skyldes økonomiske overvejelser om samfundets beskaffenhed og sammenhæng, dog ikke ud fra et liberalistisk synspunkt, selvom forslagene om egenbetaling og nedskæring i sociale ydelser kunne minde om det i dagens øren. Dich har dog hele tiden arbejdsmanden for øje og dennes bidrag og vigtighed for samfundets opretholdelse. Samfundsdebatøren og socialrådgiveren Hanne Reintoft skriver i sin bog Det kan Kolde Hjerner ej Forstå (1985), at hvis man fortsat vil bibeholde en socialt rehabiliterende og behandlende indsats over for samfundets svageste, skal den sociale forvaltnings struktur omlægges. Det danske velfærdssamfund bygger på en lige fordeling af ydelser i forhold til indtægt, og derfor har man også brug for en vis grad af decentralisering i systemet inden for institutionsområdet for både børn, unge og ældre, mener Reintoft. Ellers vil ulighederne imellem kommunerne blive for stor. Desuden kan øget medindflydelse og selvforvaltning kun skabes i et decentraliseret system, hvorfor dele af denne struktur er vigtig at opretholde. Men hun søger at finde en mellemvej mellem en flad struktur i kommunerne og den bureaukratiske opbygning, fordi hun, da bogen blev skrevet, mente, at tværfagligheden og lette beslutningsprocesser havde svære kår (Reintoft ). Til forskel fra dengang er antallet af kommuner faldet fra 175 til 98, og amterne er blevet erstattet med fem landsopdelte regioner. Nærværende studie har foregået i landets største kommune og er derfor ikke nødvendigvis generaliserbart til alle landets kommuner, men der er stadig langt mellem beslutningstagere og borgere. Reintofts kritik af velfærdssamfundet handler ikke om at borgerne skal selvstændiggøres, men at de bliver behandlet med menneskelighed og humanisme, som hun mener, bør være grundlaget for at hjælpe samfundets svageste (ibid.: 8). En anden form for humanistisk kritik af velfærdsstaten, præsenteres af antropologen Nanna Mik-Meyer og sociologen Margaretha Järvinen, som i deres analyser af socialrådgivere kritiserer den paternalisme, som snarere end at hjælpe klienter videre til mere autonomi fastholder og udvikler dem i en klientrolle (se fx Järvinen og Mik-Meyer 2003, Mik-Meyer 2004, 2005). I bogen Dømt til Personlig Udvikling (2004) beskriver Mik-Meyer konkrete møder mellem socialrådgivere og klienter i to revalideringscentre. Hun viser i sine analyser, hvordan socialråd- 31

42 giverne reproducerer de termer, som er indbygget i velfærdsorganisationerne; og hun viser, hvordan det at udvikle sig er et imperativ inden for det sociale arbejde og hvis ikke det efterkommes af klienterne, bliver de kategoriseret af socialrådgiverne med negative identiteter (Mik-Meyer 2004). Mik-Meyer kritiserer således velfærdsstatens organisationer og deres ansatte for i høj grad at fastholde borgerne i en klientrolle. Mik-Meyers analyser kan til gengæld kritiseres for ikke i tilstrækkelig grad at udfolde den virkelighed, som socialrådgiverne skal navigere i til hverdag. Dette lykkedes til gengæld for antropolog Nina Holm Vohnsen med sin afhandling Absurdity and the Sensible Decision (2011). Hendes studie af implementeringen af en politik på sygedagpengeområdet, Aktiv Hurtigere Tilbage, der har til formål at få sygemeldte hurtigere tilbage på arbejdet, har ført til en ny måde at se implementering på. I stedet for at anskue implementering som en kausal og lineær proces, hvor afstikkerne er forårsaget af misforståelser eller ignorance, så forsøger praktikere eller udøvere af politikken at give mening til den i deres forståelse af deres daglige arbejde. Vohnsen får igennem sit feltarbejde i forskellige institutioner i en statslig kontekst (Beskæftigelsesministeriet, en kommune og en anden aktør ) indsigt i planlægning, beslutningsprocesser og implementering af politikken. Gennem begrebet absurditet ser Vohnsen på de beslutninger, som sagsbehandlerne tager, fordi de er nødt til at tage en beslutning, selvom den strider imod politikkens målsætninger eller andre politikkers målsætninger, fx det paradoks, at sagsbehandlerne har for travlt til at arbejde med de sager, som de mener, kan lukkes, fordi de følger en strategi, der skal fremme lukningen af sager ved at få folk tilbage på arbejdsmarkedet (Vohnsen 2011: 102). Vohnsen konkluderer, at man ikke kan planlægge eller beslutte sig ud af den sociale virkelighed (Vohnsen 2011: 247). Hendes analytiske blik på politik og praksis som absurd formår at udfolde den virkelighed, socialrådgivere bevæger sig i til hverdag som mere kompleks end beskrevet af Mik-Meyer et.al. I det næste kapitel om metoder og metodologi diskuterer jeg, hvordan begrebet kritik i denne afhandling både viser sig empirisk i aktørernes kritiske holdninger til hinanden, men jeg formulerer også en kritisk undren over den måde, hvorpå aktørerne forsøger at skabe en social orden, som bliver til en anden social orden, end den intenderede. Min kritik retter sig derfor ikke imod enkeltpersoner eller bestemte faggrupper, som Mik-Meyers retter sig mod socialrådgivere, men imod den form for sociale ordnen, der er blevet en nødvendighed for Socialforvaltningen for at sikre legitimitet og opretholdelse. Min kritik viser sig ved de spørgsmål, jeg stiller til denne nødvendighed samt ved analyserne, som viser konsekvenserne af de beslutninger, som bliver taget for at skabe orden i kaos, men snarere skaber orden i det pågældende handlerum, men potentielt uorden i de andre. 32

43 PSYKIATRIEN OG SOCIALPSYKIATRIENS HISTORIE Håndteringen af samfundets svageste igennem historien viser, hvordan man har forsøgt at skabe en social orden i samfundet. I dette afsnit vil jeg med henvisning til Foucault samt historiske kilder om udviklingen af den danske psykiatri vise, hvordan behandlingen af mennesker med sindslidelser har bevæget sig fra eksklusion og indespærring til deinstitutionalisering og recovery-orientering, som forsøger at ændre især behandlingspsykiatriens syn på psykisk sygdom som kronisk til noget, man kan komme sig over. Klassificeringen og behandlingen af socialt udsatte mennesker har forandret sig igennem tiden, men to elementer synes at være konstante; for det første er der omverdens forvirring over og frygt for utilregneligheden og ufornuften i form af galskaben; for det andet er socialt udsatte historisk defineret som dem, der ikke kan bidrage til samfundet, sammen med fattige, kriminelle og handicappede. INDESPÆRRING OG ANSTALTER Leprosy disappeared, the leper vanished, or almost, from memory; these structures remained. Often, in these same places, the formulas of exclusion would be repeated, strangely similar two or three centuries later. Poor vagabonds, criminals, and deranged minds would take the part played by the leper, and we shall see what salvation was expected from this exclusion, for them and for those who excluded them as well. With an altogether new meaning and in a very different culture, the forms would remain essentially that major form of a rigorous division which is social exclusion but spiritual reintegration (Foucault 1988 [1965]: 7). Sådan skriver sociologen Michel Foucault i sit værk Madness and Civilization. A History of Insanity in the Age of Reason (1965), om hvordan spedalske som samfundets udstødte senere blev erstattet af fattige, psykisk syge og kriminelle. Han skitserer, hvordan sindssygdom udviklede sig i samfundet fra 1500-tallet til 1800-tallet gennem undersøgelser, primært af dokumenter, men også af litterære værker. Hermed skaber han en fortælling om galskabens historie, som ikke er set i lyset af nutidens behandling og håndtering af galskab, men i sin tidsmæssige kontekst. Fra at være en del af lokalsamfundet før 1500-tallet ændrede samfundets blik på den sindssyge sig til at blive anset for at være en trussel, og i slutningen af middelalderen begyndte man at anskue sindssygdom som en udfordring for fornuften en form for irrationalitet (eng. unreason), som ingen er ansvarlig for, men som alle er involveret i (Foucault 1988 [1965]: 13) og som samtidig er fascinerende og har givet karakter til kunsten i form af malerier, skuespil og episke fortællinger. I England begyndte man allerede i slutningen af 1500-tallet at bygge houses of correction, som skulle indeholde håndværksmæssige erhverv for dem, som kunne arbejde (derfor blev de syge sendt væk) (Foucault 1988 [1965]: 44-45), og hermed absorberede disse arbejdssteder de fattige, hjemløse og arbejdsløse i krisetider, og i opgangstider fungerede de som billig arbejdskraft (Foucault 1988 [1965]: 51,54). Fattigdom blev ikke an- 33

44 skuet som en følge af arbejdsløshed, men som mangel på disciplin og moral. De, som arbejdede, blev løsladt; ikke fordi de på ny kunne fungere i samfundet, men fordi de bekendte sig til the great ethical pact of human existence (Foucault 1988 [1965]: 59). Men hvorfor blev arbejdsløse interneret i disse institutioner, og hvordan relaterer Foucault det til sindssygdom? Han skriver, at sindssygdom blev anskuet som beslægtet med fattigdom havde man ikke evnen til at arbejde og til at indgå i sociale fællesskaber, blev man et problem for byen. Der var altså et etisk imperativ forbundet med det at arbejde, som sidestillede fattige, arbejdsløse og sindssyge (Foucault 1988 [1965]: 64). I 1600-tallet blev store anstalter bygget til at rumme de mennesker, som faldt uden for normen og udfordrede fornuften og moralen; det gjaldt både hjemløse, fattige, arbejdsløse og de sindssyge (Foucault 1988 [1965]: 23-39). Foucault skriver, at denne differentierede gruppe af mennesker for os virker som en undifferentiated sensibility, men må på den tid være blevet opfattet som logisk og det er denne opfattelse, vi skal undersøge for at forstå følsomheden overfor galskaben i det, vi ellers forestiller os som fornuftens tid. Jeg er ikke enig med Foucault i opfattelsen af socialt udstødte som undifferentiated sensibility. I samtidens Danmark er forskellige bruger-grupper ofte samlet i én organisation i Socialforvaltningen i København har Mål- og Rammekontoret for Voksne et administrativt ansvar for hjemløse, psykisk syge, misbrugere, handicappede og prostituerede, som dog har hver deres institutionelle muligheder og begrænsninger for social støtte. Nogle af disse grupper af borgere har de samme overlappende vilkår i livet, fx kan handicappede også være psykisk syge og hjemløse kan være misbrugere etc. Fælles for opfattelsen af dem er deres omfattende behov for velfærdsydelser. Diskussionen om, hvordan man i Danmark skal tage sig af de svageste borgere er ikke ny den har dybe historiske rødder. I Villadsens Foucault-inspirerede bog om det sociale arbejdes genealogi citerer han Statsraad Kasper Voght for i 1798 at skrive: Mennesket skal drives til arbeide ved Trang. Jo mindre Trang, des mindre flid. Og naar først Mennesket er ved Trang sat i Arbeid, saa lærer han at blive Herre over Svagheder, som han før af Dovenskab maatte ligge under (Voght i: Villadsen 2004: 50). At arbejde for at blive anskuet som en del af samfundet blev i Loven om det offentlige fattigvæsen fra 1891 og Grundloven af 1953 lempet, men det tydeliggøres, at forsørgelse ikke er uforpligtende: Det offentlige er pligtig til at komme enhver til Hjælp, for saa vidt og saalænge han ikke er i Stand til at forskaffe sig og sine det nødvendige til Livets Ophold eller til Kur og Pleje i Sygdomstilfælde, dog imod Erstatning af den eller dem, hvem det ifølge nedenstaaende Regler paahviler at forsørge eller understøtte den paagældende. Den, der modtager saadan Hjælp, er underkastet de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde (Indenrigsministeriet, Lov af 9. April 1891 om det offentlige Fattigvæsen). 34

45 Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder (Danmarks Riges Grundlov, nr. 169 af 5. juni 1953). Arbejdsdueligheden er stadig til diskussion i det danske velfærdssamfund. Sociale ydelser skal ikke bare deles ud, men der forventes noget tilbage til samfundet en deltagelse eller i det mindste en villighed til at deltage. Fx forventes det af beboere på socialpsykiatriske bosteder, at de lader sig personligt udvikle imens de bor der, hvilket jeg diskuterer yderligere i de analytiske kapitler. Op igennem den klassiske periode begyndte man at udvikle behandlinger, som var møntet på både krop og sind, og i slutningen af 1700-tallet i Danmark blev dårekisten, som var et lille rum eller en slags skab som regel ikke på mere end et par kvadratmeter, erstattet af spændetrøjen. I dag er fikseringer et udskældt fænomen i psykiatrien, men med datidens øjne gav den frihed til de sindssyge, da de kunne gå omkring på anstalten i stedet for at være indespærrede (Zalewski 2008: 19). Sindssygdom var ikke på den tid et medicinsk anliggende, snarere anskuede man sindssygdom som dyrisk, der skulle holdes nede gennem disciplinering (Foucault 1988 [1965]: 66-75). Indespærring både undertrykte sindssygen og gemte de sindssyge væk og dermed også den ufornuft, som karakteriserer sindssygen (Foucault 1988 [1965]: ). I løbet af 1800-tallet blev særskilte anstalter for sindssyge opført, og dermed blev de adskilt fra de andre grupper af samfundets udstødte. Samtidig holdt psykoanalysen sit indtog. Foucault skriver, at der i anstalterne opstod en nærhed og intimitet, som ikke var reciprokal, men som bestod af de ansattes observationer af de sindssyge. Den videnskab, som udvikledes i anstalterne, handlede om observation og klassifikation, og undertrykkelsen af sindssyge blev dermed erstattet med autoritet gennem overvågning. At man slap de sindssyge løs og ikke i samme omfang holdt dem fastspændt på anstalterne, var ikke et udtryk for, at ufornuften blev accepteret, men derimod et udtryk for, at galskaben var blevet tøjlet. Som i resten af Centraleuropa, foregår der også i Danmark en forandring af behandlingen af sindssyge. Ansvaret er flyttet fra familierne og fattiggårdene over til staten, og fra 1852 til 1915 blev der opført fem store psykiatriske hospitaler i Danmark. I slutningen af 1700-tallet og frem til midten af 1800-tallet var sindssygdommens oprindelse delt i to fløje: den somatiske og den psykiske. Sidstnævnte forklarede sindssygdom som et sjæleligt problem forårsaget af psykiske årsager som fx et udsvævende liv, mens den somatiske skole sidestillede psykisk sygdom med andre legemlige sygdomme (Nielsen 2008: 59-64). Spørgsmålet om sindssygdom som enten et somatisk anliggende eller et psykosocialt anliggende til stadig diskussion. I 35

46 dag er kun en lille del af psykiatrien på finansloven 8, og psykiatriens forkæmpere argumenterer for, at den skal tildeles økonomiske midler på samme måde som det somatiske område. FRA ANSTALT TIL RECOVERY Intentionen med de store anstalter, som blev bygget i 1800-tallet, var, at mennesker med sindslidelser skulle opholde sig kortvarigt på anstalten, men i stedet for behandling og udskrivning udviklede anstalterne sig til opbevaring og udskillelse af psykisk syge fra resten af samfundet (Ridgway og Zipple 1990: 12). I Danmark blev Pesthuset, som har ligget tre forskellige steder i København siden 1612, omdannet til et psykiatrisk hospital, Sct. Hans, og det fungerer stadig som sådan. I 1816 flyttede hospitalet til Bidstrupgaard ved Roskilde Fjord, hvor det stadig fungerer som psykiatrisk hospital (Nielsen 2008: 66). Det er kun et par år siden, at patienter, som havde været indlagt i op til 20 år blev flyttet fra Sct. Hans og til et københavnsk socialpsykiatrisk bosted. Mange af beboerne på Thorupgården og Tranehavegård har ligeledes i lange perioder været indlagte på Sct. Hans Hospital. Der var flere bevæggrunde til den ændrede opfattelse af, at mennesker med sindslidelser skulle ud af anstalterne og hospitalerne og tilbage i lokalsamfundet også kaldet deinstitutionaliseringen. En af årsagerne var, at der i 1950 erne blev udviklet medicin, som kunne dæmpe nogle af de voldsomme symptomer som følge af en sindslidelse. Eftersom psykisk syge nu i knap så høj grad var til fare for sig selv og andre, mente man, at det var bedst, hvis de kunne blive i eget hjem og så vidt muligt kunne fortsætte deres liv som hidtil. Denne bevægelse foregik ikke kun i Danmark, men også i USA, hvor den amerikanske præsident Kennedy i en tale til Kongressen i 1963 lagde op til, at det psykiatriske område skulle forandres fra at bestå af store institutioner med mange patienter til at behandle patienter lokalt i samfundet: If we launch a broad new mental health program now, it will be possible within a decade or two to reduce the number of patients now under custodial care by 50 percent or more. Many more mentally ill can be helped to remain in their own homes without hardship to themselves or their families. Those who are hospitalized can be restored to useful life (Levine 1981: 54 i Rhodes 1995 [1991]: 81). Man begyndte herefter i USA, at nedlægge sengepladser og skabe akut psykiatriske afdelinger i forbindelse med hospitalerne samt lokal psykiatri og opsøgende indsatser helt ude, hvor borgerne bor og lever deres liv. En anden, omend modsatrettet, bevægelse, som fordrede, at 8 Finansloven er Danmarks statsbudget for et år samt overslag for de følgende tre år. Psykiatrien har i mange år ikke været repræsenteret på Finansloven, men har stedet været underlagt satspuljen, som udgør de økonomiske midler, der årligt reserveres til særlige tiltag på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet med henblik på at forbedre vilkårene for samfundets svage grupper. Bruger- og pårørendeorganisationer har kæmpet for at psykiatrien skulle blive anerkendt på lige vilkår med det somatiske område, som er på Finansloven, og i 2013 er dele af psykiatrien blevet tildelt økonomiske midler herfra. 36

47 psykiatriske patienter begyndte at leve i lokalsamfundet, var den antipsykiatriske bevægelse, som foregik i 1950 erne over flere kontinenter med Foucault fra Frankrig, R.D. Laing fra England, Thomas Szasz i USA og Franco Basaglia fra Italien i spidsen. Den antipsykiatriske bevægelse stillede spørgsmålstegn ved psykiatriens tilknytning til hospitalerne, da de ikke mente at psykisk sygdom overhovedet var en sygdom. Laing mente tværtimod, at psykisk sygdom er noget man gør, og ikke noget man er, og Basaglia mente, at psykisk sygdom ikke er en sygdom, men et udtryk for menneskelige behov. Den antipsykiatriske bevægelse mente, at man i stedet burde lægge vægt på den personlige virkelighed og frihed. Bevægelsen mødte i starten opbakning fra andre venstrefløjs borgerrettighedsgrupper, men da disse blev erstattet af et mere konservativt politisk landskab og antipsykiatriens eksistens var bundet op på det antisystemiske, kunne den ikke overleve (Rissmiller og Rissmiller 2006: ). Deinstitutionaliseringen bredte sig til Danmark, og i 1970 erne begyndte man at omlægge psykiatriområdet fra de store centralinstitutioner til i stedet at oprette færre sengepladser og i forbindelse med hospitalerne, som psykiatrien ellers ikke havde været en del af. Patienter med psykiske lidelser skulle altså behandles på samme vilkår som patienter med somatiske lidelser. I 1976 blev ansvaret for psykisk syge flyttet fra staten til amterne, som overtog driften af hospitalerne. Man fandt ud af, at man kunne nedlægge en stor del af sengepladserne i psykiatrien, dels ved at opstarte distriktspsykiatrien, hvor patienter bliver behandlet ambulant, og dels ved at overflytte en del af de langtidsindlagte ældre patienter med psykiske lidelser til socialsektoren og hermed opstod det, man i dag kender som socialpsykiatrien. Omlægningen fra psykiatriske anstalter til distriktspsykiatri har betydet, at psykiatriske afdelingers primære udfordring i dag består i at behandle patienter, som hurtigt skal videre i systemet til enten et socialpsykiatrisk bosted eller deres eget hjem. Deinstitutionaliseringen blev i Danmark omkring årtusindskiftet erstattet af et nyt princip kaldet recovery. Principperne bag recovery-bevægelsen er selvhjælp og empowerment at gøre borgeren/patienten til ekspert i sit eget liv og i sin egen behandling. Disse tanker har ligesom den antipsykiatriske bevægelse rødder tilbage til borgerrettighedsbevægelserne i USA i 1960 erne og 1970 erne samt i andre selvhjælpsgrupper, især Anonyme Alkoholikere (Shepherd et al. 2008: 4). Recovery-orienteringen var (og er stadig) en udfordring for den etablerede psykiatri og socialpsykiatri, som dog i politikker, værdigrundlag etc. har skrevet, at recovery er et bærende princip i behandling og social støtte af mennesker med sindslidelser (se fx Socialforvaltningen 2008: 16-17). Den amerikanske antropolog Sue Estroff stiller i sin monografi Making it Crazy. An Ethnography of Psychiatric Clients in an American Community (1985 [1981]) spørgsmålstegn ved den deinstitutionalisering, der har fundet sted i USA. Hun følger igennem nogle år en gruppe psykisk syge, som er blevet udskrevet fra psykiatriske afdelinger. Det er deres erfaringer og fortællinger, hun tager udgangspunkt i og ikke de professionelle, som er en del af deres liv. 37

48 Estroff lægger især vægt på medicinens betydning for de psykisk syge, som opfatter det, at de skal tage medicin som en fastholdelse af dem som psykisk syge, som aldrig bliver raske. Medicinen bevirker, at de ikke bliver helt skøre og kan fungere i hverdagen, men samtidig er medicinen medvirkende til at holde patienterne i en rolle som skør i forholdet til andre, der ikke er psykisk syge. Estroff giver hermed et nuanceret billede af, hvad medicinering betyder for psykisk syge samt en diskussion og kritik af nogle af konsekvenserne forbundet med deinstitutionalisering. Hendes monografi viser, at institutioner ikke af afgrænsede til høje murer og låste døre, men fortsætter ud i samfundet i form af et medicinsk paradigme, som fastholder psykisk syge som afsondrede ikke fysisk, men mentalt. Den historiske udvikling af klassificering og behandling af psykisk syge er langt fra kausal og lineær, men bærer præg af samfundets forskellige opfattelser af, hvordan der bedst muligt skabes en social orden i samfundet. Til stadighed er der en forvirring over og modstridende opfattelser af, hvordan psykisk syge skal behandles, men samtidig et håb om, at de kan blive raske og deltage i samfundet så vidt det er muligt. MAGT Med et tilbageblik på historien har jeg ganske kort udfoldet psykiatriens historie i Centraleuropa, Danmark og USA. I de store anstalter i 1800-tallet fratog man den sindssyges autonomi og i stedet behandlede man dem som børn med afstraffelse og belønning (Foucault 1988 [1965]: ). Som det vil fremgå i løbet af afhandlingens analytiske kapitler, handler det sociale arbejde med psykisk syge i dag om at give dem den autonomi tilbage, som er blevet frataget dem igennem mange år på psykiatriske afdelinger og socialpsykiatriske bosteder. En autonomi, som beboerne dog til tider har vanskeligt ved at håndtere. I en hobbesk naturtilstand ville de gale ikke overleve, men som velfærdssamfund kan vi ikke blot lade mennesker med sindslidelser passe sig selv de skal passes på og de skal reintegreres i samfundet. Den hollandske antropolog Annemarie Mol skelner i sin bog The Logic of Care. Health and the problem of patient choice (2008) mellem valgets logik (eng. logic of choice) og omsorgens logik (eng. logic of care). Hun forsøger at sætte ord på det dilemma, som er indbygget i plejen af mennesker, som er fysisk eller psykisk syge, gamle eller på anden måde har brug for behandling: dilemmaet mellem patientens ret til autonomi og fagpersoners pligt til at drage omsorg som var det dilemma, jeg oprindeligt ønskede at undersøge. Mol skriver, at autonomi i den vestlige verden bliver anset for at være en rettighed og en væsentlig del af det at være menneske. Dog har sociologien i årevis bebudet, at ingen mennesker for så vidt er autonome, da alle er afhængige af hinanden på forskellig vis (Mol 2008: 2-5). Mol skriver, at et menneskes autonomi efterhånden er blevet et imperativ i behandling, men at det ofte går ud over patientens omsorg og behandling. Inden for den danske psykiatri forlanger brugerorganisationer, at tvang i psykiatrisk behandling skal afskaffes, og at patienter skal have langt større indflydelse på deres medicinering og øvrige behandling. Denne tendens udfordres af beboer- 38

49 ne på Thorupgården og Tranehavegård, når de ønsker den nære kontakt med socialarbejderne for at bibeholde en relation til det system, som forsøger at gøre dem mere uafhængige af velfærdssamfundet. I forsøget på at tilbagegive psykisk syge borgere den autonomi, som deres sindssygdom tog fra dem, og derigennem skabe lighed ved at gøre dem til stærkere samfundsborgere, er kravet om autonomi for så vidt med til at styrke samfundets stærkeste og dermed skabe mere ulighed i samfundet på trods af idealet om det modsatte. Samtidig er den paternalistiske tilgang, som herskede i de gamle anstalter, stadig præsent i dag, om end på en mere subtil måde. I Madness and Civilization nævner Foucault ikke eksplicit begrebet magt, men hans blik på historien viser, hvordan han ser magt som allestedsnærværende. Magten tilhører ikke en institution eller en organisation eller aktørerne i den, men magten er en kompleks størrelse: Magt er et navn man giver en kompleks strategisk situation i et givent samfund (Foucault 1976 i: Heede 2002: 39). Magt er relevant at diskutere i forhold til diskrepansen mellem idealer og betingelser: Hvem har magten til at definere, hvilke idealer eller nødvendigheder, der er vigtigst? Som Foucault er jeg ikke interesseret i at tillægge enkeltpersoner eller faggrupper en særlig kraft i form af magt, jeg er snarere interesseret i at undersøge styrkeforholdet imellem de sociale handlerums aktører. Foucault foreslår, at man ikke laver en top-down magtanalyse for at analysere, hvem der har magt over hvem, men i stedet en bottom-up analyse, hvor det vil blive tydeligt, hvordan de små mekanismer imellem mennesker støtter de mere komplekse og generelle magtmekanismer (Heede 2002: 39). Jeg undersøger hverken Socialforvaltningen oppefra og ned eller nedefra og op, men jeg laver et tværsnit, som udfordrer hierarkiet i Socialforvaltningen, da embedsmænd, socialarbejdere og beboere i denne afhandling bliver sidestillet analytisk. Det negerer ikke de magtforhold, et hierarki er udtryk for, men det åbner op for det performative i aktørernes handlemulighederog begrænsninger. AFHANDLINGENS BIDRAG TIL PRAKSIS Min felt er konstrueret under planlægningen og i løbet feltarbejdet. Da embedsmændene ikke på forhånd var en del af mit feltarbejde, men blev det efterhånden, betød det, at de resultater, jeg før feltarbejdets begyndelse havde planlagt kunne blive brugt af politikere og embedsmænd til organisering og udvikling af socialpsykiatriområdet, ændrede retning til at handle om deres egen praksis. Jeg har således igennem feltarbejdet bevæget mig igennem forskellige empiriske rum og kontekster (Tjørnhøj-Thomsen 2003: 98), som jeg forbinder analytisk i afhandlingen. Konsekvensen af at lave et tværsnit af forvaltningen er, at jeg bliver i stand til at se både sammenhænge og mangel på samme imellem de sociale handlerum; en kompleksitet, som var med til at forme en anden slags resultater end dem, jeg indledningsvist (som embedsmand) havde forhåbninger om. Min interesse for anvendeligheden er intakt, men hvor jeg tidligere i forløbet planlagde, at de antropologiske analyser skulle bruges af embedsmænd på socialarbejdere og beboere, har 39

50 dette ændret sig til et håb om en mere kritisk praksis blandt embedsmænd, såvel som hos socialarbejdere og beboere. Afhandlingen er derfor ikke en kritik imod embedsmænds og socialarbejderes daglige praksis, men jeg håber, at den, snarere end at levere konkrete anbefalinger om ændringer i praksis, kan bidrage til at skabe en større forståelse for kompleksiteten hos både embedsmænd, socialarbejdere og beboere og på sigt potentielt bidrage til Socialforvaltningens arbejde med at skabe en bedre sammenhæng i organisationen og en større tillid til hinanden og respekt for hinandens arbejde og hverdag. 40

51

52 FOTOREPORTAGE FRA FELTEN FORVALTNINGEN Socialforvaltningen i Bernstorffsgade 17, København 42

53 Porten Oversigt over de forskellige kontorer i forvaltningen 43

54 Gangen, man træder ind på fra hovedindgangen. Det kreative rum ligger for enden af gangen. På gulvet er tegnet en hinkerude som man kan hoppe igennem på vej ned ad gangen. Ribben, dueslagene og indgangen til kontorchefens kontor til venstre og studenterkontoret til højre. 44

55 Skrivebordet, computeren, papirerne og kuglepennene En reol med sager 45

56 Tranehavegård Tranehavegårds hovedbygning er den til højre Fællesrummet på Tranehavegård 46

57 Udsigten fra fællesrummet på Tranehavegård En toværelses lejlighed på Tranehavegård med. Stuen med udgang til altan og en dør ind til soveværelset 47

58 Thorupgården Hovedindgangen på Thorupgården Gangen på 2. sal 48

59 Personalerummet på 2. sal Fællesterassen på Thorupgården 49

60 En et-rums bolig på Thorupgården Kantinen på Thorupgården 50

61 Hverdagen for beboerne Kaffen og smøgerne En beboers arm med ar efter cutting 51

62 Mottoet. At leve er bedre end et misbrug Tarotkort: måden for en beboer at guide sig igennem dagen på 52

63 Vasketøjet: den evige dårlige samvittighed Gåturen på Nørrebro: pausen foran Sakraments Kirken 53

64 54

65 KAPITEL 2 METODOLOGIEN OG METODERNE OM AT UDFORSKE, PÅVIRKE OG TAGE DEL I FELTEN A researcher spends his days in the narrow, twisting streets of a highly technical problem framework; he travels an unmapped, difficult route of minute empirical details that have spun off from the research quest (the broad boulevards) that first motivated his work. Over time that project takes on a life of its own, so that the researcher, in collusion with like-minded colleagues, gets caught up in problems that would seem to anyone but this small research circle remote from the original concerns that prompted the project in the first place. The little roads don t turn back into the major highways; they get even narrower. We end up writing for each other. Every once in a while it is essential to ask what does it all mean? What relevance does our work have to the diverse interests of a wider audience? (Kleinman 1991 [1988]: xii-xiii) I dette kapitel vil jeg beskrive min rejse igennem felten, samt metodologier og metoder. De metodiske og metodologiske overvejelser vil blive beskrevet og diskuteret ud fra én af mine væsentligste overvejelser igennem hele projektet: Hvad er mit ansvar over for den praksis og de mennesker, jeg har udforsket og over for antropologien som videnskab? Som Kleinmans kommentar ovenfor viser, skriver mange forskere til hinanden og ikke til de mennesker, hvis liv de har undersøgt. Det er ikke nødvendigvis forkert, men når denne afhandling er finansieret af felten, stilles der andre krav til forskeren, som må efterleves samtidig med at antropologiske gyldigheder og væsentlighedskriterier holdes i hævd. Igennem hele processen fra udarbejdelse af projektforslag og til det sidste punktum i afhandlingen blev sat, har overvejelser om projektets gavnlighed været et centralt omdrejningspunkt for mig. Det har formet projektbeskrivelsen, problemformuleringen, forskningsspørgsmålene, feltarbejdet, analyserne og de mange oplæg, jeg har holdt undervejs i både feltarbejds- og skriveprocessen. Det betød, at jeg indledningsvist planlagde et aktionsforskningsprojekt, som jeg gik væk fra til fordel for en tilgang til felten, hvor jeg forsøgte at inddrage informanterne igennem foreløbige tilbagemeldinger i løbet af feltarbejdsprocessen. At lave feltarbejde blandt mennesker med sindslidelser fordrer forskellige metodiske overvejelser, som jeg vil diskutere for til slut at diskutere antropologisk forskningsetik og de dilemmaer, jeg mødte, eller var med til at skabe i løbet af ph.d.-processen. At bedrive forskning blandt mennesker med sindslidelser, når ikke forskeren har en uddannelse i psykiatri eller psykologi, kan være et etisk minefelt, som fordrer et engagement i og med disse mennesker med en blanding af indlevelse og afstand. Socialarbejderne bad ikke om at blive undersøgt, men de fleste har alligevel igennem processen beredvilligt stillet sig til rådighed med viden og 55

