Historien om kong David Saul og kong David, del 2

Transkript

1 Historien om kong David Saul og kong David, del 2 (Anden Samuelsbog) Kapitel 1 1 Efter sejren over amalekitterne vendte David hjem til Siklag. 2 Et par dage efter kom en mand fra Sauls hær op på slottet. Han havde revet sit tøj i stykker og gnedet jord i ansigtet for at vise sin sorg, og han bukkede dybt for David. 3 Hvor kommer du fra? spurgte David. Jeg er flygtet fra slagmarken, svarede manden. 4 Jamen, hvad der er sket? sagde David. Vi måtte flygte, efter at mange af vores mænd var døde. Saul og Jonatan døde også. 5 Hvor ved du det fra? spurgte David. 6 Budbringeren svarede: Jeg stod tilfældigvis på Gilboabjerget, og jeg så Saul støtte sig til sit spyd, mens fjendens vogne og rytterne kom nærmere. 7 Han vendte sig om, og da han fik øje på mig, råbte han til mig. 8 Han spurgte, hvem jeg var, og jeg svarede, at jeg var amalekit. 9 Så sagde han: Kom herhen og slå mig ihjel. Jeg har frygtelige smerter. 10 Jeg gik hen og stak sværdet i ham, for jeg var klar over, at han ikke ville overleve alligevel. Så tog jeg hans kongekrone og armbåndet. Her er de, herre. 1

2 11 Så gav David og hans mænd sig til at rive deres tøj i stykker som tegn på deres store sorg. 12 De græd og fastede hele dagen over Saul og Jonatan og over alle de andre israelitter, der var døde. 13 David spurgte budbringeren, hvem han var. Jeg er søn af en amalekit, der bor blandt israelitterne, svarede han. 14 Hvorfor havde du ikke mere respekt for Guds udvalgte konge? spurgte David. 15 Han kaldte på en af sine mænd og bad ham om at slå amalekitten ihjel. 16 Bagefter sagde David: Han var selv ude om det, for han indrømmede, at han havde slået kongen ihjel. Åh, heltene er døde 17 David sang en klagesang over Saul og Jonatan 18 og satte sydisraelitterne til at lære sangen. I dag står den i Bogen om det gode. 19 Dine helte, Israel, ligger døde på et bjerg. Åh, heltene er faldet. 20 Fortæl det ikke i Gat og i Ashkalons gader, for så vil filistrenes døtre glæde sig, de ugudelige filistres døtre vil juble. 21 Lad der hverken falde dug eller regn i Gilboa, må kilderne standse deres strøm. For i bjergene ligger heltenes blodige skjolde. Sauls skjold kommer aldrig mere i kamp. 22 Før slagmarken var mættet med fjendens blod og fedt, sænkede Jonatan ikke sin bue, 2

3 og Sauls sværd vendte aldrig hjem uden at have slået store krigere ihjel. 23 Saul og Jonatan var omgivet af kærlighed og respekt, og de var sammen i liv og død. De var hurtigere end ørne og stærkere end løver. 24 Israels kvinder, I skal græde over Saul, som gav jer guldsmykker og smukt tøj. 25 Åh, heltene er faldet på slagmarken, Jonatan ligger død i Israels bjerge! 26 Jeg sørger over dig, Jonatan, min bror, jeg elskede dig så højt. Din kærlighed betød mere for mig end nogen kvinders. 27 Åh, heltene er døde, og deres våben er ødelagt. Kapitel 2 Konge i Hebron 1 Nu spurgte David Gud: Skal jeg flytte til Sydisrael? Gud svarede ja og bad ham tage til Hebron. 2 Der tog David op sammen med sine koner, Akinoam og Abigail. 3 Alle hans mænd og deres familier fulgte med og slog sig ned i byerne i nærheden. 4 Senere kom alle sydisraelitterne også til Hebron og gjorde David til konge. 3

4 Da David fik at vide, at mændene i Jabesh i Gilead havde begravet Saul, 5 sendte han besked til dem og sagde: Tak, fordi I behandlede Saul godt og gav ham en ordentlig begravelse. 6 Jeg vil belønne jer for det, og bede Gud passe på jer. 7 Vær nu modige og trofaste over for mig, for sydisraelitterne har gjort mig til konge. På sværdenes mark 8 Abner, som havde været Sauls hærfører, havde taget Sauls søn Ishboshet med over til Mahanajim øst for Jordanfloden 9 og havde gjort ham til konge over stammerne i Nordisrael. 10 Ishboshet var 40 år gammel, da han blev konge i Nordisrael, og han regerede i to år. Det var kun sydisraelitterne, der valgte David som deres konge. 11 Han var konge i Hebron i syv år og seks måneder. 12 Men Abner ville gerne have Sydisrael til at underlægge sig Nordisrael, så Israel kunne blive til ét samlet kongerige. Derfor tog han til Gibeon lidt nord for Jerusalem, 13 hvor han og hans følge blev mødt af Davids hær med Joab i spidsen. De slog lejr på hver sin side af søen. 14 Abner henvendte sig til Joab og foreslog, at de indledte kampen med at lade de unge mænd kæmpe mod hinanden. Det gik Joab med til, 15 så 12 af Ishboshets mænd gik i kamp med 12 af Davids mænd. 16 De kastede sig over hinanden med sværdene, og kort tid efter var de alle sammen døde. Derfor kalder man stedet ved Gibeon for Sværdenes Mark. 4

5 17 Kampen blev meget hård den dag, og det endte med, at Davids hær vandt. 18 Joabs to brødre, Abishaj og Asael, var der også, og Asael var hurtig som en gazelle. 19 Da Abner prøvede at flygte, løb Asael efter ham, og da han var lige ved at indhente ham, 20 vendte Abner sig om. Er det dig, Asael? spurgte han. Ja, svarede Asael. 21 Så gå efter en anden end mig! råbte Abner, men Asael ville ikke give op. 22 Abner råbte igen til Asael: Hold nu op med at forfølge mig! Jeg vil ikke slå dig ihjel, for hvordan skulle jeg så kunne se din bror Joab i øjnene igen? Selvom vi slås nu, er vi jo i familie med hinanden. 23 Men Asael standsede ikke, så Abner stak sit spyd tværs igennem ham, så han faldt om og var død på stedet. Folk stimlede sammen omkring liget, 24 men Joab og Abishaj forfulgte Abner ud mod ørkenen, og ved solnedgang var de nået til foden af Ammahøjen øst for Gia. 25 Oppe på toppen samlede Benjaminstammen sig bag ved Abner, 26 og Abner råbte til Joab: Skal vi blive ved med at slå ihjel? Kan du ikke se, at det kun skaber ulykke for os alle sammen? Hvor længe skal vi blive ved på denne måde? 27 Du har ret. Godt, du sagde det; ellers kunne vi være fortsat sådan her lige til i morgen, svarede Joab. 28 Så blæste han i hornet, og soldaterne sænkede deres våben. 5

6 29 Så vendte Abner og hans mænd hjem mod Nordisrael. De krydsede Jordanfloden og hele natten gik de igennem Bitron og kom tilbage til Mahanajim. 30 Også Joab samlede sine mænd, nu hvor han havde opgivet at forfølge Abner. Ud over Asael havde Sydisraels hær mistet 19 mand, 31 mens de selv havde slået 360 af nordisraelitterne ihjel. 32 De tog Asaels lig med sig og begravede ham i hans fars grav i Betlehem. Joab og hans mænd gik hele natten og nåede hjem til Hebron ved daggry. Kapitel 3 Nu har jeg fået nok! 1 Krigen mellem Ishboshet og David trak ud, men David blev hele tiden stærkere, mens Ishboshet blev svagere og svagere. 2 I Hebron fik David seks sønner med seks forskellige kvinder. Den ældste søn, Amnon, fik han med Akinoam. 3 Den næstældste, Kilab, fik han med Abigail, og den tredje søn, Absalon, fik han med Maaka, der var datter af Geshurs konge Talmaj. 4 Den fjerde søn, Adonija, fik han med Haggit, den femte søn, Shefatja, fik han med Abital, 5 og den sjette søn, Jitream, fik han sammen med Egla. 6 Under krigen blev Abners magt i Nordisrael styrket, selvom landet blev svækket, og det bekymrede Ishboshet. 7 Da Saul, Ishboshets far, døde, havde han efterladt sig en kone ved navn Rispa. Nu anklagede Ishboshet Abner for at være gået bag ryggen på Saul: Hvorfor gik du i seng med min fars kone? spurgte han? 6

7 8 Abner blev rasende og sagde: Hvad regner du mig for? Et fjols fra Sydisrael? Jeg har altid været trofast over for Saul og hans slægtninge og venner, og jeg har støttet dig frem for David, og så vil du alligevel anklage mig på grund af en kvinde? 9 Nu har jeg fået nok, fra nu af vil jeg hjælpe David med få det kongerige, Gud lovede ham! 10 Jeg tager kongedømmet fra Sauls efterkommere og lader David blive konge over både Nordisrael og Sydisrael. 11 Ishboshet blev helt tavs, og fra da af var han meget bange for Abner. Taget fra sin mand 12 Abner sendte besked til David og sagde: Burde Nordisrael ikke også tilhøre dig? Hvis du indgår en aftale med mig, vil jeg hjælpe dig til at få magt over hele Israel. 13 David svarede: Meget gerne. Men jeg har et uomgængeligt krav. Når du kommer, skal du have Sauls datter Mikal med. 14 Samtidig sendte David en besked til Ishboshet: Giv mig min kone Mikal, som jeg i sin tid købte for 100 af filistrenes forhuder. 15 Så tog Ishboshet hende fra den mand, hun senere var blevet gift med. 16 Hendes mand fulgte grædende efter hende lige til Bahurim, hvor Abner gav ham besked om at gå hjem. 17 Abner gav sig til at forhandle med landsbyrådene i Nordisrael og sagde: I har i lang tid villet have David som konge over nordisraelitterne. 18 Nu må I gøre alvor af det! For Gud har sagt: Jeg vil få David til at redde mit folk fra filistrene og deres andre fjender. 19 Abner henvendte sig også til benjaminstammen, og til sidst tog han til Hebron med 20 mænd og fortalte David, at alle stammerne i Nordisrael og 7

8 benjaminstammen havde indvilget i at støtte ham. 20 David holdt en stor fest for Abner og hans mænd, 21 og Abner sagde: Nu vil jeg tage af sted og sørge for, at hele Israel samler sig om dig. De vil indgå en aftale med dig, og så har du al den magt, du kan ønske dig. David gav Abner lov til at tage af sted. Hvorfor lod du Abner rejse? 22 På samme tid vendte Joab hjem fra et plyndringstogt sammen med Sydisraels hær, hvor de havde vundet et stort bytte. Abner var rejst, 23 og det fik Joab at vide. 24 Joab sagde til David: Hvad har du gjort? Hvorfor lod du Abner rejse uden videre? 25 Du kender ham jo. Han kom for at narre dig og udspionere dig. 26 Og Joab var knap nok færdig med at tale med David, før han sendte nogle mænd af sted efter Abner, som tog ham med tilbage fra Bor-ha-Sira, uden at David vidste det Da Abner blev ført ind ad porten til Hebron, trak Joab ham til side og stak ham ihjel som hævn for sin bror Asael. David blev rasende, da han hørte det. Gud er mit vidne på, at jeg ikke har noget med Abners død at gøre, sagde han. Det er udelukkende Joab og hans fars familie, der er skyldige. Må væskerne løbe ud af alle deres kropsåbninger! Må de blive spedalske, gå med krykker, dø i krigen og sulte ihjel! Myrdet med koldt blod Så sagde David til Joab og mændene: I skal rive jeres tøj i stykker og tage sørgetøj på i stedet. De begravede Abner i Hebron, og David gik selv bag ved hans båre. Alle græd ved graven, 33 og David sang: 8

