MIRAKLERNES ÅR 1814 Norges Grundlov 200 år

Transkript

1 1 MIRAKLERNES ÅR 1814 Norges Grundlov 200 år Hanne Seljestad Er historien et sammenspil af tilfældigheder eller bestemmes den af store personligheders magt og afgørelser? At det befolkningsfattige lille land i udkanten af Europa fik en af verdens første og mest liberale grundlove var ikke givet og skyldtes vist mest at Norge blev en terning kastet i det stormagtspil som faldet af Napoleon førte med sig. Norge var det land i den kendte verden som efter den sorte pest svartedauen i 1349 blev hårdest rammet og 2 tredjedele af befolkningen døde af den og særlig skrive/og læsekyndige som mer end andre var hjælpere til at tage sig af syge og døende blev selv revet væk og det var årsagen til at meget lidt skriftligt fra den tid er tilbage. Norge havde i middelalderen og især det 13. årh. været en stormagt med myndige konger, store adelsgodsejere, stor næringsdrift og frie bønder som betragtede arvekongedømmet som næsten guddommeligt. Med udryddelsen under svartedauen af landets ledende folk som styrede samfundet og af bønder som stod for landets produktion af livsmiddel var Norge sendt ud i katastrofal overlevelseskrise. I modsætning til andre lande i Norden varede nedgangstiden i flere hundrede år og Norge blev svækket ved dynastiske formationer svenske adelsslægter bemægtigede sig ved giftemål store områder (len) i Norge og Dronning Margretes danske og tyske forbundsfæller fik store embeder i statsforvaltning og på bispestole. Drømmen fra Kalmarunionen i 1398 var et samlet Norden. I årene derefter oplevede Norge som det svageste led i den nordiske union at blive stadig mer underlagt dansk administration til trods for en del bondeoprør som regel sat i scene af svenske adelsmænd og med dansk hjælp til bekæmpelse af den største fare udefra nemlig hanseaterne blev det i 1450 underskrevet en unionskontrakt mellem Norge og Danmark, som gik ud på at disse riger til evig tid skal være sammen i broderlig venskab under een konge. Videre hed det at hver rige skulle nyde egne love og komme hinanden til hjælp når det trængtes. Gennem de næste århundreder blev det en økonomisk fremgang især for byerne og borgerlige mænd og store godsejere blev bærende kræfter i rigsråd og domstole de ble en slags erstatning for den fortabte lavadel og dannede et samfund i Norge med åbenhed mod Europa og verden udenfor. Fra denne samfundsklasse kom den gruppe af mænd mange med universitetsuddannelse fra København som skulle komme til at lede den norske revolution og resultere i en selvstændighedsforfatning og løsrivelse fra Danmark i forårsmånederne 1814 den grundlov som blev undertegnet af Norges sammenkaldte rigsforsamling 17. maj 1814 en nationaldag som nordmændene lykkelig har fejret i nu 200 år.