66 støtte til forskeren; og embedsmændene vidste faktisk ikke, at de blev udforsket før et stykke henne i processen, da det først dér gik op for mig, hvor væsentlig en rolle embedsmandsværket spiller i udformningen af det sociale arbejdets karakter og praksis. I det hele taget er antropologi som videnskab og etnografisk metode en kompliceret sag, for hvordan forklarer vi bedst, hvad vi undersøger, når alt det, der foregår i og uden for felten synes relevant? IND I FELTEN OM ADGANG, INDGANG OG KONSTRUKTION AF FELTEN Den amerikanske antropolog Clifford Geertz, skriver i sin legendariske artikel Deep Play: Notes on the Balinese Cockfight fra 1972 om, hvordan han og hans kone ankom til en lille balinesisk landsby. Indbyggerne tager ingen notits af de to antropologer, men behandler dem som ikke-mennesker indtil den dag, hvor en hanekamp afholdes på en offentlig plads i landsbyen (Geertz 1972: 1). Geertz beskriver på humoristisk vis, hvordan de sammen med de andre deltagere og tilskuere flygtede fra hanekampen, da politiet kom for at stoppe den. Den dag overskred de en metafysisk grænse, og de blev accepteret i samfundet igennem den historie, der blev skabt om dem i landsbyen at de flygtede fra politiet som alle andre i stedet for at forklare politiet, hvem de var. Indbyggerne i landsbyen anså dette for værende solidarisk, selvom Geertz selv kalder flugten for kujonagtig, og for Geertz og hans kone betød det, at de blev en del af fællesskabet (Geertz 1972: 4). Feltarbejdet generelt har opnået en nærmest mytisk status i antropologien, hvilket knytter an til feltbegrebet (Tjørnhøj-Thomsen 2003: 97), der indikerer en rejse ud i verden og ind i felten. Feltarbejdet i ens hjemland i det velkendte slutter ikke, når feltarbejdet er slut, men fordrer en særlig opmærksomhed på det, man tager for givet, og rejsen fortsætter igennem hele forskningsprocessen. Den opmærksomhed, som mit projekt fik af mange af mine informanter, er fortsat i analyseprocessen og har betydet, at jeg nok har taget afstand til felten, men bibeholdt en kontakt til flere informanter, som har ønsket at høre om mine analyser. I den forstand har udgangen fra felten været ligeså vanskelig og dilemmafyldt som adgangen (Mosse 2011: 52), og er i en vis forstand aldrig lykkedes. Min etnografiske odyssé har i stedet for en rejse ind i et nyt og ukendt territorium, som hos Geertz, bestået af en rejse igennem hverdagen hos embedsmænd, socialarbejdere og beboere på socialpsykiatriske bosteder, hvor jeg har ladet mig føre med af deres holdninger til hverandre og til mig. Jeg har ikke været et ikke-menneske blandt mennesker i felten, men er blevet inddraget, kritiseret, rost og der er blevet skabt forhåbninger om forandringer til det bedre om at min forskning kan bidrage til at skabe noget udefinerbart bedre end tingenes tilstand. Det har været en udfordring at forholde sig til og forstå den handlen, der foregår i de tre sociale handlerum, men nødvendigt for netop at kunne udfolde de analytiske muligheder, som opstår i den proces. Min odyssé startede i slutningen af året i 2009, hvor jeg søgte en nyopslået ph.d.-stilling i Københavns Kommunes Socialforvaltning. Jeg fik stillingen og den 1. januar 2010 gik jeg fra at være fuldmægtig, en stilling jeg havde bestridt i lidt over et år, til at være ph.d.-studerende på 56

67 det samme kontor. Da jeg gik i gang med feltarbejdet føltes centralforvaltningen som mit andet hjem. Jeg var vant til at færdes på gangene blandt embedsmændene; jeg kendte rummene, arbejdsopgaverne og rollerne. I løbet af de tre år mit feltarbejde i realiteten varede i centralforvaltningen, følte jeg mig mere og mere sat ud på sidelinjen. Møder og s gav mindre mening for mig, nye kollegaer kom til og forsvandt, før jeg nåede at lære deres navne at kende, men mest væsentligt var jeg ikke længere en del af den daglige drift; jeg sparrede med nogle kollegaer i ph.d. forløbet, men løste meget få opgaver, og mit tempo blev langsommere, end da jeg var fuldmægtig. Som fuldmægtig følte jeg, at jeg gjorde noget godt for forvaltningen og for borgerne at min løn ikke var spildt. Men som forsker begyndte jeg både at sætte spørgsmålstegn ved min tidligere praksis som embedsmand samtidig med at jeg higede efter den løsningsorienterede tilgang, jeg havde til mit arbejde dengang. Den følelse forsvandt næsten under skriveprocessen, men der sidder en rest tilbage, som fordrer, at jeg kontinuerligt tænker over, hvad min forskning kan bruges til, og hvordan den bedst kan formidles. Og et håb om, at nogen i forvaltningen vil sætte pris på den måde, hvorpå jeg i afhandlingen fremstiller deres professionelle arbejde. Anderledes forholdt det sig med bostederne, som jeg i starten fandt forunderlige og også foruroligende. Jeg kendte ikke rummene og var mestendels hensat til fællesrummene og personalekontorerne. Men omkring tre måneder inde i mit feltarbejde gik det op for mig, at jeg var blevet mere og mere en del af bostederne og min undren var aftaget; jeg havde næsten vænnet mig til beboernes ligefremhed, deres til tider besynderlige påklædning (eller ingen påklædning), de snavsede boliger og konflikterne. Udfordringen blev da at fastholde en undren, samtidig med at jeg lod mig føre med for at opnå den bedst mulige forståelse for det liv, der udspillede sig på bostederne. Udfordringen i forvaltningen var en helt anden; den bestod i at trække mig tilbage og turde stille de dumme spørgsmål, selvom det føltes pinagtigt. Eftersom jeg var ansat som fuldmægtig i Mål- og Rammekontoret for Handicap og Psykiatri og overgik til at være ph.d.-studerende var adgangen til de socialpsykiatriske bosteder godkendt af centralforvaltningen fra start. Til min ansættelsessamtale til ph.d.-stillingen var souschefen fra Thorupgården med i ansættelsesudvalget, og der lå en uudtalt forventning om, at i hvert fald en del af mit feltarbejde skulle foregå dér. Denne forventning blev diskuteret ved et senere møde med lederen af bostedet og nogle af afdelingslederne, og som jeg opfattede det, bestod den af et ønske om, at jeg igennem min forskning og resultater ville kunne anspore socialarbejderne til at gøre deres arbejde på en anden og mere refleksiv eller effektiv måde. For lederne var forandringer potentielt positive. Fordi udskiftningen af socialarbejdere på Thorupgården var så relativ lille, mente ledelsen, at stedet og socialarbejderne kunne få gavn af at få ændret gamle vaner og indgroet kultur. Mit feltarbejde var planlagt til at begynde i oktober 2010, men allerede i september begyndte jeg at komme på bostederne for at præsentere projektet for medarbejdere, beboere og pårørende; til MED-udvalgsmøder; centerbestyrelsesmøde; beboerrådsmøde; personalemøder for alle medarbejdere samt separate møder for medarbejderne på 2. sal. Derudover blev jeg in- 57

68 terviewet af en beboer til Centerposten, Thorupgårdens interne blad, og i artiklen slutter hun af med at bede beboerne om at støtte om mit projekt, fordi det kan blive en særdeles vigtig medspiller i psykiatridebatten fremover, når det handler om beboer kontra personale. I løbet af denne proces blev det tydeligt for mig, at de forskellige aktører fortolkede og potentielt ville anvende mit projekt på forskellige måder. Til et indledende møde for socialarbejderne på 2. sal på Thorupgården spurgte flere ind til, af hvem og hvorfor det var blevet besluttet, at mit feltarbejde skulle foregå iblandt dem og ikke på de andre etager. Jeg forklarede, at det var en ledelsesmæssig beslutning, og afdelingslederen bakkede mig op og sagde, at de andre etager var plaget af sygdom eller andre projekter, så 2. sal ville være det bedste sted. Flere var utilfredse, og fordi jeg havde fortalt, at mit projekt var finansieret af Socialforvaltningen, anså de mig for værende forvaltningens udsending, som skulle vurdere deres arbejde. Andre socialarbejdere så mit projekt som en kærkommen mulighed for at udvikle sig fagligt og en form for hjemmel til at ændre nogle arbejdsgange, som de anså som forældede, institutionaliserede eller meningsløse. Socialarbejderne bad mig derfor ofte om at skrive ned, at de havde travlt; ikke havde tid til at se beboerne, eller ikke forstod nye tiltag til ændringer af deres arbejdsform. Jeg gjorde samtidig en ihærdig indsats for at få dem til at forstå, at jeg ikke var ansat til at vurdere deres arbejde, men ønskede at forstå deres arbejde ved at indgå som en del af arbejdsdagen, snakke med dem og deltage i deres møder. Efterhånden gav de mig et større ansvar, og i slutningen af feltarbejdet fik jeg en fornemmelse for, at jeg blev regnet med i normeringen. Derudover havde de en stor nysgerrighed efter, hvad jeg fandt ud af om beboerne. De både misundte mig min frihed til at indgå i beboernes fællesskaber og lære om deres liv, samtidig med at de fastholdt en distance til beboerne for netop ikke at institutionalisere dem. FELTEN, KONSTRUKTIONEN OG KONSEKVENSEN Konstruktionen af felten er en analytisk og teoretisk konstruktion og ikke empirisk givet (jf. Jöhncke 2002: 37). Allerede under udarbejdelsen af min projektbeskrivelse havde jeg en forestilling om, at mit ph.d.-projekt skulle bidrage til en bedre organisering af socialpsykiatriområdet for embedsmændene; jeg ønskede at skabe en viden om socialt arbejde, som kunne bidrage til at udvikle socialt udsatte borgere fra en afhængighed af velfærdssamfundet til en mere selvstændig levevis. Det er et mål, som deles af mange embedsmænd og politikere. I planlægningen af feltarbejdet valgte jeg ikke alene at fokusere på socialpsykiatriske bosteder, men også at inddrage relevante dokumenter om handleplaner, effektstyring, akkreditering, kvalitetsstandarder og værdier udarbejdet af embedsmændene i centralforvaltningen. Jeg forestillede mig, at disse dokumenter kunne bidrage til min forståelse af socialarbejderes arbejdsliv og beboernes hverdagsliv. Dog tog feltarbejdet en drejning i løbet af feltarbejdet, da jeg i mødet med socialarbejdere og beboere begyndte at undre mig over, hvordan disse relevante dokumenter blev udarbejdet. Hvilke forestillinger om socialt arbejde og det gode liv ligger til grund? Hvilke idéer bliver forkastet og hvorfor? Hvordan forestiller embedsmænde- 58

69 ne sig, at praksis skal tilpasse sig nye, og ofte modsatrettede, initiativer? Hvorfor stiller de sig ikke mere kritiske overfor de tunge, bureaukratiske procedurer? Hvordan tænker en embedsmand? Tænker de ens? Med andre ord begyndte jeg at undre mig over både socialarbejderes praksis i deres arbejde med beboerne og embedsmændenes arbejde med planlægning af politikker, dokumentation, effektstyring og nye metoder. Mine erfaringer fra tiden som fuldmægtig i centralforvaltningen gav mig i mødet med den verden, jeg tidligere var med til at organisere, et udfordrende og kritisk blik på min tidligere praksis som embedsmand, hvor jeg forsøgte at skabe orden i kaos, målbare resultater og gennemsigtighed i organisationen. Ikke uden tvivl og usikkerhed, men med en accept af de processer og det hierarki, man er en del af i Socialforvaltningen. Min felt udvidedes derfor også til at omfatte de embedsmænd, som arbejder i centralforvaltningen: fuldmægtige, udviklingskonsulenter, direktører, kontorchefer, HK ere og konsulenter. Mine kollegaer nogle af dem er også mine venner blev mine informanter; jeg begyndte at spørge ind til deres arbejde med en anden opmærksomhed og nysgerrighed, end da vi arbejdede med de samme opgaver. Til kontormøderne, som jeg tidligere deltog i, fordi de var obligatoriske, men også for at holde mig orienteret om verserende sager i pressen, nye organisationsændringer undervejs og politiske sager, begyndte jeg at tage noter og undertiden stille spørgsmål, som jeg ikke ville have stillet som fuldmægtig, da jeg ville have taget informationerne for givet. Dog har felten bestået af mere end institutionelle og organisatoriske rammer. Også min daglige gang på Nørrebro, som har været mit hjem i mange år, og København i det hele taget, har været en del af min felt; at drikke kaffe på Café Sonja i Saxogade, hvor en informant (beboer) arbejder som frivillig; at cykle ned ad Nørrebrogade og holde for rødt og sludre med en informant (beboer), som er ude på sin daglige cykeltur; at vinterbade i Svanemøllen Havn med en informant (socialarbejder); spise middag med venner og arbejdskollegaer (embedsmænd) og mange andre oplevelser har konstitueret min felt. Desuden er bureaukrati og psykisk sygdom emner, som interesserer mange mennesker i Danmark, og mange venner, bekendte og fremmede har derfor forholdt sig til mit projekt og fortalt historier om deres egne sindslidelser, pårørende eller om systemets kafkaske karakter, hvilket bevirkede, at jeg aldrig fik følelsen af at afslutte den etnografiske odyssé, men til stadighed udvidede informantgruppen. METODOLOGI AKTIONSFORSKNING? Oprindeligt var mit fokus på dilemmaet mellem socialarbejderes omsorgspligt på den ene side og borgernes ret til selvbestemmelse på den anden side. Dilemmaet viser sig både som en generel samfundsteoretisk problemstilling og en praktisk håndtering i konkrete relationer mellem socialarbejdere og borgere, og da jeg indledningsvist havde en forhåbning om at bidrage med potentielle forandringer eller løsninger til dilemmaet, valgte jeg at fokusere på aktionsforskning som den overordnede metodologiske tilgang i afhandlingen. 59

70 Aktionsforskning er grundlæggende en betegnelse for en form for forskning, som i sin tilgang til forskningsfeltet er inkluderende og demokratisk (Andersen og Bilfeldt 2010, Aagaard Nielsen 2009 [2004], 2010, Park 2001, Hummelvoll 2006, Kildedal 2005). Aktionsforskningens grundlægger er den amerikanske forsker Kurt Lewin, som efter 2. verdenskrig udformede aktionsforskningens grundprincipper som et opgør mod sin samtids forskningsmetoder. Lewin mente, at der manglede metoder, som kunne give forskeren indsigt i og løse sociale konflikter. For at løse komplekse sociale problemstillinger skulle forskningsfeltet, praktikerne, bidrage ikke blot som informanter, men som aktive medforskere (Aagaard Nielsen 2010: 97), som ændrer og forbedrer de forhold, hvori der bliver forsket: The best way to understand things is to change them. (Lewin i Andersen og Bilfeldt 2010: 69). Viden bliver altså til i en cyklus, som består af en indledende kritik af bestemte sociale forhold, en undersøgelse af kritikken, refleksion over, hvordan tingene kan gøres anderledes, og handling, hvor konkrete forandringsprocesser iværksættes (ibid.). Aktionsforskning kan gennem det nære forskningssamarbejde med praksisfelten skabe en anden form for empiri end ved et klassisk feltarbejde, da informanternes involvering i forskningsprojektet mere har karakter af medforskere end informanter (se fx Heron og Reason 2006). Den viden, som feltarbejdet giver antropologen, bliver i samspillet med feltens aktører eller medforskere diskuteret, og gennem tilbagemeldingerne fra medforskerne produceres en ny viden, der kan arbejdes videre med, både i feltarbejdet og i analyserne af problemstillingen. Det er en almindelig erfaring fra antropologisk forskning, at når man præsenterer sine resultater for felten, får man ny data, men ofte for sent i forhold til analysearbejdet, og her kan aktionsforskningen bidrage med dens mere medinddragende tilgang til forskningsfeltet. Antropologi betyder læren om mennesket, skriver Kirsten Hastrup; det er i det sociale individ og samfundet, som det praktiseres af sociale individer, at antropologien har sit udspring (2003: 9), og igennem feltarbejde og skriveproces skabes en særlig forbundenhed mellem forskeren og informanterne antropologen griber så at sige aktivt ind i andres verden, og en særlig virkelighed opstår imellem antropologen og de andre. Uanset hvor teoretisk et udgangspunkt antropologen har, skaber den antropologiske praksis altid en form for anvendelighed, selvom anvendeligheden hos antropologer, der ønsker at skabe forandring, er mere reflekteret (Hastrup 1990: 38). Graden af anvendelighed handler dog også om forholdet imellem forskeren og den praksis, der undersøges. I aktionsforskning er ikke bare forskeren engageret, men også informanterne er en del af projektdesignet. Derudover er der flere aftagere i form af feltens praktikere og andre grupper med hver deres agenda, som skal forhandles, og der skal produceres viden, der kan handles på grundlag af, og som har et læringsperspektiv (Yorks 2005: ). I etnografien i dag er objektive observationer forkastet til fordel for deltagerobservationen, hvor forskeren bruger sig selv som instrument (Hastrup 2003: 13) og dermed også har en indvirkning på sin felt gennem tilstedeværelse og deltagelse; samtidig er antropologien blevet kritiseret for kun at dokumentere de mennesker, vi studerer, og ikke sigte højt nok i sin be- 60

71 stræbelse på at påvirke sociale strukturer (fx Jagd 2007). Aktionsforskning går netop skridtet videre og skaber mulighed for, at praksisfelten kan reflektere både individuelt og kollektivt med et blik indefra fra institutionen samtidig med at de får et blik udefra fra forskeren, som de kan forholde sig refleksivt til (Andersen og Bilfeldt 2010: 70). Antropologer har længe diskuteret, hvorvidt antropologien skal spille en større rolle i løsningen af samfundsproblemer, og antropolog Steffen Jöhncke gør os opmærksomme på, at vi først bliver nødt til at undersøge hvordan noget bliver defineret som en konflikt eller problem i det studerede samfund (Jöhncke 2002: 29). Genstandsfeltet i denne afhandling er socialt arbejde ikke kun som det opleves af borgeren og socialarbejderne, men som det bliver konstrueret og rekonstrueret administrativt og organisatorisk. Det dilemma, som var mit fokus under feltarbejdet dilemmaet mellem personalets omsorgspligt og beboernes selvbestemmelsesret på et socialpsykiatrisk bosted oplevedes som problemfyldt, konfliktfyldt og paradoksalt af såvel socialarbejdere, beboere, pårørende, embedsmænd som politikere. Da jeg udtænkte problemformuleringen og planlagde feltarbejdet, var det hensigten at lave et projekt som kunne skabe forandringer skabe viden, der potentielt kunne gøre dilemmaet mere håndterbart, og potentielt kunne skabe mere selvstændighed blandt beboerne, som derfor ville blive bedre i stand til at flytte til mere selvstændige boliger. Inspireret af aktionsforskningen planlagde jeg derfor et projekt med inddragelse af både beboere og socialarbejdere. Min hensigt var ikke alene at dele mine analytiske betragtninger undervejs i forskningsprocessen, men at igangsætte et eller flere initiativer, som skulle udtænkes i samarbejde med både socialarbejdere og beboere. For det første ville det potentielt kunne bibringe en dybere indsigt i dilemmaet og i de forestillinger, personalet og beboerne gør sig om måder at håndtere det på (jf. Jagd 2007: 154); for det andet kunne aktionsforskningen kombinere en relevant samfundsvidenskabelig problemstilling med vidensudvikling i praksisfelten (jf. Andersen og Bilfeldt 2010: 67). Hensigten med at bruge aktionsforskning som overordnet metode i feltarbejdet var ikke alene at styrke dataindsamlingen, men også at igangsætte en forandringsproces, som ikke er bestemt af lovgivning eller andre ovenfra kommende politikker og planer, men af de mennesker, som til daglig skal navigere i krav fra oven. Men eftersom hverken socialarbejdere eller beboere havde været med til at bestemme, at der skulle forskes i dem, endsige været med til at udarbejde projektplanen, blev aktionsforskningsmetodologien netop endnu et krav fra oven. Med andre ord blev det ovenfra bestemt, at der skulle ske en forandring af deres praksis, hvorfor deres mulighed for indflydelse hermed blev begrænset til et hvordan. Min detaljerede projektplan baseret på en aktionsforskningstilgang var delt op i fem faser med pauser, hvor jeg dels ville analysere mine data og dels følge kurser på universiteter i Danmark og på McGill University i Canada. Feltarbejdsfaserne var inddelt i en indledning og organisering af projektet, hvor problem og forskningsspørgsmål skulle defineres, samt hvordan de forskellige aktører skulle indgå i projektet, og slutteligt skulle det besluttes, hvordan problemet skulle studeres, og hvilke metoder der ville kunne bidrage med de nødvendige data 61

72 for at besvare forskningsspørgsmålene. Herefter planlagde jeg en implementeringsfase, hvor data skulle indsamles og analyseres for herigennem at identificere egnede og meningsfulde aktioner (som jeg på forhånd havde nogle bud på) og beslutte, hvordan disse skulle udbredes og bruges af aktørerne. Derudover inddelte jeg feltens aktører i grupper (styregruppe, fokusgrupper og arbejdsgrupper), som skulle sikre en ledelsesmæssig opbakning til aktionsforskningsprojektet, samtidig med at medarbejdere og beboere blev inddraget igennem hele processen. Planen var detaljeret og gav en grundig beskrivelse af forventet forløb, ansvarsfordeling og indholdet i projektets forskellige faser fra kommunikation af projektet, gennem tilretning af problemformulering og forskningsspørgsmål, feltarbejdet, analysefase, tilbagemeldinger på analyser, udarbejdelse af initiativer på baggrund af analyser, implementering af initiativer og evaluering af deres virkninger. Som forsker i en organisation deler man visse fællestræk med sine informanter (Pulman-Jones 2001: 117), og planlægningen af forskningsprojektet var ikke ulig den måde, jeg var vant til at arbejde på som embedsmand i forvaltningen, hvor man planlægger et projekt i forskellige faser med inddragelse af relevante aktører, implementering og evaluering. Projektplanen præsenterede jeg ved de indledende møder med feltens aktører, og jeg deltog i en konference om aktionsforskning på Aalborg Universitet i efteråret 2010, efter den første del af mit feltarbejde var overstået. På baggrund af mødet med danske og internationale aktionsforskere og erfaringerne fra feltarbejdet, indså jeg at aktionsforskningsprojektet ville være vanskeligt at udføre i praksis. Skabelsen af en forandring er ikke problemfri, men potentiel omkostningsfyldt for de mennesker, forandringen angår. Socialarbejderne forholdt sig til mange forskellige strategier, politikker og planer for deres arbejde i hverdagen, og mit projekt ville fylde uhensigtsmæssigt meget i deres hverdag. Jeg fortalte lederen af Thorupgården, at jeg ville undlade at nedsætte styregruppe, fokusgrupper og arbejdsgrupper samt at igangsætte nye initiativer og i stedet fokusere på den daglige praksis og løbende dele mine indledende analyser og eventuel kritik ved både formelle møder og uformelt i hverdagen. Hun nikkede ja og sagde, at det andet nok var lige i overkanten. DELTAGENDE FORSKNING Igennem feltarbejdet følger man nogle mennesker for en tid; lærer deres verden at kende, engagerer sig i dem på deres præmisser og engagerer sig i diskussioner om sit eget analytiske blik på den viden, de giver en (Tjørnhøj-Thomsen 2003: 101). Foruden de mange uformelle samtaler, hvor jeg vendte indledende analytiske tanker med mine informanter, har jeg præsenteret mit projekt og tentative analyser i forskellige formelle fora for socialarbejdere og beboere på bostederne, for embedsmændene i centralforvaltningen, til konferencer om psykiatri og socialpsykiatri og i bredere regi som Kommunernes Landsforening, Socialstyrelsen og Psykiatrifonden. Disse fora har krævet forskellige udfordrende formidlingsformer, men har samtidig skabt tilbagemeldinger, som jeg har behandlet som empiri. De mennesker, jeg har studeret har haft forskellige holdninger til mine analyser; nogle kritikpunkter har de været 62

73 enige i eller er blevet overraskede over, mens de andre gange har været uenige og krævet mere deltaljerede analyser. Sidstnævnte var den største udfordring, men samtidig tilbød de diskussioner, som modstanden affødte, en ny måde at anskue praksisfelten på, både embedsmændenes, socialarbejdernes og beboernes. Tilbagemeldingerne til informanterne betød, at nogle af mine analyser tog andre veje, end jeg havde tiltænkt, da jeg skrev dem første gang. Dette er ikke usædvanligt i en forskningsproces, men blev mærkbart i mødet med mine informanter. Tilbagemeldingerne gav mig ny indsigt i og viden om det, jeg studerede, og samtidig blev den viden, som mine analyser har frembragt, ikke kun fremsagt om verden, men brugt i verden (Hastrup 2004b: 9). Igennem en mere deltagende tilgang til feltarbejde, blev informanterne ikke blot objekter for mine analyser, men jeg blev også objekt for deres forventninger og krav til ny viden om deres arbejde. I de formelle tilbagemeldinger til Thorupgården (kun socialarbejdere) og Tranehavegård (både socialarbejdere og beboere) kritiserede jeg blandt andet socialarbejderne for en paternalistisk tilgang til beboerne, som for mig var en ny indsigt i en socialpsykiatrisk kontekst, mens der er skrevet om den i en psykiatrisk kontekst (fx. Oeye og al. 2009), men for socialarbejderne var det et vilkår ved deres arbejde, som de helst så sig fri for, men som de følte sig placeret i af beboerne. Beboerne på Tranehavegård forklarede mig, at de til tider havde brug for en form for forælder-rolle fra deres kontaktpersoner. De bad mig gå dybere ind i analysen og løse problemet. Det kan jeg dog ikke, men jeg kan give et bud på, hvordan det bliver til et problem, fx at kravet om at give autonomi tilbage til beboerne udfordres af beboernes ønske om at blive behandlet omsorgsfuldt på en måde, der grænser til paternalisme; og derudover er det også én af de strukturelt mulige måder, hvorpå beboernes tilknytning til systemet og socialarbejderne styrkes. I forvaltningen har jeg i løbet af feltarbejdet udarbejdet et budgetforslag angående beskæftigelse til sindslidende (som dog ikke gik igennem til budgetforhandlingerne); jeg har deltaget i planlagte møder om strategier på socialpsykiatriområdet; deltaget i kontormøder samt i møder i forskningsenheden, som jeg var en del af; og jeg har undervist socialarbejdere på et internt undervisningsforløb i forvaltningen kaldet Fakultet. Alt sammen som en del af min formidlingspligt som ph.d.-studerende, som en måde at anvende antropologien på i praksis, men i lige så høj grad som en del af mit feltarbejde, fordi møderne og undervisningen sagde noget om Socialforvaltningen som organisation og det at forvalte. Man kan vælge at studere policy ved at fokusere på en idé eller en model, og hvordan denne opfattes af forskellige aktører eller grupper, men ved at fokusere på policy ændres selve felten. Det forekommer, som om jeg både har studied down og studied up (jf. Nader 1972), men jeg mener snarere at have studied through forskellige felter, som ikke nødvendigvis er en del af hinandens hverdag, endsige moralske verdener (Shore og Wright 1997: 14). Antropologerne Susan Wright og Sue Reinhold skriver: 63

74 Studying through avoids presuming a hierarchical relation between policy-makers determining policy and implementing it on the governed. [ ] Instead, studying through follows a discussion or a conflict as it ranges back and forth and back again between protagonists, and up and down and up again between a range of local and national sites (Wright og Reinhold 2011: 101). Mit studie har ikke kun fundet sted blandt policy-makers, men også blandt dem, policy skal virke på. Og jeg mener, at både embedsmænd, socialarbejdere og beboere er genstande for politik, selvom embedsmændenes handlen har større indflydelse på flere mennesker, end socialarbejdernes og beboernes har. KRITIK Jeg forholder mig i denne afhandling til kritik som et både et emic og etic begreb; feltens aktører stiller krav om forskellige former for kritisk tilgang til dem selv og deres arbejde, som både gør forskeren til subjekt i forhold til forskningsobjektet, men samtidig potentielt til et objekt, som der forventes noget af. Kritikken i denne afhandling retter sig ikke imod enkeltpersoner eller faggrupper, men kritikken er emic i den forstand, at jeg igennem feltarbejdet har undersøgt, hvordan aktørerne i de tre sociale handlerum har kritiseret hinanden socialarbejdere kritiserer embedsmænd, beboere kritiserer både embedsmænd og socialarbejdere, og embedsmænd kritiserer socialarbejdere og det er dette, jeg analyserer igennem afhandlingen for at få en forståelse for, hvordan diskrepansen mellem idealer og betingelser bliver til et problem. Samtidig bliver kritikken etic, fordi jeg har en kritisk undren over den måde, hvorpå aktørerne forsøger at skabe en social orden, som bliver til en anden social orden end den intenderede. I december 2012 udkom det danske tidsskrift, Social Kritik, hvori jeg har skrevet en artikel med titlen Embedsmænd, socialarbejdere og borgere - en antropologisk analyse af modsætninger og ligheder i en dansk socialforvaltning (Møller 2012). Kort fortalt udforsker artiklen de divergerende former for viden hos embedsmænd, socialarbejdere og beboere på socialpsykiatriske bosteder, som viser sig, når det slår gnister i handlerummenes mellemrum; de skal alle igennem en hverdag med forskellige presserende problemer og udfordringer, som de skal forholde sig til, og frustrationerne flyder igennem organisationen. Artiklen viste samtidig, at på trods af forskellige former for viden, magt og frustrationer konvergerer disse verdener netop gennem måden, hvorpå de erfarer og håndterer hverdagen. Nogle af de samme pointer bliver udfoldet i denne afhandling. Da artiklen udkom i december 2012 var jeg på juleferie i Indien, men har efterfølgende fået fortalt, at der i chefgruppen på det kontor, hvor jeg havde min ugentlige gang, var utilfredshed med artiklen. Ved et møde nogle dage senere med min forskningsleder diskuterede vi kritikken, og som jeg forstod, rettede den sig primært imod én af artiklens fortællinger om embedsmændene (som er gengivet i kapitel 7 i denne afhandling). Jeg fik fortalt, at én fra chef- 64

75 gruppen havde læst artiklen og var bekymrede over genkendeligheden hos aktørerne i casen og forholdet til det ministerium, som er en del af casen. Socialforvaltningens pressechef brugte herefter nogen tid på at læse artiklen og vurderede, at den var ufarlig. Jeg fortalte, at jeg havde bedt de implicerede, som stadig arbejdede i forvaltningen på det tidspunkt, om at læse og kommentere på den pågældende case, og de havde ingen kommentarer til den. Jeg blev bedt om at skrive et notat til direktionen, som dels forklarede artiklen, og dels redegjorde for mine forskningsresultater. Jeg lagde ud med at skrive notatet i det forvaltningssprog, som jeg tillærte mig som embedsmand. Jeg læste det igennem og besluttede, at det lød mærkeligt, når nu afhandlingen bliver skrevet i et andet sprog. Jeg skrev det derfor om og afleverede det til min forskningsleder, som bad mig om at korte det ned til to sider og skrive det i forvaltningssprog. Jeg omskrev igen til forvaltningssprog, skar ned og stillede nogle konkrete ændringsforslag til forvaltningen om 1) praktikophold til embedsmænd, så de i praksis kan erfare, hvad det vil sige at arbejde med borgerne; 2) at man i højere grad ansætter embedsmænd med en anden faglig baggrund end den akademiske; og 3) at man i højere grad giver brugere en plads i diverse styregrupper, såvel som forvaltningens front-medarbejdere, der kender til dilemmaer og udfordringer fra egen hverdag. Hensigten var at sende artiklen og notatet til direktionen, men jeg er ikke sikker på om det faktisk er gjort. I artiklen blev hverken enkelte personer eller faggrupper kritiseret, men artiklen er skrevet i et andet sprog end det, der normalt bliver produceret i en forvaltning, og samtidig fortæller den en anden historie om Socialforvaltningen og om embedsmænd, end de er vant til at fortælle om sig selv. Eftersom jeg ikke var uafhængig af forvaltningen, men en del af den, blev artiklen potentielt farlig, for hvis journalister skulle behandle den i medierne, ville forvaltningen have svært ved at forkaste den, da den var udarbejdet indefra i deres eget system. Pointen med denne case er, at antropologien stiller væsentlige spørgsmål til sin felt og til samfundet, som komplicerer snarere end løser problemer, og som jeg citerede Jöhncke for tidligere, er det antropologiens opgave ikke bare at definere problemer, men at finde ud af, hvordan noget bliver til et problem. Dette kan dog blive opfattet som en form for kritik og fordre, at antropologen bliver opfattet som den kritiske deltager i spillet om at udpege løsninger og problemer, snarere end som medspiller. Steffen Jöhncke har arbejdet i Socialforvaltningen (dengang: Socialdirektoratet) i København inden for stofmisbrugsområdet, og i lavede han en brugerundersøgelse og udfærdigede en rapport på baggrund af deltagerobservation og 40 interviews med stofbrugere. I rapporten problematiserede Jöhncke nogle modstridende krav til behandlingen om hjælp og rådgivning på den ene side og på den anden side kontrol med brugernes adfærd; han problematiserede ligeledes den ensartethed, som kategoriseringen af stofbrugere medfører, selvom gruppen er vældig differentieret; og han problematiserede behandlingens totaliserende virkning, da brugernes øvrige sociale identiteter ikke fik mulighed for at komme til udtryk i behandlingen (Jöhncke 2002: 31). Nogle af rapportens konklusioner blev vel modtaget af de behandlere og embedsmænd, som arbejdede inden for området enten fordi de var enige, 65

76 fordi de ikke anerkendte stofbrugeres evne til at have en holdning til deres egen behandling, eller fordi rapporten havde udlevet sit formål om at give stofbrugerne mulighed for at blive hørt, også selvom man sandsynligvis ikke ville bruge resultaterne til noget. Dog havde rapporten fokus på ikke alene behandlere og stofbrugere, men også på statslige og kommunale rapporter samt krav til institutionerne, og dette tværsnit af stofmisbrugsbehandling viste, at modvilligheden overfor metadon behandling ikke kun var gennemgående hos behandlere og stofbrugere, men også blandt politikere, embedsmænd, forskere og pårørendeforeninger. At rapporten inddrog de aktører, som var ansvarlige for stofmisbrugsbehandling blev en pinlig affære, da det ikke var hensigten med rapporten og da det synliggjorde væsentlige problematikker ved stofmisbrugsbehandling, som ikke ellers blev italesat eller synliggjort (Jöhncke 2002: 31-32). Jöhnckes erfaringer med at synliggøre og offentliggøre en problematik i Socialforvaltningen i København minder umistænkeligt om mine i den henseende at Socialforvaltningens embedsmænd ikke er vant til at blive kigget over skulderen. Det viser, at på trods af en tilsyneladende afkoblethed er der en vigtig relation imellem både policy-makere, socialarbejdere og brugere i en socialforvaltning en relation, som har stor indflydelse på den måde, hvorpå politik bliver forvaltet i hverdagen i det yderste niveau. Jöhnckes og mine erfaringer viser samtidig, at policy-makeres opfattelse af deres eget ansvar over for praksis er en anden, end det ansvar antropologen igennem sine undersøgelser og forskning tillægger dem. Antropologien kan hermed tilbyde et andet blik på organiseringen af socialt udsatte borgere og en anden form for kritik, end den Socialforvaltningen er vant til fra pressen, ministerier, eksterne konsulentvirksomheder etc. Mine kritiske analyser handler ikke om, at noget er gået galt og derfor handler min kritik heller ikke om at placere et ansvar. Med denne afhandling håber jeg snarere at skabe debat og refleksion. Jöhncke skelner mellem den konstruktive kritik, som tager udgangspunkt i de allerede eksisterende rammer og bygger videre på dem og styrker dem og den radikale kritik, som stiller grundlæggende spørgsmål om fx ideologiske antagelser, politiske selvfølgeligheder og kulturelle normer, og som derfor ryster rammerne snarere end stabiliserer dem (Jöhncke 2002: 34-35). Den ene form for kritik udelukker ikke den anden; denne afhandling bidrager dels med konstruktiv kritik af forvaltningen og bostederne, og dels rejser den nogle spørgsmål, som måske ryster fundamentet, men som samtidig er nødvendigt, da Socialforvaltningen er en offentlig velfærdsorganisation og derfor har pligt til at lade sig granske og pligt til at overveje sine politiske og ideologiske antagelser og kulturelle normer. Antropologen David Mosse (2006) har igennem 10 år arbejdet med udviklingsprojekter i det vestlige Indien (med tilknytning til det engelske Department of International Development). I bogen Cultivating Development: Ethnography of Aid Policy and Practice (2005) præsenterer Mosse en antropologisk beretning om udviklingspolitik- og praksis en proces, som han skrev om i senere artikler (2006; 2011). Selvom en dansk socialforvaltning adskiller sig væsentligt 66

