Sammen OM MENIGHEDSPLEJE. Indbydelse til fest for 100 år Historien Nutiden Fremtiden

Transkript

1 - et folkekirkeligt, socialt arbejde Sammen OM MENIGHEDSPLEJE Jubilæumsnummer Indbydelse til fest for 100 år Historien Nutiden Fremtiden Hilsen fra kirkeministeren og socialministeren Anmeldelser: Ingen skal gå sulten i seng... Tjen Herren med glæde. [02]

2 SAMVIRKENDE MENIGHEDSPLEJER Telefon Fax FORMAND FOR FÆLLESUDVALGET Arkitekt maa Jørgen Kreiner-Møller GENERALSEKRETÆR Ole Skou ADMINISTRATIONSCHEF Gorm Skat Petersen SEKRETARIATSLEDER Anne Olesen RECEPTION Merethe Jægergaard AFLASTNINGSTJENESTE Erik Krogh BESØGSTJENESTE/ OMSORGSGRUPPE Irma Tonnesen Birthe Johnsen Käthe Steffensen Birthe Thordsen træffetid: tirsdag kl UDVIKLINGSKONSULENTER NORD- OG MIDTJYLLAND Lise-Lotte Nielsen HOVEDSTADSOMRÅDET Stillingen er vakant DIAKONISEKRETÆR Elinor Rasmussen ADMINISTRATION/REGNSKAB Rita Bjerregaard Eva Godtfredsen Anne Marie Jensen Søren Egemar Knudsen INFORMATION/FORSKNING Palle Højland FÆLLESKONTORETS ÅBNINGSTID Mandag - torsdag kl Fredag kl FONDEN DE STILLE STUER Fælleskontorets åbningstid FORSIDEFOTO Rune Hansen, Billedet er fra Vibegården 2002 INDHOLD Indbydelse til jubilæum side 5 Hilsen fra kirkeminsteren side 6 Hilsen fra socialministeren side 8 København i 1800-tallet side 10 Anmeldelse af Ingen skal gå sulten i seng... side 12 Anmeldelse af salmeheftet Tjen Herren med glæde side 14 Menighedspleje i Trinitatis sogn 1896 side års historie side Årsmødet 2002 side Seks nye medlemmer side 25 Rundt i landet Nutidens menighedsplejer side 24 Vibegården, et moderne plejecenter side 28 Visioner og drømme side 29 Nyt fra Fælleskontoret side 30 De næste 100 år med optimismen i behold side 32 2

3 100 års samarbejde og kritisk medspil Menighedsplejerne startede i København i slutningen af 1800 tallet, hvor mange sogne reagerede på de store sociale problemer. Fattigdom, bolignød, stor børnedødelighed m.m. var udbredt. Socialt engagerede præster tog fat sammen med diakoner, diakonisser og frivillige hjælpere fra menighederne. Disse sognebaserede arbejdsfællesskaber etablerede sig som selvstændige foreninger: menighedsplejer. Den sociale nød var massiv, og tidligt opstod behovet for koordinering af arbejdet og for udveksling af erfaringer mellem menighedsplejerne, og i 1902 besluttede 19 menighedsplejer derfor at stifte Samvirkende Menighedsplejer. Hurtigt voksede organisationen, og der blev taget fat på de mange uløste omsorgsopgaver. Samvirkende Menighedsplejer var således meget tidligt i gang med ældreomsorgen. Og arbejdet med de københavnske børneplejestationer er legendarisk. Det står i dag som et skoleeksempel på frivilligt socialt arbejde. Fra de sidste årtiers arbejde skal her omtales den meget store indsats, økonomisk og arbejdsmæssigt, der blev ydet i forbindelse med at gøre sognehjælpere til en mulighed i sognene. De opgaver, der har været arbejdet med, har været meget forskellige. Engang var det mest afhjælpning af materiel nød. Nu drejer det sig om netværksskabende fællesskaber og kamp mod ensomhed. Samvirkende Menighedsplejer kan nu markere 100 års virke til gavn for det danske samfund i almindelighed og for de svageste i særdeleshed. Der er blevet slidt og slæbt, således at vi i dag står med stor taknemmelighed til disse mange frivillige og ansatte i Foto: Rune Hansen organisationen, der har brugt deres kirkelige og sociale engagement i menighedsplejearbejdet. Lad mig til slut minde om, at Samvirkende Menighedsplejer var der før og efter Steinckes store socialreform i 1933 at organisationen var der før og efter bistandsloven fra og at organisationen var der før og efter den nye lov om social service fra De samfundsmæssige vilkår skifter; men vi er overbevist om, at der også fremover er brug for en fri uafhængig sognediakonal landsorganisation, som kan hjælpe folkekirkens menigheder med at varetage det lokale diakonale arbejde, og som selvstændigt kan tage fat på at arbejde med sociale opgaver, der nedprioriteres eller overses af det offentlige. Vi vil fortsat søge at løse disse sociale opgaver i et konstruktivt samarbejde med det offentlige og andre. Samtidig vil vi forbeholde os retten til at være en både seriøs og kritisk medspiller. Jørgen Kreiner-Møller, formand for Samvirkende Menighedsplejers Fællesudvalg 3 AKTUEL KOMMENTAR

4 Trinitatis kirke med Rundetårn. I Trinitatis sogn begyndte det, og her fejres jubilæumsgudstjenesten onsdag 29. maj kl NB: Alle skal være på plads senest kl

