Marys dødsproces Del -1 Mary var gammel. Hun var efterhånden blevet 87 år, og alle hendes jævnaldrende venner og nærmeste gennem livet havde

Transkript

1 Marys dødsproces Del -1 Mary var gammel. Hun var efterhånden blevet 87 år, og alle hendes jævnaldrende venner og nærmeste gennem livet havde efterhånden forladt denne verden. Hun havde sine børn, børnebørn og oldebørn at leve for, men hun var træt. De sidste par uger var helbredet også begyndt at skrante en del. Hun havde en lungebetændelse, der ikke lige var sådan at slippe af med, så hun lå ned det meste af tiden. Når børnene kom på besøg, var hun for træt til at tale med dem. Hun lukkede øjnene, for så vidste hun, de hurtigt ville tage af sted igen. Men for få minutter siden var hun blevet frisk. Hun tænkte klart og ikke igennem en dyne af træthed. Hun så også klart. Hun vidste, det var nu. Endelig skulle hun videre, og i disse sekunder vidste hun også, at hun skulle gense sine kære på den anden side af livet. Mary så sig omkring i plejehjemsværelset. Hendes blik dvælede ved billederne på hylden. Hun lod øjnene vandre henover dem et for et. Harry, som hun elskede så højt og havde levet sammen med i 53 år til hans død for fem år siden. Hun havde ofte siden hans død følt, at han var hos hende. Hun havde ofte talt med ham og også ment at have fået gode svar fra ham. Hun glædede sig til at skulle være hos ham igen. Derefter gik øjnene videre hen over billederne af børnene, svigerbørnene, børnebørnene og oldebørnene. Hun tog afsked med dem en for en og sendte dem sine tanker. Der var nu helt stille omkring hende. Ingen lyde fra gangene, ingen klageråb fra fru Hansen inde ved siden af og heller ingen trafiksummen fra gaden. Alt var stille paradisisk 36 stille. Mary nød denne totale stilhed, og et smil bredte sig fra hendes indre til hendes ansigt. Hun lod sig glide ind i stilheden og følte en ro brede sig i hele kroppen, helt ud til finger- og hårspidserne. Mary lukkede øjnene for at tillade sig selv at mærke denne ro og få hele denne nydelse med. Ingen smerter nogen steder, ingen stivhed og ingen træthed hun følte kun klarhed. Hun kunne gennem de lukkede øjne nu se, at lyset i rummet blev stærkere. Hun åbnede øjnene for at se, hvad der foregik, og hun så ikke andet end et klart og varmt lys, der fyldte værelset. Det var et smukt lys, og kilden til lyset var uendeligt. Mary følte sig draget af lyset, hun måtte bevæge sig ind i det. Mary rejste sig og gik ind i lyset. Hun var stadig fyldt af denne absolutte ro og bevægede sig uhindret, uden smerte, stivhed og træthed. Mary var lykkelig. Hun mærkede, at denne følelse

2 var hende nu. Hun ville se sig tilbage, men kunne ikke dreje hovedet tilbage mod sengen, så hun begav sig videre ind i lyset. Hvor var her smukt, og alt var fyldt med kærlighed, en kærlighed der også fyldte Mary. Hun bevægede sig videre ind i dette lys, der syntes at fylde alt der syntes at fylde hele evigheden. Hun fornemmede noget eller nogen hos hende. Hun kunne ikke se noget, men vidste at der var noget eller nogen omkring hende. Med dette omkring sig, følte Mary nu glæden sammen med lykken, og samtidig bredtes følelsen af forventning en forventning om noget godt, noget dejligt, der var på vej. I næste nu så hun Harry. Han kom hende i møde fra et sted ude i lyset. Han nærmest svævede og gik på samme tid. Mary mærkede, hvordan hun gennemstrømmedes af kærlighed, af en ubeskrivelig og betingelsesløs kærlighed, mens de nærmede sig hinanden. Harry smilede sit dejlige smil og tog hendes hånd i sin, da de mødtes. Sammen bevægede de sig af sted videre ind i lyset. 