77 fra det vestlige Indien, ser jeg en relevans i Mosses pointer om dels policy-making og implementering og dels om, hvordan feltarbejds- og analyseproces i dag ikke er adskilt, hvilket fordrer en ny etisk stillingtagen til de mennesker, vi studerer. Før udgivelsen af bogen læste Mosses kollegaer, både policy-makers og dem, der arbejdede i felten, et udkast, og flere rejste kritik og forsøgte endda at hindre udgivelsen (Mosse 2011: 50, 2006: 935). For Mosse viser dette, at antropologer i dag er tættere på sine informanter end på Malinowskis tid, og det har en betydning for det, man skriver om dem. Vi kan i dag ikke tale om den tidligere forskel på antropologens skift mellem felt og skrivebord, da skriveprocessen i Mosses tilfælde som i mit til dels foregik i felten (Mosse 2006: 936). Den ene dag om ugen, jeg var i forvaltningen, skrev jeg på mine analyser, og derfor var det nærliggende at diskutere dem med mine informanter, eller de spurgte mig om min holdning til forskellige problematikker, når de stod foran mit skrivebord (jf. Mosse 2006: 937). Mosse skriver, at der var en forskel på, hvordan hans forskellige kollegaer modtog hans bog. Dem, han kalder for de professionelle (policy-makers), var de mest kritiske, hvorimod feltarbejderne, som arbejder med selve implementeringsprocesserne, støttede ham (Mosse 2011: 50). På samme måde forholdt det sig med min artikel. Inden den blev udgivet, gav jeg et udkast til en embedsmand, som generøst gav mig væsentlige kommentarer. Han mente sågar, at jeg kunne have været mere kritisk end mit mod rakte til på det tidspunkt. Der er derfor en forskel på ledelsen og på embedsmændene, som i praksis skal forholde sig til og samarbejde med forskellige faggrupper i forvaltningen. Embedsmanden har ligesom jeg en samfundsfaglig uddannelsesbaggrund og havde derfor interessante og brugbare analytiske betragtninger, men fx hans kommentar det ved vi godt til min pointe om, at implementeringsprocesser ikke er lineære og kausale, var interessant, da min oplevelse som tidligere embedsmand og som forsker var, at embedsmændene kontinuerligt forsøger at skabe orden i processer og frustreres, når det ikke går som planlagt. Således kunne jeg bruge mine informanters tilbagemeldinger og kritik af mit arbejde både analytisk og empirisk. Det ændrer ikke ved, at modtagelsen af min artikel var en ubehagelig situation for alle parter. Jeg fristes til at citere økonomen Jørgen Dich, som i sin kritik af velfærdssamfundet har skrevet: Jeg interesserer mig mere for handlinger end for ord. Det er på ens gerninger, man skal dømmes, ellers ville jo alle blive frikendt. I øvrigt sætter jeg mig ikke til dommer over nogen, derimod har jeg tilladt mig at kritisere. Men en kritik er ikke en dom. Den, der føler sig ramt, har dømt sig selv, hvis ingen føler sig ramt, er kritik nytteløs. (Dich 1973: 202) Jeg giver Dich ret i, at hvis ingen føler sig ramt, er kritikken nytteløs. Jeg har i mine oplæg for socialarbejdere også fremført kritik af deres praksis, og mens nogle tog imod den med åbne arme og bad om mere, lagde andre armene over kors og forsvarede sig. Det affødte i alle tilfælde interessante diskussioner, som jeg håber, socialarbejderne reflekterede videre over, 67

78 mens jeg selv kunne bruge diskussionerne som ny empiri. Socialarbejderne er dog vant til kritik: af offentligheden (de er dovne og gør ikke deres arbejde godt nok); af embedsmændene (når de beder dem om at arbejde på en anden måde); og af beboerne (som ofte udtrykker deres krav i skarpe vendinger). Embedsmændene er dog ikke vant til at blive kritiseret af en antropolog, som tilmed kender systemet inde fra. For dem kommer kritikken som regel fra medierne samt politikere, borgere, pårørende, revisionsfirmaer etc., som har forskellige krav til Socialforvaltningen som velfærdsinstitution. Derfor er de vant til at beskytte sig imod kritik, enten ved at undgå den eller ved efterfølgende at ændre i procedurer, oprette task-forces, lave interne undersøgelser etc. Som embedsmand, og måske især som leder, går man efter en sandhed eller løsninger på problemstillinger man er instrumentel i tilgangen til kritik. Det betyder, at antropologens viden er uadskillelig fra de mennesker, der bliver undersøgt, og det viser, at kritik ikke kun handler om etik, men også om epistemologi om at vi har forskellige tilgange til at forstå virkeligheden. Ligesom de fleste af embedsmændene har jeg en samfundsfaglig akademisk uddannelse, men min epistemologiske tilgang er ikke at definere og løse problemer, men at undersøge, hvordan noget bliver til et problem. METODER OG DATA POSITIONERING Hvor observation privilegerer synet og den neutrale forsker, så fordrer deltagelsen et totalt, sanseligt nærvær og en engageret forsker (Hastrup 2003: 13); deltagerobservation handler om at sætte sig i andre menneskers sted. Igennem feltarbejdet har jeg forsøgt at se verden, som den ser ud for både embedsmænd, socialarbejdere og beboere i deres egen kontekst, men også i sammenhæng med hinanden. Inden jeg drog på feltarbejde på bostederne, havde jeg mange overvejelser over, hvordan jeg bedst positionerede mig i forhold til socialarbejdere og beboere, for at få mest mulig viden om interaktionen imellem dem. Forskellige studier at forholdet mellem mennesker med sindslidelser og professionelle, har fordret forskellige positioneringer, som har haft forskellige betydninger for analyserne. Antropolog Lorna Rhodes har i sin bog Emptying Beds (1995 [1991]) fulgt personalet på en akut psykiatrisk modtagerafdeling i USA. Hendes fokus er på personalet og den måde, hvorpå de interagerer med hinanden og med patienterne. Hun skriver, at det trods flere feltarbejder blandt personale og patienter på psykiatriske afdelinger ikke er lykkedes hende at finde en position som både personale og patient, men altid kun som én af delene. Hun formår dog i analyserne af personalet på den psykiatriske modtageafdeling at fremanalysere kompleksiteten, og på trods af de ofte uigennemtænkte og absurde beslutninger, der bliver taget om patienterne, forfalder Rhodes ikke til en kritisk analyse af personalets arbejde, men til en forståelse af det. Den danske antropolog Katrine Schepelern Johansen (2006) valgte ligeledes en positionering blandt personalet i hendes studie af transkulturel psykiatri, og det lykkedes heller 68

79 ikke hende at skabe et tillidsfuldt forhold til patienterne, som i deres opholdsstue svarede på hendes tilstedeværelse med larmende tavshed på grund af hendes positionering blandt personalet (Johansen 2006: 35). Man kunne vælge en positionering som både personale og beboer, men antropolog Charlotte Jacobsen, som i sit studie af den danske retspsykiatri (2006) valgte at trodse oppositionen og i stedet afsøge en position som midt-imellem, opnåede sjældent følelsen af at være i samme båd som sine informanter, hverken patienter eller personale, hvilket dog harmonerer med hendes interaktionistiske fokus på identitet og positioneringer frem for en fælles erfaring med informanterne (Jacobsen 2006: 53-54). Antropologen Sue Estroff derimod færdedes iblandt både personale og klienter, men valgte ikke at fortælle klienterne, at hun også var med til personalemøder. I bogen Making it Crazy (1985 [1981]) følger hun tidligere psykiatriske patienter, som efter deinstitutionaliseringen i USA bor i egne lejligheder i lokalsamfundet. Estroff positionerer sig som dem og ikke som personalet, men inddrager personalet, fordi de er en stor del af de psykisk syges liv en del af konteksten. I sine bestræbelser på at sætte sig i patienternes sted, tog hun endda antipsykotisk medicin (Estroff 1985 [1981]: 30-31). Den amerikanske sociolog Erving Goffman valgte ligeledes at positionere sig hos klienterne, da han i midten af 1950erne lavede feltarbejde på et psykiatrisk hospital i USA. I Anstalt og Menneske (1967 [1961]) beskriver han, hvordan han gennem sin position som idrætslærerens assistent færdedes blandt patienterne mens han undgik kontakt med personalet og det, der kunne kategorisere ham som en del af personalet, fx at bære nøgler (Goffman 1967 [1961]: 5). Hverken patienter eller personale kendte til hans egentlige identitet som forsker. Goffmans studie er fra 1960 erne og etiske overvejelser inden for antropologien kræver i dag, at man bekender sig som forsker, men det er stadig en balancegang i forhold til at tage del i andres verden på deres præmisser og derfor ønske sig accepteret som mere end en forsker og at tydeliggøre sin position kontinuerligt igennem feltarbejdet. Litteraturen om kvalitativ forskning inden for psykiatrien viser således, at det er vanskeligt at positionere sig som en del af både patienterne og de professionelle. Dog adskiller et socialpsykiatrisk bosted sig fra en psykiatrisk hospitalsafdeling, ved at beboerne kan komme og gå, som de vil. De er ikke midlertidigt indlagte, men bor i deres eget hjem, dog under formelle institutionelle rammer. Igennem feltarbejdet på bostederne tog jeg eller blev tillagt flere forskellige roller af beboere og socialarbejdere: sjælesørger, besøgsven, forsker, socialarbejder, eller en anden slags professionel. Efter mange overvejelser, inden jeg startede mit feltarbejde, besluttede jeg mig for at forsøge at positionere mig som både socialarbejder og beboer. Igennem feltarbejdet har jeg derfor drukket utallige kopper kaffe og røget mange smøger sammen med beboerne. Jeg har tilbragt tid med dem i grupper i fællesrummene og individuelt i deres boliger eller på ture ud af huset, og i et par enkelte tilfælde hjemme hos mig. Efter 3-4 måneders feltarbejde følte jeg mig som en del af bostederne, både i forhold til socialarbejdere og beboere. Jeg besluttede mig for at holde jul på Tranehavegård sammen med min 69

80 mor. Det viste sig at være en øjenåbner i forhold til min positionering som beboer. Jeg havde en forestilling om, at selvom jeg ikke havde en psykisk lidelse, var medicineret eller boede på bostedet, så opfattede i hvert fald en del af beboerne mig som én blandt dem. Men i dagene efter juleaften fortalte min mor mig historier fra beboernes liv, som de ikke havde fortalt mig, selvom jeg havde tilbragt mange timer sammen med dem. Historier som ikke handlede om psykisk sygdom og livets fortrædeligheder, men om tiden som ung pige i huset eller andre livshistorier. Til mig fortalte beboerne primært deres anamneser; hvornår de blev syge, hvorfor de blev syge, hvad de får dagen til at gå med; hvad de har det svært med; forholdet til socialarbejderne på bostedet; og de drømme, de har vanskeligt ved at gøre til virkelighed. Det gik op for mig, at beboerne stadig opfattede mig som én professionel blandt de mange andre professionelle, som er en del af deres liv: psykiateren, den praktiserende læge, kontaktpersonen på bostedet, de øvrige socialarbejdere, plejepersonalet på den psykiatriske afdeling og sikkert flere andre. Efter julen begyndte jeg derfor at lede samtalerne ind på andre veje, de små stier, som ikke handler om deres psykiske lidelser eller vanskelige hverdag, men om deres fortid, ferier, familie og holdninger til forskellige emner, som vi læste om i avisen eller så i fjernsynet. Mens min positionering på bostederne var uklar, foranderlig og kilde til mange refleksioner i løbet af feltarbejdet, har min positionering i centralforvaltningen været endnu mere forvirrende. Jeg havde en rolle som tidligere fuldmægtig og kollega til dem, jeg i afhandlingen kalder for mine informanter; jeg har været en del af en forskningsenhed, hvis formål fra opstarten har været uklart; flere af embedsmændene betragter jeg som nære venner; og mit projekt har ikke kunnet give løsninger på allerede definerede problemstillinger, men har kunnet bidrage med at udfolde en kompleksitet i en verden fuld af indbyggede dilemmaer, kompleksiteter og paradokser. Samtidig med at det forventedes af mig, at jeg kunne bidrage til en form for organisering af området hvilket var mit indledende ønske med afhandlingen var der også forvirring om min rolle og positionering i kontoret. Jeg fungerede indenfor den sociale praksis på kontoret, samtidig med at jeg undersøgte den udefra (jf. Jöhncke 2002: 35). I løbet af hele ph.d.-processen har jeg tilbragt en dag om ugen i forvaltningen. I starten af ph.d.-forløbet følte jeg mig som en vigtig del af kontoret en del af driften med en bred viden om socialpsykiatri- og handicapområdet. Efterhånden fik jeg færre og færre mails og blev spurgt mindre og mindre til råds om organiseringen af områderne, og skønt det frigav nødvendig tid til at fokusere på mit ph.d.-projekt, var det som at blive sluset langsomt ud af kontoret. Det til trods havde jeg, og har stadig, nære kollegaer, som samtidig blev mine informanter, sparringspartnere og potentielle aftagere af ph.d.-projektet. Jeg ser tilbage på feltarbejdet, både på bosteder og i forvaltningen, som en forvirrende tid karakteriseret af manglende overblik; et virvar af mennesker, møder, muligheder, barrierer og usikkerhed, som fordrer en særlig fleksibilitet, improvisation og kreativitet fra forskerens side (Bundgaard 2003: 66). Antropolog Helle Bundgaard skriver, at antropologen deler erfaringsrum med sine informanter for en tid, men forskellen er, at antropologens erfaringer er bygget på en vis distance; en distance, som jeg i løbet af feltarbejdet forsøgte at holde fast i, men som 70

81 ofte forsvandt til fordel for nærheden, måske især fordi mine informanter på forskellig vis krævede det. Geertz beskrivelse af hans adgang til den balinesiske landsby er skrevet med en distance til de frustrationer og den forvirring, som er karakteriserende for feltarbejdet. I løbet af mit eget feltarbejde var jeg i en form for nervøs tilstand i den forstand, at min opmærksomhed var skærpet omkring alt, hvad der foregår omkring mig. Tiden var også karakteriseret af en følelse af meningsløshed og manglende tid til at forstå de livsverdener, jeg havde sat mig for at undersøge, og især en følelse af at være matter out of place noget potentielt farligt. Især begyndelsen af feltarbejdet på bostederne var vanskeligt, da ingen kendte mig og der ikke var et naturligt sted for mig andet end hos beboerne. Hvor nogle socialarbejdere tog interesseret og nysgerrigt imod mig, var andre afstandstagende og ønskede ikke at tale med mig, hvilket fyldte følelsesmæssigt. For de afstandstagende socialarbejdere har det måske været en ubevidst strategi at lade mig hænge og ikke inkludere mig eller give mig en veldefineret rolle. I en mail til antropolog Allaine Cerwonka skriver antropolog Liisa Malkki om Cerwonkas manglende veldefinerede status i starten af sit feltarbejde på en amerikansk politistation: But sometimes, given the way institutions think, the people at the station don t want to have to make a formal, official decision about where you fit in; it s easier for them and productive and enabling for you to keep you in limbo, and keep your role ill defined. (Cerwonka 2007: 3) Ved ikke at tilskrive mig en veldefineret rolle på bostederne, behøvede socialarbejderne ikke at anerkende tilstedeværelsen af en forsker, som de ikke havde tillid til. Det betød, at jeg ivrigt forsøgte at aflaste dem i deres arbejde: hjælpe med beboerne, bestille ting hjem til afdelingen, rydde op i køkkenet etc. både for at etablere en social relation til dem, som kunne hjælpe mig i feltarbejdet, men også for bare at blive accepteret som menneske og komme ud af den nervøse tilstand. Langsomt blev jeg accepteret som en del af stedet og de gav mig mere og mere ansvar over for beboerne. Det betød, at jeg ofte stod foran en beboer, som søgte en medarbejder og fik mig, og jeg forsøgte at hjælpe vedkommende med samtale, hvis hun havde det dårligt, med at finde et telefonnummer til den praktiserende læge eller med et godt råd til at løse en konflikt med en anden beboer, familie eller venner eller jeg holdt dem med selskab til der kom en rigtig socialarbejder. Bagefter reflekterede jeg over, hvorfor jeg hjalp på den måde, jeg gjorde, og ikke valgte en anden vej. For virkeligt at forstå en socialarbejders måde at tænke på, kræver det, at man sætter sig i dennes sted som en form for lærling, både i forhold til relationen til beboerne og til dokumentationen af dem. Den nervøse tilstand under feltarbejdet forhindrede ikke en opnåelse af viden om og forståelse for socialarbejdernes dagligdag. Forståelse sker ikke på et bestemt tidspunkt, men er en proces, som ( ) requires analytical movement, not stasis (Cerwonka 2007: 37), og som fortsætter igennem analyseprocessen, hvor man forsøger at begribe og gribe om den viden, man har fået igennem feltarbejdet. 71

82 INFORMANTERNE The Andamans and the Nicobars have for many centuries been inhabited by two entirely different races. The Andamanese belong to that branch of the human species known to anthropologists as the Negrito race. They are short of statue with black skins and frizzy hair. The Nicobarese, on the other hand, resemble the races of Indo-China and Malaya, and have brown skins and lank hair, and are of medium stature (Radcliffe-Brown 1964: 2). Radcliffe-Browns fysiske beskrivelse af sine informanter handler mere om race og udseende end om væremåde og personlighed. De er en del af hans analyser, men han står udenfor og kigger ind. Det til trods kan man lade sig inspirere af de billeder, han giver os af de lave, sorte indfødte med kruset hår. Som det etiske afsnit vil diskutere, vanskeliggør et feltarbejde blandt embedsmænd, socialarbejdere og beboere i Danmark en eksotisk beskrivelse af deres udseende, selvom det kan være relevant for forståelsen af, hvad der er på spil i de sociale handlerum. Dels er der spørgsmålet om anonymisering, og dels virker det mere indgribende at skrive, hvordan informanterne ser ud, frem for at gengive deres ord og de ser måske også mere forskellige ud, end kan rummes i én sætning. Det til trods vil jeg i de empiriske cases igennem afhandlingen forsøge at skildre ikke kun mine informanter i forhold til deres handlinger, men beskrive dem rent fysisk, så vidt det er muligt, så forståelsen for forskelligheden både imellem og inden for de tre sociale handlerum kommer til udtryk. UDVÆLGELSEN AF INFORMANTER På bostederne lod jeg det i høj grad være op til beboere og socialarbejdere at udvælge mig. De havde ikke været med til at tage beslutningen om, at jeg skulle lave feltarbejde på deres arbejdsplads og i deres hjem, og jeg var mig derfor bevidst om ikke at presse mig på hos dem. Det var lettere for beboerne at undgå mig, hvis ikke de ville tale med mig, mens socialarbejderne havde vanskeligere ved det, da jeg også sad på personalekontorerne, overhørte deres samtaler og deltog i dem. Da jeg var varsom overfor informanterne til at starte med, betød det samtidig, at jeg ikke var så opsøgende i forhold til de beboere, som sjældent eller slet ikke kom i fællesrummene. På Thorupgården begyndte jeg efterhånden at banke på døren hos de beboere, som jeg tilbragte meget tid sammen med, og som regel blev jeg lukket ind, eller de kom ud og sad med mig i fællesrummet. Socialarbejderne gik ind og ud hos beboerne; de bankede altid på først, og enten blev de bedt om selv at låse sig ind eller også åbnede beboeren selv døren. Der var meget aktivitet ind og ud af boligerne og i fællesrummet på Thorupgården, hvorimod beboerne på Tranehavegård boede adskilt fra fællesrummene, og det føltes derfor mere invaderende at banke på deres døre. Jeg gik derfor kun op til de beboere, som jeg på forhånd havde lavet en aftale med, eller som jeg havde fået et nært forhold til. Fællesstuen var her et oplagt sted for mig at begynde mit feltarbejde. Derfor brugte jeg i løbet af hele feltarbejdet meget 72

83 tid med en kop kaffe, avisen (hvis ingen ville snakke) og mit stykke papir til noter. Det var en god måde at lære beboerne at kende på, dog kun dem, der kom i fællesrummet. En del af beboerne på Tranehavegård kommer der sjældent eller slet ikke, fordi de enten ikke har overskud eller færdes andre steder. Jeg overvejede at opsøge disse beboere, men de enkelte gange, jeg uanmeldt bankede på en beboers dør, blev jeg mødt med overraskelse og en forklaring om, at jeg kom på et dårligt tidspunkt. Jeg valgte derfor at lade de beboere være, som ikke selv havde opsøgt mig eller kom i fællesrummet. Nogle beboere tog åbent imod fra start, nogle vænnede sig til min tilstedeværelse og åbnede ganske langsomt op, mens andre holdt afstand igennem hele feltarbejdet. Jeg fik efterhånden god kontakt til en del beboere, men til gengæld kneb det i starten med min kontakt til socialarbejderne. Jeg forsøgte at indlede samtaler, men som oftest sad de foran computeren og arbejdede med dokumentation eller havde travlt med beboerne. Derfor besluttede jeg efter en lille måneds tid, at jeg ville sætte mig ind på ét af kontorerne og skrive feltnoter, og derigennem fik jeg en god relation til de fleste socialarbejdere. På Thorupgården fik jeg hilst på 31 beboere ud af de 33, der bor på 2. sal, mens jeg på Tranehavegård hilste på 30 beboere ud af 54. På Thorupgården talte jeg med samtlige 26 socialarbejdere og vikarer fra 2. sal samt med socialarbejdere fra natbasen og andre etager på bostedet. På Tranehavegård talte jeg med alle socialarbejdere der var ca. 16 og lidt udskiftning i løbet i mit feltarbejde. At sætte tal på informanterne giver både mening og virker ligegyldigt; det giver en forståelse for, at mine analyser ikke blot bygger på et par enkelte socialarbejdere, beboere og embedsmænd, men samtidig fortæller det intet om relationen imellem dem og mig, og det er netop gennem denne relation, at min viden om deres liv er blevet formet. Naturligvis havde jeg ikke et tæt forhold til alle socialarbejdere og beboere, men mine analyser bygger ikke kun på de informative og imødekommende informanter, men også dem, som tog afstand eller var for generte eller for psykisk syge til at tale med mig på daglig basis. Jeg har derfor også interviewet informanter, som jeg ikke har haft så tæt interaktion med i det daglige, men som jeg ønskede skulle komme til orde alligevel. DELTAGEROBSERVATION OG OM AT DOKUMENTERE MENNESKER, DER DOKUMENTERER MENNESKER Simon Pulman-Jones skriver i sin artikel Observing other Observers: Anthropological Fieldwork in a Unit for Children with Chronic Emotional and Behavioural Problems (2001), at forskeren og informanterne i organisationsstudier sandsynligvis vil have en forholdsvis ens social og kulturel baggrund, især på det intellektuelle og instrumentelle niveau. Forskellen på at lave feltarbejde i en landsby eller et geografisk område og i organisationer er, at organisationer ( ) make interventions in the natural continuity of social life (ibid.: 117). Pulman-Jones feltarbejde foregik på en klinik for børn med adfærdsvanskeligheder, og han sammenligner sin egen etnografiske proces med behandlernes; det første stadie indebærer en definition af betingelser: barnets/forskningens; dernæst skal der etableres et forhold til de definerede betingelser: barnets deltagelse i livet på afdelingen/etnografens observationer af livet på afdelin- 73

84 gen; og slutteligt skal disse to forhold formuleres med begreber, der kan bruges i andre kontekster: diagnose og prognose/analysen (ibid.: 119). I forvaltningen kendte jeg for det første til embedsmændenes arbejde på baggrund af min tidligere erfaring som fuldmægtig, men mit ph.d.-projekt indebar derudover nogle af de samme elementer som i embedsmændenes arbejdsprocesser: undersøgelse af et område, definering af et problem og videre undersøgelse og konklusioner. Socialarbejdernes arbejde var anderledes struktureret og derfor nyt for mig, men et stykke inde i mit feltarbejde, gik det op for mig, at jeg dokumenterede mennesker, der dokumenterede mennesker. Denne indsigt var ikke blot en metodisk spidsfindighed, men kunne bruges som et analytisk greb i forhold til at anskue socialarbejdernes dokumenterende forhold til beboerne gennem mit dokumenterende forhold til socialarbejderne. Jeg fandt ud af, at når jeg lagde kuglepennen fra mig og indgik i samtaler, både personlige og professionelle, skete der noget i min relation til socialarbejderne, som paradoksalt nok affødte bedre data. Jeg opnåede en større forståelse for deres arbejde og af deres opfattelse og håndtering af de daglige dilemmaer. Det fik mig til at reflektere over, hvad dokumentation betyder for selve relationen mellem socialarbejder og beboer; foruden den tidsmæssige udfordring, influerer dokumentation på de menneskelige aspekter i relationerne. I forhold til embedsmænd og socialarbejdere var travlheden desuden et fællestræk. Hvor de havde travlt med deres arbejde, havde jeg travlt med at dokumentere det, stille spørgsmål, deltage i kurser og konferencer, skrive papers og abstracts etc. Beboerne derimod havde sjældent travlt. Samværet med dem fordrede en anden tilstedeværelse fra mig end socialarbejderne og embedsmændene gjorde. En tilstedeværelse, som var mere rolig og empatisk i forhold til deres psykiske velbefindende. Det var ikke en vanskelig overgang, da beboernes verden var så fremmed for mig og derfor var nysgerrighed og undren påtrængende på en anden måde end blandt socialarbejdere og embedsmænd. Det betød samtidig, at jeg i både deltagerobservation og interviews fokuserede på socialarbejdere og embedsmænds arbejdsliv deres professionalisme selvom jeg med tiden også lærte deres privatliv at kende. De feltnoter, jeg har skrevet om dem, er derfor anderledes end mine refleksioner over beboerne, hvoraf mange ganske naturligt fortalte mig deres livshistorier og delte overvejelser om livet, som de ikke delte med andre, hverken socialarbejdere eller andre beboere. Karakteren af mine feltnoter er således ganske forskellige, alt efter om jeg har skrevet om beboere, socialarbejdere eller embedsmænd, men handler i bund og grund om det samme: at komme igennem dagen og skabe en social orden i kaos. feltarbejdets tidslighed Feltarbejdet foregik således ikke alene over tid, men i forskellige tidsmæssige verdener. Embedsmænd og socialarbejdere havde travlt med at forvalte og skabe udvikling hos beboerne, mens beboerne forsøgte at skabe sig en indholdsrig tilværelse, som måske kun tog udgangspunkt i en enkelt dag og ikke på lang sigt. I forhold til embedsmændenes projektperioder har denne afhandling været lang tid undervejs. I starten af projektet fik jeg mange tilkendegivel- 74

85 ser af, at det ville være spændende at følge projektet og få resultaterne, men efterhånden er det kun de nærmeste kollegaer blandt embedsmændene, som spørger til det. Kvalitativ forskning er tidskrævende og handler ikke om at skabe resultater inden for korte deadlines, og det har været vanskeligt at mediere disse forskellige tidsforståelser, hvilket jeg vil diskutere yderligere i kapitel 5. På bostederne var jeg oftest i dagtimerne, men også om aftenen, et par nætter, og jeg boede på Tranehavegård i en uge i slutningen af mit feltarbejde. Jeg planlagde hver periode af mit feltarbejde og hængte skemaer op på bostederne, så det var tydeligt for både beboere og socialarbejdere, hvornår jeg ville være til stede. Som oftest var jeg på Thorupgården mandag og tirsdag, Tranehavegård torsdag og fredag og i forvaltningen om onsdagen. Feltarbejdet på bostederne forgik primært om dagen, da jeg indledningsvist havde en forestilling om, at det var i disse timer, at der skete mest på bostederne. Jeg tog dog fejl. Efter et stykke tid begyndte jeg at komme om aftenen, og her mødte jeg beboere, som jeg ikke havde mødt tidligere, fordi deres døgnrytme er en anden. Min forestilling om, at der skete mest om dagen holdt derfor kun stik i forhold til, at det var her socialarbejdere og beboere holdt møder med hinanden eller med psykiateren, at der blev handlet ind for eller med beboerne, at der blev hentet mad til beboerne og uddelt medicin til enten hele dagen eller kun den aktuelle dosering, at der blev holdt møder blandt personalet eller, på Thorupgården, med socialarbejdere fra andre etager eller i arbejdsgrupper for hele bostedet. På Tranehavegård mindede dagen og aftenen i fællesrummet om hinanden, mens der på Thorupgården om dagen ofte herskede en hektisk stemning af socialarbejdere, der ilede rundt fra den ene beboer til den anden, samtidig med at en håndfuld af de samme beboere hev fat i personalet, fordi de havde det dårligt eller ville tale med dem om noget konkret, som regel medicinering, men det kunne også være hjælp til at løse konflikter med andre beboere. Om aftenen herskede en anden og mere rolig stemning, og der var færre socialarbejdere. Forskellen på at lave feltarbejde i institutioner/organisationer og i et større geografisk område er, at man som forsker træder ind i et rum, hvor der sker noget hele tiden. Det handlede om at nå så meget som muligt af møder, samvær og samtaler. Selv når der ikke syntes at ske noget, sker der en masse. I starten var mine feltnoter fra bostederne lange detaljerede beskrivelser af det, der skete: Hvem sagde hvad? Hvem gjorde hvad? Hvad skete der så? Da mit feltarbejde var opdelt over flere perioder med pauser, fik jeg mulighed for at stoppe op og reflektere over erfaringerne fra felten. Det betød, at jeg med tiden blev mere fokuseret i mit blik på socialarbejdere og beboere, selvom jeg kontinuerligt følte mig på gyngende grund og et skridt bagefter. Samtidig ændrede feltnoterne karakter fra at handle om, hvad der skete, til at få min egen undren med samt følelsen af ubrugelighed, fordi jeg hverken var en del af driften i forvaltningen længere eller til stor hjælp for socialarbejderne på bostederne, som i stedet skulle sætte tid af til mig og mine spørgsmål. 75

86 Beboerne var derfor dem, jeg konstant følte en tryghed ved; jeg følte mig lidt i samme båd som dem og alligevel ikke, da jeg hverken har en diagnose eller er medicineret men de havde tid til mig, og jeg følte mig aldrig til besvær sammen med dem. Dog var jeg stadig en besøgende i deres hjem og deltog i deres aktiviteter, hvilket skabte et asymmetrisk forhold, som der også er mellem beboere og personale (Jacobsen 2006: 57). Ud over at være bevidst om denne asymmetri igennem hele feltarbejdet, udfordrede jeg den ved at invitere en beboer hjem til mig samt ved at tage med beboere og socialarbejdere ud af bostedet på caféture, biblioteket, gåture, jeg besøgte væresteder sammen med dem, og besøgte en beboer på en café, hvor han arbejdede. Det var mærkbart, hvordan dynamikken mellem socialarbejdere og beboere ændrede sig uden for bostedets rammer, hvor der var tid til snak og hvor omgivelserne fordrede andre samtaleemner end socialarbejderens travlhed eller beboerens sindstilstand. At tilbringe tid med beboerne væk fra de velkendte rammer på bostedet gav mig indsigt i beboernes selvopfattelse, selv-stigmatisering, og i hvordan de interagerer med hinanden og andre. Samtidig var vi i højere grad fælles om aktiviteter, snarere end at jeg udelukkende deltog som gæst i deres. foto-fortællinger For at få et andet indblik i beboernes hverdag end den, jeg selv var en del af, gav jeg syv beboere engangskameraer og bad dem tage billeder af deres hverdag, deres udfordringer og deres glæder 9. Jeg fremkaldte filmene og interviewede beboerne om billederne efterfølgende. De beboere, jeg havde udvalgt, var fra begge bosteder og meget forskellige. Den største overraskelse var, at de beboere, som jeg forestillede mig havde en forholdsvis alsidig hverdag, da de forekom mig at være veltalende, selvreflekterende og forholdsvist socialt velfungerende, primært havde taget billeder på eller lige omkring bostedet. Interviewene med dem var lange og dybdegående, og vi kom ind over mange emner fra deres fortid, familie, hverdag, udfordringer, religion, tryghed, stigmatisering og identitetsskabelse. Andre beboere, som er mærkede af deres medicin og misbrug havde derimod taget billeder fra deres gåture rundt i bylivet væk fra bostedet. Billederne viste deres København, den bænk, de plejer at sidde på, de skulpturer, de ynder at se på. Jeg kunne igennem billederne følge deres bevægelse rundt i byen og fik en forståelse af, hvad de laver, når ikke de er på bostedet. Samtidig var interviewene med dem vanskeligst at udføre, da de var svært medicinerede eller påvirkede af alkohol og primært svarede med enstavelsesord eller ikke ønskede at svare. Fælles for billederne var rodet i deres boliger; vasketøjet, de ikke får ordnet; sengen, med snavset sengetøj (eller ingen sengetøj); køleskabet, der er tomt; og bøger, de ikke får læst. 9 Nogle af disse billeder er med fotografernes tilladelse vist i fotoreportagen før dette kapitel. 76