5 100-års jubilæum 29.maj 2002 Alle venner, medarbejdere og repræsentanter for lokale menighedsplejer og sogne indbydes hermed til at fejre Samvirkende Menighedsplejers 100-års jubilæum. Også søsterorganisationer og forretningsforbindelser indbydes. Gudstjeneste i Trinitatis kirke kl Der holdes festgudstjeneste i Trinitatis kirke kl Det er kirken med Rundetårn. I det sogn blev organisationen stiftet for 100 år siden. Prædikant er Københavns biskop Erik Norman Svendsen. Sankt Annæ Pigekor og Trinitatis kirkes eget kor medvirker. NB. Alle skal være på plads i kirken senest kl Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte har givet tilsagn om at ville deltage i både festgudstjenesten og i den efterfølgende reception. Indbydelse er sendt til en lang række venner og samarbejdspartnere. Men det skal stå ganske klart, at alle interesserede er velkomne til at være med til at festligholde jubilæet. Reception i Universitetets festsal Efter gudstjenesten indbydes til reception i Københavns Universitets festsal kl Indgang fra Pladsen ved Vor Frue kirke. Ved receptionen vil de to udgivelser til jubilæet blive præsenteret. Det er bogen om de 100 år, den har titlen: Ingen skal gå sulten i seng... ; og desuden heftet med diakonisalmer og den tilhørende CD, begge har titlen: Tjen Herren med glæde. Jubilæumsønske Jubilæumsønsket er økonomisk mulighed for at kunne ansætte yderligere to konsulenter til udvikling af menighedspleje, så hele landet kan dækkes. Gaver til Samvirkende Menighedsplejer kan indsættes på Giro mærket Jubilæum Valby Tingsted 7, 2500 Valby På jubilæumsdagen er kontoret i Valby åbent mellem kl og

6 Menigh Omsorg for medmennesket har lige fra kristendommens første dage været en selvfølgelig del af den kristne menigheds selvforståelse og arbejde. Kristne er kaldede til at tjene Gud og forkynde hans glædelige budskab. Men kristne er også kaldede til at tjene næsten. Det er altså en selvfølgelig opgave for en kristen menighed at drage omsorg for mennesker, som er blevet ramt af livets tilskikkelser og har behov for hjælp. De lokale menighedsplejer i sognene og landsorganisationen Samvirkende Menighedsplejer er nogle meget væsentlige eksempler på, hvordan menighederne i folkekirken har bestræbt sig på at udfylde denne opgave og leve op til dette ansvar. I løbet af de 100 år, der nu er gået, siden lokale menighedsplejer dannede en fælles organisation, er der sket en stor udvikling i det danske samfund. Den har medført store ændringer i de måder, hvorpå menighedsplejen lokalt og i fællesskab konkret udøver omsorgen for medmennesker. Tidligere årtiers flagskibe i menighedsplejen som hjemmesygepleje, børneplejestationer og plejehjem, har ændret sig med velfærdssamfundets udvikling. Det offentlige har overtaget en stor del af omsorgen for de syge, de gamle, misbrugerne m.fl. gennem sundheds- og socialforvaltningen. Men amt eller kommune kan aldrig erstatte eller overtage den enkeltes personlige ansvar for medmennesket. I løbet af de seneste 100 år er der også sket store opbrud i forhold til tidligere tiders livsog fællesskabsmønstre i det danske samfund. Flere og flere mennesker er kommet til at leve isoleret fra eller på kanten af de traditionelle familiemæssige og folkelige fællesskaber. Derfor er det nødvendigt, at vi engagerer os i at skabe og udbygge nye fællesskaber, f.eks. besøgstjenester og væresteder eller nye former for bofællesskaber for ældre. Der er vel egentlig ingen i Danmark, som er nærmere til at tage sådanne opgaver og udfordringer op end sognemenigheder og de folkekirkelige organisationer. Dels fordi omsorg for medmennesker er rodfæstet i kristendommen. Dels fordi folkekirken med sine ca sognemenigheder har et meget stort antal fællesskaber, som man kan arbejde ud fra, men som man også kan byde mennesker med ind i. I nogle perioder har folkekirkens indsats på det kirkeligt sociale eller diakonale område været nedtonet. Men den er aldrig helt forsvundet, og der er i de senere år sket en opblomstring i takt med, at man rundt omkring har set nye behov og opgaver trænge sig på i stedet for dem, som det offentlige 6

7 edspleje - en selvfølgelig opgave system har overtaget. Det afspejler sig også i Samvirkende Menighedsplejers arbejde. Jeg håber, at sognemenighederne også i de kommende år vil erkende nødvendigheden af det personlige ansvar overfor medmennesket, og jeg vil gerne bidrage til det ved på en eller anden måde at få diakonien indskrevet og dermed blåstemplet i den kirkelige lovgivning som en naturlig og selvfølgelig del af livet i de danske menigheder. Derfor glæder jeg mig også over, at vi har en 100-årig, men fortsat rask og rørig organisation som Samvirkende Menighedsplejer, der både kan og vil være en dygtig og engageret samarbejdspartner og rådgiver for menighederne i forhold til nutidens diakonale udfordringer. Så samtidig med at jeg ønsker hjerteligt tillykke med jubilæet, vil jeg gerne sige tak for de 100 års indsats og udtrykke et håb om, at Samvirkende Menighedsplejer må bevare lysten, viljen og evnen til en markant indsats for de af vore medmennesker, der har behov for fællesskabets nærhed. Tove Fergo kirkeminister Jubilæumshilsen fra kirkeministeren 7