37 Hvor er det dejligt, du er kommet, sagde han, mens de bevægede sig af sted. Jeg er også meget glad for at være her, svarede Mary og bemærkede, at de ikke talte sammen, men kommunikerede. De kommunikerede på samme måde, som de havde gjort, siden Harry døde. Hvor er her smukt, fortsatte hun. Du har endnu ikke set alt, min kære, svarede Harry. Bare vent til du kommer videre. Er det her døden?, ville Mary vide. Nej, det er livet på den anden side, Mary. Der er ikke nogen død, men derimod mere liv. Hvor fantastisk. Nu skal vi to være sammen igen for evigt? Nok ikke for evigt, Mary. Men vi er sammen nu, ikke? Mary nikkede og lod Harry føre sig videre ind i lyset. Dette måtte være lykken. Men pludselig hørte hun nogen græde. Hun kiggede på Harry, men det virkede ikke, som om han hørte noget. Nej, jeg hørte ikke noget, sagde Harry. Mary kiggede forbavset på ham. Han smilede tilbage, og i det samme kom hun i tanke om deres kommunikationsmåde. Den gik gennem tankerne. Men gråden hørte ikke op. Mary så sig omkring, hun så ingen, men hun følte, hun blev trukket væk fra Harry. I det næste nu stod hun i stuen hos sin ældste datter Grete og hendes mand Kai. De sad alle sammen rundt om spisebordet. Der var hendes søn Per og svigerdatteren Sanne, og lille Dorte var der også. Dorte var opløst af gråd, men hun havde jo også lige gennemgået en hård skilsmisse fra Jens. Mary satte

3 sig ned ved siden af Dorte og lagde sin arm omkring hende. Men Dorte registrerede ingenting. Hun bare græd. Det var åbenbart hårdt for dem alle, at hun nu var væk. De måtte da have vidst, at det ville gå sådan. Mary blev siddende med armen om Dorte, mens hun lyttede til deres snakken. 38 Åh, hvor vil jeg savne hende. Det var Grete, der sad med tårerne trillende ned ad kinderne. Hun var kærlighed og varme. Nå, ja men de sidste måneder var hun nu ikke den store selskabspapegøje, føjede Sanne til. Det er ikke mange ord, der er kommet ud af hendes mund på det sidste. Nej, men hun var der!, slog Grete fast. Nu er hun her altså ikke mere, mæglede Per som sædvanlig mellem de to kvinder. Vi må prøve at snakke om, hvordan vi kommer videre altså, jeg mener begravelse og sådan Mary smilede. For det første fordi hun jo var her. For det andet fordi rollerne mellem de tre stadig kørte fint. De sidste par år havde Grete og Sanne tålt hinanden, når Mary var i nærheden. Men Mary havde godt vidst, at det var af hensyn til hende. Og nu blev det da også bekræftet. Dorte sad fortsat opløst. Hun var Marys lille pige. Hun havde altid følt, at hun måtte passe ekstra på hende. Mary aede hende over håret. Dorte tog sin hånd op til håret og kløede, der hvor Mary havde rørt hende. Hun kunne altså mærke hende. Mary kyssede hende nu på kinden, hvorefter Dorte tog hånden ned til kinden. Hun gned kinden, og Mary kunne nu mærke hendes irritation over berøringerne. Og det selvfølgelig fordi hun ikke vidste, hvad der skete. Mary nøjedes med igen at lægge armen omkring Dorte. Hun mærkede kuldegyset, der gik gennem datteren. Altså, er der en dør eller et vindue åben? Det trækker om skuldrene på mig! Dorte vendte sig om og kiggede rundt. Nej, sagde Kai. Alt er lukket. Det er da underligt, se her. Dorte viste de andre, hvordan hun havde gåsehud op ad armene. Det er nok, fordi du er træt og udmattet, mente Per. Nu skal jeg hente et tæppe til dig, tilbød Grete og gik ind på et af værelserne for at hente det. 39 Mary fulgte efter Grete. Det kunne jo være, at hun ville genkende hende. Da de var kommet ind på værelset, kaldte Mary på Grete. Grete reagerede ikke. Mary forsøgte igen. Nu var det, som om Grete standsede i sin bevægelse. Hun stod helt stille og lyttede. Mary kaldte endnu en gang på hende. Og denne gang havde Grete helt sikkert hørt det. Hun for sammen, trak tæppet helt ind til sig og nærmest løb ud af værelset og ind til de andre. Men hun nævnte ikke noget om, at Mary skulle have kaldt på hende. Hun satte sig blot eftertænksomt