9 Tænk, at du skulle dø sådan, stukket ned i en port! 34 Du døde ikke i krig, skønt det var en ære, du havde fortjent. Du blev myrdet med koldt blod. Og de græd alle sammen endnu mere. 35 Senere kom Davids mænd hen for at få ham til at spise noget, men David sagde: Må Gud straffe mig hårdt, hvis jeg så meget som rører en smule mad før i aften! Det gjorde indtryk på folk, og i det hele taget var de begejstrede for ham. 37 Den dag forstod alle i hele landet, at David ikke havde noget at gøre med drabet på Abner. 38 Det er virkelig en stor mand, der er faldet i dag, sagde David. 39 Men selvom jeg er valgt som konge, har jeg ikke magt nok til at gå efter Joab og Abishaj. Det må være op til Gud at straffe deres forbrydelse. Kapitel 4 Her er Ishboshets hoved 1 Alle i Nordisrael blev chokerede, da de hørte at Abner var død, og Ishboshet vidste ikke, hvad han skulle stille op. 2-3 Det besluttede to af hans egne mænd, Baana og Rekab, at udnytte. De var anførere for hver deres bande, der jævnligt tog ud for at plyndre Nordisraels fjender. Egentlig kom de fra Beerot, der lå uden for benjaminstammens område, men de blev alligevel anset for at høre med til benjaminstammen, og 9

10 derfor havde Ishboshet stor tillid til dem, for han nedstammede også selv fra Benjamin. 4 Jonatan havde haft en søn ved navn Mefiboshet, der kun var fem år gammel, da Jonatan og Saul døde. Hans plejemor var flygtet med ham, men havde tabt ham, så han brækkede ryggen og ikke længere kunne gå. Ham skal vi høre mere om senere. 5 En dag opsøgte Rekab og Baana Ishboshet, mens han sov til middag. 6 Den kvinde, der sad vagt uden for døren, havde siddet og sorteret hvede, men var faldet i søvn i varmen, så Rekab og Baana let kunne slippe forbi 7 og komme ind og slå Ishboshet ihjel. De huggede hovedet af ham og tog det med sig på turen igennem Jordandalen. De gik hele natten, 8 og næste dag afleverede de hovedet til David i Hebron. Her er Ishboshets hoved. Gud har i dag givet dig hævn over Saul og hans efterkommere, der prøvede at slå dig ihjel. 9 Gud er mit vidne, svarede David, 10 på, at dette er sandt: Da jeg fik besked om, at Saul var død, troede den mand, der fortalte mig det, at jeg ville blive glad, men jeg fik ham henrettet. Det var den belønning, han fik. 11 Hvad tror I så jeg gør ved sådan et par forbrydere, der har slået en uskyldig mand ihjel hjemme i hans egen seng? 12 David lod de to mænd henrette og fik deres hænder og fødder hugget af og hængt op ved dammen i Hebron. Ishboshets hoved lod han begrave i Abners grav i Hebron. 10

11 Kapitel 5 Blinde og døve jebusitter 1 Alle israelitterne tog over til David i Hebron, og landsbyrådene sagde: Vi vil gerne have dig til konge. Når det kommer til stykket, er alle Israels stammer jo én stor familie. 2 Selv da Saul var konge, var det i virkeligheden dig, der var anfører, når vi skulle i krig. Og Gud har sagt til dig, at du skal passe på os og være leder for os. 3 David accepterede deres forslag, og alle stammerne indgik højtideligt en aftale om at slå sig sammen. Så kronede de David som konge over hele Israel, ligesom Gud i sin tid havde lovet Samuel det. 4 David var 30 år, da han blev konge, og han regerede i 40 år. 5 De første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Sydisrael, og de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Sydisrael og Nordisrael. 6 Da Sydisrael og Nordisrael havde slået sig sammen, tog David og alle israelitterne op for at indtage Jerusalem, fordi den var en strategisk vigtig by. På det tidspunkt hed byen Jebus, og det var dér, jebusitterne boede. I kan godt opgive at komme ind i byen! sagde jebusitterne, 7 men kort efter havde David indtaget Zionborgen og omdøbt den til Davidsborgen. 8 Før angrebet sagde David: Vi må slå til ved vandledningen. Jeg hader de elendige jebusitter; de er både blinde og døve. Davids ord blev misforstået og blev til det ordsprog, der siger: De blinde og døve må ikke komme ind i templet. 11

12 9 David flyttede ind i klippeborgen, og han udbyggede den helt ud til Millos terrasser. 10 David fik mere og mere magt, og Gud hjalp ham. 11 Kong Hiram i Tyrus sendte træ, murere og tømrere til David, så han kunne bygge sig et palads. 12 Da forstod David, at andre konger også ville have respekt for ham, og nu var han ikke i tvivl om, at det var Gud, der havde udvalgt lige netop ham til at være konge i Guds højtelskede Israel. 13 David fik flere koner i Jerusalem, og han fik flere børn. 14 De sønner, han fik, hed Shammua, Shobab, Natan, Salomon, 15 Jibkar, Elishua, Nefeg, Jafia, 16 Elishama, Eljada og Elifelet. Skyllet ind som en stormflod 17 Da filistrene hørte, at David var blevet konge i hele Israel, tog de alle sammen af sted for at tage ham til fange. Men David fandt ud af det og forskansede sig i sin borg. 18 Filistrene var nået til Refaim-dalen og havde spredt sig der. 19 Nu spurgte David Gud: Skal jeg angribe filistrene? Vil du lade mig vinde? Ja, det vil jeg! svarede Gud. 20 Filistrenes hær stod i Baal-Perasim, og der vandt David over dem. Gud har ladet mig skylle ind over mine fjender som en stormflod, sagde han tilfreds. 21 Filistrene efterlod deres gudestatuer i Baal-Perasim, da de trak sig tilbage, og David og hans mænd tog dem med sig. 22 Men så angreb filistrene Refaimdalen igen, 23 og David måtte endnu engang spørge Gud, hvad han skulle gøre. 12

13 Du skal ikke gå til frontalangreb på dem. Gå om bag ved dem, og angrib dem ud for den lille skov. 24 Så snart det lyder, som om nogen går rundt oppe i træerne, skal du gå til angreb, for det er tegn på, at jeg har startet angrebet på filistrenes hær. 25 David gjorde, som Gud havde sagt, og han vandt over filistrenes hær og trængte dem tilbage til Gezer. Kapitel 6 Grebet i farten 1 Senere samlede David alle sine bedste mænd, i alt, 2 og de gik til Baala i Sydisrael for at hente kisten med den hellige aftale. 3 De tog kisten og satte den på en splinterny vogn med okser foran. To mænd, der hed Uzza og Akjo, styrede vognen. 4 Uzza gik ved siden af kisten, og Akjo gik foran, 5 mens David og alle israelitterne dansede på livet løs for Gud, mens de sang og spillede på citarer, harper, pauker, bjælder og cymbler. 6 Pludselig snublede okserne, og Uzza greb fat i kisten, så den ikke røg på jorden, selvom han ikke havde renset sig. 7 Gud blev rasende på Uzza og slog ham ihjel på stedet, fordi han havde rørt ved kisten med den hellige aftale, uden at han havde renset sig først. 8 Det gjorde David vred. Derfor kaldte han stedet for Peres-Uzza, som betyder angrebet på Uzza, og det hedder det stadigvæk. 9 Nu var David bange for Gud, og han tænkte, at han hellere måtte lade være med at tage kisten med hjem til sig selv. 10 Så i stedet for at stille den i Davidsborgen afleverede han den til Obed-Edom, der boede i Gat. 13

14 Ikke ligefrem værdigt! 11 Kisten stod i Obed-Edoms hus i tre måneder, og imens tog Gud sig godt af Obed-Edom og hele hans familie. 12 Da David fandt ud af, hvilke fordele Obed-Edom fik ud af at have kisten stående, holdt han en stor ceremoni og flyttede den op til Davidsborgen. 13 Først løftede nogle mænd kisten op og tog seks skridt med den, og så ofrede David en okse og en kalv. 14 David havde en særlig præstedragt på og dansede vildt foran kisten. 15 Og hele landet kogte af begejstring, mens kisten blev flyttet. 16 Men da den nåede frem til Davidsborgen, stod Sauls datter Mikal og kiggede ud ad vinduet. Og da hun så kong David hoppe og danse, kunne hun pludselig slet ikke lide ham mere. 17 Mændene førte kisten ind og stillede den i det telt, David havde sat op til den, og de ofrede alle sammen til Gud. 18 Da David var færdig med at ofre, bad han til Gud om at give folket styrke og livskraft, 19 og han uddelte et brød, en daddelkage og en rosinkage til alle mænd og kvinder i hele Israel. Derefter gik de alle sammen hjem. 20 Da David kom hjem for også at bede for sin familie, kom Mikal ud til ham. Israels konge opfører sig ikke ligefrem værdigt, når han danser og udstiller sig selv for sine undersåtters slavinder, sagde hun. Sådan gør man ikke! 21 David sagde: Jeg dansede til ære for Gud, som udvalgte mig til konge og fravalgte din far. Jeg har ikke tænkt mig at holde op med at danse foran 14

15 kisten, 22 og jeg nedværdiger mig gerne endnu mere. Du må synes, hvad du vil, men de slavinder, du nævner, har respekt for mig. 23 Mikal fik aldrig nogen børn. Kapitel 7 På vandring fra telt til telt 1 Gud sørgede nu for, at der var fred i landet, 2 og David sagde til profeten Natan: Jeg bor her i et stort palads, men Guds kiste med den hellige aftale bor bare i et telt. Jeg vil bygge et tempel til ham. 3 Gør endelig det, du har tænkt dig, svarede Natan, for Gud støtter dig. 4 Samme nat talte Gud til Natan og sagde: 5 Sig til min tjener David: Gud har sagt: Du skal ikke bygge noget til mig. 6 Jeg har jo ikke boet fast noget sted, siden jeg førte israelitterne ud af Egypten. Tværtimod har jeg været på vandring fra telt til telt og fra bolig til bolig. 7 I al den tid, jeg vandrede omkring med israelitterne, har jeg aldrig nogensinde bedt en af Israels ledere, som jeg udvalgte til at passe på mit folk, om at bygge mig et stort tempel. 8 Så sig til min tjener David: Gud siger: Jeg har hentet dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, og jeg udvalgte dig til at være konge over mit folk israelitterne. 9 Jeg var med dig overalt, og jeg udryddede alle dine fjender. Det er min fortjeneste, at du i dag er en af de mest berømte konger på jorden. 10 Jeg vil give mit folk et sted at bo og sørge for, at de kan slå rod som en plante og bo der uden at være bange. Deres fjender skal ikke længere undertrykke dem, 11 som dengang jeg måtte udvælge ledere til at 15

16 passe på dem. Jeg har overvundet dem alle sammen. Så hør nu: Du skal ikke bygge et tempel til mig, men jeg vil sørge for, at du får et stort palads. 12 Og når dit liv er slut, og du er gået i døden ligesom dine forfædre, vil jeg lade en af dine sønner efterfølge dig. 13 Det bliver ham, der får lov at bygge et tempel til mig, og hans efterkommere vil være konger i Israel til evig tid. 14 Jeg vil være hans far, og han skal være min søn. Når han gør noget, jeg ikke vil have, vil jeg straffe ham. 15 Men jeg vil være trofast over for ham og ikke vende ryggen til ham, som jeg gjorde med din forgænger Saul. 16 Så dine efterkommere vil være konger i Israel til evig tid. 17 Hele dette syn fortalte Natan til David. Hold fast ved dine løfter, Gud 18 Så gik kong David ind og satte sig foran kisten og sagde til Gud: Hvordan har jeg gjort mig fortjent til al den succes? Jeg kommer jo fra en helt almindelig familie. 19 Og så har du ovenikøbet givet os løfter langt ud i fremtiden. 20 Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til al den ære, du viser mig. 21 Du lovede at behandle mig så godt, og nu har du opfyldt dit løfte. 22 Sådan har du vist din storhed. Gud, vi har aldrig hørt om, at der skulle være andre guder som dig. 23 Ingen er så heldige som dit folk, israelitterne, det eneste folk på jorden, som du har reddet fra at være slaver. Du udvalgte os til at være dit folk, så dit navn kunne blive kendt over hele verden på grund af de store og vidunderlige ting, du har gjort for os. Det var det, der skete, da du sørgede for at jage de andre folk væk fra det land, israelitterne kom til, efter at du havde reddet dem ud af Egypten. 24 Du har gjort israelitterne til dit eget folk for evigt, og du er blevet vores Gud. 16