8 Den frivillige verden har en ekspertise i medmenneskelig omsorg, som det er meget vigtigt at inddrage, hvis vi fortsat skal forbedre indsatsen for de svageste grupper i samfundet. Jubilæumshilsen fra socialministeren 100 års tro tjeneste for de mennesker i vort samfund, der i særlig grad har brug for støtte, hjælp og omsorg. Det er en indsats, der er grund til at prise. Siden 1902 har Samvirkende Menighedsplejer været paraplyorganisation for menighedsplejerne det kirkelige sociale arbejde, der udføres i de lokale sogne rundt omkring i landet. Samvirkende Menighedsplejer repræsenterer derved en uundværlig menneskelig og næstekærlig indsats for udsatte grupper, børn, unge, handicappede, ældre og syge. Samvirkende Menighedsplejer er en organisation, der har været med til at præge udviklingen af vort velfærdssamfund. Ved at tage initiativ til for eksempel børneplejestationer har organisationen sat fokus på, at en bestemt gruppe i samfundet har brug for omsorg. En omsorg, der med tiden er blevet anerkendt som et samfundsmæssigt og offentligt ansvar. Samvirkende Menighedsplejer har således været en vigtig pioner på det sociale område. Menighedsplejernes arbejde for udsatte grupper har gennem tiden udviklet og forandret sig i takt med samfundets udvikling. Fra i begyndelsen at afhjælpe materiel fattigdom til i dag at sætte særligt fokus på isolerede og ensomme mennesker. I dag er arbejdet således kendetegnet ved fx besøgstjeneste, aflastningstjeneste og væresteder. Aktiviteter, der henvender sig til mennesker, der har brug for kontakt og samtale med andre mennesker. Med Det fælles Ansvar regeringens handlingsprogram for de svageste grupper ønsker regeringen bl.a. at understrege, hvor afgørende det frivillige sociale arbejde fortsat er for vort velfærdssamfund. Vi ønsker at fremme det frivillige sociale arbejde og styrke samspillet med den frivillige verden og det offentlige. Den frivillige verden har en ekspertise i medmenneskelig omsorg, som det er meget vigtigt at inddrage, hvis vi fortsat skal forbedre indsatsen for de svageste grupper i samfundet. Samvirkende Menighedsplejer har nu gennem 100 år været en del af den frivillige verden, og jeg håber, at Samvirkende Menighedsplejer fortsat vil være en aktiv aktør på det sociale område mange år frem. Hjertelig tillykke med jeres 100 års jubilæum den 29. maj 2002! Henriette Kjær socialminister 8

9 Plakater om menighedspleje Der findes et sæt med ialt 8 nye plakater, hver med et stort billede og en kort tekst om en række arbejdsgrene i Samvirkende Menighedsplejer. Plakaterne er i størrelsen 42 x 30 cm eller 21 x 30 cm (A3 eller A4 format). Bestil et sæt til ophængning f. eks. i våbenhus, konfirmandstue eller et andet fælleslokale. Billedsættet er gratis. Angiv ønsket størrelse. Ring til Samvirkende Menighedsplejers kontor, tlf

10 Før starten København i 1800-tallet I perioden fra 1840 til 1880 fordoblede København næsten sit indbyggertal, da det voksede fra til mennesker. I 1901 var det nået helt op på og med borgere fra Valby, Brønshøj og Sundbyerne, som blev en del af København, havde kommunen nu indbyggere. I sidste halvdel af 1800-tallet var Danmark ved at udvikle sig fra et landbrugssamfund til et industrisamfund, og de nye virksomheder blev oprettet i de større byer, mange af dem i København. Ved siden af den voksende gruppe af arbejdere havde København som landets hovedstad og største uddannelsesby en stor gruppe embedsmænd, lærere og studerende. Vækst inden for handel og håndværk betød, at virksomhederne blev større, så der kom flere ansatte til. Byggeriet af byens nye fabrikker og boliger gav også arbejde til mange mænd. Langt de fleste kvinder med lønarbejde havde husligt arbejde. De ugifte og unge var tjenestepiger, og når de fik deres egen familie, kunne de enten have hjemmearbejde f.eks. som syersker eller gå ud som vaske- og rengøringskoner. Folk flyttede fra provinsen og landsognene ind til byen, og mange af dem kom til at bo i nyopførte etageejendomme på Østerbro, Nørrebro og Vesterbro. I disse områder havde der indtil 1853 været strenge regler for bebyggelsen, fordi det hele skulle kunne fjernes, hvis der kom et militært angreb. Men efter den uhyggelige koleraepidemi i 1853 blev byggeforbudet ophævet og spekulanter havde frit spil til at bygge tætliggende ejendomme med sammenklemte forhuse, sidehuse, mellemhuse og baghuse. Der var ikke tænkt meget over at sikre rimelige lysog luftforhold til de mange små lejligheder, og ofte var de sanitære forhold også dårlige. OFFENTLIG HJÆLP Der var forskellige muligheder for at få hjælp, hvis man ikke kunne forsørge sig selv og sin familie i sidste halvdel af 1800-tallet, fordi staten havde pligt til at forsørge landets fattige. Det var bl.a. slået fast i Grundlovens 89 i 1849: Den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine, og hvis Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjelp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde. De vilkår, som man skulle underkaste sig for at få tildelt fattighjælp (de såkaldte fattighjælps virkninger ) kunne være ganske omfattende. Kommunen kunne kræve tilbagebetaling eller sende folk tilbage til deres fødested, fordi deres oprindelige hjemstavnskommune havde pligt til at sørge for dem. En anden løsning var at anbringe folk på en arbejdsanstalt eller fattiggård. I København kunne man havne som fattiglem på Almindeligt Hospital i Amaliegade eller på arbejdsanstalten Ladegården, der lå uden for voldene på den anden side af Peblingesø. Modtagerne af fattighjælp måtte ikke gifte sig uden myndighedernes tilladelse. Mænd mistede deres stemmeret, hvis de fik fattighjælp. En betænkning om fattigvæsenet fra 1868 slog fast, at det at nyde offentlig Fattigunderstøttelse, ansees med Rette for en Skam, fordi den Hjælp, Kommunen som saadan yder de Trængende, er 10