4 ned efter at have givet Dorte tæppet. Nej, selvfølgelig ville de ikke mærke hende. Hun havde nogle gange forsøgt at fortælle dem om sine samtaler med deres far efter hans død. Og svarene havde været: Ja, det er godt mor eller hm. Der havde ikke været større interesse for disse samtaler, tværtimod havde hun fornemmet, at de tænkte, at det snart ville rable for hende. Dorte var ved at falde til ro og var begyndt at fortælle om nogle af sine oplevelser med Mary. De andre lyttede halvt, men forsøgte at smile og sige hm på de rigtige tidspunkter. Mary savnede igen lyset og Harry. Og i det øjeblik hun følte savnet, var hun ved Harrys side igen. De skal nok klare det, sagde hun til ham. Ja, naturligvis, var Harrys eneste svar. Jamen, er du da slet ikke interesseret i dine børn mere?, ville Mary vide. Jo, det er jeg da. Jeg kigger da forbi engang imellem. Men du ved, livet går videre. Også livet her. Mary. Her kan du gøre, hvad du vil. Tænk det og det sker. Lige nu vil du gerne være hos mig, derfor er vi to sammen. Men det kan være, at du næste øjeblik ønsker at være sammen med nogle andre eller ønsker at gøre noget andet så sker det. Mary kiggede forundret på Harry. Kunne det være sandt? Men selv om hun stillede det spørgsmål, vidste hun, inden tanken var tænkt til ende, at det var sandt. Der var en vished 40 inde i hende, som hun ikke vidste, hvor kom fra, den var der bare. Hun gav Harrys hånd et klem og stod nu over for sin mor og sin søster Herta. De stod med udbredte arme, og Mary gav først sin mor et stort knus og derefter Herta. Så er vi sammen igen, sagde moderen. Ja, det er dejligt at se jer. Er I altid sammen? Nej, sagde Herta. Det er vi ikke, men du kaldte på os, så her er vi. I er nogle engle, smilede Mary. Hun grinede højt, da det gik op for hende, hvad hun havde sagt. De andre grinede med. Ja, det er vi. Har I det godt? Det kan du tro. Siden jeg døde, er livet blot blevet smukkere, var moderens svar. Også for mig. Eller, det vil sige, efter jeg vænnede mig til at være død. Hvad med dig? Har du det godt her? ville Herta vide. Ja, her er smukt. Teoretisk baggrund for Marys dødsproces del 1 I forbindelse med Marys (og alle andres) død opstår der en naturlig trang til at gennemgå sit liv og gøre status over det

5 liv, man har levet. Stille og roligt trækker bevidstheden sig sammen/indad, og de fysiske sanser (føle-, lugte-, smage-, høre- og synssansen) bliver afbrudt en efter en. En dyb fred, som via den forbedrede forbindelse til sjælen, breder sig i hele Marys krop, og samtidig bliver forbindelsen til den fysiske krop mindre og mindre. Sansningen forøges i de organer, der har at gøre med at sanse i den åndelige verden i daglig tale klarfølelse, klarhørelse og klarsyn (evner som fysiske mennesker bruger til at skabe kontakt med den åndelige verden). Mange oplever, 41 ligesom Mary, et smukt lys, som næsten opleves, som om det henter den døende. I dette lys er det typisk væsener, som den døende kender, der kommer vedkommende i møde for at hjælpe med selve dødsprocessen det at give slip på det man troede, man var. Kroppen forlades i takt med, at bevidstheden overgiver sig til kærligheden. Og som tidligere beskrevet, vil det, den døende er fyldt af i sin bevidsthed også være det, som personen kommer i kontakt med. Sansningen i den åndelige verden er svær på dette tidspunkt, da det kræver en tilvænning/træning, som med alt andet på alle planer. I de fleste tilfælde vil den døde blive hentet af nogen, personen kender og har en stor kærlighed til fra det fysiske plan for Mary er det hendes mand. Trygheden, der opstår ved mødet med en, man elsker, er nem at forholde sig til. Man kan sammenligne det med, at man lige er ankommet i en helt fremmed lufthavn, og der bliver mødt af en, som ved, hvor man videre skal hen. Hvis ikke der dukker nogen op for at hente en, ja så vil man gå lidt forvirret rundt. Og muligheden for at fare vild er ret stor. Det samme gælder naturligvis i døden. Afhentningen er en reel afhentning, så de sammen kan rejse mod lyset. Men denne rejse er meget følsom over for forskellige følelser, som den nyligt døde pludselig kan komme i kontakt med. Det kan dels være følelser, som bliver aktiveret af den afdøde selv, og dels kan det være pårørende, der med stærke følelser og tanker kalder på den døde. Rejseledsageren (i Marys tilfælde hendes mand) har ingen magt til at tvinge den rejsende mod lyset, trods det at det er hele formålet med afhentningen. Den rejsende bestemmer selv, hvor vedkommende rejser hen billetten bliver skabt af kontakten med en speciel følelse. Og følelsen skaber som sagt en forbindelse til det, man føler og/eller tænker på. I denne historie om Mary bliver hun forstyrret i sin rejse af sine børns sorg. 42 Gensynet med ens efterladte er dejligt, men kan også være