87 lugt og lyd Hvis man som antropolog foretager studier i et land langt fra sit eget, fokuserer man også på klimaet, temperaturen, lugte, lyde, farver etc. Først da jeg var færdig med mit feltarbejde og i gang med at skrive afhandlingen, reflekterede jeg over sansningens betydning for at forstå de tre sociale handlerum. Det kan fx være vanskeligt for en embedsmand at forstå, hvor fysisk hårdt det kan være at arbejde med beboere, som har somatiske lidelser eller er uhygiejniske. I forvaltningen mærker man den momentvise duft af parfume, når man passerer en kollega på gangen, men ellers dufter der anonymt af linoleum. Man kan høre trin fra en kvindelig embedsmands høje hæle, snakken på gangen og på kontorerne, en stille monoton lyd fra computere og printere, foruden larmen fra bilerne på gaden, vejarbejde og om sommeren fra de skrigende halse i Tivolis forlystelser. I fællesrummene på bostederne lugter der som regel af kaffe, rengøringsmidler og ofte af røg (på Thorupgården kom røgen fra beboernes boliger, og på Tranehavegård fra de små altaner, hvor beboerne røg). I beboernes hjem dufter der meget forskelligt. I nogle tilfælde blev jeg budt velkommen af en ram lugt af indelukket rum, der ikke har været udluftet i mange dage. En lugt, som kunne få mig til at snappe efter vejret. I andre tilfælde duftede der er frisk luft, kaffe, sæbe eller som et hjem nu dufter. INTERVIEWS Jeg har udført 18 optagede interviews med socialarbejdere, 14 interviews med beboere, et fokusgruppeinterview med en medarbejder fra Thorupgården og to medarbejdere fra Tranehavegård, to fokusgruppeinterviews med beboere fra Tranehavegård, to korte interviews med medlemmer af Tranehavegårds bestyrelse (ældreafdelingen) og fem interviews med embedsmænd. De fleste interviews er omkring en time lange. De uformelle samtaler med alle informantgrupper var karakteriseret ved, at de opstod i min indlevelse i deres hverdag, hvorimod jeg i det formelle interview spurgte ind til informantens liv (jf. Rubow 2003) og for det meste i de institutionelle rammer, dvs. i beboerens hjem og på socialarbejdernes og embedsmændenes arbejdsplads. Diktafonen, papiret med min spørgeguide og kuglepennen gav samværet et anstrøg af noget formelt, som tillod mig at være mere direkte. Ingen undlod at svare på mine spørgsmål, og i slutningen af interviewet afrundede jeg hver gang med at tale om selve det at blive interviewet. I mit første interview med en socialarbejder havde jeg selv en god fornemmelse af, at det gik godt. Jeg blev derfor overrasket, da hun i slutningen af interviewet og i dagene efter fortalte, at det havde været frygteligt; at hun havde svaret dumt på spørgsmålene, og at hun var utryg ved situationen. Efterfølgende reflekterede jeg over situationen og kom frem til, at hun havde mødt en anden Julie end den, hun havde lært at kende. Jeg var mere tavs, nikkende og formel end ellers. For at råde bod på hendes dårlige oplevelse transskriberede jeg interviewet nogen tid efter og gav hende det til gennemlæsning. Herefter interviewede jeg hende igen om nogle af de emner, vi havde talt om, og hun havde mulighed for at rette i hendes tidligere udtalelser. Det hjalp på hendes negative oplevelse af interviewet. Under resten af mine interviews, var jeg derfor påpasselig med ikke 77

88 at optræde for formelt og i stedet skabe en afslappet stemning. Det har resulteret i en del small talk i starten af interviewene, men samtidig turde jeg være mere kritisk og konfronterende, hvis der var noget, jeg ikke forstod. Jeg fortalte også om mine indledende analyser og bad informanterne kommentere på dem, hvilket ikke alene gav mig en form for retningsvisning, men også nye analytiske indsigter. Ofte fortæller antropologer, at den gode empiri kommer, når diktafonen er slukket, men i mange tilfælde i mine interviews, var det mine informanter magtpåliggende, at alt hvad de sagde, kom med på optagelsen. For nogle beboere spillede min rolle som forsker og mine forskningsspørgsmål en stor rolle for interviewet og det, at de lod sig interviewe. For andre havde det større betydning, at de kendte mig på forhånd gennem deltagerobservationen og kunne være mig behjælpelig i min forskning. Det, de selv fik ud af det, var en længere samtale om deres liv, men den forskningsmæssige betydning af deres eget liv tillagde de ikke stor betydning. Mange fik bare tiden til at gå sammen med mig. Interviewene med hhv. beboere, socialarbejdere og embedsmænd er meget forskellige, men også interviewene beboerne imellem antager forskellig karakter. En del beboere var medicinerede og enkelte påvirkede af hash eller alkohol, når jeg interviewede dem. Ofte stillede jeg beboerne spørgsmål, som jeg kunne stille til enhver anden, men der er noget særligt ved de svar, jeg får fra dem. Socialarbejderne, derimod, kan jeg nemmere forstå, og de svarede i nogenlunde samme form. Nogle gav dog kun detaljerede svar, såfremt jeg spurgte ind til konkrete episoder med beboere, mens andre inddrog politik og samfundet i deres fortællinger om og forståelser af deres arbejde. Etnografer roser sig ofte af at give stemme til mennesker, grupper eller indfødte folk, som af forskellige årsager ikke har en stærk stemme. Vi roser os selv for at skrive om mennesker, deres narrativer, historie, kultur, socialitet etc., men den stemme, som er tydeligst i vores skriftlige arbejde, er vores egen og ikke vores informanters (Down og Hughes 2009: 83). I alle formelle interviews og uformelle samtaler har det været min hensigt at tage informantens ord for givet. Især i forhold til beboerne adskiller det sig fra de samtaler, de fører med andre professionelle, som forsøger at fortolke deres udsagn ind i en diagnose- eller udviklingssammenhæng. I et interview med en embedsmand om formålet med de pædagogiske handleplaner, som alle beboere skal have udarbejdet og opdateret hver fjerde måned, sagde hun: At sige, når nu borgeren ønsker sig at køre en tur i en rød Ferrari, så handler det ikke om, at han eller hun kan komme til at køre en tur i en rød Ferrari, men så handler det om at finde ud af, hvorfor er det, det virker som den store drøm? Hvad er det, der motiverer? Og hvordan kan man på en eller anden måde sige: jamen hvordan kan vi så tage noget gå den vej?. Hvad er det så for nogen mål? Hvad er det borgeren rigtig gerne vil arbejde med? Hvad er det for en indgang, vi kan tage? Det er faktisk et konkret eksempel, men (griner), men det kan også være meget andet ikke? Jeg spørger hende: Men jeg tænker på, hvad hvis borgeren bare gerne vil køre i en rød Ferrari?. Hun svarer: Ja ja, men det kan der også være, og der er det jo en faglighed, der skal spille en faglig vurdering i at sige, hvad er 78

89 hvad her. ( ) Det vil jo altid være tolkning ik, men det handler om at have en dialog og få tydeliggjort at man ikke bare sidder og finder på noget for borgeren. Jeg har i mine interviews og samtaler taget udgangspunkt i, at beboeren vil køre i en rød Ferrari. Det betyder ikke, at jeg ikke analyserer og sætter beboerens ord ind i en analytisk ramme, men jeg gør det på en anden måde end de andre professionelle, som er en del af beboernes liv. At kategorisere et menneske som psykisk syg, at give en diagnose og behandlingsmuligheder, at fortolke beboernes handlinger og ord ind i en diagnostisk ramme eller udviklingsramme er magtfuldt, og her præsenterer den antropologiske tilgang et andet blik, som sidestiller de forskellige perspektiver, og dermed udlignes disse analytisk og giver mulighed for, at beboerens syn på sin egen virkelighed bliver ligeså relevant som andres syn på beboeren (jf. Larsen 2003: ). FELTARBEJDE BLANDT MENNESKER MED SINDSLIDELSER 10 I løbet af feltarbejdet fik jeg somme tider kommentarer fra socialarbejdere om, at man ikke altid kan regne med det, beboerne siger, da de er psykisk syge, og nogle gange er det derfor sygdommen, der taler. At fortælle løgne (både hvide og sorte), halve sandheder og pynte på fortællinger om det skete er ikke kun psykisk syge forundt, men en menneskelig måde at handle på. Disse handlinger er ikke nødvendigvis intenderede, men et forsøg på at genskabe virkeligheden for at gøre den tålelig og forståelig hvis vi ikke føler, at vi har den store indflydelse i vores liv, så kan vi idet mindste selv forsøge at tilskrive livet mening igennem fortællinger (Jackson 2006 [2002]: 16). I denne optik findes der ikke én sandhed om det levede liv, men mulige fortolkninger af det, og det samme gælder denne afhandling. Alle mine informanter har valgt at fortælle mig bestemte ting på en bestemt måde, og det er denne betydning, jeg vælger at fokusere på (Jenkins 2011: 68). Men så enkelt er det alligevel ikke, når en del af ens informanter lever i en mentalt anderledes verden end andre informanter og end forskeren selv. Nedenstående fortælling er dels et eksempel på den mentale forskellighed, som var en del af min hverdag under feltarbejdet (og som er hverdag for socialarbejdere og beboere), dels en vigtig pointe i forhold til at forstå både mit feltarbejde og bostederne, og dels giver fortællingen en forståelse for, at en del af beboerne faktisk er sindssyge og derfor udfordrer både embedsmænd og socialarbejdere i deres forsøg på at skabe en social orden. Jeg er på vej hjem fra min daglige gåtur nede ved søerne. Jeg fornemmer, at folk kigger langt efter mig i dag. Nogle venligt, andre undrende. Jeg har taget fint tøj på. En nederdel af sort og rødternet stof, en sort frakke pyntet med snoede stofsyninger og en brun pelshue fra én af mine mange rejser. Næsten tilbage ved bostedet bliver jeg overhalet af en kvinde på cykel. 10 Dette afsnit er skrevet på baggrund af samtaler med Sidsel S. Busch, ph.d. studerende ved Institut for Antropologi, samt et fælles paper skrevet til en workshop om psykiatri på Syddansk Universitet i marts

90 Det er hende, som kommer og går på min etage. Jeg ved ikke rigtigt hvem hun er, men jeg har heller ikke boet her så længe. Jeg tror ikke, hun arbejder her. Hun vil i hvert fald ikke give mig mine piller. Jeg når hen til hende, mens hun låser sin cykel, og hilser. Hun hilser pænt tilbage og smiler. Jeg begynder at fortælle hende om mine eventyrlige rejser, men hun lytter ikke rigtigt. Vi følges ind ad hovedindgangen og op af trappen til 2. sal. Jeg går ind i min bolig, mens kvinden fortsætter ned ad gangen. Lidt senere går jeg ud på altanen for at ryge en cigaret måske er der selskab? På altanen står to caféborde langs muren med en stol på hver side af dem. Der står også en stol lige ved døren. Dér sætter jeg mig. Ved ét af cafébordene sidder kvinden med min nabo, en ung fyr, som kan virke lidt skræmmende, men som regel er han flink. Han sidder med ryggen til mig, mens jeg kan se kvindens ansigt. Jeg kan se, at hun tager noget op af sin taske og lægger på bordet. Hun har også et stykke papir foran sig. Hun stiller min nabo nogle spørgsmål, og jeg kan ikke lide hans svar. Jeg føler han taler om mig, når han siger: Nogle her i huset er okay og andre er bare nogle fucked up idioter, der burde spærres inde resten af deres usle fucking lorte-liv. De burde simpelthen spærres inde. Man burde lave sådan en underjordisk psykiatrisk afdeling dybt dybt dybt... næsten nede ved jordens kerne, hvor de mennesker skulle spærres nede, og hvor man bare kunne stoppe dem med medicin, indtil de døde af en overdosis. Jeg prøver at fortælle dem, at det handler om fagforeningerne, men de vil ikke lytte. Min nabo vender sig om og kigger grinende på mig og siger noget til kvinden, der også smiler. Jeg klør mig i skægget. Det er blevet stort, et rigtigt sømandsskæg. Jeg bør studse det. Kvinden fortsætter med at stille spørgsmål, og min nabo svarer. Nogle gange meget kort og andre gange går han virkelig i dybden med svarene. Nu taler han om vores psykiater, som han ikke kan lide. Han vil gøre skade på hendes familie. Han vil gøre skade på mange mennesker, både dem i Afghanistan og alle pusherne og junkierne og de prostituerede herhjemme i København: Sådan noget som junkier og narkomaner rundt omkring, der ligger og flyder i hele Istedgade og Skelbækgade. Man kan ligeså godt bare dræbe dem, altså. Spare samfundet de penge. Så er der heller ikke det oprydningsarbejde med at fjerne deres kanyler i opgangene og alt muligt shit, altså, på legepladser. Hvorfor ikke bare rydde op i det? Bare henrette alle de junkier. Til sidst er der ikke flere tilbage; så er der ikke nogen, der har brug for stoffet; så er der ikke noget, pusherne kan sælge af det, og så er lortet ude af landet. Ryd op i lortet i stedet for at lade dem brede sig. Man kunne jo bare tage en starte med en skarp slagterkniv eller et eller andet og så skære halsen over på dem. Jeg kan ikke lide det de taler om. Jeg prøver igen at fortælle dem, at det er fagforeningerne, det handler om, men de lytter ikke. Jeg prøver at skifte emne og tale om mine rejser. Måske vil min nabo gerne høre historier. De lytter stadig ikke efter, men jeg bliver ved med at tale. Først højt og til sidst lavere. Min nabo fortsætter lidt endnu: Næh, det er den perfekte oprydning man smider bare ligene ned i et hul i jorden bagefter, hælder flybrændstof ud over lortet og sætter ild til det, og så forsvinder det lige så stille af sig selv. Så er det kun kuglerne, man skal rydde op i asken bagefter. De kan jo smeltes om til noget andet. Så er det bevis faktisk også forsvundet på, at det har siddet i dem. Jeg kan ikke holde ud at høre mere på dem, så jeg rejser mig op og går ind til mig selv igen. 80

91 Nogle timer senere går kvinden forbi mig ud på gangen og ned ad trappen. Måske skal hun hjem. Hun ser træt ud. Hun kommer nok igen. Forvirrende fortælling? En ældre mandlig beboer i dametøj og med fuldskæg; en yngre mandlig beboer, som i et interview talte om død og ødelæggelse; og en meget træt antropolog. Fortællingen skrev jeg på 45 minutter til et ph.d.-kursus i autoetnografi i november Vi blev opfordret til at være kreative i fremstillingen af vores empiri og lege med jeg-personen, og derfor forsøgte jeg at tage den ældre mands perspektiv på den samtale, jeg havde med den yngre beboer. Den ældre mand var netop flyttet ind på bostedet, og jeg havde talt med ham flere gange og forstået de enkelte ord, der kom ud af hans mund, men ikke sammenhængen. Han talte på mig og ikke med mig, når han fangede mig på gangen eller på altanen. I samtalen med den yngre mand forstod jeg godt hans sætninger, men ikke havde ingen idé om, hvordan jeg skulle komme videre fra slagtninger af socialt udsatte i København og til det næste spørgsmål i den semistrukturerede spørgeguide, som handlede om hans brug af det omkringliggende samfund. Han ville jo slå det ihjel. Jeg kan høre mig selv svare okay på mange forskellige måder interviewet igennem. Hen imod slutningen kigger han på mig, og spørger mig om jeg synes han er psykotisk. Jeg svarer, at jeg hverken er psykiater eller psykolog, men at jeg synes, han taler om nogle alvorlige emner. Pointen med fortællingen er at vise, at socialpsykiatriske bosteder ikke kun er kulturelt forskellige felter, men mentalt forskellige fra resten af samfundet. Hvordan får man adgang til denne form for mentale felt, som er så forskelligt fra ens eget? Forskelligheden kom især til udtryk, da jeg transskriberede interviewet med den yngre mand en onsdag eftermiddag i forvaltningen. Jeg grinede ad absurditeten i mine spørgsmål, printede interviewet ud og gik rundt på gangen for at finde én at diskutere det med. Selv de embedsmænd, jeg kendte rigtig godt, følte jeg ikke ville kunne forstå, hvad der var på spil. Som nævnt i forrige afsnit, forsøger de professionelle i beboernes liv at oversætte denne mentale forskellighed til noget, de kan forstå og håndtere, fx en diagnose eller en funktionsevnebeskrivelse, men hvad gør en forsker? Hvordan kan vi forstå og fortælle om det mentalt anderledes, mens vi samtidig fastholder det specielle? Fortællingen ovenfor er et forsøg på det. Vi har brug for at skabe mening i vores empiri, og dertil har vi brug for analytiske værktøjer, men mennesker med sindslidelser synes at forstyrre disse processer. Det rejser spørgsmål om antropologiens muligheder og begrænsninger i forhold til at studere det mentale. Denne afhandling er ikke en analyse af beboernes galskab galskaben er snarere en kontekst for relationen mellem beboere og socialarbejdere. Derfor vil det primært være i de empiriske beskrivelser, at beboernes galskab kommer til syne. De beboere, som talte meget med dem selv, eller som jeg slet ikke forstod, har jeg ikke interviewet, da jeg selv havde svært ved at håndtere det irrationelle og desuden frygtede at gøre skade. Derfor er galskaben primært præsent i de analytiske kapitler for at vise, hvorfor socialarbejderne har så svært ved at skabe en personlig udvikling hos beboerne. 81

92 Det er min opgave at fremstille embedsmænd, socialarbejdere og beboere på en måde, så man forstår analyserne, men også forstår kompleksiteten. Ikke alle, men mange af beboerne er til stede i verden på en særlig måde, som fortjener analytisk opmærksomhed, selvom de samtidig udfordrer den. Hvis jeg giver beboerne den retfærdighed at fremstille deres sindslidelser som de selv udtrykker den, kan det åbne op for at se Socialforvaltningen med beboernes skarpe blikke. For dem virker bureaukratiets indviklethed undertiden også som galskab. ETIK OM ETISKE DILEMMAER I FELTARBEJDE OG ANALYSE Etiske overvejelser er ikke afgrænsede til bestemte perioder af en forskningsproces eller et emne inden for den antropologiske videnskab. Etik og antropologi er uløseligt forbundne og skal tænkes med i alle faser af et forskningsprojekt (Fluehr-Lobban 1998: 180, 2013). Dog er der i al forskning nogle områder, som fortjener dybere overvejelser, og som jeg derfor vil behandle særskilt i dette kapitel. Mit ansvar for henholdsvis beboere, socialarbejdere og embedsmænd er lige omfattende, men på forskellige måder. Beboerne er mennesker med sindslidelser og opfattes generelt som sårbare, men er ikke umyndiggjorte. I starten af mit projekt udfærdigede jeg en kontrakt mellem Socialforvaltningen og mig med blandt andet etiske overvejelser. Kontrakten var igennem fire kontorchefer før den blev underskrevet halvandet år inde i projektet. Der var især fokus på samtykkeerklæringer som en etisk forholdsregel, der handlede mere om, at Socialforvaltningen ville sikre sig juridisk end om en egentlig bekymring for beboerens ve og vel, på trods af at det blev udlagt som sådan. Det rejser spørgsmål om de kulturelle forståelser af etik: den juridiske og den antropologiske. Hvor den juridisk tilgang til etik i dette tilfælde både handlede om ikke at skade informanterne, handlede den også om, at informanterne ikke kan klage over medvirken i projektet, da de har skrevet under på en samtykkeerklæring. Den antropologiske tilgang til etik handler primært om at gøre gavn og ikke risikere at forhindre andre forskeres adgang på et senere tidspunkt. ANONYMISERING OG PSEUDOMISERING Alle informanter har fået andre navne allerede i feltnoter og transskriberede interviews. Dog er pseudomisering ikke tilstrækkeligt for at anonymisere, så jeg har indimellem byttet om på køn, såfremt kønnet ikke har en analytisk pointe. Derudover har jeg udeladt væsentlige, genkendelige træk i nogle beskrivelser af informanterne, mens andre har udtrykt, at de gerne vil høres og genkendes. Afhandlingens sigte er ikke at kritisere enkeltpersoner eller faggrupper, og derfor vil nogle af beskrivelserne være genkendelige, måske kun for den implicerede, da beskrivelser af udseende netop tjener som en væsentlig pointe i de tre sociale handlerum. Jeg har givet flere tilbagemeldinger på bostederne, hvor jeg har eksemplificeret ved hjælp af citater, og det har overrasket mig, at det har været vanskeligt for informanterne at genkende de- 82

93 res egen stemme. Dette skyldes måske, at jeg har brugt citater, som viser en generel holdning til det sociale arbejde eller beboernes livssituation. En af socialarbejdernes fortællinger (fra kapitel 3) læste jeg op for hende over en kop kaffe hjemme hos mig, og hun havde to kommentarer: For det første stod der ikke navnet på et heavy band på hendes T-shirt, men et punk band; for det andet sagde hun med et suk, at hun ikke glædede sig til at komme tilbage efter endt barsel, da fortællingen mindede hende om den travle hverdag. Andre fortællinger har jeg vist til den eller dem, der er udgangspunktet for fortællingen, og hermed er de klar over at, de bliver fremstillet og jeg har fået tilsagn til, at vi deler nogenlunde samme opfattelse af begivenhederne. Jeg bruger fortællinger i starten af hvert analytiske kapitel til at sætte scenen samt udfolde hverdagens praksis i forhold til kapitlernes analytiske greb. I fire af fortællingerne valgte jeg at tage udgangspunkt i mit eget virke som embedsmand, da det har givet mig en intuitiv forståelse for embedsmændenes arbejdsliv, og i et tilfælde (kapitel 3) tager fortællingen udgangspunkt i en anden embedsmands hverdag. Empirien til grund for disse fortællinger er baseret på min hukommelse og rekonstruktion på baggrund af notater og mails som embedsmand var jeg heldigvis god til at dokumentere og journalisere mit arbejde. Det er let at anonymisere embedsmænd, socialarbejdere og beboere ved netop at henvise til disse titler, mens det er vanskeligere at anonymisere kontorchefer, den administrerende direktør og socialborgmesteren. Jeg har valgt at lade de to sidstnævnte forblive navngivet, men at samle alle mine fem kontorchefer under navnet Søren (jf. Vohnsen 2011: 30-31). Når jeg skriver om Søren er han en sammenblanding af både mænd og kvinder og af de sager, episoder og begivenheder, som jeg skriver om. Den eneste måde, man i forvaltningen vil kunne genkende, hvem jeg skriver om i de forskellige tilfælde, vil være at undersøge, hvornår begivenhederne fandt sted. For alle andre vil de være anonyme. SAMTYKKE Samtykkeerklæringerne var ikke mit valg, da jeg mener, at den antropologiske forskningsetik rækker udover et formelt stykke papir (jf. Jöhncke 2009). Igennem feltarbejdet har jeg kontinuerligt forklaret mit projekt, og vurderet om særligt følsomme historier skal bringes frem i analyserne. Juridisk har jeg ret til det, men eftersom der ikke findes en antropologisk domstol, er det op til den enkelte antropolog at vurdere moralsk udfordrende dilemmaer (Fluehr- Lobban 2012: 103). Hver fortælling og hvert citat fra mine informanter har derfor krævet grundige overvejelser om præsentation og fremstilling af informanten. Jeg udarbejdede og indhentede samtykkeerklæringer i den indledende fase af feltarbejdet på bostederne. I samtykkeerklæringen skrev jeg kort om mig selv og om ph.d.-projektet. Dernæst havde beboerne mulighed for at sætte kryds i forskellige bokse alt efter om jeg måtte interviewe dem med diktafon, kun tale med dem uformelt, læse i deres beboermappe og/eller in- 83

94 gen kontakt have med dem. To beboere tog afstand fra mit ph.d.-projekt, og jeg lovede dem, at jeg hverken ville nævne dem i mine feltnoter eller i afhandlingen, og det løfte har jeg holdt. Det var dog ikke uden kriblen i fingrene, da de begge gerne ville tale med mig og faktisk havde væsentlige og eftertænksomme overvejelser over deres liv som helhed og livet på bostedet. Eftersom jeg ikke måtte bruge deres ord i afhandlingen aftalte jeg med dem, at jeg kunne bruge deres tanker (anonymt naturligvis) i samtaler med andre beboere, som gerne ville hjælpe mig og være en del af projektet. Socialarbejdernes samtykkeerklæringer var mere proforma, eftersom det var en ledelsesmæssig beslutning, at jeg fik lov til at være på Thorupgården og Tranehavegård. Dog blev samtykkeerklæringen en anledning til at forklare mit projekt på tomandshånd. Det var ikke under de første møder med dem, at jeg bad dem underskrive en samtykkeerklæring, men først efter en måneds tid, hvor de havde lært mig bedre at kende og havde fået mig afmystificeret i forhold til de forestillinger, de havde om at have en antropolog rendende i hælene. Et par enkelte socialarbejdere vægrede sig ved at skrive under, men efterhånden som de lærte mig at kende, og især efter det første formelle oplæg om mine indledende analyser, skrev de under. At vente med at underskrive samarbejdsaftalen til informanterne havde lært mig at kende forekom mig på det givne tidspunkt som den bedste løsning, men man kunne kritisere denne tilgang for at skabe en personlig relation til dem, som gjorde det sværere for dem at sige nej. SÅRBARHED Der er to former for sårbarhed på spil i nærværende kontekst; beboerne er sårbare på grund af deres sindslidelser og psykosociale problemer, mens forskningen blandt socialarbejdere og embedsmænd gør dem sårbare i forhold til deres professionelle identitet. I starten af feltarbejdet reflekterede jeg i særdeleshed over beboernes sårbarhed, da deres fortællinger handlede om deres sygdom, voldsomme oplevelser i barndommen og indlæggelser, og jeg var meget påpasselig med ikke at presse dem til at fortælle mig om deres pinsler. Jeg erfarede dog, at hvor de fleste beboere anså min tilstedeværelse som enten ligegyldig, en ny professionel blandt de andre eller én, der var god at snakke med, så syntes socialarbejderne at være mere sårbare end beboerne. Hvor de fleste beboere ikke virkede til at have et filter i forhold til, hvad de fortalte mig, virkede socialarbejderne mere påpasselige og anstrengte sig for at sige tingene på den rigtige måde. En aften på det ene bosted var en socialarbejder i gang med at varme sin aftensmad temmelig sent og da jeg bemærkede det, svarede hun: Beboerne kommer jo i første række her på stedet, som var hun bange for, at jeg ville sladre til forvaltningen, eller måske ønskede hun, at jeg bragte den gode historie om arbejdsomheden videre i systemet. Nogle socialarbejdere så mig som deres talerør, mens andre var mere varsomme med, hvordan de omgikkes mig indtil de havde lært mig bedre at kende. 84

95 Der er forsket meget blandt socialarbejdere, sundhedspersonale og borgere, men mindre blandt embedsmænd, som jeg dog mener, har en forpligtigelse til også at lade sig undersøge. Mosse skriver, at: Professional identities are fragile (2011: 57). Forvaltningen var både min felt og mit skrivebord, og det rejser nogle etiske overvejelser. For det første var embedsmændene ikke en del af mit projekt til at starte med, men blev det hen ad vejen. Derfor har min position som forsker ikke været tydelig på samme måde som på bostederne, hvor ingen kendte mig i forvejen, og jeg skulle derfor forhandle en position, hvor jeg i forvaltningen snarere skulle genforhandle den. Jeg har heller ikke bedt embedsmænd om at skrive under på samtykkeerklæringer, hvad jeg måske burde have gjort, men jeg tænkte ganske enkelt ikke over det. De embedsmænd, jeg har foretaget interviews med har givet mig mundtlig tilladelse til at bruge interviewene i afhandlingen, og dem, jeg har talt mest med om min forskning igennem ph.d.-processen har vidst, at min interesse for socialpsykiatrien også angik forvaltningens arbejde. Jeg har eksperimenteret med at give embedsmænd udkast til artiklen i Social Kritik og til analytiske kapitler, og jeg har primært fået tilkendegivelser på, at jeg har fat i noget væsentligt, men også at det måske indimellem er for simplificeret i forhold til virkelighedens kompleksitet. Det har jeg så kunnet arbejdere videre med. Der synes i antropologien at være et særligt fokus på sårbare grupper og på antropologiens ansvar over for dem, men samtidig er det dem, der er lettest at undersøge. Havde jeg ikke på forhånd en tilknytning til og sociale relationer i forvaltningen tvivler jeg på, om det havde været muligt at undersøge embedsmændene. Det virker paradoksalt, at det er så nemt at forske blandt udsatte grupper i København, mens det er så svært at få adgang til embedsmænd og især politikere. Det er ikke kun en forskningsmæssig barriere, men fortæller også noget om magtrelationer i forhold til, hvilke områder og mennesker, man som forsker får adgang til at studere (Jöhncke 2002: 36). Ikke desto mindre har antropologien et ansvar over for alle de mennesker, som er en del af/genstand for antropologisk forskning. Med andre ord skaber antropologien i sin fremstilling af andres verden en sårbarhed, som vi skal være bevidste om fra projektets indledende faser, og også efter projektet er slut og afhandlingen eller artiklen er skrevet. I starten af afsnittet skrev jeg, at etiske overvejelser ikke skal krydses af i en boks, men overvejes kontinuerligt igennem afhandlingen. Jeg har derfor forsøgt at forholde mig til de forskellige former for sårbarhed, som er på spil i denne kontekst. Der opstod situationer, hvor jeg mærkede, at jeg trådte forkert, hvilket måske skabte en pinagtig stemning eller blev tiet ihjel. Det var ubehageligt i situationen, men i stedet for at adskille mine personlige reaktioner fra feltarbejdet, forsøgte jeg at forholde mig til dem. Hermed kan man bruge reaktionerne som analytisk potentiale selvom de foregår i et brændpunkt af følelser og potentielt skærpe blikket på den virkelighed, vi undersøger (Jensen 2009). 85

96 DELKONKLUSION Om at udforske, påvirke og tage del i felten lød undertitlen på dette kapitel. Jeg har udfoldet og diskuteret det særlige ansvar, jeg har haft for alle tre tilgange til feltarbejdet, og jeg har beskrevet processen fra jeg planlagde ph.d.-projektet som fuldmægtig, gennem udførelsen af og udfordringerne ved feltarbejdet og til skriveprocessen. Tilknytningen til Socialforvaltningens forskningsenhed ansporede mig til at planlægge et aktionsforskningsprojekt, som dog blev forkastet i starten af feltarbejdet, da det var for omfattende et projekt, både for mig som enlig forsker og for informanterne, for hvem projektet ville have krævet store ressourcer. Derfor valgte jeg i stedet en deltagende tilgang til feltarbejdet, og jeg har derfor holdt oplæg om foreløbige analyser, som har resulteret i tilbagemeldinger, som både styrkede empirien, og som gav analyserne mulighed for at virke i felten. Som antropolog har man alene ved sin tilstedeværelse og undrende spørgsmål under feltarbejdet en påvirkning på sin felt, men i denne kontekst har jeg tillige gennem oplæg og workshops samt artiklen i Social Kritik forsøgt at skabe en kritisk refleksion over praksis i de sociale handlerum. I en forskningsproces forsøger antropologen ikke alene at svare på spørgsmål, men nye spørgsmål rejser sig undervejs og er med til ikke bare at definere problemer, men bidrager til forståelsen af, hvordan noget bliver til et problem. Eftersom afhandlingen er finansieret af Socialforvaltningen, hvor jeg tidligere har været fuldmægtig og en del af Socialforvaltningens forskningsenhed, har det givet mig en særlig position, som ser på systemet både udefra og indefra. Det har været frugtbart i forhold til forståelsen af embedsmændenes forestillinger, viden og handlinger. Socialarbejdere og beboere skulle jeg dog lære at kende igennem feltarbejdet på bostederne, hvilket var en tidskrævende, men lærerig, proces. Min etnografiske odyssé har derfor været karakteriseret af to modsatrettede bevægelser: ud af det jeg tog for givet i forvaltningen og ind på bostederne. Min positionering som forsker på bostederne og i forvaltningen har ikke været ligetil; som enhver anden antropolog på feltarbejde har jeg været i en nervøs tilstand af forvirring, meningsløshed og kaos; en tilstand, som langsomt begyndte at give mening i analyseprocessen, og som derfor ikke skal gemmes væk, men bruges analytisk. Trods indledende overvejelser om positionering under feltarbejdet, var det en vanskelig proces, som ikke kun handlede om min rolle som forsker, men også om informanternes sårbarhed, som knytter an til de etiske overvejelser, man som antropolog bør lade være gennemgående igennem hele forskningsprocessen. Sårbarhed er ikke kun de mennesker forundt, som af samfundet som helhed bliver opfattet som sårbare. Når man som antropolog fremstiller andre menneskers livsverden, gør man dem i en vis forstand sårbare. Således har mit ansvar over for beboere, socialarbejdere og embedsmænd været lige stort. Dog har jeg undladt at tale med de meget plagede beboere, som ikke ønskede at tale med mig og som også for socialarbejderne var svære at føre en samtale med. De beboere indgår i stedet som en del af konteksten på bostederne, så bostedernes 86