17 25 Gud, hold fast ved dine løfter til mig og min familie. 26 Så skal du være berømt for altid, og alle vil sige: Gud er Israels Gud. Og lad min familie leve for evigt. 27 Du har talt til mig og sagt, at du vil bygge et palads til mig. Derfor vover jeg at knæle for dig og bede om alt det, du har lovet mig. 28 Gud, du er jo Gud, 29 så sørg for, at min familie vil leve for altid. Hvis du vil, Gud, så kan du sørge for, at det sker. Kapitel 8 Målt med en snor 1 I tiden derefter vandt David over mange af israelitternes nabofolk. Først gik han i krig mod filistrene og erobrede Meteg-ha-Amma. 2 Bagefter tog han kampen op mod moabitterne, og da han havde besejret dem, tvang han dem til at lægge sig ned på jorden. Så målte han deres højde med en snor og slog de højeste af dem ihjel. Kun de mindste lod han leve, og dem tvang han til gengæld til at begynde at betale skat. 3 Han vandt også over Sobas konge Hadadezer, som var taget ud for at erobre landområder ved Eufratfloden. 4 David beslaglagde vogne, ryttere og tog af kongens soldater til fange. Han skar haserne over på alle vognhestene, bortset fra hundrede af dem, som han besluttede at skåne og bruge selv. 5 Da aramæerne fra Damaskus kom for at hjælpe kong Hadadezer, slog David deres hær på mand. 6 Så indsatte han guvernører i Damaskus, og også aramæerne skulle nu begynde at betale skat. Gud sørgede for, at David vandt alle slagene 7 og fik et stort krigsbytte. David 17

18 tog guldskjoldene fra de besejrede soldater og bragte dem med hjem til Jerusalem 8 sammen med store mængder bronze. 9 Da Hamats konge Toi hørte, at David havde slået hele Hadadezers hær, 10 sendte han sin søn Joram af sted til kong David for at hilse på ham og takke ham, for Hadadezer og Toi var nemlig fjender. Joram havde mange gaver af guld, sølv og bronze med, 11 og alt det gav kong David til Gud sammen med det sølv og guld, han havde taget fra alle de folk, han havde vundet over: 12 edomitterne, moabitterne, ammonitterne, filistrene og amalekitterne, og fra Hadadezer. 13 Sådan blev David berømt. Da han kom hjem fra sejren over aramæerne, slog han en hær på edomitter i Saltdalen. 14 Bagefter indsatte han guvernører i Edom, så alle edomitterne blev hans undersåtter. Gud sørgede for, at David vandt over dem alle sammen. 15 David regerede over hele Israel og var en retfærdig konge. 16 Han omgav sig også med gode folk: Joab var hærchef, og Joshafat var sekretær Sadok og Abimelek var præster sammen med Davids egne sønner. Shavsha var embedsmand, og Benaja stod i spidsen for Davids livvagter. Kapitel 9 Fast plads ved kongens bord 1 David spurgte sine folk: Er der nogen tilbage af Sauls familie, som jeg kan gøre noget godt for? Det vil jeg gerne for Jonatans skyld. 2 Saul havde haft en tjener ved navn Siba, og ham tilkaldte David. 18

19 Er du Siba? spurgte David Ja, herre, svarede han. 3 Er der slet ingen tilbage af Sauls familie, som jeg kan gøre noget godt for? ville David vide. En af Jonatans sønner, Mefiboshet, lever stadig, svarede Siba. Han er lam og kan ikke gå. 4 Hvor er han? spurgte David. Hos Ammiels søn Makir i Lodebar, svarede Siba. 5 David sørgede for, at Mefiboshet blev hentet, 6 og Sauls barnebarn kom ind til David og bukkede dybt. 7 Mefiboshet, du skal ikke være bange, sagde David. For din fars skyld vil jeg behandle dig godt. Jeg vil give dig al den jord, som tilhørte Saul, og vi skal spise sammen hver aften. 8 Mefiboshet bukkede dybt. Din gestus kommer bag på mig, sagde han. Jeg betyder jo lige så lidt som en død hund. 9 Så tilkaldte David Siba og sagde: Alt det, der har tilhørt Saul og hans familie, overdrager jeg nu til Jonatans søn. 10 Du og dine sønner og dine tjenestefolk skal dyrke jorden for ham og sørge for høsten, så han har noget at leve af, og han skal spise sammen med mig hver aften. 11 Vi skal gøre alt, hvad du befaler, svarede Siba. Fra nu af havde Mefiboshet og hans lille søn Mika en fast plads ved kongens bord sammen med Davids sønner. 12 Han overtog Sauls jord, der lå ude på landet, og Siba og hans 15 sønner og 20 tjenestefolk tog sig af at 19

20 passe den. 13 Selv boede Mefiboshet i Jerusalem, for han skulle jo spise sammen med kongen hver aften. Kapitel 10 Groft ydmyget 1 Senere døde Nahash, ammonitternes konge, og hans søn Hanun overtog tronen efter ham. 2 David tænkte: Jeg vil vise min støtte til Hanun, for jeg har jo altid kunnet regne med hans far. Derfor sendte David nogle mænd østpå til ammonitternes land for at kondolere med den gamle konges død. Men da Davids folk var kommet frem, 3 sagde de ammonitiske stormænd til Hanun: Tror du, det er til ære for din far, at David har sendt sine mænd for at kondolere? Nej, de er kommet for at skaffe oplysninger om vores land, så de kan angribe og ødelægge os. 4 Så anholdt Hanum Davids mænd, barberede deres skæg af og tog bukserne fra dem, så så de var nøgne fra livet og nedefter. Og så sendte han dem hjem. 5 Da David fik at vide, hvad der var sket med mændene, sendte han folk ud med besked til dem om, at de gerne måtte blive i Jeriko, indtil deres skæg var vokset ud, for de var jo blevet groft ydmyget. Derefter kunne de komme tilbage til Jerusalem. 6 Da det gik op for ammonitterne, at David var blevet rasende, skyndte de sig at hyre nogle soldater. De skaffede mand hos aramæerne i Bet- 20

21 Rehob og Soba, 1000 mand hos kongen af Maaka og mand i Tob. 7 David svarede igen med at sende Joab af sted med hele styrken af elitetropper. 8 Ammonitterne rykkede ud og stillede op til kamp foran byporten, mens lejesoldaterne stillede op til kamp på den åbne mark. 9 Da Joab så, at han kunne blive angrebet både forfra og bagfra, valgte han nogle af israelitternes bedste mænd og stillede sig op over for aramæerne. 10 Resten af hæren overlod han til sin bror Abishaj, og de gjorde klar til kamp mod ammonitterne. 11 Hvis aramæerne er stærkere end mig, skal du hjælpe mig, sagde Joab til Abishaj. Og hvis ammonitterne er stærkere end dig, kommer jeg og hjælper dig. 12 Vær modig! Vi kæmper for vores folk og for Guds byer. Må Guds vilje ske! 13 Så gik Joab og hans mænd til angreb på aramæerne og jog dem på flugt. 14 Da ammonitterne så, at aramæerne var stukket af, flygtede de selv for Abishaj og trak sig ind i byen. Efter slaget tog Joab til Jerusalem. På flugt igen 15 Da aramæerne så, at de havde tabt til israelitterne, samlede de sig. 16 Hadadezer fik aramæerne på den anden side af Eufratfloden til at komme til undsætning. Hadadezers hærfører Shofak stod i spidsen for dem, og de marcherede til Helam i Nordisrael, øst for Jordanfloden. 17 Så samlede David alle israelitterne og gik over Jordanfloden og videre til Helam. David stillede sine styrker op til kamp mod aramæerne, som gik til angreb. 18 Men endnu en gang måtte aramæerne flygte for israelitterne, og David slog 700 heste og ryttere ihjel. Han dræbte også deres hærfører Shofak. 19 Da Hadadezers folk så, at de havde tabt til israelitterne, overgav de sig 21

22 til David. Derefter turde aramæerne ikke længere hjælpe nogen mod israelitterne. Kapitel 11 I seng med Batseba 1 Foråret efter, ved den tid hvor konger normalt går i krig, sendte David Joab af sted med den israelitiske hær. De hærgede ammonitterne og belejrede deres hovedstad Rabba, mens David blev tilbage i Jerusalem. 2 En eftermiddag stod David op efter at have hvilet sig og gik rundt på taget af sit hus. Han så ud over byen og fik øje på en ualmindelig smuk kvinde, der var ved at tage et bad. 3 David forhørte sig om hende og fik at vide, at hun hed Batseba. Hun var datter af Eliam og gift med hittitten Urias, der var en af de mænd, der var med Joab i krig. 4-5 David fik sine mænd til at hente hende. Han gik i seng med hende og gjorde hende gravid. Da hun fortalte det til David, 6 skyndte han sig at få en besked af sted til Joab om at sende Urias tilbage til Jerusalem. 7 Da Urias var kommet, inviterede David ham ind på borgen og snakkede lidt om, hvordan det gik med hæren og krigen. 8 Bagefter sagde David: Gå nu bare hjem og få dig et bad. Urias gik, og David sendte en gave efter ham. 9 Men Urias gik ikke hjem. I stedet han lagde sig ved porten til kongens hus sammen med Davids livvagter. 22

23 10 Da David fik det at vide, gik han ud til Urias i porten. Du har været ude på en lang rejse, hvorfor går du ikke hjem? spurgte han. 11 Både Den Hellige Kiste og alle israelitterne bor i simple hytter, og Joab og de andre soldater har slået lejr i det åbne land, svarede Urias. Det ville ikke være rigtigt af mig at tage hjem, spise og drikke og gå i seng med min kone. Det kunne jeg ikke finde på! 12 Fint, sagde David. Så bliv her i dag, og tag af sted i morgen. Urias blev i Jerusalem, og dagen efter 13 inviterede David ham til middag og drak ham fuld. Men alligevel gik han ikke hjem om aftenen. Sendt i forreste linje 14 Næste morgen sendte David Urias tilbage til krigen og gav ham et brev med til Joab. 15 Der stod: Lad Urias kæmpe i forreste linje, og træk så de andre mænd tilbage, så han kan blive slået ihjel. 16 Joab, der havde holdt øje med fjendens bevægelser i Rabba, sendte Urias hen, hvor han vidste, at de havde deres dygtigste krigere. 17 Og da ammonitterne gik til angreb, var Urias en af de israelitter, der døde. 18 Joab sendte besked til David om slagets gang 19 og gav budbringeren besked om at være meget omhyggelig med sin rapport. Når du har fortalt kongen, hvad der er sket, 20 bliver han sikkert vred, forklarede Joab. Måske siger han: Hvordan kan det være, at I kæmpede så tæt ved byen? I må have vidst, at der ville blive skudt oppe fra muren. 21 Det var jo sådan, Abimelek døde i sin tid; der var en kvinde, som smed en møllesten ned over ham fra muren i Tebes. Så hvorfor gik I så tæt på? I så fald er det meget vigtigt, at du siger: Hittitten Urias var en af dem, der døde. 23

24 22 Budbringeren tog af sted og afleverede sin besked til David. 23 Han sagde: Selv om mændene fik overtaget og angreb os i det åbne land, pressede vi dem tilbage til byporten. 24 Men da bueskytterne begyndte at skyde på os fra muren, blev nogle af dine mænd dræbt, og hittitten Urias var en af dem. 25 Da sagde David til budbringeren: Sig til Joab, at det skal han ikke bekymre sig om. Det er, hvad der sker: I krig kan man let komme til at dø. Så forstærk angrebet på byen og ødelæg den! 26 Batseba sørgede, da hun fik at vide, at hendes mand var død. 27 Efter en passende tid hentede David hende og giftede sig med hende, og hun fødte ham en søn. Men Gud var vred på David over det, han havde gjort. Kapitel 12 Straffen over David 1 Derfor sendte Gud profeten Natan hen til David for at fortælle ham en historie. Der var engang to mænd i samme by; den ene var rig, og den anden var fattig. 2 Den rige havde mange får og køer, 3 men den fattige havde kun et eneste lille lam. Han passede godt på det, og det voksede sig stort hjemme hos ham og hans børn. Det fik lov at spise af hans mad og drikke af hans krus, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. 4 En dag fik den rige mand besøg, men han var for nærig til at slagte et af sine egne dyr og tilberede det til sin gæst. Så han tog den fattige mands eneste lam og tilberedte det til sin gæst. 24