6 svær, da ens evne til at skabe forståelse næsten er umuliggjort. Men den døde vil prøve at trøste de efterladte og sende dem en kærlig følelse. Det sker tit, at de efterladte ikke anerkender den dødes trøst, da sandsynligheden for at der er et liv efter døden, for mange ikke eksisterer. Det betyder, at de forsøg, den døde gør for at komme i forbindelse med de pårørende, ikke bliver forstået. Disse impulser, som opleves af de efterladte, bliver tit forkastet af det analytiske sind, der bortforklarer det, og resultatet er, at der bliver lukket af for impulserne. Marys dødsproces del 2 Mary mødte mange af sine gamle bekendte, mens hun begav sig rundt på den anden side af livet. Men det allerbedste af det hele var denne dybe følelse af vished, som hun havde. Hun følte en dyb og inderlig kærlighed og fik den også, hvor hun kom frem. Visheden var svær at beskrive. Men visheden lå i, at hun hele tiden kendte sine egne følelser og tanker og samtidig følte en dyb ro i sig. Hun havde vished om, hvad hun mødte, og vished om de bevidstheder hun mødte. De eneste tidspunkter, hvor hun følte en vis form for uro, var, når det fysiske kaldte på hende. Hun var ind i mellem blevet trukket til det fysiske af især sine børn og børnebørn. Hendes ældste barnebarn, Lise, havde svært ved at acceptere Marys død. Hun havde altid haft svært ved at se realiteterne i øjnene. For når Lise havde skabt sig et billede af, hvordan hendes liv var, ja så var det sådan og var det ikke det, så vendte hun det blinde øje til. Lise havde altid brugt Mary som fortrolig, og for Mary var hun speciel, fordi hun var det første barnebarn. Mary havde efter sin død været hos Lise nogle gange for at fortælle hende, at alt var vel. Og Lise havde hørt hende og endda taget det til efterretning. Ved selve begravelsen var Mary også blevet hentet dertil. 43 Mary blev glad for at se, at Lise nu græd og dermed havde accepteret sin mormors død. Ellers havde Mary blot været til stede lidt over det hele og havde forsøgt at berolige sine efterladte. Begravelsen var sidste gang Mary havde været hos det fysiske. Hele familien havde været samlet efter begravelsen, og da de alle var faldet til ro og sad hyggede sig, ønskede Mary at gense Harry. Og idet hun ønskede det, var hun hos ham. Mary og Harry var sammen omkring på de steder, der havde betydet noget for dem feriesteder, steder de havde boet og specielle steder for deres kærlighed. De nød begge gensynene og følte sig flere gange som én deres bevidstheder smeltede sammen i en form for kærlighedsakt. Harry og Mary var meget sammen, men Mary mærkede efterhånden, at Harry oftere og oftere trak sig, og hun vidste, det var rigtigt. Det

7 var rigtigt, at de hver især skulle videre på deres vej. Mary søgte tilbage til sin ungdom. Hun søgte glæden og det uforpligtende, der havde hørt hendes ungdom til. Mary mødte gamle kærester, gik måneskinsture med dem og mødte hjerteveninder fra dengang. Mary nød sit nye liv i fulde drag og følte en inderlig glæde og kærlighed. Og selve friheden ved blot at tænke en tanke, og det dermed skete, var enorm. Hun havde engang tænkt tilbage på sin sorg, da Harry døde. Og med det samme stod hun i et mørke og fyldtes af en håbløshed, hun helt havde glemt eksisterede. Mary forsøgte at komme ud af dette mørke, men blev fyldt af panik og havde derfor i første omgang svært ved at bevæge sig videre