11 en tvungen Hjælp, der rækkes dem, ikke af Kjærlighed, men fordi Loven byder det. Fattighjælpen bestod mest af naturalier som brød, spisebilletter til middagsmad, sengehalm to gange om året, betaling af husleje og kun i et mindre omfang kontante udbetalinger. Efterhånden blev det dog mere almindeligt at udbetale penge. I 1856 var fattighjælpen uden for København blevet suppleret med De frie Fattigkasser som blev bestyret af uafhængige bestyrelser, som uddelte penge til nødstedte mennesker, der ikke fik kommunal fattighjælp. Pengene skulle komme fra kirkernes fattigbøsser, men det indsamlede beløb var så begrænset, at det fra slutningen af 1860 erne blev suppleret med kommunale tilskud. Det såkaldt frie fattigvæsen blev betragtet som et sognekommunalt anliggende, der ikke var knyttet til sognets kirke og menighed. Ovenstående er et lille afsnit fra bogen Ingen skal gå sulten i seng... af Liselotte Malmgart. 11

12 Ingen skal gå sulten i seng... Biskop Karsten Nissen, Viborg anmelder bogen om Samvirkende Menighedsplejers historie Et 100 års jubilæum giver anledning til såvel at se tilbage som frem. Vil selv du kende dit væsens rod, skøn på de skatte, de efterlod, siger digteren Johannes V. Jensen. Og der er minsandten mange skatte at skønne på i Samvirkende Menighedsplejers 100- årige historie. Derfor allierede Samvirkende Menighedsplejer sig med teologen Liselotte Malmgart, som har skrevet organisationens historie under overskriften Ingen skal gå sulten i seng. Titlen er et citat fra 1943 af Willy Westergaard Madsen, som var organisationens generalsekretær , hvorefter han blev valgt som Københavns biskop. Liselotte Malmgart har gjort det fremragende! En gang imellem møder man en forsker, der ejer formidlingens nådegave. Liselotte Malmgart hører til i denne kategori. Samvirkende Menighedsplejers 100-årige historie er skrevet efter mange og lange studier af det righoldige kildemateriale. Et udbygget noteapparat giver et indtryk af, hvor bredspektret dette kildemateriale er. Fremstillingen er historisk og videnskabeligt korrekt, men samtidig så medrivende og engageret, at bogen læses som en roman. Historisk fremadskrivende beskrives skiftende tiders udfordringer og arbejdsprincipper. Der tegnes et nuanceret billede af igangsætteren og inspiratoren dr. theol. Alfred Th. Jørgensen, hvis navn man idelig støder på i fremstillinger af Kirkernes Verdensråds, Det lutherske Verdensforbunds og Det internationale kirkelige hjælpearbejdes historie. Herhjemme høstede Alfred Th. Jørgensen ikke den samme anerkendelse for sin teologiske og diakonale banebrydende indsats, som blev ham til del internationalt. Alfred Th. Jørgensen var en foregangsskikkelse inden for det Fremstillingen er historisk og videnskabeligt korrekt, men samtidig så medrivende og engageret, at bogen læses som en roman. kirkelige sociale arbejde af ham selv kaldt filantropi. Med stor organisatorisk dygtighed iværksatte han et væld af nye arbejdsgrene. De forskellige aspekter af Samvirkende Menighedsplejers arbejde op igennem årene: ældrearbejde, syge- og plejehjem, børneplejestationer, børnehaver, sydslesvigske børns ferieophold, fodplejestationer, arbejde blandt husmødre, tunghøresagen, sygebespisning, Stille Stuer, sognemedhjælpere, aflastningstjeneste, konsulentordninger og meget andet beskrives spændende og humørfyldt. Samtidig får man et levende indtryk af Samvirkende Menighedsplejers udvikling fra den spæde start i 1902, over den professionelle organisation og frem til de seneste års nye udfordringer om synlighed og omstrukturering. Den røde tråd er det dobbelte arbejdssyn, der på flere områder har karakteriseret Samvirkende Menighedsplejer: Lokale menighedsplejer / samvirke mellem menighedsplejer; menighedsrelateret sognediakonal indsats / fælles drift af institutioner, kirkelig og forkyndende diakoni / almen social indsats. I et afsluttende, konkluderende afsnit kommer Liselotte Malmgart ind på den stadige diskussion om prioriteringer imellem de to ben, og gør sig her til talskvinde for, at Samvirkende Menighedsplejer igen også gør sig 12