25 5 David blev meget vred over det, han hørte om den rige mand. Den rige mand fortjener virkelig at dø, sagde han. 6 Han skal erstatte lammet med fire andre lam, fordi han har været så hjerteløs! 7 Den rige mand er dig! svarede Nathan. Gud siger: Jeg gjorde dig til konge i Israel, og jeg reddede dig fra Saul. 8 Jeg lod dig få magten over hele Sauls familie, og jeg gav dig kongedømmet over både Nordisrael og Sydisrael. Og hvis det skulle være, ville jeg gerne have givet dig meget mere. 9 Hvorfor har du så svigtet Gud og gjort noget, han ikke ville have? Du har sørget for, at ammonitterne slog Urias ihjel, og giftet dig med hans kone Det vil ramme din egen familie; den vil blive ramt af ulykker. Mange vil blive slået ihjel, 11 og Gud vil give dine koner til en anden, som vil gå i seng med dem uden så meget som at prøve at skjule det. 12 Du ville dække over, hvad du havde gjort, men nu skal alle i Israel få det at vide. 13 Jeg har svigtet Gud! indrømmede David. Gud tilgiver dig, og du slipper med livet i behold. 14 Men din søn skal dø, fordi du har hånet Gud, 15 sagde Natan. Og så gik han hjem. Gud sørgede for, at Batsebas dreng blev syg. 16 David bad til Gud for ham, og han ville hverken spise eller drikke noget og lå på jorden om natten. 17 De ældste ved hoffet kom for at få ham til at rejse sig, men det ville han ikke, og han ville heller ikke spise sammen med dem. 18 Ugen efter døde hans søn, og Davids mænd turde ikke fortælle ham det, for de tænkte: Da 25

26 drengen var i live, ville han ikke høre på os. Hvordan skal vi nu få sagt til ham, at hans søn er død? Måske slår han os ihjel. 19 Da David så, hvordan hans folk gik rundt og hviskede sammen, regnede han ud, hvad der var sket. Han spurgte dem, om det var rigtigt, at hans søn var død, og så var de nødt til at fortælle ham det. 20 Nu stod David op. Han vaskede sig, smurte sig ind i velduftende olie, skiftede tøj og gik ind i helligdommen for at bede til Gud. Bagefter gik han hjem og bad om noget at spise. 21 Hans folk undrede sig og spurgte ham: Hvad sker der? Mens din søn var i live, fastede og græd du, og så snart han er død, står du op og spiser. 22 Så længe han var i live, fastede og græd jeg, for jeg tænkte: Måske vil Gud få medlidenhed med mig og lade ham leve, svarede David. 23 Men hvorfor skulle jeg faste, nu hvor han er død? Kan jeg få ham tilbage igen? Nu bliver det mig, der kommer til at følge ham i døden en dag og ikke omvendt; det kan jeg ikke længere lave om på. 24 David trøstede Batseba. Hun blev gravid igen og fødte en søn, som David kaldte Salomon. Helt fra begyndelsen elskede Gud Salomon, 25 og han sendte besked til David gennem profeten Natan om, at Salomon skulle have tilnavnet Jedidja. Det betyder Guds elskede. Gudens guldkrone 26 Joab var endelig gået til angreb på Rabba og havde vundet over ammonitterne. 27 Han sendte besked til David: Jeg har angrebet Rabba og 26

27 erobret vandforsyningen. 28 Kom nu med resten af hæren, og indtag selve byen, så du får æren for det i stedet for mig. 29 David samlede hæren og indtog Rabba. 30 Han tog guldkronen fra guden Milkoms hoved og satte den på sit eget hoved. Den var indlagt med ædelsten og vejede 35 kilo. Han tog et stort krigsbytte med sig hjem fra Rabba, 31 og indbyggerne tog han som slaver, som han satte til at fælde træer og bygge huse eller ved teglstensformene. Sådan behandlede David alle ammonitternes byer. Derefter trak han hele hæren tilbage til Jerusalem. Kapitel 13 Syg af begær 1 Davids søn Absalon havde en søster ved navn Tamar, som voksede op og blev meget smuk. Og Amnon, som var en af Davids sønner med en anden kone, blev så forelsket i hende, 2 at han var syg af begær. Problemet var, at hun var jomfru; derfor passede man særlig godt på hende, og Amnon kunne ikke se, hvordan han skulle bære sig ad med at komme i seng med hende. 3 Men Amnon var gode venner med sin fætter Jonadab, og han var en meget klog mand. 4 Jonadab kunne se, at Amnon så elendig ud, og spurgte, hvad der var galt. Jeg er forelsket i Tamar, søsteren til min halvbror Absalon, svarede Amnon. 5 Jonadab foreslog, at han skulle lade, som om han var syg, og når så hans far kom for at se til ham, skulle han sige: Kan du ikke sende Tamar over 27

28 med mad til mig. Så kan hun lave maden inde hos mig i min stue, og hun kan selv servere den for mig. 6 Det besluttede Amnon sig for at gøre. Da David kom for at se til ham, sagde Amnon: Kan du ikke få Tamar til at komme over og lave et par kager og servere dem for mig. 7 Så gav David Tamar besked om at gå over og lave mad til Amnon. 8 Tamar gik over til Amnon og gav sig til at bage kager til ham. 9 Da hun ville servere dem, bad han alle hoffolkene om at gå. 10 Så sagde han til hende: Kom ind i soveværelset med kagerne i stedet. Tamar gjorde, som han bad om, 11 men da hun skulle til at servere for ham, tog han fat i hende og sagde: Kom op i sengen til mig, søster, og det skal være nu! 12 Nej, bror, svarede hun, du må ikke voldtage mig. Sådan må man ikke opføre sig i Israel. 13 Hvor skulle jeg gå hen med min skam bagefter? Vil du virkelig være så ussel? Tal med kongen om det i stedet, han vil sikkert lade dig gifte dig med mig. 14 Men Amnon hørte ikke på hende, men kastede sig over hende. Ensom og forladt 15 Amnon var knap nok færdig, før hans forelskelse slog over i had. Nu hadede han hende endnu mere, end han nogensinde havde elsket hende. Forsvind herfra! snerrede han. 16 Nej, bror, du må ikke sende mig væk! bad hun. Dit had mod mig er endnu værre end det, du allerede har gjort imod mig. Han ville ikke høre på hende, 17 men råbte til sin tjener: Få hende væk, og lås døren efter hende! 28

29 18 Tamar havde en lang kjole på med ærmer. Det var sådan, en konges datter gik klædt, så længe hun var jomfru. Da tjeneren havde fået hende ud og låst døren efter hende, 19 gned hun jord i ansigtet og flængede sin lange kjole, lagde hænderne på hovedet og gik skrigende omkring. 20 Da hendes bror Absalon så det, prøvede han at berolige hende. Har vores halvbror Amnon været i seng med dig? spurgte han. Lad nu være, søster, det er vel ikke så slemt; han er jo din bror! Tamar blev boende hos Absalon og var ensom og forladt. 21 Da David hørte om det, blev han meget vred. 22 Absalon var også vred på sin bror over det, han havde gjort mod Tamar, og talte overhovedet ikke til ham. Til fest hos Absalon 23 Et par år senere, da Absalon skulle holde fest for at fejre, at fåreklipningen var overstået i Baal-Hasor, inviterede han alle sine brødre. 24 David og hele hoffet var også inviteret med, 25 men David svarede: Nej, ingen af os kommer; vi vil ikke være til besvær. Selvom Absalon pressede ham, ville han ikke tage med. 26 Så sagde Absalon: Lad i hvert fald Amnon tage med. Hvorfor er det så vigtigt? spurgte David. 27 Men Absalon pressede ham, og David lod Amnon og de andre sønner tage af sted. 29

30 28 Nu sagde Absalon til sine mænd: Når Amnon har fået noget vin og er begyndt at slappe af, så siger jeg til, og så skal I slå ham ihjel. I skal ikke være bange, for I handler under ordre fra mig. Bare tag jer sammen! 29 Absalons mænd slog Amnon ihjel, som de havde fået besked på, mens Davids andre sønner skyndte sig at flygte på deres muldyr. 30 Men rygtet overhalede dem indenom, og inden brødrene var nået hjem, havde David hørt, at Absalon havde dræbt hver og en af sine brødre. 31 Forfærdet rev han sit tøj i stykker og faldt på knæ for at vise sin sorg, og alle hans mænd rev også deres tøj i stykker. 32 Men Amnons fætter Jonadab beroligede David: Herre, du skal ikke være bange for, at alle dine sønner er blevet slået ihjel. Det er kun Amnon, der er død. Siden Amnon voldtog Tamar, har Absalon planlagt det her. 33 Du skal ikke tro, at alle dine sønner er døde, det er kun Amnon. 34 Og i mellemtiden var Absalon flygtet. Udkigsposten fik nu øje på en flok mennesker, der kom ridende fra Horonajim. 35 Se, der kommer de alle sammen! sagde Jonadab. Det var det, jeg sagde. 36 Så kom Davids sønner ind i Jerusalem, mens de græd højt, og det samme gjorde David og hans folk. 37 Absalon skjulte sig hos Geshurs konge, Talmaj. David sørgede længe over Amnon, 38 og Absalon blev i Geshur i tre år. 39 Da David begyndte at komme sig over Amnons død, blev han klar over, at han også savnede Absalon frygtelig meget. 30

31 Kapitel 14 Lad den udstødte vende hjem 1 Joab fandt ud af, at David ofte tænkte på Absalon, 2 og derfor sendte han besked til en klog kvinde i Tekoa. Lad, som om du sørger, sagde han. Tag passende tøj på og lad være med at gøre noget ud af dig selv, så du virkelig ligner en, der har sørget længe. 3 Og gå så hen til kongen og sig det, jeg nu fortæller dig. Joab fortalte hende, nøjagtig hvad hun skulle sige, 4 og hun gik hen og bøjede sig i støvet for ham og sagde: Hjælp mig, konge! 5 Hvad er der i vejen? spurgte David. Jeg er enke, svarede kvinden. 6 Jeg havde to sønner, og en dag kom de op at slås ude på marken. Der var ingen til at skille dem ad, og den ene kom til at slå den anden ihjel. 7 Nu presser hele slægten på og siger: Udlever morderen til os, så slår vi ham ihjel som straf. På den måde får vi også den eneste arving ryddet af vejen. De vil slukke mit eneste håb, så der ikke er nogen til at føre min mands navn og slægt videre. 8 Tag hjem, og overlad roligt den sag til mig, sagde David. 9 Nej, svarede kvinden, lad mig og min familie tage straffen, du skal på ingen måde rammes af det her. 10 Hvis nogen siger noget til dig, skal du bare sende ham hen til mig. Så vil du ikke have problemer med ham mere, sagde David. 11 Men kvinden sagde: Lover du mig, at de, der kræver blodhævn, ikke får held med at slå min søn ihjel? Jeg sværger i Guds navn: ingen får lov til at røre ham. 31

32 12 Men må jeg sige en ting til, konge? 13 Hvorfor er du ikke lige så overbærende over for din egen søn? Ham har du jo udstødt, og nu vil du ikke lade ham komme tilbage. 14 Ganske vist skal vi alle sammen dø og blive som vand, man hælder ud på jorden og ikke kan samle op igen. Men Gud slår ingen ihjel. Han ønsker, at den udstødte skal vende hjem. 15 Når jeg er gået til kongen med den her sag, er det, fordi jeg er bange. Jeg tænkte: Jeg vil tale med kongen, og måske vil han gøre, hvad jeg beder om. 16 Så hør mig og red mig fra ham, der vil udrydde både mig og min søn. 17 Jeg tænkte, at dine ord nok ville gøre mig rolig, for du er lige så klog og god til at dømme i den slags sager som en af Guds egne udsendinge. Må Gud passe på dig! 18 Svar mig nu ærligt på det, jeg spørger dig om, sagde David. Det lovede hun. 19 Så spurgte han: Har Joab haft en finger med i spillet i alt det her? Når du spørger så direkte, kan jeg ikke benægte det, svarede hun. Joab gav mig besked på at sige alt det her, 20 for at du skulle se sagen fra en anden side. Det er det, jeg siger: Du er lige så klog som en udsending fra Gud, og du ved alt, hvad der foregår på jorden. Forsoningskys 21 Så fik David fat i Joab. Jeg har besluttet mig, sagde han til ham. Tag hen og hent Absalon. 22 Joab bukkede dybt og sagde: Konge, nu ved jeg, at du holder af mig, for du har gjort det, jeg gerne ville have. Så tog Joab af sted til Geshur og fik Absalon tilbage til Jerusalem. 32