2 2 Det var Napoleons krigspolitik som gav nordmændene chancen og det var den danske konge Frederik VI som styrket denne mulighed ved at låse sig fast til Frankrig som allieret i kampen mod Rusland, England Østrig, Prøjsen samt Sverige som havde valgt sig en tronfølger som til alt overmål var fransk og Napoleons tidligere marskalk: Carl Johan Bernadotte. Sommeren 1812 gik Napoleon til angreb på det store Rusland. I august mødtes tzar Alexander og Carl Johan i Åbo og forhandlede, mens Napoleon marcherede mod Moskva. Tzaren lovede Carl Johan Norge for hjælp mod Frankrig og de blev enige om at angribe Danmark som da var bombet sønder og sammen og som havde mistet hele sin flåde til englænderne. Angrebet blev dog ikke til noget for tzar Alexander fik nok at tænke på, da Napoleon 14. august toget ind i Moskva. Svenskerne havde aftale med russerne om angreb på Sjælland og ventede på sine russiske venner i Skåne for at sætte tropper over Øresund. Carl Johan fik aftale med England som garanterede at Norge skulle knyttes til Sverige mod at Carl Johan stillede svenske tropper til disposition under forestående felttog mod Napoleon. Russerne forsøgte at få danskerne overtalt til at gå ind i alliancen mod Napoleon, men Frederik VI mente alligevel ikke at det var garanti nok for at han fik beholde Norge. I 1813 bølgede krigen i Europa de allierede med en kæmpehær og Carl Johan i spidsen bekæmpede Napoleon og hans franske tropper (af dem der var tilbage efter Ruslandsturen)ved store og blodige slag ved Berlin, Hannover, Leipzig og Carl Johan og en svensk hærafdeling mødte til sidst en dansk styrke 3 mil syd for Kiel danskerne stadig på fransk side og i freds forhandlingerne i Kiel mellem de allierede og Danmark 14. jan.1814 blev Norge afstået. Carl Johan brugte de følgende 4 måneder til at knuse Napoleon og ville nu kræve det krigsbytte som han var blevet stillet i udsigt: Norge. Carl Johan drømte muligvis om at blive kåret til leder i sit hjemland Frankrig, men da han red ind i Paris sammen med tzar Alexander hidsede han sine landsmænd op: Hvad var det for en forræder! Og hvad skete der i Norge? Statholderen i Norge den danske tronfølger prins Christian Frederik (senere kong Christian VIII) fik 24 januar 1814 melding om fredsafslutningen i Kiel. Så var det altså slut. To riger som havde været smedet sammen siden slutningen af 13 hundredetallet var revet løs fra hinanden og skulle aldrig føjes sammen igen. Kong Frederik havde selv løst nordmændene fra deres ed, ifølge en almen lov var det da folkets soleklare ret til selv at bestemme fremtiden og den ret ville de benytte sig af. Frederik VI måtte imidlertid beordre statholderen til at overgive fæstningerne langs den norske grænse mod Sverige og rejse tilbage til Danmark. Først 10 dage efter Kielerfreden fik folk i Norge høre om freden og at Norge var afstået til Sverige.

3 3 Men allerede efteråret 1813 sendte Christian Frederik en indkaldelse til 113 af landets mest indflydelsesrige mænd, de fleste repræsentanter for næringsliv, trælastgrosserer, jernværk- og grubeejere og redere. De havde i mange år ønsket sig en privat bank for at stimulere næringerne. Et historisk møde for første gang i mere end 200 år var en repræsentativ forsamling i gang med at lave regler for styring af både stat og næringsliv i Norge. Her mødtes for første gang de mænd som siden blev til den grundlovgivende rigsforsamling, som forfattede og til sidst vedtog den norske grundlov. Her var navne som grev Herman Wedel Jarlsberg, Severin Lövenskjold, John Collett, Peder og Carsten Anker, Gjöl Rosenkrantz, Thomas Heftye og 65 andre. 14.februar blev der sendt ildbud til de stormænd som Prins Christian Frederik ville møde på Carsten Ankers gods Eidsvoll nord for Christiania (Oslo) og 21 personer lagde planer for en grundlovgivende forsamling. 25. februar blev der i alle landets kirker svoret ed til en selvstændighedserklæring og der blev valgt ialt 112 personer fra alle sogn i dette langstrakte land,som skulle møde 10. april. Det var en meget blandet gruppe, men alligevel repræsentativ for befolkningen. Naturligvis mest embedsmænd, deraf mange præster, enkelte biskopper, en del var jurister, i alt 36 bonderepræsentanter, en gruppe godsejere og officerer og endda en håndfuld matroser og søfolk. Alle begav de sig af sted.i flere tilfælde på ugelange trættende ture med hest og slæde gennem sne og isnende kulde i marts måned. En del fra det nordligste Norge kom aldrig frem i tide. Disse mænd (for naturligvis var der ingen kvinder) levede nu i mer eller mindre samdrægtighed mens de diskuterte forskellige forslag til den nye konstitution. Prinsen, som boede på Eidsvoll gods, deltog ikke i forhandlingerne, men hans nære ven Christian Falsen var det daglige bindeled. Stemningen var euforisk og arbejdet skred hurtigt frem.falsen selv havde skrevet udkastet i det væsentlige på grundlag af den amerikanske konstitution og uafhængighedserklæring og det endelige dokument som blev vedtaget og underskrevet 17. maj 1814 siges da også at være hans værk. Den grundlovgivende rigsforsamling med en del komiteer lagde grunden for en lang række institutioner så som værnepligt, domstole, religion som blev indlagt i grundloven, hvorimod adelskab med privilegier bl.a. blev afskrevet. To hovedtanker går igen: princippet om folkesuveræniteten eller individuel frihed og politisk frihed for folket. Men man ønsket at Norge skulle være et monarki og man ønsket sig Christian Frederik til Konge i Norge. Den danske tronfølger som i et sidste fortvivlet forsøg på at redde unionen Danmark- Norge inspirerede nordmændene til st rejse sig og påberåbe sig att de, når Kong Frederik havvde løst dem fra sin toskabsed egentlig havde ret i sit eget land og selv kunne bestemme hvordan det skulle styres. Han ville krones til konge i Trondhjem og hans rejse gennem landet blev en veritabel triumf. Han fik kloge råd om ikke a lade sig vælge som enevoldskonge. Den norske selvbevistheden og patriotismen va i fuld blomst men den var knyttet til et praktisk ønske om egne norske institutioner og norsk selvstyre, få ønsket imidlertid at rive landet løs fra Danmark.