13 Jubilæumsbogen INGEN SKAL GÅ SULTEN I SENG... af Liselotte Malmgart. Bogen fortæller historien om Samvirkende Menighedsplejer gennem 100 år. 200 sider. Pris 200,- kr. Jubilæumsbogen forhandles for Samvirkende Menighedsplejer gennem Unitas Forlag. Den kan bestilles hos boghandleren. gældende på institutionsområdet: Det har været på tale, at Samvirkende Menighedsplejer i sin næste handlingsplan for skal sætte fokus på, at de to ben sidder på samme krop, frem for den til tider konfliktfyldte og næsten frugtesløse diskussion om prioriteringerne af de to ben (s. 166). Et tungtvejende synspunkt, der på baggrund af et stykke grundigt historisk arbejde taler midt ind i den aktuelle diskussion. I et spændende afsnit om Jørgensen og Steincke skildrer Liselotte Malmgart på den ene side Alfred Th. Jørgensens anerkendelse af den sociale bevidsthed, der kendetegnede socialreformen i 1933 og på den anden side hans fornemmelse af, at dette nødvendiggjorde, at det kristne sociale arbejde fandt sin egen identitet. Han fastholdt forskellen på offentlig og frivillig omsorg således: Stat og kommune må som Hovedregel have Hensynet til det Almene, den private Filantropi må som Hovedregel have Hensynet til den Enkelte (s. 68). Dette synspunkt vakte ikke udelt begejstring i K.K. Steinckes socialministerium! Men da Willy Westergaard Madsen blev generalsekretær i 1942, blev der lagt mere vægt på den kirkelige forankring af arbejdet. Westergaard Madsen gjorde i sin bog Din Næste fra 1945 op med fællesnævneren Filantropi, idet dette er en sæculariseret, verdsliggjort Erstatning for det kristne Ord Næstekærlighed. Det institutionelle har fået Overhaand over det personlige (s. 92) Sådan følger vi skiftende tiders generalsekretærers og formænds grundsyn uden at fortabe os i detaljen. Bogen indeholder en række meget fine illustrationer og grafer, der skildrer udviklingen i indsamlede midler, antal frivillige medarbejdere etc. Der er kort sagt et væld af oplysninger at hente for den interesserede læser. I et efterskrift tegner generalsekretær Ole Skou og formand for Fællesudvalget Jørgen Kreiner-Møller et billede af Samvirkende Menighedsplejer i fremtiden. Den diakonale profil tegnes enkelt og klart: På jævn folkekirkelig vis må søndagens gudstjeneste være udgangspunktet, men den kan ikke stå alene, og må derfor følges op af hverdagens tjeneste og diakoni. (s. 170). Endvidere gøres det klart, at organisationen i de kommende år ønsker at prioritere menighedsplejeudvikling, kvalitet og organisationens økonomi. Her kunne det være interessant at høre generalsekretærens og formandens respons på Liselotte Malmgarts henvisning til, at de to ben sidder på samme krop. Samvirkende Menighedsplejer kan være godt tjent med sin historieskrivning. Bogen anbefales på det varmeste. Karsten Nissen 13

14 Anmeldelse af hefte og CD med diakonisalmer Tjen Herren med glæde Det har altid undret os, at afsnittet om diakoni i vores salmebog er så magert som tilfældet er. Man skal lede under mange forskellige afsnit for at finde salmer, der udtrykker, hvordan menigheden sendes ud fra gudstjenesten kaldet til den tjeneste, der springer ud af dåb, forkyndelse og nadver. At diakonien er et af de helt centrale begreber i den kristne tro og siden de allerførste menigheder har været et af kirkens markante kendetegn, er således ikke særlig synligt i vores salmebog. Dette misforhold har Samvirkende Menighedsplejer med udgivelsen af Tjen Herren med glæde salmer om diakoni - gjort en fornem indsats for at rette op på. Med udgivelsen af Tjen Herren med glæde har vi i de danske menigheder, i kirkelige foreninger, på skoler, i væresteder - og langt ud over det Sank Annæ Pigekor hører - som navnet antyder - hjemme på Sankt Annæ Gymnasium i Valby. Det ledes af Claus Vestergaard Jensen. Under optagelserne til CD-en med diakonisalmer sad organist ved Helligåndskirken, Hans Ole Thers ved orglet. Foto: Rune Hansen, der også har fotograferet salmeheftets forside og de fleste billeder i heftet. traditionelt kirkelige miljø - fået en samling af 69 nye og nyere salmer, som alle har det til fælles, at de betoner Guds omsorg for hvert eneste menneske, og evangeliets kald til at lade denne omsorg være fortegn for vores møde med hinanden. Det er et sandt pionerarbejde, som vel allerede begyndte med Samvirkende Menighedsplejers ønske om at spille konstruktivt ind omkring salmebogskommissionens arbejde. Dette pionerarbejde har siden videreudviklet sig gennem udskrivningen af en salmekonkurrence i 1999 og munder nu ud i udgivelsen af dette flotte salmehæfte med tilhørende CD. Med denne udgivelse er der nået et resultat, som vi i kirken virkelig kan glæde os over. Men som det også fremgår af forordet, så er arbejdet med diakonisalmer hermed ikke til endebragt. Nej, det er først for alvor sat i gang. Samlingen af diakonisalmer vidner om en levende salmetradition, som både tør være nærværende, provokerende, trøstende, opmuntrende og igangsættende. Argumentet om, at der ikke kan skrives salmer i vores tid, har med denne samling fået endnu et synligt skud for boven. Tjen Herren med glæde har vovet at sammensætte en broget mosaik af salmer, hvor også salmedigtere som Hans Anker Jørgensen og Lars Busk Sørensen er ordentlig repræsenteret. Samtidig har man medtaget elskede og godt indsungne salmer, som i denne kontekst pludselig kan genopdages, så nye sider af dem kommer frem. Og som noget meget glædeligt har salmekonkurrencen bragt mange nye tekstforfattere og komponister på banen. Det lover godt for fremtiden! 14