33 24 Men David sagde: Send ham hjem til sig selv, jeg vil ikke se ham! og Absalon måtte tage hjem til sit eget hus. 25 Absalon var en utrolig smuk mand. Fra top til tå var hans udseende perfekt, 26 og når han en sjælden gang blev klippet, vejede det afklippede hår flere kilo. 27 Absalon fik tre sønner og en datter, der hed Tamar ligesom hans søster, og hun var en smuk kvinde. 28 Da Absalon havde været i Jerusalem i to år uden at måtte vise sig for kongen, 29 bad han Joab om at tale med kongen igen, men det ville Joab ikke. Absalon sendte bud efter Joab flere gange, men han kom ikke. 30 Så sagde Absalon til sine mænd: Joab ejer jo den bygmark, der ligger ved siden af min. Sæt ild til den for mig. Det gjorde hans mænd, 31 og Joab gik straks hen til Absalon og spurgte: Hvorfor i alverden har dine mænd sat ild til min mark? 32 Jeg bad dig om at spørge kongen, hvorfor jeg egentlig skulle komme tilbage fra Geshur, svarede Absalon. Jeg havde det jo bedre der. Nu forlanger jeg at komme til at tale med ham. Hvis han stadig mener, jeg er skyldig, kan han slå mig ihjel. 33 Joab fortalte det til David, der gav sig og tilkaldte sin søn. Absalon kom og bukkede dybt for David, og David kyssede ham som tegn på forsoning. 33

34 Kapitel 15 Bedre, hvis jeg var dommer 1 Men Absalon anskaffede sig en vogn og heste og 50 livvagter. 2 Hver morgen stillede han sig op ved vejen ind til byporten og kaldte på alle, der var på vej til kongen for at få en retssag afgjort. Han spurgte: Hvilken by kommer du fra? Når nogen svarede, at han var fra Nordisrael, 3 sagde Absalon: Du har en god sag, men kongen vil afvise den. 4 Og han tilføjede: Det ville være bedre, hvis jeg var dommer, for så skulle jeg nok dømme retfærdigt. 5 Hver gang nogen skulle til at bukke for ham, tog han fat i ham, rejste ham op og kyssede ham. 6 Sådan gjorde Absalon med alle de nordisraelitter, der kom til kongen med deres retssager, og på den måde vandt han støtte fra mange mennesker. 7 Efter fire år sagde Absalon til David: Vil du give mig tilladelse til at tage til Hebron, så jeg kan ofre? 8 Da jeg boede i Geshur, lovede jeg Gud, at jeg ville bringe ham et offer, hvis han lod mig komme hjem. 9 Bare tag af sted, svarede David, og Absalon tog straks til Hebron. 10 Men han kom ikke for at ofre. Fra Hebron sendte han hemmelige beskeder ud til sine kontakter fra alle stammerne i nord om, at Nordisrael skulle løsrive sig. Så snart der bliver blæst i hornet, skal I råbe: Absalon er kåret til konge i Hebron! sagde han. 11 Absalon havde haft 200 mand med sig fra Jerusalem, som ikke vidste noget om hans planer. 12 Mens de havde travlt med offerfesten, fik 34

35 Absalon sendt bud efter Akitofel, der var Davids rådgiver i Gilo, og både han og mange andre gik bag ryggen på David og sluttede sig til Absalon. Nødt til at flygte 13 Rygtet om, at Nordisrael med Absalon i spidsen ville gøre oprør mod David, nåede frem til Jerusalem. 14 Vi er nødt til at flygte, sagde David til sine mænd. Skynd jer! Snart angriber han os, og så slår han os ihjel. 15 Vi følger dig overalt, konge, svarede hans mænd. 16 Så tog de alle sammen af sted bortset fra ti af hans koner, som han lod blive tilbage for at tage hånd om paladset. 17 Ved det sidste hus i udkanten af Jerusalem standsede David og lod hele følget gå forbi, så han kunne se hele sin hær an. 18 Først lod han alle sine egne mænd og de udenlandske livvagter passere, men da filistersoldaterne fra Gat gik forbi, standsede han deres leder. 19 Hvorfor går I med os, Ittaj? spurgte David. I er jo udlændinge og er flygtet fra jeres eget land. Var det ikke bedre, hvis I sluttede jer til Absalon? 20 I er lige kommet, og nu vil I flakke omkring med os! Jeg ved ikke engang selv, hvor jeg skal hen. Vend om, og må Gud behandle jer godt. 21 Men Ittaj svarede: Gud skal vide, at vi vil følge dig, konge, i liv eller død! 22 Godt, så fortsætter vi, sagde David, og Ittaj gik i spidsen for sine mænd og deres familier. 23 Alle indbyggerne i Jerusalem græd højt, da David og hans følge forlod byen. Så gik mændene over Kedrondalen på vej mod ørkenen. 35

36 Lad Absalon få dårlige råd 24 Sadok og tempeltjenerne gik med, og de havde taget kisten med den hellige aftale med. Ebjatar blev stående ved alteret i templet og ofrede til Gud, indtil alle havde forladt byen, og så kom han ud til dem. 25 Men David gav Sadok besked om at stille kisten tilbage. Hvis Gud holder af mig, lader han mig komme tilbage til Den Hellige Kiste og Det Hellige Telt, sagde han. 26 Og hvis Gud ikke længere vil have mig som konge, så må han gøre, hvad han vil med mig. 27 Så gå nu tilbage med det sammen med din søn Akimaas og Ebjatars søn Jonatan. 28 Jeg venter ved vadestederne ved Jordanfloden, indtil jeg får besked fra jer. 29 Så bar Sadok, Ebjatar og deres sønner kisten tilbage til Jerusalem. 30 Barfodet og med tildækket hoved gik David og hans følge grædende op ad Oliebjerget. 31 Det var et hårdt slag for David, da han fik at vide, at hans rådgiver Akitofel havde svigtet ham og sluttet sig til Absalon. Han faldt på knæ for Gud. Sørg for, at Akitofel giver Absalon dårlige råd! bad han. 32 Da David nåede toppen af bjerget, hvor man normalt bad til Gud, kom Hushaj fra Erek hen til David. Hushaj havde revet sit tøj i stykker og gnedet jord i ansigtet som tegn på sin sorg. 33 Vi kan ikke have dig med, sagde David. 34 Men tag tilbage til byen og sig til Absalon: Jeg arbejdede engang som rådgiver for din far, og nu vil jeg gerne arbejde for dig. Så kan du sørge for, at Absalon bliver i tvivl om Akitofels gode råd. 35 Og det, du hører i paladset, skal du fortælle videre til Sadok og Ebjatar, 36 som så kan sende deres to sønner af sted til mig med 36

37 en rapport. 37 Hushaj tog så til Jerusalem og ankom samtidig med Absalon. Kapitel 16 Forsvind, din morder 1 Da David var kommet over Oliebjerget, stod Siba, der arbejdede for Mefiboshet, og ventede på ham. Han havde et par æsler med, som bar på 200 brød, 100 rosinkager, 100 stykker frugt og en krukke vin. 2 Hvor skal du hen med det? spurgte David. Det er til jer, svarede Siba. 3 Hvor er Mefiboshet henne? ville David vide. Han blev i Jerusalem, fordi han tænkte, at han nu omsider ville få chancen for at blive konge som sin farfar Saul. 4 Alt, hvad Mefiboshet ejer, giver jeg hermed til dig, Siba, sagde David. Må jeg altid behage dig, konge, svarede Siba. 5 I Bahurim kom en mand ved navn Shimi hen til David. Shimi kom ligesom Saul fra Benjaminstammen. Selvom David havde hele hæren og sine livvagter med, forbandede han David 6 og kastede sten efter ham. 7 Forsvind, din morder, du er ussel! råbte Shimi. 8 Nu straffer Gud dig for alle dem, du har slået ihjel i Sauls familie. Du gjorde dig til konge i stedet for ham, men nu har Gud givet kongedømmet videre til din søn Absalon. Og det har du fortjent! 37

38 9 Abishaj, Joabs bror, ville standse ham. Hvorfor skal den køter have lov at råbe efter dig, konge? spurgte han. Lad mig gå over og hugge hovedet af ham! 10 Nej! sagde David. Når han fornærmer mig, er det, fordi Gud har sagt til ham, at han skal gøre det. 11 Når selv mit eget kød og blod prøver at slå mig ihjel, er det ikke så mærkeligt, at en fra benjaminstammen ønsker det samme. Så lad ham bare forbande mig. 12 Måske får Gud medlidenhed med mig og vender forbandelsen til held. 13 David og hans mænd gik videre. Shimi fulgte med og fortsatte med sine forbandelser og kastede med sten og jord efter ham. 14 Da de nåede til Jordanfloden, holdt de et langt hvil. Ikke videre trofast 15 I mellemtiden var Absalon og hans hær af nordisraelitter nået til Jerusalem. 16 Hushaj gik hen til Absalon og råbte: Længe leve kongen! Længe leve kongen! 17 Absalon sagde til ham: Du er da ikke videre trofast over for din ven David. 18 Nej, sagde Hushaj, jeg er trofast over for ham, som både Gud og alle israelitterne har valgt. 19 Jeg arbejdede for din far, og nu vil jeg gerne arbejde for dig. 20 Men indtil videre holdt Absalon sig til sin første rådgiver, Akitofel. Hvad synes du, jeg skal gøre nu? spurgte han ham. 38

39 21 Akitofel svarede: Gå i seng med alle din fars koner, som han har sat til at tage sig af paladset. Så vil alle forstå, at du virkelig har brudt med din far, og det vil give nyt mod til alle dine tilhængere. 22 Så blev der slået et telt op på paladsets tag, så alle kunne følge med, når han gik ind for at have sex med sin fars koner, en efter en. 23 Akitofel var nemlig en dygtig rådgiver, og både David og Absalon var sikre på, at alle hans forslag kom direkte fra Gud. Kapitel 17 Som regn fra en skyfri himmel 1 Nu sagde Akitofel til Absalon: Giv mig mand, så jeg kan forfølge David i nat 2 og overfalde ham, mens han er træt og modløs. Han og hele hans hær vil blive forskrækket og flygte. Men jeg vil nøjes med at slå David ihjel, 3 så hans hær kan blive en del af din hær. 4 Absalon og alle de ældste i Nordisrael var begejstrede, 5 men Absalon sagde alligevel: Lad os også lige spørge Hushaj. 6 Absalon fortalte ham om Akitofels forslag og spurgte: Skal vi lade ham gennemføre sit angreb, eller ej? Lad mig høre, hvad du mener. 7 Hushaj svarede: Det er et dårligt forslag, Akitofel dér er kommet med. 8 Du kender jo din far og hans mænd og ved, at de er modige og vrede som bjørne, man har taget ungerne fra. Desuden er David snu og overnatter ikke hos hæren. 9 Han gemmer sig helt sikkert et eller andet sted. Og hvis først nogle af vores folk begynder at blive slået ihjel, vil der sprede sig et rygte om, at Absalons hær er færdig. 10 Det vil tage modet fra selv din 39