97 særegne karakter bliver udfoldet, og man får en forståelse for socialarbejdernes daglige udfordringer med at skabe en social orden i kaos. Analytisk har jeg konstrueret et tværsnit af Socialforvaltningen, hvor embedsmænd, socialarbejdere og beboere ikke er hierarkisk placeret i forhold til hinanden, jeg har derimod undersøgt de forskellige handlerum i deres egen kontekst samtidig med at jeg analytisk forbinder dem med hinanden på trods af de umiddelbare forskelle. Hermed sidestiller jeg de forskellige perspektiver på organisering af det sociale arbejde og skaber dermed mulighed for at beboerens syn på sin egen virkelighed bliver ligeså relevant, som andres syn på beboerne, hvis hverdagshandlinger af de mange professionelle omkring dem bliver sat ind i en diagnostisk ramme eller udviklingsramme i forsøget på at selvstændiggøre dem. 87

98

99 KAPITEL 3 HVERDAGEN I indledningen definerede jeg begrebet socialt handlerum ud fra de muligheder og begrænsninger aktørerne har for handlen, deres perspektiv på verden, samt deres positioner. Aktørerne i de tre sociale handlerum er medskabere af en social orden og omvendt er den sociale orden medskaber af de sociale handlerum, og de skal derfor anskues som dynamiske og handlingsorienterede samtidig med, at de er paradoksale og modsætningsfyldte. Forsøget på at skabe en social orden i velfærdssamfundet har fordret en arbejdsdeling i forhold til at arbejde med policy-making og i direkte relation til borgeren, og sociale handlerum kan vise dynamikken og det pragmatiske i forhold til det sociale arbejde, både hos embedsmand, socialarbejder og beboer. I hverdagen forsøger de at skabe en social orden, som i det ene handlerum opleves som modsætningsfyldt, konfliktfyldt eller frustrerende, mens det giver mening i et andet handlerum et nyt initiativ om fx effektstyring vil give mening for embedsmændene, som har behov for viden om, hvad der virker, mens det for socialarbejderne virker som mere arbejde genereret af systemet og ikke beboeren, som de mener, det burde. Dette kapitel har til formål at udfolde henholdsvis embedsmænds, socialarbejderes og beboeres hverdag og dermed at se på deres verdener igennem de sociale handlerum. Kapitlet tjener derfor som et indledende analytisk kapitel, der vil blive fulgt af kapitler, som går ned i detaljerede analyser. Der er en givet sammenhæng imellem aktørerne i form af et formelt organisatorisk system, men som kapitlet vil vise, er der en manglende fælles logik, vision og forståelse for det sociale arbejde. Dermed synes deres verdener mere afkoblet end sammenhængende med hinanden, men alligevel fungerer aktørerne i hverdagen inden for det samme system og forholder sig til hinandens handlinger i hverdagen. Udfoldelsen af hverdagen i de tre sociale handlerum giver en forståelse af den uoversættelighed, der synes at karakterisere dem, men også en forståelse af handlerummenes foranderlighed og aktørernes indbyrdes forskelle. De tre nedenstående fortællinger viser et udpluk af aktørernes hverdagsliv og ikke særlige begivenheder eller hændelser. Den første fortælling er skrevet af en embedsmand, Oscar, som ikke i teksten forholder sig følelsesmæssigt til sine arbejdsopgaver det gør han derimod i samtaler med mig, hvad jeg bruger i den efterfølgende analyse. Den anden fortælling har jeg skrevet efter at have tilbragt en dag sammen med en socialarbejder, og den sidste fortælling er et uddrag fra et længere interview med en beboer om hans hverdag, forholdet til socialarbejderne og hans liv med en psykisk sygdom. 89

100 Embedsmanden 11 Mandag: Jeg møder ind ved 8.30-tiden til diverse småopgaver i indbakken. Det drejer sig heldigvis mest om mails, der skal ud med forskellige dokumenter vedhæftet, og det tager under en time. Efterfølgende kan jeg gå i gang med dagens opgaveliste. Første punkt er opfølgning på et møde fra ugen før, hvor jeg har sekretariatsfunktionen. Oven på det møde er der en liste med opgaver, jeg skal følge op på. Jeg opdaterer dokumenter, finder information frem og skriver mails til folk med udførlige instrukser og deadlines m.m. Der kommer påmindelser i kalenderen, så der kan blive fulgt op på de uddelte opgaver. Efter frokost er næste punkt indstilling 1 12, der skal være klar sidst på ugen. Bestillingen på indstillingen kom med meget kort frist ugen før, så processen er forceret i forhold til den sædvanlige sagsgang. Indstillingen kræver input fra andre kontorer, der har frist ved dagens udgang. De første svar kommer heldigvis i løbet af dagen, så jeg kan begynde at bearbejde dem til at indgå i indstillingen. Resten af eftermiddagen bliver brugt på at skrive Indstilling 1 og udarbejde tilhørende bilag. De sidste afklaringer ang. indstillingen sker på et møde tirsdag. Parallelt får jeg nogle mødeindkaldelser af sted. Kl kommer der en bestilling fra borgmestermødet. Heldigvis er den ikke umiddelbart omfattende. Jeg koordinerer opgavens forløb med en kollega og booker et møde med de nødvendige deltagere til ugen efter. Jeg går hjem godt 16. Tirsdag: Jeg møder ind lidt i 9. De første svar er kommet på de mails, jeg sendte ud dagen før med opgaver, opfølgninger og information. Nogle mails kræver udførlige svar, andre bare en kvittering for den tilsendte information. Jeg opdaterer et relateret dokument på baggrund af mailsvarene. Kl. 10. er der møde ang. Indstilling 1. Mødet er færdigt før kl. 11. Jeg renskriver noter fra mødet og foretager nogle opkald for at indhente supplerende information. Efter frokost bliver Indstilling 1 færdiggjort og sendt til min kontorchef. Jeg har et halvtimesmøde med en kollega, hvor vi følger op på en gammel sag og tjekker, at de rette tilbagemeldinger er sket. Jeg sender noget materiale til en kollega forud for et møde fredag. Som dagens sidste opgave forbereder jeg mig til et møde dagen efter. Jeg skal læse nogle dokumenter igennem og komme med et oplæg til en disposition til en rapport. Det går jeg i gang med og arbejder ca. til kl. 17. Onsdag: Jeg møder ind ved 8.30-tiden og brygger kaffe m.m. til dagens kontormøde sammen med en kollega. Mødet slutter kl , og jeg rydder af med min kollega. Jeg skal være til møde ude i byen kl , men har en god halv time, før jeg skal af sted, og jeg når at svare på de vigtigste mails. Mødet fra foregår hen over vores medbragte madpakker. Mødet er effektivt, men leder af samme årsag også til en del arbejde. Jeg når tilbage til et møde med en kollega, hvor vi skal se på, om vi kan effektivisere en sagsgang. Vi har et forslag 11 Denne fortælling om en uge i forvaltningen er skrevet af en embedsmand i forvaltningen, som ønsker at være anonym. Derfor har han også undladt at skrive datoer, navne på personer samt hvad arbejdsopgaverne præcist handler om. Jeg har kun ændret enkelte slåfejl i teksten. 12 En indstilling er et beslutningsforslag eller en orientering til det politiske udvalg. 90

101 til en forbedring og sender det forslag til godkendelse. Da jeg kommer tilbage til indbakken, er der kommet en bestilling fra sekretariatet, der skal bruge noget baggrundsinformation om et område, der sorterer under mig. Socialborgmesteren skal udtale sig om mit område og vil være opdateret. Jeg ringer og vender sagen med den relevante sekretariatsmedarbejder, finder den relevante information frem og sender det. Min kontorchef har i mellemtiden sendt en mail og bedt om supplerende information forud for et Socialudvalgsmøde. Den sag, der er på Socialudvalgets dagsorden, har udviklet sig siden indstillingen blev skrevet, og det vil være brugbart med de nyeste informationer skulle der blive spurgt ind. Jeg udarbejder en mail, der svarer på de relevante ting og sender den. Pr. mail kommer de sidste rettelser til Indstilling 2, der skal videre til sekretariatet inden dagens udgang. Jeg retter indstillingen til og sender den til sekretariatet. Efterfølgende går jeg i gang med skrivearbejdet efter mødet fra Jeg begynder at lukke ned hen mod kl. 18. Torsdag: Jeg har tjekket hjemmefra, at der ikke er kommet yderligere rettelser eller kommentarer til Indstilling 1, som skal til borgmestermøde kl. 10. Jeg møder kl. 9 og sender den til sekretariatet. Fredagen skal bruges på et heldagsmøde, og jeg går i gang med forberedelserne. Der skal udfyldes nogle skabeloner og suppleres med nogle data. Efter frokost gennemser jeg noget arbejde leveret af en ekstern samarbejdspartner. Jeg har nogle forbedringspunkter, som bliver sendt til ham. Jeg leverer noget information til en kollega, der skal bruge det til et notat. Der kommer tilbagemelding på Indstilling 3, som har ligget ved sekretariatet. Frist er mandag, men jeg ved, at der kommer to hasteopgaver mandag, og at jeg er væk i morgen. Heldigvis er der ikke mange rettelser. Indstillingen bliver rettet til og sendt tilbage. Jeg samler op på punkter til mødet i morgen og lukker ned Fredag: Jeg møder kl. 8 og er til møde hele dagen til kl. 16. Jeg følger op på opgaver fra mødet bagefter og holder fri kl Socialarbejderen Det er en mandag morgen i begyndelsen af mit feltarbejde. Jeg føler mig stadig i vildrede og til besvær. Jeg hægter mig på Suna som er én af dem, der tog venligt imod mig, da jeg begyndte at komme på bostedet. Hun er en lille kvinde i 30 erne med mørkt hår og markant sort make-up om øjnene. Hun er som regel iført en kort sort nederdel og en sort T-shirt med navnet på et punkband. De ser forskellige ud, socialarbejderne, men de fleste går i jeans og gummisko. Suna og jeg starter med at skifte forbinding på en beboer, der har et sår på sit ene ben. Hun vil ikke i bad. Det har hun ikke været siden maj, og det er et halvt år siden. Hendes hår er klistret og filtret. Vi sidder og sludrer med hende. Pludselig lyder Sunas alarm på hendes telefon. Hun kigger på den og lokaliserer, hvor den kommer fra. Vi løber derhen. Det var falsk alarm. En beboer ville have købt ind, men fik at vide, at hun ikke skal bruge sit nødkald til den slags. Vi går tilbage til den gamle dame og afslutter forbindingen. Vi går ind på personalekontoret igen. Suna finder beboerens mappe og skriver i den. En beboer banker på døren til personalerummet. Der er glas i døren, så beboerne kan kigge ind. El- 91

102 ler personalet ud. Beboeren, Dennis, vil tale med Suna, fordi han skal flytte fra en et-rums bolig til en to-rums bolig og vil have hjælp. Suna siger, at hun kommer lige straks. Telefonen, som Suna går med i buskelinningen, ringer, og det er Dennis mor. Suna taler med hende i et stykke tid og fortæller mig bagefter, at hun har været hægtet af flytningen og har manglet information, selvom hun er kontaktperson for Dennis. Vi går over og banker på hans dør, og han åbner døren i en hvid T-shirt og jeans. Han ligner enhver anden ung mand. Han er sød og venlig, men også vred og irriteret, da han føler, at tingene er gået for stærkt. Han beklager sig over, at han næsten ikke har sovet, fordi han har pakket, og han føler, at han bliver presset til at flytte hurtigt. Suna siger, at det kan hun godt forstå, og hun beklager, at hun ikke har været mere inde over, men hun siger også, at han kunne have hevet fat i hende eller andre medarbejdere og bedt om hjælp. Dennis svarer, at han helst vil klare sig uden systemets hjælp og i stedet få hans venner til at hjælpe ham. Han siger, at han kun har sovet få timer i nat, fordi han har pakket, så han vil gerne have sig en morfar. Han siger også, at han ikke kan lide at brokke sig til personalet, så derfor ringer han til sin mor i stedet, som så ringer til Suna og brokker sig. Han siger, at han jo godt er klar over, at dem med gode pårørende har det bedre, fordi der er nogle til at tage ens kampe. Han lukker døren igen. Smøg på altanen. Suna udtrykker sin frustration over, om hun gør det godt nok. Senere på dagen går vi igen op til Dennis. Vi passerer Bessie på gangen. Hun har karseklippet hår og mumler med sine stemmer, som hun altid gør, når jeg ser hende på gangen eller udenfor på gaden. Dennis er ikke i bedre humør. Han føler sig overrendt af personale, der vil have ham til at flytte, så hans gamle bolig kan gøres klar til en ny beboer. Suna siger nærmest undskyldende til Dennis, at hans reol skal fjernes i dag, og hvis han ikke kan nå det, vil flere medarbejdere gerne hjælpe, så han kan bare sige til. Han siger, at han skal nok flytte den, men det bliver ikke lige nu. Han siger, at han jo bare kan sige, at han har det psykisk dårligt at han kan spille på sin sygdom. Han synes ikke, det er rimeligt, at det er gået så hurtigt. Suna er begyndt at svede, og det er jeg også. Efter snakken med Dennis har Suna en aftale med sin kollega Bodil om at lave handleplan for en beboer. Bodil er også i 30 erne. Hun er altid smilende og grinende. Vi sidder alle tre inde i det lille mødelokale, hvor der står en bærbar computer, som de sidder ved, mens jeg sidder bagved og skriver noter. De starter med at tale om, at beboerens fokusområder skal gøres mere overskuelige for dem selv og for beboeren. De skriver en opdatering af, hvad der er sket, siden sidste gang handleplanen blev opdateret. Suna er træt og siger, at hun har glemt at bestille tid til en neurolog til sig selv. Bodil siger: Du skal vist også have en kontaktperson. Suna går ind for at ringe til neurologen, mens Bodil arbejder videre. Suna kommer tilbage igen, og de diskuterer, hvad der er sket i beboerens liv, og hvordan det skal formuleres. Bodil foreslår som en forklaring på en indlæggelse, at beboeren har været voldelig og udadreagerende, men Suna foreslår i stedet truende og konfronterende. Jeg fandt aldrig ud af, hvad de kom frem til. 92

103 Beboeren Jeg interviewer Ole i hans lejlighed. Vi sidder i hans stue. Da jeg kom ind kørte fjernsynet i stuen, radioen i køkkenet, og clockradioen i soveværelset. Han slukkede for det og lavede kaffe til os. Jeg sidder i sofaen, og han sidder i lænestolen med siden til mig. Han har sin lædervest på og kasket. Jeg ser ham sjældent uden. Han kigger sjældent på mig under interviewet. Jeg spørger ham om, hvad hans kontaktperson og de andre medarbejdere betyder for ham i dagligdagen. Han svarer: De betyder joh de betyder, at. at jeg føler mig tryg ved at hvis der er nogle ting med det offentlige og sådan noget... Hvis der er noget papirarbejde, fordi at jeg er ordblind og sådan noget ik? Og har den dér sygdom, som jeg har. At jeg kunne få den dér hjælp. Men i dagligdagen betyder det ikke så meget andet, end at jeg har Per som min træner. Altså, han vil helst kaldes træner. Mellem mig og ham ik? Og han vil helst overlade jeg har været nede med nogle papirer og sige: Per, kan du ikke lige ordne det her?. Altså, hvis du kan selv, så skal du selv, siger han så ik?. Jeg spørger Ole om, hvordan han har det med det. Han svarer: Nårh, ja Det ville være meget let, hvis man bare kunne gå ned og overlade det til nogle andre, men jeg kan jo godt se jeg kan godt se perspektivet. Kan jeg gøre det selv, såå Så får man også den følelse af, at man er med i samfundet ik? Man ikke bare overlader det til andre og så kører med på sidelinjen ik?. Også ved valget her, der havde vi valgdag dernede [i fællesrummet]. Hvor der var spørgerunde dernede og sådan med de forskellige kandidater dernede i stuen. Dér fik jeg den følelse af, at jeg var dansker. Når man er psykisk syg, så har man ikke den følelse, at man er Jeg spurgte Camilla herovre om, hvad hun følte sig. Hun følte sig som europæer det gør jeg også. Jeg føler mig ikke specielt dansk. Jeg spørger ham, om det er fordi, han er psykisk syg, og han svarer: Det er en blanding af det hele. Af psykisk sygdom og Jeg har været overladt meget til mig selv, såh jeg sagde også til Per en dag: Det ville være meget rart hvis der kom et brev ind af døren, hvor der stod: Dav Ole. Går det godt? Hilsen Socialforvaltningen eller sådan noget lignende. Jeg føler det ikke, som om jeg lever. Jeg hører aldrig fra dem eller noget som helst. Altså, det eneste jeg hører fra dem, det er, at jeg får penge ind hver dag... eller hver måned. Så ved de, at jeg stadig lever. Men så er jeg jo bare et nummer... Men det er også fordi, man ikke udvikler Når man sidder og ser fjernsyn og Lars Løkke er på cykel sammen med halvanden hundrede borgere eller sådan noget lignende. Så sidder jeg dér og tænker, hvorfor er jeg ikke med dér? Men det ved jeg jo godt, altså... jeg har jo ikke overskud til at stå op klokken syv om morgenen og komme ud og sige: Hej Lars Løkke, må jeg komme med ud og cykle og sådan noget. Det er den følelse af at være borger i Danmark ik? Nej, den har jeg ikke rigtigt. Så vi lever ligesom... her på Tranehavegård lever vi ligesom et lille mini-danmark. Vi har vores lille lukkede samfund på en måde. Det er jo det, jeg prøver på at åbne lidt for på grund af, at jeg godt vil arbejde inden for psykiatrien. For at modbevise, at vi er ligestillede borgere ik? Selvom vi er psykisk syge. For at bevise, at vi er ligestillede borgere, altså kommer du ind og spørger Fru Hansen ude i Søllerød eller i Gentofte eller i Køge: Hvad synes du om psykisk syge? Og... så... når man kommer i bedet på dem, siger de garanteret: Ja, de er jo svage. De kan garanteret ikke det samme som vi kan. Det ved alle. Der er et barometer dér, hvor der skiller vi os ud på grund af, at vi deltager ikke i så mange ting som en almindelig dansk god samfundsborger. 93

104 Jeg spørger Ole om, hvad han skulle deltage i for at føle sig som en borger i Danmark? Han svarer: Ja, nu i aften, dér skal jeg til koncert sammen med Peter? Det er også en del af det, jo. I DR-byen. Hvem skal I høre?, spørger jeg. Monteverdi, svarer han. Er det en klassisk koncert?, spørger jeg. Ja, det er sådan noget barokmusik. Kirkemusik. Det er en italiener ik? Sekstenhundredetals måske?. Hvor spændende svarer jeg. Lidt overrasket. Embedsmanden Oscar bruger ugen på at skrive indstillinger, planlægge møder og gå til møder, men bag disse arbejdsopgaver ligger omfattende procedurer, som skal overholdes og forbedres; socialarbejderen Suna halser rundt for at nå både relationsarbejdet med beboerne, de mange praktiske opgaver, som opretholdelsen af en institution kræver af hende, samt kravene om dokumentation og udvikling af beboerne. I dokumentationen udarbejder hun, nogle gange sammen med beboerne, langsigtede strategier på beboernes vegne idealer om det gode liv men arbejdet med strategierne bliver udfordret af dagligdagens presserende problemstillinger, som den dag kommer fra beboeren, Dennis, der føler sig presset af systemet. Sunas konflikt med Dennis viser hendes forpligtigelse over for ham, over for bostedet som helhed samt over for embedsmændenes krav til beboernes fremgang og dokumentation heraf, som jeg vil udfolde i kapitel 4. Beboeren Ole har en knap så hektisk hverdag som embedsmanden og socialarbejderen, men hans tanker om personlig udvikling og skabelsen af en værdig position i samfundet er lige så presserende som de andres udfordringer i dagligdagen. Aktørerne i de tre sociale handlerum forholder sig kontinuerligt til hinanden. Imellem socialarbejdere og beboere er der en daglig og direkte interaktion, mens embedsmændene sjældent har kontakt til socialarbejdere og endnu sjældnere til beboere. Dog er der i disse handlerum relationer til hverandre, da de kontinuerligt optræder i hinandens center eller periferi; embedsmændenes forsøg på at skabe orden igennem indstillinger til politikerne om fx krav om dokumentation har potentielt indflydelse på flere tusinde socialarbejdere og deres praksis, mens beboerens psykiske velbefindende har indflydelse på socialarbejderens hverdag, men også på om de politiske mål for socialpsykiatriområdet bliver nået om beboerne får det bedre og flytter til mere selvstændige boliger inden for en given tidsramme. I det følgende vil jeg uddybe beskrivelserne af de konkrete arbejdsopgaver, hvordan de opfattes og udføres af aktørerne, og dernæst vil jeg diskutere deres forsøg på at adskille sig fra hinanden, mens de samtidig forsøger at skabe lodrette og vertikale forbindelser, forståelser og sammenhæng. Ved første øjekast virker embedsmændenes dagligdag ordnet, socialarbejdernes mindre ordnet og beboernes ganske uordnet. Men udfolder man handlerummene, ser man den samme higen efter at skabe en potentiel social orden i hverdagen, i arbejdsopgaverne og i sindet en higen, som bliver udfordret og måske endda betvivlet af praksis. 94

105 FORVALTNING OG ORGANISERING Embedsmændene mangler sammenhængen med befolkningen, de sædvanlige, gennemsnitlige processer er de godt rustet til, en sådan proces løber næsten af sig selv ad sin bane og behøver kun hist og her et skub, men over for de helt simple tilfælde, såvel som overfor de særligt vanskelige er de tit rådvilde, de har, fordi de uafladeligt, dag og nat, er presset ind i deres lov, ikke den rigtige sans for menneskelige forbindelser, og det kan de i den slags tilfælde vanskeligt undvære. - Josef K. (Kafka 1991 [1925]: ) I folkemunde bruger man ordet kafkask, når bureaukratiet virker uforståeligt, paradoksalt og omstændeligt. Embedsmændene mangler sammenhængen med befolkningen, siger Josef K. som er fanget i en absurd proces anklaget for noget, han ikke ved, hvad er, og senere bliver han dømt og henrettet uden at finde ud af hvorfor, for til slut i værket at overgive sig til sin skæbne. På trods af eller måske på grund af min fortid som embedsmand, er arbejdet i forvaltningen vanskeligere at gribe om i forhold til det sociale arbejde og beboernes hverdagsliv. Jeg har en intuitiv forståelse for, hvad embedsmændene gør, men det er samtidig vanskeligt at få viden om den kontekstuelle nødvendighed af den indviklede struktur og de omstændelige procedurer. Dette er ikke alene en metodisk udfordring, men en analytisk pointe, som viser, hvor vanskeligt forvaltning er at gennemskue. Chris Shore og Susan Wright (1997) har om policy-making skrevet: Equally, perhaps, policy serves as a mechanism for disguising the decision makers. Hence, defining a course of action as official policy of the government (or organization) serves to make decisionmaking more generalized, more impersonal, bureaucratic and anonymous. Like bureaucracy (of which is a major accessory), policy can serve to cloak subjective, ideological and arguably highly irrational goals in the guise of rational, collective, universalized objectives (ibid.: 11). En udfoldelse af embedsmændenes sociale handlerum kan bidrage til at give forvaltning og organisering et ansigt og vise, at det ikke er velordnet og sammenhængende, men præget af forskellige typer af arbejdsopgaver, som går i mange retninger, og som for socialarbejdere og beboere, og undertiden for embedsmændene selv, virker ulogisk, uigennemsigtigt og som noget, der sker langt væk. Samtidig sikrer embedsmændenes arbejde, at der er økonomisk stabilitet i organisationen, og at projekter, som tjener til gavn for socialarbejdere og borgere gennemføres. Økonomen Jørgen S. Dich har skrevet: Økonomi er som hjertet, det holder livet i live, men det er ikke livet (Dich 1973: 11). I en socialforvaltning skal økonomien være på plads før alt andet. Derfor holder embedsmænd øje med, om institutionerne overholder deres budgetter, og hvis der er underskud (i forvaltningen kaldet merforbrug) på et område (fx 95

106 handicapområdet), er det embedsmændenes ansvar at finde midlerne andre steder (fx på socialpsykiatriområdet) samt orientere politikerne, som generelt ikke er begejstrede, når budgetterne ikke bliver overholdt. Med andre ord er det embedsmændenes opgave at styre og kontrollere de økonomiske midler, så de kommer flest mulige borgere mest muligt til gavn. Den norske professor i antropologi, Halvard Vike, skriver, at kommunernes budgetter udgør bindeleddet mellem det kommunen er forpligtet til at gøre og det, der er penge til. Fordi kommunernes budgetter er så vanskelige at styre i forhold til sociale ydelser, bliver blikket rettet imod de mennesker, der arbejder direkte med borgerne, samt de måder, hvorpå borgerne bruger de økonomiske midler (2003: 123). I det næste kapitlet om udvikling vil jeg udfolde og analysere, hvordan man i Socialforvaltningen forsøger at skabe en bestemt form for udvikling af beboerne for at kunne styre økonomien det viser samtidig, at arbejdet med økonomi i en socialforvaltningen ikke kun hører under økonomerne, men alle embedsmænd er på en eller anden vis ansvarlig for, at de økonomiske midler bliver brugt, hvor de gør mest gavn. Derudover er det som oftest embedsmændene, som indgår i samarbejder med ministerier om midlertidige finansieringer af projekter, som, hvis de går godt, kan implementeres i resten af landets kommuner eller tjene som forbilleder (i forvaltningen kaldet fyrtårn ). Det er også embedsmændenes ansvar at gøre politikerne opmærksomme på særlige problemområder, som de ønsker, skal tilføres ekstra økonomiske midler i den kommende budgetforhandling, som altid pågår i løbet af august og september måned. I oktober skal alle landets kommuner have godkendt deres budgetter i byrådene (i København kaldet Borgerrepræsentationen), og embedsmændene venter med spænding på at se, hvilke af deres områder, der er blevet tilført flere penge. Økonomien spiller derfor en central rolle for, hvad der er muligt i Socialforvaltningen, og embedsmændene kæmper ofte for at få tilført flere midler til institutionerne, men det foregår langt væk fra socialarbejderne, som beklager nedskæringer, mens de synes at tage tilførelse af økonomiske midler som en selvfølge. Embedsmændenes arbejde foregår primært foran computeren eller til møder. De fleste arbejder fra 9-16, men nogle møder dog meget tidligt/sent og går tidligere/senere. Der er flekstid, hvilket betyder, at med mindre andet er aftalt med kontorchefen, skal man være på arbejde mellem kl og Man kan indgå en aftale med kontorchefen om afspadsering, som skal underskrives af begge parter, hvis man møder senere, går tidligere eller ønsker en fridag. For at holde styr på flekstiden skal alle medarbejdere, undtagen chefer og vicekontorchefer (som har ikke har en øvre arbejdstid), ringe til et telefonnummer og indtaste en personlig kode, når de kommer og går. I slutningen af måneden vil de herefter få udleveret et stykke papir med deres indtastede tider, og har de glemt at taste ind eller har startet eller afsluttet dagen med et møde ude i byen, kan de korrigere dette på papiret, som skal underskrives af dem selv og kontorchefen og derefter korrigeres i it-systemet. Det er en til tider langsommelig proces med det formål at skabe orden og kontrol af embedsmændene og deres arbejdstid, men som 96

107 flere af embedsmændene indvender, fortæller det ikke noget om deres mange opgaver og den travlhed, de oplever i løbet af dagen. På gangen er der forholdsvis stille, kun afbrudt af lyden af et par højhælede sko eller snak mellem embedsmænd, der render ind i hinanden. Ofte står en embedsmand og venter ved dueslaget ud for kontorchefens kontor med et dokument i hånden og evt. en kuglepen, for at få godkendt et notat eller lignende, så det kan blive sendt videre i systemet. Kontorcheferne deltager i mange møder, så det, de skal godkende, sendes ikke til deres mail, men printes ud og lægges på deres bord i en plastickurv til indkomne sager eller på kontorstolen, hvis det haster. Mens jeg var fuldmægtig, blev det pointeret, at det ikke er kontorchefens ansvar, at sagerne bliver godkendt til tiden, men embedsmændenes ansvar at holde tråd i sagen, indtil den er sendt videre i systemet eller godkendt og afsluttet. Til det formål skal embedsmanden udfylde en sagsakt med forskellige oplysninger om sagens gang rundt i systemet; hvor den er startet, hvor den skal slutte (dvs. hvem der i sidste ende skal godkende), hvem der har godkendt, og på hvis bord den ligger nu. Selv skriftligheden bliver holdt skriftligt i snor. Embedsmændenes arbejde i kontoret er alsidigt, men handler overordnet set om at regulere, styre og organisere området for udsatte voksne: misbrugere, hjemløse, handicappede, prostituerede og psykisk syge. På Socialforvaltningens hjemmeside står der, at: De centrale kontorer understøtter driften og udviklingen af forvaltningens mange centre og institutioner. Det er også de centrale kontorer, der forbereder og sætter rammerne for, at de politiske beslutninger kan føres ud i livet. Hvad betyder det i praksis? For det første betjener centralforvaltningen Socialudvalget 13, som til hver en tid kan stille spørgsmål til forvaltningen; fx bede om udredninger på alt fra, hvor mange dokumentations- og kontroltiltag, der er blevet implementeret; til forvaltningens forslag til løsninger af endnu ikke definerede problemer; eller bede om budget- eller spareforslag. Disse henvendelser fra Socialudvalget, i daglig tale kaldet SUD, benævnes som sager eller bestillinger, selvom der er forskel på de to ting. En sag kan have startet sin gang i forvaltningen som en bestilling, men har udviklet sig og er blevet til en sag. En bestilling kan også være et krav om svar på en klage, som er sendt til en politiker, Socialudvalget eller direktionen; henvendelser fra bruger- og pårørendeorganisationer direkte til forvaltningen; ansøgning om tilførsel af økonomiske midler fra private eller kommunale institutioner med andre ord, kan en bestilling handle om alt mellem himmel og jord, og da enhver henvendelse til én eller flere politikere eller embedsmænd skal svares inden for en kort periode og da godkendelsesproceduren er omstændelig, har embedsmanden ofte travlt med at indhente de fornødne oplysninger fra andre områder i Socialforvaltningen. Ansøgninger om aktindsigt fra journalister og borgere kan også være tidskrævende, da det kræver, at mange 13 Til hver forvaltning i Københavns Kommune hører et politisk udvalg, som foruden Socialudvalget er: Økonomiudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Hver dansk kommune har deres egen politiske og forvaltningsmæssige opbygning. 97

108 dokumenter gennemgås samt en høj grad af koordinering imellem forskellige embedsmænd. Fx blev der sendt en mail ud til alle i kontoret angående en aktindsigt fra en journalist, hvor der blev bedt om information om udgifter til eksterne leverandører til udarbejdelse af indholdet af borgerrettet kommunikation, fx plakater, indenfor en given periode og gerne med differentiering mellem fx udgifter til trykning og indhold. Journalisten har rettet henvendelse til Københavns Kommune, hvor en embedsmand har fået ansvaret for at samle samtlige svar fra samtlige kontorer i de 7 forvaltninger et lille spørgsmål bliver til en stor sag, da journalisten har krav på at modtage et svar inden for en kort tidsramme. Foruden henvendelserne, som kan komme når som helst, producerer kontoret sager til Socialudvalget, som holder møde ca. hver 14. dag. Sagerne består af forslag til nye tiltag; omstruktureringer; orienteringer om forestående pressesager, hvor brugere i Socialforvaltningen eller deres pårørende har henvendt sig til pressen for at gøre opmærksom på, hvad de opfatter som en uretfærdighed i systemet; eller andre problemer, som altid er ledsaget af et forslag til en løsning. Sagerne er blevet udarbejdet enten på foranledning af politikerne, direktionen eller embedsmændene, såfremt de mener, at politikerne bør informeres om eller tage særlig stilling til en sag. Det er en omstændelig proces for embedsmændene at få sagerne i udvalget, da sagerne skal meldes ind til SUD ca. tre måneder før mødet og herefter skal igennem en kompliceret godkendelsesproces af direktionsmøder, målgruppemøder og borgmestermøder, som fortællingen om embedsmanden Oscar viste. Bestillingerne fra borgmesterkontoret, som omhandler klagesager (oftest fra borgere, pårørende og bruger- og pårørendeorganisationer), taleoplæg til borgmesteren, orienteringsnotater etc. bliver som regel håndteret ud fra forskellige vinkler: Handler det om ressourcer? Hvordan kan vi undgå pressens bevågenhed? Hvordan kan vi undgå, at det bliver en stor sag for politikerne? Hvordan kan Socialforvaltningen fremstå i det bedste lys? Kort sagt handler arbejdet med bestillingerne om, at embedsmændene skal dække Socialforvaltningen ind den skal have ryggen fri og undgå at blive udsat for kritik fra både offentligheden og politikerne. Derfor har embedsmændene brug for et dokumentationssystem fra institutionerne, som kan vise, at tingene er foregået på den rigtige måde. Jævnligt bliver socialforvaltningen i pressen kritiseret for at svigte en borger, fx at borgeren har ligget død i sin bolig i nogle dage uden at være blevet fundet af socialarbejderne, at borgerens bolig er sundhedsskadelig, eller at borgeren ikke får de tilbud om støtte, som han er lovmæssigt berettiget til. I de tilfælde håndteres sagen især af forvaltningens jurister i samarbejde med de ledere og socialarbejdere, som har haft med borgeren at gøre, og hvis de igennem dokumentation kan vise, at socialarbejdere har ydet det, de lovmæssigt bliver bedt om, så kan Socialforvaltningen frasige sig lovmæssig skyld. Den slags sager er især vanskelige at håndtere, fordi forvaltningen ikke må kommentere på personsager i pressen og derfor kun kan udtrykke sig i generelle vendinger. Derfor handler det om at orientere politikerne, især 98