15 Det er nu op til os rundt omkring i menighederne, på højskoler, væresteder og i alle øvrige folkelige sammenhænge at pakke gaven ud, ved at synge os igennem salmerne. Det er vi mange, som ser frem til. Og her er vi blevet godt hjulpet. CD en, der følger med sanghæftet, synger de allernyeste salmer ind i os. Det gør den bragende godt! Det er virkelig en fornøjelse at sætte denne CD på, hvor Sankt Annæ Pigekor synger under ledelse af Claus Vestergaard Jensen og med Hans Ole Thers ved orglet. Et godt stykke musikalsk arbejde er leveret allerede fra komponisternes hånd, og med korlederens over- og understemmer og organistens harmoniseringer får tekst og musik lov til at gå op i så høj en enhed, at englene må glæde sig! På egne, Diakonhøjskolens og Studentermenighedens vegne vil vi gerne takke Samvirkende Menighedsplejer og alle bidragsydere for et utrolig vellykket salmeprojekt. Karen Nergaard Stubkjær, studenterpræst og Henrik Stubkjær, forstander for Diakonhøjskolen Samvirkende Menighedsplejerudsender dette hefte med diakoni-salmer som en gave til danske sogne og menigheder i anledning af 100-års jubilæet. Salmehefte og CD er blevet til med støtte fra Kong Frederiks og Dronning Ingrids Fond, fra Ole Kirks Fond og fra Kailow Graphic og en del lokale menighedsplejer. Næsten alle forfattere og komponister og fotografer har med stor velvilje stillet deres værker gratis til rådighed. Men porto og ekspedition kan slå bunden ud af næsten enhver pengekasse. Derfor er det nødvendigt med et ekspeditionsgebyr - så langt oplagene nu rækker. Gebyret er på 50,- kr. pr hefte og 25,- kr på hver CD. Materialet kan kun bestilles fra Samvirkende Menighedsplejers kontor, Valby Tingsted 7, 2500 Valby. Tlf Desværre har der i Salmeheftet sneget sig fejl ind i nodematerialet. Det drejer sig om noder til nr. 21: Der gik en i menneskevrimlen og til 66 Nødstedte i din ørken. Fejlene findes ikke i Sankt Annæ Pigekors fremførelse af sangene på CD-en. Et rettelsesblad kan rekvires nu og vil blive søgt trykt i næste nummer af Sammen. Red. 15

16 Det var selvstændige og aktive sogne, der for 100 år siden sluttede sig sammen. Her er et indtryk af arbejdet i menighedsplejen i Trinitatis sogn; det var en af de første menighedsplejer, der gik med i Samvirkende Menighedsplejer. Trinitatis sogn Det er ikke tilfældigt, at festgudstjenesten ved 100 års jubilæet holdes netop i Trinitatis kirke (Kirken med Rundetårn). Det var her, det begyndte. Sognet var et af 19 sogne, der var med til at danne De Samvirkende Menighedsplejer, som det hed i Det stiftende møde blev holdt i Trinitatis sogns menighedshus. I arkiverne i Trinitatis sogn findes et materiale, der aldrig er blevet grundigt studeret. Her er en opgave for teologiske eller historiske fagfolk. Deri finder man blandt andet Beretning om Menighedsarbejdet. Trinitatis sogn Udgivet af Menighedsplejens bestyrelse. Nogle citater derfra skal med som en skildring af tiden og situationen: Den 1. februar 1895 havde sognet indbyggere. Tallet er faldende, berettes det, men den omtalte Aftagen berører nemlig kun Hovedgaderne f. Eks. Kjøbmagergade, Kultorvet, Gl. Frederiksborggade. Følgen bliver altså, at en Del af de mere velstillede Beboere flytte bort til andre Sogne, mens Fattigkvartererne med deres moralske og sociale Nød blive uforandrede. Man tænke f. Eks. på det berygtede Brøndstræde-Kvarter som takket være usle Beboelsesforhold og den offentlige Prostitution har været et Tilholdssted for dyb Armod og alle Slags Laster. Den oftere fremsatte Tanke, at udrydde hele dette Kvarter ved at føre en bred Gade fra Byens Midte ud til Nørre-Boulevard, hører jo endnu kun hjemme i Ønskernes Verden; men vi og vore Medhjælpere, som ofte færdes i disse Gader kunne ikke andet end pege på den skrigende Uret, som man begår imod den fattigste Befolkning ved at give den sådanne Forhold at leve under. Og så oplyser beretningen videre, at der er ca. 80 medhjælpere (20 mænd og 60 kvinder, alene i dette sogn! Og mange flere, som hjælper med bidrag. Der har i det forløbne år været udsendt medhjælpere til omtrent 2000 hjem. I Menighedshuset er der et køkken, hvorfra mad uddeles i vintermånederne. Her træffes hver onsdag et eller flere af bestyrelsens medlemmer for at tale med dem, der søger hjælp og for at vejlede medhjælperne. Husmoderen er også leder af håndgerningsafdelingen. Hun træffes daglig kl. 10 til 6 (altså kl. 18) for at sælge af lageret, modtage bestillinger og uddele arbejdet. Søster Jakobine træffes daglig for at give og modtage besked om sygeplejen. Frøken Eckerman tager sig hver dag af fattigplejen. Frøken Klein træffes tirsdag og fredag for at udlåne bøger af biblioteket. Frøken Meisling uddeler brugte klædningsstykker hver onsdag kl. 1 3, mens læge, frk. Eli Møller hver onsdag kl. 3 4 giver gratis konsultation Det er tænkeligt, at nutidens kvinder vil få ondt ved at se denne liste, når man samtidig lægger mærke til, at alle de syv medlemmer af bestyrelsen var mænd. Men både dette og arbejdsopgaverne viser, at der sket store ændringer i både samfund og i menigheders struktur i løbet af de 100 år. Men ansvaret og tanken om at hjælpe er ikke forandret. Spørgsmålet er alene, hvilke opgaver, der nu i vor tid er mest påtrængende. Palle Højland 16