40 bedste mand. Alle i Israel ved jo, at din far er en krigshelt, og at hans mænd er modige og dygtige. 11 Så jeg råder dig til at vente, til alle i hele Israel er samlet omkring dig. Så er vi en kæmpehær, og du kan selv gå med i angrebet. 12 Når vi så møder David, kaster vi os over ham som regn fra en skyfri himmel og udsletter ham og hans hær fuldstændig. 13 Hvis han gemmer sig i en by, jævner vi den med jorden. 14 Absalon og alle nordisraelitterne nikkede og sagde: Hushajs råd er bedre end Akitofels. Men det var Gud, der havde bestemt, at Akitofels gode forslag skulle fravælges, så det kunne gå Absalon dårligt. 15 Hushaj gik nemlig direkte hen til Sadok og Ebjatar og fortalte, hvad han havde sagt til Absalon i paladset. 16 Send straks besked til David om, at han ikke må blive på ørkensletten, men omgående skal krydse Jordanfloden, sagde han til dem. Og sørg endelig for, at Absalon og hans folk ikke finder ud af det. 17 Præsternes sønner, Akimaas og Jonatan, gemte sig ved Rogelkilden uden for byen, så de ikke først skulle snige sig ud af byen. De gav Hushajs besked til en kvinde, der arbejdede for David, og hun sørgede for, at den gik videre til ham. 18 Men der var en dreng, der fik øje på præstesønnerne, og han fortalte det til Absalon. Derfor måtte præsternes sønner skynde sig væk, og de opsøgte en mand i Bahurim, som havde en brønd i gården, de kravlede ned i. 19 Hans kone dækkede brønden med et tæppe og strøede korn ud over det, så de ikke blev opdaget. 40

41 20 Absalons mænd kom ind i huset til konen og spurgte: Hvor er Akimaas og Jonatan? De krydsede bækken derovre, svarede hun. Mændene ledte efter dem uden held og tog tilbage til Jerusalem. 21 Da de var væk, kravlede præstesønnerne op af brønden og skyndte sig hen til David og fortalte, hvad der var sket. Gå over floden med det samme! sagde de. 22 David og hæren krydsede straks floden, og næste morgen var alle kommet over. 23 Da Akitofel indså, at hans forslag ikke blev fulgt, tog han hjem og ordnede sine forhold, og så hængte han sig. Han blev begravet i sin fars grav. Krigen mellem David og Absalon 24 David nåede frem til Mahanajim øst for Jordanfloden, og i mellemtiden havde Absalon og nordisraelitterne også krydset Jordanfloden. 25 Absalon havde på det tidspunkt udnævnt Amasa, Joabs fætter, til chef for hæren. 26 Sammen med alle sine tilhængere slog Absalon lejr i Gileadområdet. 27 Shobi, Makir og Barzillaj, der kom fra henholdvis Rabba, Lodebar og Gilead, kom rejsende til David i Mahanajim 28 med alt det, han og hans hær havde brug for: senge, skåle, krukker, hvede, byg, mel, ristet korn, bønner, linser, 29 honning, tykmælk, får, geder og ost. Se, hvad vi har med til jer!. I må være meget sultne og tørstige efter turen igennem ørkenen, sagde de. 41

42 Kapitel 18 Mere værd end mand 1 David samlede sine tropper. 2 Så sendte han dem af sted i tre grupper, som Joab, hans bror Abishaj og Ittaj hver især fik kommandoen over. Jeg deltager også selv i kampen, sagde David. 3 Det må du ikke! svarede de. Hvis vi taber slaget, er der ingen, der bekymrer sig om det, hvis halvdelen af os dør. Men du er mere værd end af os. Derfor er det bedst, at du bliver her, så du kan komme os til undsætning. 4 Fint, så gør vi sådan, sagde David. Så stillede han sig ved byporten i Jerusalem for at sende hæren godt på vej. 5 I må ikke være for hårde mod Absalon, sagde han til Joab, Abishaj og Ittaj, mens hele hæren hørte det. 6 Så tog de af sted for at kæmpe mod Nordisrael. Slaget stod i Efraimskoven, 7 og Davids folk slog nordisraelitterne, som mistede mand den dag, 8 og kampen bredte sig over hele egnen. Tre spyd gennem brystet 9 På et tidspunkt kom Absalon ridende, og muldyret kom ind under grenene på et stort egetræ, hvor Absalons hoved kom i klemme, så han blev hængende i træet, mens muldyret fortsatte. Ved et tilfælde blev det opdaget af en af Davids mænd, 10 som sagde til Joab: Jeg har lige opdaget, at Absalon hænger fast i et egetræ ude i skoven. 42

43 11 Hvorfor slog du ham så ikke ihjel på stedet? spurgte Joab. Jeg ville have betalt dig godt for det. 12 Jeg turde under ingen omstændigheder slå kongens søn ihjel! svarede manden. Vi hørte jo selv, at kongen sagde til dig, Abishaj og Ittaj, at I skulle passe på, at der ikke skete noget med Absalon. 13 Kongen ville have fundet ud af det, og så ville du ikke have beskyttet mig. 14 Der er ingen tid at spilde, udbrød Joab. Han tog ud til egetræet og jog hele tre spyd igennem brystet på Absalon. I første omgang overlevede kongens søn, 15 men ti af Joabs væbnere var fulgt med ud i skoven, og de slog ham ihjel. 16 Joab blæste i hornet, og hæren holdt op med at forfølge nordisraelitterne. 17 De begravede Absalon i et dybt hul i skoven og samlede en stor dynge sten over graven, mens alle nordisraelitterne skyndte sig at flygte hjem. 18 Inden Absalon døde, havde han rejst et mindesmærke af sten i Kongedalen for sig selv, for han tænkte: Jeg har ingen søn, der kan sørge for, at jeg bliver husket. Mindesmærket findes stadig og kaldes Absalons Minde. 19 Sadoks søn Akimaas opsøgte Joab og sagde: Lad mig løbe hen til kong David og fortælle, at Gud har givet ham hævn over hans fjender. 20 Nej, det vil ikke være godt nyt for ham, hans søn er jo død, svarede Joab. Du skal hellere være budbringer for mig en anden dag. 43

44 21 I stedet bad Joab en etiopier om at løbe tilbage til kongen og fortælle ham, hvad der var sket. Etiopieren bøjede sig i støvet for Joab, og så løb han. 22 Men Akimaas blev ved, og han sagde: Nu løber jeg altså efter ham. Hvorfor vil du det, min dreng? spurgte Joab. Det får du ingen betaling for. 23 Det gør ikke noget, svarede Akimaas. Godt, så gør det, sagde Joab. Akimaas løb af sted og nåede frem til Jerusalem før etiopieren. 24 David sad i byporten, og udkigsposten gik op på taget af portbygningen og hen til muren. Han fik øje på en mand, der kom løbende alene. 25 Udkigsposten råbte det ned til David, som sagde: Når han er alene, må han have en besked med. Men da manden var kommet nærmere, 26 fik udkigsposten øje på en mand til, der kom løbende. Han råbte til portvagten: Der kommer en mere. Han er også alene. Han har nok også en besked, sagde David. 27 Jeg tror, den første er Sadoks søn Akimaas; han løber ligesom ham. Han er en god mand, sagde David, han kommer nok med godt nyt. 28 Da Akimaas kom tæt nok på, råbte han til David: Alt er godt, og bukkede dybt for ham. Så sagde han: Jeg takker Gud, som har standset dine fjender, konge. 29 Er Absalon i god behold? spurgte David. 44

45 Der var stor forvirring, da Joab sendte mig af sted, så jeg ved ikke noget, svarede Akimaas. 30 Vent lige lidt, sagde David og bad ham om at træde til side, 31 for i mellemtiden var etiopieren også nået frem. Gud har i dag skaffet dig hævn over dine fjender, sagde han. 32 Er Absalon i god behold? spurgte David. Etiopieren svarede: Gid alle dine fjender må lide samme skæbne som Absalon. Kapitel 19 Gid det var mig, der var død 1 David blev dybt rystet og gik op i rummet over byporten og græd. Han gik frem og tilbage og sagde: Min søn, Absalon; åh, Absalon! Gid det var mig og ikke dig, der var død! Absalon, min søn, min søn! 2 Joab fik at vide, at David sørgede over Absalon, 3 og sejren blev til sorg for hæren, da de hørte, hvordan kongen tog tabet af sin søn. 4 Skamfulde sneg soldaterne sig ind i byen, ligesom når man er stukket af fra et slag, 5 og David sad med ansigtet i hænderne og klagede højt: Min søn, Absalon, Absalon, min søn, min søn! 6 Joab gik ind til ham og gav ham en opsang. David, din opførsel er pinlig, sagde han. Både for alle dem, der har reddet dig, og for dine sønner, døtre og koner. 7 Det er, som om du elsker dem, der hader dig, og hader dem, der elsker dig. Du viser, at du er ligeglad med dine officerer og dine folk. I virkeligheden ville du være tilfreds, hvis alle vi andre var døde, 45

46 bare Absalon var i live. 8 Gå nu ud til dine folk, og tal opmuntrende til dem. Det kan jeg godt sige dig: Hvis ikke du gør det, har du ikke en eneste mand tilbage i morgen, og det vil være en større ulykke end alle de ulykker, som har ramt dig i dit liv. 9 Så gik David ud og satte sig på sin plads i byporten, og så snart hæren fandt ud af, at kongen var kommet ud af paladset, samlede mændene sig foran ham. I dag skal ingen dø 10 Oppe i Nordisrael kom det til et opgør over hele landet. Mange sagde: Det var David, der reddede os fra vores fjender, og det var ham, der slog filistrene tilbage, og alligevel blev han tvunget til at flygte for Absalon, som vi selv kårede som konge. 11 Men nu, hvor Absalon er død, hvorfor slutter vi os så ikke bare til David igen? 12 David hørte, hvad folk sagde, og han sagde til Sadok og Ebjatar: Spørg landsbyrådene i Sydisrael, om de virkelig vil være de sidste, som slutter sig til mig. 13 Jeg kommer jo selv fra Sydisrael og er af samme kød og blod som dem. 14 Og sig til Amasa, Absalons hærfører: Vi kommer jo fra samme slægt. Du skal være min hærfører i stedet for Joab. 15 Nu fortrød sydisraelitterne at de havde svigtet ham, og de sluttede sig til ham og bad ham om at vende hjem fra slagmarken med alle sine mænd. 16 David tog af sted mod Jerusalem, og da han kom til Jordanfloden, var sydisraelitterne kommet til Gilgal for at gå ham i møde og følge ham over floden. 46

47 17 Shimi, der ellers havde råbt efter David, var vendt på en tallerken og havde skyndt sig at slutte sig til sydisraelitterne, 18 sammen med mand fra benjaminstammen. Også Siba var nået ned til floden med sine 15 sønner og 20 tjenestefolk, før David kom. 19 De var gået over vadestedet for at følge David over floden og stå til rådighed for ham. Da David kom og skulle til at gå over floden, bukkede Shimi dybt for ham 20 og sagde: Konge, tilgiv mig, og glem alt, hvordan jeg råbte efter dig, da du forlod Jerusalem. 21 Jeg ved, at jeg har opført mig dårligt, men i dag er jeg den første fra Nordisraels stammer, der kommer ned for at møde dig. 22 Abishaj blandede sig og sagde: Skal Shimi ikke dø? Han forbandede jo ham, som Gud har udvalgt til at være konge. 23 Pas dig selv! svarede David. Vil du virkelig gå imod mig i dag? I dag er der ingen i landet, der skal dø, for nu er der ingen tvivl om, at det er mig, der er konge i hele Israel. 24 Og David vendte sig mod Shimi. Du skal ikke dø, lovede han. 25 Mefiboshet var også kommet ned til Jordanfloden for at møde David. Siden David var taget af sted, havde Mefiboshet hverken vasket sig selv eller sit tøj for at vise sin sorg. 26 Da David så ham, spurgte han: Hvorfor tog du ikke med mig? 27 Siba løj om mig, konge, svarede han. Jeg bad ham om at få sadlet æslet, så jeg kunne ride med dig, for jeg kan jo ikke gå. Men det afviste han, 28 og i stedet opsøgte han dig og gav sig til at bagtale mig. Men du er jo så klog som en udsending fra Gud, konge. Gør, hvad du vil med mig