109 Socialborgmesteren, som skal håndtere sagen i pressen. Her kan han vælge enten at forsvare forvaltningen og deres arbejde, eller tage afstand fra forvaltningen ved fx at igangsætte en intern undersøgelse. Den eller de embedsmænd, som har ansvaret for udarbejdelsen af de notater, som bliver sendt videre til politikerne, har ikke ansvaret for dem det har organisationen som helhed (Riles i:vohnsen 2011: 74-75). Derfor er det også et brud på systemets orden, når en embedsmand ytrer sig personligt, fx igennem en artikel. Bestillingerne fra borgmestersekretariatet har korte deadlines, selvom opgaven kan være omfattende. Det er bestillingerne, som i hverdagen lægger et pres på embedsmændene, da deres planlægning udfordres af ofte besværlige spørgsmål eller indviklede kortlægninger af bestemte områder. De griber forstyrrende ind i en hverdag, hvor de langsigtede projekter om fx opstart af nye boliger til socialt udsatte, et fixerum på Vesterbro til stofbrugere, nye dokumentations- eller effektstyringstiltag eller nye evidensbaserede metoder til at arbejde med socialt udsatte borgere af embedsmændene bliver anset for den væsentlige del af deres arbejde. En embedsmand har på Socialforvaltningens intranet udtalt: Det er rart med nogle lange forløb med mening, for hverdagen er ellers i høj grad fyldt med mails og ad hoc-opgaver, der summer rundt i hovedet som fluer i en flaske. Nogle bestillinger giver mening for embedsmændene, som af politikerne eller i klagesager får udpeget særlige områder, som skal under forvaltningens bevågenhed, mens andre bestillinger opfattes som politikernes utidige indblanding i områder, som embedsmændene føler, de har styr på. Embedsmændenes arbejdsopgaver er samtidig afhængige af deres uddannelsesmæssige baggrund og interesseområder. Økonomerne arbejder med budgetter og regnskaber, juristen tager sig af fortolkningen af lovgivningen, og generalisterne (som har forskellige universitetsuddannelser, dog primært inden for offentlig forvaltning, statskundskab eller et andet samfundsfagligt studie) tager sig af de generelle sager og projekter inden for deres specifikke områder. Som nyansat bliver man tildelt nogle arbejdsopgaver eller områder, som man efterhånden udvider kendskabet til. Som regel afgør kontorchefen eller vicekontorchefen, hvilken embedsmand bestillinger og sager skal sendes hen til. De vurderer ud fra embedsmændenes arbejdsområder, eller hvem der har bedst tid. Det betyder, at et område eller en målgruppe forholdsvis tilfældigt kan blive tildelt en embedsmand, som med tiden får en særlig viden om dette område en viden, som forsvinder med embedsmanden, hvorefter en anden embedsmand skal sætte sig ind i området. Da jeg overgik fra fuldmægtig til forsker med udgangen af 2009, udarbejdede jeg et overdragelsesdokument til min efterfølger, som dog ikke indbefatter de mange bestillinger fra borgmestersekretariatet, og som så anderledes ud bare en måned tidligere. På trods af embedsmændenes særdeles forskellige arbejdsopgaver, ansvar og position i kontoret, giver arbejdsopgaverne et billede af kontorets alsidighed: 99

110 Ansvarlig for Dialogforum for Socialpsykiatri 14 Koordinator 15 for væresteder for mennesker med sindslidelser Koordinator for bofællesskaber til mennesker med sindslidelser Koordinator for dagtilbud på handicapområdet Ansvarlig for udarbejdelse af kost- og motionspolitik på socialpsykiatriområdet Repræsentant for socialpsykiatriområdet for udarbejdelse af beskæftigelses- og integrationspolitik Opfølgning på det eksterne tilsyn på bofællesskaber, væresteder og private opholdssteder på både socialpsykiatri- og handicapområdet Koordinator for de interne tilsyn Koordinator på PSP-samarbejdet (Psykiatri-Socialpsykiatri-Politi) Samarbejde med Videnscenter for Socialpsykiatri Udarbejdelse af samarbejdsaftaler med modtagere af 18 midler Kontaktperson/ medlem af arbejdsgruppen for Projekt En by i bevægelse Under hvert af disse punkter var der yderligere punkter med konkrete arbejdsopgaver, som min efterfølger skulle i gang med, men eftersom jeg stadig var en del af kontoret, blev det tydeligt for mig, at en del af sagerne ikke blev fulgt op, men blev glemt af efterfølgeren og kontorchefen. Det skete jævnligt, at glemte sager eller procedurer dukkede op fra glemslen og hurtigt skulle behandles. På mit skrivebord lå der post-its spredt rundt omkring. Gule reminders om mails, der skulle sendes; notater, der skulle udarbejdes; og folk, der skulle ringes til og min outlook-kalender var fyldt med mødeaftaler. Sedlen med de arbejdsopgaver, som jeg fandt mest interessante, var den jeg kiggede på i ferieperioderne, og når jeg i øvrigt havde tid. Her stod oplistet de arbejdsopgaver, som fordrede en længerevarende proces i et samarbejde med socialarbejdere ud fra deres forståelse af socialt arbejde, samt hvad der var strukturelt muligt. RAMMER ELLER REGLER? Embedsmændenes forsøg på at regulere og styre det sociale område i København handler for dem om at skabe rammerne for socialarbejdere, så de kan udføre deres arbejde med borgerne og samtidig leve op til politiske mål og sikre, at lovgivningen bliver overholdt. Derfor bliver 14 Dialogforum består af brugerrepræsentanter fra kommunens væresteder og bosteder for psykisk syge, pårørende, embedsmænd og politikere fra Socialudvalget. Dialogforum fungerer som et høringsorgan for Socialforvaltningen, men også som et sted, hvor brugere og pårørende kan komme til orde overfor politikerne. 15 Som koordinator står man til rådighed for spørgsmål fra institutionerne om økonomi samt konkrete problemstillinger, de ønsker svar på. Fx hvad væresteder for sindslidende stiller op med de mange østeuropæere, som lovmæssigt ikke må benytte danske tilbud til socialt udsatte, men omvendt må brugerne være anonyme, så man ved i princippet ikke hvor de kommer fra. Det er koordinatorens opgave at gå videre med forespørgslen til jurister, økonomer eller andre embedsmænd, som kan give et svar med mindre forespørgslen er så generel og principiel, at Borgmesteren skal tage stilling. Det er samtidig koordinatorens opgave at informere lederne om nye politikker og tiltag, skrive budget- og spareforslag, undersøge behovet for væresteder, dagtilbud etc. og evt. finde midler til et nyt tilbud eller lukke et mindre besøgt, samt implementere krav om dokumentation og effektstyring. 100

111 der kontinuerligt udviklet nye metoder til dokumentation og it-systemer, der skal støtte op om dokumentationen. Det rejser spørgsmålet, om embedsmændene skaber rammer eller regler for det sociale arbejde? I det følgende vil jeg gå i dybden med et par af disse regulerende og styrende arbejdsopgaver, som for embedsmanden Carina giver mening at arbejde med, og som hun mener, på sigt kommer til at hjælpe borgerne i deres udvikling, hvad enten vi taler om handicap eller psykisk sygdom. I et interview med Carina bad jeg hende beskrive sine overordnede arbejdsopgaver, og hun svarede: Jeg arbejder med... Ja vi har udvikling af forskellige ting, som understøtter kvalitetsudvikling og styring. Altså fx så har jeg hele det her med at udvikle kvalitetsmodeller og al proces omkring det i forhold til akkreditering. Nu ledelsesudvikling, forskellige processer. Finde ud af, hvordan kan vi få de behov og den virkelighed, der er i praksis, til at mødes med den form for styring, man gerne vil herfra i forhold til at styre efter effekter. Hvordan kan vi samarbejde mellem, fx i forhold til VUM 16 og alt det her, hvordan kan vi få myndighed og udfører til at mødes på en måde, så det er meningsfuldt for begge parter? Hvad er det for nogle redskaber der skal til? Hvad er det for nogle dialoger, vi skal have? Hvordan skal vi udbygge it-systemet? Hvordan kan det understøtte det arbejde, der er derude? Hvad skal det kunne for det? Så det er meget på processer og redskaber til sådan styring af kvalitetsudvikling. Carina beskriver, at hendes arbejde i høj grad handler om at mediere mellem centralforvaltningens krav og dem, der skal udføre det sociale arbejde. Hun beskriver sit arbejde som nogle tandhjul, der skal møde hinanden, og hun synes, at hun: ( ) prøver at få hele den virkelighed, der er, og hele den pædagogiske verden til at mødes med den mere strukturelle styringsmæssige verden, vi har her. Hun fortsætter ved at sammenligne forvaltningen og institutionerne med siloer, hvor socialarbejderne står nede i deres silo og kan kun se dét, der er lige oppe over, mens Carina svæver hen over det hele og får siloerne til at samarbejde. Hun samarbejder med institutionsledere og socialarbejdere, som er dem, der i praksis skal bruge VUM, men hun er samtidig forvaltningens udsending i forhold til at få institutionerne til at skabe resultater og få socialarbejdere til kontinuerligt at evaluere deres arbejde. Carina var nogle år tidligere projektleder på udarbejdelsen af en skabelon til pædagogiske handleplaner, som alle socialarbejdere på institutionerne i Socialforvaltningen skal arbejde ud fra. Baggrunden for denne plan var, at det i forvaltningen blev tydeligt, at der ingen dokumentation var, især ikke på handicapområdet. Den pædagogiske handleplan blev derfor anset for at være et instrument til at sikre borgerne, at de dels kommer til orde i forhold til deres ønsker til dagligdagen og til deres fremtid; og dels, at socialarbejderne skriftligt skal reflektere over, hvordan de imødekommer borgerens ønsker samt give en faglig vurdering af borgeren. Handleplanen skal opdateres hver 4. måned. Som fuldmægtig var jeg selv ind over processen i en periode, hvor Carina var væk fra kontoret, og dengang gav det mening for mig at udvikle et værktøj, som jeg mente 16 VUM står for Voksen Udrednings Metode og bruges af sagsbehandlere til at vurdere borgerens behov for et støtte. Sagsbehandlerne kaldes i daglig tale i forvaltningen for myndighed, mens socialarbejdere betegnes som udfører. 101

112 potentielt ville kunne styrke relationen mellem socialarbejder og borger. Jeg spørger Carina om formålet med handleplanerne, og hun svarer: Nej, jeg vil sige en pædagogisk plan, den handler om at sige, hvad er det, hvad er det for nogle fokusområder, vi har, og hvad er det, vi gerne vil have? Hvor man kan sige, hvad er det, vi gerne vil hjælpe vedkommende med, og hvad er det vedkommende gerne vil have hjælp og støtte til? Hvad er det for en måde, vi skal gøre det på? Hvad er det for et mål, vi har? Hvad er det vedkommende skal opnå ved det her? Ikke hvad er det for en aktivitet, vi skal. Det er en del af det, men det er måden. Fx kan jeg give et eksempel. En autistisk mand, og der har de i hans handleplan et mål om, at han skal gå ud med skraldeposen. Og så kan du sige, jamen hvis du udelukkende ser målet i handleplanen, det er at han skal går ud med skraldeposen, så kan du jo hakke af om han går ud med skraldeposen, eller om han ikke går ud med skraldeposen. Men at gå ud med skraldeposen er en aktivitet. Dét, det handler om for ham, det er, at han føler sig tryg. Man skal sige aktiviteten er det her med at gå ud med skraldeposen, men målet, effekten man gerne vil opnå, det er, at han kan gøre det med mange forskellige personaler. Det vil sige, han bliver mere tryg ved flere forskellige personaler. Han bliver mindre udadreagerende. Derfor er der også noget effekt, der handler om, at han bliver mere, hvad skal man sige, hans psykiske trivsel bliver bedre. At han opnår bedre sociale relationer. At han også i andre sammenhænge, når han føler sig tryg med de her personaler, også vil kunne være sammen med dem i relationer med de andre beboere. Der er effekt rigtig mange steder ved aktiviteten med skraldeposen, ik? I virkeligheden kan man se den pædagogiske plan som en rejseplan, hvor man siger, vi står her vi vil gerne herhen. Hvad er det for nogle transportmidler vi skal tage? Hvad er det for nogle skilte vi skal forbi? Hvor er det, vi skal gøre nogle stop? Hvor er det vi skal tænke os om, og hvordan skal vi det ene og det andet? Carina beskriver formålet med de pædagogiske handleplaner, og hvordan socialarbejderne bør arbejde med dem i form af at stille spørgsmål til beboernes aktivitetsønsker, fokusområder, og hvordan de når derhen. En form for skemalægning af det sociale arbejde, som skal styre udsatte borgeres udvikling i den rigtige retning. Senere i interviewet fortæller jeg Carina, at jeg har læst en del af beboeres pædagogiske handleplaner, og det er meget forskelligt, hvordan socialarbejderne vælger at udarbejde dem og dokumentere beboernes fokusområder. Mange socialarbejdere skriver helt generelle oplysninger om beboerens daglige trivsel, hvilket Carina mener, er velegnet som et redskab til overlevering imellem socialarbejdere, men de oplysninger kan ikke bruges til noget i øvrigt. At skrive, at en beboer har en god dag, er ikke tilstrækkeligt for at kunne se en udvikling og evaluere på den; det kræver, at socialarbejderen beskriver, hvorfor beboeren har en god dag, hvad socialarbejderen eller beboeren gjorde for at skabe en god dag, samt afvigelserne, når beboeren har en dårlig dag. Ifølge Carina kan man hermed evaluere på dokumentationen og skabe flere gode dage, som kan bevirke, at beboeren får det bedre og potentielt kan klare sig selv i et bredere omfang. Carina arbejder altså ud fra en forestilling om systematisk socialt arbejde, hvor der gennem dokumentation skabes et overblik over alle elementer i indsatsen, som kan evalueres og løbende forbedres. 102

113 Fortællingen om socialarbejderen Suna viser, at der for socialarbejderne sjældent er tid til den form for refleksion om og med beboerne, og dermed ændres formålet med handleplanen fra noget, der styrker relationen og skaber personlig udvikling, til noget, der skal overstås. Da jeg spurgte Carina om, hvem der besluttede, at socialarbejdere skulle arbejde med pædagogiske handleplaner, huskede hun ikke om det var et lovkrav eller en anbefaling eller fra hvem. Men for hende giver det mening, at man i det sociale arbejde med borgeren kontinuerligt reflekterer over hvor, man vil hen, og hvordan man kommer derhen. Det virker fornuftsmæssigt som et rimeligt krav at stille til socialarbejdere, at de reflekterer over det, de gør, men de pædagogiske handleplaner er langt fra det eneste dokumentationsredskab, som socialarbejderne skal arbejde med til hverdag. Et par gange inden for de sidste år har en politiker fra Socialudvalget bedt om en oversigt over samtlige dokumentations- og kontrolkrav, som er blevet implementeret i forvaltningen igennem de sidste politiske perioder. Bestillingerne kom med en ganske kort tidsfrist, og flere af embedsmændene udtalte, at det jo ikke kunne lade sig gøre. Der er for mange. Ligeså forsøgte jeg selv at finde en embedsmand til at holde et oplæg med mig på et af bostederne. Vedkommende skulle fortælle om alle de indsatser, som er blevet implementeret inden for de sidste år, eller som er på vej i støbeskeen 17. Det var umuligt at finde én med det overblik. Dem, jeg spurgte, svarede, at de jo kun kendte til de indsatser, de selv havde været med til at implementere. Socialarbejderne er derfor de eneste, der kan have et samlet overblik, mens embedsmændene kun mener at behøve at forstå hver enkelt dokumentations- og kontrolkrav for sig. Samtidig er embedsmændene trætte af at blive kritiseret af socialarbejderne, som ikke forstår embedsmændenes komplicerede og travle hverdag, og ikke forstår nødvendigheden af at betjene forvaltningen og politikerne i lige så høj grad som borgerne. Lige såvel som socialarbejderne ønsker forståelse for deres arbejde; de vanskelige dilemmaer, de skal håndtere til hverdag, og de mange nye tiltag, som de bliver bedt om at arbejde med, ønsker embedsmændene forståelse for, at deres arbejde dels handler om at skabe de bedste betingelser for, at socialarbejderne kan udføre deres arbejde inden for den givne økonomiske ramme; og dels at borgerne får de ydelser og den behandling, de har lovmæssigt krav på. Formelt ønsker de alle en bedre indsats, men har helt forskellige kriterier for at prioritere det vigtige og nødvendige. 17 Her kan blandt andet nævnes: den pædagogiske handleplan og VUM som er allerede implementerede tiltag, mens forandringskompasset (som jeg skriver om i det næste kapitel), CSC Social (en del af en digital understøttelse af det socialfaglige arbejde på tværs af forvaltningen, som samtidig skal understøtte ledelsesinformation (et andet it-system) og effektmåling), ændringer i kvalitetsstandarder, nye procedurer for medicinhåndtering etc. 103

114 SPROGET OG FORTÆLLINGEN At breve fra en kommunal instans til en borger eller til politikerne er skrevet i et for vanskeligt sprog, er ofte blevet kritiseret af politikerne. Jeg oplevede flere gange som fuldmægtig at blive fanget i et magtspil imellem det politiske niveau og forvaltningen, idet politikerne krævede notater og taleudkast skrevet i et lettere sprog, mens mine skiftende kontorchefer fastholdt, at det skulle skrives i et forvaltningssprog. Antropologer har traditionelt studeret deres felt igennem sproget, men først i 1970 erne kom der fokus på antropologiske studier af sproget (Shore og Wright 1997: 18, Apthorpe 1997). Embedsmændenes primære udtryksform er igennem sproget: Er det ikke nedskrevet, er det ikke sket. Ifølge Raymond Apthorpe (1997) handler policy-dokumenter ikke så meget om at beskrive og informere som om at overbevise og skabe tilfredshed; som både kommer til udtryk i ordene og måden at skrive på: In one sense, the language of policy-making seems to endorse realism by presenting problems as if they could be solved by filling knowledge gaps with new, objective data. But these gaps are not voids. They are crowded spaces already filled with moral values and preconceptions. They require prescriptive language which says what is needed, rather than descriptive accounts telling it as it is (Shore og Wright 1997: 21). I de notater, som jeg selv var med til at udarbejde til direktion eller politiker, fik jeg ofte pointeret, at man ikke kan beskrive en problemstilling uden samtidig at foreslå en løsning på baggrund af fakta. Disse fakta var dog sjældent et udtryk for objektiv data, men snarere en form for forhåndenværende information, som passede til problemstillingen. Selve sproget er også udtryk for et forsøg på en objektiv stillingtagen. Sproget i forvaltningen, hvad enten det er svar til en borger eller et notat til politikerne er skrevet i upersonlige vendinger som fx det forventes, at i stedet for jeg forventer, at, uden i øvrigt at forklare hvem det refererer til. Hermed fremstår Socialforvaltningen som helhed som afsender og ikke den enkelte skribent, og samtidig skjules de politiske og ideologiske bevæggrunde, som ligger til baggrund for forvaltningens dokumenter, da de jo hævdes at være udarbejdet på baggrund af objektive data. Det samme gælder, når forvaltningen fortæller den gode historie. Ofte kom der en mail fra kommunikationsmedarbejderne på Rådhuset med en efterlysning af den gode historie, som kunne skrives i SOF-bladet 18, Socialforvaltningens interne blad, som alle medarbejdere får tilsendt. Jeg diskuterede forvaltningens behov for at fortælle den gode historie med en embedsmand. Han argumenterede for, at hans arbejde i høj grad handler om at pejle sig ind på 18 I Socialforvaltningens interne faglige blad, SOF-bladet, efterlyses der forud for hver udgivelse gode historier inden for et bestemt område, eller medarbejdere (både embedsmænd og socialarbejdere) bliver interviewet om presserende problematikker og deres løsninger. Jeg blev interviewet til bladet i januar 2012, hvor jeg talte om implementeringsprocesser og kritiserede forestillingen af implementering som lineær og kausal samt medarbejdernes manglende viden om de forskellige områder i Socialforvaltningen, som bliver en barriere for at skabe sammenhæng og tillid i organiseringen. 104

115 problemerne og finde løsninger til dem, og derfor har han også et behov for at fortælle den anden side af historien som er den positive. Jeg spurgte ham, om han ikke mente, at den gode historie kun var én side af samme sag, da et konkret initiativ kan opleves som positivt af nogle, men negativt af andre. Han svarede, at han ikke mener, at det er hans opgave at fortælle historien fra alle sider. Jeg spurgte ham også, om det mon handler om, at forvaltningen ofte bliver kritiseret af enten politikere eller pressen i forhold til en enkelt borgers sag, og om der derfor er et behov for, at forvaltningen fortæller den gode historie for at legitimere sig selv. Han svarede, at det var det måske nok, men primært handler det om behovet for at tilskrive ens arbejde en mening og udbrede de positive aspekter; en mening, som skabes igennem det, der virker, og ikke alt det, der ikke virker, eller problemer, som får lov til at forblive uden at blive løst. Den administrerende direktør Anette Laigaards artikel i til Tidsskrift for Socialpolitisk Forening (Laigaard 2013) er et godt eksempel på dette. I artiklen fortæller hun om Socialforvaltningens vanskeligheder ved at drive et maskineri med socialt udsatte borgere i forhold til kommunens andre forvaltninger, som bedre kan indstille apparatet og lade det køre selv. I hendes fremstilling af Socialforvaltningen bliver ethvert problem beskrevet med (for systemet) mulige løsninger, nemlig dokumentation og effektstyring, som imidlertid netop er de krav, som for socialarbejderne ikke giver mening eller måske giver de mening, men også mere arbejde foran computeren og dermed væk fra beboeren. TILLIDEN OG MISTILLIDEN Embedsmændene forstår godt, hvordan deres arbejde kan blive opfattet som udtryk for en kritisk holdning til socialarbejdernes praksis, da det udfordrer socialarbejdernes hverdag, men samtidig ønsker de at skabe en forståelse for, at forvaltningen ikke mener noget ondt med de tiltag, som socialarbejderne bliver bedt om at arbejde med og desuden er embedsmændenes arbejdsopgaver som oftest en direkte konsekvens af direktionens eller politikernes beslutninger, som måske kan opfattes som frustrerende, men de bliver ikke anfægtet. Den manglende tillid imellem embedsmænd, frontmedarbejdere og borgere har betydet, at Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune politisk har besluttet, at der skal sættes fokus på tillid i 2013 i samtlige forvaltninger. Det har i Socialforvaltningen affødt nedsættelsen af et Tillidssekretariat, som har nedsat en MeningsSamling bestående af Tillidssekretariatets styregruppe samt otte socialarbejdere. Sammen skal de vurdere de enkelte tiltag, fx den pædagogiske handleplan, og afgøre, om de giver mening, og hvis ikke, skal de fjernes. Hermed forsøger forvaltningen at skabe en form for forklarlighed og ansvarlighed, som ikke bare skal synliggøre tilliden, men også gøre den rationel. Luhmann skriver om tillid og kompleksitet: Tillid relaterer sig altså hele tiden til kritiske alternativer, hvor skaden ved tillidsbrud kan være større end den fordel, som bliver vundet ved at udvise tillid. Over for muligheden for uforholdsmæssigt store skader gør den, der har tillid, sig derfor bevidst om selektiviteten i andres handlen og 105

116 stiller sig til disposition for den. Den, der håber, er trods usikkerhed slet og ret fortrøstningsfuld. Tillid reflekterer kontingens; håb eliminerer kontingens (Luhmann 1989 [1968]: 59). Det synes, som om man med oprettelsen af Tillidssekretariatet forsøger at reducere kompleksiteten i Socialforvaltningen og samtidig skabe kontingens. I MeningsSamlingen sidder et antal udvalgte medarbejdere, som på vegne af de ca ansatte i Socialforvaltningen skal diskutere og tage stilling til, om forskellige sociale indsatser eller effekt- og kontroltiltag giver mening giver det ikke mening, skal det væk fra hele organisationen. Men en indsats kan godt give mening på én institution og virke irrationel et andet sted. Tillidssekretariatet er et bureaukratisk forsøg på at implementere tillid i organisationen, men mange embedsmænd og socialarbejdere forenes i deres kyniske distance til nedsættelsen af Tillidssekretariatet og MeningsSamlingen, som bliver set som en alt for bureaukratisk måde, hvorpå man forholder sig til Socialforvaltningens udfordringer med mistillid og organisatorisk usammenhæng. Samtidig mener embedsmændene, at manglen på tillid primært bliver udtrykt som embedsmændenes mangel på tillid til socialarbejderne og deraf følgende dokumentationskrav, men at socialarbejderne bør have mere forståelse og tillid til den komplekse forvaltning og organisering af det sociale område. Embedsmændene kritiserer deres eget system for at være hierarkisk og snørklet, men når kritikken kommer ude fra, forsvarer de dem selv og systemet ved at henvise til, at det muligvis er indviklet, men det handler om at kunne navigere i det, eller de lægger ansvaret hos systemet, politikerne eller direktionen. Når socialarbejdere udtrykker frustrationer over bureaukratiet, er det netop, fordi de ikke har den viden, der er nødvendig for enten at acceptere tingenes tilstand eller gøre modstand på en måde, så de bliver forstået af embedsmændene. Luhmann skriver endvidere, at tillid er et vovestykke (Luhmann 1989 [1968]: 62) man kan blive svigtet efter at have udvist tillid. Tillidssekretariatet er ikke et vovestykke, men en nøje gennemtænkt politisk og bureaukratisk institution i organisationen, som støt og sikkert skal implementere tillid for herigennem at skabe en større sammenhæng i Socialforvaltningen. IDEALERNE Næsten alle de embedsmænd, som har krydset min vej i løbet af min tid som fuldmægtig og forsker, har valgt at arbejde i Socialforvaltningen i København, fordi det giver dem mulighed for at hjælpe socialt udsatte. Det er borgerne, der har vakt deres interesse. Men som embedsmand skal man have det store overblik ikke sans for detaljen og ideologiske bevæggrunde forsvinder i forsøget på at skabe sammenhæng i systemet. En embedsmand har udtalt: Jeg tror, at vi i en forvaltning hele tiden skal få mange små gode idéer, men jeg er bange for, at det er blår i øjnene, hvis vi i øvrigt tror, at vi skal gå rundt og få idéer hele tiden. Man kan se det på nyansat- 106

117 te, der kommer fra universitetet, har læst magtanalyser og har storslåede idéer til, hvordan det hele kunne hænge sammen. Efter et halvt år er de frustrerede og efter fire år kyniske. Kynismen er et udtryk for, at nyansatte bliver mødt af en virkelighed, som ikke lever op til deres idealer i forhold til at arbejde i en socialforvaltning. I en uformel samtale med embedsmanden Oscar over frokosten fortalte han, at når han sidder til et to timer langt møde, der handler om et andet møde, kan det være svært for ham at se outputtet for borgeren. Tøvende konkluderede han, at mødet er vigtigt for kontorets funktionsdygtighed og jo i sidste ende derfor må komme borgeren til gavn. På bostederne derimod er det ofte de ældre socialarbejdere, som har været en del af det sociale arbejdes udvikling igennem mange år, der forholder sig til nye krav om dokumentation med kynisme krav, som ikke står mål med deres idealer om det sociale arbejde; om at relationsarbejdet med beboeren er det væsentlige. Embedsmændene forsøger at skabe struktur, orden og målbarhed i arbejdet med socialt udsatte borgere og kan over for politikerne vise en sammenhæng i de utallige diffuse aktiviteter, som tilsammen udgør forvaltningen og dermed fremstår forvaltningen som succesfuld (jf. Shore og Wright 1997: 5). Embedsmændene er dog ikke uvidende om eller uforstående over for socialarbejdernes kritik af de vanskeligt gennemskuelige processer, som man i forvaltningen planlægger og implementerer, men de formår at fremstille måden, hvorpå de forsøger at skabe orden som en nødvendighed for organiseringen af og i Socialforvaltningen. Dog bliver organiseringen forstyrret og udfordret af socialarbejderne, som fx ikke arbejder med de pædagogiske handleplaner på den planlagte måde, eller som modsætter sig de mange krav til dem; krav, som socialarbejderne ikke opfatter som en hjælp til dem og deres arbejde, men snarere som unødvendige kontroltiltag. I det følgende afsnit skiftes fokus fra embedsmændene til socialarbejderne og deres forsøg på at holde fast i deres idealer om det sociale arbejde, som udfordres dels af embedsmændene og dels af de praktiske krav til, at bostedet som institution skal fungere i hverdagen. DET SOCIALFAGLIGE ARBEJDE Vi arbejdede hårdt, men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde enhver situation gennem omorganisering, og jeg lærte mig også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering. Citatet ovenfor er fra romanen Satirae skrevet af Cajus Petronius, der døde 66 e.kr. efter et liv som embedsmand hos den romerske kejser Nero. Jeg fandt citatet posted på Facebook hos en socialarbejder fra et af bostederne med en bemærkning om, at det er tankevækkende. For socialarbejderne er det tankevækkende, at der konstant er nye omorganiseringer på vej, som skal (om)strukturere deres arbejde. De har følelsen af, at så snart de har vænnet sig til at ar- 107

118 bejde på en bestemt måde eller nye initiativer er blevet rutine og dermed ikke længere så tidskrævende, så skal de arbejde på en ny måde. I sin monografi Emptying Beds. The work of an emergency psychiatric unit fra 1995 skildrer den amerikanske antropolog Lorna Rhodes en psykiatrisk afdeling i USA, hvor personalet kæmper en daglig kamp for at få patienterne videre i systemet, da det er afdelingens overordnede mål, at patienternes ophold på afdelingen skal være begrænset til ti dage. Gennem samtaler mellem psykiatere og plejepersonale om en patients diagnose viser Rhodes, at det, der i udgangspunktet er en diagnostisk samtale, samtidig er en forhandling om, hvilken diagnose, der vil passe bedst til patientens videre færd til en anden afdeling eller udskrivning. Rhodes oplevede, at de mange retningslinjer, personalet fik fra det, de kaldte verdenen udenfor, ikke stod mål med den virkelighed, de arbejder i. Deres daglige arbejde fordrede øjeblikkelige handlinger, som ikke er nedskrevet i en lov eller i retningslinjer, og Rhodes giver i monografien et beskrivelse af livet på den psykiatriske afdeling som et virvar af modstridende fortællinger og forskelligartede fortolkninger (Rhodes 1995 [1991]: ). Hun bruger Foucaults begreb situated knowledge til at beskrive, hvordan personalets viden er forankret i en specifik kontekst med sine begrænsninger og muligheder og kommer til udtryk i deres viden om medicin, i forhold til deres udfordringer i praksis, i deres modstand mod det, der blev forventet af dem, og i deres bevidsthed om, at deres viden netop er situated. Rhodes afslutter monografien med disse ord: But by understanding that theirs was a situated knowledge, taking its shape from the intricacy of a specific practice and incapable of abstraction from it, we can begin to see the arbitrariness of institutions and perhaps find a starting point for some criticism (ibid.: 174). Socialarbejderne i nærværende kontekst er også bevidste om, at de mangler forståelse for organiseringen af Socialforvaltningen og derfor også for embedsmændenes arbejde. Ikke alle socialarbejdere forholder sig til denne manglende forståelse, og ikke alle forsøger at skabe mening i arbejdet nogle går også på arbejde, fordi de får løn for det og måske finder tilfredsstillelse i dagligdagens relationer med deres kollegaer og beboerne. Hvis ikke de finder det tilfredsstillende, er det de interne konflikter på bostedet, som de problematiserer. Rhodes skriver, at personalet på den psykiatriske afdeling arbejdede med den modsætning, at patienterne skulle udskrives hurtigst muligt, samtidig med at de skulle behandles tilstrækkeligt. Personalet stod derfor i den paradoksale situation, at de både disciplinerede og blev disciplineret og overvågede og blev overvåget (ibid.: 1-4). Som Rhodes informanter har socialarbejderne i min kontekst mange guidelines i form af lovgivning, politiske strategier, krav om dokumentation (og hvad der skal dokumenteres), som de kan rette sig efter (ibid.: 171), men disse redskaber står sjældent mål med de problematikker, de skal forholde sig til i hverdagen. I det følgende afsnit, vil jeg ud fra et fokusgruppeinterview med tre socialarbejdere fra begge bosteder samt mine egne observationer udfolde hverdagen for socialarbejderne. 108

119 PRAKSIS For at få italesat forskelle og ligheder mellem Thorupgården og Tranehavegård samt generelle aspekter af det sociale arbejde arrangerede jeg i vinteren 2011 et fokusgruppeinterview mellem to socialarbejdere fra Tranehavegård, Ida og Lisbeth, og en socialarbejder fra Thorupgården, Sofie. Vi mødtes hjemme hos mig til kaffe, kage og snak. Jeg havde på forhånd forberedt dels nogle spørgsmål og dels nogle begreber, som jeg løbende bad dem forholde sig til. Sofie lagde ud med at gennemgå det, hun betegner som en typisk hverdag på Thorupgården, mens Lisbeth, Ida og jeg stillede uddybende spørgsmål. Lisbeth og Ida opfattede arbejdet på Thorupgården som mere rutinepræget end på Tranehavegård. De forklarede det med, at de to bosteder hører under hver deres paragraf i Lov om Social Service, og derfor er socialarbejderne mere servicerende over for beboerne på Thorupgården i forhold til Tranehavegård, hvor beboerne er mere selvhjulpne. På Thorupgården er der beboere, som aldrig kommer uden for hoveddøren, endsige døren til deres egen bolig. Derfor er der på Thorupgården et større tilsyn med beboerne, og det er væsentligt, at alle beboere bliver set til i løbet af dagen enten af deres kontaktperson eller en anden medarbejder. På Thorupgården er der som regel tre til otte medarbejdere på arbejde i dagtimerne, to om aftenen, og om natten er der fire vågne nattevagter til husets fire etager. Sofie kunne ikke forklare, hvornår der er mange, og hvornår der er få. Der er altid en socialarbejder, som møder kl om morgenen, mens de andre starter kl I personalerummet under feltarbejdet hørte jeg socialarbejderne tale om dem, der har for vane at komme for sent. Selv ti minutters forsinkelse kan medføre brok, især hvis det er konsekvent. Embedsmændene har som oftest deres egne arbejdsopgaver, som ikke bliver løst for dem af kollegaer, med mindre de er væk i længere tid, men socialarbejderne er fælles om at få dagen til at køre på bostedet, og er en kollega syg eller kommer for sent, er der mere arbejde til de andre. Sofie forklarede, at når hun møder ind om morgenen starter hun med at kigge i de beboermapper, som ligger fremme på bordet på personalekontoret. Når mapperne ligger fremme, betyder det, at nattevagten har haft kontakt med en beboer i løbet af natten. Derefter henter hun morgenmad til de beboere, som ikke har køkken og/eller ikke selv kan lave morgenmaden. Den tidlige morgenvagt har på det tidspunkt allerede gjort medicinen klar, så den kan deles ud til beboerne. Som udgangspunkt skal beboerne selv hente den, men en del ønsker at få den bragt til deres lejlighed; et opslag på kontoret angiver, hvem der ønsker hvad. Kl er der morgenmøde, hvor socialarbejderne fordeler beboerne imellem sig. Alle socialarbejdere er kontaktperson for ca. fire beboere, som de har et overordnet ansvar for i forhold til beboerens trivsel og kontakt til andre professionelle (sagsbehandler, psykiater etc.), men de får yderligere tildelt nogle beboere, som de har ansvar for den pågældende dag. Alle beboere har derfor en fast kontaktperson samt en daglig kontaktperson. Når jeg i hverdagen på bostederne spurgte ind til kontaktpersonordningen, fik jeg forskellige holdninger; nogle mener, at den er gammeldags og institutionaliserende, mens den for andre 109