17 Samvirkende Menighedsplejer tog sig blandt andet af sygebespisning. Dette billede blev ofte anvendt til indsamling af penge til opgaven. Indsamling anno 1924 Den første sekretær helt frem til 1942 var Alfred Th. Jørgensen. Helt fra starten var indsamlig og uddeling hovedopgaver for Samvirkende Menighedsplejer. I 1924 skrev Alfred Th. Jørgensen om indsamling til sygebespisning: Hver Morgen drager en Stab paa op mod 70 Diakonisser og Sygeplejersker ud... [for at] pleje fattige Syge i Sognet... et saadant Sygebesøg bestaar ikke blot i en hurtig Skiften Bind, det omfatter sædvanlig meget mere. Sengen skal redes, Børnene skal maaske hjælpes, der skal fyres op i Kakkelovnen (hvis der er noget at fyre op med, og hvis der er en Kakkelovn!), og den Syge skal have lidt at spise... Nu er der Lejlighed til at støtte Søstrene i deres Arbejde, thi de kommer og beder om Brændsel og Middagsmad til deres fattige Patienter. Og denne Bøn maa ikke blive ubesvaret. Om Brændselets Nødvendighed behøver vi ikke at sige mange Ord. Hvem af os vilde ikke blive fortvivlet, hvis vi havde en af vore Kære liggende syg og ikke havde Raad til at fyre i Kakkelovnen i disse Vinterdage. Tænk paa dem, der fryser, naar du næste Gang fylder din egen Kakkelovn! Men om Middagsmaden er det nødvendigt at sige lidt. Det er nemlig ikke gaaet op for Menighedsplejens Venner, hvor nødvendig Middagsmad er for de ubemidlede syge, der ligger hjemme... Vinterkulden tager frygteligt paa de Lidende, de Blodfattige, de Gigtsvage! Og nu er det en Kendsgerning, at varm, veltillavet Middagsmad er noget af det Bedste for dem, naar de lider under Kulden. Deres daglige Føde skal saavist ikke give dem for mange Kalorier. Kaffe og Fedtebrød eller Margarinebrød er deres væsentligste Næring. Tit er der ingen, som kan lave Middagsmad til dem, selv om der er Raad til Middagsmad... Hjælpen kan ydes let og hurtigt, hvis vore Venner hver vil overtage en Aktie i Foretagendet... Altsaa: en Aktie koster tolv Kroner, og for disse tolv Kroner faar en af vore Syge Middagsmad en Maaned, 3 gange ugentlig! Man kan naturligvis ogsaa tage en halv eller en kvart Aktie, men - 12 Kroner er dog en overkommelig Sum. Tænk paa det, naar du næste Gang sætter dig til Middagsbordet! 17

18 100 år i korte glimt Optog med 1500 barnevogne Det var ikke alene de gamle, som Samvirkende Menighedsplejer og sekretæren Alfred Th. Jørgensen interesserede sig for. København havde i begyndelsen af tallet et af de højeste dødeligshedstal for spædbørn: 15,5 %. Det vil sige, at knap hvert sjette barn i København døde i deres første leveår. I den sammehæng fik børneplejestationerne meget stor betydning. Fællesudvalget betalte løn til lægen og udstyret, mens de lokale menighedsplejer skulle lægge lokaler til og desuden hjælpe med mælk og hvad mødrene ellers kunne trænge til. I oktober 1908 åbnede de første seks børneplejestationer. Hver station havde sit distrikt som omfattede en række sogne. Senere åbnede endnu to børneplejestationer. Bogen Ingen skal gå sulten i seng... fortæller: Ved 10 års jubilæet for stationerne i 1918 gjorde Dr. Monrad resultatet af arbejdet op: børnedødeligheden i København var faldet fra 15,04 i 1908 til 7,46 i Der var flere forhold, der havde indflydelse på udviklingen, bl.a. en forbedret hygiejne. Men når det blev taget i betragtning, at for de 10% af de københavnske spædbørn, der blev tilset på stationerne, var dødeligheden nede på 2-3%, så siger det sig selv, at Stationernes virksomhed må have haft en ikke uvæsentlig Andel i Formindskelsen af Dødeligheden. Dr. Bojesen blev fra 1927 den næste leder af Børneplejestationerne. Bogen fortæller: Et af de helt store øjeblikke for Dr. Bojesen og Samvirkende Menighedsplejer var Barnevognstoget med mødre og børn fra børneplejestationerne, hvor han på Børnehjælpsdagen 1936 iført jaket, høj hat og hvide handsker i spidsen for 1500 mødre marcherede fra Rosenborg Eksercerplads til Tivoli, fremkaldende komplet trafiksammenbrud Børneplejestationerne blev inspiration til de senere børneundersøgelser. Det er et af de mange initiativer, der begyndte i menighedspleje og diakoni, og som siden er blevet en del af dét, som vi i dag kalder velfærdsstaten. 18