væk fra mørket. På sin vandring i mørket havde hun set flere lidende sjæle, der slet ikke kunne se ud over sorgen og håbløsheden, som havde de aldrig oplevet andet end disse følelser. Men gennem mødet med disse sjæle, fik Mary håbet tilbage og mærkede også glæden og kærligheden vende tilbage til sig. Mary begyndte igen at kunne se lyset og varmen, og samtidig følte hun, at hun måtte hjælpe nogle af disse forhåbningsløse 44 sjæle. Hun gik hen til en af dem og spurgte, om hun ikke ville følge med hende på sin vej tilbage til lyset. Væsenet kiggede blot flygtigt på Mary og vendte derefter atter blikket bort. Og Mary forstod, at det endnu ikke stod i hendes magt at hjælpe disse bevidstheder. Hun vendte selv blikket mod lyset, mens hun tænkte på kærligheden og glæden, og øjeblikket efter var hun tilbage i den tilstand, hun kendte fra sit nye liv. Der havde været flere ture ind i håbløsheden og mørket, men heldigvis var det lykkedes Mary at vende tilbage til glæden, visheden og kærligheden hver gang. Efterhånden mærkede Mary en træthed i sig, den voksede og blev stærkere og stærkere. Og alt blev mørkt. Teoretisk baggrund for Marys dødsproces del 2 Mary møder mange af de mennesker, hun havde et venskabseller kærlighedsforhold til i det fysiske liv, og som allerede er ankommet i den åndelige verden. Årsagen til dette er loven om affinitet (se afsnittet om affinitet senere i bogen), der gør, at når Mary tænker på dem eller på anden måde åbner til følelser og oplevelser, hun har haft sammen med disse, vil hun møde dem i denne nye verden. Mary kan stadigvæk besøge den fysiske verden og sine kære, fordi hun endnu ikke har lagt sig til at sove. En søvn der dels skal vænne hende til at være i den åndelige verden og dels skabe en større kontakt til det højeste princip i hende selv. Denne kontakt til det aspekt i hendes bevidsthed skaber kontakt til den højeste guddommelige verden. Et princip der skal hjælpe hende med at forstå, hvorfor hun oplevede det, hun gjorde i den fysiske verden. Selve begravelsesceremonien er for mange den store afsked. I

8 de fleste tilfælde vil den afdøde selv være til stede. Ikke mindst fordi alle dem, der er til stede, samler en masse energi tanker og følelser om den døde, og disse tilkalder helt naturligt den afdøde. Derudover er der selvfølgelig også et ønske hos den 45 afdøde om at sige farvel og ikke mindst: Jeg har det godt og er lige her. Efter begravelsen af den fysiske krop og den følelsesmæssige afsked, kan den rejsende igen vende tilbage til den åndelige verden for at gennemleve sine minder, eventuelt sammen med sin ægtefælle for en tid. Marys gennemgang af sin bevidstheds minder skaber en naturlig adskillelse fra hendes mand. Noget af det første, som den rejsende vil komme i kontakt med i sin gennemgang af sin bevidsthed, er de tunge og mindre rare følelser som vedkommendes bevidsthed indeholder. I denne kontakt med sine tungere følelser skaber den rejsende verdener, som opleves helvedesagtige for bevidstheden. Som for Mary da hun er i sorgen og trøstesløsheden. Den rejsende kan også møde andre rejsende, der indeholder de samme følelser som en selv. Mødet med andre mennesker, der har det på samme måde, er med til at sætte de følelser, man er i kontakt med, i relief. Når de stærke begær eller stærke følelser, der forhindrer en i at rejse videre, er udlevet, påbegynder den døde selve dødsprocessen rejsen gennem lystunnellen og videre ind i en dyb ro, som kan minde om dvale. Efter dvalen/søvnen vågner den døde op med en forbindelse til sit højeste princip, der vil hjælpe den døde videre i sin proces med at kigge på og forstå hele sin bevidsthed. Mary er nu i denne dvale, og med det slutter historien om hendes liv i døden. Men hendes rejse er endnu ikke slut. Hun skal ligesom alle andre videre på sin færd, når hun vågner igen. Hvad der sker efter dvalen, kan du læse om i de to andre dødsprocesser, der følger senere i bogen.