120 skaber orden i en kaotisk hverdag og sikrer, at der bliver holdt øje med alle beboerne især dem, der skal have praktisk hjælp til mad, hygiejne og rengøring. I døren til personalekontoret er der en glasrude, hvor der hver dag bliver sat et opslag op med angivelser af alle beboernes kontaktpersoner. Opslaget sidder på indersiden af døren, da det sandsynligvis ville blive pillet ned af en beboer, hvis det sad på ydersiden. Når beboerne er fordelt mellem kontaktpersonerne, bliver kalenderen gransket for ud-af-huset-opgaver med beboerne, fx lægebesøg eller ærinder. Herefter taler personalet om weekendens hændelser på bostedet eller vender aktuelle problemstillinger vedrørende bestemte beboere. Når morgenmødet er slut går Sofie ud og hilser på de beboere, som hun er kontaktperson for den dag af dem, der er vågne så tidligt om morgenen. Måske har de brug for en lille snak, en gennemgang af dagen eller praktisk hjælp. Herefter skal der måske doseres mere medicin, som også skal dokumenteres, eller måske er der tid til at arbejde på en beboers pædagogiske handleplan. Sofie understreger, at man ikke kan sige, at to dage er ens; det synes som om, socialarbejdernes rutiner skaber sammenhæng i dagen og dermed virker som et modstykke til hverdagens pludseligt opståede problemstillinger og beboernes insisterende behov og krav. Ved frokosttid skal nogle beboere have bragt mad op fra kantinen, mens andre selv kan gå i kantinen og spise, måske i selskab med en medarbejder. Ved frokosttid skal der deles mere medicin ud, måske skal nogle beboere have gjort rent, der skal laves medicinark, dagens gøremål og eventuelle særlige begivenheder skal dokumenteres i beboermapperne. Foruden de rutinemæssige opgaver eller krav forsøger socialarbejderne at opstarte aktiviteter for enkelte eller større grupper af beboere. Fx fik nogle ældre kvindelige beboere tilbudt at være med i en strikkeklub, da de havde svært ved at tage sig sammen til at komme ud af deres bolig, og alle beboere fik tilbud om morgengymnastik. Den ene gang initiativet som i øvrigt kom fra beboerne selv blev forsøgt, lå jeg selv på en måtte med to socialarbejdere og ingen beboere, og herefter blev morgengymnastikken afblæst. Fra min plads på personalekontoret eller i en lænestol på gangen observerede jeg ligeledes, at de planlagte aktiviteter kontinuerligt blev afbrudt eller udskudt af beboernes krav om socialarbejdernes tilstedeværelse (beboerne så gerne, at socialarbejderne opholdt sig på fællesområderne og var synlige og tilgængelige); uddeling af pn-medicin 19 ; beboere, som ville indlægges eller havde det dårligt samt møder (både planlagte og uplanlagte). Socialarbejderne skrev deres daglige gøremål ned på papir, men nåede som regel aldrig listen igennem. En god dag for dem var, når de havde nået det, de havde sat sig for samt tilbragt tid med deres kontaktbeboere. Aftenerne er mere rolige, og socialarbejderne har mere tid til at sidde på gangen ved ét-rums boligerne og snakke med de beboere, der kommer forbi. Om eftermiddagen og om aftenen er der overlapningsmøder, og den sidste går hjem kl og overlader herefter etagen til beboerne og til nattevagterne, som går nogle runder. 19 PN (pro necessitate) = medicin, der gives efter behov. 110

121 På Tranehavegård ser hverdagen anderledes ud. Det leben, som udspillede sig på fællesarealerne på 2. sal på Thorupgården, foregik i langt mindre grad på Tranehavegård. Også her møder man ind om morgenen og ordner medicinen. I løbet af dagen er der ca. fire på arbejde, mens der er to om aftenen og ingen nattevagter. Lisbeth og Ida fortalte, at når de møder ind på Tranehavegård om morgenen, starter de med at skabe overblik over dagens gøremål. Man opsøger kun beboerne, hvis man ikke har set dem i nogen tid og ikke kan få fat på dem over telefonen. Det er op til beboerne selv at bede om en aftale til at snakke, ordne praktiske ting (fx bank, forsikring eller kontakt til andre myndigheder) eller træne. Når først beboerne var begyndt at træne, blev den næste udfordring at få dem til at træne i en klub eller forening, som ikke hører til bostedet; det vil sige et sted, hvor de kan møde nye mennesker og blive del af et socialt netværk, som ikke knytter an til bostedet. Socialarbejderne på Tranehavegård sidder primært foran computeren, hvor de tjekker mails eller forholder sig til nye planer og strategier. Herudover går meget af tiden med at tale med hinanden om generelle problematikker på bostedet, fx misbrug, eller om specifikke konflikter med beboerne; ringe til sagsbehandlere, visitatorer, psykiatere eller praktiserende læger på vegne af beboerne; dokumentere i beboernes personlige mapper; opdatere den pædagogiske handleplan (som på Tranehavegård bliver kaldt for samarbejdsaftale ), enten alene eller sammen med den pågældende beboer; samt holde møder i personalegruppen (både planlagte og uplanlagte). Sjældent opholdt socialarbejderne sig i fællesrummet med beboerne i løbet af dagtimerne. Det var dog et ønske fra flere beboere, da de anså dem for at bibringe et friskt pust og nye samtaleemner, som ikke nødvendigvis handler om psykisk sygdom. IDEALERNE Dagligdagen på bostederne er, trods indbyrdes forskelligheder, både rutineprægede og kaotiske. Socialarbejderne veksler frem og tilbage imellem planlægning og forstyrrelse i deres forsøg på at foregribe det kaotiske, som vi så i fortællingen om Suna, som indimellem stopper op og reflekterer over de krav, der bliver stillet til hende og den måde, hun gerne vil udføre det sociale arbejde med beboerne på. Samtidig skal socialarbejdere forholde sig til dem selv på en anden måde end embedsmændene. Dokumentation indebærer, at de analyserer deres egen position i forhold til beboeren, og de bliver konstant udfordret personligt af beboerne, som bruger socialarbejderne til at udtrykke deres frustrationer. Bourdieu lægger i sine studier vægt på kropsligheden, fx vil man rødme eller blive febrilsk, hvis man bliver sat i en situation, hvor man er underlegen (Prieur 2005: 8-9). Socialarbejderes måde at være til stede på i deres arbejde er i høj grad kropslig, da de kontinuerligt bliver konfronteret med beboere, som vil noget med dem. Det sociale arbejdes teknologi handler om at nogen vil noget med nogen (Jöhncke et al. 2004: 390), men det omvendte gør sig også gældende. Beboerne er ikke kun objekter for embedsmænd og socialarbejdere, men de har deres egne måder, hvorpå de navigerer på bostederne, og de objektificerer dermed også embedsmændene og socialarbejderne. 111

122 Således fortalte en beboer mig om forholdet til sin kontaktperson, at hun indimellem finder ham i fællesrummet og skælder ham huden fuld for at tømme tankerne. Socialarbejdere skal derfor stå for skud for beboernes frustrationer eller personlige strategier, som kan være truende. Både på Thorupgården og Tranehavegård hørte jeg om episoder, hvor beboere havde truet personalet med knive sågar gafler for at få udleveret medicin, fordi de var vrede, eller fordi de var psykotiske. Socialarbejdernes udfordring er at håndtere beboernes presserende problemstillinger, som fx at de har det fysisk eller psykisk dårligt; at bidrage til beboernes udvikling på længere sigt; og at dokumentere og evaluere på deres arbejde. Lisbeth fra fokusgruppeinterviewet udtrykte sine frustrationer sådan her: Jeg synes nogle gange, at vores opgaver går sådan lidt i modstrid med hinanden, altså sådan, for mig i hvert fald, personligt. Fordi, så er der medicin, hvor man skal være meget koncentreret, meget præcis, meget rigid i den måde, man behandler det på. Og så lige pludselig skal man være indfølende og tage stilling til et andet menneske. Og hvor meget skal jeg nu gå ind? Og hvor meget kan jeg? Hvordan skal ansvaret fordeles her? Og skal det handle om omsorg? Handler det om et spark? Handler det om noget andet, ikke? Og så har jeg en eller anden snak med visitationsudvalget eller en sagsbehandler, hvor jeg skal være utrolig klar på, hvad det er, jeg skal have igennem og komme med argumenterne. Og så skal jeg skrive, dokumentere, så de andre kan forstå det, og så beboeren kan læse det. Jeg synes nogle gange at Og så tingene kommer sådan blub-blub-blub, ikke? Sådan oven i hinanden, ikke? Og så har man en hel formiddag, hvor man ikke har noget. Der bliver talt meget om roller på begge bosteder. Det sociale arbejde kræver, at socialarbejdere hurtigt kan aflæse beboeren og enten opmuntre, trøste, skælde ud, kontrollere, moralisere, opdrage, støtte etc. Både uformelt og i formelle oplæg for socialarbejderne med efterfølgende diskussion var de ivrige efter at få nogle rettesnore for deres arbejde. De fortalte om deres roller, at de gik ud og ind af dem i løbet af dagen også dem, de ikke brød sig om, fx forældrerollen. En dag på Tranehavegård fik jeg af både beboere og socialarbejdere fortalt om en hændelse tidligere på dagen før min ankomst. Bostedet havde inviteret et værested (socialarbejdere og brugere) i nærheden til kaffe og kage for at skabe et bedre samarbejde. Under forberedelserne kom Anne, en beboer, ned i fællesrummet og spurgte Joy, en socialarbejder, om hun måtte tage et stykke kage. Joy sagde nej og bad hende om at vente til gæsterne kom, og Anne blev sur og følte sig behandlet som et barn. Jeg talte både med Joy og Anne om hændelsen. Joy havde det skidt over at have talt sådan til Anne, men havde travlt og kunne ikke overskue en pædagogisk samtale med hende. Jeg spurgte Anne om, hvorfor hun ikke havde købt sin egen kage eller havde spurgt Joy, om hun kunne hjælpe til i stedet for at blive sur, og hun svarede, at det var slet ikke faldet hende ind. Til dagligt klarer hun sig selv i en toværelses lejlighed, går på universitetet og prøver at finde en kæreste. Men i relationen til socialarbejderne spørger hun om lov og bliver sur ved et nej. I tidligere samtaler med Anne har vi netop diskuteret relationen mellem socialarbejder og beboer, og ifølge Anne er den stigende krav om dokumentation skyld i, at socialarbejderne sig lukker om sig selv på personalekonto- 112

123 ret og kun taler med beboerne, når beboerne har det dårligt. Var socialarbejderne en større del af beboernes hverdag, ville beboerne have en bedre chance for med tiden at kunne klare sig selv i samfundet, mener Anne. Socialarbejderne ser netop ligeværdighed og ligestillethed som essentielle aspekter i det sociale arbejde, men disse idealer bliver udfordret, ikke kun af den tidskrævende dokumentation af beboernes dagligdag, men også af beboerne, som nogle gange ønsker, at der bliver taget hånd om dem og derfor spørger om lov, bliver vrede eller søger socialarbejdernes opmærksomhed på andre måder. Socialarbejderne udtrykker ofte deres frustrationer over kravene ovenfra. Eftersom de er ansatte i en organisation, er det ikke særegent, at de skal følge nogle retningslinjer det hører til en arbejdsplads. Deres opfattelse af det sociale arbejde er dog, at det skal genereres af beboerne og af dem selv og ikke af systemet. Diskrepansen opstår, når de får stillet opgaver, som ikke svarer til deres idealer om det sociale arbejde; de er ikke kategorisk imod nye styringstiltag, som fx effektstyring, men de finder det vanskeligt at inkorporere det i deres daglige arbejde med beboerne og især vanskeligt at se en sammenhæng i de mange forskellige tiltag. Lisbeth, som jeg citerede ovenfor, skrev i en besked på Facebook i sommeren 2013 til mig, at meget har ændret sig siden jeg var på Tranehavegård. Jeg spurgte ind til det, og hun svarede: Og forandringerne, du spørger til? Intet er jo helt sort/hvidt, men jeg har aldrig i mit arbejdsliv følt mig så meget som et nummer og i så høj grad oplevet, at hvis jeg ikke "retter ind", så er det ikke et problem at erstatte mig. Der er ikke interesse for, hvad vi som personale mener, føler, oplever eller hvad vi har af erfaringer - kun i forhold til den afstukne akkrediteringsramme, og det giver en kraftig beskæring. Alt skal ensrettes, uanset hvem der er involveret, og argumentet er altid det samme: sikkerhed. Det sundhedsfaglige er blevet opprioriteret, læs: hospitalsfaglige. Det er udpræget "top-down" styring og der er nedskrevne procedurer og instrukser for alt, der bare tikker ind på mailen og skal huskes, når man har brug for dem (der er så mange ændringer, at man ikke kan huske dem alle og bliver selv i tvivl om dem man kan huske "var det nu også sådan det var? ). Reflektionstid er der meget lidt af, og det, der bliver kaldt "drøftelser" opleves som instrukser. Personalets hovedarbejdsplads er helt klart kontoret og computeren er en særdeles central samarbejdspartner. Lisbeth såvel som andre socialarbejdere peger på en diskrepans mellem deres idealer om det sociale arbejde, og den måde, systemet opfatter det på. Derfor udtrykker de mistillid til embedsmændene ved at kalde dem administrationen, dem deroppe, de høje herrer, djøferne, forvaltningen eller slet og ret systemet ; betegnelser, som i sig selv ikke har en negativ konnotation, men som bliver tillagt det af socialarbejderne. Socialarbejdernes kritik ligger ikke alene i sprogbruget, men i den distance, de forsøger at skabe til embedsmænd og politikere, som netop forsøger at skabe en modsatrettet bevægelse: sammenhæng og forståelse. For socialarbejderne er det ikke tydeligt, om en ny indsats er lovpligtig eller indført af Socialforvaltningens embedsmænd for at kontrollere og styre deres arbejde. De skelner ikke imellem politikere og embedsmænd, men disse er for dem en samlet betegnelse for dem, der ikke ved, hvad der foregår i praksis. Når socialarbejdere taler om bureaukratiet er det som et skælds- 113

124 ord, mens embedsmændene oftest taler om bureaukratiet med respekt og forståelse på trods af langsommeligheden og det tenderende kafkaske system. Det samme ord får derved forskellige symbolske betydninger i de forskellige sociale handlerum. Beboernes hverdag adskiller sig i denne kontekst analytisk fra embedsmændenes og socialarbejdernes ved at handle om deres liv som helhed, da de fleste netop ikke har et arbejde. Hvor nogle beboere finder tilfredsstillelse i livet på bostedet, føler andre sig ikke som en del af samfundet, fordi de ikke føler, at de bidrager til det. I det følgende afsnit vil jeg udfolde beboernes mangfoldige hverdag og deres syn på bureaukratiet og deres forhold til socialarbejderne og det, de mestendels kalder for systemet eller administrationen det, der er større end det, der foregår på bostedet, men som de ikke har meget viden om. BEBOERNES HVERDAG, IDENTITET OG SKÆBNEFÆLLESSKAB I definitionerne af de forrige sociale handlerum har jeg peget på områder, som aktørerne har til fælles inden for hvert deres handlerum; brudte rutiner, et ønske om orden i kaos og den megen skriftlighed. Ønsket om orden i kaos er også præsent hos beboerne i form af deres ønske om orden i vasketøjet, orden i de sociale relationer og orden i sindet. De forsøger at få det bedre og blive en del af samfundet, men mange har ofte forklaret, at de til daglig konfronteres med dårlige dage, ensomhed, manglende indhold i hverdagen og stigmatisering. De er dog langt mere indbyrdes forskellige end både embedsmænd og socialarbejdere i alder, køn, uddannelsesniveau, diagnoser etc. På trods af forskellighederne bliver de kategoriseret af embedsmændene som en fælles social størrelse og håndteret i det daglige af socialarbejderne, som forsøger at behandle beboerne forskelligt, men som samtidig har bostedet som institution at tage vare på. Derfor må hensynet til den enkelte ofte vige til fordel for hensynet til de flere (Goffman 1967 [1961]: 63), som vi kan se det i fortællingen om Suna, der ikke har tid til at hjælpe Dennis med en rolig flytning, fordi andre presserende problemer skal håndteres samtidigt. Beboerne indgår i en form for skæbnefællesskab med hinanden, hvor de bor under samme tag; alle har en psykiatrisk diagnose og alle forsøger at skabe en indholdsrig hverdag, hvad enten det handler om at få et arbejde, komme ud af sengen, lære at håndtere sine stemmer, få nye venner, genoptage kontakten til familien eller købe ind til aftensmad. Nogle beboere kæmper med at skabe sig en identitet, som handler om noget andet end det at være psykisk syg og bo på et socialpsykiatrisk bosted, mens andre mener at have accepteret deres psykiske sygdom og derfor altid vil have behov for socialarbejdernes støtte i det daglige til praktiske opgaver (rengøring, træning, kommunikation med offentlige instanser etc.) og samtaler, når de har det dårligt. Identitet handler både om, hvordan vi identificerer os selv, og hvordan vi bliver identificeret af andre (Jenkins 2011: 5-6, Gullestad 1991: 5), og beboerne talte ofte om hændelser eller andres opfattelser af dem, som de opfattede som fejlagtige og stigmatiseren- 114

125 de. I fortællingen i begyndelsen af kapitlet fortalte Ole, om hans forestillinger om andres forestillinger om ham som svag, hvilket han ønsker at modbevise ved at få arbejde i psykiatrien, når han har fået det bedre. Ole taler om, hvordan han ønsker at være en del af samfundet (køre på cykel med Lars Løkke), men han kan ikke komme op om morgenen. I de følgende uddrag fra et interview med to beboere, Andreas og Peter, fra Tranehavegård, taler de netop om deres syn på identitet, stigmatisering og distinktionen mellem dem (socialarbejderne) og os (beboerne), som det kommer til udtryk i hverdagen. Andreas: Som sagt, det dér med at have så meget tid, som man har. Jeg, når jeg går alene og sådan noget, jeg opfinder min egen identitet. Peter: Det gør jeg også. Det gør jeg også. Andreas: Og så kommer det an på, hvordan folk ser på en, men jeg prøver at få selvværd ved at opfinde min egen identitet. Julie: Og hvad består den i, din egen identitet, tænker du? Andreas: Det er sgu svært, Julie. Julie: Men er det en måde at tænke om dig selv på? Andreas: Ja, det er det, fordi jeg netop ikke blev akademiker. Jeg har prøvet at blive det, men jeg blev det ikke. Og så tænker jeg, så må man jo... Peter: Men du har taget nogle eksamener? Andreas: Jeg har taget nogle eksamener [på Juridisk Fakultet, Københavns Universitet]. Jeg blev aldrig færdig med det, og jeg regner heller ikke med, at jeg kommer ind på det universitet mere. Peter: Hvor lang tid blev du? Hvor lang tid havde du igen? Andreas: To år. To et halvt år. Peter: Det er ikke så meget. Andreas: Nej. ( ) Andreas: Ja. Altså, jeg opfinder min egent identitet ved at sige: Det var du sgu god til, og så gør jeg det for at få selvværd, og så møder jeg bare glade mennesker. Peter: Det er sgu da godt. Julie: Det er rigtig godt. Peter: Det synes jeg. God idé. Julie: Tænker du så, at du fx gerne vil arbejde flere timer på caféen? Andreas: Jamen, jeg kan jo ikke. Paradokset er, at jeg kan ikke. Jeg arbejder seks timer om ugen, og det er rigeligt for mig, fordi jeg er meget på, når jeg er der. ( ) Julie: Det var det, vi snakkede om i starten med personalet, og hvordan de ligesom sidder mere inde på kontorerne, hvor jeg tænker: I vil gerne have at de er der mere, men er det fx også bare at sidde ude i opholdsrummet og drikke kaffe? Peter: Ja, det synes jeg. Julie: Men hvorfor skal personalet være der? Er det fordi, de ikke er psykisk syge, eller hvad er det der gør, at det vil være fedt, at de vil sidde derude, når I egentlig har hinanden at drikke kaffe med? Peter: Fordi jeg synes, det er hyggeligt. Man kan se det om lørdagene og søndagen, når der er vikar på. Der sidder de og snakker med os halvanden til to timer. Andreas: Altså Bo [leder], han lavede en... da vi var ude på Thorupgården, da Bo skulle overtage lederjobbet, så sagde han noget, der var godt i mine ører. Det er, at os ude på Tranehavegård skal man ikke putte i en kasse. Og det kan jeg godt tilslutte mig. Julie: Når han sagde os, hvem mente han så? 115

126 Andreas: Både beboerne og personalet. Man skal ikke putte os i kasser, og det er dét, jeg slås imod. Jeg vil ikke i en kasse, og samfundet har det med at putte folk i kasser. Du er førtidspensionist, du er akademiker, du arbejder. Og det skel mellem mennesker, det har jeg det svært med, fordi jeg synes også, det er fedt ikke at blive puttet i en kasse. Peter: Jeg har så ikke den dér kasse for at blive stigmatiseret. Det har jeg sådan set ikke. Det føler jeg sådan set ikke rigtig. Det er nok forskelligt. Andreas: Man skal ikke putte mig i en kasse. Julie: Var der ikke nogle møder på et tidspunkt, hvor det ligesom var personalemøder, men hvor beboerne også var med? Sådan nogle fællesmøder, men hvor det ikke er ligesom fællesmøder fredag morgen. Altså et beboermøde som sådan, men et fællesmøde mellem personale og beboere? Peter: Det synes jeg sgu ikke der har været. Synes du det? Andreas: Nej. Julie: Men kunne det være spændende? Peter: Må jeg tage en? [en cigaret] Julie: Ja. Men kunne det være spændende? Peter: Det kommer an på målsætningen med det. Hvad er målsætningen med det? Det kommer an på det, ikke? Julie: Ja. Peter: Ja, hvad fa en skal man sige til det? Julie: Jeg tænkte på det, I sagde i starten med dem og os. At der var for stort et skel mellem dem. Alene det, at I føler det, som om der var et dem og os. Peter: Ja, nu kan man også være retorisk og bruge de dér personlige pronominer, som det hedder så fint. Os, dem, vi og jer. En leder, hvis han siger os, så er det nok lidt retorisk, fordi han er jo ikke os, eller han er jo ikke psykisk syg, så det kommer lidt an på, ja, hvad han mener med det. Det kan da godt være, at han har en mission om, at vi er noget specielt, men vil alle bosteder ikke synes det? Andreas: Jo. Peter: Det er jo det. ( ) Andreas: Jeg synes da, man skal også tage fat på dem, som ikke... som sidder i administrationen og Julie: Og sige noget til dem? Andreas: Ja, det synes jeg. Julie: Hvad skal man sige til dem? Andreas: Jamen man skal vende bøtten, og så skal man have dem til at se, at vi faktisk er en ressource. Altså jer og personalet derovre. Vi skal ses på som en ressource: Han eller hun gør ikke det, som man forventer af os, men han eller hun gør noget andet, som er positivt. Forstår du, hvad jeg mener? Både Andreas og Peter opfinder deres egen identitet i forsøget på at opbygge et selvværd. Især for Andreas, som for Ole, spiller andres opfattelse en stor rolle for hans identitet, og han mener at administrationen skal se beboerne som ressourcer, selvom beboerne ikke agerer på måder, som det forventes af dem. Andre beboere forholder sig ikke til andet end de andre beboere og socialarbejderne, selvom systemet for dem også er uigennemsigtigt. Andreas og Peter peger på en modsætning, når de taler om dem og os, som både en uundgåelig del af det sociale arbejde, men samtidig som en distinktion, der er potentielt stigmatiserende. De ser helst, at personalet drikker kaffe og snakker med dem i fællesrummet i stedet 116

127 for at sidde på kontoret bag computerskærmen. Deres samtaler med socialarbejderne er præget af et tydeligt imperativ om udvikling inden for forskellige parametre af beboernes liv: hygiejne, sociale relationer, økonomi, bolig etc., hvilket beboerne accepterer, men de ønsker samtidig noget andet i deres relation til socialarbejderne: et samvær, som ikke handler om deres sygdom og udvikling, men om emner, de har til fælles. RETTIGHEDER OG PLIGTER Bosteder på socialpsykiatriområdet er bygget op som et sindrigt system af boliger med forskellige personalenormeringer, som for embedsmændene er et mere eller mindre gennemskueligt system, der giver en borger mulighed for at rykke videre til en ny bolig, i takt med at borgeren får det bedre og i højere grad kan klare sig selv. Men for socialarbejderne på Tranehavegård var visiteringen af nye beboere efterhånden et større og større mysterium, fordi de visiterede beboere ikke levede op til bostedets målsætning om, at beboerne skal være forholdsvis selvkørende og ikke plejekrævende, og de mente ofte, at en ny beboer var blevet fejlvisiteret og som oftest fordi vedkommende var meget krævende. Når beboerne indvilliger i eller ønsker at flytte ind på et bosted, er der et veldefineret socialt rum til dem, til deres behov og til deres personlige udvikling. Netop fordi rummet er så veldefineret, og fordi der bliver stillet forskellige former for krav til, hvordan de bør leve deres liv eller rettere komme videre i deres liv forsøger nogle at bryde rammerne ved at overtræde husregler eller opføre sig ekstraordinært krævende over for deres kontaktpersoner, som fx beboeren, der får det bedre af at råbe ad sin kontaktperson. Beboerne er både beboere på bostedet, patienter i psykiatrien, borgere i samfundet og forbrugere med ret til ydelser. På Tranehavegård får de ved indflytningen at vide af lederen, at det er meningen, at man bor der i fem år, hvorefter man skal have fået det bedre og være i stand til at flytte videre til sin egen lejlighed eller et bosted med mindre støtte. Beboerne skriver derfor symbolsk under på en samfundskontrakt om, at de lader sig udvikle og deres selvbestemmelse bliver et imperativ de skal villet lære at klare sig selv. Samtidig bliver mange af dem jævnligt indlagt og er på den psykiatriske afdeling underlagt ganske andre spilleregler. Her skal de spørge om lov til det meste; en ageren, som socialarbejderne på bostedet skal stoppe, når beboerne kommer hjem, da den ikke er befordrende for udvikling og autonomi. Jeg hørte jævnligt beboere spørge socialarbejdere om lov til at tage kaffe i fællesrummet, som beboerne selv betaler for, og socialarbejdere, der svarede, at det bestemmer beboeren selv. Socialarbejderne er også underlagt moralske krav til deres arbejde (Steffen 2005: 184), og derudover stiller beboerne også krav til socialarbejdernes arbejdsindsats, og til hvordan de ønsker at blive hjulpet i dagligdagen. Peter fortæller mig i ovenstående interview, at han kender sine rettigheder på bostedet og i samfundet, men han kender ikke sine pligter. Han irriteres dog over pligten til udvikling: 117

128 Men jeg synes også, at det dér med, at man siger: Kom videre og kom videre... altså, hvis det at komme videre det er bare at bo alene i en lejlighed, så ved jeg ikke hvor meget fordel, der er i det, vel? Men det er ligesom det dér med de processer, man skal igennem inden for administration og sådan nogle ting. De processer, det er, at man skal forbedre sig hele tiden. Forbedre sine livsvilkår og man skal forbedre sig i forhold til sin sygdom og så videre ik? Og derfor ser de også for eksempel, at man flytter ovre fra os og herover 20. Det bliver også set som en forbedring. Jeg spurgte Peter, om han synes, det er det. Peter svarede: Næh, egentlig ikke. Jeg kan ikke se, hvad forskellen er. Altså, at der er længere ned til opholdsrummet? Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke rigtig se nogen speciel fordel. Men altså, sådan er det administrative system. Det er sådan lidt, tja på mange måder lidt mærkværdigt ikke?. For ham handler opholdet på bostedet ikke om at komme videre i livet, men at blive en del af samfundet, og det mener han at kunne blive, selvom han bor på bostedet. Embedsmændenes bestræbelser på at opbygge et ordnet system af forskellige boliger, som svarer til forskellige grupper af borgeres psykiske og fysiske velbefindende, giver ingen mening for ham. Hvorfor skulle han flytte, hvis han endelig har fået det godt, dér hvor han er? Gennem hans øjne virker det irrationelt, men han kender sine rettigheder og ved, at han lovmæssigt ikke kan blive smidt ud. Kontrakten om at udvikle sig indebærer, at beboerne som en del af deres hverdag bliver dokumenteret i deres mappe, som står på personalekontoret og som de derfor sjældent ser. Socialarbejderne bestræber sig på at inddrage beboerne i opdateringen af deres pædagogiske handleplan, men det lykkedes sjældent måske fordi der ikke bare skal skrives noget, men der skal skrives noget, der passer ind i den bureaukratiske ramme. En beboer skrev som et kortsigtet mål i sin pædagogiske handleplan, at han vil drikke otte øl om dagen og som begrundelse, at han vil have det godt med det. Hans kontaktperson accepterede det, fordi det jo var hans eget valg, men lederen af bostedet mente ikke, at det kunne godkendes som et kortsigtet mål, som i øvrigt ikke knytter an til de på forhånd definerede bureaukratiske indsatsområder (hygiejne, sociale relationer, økonomi etc.). Her vil embedsmanden Carina nok være enig med lederen. Samme beboer organiserede en aften med boule i haven med nogle andre beboere og fik vældig meget ros af socialarbejderne for sit initiativ især fordi det ikke involverede socialarbejderne. Hvad der for socialarbejderne selv er en normal social handling, bliver i den institutionelle ramme derfor til en handling, som potentielt vil styrke beboerens sociale relationer. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men en anden beboer udtrykte over for mig sin frustration over netop at blive rost af socialarbejderne, når han tog et selvstændigt initiativ til en social begivenhed, som ikke krævede socialarbejdernes tilstedeværelse. Han antog det for værende nedværdigende og et bidrag til distinktionen mellem dem og os. Som for socialarbejdere og embedsmænd er der også for beboerne en diskrepans mellem idealer og betingelser. De forsøger på forskellig vis at leve med deres sindslidelse, måske blive 20 Peter taler om forskellen på de to bygninger på Tranehavegård. Dem, der bor i bygningen med personalekontorer og fællesrum bliver anset for at have brug for mere støtte end de beboere, der bor i bygningen på den anden side ad vejen. 118

129 raske og få opbygget en tilværelse, de kan være stolte af eller gå på Facebook med, som beboeren Andreas har udtrykt det men deres higen efter at blive en del af samfundet bliver udfordret, dels af presset om, at de skal udvikle sig, hvilket kontinuerligt fortæller dem, at de ikke er gode nok, som de er, selvom man i dokumentationen også forsøger at fokusere på det positive i form af den udvikling, der har været; og dels af deres hverdag, som præges af mere eller mindre overskud til at begive sig udenfor institutionens rammer og dermed tage del i det samfund, de gør sig så mange forestillinger om. Aktørerne i de tre sociale handlerum har vidt forskellige hverdage, men inden for den samme formelle organisation. I hverdagen forholder de sig til opgaver, der ligger lige foran dem, hvad enten det er et notat eller en bestilling, praktiske opgaver på bostedet eller det snavsede vasketøj. Den uoversættelighed, der forekommer at være imellem handlerummene, er karakteriseret af de ubevidste normer og værdier, som aktørerne har tillært sig efterhånden normer og værdier om det sociale arbejde, som knytter an til den viden, aktørerne tillærer sig. I det næste afsnit vil jeg på baggrund af de forrige definere de forskellige former for viden, som karakteriserer de sociale handlerum, og som også er grundlag for aktørernes handlinger og dermed medskaber af opretholdelsen af den sociale orden i Socialforvaltningen. VIDEN I DE SOCIALE HANDLERUM I de sociale handlerum er der forskellige former for viden på spil, som bygger på ubevidste normer og regelsæt (jf. Bourdieu 1996 [1992]-a: 85), og derfor producerer og reproducerer aktørerne forskellige former for viden, som i en Luhmannsk forstand bliver nærmest selvrefererende og systemiske. Den kommunikation, der er imellem systemerne, sker på et organisatorisk niveau, mens forholdet til omverdenen bliver kommunikeret internt i systemet (Harste 2009: 866). Imellem embedsmænd, socialarbejdere og beboere er der til en vis grad en uoversættelighed, som jeg mener, bunder i en manglende fælles viden og dermed forståelse af det sociale arbejde. Verden er i sig selv kompleks, i den forstand, at den er uoverskuelig, og det betyder, at en aktør ikke kan træffe et rationelt valg på baggrund af al mulig viden, men den handling, aktøren foretager, fordrer en række tilpasningshandlinger. Når politikerne beslutter at indføre en ny dokumentationsform på baggrund af embedsmændenes viden, fordrer det handlinger fra socialarbejderne, som skal ændre i deres praksis. Enhver beslutning indebærer nogle grænser for, hvad der er muligt og derfor bliver idealet endnu engang tilpasset praksis (jf. Luhmann i: Hagen 2001: 389). Beslutningerne og valgene taget i Socialforvaltningen af både embedsmænd, socialarbejdere og beboere er forskelligt situerede, produceret og forhandlet. Dog har embedsmændene en fordel, da deres definitioner af, hvad der er værd at vide, er et magtfuldt instrument i deres styring og organisering af det sociale arbejde. Den økonomiske diskurs og diskursen om em- 119