4 4 Hans korte regeringstid med Bygdøy kongsgård om hovedsæde blev præget af kongens iver for at iværksætte så mange nye foranstaltninger som mulig og bl.a. blev det nye universitet fyldt med vidende dygtige mænd og en rådende rigsforsamling kaldet Stortinget blev konstitutionert. Samtidig var det en stemning af fest og glæde og en tro på en strålende fremtid. Men underneden ulmede ilden!! Den nyvalgte konge spillede et meget højt spil: alene mod Europa. I slutningen af maj vendte Karl Johan tilbage til Stockholm fra felttoget mod Napoleon og i Sverige ventede man nu at han skulle hente ind den gevinsten han var blevet lovet. Svenskerne havde våbenmagt nok, og hvad kunne den militært uerfarne Christian Frederik og en dårlig udstyrt norsk hær stille op mod en glimrende militær strateg og sejersvante svenske tropper? Ingen af de allierte stormagter forandrede indstilling og selv Kong Frederik VI i Danmark rådede sin fætter til at gå med på svensk overtagelse iflg. Kiel-aftalen men han bad ham presse svenskerne til at gøre den så løs som mulig og til at anerkende den nye norske grundlov det var da også den politik den nyvalgte konge kom til at føre til slut. Christian Frederik ville dog ikke godtage at svenskerne gik ind i Norge og overtog fæstningerne langs grænsen til Sverige. Den norske regering og den norske hær forberedte sig på krig og kampgløden blev tændt.i juli ventede ca mand med spænding og uro på svenskerne. Det blev en forfærdelig krig med store tab og vinning på begge sider. Den blev iværksat med svenske skibe og tropper sydfra og hele østsiden af det vi i dag kalder Oslofjorden blev hærsat af svenske tropper. Med nogle blodige slag trængte fjenden sig nærmere hovedstaden og Christian Frederik indså at nordmændene måtte gi op og undgå at spilde mer blod. Nogen har kaldt ham feig for til trods for meget voldsomme træfninger kæmpede nordmændene tappert og modigt. Modstanden var så stor at den fik Karl Johan til at omdisponere styrkerne og at tilbyde Christian Frederik lempeligere vilkår i de forhandlinger om våpenstilstand som foregik. Den 14. august blev endelig krigsafslutning med Moss-konventionen. Den udøvende magt skulle Christian Frederik overgive til det norske storting og ikke til Karl Johan. En syg og nedbrudt Christian Frederik gik ombord i en norsk sjalup som lå for anker uden for land og ventede på Stortingets afsigelse af hans trone og hans elskede Norge og 26. oktober sejlede han tilbage til Danmark. I mellemtiden fra 14. august til 26. oktober blev så den nye norsk-svenske union forhandlet og til trods for modstand krig og bitterhed fik nordmændene sin liberale og frie grundlov igennem forhandlingerne til trods for nogle enkelte ændringer og kravet om de gennemgribende ændringer som Karl Johan og svenskerne i begyndelsen af unionstiden stadig forsøgte sig på blev af det norske storting afvist fra gang til gang op gennem det nittende århundrede.

5 5 Grundlaget for miraklernes år 1814 for det nye genskabte Norge var skabt i folket, men det var aktørerne udefra: Napoleon, Karl Johan, Frederik VI og Christian Frederik som gjorde situationen mulig.