48 Du kunne lige så godt have slået min fars familie og mig ihjel, fordi du var vred på Saul, men i stedet gav du mig lov til at spise sammen med dig hver aften. Så hvordan skulle jeg kunne klage? 30 Du behøver ikke at sige mere, sagde David. Du og Siba skal dele jorden. 31 Han må godt få det hele, for nu er du hjemme, svarede Mefiboshet. 32 Barzillaj fra Rogelim var også kommet til Jordanfloden, fordi han ville sige farvel til David. 33 Barzillaj var meget gammel og meget rig, og han havde sørget for mad til David, mens han var i Mahanajim. 34 Tag med mig over til Jerusalem, sagde David til ham. Så skal jeg nok tage mig af dig. 35 Det er jeg for gammel til, svarede Barzillaj. 36 Jeg er 80 år og har ingen glæder tilbage. Jeg kan ikke smage, hvad jeg spiser og drikker, og jeg kan ikke høre sangerne. Jeg ville kun være i vejen. 37 Jeg vil bare gerne gå over Jordanfloden sammen med dig, konge. Hvorfor skulle du give mig så storslået en gave? 38 Lad mig tage hjem, så jeg kan dø i min by og blive begravet i min fars og mors grav. Men min søn Kimham kan gå med, og ham kan du gøre noget for, hvis du vil. 39 Fint, sagde David. Kimham kommer med mig, og jeg vil gøre alt, hvad du ønsker for ham. 40 Hele hæren krydsede Jordanfloden, og David kyssede Barzillaj farvel. 48

49 Begyndte at knage 41 David fortsatte til Gilgal, og Kimham gik med. Hele hæren af sydisraelitter og halvdelen af nordisraelitterne fulgte på det tidspunkt David. 42 Men nu begyndte det at knage mellem dem. Nordisraelitterne gik til David og beklagede sig. Hvorfor var det sydisraelitterne og ikke os, der fik lov til at følge dig og din familie over Jordanfloden? spurgte de. 43 Vi er tættest på kongen, blandede sydisraelitterne sig. Hvad er I så vrede over? Har vi måske udnyttet kongen eller skaffet os fordele? 44 Vi er ti stammer, og I er kun én, svarede nordisraelitterne. Vi må have ti gange så stor ret til kongen, som I har. Hvorfor bliver vi tilsidesat? Sluttede vi os ikke til kongen før jer? Men sydisraelitterne var endnu hårdere i munden end nordisraelitterne. Kapitel 20 Livslang husarrest 1 I benjaminstammen var der en ussel fyr ved navn Sheba. Han var blevet træt af, at sydisraelitterne ville bestemme alt, og nu blæste han i sit horn og råbte: Vi er ikke en del af Davids kongerige, vi vil ikke have noget at gøre med Isajs søn. Kom med hjem til Nordisrael, soldater. 49

50 2 Og nordisraelitterne gjorde, som han sagde. De forlod David og fulgte Sheba, så nu var det kun sydisraelitterne, der støttede David og gik sammen med ham fra Jordanfloden op til Jerusalem. 3 Da David var kommet hjem til Jerusalem, satte han de ti koner, som Absalon havde haft med i teltet, i livslang husarrest. Han sørgede for dem, men gik ikke længere i seng med dem. Resten af livet måtte de leve, som om de var enker. Hvordan har du det, fætter? 4 Nu tog David fat i sin hærleder, Amasa: Saml hæren, og vær klar om tre dage. 5 Amasa tog af sted for at samle den sydisraelitiske hær, men han kom ikke tilbage med den inden tidsfristen, 6 og David sagde til Abishaj: Der er noget galt. Amasa har måske forrådt os og har sluttet sig til Nordisrael. Sheba, den nye leder, er en større trussel mod os, end Absalon var. Så tag mine livvagter og følg efter ham, så han i hvert fald ikke indtager nogen fæstningsbyer, og så vi kan blive ved at holde styr på, hvor han er. 7 Abishaj, Joab og Davids livvagter forlod Jerusalem for at finde Sheba. 8 Da de kom til den store sten i Gibeon, var Amasa der allerede. Joab var kampklædt og havde sit sværd med. Da han gik hen mod Amasa, lod han sværdet falde ud af skeden, så det så ud som en fejl. 9 Hvordan har du det, fætter? spurgte Joab og rakte ud efter Amasa, som om han ville kysse ham. 10 Men Amasa var ikke opmærksom på, at Joab havde samlet sværdet op med den anden hånd. Joab stak det i maven på ham, så indvoldene væltede ud på jorden. Han døde med det samme. 50

51 Joab og Abishaj gik videre, 11 mens Joab lod en af sine mænd blive stående ved liget og råbe til de forbipasserende: Alle, der er på Davids side, skal følge Joab! 12 Amasa lå midt på vejen i en blodpøl, og alle, der kom forbi, standsede op. Derfor rullede manden liget væk fra vejen og ind på marken og dækkede det til med en kappe. Vi kaster hovedet ud 13 Så snart liget var gemt af vejen, fulgte alle efter Joab. 14 Samtidig havde Sheba samlet hele sin slægt og var på vej igennem alle de israelitiske stammeområder, et efter et, og han var kommet til Abel-Bet-Maaka. 15 Men nu havde Joab og Abishaj Sheba i deres hule hånd. De belejrede Abel-Bet-Maaka og byggede en jordhøj, der nåede op til bymuren, og derfra kunne de begynde at rive muren ned. 16 Men en klog kvinde fra byen råbte til dem: Bed Joab om at komme nærmere, så jeg kan tale med ham. 17 Da Joab var kommet hen til hende, sagde kvinden: Er det dig, der er Joab? Han svarede ja, og hun sagde: Hør nu, hvad jeg har at sige. Jeg lytter, svarede han. 18 Hvis man havde en konflikt før i tiden, sagde man: Gå hen til dommeren i Abel-Bet-Maaka, og her blev sagen afgjort, fortalte hun. 19 Vi hører til de mest fredsommelige og pålidelige mennesker i hele Israel, 51

52 men du bringer død og ødelæggelse over os. Byen er Guds ejendom; hvorfor vil du ødelægge den? 20 Jeg kunne aldrig finde på at ødelægge byen, svarede Joab. 21 På ingen måde! Men Sheba oppe fra Efraimbjergene har gjort oprør mod kong David. Hvis bare I udleverer ham, tager vi af sted. Det gør vi! Vi kaster hans hoved ud til dig, lovede kvinden. 22 Hun talte med de andre indbyggere, og de huggede hovedet af Sheba og kastede det ned til Joab. Han blæste i hornet, og mændene trak sig tilbage og gik hver til sit. Så tog Joab tilbage for at arbejde for David i Jerusalem Joab fortsatte som hærens øverste leder, og her er en liste over de andre mænd, der arbejdede tæt på David: Benaja var leder for de udenlandske livvagter Adoniram var leder af tvangsarbejdet Joshafat var embedsmand Sheja var kongelig sekretær Sadok og Ebjatar var præster sammen med Jairs efterkommer Ira. Kapitel 21 Giv os syv af Sauls efterkommere! 1 Nu blev landet ramt af en hungersnød, der varede i tre år. David spurgte Gud, hvad det skyldtes, og Gud svarede: Saul slog en masse gibeonitter ihjel, og det må hans efterkommere nu betale for. 52

53 2 Gibeonitterne var ikke israelitter, men hørte til de amoritter, der oprindelig boede i landet. Og selvom israelitterne havde indgået en fredsaftale med dem, havde Saul prøvet at udrydde dem. Nu sørgede David for at hente gibeonitterne til Jerusalem. 3 Hvad kan jeg gøre for jer? spurgte han dem. Hvordan kan jeg gøre vores forhold godt igen efter alt det, Saul har gjort mod jer? 4 Ja, penge kommer du ingen vegne med, svarede de. Vores mellemværende med Saul og hans efterkommere kan ikke gøres godt med hverken sølv eller guld, kun med blod. Men vi har ikke ret til at slå nogen ihjel i Israel. Hvad forlanger I så? spurgte David. 5 Saul gjorde jo, hvad han kunne for at udrydde os, så der ikke var en eneste gibonit tilbage i hele Israel. svarede de. 6 Udlever syv af hans efterkommere til os; så vil vi henrette dem på Guds bjerg i Gibeon. Det gik David med til. 7 Han havde jo indgået en venskabsaftale med Jonatan, og derfor skånede han Jonatans søn, Mefiboshet. 8 I stedet udpegede han en anden Mefiboshet og hans bror Armoni, som var de to sønner, som Saul havde fået med Rispa, og de fem sønner, som Sauls datter Merab havde fået med Adriel. 9 Dem udleverede han til gibeonitterne, som henrettede dem alle syv, lige da byghøsten skulle til at begynde. 10 Rispa, moren til de to brødre, gik op på bjerget. Der tog hun sit sørgetøj af og bredte det ud på jorden. I lang tid sad hun og passede på ligene af sine sønner, så gribbene ikke åd dem om dagen, og de vilde dyr ikke 53

54 flænsede dem om natten. 11 Da David hørte det, 12 tog han hen og hentede Sauls og Jonatans knogler hos borgerne i Jabesh i Gilead. Der havde de ligget, siden dengang filistrene havde hængt Saul og Jonatan op på torvet i Bet-Shan, efter at de havde vundet over Saul på Gilboabjerget. 13 Nu tog David knoglerne med til benjaminstammens område 14 og lod dem begrave sammen med knoglerne fra de syv henrettede sønner og sønnesønner af Saul i hans far Kishs grav i Sela. Omsider fik Gud medlidenhed med Israel og stoppede hungersnøden. Israels lys 15 Filistrene gik igen i krig mod Israel, og David deltog selv i et angreb mod dem. Efter lang tids kamp var han så udmattet, 16 at Jishbi-Benob fra Rafa-slægten var tæt på at få held med at slå ham ihjel med sit helt nye sværd og et meget tungt bronzespyd. 17 Men Abishaj kom David til undsætning og slog Jishbi-Benob ihjel. Du må aldrig gå med os i krig og sætte livet på spil, sagde Davids mænd til ham. Du er Israels lys, og det må ikke gå ud. 18 Senere udbrød der krig med filistrene i byen Gob, og filisteren Saf fra Rafa-slægten blev dræbt af Sibbekaj fra Husha. 19 Og da der igen blev krig i Gob, slog Elkanan fra Betlehem gattitten Goliat ihjel. Det var ham, der havde et kolossalt tykt spydskaft. 54

55 20 Og så blev der krig med filistrene i Gat. Der var en kæmpestor mand med seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod, også af Rafaslægten, 21 som hånede Israel. Men Jonatan, der var søn af Davids bror Shima, slog ham ihjel. 22 De fire filistre, som blev dræbt af David og hans mænd, kom alle fra Rafa-slægten i Gat. Kapitel 22 Du gør mig stærk 1 Da Gud havde reddet David fra alle hans fjender og fra Saul, sang David en hyldestsang: 2 Jeg elsker dig, Herre. Du gør mig stærk. 3 Gud er min klippe og min fæstning; det er ham, der redder mig. Gud er mit bjerg, som jeg stoler på, han er mit skjold, min redning og min sikre havn. 4 Jeg råbte til Gud, den vidunderlige, og blev reddet fra mine fjender. 5 Jeg var bundet af reb. Jeg rystede af skræk for dommedagens flod. 6 Dødsriget holdt mig i sit greb. Farlige fælder omgav mig. 55

56 7 I min nød kaldte jeg på Gud, jeg råbte til ham om hjælp. Han hørte mig fra sit tempel, mit råb nåede frem til ham. 8 Så blev han vred. Jorden rystede, og bjergene skælvede. 9 Der stod røg ud af hans næsebor, ild strømmede fra hans mund. Glødende kul væltede ud. 10 Han åbnede himlen og trådte ned. Der var mørke skyer omkring hans fødder. 11 Han steg op på en engel og fløj, svævede frem på vinden. 12 Han skjulte sig i mørket. 13 I lysskæret foran ham kom skyerne stormende, fulde af hagl og glødende kul. 14 Så tordnede Gud fra himlen. Den Højeste Gud hævede stemmen, og der var hagl og glødende kul overalt. 15 Han skød med pile og spredte fjenden. Han skræmte dem med sine lyn. 56