130 bedsmændene som dem med overblikket er tungtvejende i forhold socialarbejdernes indgående viden om beboerne og beboernes viden om dem selv. Men hvad er viden? I sin artikel An Anthropology of Knowledge (2002) undersøger den norske antropolog Fredrik Barth begrebet viden som det, der giver mennesker præmisser for at handle. Han læner sig op af filosoffen Bertrand Russell, som skriver, at det et menneske ved, afhænger af hans individuelle erfaringer, men viden bliver ikke privat blev den det, ville vi ikke kunne dele den med andre mennesker og heller ikke adskille vores viden fra andres, hvilket netop fordrer forskellige handlinger. Begivenheder kan nogle gange forudses, men er ofte uventede, og vi forholder os til dem igennem vores viden: We all live lives full of raw and unexpected events, and we can grasp them only if we can interpret them cast them in terms of our knowledge or, best, anticipate them by means of our knowledge so that we can focus on them and meet them to some degree prepared and with appropriate measures. Thus a person s stock of knowledge structures that person s understood world and purposive ways of coping in it (Barth 2002: 1). Den viden, som bliver produceret og reproduceret i centralforvaltningen, er lovmæssig, bureaukratisk, organisatorisk, processuel og projektbaseret. Det handler om at finde den bedste løsning på et problem og på en måde, så både politikere, socialarbejdere, institutionsledere og borgere bliver tilfredse en umulig opgave. Embedsmændene har et overblik over, hvordan organisationen er opbygget, og hvordan sammenhængen ideelt kunne fungere: Og så kan jeg lide, når bureaukratiet fungerer! Jeg ved godt, bureaukrati bliver brugt som et skældsord, men når et større projekt eller institution skal op og køre, kræver det, at politikerne og cheferne tager beslutninger, kontoret for byggeri og kontrakt bygger om, regnskab og DU 21 opbygger institutionel infrastruktur, sekretæren giver autorisationer, medarbejderne løser de mest umulige opgaver, trykkeriet udarbejder informationsmateriale, og Erik fra kørsel giver et nap med en transportopgave. Godt nok har maskineriet en indarbejdet inerti, men når arbejdsdelingen kører, og folk tager ansvar, giver det mening, og vi kan udrette noget sammen. (Uddrag af Ugens Profil-interview med embedsmand hentet fra Socialforvaltningens intranet, 2012) Men selve organiseringen er også vanskelig for dem at overskue. Der er en stor udskiftning af embedsmænd ofte til andre områder i Socialforvaltningen og det betyder, at viden i de enkelte kontorer går tabt, men til gengæld flyttes viden rundt i organisationen og nye netværk dannes. Dog har embedsmændene begrænset viden om, hvad det vil sige at arbejde i direkte relation med beboerne, og har derfor har de kun en teoretisk forståelse for de dilemmaer, som socialarbejdere skal håndtere på daglig basis. Derfor bliver kritikken af embedsmændene ofte mødt med en selvbebrejdelse over ikke at have kommunikeret deres forehavende godt nok til 21 Drifts- og udviklingskontoret. 120

131 de mennesker, initiativet vedkommer eller skyde skylden på genstridige socialarbejdere, snarere end at sætte spørgsmålstegn ved selve definitionen af problemet og løsningen af det (jf. Lipsky 2010 [1980]: 16). Embedsmændenes kontakt til institutionerne er primært gennem centerledere og institutionsledere, som ofte heller ikke arbejder direkte med borgerne; og de dygtigste ledere er, ifølge embedsmændene, dem, som ikke er for konsensussøgende med deres medarbejdere, men kan træffe hurtige beslutninger og få indsatser implementeret. Det er ikke de populære ledere hos socialarbejderne, så her i handlerummenes mellemrum slår det ofte gnister. Socialarbejderne har skiftende arbejdstider og kan ikke altid deltage i teammøder eller husmøder, hvor informationer om bostedet og Socialforvaltning bliver delt og diskuteret. Derfor har de ikke den bureaukratiske viden om organiseringen af Socialforvaltningen. Psykiatriforsker Niels Buus skriver i en artikel, at der på psykiatriske afdelinger er et brud i kommunikationen mellem medicinere og plejepersonale. Den kliniske diskurs er dominerende i forhold til plejepersonalets, og plejepersonalets beretninger om patienterne bliver sat ind i en institutionel medicinsk ramme, som passer til hospitalets bureaukratisk-administrative praksisser, som plejepersonalet ikke i samme omfang som medicinerne er en del af på grund af skiftende arbejdstider og en ustruktureret hverdag med mange forskellige typer af arbejdsopgaver (Buus 2006: 33-43). Socialarbejderne på Thorupgården og Tranehavegård har en arbejdsdag, som de ofte benævnte som kaotisk. De forsøger at skabe struktur for beboerne og i deres arbejdsdag, men beboerne lader sig ikke så nemt strukturere, og socialarbejdernes daglige gøremål overtager deres langsigtede strategier på beboernes vegne. Jeg håber, jeg gør det godt nok blev ofte udtalt af socialarbejderne under mit feltarbejde. Den travle hverdag fordrer, at socialarbejdernes viden og perspektiv sjældent rækker længere end til selve bostedets rammer eller det overordnede bydelsopdelte center, de er en del af. Til et teammøde på Thorupgården i starten af mit feltarbejde orienterede afdelingslederen Birgitte om to mails, som hun havde fået videresendt fra den overordnede leder på bostedet. De to mails var fra to embedsmænd på forskellige kontorer i forvaltningen, og de stillede omtrent det samme spørgsmål, men af to forskellige årsager. De spurgte om, hvor mange af beboerne på Thorupgården, som havde et fysisk plejebehov inddelt efter den lidelse, der fyldte mest de bad om et så præcist tal som muligt. Der var stille omkring bordet indtil socialarbejderen Marie brød tavsheden og udtrykte sin frustration. Hun spurgte, hvad det skulle bruges til, når nu de skulle bruge al den tid på at tælle sammen. Jeg kendte begge embedsmænd og forstod spørgsmålene, så jeg forklarede dem, at den ene embedsmand havde brug for informationen, fordi Socialudvalget skulle på studietur, og embedsmændene derfor var i gang med at samle information hertil; og den anden embedsmand spurgte på vegne af et medlem af Dialogforum, som havde stillet spørgsmålet til det sidste møde, og nu var embedsmanden blevet pålagt at finde svaret, skrive et notat og sende det ud til alle medlemmer af Dialogforum. Marie sagde, at spørgsmålet ikke var irrelevant, men det var svært at svare på det i den form, de blev bedt om, da mange lidelser hænger sammen og 121

132 dermed fylder lige meget og hun spurgte, om undersøgelsen ville blive brugt til noget, der kom dem til gode. Jeg svarede hende, at det ikke umiddelbart virkede som om, der ville blive foretaget konkrete handlinger på baggrund af deres svar, så de skulle ikke bruge for lang tid på en optælling. Denne situation viser, at samspillet mellem det politiske niveau, embedsmændene og socialarbejderne ikke er en del af socialarbejdernes viden, og de føler sig derfor ofte kontrollerede og misforståede af embedsmændene foruden pålagt arbejde, som de ikke kender formålet med. De har mulighed for at reflektere til deres møder, men der er mange punkter på dagsordenen, og for dem er de vigtigste dem, der handler om særlige problematikker hos en enkelt eller flere beboere. Beboernes viden handler primært om deres eget velbefindende og livet på bostedet. I begyndelsen af mit feltarbejde var mine samtaler med beboerne præget af deres anamneser deres forklaringer på, hvorfor de bor på et socialpsykiatrisk bosted: ensomhed, seksuelt misbrug som barn, indlæggelser, medicin og bivirkninger samt åndevæsener og dæmoner. Nogle beboere har sociale relationer, der rækker ud over bostedet, mens andre beboere bruger de fleste af deres vågne timer på bostedet især hvis deres vågne timer er om natten. Nogle beboere fulgte kurser på forskellige af kommunens tilbud til mennesker med sindslidelser, besøgte de kommunale væresteder, lokale bodegaer eller havde fleksjob eller frivilligt arbejde. Både embedsmænd og socialarbejdere ønsker at inddrage beboernes viden om dem selv i deres arbejde med dem. De anskuer på den ene side beboerne som selvstændige individer med ansvar for deres eget liv, men på den anden side har de en fælles forestilling om, at de ved, hvad der er bedst for beboeren. Med andre ord kan beboerens valg ikke være hvad som helst (jf. Villadsen 2004: 202), fx otte øl om dagen, men skal passe ind i en institutionel og bureaukratisk ramme, hvor løsningen bliver defineret sammen med problemet. Embedsmænd og socialarbejdere ser beboerne som både selvstændigt handlende individer og delegitimerer dem som skrøbelige og utilregnelige på grund af deres sindslidelser. Beboernes viden bliver derfor relevant og irrelevant på samme tid. Barth skriver, at viden produceres og reproduceres i forskellige kontekster og skaber dermed forskellige grundlag for tanker og handlinger (Barth 1995: 66). Embedsmænds, socialarbejderes og beboeres viden er forskellig, men ikke væsensforskellig. Ellers kunne der ikke være uenighed og sammenstød i handlerummenes mellemrum. Embedsmændenes viden rækker hen imod det bureaukratiske snørklede system; en viden, som handler om at navigere i et uforudsigeligt, dog for dem velkendt, terræn. Socialarbejderens viden rækker hen imod beboerne, imod deres psykiske og fysiske tilstande, og skal bruges til at planlægge deres udvikling på længere sigt, men forstyrres af de dokumentations- og styringskrav, som embedsmændene paradoksalt nok har indført netop som en støtte til denne planlægning. Og beboernes viden handler om deres eget velbefindende, livet på bostedet og de ydelser, de har krav på fra velfærdssamfundet. 122

133 HVAD ER VÆRD AT VIDE? Det interessante ved at fokusere på de forskellige former for viden, som bliver til i Socialforvaltningen, er, at viden er knyttet til magt i den forstand, at én af de måder, man styrer på, er at definere, hvad der er værd at vide. I Socialforvaltningen er embedsmændenes viden hævet over socialarbejdernes og borgernes i politologisk forstand. Økonomen Jørgen Dich skriver, at økonomien er en konstant størrelse, som præger og begrænser næsten alle daglige handlinger, og problemet opstår, når man kommer i konflikt mellem økonomiske interesser og sin samvittighed. Løsningen må herfor være at idealisere den økonomiske interesse ved at give den enten en højere moralsk, national eller anden ædel begrundelse, der gør, at de egoistiske interesser i sidste instans står i et højere formåls tjeneste (Dich 1973: 15-16). Den tungtvejende økonomiske diskurs blandt embedsmænd kommer konkret til udtryk i de mange politikker, kvalitetsstandarder etc., som socialarbejdere bliver bedt om at arbejde med i hverdagen også selvom de for socialarbejderne fremstår som modsætninger og ikke sammenhængende. Derudover udfordres socialarbejderne på deres professionsetik, når man fx sænker kvalitetsstandarden stadig inden for lovens rammer hvilket bevirker, at socialarbejderne, som er Socialforvaltningens frontlinje, i mødet med borgerne skal give dem en ringere service, end socialarbejderne mener, er tilstrækkeligt og end borgerne er vant til. Eftersom socialarbejderne står foran borgerne, bliver deres dilemma mellem organisationens begrænsninger og deres professionsetik internaliseret som en kropslig erfaring og viden (jf. Vike et al [2002]: 14). Disse komplekse sociale relationer (og reaktioner) er vanskelige at beskrive, for ikke at sige umulige at beskrive udtømmende, selvom socialarbejderne forsøger på det i dokumentationen og de daglige indbyrdes samtaler om beboerne. Ikke kun socialarbejdernes ord til beboerne, men også blikket, tonefaldet og hånden på skulderen har indflydelse på, hvad der sker i relationen. Dette vil være for detaljeret til at kunne være nyttig viden for forvaltningen, som har brug for viden, der kan systematiseres for at effektivisere. Når socialarbejderne ikke kan beskrive de sociale relationer på en måde, så disse kan være til hjælp for organiseringen af socialpsykiatrien, bliver den økonomiske diskurs den herskende. Det giver jo mening, at man som bosted, socialarbejder og beboer reflekterer over udviklingsprocessen og skaber viden om, hvad der virker. Det virker så selvindlysende, at også mange socialarbejdere tænker sådan. Det gør den økonomiske diskurs vanskelig at argumentere imod, da den netop er blevet idealiseret i en tid, hvor velfærdssamfundet er under økonomisk pres. Argumenterne handler om, at vi skal vide, hvor de økonomiske midler gør mest gavn selvom mest gavn sjældent bliver defineret. Derudover bliver det ofte italesat som mest værdigt for beboerne at bo i egen lejlighed, mens den økonomiske begrundelse herfor er skjult. Heller ikke jeg er uenig i, at de økonomiske midler skal placeres, hvor de gør mest gavn, men processerne, hvormed man afdækker dette, bliver flydende, selvreferentielle og selvopretholdende. 123

134 Diskussionen om viden, og hvad der er værd at vide, knytter an til diskussionen om problemer og løsninger i socialt arbejde, og hvem der definerer dem. En embedsmand udtalte med et skævt smil, at hun ofte på 12 minutter havde udarbejdet projektforslag som løsning på et af politikerne eller embedsmændene defineret problem, fordi de afsatte økonomiske midler skulle bruges inden årets udgang, eller fordi politikerne var blevet lovet en løsning inden for en bestemt tidsramme. I notater om aktuelle problemstillinger i Socialforvaltningen, som bliver udarbejdet af embedsmænd og sendt videre i systemet, er der altid knyttet et løsningsforslag til problemstillingen, og sjældent er det defineret, for hvem problemet er et problem. Løsninger er med til at definere problemer (Jöhncke et al. 2004: 386) og ved at undersøge de dominerende former for viden i Socialforvaltningen samt anskue beboernes problemstillinger og forvaltningens mange indbyggede dilemmaer som mere komplekse end embedsmændene har for vane at mene, bliver det tydeligt, hvordan problemer og løsninger defineres forskelligt i de forskellige sociale handlerum. For beboeren Peter er problemet at bo alene, mens løsningen er at bo på et bosted, og omvendt forholder det sig for embedsmændene. Adspurgt om de største udfordringer i deres arbejde, svarede socialarbejderne blandet andet, at tvivlen på, om de gør det godt nok eller gør det rigtige, fylder meget i deres hverdag. Embedsmændene tvivler ikke i samme grad på deres arbejde, men deres tvivl handler om, hvorvidt de er i stand til at få forklaret det hensigtsmæssige i et nyt initiativ på en måde, så det bliver forstået og implementeret på tilsigtede måde. Deres tvivl kommer til syne gennem de tiltag, som skal understøtte borgerens udvikling på en bedre måde. Her bliver begrebet evidens brugt som en blåstempling af indsatsens gavnlighed og rigtighed, både socialt og økonomisk. I en artikel fra Socialforvaltningens interne nyhedsside udtaler en direktør i forbindelse med revisionen af en strategi for børneområdet: Men virkeligheden forandrer sig hele tiden; der er kommet både nye udfordringer og nye politiske pejlemærker til, og dem skal strategien afspejle. Derfor er målet med revisionen af strategien at sikre, at den er opdateret i forhold til den virkelighed, der aktuelt tegner sig. [ ] Og så skal vi blive bedre til at følge op på resultaterne. Vi skal stræbe mod at opstille færre mål, og vi skal kun have de aktiviteter med, som understøtter den forandringsteori, som ligger til grund. På den måde gør vi strategien mere målbar og sikrer, at vi løbende kan følge op på, om vi går i den rigtige retning. Direktøren taler flere gange om virkelighed som et objektivt begreb, der er ens for alle, men det er ikke tydeligt for mig om han henviser til en politisk, forvaltningsmæssig eller praktisk virkelighed. Han taler endvidere om at måle på de indsatser, man igangsætter i Socialforvaltningen, og selve målet med indsatsen er, at den kan måles. Målinger og effektstyring er ikke nyt inden for det sociale område, men når man arbejder på et bosted, arbejder man i beboernes private sfærer, og produktet af ens arbejde er ikke en konkret ting, men handler om menneskelige relationer og udvikling. Det betyder, at socialarbejderne ikke altid kan handle efter den orden, der bliver skabt ved et personalemøde eller gennem styringstiltag, men derimod må arbejde situationelt (jf. Rhodes 1995 [1991]), og de professionelle og etiske dilemmaer 124

135 skal håndteres uden megen tid til refleksion (jf. Siiger 2009: 225) på samme måde, som embedsmændene kontinuerligt skal løse presserende problemstillinger. Men embedsmændene stiller sig aldrig alle tilfredse der vil altid være en institution, en politiker, et ministerium, en borger, en socialarbejder, en pårørende etc., som vil være utilfreds. Og borgerne udvikler sig aldrig godt nok eller hurtigt nok, da de sjældent er i stand til at følge den bureaukratiske sti for udvikling, som er lagt for dem. DELKONKLUSION Man kan i luhmannsk forstand opfatte socialpsykiatrien som ét system med forskellige aktører i forskellige handlerum, men jo mere man undersøger det, jo mere kan man betvivle sammenhængen. Selv inden for handlerummene er der så mange modsatrettede bevægelser, at aktørerne har svært ved at tilskrive mening til systemet, som derfor bliver mere dysforisk end sammenhængende. Embedsmændene forsøger at skabe en social orden gennem dokumentation, retningslinjer og målbare indsatser foran skrivebordet eller til møderne som for dem virker rationelle; socialarbejderne forsøger at navigere i et for dem usikkert terræn, hvor kravene oppefra ikke står mål med den virkelighed, de er en del af på bostedet; og beboerne er fanget i et limbo mellem at ønske det samme, som embedsmænd og socialarbejdere ønsker for dem: et værdigt liv med accept, respekt og en meningsfyldt hverdag, men de skal samtidig håndtere dagligdagens op- og nedture, som udfordrer deres idealer om det ønskværdige liv. De kæmper med hver deres forskelligartede irrationalitet, man vel kan betegne rent ud som galskab. Aktørerne i de sociale handlerum forsøger at skabe mening og en form for sammenhæng ikke så meget i form af at forstå andre, men at andre skal forstå dem og deres handlemuligheder. De klassificerer verden skelner mellem godt og dårligt, rigtigt og forkert (Bourdieu 1997 [1994]: 24) men det, der opfattes som godt og logisk i det ene handlerum, opfattes som potentielt irrationelt i det andet. Det viser sig i de mange tiltag, som embedsmændene ikke bare implementerer, men også har mistet overblikket over, men som de alligevel mener potentielt vil skabe en positiv udvikling af beboerne og refleksion hos socialarbejdere og dermed gode rammer for det sociale arbejde. Disse initiativer opfattes imidlertid som påtrængende og til tider meningsløse af socialarbejderne og som et udtryk for, at det sociale arbejde har taget en negativ drejning fra det menneskelige til det bureaukratiske og økonomiske. På trods af de modsatrettede bevægelser og manglen på sammenhæng imellem de tre handlerum er der dog en etnografisk lighed imellem handlerummene. Embedsmændenes og socialarbejdernes arbejdsdag har rutiner og brudte rutiner til fælles. De forsøger alle at skabe en social orden i systemet gennem langstrakte strategiske processer, men bliver forstyrret af pludseligt opståede problemer, dilemmaer eller nye krav, som de skal forholde sig til på forskellig vis; og de skal påtage sig forskellige roller i mødet med forskellige samarbejdspartnere. 125

136 Beboernes hverdag er langt mere forskellig, men de er alle en del af et skæbnefællesskab på bostederne på godt og ondt. Nogle beboere føler en kraftig stigmatisering fra verden udenfor, mens andre ser det som en præmis ved tilværelsen som psykisk syg, men de kæmper alle med at skabe en for dem indholdsrig hverdag, som potentielt kan blive en fremtid, hvori de vil være andet og mere end beboere på et socialpsykiatrisk bosted. Det er også bemærkelsesværdigt så meget tid, både embedsmænd og socialarbejdere tilbringer med at skrive, notere og udfylde skemaer. Men hvor skriftligheden og dokumentationen er en integreret del af embedsmændenes arbejde, skal socialarbejderne samtidigt arbejde med relationen til beboerne ellers har de heller ikke noget at skrive. De udfordrer embedsmændene, når de skriver forkert, eller når de brokker sig over, at det tager tid fra beboerne. For embedsmændene har det sociale arbejde taget en logisk og fornuftig drejning hen imod en synliggørelse og styrbarhed og dermed en mere resultatorienteret og effektstyret praksis, om end mange embedsmænd forsøger at forstå socialarbejdernes frustrationer. Forsøget på at skabe social orden handler i Socialforvaltningen i høj grad om at skabe udvikling. Socialforvaltningen er sat i verden for at løse problemer for mennesker, der ikke kan løse dem selv, og derfor er udvikling et centralt begreb, som opfattes og italesættes forskelligt i de forskellige handlerum; og igen bliver idealet om den rigtige udvikling udfordret af hverdagens praksis. I det næste kapitel vil jeg analysere, hvordan aktørerne forstår og arbejder med udvikling, og hvordan de forskellige forståelser og handlinger bidrager til diskrepansen imellem idealer og betingelser. 126

137 KAPITEL 4 UDVIKLINGEN Intet alvorligt menneske vil nogensinde ytre sig skriftligt om alvorlige ting - Platon I det foregående kapitel udfoldede jeg de betingelser, som embedsmænd, socialarbejdere og beboere har for at handle; hvilke tanker, de gør sig om deres arbejde og hverdag, og hvordan handlingerne i de forskellige handlerum har konsekvenser for hverandre. Ingen af aktørerne sidder stille og afventer ordrer; de handler alle på hver deres måde, enten som et forsøg på at foregribe fremtiden eller pragmatisk, fordi en situation kræver øjeblikkelig handling, fx hvis en beboer har det dårligt, eller hvis direktionen eller politikere kræver et notat om en problemstilling med en meget kort tidsfrist. Handlingerne i det ene sociale handlerum foranlediges således af handlingerne i de andre sociale handlerum, og på forskellig vis knytter de an til udvikling og det at udvikle. Igennem aktørernes forskellige behov for, opfattelser af og arbejde med udvikling vil jeg analysere hvordan forestillingerne om udvikling er med til at skabe en diskrepans imellem idealer og betingelser. Beboerne udfordrer det samfundsmæssige imperativ om udvikling som relateret til autonomi jo mere selvstændig man er, des mere udviklet er man ved ikke altid at udvikle sig på den bureaukratisk definerede måde. Udvikling som fænomen er ikke kun interessant at diskutere i den specifikke kontekst af Socialforvaltningen, men også som et samfundsmæssigt fænomen, da udvikling knytter an til utopien om velfærdssamfundet med den rette udvikling, kan en social orden skabes og velfærdssamfundet har dermed levet op til sit ideal. Imperativet om udvikling bliver påtrængende for beboerne, da de bliver målt løbende, både psykisk, socialt og fysisk, og deres personlige udvikling bliver således kun til dels defineret af dem selv. Det er socialarbejdernes opgave at skabe en personlig udvikling hos beboerne på beboernes egne præmisser, men i praksis kræver det en formel styring. Det betyder, at når beboerne underskriver en lejekontrakt med Tranehavegård eller Thorupgården, indgår de samtidig i et reciprocitetsforhold med staten og dens udøvere der forventes noget til gengæld; en udvikling. Beboerne efterlyser også selv mere hjælp til at udvikle sig. Efter mange timer i selskab med beboere fra begge bosteder, hvor emnet om det at bo på et socialpsykiatrisk bosted var fortalt og genfortalt adskillige gange, kom andre og i dagligdagen mere skjulte emner op til overfladen. Det er emner, som ikke nødvendigvis passer ind i de rammer for udvikling, som er lagt frem for beboerne, men som de selv mener, har en betydning for deres personlige udvikling, fx religion eller alternative behandlingsformer. Det

138 kan også være fremtidige jobmuligheder, som bliver omfortolket i en pædagogisk handleplan, da de af socialarbejdere vurderes til at være urealistiske. Eller det kan være de åndevæsener, dæmoner og stemmer, som er en hindring for deres personlige udvikling, og som de derfor forsøger at håndtere både igennem medicinering i samarbejde med psykiatrien, men også ved at høre musik, drikke alkohol, ryge hash, spise brød (dæmoner kan også mættes), etc. Men omsorgen og støtten til beboernes udvikling bliver sat ind i så fastlåste rammer, at der er fare for, at omsorgen for beboerne bliver til en vare at imperativet om personlig udvikling for beboerne ikke alene bliver misforstået, men også kommercialiseret (Biehl 2012: 249). Som i det foregående kapitel indleder jeg diskussionen med tre fortællinger om henholdsvis embedsmanden, socialarbejderen og beboeren. Med disse fortællinger vil jeg vise, hvordan aktørerne i de tre sociale handlerum arbejder og skaber mening med udvikling. Herefter vil jeg ud fra antropologen David Mosses analyser af international udviklingsarbejde diskutere, om politikker udarbejdet med det formål at skabe udvikling, former praksis eller omvendt er det en vekselvirkning snarere end en kausal sammenhæng? Jeg vil argumentere for, at embedsmændenes udviklingstiltag som et forsøg på at skabe autonomi hos beboerne snarere resulterer i, at beboerne kontinuerligt bliver mindet om deres bureaukratisk definerede mangel på ret til leve et selvstændigt liv, hvilket peger på, at en modsat effekt af udviklingstiltagene kan blive resultatet. Samtidig har socialarbejderne svært ved at navigere i modsatrettede udviklings- og kontroltiltag, og forholder sig snarere pragmatisk til arbejdet med beboerne eller ud fra deres indbyrdes forskellige forestillinger om udvikling. Embedsmanden Foråret Som fuldmægtig var én af mine arbejdsopgaver at være koordinator for værestederne for psykisk syge. Steder, hvor man anonymt kan komme forbi til en kop kaffe og en snak. Der er 17 i København. Mange af dem tilbyder forskellige aktiviteter for psykisk syge, kun få er deciderede kaffe-steder. Jeg er til et møde med alle lederne fra værestederne. De er ældre end mig og mere erfarne. De har arbejdet inden for det sociale område og med psykisk syge i mange år. Jeg har fået at vide af min nærmeste leder, at jeg skal forklare dem, at effektstyring er vejen frem. Effektstyring forstået som målinger af de enkelte borgere, dvs. en konstatering af, hvilken effekt indsatsen har på den enkelte. Og det skal implementeres nu. Dér sidder jeg så. Ny og uerfaren fuldmægtig foran de erfarne ledere. Jeg hører mig selv understrege, hvor vigtigt det er, at vi har en idé om, hvor værestedet og den enkelte borger skal hen, og hvordan vi kommer derhen. Forsøget på at skabe en atmosfære af fællesskab gennem brugen af vi hjælper mig ikke. De stiller mange spørgsmål nogle af dem kan jeg svare på, andre svar gætter jeg mig frem til. Jeg har fået et par sætninger med i kufferten af min nærmeste leder, hverken mere eller mindre. Få af lederne kan se potentialet i effektstyring; de fleste af dem læner sig tilbage i stolen med armene over kors. Jeg føler mig ubehageligt til mode; sidder uroligt på stolen. De siger, at man ikke kan måle på livskvalitet. Jeg er enig med dem, men jeg fortsætter. Ikke bare fordi, jeg er blevet bedt om det, men fordi koordinator-funktionen indebærer, at jeg skal ud- 128

139 arbejde budgetforslag på værestedsområdet og endnu vigtigere: spareforslag. Skære ned. Hvordan kan jeg gøre det, hvis jeg ikke ved, hvad der virker? Tilbage på kontoret fortæller jeg min kontorchef Søren om mødet. Han er en mand i slutningen af 30 erne fra Nordjylland. En sindig fyr. Mens vi taler, læner han sig tilbage i sin skrivebordsstol, smækker fødderne op på sit skrivebord og samler hænderne bag nakken. Han smiler, da jeg fortæller ham om mødet. Han siger, at de er en udfordring, de ledere. Han fortæller, at han blandt andet ansatte mig, fordi jeg er sådan én, man kan sende i byen. Jeg skal ikke tage det så tungt, siger han. Jeg går tilbage til mit kontor. Forvirret. Socialarbejderen Det er en torsdag morgen i december 2011, og jeg sidder på PH Caféen på Halmtorvet til en workshop om et nyt effektstyringsredskab, forandringskompasset, som skal implementeres på alle socialpsykiatriske bosteder i København. Vi sidder i baglokalet ved seks runde borde med 5-6 medarbejdere ved hvert bord. Alle bosteder under Københavns Kommune er repræsenteret ved to socialarbejdere, som i dag skal høre om forandringskompasset og teste det, så arbejdsgruppen kan arbejde videre på det. Stemningen er god. I et notat om forandringskompasset har jeg læst: Socialforvaltningen har besluttet, at effektstyring skal være et af de bærende styringsprincipper i forvaltningen, og implementeringen af forandringskompasset er et middel til udredelsen heraf. Forandringskompasset er et monitoreringsværktøj, der gør det muligt at følge med i, hvordan det går forvaltningens borgere på en række faste dimensioner 22 over tid. Det bliver således, i vid udstrækning, muligt at dokumentere kortsigtede effekter af forvaltningens indsatser hos enkelte borgere og hos grupper af borgere. Denne viden skal bruges til at kvalificere beslutninger og prioriteringer og i sidste ende sikre, at forvaltningen opnår bedre resultater for borgerne. Formålet med at udvikle og implementere forandringskompasset er således at understøtte udbredelsen af effektstyring i Socialforvaltningen ved, at forvaltningen med forandringskompasset får et redskab til monitorering af effekten af forvaltningens indsatser/tilbud på individ- og aggregeret niveau. Den viden som frembringes via forandringskompasset skal understøtte styring og udvikling af forvaltningens indsatser ved at skabe rammer for strategisk dialog om og læring af faglig praksis. Forandringskompasset understøtter derved, at forvaltningen kan udvikle og tilrettelægge indsatser og tilbud i relation til hvad der virker, og på den måde give borgeren den bedst mulige indsats. 22 Disse dimensioner er: sociale kompetencer, netværk og de betydningsfulde andre, det betydningsfulde andet (fritidsinteresser), beskæftigelse, økonomi, praktisk hverdagsliv, misbrug, fysisk trivsel, bolig, mestringsstrategier. Socialarbejderne skal vurdere beboerne med tal fra 1-10 på alle dimensioner med jævne mellemrum, således at man kan følge beboernes udvikling. 129

140 Peter 23, en embedsmand fra centralforvaltningen er en del af arbejdsgruppen. Han byder velkommen og siger, at det vi ikke skal diskutere i dag er, hvorvidt forandringskompasset skal tages i brug. Der er tre præmisser, som vi ikke kan komme udenom: Vi skal arbejde med effektstyring i form af forandringskompasset... og forandringskompasset skal være udtryk for en faglig vurdering I løbet af dagen taler jeg med flere socialarbejdere, som ikke har forstået, hvem, der har bestemt, at de skal arbejde med forandringskompasset. De er i tvivl om, hvor meget indflydelse, de har på form og indhold og det viser sig, at de har meget mindre indflydelse, end de tror. Dagen går med præsentationsleg, oplæg om forandringskompasset fra flere medlemmer af arbejdsgruppen, frokost og øvelser. I en pause taler jeg med Bodil, som er en af mine informanter fra Thorupgården. Hun siger, at hun ikke kan komme i tanke om nogen beboere, som ville gide ikke mere af det pædagogiske pis, ville de sige. En socialarbejder fra mit bord stiller et spørgsmål i plenum: Hvilke kriterier påvirker, når vi skal vælge mellem 3 eller 4. Vi skal lave en objektivitet vi skal lave en måling. Ellers giver det ikke mening at sætte et menneske ind på nogle parametre i forhold til økonomisk måling. Peter, embedsmanden, svarer, at en stor del af pointen er at bruge det som et værktøj til at diskutere, om beboeren er en 3 er eller en 4 er snarere end selv at beslutte, hvad beboeren er. Hvad betyder tallet for, hvad der skal arbejdes på?, spørger Peter retorisk. Socialarbejderen indvender: Det har vi haft i 20 år i handleplanen. Det kender vi godt. Vi savner helheden. Peter svarer, at det er en pointe i sig selv, at hun siger, at hun har gjort sådan i 20 år: Det er bare det samme, I skal gøre. Han tegner et billede af den stjerne, som forandringskompasset skal visualiseres i der er 10 takker for hvert af de 10 emner 24 : Man skulle gerne få et overblik, man ikke har haft før, selvom man har taget vurderingen. Det gør, at man kan tage en snak på tværs af bosteder eller medarbejdergrupper. Fx: Jeres borgere kommer i beskæftigelse vores gør ikke. En af mine informanter, Tamara, spørger: Hvem laves det for? Jeg ved som kontaktperson, hvor mine beboere er. Jeg har fokusark over det hele. Hvem skal vurdere stjernen? Det lyder som ekstra arbejde, ekstra papir. Vi har i forvejen rigtig mange papirer. Er det endnu mere dokumentation for at tjekke os? Jeg kan ikke se, at det er mit redskab. Peter svarer, at han overvejer, om han skal tage diskussionen, for der skal arbejdes med forandringskompasset eller om han skal forsvare forandringskompasset. Han gentager, at intentionen med det her er, at det kan give en ny anledning til at snakke sammen på tværs og tænke det ind i løbende udviklingsarbejde. En anden af mine informanter, Per fra Tranehavegård, spørger: Hvordan 23 Af hensyn til anonymisering vil Peter være synonymet for alle medlemmerne af arbejdsgruppen. 24 Et visuelt billede af forandringskompasset. På hver tak i stjernen er der ti tal, som beboeren skal scores på. Når man er blevet scoret på alle ti parametre (takker) vil der danne sig en stjerne, som (potentielt) ændrer sig hver gang man bliver scoret. 130