9 Fødes igen! Tanken om, at vi skal fødes igen, kan virke meget ubegribelig for mange mennesker, for hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når vi ligger to meter under jorden eller er en aske, der er spredt for vinden? Det er jo netop her, hele problemstillingen udspiller sig for vores sind. Mange mennesker identificerer sig kun med deres krop og hele deres fysiske liv, og nogle sætter lighedstegn mellem deres hjernefunktion og hvem de er. Så det at skulle fødes igen bliver lig med, at kroppen skal genopstå med samme hjerne, nervesystem m.m. Den tanke er fuldstændig absurd og umulig. Kroppen hører til jorden. Af jord er du kommet, og til jord skal du blive. Det, som også kan være med til at skabe modvilje i forhold til tanken om reinkarnation, skyldes, at mange tror, at filosofien bag reinkarnation hører en bestemt religion til, eller at de har en oplevelse af, at filosofien er meget naiv og kun bygger på tro. I virkeligheden svarer det til, at vi bare skal tro på reinkarnation på samme måde som mange mennesker opfatter, hvordan elektricitet fungerer. Og at vi skulle stille os tilfreds med postulatet: Man kan også slukke for det, efter det har aktiveret en pære som giver os lys, som vi kan læse ved. Kompleksiteten i de universelle principper er noget større end eksemplet med elektricitet, men fungerer som et billede på, hvor få mennesker, der har lyst til at sætte sig ind i åndsvidenskabens teorier og virkelig forstå mekanismerne bag reinkarnation vi stiller os tilfredse med at kunne tænde for lyset og ikke mindst slukke det igen, uden egentlig at undersøge, hvordan det kan lade sig gøre, og hvad der sker det 15 ved vi ikke så meget om. Og det er også ok. Men det ændrer ikke ved, at der er nogle lovmæssigheder, som lige så logisk forklarer, hvordan og ikke mindst hvorfor, vi bliver født igen og igen og igen og igen lige så vel som der er en forklaring på, hvordan du kan tænde for strømmen, så du kan sætte dig og læse. Modstand Det kan virke uforståeligt, når livet er fyldt med modstand, lidelse, krig og smerte, at vi på nogen som helst måde frivilligt skulle vælge at komme ned på jorden, ned i livet igen. Især efter at vi endelig er kommet væk fra smerten og lidelsen og frem til paradiset, hvor kærligheden stråler og fylder vores bevidsthed, og hvor alt er smukt og godt. Hvorfor skulle vi dog vælge at blive født igen og komme ned til mørket, ned til modstanden? På det trin, hvor vi overvejer genfødslen, er vi på et

10 trin i vores bevidsthed, hvor vi er i kontakt med en større del af vores kerne af lys, med vores guddommelighed. Dette nærvær skaber et noget større perspektiv, end vi tidligere havde og derigennem en forståelse for, hvorfor vi oplevede den lidelse, vi gjorde, i livet på jorden. Vi kan se og forstå det hensigtsmæssige og kærlige i de såkaldte fortrædeligheder, som skabte de erfaringer vi fik, da vi levede. Vi ved godt, at set herfra, hvor vi står lige nu midt i livets suppe af oplevelser, kan disse tanker om reinkarnation virke naive og bare som kloge ord, der skal tros på. I virkeligheden ser vi dette princip udspille sig for vores øjne næsten dagligt, uden at vi tillægger det den store betydning. Vi oplever mennesker, der går igennem modstand/lidelse, og vi ser, at det er godt, fordi de lærer noget af det. Tænk bare på vores børn vi ved godt, at de skal falde, fordi de er ved at lære at gå, vi ved godt, at de skal slå sig på gyngestativet, fordi de skal lære at holde fast, vi ved godt at de skal 16 drilles lidt i børnehaven, fordi de skal lære at stå fast, når de oplever modstand, vi ved godt, at de skal opleve ulykkelig kærlighed, fordi de skal lære deres følelsesliv bedre at kende, vi ved godt, at de skal opleve et pres på arbejdet, fordi det skal lære dem at sige fra, vi ved godt, at de skal føle sig ensomme, fordi de skal lære at række ud. Vi ved alle godt, at livet giver os og har givet os en masse erfaringer, som lige præcis har gjort os til dem, vi