19 Ét husnummer - nok til en hel børnehave Bogen Ingen Skal gå sulten i seng... rummer et væld af oplysninger. Her kan naturligt nok kun gives enkelte smagsprøver. Afsnittet om menighedsbørnehaver begynder sådan: Den første danske menighedsbørnehave blev grundlagt af lægen Richard Kjer-Petersen ( ), der som kommunelæge på Vesterbro på første hånd oplevede de dårlige vilkår, som mange børn i storbyens slum levede under. Han tog initiativ til Eliaskirkens Menighedsbørnehave, der som den første slog dørene op i december 1915 i Absalonsgade 37. Man behøvede ikke at gå langt for at få børnehaven fyldt op; alene i nr. 37 med alle dens baggårde boede der over 200 børn under den skolepligtige alder. Indtil nu havde alle daginstitutioner (asyler og børnehaver) i København været privat oprettet og drevet, men nogenlunde samtidig begyndte Københavns kommune (1914) at oprette de såkaldte daghjem, der kunne tage sig af børn fra ubemidlede hjem, hvis mødre arbejdede uden for hjemmet; forløberne for nutidens kommunale børnehaver. Behovet for børnepasning var dog langt fra dækket, og i de følgende år blev der oprettet private menighedsbørnehaver i flere andre sogne i København. Der blev også dannet en løs fællesorganisation for dem under navnet Folkebørnehaverne af Denne organisation eksisterer stadig som selvstændig organisation under navnet Menighedernes Daginstitutioner med omkring 200 daginstutioner som medlemmer. Billederne på disse sider med glimt fra historien er fra Samvirkende Menighedsplejers arkiv. De er alle hentet fra bogen Ingen skal gå sulten i seng

20 100 år i korte glimt Op- og nedgang og omsorg i hverdagen Bogen om Samvirkende Menighedsplejer i de 100 år er ikke blot om det, der lykkedes, men også om de vanskeligheder og nedgangstider, der også har været. Det skal fastholdes, også på disse få sider, at hovepunktet er omsorg for det enkelt menneske. Diakoni er ikke reklame for evangeliet, men omsorg for Guds børn. Nogle få sider i dette blad kan kun blive netop klip. Der meget at hente i Ingen skal gå sulten i seng... OPRINDELSEN TIL BOGENS TITEL Willy Westergård Madsen ( ) var født og opvokset i København og blev teologisk kandidat i Han havde været præst i to københavnske sogne, først ved Garnisons Kirke og derefter ved Frederiksholms Kirke, der var opført af Kirkefondet. Det var et sogn med mange sociale problemer og en aktiv menighedspleje, hvis arbejde han beskrev således: I en københavnsk Forstadsmenighed, hvor midlerne ikke er overvældende, har man det Arbejdsprincip, at saa megen Hjælp maa der altid kunne være at faa hos Menigheden, at ingen i Sognet behøver at gaa sulten i Seng. Man ved godt, at nogle af dem, der hjælpes, skulde have kunnet klare sig, hvis de havde baaret sig fornuftigere ad, og man bilder sig ikke ind, at der ved denne Hjælp afvikles nogen social Nød. Man gaar bare ud fra, at naar der er Nød, der skal afhjælpes, saa maa der ogsaa hjælpes. Westergård Madsen blev generalsekretær for Samvirkende Menighedsplejer i Han forlod Samvirkende Menighedsplejer i 1961, da han blev valgt til biskop over Københavns Stift og gik på pension i EN AF DE MERE STILLE SIDER AF HJÆLPEN Adskilligt flere initiativer kunne hente fra jubilæumsbogen. På side kan man læse om et af de mere stille: Et samarbejde mellem Kjøbenhavns Understøttelsesforening og Samvirkende Menighedsplejer om Fonden De stille Stuer. Det begyndte i 1929 og lever fortsat. Citat fra bogen: De Stille Stuer har siden levet deres stilfærdige liv. Det indkomne beløb bliver hvert år delt 50/50 mellem Kjøbenhavns Understøttelsesforening og Samvirkende Menighedsplejer. Der kommer stadig en pæn strøm af bidrag til fonden, selvom der ikke gøres reklame for dens eksistens. Desuden har fonden i årenes løb modtaget en række arvebeløb og har derfor en opsparet formue, hvis renter udbetales hvert år. Det betød, at Samvirkende Menighedsplejer for året 2000 modtog kr. fra fonden og kunne uddele dem til mennesker, der har brug for en ekstra økonomisk håndsrækning. Hermed opfordres der til, at man på plejehjem, i ældreboliger og varmestuer osv. tager initiativ til at fejre jubilæet f. eks. med kaffe eller andet festligt samvær. Og hvad med at tage med til jubilæumsgudstjenesten? 20