57 16 Havbunden kom til syne, og jordens indre væltede frem. Du havde advaret os, Gud; det skete, fordi du var vred. 17 Han rakte ud efter mig og greb mig Han trak mig op af vandmasserne. 18 Han reddede mig fra min farlige fjende. fra de modstandere, jeg ikke kunne klare. 19 De angreb mig, da jeg var svagest, men Gud trådte til. 20 Han befriede mig. Han reddede mig, fordi han elsker mig. 21 Det er Guds belønning til mig. Fordi jeg var trofast, fik jeg min gave. 22 Jeg har gjort, hvad Gud ville have. Jeg har ikke svigtet min Gud. 23 Jeg har overholdt hans regler, har aldrig brudt hans love. 24 Jeg har ikke haft nogen forbehold. Jeg har adlydt ham i alt. 25 Og Gud gav mig, hvad jeg fortjener, da han så, at jeg var ærlig. 57

58 26 Du er trofast over for den trofaste. Du har ingen forbehold over for den, der giver sig hen til dig. 27 Du er oprigtig over for den oprigtige, men den falske snyder du gerne. 28 Du redder de hjælpeløse, men ydmyger den selvsikre. 29 Du tænder lyset for mig, Gud. Du lyser op i mit mørke. 30 Med din støtte løber jeg ud mod en flok krigere. Med din hjælp kan jeg springe over en mur. 31 Gud er fuldkommen. Alt, hvad han siger, er rent og stærkt. Han er et skjold for alle, som stoler på ham. 32 Hvem er den sande Gud. Det er han! Hvem er fast som en klippe? Det er han! 33 Gud gør mig stærk og får mig til at adlyde. 34 Han lader mig løbe som et rådyr, lader mig klatre i bjergene. 35 Han træner mig til kamp, jeg kan bøje en bue lavet af bronze. 36 Du beskytter mig som et skjold. 58

59 Du støtter mig og gør mig stærk. 37 Du baner vejen for mig og lader mig gå sikkert og trygt. 38 Jeg forfølger mine fjender og indhenter dem, vender ikke om, før jeg har udslettet dem. 39 Jeg knuser dem, så de ikke kan rejse sig. De ligger for mine fødder. 40 Du giver mig styrke til kampen, du tvinger mine angribere i knæ. 41 Du slår mine fjender på flugt, jeg fejer modstanderne bort. 42 De råber om hjælp, men der sker ingenting. De råber til Gud, men han giver intet svar. 43 Jeg knuser dem til støv, som vinden blæser væk. Jeg smider dem ud som skidt. 44 Du redder mig fra stammernes krige. Du gør mig til deres hersker. Ukendte folkeslag kaster sig i støvet for at tjene mig, 45 ydmygt kryber de for mig. Bare de hører om mig, overgiver de sig. 46 Omgående giver de op. 59

60 De ryster af skræk og kommer frem fra deres skjul. 47 Gud lever! Tak, fordi du er fast som en klippe. Gud, min redningsmand, du er stor. 48 Gud giver mig hævn og giver mig magt over folk. 49 Du befrier mig fra mine fjender. Du redder mig under angreb og bringer mig i sikkerhed. 50 Derfor vil jeg hylde dig foran hele verden, Gud, og synge sange for at takke dig. 51 Gud lader sin konge vinde store sejre. Han står bag sin udvalgte konge, David, og hans efterkommere til evig tid. Kapitel 23 Kongen er som daggryet 1 Men jeg har mere at sige: Den Højeste Gud har gjort mig stor, Jakobs Gud har valgt mig til konge, hele Israels elskede konge. 2 Guds ånd taler igennem mig, hans ord er på min tunge. 60

61 3 Israels Gud har talt, vores klippe og støtte sagde til mig: Den, der regerer klogt over mennesker, den, der regerer med respekt for Gud, 4 er som daggryet på en skyfri morgen, som græsset, der spirer op af jorden efter regn. 5 Ja, sådan ser Gud på mig og min familie. Han har lavet en evig aftale med mig, den er fastlagt i detaljer til evig tid. Han vil sørge for at redde mig, og alt, hvad jeg ønsker, lader han ske. 6 Men de onde behandler han som tornene på en busk, når de skal fjernes. Man tager ikke fat med hånden, 7 men griber kun ud efter dem bevæbnet med økse og spydskaft. Og så bliver de brændt og er væk. De bedste og dygtigste 8 Der var tre soldater, der var de største krigshelte af dem alle sammen. De hed Ishboshet, Eleazar og Shamma, og Ishboshet var anfører for dem. 61

62 9 Eleazar var med David i kampen mod filistrene. Da israelitterne trak sig tilbage, 10 holdt han stand og dræbte ene mand alle filistrene, indtil han ikke længere kunne løfte sit sværd. Resten af hæren kom først tilbage, da det var tid til at plyndre de døde filistre. 11 Shammas største bedrift fandt sted, da filistrene engang havde samlet sig i Lehi, på en mark. Da hæren flygtede for filistrene, 12 stillede han sig op og forsvarede marken og slog filistrene ihjel, så Gud gav israelitterne en stor sejr. 13 Engang omkring høsttid tog de tre krigshelte ned til David, der havde gemt sig i Adullams hule, mens filistrenes hær lå i Refaim-dalen. 14 David boede i Zionborgen på det tidspunkt, og filistrene havde indtaget Betlehem. 15 David blev tørstig og sagde: Hvem vil hente noget vand til mig fra brønden ved byporten i Betlehem? 16 Så brød de tre soldater igennem filistrenes lejr og hentede vand i brønden ved byporten i Betlehem og gav det til David. Men i stedet for at drikke det, hældte han det ud på alteret som et offer til Gud 17 og sagde: Jeg kan ikke drikke det! Det ville være ligesom at drikke de tre mænds blod, når de har sat livet på spil ved at hente det. Men de tre krigshelte regnede det ikke for noget at sætte livet på spil for deres konge. 18 Joabs bror Abishaj stod i spidsen for de 30 dygtigste soldater i hæren. Han slog også 300 fjender ihjel med sit spyd i en eneste kamp og blev en af de mest berømte af soldaterne. 19 De havde stor respekt for ham, og han 62

63 blev deres leder, men han kunne ikke helt sammenlignes med de tre krigshelte. På løvejagt en snevejrsdag 20 Jojadas søn Benaja var en modig mand og en meget dygtig soldat. Det var ham, der slog moabitten Ariels to sønner ihjel. Det var også ham, der på en snevejrsdag gik ned i en brønd og slog en løve ihjel. 21 En anden gang slog han en kæmpestor egypter ihjel. Egypteren havde et kolossalt spyd i hånden, og Benaja gik imod ham med en kæp og fik spyddet vristet ud af hånden på ham og slog ham ihjel med hans eget spyd. 22 Benaja blev en af de mest berømte af soldaterne, 23 men selvom de havde respekt for ham, kunne han ikke helt måle sig med de tre krigshelte. David satte ham i spidsen for sine livvagter. 24 Her er listen over de 30 soldater: Joabs bror Asael, Dodos søn Elkanan fra Betlehem, 25 Shamma fra Harod, Elika fra Harod, 26 Heles fra Pelet, Ikkeshs søn Ira fra Tekoa, 27 Abiezer fra Anatot, Mebunnaj fra Husha, 28 Salmon fra Akoa, Maharaj fra Netofa, 29 Baanas søn Heleb fra Netofa, Ribajs søn Ittaj fra Gibea i Benjamin, 30 Benaja fra Piraton, Hiddaj fra Nahale-Gaash, 31 Abi-Albon fra Arba, Azmavet fra Bahurim, 32 Eljakba fra Shaalbon, Jashen fra Gizon, 33 Shammas søn Jonatan fra Harar, Sharars søn Akiam fra Harar, 34 Akasbajs søn Elifelet fra Maaka, Akitofels søn Eliam fra Gilo, 35 Hesro fra Karmel, Paaraj fra Arab, 36 Natans søn Jigal fra Soba, Bani fra Gad, 37 Selek fra Ammon, Nakraj fra Beerot, som var Serujas 63

64 søn Joabs væbner, 38 Ira fra Jattir, Gareb fra Jattir, 39 hittitten Urias. De var i alt 37. Kapitel 24 Tæl folket fra nord til syd 1 Gud blev igen vred på Israel, og derfor lokkede han David til at skade israelitterne ved at sætte en folketælling i gang i hele Israel. 2 David sagde så til sin hærfører Joab: Gå ud og tæl israelitterne fra syd til nord, og fortæl mig resultatet. 3 Gid Gud vil gøre sit folk hundrede gange så stort, og gid du selv kommer til at opleve det! sagde Joab. Men hvorfor forlanger du, at vi gør noget så arrogant, som at tælle folket? Gud lovede jo Abraham, at der skulle blive så mange israelitter, at de ikke kunne tælles. Hvis vi tæller israelitterne, bliver der sat tal på dem. 4 Men Joab og de andre hærførere måtte bøje sig for kong David, og så begyndte de at rejse rundt i Israel. 5 De gik over Jordanfloden og slog lejr syd for Aroer, der ligger midt i dalen på vejen til Gad. De fortsatte mod Jazer. 6 Så kom de til Gilead og til Taktim-Hodshi, derefter til Dan og Ijjon og drejede så af mod Sidon. 7 Så kom de til Tyrus og alle hivvitternes og kanaanæernes byer, og til sidst gik de til Beersheba i Sydisrael. 8 Folketællingen tog ni måneder og tyve dage. Og så kom de tilbage til Jerusalem, 9 hvor Joab fortalte David, hvor mange israelitter, der var i hele landet: I Sydisrael boede der voksne mænd og i Nordisrael

65 Pest, flugt eller hungersnød 10 Men efter folketællingen fik David dårlig samvittighed. Gud, jeg er gået imod din vilje, sagde han. Tilgiv mig! Jeg har opført mig meget forkert. 11 Næste morgen sendte Gud profeten Gad hen til David med besked fra ham. 12 Gud giver dig lov til selv at vælge din straf, sagde profeten til David. Du har tre valgmuligheder. 13 Enten bliver der hungersnød i tre år. Eller også skal du i tre måneder være på flugt for dine fjender, mens du hele tiden er i fare for at blive slået ihjel. Og endelig kan du vælge, at Gud lader Israel blive ramt af pest i tre dage. Find ud af, hvad du vælger; så giver jeg Gud besked. 14 Det er en frygtelig situation at stå i, svarede David. Men jeg vælger den tredje mulighed, for fra Gud har man jo lov at håbe på medlidenhed. Det ser straks noget sortere ud med den slags fra mennesker. Jeg vil i hvert fald ikke falde i hænderne på mine fjender! 15 Næste morgen sendte Gud pest over Israel, og på få dage døde israelitter. 16 Men da Guds dødsengel skulle til at ødelægge Jerusalem, fortrød Gud. Det er nok! sagde han til englen, da den stod ved Aravnas landbrug. 17 Da David fik øje på dødsenglen, sagde han til Gud: Det er mig, der har gjort det, du ikke ville have; jeg har opført mig dumt. Men mit folk har jo ikke gjort noget galt; de er lige så uskyldige som fårene her. Gud, vil du ikke nok ramme mig og min familie i stedet for. 65

66 18 Så sagde Gad til David, at han skulle gå op og bygge et alter til Gud ved Aravnas landbrug, 19 for det havde Gud givet ham besked om. David gik derop, 20 og da Aravna fik øje på David og hans følge, kastede han sig ydmygt til jorden. 21 Hvad laver kongen mon her? spurgte han. David svarede: Jeg vil købe din jord og bygge et alter for Gud, så pesten kan stoppe. 22 Bare tag jorden! svarede Aravna. Gør, hvad du vil, konge! Du må få okserne, så du kan ofre dem, og tærskeslæderne og oksernes åg kan du bruge til brænde. 23 Jeg forærer dig det hele og vil bede til Gud om, at han må være hos dig og din familie. 24 Nej, jeg vil betale den fulde pris, svarede kong David. Jeg vil ikke bringe ofre til Gud, som jeg ikke har betalt for. Så købte David jorden og okserne for 50 sølvstykker. 25 David byggede nu et alter for Gud og ofrede på det. Og Gud lod sig formilde og tilgav Israel, så pesten holdt op. 66