er i dag. Sandheden er, at det er de såkaldte negative oplevelser, som vi tillægger størst værdi, det er i hvert tilfælde dem, vi bedst husker, måske fordi det netop var dem, der lærte os mest. Det var dem, der gav os størst indsigt i os selv, det var dem, der åbnede op til noget bag ved vores ego. Enhver lidelse, vi oplever, er et udtryk for en begrænsning, der har været i vores bevidsthed. Begrænsningen skal fjernes, da den på en eller anden måde bremser os i at opleve. Lidelsen bliver en form for proptrækker, der trækker det frem, som man ikke ønsker at kigge på/forholde sig til. Proptrækker = kærlighed Livet opleves som en vekselvirkning mellem smerte og glæde. Og det er netop smerten, det ubehagelige, der viser os, at der ligger gamle ting i vores bevidsthedslag, og spærrer for, at vi kan være den, vi skal/kan være med alle vores kvaliteter. Oplevelsen rammer og aktiverer det, der bremser os i at leve frit (gammel smerte/uvidenhed) og ønsker at bringe den op til dagsbevidstheden, det vil sige, gør det tydeligt for den, der ejer og har opbevaret oplevelsen. Denne bevidstgørelse gør ondt og er smertefuld, mens den gamle blokering bliver forvandlet til erfaringer. Mennesket søger hele tiden proptrækkeren, uden at vi dagsbevidst ved det. Derfor kan vi til tider opleve, at tingenes tilstand forbliver det samme igennem

11 lang tid, næsten lige meget hvad vi gør. På en og samme tid ønsker vi at komme væk fra den tilstand/følelse, som vi befinder os i, men ser ikke løsningen på hvordan. 17 Svaret ligger inde i os selv. Hvis vi samtidig med at proptrækkeren bliver sat i, via mødet med den ydre verden, forstår, at det er vores egen kerne af lys, der har kaldt på proptrækkeren, vil vi støtte proppen/blokeringen i at komme helt ud. Dvs. at vi støtter blokeringen i at blive fri og blive forvandlet til en erfaring. Når blokeringen i det område er blevet til en erfaring, ophører disse ens proptrækkere med at dukke op i vores liv. Vi har ændret på vores bevidsthedsstruktur, og vi skaber dermed mulighed for at tiltrække andre proptrækkere/ oplevelser, der vil vise os noget andet. De propper, som vi selv sætter i vores bevidsthed, bliver som oftest lokaliseret og ubevidst aktiveret af andre mennesker i vores liv. Det er derfor oplagt for vores sansning at kigge på disse irriterende mennesker, som umiddelbart opleves som årsagen til vores ubehag, og begynde at tage afstand til disse og i nogle tilfælde bekæmpe dem. Vi vælger, uden at vide det, at give ansvaret for vores oplevelse til en ydre person, for på den måde at blive udadrettet i vores søgen efter en løsning. Løsningen ligger ikke derude, løsningen ligger ikke i at give ansvaret fra sig. Tværtimod. Det ydre liv er et spejlbillede på vores indre tilstand. Vi ved det godt, og der, hvor vi glemmer, at livet er lærerigt og smukt, er netop der, hvor vi endnu ikke har fået rejst os helt fra den sidste runde med livet. Livet gør ondt, og som en meget klog dansker engang sagde: Der er det behagelige gode og det ubehagelige gode. (Martinus Thomsen, Det tredie Testamente). Der er kun det gode, fordi det er kærlighed, der også giver os en dårlig oplevelse (noget ubehageligt godt). Vi ved også godt, at der er rigtig mange mennesker, der lider i verden, ja lige ude foran vores dør. Mennesker som kæmper for at overleve, mennesker der har oplevet så megen smerte ved tab, svigt m.m., at de næsten ikke kan holde det ud. Vi ved det godt, men det ændrer ikke ved mekanismen. Hvis vi fornægter denne mekanisme, bare fordi det er ube- 18 hageligt og smertefuldt, svarer det til, at vi godt ved, at mennesker falder ned fra høje træer og huse og slår sig ihjel, men benægter at der findes en tyngdekraft. Da Mellem døden og livet ikke har til formål at uddanne læseren til åndsforsker, så må vi henvise til den danske intuitionsbegavelse, Martinus Thomsen, hvis hovedværk Det tredie Testamente indsigtsfuldt kortlægger de åndelige principper for blandt andet reinkarnation.